NTEU_TestSet.da

Marrakeshtraktatens målgruppepersoner er personer, der er blinde, personer, der har en synsnedsættelse, der ikke kan afhjælpes, så de får en synsfunktion, der i al væsentlighed svarer til synet hos en person uden en sådan funktionsnedsættelse, personer, der har et perceptions- eller læsehandicap, herunder dysleksi eller enhver anden form for indlæringsvanskelighed, der forhindrer dem i at læse trykte værker i tilnærmelsesvis samme grad som personer uden et sådant handicap, og personer, som grundet et fysisk handicap er ude af stand til at holde eller håndtere en bog eller fokusere eller bevæge øjnene i et omfang, der normalt muliggør læsning, for så vidt som disse personer som følge af en sådan funktionsnedsættelse eller et sådant handicap er ude af stand til at læse trykte værker i tilnærmelsesvis samme grad som personer uden en sådan funktionsnedsættelse eller et sådant handicap.
Personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, står fortsat over for adskillige forhindringer for adgang til bøger og andet trykt materiale, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder.
Behovet for at øge den mængde af værker og andre beskyttede frembringelser i tilgængelige formater, der er til rådighed for sådanne personer, samt for i betydelig grad at forbedre cirkulationen og udbredelsen af sådanne værker og sådanne andre beskyttede frembringelser er blevet anerkendt på internationalt plan.
I overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 3/15 [4] skal undtagelser fra eller indskrænkninger i ophavsretlige og beslægtede rettigheder i forbindelse med fremstilling og spredning af visse værker og andre frembringelser i tilgængeligt format i henhold til Marrakeshtraktaten gennemføres inden for rammerne af det område, der er harmoniseret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF [5].
Det samme gør sig gældende for de eksport- og importordninger, der er fastsat i denne traktat, for så vidt som de har et endeligt formål om at tillade overføring til almenheden eller spredning på en parts område af eksemplarer i tilgængeligt format, der er offentliggjort i en anden parts territorium uden tilladelse fra rettighedshaverne.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1564 [6] tager sigte på at gennemføre de forpligtelser, som Unionen skal efterleve i medfør af Marrakeshtraktaten, på harmoniseret vis med henblik på at øge tilgængeligheden af materiale i tilgængeligt format til gavn for målgruppepersoner i alle EU-medlemsstaterne samt cirkulationen af sådant materiale på det indre marked og kræver, at medlemsstaterne indfører en obligatorisk undtagelse fra visse rettigheder, som er harmoniseret ved hjælp af EU-retten.
Denne forordning tager sigte på at gennemføre forpligtelserne i medfør af Marrakeshtraktaten for så vidt angår ordninger for eksport og import af tilgængelige formater til ikkekommercielle formål til gavn for målgruppepersonerne mellem Unionen og de tredjelande, der er parter i Marrakeshtraktaten, og på at fastsætte betingelserne for sådan eksport og import på en ensartet måde inden for det område, der er harmoniseret ved direktiv 2001/29/EF og direktiv (EU) 2017/1564 med henblik på at sikre, at disse foranstaltninger anvendes konsekvent i hele det indre marked og ikke bringer harmoniseringen af de i disse direktiver indeholdte eksklusive rettigheder og undtagelser i fare.
Denne forordning skal sikre, at bøger, herunder e-bøger, tidsskrifter, aviser, blade og andet skriftligt materiale, notation, herunder noder, og andre typer trykt materiale, herunder lyd, uanset om det er digitalt eller analogt, i tilgængeligt format, der er blevet fremstillet i en hvilken som helst medlemsstat i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, som er vedtaget i medfør af direktiv (EU) 2017/1564, kan spredes, overføres til eller stilles til rådighed for en målgruppeperson eller bemyndiget enhed som omhandlet i Marrakeshtraktaten i tredjelande, der er parter i Marrakeshtraktaten.
Tilgængelige formater dækker for eksempel punktskrift, stor skrift, tilpassede e-bøger, lydbøger og radioudsendelser.
Under hensyntagen til Marrakeshtraktatens »ikkekommercielle formål« [7] bør tilgængelige formater til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, eller bemyndigede enheder i tredjelande kun spredes, overføres til almenheden eller stilles til rådighed for almenheden på ikkekommerciel basis af bemyndigede enheder, der er etableret i en medlemsstat.
Denne forordning bør ligeledes gøre det muligt for målgruppepersoner i Unionen og bemyndigede enheder, der er etableret i en medlemsstat, at importere og få adgang til tilgængelige formater, der er fremstillet i overensstemmelse med Marrakeshtraktatens gennemførelse, fra et tredjeland til ikkekommercielle formål til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap.
Det bør være muligt for disse tilgængelige formater at cirkulere på det indre marked på de samme betingelser som tilgængelige formater fremstillet i Unionen i overensstemmelse med direktiv (EU) 2017/1564
Med henblik på at øge mængden af tilgængelige formater og forhindre uautoriseret spredning af værker eller andre frembringelser, bør bemyndigede enheder, der beskæftiger sig med at sprede tilgængelige formater, overføre dem til almenheden og stille dem til rådighed for almenheden, leve op til visse forpligtelser.
Initiativer fra medlemsstaterne til at fremme Marrakeshtraktatens mål og udvekslingen af tilgængelige formater med tredjelande, der er parter i denne traktat, og til at støtte bemyndigede enheder i at udveksle og stille information til rådighed bør tilskyndes.
Sådanne initiativer kunne omfatte udviklingen af retningslinjer eller bedste praksis om udformning og spredning af tilgængelige formater i samråd med repræsentanter for bemyndigede enheder, målgruppepersoner og rettighedshavere.
Det er væsentligt, at enhver behandling af personoplysninger i medfør af denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder, herunder retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, i artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), og det er afgørende, at enhver sådan behandling også er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF [8] og 2002/58/EF [9], som regulerer den behandling af personoplysninger, der måtte bliver foretaget af bemyndigede enheder inden for rammerne af denne forordning og under tilsyn af medlemsstaternes kompetente myndigheder, navnlig de offentlige uafhængige myndigheder udpeget af medlemsstaterne.
FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (»UNCRPD«), som Unionen er part i, garanterer personer med handicap retten til information og uddannelse og retten til at deltage i det kulturelle, økonomiske og sociale liv, alt på lige fod med andre.
UNCRPD kræver, at parterne i overensstemmelse med international ret tager alle egnede skridt for at sikre, at lovgivning til beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder ikke udgør en urimelig eller diskriminerende barriere for adgangen til kulturstof for personer med handicap.
I henhold til chartret er enhver form for forskelsbehandling, herunder på grund af handicap, forbudt, og retten for personer med handicap til at nyde godt af foranstaltninger, der skal sikre deres autonomi, deres sociale og erhvervsmæssige integration og deres deltagelse i samfundslivet, anerkendes og respekteres af Unionen.
Målene for denne forordning, nemlig på en ensartet måde at gennemføre forpligtelserne i medfør af Marrakeshtraktaten for så vidt angår eksport og import mellem Unionen og de tredjelande, der er parter i Marrakeshtraktaten, af tilgængelige formater af visse værker og andre frembringelser til ikkekommercielle formål til gavn for målgruppepersoner og at fastlægge betingelserne for denne eksport og import, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af målenes omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om den Europæiske Union.
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 fastsættes en flerårig plan for bestandene af torsk, sild og brisling i Østersøen (»planen«).
Formålet med planen er at bidrage til opfyldelsen af den fælles fiskeripolitiks mål og navnlig til at sikre, at udnyttelsen af havets levende biologiske ressourcer genopretter og opretholder populationer af de befiskede arter på niveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte (MSY).
I artikel 1 i forordning (EU) 2016/1139 anføres de pågældende fiskebestande i Østersøen, herunder sildebestandene i Det Botniske Hav og i Den Botniske Bugt.
Med henblik på at beskytte disse bestandes fulde reproduktionsevne fastsættes visse bevarelsesreferencepunkter i bilag I og II til nævnte forordning, herunder intervaller for fiskeridødeligheden og referencepunkter for bestandenes gydebiomasse.
Af den videnskabelige evaluering af sildebestandene i Det Botniske Hav og i Den Botniske Bugt, der blev gennemført i 2017 af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), fremgik det, at de to bestande ligner hinanden.
Som følge heraf har ICES lagt de to bestande sammen, ændret grænserne for bestandens geografiske udbredelsesområde og revurderet intervallerne for MSY-fiskeridødelighed samt de relevante bevarelsesreferencepunkter.
Dette har ført til andre definitioner af bestandene og numeriske værdier end dem, der er fastsat i artikel 1 i og bilag I og II til forordning (EU) 2016/1139.
I artikel 5, stk. 6, i forordning (EU) 2016/1139 fastslås, at Kommissionen, hvis den på grundlag af videnskabelig rådgivning finder, at bevarelsesreferencepunkterne som fastsat i bilag II til nævnte forordning ikke længere korrekt afspejler målsætningerne for planen, omgående kan fremsætte ændringsforslag for Europa-Parlamentet og Rådet om revision af disse punkter.
Det er hensigtsmæssigt omgående at ændre artikel 1, stk. 1, litra e) og f), i og bilag I og II til forordning (EU) 2016/1139 for at sikre, at fiskerimulighederne for de relevante bestande fastsættes i overensstemmelse med de ajourførte bevarelsesreferencepunkter.
Forordning (EU) 2016/1139 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
I bilag III til forordning (EU) nr. 211/2011 foretages følgende ændringer:
Teksten til den erklæring om databeskyttelse, der er anført i modellen for formularen for støttetilkendegivelse i slutningen af del A, affattes således:
»Erklæring om databeskyttelse: I overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse vil de personoplysninger, som du afgiver i denne formular, kun blive anvendt til støtte for initiativet, og de vil kun blive stillet til de kompetente myndigheders rådighed med henblik på kontrol og attestering.
Du har ret til at anmode initiativtagerne til dette initiativ om indsigt i og berigtigelse og sletning af dine personoplysninger eller om begrænsning af oplysningernes behandling.
Dine personoplysninger vil højst blive opbevaret af initiativtagerne i en periode på 18 måneder efter registreringsdatoen for forslaget til borgerinitiativ eller i en måned efter indgivelsen af initiativet til Kommissionen, alt efter hvilken dato der kommer først.
De kan i tilfælde af administrative eller retlige procedurer opbevares ud over disse frister i højst en uge efter datoen for disse procedurers afslutning.
Uden at det berører andre administrative klageadgange eller adgang til retsmidler, har du til enhver tid ret til at indgive klage til en databeskyttelsesmyndighed, navnlig i den medlemsstat, hvor du har dit sædvanlige opholdssted eller arbejdssted, eller hvor den påståede overtrædelse har fundet sted, hvis du finder, at dine oplysninger behandles ulovligt.
Initiativtagerne til borgerinitiativet er de dataansvarlige i den betydning, der er fastlagt i den generelle forordning om databeskyttelse, og kan kontaktes ved hjælp af oplysningerne i denne formular.
De eventuelle kontaktoplysninger for databeskyttelsesrådgiveren er tilgængelige på dette initiativs webadresse i Europa-Kommissionens register; adressen er angivet i denne formular.
Kontaktoplysningerne for den nationale myndighed, som modtager og behandler dine personoplysninger, og kontaktoplysninger for de nationale databeskyttelsesmyndigheder findes på: http://ec.europa.eu/citizens-initiative/public/data-protection.«
Ved Rådets forordning (EF) nr. 1683/95 [2] indførtes en ensartet udformning af visa.
Den fælles udformning af visummærkatet, der har været i omløb i 20 år, betragtes som kompromitteret i lyset af alvorlige tilfælde af efterligning og forfalskning.
Der bør derfor fastsættes en ny fælles udformning med mere moderne sikkerhedselementer for at gøre visummærkaten mere sikker og forhindre forfalskning.
Efter anmodning fra Irland eller Det Forenede Kongerige bør Kommissionen indgå passende ordninger med den anmodende medlemsstat for at udveksle tekniske oplysninger med denne medlemsstat, der er relevante for denne medlemsstats udstedelse af nationale visa.
Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der er anerkendt i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF [3]; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
Denne forordning udgør en retsakt, der bygger på, eller som på anden måde har tilknytning til, Schengenreglerne, jf. henholdsvis artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2005 og artikel 4, stk. 1, i tiltrædelsesakten af 2011.
For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne [5], der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF [6].
For så vidt angår Schweiz, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne [7], der henhører under det område, som er nævnt i artikel 1, litra B), i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF [8].
For så vidt angår Liechtenstein, udgør denne forordning en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne [9], der henhører under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU [10].
funktionsprøvning af nødbrandpumpen med to brandslanger tilsluttet hovedbrandledningen
afprøvning af fjernstyret nødstop for brændselsforsyning til kedler og hoved- og hjælpemaskineri samt for ventilationsanlæg
afprøvning af fjernstyring og lokal styring af lukningen af brandspjæld
afprøvning af brandmelde- og -alarmsystemer
afprøvning af branddøres evne til at lukke tæt
funktionsprøvning af lænsepumper
lukning af vandtætte skotdøre både fra lokale og fra fjernbetjente kontrolpositioner
demonstration af, at nøglepersoner i besætningen er bekendt med havarikontrolplanen
udsætning af mindst én mand-over-bord-båd og mindst én redningsbåd til vandet, igangsætning og afprøvning af deres fremdrifts- og styresystem og ombordtagning af dem fra vandet og placering af dem i fastgjort position om bord
kontrol af, at alle redningsbåde og mand-over-bord-både, der er opført i fortegnelsen, findes om bord
afprøvning af skibets eller fartøjets styreanlæg og hjælpestyreanlæg.
Ved alle inspektioner skal opmærksomheden rettes mod, om besætningsmedlemmerne er fortrolige med og tilstrækkeligt trænede i sikkerhedsprocedurer, katastrofeberedskabsprocedurer, vedligeholdelse, arbejdsmetoder, passagerers sikkerhed, procedurer på broen og operationer, der involverer last og køretøjer.
Søfolks evne til at forstå, og i givet fald give, ordrer og instruktioner og rapportere tilbage på det fælles arbejdssprog, som er anført i skibets logbog, kontrolleres.
Dokumentationen for, at besætningsmedlemmerne har fuldført en særlig uddannelse, kontrolleres, især med hensyn til:
indskudsgarantiordninger, der indtræder i dækkede indskyderes rettigheder og forpligtelser ved insolvens.
Medlemsstaterne sikrer, at almindelige usikrede fordringer for enheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a)-d), i henhold til de nationale bestemmelser om almindelig insolvensbehandling har en højere prioritet end usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der opfylder følgende betingelser:
gældsinstrumenternes oprindelige kontraktmæssige løbetid er mindst et år
gældsinstrumenterne indeholder ikke indbyggede derivater og er ikke selv derivater
i den relevante kontraktmæssige dokumentation og i givet fald prospektet for udstedelsen henvises udtrykkeligt til den lavere prioritet i nærværende stykke.
Medlemsstaterne sikrer, at usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der opfylder betingelserne i nærværende artikels stk. 2, litra a), b) og c), har en højere prioritet i henhold til deres nationale retsregler om almindelig insolvensbehandling end fordringer vedrørende instrumenter som omhandlet i artikel 48, stk. 1, litra a)-d).
Medlemsstaterne sikrer, uden at det berører stk. 5 og 7, at deres nationale lovgivning om almindelig insolvensbehandling som vedtaget pr. 31. december 2016 finder anvendelse på prioritetsrækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling for usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt af enheder som omhandlet i nærværende direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a)-d), inden datoen for ikrafttrædelsen af foranstaltninger i henhold til national lovgivning, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399.
Såfremt en medlemsstat efter den 31. december 2016 og inden den 28. december 2017 har vedtaget en national lov vedrørende prioritetsrækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling for usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt efter datoen for den pågældende nationale lovs anvendelse, finder stk. 4 ikke anvendelse på fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt efter datoen for den pågældende nationale lovs anvendelse, forudsat at alle de følgende betingelser er opfyldt:
i henhold til den pågældende nationale lov har usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der opfylder betingelserne i litra a), en højere prioritet ved almindelig insolvensbehandling end fordringer vedrørende instrumenter som omhandlet i artikel 48, stk. 1, litra a)- d).
På datoen for ikrafttrædelsen af foranstaltninger i henhold til national lovgivning, der gennemfører direktiv (EU) 2017/2399, har usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter som omhandlet i nærværende stykkes første afsnit, litra b), den samme prioritet som den, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, litra a), b) og c), og stk. 3.
Med henblik på stk. 2, litra b), og stk. 5, første afsnit, litra a), nr. ii), anses gældsinstrumenter med variabel rente, der er afledt af en bredt anvendt referencerente, og gældsinstrumenter, der ikke er denomineret i udstederens nationale valuta, forudsat, at tilbagebetaling af hovedstolen og renter er denomineret i samme valuta, ikke for at være gældsinstrumenter med indbyggede derivater alene på grund af disse træk.
Medlemsstater, der inden den 31. december 2016 vedtog en national lovgivning vedrørende almindelig insolvensbehandling, hvorved almindelige usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt af enheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a-d), opdeles i to eller flere forskellige prioritetsrækkefølger, eller hvorved prioritetsrækkefølgen for almindelige usikrede fordringer vedrørende sådanne gældsinstrumenter ændres i forhold til alle andre almindelige usikrede fordringer med den samme prioritet, kan fastsætte, at gældsinstrumenter med den laveste prioritet blandt disse almindelige usikrede fordringer har den samme prioritet som fordringer, der opfylder betingelserne i nærværende artikels stk. 2, litra a), b) og c), og stk. 3.
Den stadig mere globaliserede produktion gør det nødvendigt at udvikle nogle konsistente rammer, som gør det lettere at fortolke og integrere statistikker fra forskellige områder.«
I Mål 2.1.1, andet afsnit, foretages følgende ændringer:
Andet led affattes således:
udarbejdelsen af indikatorer for indkomst-, forbrugs- og velstandsfordelingen mellem husholdningerne og afstemningen af nationalregnskabsaggregater med data fra husholdningsundersøgelser eller administrative data«.
styrkelsen af forbindelserne med nationalregnskaberne inden for social beskyttelse, sundhed og uddannelse
udviklingen af en ramme for måling af livskvalitet, der kan styrke husholdningsperspektivet i nationalregnskabet
udarbejdelsen af indikatorer relateret til »BNP og mere«, der måler miljømæssig bæredygtighed samt eksterne virkninger i et nationalregnskabsperspektiv«.
Følgende led indsættes efter femte led:
yderligere udvikling af rettidige sociale indikatorer, herunder avancerede teknikker til nowcasting og flashestimater
understøttelse af international udveksling af makroøkonomiske data for at reducere den administrative byrde for producenterne og forbedre tilgængeligheden af sammenlignelige og konsekvente data for brugerne
udvikling og finjustering af aggregerede indikatorer for indkomst og aspekter af velstandsulighed
måling og analyse af ulighed mellem kønnene, herunder lønforskelle«.
I Mål 2.1.2, andet afsnit, affattes sidste led således:
tilvejebringelsen og udvidelsen af harmoniserede statistikker om boligpriser for alle medlemsstater.«
Den nuværende ensartede udformning af opholdstilladelser, der har været anvendt i 20 år, betragtes som kompromitteret i lyset af alvorlige tilfælde af efterligning og forfalskning.
En ny fælles udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere bør derfor fastsættes med mere moderne sikkerhedselementer med henblik på at gøre sådanne tilladelser mere sikre og at forhindre forfalskning.
Tredjelandsstatsborgere, som har en gyldig opholdstilladelse i den ensartede udformning og udstedt af en af de medlemsstater, der anvender Schengenreglerne i fuldt omfang, har ret til at færdes frit i op til 90 dage inden for Schengenområdet, forudsat at de opfylder de indrejsebetingelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 [3] (Schengengrænsekodeks).
EU-lovgivningen om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold fastsætter ordninger med tildeling af yderligere rettigheder vedrørende mobilitet med særlige betingelser for indrejse og ophold i medlemsstater, som er bundet af denne lovgivning.
Opholdstilladelser udstedt i overensstemmelse med nævnte lovgivning anvender den ensartede udformning, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1030/2002.
For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at identificere tredjelandsstatsborgere, som kan gøre brug af disse særlige rettigheder vedrørende mobilitet, er det derfor vigtigt, at disse opholdstilladelser tydeligt angiver de relevante oplysninger såsom »forsker«, »studerende« eller »ICT« i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen.
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.
Inden seks måneder efter, at Rådet har vedtaget denne forordning til udbygning af Schengenreglerne, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 4 i protokollen.
I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.
For at gøre det muligt for medlemsstaterne at få opbrugt eksisterende lagre af opholdstilladelser bør der fastsættes en overgangsperiode, inden for hvilken medlemsstaterne stadig kan anvende de gamle opholdstilladelser.
På Rådets vegne
Europa-Parlamentets holdning af 13.6.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.6.2018.
Associeringsaftale mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (EUT L 161 af 29.5.2014, s. 3).
Rådets afgørelse 2002/639/EF af 12. juli 2002 om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine (EFT L 209 af 6.8.2002, s. 22).
Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 646/2010/EU af 7. juli 2010 om makrofinansiel bistand til Ukraine (EUT L 179 af 14.7.2010, s. 1).
Rådets afgørelse 2014/215/EU af 14. april 2014 om makrofinansiel bistand til Ukraine (EUT L 111 af 15.4.2014, s. 85).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201 af 3.8.2010, s. 30).
Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009 af 25. maj 2009 om oprettelse af en garantifond for aktioner i forhold til tredjeland (EUT L 145 af 10.6.2009, s. 10).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).
Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1).
Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).
FÆLLES ERKLÆRING FRA EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG KOMMISSIONEN
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen minder om, at en forudsætning for at yde makrofinansiel bistand er, at modtagerlandet respekterer effektive demokratiske mekanismer – herunder et parlamentarisk flerpartisystem – og retsstatsprincippet, samt sikrer respekt for menneskerettighederne.
Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil kontrollerer, at disse forudsætninger overholdes i hele den periode, hvor Unionen yder makrofinansiel bistand.
På baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 258/2014 [3] drager International Financial Reporting Standards Foundation (»IFRS Foundation«), som er retssuccessor for International Accounting Standards Committee Foundation, og Public Interest Oversight Board (PIOB) fordel af medfinansiering fra Unionen i form af driftstilskud indtil den 31. december 2020.
Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG) drog på baggrund af forordning (EU) nr. 258/2014 fordel af medfinansiering fra Unionen i form af driftstilskud indtil den 31. december 2016.
Den 12. november 2013 offentliggjorde Kommissionen en rapport af Philippe Maystadt, den særlige rådgiver for kommissæren med ansvar for det indre marked og tjenesteydelser, (»rapporten fra den særlige rådgiver«), hvori han beskrev de mulige reformer af EFRAG's forvaltning, der har til formål at styrke Unionens bidrag til udarbejdelsen af internationale regnskabsstandarder.
Kommissionen overvågede nøje gennemførelsen af reformen af EFRAG's forvaltning og orienterede behørigt Europa-Parlamentet og Rådet om fremskridtene i den forbindelse.
På dette grundlag bør finansieringen af EFRAG fortsættes for perioden 2017-2020 for at opfylde EU-programmets langsigtede mål om at støtte særlige aktiviteter i forbindelse med regnskabsaflæggelse og revision.
EFRAG's bestyrelse, som afspejler en afbalanceret repræsentation af både offentlige og private interesser, bør sikre, at dens bestyrelsesmedlemmer forpligter sig til at handle i den europæiske offentligheds interesse.
Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Centralbank opfordres til så vidt muligt at bidrage aktivt til arbejdet i EFRAG's bestyrelse.
Kommissionen bør aflægge årlig rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om EFRAG's vigtigste resultater og aktiviteter i det foregående år.
Rapporten bør desuden undersøge udviklingen for så vidt angår kriteriet om udvidet offentligt gode og indeholde en detaljeret oversigt over udviklingen i de internationale standarder for regnskabsaflæggelse (IFRS).
Regnskabsstandarder bør hverken bringe den finansielle stabilitet i Unionen i fare eller stå i vejen for Unionens økonomiske udvikling.
Med hensyn til udviklingen af IFRS, PIOB og EFRAG bør Kommissionens årlige rapport også omhandle opfølgningen på og gennemførelsen af Europa-Parlamentets henstillinger.
Herudover opfordres IFRS Foundation, PIOB og EFRAG til regelmæssigt og mindst én gang årligt at deltage i høringer arrangeret af Europa-Parlamentet for at give en fuldstændig redegørelse for udviklingen af internationale standarder for regnskabsaflæggelse og revision.
Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet mere regelmæssige oplysninger om IFRS Foundations, PIOB's og EFRAG's fælles arbejde i betragtning af, at disse tre organer er medfinansieret af Unionen og arbejder hen imod de samme mål.
Kommissionen bør også overveje mulige ændringer af EFRAG's funktion og privatretlige status på lang sigt.
Målet for denne forordning, nemlig at øge budgettet for et EU-program for perioden 2017-2020 for at støtte EFRAG's aktiviteter, som bidrager til at opfylde Unionens politikmål i forbindelse med regnskabsaflæggelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
For at sikre kontinuitet i finansieringen af EFRAG bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen og bør finde anvendelse fra den 1. januar 2017 —
Disse sanktioner tager sigte på at virke stærkt afskrækkende på potentielle lovovertrædere i hele Unionen.
Medlemsstaterne bør sikre, at det forhold, at en strafbar handling er begået inden for rammerne af en kriminel organisation som defineret i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA [10], betragtes som en skærpende omstændighed i overensstemmelse med de relevante regler i deres retssystemer.
De bør sikre, at dommerne kan tage hensyn til den skærpende omstændighed, når de dømmer lovovertrædere, idet dommerne dog ikke er forpligtede til at tage hensyn til de skærpende omstændigheder i deres dom.
Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at fastsætte den skærpende omstændighed, når de strafbare handlinger som defineret i rammeafgørelse 2008/841/RIA efter national ret betragtes som en særskilt strafbar handling, og dette kan føre til en strengere sanktion.
Navnlig i betragtning af den mobile karakter, der kendetegner gerningsmændene og udbyttet fra de ulovlige aktiviteter, der er rettet mod Unionens finansielle interesser, samt de komplicerede grænseoverskridende efterforskninger, som dette medfører, bør hver medlemsstat fastlægge sin jurisdiktion for at kunne imødegå sådanne aktiviteter.
Hver medlemsstat bør derved sikre, at dens jurisdiktion også omfatter strafbare handlinger begået ved brug af informations- og kommunikationsteknologi, hvortil der er opnået adgang fra dens område.
I betragtning af muligheden for flere forskellige jurisdiktioner for grænseoverskridende strafbare handlinger, der henhører under dette direktivs anvendelsesområde, bør medlemsstaterne sikre, at ne bis in idem-princippet respekteres fuldt ud ved anvendelsen af de nationale regler, der gennemfører dette direktiv.
Medlemsstaterne bør vedtage de regler om forældelsesfrister, der er nødvendige for at kunne imødegå ulovlige aktiviteter til skade for Unionens finansielle interesser.
I tilfælde af strafbare handlinger, der kan straffes med en maksimumstraf på mindst fire års fængsel, bør forældelsesfristen være mindst fem år fra det tidspunkt, hvor den strafbare handling blev begået.
Dette bør ikke berøre de medlemsstater, der ikke fastsætter forældelsesfrister for efterforskning, retsforfølgning og håndhævelse.
Med forbehold af reglerne om grænseoverskridende samarbejde og gensidig retshjælp i straffesager samt andre regler i henhold til EU-retten, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 [11], er der behov for på passende vis at sørge for samarbejde for at sikre effektive tiltag mod de i dette direktiv definerede strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, herunder udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen samt den tekniske og praktiske bistand fra Kommissionen, som de kompetente nationale myndigheder måtte have behov for til at lette koordineringen af deres efterforskninger.
Sådan bistand bør ikke føre til, at Kommissionen deltager i de nationale myndigheders efterforskning af og retsforfølgning i konkrete straffesager.
Revisionsretten og de revisorer, der er ansvarlige for revision af budgetterne for Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, bør underrette Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og andre kompetente myndigheder om ethvert forhold, som kan betragtes som en strafbar handling i henhold til dette direktiv, og medlemsstaterne bør sikre, at de nationale revisionsorganer omfattet af artikel 59 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 gør det samme i overensstemmelse med artikel 8 i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013.
Kommissionen bør aflægge rapport til Europa-Parlamentet og til Rådet om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet for at efterkomme dette direktiv.
Rapporten kan om nødvendigt ledsages af forslag, der tager den eventuelle udvikling i betragtning, navnlig hvad angår finansieringen af Unionens budget.
Konventionen bør erstattes af dette direktiv for de medlemsstater, der er bundet af det.
Med henblik på anvendelsen af artikel 3, nr. 4, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 [12] bør henvisningen til grov svig, som skader Unionens finansielle interesser, som defineret i konventionens artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, fortolkes som svig, som skader Unionens finansielle interesser som defineret i nærværende direktivs artikel 3 og artikel 7, stk. 3, eller, for så vidt angår lovovertrædelser mod det fælles merværdiafgiftssystem, som defineret i nærværende direktivs artikel 2, stk. 2.
Medlemsstaternes korrekte gennemførelse af dette direktiv indebærer, at personoplysninger behandles af de kompetente nationale myndigheder, og at sådanne oplysninger udveksles dels mellem medlemsstaterne, dels mellem de kompetente unionsorganer.
Behandling af personoplysninger på nationalt plan mellem kompetente nationale myndigheder bør reguleres af gældende EU-ret.
Udveksling af personoplysninger mellem medlemsstater bør ske i overensstemmelse Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 [13].
I det omfang Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer behandler personoplysninger, bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 [14] eller, hvor det er relevant, andre EU-retsakter, som regulerer disse organers, kontorers eller agenturers behandling af personoplysninger, samt de gældende regler om tavshedspligt i forbindelse med judicielle undersøgelser, finde anvendelse.
Den bør ikke fastsætte regnskabs- eller rapporteringsforpligtelser for private parter, herunder landbrugere og skovbrugere.
LULUCF-sektoren, herunder landbrugsjord, har en direkte og væsentlig indvirkning på biodiversiteten og økosystemtjenester.
Derfor er det et vigtigt mål for politikker, der berører denne sektor, at sikre, at der er overensstemmelse med Unionens biodiversitetsstrategimål.
Der bør træffes foranstaltninger til at gennemføre og støtte aktiviteter i denne sektor til både afbødning og tilpasning.
Der bør også sørges for sammenhæng mellem den fælles landbrugspolitik og denne forordning.
Alle sektorer skal yde deres rimelige andel til reduktionen af drivhusgasemissionerne.
Vådområder er effektive økosystemer for opbevaring af kulstof.
Beskyttelse og genoprettelse af vådområder vil derfor kunne reducere drivhusgasemissionerne i LULUCF-sektoren.
Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringers (»IPCC«) finjustering af IPPC-retningslinjerne for de nationale drivhusgasopgørelser fra 2006 vedrørende vådområder bør tages i betragtning i denne sammenhæng.
For at sikre LULUCF-sektorens bidrag til opfyldelsen af Unionens mål for reduktion af emissioner på mindst 40 pct. og til de langsigtede mål i Parisaftalen er det nødvendigt med et robust regnskabssystem.
For at opnå nøjagtige opgørelser af emissioner og optag i overensstemmelse med IPCC-retningslinjerne for de nationale drivhusgasopgørelser fra 2006 (»IPCC-retningslinjer«) bør de årlige rapporterede værdier i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 for arealanvendelseskategorier og omlægningen mellem kategorier for arealanvendelser benyttes, hvorved de anvendte metode i henhold til UNFCCC og Kyotoprotokollen strømlines.
Arealer, der omlægges til en anden arealanvendelseskategori, bør anses for at være i overgang til denne kategori i den standardperiode på 20 år, der referereres til i IPCC-retningslinjerne.
Medlemsstaterne bør alene kunne fravige denne standardperiode for skovrejsningsarealer og alene under begrænsede omstændigheder, der retfærdiggøres af IPCC-retningslinjerne.
Ændringer af IPCC-retningslinjerne som vedtaget af UNFCCC-partskonferencen eller den partskonference, der tjener som møde for parterne i Parisaftalen, bør i relevant omfang afspejles i rapporteringskravene, der er fastsat i nærværende forordning.
Det anføres i de internationalt aftalte IPCC-retningslinjer, at emissioner fra forbrændingen af biomasse kan opgøres som nul i energisektoren på den betingelse, at sådanne emissioner medregnes i LULUCF-sektoren.
I Unionen opgøres emissioner fra biomasseforbrænding p.t. som nul i henhold til artikel 38 i Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 og bestemmelserne i forordning (EU) nr. 525/2013, hvorfor overensstemmelse med IPCC-retningslinjerne kun ville blive sikret, hvis sådanne emissioner afspejles korrekt i nærværende forordning.
Emissioner og optag fra skovarealer afhænger af en række naturlige omstændigheder, dynamiske aldersrelaterede skovkarakteristika samt af nuværende og tidligere forvaltningspraksis, der varierer betydeligt mellem medlemsstaterne.
Anvendelsen af et basisår gør det ikke muligt at afspejle disse faktorer og heraf følgende cykliske virkninger på eller variationerne mellem forskellige år af emissioner og optag.
De relevante regnskabsregler bør i stedet indeholde referenceniveauer, således at der ses bort fra virkningerne af naturlige og landespecifikke karakteristika.
Skovreferenceniveauerne bør tage høje for eventuelle skæve aldersstrukturer i skovene og bør ikke unødigt begrænse fremtidig skovforvaltningsintensitet således at langsigtede kulstofdræn kan blive fastholdt eller forbedret.
I betragtning af Kroatiens særlige historiske situation vil dets skovreferenceniveau også kunne tage hensyn til besættelsen af dets territorium, og krigstids- og efterkrigsomstændigheder, der påvirkede skovforvaltningen i referenceperioden.
De relevante regnskabsregler tager hensyn til principperne for bæredygtig skovforvaltning, som vedtaget på ministerkonferencen om beskyttelse af skovene i Europa (»Forest Europe«).
Kommissionen udpeger ved hjælp af gennemførelsesretsakter et EU-referencelaboratorium for Newcastle disease.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 25.
EU-referencelaboratoriet for Newcastle disease har følgende beføjelser og opgaver:
i samråd med Kommissionen at koordinere metoderne til diagnosticering af Newcastle disease i medlemsstaterne, især ved:
bestemmelse, opbevaring og udlevering af stammer af Newcastle disease-virus med henblik på serologiske prøver og fremstilling af antiserum
udlevering af referencesera og andre referencereagenser til de nationale referencelaboratorier med henblik på standardisering af de prøver og reagenser, der anvendes i de enkelte medlemsstater
oprettelse og opbevaring af en samling stammer og isolater af Newcastle disease-virus
foranstaltning med regelmæssige mellemrum af sammenlignende undersøgelser på EU-plan af fremgangsmåder ved diagnosticering
indsamling og sammenholdelse af data og oplysninger vedrørende de diagnosticeringsmetoder, der anvendes, og resultaterne af de prøver, der udføres i Unionen
karakterisering af isolater af Newcastle disease-virus ved hjælp af de mest avancerede metoder for at opnå større viden om Newcastle disease-epidemiologi
tilsyn med situationens udvikling i hele verden for så vidt angår overvågning, epidemiologi og forebyggelse af Newcastle disease
opretholdelse af en ekspertise vedrørende Newcastle disease-virus og andre berørte vira, så der kan foretages en hurtig differentialdiagnosticering
opbygning af et indgående kendskab til fremstilling og anvendelse af immunologiske veterinærlægemidler, som anvendes til at udrydde og bekæmpe Newcastle disease
at yde aktiv støtte til identificering af udbrudssteder for Newcastle disease i medlemsstaterne ved hjælp af undersøgelse af de virus-isolater, der fremsendes til bekræftelse af diagnosen, karakterisering og epidemiologiske undersøgelser
at lette uddannelse eller omskoling af eksperter i laboratoriediagnosticering med henblik på harmonisering af diagnosticeringsteknikkerne i hele Unionen.«
I artikel 19 foretages følgende ændringer:
Stk. 5 affattes således:
For så vidt det er nødvendigt for korrekt anvendelse af bestemmelserne i denne artikel, giver medlemsstaterne i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder Kommissionen oplysninger om sygdomssituationen og de bekæmpelsesforanstaltninger, der er truffet.«
Følgende stykke tilføjes:
Kommissionen kan ved hjælp af gennemførelsesretsakter fastsætte regler vedrørende de oplysninger, som medlemsstaterne skal give Kommissionen, jf. nærværende artikels stk. 5.
Artikel 21 affattes således:
Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1295/2013 blev programmet »Et kreativt Europa« (2014-2020) etableret for at støtte de kulturelle og kreative sektorer i Europa.
Det særlige ved Det Europæiske Ungdomsorkester er det faktum, at det er et europæisk orkester, der overskrider kulturelle grænser og består af unge musikere, der er blevet udvalgt på grundlag af seriøse kvalitetskriterier gennem en grundig udvælgelsesprøve, der hvert år afholdes i alle medlemsstater.
Det er det eneste orkester i Unionen, som rekrutterer fra alle medlemsstater.
Siden Det Europæiske Ungdomsorkester blev oprettet, har det bidraget til at fremme interkulturel dialog og gensidig respekt og forståelse.
Orkestret har fungeret som kulturel ambassadør for Unionen ved at fremvise europæiske kulturers rigdom og mangfoldighed såvel som nye talenter.
Orkestret har også bidraget til viden om den europæiske musikalske kulturarv, udbredelsen af europæiske værker og mobiliteten blandt unge europæiske talenter ud over nationale og europæiske grænser.
Det Europæiske Ungdomsorkester sikrer unge musikere regulær træning via et gæsteopholdsprogram og giver dem muligheder for at optræde og derved styrke deres internationale karriere og udvikle deres færdigheder under ledelse af anerkendte dirigenter.
Det Europæiske Ungdomsorkester bør løbende diversificere sine indtægter ved aktivt at søge finansiering fra andre kilder end EU-støtte for at sikre sin bæredygtighed og med henblik på gradvist af nedbringe sin afhængighed af EU-støtte.
Orkestret bør derfor sikre omkostningseffektivitet i sin forvaltning.
Det Europæiske Ungdomsorkester bør søge at øge sin synlighed, herunder på både traditionelle og digitale medier, og bør optræde ved europæiske arrangementer og i flere medlemsstater.
Det Europæiske Ungdomsorkester bør, i samarbejde med sine nationale partnere, øge kendskab til de årlige udvælgelsesprøver med henblik på at opnå en mere afbalanceret repræsentation af musikere fra alle medlemsstater i orkestret.
Det Europæiske Ungdomsorkesters aktiviteter bør være i overensstemmelse med målene i programmet Et Kreativt Europa, navnlig dets mål om at støtte publikumsudviklingen, og med prioriteterne for kulturdelprogrammet.
Orkestret bør derfor aktivt deltage i publikumsudvikling og have særligt fokus på unge.
Orkestret blev oprettet på baggrund af en beslutning fra Europa-Parlamentet af 8. marts 1976 og adskiller sig herved fra andre orkestre i Europa.
Det Europæiske Ungdomsorkesters bidrag er blevet anerkendt af medlemsstaterne og af EU-institutionerne, herunder af flere på hinanden følgende formænd for Kommissionen og Europa-Parlamentet.
På grund af sin særlige status, sine strategiske mål og sine aktiviteter, som går ud over én eller flere medlemsstaters egne interesser og fordele og klart viser en europæisk merværdi, lever Det Europæiske Ungdomsorkester op til at være »et organ, der er nævnt i en basisretsakt«, som omhandlet i artikel 190, stk. 1, litra d), i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012, hvilket giver mulighed for, at der kan tildeles tilskud uden indkaldelse af forslag.
Det Europæiske Ungdomsorkester bør undtagelsesvis tildeles støtte frem til udløbet af programmet Et Kreativt Europa den 31. december 2020.
Det Europæiske Ungdomsorkester bør derfor som en undtagelse medtages blandt de foranstaltninger, der drager fordel af støtte både fra kulturdelprogrammet og den tværfaglige streng af programmet Et Kreativt Europa.
Det Europæiske Ungdomsorkester bør, for at sikre dets gnidningsløse funktionsmåde, kunne nyde godt af støtte så hurtigt som muligt, navnlig til udgifter, der er opstået i 2018 forud for nærværende forordnings ikrafttrædelse.
Nærværende forordning bør derfor finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2018.
Affaldshåndteringen i Unionen bør forbedres for at beskytte, bevare og forbedre miljøkvaliteten, beskytte menneskers sundhed, sikre en forsigtig, effektiv og rationel udnyttelse af naturressourcerne og fremme den cirkulære økonomis principper.
For at mindske den reguleringsmæssige byrde for små anlæg eller virksomheder bør godkendelses- og registreringskravene for små anlæg og virksomheder forenkles.
De gennemførelsesrapporter, som medlemsstaterne har udarbejdet hvert tredje år, har ikke vist sig at være et effektivt redskab til at verificere overholdelsen af bestemmelserne eller til at sikre en god gennemførelse og skaber unødige administrative byrder.
Bestemmelser, som pålægger medlemsstaterne at udarbejde sådanne rapporter, bør derfor ophæves.
I stedet bør overvågningen af, hvorvidt bestemmelserne overholdes, udelukkende være baseret på de data, som medlemsstaterne hvert år rapporterer til Kommissionen.
Data rapporteret fra medlemsstaterne er afgørende for, at Kommissionen kan vurdere, hvorvidt medlemsstaterne overholder EU-retten om affald.
Dataenes kvalitet, pålidelighed og sammenlignelighed bør forbedres ved at indføre et enkelt kontaktpunkt for alle affaldsdata, ophæve forældede rapporteringskrav, gennemføre benchmarking af nationale rapporteringsmetoder og indføre en rapport om validering af datakvaliteten.
Pålidelig rapportering af data om affaldshåndtering er altafgørende for en effektiv gennemførelse og sikring af datasammenlignelighed blandt medlemsstaterne.
Medlemsstaterne bør derfor ved rapporteringen om opfyldelse af målene fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF, 2006/66/EF og 2012/19/EU anvende de nyeste regler, der er udarbejdet af Kommissionen og metoder udviklet af de respektive nationale kompetente myndigheder med ansvar for gennemførelse af disse direktiver.
Det affaldshierarki, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF, anvendes i form af en prioritetsrækkefølge i EU-lovgivningen om affaldsforebyggelse og -håndtering.
Ved opfyldelse af målsætningerne i nærværende direktiv bør medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at tage affaldshierarkiets prioriteringsrækkefølge i betragtning og sikre den praktiske gennemførelse af disse prioriteringer.
Som led i Unionens engagement i overgangen til en cirkulær økonomi bør direktiv 2000/53/EF, 2006/66/EF og 2012/19/EU revideres og om nødvendigt ændres, idet der tages hensyn til deres gennemførelse, og det bl.a. overvejes, om det er muligt at fastsætte mål for specifikke materialer, der indgår i de relevante affaldsstrømme.
I forbindelse med revisionen af direktiv 2000/53/EF bør der også rettes opmærksomhed mod problemet med udrangerede køretøjer, der ikke er redegjort for, herunder overførsel af brugte køretøjer, som mistænkes for at være udrangerede køretøjer, og til anvendelsen af kontaktorganernes retningslinjer nr. 9 om overførsel af affaldskøretøjer.
I forbindelse med revisionen af direktiv 2006/66/EF bør den tekniske udvikling af nye batterityper, hvor der ikke benyttes farlige stoffer, ligeledes tages i betragtning.
Med henblik på at ændre og supplere direktiv 2000/53/EF og ændre direktiv 2012/19/EU bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) delegeres til Kommissionen for så vidt angår artikel 4, stk. 2, litra b), artikel 5, stk. 5, artikel 6, stk. 6, og artikel 8, stk. 2 i direktiv 2000/53/EF, som ændret med nærværende direktiv, samt artikel 19 i direktiv 2012/19/EU, som ændret ved nærværende direktiv.
Det er navnligt vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.
For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.
For at sikre ens betingelser for gennemførelsen af direktiv 2000/53/EF for så vidt angår artikel 7, stk. 2, og artikel 9, stk. 1d, som ændret med nærværende direktiv, og for gennemførelsen af direktiv 2012/19/EU med hensyn til artikel 16, stk. 9, som ændret ved nærværende direktiv, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser.
Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011.
Målene for dette direktiv, nemlig at forbedre affaldshåndteringen i Unionen og dermed bidrage til beskyttelse, bevarelse og forbedring af miljøkvaliteten samt en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningernes omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
Direktiv 2000/53/EF, 2006/66/EF og 2012/19/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter.
De underliggende data bør trækkes ud af Kommissionens relevante databaser.
Metoden til bestemmelse af anvendelsesandelen af hvert enkelt toldkontingent er blevet fastlagt og aftalt af Unionen og Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med kravene i artikel XXVIII i GATT 1994, og denne metode bør derfor bibeholdes i sin helhed for at sikre dens ensartede anvendelse.
I tilfælde hvor der ikke er registreret nogen handel for et bestemt toldkontingent i den repræsentative periode, bør der anvendes to alternative metoder med henblik på at fastlægge Det Forenede Kongeriges anvendelsesandel.
I de tilfælde hvor der findes et andet toldkontingent med en identisk varebeskrivelse, bør anvendelsesandelen for det identiske toldkontingent anvendes på det toldkontingent, for hvilket der ikke er registreret nogen handel i den repræsentative periode.
I de tilfælde hvor der ikke findes et toldkontingent med en identisk varebeskrivelse, bør formlen til beregning af anvendelsesandelen anvendes på Unionens import for de tilsvarende toldpositioner uden for toldkontingentet.
Hvad angår de berørte toldkontingenter for landbrugsprodukter, fastsætter artikel 184-188 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 det retsgrundlag, der er nødvendigt for forvaltningen af toldkontingenterne, når disse er fordelt i henhold til nærværende forordning.
I den forbindelse er de pågældende toldkontingentmængder fastsat i del A i bilaget til nærværende forordning.
Denne forvaltning bør derfor gennemføres under behørig hensyntagen til målene for den fælles landbrugspolitik som fastsat i TEUF og til multifunktionaliteten af landbrugsaktiviteterne.
Hvad angår toldkontingenterne for de fleste fiskevarer, industriprodukter og visse bearbejdede landbrugsprodukter, forvaltes toldkontingenterne i henhold til forordning (EF) nr. 32/2000.
De berørte toldkontingentmængder er fastsat i bilag I til nævnte forordning, og nævnte bilag bør derfor erstattes af de mængder, der er fastsat i del B i bilaget til nærværende forordning.
Fire toldkontingenter for fiskeri forvaltes ikke i henhold til forordning (EF) nr. 32/2000, men i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 847/2006, som gennemfører Rådets afgørelse 2006/324/EF.
Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at tilpasse bestemmelserne i forordning (EF) nr. 847/2006 for disse fire toldkontingenter i overensstemmelse med de tildelte mængder, der fastsættes ved nærværende forordning.
For at tage hensyn til at forhandlingerne med de berørte WTO-medlemmer har fundet sted sideløbende med den almindelige lovgivningsprocedure for vedtagelse af denne forordning, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at ændre del A og C i bilaget til denne forordning for så vidt angår mængderne for de toldkontingenter, der er opført deri, med henblik på at tage højde for de aftaler, der indgås, eller relevante oplysninger, som Kommissionen måtte komme i besiddelse af i forbindelse med disse forhandlinger, og som måtte pege i retning af, at særlige faktorer, der ikke tidligere var kendt, kræver en tilpasning af fordelingen af toldkontingenterne mellem Unionen og Det Forenede Kongerige, idet der sikres overensstemmelse med den fælles metode, som er aftalt i fællesskab med Det Forenede Kongerige.
Beføjelsen til at vedtage retsakter bør også delegeres til Kommissionen, hvor sådanne relevante oplysninger bliver tilgængelige fra andre kilder med en interesse i et bestemt toldkontingent.
Endvidere bør forordning (EF) nr. 32/2000 ændres, således at Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at ændre bilag I til nævnte forordning.
I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og i lyset af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen er det nødvendigt og hensigtsmæssigt at fastsætte bestemmelser for at fordele toldkontingenter opført på Unionens WTO-liste.
Denne forordning går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål, i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i TEU.
I overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71, ophører anvendelsen af retsakter, for hvilke der er fastsat en bestemt ophørsdato, fra udgangen af den sidste time på den dag, der svarer til den nævnte dato.
Nærværende forordning bør derfor finde anvendelse fra dagen efter den dato, hvor forordning (EF) nr. 32/2000 ophører med at gælde for Det Forenede Kongerige, eftersom både Unionen og Det Forenede Kongerige fra den dag har behov for at vide, hvilke WTO-forpligtelser de har.
Nærværende forordnings bestemmelser om delegation af beføjelser og tillæggelse af gennemførelsesbeføjelser bør imidlertid finde anvendelse fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden.
Under hensyntagen til på den ene side de proceduremæssige krav i den almindelige lovgivningsprocedure og behovet for efterfølgende vedtagelse af gennemførelsesretsakter med henblik på anvendelsen af denne forordning og på den anden side nødvendigheden af at få de tildelte toldkontingenter fastlagt og klar til at blive anvendt på det tidspunkt, hvor Det Forenede Kongerige ophører med at være omfattet af listen over Unionens indrømmelser og forpligtelser, hvilket kunne være så tidligt som den 30. marts 2019, er det afgørende, at denne forordning træder i kraft så hurtigt som muligt —
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 91/2003 er blevet ændret væsentligt flere gange.
Da der skal foretages yderligere ændringer, bør forordningen af klarhedshensyn omarbejdes.
Jernbaner er en vigtig del af Unionens transportnet.
Statistikker over transport af gods og passagerer med jernbane er nødvendige for, at Kommissionen kan overvåge og udvikle den fælles transportpolitik samt de transportrelaterede dele af politikkerne vedrørende regionerne og de transeuropæiske net.
Det er også nødvendigt med statistikker over jernbanesikkerhed for, at Kommissionen kan udarbejde og overvåge Unionens aktiviteter med hensyn til transportsikkerhed.
Den Europæiske Unions Jernbaneagentur indsamler data om ulykker i henhold til bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF, for så vidt angår fælles sikkerhedsindikatorer og fælles metoder til beregning af omkostningerne ved ulykker.
Der er også brug for statistikker over jernbanetransport på EU-plan for at udføre de overvågningsopgaver, der er omhandlet i artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU.
Der bør indsamles statistikker over alle transportformer på EU-plan på grundlag af fælles begreber og standarder med det formål at opnå størst mulig sammenlignelighed mellem transportformerne.
Det er vigtigt at undgå dobbeltarbejde og optimere brugen af eksisterende oplysninger, der kan anvendes til statistiske formål.
Med henblik herpå og for at give EU-borgerne og andre interessenter lettilgængelige og brugbare oplysninger om sikkerhed ved jernbanetransport og interoperabilitet i jernbanesystemet, herunder jernbaneinfrastrukturen, bør der fastlægges passende samarbejdsaftaler om statistiske aktiviteter mellem Kommissionens tjenestegrene og relevante enheder, også på internationalt plan.
Der bør ved udarbejdelsen af europæiske statistikker være en balance mellem brugernes behov og den byrde, som pålægges respondenterne.
I sin rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om sine erfaringer med anvendelsen af forordning (EF) nr. 91/2003 henviste Kommissionen til, at udviklingen på længere sigt sandsynligvis vil føre til, at de data, der i forvejen indsamles i henhold til nævnte forordning, udelades eller forenkles, og til, at det er hensigten at afkorte dataindberetningsperioden for årlige data om jernbanepassagerer.
Kommissionen bør fortsat med regelmæssige mellemrum fremlægge rapporter om gennemførelsen af nærværende forordning.
Sameksistensen af offentligt og privat ejede jernbanevirksomheder, som opererer på et kommercielt organiseret jernbanetransportmarked, kræver, at det klart fastlægges, hvilke statistiske oplysninger der skal leveres af alle jernbanevirksomheder og formidles af Eurostat.
Målet for denne forordning, nemlig fastsættelsen af fælles statistiske standarder, som gør det muligt at producere harmoniserede data, og som bør anvendes i hver medlemsstat under opsyn af de organer og institutioner, der er ansvarlige for udarbejdelse af officielle statistikker, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 223/2009 udgør referencerammen for de bestemmelser, der fastsættes ved denne forordning.
For at afspejle nye udviklingstendenser i medlemsstaterne og samtidig bibeholde en harmoniseret indsamling af jernbanetransportdata i hele Unionen og for at fastholde den høje kvalitet af de data, der indberettes af medlemsstaterne, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår ændring af denne forordning for at tilpasse de tekniske definitioner og indføre yderligere tekniske definitioner.
Kommissionen bør sikre, at disse delegerede retsakter ikke pålægger medlemsstaterne eller respondenterne en væsentlig yderligere byrde.
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, for så vidt angår fastlæggelsen af, hvilke nærmere oplysninger der skal leveres til brug for rapporterne om resultaternes kvalitet og sammenlignelighed, og ordningerne for Kommissionens (Eurostats) formidling af disse resultater.
Udvalget for det Europæiske Statistiske System er blevet hørt —
Liste over stoffer omhandlet i artikel 1, nr. 1), litra b)
P-metyltioamfetamin eller 4-metyltioamfetamin, jf. Rådets afgørelse 1999/615/RIA [1]
paramethoxymethylamfetamin eller N-methyl-1-(4-methoxyphenyl)-2-aminopropan, jf. Rådets afgørelse 2002/188/RIA [2]
2,5-dimethoxy-4-iodophenethylamin, 2,5-dimethoxy-4-ethylthiophenetylamin, 2,5-dimethoxy-4-(n)-propylthiophenethylamin og 2,4,5-trimethoxyamphetamin, jf. Rådets afgørelse 2003/847/RIA [3]
enzylpiperazin eller 1-benzyl-1,4-diazacyclohexan eller N-benzylpiperazin eller benzylpiperazin, jf. Rådets afgørelse 2008/206/RIA [4]
4-metylmetcathinon, jf. Rådets afgørelse 2010/759/EU [5]
4-methyl-5-(4-methylphenyl)-4,5-dihydrooxazol-2-amin (4,4′-DMAR) og 1-cyclohexyl-4-(1,2-diphenylethyl)piperazin (MT-45), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1873 [6]
4-methylamfetamin, jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1874 [7]
od-2,5-dimethoxy-N-(2-methoxybenzyl)phenethylamin (25I-NBOMe), 3,4-dichlor-N-[[1-dimethylamino)cyclohexyl]methyl]benzamid (AH-7921), 3,4-methylendioxypyrovaleron (MDPV) og 2-(3-methoxyphenyl)-2-(ethylamino)cyclohexanon (methoxetamin), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1875 [8]
5-(2-aminopropyl)indol, jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1876 [9]
henyl-2-(pyrrolidin-1-yl)pentan-1-on (α-pyrrolidinovalerophenon, α-PVP), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1070 [10]
methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/369 [11]
N-(1-phenethylpiperidin-4-yl)-N-phenylacrylamid (acryloylfentanyl), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1774 [12].
Rådets afgørelse 1999/615/RIA af 13. september 1999 om definition af 4-MTA som en ny form for syntetisk narkotika, der skal underlægges kontrolforanstaltninger og strafferetlige sanktioner (EFT L 244 af 16.9.1999, s. 1).
Rådets afgørelse 2002/188/RIA af 28. februar 2002 om kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger med hensyn til den nye syntetiske narkotika PMMA (EFT L 63 af 6.3.2002, s. 14).
Rådets afgørelse 2003/847/RIA af 27. november 2003 om kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger med hensyn til de nye former for syntetisk narkotika 2C-I, 2C-T-2, 2C-T-7 og TMA-2 (EUT L 321 af 6.12.2003, s. 64).
Rådets afgørelse 2008/206/RIA af 3. marts 2008 om definition af 1-benzylpiperazin (BZP) som et nyt psykoaktivt stof, der skal underlægges kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger (EUT L 63 af 7.3.2008, s. 45).
Rådets afgørelse 2010/759/EU af 2. december 2010 om at underkaste 4-metylmetcathinon (mephedron) kontrolforanstaltninger (EUT L 322 af 8.12.2010, s. 44).
Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1873 af 8. oktober 2015 om at underkaste 4-methyl-5-(4-methylphenyl)-4,5-dihydrooxazol-2-amin (4,4′-DMAR) og 1-cyclohexyl-4-(1,2-diphenylethyl)piperazin (MT-45) kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 32).
Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1874 af 8. oktober 2015 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 35).
Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1875 af 8. oktober 2015 om at underkaste 4-iod-2,5-dimethoxy-N-(2-methoxybenzyl)phenethylamin (25I-NBOMe), 3,4-dichlor-N-[[1-(dimethylamino)cyclohexyl]methyl]benzamid (AH-7921), 3,4-methylendioxypyrovaleron (MDPV) og 2-(3-methoxyphenyl)-2-(ethylamino)cyclohexanon (methoxetamin) kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 38).
Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1070 af 27. juni 2016 om at underkaste 1-phenyl-2-(pyrrolidin-1-yl)pentan-1-on (α-pyrrolidinovalerophenon, α-PVP) kontrolforanstaltninger (EUT L 178 af 2.7.2016, s. 18).
Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/369 af 27. februar 2017 om at underkaste methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA) kontrolforanstaltninger (EUT L 56 af 3.3.2017, s. 210).
Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1774 af 25. september 2017 om at underkaste N-(1-phenethylpiperidin-4-yl)-N-phenylacrylamid (acryloylfentanyl) kontrolforanstaltninger (EUT L 251 af 29.9.2017, s. 21).
Rådets direktiv 86/278/EØF og 87/217/EØF er baseret på artikel 100 og 235 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, nu artikel 115 og 352 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Ændringer til disse direktiver i nærværende afgørelse vedrører Unionens miljøpolitik og er en direkte følge af ophævelsen af Rådets direktiv 91/692/EØF på grundlag af artikel 192, stk. 1, i TEUF.
Det er derfor hensigtsmæssigt at basere disse ændringer på artikel 192, stk. 1, i TEUF.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/63/EF er baseret på artikel 100a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, nu artikel 114 i TEUF.
Direktiv 91/692/EØF blev vedtaget for på et sektorspecifikt grundlag at rationalisere og forbedre bestemmelserne om fremsendelsen af oplysninger og offentliggørelsen af rapporter vedrørende visse direktiver vedrørende miljøbeskyttelse.
Med henblik på at nå dette mål ændrede direktiv 91/692/EØF flere direktiver ved at indføre ensartede indberetningskrav.
Gennemførelsen af de indberetningskrav, der blev indført ved direktiv 91/692/EØF, er blevet bebyrdende og ineffektiv.
Mange af de EU-retsakter, som blev ændret ved direktiv 91/692/EØF, er endvidere blevet erstattet og indeholder ikke længere de indberetningskrav, der blev indført ved nævnte direktiv.
For eksempel blev der ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF ophævet syv EU-retsakter på vandpolitikområdet, og indberetningssystemet, som blev indført ved direktiv 91/692/EØF, blev ikke videreført.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU indeholder desuden ingen henvisning til direktiv 91/692/EØF og indfører i stedet et særskilt system for indberetning.
Direktiv 91/692/EØF indeholder ikke bestemmelser om anvendelse af elektroniske værktøjer.
Med den vellykkede udvikling af Det Europæiske Miljøagenturs indberetningsnet og sektorbestemte initiativer vedrørende forenkling af indberetningerne, såsom vandinformationssystemet for Europa, er behovet for og effektiviteten af en generel retsakt om indberetning blevet yderligere draget i tvivl.
Endelig blev der ved vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF og den tilknyttede udvikling af det fælles miljøinformationssystem indført en mere moderne og effektiv tværgående tilgang til informationsstyring og indberetning inden for rammerne af Unionens miljøpolitik.
Direktiv 91/692/EØF bør derfor ophæves.
De fleste af de direktiver, der blev ændret ved direktiv 91/692/EØF, er ikke længere gældende.
Direktiv 86/278/EØF og 87/217/EØF er imidlertid stadig gældende.
I henhold til direktiv 86/278/EØF skal medlemsstaterne fremlægge en rapport om gennemførelsen af samme direktiv på grundlag af et spørgeskema eller en formular, som Kommissionen udformer efter fremgangsmåden i direktiv 91/692/EØF.
For at undgå et retligt tomrum som følge af ophævelsen af direktiv 91/692/EØF er det nødvendigt at erstatte henvisningen til direktiv 91/692/EØF med en henvisning til fremgangsmåden omhandlet i direktiv 86/278/EØF.
Medlemsstaternes indberetning i henhold til direktiv 87/217/EØF er ikke længere nødvendig efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006, som indeholder bestemmelser om udfasning af produktionen og anvendelsen af rå asbest og produkter, der indeholder asbest, i Unionen.
Det er derfor hensigtsmæssigt at lade disse indberetningskrav, der er fastsat i nævnte direktiv, udgå.
Efter ikrafttræden af direktiv 91/692/EØF indeholdt følgende forordninger og direktiver en henvisning til nævnte direktiv: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF, direktiv 94/63/EF, Rådets direktiv 1999/31/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2013.
Som led i en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi har Kommissionen foreslået at ændre direktiv 94/62/EF, 1999/31/EF, 2000/53/EF og 2008/98/EF med henblik på at erstatte henvisningen til direktiv 91/692/EØF.
For at sikre at visse bestemmelser i bilagene til direktiv 86/278/EØF er opdateret, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår tilpasningen af disse bestemmelser til den tekniske og videnskabelige udvikling.
Tilpasningen af bilagene til direktiv 2009/31/EF bør ikke føre til en sænkning af det sikkerhedsniveau eller en svækkelse af de overvågningsprincipper, der følger af kriterierne i disse bilag.
I henhold til artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er der behov for, at Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed.
Desuden, og som det er fastsat i artikel 11 i TEUF, skal miljøbeskyttelseskrav integreres i Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling.
Artikel 120 og 121 i TEUF foreskriver, at det kræves af medlemsstaterne, at de fører deres økonomiske politikker med henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af Unionens mål og inden for rammerne af de overordnede retningslinjer, som Rådet fastsætter.
Samordningen af medlemsstaternes økonomiske politikker er derfor et spørgsmål af fælles interesse.
Flere medlemsstater har gennemgået og gennemgår fortsat tilpasningsprocesser med det formål at rette op på makroøkonomiske ubalancer, der er opstået i den seneste tid, og mange medlemsstater er konfronteret med lav potentiel vækst.
Unionen har placeret gennemførelsen af strukturreformer blandt sine politiske prioriteter med henblik på at genskabe et bæredygtigt opsving, frigøre det vækstpotentiale, der er nødvendigt for at forbedre tilpasningsevnen, og understøtte konvergensprocessen.
Reformer er i deres natur komplekse processer, der kræver en komplet kæde af højt specialiserede kundskaber og færdigheder samt langsigtede visioner.
Gennemførelse af strukturreformer på flere forskellige offentlige politikområder er en krævende udfordring, da deres virkninger ofte er længe om at slå igennem.
Derfor er en rettidig og effektiv gennemførelse afgørende i såvel kriseramte som strukturelt svage økonomier.
I den forbindelse har Unionens støtte i form af teknisk bistand haft stor betydning for den økonomiske tilpasning i Grækenland og Cypern de seneste få år.
Ejerskab til strukturreformer i nærområderne er afgørende for en vellykket gennemførelse af dem.
Medlemsstaterne kan drage fordel af støtte til at imødegå udfordringer ved udformning og gennemførelse af vækstfremmende strukturreformer, der er i overensstemmelse med Unionens økonomiske og sociale mål.
Disse udfordringer kan bero på forskellige faktorer, f.eks. begrænset administrativ og institutionel kapacitet såvel som inadækvat anvendelse og gennemførelse af EU-retten.
Unionen har betydelig erfaring med at stille særlig støtte til rådighed for den nationale forvaltning og andre myndigheder i medlemsstaterne, når det gælder kapacitetsopbygning og lignende tiltag på bestemte områder (f.eks. beskatning, told og støtte til små og mellemstore virksomheder) og i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken.
Unionens erfaringer med at bistå nationale myndigheder med at gennemføre reformer bør anvendes til at styrke Unionens evne til at yde støtte til medlemsstaterne.
Det er absolut nødvendigt, at der gøres en omfattende og integreret indsats for at yde støtte til de medlemsstater, der er i færd med at gennemføre vækstfremmende reformer og i den forbindelse anmoder om bistand fra Unionen.
Den Europæiske Revisionsrets særberetning (19/2015) med titlen »En mere resultatorienteret tilgang er nødvendig for at forbedre leveringen af teknisk bistand til Grækenland« indeholder nyttige anbefalinger vedrørende Kommissionens tekniske bistand til medlemsstaterne.
Disse anbefalinger skal der tages hensyn til i forbindelse med gennemførelsen af den støtte, der ydes efter denne forordning.
På den baggrund er det nødvendigt at oprette et støtteprogram for strukturreformer (»programmet«) med det formål at forbedre medlemsstaternes evne til at udforme og gennemføre vækstfremmende administrative reformer og strukturreformer, bl.a. gennem hjælp til at udnytte EU-fondene effektivt og virkningsfuldt.
Programmet har til formål at bidrage til opfyldelsen af fælles mål i form af støtte til økonomisk genopretning, samhørighed og jobskabelse, styrkelse af Europas konkurrenceevne og produktivitet og stimulering af investeringer i realøkonomien.
Dette vil også give mulighed for en bedre reaktion på de økonomiske og sociale udfordringer for så vidt angår opnåelsen af et højt niveau af social velfærd såvel som sundheds- og uddannelsesydelser af høj kvalitet og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.
Støtte under programmet bør stilles til rådighed af Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat på områder, der har at gøre med samhørighed, konkurrenceevne, produktivitet, innovation, intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, arbejdspladser og investering, budget og beskatning, offentlige tjenester, institutionelle og administrative reformer, retssystemer, bekæmpelse af svig, korruption og hvidvaskning af penge samt skatteunddragelse, erhvervsklima, udvikling af den private sektor, konkurrence, offentlige indkøb, offentlig deltagelse i virksomheder, privatiseringsprocesser, adgang til finansiering, finanssektorpolitikker, handel, bæredygtig udvikling, uddannelse, arbejdsmarkedspolitik, folkesundhed, asyl- og migrationspolitik, landbrug, udvikling af landdistrikter og fiskeri.
Medlemsstaterne bør kunne anmode om støtte fra Kommissionen under programmet for at få hjælp til gennemførelsen af reformer i forbindelse med processerne for økonomisk styring, navnlig de landespecifikke henstillinger i forbindelse med det europæiske semester, og aktioner til gennemførelse af EU-retten samt i forbindelse med gennemførelsen af økonomiske tilpasningsprogrammer.
De bør også kunne anmode om støtte, når de gennemfører reformer på eget initiativ med henblik på at opnå samhørighed, investeringer, bæredygtig vækst, jobskabelse og konkurrenceevne.
Kommissionen kan give vejledning til de vigtigste dele af støtteanmodningen.
Efter en dialog med den bistandssøgende medlemsstat, herunder inden for rammerne af det europæiske semester, bør Kommissionen analysere anmodningen under hensyntagen til principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og sund finansiel forvaltning og afgøre, hvilken form for støtte der bør ydes på grundlag af, hvor akutte, vidt- og dybtgående de identificerede problemer er, støttebehovet på de pågældende politikområder, en analyse af de socioøkonomiske indikatorer samt den generelle administrative kapacitet i medlemsstaten.
På grundlag af denne analyse og under hensyntagen til de eksisterende aktioner og aktiviteter, der finansieres af EU-fondene eller andre EU-programmer, bør Kommissionen nå til enighed med den pågældende medlemsstat om de prioriterede områder, målene, en vejledende tidsplan, støtteforanstaltningernes omfang og det skønnede samlede finansielle bidrag, som fastlægges i en samarbejds- og støtteplan.
Af hensyn til bl.a. gennemsigtigheden bør Kommissionen på de i denne forordning fastsatte betingelser forelægge samarbejds- og støtteplanerne for Europa-Parlamentet og Rådet.
Både internt forvaltede kvalificerede venturekapitalfonde og eksterne forvaltere af kvalificerede venturekapitalfonde skal have en startkapital på 50000 EUR.«
Kapitalgrundlaget skal til enhver tid udgøre mindst en ottendedel af det foregående års faste omkostninger for den samme forvalter.
Den kompetente myndighed i hjemlandet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i forvalterens virksomhed siden det foregående år.
Hvis en forvalter af en kvalificeret venturekapitalfond ikke har gennemført et års aktivitet, er kravet en ottendedel af de faste omkostninger i den pågældendes forretningsplan, medmindre den kompetente myndighed i hjemlandet kræver en tilpasning af planen.
Hvor værdien af de kvalificerede venturekapitalfonde, der forvaltes af forvalteren, overstiger 250000000 EUR, skal forvalteren have et større beløb i kapitalgrundlag.
Dette yderligere beløb skal være på 0,02 % af den del af værdien af de kvalificerede venturekapitalfonde, der overstiger 250000000 EUR.
Den kompetente myndighed i hjemlandet kan give forvalteren af den kvalificerede venturekapitalfond tilladelse til at undlade at fremskaffe op til 50 % af det yderligere beløb, der er omhandlet i stk. 4, hvis denne forvalter har modtaget en garanti af tilsvarende størrelse fra et kreditinstitut eller et forsikringsselskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en medlemsstat eller et tredjeland, forudsat at det er underkastet tilsynsregler, som de kompetente myndigheder i hjemlandet betragter som svarende til reglerne i EU-retten.
Kapitalgrundlaget skal være investeret i likvide aktiver eller let omsættelige aktiver og må ikke omfatte spekulative positioner.«
I artikel 12 tilføjes følgende stykke:
Den kompetente myndighed i hjemlandet skal give rettidig adgang til alle oplysninger, der er indsamlet i henhold til denne artikel, til den kompetente myndighed for den enkelte berørte kvalificerede venturekapitalfond og den kompetente myndighed i de enkelte berørte værtslande og ESMA efter proceduren i artikel 22.«
Artikel 13, stk. 1, litra b), affattes således:
beløbsstørrelsen af kapitalgrundlaget, der er til rådighed for forvalteren til at opretholde de menneskelige og tekniske ressourcer, som er nødvendige for en korrekt forvaltning af dennes kvalificerede venturekapitalfonde«.
Stk. 1, litra e), udgår.
Den kompetente myndighed i hjemlandet underretter den i stk. 1 omhandlede forvalter om, hvorvidt denne er blevet registreret som forvalter af en kvalificeret venturekapitalfond, senest to måneder efter at denne har fremsendt alle de i nævnte stykke omhandlede oplysninger.
En registrering i overensstemmelse med nærværende artikel udgør en registrering som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2011/61/EU med hensyn til forvaltningen af kvalificerede venturekapitalfonde.
En forvalter af en kvalificeret venturekapitalfond som omhandlet i denne artikel meddeler den kompetente myndighed i hjemlandet enhver væsentlig ændring af betingelserne for dens første registrering i overensstemmelse med denne artikel, inden sådanne ændringer gennemføres.
Hvis den kompetente myndighed i hjemlandet beslutter at indføre restriktioner eller afvise de i første afsnit omhandlede ændringer, skal den underrette forvalteren af den kvalificerede venturekapitalfond inden for en måned efter modtagelse af meddelelsen af disse ændringer.
Den kompetente myndighed kan forlænge denne frist med op til en måned, hvis den anser det for nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder efter at have underrettet forvalteren af den kvalificerede venturekapitalfond.
Ændringerne kan gennemføres, hvis den relevante kompetente myndighed ikke modsætter sig ændringerne inden for den relevante vurderingsperiode.
Med henblik på at sikre ensartet anvendelse af denne artikel, kan ESMA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for yderligere at præcisere, hvilke oplysninger den kompetente myndighed skal have i forbindelse med anmodningen om den i stk. 1 omhandlede registrering, og for yderligere at præcisere de i stk. 2 fastsatte betingelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere denne forordning ved at vedtage de i nærværende stykkes første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1095/2010.
Med henblik på at sikre ensartet anvendelse af denne artikel kan ESMA udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for standardformularer, modeller og procedurer for indgivelse af oplysninger til den kompetente myndighed i forbindelse med den i stk. 1 fastsatte anmodning om registrering og de i stk. 2 fastsatte betingelser.
Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i nærværende stykkes første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.
ESMA skal tilrettelægge og gennemføre peer reviews i henhold til artikel 30 i forordning (EU) nr. 1095/2010 med henblik på at styrke sammenhængen mellem de registreringsprocedurer, der foretages af de kompetente myndigheder i henhold til nærværende forordning.«
Følgende artikler indsættes:
Unionen bidrager til at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og til at sætte forbrugerne i centrum for det indre marked ved at støtte og supplere medlemsstaternes politikker med henblik på at sikre, at borgerne fuldt ud kan udnytte fordelene ved det indre marked, og at deres juridiske og økonomiske interesser i den forbindelse tilgodeses og forsvares på passende vis.
En velfungerende og pålidelig sektor for finansielle tjenesteydelser er et vigtigt element i det indre marked og dets grænseoverskridende kapaciteter.
Den kræver solide rammer for regulering og overvågning, som på én og samme tid sikrer finansiel stabilitet og støtter en bæredygtig økonomi.
Samtidig bør en velfungerende og pålidelig sektor for finansielle tjenesteydelser sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere og andre slutbrugere af finansielle tjenesteydelser, herunder private investorer, sparere, forsikringstagere, pensionskassemedlemmer og pensionsmodtagere, individuelle aktionærer, låntagere og SMV'er.
Den finansielle og økonomiske krise har bevirket, at tilliden blandt slutbrugere af finansielle tjenesteydelser, navnlig forbrugere, har været svækket siden 2007.
For at genoprette deres tillid til den finansielle sektors soliditet og at bidrage til at forbedre dens praksisser er det derfor vigtigt at øge niveauet af aktiv deltagelse og inddragelse af forbrugere og andre slutbrugere af finansielle tjenesteydelser, herunder detailinvestorer, sparere, forsikringstagere, pensionskassemedlemmer og pensionsmodtagere, individuelle aktionærer, låntagere og SMV'er, samt aktører, der repræsenterer deres interesser, i Unionens og i andre relevante multilaterale instansers politikudformning i den finansielle sektor.
For at nå disse mål i forlængelse af et tværpolitisk initiativ fra Europa-Parlamentets side iværksatte Kommissionen i slutningen af 2011 et pilotprojekt, der skulle yde tilskud til at støtte udviklingen af et finansielt ekspertisecenter til gavn for forbrugere, andre slutbrugere og aktører, der repræsenterer deres interesser, for at styrke deres evne til at deltage i Unionens politikudformning inden for finansielle tjenesteydelser og til at fremme udviklingen af et modstandsdygtigt banksystem.
De vigtigste politikmålsætninger var at sikre, at Unionens beslutningstagere, når de iværksætter ny EU-ret, får kendskab til andre synspunkter end dem, som fagfolk i den finansielle sektor fremfører, at sikre, at forbrugerinteresser og interesser for andre slutbrugere af finansielle tjenesteydelser bliver bedre afspejlet i ny EU-ret, at sikre, at den brede offentlighed bliver bedre oplyst om vigtige spørgsmål vedrørende finansiel regulering og derved opnår øget finansiel forståelse, og at sikre, at den aktive deltagelse af forbrugere og andre slutbrugere af finansielle tjenesteydelser i Unionens politikudformning på området for finansielle tjenesteydelser styrkes, hvilket skulle føre til en velafbalanceret EU-ret.
Som følge heraf ydede Kommissionen mellem 2012 og 2015 og efter en åben indkaldelse af forslag driftstilskud til to nonprofitorganisationer: Finance Watch og Better Finance.
Disse tilskud blev i 2012 og 2013 ydet under et pilotprojekt, der varede i to år, og er siden 2014 ydet i form af en forberedende aktion.
Endvidere blev det i 2016 besluttet at yde aktionstilskud i stedet for driftstilskud, da aktionstilskud sikrer bedre kontrol med Unionens budgetudgifter.
Da en forberedende aktion kun kan anvendes i op til tre på hinanden følgende år efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 [3], er en retsakt nødvendigt for at tilvejebringe et retsgrundlag for finansiering af sådanne aktioner i 2017.
Finance Watch blev oprettet med EU-tilskud i 2011 som en international nonprofitorganisation i henhold til belgisk ret.
Dens opgave er at forsvare civilsamfundets interesser i den finansielle sektor.
På grund af sine EU-tilskud lykkedes det på kort tid Finance Watch at samle et hold af kvalificerede eksperter, som kunne gennemføre undersøgelser, politikanalyser og kommunikationsaktiviteter på området for finansielle tjenesteydelser.
Better Finance er et resultat af successive omorganiseringer og rebranding af eksisterende europæiske sammenslutninger af investorer og aktionærer siden 2009.
Takket være EU-tilskud har organisationen oprettet et finansielt ekspertisecenter, der først og fremmest fokuserer på forbrugernes, individuelle investorers, individuelle aktionærers, spareres og andre slutbrugere af finansielle tjenesteydelsers interesser i overensstemmelse med organisationens medlemsgrundlag og ressourcer.
Evalueringen af pilotprojektet gennemført i 2015 og den efterfølgende forberedende aktion konkluderede, at politikmålsætningerne generelt var blevet opfyldt.
Finance Watch og Better Finance har arbejdet på politikområder, der supplerer hinanden, og har haft forskellige målgrupper.
Sammen har deres aktiviteter dækket det meste af Unionens politiske dagsorden på det finansielle område siden 2012, og Finance Watch og Better Finance har, i det omfang deres ressourcer har tilladt, arbejdet på at udvide deres aktiviteter med henblik på at have bred geografisk dækning inden for Unionen.
Begge organisationer har tilført merværdi til deres nationale medlemmers aktiviteter og for Unionens forbrugere.
Nationale organisationer, der beskæftiger sig med en bred vifte af forbrugerspørgsmål, mangler ofte teknisk ekspertviden inden for politikområder, der specifikt vedrører finansielle tjenesteydelser og den hermed forbundne politiske politikudformning i Unionen.
Desuden er der hidtil ikke identificeret andre lignede organisationer på EU-plan.
Selv om evalueringen af pilotprojektet viste, at ingen andre ansøgere har reageret på de årlige indkaldelser af forslag foretaget siden 2012, bør programmet oprettet i denne forordning efter udløbet af perioden 2017-2020 åbnes for andre potentielle tilskudsmodtagere, såfremt de opfylder dets krav.
Trods en løbende indsats er det ikke lykkedes for Finance Watch og Better Finance at tiltrække stabil og væsentlig finansiering fra andre donorer, som er uafhængige af den finansielle sektor, og de er derfor fortsat stærkt afhængige af EU-finansiering for at kunne klare sig økonomisk.
Medfinansiering fra Unionen er derfor på nuværende tidspunkt påkrævet for at sikre, at de får de ressourcer, der er nødvendige for at nå de ønskede politikmålsætninger i de kommende år, og for at tilvejebringe et stabilt finansielt grundlag for disse organisationer og for deres eksperter og administrative personale, der hidtil har formået at igangsætte deres relevante aktiviteter på kort tid.
Det er derfor nødvendigt at oprette et EU-program for perioden 2017-2020 til støtte for Finance Watch's og Better Finance's aktiviteter (»programmet«), der vil supplere tilsvarende politikker, som medlemsstaterne forfølger på nationalt plan.
Finansiel stabilitet er af central betydning for at bevare ekspertisen samt for at kunne planlægge projekter i begge organisationer.
Organisationerne, der modtager tilskud fra programmet, bør dog sigte mod at øge andelen af finansiering fra andre kilder.
Ved fortsat at finansiere Finance Watch og Better Finance i perioden 2017-2020 efter samme princip som for den forberedende aktion sikres det, at de positive virkninger af disse organisationers aktiviteter, som indtil nu er blevet vurderet, fastholdes.
Formålet med denne forordning er at gøre det muligt at indgå forpligtelser på ny for de resterende beløb, der blev indgået forpligtelser for til støtte for gennemførelsen af Rådets afgørelse (EU) 2015/1523 og (EU) 2015/1601 som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014, eller at tildele disse beløb til andre aktioner inden for rammerne af de nationale programmer i overensstemmelse med Unionens prioriteter og medlemsstaternes behov på specifikke områder inden for asyl og migration.
Det er også at sikre, at en sådan indgåelse af forpligtelser på ny eller tildeling sker på en gennemsigtig måde.
Kommissionen indgik forpligtelser for midler til medlemsstaternes nationale programmer inden for rammerne af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden til støtte for gennemførelsen af afgørelse (EU) 2015/1523 og (EU) 2015/1601.
Afgørelse (EU) 2015/1601 blev ændret ved Rådets afgørelse (EU) 2016/1754.
Disse afgørelser er nu ophørt med at finde anvendelse.
En del af de midler, der i 2016 og i visse tilfælde i 2017 blev bevilget inden for rammerne af afgørelse (EU) 2015/1523 og (EU) 2015/1601, er fortsat til rådighed i medlemsstaternes nationale programmer.
Det bør være muligt for medlemsstaterne at anvende de resterende beløb til at fortsætte med at gennemføre flytning ved at indgå forpligtelser på ny for disse beløb til samme aktion inden for rammerne af de nationale programmer.
Medlemsstaterne bør på ny forpligte sig til eller overføre mindst 20 % af disse beløb til aktioner i nationale programmer, til overførsel af ansøgere om international beskyttelse eller personer med international beskyttelse, til genbosætning eller anden ad hoc-indrejse af humanitære årsager samt til forberedende foranstaltninger til overførsel af ansøgere om international beskyttelse efter deres ankomst til Unionen, herunder ad søvejen, eller til overførsel af personer med international beskyttelse.
Sådanne foranstaltninger bør kun omfatte de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, andet afsnit, litra a), b), e) og f), i forordning (EU) nr. 516/2014.
Når det er behørigt begrundet i revisionen af medlemsstaternes nationale programmer, bør det være muligt for medlemsstaterne at anvende op til 80 % af disse beløb til at imødegå andre udfordringer på asyl- og migrationsområderne i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 516/2014.
Medlemsstaternes behov på disse områder er stadig betydelige.
Det bør kun være muligt én gang og med Kommissionens godkendelse at indgå forpligtelser på ny for de resterende beløb til samme aktion eller at overføre beløbene til andre aktioner inden for rammerne af det nationale program.
Medlemsstaterne bør sikre, at tildelingen af midler sker på en måde, der fuldt ud overholder principperne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046, navnlig principperne om effektivitet og gennemsigtighed.
Den målgruppe, der kan komme i betragtning til overførsel, samt det antal medlemsstater, hvorfra overførsler finder sted, bør udvides for at give medlemsstaterne større fleksibilitet i forbindelse med gennemførelsen af overførsler, idet der tages hensyn til uledsagede mindreåriges eller andre sårbare ansøgeres særlige behov og den særlige situation for familiemedlemmer til personer med international beskyttelse.
De særlige bestemmelser om faste beløb til genbosættelse og til overførsel af personer med international beskyttelse fra én medlemsstat til en anden bør afspejle denne udvidelse.
Medlemsstaterne og Kommissionen bør have tilstrækkelig tid til at revidere de nationale programmer for at tilpasse dem til de relevante ændringer, der er fastsat i denne forordning.
Artikel 50, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 514/2014 bør derfor fraviges for så vidt angår de resterende beløb, for hvilke der er indgået forpligtelser til støtte for gennemførelsen af afgørelse (EU) 2015/1523 og (EU) 2015/1601, og fristen for frigørelse heraf bør forlænges med seks måneder med henblik på at afslutte proceduren for revision af de nationale programmer som omhandlet i artikel 14 i forordning (EU) nr. 514/2014.
Medlemsstaterne bør også have tilstrækkelig tid til at anvende de beløb, for hvilke der indgås forpligtelser på ny, til samme aktion, eller som overføres til andre aktioner, inden disse beløb frigøres.
Når indgåelsen af sådanne forpligtelser på ny eller overførslen af beløb inden for rammerne af det nationale program er godkendt af Kommissionen, bør forpligtelserne for de pågældende beløb derfor anses for at være indgået i året for revisionen af det nationale program, hvori den pågældende indgåelse af forpligtelser på ny eller den pågældende overførsel godkendes.
Kommissionen bør hvert år aflægge Europa-Parlamentet og Rådet rapport om implementering af ressourcer til overførsel af ansøgere om international beskyttelse og personer med international beskyttelse, navnlig hvad angår overførsel af beløb til andre aktioner inden for rammerne af det nationale program som fastsat i denne forordning.
Denne forordning påvirker ikke de midler, der er til rådighed i medfør af artikel 17 i forordning (EU) nr. 516/2014.
Målene med denne forordning forfølges med forbehold af de igangværende forhandlinger om reformen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013.
I henhold til artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland ved skrivelse af 7. december 2018 meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.
I lyset af behovet for at undgå, at de resterende beløb, der er indgået forpligtelser for til støtte for gennemførelsen af afgørelse (EU) 2015/1523 og (EU) 2015/1601, frigøres, bør denne forordning træde i kraft på datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Hvis forordning (EU) nr. 516/2014 ikke ændres inden udgangen af 2018, vil den relevante finansiering ikke længere være til rådighed til medlemsstaternes anvendelse inden for rammerne af de nationale programmer, der støttes af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden.
I betragtning af at det haster med at ændre forordning (EU) nr. 516/2014, bør der ske fravigelse af den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU, TEUF og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.
Hvis centret, Kommissionen eller et flertal af medlemsstaterne finder, at oplysninger udvekslet om et nyt psykoaktivt stof, som i henhold til artikel 5a er indsamlet i en eller flere medlemsstater, giver anledning til bekymring for, at det nye psykoaktive stof kan udgøre sundhedsmæssige eller sociale risici på EU-plan, udarbejder centret en indledende rapport om det nye psykoaktive stof.
Med henblik på dette stykke underretter medlemsstaterne Kommissionen og de andre medlemsstater om deres ønske om, at der udarbejdes en indledende rapport.
Hvis et flertal af medlemsstaterne opnås, giver Kommissionen centret instruks i overensstemmelse hermed og underretter medlemsstaterne herom.
Den indledende rapport skal indeholde en første indikation af:
arten, antallet og omfanget af hændelser, der påviser sundhedsmæssige og sociale problemer, hvor det nye psykoaktive stof potentielt kan være involveret, og anvendelsesmønstrene for det nye psykoaktive stof
den kemiske og fysiske beskrivelse af det nye psykoaktive stof og de metoder og prækursorer, der anvendes til dets fremstilling eller ekstraktion
den farmakologiske og toksikologiske beskrivelse af det nye psykoaktive stof
kriminelle gruppers involvering i fremstillingen eller distributionen af det nye psykoaktive stof.
Den indledende rapport skal også indeholde:
oplysninger om den human- og veterinærmedicinske anvendelse af det nye psykoaktive stof, herunder som et aktivt stof i et humanmedicinsk lægemiddel eller i et veterinærlægemiddel
oplysninger om den kommercielle og industrielle anvendelse af det nye psykoaktive stof, omfanget af sådan anvendelse samt stoffets anvendelse til videnskabelige forsknings- og udviklingsformål
oplysninger om, hvorvidt det nye psykoaktive stof er omfattet af restriktive foranstaltninger i medlemsstaterne
oplysninger om, hvorvidt det nye psykoaktive stof på nuværende tidspunkt er eller har været under vurdering inden for rammerne af den ordning, der er indført ved enkeltkonventionen af 1961 angående narkotiske midler som ændret ved protokollen af 1972 samt ved konventionen af 1971 om psykotrope stoffer (»FN-systemet«)
andre relevante oplysninger, hvor de er tilgængelige.
Centret udarbejder den indledende rapport ud fra de oplysninger, det har til sin rådighed.
Hvis centret finder det nødvendigt, anmoder det de nationale kontaktpunkter, der er omhandlet i artikel 5, om at give yderligere oplysninger om det nye psykoaktive stof.
De nationale kontaktpunkter giver disse oplysninger senest to uger efter modtagelse af anmodningen.
Centret anmoder uden unødig forsinkelse Det Europæiske Lægemiddelagentur om at give oplysninger om, hvorvidt det nye psykoaktive stof på EU-niveau eller på nationalt niveau er et aktivt stof i:
et humanmedicinsk lægemiddel eller i et veterinærlægemiddel, der er omfattet af en markedsføringstilladelse, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004
et humanmedicinsk lægemiddel eller i et veterinærlægemiddel, der er omfattet af en ansøgning om en markedsføringstilladelse
et humanmedicinsk lægemiddel eller i et veterinærlægemiddel, hvis markedsføringstilladelse er blevet suspenderet af den kompetente myndighed
et ikkegodkendt humanmedicinsk lægemiddel i henhold til artikel 5 i direktiv 2001/83/EF eller i et veterinærlægemiddel, som tilberedes på bestilling af en person, der er bemyndiget hertil i henhold til national ret, jf. artikel 10, stk. 1, litra c), i direktiv 2001/82/EF
et testpræparat som defineret i artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/20/EF.
Hvis oplysningerne vedrører markedsføringstilladelser udstedt af medlemsstater, fremlægger de pågældende medlemsstater efter anmodning disse oplysninger for Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Centret anmoder uden unødig forsinkelse Europol om at give oplysninger om kriminelle gruppers involvering i fremstilling og distribution af, i distributionsmetoder for og i ulovlig handel med det nye psykoaktive stof og i enhver anvendelse af det nye psykoaktive stof.
Centret anmoder uden unødig forsinkelse Det Europæiske Kemikalieagentur, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om at videregive de oplysninger og data vedrørende det nye psykoaktive stof, som de råder over.
De nærmere bestemmelser om samarbejdet mellem centret og de organer og agenturer, der er omhandlet i denne artikels stk. 5, 6 og 7, fastsættes i samarbejdsaftaler.
Sådanne samarbejdsaftaler indgås i overensstemmelse med artikel 20, stk. 2.
Centret skal overholde betingelserne for anvendelse af de oplysninger, som fremlægges for centret, herunder betingelserne for aktindsigt, informations- og datasikkerhed og beskyttelse af fortrolige data, herunder følsomme data og fortrolige forretningsoplysninger.
Centret forelægger Kommissionen og medlemsstaterne den indledende rapport senest fem uger efter fremsættelse af de i stk. 5, 6 og 7, omhandlede anmodninger om oplysninger.
Hvor centret indsamler oplysninger om flere nye psykoaktive stoffer, som det finder har ensartede kemiske strukturer, forelægger det senest seks uger efter fremsættelse af de i stk. 5, 6 og 7 omhandlede anmodninger om oplysninger individuelle indledende rapporter eller kombinerede indledende rapporter vedrørende flere nye psykoaktive stoffer for Kommissionen og medlemsstaterne, forudsat at de karakteristiske træk ved hvert af de nye psykoaktive stoffer er klart identificeret.
Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (»EU-OSHA«) blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2062/94 med det formål at bidrage til forbedringen af arbejdsmiljøet hvad angår arbejdstagernes sikkerhed og sundhed gennem foranstaltninger til udvikling og udbredelse af viden indenfor dette område.
Siden det blev oprettet i 1994, har EU-OSHA spillet en vigtig rolle ved at støtte forbedringen af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i hele Unionen.
I samme periode er der sket udviklinger med hensyn til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt på det teknologiske område.
Den terminologi, der anvendes til at beskrive EU-OSHA's mål og opgaver, bør derfor tilpasses for at afspejle denne udvikling.
Forordning (EF) nr. 2062/94 er blevet ændret adskillige gange.
Bestemmelserne vedrørende EU-OSHA bør så vidt muligt og under hensyn til dets trepartsstruktur fastlægges efter principperne i den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om decentraliserede agenturer af 19. juli 2012.
Da de tre trepartsorganer, dvs. EU-OSHA, Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) og Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop), beskæftiger sig med emner i tilknytning til arbejdsmarkedet, arbejdsmiljøet, erhvervsuddannelse og færdigheder, er der behov for tæt koordination mellem dem.
EU-OSHA bør derfor i sit arbejde supplere arbejdet i Eurofound og Cedefop, hvor de har lignende interesseområder, og samtidig fremme værktøjer, der fungerer godt, såsom aftalememoranda.
EU-OSHA bør udnytte metoder til at forbedre effektivitet og synergi og i sine aktiviteter undgå overlapning med Eurofound's, Cedefop's og Kommissionens aktiviteter.
Hvis det er relevant, bør EU-OSHA desuden bestræbe sig på at indgå i et effektivt samarbejde med EU-institutionernes og eksterne specialiserede organers interne forskningskapacitet.
Kommissionen bør høre de vigtigste interessenter, herunder medlemmer af bestyrelsen og medlemmer af Europa-Parlamentet, under evalueringen af EU-OSHA.
Den trepartsstruktur, som EU-OSHA, Eurofound og Cedefop danner, er et særdeles værdifuldt udtryk for en samlet tilgang, der bygger på den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter og Unionens og de nationale myndigheder, hvilket er yderst vigtigt med henblik på at finde frem til fælles og bæredygtige sociale og økonomiske løsninger.
Når der henvises til sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i denne forordning, er det underforstået, at der henvises til såvel fysisk som psykisk sundhed.
For at strømline EU-OSHA's beslutningsproces og bidrage til at forbedre effektiviteten bør der indføres en tostrenget ledelsesstruktur.
Med henblik herpå bør medlemsstaterne, de nationale arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og Kommissionen være repræsenteret i en bestyrelse, der har de nødvendige beføjelser, herunder til at fastlægge budgettet og godkende programmeringsdokumentet.
I programmeringsdokumentet, der indeholder EU-OSHA's flerårige arbejdsprogram og dets årlige arbejdsprogram, bør bestyrelsen fastlægge de strategiske prioriteter for EU-OSHA's aktiviteter.
Desuden bør de regler, der vedtages af bestyrelsen med henblik på forebyggelse og håndtering af interessekonflikter, omfatte foranstaltninger til opdagelse af potentielle risici på et tidligt tidspunkt.
For at EU-OSHA kan fungere korrekt bør medlemsstaterne, de europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og Kommissionen sikre, at de personer, der udpeges til bestyrelsen, har den fornødne viden inden for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen med henblik på at træffe strategiske beslutninger og føre tilsyn med EU-OSHA's aktiviteter.
Forretningsudvalget bør nedsættes med den opgave at forberede bestyrelsens møder på passende vis og støtte dens beslutnings- og overvågningsprocesser.
Som bistand til bestyrelsen bør det være muligt for forretningsudvalget, når det er nødvendigt på grund af sagens hastende karakter, at træffe visse foreløbige afgørelser på bestyrelsens vegne.
Bestyrelsen bør vedtage forretningsudvalgets forretningsorden.
Den administrerende direktør bør være ansvarlig for den generelle forvaltning af EU-OSHA i overensstemmelse med den af bestyrelsen fastlagte strategiske kurs, herunder den daglige administration og forvaltningen af finansielle og menneskelige ressourcer.
Den administrerende direktør bør udøve de beføjelser, som vedkommende tillægges.
Det bør være muligt at suspendere disse beføjelser under ekstraordinære omstændigheder, såsom i forbindelse med interessekonflikter eller grov tilsidesættelse af forpligtelser i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (»personalevedtægten«).
Ligestillingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten.
Det kræver, at ligestilling mellem kvinder og mænd skal sikres på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.
Alle parter bør tilstræbe at opnå en afbalanceret repræsentation af kvinder og mænd i bestyrelsen og forretningsudvalget.
Dette mål bør også forfølges af bestyrelsen for så vidt angår dens formand og næstformænd taget under ét samt af de grupper, der repræsenterer regeringerne og arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne i bestyrelsen, for så vidt angår udpegelsen af suppleanter, som skal deltage i forretningsudvalgets møder.
EU-OSHA driver i øjeblikket et forbindelseskontor i Bruxelles.
Muligheden for fortsat at drive dette kontor bør bevares.
Der findes i forvejen organisationer i Unionen og i medlemsstaterne, der leverer den samme type oplysninger og tjenesteydelser, som leveres af EU-OSHA.
På trods af den store risiko, der er forbundet med virtuelle valutaer, hvilket er dokumenteret i Kommissionens rapport af 26. juni 2017 om vurderingen af de risici for hvidvask og finansiering af terrorisme, der påvirker det indre marked og vedrører grænseoverskridende aktiviteter, har toldmyndighederne ikke kompetence til at overvåge disse.
Ihændehaverpapirer sætter den fysiske ihændehaver i stand til at gøre krav på betaling af et finansielt beløb uden registrering eller navns nævnelse.
De kan let bruges til at overføre store beløb og udviser lignende egenskaber som kontanter med hensyn til likviditet, anonymitet og risiko for misbrug.
Råvarer anvendt som højlikvide værdiopbevaringsmidler frembyder høj værdi i forhold til deres volumen, og der eksisterer et let tilgængeligt internationalt handelsmarked for dem, som gør det muligt at omsætte dem til kontanter, samtidig med at transaktionsomkostningerne er beskedne.
Sådanne råvarer frembydes for det meste i standardiseret form, hvilket giver mulighed for hurtigt at kontrollere deres værdi.
Forudbetalte kort er anonyme kort, der anvendes til opbevaring af eller til at give adgang til en pengeværdi eller til pengemidler, som kan anvendes til betalingstransaktioner, til at erhverve varer eller tjenesteydelser eller til at indløse kontanter.
De er ikke knyttet til en bankkonto.
Forudbetalte kort omfatter anonyme forudbetalte kort som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849.
De anvendes bredt til en række legitime formål, og nogle af disse instrumenter har også en klar samfundsmæssig relevans.
Sådanne forudbetalte kort er lette at overdrage og kan anvendes til at overføre betydelige værdier over de ydre grænser.
Derfor er det nødvendigt at medtage forudbetalte kort i definitionen af likvide midler, navnlig hvis de kan købes uden procedurer for passende omhu for så vidt angår kundekendskab.
Det vil give mulighed for at udvide kontrollen til visse typer af forudbetalte kort under hensyntagen til den tilgængelige teknologi, hvis beviserne giver belæg herfor, forudsat at udvidelse af sådan kontrol sker under behørig hensyntagen til forholdsmæssigheden og praktiske håndhævelsesaspekter.
For at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme bør fysiske personer, der rejser ind i eller ud af Unionen, pålægges en forpligtelse til at angive likvide midler.
For ikke at begrænse den frie bevægelighed unødigt eller overbebyrde borgere og myndigheder med administrative formaliteter bør der fastsættes en tærskel for angivelsesforpligtelsen på 10000 EUR.
Angivelsesforpligtelsen bør gælde for bærere, som bærer et sådant beløb på sig, eller som medbringer et sådant beløb i deres bagage eller i det transportmiddel, hvori de passerer de ydre grænser.
De bør pålægges at stille de likvide midler til rådighed for de kompetente myndigheder med henblik på kontrol og om nødvendigt fremlægge dem for disse myndigheder.
Definitionen af »bærer« bør forstås således, at den ikke omfatter bærere, som udfører erhvervsmæssig transport af varer eller personer.
For så vidt angår bevægelser af uledsagede likvide midler, f.eks. likvide midler der indføres til eller udføres af Unionen i postforsendelse, med kurer, i uledsaget bagage eller i containergods, bør de kompetente myndigheder have beføjelse til enten systematisk eller individuelt fra sag til sag at kræve, at afsenderen eller modtageren eller en repræsentant herfor foretager en indberetningsangivelse i overensstemmelse med nationale procedurer.
En sådan indberetning bør indeholde en række elementer, der ikke er omfattet af den sædvanlige dokumentation, som fremlægges for toldmyndighederne, såsom forsendelsesdokumenter og toldangivelser.
Sådanne elementer er de likvide midlers oprindelse, bestemmelsessted, økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse.
Der bør gælde en tærskel for forpligtelsen til at indberette uledsagede likvide midler identisk med den tærskel, der gælder for likvide midler, der transporteres af bærere.
En række standardiserede dataelementer vedrørende likvide midlers bevægelser, såsom personoplysninger om angiveren, ejeren eller modtageren samt de likvide midlers økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse, bør registreres for at opfylde denne forordnings målsætninger.
Det er navnlig nødvendigt, at angiveren, ejeren eller modtageren giver deres personlige oplysninger som indeholdt i deres identifikationsdokumenter for mest muligt at reducere risikoen for, at der opstår fejl vedrørende deres identitet, og forsinkelser som følge af eventuel efterfølgende behov for verificering.
For så vidt angår forpligtelsen til at angive ledsagede likvide midler og forpligtelsen til at indberette uledsagede likvide midler bør de kompetente myndigheder tillægges beføjelser til at foretage alle nødvendige kontroller af personer, deres bagage, det transportmiddel, der er anvendt ved passagen af de ydre grænser, og alle uledsagede forsendelser eller beholdere, som passerer den pågældende grænse, og som muligvis indeholder likvide midler, eller af et transportmiddel, der transporterer dem.
I tilfælde af manglende overholdelse af disse forpligtelser bør de kompetente myndigheder på eget initiativ udarbejde en angivelse med henblik på efterfølgende videregivelse af de relevante oplysninger til andre myndigheder.
For at sikre ensartet anvendelse fra de kompetente myndigheders side bør kontroller primært bygge på en risikoanalyse med henblik på at identificere og vurdere risici og udvikle de nødvendige modforanstaltninger.
Oprettelsen af en fælles ramme for risikostyring bør ikke hindre de kompetente myndigheder i at foretage stikprøvekontroller eller spontane kontroller, når som helst de anser det for nødvendigt.
Hvis de kompetente myndigheder opdager et beløb i likvide midler, som er under tærsklen, men hvor der er indikationer på, at de likvide midler kan være knyttet til kriminelle handlinger, som er omfattet af denne forordning, bør de i tilfælde af ledsagede likvide midler kunne registrere oplysninger om bæreren, ejeren og, hvor de er til rådighed, den tiltænkte modtager af de likvide midler, herunder det fulde navn, kontaktoplysninger, nærmere oplysninger om de likvide midlers art og beløb eller værdi, deres økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse.
I tilfælde af uledsagede likvide midler bør de kompetente myndigheder kunne registrere oplysninger om angiveren, ejeren, afsenderen og modtageren eller den tiltænkte modtager af de likvide midler, herunder det fulde navn, kontaktoplysninger, nærmere oplysninger om de likvide midlers art og beløb eller værdi, deres økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse.
Disse oplysninger bør videregives til den pågældende medlemsstats FIU, i hvilken forbindelse medlemsstaten bør sikre, at FIU'en uopfordret eller på anmodning videregiver eventuelle relevante oplysninger til de øvrige medlemsstaters FIU'er.
De pågældende enheder er udpeget til at fungere som knudepunkter i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som modtager og behandler oplysninger fra forskellige kilder, såsom finansielle institutioner, og analyserer disse oplysninger med henblik på at vurdere, om der er grundlag for yderligere efterforskning, selv om det ikke nødvendigvis står klart for de kompetente myndigheder, som indsamler angivelserne og udfører kontroller efter denne forordning.
For at sikre en effektiv informationsstrøm bør FIU'erne alle være forbundet med det toldinformationssystem (»CIS«), som er etableret ved Rådets forordning (EF) nr. 515/97, og de oplysninger, der tilvejebringes eller udveksles mellem kompetente myndigheder og FIU'er, bør være forenelige og sammenlignelige.
I erkendelse af betydningen af en effektiv udveksling af oplysninger mellem de relevante myndigheder, herunder FIU'er inden for deres juridiske ramme, for en vellykket opfølgning af denne forordning og af nødvendigheden af at styrke samarbejdet mellem FIU'erne i Unionen bør Kommissionen senest den 1. juni 2019 vurdere muligheden for at oprette en fælles mekanisme til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
I denne sammenhæng er det uhyre relevant at afsløre beløb af likvide midler under tærsklen i tilfælde, hvor der er indikationer på kriminelle handlinger.
Derfor bør det også være muligt at udveksle oplysninger vedrørende beløb under tærsklen med de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, hvis der er indikationer på kriminelle handlinger.
Hvidvask af penge og den relaterede finansiering af terrorisme og organiseret kriminalitet er fortsat væsentlige problemer på EU-plan og skader derved den finansielle sektors stabilitet og omdømme og truer det indre marked og Unionens indre sikkerhed.
For at tackle disse problemer samt supplere og styrke anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 er formålet med dette direktiv strafferetlig bekæmpelse af hvidvask, hvilket muliggør mere effektivt og hurtigere grænseoverskridende samarbejde mellem kompetente myndigheder.
Foranstaltninger, som udelukkende træffes på nationalt plan eller endog på EU-plan uden hensyntagen til koordinering og samarbejde på internationalt plan, ville kun have meget begrænsede virkninger.
De foranstaltninger, som Unionen træffer for at bekæmpe hvidvask af penge, bør derfor være forenelige med og mindst lige så strenge som andre tiltag, der træffes i internationale fora.
Unionen bør ved sin indsats fortsat tage særligt hensyn til anbefalingerne fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) og instrumenter fra andre internationale organisationer og organer, som er aktive inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.
De relevante EU-retsakter bør, hvor det er relevant, afstemmes yderligere med de internationale standarder om forebyggelse af hvidvask af penge samt finansiering af terrorisme og masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af FATF i februar 2012 (»de reviderede anbefalinger fra FATF«).
Som underskriver af Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet af strafbare handlinger og finansiering af terrorisme bør Unionen gennemføre nævnte konventions krav i sin retsorden.
I Rådets rammeafgørelse 2001/500/RIA fastsættes krav vedrørende kriminalisering af hvidvask af penge.
Denne rammeafgørelse er imidlertid ikke tilstrækkelig omfattende, og den nuværende kriminalisering af hvidvask er ikke tilstrækkelig sammenhængende til effektivt at bekæmpelse hvidvask i hele Unionen og resulterer i håndhævelsesmangler og i hindringer for samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater.
Definitionen af kriminelle handlinger, der udgør underliggende lovovertrædelser for hvidvask af penge, bør være tilstrækkelig ensartet i alle medlemsstaterne.
Medlemsstaterne bør sikre, at alle lovovertrædelser, der kan straffes med en fængselsstraf som fastlagt i dette direktiv, anses som underliggende lovovertrædelser for hvidvask af penge.
Endvidere bør medlemsstaterne, i det omfang sådanne strafferammer ikke allerede gør det, inkludere et spektrum af lovovertrædelser i hver enkelt kategori af lovovertrædelser, der er opregnet i dette direktiv.
I så fald bør medlemsstaterne kunne beslutte, hvordan de forskellige lovovertrædelser i hver enkelt kategori skal afgrænses.
Hvis en kategori af lovovertrædelser, såsom terrorisme eller miljøkriminalitet, omfatter lovovertrædelser, som er fastlagt i EU-retsakter, bør der i dette direktiv henvises til de pågældende retsakter.
Medlemsstaterne bør imidlertid anse enhver lovovertrædelse fastlagt i sådanne EU-retsakter for at udgøre en underliggende lovovertrædelse for hvidvask af penge.
Enhver form for strafbar deltagelse i udførelsen af en underliggende lovovertrædelse som kriminaliseret i henhold til national ret bør ligeledes betragtes som en kriminel handling med henblik på dette direktiv.
I de tilfælde hvor EU-retten giver medlemsstaterne mulighed for at indføre andre sanktioner end strafferetlige sanktioner, bør dette direktiv ikke pålægge medlemsstaterne i disse tilfælde at klassificere lovovertrædelserne som underliggende lovovertrædelser med henblik på dette direktiv.
Anvendelsen af virtuelle valutaer frembyder nye risici og udfordringer for bekæmpelsen af hvidvask af penge.
Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne risici håndteres hensigtsmæssigt.
Som følge af konsekvenserne af hvidvask af penge begået af indehavere af offentlige embeder for den offentlige sfære og for offentlige institutioners integritet bør medlemsstaterne have mulighed for at overveje at indføre strengere straffe for indehavere af offentlige embeder i deres nationale rammer i overensstemmelse med deres retlige traditioner.
Skattekriminalitet i forbindelse med direkte og indirekte skatter bør omfattes af definitionen af kriminelle handlinger i overensstemmelse med de reviderede FATF-anbefalinger.
Da forskellige former for skattekriminalitet i de enkelte medlemsstater kan udgøre en kriminel handling, der straffes med de sanktioner, som er omhandlet i dette direktiv, kan definitionerne af skattekriminalitet eventuelt være forskellige i national ret.
Dette direktiv har dog ikke til formål at harmonisere definitionerne af skattekriminalitet i national ret.
I straffesager vedrørende hvidvask af penge bør medlemsstaterne bistå hinanden mest muligt og sikre, at oplysninger udveksles på en effektiv og rettidig måde i overensstemmelse med national ret og den eksisterende EU-retlige ramme.
Forskelle mellem definitionerne af underliggende lovovertrædelser i national ret bør ikke hindre internationalt samarbejde i straffesager vedrørende hvidvask af penge.
Samarbejdet med tredjelande bør styrkes, navnlig ved at tilskynde til og støtte oprettelsen af effektive foranstaltninger og mekanismer til at bekæmpe hvidvask af penge samt ved at sikre et bedre internationalt samarbejde på dette område.
Dette direktiv finder ikke anvendelse på hvidvask af penge, der vedrører formuegoder, der hidrører fra strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som er omfattet af specifikke bestemmelser som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371.
Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at gennemføre nærværende direktiv og direktiv (EU) 2017/1371 ved hjælp af en enkelt samlet ramme på nationalt plan.
I medfør af artikel 325, stk. 2, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) træffer medlemsstaterne de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser.
Medlemsstaterne bør sikre, at visse former for hvidvask af penge også er strafbare, når de begås af den person, der har begået den kriminelle handling, som frembragte formuegoderne (»hvidvask af egne penge«).
I sådanne tilfælde, hvor hvidvask af penge ikke blot omfatter besiddelse eller anvendelse af formuegoder, men også involverer overførsel, konvertering, hemmeligholdelse eller tilsløring af formuegoder og resulterer i yderligere skade end den, der allerede er forvoldt ved den kriminelle handling, f.eks. ved at bringe formuegoderne, der hidrører fra en kriminel handling, i omsætning og dermed hemmeligholde deres ulovlige oprindelse, bør denne hvidvask af penge være strafbar.
For at sikre, at strafferetlige foranstaltninger er effektive mod hvidvask af penge, bør domfældelse være mulig, uden at det er nødvendigt præcist at fastslå, hvilken kriminel handling der frembragte formuegoderne, eller at der er en tidligere eller samtidig domfældelse for denne kriminelle handling, samtidig med at der tages højde for alle relevante omstændigheder og beviser.
Det bør være muligt for medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystem at sikre dette gennem andre midler end lovgivning.
Retsforfølgning af hvidvask af penge bør heller ikke forhindres på grund af den omstændighed, at den kriminelle handling blev begået i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, med forbehold af betingelserne i dette direktiv.
Formålet med dette direktiv er at kriminalisere hvidvask af penge, når den begås forsætligt og med viden om, at formuegoderne hidrørte fra en kriminel handling.
I denne sammenhæng bør dette direktiv ikke sondre mellem situationer, hvor formuegoder hidrører direkte fra en kriminel handling, og situationer, hvor de hidrører indirekte fra kriminelle handlinger, i overensstemmelse med den brede definition af »udbytte« som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU.
Når det i hvert enkelt tilfælde skal vurderes, om formuegoderne hidrører fra kriminelle handlinger, og om personen vidste dette, bør sagens specifikke omstændigheder tages i betragtning, såsom om formuegodernes værdi står i misforhold til den tiltaltes lovlige indkomst, og om den kriminelle handling og erhvervelsen af formuegoderne fandt sted inden for samme tidsrum.
Forsæt og viden kan udledes af objektive, faktiske omstændigheder.
Affaldshåndteringen i Unionen bør forbedres for at beskytte, bevare og forbedre miljøkvaliteten, beskytte menneskers sundhed, sikre en forsigtig, effektiv og rationel udnyttelse af naturressourcerne, fremme den cirkulære økonomis principper, øge energieffektiviteten og mindske Unionens afhængighed af importerede ressourcer.
De mål om begrænsning af deponering, der er fastlagt i Rådets direktiv 1999/31/EF, bør styrkes, så de bedre afspejler Unionens ambition om at omstille sig til en cirkulær økonomi og skabe fremdrift med hensyn til gennemførelsen af Kommissionens meddelelse af 4. november 2008 om »Råstofinitiativet: opfyldelse af vores kritiske behov for vækst og arbejdspladser i Europa« ved gradvist at reducere deponering af affald, der er bestemt til deponeringsanlæg for ikke-farligt affald til et minimum.
Kommissionen og medlemsstaterne bør sikre, at en sådan reduktion passer ind i en integreret politik, der sikrer en korrekt anvendelse af affaldshierarkiet, styrker omstillingen hen imod forebyggelse, inklusiv genbrug og forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse, og forhindrer et skift fra deponering hen imod forbrænding.
For at sikre større sammenhæng i EU-retten om affald bør definitionerne fastlagt i direktiv 1999/31/EF i relevant omfang bringes i overensstemmelse med definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF.
Den eksisterende definition af »isoleret bebyggelse« skal tilpasses med hensyn til regioner i den yderste periferi for at tage hensyn til de særlige forhold i forbindelse med sådanne bebyggelser, som giver anledning til væsentligt anderledes bekymringer ud fra et miljømæssigt perspektiv sammenholdt med andre regioner.
Anvendelsesområdet for direktiv 1999/31/EF bør tilpasses til anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF og bør fortsat omfatte deponeringen af affald fra de udvindingsindustrier, der ikke er omfattet af direktiv 2006/21/EF.
Der kan skabes klare miljømæssige, økonomiske og samfundsmæssige fordele ved yderligere at begrænse deponering — indledningsvis med de affaldsstrømme, der indsamles særskilt såsom plast, metal, glas, papir og bioaffald.
Ved gennemførelsen af disse begrænsninger for deponering bør der tages hensyn til den tekniske, miljømæssige eller økonomiske gennemførlighed af genanvendelse eller andre former for nyttiggørelse af restaffald fra særskilt indsamlet affald.
Bionedbrydeligt kommunalt affald udgør en stor andel af det kommunale affald.
Deponering af ubehandlet, bionedbrydeligt affald forårsager betydelige miljømæssige skadevirkninger i form af drivhusgasemissioner og forurening af overfladevand, grundvand, jord og luft.
Selv om direktiv 1999/31/EF allerede indeholder mål for omdirigering af bionedbrydeligt affald, bør der indføres yderligere begrænsninger for deponering af bionedbrydeligt affald, idet det forbydes at deponere bionedbrydeligt affald, som er indsamlet særskilt til genanvendelse i overensstemmelse med direktiv 2008/98/EF.
For at sikre en korrekt anvendelse af affaldshierarkiet bør der træffes passende foranstaltninger med henblik på, fra 2030, at anvende begrænsninger for deponering af alt affald, der er egnet til genanvendelse eller anden materiale- eller energinyttiggørelse.
Disse begrænsninger bør ikke anvendes i de tilfælde, hvor det kan påvises, at affaldet ikke er egnet til genanvendelse eller anden nyttiggørelse, og at deponering vil give det bedste samlede miljøresultat i overensstemmelse med affaldshierarkiet som fastsat i direktiv 2008/98/EF.
Mange medlemsstater har endnu ikke fuldt ud udviklet den nødvendige infrastruktur for affaldshåndtering.
Fastsættelsen af reduktionsmål for deponering vil kræve større ændringer af affaldshåndteringen i mange medlemsstater og vil gøre det lettere at opnå yderligere fremskridt og investeringer inden for særskilt indsamling, sortering og genanvendelse af affald samt forhindre, at genanvendelige materialer fastlåses på de lavere niveauer i affaldshierarkiet.
En gradvis reduktion af deponering er nødvendig for at forebygge skadevirkninger for menneskers sundhed og miljøet og for at sikre, at økonomisk værdifulde affaldsmaterialer gradvist og effektivt kan nyttiggøres gennem passende affaldshåndtering og i overensstemmelse med affaldshierarkiet som fastlagt i direktiv 2008/98/EF.
Med en sådan reduktion bør det undgås, at der skabes overkapacitet af faciliteter til behandling af restaffald, såsom via energiudnyttelse eller simpel mekanisk-biologisk behandling af ubehandlet kommunalt affald, da dette kan undergrave opfyldelsen af Unionens langsigtede mål for forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse af kommunalt affald som fastlagt i direktiv 2008/98/EF.
For at undgå skadevirkninger for menneskers sundhed og miljøet bør medlemsstaterne på tilsvarende vis træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kun affald, der har været underkastet behandling, deponeres, men uden at overholdelsen af denne forpligtelse fører til, at der skabes overkapacitet til håndtering af restaffald fra kommunalt affald.
For at sikre sammenhæng mellem de mål, der er fastlagt i direktiv 2008/98/EF, og de reduktionsmål for deponering, der er fastsat i direktiv 1999/31/EF som ændret ved nærværende direktiv, og sikre en koordineret planlægning af den infrastruktur og de investeringer, der er nødvendige for at opfylde disse mål, bør de medlemsstater, der ifølge data indberettet via OECD's og Eurostats fælles spørgeskema deponerede mere end 60 % af deres kommunale affald i 2013, kunne beslutte at forlænge fristen for opfyldelse af det deponeringsmål, der er fastsat for 2035.
For at sikre datapålidelighed er det vigtigt at fastlægge mere præcise regler for medlemsstaternes rapportering af kommunalt affald, der er blevet deponeret.
Rapporteringen bør være baseret på mængden af kommunalt affald, der er deponeret efter behandlingsoperationer med henblik på forberedelse af sådant affald til efterfølgende deponering såsom stabilisering af bionedbrydeligt kommunalt affald, og på inputtet til forbrændingsoperationer med henblik på bortskaffelse.
Med hensyn til kommunalt affald, der indgår i behandlingsoperationer forud for genanvendelse og nyttiggørelse af affald såsom sortering og mekanisk behandling, bør det affald, der hidrører fra sådanne operationer, og som i sidste ende deponeres, også tages i betragtning med henblik på beregning af deponeringsmålet.
Når medlemsstaterne gennemfører forpligtelsen fastlagt i direktiv 1999/31/EF for at sikre, at affald behandles, inden det deponeres, bør medlemsstaterne anvende den mest hensigtsmæssige behandling, herunder stabilisering af den organiske affaldsfraktion, for i videst muligt omfang at mindske de negative virkninger ved deponering af sådant affald på miljøet og menneskers sundhed.
Når medlemsstaterne vurderer hensigtsmæssigheden af en behandling, bør de tage hensyn til de foranstaltninger, der allerede er gennemført for at mindske disse negative virkninger, navnlig frasortering af bioaffald og særskilt indsamling af papir og pap.
For at sikre en bedre, mere rettidig og mere ensartet gennemførelse af dette direktiv og foregribe eventuelle svagheder i gennemførelsen bør der oprettes et system for rapporter om tidlig varsling, så mangler kan opdages, og foranstaltninger træffes, før fristerne for at opfylde målene udløber.
For at medvirke til opfyldelsen af målsætningerne i direktiv 1999/31/EF og sætte gang i omstillingen til en cirkulær økonomi bør Kommissionen fremme koordineringen og udvekslingen af oplysninger og bedste praksis blandt medlemsstaterne og de forskellige økonomiske sektorer.
Pålidelig rapportering af data om affaldshåndtering er altafgørende for en effektiv gennemførelse, for en fornuftig planlægning af infrastrukturen for affaldsbehandling og for sikring af datasammenlignelighed blandt medlemsstaterne.
For at sikre at der fastsættes ens vilkår for gennemførelsen af direktiv 1999/31/EF, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår artikel 5a, stk. 4, artikel 15, stk. 5, og artikel 15b og 15c, som ændret ved nærværende direktiv.
Direktiv 1999/31/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.
I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget. —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Kviksølv er et meget giftigt stof, som udgør en global og meget stor risiko for menneskers sundhed, herunder i form af methylkviksølv i fisk og skaldyr, økosystemer og vilde dyr og planter.
Grundet kviksølvforureningens grænseoverskridende natur stammer mellem 40 % og 80 % af den samlede kviksølvaflejring i Unionen fra tredjelande.
Handling er derfor påkrævet på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan.
De fleste kviksølvemissioner og de dertil knyttede eksponeringsrisici stammer fra menneskeskabte aktiviteter, såsom primær udvinding af kviksølv og forarbejdning, anvendelse af kviksølv i produkter og industrielle processer, småguldminedrift og -forarbejdning, kulforbrænding og håndtering af kviksølvaffald.
Det syvende miljøhandlingsprogram som vedtaget ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1386/2013/EU [3] fastsætter et ikkegiftigt miljø som langsigtet mål og understreger i den forbindelse, at der er brug for tiltag, der sikrer en minimering af de signifikante skadelige virkninger af kemikalier på menneskers sundhed og miljøet inden 2020.
Meddelelsen af 28. januar 2005 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet med titlen »En Fællesskabsstrategi for kviksølv« som revideret den 7. december 2010 (»strategien«) har til formål at minimere og, hvor det er muligt, i sidste ende helt at eliminere de globale menneskeskabte udledninger af kviksølv til luft, vand og jord.
I de seneste ti år er der skabt betydelige fremskridt i Unionen på området for håndtering af kviksølv efter vedtagelsen af strategien og en lang række foranstaltninger vedrørende kviksølvemissioner, -forsyning, -efterspørgsel og -anvendelse og håndteringen af kviksølvoverskud og -lagre.
Det anbefales i strategien, at forhandling og indgåelse af et internationalt juridisk bindende instrument om kviksølv bør være en prioritet, eftersom handling på EU-plan ikke kan stå alene, når det gælder om at sikre effektiv beskyttelse af Unionens borgere mod kviksølvets sundhedsskadelige virkninger.
Unionen og 26 medlemsstater har undertegnet Minamatakonventionen om kviksølv fra 2013 (»konventionen«).
De to medlemsstater, der ikke har undertegnet konventionen, Estland og Portugal, har givet tilsagn om at ratificere den.
Unionen og alle dens medlemsstater er derfor indstillet på konventionens indgåelse, gennemførelse og anvendelse.
En hurtig godkendelse af konventionen af Unionen og dens ratifikation af medlemsstaterne vil tilskynde verdens store brugere og udledere af kviksølv, der har undertegnet konventionen, til at ratificere og gennemføre den.
Nærværende forordning bør supplere EU-retten og fastlægge bestemmelser, som er nødvendige for at sikre, at EU-retten er i fuld overensstemmelse med konventionen, således at Unionen og dens medlemsstater kan henholdsvis godkende eller ratificere og gennemføre konventionen.
Yderligere tiltag fra Unionens side, der rækker ud over konventionens krav, vil bane vejen, som det var tilfældet med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1102/2008, [4] for kviksølvfrie produkter og processer.
I overensstemmelse med artikel 193 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) hindrer denne forordning ikke, at medlemsstaterne opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, forudsat at sådanne foranstaltninger er forenelige med traktaterne, og at Kommissionen meddeles herom.
Det forbud mod eksport af kviksølv, som er fastlagt i forordning (EF) nr. 1102/2008, bør suppleres af restriktioner for importen af kviksølv, der varierer afhængig af kilden, den påtænkte anvendelse og kviksølvets oprindelsessted.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 [5] bør fortsat finde anvendelse på import af kviksølvaffald, navnlig hvad angår de kompetente myndigheders beføjelser i henhold til nævnte forordning.
Bestemmelserne i nærværende forordning om import af kviksølv og kviksølvblandinger har til formål at sikre, at Unionen og medlemsstaterne opfylder konventions forpligtelser vedrørende handel med kviksølv.
Eksport, import og fremstilling af en række produkter tilsat kviksølv, der udgør en væsentlig del af anvendelsen i Unionen og på globalt plan af kviksølv og kviksølvforbindelser, bør forbydes.
Denne forordning bør ikke berøre de bestemmelser i den gældende EU-ret, som fastsætter strengere krav til produkter tilsat kviksølv, herunder hvad angår det maksimale indhold af kviksølv.
Anvendelsen af kviksølv og kviksølvforbindelser i fremstillingsprocesser bør udfases, og der bør i den forbindelse tilskyndes til forskning i alternative stoffer med karakteristika, som er uskadelige eller i det mindste mindre farlige for miljøet og menneskers sundhed.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 [6] forbyder fra den 10. oktober 2017 fremstilling, markedsføring og anvendelse af fem phenylkviksølvforbindelser, der er kendt for at blive anvendt, særligt som katalysatorer, i produktionen af polyuretan.
Anvendelsen af andre katalysatorer indeholdende kviksølv i polyuretanproduktion bør også forbydes fra den 1. januar 2018.
Produktion af alkoholater, der involverer anvendelse af kviksølv som en elektrode, bør udfases, og sådanne fremstillingsprocesser bør snarest muligt erstattes af gennemførlige kviksølvfri fremstillingsprocesser.
Hvis der ikke findes relevante kviksølvfrie fremstillingsprocesser, bør der fastlægges betingelser for produktion af natrium- eller kaliummethylat eller -ethylat, der involverer anvendelsen af kviksølv.
Der bør træffes foranstaltninger til at reducere anvendelsen af kviksølv med henblik på at udfase dets anvendelse i en sådan produktion hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden den 1. januar 2028.
Fremstilling og markedsføring af nye produkter tilsat kviksølv og anvendelse af nye fremstillingsprocesser, som involverer anvendelse af kviksølv eller kviksølvforbindelser, vil øge anvendelsen af kviksølv og kviksølvforbindelser samt kviksølvemissionerne i Unionen.
Sådanne nye aktiviteter bør derfor forbydes, medmindre en vurdering viser, at det nye produkt tilsat kviksølv eller den nye fremstillingsproces vil give betydelige miljø- eller sundhedsmæssige fordele og ikke udgør nogen betydelig risiko hverken for miljøet eller for menneskers sundhed, og at der ikke findes teknisk gennemførlige alternativer uden kviksølv, som giver sådanne fordele.
Anvendelse af kviksølv og kviksølvforbindelser i småguldminedrift og -forarbejdning udgør en væsentlig del af anvendelsen og emissionerne af kviksølv på verdensplan, hvilket har negative virkninger både for lokalsamfund og på globalt plan.
En sådan anvendelse af kviksølv og kviksølvforbindelser bør derfor forbydes i henhold til denne forordning og reguleres på internationalt plan.
Uden at det berører forbuddet mod en sådan anvendelse, og som en tilføjelse til medlemsstaternes gennemførelse af effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner mod overtrædelser af denne forordning er det også hensigtsmæssigt med en national plan, såfremt der er mere end enkeltstående tilfælde af manglende overholdelse af dette forbud, for at håndtere problemet med småguldminedrift og -forarbejdning, hvor der er anvendt amalgering af kviksølv til at udvinde guld fra malm.
Anvendelse af kviksølv i tandfyldningsamalgam står for den største anvendelse af kviksølv i Unionen og er en betydelig kilde til forurening.
Anvendelsen af tandfyldningsamalgam bør derfor gradvist nedsættes i overensstemmelse med konventionen og med de nationale planer baseret navnlig på de foranstaltninger, der er opført i bilag A, del II, til konventionen.
Kommissionen bør vurdere og rapportere om muligheden for at udfase anvendelsen af tandfyldningsamalgam på lang sigt og helst senest i 2030 under hensyntagen til de nationale planer, der kræves af denne forordning, og med fuld respekt for medlemsstaternes beføjelser med hensyn til organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet.
Desuden bør der navnlig træffes forebyggende sundhedsbeskyttelsesforanstaltninger, der retter sig mod sårbare individer i samfundet såsom børn og gravide eller ammende kvinder.
Det bør alene være tilladt at anvende tandfyldningsamalgam i forhåndsdoseret, indkapslet form, og anvendelse af amalgamfiltre i tandklinikker, hvori der anvendes tandfyldningsamalgam eller fjernes fyldninger med tandfyldningsamalgam eller tænder, der indeholder sådanne fyldninger, bør gøres obligatorisk for at beskytte tandlæger og patienter mod kviksølveksponering og sikre, at det derved genererede affald indsamles og bortskaffes i overensstemmelse med forsvarlig affaldshåndtering og under ingen omstændigheder udledes i miljøet.
I den forbindelse bør tandlægers anvendelse af kviksølv i løs vægt forbydes.
Amalgamkapsler, som disse er beskrevet i europæiske standarder EN ISO 13897:2004 og EN ISO 24234:2015, anses for egnede til anvendelse af tandlæger.
Desuden bør der fastsættes et minimumstilbageholdelsesniveau for amalgamfiltre.
Amalgamfiltres overholdelse af krav bør baseres på relevante standarder, såsom europæisk standard EN ISO 11143:2008.
Henset til størrelsen af økonomiske operatører i tandlægesektoren, der er påvirket af indførelsen af disse krav, er det hensigtsmæssigt at give dem tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de nye krav.
Undervisning af tandlægestuderende og tandlæger i anvendelsen af kviksølvfri alternativer, navnlig for sårbare individer i samfundet såsom børn og gravide eller ammende kvinder, samt gennemførelse af forskning og innovation i tand- og mundsundhed for at opnå bedre viden om eksisterende materialer og genopbygningsteknikker samt for at udvikle nye materialer kan bidrage til at begrænse anvendelsen af kviksølv.
Rådets direktiv 91/477/EØF [3] fastlagde en ledsageforanstaltning for det indre marked.
Det skabte ligevægt mellem dels forpligtelsen til at sikre en vis fri bevægelighed for visse skydevåben og væsentlige dele heraf inden for Unionen og dels nødvendigheden af at regulere den frihed ved hjælp af visse sikkerhedsgarantier, som er egnede til disse produkter.
Der er behov for yderligere forholdsmæssige forbedringer af visseaspekter af direktiv 91/477/EØF for at imødegå misbrug af skydevåben til kriminelle handlinger og i betragtning af de seneste terrorhandlinger.
I den forbindelse opfordrede Kommissionen i sin meddelelse af 28. april 2015 om »Den europæiske dagsorden om sikkerhed« til, at der foretages en revision af nævnte direktiv og fastlægges en fælles tilgang til deaktivering af skydevåben for at forhindre reaktivering og kriminelles brug af dem.
Når skydeåben erhverves og besiddes på lovlig vis i overensstemmelse med direktiv 94/477/EØF, finder nationale bestemmelser om bæretilladelse til våben eller om jagt eller konkurrenceskydning anvendelse.
I direktiv 91/477/EØF bør definitionen af våbenmægler forstås således, at den omfatter enhver fysisk eller juridisk person, herunder partnerskaber, og udtrykket »levere« bør forstås således, at det omfatter udlån og udlejning.
Da våbenmæglere leverer tjenesteydelser, der svarer til de tjenesteydelser, som våbenhandlernes leverer, bør de også være omfattet af direktiv 91/477/EØF med hensyn til de forpligtelser for våbenhandlere, der er relevante for våbenmægleres aktiviteter, for så vidt som de er i stand til at opfylde de pågældende forpligtelser, og i det omfang disse ikke opfyldes af en våbenhandler for så vidt angår samme underliggende transaktion.
En våbenhandlers aktiviteter omfatter ikke blot fremstilling, men også en ændring eller ombygning af skydevåben, væsentlige dele heraf og ammunition, f.eks. afkortelse af et komplet skydevåben, der medfører, at de skifter kategori eller underkategori.
Rent private, ikkekommercielle aktiviteter såsom manuel ladning eller genladning af ammunition fra ammunitionsdele til egen brug eller ændringer af skydevåben eller væsentlige dele, der ejes af den pågældende person, såsom ændringer af kolber eller sigtemidler eller vedligeholdelse for at afhjælpe nedslidning af væsentlige dele, bør ikke betragtes som aktiviteter, som det kun vil være tilladt for en våbenhandler at foretage.
For at øge sporbarheden af alle skydevåben og væsentlige dele samt for at lette deres frie bevægelighed bør alle skydevåben eller væsentlige dele heraf påsættes en tydelig, permanent og unik mærkning og registreres i medlemsstaternes dataregistreringssystemer.
Optegnelserne i dataregistreringssystemerne bør indeholde alle oplysninger, som gør det muligt at kæde et skydevåben sammen med dets ejer, og bør omfatte fabrikantens navn eller mærke, fremstillingsland eller -sted, skydevåbnets type, mærke, model, kaliber og serienummer eller en eventuel unik mærkning på skydevåbnets ramme eller låsestol.
Andre væsentlige dele end rammen eller låsestolen bør registreres i dataregistreringssystemerne under samme reference som det skydevåben, som de skal være en del af.
For at undgå, at mærkning let slettes, og for at præcisere, hvilke væsentlige dele der bør bære mærkningen, bør der indføres fælles EU-regler for mærkning.
Disse regler bør kun gælde for skydevåben eller væsentlige dele, der fremstilles eller importeres til Unionen den 14. september 2018 eller derefter, når de markedsføres, mens skydevåben og dele, der fremstilles eller importeres til Unionen inden denne dato, fortsat bør være omfattet af de mærknings- og registreringskrav i henhold til direktiv 91/477/EØF, der finder anvendelse indtil denne dato.
I betragtning af skydevåbens og væsentlige deles farlige karakter og holdbarhed er det med henblik på at sikre, at de kompetente myndigheder er i stand til at spore skydevåben og væsentlige dele i forbindelse med administrative og strafferetlige procedurer, og under hensyntagen til nationale procedureregler nødvendigt, at fortegnelser i dataregistreringssystemerne opbevares i en periode på 30 år efter destruktionen af de pågældende skydevåben og væsentlige dele.
Adgang til disse fortegnelser og alle relevante personoplysninger bør begrænses til kompetente myndigheder og bør kun gives i op til ti år efter destruktionen af det pågældende skydevåben eller de pågældende væsentlige dele med henblik på meddelelse eller inddragelse af tilladelser eller med henblik på toldsager, herunder eventuel pålæggelse af administrative sanktioner, og i op til 30 år efter destruktionen af det pågældende skydevåben eller de pågældende væsentlige dele, hvis sådan adgang er nødvendig af hensyn til håndhævelsen af strafferetten.
Det er vigtigt med en effektiv udveksling af oplysninger mellem på den ene side våbenhandlere og -mæglere og på den anden side de nationale kompetente myndigheder, for at dataregistreringssystemet kan fungere effektivt.
Våbenhandlere og -mæglere bør derfor give oplysninger til de nationale kompetente myndigheder uden unødig forsinkelse.
Med henblik herpå bør de nationale kompetente myndigheder etablere en elektronisk forbindelse for våbenhandlere og -mæglere, som kan omfatte indgivelse af oplysningerne pr. e-mail eller direkte gennem en database eller et andet register.
Hvad angår medlemsstaternes pligt til at have et monitoreringssystem for at sikre, at betingelserne for en tilladelse til et skydevåben er opfyldt gennem hele dens varighed, bør medlemsstaterne afgøre, om evalueringen skal omfatte en forudgående lægeundersøgelse eller psykologisk vurdering.
Med forbehold af national ret vedrørende erhvervsansvar bør evalueringen af relevante medicinske eller psykologiske oplysninger ikke antages at pålægge lægen eller andre personer, der giver sådanne oplysninger, ansvar, hvis skydevåben, der besiddes i overensstemmelse med direktiv 91/477/EØF, misbruges.
Skydevåben og ammunition bør opbevares sikkert, når de ikke er under umiddelbart opsyn.
Hvis skydevåben og ammunition ikke opbevares i et sikringsskab, bør de opbevares adskilt fra hinanden.
Når skydevåbenet og ammunitionen skal overdrages til en transportvirksomhed med henblik på transport, bør transportvirksomheden være ansvarlig for korrekt tilsyn og opbevaring.
Kriterierne for korrekt opbevaring og sikker transport bør fastlægges i national lovgivning under hensyntagen til antallet og kategorien af de pågældende skydevåben og den pågældende ammunition.
Direktiv 91/477/EØF bør ikke berøre medlemsstaters regler, som tillader lovlige transaktioner, der involverer skydevåben, væsentlige dele samt ammunition gennem postordresalg, internethandel eller aftale om fjernsalg som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU [4], f.eks. ved hjælp af online-auktionskataloger eller rubrikannoncer, telefon eller e-mail.
Det er dog vigtigt, at identiteten af parterne i sådanne transaktioner og deres lovlige adgang til at gennemføre sådanne transaktioner kan kontrolleres og faktisk bliver kontrolleret.
For så vidt angår køberne er det derfor hensigtsmæssigt at sikre, at deres identitet og eventuelt deres tilladelse til erhvervelse af et skydevåben, væsentlige dele eller ammunition kontrolleres af en godkendt eller autoriseret våbenhandler eller -mægler eller af en offentlig myndighed eller en repræsentant for denne myndighed, senest ved leveringen.
Der bør for de farligste skydevåben indføres strengere regler i direktiv 91/477/EØF for at sikre, at det med nogle begrænsede og behørigt begrundede undtagelser ikke er tilladt at erhverve, besidde eller handle med sådanne skydevåben.
Hvis disse regler ikke overholdes, bør medlemsstaterne træffe alle passende foranstaltninger, som kan omfatte beslaglæggelse af sådanne skydevåben.
Medlemsstaterne bør imidlertid have mulighed for at tillade erhvervelse og besiddelse af skydevåben, væsentlige dele og ammunition klassificeret i kategori A, når det er nødvendigt til uddannelsesmæssige, kulturelle, herunder film- og teatermæssige, forskningsmæssige eller historiske formål.
De autoriserede personer kan bl.a. omfatte bøssemagere, afprøvningsfaciliteter, fabrikanter, godkendte eksperter, retsmedicinere og i visse tilfælde personer involveret i film- eller tv-optagelser.
Medlemsstaterne bør også have mulighed for at give enkeltpersoner tilladelse til at erhverve og besidde skydevåben, væsentlige dele og ammunition klassificeret i kategori A med henblik på nationalt forsvar, såsom i forbindelse med frivillig militær uddannelse i henhold til national lovgivning.
Medlemsstaterne bør have mulighed for at vælge at meddele anerkendte museer og samlere tilladelse til at erhverve og besidde skydevåben, væsentlige dele og ammunition klassificeret i kategori A, hvor det er nødvendigt af historiske, kulturelle, videnskabelige, tekniske, uddannelsesmæssige eller kulturarvsmæssige hensyn, forudsat at sådanne museer og samlere forud for tilladelsen dokumenterer, at de har truffet de nødvendige foranstaltninger til at imødegå enhver risiko for den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, herunder ved korrekt opbevaring.
En sådan tilladelse bør tage hensyn til og afspejle den særlige situation, herunder samlingens art og formål, og medlemsstaterne bør sørge for, at der er et system for monitorering af samlere og samlinger.
Våbenhandlere og -mæglere bør ikke forhindres i at håndtere skydevåben, væsentlige dele og ammunition klassificeret i kategori A i tilfælde hvor det undtagelsesvis er tilladt at erhverve sådanne skydevåben, væsentlige dele og ammunition, hvis håndtering heraf er nødvendig med henblik på deaktivering eller ombygning, eller hvor det i øvrigt er tilladt efter direktiv 91/477/EØF som ændret ved nærværende direktiv.
Våbenhandlere og -mæglere bør heller ikke hindres i at håndtere sådanne skydevåben, væsentlige dele og ammunition i tilfælde, der ikke er omfattet af direktiv 91/477/EØF som ændret ved nærværende direktiv, såsom skydevåben, væsentlige dele og ammunition, der skal eksportes ud af Unionen, eller våben, som de væbnede styrker, politiet eller de offentlige myndigheder skal erhverve.
Våbenhandlere og -mæglere bør kunne afvise at gennemføre enhver mistænkelig transaktion vedrørende erhvervelse af komplette patroner eller skarpe tændladninger til ammunition.
En transaktion kan anses for mistænkelig, hvis den f.eks. omfatter mængder, der er usædvanlige til privat brug, hvis køberen forekommer ubekendt med anvendelsen af ammunitionen, eller hvis køberen insisterer på at betale kontant og samtidig er uvillig til at fremlægge identifikationsbevis.
Våbenhandlere og -mæglere bør også kunne indberette sådanne mistænkelige transaktioner til de kompetente myndigheder.
Risikoen for, at akustiske våben og andre former for gas- og signalvåben og lignende ombygges til rigtige skydevåben er stor.
Det er derfor vigtigt at løse problemet med, at sådanne ombyggede skydevåben anvendes i forbindelse med udførelse af strafbare handlinger, navnlig ved at lade dem være omfattet af direktiv 91/477/EØF's anvendelsesområde.
For at undgå risikoen for, at signalvåben og gas- og signalvåben fremstilles på en sådan måde, at de kan ombygges til at udsende et hagl, en kugle eller et projektil ved hjælp af et brændbart drivmiddel, bør Kommissionen endvidere vedtage tekniske specifikationer for at sikre, at de ikke kan ombygges på denne måde.
Under hensyntagen til den store risiko for reaktivering af ukorrekt deaktiverede skydevåben og med henblik på at øge sikkerheden i hele Unionen bør sådanne skydevåben være omfattet af direktiv 91/477/EØF.
Der bør fastsættes en definition af deaktiverede skydevåben i overensstemmelse, der afspejler de generelle principper om deaktivering af skydevåben som fastsat i protokollen om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter og ammunition hertil, der er knyttet til Rådets afgørelse 2014/164/EU [5], som gennemfører den nævnte protokol i Unionens retlige ramme.
Solidaritet mellem unionsborgerne såvel som mellem medlemsstaterne er en af de universelle værdier, som Unionen bygger på.
Denne fælles værdi er retningsgivende for Unionens aktioner og skaber det sammenhold, der er nødvendigt for at kunne klare de aktuelle og kommende samfundsmæssige udfordringer, som unge europæere er villige til at bidrage til at håndtere ved at vise deres solidaritet i praksis.
Solidaritet stimulerer også unges interesse i det fælles europæiske projekt.
Princippet om solidaritet er forankret i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og i præamblen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
I talen om Unionens tilstand den 14. september 2016 blev det understreget, at der er behov for at investere i de unge, og samtidig blev oprettelsen af et europæisk solidaritetskorps bebudet med henblik på at skabe muligheder for, at unge i hele Unionen kan yde et meningsfuldt bidrag til samfundet, udvise solidaritet og udvikle deres færdigheder, kompetencer og viden, således at de høster værdifuld menneskelig erfaring, som også er nøglen til fremkomsten af et aktivt og engageret unionsborgerskab.
Kommissionen betonede i sin meddelelse af 7. december 2016 »Et europæisk solidaritetskorps« behovet for at styrke grundlaget for solidaritetsarbejde på tværs af Europa, at give unge flere og bedre muligheder for solidaritetsaktiviteter af høj kvalitet, som dækker en bred vifte af områder, og at støtte de nationale, regionale og lokale aktører i deres bestræbelser på at håndtere de forskellige udfordringer og kriser.
Denne meddelelse markerede startskuddet til første fase af det europæiske solidaritetskorps, hvorved der blev mobiliseret forskellige EU-programmer med henblik på at skabe muligheder for frivilligt arbejde, praktikophold eller job til unge i hele Unionen.
Disse aktiviteter bør, uanset om de gennemføres før eller efter ikrafttrædelsen af denne forordning, fortsat være omfattet af de regler og betingelser, der er fastsat i de respektive EU-programmer, der har finansieret dem i første fase af det europæiske solidaritetskorps.
I denne forordning forstås solidaritet som en følelse af ansvar fra alles side, hvor alle forpligter sig over for almenvellet, hvilket kommer til udtryk i konkrete aktioner, uden at der forventes en modydelse.
Unge bør gives let adgang til muligheder for at deltage i solidaritetsaktiviteter af høj kvalitet med en udpræget europæisk dimension som et middel til at bidrage til at styrke samhørighed, solidaritet, social inklusion og demokrati i deltagerlandene til fordel for lokalsamfundene, samtidig med at de forbedrer deres kompetencer til gavn for deres personlige udvikling og dermed styrker deres selvtillid, selvstændighed og motivation til at lære, fremmer deres uddannelsesmæssige, sociale, kunstneriske, sproglige, kulturelle, medborgerlige og faglige udvikling samt letter deres aktive borgerskab, beskæftigelsesegnethed og overgang til arbejdsmarkedet.
Disse solidaritetsaktiviteter vil også fremme mobilitet for deltagere.
Med denne forordning oprettes et program for Unionens indsats benævnt det europæiske solidaritetskorps som et grundlag for at skabe positive samfundsmæssige ændringer gennem støtte til fællesskaber af personer og enheder, der arbejder på at øge solidariteten på tværs af Europa.
Den indeholder således bestemmelser om et finansielt instrument for Unionens indsats, der oprettes med henblik på at finde anvendelse fra datoen for denne forordnings ikrafttræden og på ubestemt tid, og lægger også grunden til det europæiske solidaritetskorps som et fællesskab og som en inspirationskilde til en stærkere solidaritetsånd i Europa gennem den bredere virkning af det europæiske solidaritetskorps' aktiviteter.
De solidaritetsaktiviteter, som tilbydes de unge, bør være af høj kvalitet i den forstand, at de bør bidrage til opfyldelsen af det europæiske solidaritetskorps' mål og hjælpe med at løse samfundsmæssige udfordringer, samtidig med at lokalsamfundenes behov imødekommes.
Solidaritetsaktiviteter bør give de unge mulighed for at erhverve værdifulde kompetencer med henblik på personlig, social, medborgerlig og faglig udvikling, omfatte en solid uddannelsesdimension, være tilgængelig for alle unge og foregå under sikre og sunde vilkår og valideres ordentligt.
Solidaritetsaktiviteter bør ikke have negativ indvirkning på eksisterende job eller praktikophold og bør bidrage til at styrke virksomhedernes forpligtelser inden for socialt ansvar, ikke erstatte dem.
Enhver enhed, der ønsker at deltage i det europæiske solidaritetskorps, uanset om deltagelsen er finansieret af budgettet for det europæiske solidaritetskorps, et andet EU-program eller en anden finansieringskilde, bør tildeles et kvalitetsmærke, forudsat at de relevante betingelser er opfyldt.
Kravet om tildeling af et kvalitetsmærke bør ikke gælde for fysiske personer, der ansøger om finansiel støtte på vegne af en uformel gruppe af deltagere til deres solidaritetsprojekter.
Det kvalitetsmærke, der tildeles de deltagende organisationer, bør attestere disse organisationers evne til at sikre kvaliteten af de solidaritetsaktiviteter, som tilbydes af dem.
Processen for tildeling af et kvalitetsmærke bør varetages af det europæiske solidaritetskorps' gennemførelsesorganer på en tilgængelig og gennemsigtig måde.
Det tildelte kvalitetsmærke bør revurderes regelmæssigt, og det bør kunne tilbagekaldes, hvis det i forbindelse med den fornyede vurdering, der udføres, findes, at de betingelser, der lå til grund for tildelingen, ikke længere er opfyldt.
Det europæiske solidaritetskorps vil tilbyde ét samlet kontaktpunkt for solidaritetsaktiviteter i hele Unionen.
Der bør sikres sammenhæng og komplementaritet mellem det europæiske solidaritetskorps og andre relevante EU-politikker, -programmer og -instrumenter.
Det europæiske solidaritetskorps bør tage afsæt i styrkerne og synergierne fra eksisterende og tidligere programmer, navnlig programmerne Erasmus+ og Aktive unge.
Korpset bør også supplere medlemsstaternes bestræbelser på at støtte unge og lette deres overgang fra skole til arbejdsliv under ordninger såsom ungdomsgarantien oprettet i overensstemmelse med Rådets henstilling af 22. april 2013 om oprettelsen af en ungdomsgaranti ved at give de unge yderligere muligheder for at deltage i solidaritetsaktiviteter i form af praktikophold eller job inden for deres respektive medlemsstater eller på tværs af grænserne.
Der bør ligeledes sikres komplementaritet i forhold til eksisterende netværk på EU-plan af relevans for aktiviteterne under det europæiske solidaritetskorps såsom det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger, Eures og Eurodesk.
Komplementariteten og det loyale samarbejde mellem de eksisterende relaterede ordninger og det europæiske solidaritetskorps bør endvidere fremmes, navnlig gennem solidaritet, frivilligt arbejde, samfundsnyttigt arbejde og mobilitetsordninger for unge, der arbejder på nationalt, regionalt eller lokalt plan, samt med prioriteter, der har relation til solidaritet og unge i deltagerlandene, alt efter hvad der er relevant, for gensidigt at styrke og berige virkningerne og kvaliteten af sådanne ordninger og bygge på god praksis.
Det europæiske solidaritetskorps bør ikke erstatte lignende nationale ordninger for solidaritet, frivilligt arbejde, samfundsnyttigt arbejde og mobilitet.
Der bør sikres lige adgang for alle unge til nationale solidaritetsaktiviteter.
Partnerskaber med europæiske netværk, der er specialiseret i visse presserende sociale problemer, bør fremmes.
Med henblik på at maksimere virkningen af det europæiske solidaritetskorps bør andre EU-programmer kunne bidrage til at nå det europæiske solidaritetskorps' mål ved at støtte aktiviteter inden for dets anvendelsesområde.
Dette bidrag bør finansieres i overensstemmelse med de pågældende programmers respektive retsakter med det sigte at opnå en større inddragelse af unge, civilsamfundet og eksisterende ordninger for frivilligt arbejde i medlemsstaterne.
Når de deltagende organisationer er blevet tildelt et gyldigt kvalitetsmærke, bør de gives adgang til det europæiske solidaritetskorps' portal og de kvalitets- og støtteforanstaltninger, der tilbydes for den pågældende type solidaritetsaktivitet, som de tilbyder.
Det europæiske solidaritetskorps bør give de unge nye muligheder for at udføre frivilligt arbejde, praktikophold eller job samt på eget initiativ at udforme og udvikle solidaritetsprojekter, som har en klar europæisk værdi.
Disse muligheder bør hjælpe med at imødekomme uopfyldte samfundsmæssige behov og bidrage til at styrke samfundene og samtidig bidrage til at fremme unges personlige, uddannelsesmæssige, sociale, medborgerlige og faglige udvikling.
Det europæiske solidaritetskorps bør også støtte netværksaktiviteter for deltagere og deltagende organisationer samt foranstaltninger til at sikre kvaliteten af de støttede aktiviteter og til at styrke valideringen af deres læringsudbytte.
Det bør også bidrage til at støtte og styrke eksisterende organisationer, der gennemfører solidaritetsaktioner.
Frivilligt arbejde giver rige erfaringer i en formel og ikkeformel læringskontekst, hvilket fremmer de unges personlige, sociale, uddannelsesmæssige og faglige udvikling, beskæftigelsesegnethed samt aktive medborgerskab.
Frivilligt arbejde bør ikke erstatte praktikophold eller job og bør være baseret på en skriftlig frivillighedsaftale.
Kommissionen og medlemsstaterne samarbejder om politikker vedrørende frivilligt arbejde på ungdomsområdet via den åbne koordinationsmetode.
Praktikophold og job bør være klart adskilt fra frivilligt arbejde, både ud fra et økonomisk og organisatorisk synspunkt.
Praktikophold bør aldrig føre til erstatning af arbejdspladser.
Lønnede praktikophold og job kan dog udgøre et incitament for dårligt stillede unge og unge med færre muligheder til at deltage i solidaritetsrelaterede aktiviteter, som det måske ellers ikke ville være muligt for dem at få adgang til.
Praktikophold kan lette de unges overgang fra uddannelse til beskæftigelse og kan bidrage til at fremme de unges beskæftigelsesegnethed, hvilket er afgørende for en vellykket integration af dem på arbejdsmarkedet.
Praktikophold og job inden for rammerne af det europæiske solidaritetskorps bør altid betales af den deltagende organisation, der er vært for eller beskæftiger deltageren.
Praktikophold bør i givet fald baseres på en skriftlig praktikaftale i overensstemmelse med den gældende lovgivningsmæssige ramme i det land, hvor praktikopholdet finder sted, og bør følge de principper, der er skitseret i Rådets henstilling af 10. marts 2014 om en kvalitetsramme for praktikophold.
Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) blev oprettet ved Rådets forordning (EØF) nr. 1365/75 med det formål at bidrage til planlægning og tilvejebringelse af bedre leve- og arbejdsvilkår gennem aktiviteter til udvikling og udbredelse af viden.
I den forbindelse bør Eurofound også tage hensyn til perspektiverne på mellemlang og lang sigt.
Siden det blev oprettet i 1975, har Eurofound spillet en vigtig rolle ved at støtte forbedringen af leve- og arbejdsvilkårene i hele Unionen.
I samme periode har begreberne leve- og arbejdsvilkår og betydningen heraf udviklet sig under indflydelse af samfundsudviklingen og grundlæggende forandringer på arbejdsmarkederne.
Eurofound forsyner Unionens institutioner og organer, medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter med information, der er specialiseret og som giver merværdi inden for Eurofounds ekspertiseområde.
Eurofound bør fortsætte sin produktion af undersøgelser for at sikre kontinuiteten af komparative analyser af og tendenser i leve- og arbejdsvilkårene og udviklingen på arbejdsmarkedet i Unionen.
Det er også vigtigt, at Eurofound arbejder tæt sammen med relevante organisationer på internationalt plan, EU-plan og nationalt plan.
Eurofound driver i øjeblikket et forbindelseskontor i Bruxelles.
De finansielle bestemmelser og bestemmelserne om programmering og rapportering vedrørende Eurofound bør ajourføres.
Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 fastsætter, at Eurofound skal foretage såvel forudgående som efterfølgende evalueringer af alle de programmer og aktiviteter, der medfører store udgifter.
Eurofound bør tage hensyn til disse evalueringer i sin flerårige og årlige programmering.
For at sikre dets fulde selvstændighed og uafhængighed og for at sætte det i stand til på behørig vis at udføre sine mål og opgaver i overensstemmelse med denne forordning, bør Eurofound tildeles et passende og selvstændigt budget med indtægter, der hovedsageligt kommer fra et bidrag fra Unionens almindelige budget.
Unionens budgetprocedure bør finde anvendelse for Eurofound for så vidt angår Unionens bidrag og enhver anden støtte, som ydes over Unionens almindelige budget.
Eurofounds regnskaber bør revideres af Revisionsretten.
De oversættelsestjenester, som er nødvendige for Eurofounds funktion, bør udføres af Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (Oversættelsescentret).
Eurofound bør arbejde sammen med Oversættelsescentret med henblik på at fastlægge indikatorer for kvalitet, rettidighed og fortrolighed for klart at identificere Eurofounds behov og prioriteter og skabe gennemsigtige og objektive procedurer for oversættelsesprocessen.
Bestemmelserne vedrørende Eurofounds personale bør være i overensstemmelse med personalevedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (»ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte«), fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68.
Eurofound bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre sikker håndtering og behandling af klassificerede informationer.
Hvor det er krævet, bør Eurofound vedtage sikkerhedsregler svarende til dem, der er fastsat i Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 og (EU, Euratom) 2015/444.
Det er nødvendigt at fastsætte overgangsbestemmelser for budgettet og overgangsbestemmelser vedrørende bestyrelsen, den administrerende direktør og personalet for at sikre videreførelsen af Eurofounds aktiviteter, indtil denne forordning er gennemført —
Den obligatoriske undtagelse, der indføres med dette direktiv, bør indskrænke retten til at reproducere med henblik på at tillade enhver handling, der er nødvendig for at ændre, konvertere eller tilpasse et værk eller en anden frembringelse på en sådan måde, at der kan frembringes et tilgængeligt format, der gør det muligt for målgruppepersonerne at tilgå det pågældende værk eller den pågældende anden frembringelse.
Dette omfatter at skabe de nødvendige muligheder for at navigere oplysninger i et tilgængeligt format.
Det indebærer også ændringer, der måtte være nødvendige i tilfælde, hvor et værks eller en anden frembringelses format allerede er tilgængeligt for visse målgruppepersoner, men ikke er det for andre målgruppepersoner på grund af forskellige funktionsnedsættelser eller handicap eller forskellige grader af sådanne funktionsnedsættelser eller handicap.
De tilladte anvendelser, der fastsættes i dette direktiv, bør omfatte fremstilling af tilgængelige formater enten af målgruppepersoner eller af bemyndigede enheder, der tjener deres behov, hvad enten disse bemyndigede enheder er offentlige eller private organisationer, navnlig biblioteker, uddannelsessteder og andre nonprofitorganisationer, der tjener personer med læsehandicap som en af deres primære aktiviteter, institutionelle forpligtelser eller som en del af deres almennyttige opgaver.
Anvendelserne fastsat i dette direktiv bør også omfatte en fysisk persons fremstilling af tilgængelige formater udelukkende med henblik på målgruppepersoners anvendelse, for så vidt den fysisk person handler på vegne af en målgruppeperson eller hjælper en målgruppeperson med at fremstille disse formater.
Tilgængelige formater bør kun fremstilles af værker eller andre frembringelser, som målgruppepersoner eller bemyndigede enheder har lovlig adgang til.
Medlemsstaterne bør sikre, at enhver aftalebestemmelse, som søger på en hvilken som helst måde at forhindre eller begrænse anvendelsen af undtagelsen, ikke har nogen retsvirkning.
Undtagelsen, som indføres med dette direktiv, bør gøre det muligt for bemyndigede enheder at fremstille og sprede tilgængelige formater af værker eller andre frembringelser, der er omfattet af dette direktiv, både online og offline i Unionen.
Dette direktiv bør ikke pålægge nogen forpligtelse for bemyndigede enheder til at fremstille og sprede sådanne formater.
Det bør være muligt at stille tilgængelige formater, der er fremstillet i en medlemsstat, til rådighed i alle medlemsstater med henblik på at sikre, at de i højere grad er til rådighed på hele det indre marked.
Dette ville mindske behovet for dobbeltarbejde i forbindelse med fremstilling af tilgængelige formater af det samme værk eller den samme anden frembringelse i hele Unionen, hvilket ville skabe besparelser og øget effektivitet.
Dette direktiv bør derfor sikre, at tilgængelige formater fremstillet af bemyndigede enheder i en hvilken som helst medlemsstat kan spredes til og tilgås af målgruppepersoner og bemyndigede enheder overalt i Unionen.
For at fremme en sådan grænseoverskridende udveksling og for at gøre gensidig identifikation og samarbejde nemmere for bemyndigede enheder bør der tilskyndes til frivillig deling af oplysninger vedrørende navne og kontaktoplysninger, herunder eventuelle tilgængelige websteder, for bemyndigede enheder, der er etableret i Unionen.
Medlemsstaterne bør derfor fremsende oplysninger, som de har modtaget fra bemyndigede enheder, til Kommissionen.
Dette bør ikke indebære en forpligtelse for medlemsstater til at tjekke, om sådanne oplysninger er fuldstændige og præcise, eller om de er i overensstemmelse med de nationale love, der gennemfører dette direktiv.
Sådanne oplysninger bør gøres tilgængelige online af Kommissionen på et centralt informationssted på EU-plan.
Dette vil også være en hjælp for bemyndigede enheder såvel som målgruppepersoner og rettighedshavere til at kontakte bemyndigede enheder for at få yderligere oplysninger, jf. bestemmelserne i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1563 [10].
Det førnævnte centrale informationssted bør supplere den indgangsportal, der som foreskrevet i Marrakeshtraktaten, skal oprettes af Det Internationale Bureau under Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) med det formål at lette identificering af og samarbejde blandt bemyndigede enheder på internationalt plan.
De krav i forbindelse med bemyndigelse eller anerkendelse, som medlemsstaterne kan stille til bemyndigede enheder, såsom krav vedrørende levering af tjenesteydelser af generel art til målgruppepersoner, bør ikke have til følge, at enheder, som er omfattet af definitionen på en bemyndiget enhed som fastlagt i dette direktiv, forhindres i at foretage de anvendelser, der er tilladt i henhold til dette direktiv.
I betragtning af den særlige karakter og det særlige anvendelsesområde for den undtagelse, der indføres med dette direktiv, samt behovet for retssikkerhed for målgruppen, bør det ikke være muligt for medlemsstaterne at stille yderligere krav for anvendelsen af undtagelsen, såsom forudgående verificering af, hvorvidt værkerne stilles kommercielt til rådighed i tilgængelige formater, end dem, der er fastlagt i dette direktiv.
Medlemsstaterne bør kun kunne indføre kompensationsordninger vedrørende bemyndigede enheders tilladte anvendelser af værker eller andre frembringelser.
For at undgå byrder for målgruppepersoner og forhindre barrierer for den grænseoverskridende spredning af tilgængelige formater og urimelige krav til bemyndigede enheder er det vigtigt, at medlemsstaternes mulighed for at indføre sådanne kompensationsordninger er begrænset.
Kompensationsordninger bør derfor ikke kræve betaling fra målgruppepersoner.
De bør kun finde anvendelse på anvendelser, der foretages af bemyndigede enheder etableret på den medlemsstats område, der indfører en sådan ordning, og de bør ikke kræve betaling fra bemyndigede enheder, der er etableret i andre medlemsstater eller tredjelande, som er parter i Marrakeshtraktaten.
Medlemsstaterne bør sikre, at der ikke er mere byrdefulde krav til den grænseoverskridende udveksling af tilgængelige formater under sådanne kompensationsordninger end for ikkegrænseoverskridende udveksling, herunder med hensyn til kompensationens form og mulige niveau.
Ved fastlæggelse af kompensationsniveauet bør der tages behørigt hensyn til nonprofitkarakteren af bemyndigede enheders aktiviteter, til de almene mål, der forfølges i dette direktiv, målgruppepersonernes interesser, rettighedshaveres mulige skade og nødvendigheden af at sikre grænseoverskridende spredning af tilgængelige formater.
Der bør også tages hensyn til hvert enkelt tilfældes konkrete omstændigheder, der hidrører fra fremstillingen af et bestemt tilgængeligt format.
Hvis en rettighedshavers skade er minimal, bør der ikke opstå nogen pligt til at betale kompensation.
UNCRPD, som Unionen er part i, garanterer personer med handicap retten til information og uddannelse og retten til at deltage i det kulturelle, økonomiske og sociale liv, alt på lige fod med andre.
Med vedtagelsen af dette direktiv sigter Unionen på at sikre, at målgruppepersonerne har adgang til bøger og andet trykt materiale i tilgængelige formater i hele det indre marked.
I overensstemmelse hermed er dette direktiv et vigtigt første skridt hen mod at forbedre adgangen til værker for personer med handicap.
Kommissionen bør vurdere situationen for så vidt angår andre til rådighed værende værker og andre frembringelser i tilgængelige formater end dem, der er omfattet af dette direktiv, samt værker og andre frembringelser i tilgængelige formater, der er til rådighed for personer med andre handicap.
Det er vigtigt, at Kommissionen i denne henseende evaluerer situationen nøje.
Ændringer til dette direktivs anvendelsesområde kunne overvejes, om nødvendigt, på grundlag af en rapport fra Kommissionen.
Medlemsstaterne bør fortsat kunne fastsætte en undtagelse eller begrænsning til gavn for personer med handicap i tilfælde, der ikke er omfattet af dette direktiv, navnlig vedrørende værker og andre frembringelser samt andre handicap end dem, der er omfattet af dette direktiv, jf. artikel 5, stk. 3, litra b), i direktiv 2001/29/EF.
Nærværende direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan indføre undtagelser fra eller begrænsninger af rettigheder, som ikke er harmoniseret under Unionens ramme for ophavsret.
Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som er anerkendt ved navnlig chartret og UNCRPD.
Dette direktiv bør fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.
Marrakeshtraktaten pålægger visse forpligtelser vedrørende udveksling af tilgængelige formater mellem Unionen og tredjelande, der er parter i nævnte traktat.
De foranstaltninger, som Unionen har truffet for at opfylde disse forpligtelser, er indeholdt i forordning (EU) 2017/1563, der bør læses i sammenhæng med dette direktiv.
Målet for dette direktiv, nemlig at forbedre adgangen i Unionen til værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
Litra e) og f) udgår.
I stk. 4 foretages følgende ændringer:
I litra a) affattes tredje led således:
fartøjet fuldt ud opfylder kravene i sikkerhedskoden for Dynamically Supported Craft (DSC-koden) indeholdt i IMO-resolution A.373(10) i dens gældende affattelse.«
Litra c) affattes således:
Konstruktion og vedligeholdelse af højhastighedspassagerfartøjer og deres udstyr skal være i overensstemmelse med en anerkendt organisations regler for klassifikation af højhastighedsfartøjer eller tilsvarende regler, som en administration anvender i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 2009/15/EF.«
For så vidt angår nye og eksisterende skibe skal større reparationer, ombygninger og forandringer samt udrustning i forbindelse hermed være i overensstemmelse med kravene for nye skibe fastsat i stk. 2, litra a); ombygning af et skib, som kun har til formål at forbedre dets overlevelsesevne, anses ikke som en større forandring.
Skibe, der er bygget af et tilsvarende materiale før den 20. december 2017, skal opfylde kravene i dette direktiv senest den 22. december 2025.
Uanset dette direktiv kan en medlemsstat med mere end 60 passagerskibe, som er bygget af aluminiumlegering og fører dens flag den 20. december 2017, meddele følgende fritagelser fra dette direktivs bestemmelser til følgende passagerskibe for følgende perioder:
passagerskibe i klasse B, C og D, som er bygget af aluminiumlegering efter den 20. december 2017 for en periode på 10 år efter denne dato, og
forudsat, at disse skibe udelukkende sejler mellem havne i denne medlemsstat.
Enhver medlemsstat, der ønsker at benytte denne undtagelse, skal senest den 21. december 2019 meddele Kommissionen, at den agter at gøre dette, og underrette Kommissionen om indholdet.
De skal ligeledes meddele Kommissionen enhver senere ændring.
Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4.«
Ro-ro-passagerskibe i klasse C, på hvilke kølene blev lagt, eller som var på et lignende konstruktionsstadium den 1. oktober 2004 eller senere, og alle ro-ro-passagerskibe i klasse A og B skal overholde artikel 6, 8 og 9 i direktiv 2003/25/EF.«
Stk. 2 udgår.
I stk. 3 udgår andet afsnit.
En medlemsstat kan efter proceduren i stk. 4 træffe foranstaltninger, der gør det muligt at indføre krav, der svarer til visse specifikke krav i dette direktiv, såfremt sådanne tilsvarende krav er mindst lige så effektive som kravene i direktivet.«
En medlemsstat, der benytter sig af rettighederne tildelt i stk. 1, 2 eller 3, skal følge proceduren i dette stykkes andet til syvende afsnit.
Medlemsstaten underretter Kommissionen om de foranstaltninger, som den agter at vedtage, og inkluderer i en sådan underretning tilstrækkelige detaljer til at godtgøre, at sikkerhedsniveauet fortsat er forsvarligt.
Hvis Kommissionen inden for en periode på seks måneder efter underretningen vedtager gennemførelsesretsakter, der indeholder dens beslutning om, at de påtænkte foranstaltninger er ubegrundede, pålægges den pågældende medlemsstat at ændre de påtænkte foranstaltninger eller at undlade at vedtage dem.
Vedtagne foranstaltninger skal udmøntes i den relevante nationale lovgivning og meddeles til Kommissionen og til de øvrige medlemsstater.
Enhver sådan foranstaltning skal anvendes på alle passagerskibe i samme klasse eller på fartøjer, der sejler under samme nærmere beskrevne forhold, uden forskelsbehandling med hensyn til deres flagstat eller rederiets nationalitet eller forretningssted.
De i stk. 3 omhandlede foranstaltninger er kun gældende, så længe skibet eller fartøjet sejler under de beskrevne forhold.
Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de i andet og fjerde afsnit omhandlede foranstaltninger via en database, som Kommissionen opretter og vedligeholder til dette formål, og hvortil Kommissionen og medlemsstaterne skal have adgang.
Kommissionen stiller de vedtagne foranstaltninger til rådighed på et offentligt tilgængeligt websted.«
I stk. 5 affattes litra c) således:
Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der indeholder dens beslutning om, hvorvidt medlemsstatens beslutning om at suspendere skibets eller fartøjets drift eller pålægge yderligere foranstaltninger er berettiget på grund af alvorlig fare for sikkerheden for menneskeliv eller ejendom eller for miljøet, samt, såfremt suspensionen eller pålægningen af yderligere foranstaltninger ikke er berettiget, at den pågældende medlemsstat skal tilbagekalde suspensionen eller foranstaltningerne.
de specifikke henvisninger til de internationale konventioner og IMO-resolutioner, jf. artikel 2, litra g), m), q) og zb), artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 6, stk. 1, litra b), og stk. 2, litra b).«
I stk. 2 foretages følgende ændringer:
at tilpasse de tekniske specifikationer i ændringerne til de internationale konventioner for skibe i klasse B, C og D og fartøjer i lyset af de indhøstede erfaringer«
at forenkle og præcisere de tekniske elementer i lyset af erfaringerne, der er opnået fra deres gennemførelse
at ajourføre henvisningerne til andre EU-instrumenter, der finder anvendelse på passagerskibe i indenrigsfart.«
Stk. 3 og 4 affattes således:
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10a vedrørende ændringer af dette direktiv som omhandlet i nærværende artikels stk. 1 og 2.
Under særlige omstændigheder, og når det er behørigt begrundet ud fra en relevant analyse foretaget af Kommissionen, og for at undgå en alvorlig og uacceptabel trussel mod søfartssikkerheden, sundheden, leveforholdene eller arbejdsvilkårene om bord eller havmiljøet eller for at undgå uforenelighed med Unionens søfartslovgivning, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 10a vedrørende ændring af dette direktiv med henblik på ikke at anvende en ændring af de i artikel 2 omhandlede internationale instrumenter i forbindelse med dette direktiv.
Disse delegerede retsakter vedtages senest tre måneder før udløbet af den internationalt fastsatte periode for stiltiende accept af den pågældende ændring eller den planlagte dato for nævnte ændrings ikrafttræden.
I perioden forud for en sådan delegeret retsakts ikrafttræden afstår medlemsstaterne fra at tage initiativ til at indarbejde ændringen i national lovgivning eller til at anvende ændringen af det pågældende internationale instrument.«
Siden Europass-CV'et først blev etableret i 2004, er der blevet oprettet over 100 mio. Europass-CV'er online.
Med to modeller for kvalifikationstillæg, nemlig Europass-tillægget til eksamensbeviser og Europass-tillægget til erhvervsuddannelsesbeviser, kan der gives oplysninger om indholdet og læringsresultaterne af en kvalifikation og om uddannelsessystemet i det land, der har udstedt kvalifikationen.
Europass-sprogpasset bruges til at beskrive sproglige færdigheder.
I Europass-mobilitetsmodellen beskrives færdigheder, der er opnået i udlandet i forbindelse med mobilitetserfaringer i lærings- eller arbejdssammenhæng.
I Rådets henstilling af 22. maj 2017 fastlægges en fælles referenceramme med henblik på at hjælpe enkeltpersoner og organisationer med at sammenligne forskellige kvalifikationssystemer og niveauerne af kvalifikationer fra nævnte systemer.
I Rådets henstilling af 20. december 2012 blev medlemsstaterne opfordret til senest i 2018, i overensstemmelse med nationale omstændigheder og særlige forhold, og som de anser for passende, at have indført ordninger for validering af ikkeformel og uformel læring, der sætter den enkelte i stand til at få valideret deres viden, færdigheder og kompetencer, som er opnået igennem ikkeformel og uformel læring, og få anerkendt disse kvalifikationer helt, eller eventuelt delvist.
I Rådets resolution af 28. maj 2004 om styrkelse af politikker, systemer og praksis inden for livslang vejledning præciseres de centrale mål for en politik for livslang vejledning for alle Unionens borgere.
I Rådets resolution af 21. november 2008 fremhæves betydningen af vejledning for livslang læring.
Learning Opportunities and Qualifications in Europe-portalen giver adgang til oplysninger om læringsmuligheder og kvalifikationer, der tilbydes i andre uddannelsessystemer i Europa, og om sammenligningen af nationale kvalifikationsrammer, der er foretaget ved hjælp af EQF.
»EU Skills Panorama« giver oplysninger om færdigheder for forskellige erhverv og specifikke brancher, herunder efterspørgsel og udbud på nationalt plan.
Analysen af ledige job og af andre arbejdsmarkedstendenser er en anerkendt måde til at tilvejebringe viden om færdigheder med henblik på at forstå problemerne med færdighedskløfter og -mangler og med misforhold mellem kvalifikationer og behov.
Den flersprogede klassificering af europæiske færdigheder, kompetencer, kvalifikationer og erhverv (»ESCO«), som er udviklet og løbende ajourføres af Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstater og interessenter, har til formål at fremme gennemsigtigheden af færdigheder og kvalifikationer med henblik på uddannelses- samt arbejdsrelaterede formål.
Efter tilstrækkelig testning og under behørig hensyntagen til medlemsstaternes holdning kunne ESCO anvendes af Kommissionen inden for Europass-rammen; medlemsstaternes brug af ESCO sker på frivillig basis efter testning og evaluering foretaget af medlemsstaterne.
Det Europæiske Arbejdsformidlingsnet (Eures), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/589, er et samarbejdsnet for udveksling af information og fremme af interaktion mellem jobsøgende og arbejdsgivere.
Det giver gratis assistance til jobsøgende, som ønsker at flytte til et andet land, og hjælper arbejdsgivere, der ønsker at rekruttere arbejdstagere fra andre lande.
Synergier og samarbejde mellem Europass og Eures portalerne kunne styrke begge tjenesters virkning.
Arbejdsmarkedsprocesser, som f.eks. offentliggørelse af jobopslag, jobansøgninger, færdighedsvurderinger og rekruttering, håndteres i stigende grad online gennem værktøjer, der udnytter sociale medier, big data og andre teknologier.
Udvælgelse af kandidater forvaltes ved brug af værktøjer og processer, der indhenter oplysninger om færdigheder og kvalifikationer opnået i formelle, ikkeformelle og uformelle sammenhænge.
Formel, ikkeformel og uformel læring finder nu også sted i nye former og sammenhænge og tilbydes af forskellige udbydere, især ved brug af digitale teknologier og platforme, fjernundervisning, e-læring, peer-to-peer-læring, omfattende åbne kurser på nettet og åbne uddannelsesressourcer.
Færdigheder, erfaringer og læringsresultater anerkendes endvidere i forskellige former som f.eks. »Digital Open Badges«.
Digitale teknologier anvendes også i forbindelse med færdigheder, der er opnået via ikkeformel læring, såsom ungdomsarbejde og frivilligt arbejde.
I denne afgørelse forstås færdigheder i bred forstand og dækker, hvad en person ved, forstår og kan gøre.
Færdigheder henviser til forskellige typer af læringsresultater, herunder viden og kompetencer samt evnen til at anvende viden og knowhow til at udføre opgaver og løse problemer.
Foruden den anerkendte vigtighed af faglige færdigheder er der en anerkendelse af, at tværgående eller bløde færdigheder, såsom kritisk tænkning, teamwork, problemløsning og kreativitet, digitale eller sproglige færdigheder, i stigende grad er afgørende og grundlæggende forudsætninger for personlig og faglig tilfredsstillelse og kan anvendes inden for forskellige områder.
Personer kunne drage fordel af værktøjer til og vejledning i, hvordan de vurderer og beskriver disse og andre færdigheder.
Traditionelt har enkeltpersoner præsenteret oplysninger om deres opnåede færdigheder og kvalifikationer i et CV og i tilknyttede dokumenter, som f.eks. erhvervsuddannelsesbeviser eller eksamensbeviser.
Nye værktøjer er nu tilgængelige, der kan gøre det lettere at præsentere færdigheder og kvalifikationer ved brug af forskellige onlineformater og digitale formater.
De nye værktøjer kan også understøtte enkeltpersoners egen vurdering af deres færdigheder opnået i forskellige sammenhænge.
Europass-rammen bør imødekomme nuværende og fremtidige behov.
Brugere har behov for værktøjer til at dokumentere deres færdigheder og kvalifikationer.
Desuden kan værktøjer til vurdering af færdigheder og egenvurdering af færdigheder samt adgang til relevante oplysninger, herunder oplysninger om valideringsmuligheder og vejledning, være nyttig til at træffe beslutninger om beskæftigelses- og læringsmuligheder.
EU-værktøjer vedrørende færdigheder og kvalifikationer bør tilpasse sig skiftende praksis og teknologiske fremskridt for at sikre, at de forbliver relevante og nyttige for brugerne.
Dette bør opnås ved bl.a. at skabe innovative elementer, såsom interaktive værktøjer, redigering og udformning af dokumenter, ved at søge at sikre mere omfattende, effektive og virkningsfulde værktøjer og forenkling samt forøget teknisk interoperabilitet og flere synergier mellem tilknyttede værktøjer, herunder dem, der er udviklet af tredjemand, og ved at tage hensyn til de særlige behov for personer med handicap.
Derudover kunne autentifikationsforanstaltninger bruges til at understøtte verificeringen af digitale dokumenter om færdigheder og kvalifikationer.
Europass-rammen oprettet ved beslutning nr. 2241/2004/EF bør derfor afløses af en ny ramme, som imødekommer nye behov.
Den nye Europass-ramme bør opfylde behovene og forventningerne hos alle individuelle slutbrugere såsom lærende, jobsøgende, herunder arbejdsløse og arbejdstagere, samt andre relevante aktører som f.eks. arbejdsgivere (navnlig små og mellemstore virksomheder), handelskamre, civilsamfundsorganisationer, frivillige, vejledere, offentlige arbejdsformidlinger, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesudbydere, ungdomsorganisationer, udbydere af ungdomsarbejde, ansvarlige nationale myndigheder og politiske beslutningstagere.
Den bør også tage hensyn til behovene hos tredjelandsstatsborgere, som ankommer til eller opholder sig i Unionen, for at støtte deres integration.
Europass-rammen bør videreudvikles, så det bliver muligt at beskrive forskellige former for læring og færdigheder og særligt dem, som erhverves gennem ikkeformel og uformel læring.
Europass-rammen bør udvikles gennem en brugercentreret tilgang baseret på feedback og gennem identificering af krav, herunder gennem undersøgelser og tests, med særlig vægt på nuværende og fremtidige behov hos Europass-målgrupper.
Europass-elementerne bør navnlig afspejle medlemsstaternes og Unionens tilsagn om at sikre, at personer med handicap har lige adgang til arbejdsmarkedet og til informations- og kommunikationsteknologier og -systemer.
Europass-værktøjer bør være opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste, således at de derved bliver mere tilgængelige for brugerne, navnlig personer med handicap.
Opdateringer og ændringer af Europass-rammen bør foretages i samarbejde med relevante interessenter såsom arbejdsformidlinger, vejledere, uddannelsesudbydere, arbejdsmarkedets parter såsom fagforeninger og arbejdsgiverforeninger og i fuld respekt for det igangværende politiske samarbejde som f.eks. Bologna-processen om det europæiske område for videregående uddannelse.
Konstruktivt samarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de berørte parter er af afgørende betydning for en vellykket udvikling og gennemførelse af Europass-rammen.
Relevant EU-ret om beskyttelse af personoplysninger og nationale gennemførelsesforanstaltninger bør finde anvendelse på behandlingen af personoplysninger, der opbevares og behandles i medfør af nærværende afgørelse.
Brugerne bør have mulighed for at begrænse adgangen til deres personoplysninger.
Deltagelse i rammen bør stå åben for lande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og som ikke er medlemmer af den Europæiske Union, tiltrædende lande, kandidatlande og potentielle kandidatlande for tiltrædelse til Unionen, jf. deres mangeårige interesse for og samarbejde med Unionen på dette område.
Deltagelse bør være i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i de retsakter, der regulerer forholdet mellem Unionen og disse lande.
Oplysninger om færdigheder og kvalifikationer, der gives gennem Europass-rammen, bør komme fra flere lande og uddannelsessystemer end de deltagende lande og afspejle migration fra og til andre dele af verden.
Kommissionen bør sikre en sammenhængende gennemførelse og overvågning af denne afgørelse gennem en rådgivende Europass-gruppe sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne og relevante interessenter.
Den rådgivende gruppe bør navnlig udvikle en strategisk tilgang til gennemførelsen og den fremtidige udvikling af Europass og rådgive om udviklingen af webbaserede værktøjer, bl.a. gennem testning, og om oplysninger der gives gennem Europass-onlineplatformen, i samarbejde med andre grupper, hvor det er relevant.
Samfinansiering til gennemførelsen af denne afgørelse tilvejebringes bl.a. gennem EU-programmet Erasmus+, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1288/2013.
Det udvalg, der blev nedsat i henhold til denne forordning, er involveret i strategiske drøftelser om fremskridtene med gennemførelsen af Europass og om den fremtidige udvikling.
Målet for denne afgørelse, nemlig oprettelse af en omfattende og interoperabel ramme for værktøjer og oplysninger, navnlig til tværnationale beskæftigelses- og læringsmobilitetformål, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af virkningerne af denne foranstaltning bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union.
Som hovedregel bør medlemsstaternes forpligtelser og administrative og finansielle byrder være afbalancerede med hensyn til omkostninger og fordele.
De aktiviteter, der gennemføres inden for rammerne af denne afgørelse, bør understøttes af EU-agenturernes ekspertise, navnlig Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, inden for deres kompetenceområder.
Beslutning nr. 2241/2004/EF bør derfor ophæves, uden at dette berører gyldigheden af tidligere udstedte Europass-dokumenter eller deres status.
Alle etablerede Europass-dokumentmodeller bør bibeholdes inden for den nye ramme, indtil de nødvendige ændringer eller opdateringer er foretaget i overensstemmelse med denne afgørelse.
For at sikre en smidig overgang til Europass-onlineplatformen bør det internetbaserede Europass-informationssystem, der blev indført ved beslutning nr. 2241/2004/EF, fortsat være i drift, indtil Europass-onlineplatformen er oprettet og bliver operationel —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: