| Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 13. juni 1997, for genoptaget. |
| Protokollen fra mødet den 13. juni 1997 er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. |
| Hr. formand, i protokollen fra mødet fredag er min protest korrekt noteret om, at den finansielle støtte til Bulgarien og Makedonien ikke er diskuteret i plenum. Formanden sagde ligeledes korrekt til mig, at ifølge hendes informationer var det besluttet af Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser. Jeg vil gerne entydigt holde fast ved, at Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser enstemmigt besluttede det modsatte! Det drejede sig jo om hastebehandling, som vi besluttede tidligt om tirsdagen. Udvalget holdt møde tirsdag aften i Strasbourg og besluttede enstemmigt at lade sin formand eller en repræsentant aflægge endnu en mundtlig beretning, og så fastslog vi pludselig tidligt om fredagen, at der ikke er nogen forhandling. Jeg er absolut for forkortede procedurer, men at et vigtigt politisk spørgsmål, hvor der er tale om mange penge, hverken diskuteres i udvalget eller i plenum, har intet at gøre med parlamentarisme og med vores forretningsorden! |
| Hr. Posselt, jeg vil finde ud af, hvad der helt præcist er sket og informere Dem derom. |
| Hr. formand, jeg tager ordet til forretningsordenen. Jeg skal oplyse, at jeg i februar til Formandsskabets kontor har indgivet en forespørgsel vedrørende opførelsen af ejendommene i Strasbourg. Men nu her cirka fire måneder efter har jeg endnu ikke modtaget noget svar. Jeg finder ikke, at man kan arbejde på den måde i Parlamentet! Jeg beder Dem omgående sørge for besvarelse af dette spørgsmål fra mig og spørgsmål fra andre medlemmer af Parlamentet, som må vente alt for længe i strid med forretningsordenen. |
| Hr. Florio, jeg vil gerne meddele Dem, at udkastet til svaret på Deres spørgsmål er blevet forelagt Præsidiet her i formiddag. Præsidiet har skønnet, at der var behov for et mere udtømmende svar, og derfor har man udsat vedtagelsen af udkastet til den 10. juli, således at De kan få et mere detaljeret svar. |
| Hr. formand, i tilslutning til det, hr. Posselt har sagt, vil jeg gerne desuden gøre opmærksom på, at den finansielle støtte til Bulgarien blev besluttet af Kommissionen allerede i midten af maj, at dokumenterne forelå, og at Kommissionen kunne have inddraget os normalt via Rådet. Det er heller ikke sket. Jeg rykkede allerede fredag for det i Strasbourg: Man bør i fremtiden ikke blot indføre andre procedurer på parlamentsplan, men også ved inddragelsen mellem Kommissionen og Rådet over for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser. Ellers kan vi ikke udføre vores vigtigste opgaver. |
| Mange tak, hr. Schwaiger. Jeg vil svare Dem, som jeg svarede hr. Posselt: Jeg vil finde ud af, hvad der er sket, og derefter svare Dem. (Protokollen godkendtes) |
| Jeg vil gerne informere Dem om, at der i den officielle loge sidder en delegation fra det centralafrikanske parlament, som jeg på vegne af Europa-Parlamentet gerne vil byde velkommen. |
| Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om de økonomiske spørgsmål, der er blevet behandlet på Det Europæiske Råds møde i Amsterdam og på topmødet i Denver. Kommissær Silguy har ordet. |
| Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Santer har bedt mig gøre rede for de økonomiske resultater af Det Europæiske Råds møde i Amsterdam og G7-mødet, der fandt sted i sidste weekend i Denver, USA. Der er især kommet tre ting ud af disse to internationale møder. Euroen er fremover en kendsgerning, og det er godt for Europa og for verden; de økonomiske konjunkturer udvikler sig gunstigt, og beskæftigelsen står øverst på listen over regeringernes økonomiske prioriteter. Først euroen. G7-topmødet bekræftede resultaterne fra topmødet i Amsterdam. Euroen er nu en kendsgerning. Det kan ses af, at det indledende arbejde med dens indførelse er gennemført, og at man har anerkendt den internationale dimension. Det Europæiske Råd i Amsterdam vedtog endeligt de juridisk-tekniske rammer for euroen, som består af tre hovedbestanddele: resolutionen om det andet europæiske monetære system, de to forordninger om euroens juridiske status, det vil sige den monetære lov for Europa i år 2000, og de to andre forordninger, den ene forebyggende, den anden vejledende, som sammen med resolutionen fra Amsterdam udgør stabilitets- og vækstpagten. Denne anordning, der er nødvendig for at sikre, at Den Økonomiske og Monetære Union kan fungere, er udarbejdet i tæt samarbejde med Parlamentet. Rammerne fremmer vækst og beskæftigelse og hindrer eller retter samtidig op på de uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Det Europæiske Råds møde i Amsterdam har ligeledes udformet et præcist mandat til Kommissionen, Rådet og Det Europæiske Monetære Institut om det arbejde, der skal gøres for at konsolidere euroens internationale rolle på et klart, solidt grundlag. I Denver blev den nye euro for øvrigt anerkendt internationalt. G7 understregede for første gang i sin meddelelse, at Den Økonomiske og Monetære Union, baseret på sunde makroøkonomiske politikker og strukturreformer, vil være et nyttigt bidrag til det international monetære systems stabilitet. Dernæst den økonomiske situation. Både i Amsterdam og Denver bekræftede man, at de økonomiske konjunkturer er positive, og at det er nødvendigt med en tilpasning af de forskellige strukturer. Vedrørende de økonomiske konjunkturer kunne vi i Denver sammenholde situationen i Europa og USA. Ud over den traditionelle modsætning mellem den amerikanske og den europæiske model, som efter min mening er temmelig kunstig, fremstod det klart, at den største forskel mellem de to kontinenter ligger i amerikanernes tillid til deres økonomis magt, en tillid, vi desværre endnu ikke har i Europa. Dog kan man se, at europæisk økonomi i dag oplever et reelt opsving, der understøttes af medlemsstaternes konvergensbestræbelser i forbindelse med forberedelsen til Den Økonomiske og Monetære Union. Væksten i EU's BNP 1, 6 % i 1996 når angiveligt 2, 4 % i 1997 og 2, 8 % i 1998. Vor tilbagevenden til en kraftigere vækstrytme vil gøre det muligt at skabe 2 millioner arbejdspladser i Europa over de næste to år. Ud over en tilbagevenden til vækst er det strukturreformerne, især inden for arbejdsmarked, uddannelse og forskning, der forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne og dermed i høj grad mindsker arbejdsløsheden i Europa, for det uacceptabelt høje niveau underminerer tilliden. Men for at være effektive skal disse reformer være globale, ambitiøse, socialt acceptable og politisk præsentable. Som noget interessant belyste topmødet i Denver forbindelsen mellem demografi, socialsystemer og budgetunderskud på grund af det uundgåelige problem med befolkningens aldring, navnlig i Europa. Denne aldring er af stor betydning. Det beviser et enkelt tal. Forholdet mellem inaktive og aktive stiger fra 25 % til 51 % fra 1994 til 2040. Hvis den nuværende politik videreføres, fører denne udvikling til en forværring af de offentlige udgifter på langt sigt, og udgifterne til pension stiger indtil 2030 med 3-4 % af BNP. Derfor er det nødvendigt at foretage en budgetjustering. Budgetrammerne i Den Økonomiske og Monetære Union, der sigter mod at skabe balance i de offentlige udgifter, vil gøre det muligt at finde en vis handlefrihed. Det kan bruges til at finansiere social- og pensionssystemerne. Men G7 understregede samtidig behovet for strukturreformer, især reform af pensionssystemerne og den rolle, pensionsfondene spiller. Det er indholdet af et af de vigtigste budskaber både fra Det Europæiske Råd i Amsterdam og G7-topmødet i Denver. For det tredje beskæftigelsen og koordineringen af de økonomiske politikker. På Jacques Santers initiativ vedtog Rådet i Amsterdam en resolution om vækst og beskæftigelse, hvor medlemsstaterne, Kommissionen og Rådet forpligter sig til at sætte beskæftigelsen øverst på Unionens dagsorden og i de økonomiske politikker. Det Europæiske Råd mindede i den sammenhæng om, at sunde makroøkonomiske og budgetmæssige politikker forudsætter en kraftig, varig vækst i produktion og beskæftigelse. Det Europæiske Råd grupperede meget symbolsk resolutionen om indførelsen af stabilitets- og vækstpagten og resolutionen om vækst og beskæftigelse under samme politiske hat med titlen: «Stabilitet, vækst, beskæftigelse«. Rådet lagde sig fast på to områder for bedre at sætte beskæftigelsen i centrum for den økonomiske politik. Første område er udvikling af Den Økonomiske og Monetære Unions økonomiske søjle. I overensstemmelse med traktatens artikel 102 A og 103 vil de brede områder blive udvidet, så de også kommer til at omfatte konkurrenceevne, arbejdsmarked, teknologisk innovation, uddannelse, undervisning og skattesystemer, således at hele den økonomiske politik kan sigte mod at skabe beskæftigelse. I praksis kan Rådet på forslag af Kommissionen tilstille medlemsstaterne forskellige henstillinger på disse områder. Der er tale om et stort fremskridt i retning af at styrke koordineringen af de økonomiske politikker, som Parlamentet jo regelmæssigt beder om. Det andet hovedområde er at fremskynde gennemførelsen af det såkaldte beskæftigelseskapitel i Amsterdamtraktaten uden af afvente dennes ratificering. Rådet kan således udforme henstillinger inden for beskæftigelsespolitik. Og desuden har det det retlige grundlag til at træffe konkrete beslutninger til fordel for beskæftigelsen. Kommissionen tager naturligvis i videst mulig udstrækning hensyn til disse to områder i udarbejdelsen af de brede retningslinjer for den økonomiske politik for 1998. Men for hurtigst muligt at få gennemført Rådets henstillinger påtænker Kommissionen at omsætte disse nye initiativer til fordel for beskæftigelsen, lige så snart Det Europæiske Råd har afholdt sin ekstraordinære samling i Luxembourg om dette emne. Rådet skal i Luxembourg konkretisere de nye beskæftigelsesinitiativer, der blev taget i Amsterdam. Disse initiativer vedrører navnlig en udvidelse af EIB's rolle og aktivitetsområde. De vedrører også EKSF, hvor der er anmodet om at oprette en reservefond for at kunne anvende afkastet fra de tilgængelige indtægter efter 2002 med henblik på at fremskynde forskning i sektorer forbundet med kul- og stålindustrien. Om alle disse spørgsmål og mange flere, især vedrørende SMV, er Kommissionen og Rådet blevet opfordret til sammen med EIB at udarbejde en rapport til Det særlige Råd. Parlamentet vil naturligvis blive knyttet til vort arbejde. Denne nye indsats for beskæftigelsen, som europæerne har ønsket, ledsages af lignende initiativer på verdensplan. Det blev besluttet i Denver. Jeg tænker her på det næste møde i Kobé i november 1997 og på G7mødet om beskæftigelse i begyndelsen af 1998, som er indkaldt på initiativ af den britiske premierminister. Til slut vil jeg understrege, at Det Europæiske Råds samling i Amsterdam og G7-mødet i Denver sender et optimistisk budskab til Europa, således at vi kan få genskabt vor selvtillid. Den Europæiske Union stod i en vanskeligere udgangssituation end USA, men Europa gør en stor indsats for at skabe en god økonomi og indføre strukturreformer. Vi kan allerede se de første opmuntrende resultater. Vækstperspektiverne i Europa har ikke været så gunstige i mange år. De kommer hurtigt til at påvirke konkurrenceevnen og beskæftigelsen. Og jeg vil tilføje, at den snarlige indførelse af euroen i overensstemmelse med traktatens tidsplan styrker det økonomiske genopsving i Europa. |
| Hr. kommissær, De talte dels om problemet med den europæiske befolknings aldring, dels har De meget ofte understreget de uundgåelige reformer. Jeg vil gerne stille Dem følgende spørgsmål: Mener De ikke, at en meget vidtgående reform på det intellektuelle plan ville bestå i at revidere den alt for snævre opfattelse af de økonomiske kriterier, man har lagt sig fast på på konferencerne, og at det er på høje tid at tage hensyn til det forslag, der blev fremsat på det sociale topmøde i København i 1995, nemlig i de økonomiske beregninger at medtage de uddannelsesopgaver, der udføres i familien? Mener De ikke, at det er på høje tid at styrke vore økonomiske ordninger i lyset af, at der i familiepolitikkerne kan registreres et fald i købekraften, og at der langt om længe bør tages hensyn til europæiske pars, kvinders, ønsker, nemlig at føde flere børn, hvilket begrænses af økonomiske årsager? Den bedste måde at sætte skub i Europas økonomi, er det ikke at sætte skub i den demografiske udvikling, hvilket er et spørgsmål om politisk vilje og intellektuel reform? |
| Jeg kan ikke se, at der er et modsætningsforhold mellem et demografisk opsving, en intellektuel reform og ganske almindeligt kendskab til de økonomiske realiteter. Hvad enten man kan lide det eller ej, befinder vi os i dag i en situation, hvor »baby boom«-generationen stadig er aktiv, men efter 2010 får vi i Europa et yderst stort demografisk underskud. Spørgsmålet er i dag, om regeringerne ikke selv rent politisk skal se på, hvordan man hindrer, at de generationer, der er aktive i dag, risikerer, at der ikke tilstrækkelige midler til at sikre en pension, man kan leve af. Vi skal fortsætte vor økonomiske politik, der netop sigter mod at give vore økonomier den budgetmæssige handlefrihed, som er nødvendig for at klare de sociale udgifter, der jo stiger i de kommende år. Det hindrer naturligvis ikke, at man i forbindelse med uddannelses- og familiepolitikken udvikler og styrker familiens rolle, men jeg mener, at personlige overvejelser på dette område ofte spiller en større rolle end rent økonomiske. |
| Hr. formand, som ordfører for Europa-Parlamentet udarbejdede jeg en betænkning om den demografiske situation i Europa. Denne betænkning blev vedtaget i Europa-Parlamentet for ikke så længe siden, og den satte med rette også fokus på, at pensionerne er overkommelige. Jeg tillader mig at være uenig med kommissæren, når han påstår, at pensionerne skulle være et uoverkommeligt økonomisk problem i fremtiden. Det drejer sig snarere om at tage spørgsmålet op i tide og om at udarbejde det rigtige scenario til problemet. Det, jeg i sin tid bad om, var at få sat pensionsspørgsmålet, herunder tillægspensioner, private pensioner og folkepensioner, på Europa-Kommissionens dagsorden. Indtil da var det et subsidiaritetsspørgsmål. Mit konkrete spørgsmål til Kommissionen er da også, om det i lyset af det kommende beskæftigelsesstop kan blive et kommissionsanliggende såvel som et anliggende for de nationale regeringer? |
| Jeg er fuldstændig enig med Dem i, at det er noget, vi skal se på i tide og træffe vore forholdsregler for at løse dette problem, men jeg vil tilføje, at det forværres af, at de sociale udgifter stiger i takt med befolkningens aldring. De er klart, at flere og flere ældre har behov for behandling, der bliver dyrere og dyrere. Rent økonomisk kompliceres problemet af forbindelsen mellem befolkningens aldring og de stigende udgifter til pension og sundhed. Kommissionen beskæftiger sig naturligvis med dette problem, og derfor lagde jeg også vægt på spørgsmålet om aldring i mit mundtlige indlæg. I de samtaler, vi havde i Denver, blev Kommissionens indlæg om dette emne netop højt værdsat og nuanceret. Jeg kan ligeledes sige, at dette spørgsmål først og fremmest vedrører medlemsstaterne, fordi vi på grund af subsidiaritetsprincippet og traktaten ikke kan træde i stedet for dem, men problemet har bestemt en fællesskabsdimension og en europæisk dimension. Derfor vil Kommissionen i udarbejdelsen af sine forslag og henstillinger til forberedelsen af Det særlige Råds samling i Luxembourg inden årets slutning i vid udstrækning tage hensyn til Deres forslag. Kommissionen vil søge at sikre, at disse spørgsmål bliver behandlet koordineret af medlemsstaterne, som vil udveksle oplysninger om de foranstaltninger, de hver især har gennemført. Især vil der blive lagt vægt på problemet med pensionsfonde. |
| Hr. formand, to korte spørgsmål til kommissæren: For det første: vil Kommissionen på topmødet i Luxembourg være med til at kræve, at der afsættes ekstra finansielle midler til styrkelse af beskæftigelsespolitikken? Vi ved jo fra Essen, at ord alene ikke skaber nogen beskæftigelsespolitik og i hvert fald heller ingen arbejdspladser. For det andet: jeg hørte en af de økonomiministre, der var med i Amsterdam, sige på en offentligt møde, at euroen muligvis vil blive udskudt et år. Jeg ved, De vil sige, det ikke er sandt; men jeg vil gerne høre Dem understrege det. |
| Jeg kan med det samme svare på Deres andet spørgsmål. Jeg har deltaget i hele debatten, først i Finansministerrådet i Luxembourg i begyndelsen af måneden, i Det Europæiske Råds samling og i topmødet i Denver, og ingen har talt om at udskyde indførelsen af euroen. Tværtimod konstaterede jeg hver gang, at alle europæiske og ikke-europæiske deltagere, også amerikanerne, var fast besluttede på at overholde tidsplanen. Dette ønske fremgår af alle officielle meddelelser, beslutninger og kommentarer. Vedrørende mere præcist Det Europæiske Råd kan jeg supplere mit indlæg med, at der blandt initiativerne fra Amsterdam navnlig er dem, der vedrører udvidelsen af EIB's rolle, hvilket skal ske på tre måder. For det første ved at indføre en særlig facilitet til finansiering af projekter for SMV inden for højteknologiområdet; for det andet ved at udvide disse initiativer til også at omfatte uddannelsesområdet, sundhed, bymiljø og miljøbeskyttelse og endelig ved at lempe vilkårene for lån til store netværk. Jeg sagde for et øjeblik siden, at der vil blive frigjort midler fra EKSF's reserver, navnlig med henblik på at oprette en fond til forskning i de sektorer, der er forbundet med kul og stål. Jeg kan ligeledes meddele, at Rådet vil undersøge initiativer vedrørende SMV's muligheder for at skabe job på grundlag af en ny rapport fra det rådgivende udvalg om konkurrenceevne. Endelig vil Rådet se på god praksis i medlemsstaterne i forbindelse med deres beskæftigelsespolitikker. Jeg mener, at mandatet er tilstrækkelig bredt til, at Kommissionen kan forelægge Rådet konkrete løsningsforslag til alle disse spørgsmål, således at vi kan finde et svar, idet mindste delvist, på de nuværende arbejdsløshedsproblemer. |
| Hr. formand, tak, fordi De kom ind på de små og mellemstore virksomheder. Vi har i de sidste årtier set, at de fleste arbejdspladser netop er skabt i de små firmaer, at der kan skabes rigtig mange arbejdspladser ved etablering af nye virksomheder, og at især SLIM-initiativerne skal aflaste virksomhederne og dermed også kan give bedre konkurrenceevne. Hvilke chancer ser De i Luxembourg for i første række at komme ind på uddannelsesprogrammerne, og det ved en forøgelse af budgettet til dette område? Jeg tror nemlig, at uddannelse er den eneste metode til reelt at kunne skabe arbejdspladser. |
| Jeg vil besvare Deres spørgsmål på to måder. For det første er uddannelse af afgørende betydning for SMV. Det er rigtigt, og der arbejder vi med. Det er rigtigt, det står klart, og det arbejder vi med. Men uddannelse er også en vigtig del af de globale strukturelle og meget ambitiøse politikker, som vi skal gennemføre for at reformere de strukturbestemte årsager til arbejdsløsheden. I lyset af SMV's vigtighed for jobskabelse, skal den vægt, der lægges på disse virksomheder, omfatte mange flere aspekter end blot uddannelse. Det nye arbejdsområde for EIB, nemlig at frigive ressourcer til SMV, navnlig til dem, der arbejder i innovationssektorerne, det vil sige dem, der pr. definition er jobskabende, skal sikre frigivelsen af flere midler til SMV. Jeg kan her tilføje, at Kommissionen allerede har stillet en række forslag og henstillinger, som Parlamentet har behandlet eller er i færd med at gennemgå. De ligger nu i Rådets hænder, men nogle af dem er desværre blevet blokeret her, og det beklager jeg. I forbindelse med forberedelsen til Det særlige Råds møde i Luxembourg vil vi dog alligevel tillægge SMV stor værdi, deres rolle i kampen mod arbejdløshedens strukturelle grunde, og i den sammenhæng vil der naturligvis blive lagt særlig vægt på uddannelsesspørgsmålet. |
| Hr. kommissær, De har i dag talt om gunstige økonomiske konjunkturer til bedring af den økonomiske situation i medlemsstaterne. I denne forbindelse har De i går fremsat erklæringer, hvorfra de italienske dagblade har understreget Deres betragtninger vedrørende Italien. Vi husker i øvrigt det billede af Italien, som De gav her i salen for et par måneder siden. Jeg vil nu stille Dem to spørgsmål. Idet jeg benytter Deres tilstedeværelse her iblandt os i dag, vil jeg gerne direkte fra Deres mund høre, hvilket syn De har på situationen i Italien, og Deres mening om Italiens muligheder for at nå de krævede parametre. Og dernæst vil jeg gerne høre den væsentligste grund til denne forandring af situationen i Italien. |
| For at besvare Deres andet spørgsmål, hr. Arroni, vil jeg sige, at den politiske vilje bestemt findes i den italienske regering. Det, jeg sagde i går om Italien, er resultatet af en analyse, der viser, at Italien for tiden gør imponerende fremskridt for at opfylde de økonomiske konvergenskriterier. Hvis Italien opfylder de ambitiøse mål, den italienske regering har sat sig, vil landet i år have gennemført en større reduktion af det offentlige underskud end noget andet europæisk land i de sidste femten år. Da regeringen endnu ikke officielt har fremsendt sit konvergensprogram, kan jeg ikke komme med en offentlig vurdering. I lyset af de oplysninger, jeg har fået, sagde jeg, at de mål, der blandt andet fremgår af det italienske »Documento di programmazione economica i finanziaria«, er gode. De områder, som den italienske regering vil gennemføre budgetreformer på, er relevante, blandt andet inden for pensioner, social sikkerhed, det offentlige og udvidelsen af skattegrundlaget. Jeg sagde også, hvilket måske ikke er blevet nævnt så ofte i pressen, at sandhedens øjeblik kommer i september, når regeringen fremlægger sine specifikke foranstaltninger, som skal give et konkret indhold til disse mål, som jeg tror, kommer med i budgettet for 1998. I dag kan jeg derfor ikke komme med en analyse eller fortælle om de enkelte landes kvalifikationer. Undersøgelsen af resultaterne fra 1997 finder sted til marts 1998. Det, jeg kan sige i dag, er, at udviklingen i situationen i Italien går i den rigtige retning. Der er opmuntrende og får mig til at sige, at når landene har den politiske vilje til at overholde tidsplanen og betingelserne i Maastricht-traktaten for at komme med i euroen, så lykkes det også. |
| Hr. formand, at få Europa til at arbejde igen hr. kommissær, det er det budskab, De i dag har givet os fra Amsterdam. Vi har også forstået det og ser bestemt positivt på det. Men jeg ville ganske gerne høre fra Kommissionen, hvilke initiativer den nu tager, for at grundtrækkene i Fællesskabets og medlemsstaternes økonomiske politik defineres tilsvarende. Hvis De, Kommissionen, og hvis Det Europæiske Råd ville tage Parlamentets anbefalinger seriøst og integrere dem i deres egne forslag, så kunne der også ske noget andet på det erhvervs- og beskæftigelsespolitiske område end det, der hidtil har kunnet ske på grundlag af anbefalingen. De bedes oplyse os om, hvordan det kan ændres, for det, der hidtil er blevet forelagt af finansministrene i Den Europæiske Union, er ikke tilstrækkeligt til rent faktisk af få Europa til at arbejde igen. Mit andet spørgsmål, hr. kommissær: Jeg har udmærket forstået, at De også beskæftiger Dem med euroens internationale rolle. Men der er én ting, jeg gerne vil vide: Tænker De også på forbrugerne, på forbrugerbeskyttelsen? Hvornår får vi omsider en forordning, der sikrer, at forbrugerne i Den Europæiske Union ikke belastes med omkostningerne til konversionen? Hvornår får vi omsider med en forordning også sikkerhed for, at der indføres dobbelt prismærkning? |
| Hvis De læser konklusionerne fra Det Europæiske Råds samling i Amsterdam opmærksomt det skal jeg nok undlade at gøre her, men jeg vil gerne gøre det sammen med Dem kan De se, at EuropaParlamentets bekymringer, navnlig dem, der er kommet til udtryk i beslutningerne om stabilitets- og vækstpagten, i høj grad er med. Jeg har personligt i de sidste debatter sikret, at man i så høj grad som muligt kan få Rådet til at tage hensyn til de retningslinjer, De har foreslået. For det andet: Hvilket initiativ vil vi så tage? Jeg forklarede generelt i mit indlæg for lidt siden de retningslinjer, vi vil følge, både angående koordination af de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikken, og hvad vi vil gøre for at følge op på det. Jeg mener, at det første, vi skal gøre, er at sikre, at traktatens artikel 102 A og 103 i højere grad er rettet mod beskæftigelsen. Derfor udvider vi de brede retningslinjer for den økonomiske politik det kan De se til næste år, når vi præsenterer dem for i højere grad at behandle konkurrenceevne, arbejdsmarked, teknologisk innovation, undervisning, uddannelse og skattesystemer. Det kan komme til at gå temmelig vidt, for vi vil i påkommende tilfælde på grundlag af traktatens artikel 103, stk. 4, stille forslag til henstillinger fra Rådet til medlemsstaterne om disse spørgsmål. Der er med andre ord sammenhæng mellem de henstillinger, vi hidtil har fremsat på budgetområdet, og som vi påtænker at udvide til også at omfatte det økonomiske område. For det andet vedrørende beskæftigelsen mener jeg, at jeg for et øjeblik siden sagde, at vi vil udnytte det såkaldte beskæftigelseskapitel i Amsterdam-traktaten så meget som muligt, og det gennemføres endog inden dens ratificering og skaber derfor det retlige grundlag for mere konkrete handlinger. Alt dette er ved at blive grundigt undersøgt, analyseret og uddybet. Det kommer jeg meget snart til at fortælle mere om, lige så snart mine tjenestegrene er færdige, men jeg kan forsikre Dem om, at De vil blive holdt fuldt informeret om udviklingen i overvejelserne om dette emne. Vedrørende forbrugerne afholdt vi den 15. maj en rundbordsdiskussion, hvor vi fandt frem til en række konkrete, praktiske problemer, for eksempel dobbelt etikettering, dato for ibrugtagning af sedler, samtidig brug af gamle og nye sedler osv. Efter dette møde har vi afholdt en række workshops med forbrugere, banker, virksomheder osv. emne for emne. Mit mål er at afholde to endelige møder om alle disse spørgsmål, et til efteråret, det andet til marts, for at se, hvilke løsninger vi kan finde frem til på disse spørgsmål, for hvis vi kan undgå at lovgive, er det det bedste. Unionen er allerede lammet af for mange love, så hellere lidt for meget dynamik og enighed. Vi søger derfor efter enighed, idet målet naturligvis er at kunne komme med konkrete svar på forbrugernes spørgsmål, når vi offentliggør beslutningen om listen over lande, der går over til euroen, det vil sige i slutningen af april eller begyndelsen af maj 1998. Jeg kan sige nu, at disse praktiske spørgsmål er noget af det, Kommissionen arbejdet med for tiden. |
| Hr. formand, Europa-Parlamentet har krævet, at der i forbindelse med vurderingen af et uforholdsmæssigt stort underskud skal ses på det samlede konjukturforløb i det pågældende medlemsland. Det er også fornuftigt, hvis man vil undgå at bringe et medlemsland, der i forvejen har problemer, i endnu større økonomiske vanskeligheder. I afsnittet om stabilitets- og vækstpagten i konklusionerne fra topmødet i Amsterdam er der imidlertid en direkte henvisning til Rådets resolution, hvori der fremhæves en meget streng automatik med hensyn til fremgangsmåden i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud. Dette vil næsten direkte føre til fastsættelse af en bod. Er det ikke ret uklogt? Hvordan kan det være foreneligt med bestræbelserne på at øge beskæftigelsen, eller var det kun nødvendigt med en resolution om beskæftigelse, for at franskmændene trygt kunne tage hjem? |
| For det første vil jeg svare, at stabilitetspagten er en integrerende del af Maastricht-traktaten. Jeg henviser her til traktatens artikel 104 C, hvor det hedder, at Rådet kan pålægge medlemsstaterne foranstaltninger, hvis denne eller hin betingelse ikke er opfyldt. Stabilitets- og vækstpagten bevarer Kommissionens selvstændighed intakt, for så vidt som den kan stille forslag, og Rådets beslutningsselvstændighed er intakt inden for rammerne af de almindelige beføjelser, det har i henhold til traktaten. Stabilitets- og vækstpagten er en kodeks for god opførsel, der sigter mod at præcisere betingelserne og tidsplanen, så vi kan genfinde en budgetmæssig balance. Jeg kan endvidere sige, at offentlige underskud, så vidt jeg ved, ikke skaber arbejdspladser. Det kan jeg konstatere både i USA og i Europa jeg taler bestemt ikke om Frankrig og i andre europæiske lande. De, der i de seneste år har reduceret deres offentlige underskud mest, har også været ude i den største jobskabende vækst. Her tænker jeg især på det nederlandske formandskab. Det hindrer ikke, at der skal gennemføres strukturreformer, men både i Denver og i Amsterdam lagde stats- og regeringscheferne vægt på, at der skal være overensstemmelse, kompatibilitet og synergi mellem en sund økonomisk politik, nedbringelse af det offentlige underskud, vækstfremme og jobskabelse. |
| Jeg vil bede Dem udtale Dem om internationale virksomheder i Den Europæiske Union og deres brug af euroen. Jeg vil spørge, om De i de lande, der har ret til at fravælge den, eller som måske ikke opfylder kriterierne til at være med fra starten i Den Monetære Union, forventer, at store internationale virksomheder bruger euroen i praksis og af regnskabsmæssige årsager, så euroen kan udvikle sig i disse lande og dermed blive en anerkendt valuta? Vil Kommissionen sikre, at der er et retsgrundlag for en sådan udvikling? |
| Jeg kan berolige hr. Provan. Selvom de internationale selskaber ikke har sæde i et europæisk land, kan de bruge euroen. De forordninger, der er vedtaget om euroens retsgrundlag, har netop til formål at sikre tilstrækkelige retlige garantier, så euroen kan bruges af alle virksomheder i hele verden, hvis de ønsker det. Jeg kan endvidere meddele Dem, at Kommissionen har arbejdet med især de ansvarlige for finansmarkederne om ekstremt tekniske spørgsmål om konventioner og benævnelser på det finansielle område, så vi kan få fastlagt reglerne på foranledning af de økonomiske operatører, så euroen kan bruges harmonisk. For det tredje er det klart, at hvis euroen bliver en god valuta, det vil sige en stabil valuta, bliver den et alternativ til dollaren, og det ønsker investorerne, så de kan sprede deres aktiebeholdning. Euroen skal derfor udvikles og bruges som en transaktionsvaluta, betalingsmiddel og reservevaluta. |
| Hr. kommissær, jeg vil gerne vende tilbage til de konkrete forslag til fordel for beskæftigelsen, som Kommissionen påregner at udarbejde, det er i forbindelse med beslutningen fra Det Europæiske Råds møde i Amsterdam. Regner Kommissionen med, at det nye kapitel om beskæftigelsen i resolutionen samt også den sociale protokol er et tilstrækkelig ambitiøst og eksplicit politisk løfte til at sikre, at Unionen inden indførelsen af den fælles valuta kan få løst det store, afgørende problem, som arbejdsløsheden i Europa er, og opfylde ønsket hos de undertiden fortvivlede sociale grupper, der er ramt af den? Er Kommissionen tværtimod ikke fristet til at se med bedrøvelse på Det Europæiske Råds konklusioner, der fremgår af resolutionen om vækst og beskæftigelse, og som jo blot ligner nogle generelle kommentarer af økonomipolitisk art til brug for økonomistuderende på første år; synes Kommissionen ikke, at disse konklusioner er en visionsløs og ofte usammenhængende opfattelse af et minimalistisk Europa, som giver op overfor en del af sine største problemer, nemlig det sociale problem? Hr. kommissær, jeg tror ikke, at Deres åbenbare optimisme deles af vore atten millioner arbejdsløse. |
| Jeg vil med det samme svare, at det bestemt ikke er med papirer og traktater, at man skaber arbejdspladser. Det er heller ikke ved at give op og udvise konstant pessimisme, at man gengiver Europa den nødvendige tillid til, at vi kan genfinde vor dynamik og skaber arbejdspladser. Europa er i dag i vækst og ved at genvinde fodfæstet, og det er den bedste måde at sætte skub i tingene og med viljen til at gennemføre noget tilskynder vi borgerne til ikke at miste håbet. Jeg vil tilføje, at indførelsen af euroen er en integrerende del af løsningen på arbejdsløshedsproblemet, for euroen skaber mere vækst i Europa. Euroen gør det også muligt at modstå de monetære udsving som nogle franskmænd engang kaldte konkurrencebestemte devalueringer som har kostet Europa tabet af 1½ millioner arbejdspladser på to år, fra 1995 til 1996. Euroen er derfor et nyttigt bidrag i kampen mod arbejdsløsheden i form af den vækst, den bibringer Europa. Men da størstedelen af arbejdsløsheden er strukturel, skal vi gennemføre strukturreformer, nu mere end nogensinde før. Det vil sige en reduktion af de udgifter, der påhviler de lavtlønnede, det vil sige et fleksibelt arbejdsmarked, det vil sige uddannelse, det vil sige lærlingepladser, nøjagtig så mange arbejdspladser, der forudsætter kontinuitet og beslutsomhed. For lige at vende tilbage til USA, kan jeg sige, at efter at have talt og diskuteret med amerikanerne fandt jeg ud af, at Europa bestemt ikke står svagere end USA, men at vi har en fejl, nemlig at vi ikke tror på os selv. Og jeg tror, at politikernes rolle, uanset parti, i dag er at genskabe vore europæiske borgeres selvtillid. |
| Hr. formand, jeg har et lidt specielt, eller måske endog originalt spørgsmål til kommissæren. G8-mødet i Denver, der brillerede ved manglen på positive beslutninger om Europa, blev markeret med en cowboy-aften, der bekræftede det amerikanske verdensherredømme. Formanden for Europa-Kommissionen, hr. Santer, fik ved den lejlighed sammen med de fleste tilstedeværende undtagen hr. Blair, der ikke ønskede at modtage det, en gave i form af et guldur af meget høj værdi. Kunne denne gave ikke være lejligheden til, at Kommissionen og Parlamentet skabte et museum med udstilling af alle de gaver, som repræsentanter for Den Europæiske Union, det vil sige fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen, har modtaget i forbindelse med udøvelsen af deres funktioner? Jeg mener, at både Deres og vort ønske om stringens og gennemsigtighed på denne måde ville kunne tydeliggøres for den europæiske offentlighed og de europæiske borgere. |
| Ønsker kommissæren at svare? |
| Jeg har noteret mig det ærede medlems forslag. Personligt modtog jeg ikke sådanne gaver. Ja, man kan godt opføre museer, men begraver vi ikke lidt for let Europa i museer? |
| For at vende tilbage til beskæftigelsespolitikken, hr. kommissær, nævnte De blandt forskellige muligheder at se på de brede økonomiske retningslinjer, at udvide dem og at se på henstillingerne vedrørende beskæftigelsen fra Rådet. Navnlig nævnede De udvidelsen af Den Europæiske Investeringsbanks rolle og brug af EKSF's midler. Jeg vil bede Dem præcisere, hvilken virkning på beskæftigelsen man kan forvente af disse meget konkrete muligheder. Som næstformanden for EIB, hr. Roth, sagde, tager Investeringsbanken allerede nu hensyn til beskæftigelsesproblemer i de investeringer, den finansierer. Midlerne fra EKSF er på den anden side ikke disponible, idet der er tale om midler, der kommer fra industrien, og man kan ikke bare tage dem og bruge dem i et keynesk perspektiv. Jeg vil bede kommissæren forklare, hvad Det Europæiske Råd tænkte på, da det anviste disse to meget konkrete midler. |
| Tak for Deres spørgsmål, hr. medlem. Det vil tage mig to timer at besvare, for det er rent teknisk meget kompliceret. Men for at sige det så enkelt som muligt, er det, man beder EIB om, at fremskynde og lette adgangen til kredit og for det andet at mindske udgifterne ved låntagning til små og mellemstore virksomheder, der arbejder med teknologisk avancerede områder. Det er målrettede punktaktioner, som vil gøre det muligt for EIB med egne ressourcer og reserver at lette adgangen til låntagning for virksomheder, der har behov for lån til at kunne udvikle sig, og det er lovende for fremtiden, fordi der er tale om udviklingssektorerne, det, man kalder højteknologi. Vedrørende EKSF ved De, at det har store reserver, som det skal bevare, fordi det skal kunne dække de lån, det har ydet industrien. EKSF forsvinder pr. 23. juli 2002. Der vil stadig være et par udestående lån, som løber et vist antal år. Så længe det er nødvendigt at dække disse lån, er der reserver. Det interessante er, at Rådet sagde, at da disse reserver er skabt af afgifter fra kul- og stålindustrien, kan man, når man frigiver dem, give dem til en fond, som vil kunne bruges til forskning i industrier forbundet med denne sektor. I stedet for at det ender med, at disse penge ender et eller andet sted, er vi sikre på, at de bliver brugt og brugt bedst muligt til at lette forskning, for forskning hjælper beskæftigelsen, og vi forsker ikke nok i Europa. |
| Hr. formand, jeg vil gerne spørge kommissæren om, hvilken skæbne systemet med de grønne kurser går i møde, nu hvor det synes at være overhængende sandsynligt eller næsten sikkert, at EURO'en bliver til noget. Bliver der indført en grøn EURO, eller hvornår agter Kommissionen at fremsætte konkrete forslag på dette område for at sikre, at vi også på landbrugsområdet får en fælles EURO? |
| De stiller et fortræffeligt spørgsmål. Vi begynder at overveje dette emne. Jeg kan sige, at euroen forenkler situationen, i hvert fald for landene i euro-zonen. Når vi taler om den agromonetære situation, er der opstået problemer på grund af valutasvingninger, og disses indvirkning på landbrugsområdet forsvinder. Så det kommer til at forenkle situationen. Der er stadig et problem med de lande, der er medlem af Unionen, men ikke af euroen. Disse spørgsmål er genstand for tekniske undersøgelser, og jeg kan forsikre Dem om, at der træffes alle mulige foranstaltninger for, at alle problemer, der stadig findes, når euroen ser dagens lys, forsvinder. |
| Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. |
| Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0204/97) af Fontaine for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets trettende selskabsdirektiv om overtagelsestilbud (KOM(95)0655 C4-0107/96-95/0341(COD)). Jeg har modtaget en anmodning fra UPE-Gruppen om henvisning af betænkningen til fornyet udvalgsbehandling, fremsat i henhold til artikel 129 i forretningsordenen. Hr. Florio har ordet med henblik på at forsvare anmodningen. |
| Hr. formand, vi har rejst dette spørgsmål, fordi vi finder, at emnet fortjener en yderligere uddybelse. Vi skal oplyse, at det forslag, der er fremsat af Kommissionen, oprindelig var et forslag til henstilling, som herefter undervejs er blevet et forslag til direktiv. Rådslagningerne foregik på grundlag af forslaget til henstilling og ikke på grundlag af det forslag til direktiv, som det blev til undervejs. På baggrund af disse betragtninger er min gruppe efterhånden nået til den opfattelse, at det vil være bedst med en yderligere drøftelse i udvalget, og ønsker en sådan drøftelse også med henblik på eventuelt sideløbende at føre den forestående eller næsten forestående drøftelse vedrørende direktivet om det europæiske aktieselskab. På min gruppes vegne gentager jeg derfor anmodningen om henvisning til fornyet udvalgsbehandling. |
| Hr. formand, på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg gerne sige, at dette emne har været grundigt debatteret i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, og at man har taget hensyn til alle betragtninger og vurderet alle aspekter. Jeg synes ikke, der på nuværende tidspunkt er nogen mening i at henvise betænkningen til fornyet udvalgsbehandling. Derfor anmoder jeg om, at betænkningen forbliver på dagsordenen. |
| Jeg sætter anmodningen om henvisning til fornyet udvalgsbehandling under afstemning. (Anmodningen forkastedes) Ordføreren, fru Fontaine, har ordet. |
| Hr. formand, betænkningen om overtagelsestilbud, som jeg har den ære at forelægge Parlamentet for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder, skal ses i sin historiske sammenhæng, og det vil jeg tillade mig at dvæle lidt ved, hr. formand. I 1989 konstaterede Kommissionen, at der kom flere og flere både venlige og fjendtlige overtagelser i den private sektor i Europa, og den tog derfor initiativ til, at der skulle vedtages en række fælles bestemmelser om denne praksis. Kommissionens forslag var i virkeligheden et forslag til direktiv om harmonisering. Parlamentet stillede nogle ændringsforslag, men godkendte forslaget i en betænkning, som vi vedtog i januar 1990. Men efterfølgende har vi måttet konstatere, at det blev blokeret i Rådet. Derfor foreslår Kommissionen os i dag en ny fremgangsmåde. Der er tale om et rammedirektiv med nogle generelle principper for overtagelsestilbud, uden at man har søgt at gennemføre en detaljeret harmonisering af de regler, der har været gældende i de forskellige medlemsstater. For øvrigt har sidstnævnte siden 1989 alle indført en vis lovgivning på området. Kommissionens nye forslag skal ses i lyset af det løfte, der blev indgået i Edinburgh i 1992, om at respektere subsidiaritetsprincippet og overlade det til medlemsstaterne at gennemføre direktivets principper, idet de skulle tage hensyn til egne traditioner og praksis. Denne nye fremgangsmåde har naturligvis ligeledes til formål at komme ud af den blindgyde, som Rådet har skabt. Alle ved, at den voldsomste modstand er kommet fra stater, som mente, at den oprindelige harmonisering gik længere end hvad der er ønskeligt, og hvad der var ønsket. Jeg håber, at hr. Florio lytter, når jeg siger, at det, ordføreren har ønsket, at Udvalget om Retlige Anliggender skulle se meget nøje på det relevante i den nye linje, som Kommissionen foreslår. Der er tale om et slags indledende spørgsmål, som jeg stillede udvalget før enhver undersøgelse af forslagets indhold. Skulle der lovgives? Hvis ja, skulle det så ske i form af et direktiv? Skulle det ske på den begrænsede måde, som Kommissionen foreslog? Efter at have undersøgt sagen meget omhyggeligt svarede Udvalget om Retlige Anliggender endnu engang positivt på disse to spørgsmål. Den gav ordføreren mandat til at fortsætte arbejdet i den retning, det vil sige et direktiv med et mindstemål af harmonisering. Udvalget mener rent faktisk, at de meget forskellige nationale lovgivninger ikke gør det muligt at gennemføre et overtagelsestilbud i en sammenhæng af retlig sikkerhed, der tilfredsstiller både minoritetsinteresser og lønmodtagerne i de pågældende virksomheder. Det mener, at selv et begrænset forsøg på harmonisering, ja, endog temmelig uambitiøst, vil gøre det muligt at indføre en vis loyalitet mellem de forskellige aktører og således hindre de stærkeste i at gå ud i rene spekulationsangreb. Kære kolleger, argumentet med, at »vi ikke må gøre noget, før det femte direktiv om arbejdstagernes medbestemmelsesret, det tiende direktiv om grænseoverskridende fusioner, det europæiske aktieselskab osv. er gennemført«, svarer til at holde os alle sammen hen i det uvisse. Intet i disse forskellige forslag, der desværre er blokeret i Rådet og har været det i årevis, har tilstrækkelig direkte forbindelse til det mål, vi beskæftiger os med i dag, til at berettige en global blokering. Tværtimod kan det signal, vi sender, betyde den så længe ventede opblødning i Fællesskabets selskabsret. Vedrørende indholdet har vi med andre ord ikke ønsket at gøre teksten strammere, da vi ved, at vi så ville få samme reaktion, nemlig at den på ny ville blive forkastet i Rådet, men i ønsket om at være pragmatiske og effektive har vi villet gøre denne tydeligere, mere præcis, for at gøre den gennemførlig i medlemsstaterne. Det er i den ånd, at vi har stillet ændringsforslag med en definition af tilbudsgiver, beskyttelse af minoritetsinteresser og en præcision af tilsynsmyndighedens opgaver. Lige som i 1990 har vi lagt vægt på gennemsigtighed i forhold til lønmodtagerne. Nogle af vore ændringsforslag, der er taget fra vor kollegas, hr, Hughes, fortrinlige betænkning for Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse, gør det muligt at sikre en bedre oplysning af arbejdstagerne. Hr. formand, kære kolleger, efter topmødet i Amsterdam, der var et par spæde fremskridt i retning af, at den europæiske konstruktion endelig kunne få nogle af de sociale aspekter, som den mangler så meget, ønsker jeg, at Parlamentet viser, at den for sin del ikke accepterer hverken lammelser eller tøsedrenge. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at Parlamentet godkender retningslinjerne fra Udvalget om Retlige Anliggender og Udvalget om Sociale Anliggender til fordel for det direktiv og de ændringsforslag, vi stiller for at konkretisere vort ønske om social gennemsigtighed, lighed og balance på det indre marked. |
| Hr. formand, frem for alt og det er ikke ren og skær høflighed og rutine må jeg lykønske fru Fontaine for det arbejde, hun har udført med en tekst, der er af usædvanlig tynd karakter. Man må lykønske ordføreren, fru Fontaine, for at have forsøgt at give teksten et lidt mere præcist indhold, selv om det har været med de begrænsninger, hun selv har påpeget. Som fru Fontaine selv har sagt her og anført i sin betænkning, har hun tvivlet på, om det var umagen værd at blive ved med at tale om dette direktiv og yde en stor indsats i denne forbindelse. Hun har besluttet at yde denne indsats, og jeg ønsker hende til lykke med det arbejde, hun har udført. Man har med arbejdet i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder og med nogle ændringsforslag forsøgt at give dette direktiv form. Det foreliggende direktivforslag er en øvelse, hvis resultater forekommer mig temmelig begrænsede, hvilket skyldes, at man har anvendt subsidiaritetsprincippet for at undgå vanskelighederne i forbindelse med Rådets modvilje mod at godkende tidligere forslag. Dette er et af de tilfælde, hvor subsidiaritetsprincippet er blevet anvendt på en lidt forceret måde, for hvis denne sag henhører under staternes kompetence, så vil hele selskabsretten eller størstedelen af selskabsretten henhøre under staternes kompetence. Og den britiske selskabsret er f.eks. ikke den samme som den kontinentale selskabsret. I dette direktivforslag har briterne dvs. regeringen på daværende tidspunkt haft en meget bremsende indflydelse, og man kan sige, at der er mange aspekter i selskabsretten, som er karakteristiske for den angelsaksiske ret, og at der derfor ikke behøver at være en fællesskabsdimension på dette område. Ordføreren påpeger imidlertid og det er efter min mening vigtigt at det med den nuværende internationalisering og globalisering af den mere og mere ens handel er tydeligt, at Den Europæiske Union på det selskabsretlige område ikke lever op til det, man kunne forvente af den. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden, da jeg studerede sammenlignende ret, lærte, at man ikke kunne harmonisere alt, idet man som eksempel nævnte familieretten, f.eks. skilsmisse. Skilsmissen er imidlertid næsten harmoniseret i hele Unionen, hvilket selskabsretten til gengæld ikke er. Jeg håber, at man i det mindste vil vedtage denne tekst. Vi vil stemme for med nogle ændringsforslag efter princippet, at det er bedre end ingenting. |
| Hr. formand, mine damer og herrer, med kommissionsforslaget tages der hensyn til subsidiaritetstanken på grundlag af de erfaringer, der er indhøstet med det allerede nævnte forslag fra 1989, der strandede. Forslaget indeholder derfor udelukkende et forud fastsat mål, en ramme, og overlader det i stor udstrækning til medlemsstaterne at foretage den konkrete udformning. Målet at sørge for, at aktionærerne i børsnoterede selskaber i tilfælde af et kontrolskift i et selskab i det indre marked har de samme beskyttelsesbestemmelser, opnås således ganske vist kun i ringe grad. I betragtning af, at der på området overtagelsestilbud findes meget forskellige ordninger i medlemsstaterne, var der derfor med rette i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder og i min gruppe rejst det spørgsmål, om det ikke ville være rimeligt med en henstilling i stedet for et direktiv. Jeg personligt havde foretrukket en henstilling, men der findes gode grunde til den trufne beslutning til fordel for et rammedirektiv. Hvis konkurrencefordrejninger skal undgås, børsmarkederne gøres mere transparente og mindretalsaktionærerne i det mindste sikres en minimumsbeskyttelse, så er der behov for en minimumsretssikkerhed. Denne retssikkerhed kan i betragtning af de vidtrækkende forskelle mellem de nationale bestemmelser for overtagelsestilbud kun opnås ved at fastsætte en omend minimal juridisk operationel ramme. En ensretning af reglerne for børsmarkedets enkelte deltagere skal i første række sikres med en harmonisering og ikke med adfærdskodekser på frivillig basis. I forbindelse med det indholdsmæssige arbejde har Retsudvalget yderligere forstærket kommissionsforslagets karakter af rammeforskrift. Således er der i betænkningen indeholdt nogle ændringsforslag, der giver yderligere spillerum for, at medlemsstaterne kan ty til deres nationale ordninger. Nogle væsentlige punkter omhandler direktivet for kort eller slet ikke. Det gælder f.eks. definition af mindretalsaktionærer, inddragelse af samordnede aktioner i direktivets anvendelsesområde samt præcisering af de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan bemyndige deres tilsynsmyndigheder til at indrømme undtagelser fra direktivbestemmelserne. Under hensyntagen til de påviste problemer fortjener kommissionsforslaget alligevel fuld opbakning i den udgave, ordføreren vil foreslå. |
| Hr. formand, jeg vil først og fremmest rydde eventuelle tvivl af vejen. Jeg har den største respekt og den største agtelse for det fremragende arbejde, der er udført af ordføreren, og den anmodning, jeg har fremsat på min gruppes vegne om henvisning til fornyet udvalgsbehandling, havde ikke til formål og må ikke absolut lyde som en kritik af det arbejde, der er udført af fru Fontaine. Forslaget til rammedirektiv om overtagelsestilbud er, som allerede nævnt, et resultat af tidligere initiativer. Allerede i 1989 havde Kommissionen foreslået et klassisk harmoniseringsdirektiv, som imidlertid ikke fandt tilslutning i Rådet. Med iværksættelsen af det interne marked har Kommissionen først foreslået en henstilling, således som jeg nævnte før, og derefter et rammedirektiv, der indeholder visse almindelige principper, der har til formål at skabe ensartede forhold i samtlige medlemsstater, til hvilke man overlader et vidt spillerum. De meget store indbyrdes forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning, der består i dag, gør det ifølge Kommissionen ikke muligt at gennemføre offentlige overtagelsestilbud under tilstrækkeligt sikre retlige forhold, og en lettere harmonisering vil selv om Kommissionen oprindelig havde foretrukket et egentligt og mere bindende direktiv dog gøre det muligt at skabe en vis form for lovlige forhold mellem de forskellige aktører på børsmarkedet. Der er således fastsat visse punkter i direktivet, som jeg ikke skal erindre om, men der er overladt medlemsstaterne rige muligheder for at lovgive forskelligt. Vi finder, at det på dette område, der er forbundet med de frie kapitalbevægelser, ville have været hensigtsmæssigt at finde et større antal nøjagtige fællesskabsregler. Sådan er det ikke blevet. Vi finder derfor med en vis beklagelse, at Den Europæiske Union stillet over for store og alvorlige valg ikke har kunnet træffe virkelige fællesskabsvalg. |
| Hr. formand, jeg vil gerne på Den Liberale Gruppes vegne sige, at vi er meget skeptiske over for denne fase af arbejdet. Vi mener, at der er andre selskabsretlige spørgsmål, som man på nuværende tidspunkt burde lægge større vægt på. Jeg tænker på de større problemer, som selskaber med egentlige grænseoverskridende aktiviteter er udsat for. Der er brug for kraftige foranstaltninger på grundlag af DavignonGruppens rapport, ensartet beskatning af virksomheder med aktiviteter i flere medlemslande og overvejelser om, hvordan underskud skal behandles. Det var det, som man burde have koncentreret sig om nu, og jeg håber, at Kommissionen for alvor vil tage fat på det. Som bekendt varierer situationen med hensyn til overtagelsestilbud fra det ene medlemsland til det andet, sådan som nogle af de foregående talere allerede har nævnt. Nogle har eksakte retsregler, andre har velfungerende frivillige ordninger. Jeg håber, at direktivet også efter Kommissionens behandling fortsat vil sikre mulighed herfor. Selvom der er tale om et rammedirektiv, bør et sådant fastsætte præcise regler i visse tilfælde. Her tænker jeg bl.a. på reglerne om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse. Jeg finder hverken Kommissionens forslag eller reglerne, som de foreligger efter udvalgsbehandlingen, tilfredsstillende; det gælder særlig artikel 3, stk. 2. Vi har derfor fremsat et ændringsforslag vedrørende dette punkt. Endvidere mener jeg, at der i forbindelse med vedtagelsen af et sådant direktiv bør indføres en virkelig beskyttelse af minoritetsaktionærer. Artikel 10 indebærer ikke en sådan. Derfor har vi fremsat et ændringsforslag vedrørende denne artikel. Kære venner! Endelig foreslår Retsudvalget nogle ændringer, som jeg ikke mener hører hjemme i vore dages verden. Jeg sigter til forslaget om at pålægge tilsynsmyndigheden hvert år i en periode på fem år efter en overtagelse at offentliggøre en rapport om beskæftigelsesudviklingen. Det vil give beskæftigelse, men ikke rigtige, konkurrencedygtige job. |
| Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig lykønskningerne til fru Fontaine. Hun må føle det, som om hun netop har modtaget en buket blomster. Hun har behandlet denne sag udmærket i udvalget. Hun samlede udvalget til den sidste afstemning med undtagelse af to, der afholdt sig fra at stemme, og hr. Cassidy, der stemte imod den overordnede udvalgsbeslutning. Jeg tror, at det kræver et mirakel fra ærkeenglen Gabriels side for at overtale hr. Cassidy til at slutte sig til vor holdning. Det oprindelige direktiv fra 1989 er allerede forklaret i detaljer i Parlamentet. Dette direktiv er blevet reduceret meget. Det er meget moderat, fordi der er taget hensyn til, hvad der skete i Rådet i 1989 og 1990. Det Forenede Kongerige har det højeste antal overtagelser og overtagelsestilbud i hele Unionen. Der var omtrent 1 500 årligt i årene 1995/1996. Det har også dette flotte ry, fordi overtagelsespanelet har indsigt i disse særlige forhold. Det accepterer vi, og forslaget accepterer det i vid udstrækning. I artikel 6 hedder det, at tilsynsmyndigheden kan være en ikke-lovgivende instans. Dette ændringsforslag sigter mod at tage hensyn til overtagelsespanelet i Storbritannien. Fjendtlige overtagelser finder nu sted overalt i Europa. Krupp/Thyssen er bare en forløber for fremtidens massive fjendtlige overtagelser. Den Socialistiske Gruppe er derfor af den opfattelse, at det er i konkurrencepolitikkens interesse på dette område, at vi får en eller anden form for lovgivning om disse sager. Vedrørende Kommissionens fjendtlige indstilling til ændringsforslag nr. 11 kan jeg fortælle, at der alene i 1995/1996 i mit land blev nedlagt 12 000 arbejdspladser på grund af overtagelser og fusioner. Ændringsforslag nr. 12 opfordrer til, at de, der har midler eller aktier i de pågældende virksomheder i form af deres erhvervspensionsordning stedse flere i Europa skal inddrages i alle endelige beslutninger om dette. Hvis Kommissionen ønsker at stille forslag om anden lovgivning, for eksempel det direktiv om pensioner, som Rådet behandler for tiden, kan vi overveje det. Den udfordring, Parlamentet står over for, er den anglo-amerikanske lovgivning, og om denne lovgivning 'vinder' over europæisk lovgivning. Jeg håber og stoler på, at Parlamentet forkaster dette forslag. Anglo-amerikansk lovgivning har skabt store problemer i Det Forenede Kongerige, og det ønsker jeg ikke at se her. Jeg er sikker på, at fru Fontaine, når vi kommer til forligsproceduren med Rådet, vil kæmpe hårdt for vore ændringsforslag på vegne af Parlamentet. |
| Hr. formand, af det indlæg, jeg har forberedt, vil jeg kun fastholde én bemærkning, nemlig min lykønskning til ordføreren for hendes dygtige arbejde. Hun har virkelig været i stand til mesterligt at styre det skib, som Europa-Parlamentets betænkning er, og jeg er sikker på, at det vil komme sikkert i havn. Herefter vil mine betragtninger være af mere bred karakter og koncentrere sig om debatten mellem dem, som ønsker at regulere selskabsretten gennem en henstilling hvorfor man har anmodet om henvisning til fornyet udvalgsbehandling og dem, som er tilhængere af, at det sker ved et direktiv eller i det mindste et rammedirektiv. Hr. formand, efter Amsterdam er vores næste udfordring den tredje fase af Den Monetære Union, og for at den skal have mulighed for at blive en succes og Europa har brug for, at den tredje fase af Den Monetære Union bliver en succes er det nødvendigt at fuldføre det indre marked. Og når vi når dette punkt, opdager vi, at der er en sektor, som ikke har gjort fremskridt i det indre marked i 20 år, nemlig selskabssektoren. Og det er paradoksalt, for selskabssektoren var foregangssektoren i den europæiske integration, den sektor som gav det første skub til det indre marked. Det er 20 år siden, der er sket fremskridt i denne sektor, og nu kommer man og siger til os, at man ikke bør udarbejde et direktiv som har haft et meget vanskeligt forløb gennem næsten 10 år men en henstilling. Det er mærkeligt, eftersom jeg fra de samme personer, som er tilhængere af en henstilling, også har hørt, at dette direktiv ikke er ambitiøst nok, og at man burde forsøge at opnå en større integration, samt et andet argument som ikke har noget med denne sag at gøre der går ud på, at man for at kunne lave gode lovregler skal vente på, at Davignon-betænkningen færdiggøres, og på at der foreligger et direktiv om det europæiske aktieselskab. Jeg spørger mig selv, hr. formand, hvad er dette? I Spanien kaldes det institutionelt filibusteri, man ønsker ikke, at Den Europæiske Unions skib kommer frem, og bag dette ligger der to ord: Det ene er subsidiaritet, og det andet er paradoksalt nok globalisering. Og mellem Skylla og Charybdis skal vi, som hr. Verde i Aldea fra Den Socialistiske Gruppe udmærket har sagt, føre en realistisk politik. Dette direktiv er efter min mening ikke tilstrækkeligt, men det er et første og helt nødvendigt skridt, som forhåbentligt bliver efterfulgt af andre skridt, der er helt nødvendige også på det selskabsretlige område. |
| Hr. formand, også jeg er med i det kor, der lovsynger ordførerens indsats. Jeg vil dog advare hende med denne latinske sentens: «Timeo Danaos et dona ferentis«, som for tolkenes skyld betyder: «Frygt grækerne, selv når de kommer med gaver«. Må jeg foreslå ordføreren, at hun meget nøje overvejer de komplimenter, der kommer fra hr. Falconer, for de kommer fra en mistænkelig kilde. Jeg har overhovedet ingen kritik af ordførerens arbejde. Inden for grænserne har hun udført et kompetent, grundigt arbejde. Min kritik går på Kommissionen. Forslaget er forkert. Både fru Palacio og fru Mosiek-Urbahn har sagt, at de ville have foretrukket en henstilling i stedet for et direktiv. Det er helt legitimt, og jeg ved, at ordføreren fremførte det i udvalget. Men dette udkast til direktiv behandler ikke det grundlæggende problem, nemlig at grænseoverskridende overtagelser i Europa er utrolig vanskelige at gennemføre, og alle eller de fleste lande har forskellige hindringer for disse overtagelser. Det helt store argument er, at vi skal passe på arbejdspladserne osv. Men de er i meget større fare, hvis det ikke lykkes for os gennem grænseoverskridende overtagelser at skabe virksomheder på verdensstørrelse, som gør det muligt for os at konkurrere med amerikanerne, japanerne og andre. Hr. Falconers og andres forslag i ændringsforslag nr. 23 om, at investeringsfondforvaltere, der er ansvarlige for porteføjlefondsinvesteringer, bør udelukkes fra overtagelseshandlingen, er simpelthen ude af trit med virkeligheden, da de fleste institutioner repræsenterer pensionsfonde, der igen repræsenterer arbejdstagernes opsparinger i hele Europa. Forslaget er forkert. Jeg stemte mod det i udvalget, og jeg stemmer imod det igen i morgen her i salen. Jeg opfordrer andre, der også nærer tvivl, til at gøre det samme. |
| Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, på Kommissionens vegne siger jeg næstformand, fru Fontaine, tak for hendes fremragende betænkning om denne betydelige foranstaltning på selskabsrettens område. Jeg tror, at vi alle kan være enige på et punkt. Situationen i Fællesskabet vedrørende overtagelsestilbud og beskyttelsen af minoritetsaktionærerne i tilfælde af ændring af kontrollen over et børsnoteret selskab i dag er karakteriseret ved en lang række regler, der opsplitter markedet. Kommissionen finder, at dette på baggrund af den gradvise integration af de europæiske finansmarkeder er en virkelig hindring for enhedsmarkedets funktion. Som De ved og som det også er blevet nævnt var det foregående forsøg på at råde bod på denne situation ingen særlig succes. Det forslag til direktiv, der blev udarbejdet i slutningen af 80'erne, og som blev ændret i 1990 under hensyntagen til Parlamentets udtalelse, stødte på stærk modstand fra visse medlemsstaters side. Af drøftelserne fremgik det, hvor vanskeligt det er at forene visse grundlæggende meningsforskelle ved et direktiv, der tilsigtede en detaljeret harmonisering af overtagelsestilbudene, så meget mere som fremgangsmåden med detaljerede harmoniseringer i almindelighed og ikke blot på dette særlige område på sin vis har udspillet sin rolle. Det er af denne grund, at dette forslag, som fremhævet af fru Fontaine, er holdt i subsidiaritetens ånd. Som følge heraf havde nogle ønsket en henstilling, medens andre havde foretrukket et mere indholdsrigt og detaljeret direktiv. Vi har bevæget os i retning af et rammedirektiv, der fastlægger visse minimumsprincipper og -betingelser, medens det overlades til medlemsstaterne at transformere dem på den måde, som bedst passer til deres egne traditioner og strukturer, herunder strukturer, der har form af regulering ved selvdisciplin. Kommissionens formål i realiteten er følgelig at sikre, at aktionærerne i et børsnoteret selskab i enhedsmarkedet tillægges passende garantier i tilfælde af forandring af kontrollen med selskabet, og at der fastsættes minimumsforskrifter for gennemførelsen og gennemsigtigheden af offentlige overtagelsestilbud. Det er af afgørende betydning at sikre, at når et overtagelsestilbud fremsættes, sker dette i en retlig ramme for sikkerhed, hvori alle de berørte parter har kendskab til de betingelser, der skal gælde for tilbudet. Kommissionen kan acceptere størstedelen af de ændringsforslag, der er fremsat af Udvalget om Retlige Anliggender og Borgeres Rettigheder, med mindre ændringer af redaktionel karakter for så vidt angår ændringsforslag 1, 4 og 6. Kommissionen kan dog ikke på nuværende tidspunkt acceptere ændringsforslag 17 vedrørende perioden for accept af tilbudet, fordi det på baggrund af den almindelige opbygning af teksten og dens formål ikke synes tilstrækkelig klart begrundet. Kommissionen forbeholder sig ret til på ny at overveje sin stilling på dette punkt i en senere fase af behandlingen i Parlamentet. For så vidt angår de sociale aspekter, hr. formand og jeg vil her tillige sige tak til Udvalget om Sociale Anliggender og Beskæftigelse og hr. Hughes er Kommissionen gunstigt indstillet over for indsættelse af det almindelige princip om bevarelse af arbejdspladserne, der omhandles i ændringsforslag 11. Kommissionen kan dog ikke acceptere to ændringsforslag, der dels ændringsforslag 13 angår oplysninger til de ansatte, og dels ændringsforslag 21 rådslagninger mellem de ansatte og direktionen i målselskabet. Vi finder det vanskeligt at forene disse to ændringsforslag med begrebet rammedirektiv og subsidiaritetsprincippet. Vi accepterer ændringsforslag 14, men i en mindre stiv formulering, og kan kun delvis acceptere ændringsforslag 16. For så vidt angår ændringsforslag 12 kan vi ikke acceptere dette, fordi det ikke står os klart, hvordan aktionærer, der er aktionærer, på grund af valg, der er truffet af deres investeringschefer, kan involveres i fremgangsmåden for gennemførelsen af dette overtagelsestilbud. Vi er mere tilbøjelige til at finde, at dette område, der vedrører forvaltningen af pensionsfonde, snarere bør reguleres på nationalt plan. Ændringsforslag 23, 25, 26, 28 og delvis 27, der er fremsat under dagens forhandling, kan ikke accepteres af Kommissionen, men derimod kan ændringsforslag 24 såvel som den del af ændringsforslag 27, der omhandler underretning af de ansatte inden for en rimelig frist efter offentliggørelsen af tilbudet, accepteres. Jeg håber, at Europa-Parlamentet fortsat vil støtte dette initiativ fra vor side, og er enig i, hvad der er sagt, nemlig at der er andre vigtige initiativer på området, som for eksempel grænseoverskridende handeler, en statut for det europæiske selskab, behov for en samordning af skatte- og afgiftsreglerne, men på samme måde som ordføreren, fru Fontaine, ser jeg ikke, hvorledes en henvisning til fornyet udvalgsbehandling kan hjælpe til at løse de andre problemer. Tværtimod kan der ved en hurtig og positiv overvejelse af dette forslag ydes et betydeligt bidrag til afblokering af hele området. Endelig har vi i udformningen af forslaget taget særligt hensyn til de bekymringer, der er kommet til udtryk fra britiske parlamentsmedlemmer og Storbritannien generelt. Direktivet sigter i dets nuværende udformning mod at holde det britiske overtagelsessystem så intakt som muligt. Tvister i form af retligt tilsyn i Det Forenede Kongerige er allerede en mulighed, om end det ikke er almindeligt på grund af domstolenes tøven over for at gribe ind under en overtagelsesprocedure, og det gælder også for den forurettedes ret til at indbringe en sag om skadeserstatning. Der tilskyndes i direktivet eksplicit til, at tilsynsmyndigheden udøver frivilligk ontrol for at hindre administrative eller retlige indgreb. Vi kan med andre ord forsikre de berørte medlemmer om, at vi er lige så bekymrede som dem over disse aspekter og har forsøgt at udarbejde en mekanisme i form af et rammedirektiv, som skaber så lidt forstyrrelse som muligt i et veletableret, velfungerende system som det britiske. |
| Mange tak, hr. kommissær Monti. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. |
| Næste punkt på dagsordenen er betænkning A4-0186/97 af Baldi for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (KOM(96)0347 C4-0426/96-96/0200(COD)). |
| Hr. formand, kære kolleger, farlige præparater er i øjeblikket reguleret ved direktiv 88/379, der handler om klassificering, emballering og etikettering af disse. Det kommissionsforslag, vi i dag har til førstebehandling, har til formål at ajourføre det pågældende direktiv og i én retsakt at placere fællesskabslovgivningen om farlige præparater. Ved direktivforslaget fremsættes der i forhold til direktivet af 1988 forslag til ændringer om udstrækkelse af anvendelsesområdet for direktivet om farlige præparater til fem nye områder, nemlig 1) klassifikationen af etiketteringen i forhold til fare for miljøet; det oprindelige direktiv omfattede alene klassifikationskriteriet om etiketteringen under overskriften »sundhedsfarlig«; 2) fytosanitære produkter og biocider, idet direktivet om klassificering, emballering og etikettering af pesticider ophæves; 3) de sikkerhedsblade, som skal leveres af fabrikanter af præparater, der er klassificeret som ufarlige; 4) eksplosivstoffer, vedrørende hvilke professionelle brugere skal levere et sikkerhedsdatablad; 5) etikettering af visse sensibilisatorer, hvorefter der skal gives oplysninger om produkter, der indeholder sensibiliserende stoffer, også selv om de ligger under den normale klassifikationsgrænse. Den altovervejende del af de ændringsforslag, der er fremsat, er vigtige, fordi de har forbindelse med vurderingen af præparaterne i forhold til de farer, disse frembyder for miljøet, og således harmonerer med den syvende tilpasning til de tekniske fremskridt ifølge direktiv 67/548 om farlige stoffer, der er et direktiv, som er nært forbundet med det, vi drøfter her i salen i dag. Den proces, der ønskes fulgt, er således en proces for harmoniseringen af den bestående lovgivning om kemiske stoffer, og selv om forslaget ikke er let tilgængeligt for dem, der ikke har deltaget i arbejdet, må det tillige erindres om, at Parlamentets rolle er at angive en politisk retningspil. Jeg erindrer dog om, at vurderingen af farerne ved et præparat bygger på fastlæggelsen af stoffer, der er karakteriseret ved farer voldt af: deres fysiske og kemiske egenskaber, egenskaber, der øver indflydelse på sundheden, og miljømæssige egenskaber. Jeg skal endnu en gang understrege betydningen af harmoniseringen af den eksisterende lovgivning, fordi de regler, der gælder i øjeblikket i de forskellige stater vedrørende klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater, således som det med rette er påpeget af Kommissionen, frembyder hindringer for handelen imellem medlemsstaterne, giver anledning til ulige konkurrenceforhold og øver en negativ indflydelse på det interne marked. Et direktiv, der tjener til regulering af denne sektor og i første række lægger vægt på forbrugerbeskyttelsen, er derfor velkomment. Det er netop for at varetage borgernes sundhed, sikkerhed og beskyttelse, at vi ønsker, at der ved direktivet indføres høje sikkerhedsnormer i samtlige medlemsstater. Heraf følger kravet om sikkerhedsdatablade, etikettering af visse sensibiliserende stoffer osv. Borgeren har ret til sundshedsbeskyttelse, og dette er først og fremmest muligt gennem en klar og gennemsigtig oplysning, der blandt andet kan gives ved en læselig og let synlig etikettering. I denne retning er man yderligere gået ved blandt andre bestemmelser at indsætte en advarsel i blindskrift. Hvor oplysninger om visse egenskaber i tilfælde af ufarlige præparater, der indeholder et stof, der frembyder sundhedsrisiko, ikke er til nogen nytte for beskyttelsen af forbrugernes sundhed, er det nødvendigt at indføre forenklede sikkerhedsdatablade for præparater, der er klassificeret som ufarlige, idet udarbejdelsen og ajourføringen af fuldstændige sikkerhedsdatablade medfører omkostninger, tidsforbrug og betydelige vanskeligheder for de små og mellemstore virksomheder, der ofte ikke råder over de nødvendige menneskelige og tekniske ressourcer. Endelig vil jeg understrege, at dette direktiv indeholder og giver udtryk for et ønske hos den altovervejende del af medlemsstaterne, således som det er fremgået af de kontakter, jeg har bestræbt mig for at tage med de nationale myndigheder i Europa, fordi man har søgt at skabe et velafbalanceret sæt regler, der under forbedringer og forsøg på harmonisering tog hensyn til de forskellige lovgivninger i medlemsstaterne. Det er i denne retning, at de ændringsforslag, jeg har fremsat i Udvalget og her i salen, bevæger sig, idet lovgivningen om kemiske stoffer behøver en harmonisering. Dette forslag skal være et reelt fremskridt i denne retning og er affødt af et forsøg på indbyrdes at forlige de forskellige eksisterende nationale lovgivninger. Nu gælder det om at sørge for, at direktivet kan gennemføres og blive operativt. |
| Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne takke fru Baldi for det store arbejde, som hun har udført vedrørende dette meget komplicerede og væsentlige emne. Hvordan kemikalier skal anvendes, er et af de vigtigste miljøspørgsmål. Daglig kan man konstatere, hvordan antallet af allergier øges, og hvordan mennesker og miljø påvirkes negativt. Derfor bifalder jeg Kommissionens forslag, som indebærer kraftige foranstaltninger imod disse problemer på europæisk plan. Der er, i og for sig, tale om et vanskeligt, teknisk direktiv, men det er let for os at tage politisk stilling til det, når vi ser på virkningerne. Det, som vi nu skal træffe afgørelse om, er en lovgivning om, hvordan farlige præparater skal klassificeres, emballeres og mærkes. Det har ikke mindst betydning for tusindvis af europæiske arbejdere, som daglig kommer i kontakt med disse kemiske produkter. De er afhængige af en udførlig og korrekt information om, hvordan præparaterne skal anvendes, for ikke at sætte deres egen sundhed på spil. I direktivet er det først og fremmest artikel 16, der vedrører arbejdsmiljøet. Denne artikel gør det bl.a. obligatorisk at udarbejde såkaldte sikkerhedsdatablade, der eksempelvis skal indeholde råd om, hvordan det pågældende præparat bør anvendes. Det ville være urimeligt af Parlamentet at prøve at forringe disse sikkerhedsdatablade. Desuden ville det betyde, at i hvert fald de tre nye medlemslande ville blive tvunget til at forringe deres nuværende lovgivning på området. Dette drejer sig bl.a. om menneskers sikkerhed på arbejdspladsen. Der er ikke tale om et stykke fritidslekture, som vi skal forenkle blot for at gøre det lettere for parlamentsmedlemmer at læse, men om vigtige spørgsmål, der vedrører menneskers sundhed. Direktivet får imidlertid ikke kun betydning for arbejdsmiljøet, men for miljøet i det hele taget og vor hverdag som forbrugere. Mange af de produkter, som vi køber i forretningerne, er forsynet med en mærkning, som advarer os om, at de er sundhedsfarlige eller energifremkaldende. På baggrund heraf forekommer det virkelighedsfjernt at henvise til, at det er forbrugerinteresserne, som ønsker direktivet svækket. Det er andre interesser, som ønsker det svækket, og jeg håber virkelig, at Parlamentet siger nej til direktiver og forslag, som betyder, at man ikke kan bevare de sikkerhedsdatablade, som anvendes i eksempelvis Sverige, Finland og Østrig. Det indgår i de aftaler, som blev indgået under optagelsesforhandlingerne. Jeg håber derfor, at Parlamentet kan se det fornuftige i, at vi ikke alene som arbejdstagere og forbrugere, men også som samfundsborgere i Europa tager udgangspunkt i et højt niveau, når det gælder sikkerheden. |
| Hr. formand, mine damer og herrer, på PPE-gruppens vegne vil jeg gerne sige, at også dette direktivforslag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater er et godt eksempel på den fornuftige europæiske lovgivning. Problemet med farlige præparater har allerede været reguleret i hele Fællesskabet siden 1988. Men disse regler er allerede blevet suppleret og ændret flere gange. Med det foreliggende kommissionsforslag foretages der ikke blot en revision og sammenfatning af forskellige lovbestemmelser, men der lukkes også et hul i lovgivningen ved at inddrage farlige præparaters indvirkning på miljøet. Den materie, der skal reguleres, er så kompliceret, fordi det ikke kun drejer sig om mange flere tusinde aktive stoffer, men om langt flere præparater, hvori disse aktive stoffer er indeholdt. Der er her tale om flere hundredtusinde. Endnu mere kompliceret bliver det, fordi præparater ikke blot sælges til den endelige forbruger, men fordi der også findes mange præparater, der kun videreanvendes i industrien. Producenter af præparater er mange små og mellemstore virksomheder. Det forventes af dem, at de stiller alle nødvendige data til rådighed. Det betyder, at beskyttelsen af menneske og miljø naturligvis skal være garanteret. Ved data, der går herudover, må man imidlertid træffe en fornuftig afvejning mellem det, det koster, og den yderligere nytte, der opnås. I denne henseende var kommissionsforslaget efter min mening allerede et meget godt grundlag. Sågar for de fleste præparater, der klassificeres som ikke farlige, skal producenten stille et sikkerhedsdatablad til rådighed, hvis det ønskes af brugerne. Mærkningen er naturligvis forbundet med særlige problemer. Den skal på den ene side være forståelig for den endelige forbruger, men på den anden side give mange informationer, der f.eks. er vigtige for en videreforarbejder, men helt uinteressante for offentligheden. Jeg anser det for vigtigt, at der med mærkningen gøres opmærksom på virkelig graverende farer. Det kan være tre, fem eller syv. Men der kan ikke mærkes 20 yderligere mulige eller tænkelige farer. Så stilles der for store krav til en etiket, og forbrugeren bliver mere forvirret end informeret. Det gælder også for angivelsen af kemiske formler, som den normale forbruger ikke forstår, og hvor det tit ville være mere fornuftigt at nævne en erstatningsbetegnelse f.eks. formaldehyd. Det er netop grunden til, der er problemer med nogle ændringsforslag. Så megen information giver heller ikke på nogen måde mere beskyttelse, men snarere det modsatte på grund uoverskueligheden. Selvom man mener at konkretisere og dermed forbedre et generelt overbegreb ved en opremsning, opnår man i praksis rent faktisk det modsatte, for en opremsning begrænser og lader mulige yderligere synspunkter uomtalt, som overbegrebet indeholder. Det er hovedårsagerne til, at min gruppe forkaster nogle af udvalgets ændringsforslag. Jeg vil til slut desuden gerne gøre opmærksom på et punkt, hr. kommissær, nemlig den mangelfulde oversættelse. Jeg kan i det mindste for den tyske udgaves vedkommende sige, at den indeholder en række fejl. Det gør nemlig en forskel, om der står patentering eller potensering. Der er flere af den slags ting i teksten. Det har jeg allerede omtalt i udvalget, men desværre er fejlene ikke blevet rettet. Jeg anmoder indtrængende Kommissionen om at gennemgå det en gang til. |
| Fru Schleicher, hvorom alting er, får jeg nu meddelelse om, at de ansvarlige tjenestegrene allerede har rettet fejlen. |
| Hr. formand, vi er egentlig udmærket tilfredse med det foreslåede direktiv, som jo udvider arbejdsområdet for de oprindelige direktiver en smule, idet det jo er et direktiv, der samler al eksisterende lovgivning om farlige præparater i ét dokument. Vi synes, det er et godt forslag fra Europa-Kommissionen, navnlig fordi miljøfarerne nu har fået en plads ved siden af den allerede eksisterende ordlyd om sundhedsfarerne. Det er et fremskridt. Desuden finder vi, at det er en udmærket forbedring, at nu også stoffer, der kan bevirke en allergisk reaktion, skal etiketteres. Vi liberale går stærkt ind for et højt miljøbeskyttelsesniveau og en tydelig etikettering for forbrugeren. Som jeg sagde før, kommissionsforslaget synes at være et meget rimeligt forslag, men jeg havde gerne set en række skærpelser. Den betænkning, fru Baldi har udarbejdet, er i vore øjne dårligt nok en forbedring af det oprindelige forslag fra Kommissionen, og med hensyn til et antal af hendes ændringsforslag må jeg desværre konstatere, at de sågar udgør en svækkelse. Af denne grund kan min gruppe ikke støtte de af fru Baldi på ny stillede ændringsforslag, der ikke kom igennem i Miljøudvalget. Omvendt er vi positivt indstillet med hensyn til de ændringsforslag, Miljøudvalget har sanktioneret, der efter vor opfattelse udgør en nyttig skærpelse af Kommissionens tekst. Disse ændringsforslag vedrører blandt andet etikettering af farlige stoffer, der ganske vist ikke enkeltvis, men dog tilsammen når op på farlige koncentrationer. Hvis vi vedtager disse ændringsforslag, bliver det i forening med Kommissionens forslag efter vor mening et godt direktiv. Jeg håber, at hr. Bangemann deler vor opfattelse. |
| Hr. formand, Baldi-betænkningen er god i sin nuværende skikkelse. Min gruppe vil derfor stemme for den. Den var ikke nær så god før afstemningen i Miljøudvalget, idet den i sin oprindelige form foreslog en forringelse af eksempelvis reglerne om udformningen af datablade. Derfor stemmer vi også imod ethvert forslag, der går ud på at, at sådanne forringelser af bl.a. databladene alligevel skal gennemføres. Ud fra en samlet betragtning er såvel betænkningen i sin nuværende skikkelse som Kommissionens forslag dog udmærkede; de indebærer væsentlige skærpelser på flere områder. Man medtager flere typer sundhedsskadelige stoffer til gavn for eksempelvis allergikere. Desuden medtager man bekæmpelsesmidler. Det er meget vigtigt, at man ikke tvinger de nye medlemslande til forringelser ved at vedtage for svage regler. Vi stemmer for betænkningen, sådan som den nu foreligger, og vi stemmer imod UPE's ændringsforslag. |
| Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg bifalder Kommissionens forslag. Det er der stort behov for, og det er på tide, at vi får revideret dette område af lovgivningen. Det er netop vigtigt for at sikre miljøet, men særlig borgernes sikkerhed og sundhed. Især glæder jeg mig over tre ting i Kommissionens forslag. Der er den generelle forøgelse af oplysninger om præparater og stoffer, som er farlige for miljøet, en ny erkendelse af deres vigtighed; udvidelsen af dette forslag, så det kommer til at omfatte biocider og pesticider, noget, der er stort behov for, og som burde være sket for længst; og så er der den øgede mængde af information om stoffer, der ikke nødvendigvis er farlige ud fra deres kemiske karakteristika, men som kan skabe risici, når de bruges. Kommissionens forslag er som alt andet her i verden ikke perfekt. Jeg anbefaler derfor Kommissionen de fleste af mine kollegers ændringsforslag, som udvider, klarlægger og udvikler Kommissionens forslag i den rigtige retning, og især de ændringsforslag, som udvider bestemmelsen om information gennem sikkerhedsdatablade. Dette er et positivt forslag, som allerede er trådt i kraft i nogle medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige og Sverige. Det er vigtigt, at leverandørerne positivt forpligtes til at tilvejebringe sikkerhedsdatablade til brugerne. Det er virkelig vigtigt. Jeg vil endvidere understrege behovet for, at disse blade udformes på en sådan måde, at de er forståelige for alle borgere i Den Europæiske Union, hvilket ikke er nogen nem sag, når der er tale om teknisk materiale som dette på mange forskellige sprog. Jeg håber, at Kommissionen vil se meget omhyggeligt på dette aspekt. Jeg har visse forbehold vedrørende forslagene om at tillade brugen af fælles eller generiske navne uden samtidig at anføre det fulde navn eller detaljer om stoffet. Jeg håber, at vi under disse forhold accepterer de sikkerhedsforanstaltninger, Kommissionen har foreslået, da det er af stor betydning og vil betale sig på længere sigt. Endelig vil jeg takke ordføreren. Den elegante og begejstrede måde, hun har udarbejdet denne betænkning på, har gjort det hele meget interessant. Hendes personlige indsats og engagement har gjort det til en meget udbytterig betænkning at arbejde med. |
| Hr. formand, formålet med det forslag til direktiv, vi behandler i dag, er at samle alle EUretsakter, der regulerer klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater, som sælges og anvendes. Det erstatter således gældende direktiv 88/379 og udvider dets anvendelsesområde. Det foreslåede direktiv vil med udvidelsen af det oprindelige direktiv dække følgende: a)klassificering og etikettering af miljøfarlige præparater med »farligt for miljøet«-mærkning; b)klassificering, emballering og etikettering af pesticider og biocider; c)krav om, at fabrikanterne af de fleste præparater, der i øjeblikket er klassificeret som ufarlige, forelægger et sikkerhedsdatablad; d)krav om sikkerhedsdatablade til professionelle brugere af eksplosivstoffer; e)krav om, at præparater, der indeholder visse sensibilisatorer, der kan bevirke en allergisk reaktion, skal klassificeres og etiketteres, selv om de ligger under den normale klassifikationsgrænse.Endvidere kræver Europa-Parlamentets Miljøudvalg, at de data, der kommer fra forgiftningsinformationscentralerne, udnyttes. Udvalget kræver klar etikettering, da det er den eneste måde, forbrugerne kan beskyttes på. Endelig er det vigtigt at udnytte den erfaring, man vil opnå med etiketteringen og med reklamekampagner og uddannelsesprogrammer. Det er derfor hensigtsmæssigt, at Kommissionen om to år forelægger Europa-Parlamentet en beretning på grundlag af de oplysninger, der vil indkomme fra medlemsstaterne og fra de professionelle brugere, så den kan foretage de passende tekniske justeringer og forelægge eventuelle forslag. Til sidst vil jeg gerne rose Kommissionen for at have taget initiativ til denne ændring af direktivet, takke fr. Baldi, som har arbejdet hårdt med et vanskeligt og kompliceret emne og endnu en gang gøre opmærksom på, at direktivet med Miljøudvalgets ændringer er blevet meget bedre, end det var før, og jeg mener, vi bør vedtage det. |
| Hr. formand, direktivet om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater er sikkert et vigtigt skridt på vejen til en reel virkeliggørelse af det indre marked, for netop på kemikalieområdet er det nødvendigt, at vi mærker på en ensartet måde, oplyser om farer på en ensartet måde og omgås disse farlige stoffer på en ensartet måde. Det er sikkert også vigtigt, at der sker en indbyrdes tilnærmelse af de enkelte retssystemer i medlemsstaterne. Men det ville have været dejligt, hr. kommissær Bangemann, hvis man allerede havde medtaget det, der eksisterer af lovgivning på området i de tre nye medlemsstater Finland, Sverige og Østrig og ikke havde ventet på, at Parlamentet gør opmærksom på med tilsvarende ændringsforslag, at der findes medlemsstater med en strengere lovgivning, hvilket også er meget fornuftigt. Mine kolleger har allerede flere gange påpeget, at det ved de farlige præparater ikke blot drejer sig om enkelte stoffers farlighed, men om, at summen af de enkelte stoffer tit udgør en væsentlig større risiko. Det bør påpeges, både over for den forarbejdende industri og over for dem, der køber de endelige produkter. Jeg håber, dette forslag fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse også her finder tilsvarende flertal og får en velvillig behandling i Kommissionen og Rådet, fordi det er et ganske vigtigt punkt. Et andet punkt, mine kolleger allerede har nævnt, vil jeg gerne supplere yderligere: Set ud fra et forbrugersynspunkt skal vi have opmærksomheden henledt på, at disse farlige præparater ikke kan omtales i reklamer som økologisk uskadelige og miljøskånende eller kan sælges med disse attributter, for dermed føres folk bag lyset. Som sidste punkt vil jeg gerne ganske kort sige noget om sikkerhedsdatabladene, der efter min mening netop er nødvendige for de mindre og mellemstore virksomheder, selvom de er forbundet med omkostninger, for her er det i langt højere grad end i de store virksomheder virksomhedsindehaverne selv, der er involveret i arbejdet sammen med de ansatte, og de har ikke mulighed for at informere sig på samme måde, som det måske er muligt i store virksomheder, hvor der findes hele afdelinger, der kun beskæftiger sig med kemikalier. |
| Hr. formand, Østrig har siden 1985 haft en meget streng og meget avanceret kemikalielov. Som led i tiltrædelsesforhandlingerne fik Østrig en ganske udtrykkelig garanti for, at kemikalieloven ville blive bibeholdt i overgangsperioden, sammen med løftet om, at man meget nøje ville undersøge, om de andre EU-stater ikke også kunne overtage disse høje standarder, så det ikke blev nødvendigt at opgive dem. Det fik vi garanti for. Så meget større, kære hr. kommissær, var vores forbavselse over det, Kommissionen så forelagde! Det skulle da naturligvis have været sådan, at Kommissionen forelægger en tekst, der indeholder alle strengere østrigske bestemmelser. Hvad Parlamentet eller sågar Rådet så ville gøre med den, det var en anden sag. Men Kommissionen har ikke engang fundet det nødvendigt at medtage det i sit forslag! Endnu mere besynderlig var forklaringen i udvalget på, hvorfor det ikke er sket. Man sagde til os: «Vi har jo forespurgt i de andre medlemsstater, om de eventuelt var villige til at overtage de østrigske standarder.« Hvem talte man da med? Med en minister, med en embedsmand eller med en eller anden sekretær? Og hvordan skete forespørgslen da? Skriftligt, eller ringede man lidt frem og tilbage? Denne fremgangsmåde finder jeg i hvert fald helt igennem uacceptabel! Nu kunne jeg sige, at som østriger er det mig lige meget, for efter Amsterdam er vi ikke i noget tilfælde længere nødt til at opgive vores lov. Sådan siger jeg ikke, for jeg er nu europæisk parlamentsmedlem, og for mig drejer det sig om, hvordan der ser ud i Europa! Fra Amsterdam hører vi jo hele tiden, hvor vigtig miljøbeskyttelsen er højeste prioritet, bæredygtighed også på erhvervslivets område! Det er ganske vigtigt, hr. kommissær! Budskabet hører man nok, men man tror efterhånden ikke på det mere. For altid når det bliver konkret, når det drejer sig om at omsætte noget, så farer Kommissionen i det mindste sammen. Jeg håber meget, at Europa-Parlamentet ikke vil fare sammen, og at vi i morgen vil stemme for indholdet af de forslag, der til dels allerede har været lov i Østrig i de sidste ti år. |
| Hr. formand, direktivet er vigtigt for alle EU's medlemslande, men det er klart, at eftersom man under tiltrædelsesforhandlingerne med de tre nye medlemslande blev enige om nogle bestemte ting, er der grund til at håbe, at der tages tilstrækkelig hensyn til dem. Ellers er der fare for, at disse lande ved af begyndelsen af 1999 står tilbage med ingenting. Kommissionens forslag til direktiv, der oprindelig blev forelagt som et forslag til ændring, har undervejs fået et reelt, sagligt indhold. Det nye direktiv vil uden tvivl rette op den nuværende situation, idet det bl.a. samler og harmoniserer EU's lovgivning for farlige præparater. Det er en forbedring i forhold til det tidligere direktiv, idet det nye forslag også inddrager miljøfarlige blandinger og stiller krav om klassificering og etikettering af dem. Der er imidlertid tale om et stykke halvfærdigt arbejde. Direktivet foreslår, at der til erhvervsmæssige brugere kun på opfordring skal udarbejdes et sikkerhedsdatablad for præparater, der ikke er klassificeret som farlige, men som indeholder små mængder af farlige stoffer, der ved anvendelse i store mængder indeholder store mængder farlige stoffer. Et sådant datablad vil kun indeholde en etikettering af de stoffer, der er sundhedsfarlige, og ikke af de miljøfarlige. Valget af de blandinger, der skal anvendes i produktionen, sker imidlertid ofte på arbejdspladsen. Det er også på den enkelte arbejdsplads, at det besluttes, hvordan præparaterne skal behandles og oplagres, og hvordan affaldet skal deponeres. Mange arbejdstagere såvel som fagbevægelsen er klar over farerne for sundheden, sikkerheden på arbejdspladsen og miljøet. Det vil være mere hensigtsmæssigt, hvis disse blandinger altid etiketteres på en sådan måde, at de farlige ingredienser for sundheden og miljøet fremgår. Det er formålet med ændringsforslag 40. En række sensibiliserende og allergifremkaldende præparater bør allerede etiketteres, når der er fare for, at de kan forårsage en reaktion hos en overfølsom person. |
| Hr. formand, det direktiv, vi diskuterer i dag, handler ikke kun om klistermærker på dåser og tønder og krav om at udlevere sikkerhedsdatablade. Det er et direktiv, der vil afgøre, om danske malere fremover er beskyttet mod organiske opløsningsmidler. Denne sag har mange mennesker i Danmark en mening om. Desværre husker de den som et af de områder, hvor EU ødelægger høje danske standarder. Vi mener nemlig i Danmark, at selv når det ikke med sikkerhed kan bevises, at malerne får hjerneskade af at være udsat for dampe fra organiske opløsningsmidler, så er blot det at have mistanke herom nok til, at der må skrides ind. Derfor skal malerne selvfølgelig præcist vide, hvad det er, de arbejder med. Nu har vi fået andre venner i dette selskab, de tre nye medlemslande, som også støtter en bedre mærkning. I alle tre lande har der været bekymring for, om EUmedlemskabet vil føre til forringelser for miljø og arbejdsmiljø. Revisionen af det gamle direktiv, der også omhandler kradse sager som pesticider, biocider og lægemidler, ses i disse lande som en afgørende prøve på, om medlemskabet kan forenes med høje danske miljøstandarder. Europa-Parlamentet har derfor en afgørende rolle i denne sag. Det er op til os at lægge et maksimalt pres på Kommissionen og Ministerrådet, så vi ikke til sidst står med et direktiv, der betyder forringelser for forbrugerne og lønmodtagerne. Som den eneste EU-institution er vi valgt ved direkte valg i de femten medlemslande, og vi har derfor en pligt til at tale almindelige menneskers sag. |
| Hr. formand, jeg vil ikke komme ind på de mål, vi forfølger med vores forslag, fordi det i debatten nok er kommet meget tydeligt til udtryk, at Kommissionen sammen med Parlamentet arbejder hen imod at forbedre de eksisterende bestemmelser. I det store og hele har også alle kolleger, der har deltaget i debatten, bekræftet det. Men jeg vil først og fremmest gerne takke ordføreren og også Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, for de forslag, de forelægger, er for en stor dels vedkommende acceptable for os og forbedrer forslaget, som efter min mening alt i alt fru Schleicher har med rette understreget det nu engang var relativ godt. Jeg vil nu i det væsentlige koncentrere mig om ændringsforslagene. Vi kan enten uindskrænket eller principielt gå ind for 29 af de 39 ændringsforslag, Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse har stillet. Uindskrænket er det forslag 1, 2, 3, 5, 7, 10, 13, 14, 15, 18, 19, 21, 22, 25, 27, 31, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38 og 39 og i princippet 6, 17, 24, 29 og 30. Da ændringsforslag 35 er vedtaget, skal artikel 12 i forslaget stryges, og det betyder naturligvis, at de ændringer bortfalder, der var planlagt her. Lad mig nu omtale de ændringer, vi ikke vil acceptere. Efter vores opfattelse ville ændring 4 medføre unødvendige dyreforsøg, da den ophæver anvendeligheden af den traditionelle metode. Derfor ønsker vi ikke at acceptere dette ændringsforslag. Ændringsforslag 8, 9, 11 og 12, som især parlamentsmedlemmer fra Sverige, Finland og Østrig har henvist til, forsøger at indføre en bestemt situation i forslaget, der især findes i Østrig. Når nogle af de damer, der har udtalt sig i den retning, mener, at vi, da vi udarbejdede forslaget, ikke tog nogen som helst hensyn til de aftaler, vi har indgået med de nye medlemsstater, så er det ikke korrekt. For eksempel blev der også indført klassificering og mærkningsbestemmelser for pesticider, det vil sige, at de bestemmelser optages, der f.eks. er lov i Østrig. Det samme gælder for de stoffer, der kan være farlige for miljøet; også denne østrigske særlige bestemmelse har vi optaget. Det er altså absolut ikke sådan og altså helt forkert, at vi slet ikke har haft opmærksomheden henledt herpå. Hvad vi ikke har gjort, er at overtage en bestemmelse, der forlanger, at de kemiske betegnelser på alle farlige substanser, der er indeholdt i præparatet, skal mærkes på etiketten, oven i købet også når deres koncentration ligger under den laveste grænse, vi har fastsat. Det har vi forkastet, fordi vi mener og det er ikke nogen fornærmelse over for Østrig, Sverige eller Finland at det i virkeligheden overhovedet ikke er nogen fordel for forbrugeren. Tværtimod, hvis vi mærker alle stoffer, der kan være indeholdt, også under den laveste grænse, så får vi en alenlang liste, der ikke længere har nogen informationsværdi. Det har fru Schleicher, mener jeg, med rette gjort opmærksom på. Det har vi heller ikke bare gjort i forbigående; det vil jeg gerne sige, fordi det her er blevet kritiseret, at vi skulle have ringet til en eller anden. Naturligvis forbereder vi vores forslag omhyggeligt, og det gør vi ved at drøfte dem med eksperter fra alle medlemsstater, hvor arbejdsgrupper så til enhver tid også kan forelægge deres holdning. Under denne forberedelse har vi sammen med eksperterne fra de andre medlemsstater opfordret Østrig til at forelægge materiale eller argumenter, der kan begrunde de særlige bestemmelser i Østrig. Det er ikke sket, og derfor har alle øvrige medlemsstater accepteret Kommissionens standpunkt. Man kan altså virkelig ikke sige, at vi her er gået vilkårligt frem og uden hensyn til sådanne interesser. Det føler jeg næsten som et personligt angreb, fordi jeg elsker Østrig og naturligvis også Finland og Sverige! (Tilråb) Alle kærlighedsforhold er farlige, fru Flemming, det er jo det dejlige ved dem! Vi har altså gjort det sådan efter moden overvejelse, og jeg håber, at vi hermed også får Parlamentets tilslutning. Til spørgsmålet om oversættelsen skal jeg sige, at vi beklager, det er sket. Rent faktisk er der en række fejl i den tyske udgave. Vi kan, fru Schleicher, ikke længere rette dem selv. Teksten er overgivet til Rådet, og Rådet har allerede fået forelagt et forslag fra den tyske delegation om, hvordan disse fejl kan rettes. Jeg antager altså, at det kan rettes på én gang. |
| Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 12.00. |
| Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0178/97) af Tomlinson for Budgetudvalget om overslag over Europa-Parlamentets og ombudsmandens indtægter og udgifter for regnskabsåret 1998. Ordføreren, hr. Tomlinson, har ordet. |
| Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af Budgetudvalget anbefale Parlamentet denne betænkning, der bærer mit navn. For det første vil jeg sige til Parlamentet, at én ting står fast, nemlig at denne forhandling er begyndelsen på budgetproceduren, ikke afslutningen. Det siger jeg i lyset af de kommentarer, jeg om lidt vil komme med til nogle af ændringsforslagene. Det er ikke slutningen, blot indledningen, og, som formanden med rette påpegede, da han oplæste emnet for dagens forhandling, er det en betænkning om overslag over EP's og Ombudsmandens indtægter og udgifter. Det er, hvad vi skal tale om i dag. Indledningsvis vil jeg derfor gerne ud over selve betænkningen understrege ændringsforslag nr. 17, stillet af hr. Wynn, som jeg har tilskyndet ham og min gruppe til at stille. Jeg kunne naturligvis ikke selv have stillet det, for det er ikke blevet behandlet i udvalget. Grunden til, at dette ændringsforslag er vigtigt, er, at vi ved udarbejdelsen af overslagene overstiger loftet på 20 % for bevillinger under udgiftsområde 5, hvilket normalt er det maksimum, som Parlamentet har brugt i henhold til almindelig praksis. Ændringsforslag nr. 17 indeholder derfor et formelt løfte om at holde sig under loftet på 20 % for bevillinger til administration. Jeg havde i går aftes en lang drøftelse med Parlamentets formand og den næstformand, der er budgetansvarlig. Vi er enige om de mekanismer, der skal indføres. Præsidiet vil sende en ændringsskrivelse til Budgetudvalget. Det skal sendes inden medio september for at sikre de nødvendige ændringer. Det betyder, at ud over de forslag, der allerede findes i udkastet til betænkning om overslag, skal Præsidiet finde yderligere nedskæringer på 4 mio ecu i overslagene og forelægge dette forslag på disse nedskæringer på 4 mio ecu for Budgetudvalget. Ændringsskrivelsen skal også indeholde andre ting. Det skal for eksempel tage stilling til, om der er følger af resultatet af regeringskonferencen, for så vidt angår arbejdspladser. Det bliver lidt mere kompliceret end først antaget. Jeg ønsker ikke at indføre en temmelig nedladende diskussion i vore bemærkninger her i dag, men resultatet af regeringskonferencen får bestemt følger for Parlamentets budget, og de skal også fremgå af ændringsskrivelsen fra Præsidiet til Budgetudvalget. Det tredje område, som ændringsskrivelsen helt klart også skal omfatte og det vil jeg gerne gøre tydeligt opmærksom på her i salen er spørgsmålet om resultaterne fra Præsidiets arbejdsgruppe i forbindelse med den gennemskuelighed og kontrol, som Parlamentet anmodede om i sin beslutning fra december sidste år vedrørende medlemmernes godtgørelser. Min gruppe og jeg vil i ugens løb stemme imod en række ændringsforslag til disse godtgørelser. Det er ikke en værdidom over disse ændringsforslag. Det er blot et udtryk for respekt for Præsidiets kompetence til at udføre de opgaver, det har fået pålagt. Det blev bedt om at udarbejde en betænkning til Parlamentet inden april måned. Det har det ikke været i stand til. Parlamentet og Budgetudvalget har udvist utrolig stor tolerance ved at acceptere, at det kan udskyde betænkningen til september. Men ikke længere end til september. Hvis vi ikke har nogen forslag fra Præsidiet om gennemskuelighed og kontrol med medlemmernes godtgørelser i denne ændringsskrivelse til september, har Parlamentet ret til at træffe sine egne afgørelser om henstillingerne fra Budgetudvalget ved afstemningen under førstebehandlingen. Det siger jeg så tydeligt, jeg overhovedet kan, for jeg ønsker ikke, at nogen misfortolker afstemninger, som går imod nogle af ændringsforslagene. Der er tale ikke tale om værdidomme, men om respekt for Præsidiets kompetence, et løfte om, at vi vil vende tilbage til disse spørgsmål til budgetbehandlingen i oktober, hvis vi ikke mener, at de er tilstrækklig grundigt dækket inden da. Og nu til selve betænkningen. Vi arbejder på grundlag af overslag, som er udarbejdet af Præsidiet ud fra en rapport fra generalsekretæren. Budgetudvalget har hovedsagelig formuleret forslag på seks arbejdsområder på grundlag af den rapport, vi har fået forelagt, og som vi måske har forbedret en anelse. Det første af de seks områder er ændringen af ajourføringen af kontoplanen og anmærkningerne, især i oversigten over indtægter. Der er temmelig teknisk, men dog vigtigt for at sikre et klart, gennemskueligt budget. Det andet område, som jeg allerede delvist har henvist til, vedrører medlemmernes rejseudgifter. Vedrørende disse rejseudgifter har vi nu aftalt med Præsidiet, at der ikke vil ske en stigning i rejsegodtgørelserne, ikke engang en stigning i forhold til inflationen i 1998. Det har vi taget med. Det afhænger ikke af kommende afstemninger. Det er med i udkastet til betænkning. Det tredje område, som vi har koncentreret vort arbejde omkring, er en fastholdelse af Generalsekretariatets stillingsfortegnelse på det nuværende niveau, men samtidig har der inden for denne generelle fastholdelse af stillingsfortegnelsen været et vist antal opnormeringer på grundlag af parametre for karriereudvikling. Der er en række andre områder, som vi ser mere i dybden på på grundlag af betænkninger, som vi anmoder om i løbet af budgetproceduren. Der er for eksempel en række anmodninger om, at vi skal bede om yderligere oplysninger om udgifter til tjenesterejser og kantiner. Jeg må sige, at jeg ikke er særlig ked af den måde, jeg er blevet beskrevet på af Personaleudvalget; de siger, at det er dem, der betaler Tomlinson-prisen. Jeg havde foreslået, at vi overfører bevillingerne til kantinerne til reserven, indtil vi kan se nærmere på, hvordan de bruges, og hvordan de kan være berettigede i fremtiden hvis de kan. Jeg formoder dog ved nærmere eftertanke, at personalet heller ikke var enigt med Personaleudvalget, fordi det måtte konstateres ved valget til Personaleudvalget, hvor dette var et af de mest fremtrædende aspekter i valgkampagnen, at der manglede 350 stemmer for, at udvalget kunne være beslutningsdygtigt. Det fortæller lidt om behovet for, at Personaleudvalget finder ud af, hvor det står, og så kæmper for noget, der er vigtigt, og ikke om pjatemner som hvorvidt de fortjener støtte til deres kantiner. Det næste større emne, vi kommer til at beskæftige os med, vedrører hele spørgsmålet om ejendomspolitikken. Et af de problemer, vi har haft med 1998-budgettet, er, at selvom vi flytter ud af Belliard-bygningen for at flytte ind i den nye, fortsætter vort lejemål til langt ind i det næste årtusind. Så der var ingen hensættelse til leje af Belliardbygningen. Det kunne sikkert rent teoretisk have gjort alle glade, men bare ikke udlejeren. Udlejeren skal have sin husleje. Derfor har vi måttet opføre 7 mio ecu på budgettet til leje af Belliard-bygningen, indtil vi har fået afhændet det lejemål. En yderst vigtig del af vor ejendomspolitik er derfor ikke kun at koncentrere os om at flytte ind i nye bygninger, men at sikre, at vi afhænder eksisterende bygninger såsom Van Maerlant og Belliard. Endelig var der evalueringen og ajourføringen af strategien for edb-sektoren, hvor Budgetudvalget har et vældig godt samarbejde med næstformanden, hr. Haarder, som er ansvarlig på dette område. Der hensættes mange penge til reserven, indtil denne strategi er blevet klarere defineret. Der er mange andre ting i Budgetudvalgets overvejelser, som jeg kunne fokusere på. For eksempel har vi set på hele spørgsmålet om telekom på et liberaliseret telekommunikationsmarked. Vi synes, det er mærkeligt, at vi ikke har benyttet os af udbudsproceduren i forbindelse med telekomtjenester, nu da markedet er blevet liberaliseret. Budgetudvalget har derfor opfordret administrationen til at udarbejde en rapport med de dertil knyttede besparelser. På grundlag af, hvad jeg har sagt, er jeg imod alle ændringsforslagene til Budgetudvalgets betænkning og opfordrer dem, der har stillet ændringsforslagene, til at indse, at det bedste sted for deres ændringsforslag sjældent er i overslagene, men når vi kommer til behandlingen af budgettet i oktober. Jeg kan behandle anden del af betænkningen på 20 sekunder. Det er i forbindelse med overslagene for Ombudsmanden. Det er tegn på den generelle tilfredshed med hans beskedne anmodninger og krav, at der slet ikke er stillet ændringsforslag. Jeg anbefaler Parlamentet betænkningen. |
| Hr. formand, først og fremmest vil jeg gerne lykønske hr. Tomlinson med hans betænkning om overslag over Europa-Parlamentets og ombudsmandens indtægter og udgifter. Denne betænkning viser klart behovet for at fortsætte den stramme budgetlinje, som blev indledt sidste år, hvorfor stigningen på 2, 7 i afsnit I i forhold til sidste år er helt korrekt og meget passende. Men den stramme budgetlinje bør ledsages af en god økonomisk forvaltning, som nødvendigvis kræver et større interinstitutionelt samarbejde og en større udnyttelse af de teknologiske ressourcer, eftersom den hurtige elektroniske overførsel af information, som hr. Tomlinson netop har sagt, vil øge effektiviteten af det udførte arbejde. Og jeg er helt enig med ham i, at for det man skal betale, kunne man få meget mere. Men man må konstatere, at mange poster i afsnit I stadig bruges på en lidet gennemsigtig måde med den deraf følgende mangel på information om Epicentret, sikkerhed, rengøring og vedligeholdelse. Jeg beklager også, at man ikke har afklaret situationen omkring fremtiden for Belliard I+II-bygningerne og overdragelsen af van Maerlan-bygningen. Skal van Maerlan-bygningen lejes af Det Økonomiske og Sociale Udvalg eller af Regionsudvalget? Jeg er klar over, at alle disse beslutninger ikke er uden vanskeligheder, eftersom vi efter udvidelsen kan få brug for de bygninger, der er tilovers i dag. Det er fortsat helt nødvendigt at sikre koordineringen af flytningen fra van Maerlan-bygningen for at undgå den situation, at der ingen lejere er, hvilket vil betyde ekstra omkostninger. Jeg har tillid til, at den kompetente administration gør hvad der muligt for at afklare den fremtidige situation på ejendomsområdet. Hvad angår det sidste, hr. Tomlinson nævnte omkring konto 1840 tilskud til restauranter tror jeg, at man med dette tilskud giver kompensation til en virksomhed, som yder en permanent og udmærket service til nogle personer, der ikke er der hele ugen, og hvoraf mange af dem er i Strasbourg en uge om måneden. Derfor mener jeg, at tilskuddet på en eller anden måde kompenserer den mindre brug af restauranterne. Hvis man tager tilskuddet væk, vil det resultere i prisstigninger og i sidste ende som at bide sig selv i halen vil det betyde en mindre brug af restauranterne og at man i stedet går ud og spiser, hvilket forøger den tid, man er væk fra kontoret. |
| Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Tomlinson for den gode spareånd, der prægede hans tale til Parlamentet, og jeg vil takke Budgetudvalget og Præsidiet, hvor jeg selv sidder, for, at vi i enighed nu fastholder udgifterne til medlemmernes rejser m.v. på samme niveau som sidste år, eller rettere sagt fastholder udgifterne til næste år på samme niveau som i år. Jeg vil gerne takke Tomlinson for hans klare udsagn om, at penge til dækning af rejseudgifter for fremtiden naturligvis skal betinges af dokumentation for, at der faktisk er foretaget en rejse. Det er det mindste, man kan forlange. Den Liberale Gruppe har et meget klart standpunkt i denne sag. Intet firma ville dække rejseudgifter for medarbejdere uden bevis for, at de har rejst. Vort Parlament skal ikke give politikere andre vilkår end dem, vore borgere er underkastet. Det er ikke udtryk for mistænksomhed, det er udtryk for orden, omhu og åbenhed, så alle kan se, at tingene går rigtigt til. Vi er i Den Liberale Gruppe lige så klare, når det gælder spørgsmålet om Parlamentets møder i Strasbourg. Vi accepterer omend med beklagelse pålægget om, at Parlamentet skal mødes hver måned i Strasbourg. Men hver måned giver 11 og ikke 12 mødeperioder. Vi mener, at Ministerrådet viser foragt for Parlamentet ved ikke at tage hensyn hertil, og det øger jo også udgifterne helt urimeligt. Det er vigtigt, at Parlamentet lærer at spare overalt, og at vi tilrettelægger vort arbejde mere effektivt. Hvis vi lærer at spare, så kan vi også få råd til de investeringer, der er brug for, f.eks. når det gælder informationsteknologi. Vi skal ændre Parlamentet fra at være et skræmmebillede, som det er i nogle lande, til at være et forbillede, et eksempel på et enestående, effektivt og moderne internationalt Parlament i tæt samarbejde med de nationale parlamenter og med borgerne. Det må være målet for vor aktivitet. |
| Hr. formand, den folkelige opinion reagerer i stadig højere grad imod parlamentsmedlemmernes ekstra, skattefrie indtægter i form af store godtgørelser. Sådanne privilegier skader demokratiet og skaber afstand til borgerne. De bør i demokratiets interesse afskaffes. Det bør de ansvarlige holde sig for øje frem til september måned. Endvidere foreslås det i Tomlinson-betænkningen, at der afsættes midler til politiske partier på europæisk plan. Det er et meget ejendommeligt forslag. Det er jo sådan, at partier udspringer af folket. Deres legitimitet bygger på denne folkelige basis. At skabe »superpartier« ved hjælp af penge fra oven er demokratisk set unaturligt. Desuden strider det imod landenes forfatninger, at udenlandsk baserede partier kan gribe ind i og være aktive i national politik og konkurrere med selvstændige nationale partier. Sådanne »superpartier« placeret over samfundene og over borgerne er fremmede for enhver demokratisk tradition. Demokrati opbygges ikke fra oven. Det gør parlamenter heller ikke og de kan heller ikke købes for penge. Hele denne vanvittige idé bør forkastes! |
| Hr. formand, mine damer og herrer, jeg tror, bygningspolitikken hviler meget tungt på Parlamentets skuldre, og derfor formoder jeg også, at overholdelsen af 20 %-grænsen er det mest sensible punkt, som vi så skal opnå inden førstebehandlingen. Bortset fra det kan vi, tror jeg, ikke længere unddrage os det nødvendige reformpres og kravet om transparens her i huset. I denne forbindelse vil jeg gerne udtrykkeligt rose ordføreren og takke for, at han har optaget et krav i sin betænkning, som min gruppe i lang tid har rejst her i Parlamentet. Jeg henleder Deres opmærksomhed på punkt 36. Vi vil også gerne have opstillet et grønt regnskab for Parlamentets bygninger. Det er ikke forsvarligt, at vi kræver direktivet om grønne regnskaber overholdt af virksomheder i EU og ser bort fra os selv med vores egne bygninger og vores egen adfærd, hvad angår papir og miljø. Den anden bemærkning, jeg gerne vil komme med, vedrører det offentlige indkøbsvæsen her i huset. Vi har forelagt et yderligere ændringsforslag herom, og jeg ville være meget taknemmelig, hvis der desuden kunne tages hensyn til dette ændringsforslag. Der er her i Parlamentet en synes jeg alt for sjusket omgang med opfyldelsen af det offentlige indkøbsvæsen. Budgetkontroludvalget er for øjeblikket ved at undersøge de forskellige sager, vi her har haft i løbet af det sidste og det foregående år, og jeg mener, det kun kan gavne os og især naturligvis administrationen og kontoret at blive formanet om pligten til at overholde disse offentlige regler. Min tredje bemærkning vedrører den helt nødvendige transparens i forbindelse med godtgørelse af udgifter til os parlamentsmedlemmer. Vi har nu kunnet konstatere, at den nedsatte arbejdsgruppe hidtil ikke er kommet til noget resultat, og måske bør vi ikke kun rykke for de tilsvarende reformforslag med truslen om, at vi så i september ved førstebehandlingen selv træffer beslutning, men måske bør vi sige direkte: I fremtiden vil Parlamentet selv træffe beslutning om godtgørelse af udgifter, og ikke et kontor. I denne forbindelse vil jeg gerne udtrykkeligt støtte ordføreren. Alle vores krav, specielt min gruppes, som vi har lagt på bordet, vedrørende transparens i forbindelse med afregning af rejseudgifter, vedrørende kontrol af tilstedeværelse ved en afstemning ved navneopråb, vedrørende revision af sekretariatsudgifterne og vedrørende overførsel af det generelle faste udgiftsbeløb direkte til pensionsfonden, alle disse forslag, som hhv. jeg og min gruppe betragter som minimumsstandarder for transparens i forbindelse med udgiftsgodtgørelser, vil i september blive forelagt Parlamentet til afstemning med en roll call vote. Så vil det vise sig, hvor alvorligt Parlamentet mener det, når der er tale om transparens! |
| Hr. formand, med en taletid på kun to minutter er jeg selvsagt nødt til at begrænse mig til et par grundlæggende bemærkninger. For det første beklager jeg på ny, at vi som parlamentsmedlemmer ikke selv gør os store anstrengelser for at foregå med et godt eksempel. Det er en kendsgerning, at vore vælgere blandt andet i medfør af Maastrichtnormerne pålægges meget store materielle bidrag, nye byrder og nye skatter. Men selv rører vi ikke ved vore fyrstelige, selv efter parlamentariske normer overdrevne diæter af enhver art. Jeg er klar over, at jeg nu kan bebrejdes hykleri. Jeg forstår denne bemærkning. I særdeleshed efter at have konstateret, at den vigtigste ændringsforslagsstiller på det punkt hører til det flamske socialdemokratiske parti, det parti, der er berygtet på grund af bestikkelse og andre skandaler, og som ikke har betalt én eneste franc tilbage til skatteyderne overhovedet. Men alligevel, hvis vi i morgen alle sammen støtter de ændringsforslag, der retter op på anomalierne i vore godtgørelser, bør ingen længere være en hykler. For det andet vil jeg som flamlænder udtrykkeligt slå fast, at der under ingen omstændigheder må gennemføres besparelser på bekostning af de såkaldte oversættelsesudgifter. Jeg konstaterer, at blandt andre EuropaKommissionens medlemmer i stadig større omfang træder reglen om, at man har ret til at blive informeret på sit eget sprog, under fode. Så sent som i indeværende måned har jeg måttet erfare dette i anledning af et indlæg af kommissær Cresson. Selv når man kun overfladisk skimmer Europa-Parlamentets budget, finder man straks snesevis af millioner ECU i potentielle besparelser. Påstanden om, at »Europa« smider om sig med penge, er ikke overdrevet. Nuvel, når man under disse omstændigheder vil spare på oversættelsesudgifter, handler man for mig at se ud fra andre end budgetmæssige motiver. |
| Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske ordføreren. Det er den typiske stil, han har forvænt os med kampivrig, hvor han ikke tager gidsler, når han slås for specielle sager. Jeg vil dog også gentage, at vi her taler om indtægter og udgifter. Vi kommer til førstebehandlingen senere på året, og så skal der træffes nogle vigtige beslutninger. På vegne af min gruppe er mit bidrag til denne forhandling og udarbejdelsen af Parlamentets budget for finansåret 1998 følgende punkter. For det første vil vi gerne sikre os, at den overordnede indfaldsvinkel respekterer en stram forvaltning af budgetudgifterne. Som i 1997 har vi sympati for de medlemsstater, der skal skære ned på udgifterne for at opfylde Maastricht-kriterierne for den fælles valuta. Vi ønsker derfor at bevare grænsen på 20 %, og der skal helt klart træffes en beslutning om, hvordan vi gør det. For det andet stiller Det Europæiske Folkepartis Gruppe nogle ændringsforslag til bestemte poster, især informationspolitikken, for at sikre, at vi får den rigtige økonomi ind i både Kommissionens og Parlamentets budget. Det har vi gjort før, og det vil vi fortsat gøre. Vi sigter således mod et bestemt mål, nemlig at have fælles europæiske huse i alle medlemsstaterne i år 2000. Vi støtter ligeledes ordførerens holdning til behandlingen af Epicentret. Vi skal være meget forsigtige med at indføre et nyt informationssystem uden at koordinere det med andre måder at formidle information på til medlemmerne. Vedrørende byggepolitikken stemmer vi, nu da Rådet har besluttet, at Parlamentet skal have hjemsted i Strasbourg, for den billigste måde at købe bygningerne på. Tiårsløsningen er, uanset hvor uhensigtsmæssig den forekommer, den, vi skal vælge. Vedrørende førstebehandlingen glæder vi os til betænkningen fra Præsidiet, som Parlamentet bad om, angående spørgsmålet om en statut for medlemmernes godtgørelser. På det tidspunkt skal vi have truffet en beslutning, ikke nu, som et par medlemmer synes at mene, for at indhøste en slags kortsigtet politisk fordel. I Amsterdamtraktatens artikel 138, stk. 4 anmodes Parlamentet om at fremsætte forslag til, hvordan en fælles statut kan fungere. Vi vil bestræbe os på at få samlet alle disse elementer og truffet nogle fornuftige beslutninger om, hvordan vore midler skal bruges. |
| Hr. formand, kære kolleger, også jeg vil sige ordføreren tak for det arbejde, han har udført, og vil naturligvis i betragtning af den begrænsede tid, der er til rådighed, begrænse mig til nogle betragtninger af almindelig karakter om Europa-Parlamentets budget. Jeg tror ikke, at man, når der er tale om EuropaParlamentets budget, kan undlade som den største mangel i henseende til gennemsigtighed og overdrevet høje omkostninger i Parlamentet, at påpege, at denne først og fremmest ligger på politikken i forbindelse med de faste ejendomme, både i Bruxelles og i Strasbourg, hvor og det må jeg understrege Formandsskabet fortsat forholder sig yderst tavst, hver gang det bliver spurgt. Vi er i dag i praksis for en stor dels vedkommende nødsaget til at begrænse visse funktioner af stor betydning for Parlamentet jeg tænker for eksempel på hele tolketjenesten for at kunne betale overdrevet store omkostninger, der er affødt af fejltagelser, handlinger, der er karakteriseret ved grove uregelmæssigheder, og handlinger, som for en stor del dels vedkommende er overflødige. Dette skal siges med den største klarhed! Jeg har ikke forstået, om der i budgettet for 1998 i Parlamentets indtægter også indgår de bøder, som CERS skal betale i anledning af de forsinkelser, med hvilke det nye sæde i Strasbourg givet vil blive færdiggjort. Jeg vil gerne have dette punkt afklaret på en eller anden måde. Ønsker man at spare? Jeg finder, at der kan findes nogle forslag. Jeg mener, at man bør begynde med at afskaffe muligheden for, at de politiske grupper samles uden for de institutionelle bygninger med store udgifter til følge, ligeledes kunne man spare på kontorerne i de enkelte medlemsstater, som koster meget dyrt uden at være til særlig nytte, og givet spare på kantineomkostningerne, som også foreslået af ordføreren. Endelig bør vi være på vagt over for oprettelsen af en ny bureaukratisk struktur, der alene har til opgave at kontrollere parlamentsmedlemmernes bilag. Det er rigtigt, at der skal være gennemsigtighed, men lad os være opmærksomme på, at vi ikke må nå til det resultat at give det samme beløb ud og desuden øge det bureaukrati, der skal udføre den omfattende kontrol. |
| Hr. formand, betænkningen om overslaget over Europa-Parlamentets udgifter for næste år er et stykke kompetent arbejde, og det skal hr. Tomlinson have tak for. Parlamentets budget må ikke udgøre mere end 20 % af bevillingerne under udgiftsområde 5. I forslaget til overslag overskrides grænsen med fire millioner ecu. Det er en skønhedsfejl, som bør rettes, og derfor støtter jeg ændringsforslag 17. Af andre vigtige punkter vil jeg fremhæve punkt 6, litra f) i B-delen om elektronisk databehandling. EuropaParlamentets systemer er flere år bagefter systemerne i medlemslandene, i hvert fald dem i Finland, og derfor er ordførerens fremhævelse helt korrekt. Efter min mening er det også fornuftigt, at ordføreren har skåret i udgifterne til kantiner. De løbende administrative udgifter har været på 2, 5 mio ecu, dvs. omkring 100 BEF pr. kunde om dagen, hvis det antages, at alle medarbejdere og medlemmer spiser der på alle arbejdsdage. Jeg synes, at tilskuddet er unødvendigt, hvis arbejdsgiveren ønsker at støtte arbejdstagerens måltider, bør det ske på andre måder, eksempelvis ved hjælp af frokostkuponer. Etableringen af et spisested og en eventuel butik i Parlamentet bør ske ved hjælp af åbent udbud, som det allerede sker i mange medlemslande. |
| Hr. formand, jeg glæder mig over hr. Tomlinsons beslutsomhed med hensyn til de ydelser og omkostningsgodtgørelser, som Parlamentets medlemmer nyder godt af. Han har besluttet sig for at bringe orden i disse sager, såfremt Præsidiets arbejdsgruppe ikke finder frem til noget. Men som medlem af Præsidiets arbejdsgruppe må jeg sige, at hr. Tomlinson er alt for venlig. Jeg må meddele, at man ikke skal forvente sig særlig meget af denne arbejdsgruppe. Formanden for arbejdsgruppen, der snart overgår til andre arbejdsopgaver uden for Parlamentet, har netop aflyst det seneste møde, hvor der skulle stilles forslag. Det har været helt umuligt at få konkret besked om, hvordan de enkelte forslag vil indvirke på Parlamentets budget. Men Parlamentet bør uden tvivl hurtigt træffe en afgørelse i denne sag, idet Revisionsretten så vidt vides har rettet blikket mod dette interessante problem med, at der her i Parlamentet udbetales godtgørelser for rejser, der ikke er foretaget. Man er jo også klar over, at borgerne har klaget til ombudsmanden over denne administrative uregelmæssighed. Derfor bør man meget hurtigt komme med forslag. Som fru Edith Müller sagde, mener Gruppen De Grønne, at der kun skal betales rejsegodtgørelser mod forevisning af bilag. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan løse problemet, der svækker hele Parlamentets legitimitet. Der bør også finde navneopråb sted under plenarforsamlingen for at sikre, at der ikke udbetales dagpenge for dagene under plenarforsamlingen, hvis man ikke deltager i den elektroniske afstemning. Jeg vil også gøre opmærksom på sekretariatstilskuddene. De dækker næsten 7 % af Parlamentets samlede budget. Jeg har den opfattelse, at der på dette område finder særdeles mange overtrædelser sted. Der bør etableres tilstrækkelig revision på dette område. |
| Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 12.00. |
| Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A4-0163/97 af Hendrick for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om forslag til Rådets beslutning om et flerårigt EF-program for at fremme informationssamfundet i Europa (KOM(96)0592 C4-0030/97-96/0283(CNS)); -A4-0208/97 af Boogerd-Quaak for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om Kommissionens meddelelser til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om . Informationssamfundet: fra Korfu til Dublin, de nye prioriteringsområder og Informationssamfundets betydning for EU-politikkerne næste skridt (KOM(96)0395 C4-0521/96) og . Europa i spidsen for det globale informationssamfund: Rullende handlingsplan (KOM(96)0607 C4-0648/96); -A4-0209/97 af Rübig for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Europas indfaldsvinkel til standardisering og det globale informationssamfund (KOM(96)0359 C4-0523/96); -A4-0200/97 af Ahlqvist for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Om at lære i informationssamfundet Handlingsplan for et europæisk initiativ på uddannelsesområdet (1996-98)« (KOM(96)0471 C4-0528/96). |
| Hr. formand, min betænkning vedrører bevidsthed, bevidstgørelse og informationsformidling om informationssamfundet. Som vi alle ved, er viden magt. Som valgte repræsentanter for folket er det vort arbejde at sprede denne magt til folket. Det gør vi ved at skabe et informationssamfund, hvor der er masser af information, som spredes så bredt som muligt gennem en pålidelig infrastruktur. Information giver magt, og som socialister kan vi ikke acceptere et informationssamfund, hvor nogle har meget, andre intet. Derfor støtter Kommissionen og Parlamentet fortsat det flerårige program for at fremme informationssamfundet i Europa. Oprettelsen af projektkontoret for informationssamfundet er et utroligt stort fremskridt. Worldwide web og Internet har udviklet sig til et fænomenalt medium. Brugen heraf kommer til at revolutionere det samfund, vi kender. Det nittende århundrede var landbrugets århundrede, det tyvende fremstillingsindustriens. Med computere og mekaniseringer vil størstedelen af vore madvarer, forbrugergoder og tjenester blive tilvejebragt gennem automatiserede systemer. I begyndelsen af næste århundrede vil kun 8 % af vore borgere være beskæftigede i landbruget eller fremstille goder eller tjenester. De allerfleste aktiviteter vil dreje sig om brug af information, og det enogtyvende århundrede bliver informationens århundrede. Information er råmaterialet. Økonomisk ydeevne og velfærd afgøres af evnen til at bearbejde rå information til viden, evnen til at føre denne viden gennem informationsinfrastrukturerne, gennem fiberoptiske kabler og satellitter til steder, hvor den kan bruges til at skabe velfærd for vore borgere. Telearbejde, teleshopping, telekonferencer osv. er alle aktiviteter, som kommer til at bruge den nye teknologi og den nye infrastruktur. Men folk skal også have kvalifikationerne til at gøre det. Det flerårige program vil i høj grad bidrage til at gøre folk bevidste om disse nye teknologier og tilskynde dem til at tage dem til sig og lære det nødvendige for at kunne bruge dem, så de kan få noget ud af fremtiden med arbejde og gode økonomiske forhold, hvilket vil sikre Europa en førsteplads udtrykt i økonomisk ydeevne. Vi bør ikke blot indføre et program, som skal fremme denne brug, uden at overvåge dets effektivitet. Jeg foreslår derfor i min betænkning, at vi overvåger programmets effektivitet med særlige parametre, der kan fortælle os noget om, hvordan det har fungeret, og sikre, at Fællesskabets midler bruges rigtigt og effektivt. Det er også vigtigt at inddrage andre aktører ud over Kommissionen, Parlamentet og de nationale lovgivende myndigheder i denne proces. Jeg foreslår derfor, at der nedsættes et udvalg bestående af erhvervsfolk og akademikere, altså eksperter på hver sit område, som kan komme med input til Kommissionen, Parlamentet og de lovgivende myndigheder, så det flerårige program kan tage hensyn til holdningerne blandt Fællesskabets borgere som helhed. Derfor håber vi at se et informationssamfund, der er til gavn for alle vore borgere i fremtiden, et samfund, der giver dem det arbejde og den rigdom, som de så desperat har brug for for tiden. |
| Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, allerede hvidbogen »Vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse« indeholder et bemærkelsesværdigt samlet syn på, hvad der skal til, for at Europa kan gå ind i det 21. århundrede som en vigtig aktør i informationssamfundet. Hvidbogen efterfulgtes af topmøderne i Korfu, Essen og Dublin. Hver gang traf Rådet og Kommissionen de nødvendige foranstaltninger, som efterfølgende dog enten ikke eller i et alt for langsomt tempo blev gennemført. Og nu Amsterdam-topmødet, hvor man atter slog til lyd for mere beskæftigelse og aftalte at holde et ekstra topmøde herom i Luxembourg. På papiret findes det hele. Kommissionens forslag, som er til behandling her i dag, undersøgelser fra gruppen på højt plan, Bruxelles-gruppen, informationssamfundsforummet, og jeg kunne blive ved. Det, der skal til nu, er, at der træffes et endeligt valg, som gennemføres meget hurtigt. Derfor opfordrer jeg Rådet og Kommissionen til at sikre alle foreslåede foranstaltninger med hensyn til informationssamfundets beskæftigelsesaspekter en plads øverst på dagsordenen for beskæftigelsestopmødet. Ministerkonferencen i Bonn kan tage de nødvendige forberedende skridt hertil. Informations- og kommunikationsteknologier er eksempler på ny virksomhed, gennem hvilken mange nye job kan skabes uden ret mange ekstra EU-midler, såfremt det sikres, at de rigtige betingelser er til stede. Alene i telekommunikationssektoren drejer det sig om 150.000 nye job. Den indirekte effekt af IKT på den europæiske økonomi som helhed kan meget vel føre til en vækst i antallet af arbejdspladser på mellem 0, 5 og næsten 1, 5 millioner. For det andet er det nødvendigt, at der i Europa skabes de rette konkurrencevilkår for erhvervslivet. Et desværre stadig mangelfuldt indre marked medfører en mangelfuld europæisk konkurrenceevne. Derfor er det bydende nødvendigt til punkt og prikke at overholde de tidsplaner, der er knyttet til handlingsplanerne. Sager som bekæmpelsen af statsstøtte til nationale virksomheder og tilsyn med overholdelsen af rimelige konkurrencevilkår skal forbedres. Her støtter jeg da også kommissær Montis forslag med hensyn til gennemførelsen af det indre marked. Hovedproblemet her ligger for resten hos medlemsstaterne, som ofte ligger på den lade side med hensyn til implementeringen af europæiske regler. Hr. formand, hr. kommissær, især unge små virksomheder spiller en innovativ rolle i informationssamfundet, idet de udvikler nye produkter, og de er derfor en vigtig faktor for øget konkurrenceevne i Europa. I øjeblikket har dog kun 4 % af de små og mellemstore virksomheder i Europa adgang til Internettet. Der ligger en vigtig opgave for EU med hensyn til at fremme disse virksomheders aktiviteter. Her tænkes eksempelvis på lån fra Den Europæiske Investeringsbank til nystartede og hurtigtvoksende små virksomheder, som aftalt på EU-topmødet i sidste uge. Endvidere synes jeg, at en væsentlig del af midlerne i det femte rammeprogram bør anvendes til informationssamfundsrelaterede aktiviteter. Også strukturfondene kan anvendes til informationssamfundet. P.t. forholder det sig sådan, at kun 2 % af regionalfondene anvendes dertil. Det samme gælder for Den Europæiske Socialfond. Med de samme penge kan vi altså gøre flere og bedre ting. Informationssamfundet er ikke kun et teknisk anliggende, men det har også konsekvenser for samfundet. Jeg er glad for, at den rullende handlingsplan fokuserer mere og mere på de samfundsmæssige aspekter i informationssamfundet. Dette aspekt bliver forhåbentlig ikke syltet på ministerkonferencen i Bonn. Livslang uddannelse og voksenuddannelse bør være genstand for særlig opmærksomhed. Også et mere fleksibelt marked og en nyformulering af arbejdstagernes og arbejdsgivernes rettigheder og pligter hvilket måske er det vanskeligste aspekt i Kommissionens arbejde skal have passende opmærksomhed. Medlemsstaterne skal her have in mente, at en europæisk befolkning, der har mulighed for permanent efteruddannelse under arbejdsforhold, der tager hensyn til de nye arbejdsformer, er et potent våben i konkurrencen med USA og Japan. De fire delområder, der fokuseres på i den af mig kommenterede meddelelse, er gode delområder. Jeg er glad for dokumenterne i deres nuværende form, men som jeg var inde på før, er IKT'erne jo til for menneskenes skyld og ikke omvendt. Min største bekymring er da også, om de rigtige foranstaltninger bliver implementeret, hvilket er grunden til min opfordring til såvel Kommissionen, os selv som Parlament og Rådet til at producere færre notater og gøre mere ved gennemførelsen. |
| Hr. formand, jeg vil gerne lykønske forhandlingspartnerne i Amsterdam med, at de ikke degraderede arbejdspladsspørgsmålet til et rent konvergensspørgsmål, men at man vil beskæftige sig intensivt med dette spørgsmål på et topmøde i Luxembourg. Jeg mener, at det væsentlige grundlag for skabelse af nye arbejdspladser er det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne. Det betyder, vi er nødt til at arbejde endnu hårdere på konceptet for udvikling af det indre marked, og her står informationssamfundet i centrum. Hr. Hendrick har allerede på udmærket vis formuleret det kort og klart. Her skal vi begynde. Her skal vi gå fremad med forøget tempo. En del er naturligvis også standardiseringen, og standardiseringen kan bidrage væsentligt til, at det europæiske erhvervsliv bliver mere konkurrencedygtigt. Standarder er nemlig ikke noget teknisk eller juridisk problem, de er derimod forudsætningen for at skabe konkurrenceevne. På området informations- og kommunikationsteknologi styres udviklingen af markedet og jeg tror, det sågar er et must. Jeg tror, at markedsstyringen er af afgørende betydning for udarbejdelsen af standarder. Der rejser sig her fire hovedspørgsmål. For det første: Officielle standarder og udarbejdelse af offentligt tilgængelige specifikationer. Jeg mener, man skal gøre sig tanker om den tekniske og juridiske udformning. Det andet hovedspørgsmål er, at standardernes og de europæiske standardiseringsorganisationers betydning ændrer sig. Jeg tror, det er nødvendigt fremover at samarbejde i større omfang både med de nationale og med de internationale standardiseringsorganisationer for at undgå dobbeltarbejde og dobbeltsporethed og først og fremmest også for at øge processens hastighed. Det tredje spørgsmål, der rejser sig, er den juridiske status, de offentligt tilgængelige specifikationer, også kaldet PAS, skal have i fællesskabsretten. Jeg mener, at man ved den juridiske status også skal gøre sig tanker om, hvorvidt software-området, hardware-området eller manware-området berøres. Det vil Ahlqvist senere også komme tilbage til. Læring i informationssamfundet er et helt væsentligt grundlag, og vi har også ved læring brug for standarder, for at vi kan se, om visse standarder er opnået eller hvilke standarder der kræves. Det fjerde spørgsmål er den strategiske betydning for udviklingen af konkurrenceevnen med standardiseringspolitikkens instrumenter. Hermed kommer jeg frem til selve standardiseringen. Den giver væsentlige fordele, nemlig juridisk og teknisk sikkerhed for brugeren, for virksomhederne, for forbrugerne, for underleverandører, og jeg mener, at grundlaget og de basale overvejelser her er meget vigtige. Men det drejer sig til syvende og sidst også om et juridisk grundlag for en udvidelse af disse standarder på verdensplan samt direkte hensyntagen til essentielle forudsætninger, såsom sikkerhed sikkerhedsspørgsmål står jo altid meget i centrum integrering i netværker og applikationers interoperabilitet inden for databeskyttelse. Men standarder giver os også den fordel, at de offentliggøres, at de altså hurtigt er tilgængelige på verdensplan, at der indrømmes frister. Sådan får man ganske simpelt kontrollerede og skriftlige dokumenter, udtalelser, ved hjælp af hvilke vi så også kan forbedre vores standarder. For øjeblikket varer processerne for længe; seks til otte år kan ikke mere forenes med disse teknologiers produktlivscyklus. Vi ser også, at visse standarder f.eks. slet ikke er blevet til noget. Et simpelt eksempel herpå er elstikket, vi har i Det Europæiske Fællesskab mange forskellige systemer, der ikke er kompatible. Vi har også f.eks. standarder, der ikke er kommet hurtigt nok, hvor det europæiske erhvervsliv ikke har besluttet sig hurtigt nok, som i eksemplet Video 2000, der ikke slog igennem. På den anden side har vi standarder, der er blevet internationalt anerkendt, som f.eks. GSM. GSM slår igennem internationalt, og hvad enten man vil telefonere i Slovakiet eller i Rusland, følger GSM simpelthen med. Men der er også nu f.eks. ved euro-indførelsen nye chancer for denne standardisering, især også for PAS. Med henblik på indførelse af bankkoder kan man således allerede gøre sig tanker om, hvordan Europa kan omsætte denne udfordring internationalt og dermed også forbedre sin konkurrenceevne. Betænkningen, mener jeg, giver kort og klart udtryk for, at der skal anvendes de facto-standarder og de jure-standarder, og at det også drejer sig om at udvikle nye systemer. Sådan som vi kender det ved den intellektuelle ejendomsret patenter, mærker, ophavsrettigheder, brugsmønstre således bør man også udvikle et komplet system i forbindelse med standarderne og her integrere især de små og mellemstore virksomheder samt forbrugerorganisationerne. |
| Hr. formand, forhandlingen i dag om den første betænkning, som jeg har haft fornøjelsen at skrive på Kulturudvalgets vegne, vækker særlige følelser i mig. Jeg er meget glad for at have fået denne opgave, bl.a. fordi mit hjemland, Sverige, på mange måder kan ses som et forbillede, når det gælder informationsteknologien og dennes anvendelsesmuligheder. Kommissionen har givet det svenske undervisningsministerium til opgave at opbygge et skoledatanet, der skal bruges over hele Europa. Vi har indledt arbejdet hermed, og jeg håber at kunne fremlægge resultatet i Kulturudvalget omkring årsskiftet. Samtidig kan jeg ikke lade være med at konstatere det barokke i, at det, som Parlamentet skal tage stilling til, er en handlingsplan, der blev iværksat i december sidste år. Jeg hører ikke til dem, som ønsker en udvidelse af Europa-Parlamentets beføjelser til at blande sig i alt muligt, men jeg mener i høj grad, at det, som vi foretager os, skal behandles seriøst. Jeg har ganske vist haft regelmæssige kontakter med Kommissionen og går ud fra, at nogle af mine synspunkter kommer til at præge den fremtidige forvaltning af handlingsplanen. Men jeg må virkelig understrege, at også Parlamentets ikke-lovgivningsmæssige beslutninger skal behandles seriøst. Hvordan skal borgerne kunne tro på »citizens first«-parolen, hvis de folkevalgtes udtalelser behandles som rene formaliteter? Hvad selve handlingsplanen angår, støtter jeg Kommissionens forslag for størstedelens vedkommende. Initiativet har tre målsætninger: at fremskynde skolernes indtræden i informationssamfundet, at fremme anvendelsen af multimedier i undervisningen og at styrke uddannelsernes europæiske dimension ved at benytte informationssamfundets værktøjer og fremhæve den kulturelle og sproglige mangfoldighed. For at nå disse tre målsætninger skal initiativet koncentrere sig om fire aktionsområder og inden for disse støtte lokale og nationale initiativer. Formålet er at tilskynde til sammenkobling af skolenetværkene og at opmuntre til udvikling og spredning af programmer. Desuden skal man fremme uddannelsen af og støtten til lærerne og informere alle involverede om de pædagogiske muligheder, som multimedierne tilbyder. Både forskning og pilotprojekter har vist, at informationsteknologien letter tilegnelsen af nye kundskaber og stimulerer den personlige udvikling under forudsætning af, at den tilpasses behovene, og at det uddannelsesmæssige udbytte er tilstrækkeligt. Jeg mener på baggrund af min erfaringer som rektor for Hertsöns Högstadieskola i Luleå, at uddannelse af lærerne og information af forældrene er forudsætninger for, at projektet kan lykkes. Det er vigtigt, at lærerne får tid til at vænne sig til de nye undervisningsmetoder og opdage de nye muligheder. Samtidig ved jeg, at forældrene også spiller en væsentlig rolle for opfølgningen af skolearbejdet i hjemmet. Begge disse forhold understreges også af Kommissionen. Derimod omfatter den oprindelige handlingsplan ikke et punkt, som jeg finder uhyre væsentligt i denne sammenhæng, nemlig de handicappedes situation. Informationsteknologien øger de handicappedes muligheder med hensyn til både uddannelse og arbejde. Realiseringen af dem forudsætter dog såvel programmeludvikling som information og uddannelse. Det vidunderlige ved de fleste programmer er imidlertid, at det næsten ikke kræver nogen merudgifter at tilpasse dem til handicappede, blot det sker på et tidligt stadium i udviklingsprocessen. Her mener jeg, at der må foretages en politisk prioritering. Kommissionen har udvist en positiv holdning til mine forslag, som jeg nu håber også vil blive konkretiseret. Det samme gælder ligestillingsperspektivet. Det er uhyre vigtigt at kæmpe mod den skæve kønsfordeling på datafronten, som man kan konstatere endnu i dag. Derfor har jeg foreslået, at man som led i handlingsplanen etablerer et pilotprojekt, der specielt retter sig mod unge piger. Uanset de farer, som er forbundet med informationssamfundet, må man erkende, at der ikke er noget realistisk alternativ. Derfor er det vigtigt, at vi politikere kommer ind i debatten på et tidligt stadium, og at vi erkender de muligheder, som den nye informationsteknologi giver. Det er i grundskolen og gymnasieskolen, der skal undervises i den nye teknologi. |
| Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder skal jeg meget hjerteligt lykønske fru Boogerd-Quaak med hendes betænkning og også takke for, at hun fuldstændig har integreret de konklusioner i sin betænkning, som Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder har vedtaget enstemmigt. Alle betænkninger, der i dag behandles under ét, beviser, at Europa-Parlamentet meget engageret støtter Kommissionens politik vedrørende informations- og vidensamfundet. Men de viser også, det er nødvendigt at gøre opmærksom på farerne ved en ensidig udvikling. Disse ensidigheder bliver mere og mere tydelige, efterhånden som udviklingen skrider frem, og dem skal Kommissionens politik styre bedre imod. Mens man f.eks. på det kommercielle område og på underholdningsområdet får adgang til stadig mere mangfoldige anvendelsesmuligheder og betjener sig af dem i stigende omfang, distanceres f.eks. området offentlige forvaltninger både på nationalt og på EU-plan. Forbedringer for borgeren i adgangen til oplysninger i den offentlige sektor, i adgangen til viden om retlige forhold og fremskyndelse af domstoles og administrative myndigheders procedurer, aftegner sig ikke i tilsvarende omfang. Det samme gælder også for ikke-kommercielle anvendelser på området skole, uddannelse og kultur. Det ville så også være disse nyttige anvendelsesmuligheder, der ville gøre det attraktivt for en stor gruppe kvinder at betjene sig af informationssamfundets teknikker. I handlingsplanen omtales der desværre ikke eller kun meget indirekte et yderligere felt, hvor der er mulighed for anvendelser, nemlig informationssamfundets potentiale med hensyn til at styrke borgernes demokratiske rettigheder. På alle politikkens niveauer kunne der her udvikles mere fantasi. Hvis vi ønsker at bringe projektet Europa nærmere til borgeren, og det vil efter Amsterdam være mere nødvendigt end nogensinde før, så er det nødvendigt at igangsætte storstilede eksperimenter med teledemokrati. |
| Hr. formand, de er knap ti år gamle og surfer allerede på Internettet. De giver beskeder på voicemail og udveksler data og nyheder pr. e-mail. De bruger ikke bare CD-ROM, når de spiller, og gør deres opdagelser også i den virtuelle realitet. Europas unge udnytter de nye informations- og kommunikationsteknologier, der endnu er en gåde for mange voksne. Men mens en del af skoleeleverne lærer sig selv, men også deres forældre at omgås disse nye teknologier igennem leg, er der en anden del, der er udelukket fra denne adgang: Handicappede og retarderede unge og de, som ikke har økonomiske midler til at anskaffe basisudstyret. Kløften mellem dem, der ved, og dem, der ikke ved, skal gøres mindre. Der skal skabes mulighed for de samme adgangsbetingelser til disse teknikker på et tidligt stadium. Eleverne skal undervises i og lære at omgås dem på en ansvarsfuld måde. At fremme deres anvendelse i undervisningen på primær- og sekundærtrinnet, det er målet for en handlingsplan, Europa-Kommissionen har iværksat, og som vi i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender støtter. Uanset skoletype, uanset kvalifikationsniveau skal der formidles minimumskundskaber for at gøre det muligt for de unge at deltage i det fremtidige erhvervs- og samfundsliv. Med disse teknologier rykker Europa tættere sammen. Skoleelever kan komme i kontakt med hinanden hen over grænserne, lære andre kulturer og sprog at kende og udvikle fællesskaber, der skal uddybes ved besøg på flere ugers varighed på stedet nemlig i gæstefamilierne. Endnu er udstyrsomkostningerne til databankerne på skolerne afgjort for høje og multimedieanvendelserne helt utilstrækkelige. Ordføreren, fru Ahlqvist, har udtrykt det meget tydeligt. Der skal altså i større omfang gennemføres modelprojekter, som f.eks. hos os i Tyskland »Skoler på nettet«. Gennem dette initiativ skulle ti tusinde skoler være tilsluttet nationale og internationale net og multimedietjenester inden for tre år. På europæisk plan støttes videreuddannelse af lærerne i omgangen med disse fremtidsteknologier, nemlig fra SOKRATES-programmet. Jeg henleder opmærksomheden på, at det specielt er nødvendigt at støtte kvindelige lærere, hvis ringere stilling i den tekniske verden, der tit beherskes af mænd, vi ikke længere kan tolerere. På skoler er der også mangel på pædagogiske undervisningsindhold. Til det formål skal der udvikles og anvendes datamateriale af høj kvalitet. For at computeren for mange ikke skal blive ved med at være den eneste kontaktpartner, skal undervisningen motivere til teamspirit og kreativt gruppearbejde. Den skal også bidrage til, at informationer ikke blot optages, men derimod fortolkes og skal kontrolleres for deres sandhedsindhold. Således bidrager de nye informations- og kommunikationsteknologier også til at fremme dømmekraften og evnen til at træffe beslutninger, de væsentligste elementer i et levende demokrati. |
| Hr. formand, jeg er ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi vedrørende fru Ahlqvists betænkning om at lære i informationssamfundet. Udvalget vedtog enstemmigt mit forslag til udtalelse. Fru Ahlqvist har medtaget de fleste af de punkter, som vi fremførte fra Energiudvalgets side. Derfor skal jeg blot kort omtale tre forhold, som jeg ønsker særligt at understrege. Det ene drejer sig om, at der i dag er meget stor forskel på, hvilke IT- og Internet-muligheder, skolerne i Den Europæiske Union har. Mindre end 5 % af de europæiske skoler havde i midten af sidste år adgang til et elektronisk netværk. Tallet varierer meget fra medlemsland til medlemsland. I eksempelvis Sverige og Finland havde to tredjedele af alle skoler adgang til Internet, mens mindre end 2 % af alle tyske skoler havde det. Det må man erindre, når man drøfter disse spørgsmål. Det andet, som vi har været meget inde på, er lærernes holdning til teknologien. Personlig tror jeg ikke, at det er de unge eller skoleeleverne, som har sværest ved at tage imod den nye IT-information. Problemerne skyldes snarere lærernes indstilling og viden. Mange steder er det nu lærerne, som har sværest ved at skaffe sig denne form for information, hvorimod det forekommer de unge mere naturligt. Endelig skal man vogte sig for overtro på multimedier. Det er ingenlunde sikkert, at multimedier medfører bedre pædagogik i skolerne. Multimedier skal være et supplement til den almindelige undervisning. Skolen behøver med andre ord også ressourcer på de ikke-materielle områder, dvs. lærerstillinger. Det knytter an til mit tredje punkt, nemlig at vi må gøre os alvorlige overvejelser om ØMU i denne sammenhæng, idet ØMU kræver visse konvergenskrav opfyldt, hvilket i f.eks. Sverige, desværre, har medført, at den offentlige sektor, som skolen jo er en del af, skal spare. Jeg synes ikke, det er rigtigt at spare på så vigtigt et område som skolen. Ungdommen er EU's fremtid. Derfor burde man ikke spare på skoleområdet, sådan som man gør det i dag. |
| . Hr. formand, hvis vi udvikler det utrolige potentiale, der ligger i informationsteknologien, så kan vi forbedre økonomien, vi kan lette dagliglivet også for de svage i samfundet, og vi kan styrke folkeoplysningen og demokratiet. Utallige er de anvendelsesmuligheder, der blomstrer op overalt. Men hvis EU skal have sin fulde fordel og sin fulde andel af dette nye marked og af disse nye muligheder, så haster det med at få indført et ensartet og homogent indre europæisk marked. Der mangler retssikkerhed og juridisk forudsigelighed. Det svækker de europæiske virksomheder sammenlignet med de amerikanske. En lang række direktiver ligger og venter på at blive gennemført. De nuværende konkurrenceregler er ikke tilstrækkelige. Der er nok at tage fat på. Det er et lyspunkt og Kommissionen skal have tak for at der på Amsterdam-mødet blev enighed om at opfordre Den Europæiske Investeringsbank til at danne en ny lånefacilitet til højteknologiske projekter i små og mellemstore virksomheder. Det er et meget vigtigt skridt. Kommissionen skal opfordres til at styrke sin indsats for at sikre og forbedre det indre markeds funktion på informations- og teknologiområdet. Regeringerne i medlemslandene skal sørge for at sikre en fuldstændig ensartet og rettidig implementering af liberaliseringen af telekommunikationssektoren inden 1998. Og så skal vi huske på vor egen indsats. De europæiske institutioner skal også tænke på deres egen informationsteknologipolitik. Det skal Kommissionen, og det skal vi også her i Parlamentet. Og det skal for øvrigt også Europaskolerne, som desværre er noget bagud, når det gælder disse muligheder. I store dele af undervisningssektoren er der problemer med at udnytte de nye muligheder. Som tidligere undervisningsminister ville jeg gerne tale længere herom, men jeg vil i stedet tilslutte mig den meget flotte tale, som hr. Thomas Mann lige har holdt. |
| Hr. formand, jeg er på vegne af hr. Ripa di Meana blevet bedt om at forelægge Kulturudvalgets betragtninger over de to kommissionsdokumenter om informationssamfundet. Det er helt indlysende, at Kommissionen har pligt til at tage hensyn til de kulturelle aspekter i disse sager, idet der findes bestemmelser om dette i traktaten om Den Europæiske Union helt præcist i traktatens artikel 128, stk. 4. Kulturudvalget er bekymret over, at Kommissionen under sin planlægning af informationssamfundet alligevel ikke har taget denne forpligtelse særlig alvorligt. Kulturudvalget har især peget på, at der nu er brug for konkrete tiltag, der kan fremme den kulturelle mangfoldighed. Der bliver sagt mange smukke ord om dette, men de konkrete forslag er ikke særlig overbevisende. En væsentlig del af den kulturelle mangfoldighed er flersprogetheden. Der er en alvorlig risiko for, at informationssamfundet bliver til et etsproget samfund. Det er sikkert ikke formålet. Kommissionen bør derfor fortsat komme med konkrete forslag til, hvordan det flersprogede informationssamfund kan fremmes. Man bør også sørge for, at det ikke kun drejer sig om instrumenter og teknik. Det handler også i meget høj grad om, hvilke sociale og mere vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser informationsteknologien vil føre med sig, og det kan ikke understreges nok, at de sociale og samfundsmæssige virkninger slet ikke er blevet undersøgt i det omfang, som alvoren berettiger dem til. Vi står ligefrem over for en revolution, idet de nationale skattesystemer for alvor vil komme i fare, når borgerne begynder at handle på internettet. |
| Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne på dette sted specielt komme ind på de tre dele, betænkningen af fru Boogert-Quaak falder i. Jeg mener, forandringen til informationssamfundet betyder en fundamental forandring af vores samfund. Efter min mening hviler informationssamfundet på to søjler, den teknologiske udvikling på den ene side og den samfundsmæssige sociale udvikling på den anden side. Den teknologiske udvikling har hidtil stået i forgrunden, og den har fortsat afgørende betydning for den europæiske industri. Dette område er kendetegnet ved en hastig teknologisk forandring. Landskabet er præget af slagord som bredbåndsnet, ISDN, Internet, Intranet, telematik i trafikken osv. Kommissionens mangfoldige bestræbelser på dette område er prisværdige. Ordføreren, fru Boogert-Quaak, støttes i kravet om at komprimere de mangfoldige aktiviteter. Vi har brug for mere overskuelighed på dette område. Kommissionen skal øge sine bestræbelser for at samle de mange enkeltinformationer og -ordninger til et overskueligt og gennemskueligt værk. Informationssamfundets anden søjle er samfundet og dets sociale aspekter. Denne side blev der i begyndelsen ikke taget meget hensyn til, men den tillægges i stigende grad den betydning, der tilkommer dette område. Jeg hilser det derfor udtrykkeligt velkommen, at Kommissionen har gjort det klart med grønbogen »Liv og arbejde i informationssamfundet Mennesket i centrum«. Her er slagordene: Livslang uddannelse, viden som central kvalifikation osv., men også teknikangst, opsplitning af samfundet i én del, der kan omgås de nye medier og teknologier, og en anden, der ikke har teknisk og psykologisk adgang. Ordføreren har ret, når hun erkender en mangel på de sociale og samfundsmæssige aspekters område. Jeg kan kun dele hendes iagttagelse. Vi ønsker ikke et informationssamfund, hvor det kun drejer sig om, at nogle få kan forøge deres profit. Det europæiske koncept for informationssamfundet skal tage borgerne med på vejen ind i fremtiden. Den samfundsmæssige forandring skal også give mulighed for individuelle chancer i bred målestok. Hermed mener jeg mere medbestemmelse, mere adgang til informationer, flere muligheder for uddannelse og flere muligheder for omkostningsgunstig kommunikation. På den videre vej frem skal EU allerede nu forberede sig på næste udvidelsesrunde. Tiltrædelseskandidaternes integration i reguleringsprocessen er af stor betydning, hvis vi ønsker et homogent marked i Europa. Det skal endnu en gang understreges, hvor vigtigt det er at oprette en europæisk reguleringsmyndighed for telekommunikation. Jeg mener, kun sådan kan konkurrencen sikres på dette område, og kun sådan kan stridigheder formindskes mellem europæiske operatører og regeringer. Til betænkningen som sådan er der modtaget syv ændringsforslag, som vores gruppe støtter på nær nr. 3 og 4. De gør det klart, at arbejdstagernes beskyttede rettigheder ikke står til rådighed ved udviklingen til informationssamfundet. Vi forkaster et beskyttelsesfrit område. Ændringsforslag 2 kunne vi stemme for, hvis ordet »offentlig tjeneste« blev erstattet af »universaltjeneste«. Men formentlig drejer det sig her kun om et begrebsproblem. |
| Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg mener, at vi i den sidste mødeperiode har drøftet en betænkning afgivet af Udvalget om Forskning, Teknologisk Udvikling og Energi om informationssamfundet. På Salon du Bourget har vi i sidste uge haft mulighed for at påhøre de særlige organisationers og den europæiske industris organisationers engagement på satellittransmissionsområdet. I Cairo søgte vi i maj i overværelse af kommissær Bangemann at finde de første dele af et mønster for anvendelsesmulighederne for informationssamfundets brug af satelliter med henblik på et samarbejde, der går ud over Unionens grænser i dag. Initiativerne bliver stadig flere, og det må vi takke Kommissionen for. Det synes mig, at arbejdet med reglerne om det åbne marked er ved at nå til målet, og følgelig er en første hindring for borgernes adgang til informationssamfundet langsomt ved at forsvinde. Jeg glæder mig over, at Kommissionens handlingsplan, som vi drøfter her i dag, endeligt skal sætte uddannelsen helt i forgrunden, idet denne måske er den største barriere, borgerne og virksomhederne skal overskride. Tanken om at forbinde skolerne med Internet, at oprette et mangesidigt bredbåndsnet for undervisning og de nye applikationer, tanken om at fremme initiativet »Europas Borgere« med yderligere programmer: alle er fremragende tanker, som USA allerede på sin måde har omsat til praksis. Hvad der fortsat bekymrer mig, og hvad jeg ikke ved, hvad Kommissionen vil gøre ved, er samarbejdet med medlemsstaterne og de lokale regeringer, de forskellige former for fremme og finansiering, og størrelsen af de forskellige økonomiske bevillinger, for hvorledes indfører man i et system systemet for den grundlæggende uddannelse, der sædvanligvis er stift i henseende til programmer og regler, meget fattigt på midler og upåvirkeligt af forandringer de nye teknikker for tastaturer og mus? Det er på disse områder for fleksibilitet i vort samfund, at jeg finder, at informationssamfundet måske kan støde på de største vanskeligheder. |
| Hr. formand, debatten om informationssamfundet har i høj grad været domineret af teknik på bekostning af indholdet. Det er på høje tid at se på indførelsen af informationssamfundet ud fra borgernes behov og som en vidtrækkende udviklingstendens i samfundet. I fremtiden vil det være et ubetinget krav, at man er i stand til at bruge informations- og kommunikationsteknologien, hvis man vil kunne deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet og på andre områder i samfundet. Derfor bør disse færdigheder gives til alle og som et bidrag til, at der ikke opstår en ny klasseopdeling og udstødelse. Kun et ligeværdigt informationssamfund kan øge konkurrenceevnen og beskæftigelsen. I fru Ahlqvists betænkning fremhæves det, at forberedelsen til informationsteknologien allerede bør starte i børnehaveklassen og på de laveste klassetrin, for at flest mulige børn kan få det samme startgrundlag. Ligeså vigtigt er det, at ældre borgere får mulighed for at lære at bruge de nye teknologier og informationsstrømmene. I forbindelse med den livslange uddannelse er dette en af de vigtigste udfordringer, hvortil der er brug for relevant materiale og passende procedurer. Udbuddet og adgangen til informations- og kommunikationsteknologi har særlig stor betydning for jævnbyrdigheden mellem regionerne. Fjernundervisningen bør udvikles, og de fjerntliggende områder skal inddrages i den samlede økonomiske og sociale udvikling. Som det her er blevet påpeget, er der meget store niveauforskelle mellem de enkelte lande, når det gælder netværksforbindelser mellem skolerne. I mit hjemland Finland har over to tredjedele af skolerne en netværksforbindelse, mens det tilsvarende tal på unionsplan er under fem procent. I denne sammenhæng er der grund til at fremhæve ikke kun uddannelsesinstitutionernes, men også bibliotekernes betydning og deres store muligheder for at fungere som regionale uddannelsescentre, der er åbne for alle. Fagfolk i informations- og bibliotekssektoren med en tidssvarende uddannelse kan også bistå med at finde frem til information og oplevelser, der forefindes i en ny form. I lærernes uddannelse og efteruddannelse skal informations- og kommunikationsteknologiens stilling styrkes. Efter min mening er der et pressende behov for at udvikle programmer og materiale til undervisningsbrug. Kommissionen bør også fortsætte sine bestræbelser på at udvikle en europæisk multimedieindustri således, at den virkelig kan bidrage til den sproglige og kulturelle mangfoldighed i Europa. |
| (uden mikrofon)... lægger vægt på farerne ved at forstærke de sociale skævheder i gennemførelsen af informationssamfundet, idet vi erkender, at de nye teknologier er en chance og et fremskridt for samfundet under forudsætning af, at de er tilgængelige for alle gennem uddannelse og offentlige tjenester, som blandt andet skal stille det nødvendige udstyr til rådighed for de forskellige offentlige etablissementer. Men selvom Kommissionen erkendte den universelle tjenestes dynamiske karakter, nægter den fortsat at medtage levering af avancerede telekommunikationstjenester til uddannelsesinstitutioner. Vi er enige med Ahlqvistbetænkningen i at beklage den totale mangel på nye ressourcer til at nå dette mål. Vi er enige i analysen af årsagerne til denne totale mangel på budget, det vil sige det stramme budget, der er forbundet med konvergenskriterierne for den fælles valuta, som medfører et fald i de offentlige udgifter, hvilket igen især påvirker uddannelsesområdet i form af, at klasser nedlægges, at stillinger fjernes, og at underviserne ikke uddannes til at udfylde de nye opgaver. Vi beklager, at der i ingen af betænkningerne er en kritik af den dominerende opfattelse af uddannelsesområdet, som fremgår af de forskellige meddelelser fra Kommissionen. Vi kan ikke acceptere, at man i fremskridtets navn svækker selve grundlaget for undervisningen ved at påstå, at man prioriterer lærlingeforhold over uddannelse for at opfylde erhvervslivets krav. Jeg vil erindre om punkt 62 i Herman-betænkningen, hvor han advarer mod den illusion, det er at opfatte informationsteknologien som løsningen på alle problemer i uddannelsessektoren. Vi er imod og meget foruroligede over for snærende partnerskaber, private eller offentlige, og især privat finansiering af undervisningen. |
| Hr. formand, kære kolleger, i stedet for at beskæftige sig med en global, koordineret politik i Unionen om nye teknologier foretrækker Kommissionen at fremsende sine overvejelser, meddelelser og mangefarvede småhæfter dråbevis ud fra det meget objektive kriterium om parlamentsudvalgenes kompetence. Og parlamentsudvalgene har ikke haft andre muligheder end at se på hver sin lille del. Kære kolleger, denne procedurefarce skal bringes til ophør. Hvis den bedste af alle verdener, sådan som man påstår, står for døren i form af det informationssamfund, der erstatter industrisamfundet, skal vi så ikke her i Parlamentet langt om længe have en sammenhængende, fornuftig forhandling om de nye teknologier og deres vidtgående følger for det 21. århundrede? Vi kan derfor kun glædes over vor fælles drøftelse her i dag. De fire betænkninger, der ligger foran os, berører flere områder af informationssamfundet: finansiering, standardisering, uddannelse, ændring af værdien »arbejde«, de multinationales og informatikkens overherredømme osv. Kære kolleger, er det vigtigste spørgsmål netop ikke, hvor informationsmotorvejen fører os hen? Alene til opførelsen af infrastrukturerne anslås det i Jacques Delors' hvidbog, at netforbindelser i hele Unionen vil kræve 150 mia euro. Men Fællesskabets femårsprogram har et budget på 45 mio euro. Det er latterligt, det er utilstrækkeligt, og det fører ingen steder hen. For hvis man ønsker at spise kirsebær med de store, så skal man først og fremmest have midlerne, kære kolleger. Over for så store økonomiske udfordringer er jeg enig med hr. Bangemann i, at vi er nødt til at være forsigtige. Men med frygt for at fornærme hr. Bangemann er der stor risiko for, at den europæiske model for informationssamfundet kommer til at ligne Microsoftland til forveksling. Kære kolleger, De må ikke blive overraskede, hvis de europæiske borgere stadig foretrækker den amerikanske original frem for den blege europæiske kopi. Det er rigtigt, at det endnu ikke er for sent at arbejde for en ægte europæisk model for informationssamfundet. For fire måneder siden vedtog Parlamentet fru Morgans relevante betænkning om informationssamfund, kultur og uddannelse, hvor hun argumenterede for en europæisk model styret af demokratiske, sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige hensyn. Den menneskelige dimension er en prioritet for os alle. Det hyperteknologiske informationssamfund kan fremstille flere og flere rigdomme med færre og færre mennesker. Vi kommer altså til i højere grad, end vi tror, til at opleve deltidsarbejde og midlertidigt arbejde. Derfor skal politikkerne omdefinere begrebet »arbejde« som den eneste vektor for social sammenhæng i vore samfund. Derfor sker der også ændringer i skolen. Børnene skal lære ved hjælp af de nye teknologier og ikke kun lære at bruge dem. Og hvor er så den politiske verden over for de multinationale selskaber henne i alt dette her? Informatikkæmperne, telekomselskaberne, de virksomheder, der fremstiller optiske fibre, medierne, som alene styres af ønsket om flere penge, vil kaste sig ud i et stort eventyr, nemlig at styre verden. Er en nation, der ikke længere styrer sin billedproduktion eller de nye teknologier, stadig en suveræn stat? Det er dét, revolutionen drejer sig om. Det, vi i vore vestlige demokratier kalder »den fjerde magt«, bliver den ikke ganske enkelt til den første og eneste magt? Det er det, vi skal arbejde med fremover. |
| Hr. formand, de betænkninger, der er til debat, skal bakkes op. Men den frygt sniger sig ind på én, at der til dels igen skal gives mange penge ud hovedsagelig til produktion af papir. Jeg har intet imod detaljerede undersøgelser og studier, men det skal da overvejes, om de 45 millioner ecu, der står til rådighed for det flerårige informationsprogram til fremme af informationssamfundet, ikke bør bruges mere fornuftigt til at realisere projekter, der bærer konkret frugt. Et konkret eksempel herpå: For at bevare den europæiske turistindustris konkurrenceevne i det næste årtusind, vil det være nødvendigt at etablere landsdækkende elektroniske informations- og reservationssystemer. De tekniske forudsætninger for sådanne systemer inden for turistmarketing er ganske vist allerede til stede; med sin småstrukturerede og fragmenterede opbygning er denne branche imidlertid for øjeblikket hverken organisatorisk eller motivationsmæssigt i stand til at give landsdækkende informations- og reservationssystemer indhold og pålidelig aktualitet. Det vil være af afgørende betydning for turisterhvervets succes fremover, at de mange små og mellemstore virksomheder, som jo er rygraden i det europæiske turisterhverv, ud over at afgive tilbud kan give nøjagtige og hurtige informationer. Gæsterne, altså forbrugerne af turistprodukter, booker med kortere og kortere varsel og bliver stadig mere krævende. Detaljeret information ved at trykke på en tast og bookning i sidste minut er en selvfølgelig forventning, forbrugerne har til udbyderne. En sammenkobling af udbyderne indbyrdes ved hjælp af netværk og i første række en sammenkobling af udbyderne med markederne, især med rejsebureaubranchen, men også direkte med forbrugerne, f.eks. via Internettet, er derfor en udvikling, der skal fremmes i hele Europa. Netop i forbindelse med bestræbelserne på at bevare arbejdspladser og skabe nye, skal den europæiske turistbranche helt ud til de mest fjerntliggende områder have adgang til globale informations- og bookningssystemer. Inden for rammerne af handlingsprogrammet kunne der opnås et betydeligt fremskridt på dette område f.eks. på området uddannelse, motivation og knowhow-overførsel, og en branche, der hele tiden mister verdensmarkedsandele, kunne hjælpes til større konkurrenceevne. |
| Hr. formand, kære kolleger, en af de mest fremsatte påstande om informationssamfundet er, at informationssamfundet fjerner afstandene og dermed gør det muligt, at anvende pladsen bedre. Der kan benyttes tjenester, ledes virksomheder og skabes arbejdspladser, uden at man behøver at flytte til de store befolkningscentre. Denne optimistiske vurdering tager dog ikke højde for to vigtige problemer. De bør løses, hvis udviklingen ikke skal komme til at gå i den stik modsatte retning. Selvom man tager udgangspunkt i, at informations- og kommunikationsteknologien øger beskæftigelsen, vil den skabte merværdi slet ikke komme samfundet til gode i fuldt omfang i form af traditionelle arbejdspladser, idet beskæftigelsesmulighederne og købekraften i høj grad flyttes over til de veluddannede byboer, mens købekraften blandt beboere i fjerntliggende områder ikke øges. Informationssamfundet berører også i væsentlig grad spørgsmålet om demokrati. Det drejer sig om demokratisk kontrol og demokratiets muligheder, der også sikrer deltagelsen af de såkaldte marginaliserede grupper i den elektroniske dialog. Fru Boogend-Quaak skal have tak for sin betænkning. Til betænkningen har jeg fået indføjet nogle ændringsforslag med advarsler om informationsnettenes ophobning, globalisering, udstødelse af dem uden uddannelse og magtanvendelse. Jeg bad desuden Kommissionen om at undersøge virkningerne af informationssamfundet på beskæftigelsen og om at understrege, at til trods for informationsteknologien er en kompetent lærer stadig uerstattelig. Både brugerens og producentens muligheder for at udnytte informationssamfundets tjenester afhænger af, at der findes maskiner med den nyeste teknologi og en generel infrastruktur. Disse dyre investeringer, der næsten udelukkende sker i privat regi, finder nemt deres vej til tætbeboede områder og koncentreres i disse områder. Dette øger isoleringen af de områder, der i forvejen mangler kommunikationsmidler. Det vil være særdeles foruroligende, hvis der med alment tjenesteudbud på telekommunikationsområdet snarere menes sikring af basale tjenester for nogle resterende ikke-betalingsdygtige kundegrupper og ikke hele samfundets ambitiøse udviklingsmål. Det er nemlig således, at de moderne informationstekniske hjælpemidler og især internettets anvendelsesmuligheder ikke i tyndtbefolkede områder alene kan baseres på privat anskaffelse af udstyr. Der er brug for lettilgængelige arbejdstationer, der er installeret på offentlige faciliteter såsom skoler, biblioteker og sygehuse. Afslutningsvis vil jeg gerne gøre Kommissionen opmærksom på, at det er muligt at overføre informationer i hele EU ved hjælp af satelitkommunikation og den seneste teknologi og især i områder, hvor den traditionelle infrastruktur for telekommunikation er mangelfuld og forældet. Der er et pressende behov for et fælles intelligent bredbåndsnet i Europa. |
| Hr. formand, kære kolleger, som det så ofte sker, overser vi det væsentlige til fordel for bestemt legitime, demokratiske og moralsk relevante, men sekundære overvejelser, når vi skal se på mål og midler. Det væsentlige er, at Europa i dag er langt bagefter USA og Japan; vækstraten i amerikanske virksomheder er på alle områder fem gange højere end hos europæiske. Som hr. Scarbonchi sagde før, bliver Europa til et »Microsoftland«. Det er dér, det væsentlige ligger. Hvorfor? Fordi nogle af os er meget knyttet til offentlige tjenester, andre til den offentlige sektor; atter andre ønsker først og fremmest adgang for alle, og en fjerde gruppe vil hindre al ulighed. Det er alt sammen meget godt. Men hvad sker der så i mellemtiden? Mens vi disputerer om alt det, informationssamfundet burde være, skaber de andre det. Og i sidste instans bliver vi bare brugere af det, de andre fremstiller. Jeg er enig i indholdet af de fleste af betænkningerne; men derimod kan jeg ikke lide, hvad der foreslås i ændringsforslagene, som for øvrigt går igen i alle betænkningerne. Der kan man læse, at arbejdstagerne, forbrugerne, repræsentanterne for dette og hint skal deltage i standardiseringen osv. Alle disse betingelser betyder, at vi bliver ude af stand til at træffe selv den mindste beslutning. Lige så enig jeg er i, at alle skal høres, for høringer skal være grænseløse, lige så meget mener jeg, at beslutningerne ikke kan deles, for ellers får vi slet ikke truffet nogen beslutninger. Det er dét, Europa lider under, og det er desværre dét, som mange af os ikke kan se. Når jeg læser de ændringsforslag, der er stillet, uanset om det er til betænkningen af hr. Rübig, fru Boogerd-Quaak eller hr. Hendrick, er de alle det samme, nemlig at vi skal dele beslutningstagningen med alle og enhver. Alle skal deltage. Helt ærligt, hvis De ikke ønsker, at vi skal gøre eller deltage i noget, så skal De bare bede om, at alle skal deltage. Det har vi set i visse tilfælde i Belgien. I egnsplanlægningspolitikken ønskede man, at alle berørte interesser skulle deltage. Resultatet var, at det ikke var muligt at træffe beslutninger. Så bliver det markedet, der træffer beslutninger, som de fleste synes er forfærdelige. Det er, hvad vi ender med. Derfor vil jeg inderligt opfordre mine kolleger til ikke at underminere os selv, ikke at dræbe det europæiske informationssamfund på et tidspunkt, hvor det netop har brug for frisk luft. |
| Hr. formand, jeg kan kun tilslutte mig den forrige taler, hr. Herman. Jeg er ofte uenig med ham, men i dag er jeg helt enig. Først vil jeg naturligvis gratulere fru Boogerd-Quaak med hendes betænkning. Jeg tror, hr. Herman, at problemet ikke kun ligger her, ved vore kolleger i Parlamentet, men også hos Kommissionen. For hvad er det, Kommissionen gør? Den sender os uafbrudt dokumenter om informationssamfundet, og det ene dokument er endnu større end det andet. Der er en hel del overlapninger i alle disse meddelelser. I dag foreligger der igen fire forskellige, der overlapper hinanden. Det er ikke lige det, vi sidder og venter på. Også Kommissionen selv må sørge for en bedre samordning inden for egne rækker, således at vi her modtager entydigt materiale. Et godt eksempel er følgende. I sidste plenarforsamling vedtoges min betænkning om IKT-industrien. Og nu forelægger Kommissionen sin egen meddelelse om samme emne. Vi tager altså det hele forfra igen. På den måde kommer de europæiske borgere ikke ét skridt nærmere informationssamfundet. Så jeg anmoder også Kommissionen om at sørge for en bedre koordinering. |
| Hr. formand, mine damer og herrer, det, der går under betegnelsen informationssamfund, er resultatet af en teknologisk revolution, som primært har udmøntet sig på det informationsog kommunikationsteknologiske område. Det er resultatet af indførelsen af nye teknologier, tjenester og innovationer i et nærmest ufatteligt tempo. Informationssamfundet er ganske givet en af menneskehedens landvindinger. Men denne landvinding, der er forceret frem af egoistiske og kommercielle interesser, er nu blevet overtaget af dem, der forcerer udviklingen, og anvendelsen af dem er meget langt fra at komme hele menneskeheden til gode. Tværtimod! Vi ser med den største bekymring på udviklingen, der indebærer en risiko for, at hele denne proces kommer til at cementere og endog uddybe de i forvejen dybe sociale kløfter. Og det er efter vores mening hævet over enhver tvivl, at informationssamfundet, sådan som det er udformet, cementerer og uddyber spaltningen i samfundet, idet det opdeler befolkningen i dem, der har adgang til det og dem, der ikke har. De ændringsforslag, vi har stillet til fru Boogerd-Quaaks betænkning, tager netop sigte på at henlede opmærksomheden på dette problem, og såfremt de bliver vedtaget, vil vi stemme for denne betænkning, og det vil vi også for betænkningerne af hr. Hendrick, hr. Rübig og fru Ahlqvist, som vi alle takker for indsatsen. Jeg kan ikke slutte mit indlæg uden at advare mod faren for et sammenløb af forskellige typer analfabetisme, som ligger i kim i informationssamfundet, sådan som det er skruet sammen: den analfabetisme, der gør sig gældende blandt dem, der ikke lærer at læse, skrive og tælle, fordi de er tvunget til at leve i et forgangent århundrede, mennesker, som vil udgøre en stor del af de mange og stadig flere sociale grupper, som hindres i at få adgang til de nye teknologier; -den analfabetisme, som består i, at mennesker hurtigt glemmer at læse, skrive og tælle, fordi de efterhånden kun kan »klikke« med en elektronisk mus, hvilket de ganske vist er dygtige til; mennesker, som allerede lever i fremtidens verden. Jeg skal understrege, at jeg bestemt ønsker en sådan fremtid præget af teknologiske landvindinger men jeg kæmper for, at den ikke skal komme til at se ud som beskrevet ovenfor, fordi den da vil resultere i endnu større skel i samfundet, hvis bund vil udgøres af en stadig større gruppe undermennesker, og i den anden ende af den sociale rangstige vil vi have de informationsteknologiske overmennesker, som aldrig har hørt om Rimbaud, og som ikke kærer sig om de økonomiske gebrækkeligheder. |
| Hr. formand, jeg vil gerne takke de tre ordførere for deres betænkninger, som jeg finder aldeles glimrende. Jeg skal blot anstille nogle enkelte betragtninger, især i tilknytning til fru Boogerd-Quaaks betænkning. I modsætning til hvad andre talere har hævdet, tror jeg ikke, vi skal være så bekymrede over USA's teknologiske førerstilling på dette område. Det er faktisk det samme argument, som Servan-Schreiber anvendte for femogtredive år siden, da han skrev om den amerikanske udfordring, nemlig at Europa i teknologisk henseende var kommet uhjælpeligt bagefter USA. Det er imidlertid en kendsgerning, at væksten per capita i disse femogtredive år ikke har været højere i USA end i Europa, og jeg er helt overbevist om, at det også vil være tilfældet i fremtiden. Grunden til, at vi ikke behøver at være så bekymrede, er, at handel bygger på relative fordele. Europa har i stedet en handelsmæssig fordel på andre områder. Derfor vil det ikke være en katastrofe, hvis det ikke bliver markedsledende på samtlige områder inden for informationsteknologien. Desuden tror jeg, at vi, hvis vi ønsker, at Europa skal være førende inden for spidsteknologierne, må tage udgangspunkt i den simple kendsgerning, at otte af ti nobelpristagere inden for naturvidenskaberne kommer fra USA. Det er med andre ord grundforskningen, vi skal satse på, hvis vi ønsker at blive førende inden for morgendagens teknologier. Hvad der i højere grad bekymrer mig, er faktisk lighederne i informationssamfundet. I dag er der jo blandt dem, der behersker informationsteknologien, en klar overrepræsentation af unge, veluddannede og højtlønnede mænd. Det, som det efter min opfattelse gælder om, er at finde ud af, hvordan man skal sprede kundskaberne til den brede befolkning. Jeg mener, at fru Boogerd-Quaak har ret, når hun peger på skolernes rolle. Vi har et stort ansvar i denne sammenhæng og må sørge for, at der ikke skabes et informationsteknologiens klassesamfund blandt morgendagens generationer. Endvidere ser vi i dag, hvordan velstillede familier, som har råd til det, kobler sig på Internet ved hjælp af deres egen hjemmecomputer og dermed giver deres børn viden om denne teknologi, så at sige allerede med modermælken. Desværre har ikke alle børn edb-interesserede forældre eller forældre, som har råd til at købe en computer. Jeg tror faktisk også, at det er nødvendigt at gøre noget ved dette problem for at sikre, at der ikke skabes uligheder mellem befolkningslagene i informationssamfundet. Endelig, hr. formand, vil jeg gerne pege på, at vi også bør være opmærksomme på de store, positive muligheder, som informationsteknologien giver os, når det gælder decentraliseret beskæftigelse. At mennesker kan sidde højt i nord og samarbejde med mennesker i syd om det samme projekt det giver os mulighed for at udvikle landdistrikterne og begrænse befolkningskoncentrationen i storbyerne. |
| Hr. formand, jeg vil gerne først lykønske fru Ahlqvist, hvis betænkning jeg gerne vil tale om, med hendes arbejde. Kommissionens meddelelse, der ligger til grund for hendes udmærkede værk, hedder »Om at lære i informationssamfundet« og skal repræsentere et europæisk initiativ til skoleuddannelsen. Principielt vil jeg gerne sige i den forbindelse, at man måske ikke er helt retfærdig over for vores uddannelsessystemer, hvis man påstår, at det først er nu, tilslutningen til EDB-tidsalderen sker. Informatik som undervisningsfag og computerrum som klasseværelser finder man jo allerede overalt i Europa. Alligevel skal der gennem dette initiativ erindres om, at omgangen med EDB og medierne konstant er en udfordring, som alle på undervisningsområdet hele tiden er stillet overfor. Her må vi imidlertid ikke overse, at vi i forbindelse med uddannelse har at gøre med et område, hvor ansvaret i første række ligger hos medlemsstaterne. Derfor hilser jeg det velkommen, at medlemsstaternes kulturhøjhed nævnes specielt i punkt 3, og at man også i andre punkter modstår fristelsen for at pålægge medlemsstaterne regler, i stedet giver man dem kun impulser. Jeg må indrømme, at jeg fortsat er noget betænkelig ved punkt 13, 14 og 15. Jeg er efterhånden træt af, at piger og kvinder stadigvæk fremstilles som de tekniske dummerhoveder! Alene et blik ind på kontorerne rundt omkring os viser jo, at netop kvinder omgås de nye teknikker meget suverænt. Når der her konstateres en mangel, så betyder det imidlertid også, at 40 års coeducation i grunden var spildt ulejlighed! Desuden bør man ikke være for belærende. Oplysningen om en legebetonet omgang som et pædagogisk tip er ganske vist uskadelig, men også overflødig! Jeg er helt enig med ordføreren i, at ændringerne i kommunikationen også skal gå hånd i hånd med en reform af skolerne. Det synes at være på høje tid. Der er bare det ved det, at læreruddannelsen vel ikke hører til fællesskabsopgaverne, og jeg har også problemer med at støtte den med strukturfondsmidler. Derfor vil min gruppe ved punkt 27 kræve særskilt afstemning og kun stemme for første del. Jeg glæder mig desuden over to aspekter. For det første er det bemærkningen om handicappede elever, som jeg anser for meget vigtig, og for det andet forslaget om at undersøge, om forsknings- og uddannelsesprogrammerne kan anvendes til at etablere et netværk mellem skoler. Men her må vi være klar over, hvor vi sætter prioriteterne, og hvor vi så på den anden side slækker på kravene. Trods de skildrede forbehold ønsker jeg imidlertid, at betænkningen i øvrigt får positiv støtte. |
| Hr. formand, der er sagt mange selvfølgeligheder i dag, men der er én sektor, som hverken Kommissionen eller medlemslandenes flertal har taget tilstrækkelig alvorligt, nemlig digital geografisk information. Dermed mener vi stedbunden information. Her er der et stadig stigende behov for, at Europa etablerer standarder og infrastruktur. GI2000 omtales i et af punkterne i handlingsplanen, men der er intet sket, selvom franske, tyske, spanske og nederlandske ministre i et brev til Kommissionen i 1994 efterlyste foranstaltninger på dette område. Der kan spares meget, når det gælder opfølgning. Der må gøres noget inden for rammerne af femte rammeprogram for forskning. Der er ikke afsat midler til geografisk information i budgettet for 1998. Når der ikke er afsat midler, kan EU heller ikke gøre det, der forlanges af os, og som vi gav tilsagn om i forbindelse med G7informationskonferencen for et par år siden. Desuden er der behov for en bedre koordinering af de databaser, som Kommissionen selv driver. |
| Hr. formand, kære kolleger, vi debatterer i dag fire betænkninger om telekommunikation, ikke hver for sig, men sammen. Det er også fornuftigt. Informationssamfundet har nemlig så mange aspekter, som vi jo kun kan betragte integreret. Nå, hvordan er situationen egentlig i Den Europæiske Union? For tiden mister vi markedsandele som producenter, fra år til år. Vi har to store firmaer, præcis 10 %, der er europæiske. Vi indleder en bred samfundsmæssig diskussion om de mulige farer i informationssamfundet, om de mulige tabere. Vi har ikke nogen harmoniserede markeder. Vi beskærer bevillingerne til forskning og udvikling også på området informationsteknologier. Vi må stille amerikanerne det spørgsmål hvad der rent faktisk også skete i sidste uge ved et møde i Bonn -: Hvorfor er De egentlig sådan imod e-mail og Internet? For øvrigt: Ved Internettet tænker vi jo mere på risici og på børnepornografi og ikke så meget på kommunikationen mellem fjerntliggende steder i verden. Hvad har vi da brug for? Vi har først og fremmest brug for mange flere bevillinger til forskning og udvikling. Med henblik herpå har vi også brug for en bred accept. Vi kan ikke kun finansiere det, vi ønsker at bevare. Vi er også nødt til at finansiere det, fremtiden vil sikre os. Denne forskning skal være koordineret og anvendelsesrelateret. Det igen kræver også accept af, at vi begiver os meget mere ud i anvendelsesmulighederne og, hvis vi går så vidt, rent faktisk tilbyder industrien støtte dér, hvor det er nødvendigt. Men vi har også brug for en bredt anlagt forskning på standardiseringsområdet. Først i det øjeblik, vi selv kan gennemføre vores standarder, vil vi kunne erobre fremtidens markeder. Netop i denne forbindelse har vi til informationssamfundet brug for meget mere og en langt bedre overførsel af teknologi, end det hidtil har været nødvendigt. Hvorfor er vi for fine til at finansiere anvendelser, hvorfor bliver vi hængende ved grundlagene? Satellitter, der giver penge, anvendelsessatellitter, er heller ikke ufine. Vi behøver ikke kun at sende forskningssatellitter op. Men først og fremmest vil vi kun skabe et informationssamfund og kun opbygge net, hvis borgeren accepterer dem, hvis der er en efterspørgsel efter dem. Med andre ord selvom jeg i andre sammenhænge ikke giver meget for det har vi her brug for en bredt anlagt informationskampagne, men en positiv informationskampagne, der først og fremmest oplyser os om informationssamfundets muligheder og chancer og ikke dets mulige risici. I øvrigt har vi brug for en stor offensiv til fordel for telearbejde. Hvis vi har meget telearbejde, vil det også være et bidrag til udviklingen i landdistrikter, det vil være et bidrag til det arbejde, der udføres af kvinderne, som vil kombinere familie og erhvervsarbejde bedre. Når vi får mange telearbejdspladser, er det tid at ledsage dem socialt. Men hvis vi forbyder det fra første færd og er negativt indstillede fra første færd, vil vi aldrig kunne hævde os. Jeg frygter undertiden, at vi vil forpasse en chance for fremtiden. Netop på området informationssamfund er vi nødt til at handle centralt, og det skal vi gøre nu. Derfor må vi hilse disse fire betænkninger velkommen netop på dette tidspunkt samt de fire forslag fra Kommissionen. |
| Hr. formand, når man læser betænkningerne igennem og sammenholder dem med diskussionen her i eftermiddag, er der da en helt væsentlig forskel, der virker påfaldende. Betænkningerne beskæftiger sig alle med det, Kommissionen hidtil har gjort sammen med Parlamentet, og undersøger så de nye aspekter, der her foreslås, altså handlingsprogrammet, de særlige muligheder, vi påviser for skoler, for uddannelse generelt og flere andre ting. Diskussionen har som desværre tit ved diskussionen om informationssamfundet tjent som en slags grædemur for mange parlamentsmedlemmer, der beklager verdens uretfærdighed og den slemme kendsgerning, at der findes fattige og rige osv. Nu er det naturligvis også et tema inden for rammerne af informationssamfundet. Problemet er bare altid, når Kommissionen forsøger at svare på denne kritik, så er de damer og herrer allerede gået, der har givet udtryk for denne kritik. Det siger jeg ikke af såret forfængelighed, det er ikke så vigtigt for mig. Der er ganske vist nogle trofaste, og til dem hører fru Pailler. Det glæder mig gang på gang, at hun ønsker at gå ind i en rigtig diskussion og også gør det, selvom vi undertiden har forskellig opfattelse. Jeg vil endnu en gang forsøge at retablere den sammenhæng, som nogle diskussionsdeltagere har mistet. Vi har lige fra begyndelsen ikke opfattet informationsteknologien og dens udvikling som et teknisk eller økonomisk problem, hvilket allerede kan aflæses af valget af ordet informationssamfund, derimod har vi lige fra begyndelsen, siden vores første forslag herom, nemlig den såkaldte Bangemann-rapport fra topmødet på Korfu, gjort opmærksom på, at de væsentlige spørgsmål ligger på området samfundspolitik, og at anvendelse af denne nye teknologi forudsætter, at man skaber villighed og åbenhed i samfundet. Vi har ganske vist også sagt og det blev sagt til slut at vi naturligvis overhovedet kun kan diskutere om, hvorvidt vi anvender sådanne teknologier fornuftigt ud fra et samfundspolitisk synspunkt, hvis vi selv har dem, hvis vi selv udvikler dem, og hvis vi ikke bare er kunder hos de andre. Af denne grund har vi lige fra begyndelsen også forsøgt at fjerne de hindringer, der var her, og jeg vil gerne minde om: Det forslag, vi har stillet, nemlig at afskaffe de offentlige monopoler på teleområdet, har ikke været uomtvistet i Parlamentet. Vi befinder os umiddelbart før denne dato. Den 1. januar næste år vil der være konkurrence her. Heller ikke konkurrencen som element i denne nye teknologi og i dens økonomiske udnyttelse har været uomtvistet. Konkurrence har allerede i dag halveret den afstand, vi har i relation til omkostninger til transmission af informationer til USA. Da vi begyndte, var omkostningerne ti gange større end i USA. I dag er de fem gange større, det er stadigvæk fem gange for store. Vi skal ned på samme niveau, men afskaffelsen af monopoler, indførelsen af konkurrence, af frie markedsforhold har allerede medført en ganske væsentlig lettelse for dem, for hvem takstbetalingen tidligere førte til, at de var udelukket fra informationer. Det er den sociale effekt, som vi opnår ved, at vi udnytter det, markedsøkonomien stiller til rådighed af instrumenter. Jeg forherliger dermed ikke noget. Jeg mener ikke, at konkurrencen som sådan er et mål. Jeg bestrider ikke, at vi er nødt til at gøre os ekstra anstrengelser, hvilket vi også gør her, men jeg påstår: Der findes ikke nogen anden mulighed for bedre at hjælpe de dårligt stillede end at sænke de omkostninger, der skal betales, når man vil informere sig. Noget af det, der her er sagt, er slet og ret ikke korrekt. F.eks. er det igen blevet påstået, vi er absolut bagud, og vores markedsandel falder. Det er ikke korrekt. Jeg har allerede ved tidligere lejligheder gjort opmærksom på: Hvis De tager de tre væsentlige elementer i denne teknologi eller i dette økonomiske arrangement, nemlig infrastrukturen, den såkaldte hardware og softwaren, så er vi absolut ikke bagud på infrastrukturområdet. Det er ikke tilfældigt, at amerikanerne har kaldt deres egen foranstaltning highways of information , fordi de, og ikke vi, har infrastrukturproblemer. Inden for hardware er vi konkurrencedygtige på verdensplan, ikke kun med de store virksomheder, som man her altid tænker på, Siemens, Alcatel og Philips, men også med små virksomheder fra mindre medlemsstater. Ericsson fra Sverige eller Nokia fra Finland er virksomheder, der er konkurrencedygtige på verdensplan. Det er heller ikke rigtigt, at vi ikke har lagt vægt på standardisering. En eller anden fra Den Liberale Gruppe har bebrejdet os, at vi da bør beskæftige os med standardisering. Den pågældende dame har øjensynlig overset, at vi her beskæftiger os med betænkningen af hr. Rübig, der udelukkende beskæftiger sig med standardiseringen! Jeg mener, hvordan skal vi da så diskutere med hinanden? I standardiseringen har vi med GSM-standarden skabt en standard for mobiltelefoni, som er anerkendt globalt. Jeg mener, jeg er meget for, at man fra tid til anden får luft for sin utilfredshed med verdens utilstrækkeligheder, men man bør i den forbindelse ikke overse kendsgerningerne. Således har f.eks. vores markedsandel kun ændret sig ganske uvæsentligt i de sidste tre år sammenlignet med USA, Japan og de såkaldte fire tigre. I 1995 havde vi 30, 3, i 1996 29, 7 og 1997 29, 3. USA havde 34, 5, 34, 6, 34, 7; Japan 15, 1, 14, 9, 14, 6 den andel er faldet væsentlig mere og de fire såkaldte tigre havde 3, 9, 4 og 4 %. De ser, at disse fire hovedkonkurrenter slet ikke har ændret sig væsentligt, og det, de har mistet, har udviklingslande meget tit vundet. Det vil jeg også gerne gøre opmærksom på, fordi der også hele tiden tales om den voksende kløft mellem udviklings- og industrilande: Netop her på området informationssamfund er der væsentlige konkurrencefordele for såkaldte udviklingslande, netop på software-området, hvor vi klart er endnu svagere end ikke så få andre, men hvor vi imidlertid også indhenter dem. Indien f.eks. er et af de bedste, mest konkurrencedygtige software-lande i verden, og hvis vi tidligere mente at skabe konkurrencedygtige industrier i udviklingslande ved at stille finansielle midler til rådighed for dem, så ved vi i dag, at det ikke har givet meget. Men at optage dem med deres viden på vores markeder, at acceptere dem som konkurrenter, det er rigtig udviklingsstøtte, og hvis man gør det, så er der igen straks nogle, der opdager, at det vil skade Europa, og taler om delokalisering, globaliseringsfælde og lignende ting. De samme folk, der altid har krævet udviklingshjælpen og altid krævet flere penge, opdager i dag, hvor vi går over til også at acceptere de konkurrencefordele, udviklingslande har i et konkurrencesystem, at det er en fælde for os! Det anser jeg for større hykleri end alt andet, man kan høre i den forbindelse. Så blev det sagt, tror jeg, også af et medlem af Den Liberale Gruppe jeg må til at gå derhen igen, hr. formand, jeg har i den sidste tid ikke været hos Den Liberale Gruppe, og det kan mærkes at vi kun producerer papir. Alene de projekter, vi har støttet og haft ansvaret for på området informationssamfund i de sidste tre, fire år, hvor vi har beskæftiget os med det, beløber sig til 3.000 praktiske projekter. Vi har indledt et projekt med Europas byer, der i mellemtiden er udvidet til alle byer i verden, nemlig sammen med dem at starte projekter, der er af betydning for borgerne, altså ikke kun informationer om byernes tilbud, men også en bedre medicinforsyning. I forbindelse med telemedicin har vi imidlertid en hel række fremragende projekter. Vi har sammen med disse byer udviklet yderligere projekter, præsteret et stykke praktisk arbejde. Vi har også skabt forummet informationssamfund. Vi har sagt til Parlamentet, at vi også gerne ville lade repræsentanter for Parlamentet deltage. Vi havde først planer om at lade to parlamentsmedlemmer deltage; så rejste der sig en storm af forargelse, fordi man sagde, at det naturligvis ikke var tilstrækkeligt. Vi ønskede i og for sig at tale med dem, der ellers ikke kommer til orde, altså med de samfundsmæssige grupper. Derefter forøgede vi antallet af pladser til parlamentarikerne til fem. Jeg må desværre sige til Dem, at parlamentarikernes deltagelse er skuffende for os og også for forummet. Det ville være dejligt, hvis Parlamentet ville tage til efterretning, hvad der udarbejdes i dette forum. Det er ganske excellent! For mig ser det ud, som om det ville være ret godt, hvis vi af og til ville føre debatter med dem, som De ønsker at henvende Dem til, for at De da kan se, hvad det er, der sker. Men lad mig nu sige noget om de enkelte betænkninger, for det ville virkelig være uretfærdigt, hvis jeg kun beskæftigede mig med debatten og ikke sagde noget om betænkningerne. Jeg takker hr. Hendrick, for han har netop understreget det, vi ønsker at gøre, og som for øvrigt er svar på mange spørgsmål. Det flerårige program skal i første række tjene til at lette overgangen til informationssamfundet for de samfundsmæssige grupper, som ikke kan det af egen drift. Et medlem har her krævet, at man bør tænke mere på de dårligt stillede og på fjerntliggende regioner. Den pågældende kan ikke have læst Hendrick-betænkningen, for det er præcis det, der kræves heri. Jeg takker for øvrigt for fru Günthers indlæg. Ligesom hr. Herman har De talt som ud af mit hjerte. Hvis jeg var en kvinde, ville jeg bestemt værge mig imod i samme åndedrag hele tiden at blive nævnt sammen med grupper, der virkelig fortjener særlig omsorg, for så synes det, som om kvinder kan omgås informationsteknologien dårligere end mænd. Det omvendte er tilfældet! Nu går fru Roth-Behrendt, fordi jeg for en gangs skyld har rost hende! Hvis man en gang imellem ser på, hvordan kvinder, der arbejder i virksomhederne, i dag slet ikke har noget problem med at omgås disse moderne informationssystemer... (Tilråb) ... altså, jeg opgiver det! Vi kan jo lige i fællesskab se på sådanne virksomheder. Det er problemet, at man nemlig åbenbart kan have forskellige opfattelser af virkeligheden. Jeg har allerede sagt det lige i begyndelsen: For mig synes telearbejde at være en excellent løsning på det, der har ført mange kvinder ud i uløselige konflikter. Hvis de nemlig i deres familie ønskede også at opfylde deres forpligtelser som mødre og som centrum i en husholdning, men samtidig ønskede at have erhvervsarbejde, så har det hidtil været et problem, der praktisk taget var uløseligt. Det var en konflikt, som mange kvinder i dag fortsat befinder sig i, og telearbejdet ville give mulighed for at forbinde disse to muligheder med hinanden, hvilket er meningen med et deltidsarbejde. Da jeg sagde det, var der igen nogle medlemmer af Parlamentet, der faldt over mig og sagde: Det fører til isolering af kvinden. Hun kan så ikke længere drikke kaffe med kollegerne osv. Jeg mener, man kan forestille sig en verden, som er så at sige helt ideel. Den vil vi aldrig opnå. Men hvis man foretager en vis forbedring af en verden, sådan som den er i dag, så mener jeg, det kan betale sig at tage fat på denne forbedring i stedet for at vente, indtil verden bliver sådan, som man måske forestiller sig den som ideel. Hvad vi gør her i dette program, er præcis det, der er kommet til udtryk i debatten. Så skal vi takke fru BoogerdQuaak, fordi hun har gjort opmærksom på i sin betænkning, hvad vi har gjort fra begyndelsen. Naturligvis er vi nødt til at tage fat på nye opgaver. Derfor har vi forelagt dette Rolling Action Programme, det vil sige, hvad vi nu gør i forbindelse med Electronic Commerce, i forbindelse med modernisering af vores uddannelses- og videreuddannelsessystemer, i forbindelse med forbedring af den regionale og sociale samhørighed og i forbindelse med beskyttelse af borgerne også mod illegalt og skadeligt indhold, det er et nyt arbejdsprogram. Det har vi ikke gjort fra begyndelsen, men det er netop de problemer, vi er kommet til med udviklingen af systemerne. Således finder der f.eks. en konference sted i Bonn om 14 dage med mange partnere, ikke kun fra Unionen, men også fra lande udenfor, om spørgsmålet: Hvordan opnår vi reel beskyttelse mod illegalt eller andet indhold, som en bruger ikke ønsker? Det er nemlig et vanskeligt problem, og det løser man ikke ved at diskriminere Internettet, fordi pornografi eller andet illegalt indhold også forekommer på Internettet, men det opnår man derimod ved at snakke om, hvordan man teknisk kan organisere denne beskyttelse. Det har vi for, og det vil vi gøre. Så takker jeg hr. Rübig. Han har med rette gjort opmærksom på, at også vi ser en hel række nødvendigheder på området standardisering, nemlig en hurtig, praktisk, praksisnær opstilling af standarder. Men heller ikke her ser vores status dårlig ud. Han vil erindre da jeg foreslog ikke med det samme at regulere alt selv fra vores side, men derimod gøre et forsøg på sammen med erhvervslivet at nå frem til praksisnære resultater, blev jeg kritiseret på det kraftigste i Parlamentet, fordi mange netop øvrighedstroende troede, at man ikke kan gøre det sådan. Vi har gjort gode erfaringer med det. Vi har for udsendelse af digitale signaler og vi er de eneste, der har det på globalt plan en komplet kæde af standarder, som vi har udarbejdet sammen med erhvervslivet. De gælder for udsendelse, komprimering, dekomprimering og modtagelse af signaler. Vi er altså absolut ikke bagud, tværtimod. Her er vi oven i købet bedre end mange andre, og vi ser, at det også giver gode resultater industripolitisk. Fru Ahlqvist har omtalt et punkt, hvor vi også har været meget aktive lige fra begyndelsen. En af de task forces, vi har nedsat på området forskning og udvikling, har beskæftiget sig med software på området undervisning og erhvervsmæssig uddannelse og videreuddannelse. Det er år siden! Vi indbød medlemsstaterne til at tale med os om, hvordan man bedst kan koble skolerne på nettet. Jeg indrømmer, at vi ikke umiddelbart har kompetence på dette område, og det er også lidt vores problem, men alle medlemsstater har beskæftiget sig med problemet nogle er længere tilbage, andre er mere foran. Men enhver ved, det er et af hovedproblemerne. Jeg vil gerne anmode fru Pailler om ikke at se så kritisk på private firmaers deltagelse. Det er firmaer, der naturligvis er interesseret i, at der fremover eller i det hele taget opstår nye kunder gennem beskæftigelsen med computere, Internet og andre muligheder, men først og fremmest er disse firmaer villige til for få penge, undertiden sågar gratis, at stille udstyr til rådighed, som skolerne simpelthen selv ikke har, og som heller ikke finansieres af staten. Også her er der en forskel mellem idealverdenen, sådan som man kan forestille sig den, og praksis. Naturligvis kunne man forestille sig, at enhver medlemsstat har så mange penge, at den kan finansiere det hele inden for rammerne af sit budget. Men så ideel er verden ikke, for øvrigt heller ikke i kommunismen, fru Pailler. Jeg har besøgt tiltrædelseslandene, der alle har været kommunistiske lande. Her findes der næppe skoler, der er på Internettet. Her er der sågar somme tider slet ikke nogen skoler. Man bør derfor ikke tro, at det er en kapitalistisk mangel. Vi ønsker imidlertid at udnytte disse muligheder. Denne handlingsplan har fire aktionsområder, og vi håber, hvis vi gennemfører det, at vi kan gøre det uden yderligere offentlige bevillinger. I hvert fald vil vi bestræbe os på ikke at opholde os ved disse budgetproblemer, men gøre noget praktisk. Undskyld, hr. formand, hvis jeg har pointeret det lidt meget, men jeg har indtryk af, det er nødvendigt, at vores debat videreudvikles yderligere, hvis vi virkelig har i sinde at løse de praktiske problemer, som Unionens borgere i dag står overfor. |
| Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00. |
| Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om import af hormonbehandlet kød i Den Europæiske Union (WTO). |
| Hr. formand, jeg vil gerne først overbringe en undskyldning fra min kollega, hr. Fischler, der naturligvis gerne ville have afgivet denne redegørelse personligt, men som er forhindret og derfor har bedt mig læse hans og dermed Kommissionens redegørelse op. WTO's hormonpanel fremsendte den 8. marts 1997 to praktisk taget identiske foreløbige rapporter til parterne, én til USA og én til Canada. Som foreløbigt resultat, og jeg understreger foreløbigt resultat, fandt panelet, at EFforbuddet mod import af hormonbehandlet kød er uforeneligt med en række bestemmelser i WTO's aftale om anvendelse af sundhedspolitimæssige og plantesundhedsretlige foranstaltninger. Naturligvis er Kommissionen skuffet over det. På begæring af Den Europæiske Union fandt der et møde sted den 4. juni 1997 med panelet med henblik på en foreløbig gennemgang, hvor Kommissionen først og fremmest fremsatte en hel række bemærkninger om panelets anvendelse af videnskabelige data. Den endelige rapport forventes at ville foreligge i slutningen af måneden, og derfor vil Kommissionen ikke tage stilling, før panelet har afsluttet sit arbejde. Det ville, selvom udsigterne muligvis ikke skulle være særlig store for, at vi kommer til et andet resultat, i hvert fald være en procedurefejl. Men Kommissionen vil benytte alle de midler, den har til rådighed inden for rammerne af WTO, for at opnå et resultat, hvor Det Europæiske Fællesskabs ret til at bestemme, hvilket beskyttelsesniveau det anser for rimeligt for sine borgere, anerkendes ubegrænset. |
| Hr. formand, hr. Bangemann, ikke altid kan Kommissionen afgive så glædelige udtalelser som denne her. Jeg slutter af det, De har sagt, og et brev fra hr. Fischler, som han skrev for nogle få uger siden til formanden for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse, at Kommissionen sammen med Parlamentet holder fast ved de mange beslutninger og afgørelser om også fremover at erklære anvendelse af naturlige eller kunstige vækstfremmere, altså hormoner, forbudt i Unionen og også fastholde det. Anvendelsen er af gode grunde forbudt i Den Europæiske Union. Der findes ingen som helst undersøgelser om langtidsvirkningerne på mennesket. I forskningen er der mange forskellige vurderinger om hormoners nytte- og skadevirkning ved dyreopdræt. Der findes ingen som helst data om, hvordan hormoncocktails, der jo anvendes for det meste, virker, nemlig på dyr, men i første række også på mennesket. Hvis vi ser på det, er det helt klart for mig og min gruppe og jeg er sikker på, også for flertallet her i Europa-Parlamentet at vi er nødt til at fastholde et forbud. Lad mig sige noget om situationen i Den Europæiske Union og det, vi med rimelighed kan forlange af forbrugerne. Den tillidssvækkelse, vi har oplevet i den sidste tid i forbindelse med produktion af levnedsmidler i Den Europæiske Union, også som følge af BSE-skandalen, er overhovedet ikke til at bedømme for os. Det er landbrugerne sandsynligvis i stand til, og desuden nogle salgs- og markedsorganisationer, men hvad det betyder for befolkningen, er det ikke muligt at bedømme. Hvis vi nu nåede frem til et resultat og af WTO blev tvunget til at tillade hormoner, for min skyld gerne importeret fra De Forenede Stater, mærket ja eller nej, så ville det fremkalde en yderligere kæmpestor tillidssvækkelse i befolkningen, og det med rette. Derfor er jeg af den overbevisning, at strategien skal gå ud på klart at sikre ved den kommende reform af den fælles markedsordning for oksekød og mælk, at enhver anvendelse af hormoner fortsat forbydes. Men derudover skal der også udvikles en strategi for, hvordan man skal omgås partnerne inden for rammerne af WTO. Jeg beder Dem, hr. Bangemann, om at foranledige de tilsvarende foranstaltninger i Kommissionen, for at vi i Den Europæiske Union også sættes i stand til at fremføre de videnskabelige data, der forelægges af WTO, men også til at stille nærgående spørgsmål i den forbindelse. For heller ikke her er de angivelige sundhedsattester, der forelægges, overhovedet kontrolleret, og vi kender den gamle sentens: Ti videnskabsmænd, ti meninger. Det er præcis det samme med hensyn til jurister. Vi vil lige så godt også kunne finde andre resultater for det, som er forelagt fra WTO's side. Hvis vi vil være sikre på, at vi i Den Europæiske Unions befolkning nogen sinde igen kan skabe sådan noget som tillid, sikkerhed, følelsen af, at vi sørger for, at kød og levnedsmidler er sunde, så er vi nødt til at fastholde et hormonforbud. |
| Hr. formand, jeg er ganske enig i fru Roth-Berendts sidste bemærkninger. Vi taler om forbrugertillid, og det er det vigtigste. Vort mål i aften her i Parlamentet er at styrke den holdning, vi vedtog for flere år siden, og at sikre, at Kommissionen holder sit løfte om at forsvare Fællesskabets nuværende position. Jeg blev forbavset over at høre kommissæren sige, at det vil være forkert at foregribe en beslutning, der måske bliver truffet efter det endelige resultat fra WTO-panelet. Vi skal være meget forsigtige, for vi står stærkt. En beslutning er truffet af Kommissionen, Parlamentet og hele vejen gennem Fællesskabets beslutningsproces. Og bare fordi der er nogle meget indflydelsesrige virksomheder i USA, som har stor indflydelse på bjerget, på beslutningsprocessen, betyder det ikke, at vi skal give køb på vor beslutning om dette emne. Det drejer sig ikke om, at hvad der er godt for USA, er også godt for resten af os. Vi i Fællesskabet skal kunne træffe vore egne beslutninger om disse forhold. Vi kommer til at løbe hovedet mod mange beslutninger og vanskeligheder i WTO, hvis vi ikke gensidigt respekterer og anerkender det, resten af verden mener. WTOpanelet træffer en beslutning. Jeg håber, at kommissæren er klar over, hvor stærke Parlamentets følelser er om dette emne, og hvis denne beslutning, der er utilfredsstillende, opretholdes, håber jeg, at Kommissionen så står fast på, hvad vi mener, hvad Unionen mener, og sikrer, at vi ikke tillader import af kød i Fællesskabet, som ikke kan accepteres i henhold til vor egen lovgivning. |
| Hr. formand, hr. kommissær, hr. Provans udtalelser var vældigt opmuntrende; når jeg hører en repræsentant for Det Forenede Kongerige støtte en foranstaltning rettet mod De Forenede Stater og mod amerikanernes uacceptabelt store indflydelse, finder jeg det altid opmuntrende. Det Forenede Kongerige er Portugals ældste allierede. Men det er første gang, at jeg oplever den ældgamle portugisisk-britiske alliance fungere i praksis. Hvad angår spørgsmålet om hormoner, ved vi alle, at hormoner også anvendes i Europa, og det ved amerikanerne også. Ligesom de ved, at kontrollen i Europa ikke er tilstrækkelig effektiv. Desværre fremstilles der også hormoner i Portugal, og for tiden giver de et større afkast end kokain. Fordi de er forbudt. Bortset fra dette mener jeg, at hormonbehandling også kan anfægtes fra et filosofisk synspunkt. Hvorfor fremstille hormoner? Hvorfor fremskynde dyrenes vækst, når vi har en overskudsproduktion af kød? Af hensyn til konkurrencedygtigheden? Det var bekymringen for mælkens konkurrencedygtighed, som i sidste instans skabte BSE-problemet... Hvad det videnskabelige aspekt angår, vil det ganske givet ikke vare længe, før forskningsresultaterne viser, at hormoner har kræftfremkaldende virkninger. Imidlertid har jeg altid over for amerikanerne understreget det filosofiske aspekt, at jeg finder det uacceptabelt, at de fører et falsk fremskridtskoncept i marken som begrundelse for at producere mere af noget, de i forvejen producerer for meget af. Hvad angår det sundhedsmæssige aspekt, er det velkendt, at risikoen for kræftfremkaldende virkninger af anvendelsen af hormoner langt fra kan afvises. Og hvad angår kontrollen, er det ligeså velkendt, at den i Europa ikke er tilstrækkeligt effektiv. Men endnu mere rystende er det at konstatere, hvorledes Verdenshandelsorganisationens panel fungerer. Hvordan udvælges dommerne? Vi har tidligere haft banansagen, hvor de tre dommere var fra Hong Kong, Australien og Schweiz. Bananer vidste de ikke noget om. Og så vidt vides, er der blandt »hormon«-panelets medlemmer jurister, som ikke ved noget om hormoner! Hensigten er tydeligvis at få nogle lidet upartiske dommere placeret i panelet, hvilket naturligvis resulterer i en fuldstændig fordrejelse af retsbegrebet. Jeg håber, at Kommissionen har det fornødne mod til at tackle dette problem frontalt og tilintetgøre USA's illegitime fordringer. |
| Hr. formand, endnu en gang drøfter vi i denne forsamling den verserende hormonsag med USA. Jeg kan meddele Kommissionen, at Den Liberale Gruppe bakker op om Kommissionens plan. Vi er imod anvendelsen af kunstige hormoner i oksekødproduktionen. Den vigtigste grund er også andre grupper har nævnt det at der blandt videnskabsfolk hersker for megen tvivl om følgevirkningerne af anvendelsen, og så længe der er rimelig tvivl, bør vi ikke tillade det. Efter min mening bør vi altså støtte Kommissionen i at fortsætte så længe, som det er proceduremæssigt muligt. Jeg vil dog og det er også Den Liberale Gruppes holdning ikke gå så vidt som til at fordømme WTO-panelet som sådan. Det går jo ikke an at afskaffe dommeren, fordi der en gang afsiges en dom, der er forkert. Vi skal altså følge de procedurer, der nu engang er. Men Kommissionen bør dog, tror jeg, være forberedt på én ting. I Europa har vi en anden opfattelse af fødevareproduktion end tilfældet er i eksempelvis USA eller på andre kontinenter. Vi har en anden opfattelse med hensyn til dyrenes ernæring, opstaldning, transport og så videre. Jeg tror, at vi i nærværende tilfælde bør tage mest muligt hensyn til forbrugernes ønsker. Vi observerer det allerede i adskillige EU-medlemsstater. Der opstår et hav af kvalitetsmærker. Det ene er endnu mere miljøbevidst end det andet og så videre. Jeg vil mene, at det påhviler Europa-Kommissionen at udvikle noget i den retning, således at det bliver nemmere for den europæiske forbruger at skelne mellem mad, der er sikker at spise, og mad, der ikke er. Kunden har altid ret. Kunden skal kunne vælge, skal have et udvalg, og det er os, der skal lede dette i gode baner i Europa. Jeg er helt enig med hr. Provans ord om, at vi må vise, hvad vi vil, og det er gensidig respekt, vi skal fremme i WTO. |
| Hr. formand, hr. kommissær, jeg har noteret mig, at De afventer resultaterne fra specialudvalget, men De må da være enig i, at der kommer flere og flere domme fra WTO, og at de ligner hinanden. Efter beslutningen om bananimport har WTO-panelet konkluderet, at Unionens forbud mod at importere hormonkød er i strid med bestemmelserne for international handel. Argumentet om, at europæerne ikke vil spise kød, der er behandlet med hormoner, kan lige så lidt accepteres som argumentet med at støtte økonomien i de franske oversøiske territorier eller AVS-lande for banernes vedkommende. Endnu engang har WTO ladet de kommercielle interesser og frihandelen vinde over enhver menneskelig, sundhedsmæssig, social, kulturel eller miljømæssig overvejelse. Når Den Europæiske Union besluttede at forbyde import af hormonkød fra 1. januar 1988, var det ikke for på kunstig, protektionistisk at opstille hindringer for handel, men for at sikre, at forbrugerne beskyttes mod hormoners skadelige virkninger, hvad enten disse er naturlige eller kunstige, en skadelighed, som mange videnskabelige eksperter og også Veterinærkomitéen har erkendt. Lederne i USA, der er ligeglade med både de europæiske producenters situation og deres egne forbrugeres sundhed hvert år dør flere tusinde (4 000 i 1996) af madforgiftning har kun ét mål: handel. Fra at være importør er USA blevet nettoeksportør med mere end 2 millioner tons. Det vil de gerne fortsætte med. Denne handelsdimension er meget vigtig for dem, for bag væksthormoner til kød skjuler der sig hormoner til mælkeproduktion, BST, som, hvis det tillades i Europa, udgør et enormt marked for de amerikanske firmaer. WTO-panelets dom er uacceptabel, hvilket også gælder den såkaldte codex alimentarius som referencekriterium for spørgsmål om sundhed og kvalitet. Vi skal med andre ord nægte at give køb på menneskets sundhed og fødevaresikkerheden, som skal sættes over alle andre overvejelser. Derfor anmoder vor gruppe Kommissionen og Rådet om ikke at give efter for WTO's forbud og vort Parlament om at vedtage beslutningen. |
| Hr. formand, min gruppe udtaler sig så afgjort imod anvendelse af hormoner og imod tilladelse af kød fra USA, der er hormonbehandlet. Vi vil ikke have det stads! Vi har ikke brug for det! Vi befinder os her i selskab med flertallet af landbrugerne i Europa og flertallet af forbrugerne. Der er principielt ikke noget at indvende mod kommercielle interesser, men hvis kommercielle interesser forsvares på bekostning af de europæiske landbrugeres finansielle og kommercielle interesser, så har vi da noget imod det! Hvis det sker på bekostning af forbrugernes sundhed, så har vi også noget imod det. Jeg har den opfattelse, at Kommissionen skal køre en hård kurs. Hvis De ikke kan sige mere nu af procedurestrategiske grunde, så er vi fra Parlamentet i en bedre position. Vi må og vi vil gøre det stille op i morgen med en resolut beslutning, og jeg er overbevist om, at den vedtages i Parlamentet næsten uden nogen nej-stemmer. Den holdning, amerikanerne måske skulle jeg hellere sige de amerikanske kemi- og landbrugsmultis indtager, er arrogant, nationalistisk og fræk. De forsøger at trække deres forestillinger om landbrugsproduktion og levnedsmidler ned over hovedet på os. Det må vi værge os imod. There is no culture without agriculture! Hvis der findes en anden kultur i Amerika, så kan de leve med den, vi gider ikke have den! Vi vil tillade os at udvikle og videreudvikle vores egen spise- og gourmetkultur, og her hører hormoner ikke hjemme. Jeg opfordrer Kommissionen til, hr. Bangemann, ikke blot at udvikle en strategi over for panelet, men også med henblik på de næste WTO-forhandlinger. Disse overvejelser skal finde plads i de nye aftaler, af forbruger- og sundhedsårsager skal forkastelser være en mulighed. De respektive stater eller organisationer må også selv kunne bestemme, de bør ikke kunne tvinges af andre til at gå i en retning, de ikke ønsker. Jeg anser det ikke for nødvendigt, at puberteten som følge af seksualhormonerne begynder tidligere hos vores børn, end det hidtil har været tilfældet. Fru Roth-Behrendt har gjort opmærksom på, at der ikke er nogen langtidsundersøgelser her. Hvis der var det, ville de højst sandsynligt gå i denne retning. Derfor skal vi værge os resolut herimod og må heller ikke tillade det på lang sigt! |
| Hr. formand, ærede kolleger, jeg er godt tilfreds med Hr. Bangemanns svar. Han udtaler, at alle midler vil blive anvendt for i hvert fald at fortsætte kampen og få medhold i Verdenshandelsorganisationen. Det er jeg godt tilfreds med, og jeg håber, at Kommissionen vil fortsætte denne kamp. Ekspertpanelets rapport er stadig kun en foreløbig rapport. Den tager ganske enkelt ikke højde for de ni af Den Europæiske Union udpegede videnskabsfolks standpunkter. Vore videnskabsfolk kom fra Tyskland, Norge, Ungarn, Puerto Rico samt USA. Jeg selv havde i sidste måned indbudt tre af dem til et kollokvium i Bruxelles. Det drejede sig om professorerne Metzler fra Karlsruhe, Liehr fra Texas og Epstein fra Illinois. De erklærede uden omsvøb, at de såkaldte amerikanske hormoner aldrig indgives hver for sig, men altid kombineret. Og at netop denne kombinerede recept på længere sigt kan have særdeles skadelige følger for humant DNA. Det kan give sig udslag i både genotoksiske og kræftfremkaldende effekter. Også den videnskabelige konference, Europa-Kommissionen selv havde tilrettelagt, erklærede i sin konklusion, at en mere tilbundsgående undersøgelse af anvendelsen af hormoner i kombineret form var påkrævet, og det er væsentligt. I særdeleshed altså også undersøgelser af skadelige virkninger på længere sigt. Over for WTOpanelet gjorde vore ni specialister ligeledes gældende, at de videnskabelige oplysninger, USA før som nu lægger til grund, er håbløst forældede. Alt er baseret på den såkaldte JEFCA-rapport, der daterer fra 1987. Og ud af de 80 referencer var allerede dengang i 1987 over halvdelen forældede. USA baserer sig altså stadig på videnskabelige data, der i dag er over 20 år gamle. Hvor vi jo alle ved, at forskningen, heldigvis, stadig gør fremskridt. Noget, som blev betragtet som uskadeligt for 20 år siden, kan i dag påviseligt være skadeligt. Hele affæren omkring DES-hormonet, der i begyndelsen blev betragtet som fuldstændig uskadeligt, siger meget. Først 20 år efter viste DES sig at være cancerogen. Det er jo indlysende, at alene argumentet, at hormontilgift kan være skadelig, for WTO burde være grund nok til at acceptere det europæiske forbud mod hormoner. Det er jo ikke uden grund, at princippet om forebyggelse er gældende i den internationale beslutningsproces. Derfor giver vi vor fulde støtte til Europa-Kommissionen, der allerede nu har fremsat indsigelser eller indgivet svarskrift i Genève i forbindelse med denne foreløbige rapport, og vi bakker også op om Kommissionens forhåbentlig senere tiltag i form af en appelsag, hvis dette her skulle ende uheldigt. En appelsag, hvis Verdenshandelsorganisationen skulle holde fast i sit oprindelige standpunkt. Samtidig ønsker vi, at Europa-Kommissionen allerede nu gør forberedelser til et nyt videnskabeligt forum, et forum af videnskabsfolk, der er uvildige og ikke i industriens tjeneste. Videnskabsfolk, der ikke kun har veterinærmedicinsk kompetence, men frem for alt videnskabsfolk fra det humanmedicinske område samt kendte og anerkendte kræftforskere. Endelig også videnskabsfolk, der især undersøger risiciene ved kombineret anvendelse af hormoner. Således kan vi yderligere underbygge risikovurderingen, og når det kommer til stykket, får vi helt sikkert fuldt ud medhold. Forebyggelsesprincippet har jo forrang over samtlige andre overvejelser. Selvfølgelig skal det generelle forbud mod hormoner opretholdes, herunder forbuddet mod indførsel af hormonbehandlet kød. Det er en selvfølge, at jeg støtter Kommissionen i dens nuværende holdning, og jeg håber, at vor beslutning bliver enstemmigt vedtaget. |
| Hr. formand, hr. kommissær, siden 1970'erne har Fællesskabets brug af anabolske steroider i animalsk produktion skabt store kontroverser, som siden da har inddraget politikere, forbrugere, videnskabelige eksperter og hele det internationale samfund i konstante diskussioner. Sagen er altså ikke ny, og jeg skal spare Dem for en historisk gennemgang. Men den 7. maj fremsendte panelet sin midtvejsrapport til parterne; denne rapport skulle for øvrigt være fortrolig i henhold til bestemmelserne om bilæggelse af tvistigheder. Konklusionerne i rapporten er klare og utvetydige. Panelet placerer helt klart ethvert kommercielt hensyn over legitime hensyn til den offentlige sundhed og tilbageviser det forsigtighedsprincip, som forbrugerne har ret til at nyde godt af. Vor gruppe har i forslaget til beslutning anmodet Kommissionen om hurtigst at afholde en konference om blandt andet forbrugernes mening om, hvorvidt hormombehandlet kød er sundt. Her må man være uenig i panelets syn på, at frivillig mærkning med angivelse af, at oksekødet ikke indeholder hormoner ville kunne opfylde forbrugernes ønske om information. Tværtimod. Ligesom med genetisk modificerede organismer er det nødvendigt at indføre obligatorisk mærkning med angivelse af, at kødet er hormonbehandlet. Men under alle omstændigheder er forbudet mod hormoner i kødproduktion grundlæggende, og det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Forbrugerne ville ikke forstå, hvorfor et sådant forbud skulle ophæves, når man endnu ikke har bevist, at hormoner er uskadelige. De produktionsbegrænsninger, som den europæiske opdrætter er underlagt, må ikke blive forværret af import af produkter, der ikke ledsages af samme sundheds- og kvalitetsgarantier. Vi anmoder derfor om, at procedure for bilæggelse af tvistigheder fortsættes og afsluttes, det vil sige med en appel, og hele vor gruppe er rede til at støtte Kommissionen. |
| Jeg har modtaget syv beslutningsforslag , fremsat i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, i forretningsordenen. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00. |
| Hr. formand, hr. kommissær, der er vel ingen grund til, at kødet ikke kommer ind under det nye dogme, det vil sige tilbedelsen af guldkalven, som åbenbart er ledetråd for borgerne og lederne i vore såkaldt rige og civiliserede samfund. Hvorfor skal vi have hormoner, når der, som det allerede er sagt, er for meget kød og mælk? Hvorfor? Det er enkelt nok, af profithensyn. Hvis amerikanerne vil have os til at spise hormonkød, er det ikke bare på grund af glæden ved at sælge os kød, det er især for at få os til at vedtage princippet om hormoner, for den store profit ligger naturligvis i produktion og salg af hormoner. Det forstod jeg allerede for ti år siden, da jeg udarbejdede den første betænkning om somatotropin. Hvis man sælger dårligt kød, produkter af dårlig kvalitet, berøver man forbrugeren to gange, først hans tillid, dernæst hans fødevareværdier. Corticoider og andre hormoner kombinerede eller ikke tjener til at oppuste kødet. Det vil sige mere vand, det vil sige at sælge vand til kødpris til forbrugeren. Det har mennesket, forbrugeren ingen interesse i, forbrugeren bliver bare en dukke i et marionetspil. Hormoner er farlige. Ingen har jo heller påstået, at det er vitaminer. Man har bekæmpet DES. De andre skal også bekæmpes. Menneskets sundhed er selvfølgelig i fare, men også dyrenes. Der er i dag bevist, at indtagelse af hormoner medfører knogleskørhed hos mødre og sterilitet hos produkterne på kort sigt. Vi skal naturligvis i endnu højere grad end med BSE indføre tvungen mærkning, sporbarhed og gennemsigtighed. I Europa har vi ret til at have kulturelle forskelle i vore madvarer. Det er en ret, som De, hr. kommissær, kan forsvare for borgerne og på vegne af det menneskelige samfund. Hvis Bill Clinton mener, at det er nødvendigt at moralisere over for europæerne og sige, at de er dårlige til at forvalte eller ikke forstår at forvalte deres moderne samfund det sagde han på G8-mødet så er det hans problem. Hvad jeg for mit vedkommende ikke kan acceptere, er at sige til de europæiske borgere, at de skal spise forgiftet kød, fordi det tjener amerikanerne på. Hr. kommissær, derfor beder jeg Dem om at fortsætte kampen for et forbud mod kød og hormoner generelt i Europa. |
| Hr. formand, jeg vil takke kommissæren for hans udtalelse. Hormonemnet blev afgjort i Den Europæiske Union for nogle år siden, ikke på et videnskabeligt grundlag, snarere et følelsesmæssigt. Jeg vil erindre Parlamentet om, at alle madvarer indeholder hormoner. Jeg kan som eksempel nævne hvedekorn og grønne grønsager, der indeholder mange gange så mange hormoner som kød. Men de er naturlige stoffer og ikke farlige, syntetiske cocktails. USA og WTO vil fortsat insistere på, at videnskab, ikke følelser, og især videnskabelige målinger skal være den målestok, der skal bruges til at fastslå fødevarers kvalitet og sikkerhed. Da nu forbuddet er indført, ser jeg ikke anden mulighed end at holde fast og køre videre, også selv om vi skal købe os ud. Der er allerede sket store skader på forbrugernes tillid i den seneste tid. Vi har ikke råd til at skade industrien yderligere. Jeg vil gentage den foregående talers opfordring til at oprette et kompetent, uafhængigt, videnskabeligt organ, der skal fungere som vagthund og kommunikere med offentligheden på et tidligt tidspunkt, især gennem forbrugerorganisationer. Det bør tildeles den særlige opgave at sikre, at offentligheden dels beskyttes rigtigt, dels at den nye udvikling på fødevareområdet forklares omhyggeligt på et tidligt tidspunkt. Kun på den måde kan vi få fakta og ikke fiktion til at styre vore beslutninger om fødevarelovgivning og -sikkerhed i fremtiden. |
| Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, jeg tror, vi er i en vanskelig situation, og det er vi os udmærket bevidst. Vi ved nogenlunde, hvilket resultat panelet vil komme frem til. Det vil blive negativt for os. Det kan vi foregribe mere eller mindre, det vil sige, vi kan forberede os på en strategi mange kolleger har gjort opmærksom på det. Det er den ene ting. Det andet problem, vi står overfor, er, at vi ikke kun har at gøre med USA og Canada, men derimod er der flere kødproducerende lande, der er omfattet, såsom Argentina, Sydafrika og Australien; og der kommer flere til. Det betyder, hvad vi må overveje i fremtiden, er en meget mere vidtgående strategi, der skal omfatte en helt ny landbrugspolitik, en helt ny handelspolitik og en helt ny forbrugerbeskyttelsespolitik. Vi er for øvrigt ved den sidste WTO-runde kommet for sent til at indføre denne debat. Vi har åbnet et nyt felt, hvis jeg da må minde kollegerne om det, vi har nemlig præsteret at indføre handel og miljø inden for rammerne af konferencen i Singapore, og på samme måde burde vi naturligvis have taget initiativ til at åbne en temadebat om emnet handel og sundhed og handel og forbrugerbeskyttelse. Det vil vi ubetinget skulle gøre ved en ny WTOrunde. Vi ved ikke, om vi vil få den, men vi vil hurtigt tage initiativ til at implementere denne tankegang inden for rammerne af diskussionen i WTO. Vi vil derudover være nødt til at gå endnu videre. Vi vil skulle inddrage kritiske spørgsmål i drøftelserne. Fru RothBehrendt har helt med rette gjort opmærksom på, at vi skal føre debatter med vores partnere, vi vil skulle diskutere, hvordan vi på den ene side kan sikre frihandelen, som vi jo slet ikke ønsker at rokke ved, og som også er til for at beskytte vores egne producenter, og hvordan vi på den anden side absolut kan opretholde forskellige kulturelle forståelser af forskellige beskyttelsesniveauer. Hvordan vil det kunne forenes med hinanden i fremtiden, og hvordan vil vi nå frem til sådan en ordning? Jeg ved, det er relativt vanskelige spørgsmål, men jeg tror, vi hurtigt skal tage fat på dem. Jeg går ud fra, at i hvert fald Kommissionen vil gå til ankeinstansen. Vi vil så i hvert fald have chancen for også at bestyrke denne strategi ved hjælp af nye videnskabelige undersøgelser. |
| Forhandlingen er afsluttet. (Mødet udsat kl. 20.10 og genoptaget kl. 21.00) |
| Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A4-0167/97 af Novo for Udvalget om Regionalpolitik om Kommissionens årsrapport om Samhørighedsfonden 1995 (KOM(96)0388 C4-0509/96); -A4-0210/97 af Belenguer for Udvalget om Regionalpolitik om syvende årsberetning om Strukturfondene 1995 (KOM(96)0502 C4-0020/97). |
| Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer, som bekendt oprettedes der med traktaten om Den Europæiske Union en Samhørighedsfond med det formål at yde økonomisk støtte til gennemførelsen af milløprojekter og infrastrukturprojekter inden for transeuropæiske net. Der er således tale om en fond, der er oprettet med henblik på at udmønte princippet om økonomisk og social samhørighed, og som derfor udelukkende er rettet mod de fire medlemsstater med en BNI per capita på under 90 % af fællesskabsgennemsnittet, dvs. Spanien, Grækenland, Irland og Portugal; i praksis er tildelingen af denne støtte ganske vist noget selvmodsigende, for så vidt som den er betinget af de støtteberettigede landes accept af at følge et konvergensprogram med henblik på at kunne opfylde de nominelle konvergenskriterier, der er fastsat for Den Økonomiske og Monetære Union. Den foreliggende betænkning omhandler gennemførelsen af Samhørighedsfonden i 1995, og jeg vil i det følgende henlede opmærksomheden på de vigtigste aspekter i det omhandlede år. Europa-Parlamentet har imidlertid en politisk forpligtelse til ikke at stille sig tilfreds med konstateringer, men på grundlag af en analyse af fakta at pege på nye arbejdsområder, nye løsninger og tilpasningsmuligheder, kort sagt at fremsætte fremadrettede politiske forslag. Og det er netop, hvad der gøres i den foreliggende betænkning, hvori jeg navnlig vil fremhæve følgende aspekter: For det første den høje budgetgennemførelsesgrad: 99, 9 % for forpligtelsesbevillinger og 97, 1 % for betalingsbevillinger. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, som gennemførelsesmodellen for Samhørighedsfonden indebærer, at hvert enkelt projekt skal evalueres tilbundsgående, før der kan indgås forpligtelses- og betalingsbevillinger, og at en høj betalingsandel derfor svarer til den faktiske gennemførelse af hvert enkelt projekt. Ud over konstateringen af en høj budgetgennemførelsesgrad skal det bemærkes, at der heller ikke for 1995 er konstateret nogen tilfælde af svig i forbindelse med de af Samhørighedsfonden finansierede projekter. Der er således ikke i de første tre år af Samhørighedsfondens levetid konstateret svig, et forhold, som ikke i mindste måde anfægtes af, at der er konstateret nogle mindre administrative og proceduremæssige uregelmæssigheder. På denne baggrund kan det, i modsætning til hvad nogle gerne vil have os til at tro, konstateres, at de fire støtteberettigede medlemslande har en stor absorberingsevne, at alt foregår uden uregelmæssigheder og i fuld gennemsigtighed, og at de formår at forelægge projekter, der er i fuld overensstemmelse med fondens målsætninger. Det er en bekræftelse af, at de omhandlede lande har og fortsat vil have et stort behov for miljøog transportinfrastrukturer, eftersom der fortsat gør sig store asymmetrier gældende på dette område i Den Europæiske Union. For det andet vil jeg fremhæve de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opnå ligevægt i finansieringen af fondens to interventionsområder, miljø og transeuropæiske transportnet, selv om opmærksomheden endnu en gang skal henledes på nødvendigheden af at afhjælpe nogle nationale skævheder, bl.a. i Grækenland, hvor transportsektoren er forfordelt, og i Portugal hvor det er miljøet, der ikke i tilstrækkelig grad bliver tilgodeset. Det skal dog retfærdigvis understreges, at der er tale om en ligelig fordeling mellem de to interventionsområder, selv om det i betænkningen understreges, at ligevægten i finansieringen af de to interventionsområder bør søges opnået for hele fondens gyldighedsperiode på seks år, det vil sige frem til 1999, i hver af de støttemodtagende medlemsstater. Med henblik på at forbedre muligheden for at udarbejde relevante projekter og muliggøre en diversificering af støtten i de mest ugunstigt stillede regioner i samhørighedslandene understreger betænkningen nødvendigheden af at øge støtten til jernbane- og lufthavnsprojekter og til affaldsbehandling, ligesom det anses for at være acceptabelt at forelægge ansøgninger til et beløb på under 10 mio ECU og på nye områder, såsom projekter vedrørende erosionsbekæmpelse, skovplantning, natur- og habitatbevarelse. For det tredje konstateres det, at Kommissionen har fastsat regler for anvendelsen af konditionalitetsklausulen, et problem, der stadig rejser polemik, dels fordi denne klausul bør indrettes efter fondens grundlæggende mål, fremme af samhørigheden, og dels fordi beslutningerne i modstrid med det vedtagne stadig ikke fremsendes til orientering og drøftelse i Europa-Parlamentet. Betænkningen gør endvidere opmærksom på, at det ikke er en eksplicit målsætning for Samhørighedsfonden at skabe beskæftigelse, men anser det ikke desto mindre for vigtigt at evaluere de socioøkonomiske virkninger af de af Samhørighedsfonden finansierede projekter, bl.a gennem offentliggørelse af bestilte undersøgelser, som, så vidt det vides, viser de direkte fordele for samhørighedslandene, men også og navnlig fordelene for medlemsstaterne under ét. For det fjerde og sidste behandler betænkningen det centrale og essentielle spørgsmål om Samhørighedsfondens fremtid. På dette punkt er holdningen i betænkningen klar. I punkt 16 og 17 bekræftes det, at denne fond er et finansieringsinstrument med et nationalt formål og derfor ikke bør sammenblandes med strukturfondene. Endvidere foreslås det, at der træffes foranstaltninger til at videreføre Samhørighedsfonden efter 1999, og som grundlag for en sådan forlængelse ligger de samme kriterier som for oprettelsen, dvs. at den fortsat skal være et finansielt instrument, der tager sigte på at fremme den økonomiske og sociale samhørighed i de lande, hvis BNI per capita fortsat er på under 90 % af fællesskabsgennemsnittet, og som kan yde supplerende støtte til de omhandlede lande i deres bestræbelser på at opfylde de konvergenskriterier, som de vil være underlagt, ikke mindst i forlængelse af den nyligt vedtagne stabilitetspagt. Til sidst vil jeg gerne takke mine kolleger for samarbejdet i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning og naturligvis også Regionaludvalgets sekretariat. |
| Fru formand, den betænkning, vi i dag fremlægger og debatterer, behandler Kommissionens syvende årsberetning om strukturfondene 1995 og vil til sin tid blive færdiggjort med de ændringsforslag, som vedtages i Udvalget om Regionalpolitik, og som helt sikkert vil bidrage til at definere og konkretisere de ideer, vi fremlægger i denne betænkning. 1995 er et betydningsfuldt år, eftersom det er det første regnskabsår med en samlet gennemførelse af interventionerne for perioden 1994-1999 og det år, hvor Unionen blev udvidet med Østrig, Finland og Sverige. Det er nødvendigt at konstatere, at medlemsstaterne har fremlagt over 400 EF-initiativprogrammer, hvilket har fået Kommissionen til at indse, at den deraf følgende kompleksitet har givet anledning til nogle problemer. På denne baggrund er betænkningen opdelt i fem store afsnit: Gennemførelse, komplementaritet, additionalitet, evaluering og overvågning samt koordinering. Hvad angår gennemførelsen, må man sige, at der har været tale om en alarmerende underudnyttelse af budgettet, som varierer alt efter de forskellige fonde, mål og stater. Man må imidlertid understrege, at der er konstateret en forbedring af gennemførelsen i mål 1-regionerne i de fire lande, der er omfattet af Samhørighedsfonden, dvs. Grækenland, Irland, Portugal og Spanien. Jeg anmoder derfor i min betænkning Kommissionen om i sin næste årsberetning at fremlægge en analyse af årsagerne til forsinkelserne i gennemførelsen, af situationen i de enkelte medlemslande og af konsekvenserne for den samlede finansieringspakke for 1994-1999. Vi anmoder også Kommissionen om at give os oplysninger om udviklingen af ikke udbetalte bevillinger. Med hensyn til det andet punkt, komplementariteten med de andre EF-politikker, noterer vi med tilfredshed fondenes interesse for at forbedre miljøet. Vi noterer også den betydning, som Kommissionen tillægger fondenes forenelighed og komplementaritet med andre EF-politikker, for man må ikke glemme, at strukturfondene udgør Den Europæiske Unions vigtigste finansielle instrument, og at traktaten fastsætter, at der skal være tale om en bred støtte til samhørighedspolitikken, som bør suppleres med andre fællesskabspolitikker. Vi skal derfor navnlig understrege, at hovedformålet med strukturfondene er ud fra en fællesskabssolidaritet at skabe økonomisk og social samhørighed for at fjerne de regionale og sociale skævheder, som fortsat findes. Hvad angår det tredje punkt, additionaliteten, konstaterer vi med bekymring, at Kommissionen ikke er i stand til at sikre overholdelsen af additionalitetsprincippet. Jeg siger, at det bekymrer os, fordi en af hjørnestenene i strukturfondene netop er deres additionalitetskarakter, som er nødvendig for at styrke nationale og regionale initiativer og på denne måde bidrage til samhørigheden. Kommissionen har været ude af stand til at kontrollere overholdelsen af dette princip i syv medlemsstater. Jeg vil ikke nævne, hvilke lande, der er tale om, men kun sige, at Kommissionen oplyser, at fire lande ikke har givet oplysninger og tre lande har givet ufuldstændige oplysninger. For at undgå dette problem anmoder vi Kommissionen om at undersøge muligheden for at behæfte støtten med en klausul om opsættende virkning, såfremt additionalitetsprincippet ikke overholdes, samt en forpligtelse for medlemsstaterne til at tilvejebringe disse oplysninger. Med hensyn til det fjerde punkt om evaluering og overvågning, beklager vi, at der ikke er gennemført en komplet og detaljeret undersøgelse af den første programmeringsperiode for strukturfondene. Vi bifalder Kommissionens forslag om uafhængige sagkyndiges medvirken selv om de endnu ikke er udpeget og bestræbelserne i forbindelse med overvågningsarbejdet og glæder os over udarbejdelsen af overvågningsvejledningen. De anvendte kriterier og procedurer i forbindelse med strukturfondene er imidlertid stadig meget komplicerede, hvorfor jeg anbefaler, at der sker en forenkling af reglerne, hvilket vil føre til en fornuftig gennemførelse af denne overvågning. Hvad angår det femte punkt om koordineringen, kan man konstatere, at samarbejdet med de regionale myndigheder er blevet væsentligt forbedret, men at der stadig er mangler omkring samarbejdet med de lokale myndigheder. Det sidste er dog blevet bedre på informationsområdet. Vi vil særligt fremhæve den gode dialog, som Kommissionen har etableret med Regionsudvalget, og behovet for at styrke partnerskabsprincippet, således at både de lokale og regionale myndigheder kan gennemføre en politik, som har til formål at bringe Europa nærmere borgerne. Endelig vil vi gentage vores overbevisning om, at decentralisering er en velegnet metode til forvaltning af fondene, selv om det må konstateres, at der i det nuværende system eksisterer et modsætningsforhold, idet forvaltningen af fondene næsten udelukkende henhører under medlemsstaternes kompetence, mens ansvaret for denne forvaltning næsten udelukkende påhviler Kommissionen. Jeg vil slutte, fru formand, med at takke alle medlemmerne af Udvalget om Regionalpolitik for alle deres ændringsforslag, som er blevet debatteret i udvalget, og som i morgen skal debatteres i plenum, ligesom jeg vil takke sekretariatet og naturligvis alle, som har deltaget i udarbejdelsen af betænkningen. |
| Fru formand, Europa-Parlamentets Miljøudvalg har navnlig beskæftiget sig med Novo-betænkningen om Årsrapporten om Samhørighedsfonden. Deri har vi konstateret, at begrebet »miljø« i samhørighedsfondene ofte fortolkes alt for bredt. Vi har ikke svært ved at se, at drikkevandsforsyning og renovation er ægte miljøprojekter. Men når det drejer sig om en spærredæmning, der påviseligt skader miljøet hvilket også kan læses i rapporten er Miljøudvalget af den opfattelse, at det er meget vanskeligt at indse, hvorfor dette, sådan en spærredæmning, nu skulle være et miljøprojekt. Af den grund er det godt, at Miljøudvalget også blander sig i regionalpolitikken, det kalder vi integreringen af miljø i andre sektorer. Derfor glæder det mig, at et stort antal af vore ændringsforslag er overtaget af ordføreren og hans udvalg. Ordet »miljø« fortolkes alt for bredt. Af den grund vil jeg gerne slå til lyd for rendyrkede miljøprojekter fremover, som erosionsbekæmpelse, skovplantning, naturbevarelse og beskyttelse af habitater. Det er spørgsmål, der også bør få meget mere opmærksomhed inden for rammerne af samhørighedspolitikken. Det har vi også stillet et ændringsforslag om, ændringsforslag 4, og jeg håber, at vor gruppes ændringsforslag også kan accepteres af Kommissionen. Jeg bakker op om fru Schroedter med hensyn til den række ændringsforslag, hun har stillet, hvor hun fastslår, at der er al for megen opmærksomhed om regn og for lidt opmærksomhed om miljøvenlige former for infrastruktur som eksempelvis jernbaner. Sluttelig vil jeg fremhæve og det er en udtalelse også på Udvalgets vegne og optaget i betænkningen at vurderinger af miljøvirkningerne bør udføres af forskere, der ikke er involveret i planlægning eller gennemførelse af projektet. Det bør være adskilt, objektivt. Dette princip bør ikke alene gælde for Samhørighedsfonden, men for regionalpolitikken i sin helhed. Jeg er meget spændt på kommissærens reaktion med hensyn til gennemførelsen af en mere objektiv vurdering af miljøvirkninger. Jeg gentager, fru formand, jeg er meget glad for, at ordføreren og hans udvalg takket være tanken om integrering af miljøet i regionalpolitikken har vist sig yderst villige til at overtage vore ændringsforslag. |
| Fru formand, hr. kommissær, jeg vil gerne indlede mit indlæg med at påpege den omstændighed, at der er få personer til stede her i salen, når man tænker på, at vi taler om 34 % af fællesskabsbudgettet, som afsættes til strukturfondene og Samhørighedsfonden, i dette tilfælde i forbindelse med regnskabsåret 1995. Jeg mener, at denne debat bør tjene til at åbne nye perspektiver for indholdet af strukturfondene både med hensyn til 1999, som er det år, hvor gyldighedsperioden for de nuværende fonde slutter, og med hensyn til, hvordan forordningerne skal ændres for at gøre gennemførelsen af fondene mere effektiv til gavn for en større økonomisk og social samhørighed og en større samhørighed mellem de forskellige territorier i Den Europæiske Union. Vi må heller ikke glemme det nye perspektiv i forbindelse med udvidelsen af Den Europæiske Union måske henimod år 2004. Jeg mener ikke, man bør glemme noget af dette, når man analyserer indholdet af strukturfondene indtil nu. I denne forbindelse vil jeg gerne lykønske hr. Novo Belenguer med hans betænkning samt fremhæve nogle punkter, som forekommer mig foruroligende, såsom fondenes lave gennemførelsesprocent. Dette forhold betyder, at der er uudnyttede midler i budgettet, som skal fordeles og der kan være tale om meget store beløb og så skal man beslutte, på hvilken måde disse beløb skal anvendes for i det mindste at tilgodese de stater, der har været mest dynamiske i gennemførelsen af strukturfondene. Spørgsmålet om additionaliteten er, som hr. Novo Belenguer også har sagt, stærkt foruroligende, for Kommissionen får ikke tilstrækkelig information om staternes overholdelse af additionalitetsprincippet, hvilket er nødvendigt for gennemførelsen af fondene. Spørgsmålet om koordinering forekommer mig særlig vigtigt, navnlig hvad angår samarbejdet med de regionale og de lokale myndigheder, og navnlig på de områder, hvor de regionale myndigheder har betydelige kompetencer med hensyn til fondene. Hvad angår landbrugsområderne, udgør strukturfondene et meget vigtigt bidrag til landmændenes og landbefolkningens indtægter, og i denne forbindelse er det også vigtigt at understrege som det også blev besluttet under konferencen i Cork at decentraliseringen af forvaltningen af strukturfondene skal tjene til at undgå faren for en fremtidig renationalisering af den fælles landbrugspolitik. Det er i denne forbindelse nødvendigt at øge informationen og udbrede kendskabet til mulighederne for iværksættelse af strukturfondsaktioner i landdistrikterne. Jeg mener også, det er positivt med etableringen Det Europæiske Observatorium for Innovation og Udvikling af Landdistrikter, som bør gives de nødvendige muligheder. På baggrund af alt dette, mener jeg, at betænkningen er positiv, men at vi bør overvåge gennemførelsen af strukturfondene i fremtiden. |
| Fru formand, denne 7. årsberetning er på 341 sider. Det er meget vanskeligt for et almindeligt medlem af Parlamentet eller et medlem af et nationalt eller regionalt parlament at læse og kapere dette store bind. Jeg kunne godt tænke mig at se et resume som det, Revisionsretten altid har i sine beretninger, så det gennemsnitlige medlem hurtigt kan danne sig en idé om, hvad der står i beretningen. Ordføreren for Udvalget om Regionalpolitik, hr. Novo, har udtryk bekymring over den bureaukratiske arbejdsmængde i programmeringsarbejdet, både i medlemsstaterne og Kommissionen. Han siger, at det er det, der er skyld i fondenes lave gennemførelsesprocent. Dette bør tages alvorligt og også, at de fire forskellige fonde, de syv mål og de tretten initiativer medfører alt for megen administration. Det gør det også vanskeligt at evaluere, hvad det er lykkedes at gennemføre. Budgetudvalget er bekymret over den lave udnyttelsesgrad, som hr. Novo Belinguer har gjort os opmærksom på, og det erkender, at nogle stater har vanskeligt ved at forstå de meget vanskelige forordninger. Den overordnede udnyttelse var på 82 % af de til rådighed værende midler. Hvis vi havde en enklere forordning, kunne vi have gjort meget mere og gjort det med lavere administrationsomkostninger. Vi glæder os dog over, at det var de fattigere medlemsstater, som opnåede den højeste udnyttelse, og det giver os i det mindste den tilfredsstillelse, at målet med social og økonomisk samhørighed er ved at blive nået. I min udtalelse henstillede jeg til, at uanset hvor mange midler og det ser ud til, at der vil ske fremførsler der ikke blev brugt sidste år, så bør de bruges til det formål, de skulle dække, i de stater, som det er lykkedes at bruge de midler, som de havde til rådighed. |
| Fru formand, der er behov for en grundlæggende reform af strukturfondene. Næsten 100 af de 250 mia kroner, som blev afsat til fondene for 1995, blev ikke udnyttet. De har overhovedet ikke gjort gavn, fordi administrationen og bureaukratiet ikke har nået at behandle ansøgningerne og fordele pengene. Det er i grunden en gevaldig skandale; det drejer sig om utrolig mange penge, som ikke anvendes effektivt. Det er dårlig husholdning med skattemidler. Desuden er der store mangler i programmeringen, overvågningen og evalueringen. Den mest radikale løsning ville faktisk være at overlade hvert enkelt land ansvaret for sin egen regionalpolitik, idet EU kun fastsatte visse målsætninger for, hvordan fondene skulle anvendes. Dertil når vi ikke i dag; vi må reformere fondene skridt for skridt. Jeg vil gerne understrege nogle af Beskæftigelsesudvalgets forslag: For det første må man, i både EU og medlemslandene, skære kraftigt ned på bureaukratiet ved at mindske antallet af fonde, mål og fællesskabsinitiativer. Endvidere må man forbedre programmeringen, beslutningsproceduren og overvågningen. Derudover bør flere afgørelser træffes lokalt og regionalt. Alle regionalpolitiske foranstaltninger skal, efter vor opfattelse, først og fremmest tage sigte på at løse det store arbejdsløshedsproblem i EU og dernæst på at forbedre miljøet og det grænseregionale samarbejde. Hr. Novo Berlinguers forslag går da også i denne retning og ligger, mener vi, på linje med Beskæftigelsesudvalgets forslag om at gøre beslutningsproceduren mere decentral, lade flere afgørelser blive truffet på lokalt plan og forbedre samordningen af medlemsstaternes regionalpolitik og EU's arbejdsmarkedspolitik. Derimod er jeg skeptisk over for betænkningens forslag om straffeforanstaltninger over for medlemsstater, der ikke overholder princippet om additionalitet, dvs. om at supplere med egne midler. Det tror jeg er en forkert måde at ændre og forbedre strukturfondenes funktion på. Men jeg bifalder i det væsentlige hr. Novo Berlinguers betænkning. |
| Fru formand, med hensyn til strukturfondene i fiskerisektoren ser det sådan ud. For det første: For perioden 1994-1999 beløber budgetbevillingen for finansieringsinstrumentet til udvikling af fiskeriet, eller rettere sagt FIUF, sig til 2, 6 milliarder ecu. For det andet: Til fællesskabsinitiativet PESCA er der i samme periode afsat 250 millioner ecu. I forbindelse med FIUF blev der i 1994/95 føjet en række innovative elementer til strukturpolitikken. Blandt andet blev der især efter pres fra Fiskeriudvalget indført nye foranstaltninger for at åbne mulighed for det første for førtidspensionering af fiskere og for det andet for udbetaling af personlige tilskud til yngre fiskere, der er nødt til at opgive deres erhverv som følge af oplægning af fiskerfartøjer. FIUF-satsen for forpligtelsesbevillinger og for udbetaling til mål nr. 5a-fiskeri svarer i det store og hele til gennemsnittet af alle strukturstøttemål i EU. Også for FIUF-ydelser til mål nr. 1-området er gennemførelsesniveauet tilfredsstillende. Det ser anderledes ud i relation til det nye fællesskabsinitiativ PESCA, selvom udviklingen generelt er positiv. Programgodkendelsessatsen på 98 % ligger immervæk over gennemsnittet for alle EU-fællesskabsinitiativer. Udbetalingssatsen ligger derimod væsentligt under gennemsnittet, og det bekymrer os. Forklaringen er: De administrative mekanismer er for dyre, for komplekse og for langsomme. I Kommissionen mangler der tilstrækkelig koordinering. Men også medlemsstaterne er nødt til at arbejde mere effektivt, og det samme gælder Revisionsretten. Ifølge mine oplysninger har situationen heller ikke forbedret sig signifikant i 1996. I 1997 synes billedet at se anderledes ud. I morgen afholder Kommissionen en PESCA-konference i Bruxelles. Vi håber så at få dette bekræftet. Men jeg vil gerne rette følgende appel til alle: Lad PESCA-initiativet have lov til at leve videre ved den forestående strukturreformdiskussion, for al begyndelse er svær, og fiskerne har brug for dette initiativ. |
| Fru formand, mine damer og herrer, Kommissionens årsrapport om Samhørighedsfondens aktiviteter i 1995 er uden tvivl et dokument af stor betydning, som giver en klar og fyldestgørende information om Samhørighedsfondens virke og resultater, idet den angiver tal og tendenser og også tager hul på fremtidsperspektiverne. Den positive vurdering af fondens bidrag til opnåelsen af det mål, der hedder økonomisk og social konvergens er særlig værdifuld på baggrund af offentliggørelsen, for nogle uger siden, af Europa-Kommissionens almindelige beretning om samhørighed, hvor den desværre konstaterer, at divergensen mellem de mere og de mindre udviklede EU-lande desværre ikke er mindsket, samtidig med at der ses alvorlige divergenser internt i medlemslandene. Vejen henimod målet om økonomisk og social samhørighed må således betragtes som en mangeårig og slidsom proces og ikke som et tiltag, der kan fuldføres inden for et begrænset tidsrum. Økonomisk og social samhørighed er ikke et statisk punkt, men et mål, der hele tiden flytter sig. Med den store udviklingsmæssige forskel mellem de lande, hvor samhørigheden findes, og de øvrige lande, der ikke er statiske, men hele tiden i udvikling, kan vi naturligvis ikke forvente, at økonomisk og social samhørighed er et mål, der vil kunne nås inden for 5-10 år. I sydlige EU-lande som f.eks. Grækenland er de politiske hovedprioriteringer modernisering af infrastrukturen, tiltrækning af produktive investeringer samt undervisning og uddannelse, der skal sikre beskæftigelsesmuligheder på længere sigt. Hvis samhørigheden skal styrkes, kræver det også, at der vedtages politikker, der kan dæmpe den negative effekt af liberaliseringen og enhedsmarkedet, og at betingelserne for deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union overholdes. For eksempel vil jeg med hensyn til de transeuropæiske transport- telekommunikations- og energinet gerne understrege, at hvis nettene liberaliseres, før opbygningen af den basale infrastruktur er færdig, og før alle borgere er sikret et vist serviceniveau, kan det føre til yderligere divergens i stedet for konvergens. Vi mener, at disse synspunkter forklarer behovet for overgangsperioder som dem, Grækenland har anmodet om. Derfor er det nødvendigt at der under udformningen og gennemførelsen af samtlige EU-strukturpolitikker tages langt mere hensyn til samhørighedsaspektet. |
| Fru formand, fru kommissær, jeg er sikker på, at jeg udtrykker Europa-Parlamentets synspunkt, når jeg fremhæver det punkt i den foreliggende beslutning om Samhørighedsfonden, hvori det anføres, at man i lyset af den øgede interne regionale uligevægt i de støtteberettigede medlemslande bør foretage en analyse af de eventuelle følger af Samhørighedsfondens interventioner for denne uligevægt i sammenhæng med Kommissionens indsats for at evaluere fondens sociale og økonomiske virkninger. Samhørighedsfonden har ligesom andre fonde primært til formål at bidrage til økonomisk og social samhørighed. Samhørigheden evalueres såvel ved en sammenligning mellem udviklingsniveauet i de forskellige lande som på grundlag af de eksisterende sociale og geografiske forskelle i den enkelte medlemsstat. I denne sammenhæng er det ikke irrelevant, hvilket valg der træffes vedrørende placeringen af investeringer i den enkelte støtteberettigede medlemsstat i forbindelse med projektansøgningerne. Hvis der ikke træffes velovervejede valg, kan man risikere, at den velkendte forværring af de sociale og geografiske skævheder i samhørighedslandene, stik imod hensigten, må konstateres til dels at hænge sammen med anvendelsen af Samhørighedsfondens midler. Dette vil være tilfældet, hvis de finansierede projekter udelukkende eller primært placeres i de mest udviklede regioner. Der er stadig tid til at rette op på det, som det ser ud til at være nødvendigt at rette op på. Det er inkonsistent og uholdbart, at Samhørighedsfonden ikke i højere grad tager sigte på de fjerntliggende områder. Det er derfor med stor tilfredshed, jeg konstaterer, at Kommissionen med Europa-Parlamentets udtrykkelige tilslutning har udvist større smidighed med hensyn til godkendelsen af projekter til et beløb på under 10 mio ECU, idet der herved kan gennemføres større investeringer fra fonden i projekter beregnet på de mindst udviklede regioner, så man på denne måde undgår en alt for stor koncentration af støtten i de mest velstående områder. Men ligeså nødvendigt som det er at sikre Samhørighedsfondens bidrag til virkeliggørelsen af princippet om økonomisk og social samhørighed, er det, for så vidt som denne fond udelukkende yder støtte til investeringer i transport- og miljøsektoren, at sikre, at den bidrager til at omsætte Den Europæiske Unions politikker på disse områder. Vi støtter således fuldt ud den af Kommissionen foreslåede strategi, der går ud på at opprioritere finansieringen af projekter på miljøområdet ved at anvende fællesskabsdirektiverne om vandforsyning og -rensning og affaldsbehandling. Hvad angår politikken vedrørende Samhørighedsfonden, er der stor overensstemmelse mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, hvilket er et naturligt resultat af vores store fælles indsats på dette område, og jeg benytter lejligheden til at rette en yderst velfortjent tak til hr. Honório Novo for hans fremragende betænkning. Vi må nu afvente resultaterne. |
| Fru formand, jeg vil først lykønske ordføreren, hr. Novo, med hans fortræffelige betænkning. Det er første gang at Kommissionen har fremlagt en årsberetning på grundlag af et helt driftsår i Samhørighedsfonden, og det er første gang, at Parlamentet har haft lejlighed til at se på, hvordan Samhørighedsfonden er blevet gennemført i modtagermedlemsstaterne. Novo-betænkningen er ganske enkelt uhyre vigtig. I Kommissionens beretning glæder det mig at notere, at resultaterne generelt er positive. Budgetgennemførelsen i referenceåret var næsten 100 % for både forpligtelses- og betalingsbevillinger, hvilket er et enestående rosværdigt resultat. Jeg synes dog, det er besynderligt, at investeringer fra Samhørighedsfonden i en region i en medlemsstat har forårsaget store problemer i en anden region. Det skal vi tage meget alvorligt, da det er stik imod hensigten med fonden. Jeg opfordrer Kommissionen til sammen med den berørte medlemsstat at finde en hurtig, hensigtsmæssig løsning på dette problem. Det er også rart at bemærke, at der ikke er blevet konstateret svig i de finansierede projekter, og det er et godt eksempel for andre områder. Efter en betænkning af hr. Hatzidakis fra 1996 om samhørighedspolitik og miljø er det kun passende, at de miljømæssige aspekter i forbindelse med fonden er blevet behandlet med særlig omhu af hr. Novo. Det står klart, at der er sket visse forbedringer i denne sektor, især en bedre balance mellem transport- og miljøprojekter. Jeg er enig i, at der stadig bør gøres mere. Jeg er enig i ordførerens bekymringer over andre miljømæssige aspekter i forbindelse med fonden, også selv om de ikke er gældende i lige stor grad i alle modtagerlandene. Hr. Novo siger, at andre miljøprojekter, f.eks. bekæmpelse af kysterosion, kan påregnes. Her er jeg fuldstændig enig med ordføreren. Jeg har nu i temmelig lang tid gjort opmærksom på, at kysterosion ikke længere kan betragtes som et lokalt problem. Det er end ikke et nationalt problem. Det skal betragtes som et europæisk problem. På europæiske problemer skal der findes europæiske løsninger, og her vil jeg understrege, at kysterosion er et særlig stort problem i Irland. Jeg kan støtte punkt 9 i beslutningen ud fra den antagelse, at ordføreren henviser til områder såsom Azorerne og Madeira. Selve Samhørighedsfondens eksistens er af den største betydning for Irland. Gennem denne fond er der gjort store fremskridt i mit land i retning af målet med økonomisk og social samhørighed, og det bør fortsætte. Hr. Novos opfordring til Kommissionen og Rådet om at sikre, at fonden fortsat vil eksistere efter 1999, støtter jeg fuldt ud. |
| Fru formand, Kommissionens rapport omhandler en ufuldstændig status, der forsætligt er fuld af huller, over gennemførelsen af fællesskabspolitikken for økonomisk og social samhørighed og for strukturfondenes virke og effektivitet. Så har vi to parallelle betænkninger om rapporten, som på flere måder er indbyrdes forbundne, nemlig Novobetænkningen og Novo Belenguer-betænkningen. De ser på Kommissionens rapport med positive øjne, men også med en vis, berettiget, kritik. Hvis jeg skal udtale mig om denne dobbelte enhed, Kommissionens rapport og de to medlemmers betænkninger, vil jeg sige, at de dels peger på problemet, men på den anden side har de også nogle mangler. Det største problem er, hvad det er, Den Europæiske Union vil med sin strukturfondspolitik, sin økonomiske samhørighedspolitik. Den vil have udvikling i randområderne, tilnærmelse, konvergens og en vis grad af samhørighed mellem lande og regioner. Kommissionens status viser, at resultatet indtil nu har været negativt. Politikken er altså slået fejl. Og det er den: for det første, fordi de midler, der afsættes, ikke er tilstrækkelige og bør øges. Der skal altså afsættes flere midler; for det andet, fordi programmerne, fællesskabsinitiativerne ganske vist er mange og mangesidede, men de har ingen prioritering, intet kriterium for hvad det er, de udvikler; og for det tredje er der ingen opbakning på dette område, heller ikke efter Amsterdam-konferencen. Vi er bange for, at vi vil se en fortsættelse af alle disse mangler, for at landene og regionerne vil forblive underudviklede, og pengene fortsat vil blive ødslet bort til bureaukratiske og formålsløse i hvert fald i forhold til prioriteringen såkaldte udviklingsudgifter og ikke vil føre til de ønskede resultater. Jeg kan tage Grækenland som eksempel: her er et typisk land med mange særegenheder. Dem tages der ikke hensyn til. Man har en bulldozer, der braser igennem alle regioner og alle lande på samme måde. Landet har mange særlige karakteristika, det er et typisk randområde, det er underudviklet, befolkningen samler sig i bycentre, mens andre områder affolkes, og i de forskellige fonde, i programmerne, i fællesskabsinitiativerne, tages der ikke hensyn til disse særlige kendetegn, så man kan opfylde behovene. Og Grækenland fremstilles hele tiden vi har også hørt det her som en tigger, selv om det ikke er tilfældet. Det beder kun om det, det har ret til. Alt, hvad der afsættes som strukturmidler til de fire lande under Samhørighedsfonden, er for Grækenlands vedkommende, hvis man tager dets særlige kendetegn og behov i betragtning, ulige fordelt, og midlerne er for få i forhold til behovene. Hvis dette problem ikke imødegås med en tilbundsgående behandling af Fællesskabets politik vedrørende den økonomiske og sociale samhørighed og udviklingen af lande og regioner, vil vi blive ved med at vende tilbage til problemet, blive ved med at behandle rapporter og betænkninger, men vi vil ikke se resultater. |
| Fru formand, når penge stilles til rådighed til infrastruktur, betyder det langtfra, at der også automatisk opnås fremskridt på samhørighedsområdet. Det ser man nemlig ved, at det desværre hidtil ikke har været muligt at overvinde udviklingsforskellene mellem fattige og rige regioner trods store pengebeløb. Det er altså ikke størrelsen af de beløb, der stilles til rådighed, men først og fremmest projekternes kvalitet, det kommer an på. Store vejanlæg i samhørighedslandene har hidtil ødelagt mere, end de reelt har opnået. Det er kun muligt at iværksætte en positiv bæredygtig udvikling, hvis infrastrukturen styrkes i småportioner. Det gælder i endnu højere grad for miljøinfrastrukturen. En overdimensioneret miljøinfrastruktur gældsætter borgerne og kommunerne i ringere stillede regioner og sender dem endnu mere ud i fattigdom. Derfor opfordrer jeg Kommissionen til fortrinsvis at gå ind for projektbevillinger i småportioner og sådanne, som også efterlader nogle omgivelser, det er værd at leve i for næste generation. Når Europa-Parlamentet i sine beslutninger om de transeuropæiske net har fastsat procentuelle kriterier for andelen af kombineret transport landevej og jernbane med hensyn til over- og undergrænser, så har det trukket i nødbremsen. På anden måde synes villigheden ikke at kunne opnås til reelt også at omsætte modeller for bæredygtig udvikling, sådan som det kræves i kapitel 10 i hvidbogen. Disse beslutninger var Parlamentets beslutninger, og det ville virkelig være fatalt, hvis vi ville afvige fra dette grundlag. Et blik ind i fremtiden: Jeg tvivler på, at samordningen af bevillingerne til strukturelle interventioner med disse konvergenskriterier virkelig har givet noget. Derfor plæderer jeg for at opløse denne samordning i de næste finansielle overslag og stræbe hen imod regioners behov og fornødenheder som hovedkriteriet for, at der interveneres strukturelt. For det gælder om, at vi virkelig gør noget for de europæiske borgere. |
| Fru formand, Kommissionens rapporter vedrørende regnskabsåret 1995, der vedrører Samhørighedsfonden og de øvrige strukturfonde, kommer til tiden. Retsudvalget finder gennemførelsen af budgettet for Strukturfonden tilfredsstillende og glæder sig over, at der ikke er rejst sager om svig i forbindelse med de finansierede projekter. Den samme opmærksomhed bør Kommissionen udvise med henblik på at reklamere for, at strukturfondene er til rådighed, og gøre det lettere at bruge dem. Det arbejdsdokument, der blev udarbejdet i 1996 af GD XIX, omtaler udtrykkeligt en foruroligende underudnyttelse af bevillingerne til strukturfondene foruden adskillige andre foruroligende oplysninger og analyser. I budgetbehandlingen for 1997 forudses en nedsættelse af betalingsbevillingerne for strukturfondene, stadig på grund af underudnyttelse. Dersom vi konkret og i væsentligt omfang vil gribe ind på dette område med velovervejede og effektive planer, må vi først og fremmest styrke initiativerne hertil gennem moderne kommunikationsteknologier. Yderligere bør vi ændre de indviklede regler, gøre dem mere gennemsigtige og lettere at anvende med henblik på at svække tendensen til at skjule tilfælde af svig og stimulere decentraliseringen af forvaltningen af fondenes bistand. Erfaringen viser, at man i regioner med decentraliseret forvaltning har opnået den bedste udnyttelse af bistanden fra strukturfondene, idet de regionale myndigheder har en bedre og direkte mulighed for at vurdere sagerne. Hovedeksemplet er den foruroligende lave gennemførelsesgrad 28 procent i et centralistisk land som Italien i forhold til 66 procent i et føderalt land som Tyskland. Dersom disse oplysninger udbredes ved reklame i Italien, vil de givet bidrage til i endnu højere grad at stimulere kampen for Padanias uafhængighed. |
| Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, 1995 var det første år, de tre nye medlemsstater, Østrig, Sverige og Finland, deltog i den europæiske strukturpolitik. For nogen tid siden behandlede og vedtog vi her i Parlamentet en udmærket betænkning af hr. Rack. Jeg mener, disse lande har opnået en ret ordinær omsættelse af strukturpolitikken, blandt andet også på grund af de erfaringer, de havde fra den allerede eksisterende nationale regionalpolitik. Men lad mig også sige med den sorgløshed, der kendetegner et parlamentsmedlem fra en ny medlemsstat, at vi har haft vores hyr med bureaukratiet i forbindelse med administrationen af disse strukturpolitikker. Trods denne relativt ordinære og gode omsættelse i vores lande, er det, og det skal man som parlamentsmedlem netop bringe på tale hele tiden, undertiden deprimerende at stille tilsvarende forslag til Europa-Kommissionen eller til de regionale myndigheder. Et andet punkt: Vi skal, og det har forskellige kolleger allerede gjort opmærksom på, konstatere, at det beløb er steget, som ikke udnyttes, sådan som betænkningen fastslår, mellem 1993 og 1995 fra 15 til 23, 4 milliarder ecu. Her rejser spørgsmålet sig allerede om strukturpolitikkernes succes. Hvor succesrig kan en strukturpolitik være, hvis det ikke lykkes at stille penge til rådighed til tilsvarende foranstaltninger, som Parlamentet har afsat midler til på sit budget? Det er, mener jeg, temmelig enestående fænomener i verden, at man ikke udnytter penge, der er bevilget. Hvis vi tænker på, at et topmøde sluttede for få dage siden, som tilsyneladende var særdeles beskæftigelsesbetonet, som igen har givet anledning til den konstatering, at vi i Unionen har cirka 18 millioner arbejdsløse og samtidig ikke udnytter sådanne strukturmidler, så er det egentlig en sag, som taler for sig selv og vi som parlamentsmedlemmer ikke bare kan affinde os med. Jeg vil for fremtiden ubetinget støtte og understrege et fremstød fra den tilstedeværende kommissærs side. Jeg mener, vi i Den Europæiske Union har brug for én regionalpolitik. Vi kan ikke begynde at skelne, efter mottoet, her har vi lidt landdistrikt, og her har vi urbane områder etc. Jeg kan huske diskussioner, der klart viste, at alle egentlig er indforstået med en koncentrering af bevillingerne, blot ikke hos andre, kun hos sig selv. Jeg mener, her må den kompetente kommissærs udgangspunkt støttes også for den fremtidige reform af strukturpolitikkerne. Ganske vist har vi brug for en anden form, og hr. McCartin har allerede antydet på Budgetkontroludvalgets vegne, at vi skal være i stand til at kunne flytte ikke udnyttede bevillinger fra den ene medlemsstat til den anden, ellers mener jeg med mit kendskab til de forskellige tiltag, der går i retning af renationalisering af de forskellige strukturpolitikker, at fremtiden ser temmelig sort ud for den fælles strukturpolitik. |
| Fru formand, hr. Costa Neves talte før på vore vegne, på Det Europæiske Folkepartis vegne, om rapporten om Samhørighedsfonden. Jeg vil derfor beskæftige mig med Novo Belenguer-betænkningen om strukturfondene, som jeg vil fremhæve som en yderst fremragende betænkning, der blev vedtaget enstemmigt i udvalget, og derfor fortjener hr. Novo Belenguer også ros. Der er nogle punkter, jeg gerne vil omtale, og jeg vil især forsøge at uddrage nogle konklusioner med hensyn til fremtiden, da jeg mener, vi bør bruge fortiden, dvs. det, der er sket i 1994, 1995 og 1996, med henblik på reformen af strukturfondsforordningerne. Det første punkt, jeg gerne vil beskæftige mig med, er underudnyttelsen, dvs. det fænomen, at strukturfondsmidlerne ikke opbruges, og her vil jeg gerne gøre opmærksom på, at dette fænomen især optræder i de rigeste medlemsstater og ikke så meget i mål 1-regionerne, og at det især vedrører Den Europæiske Socialfond, som ikke hører under kommissærens beføjelser; men så længe problemet eksisterer, må vi tage det op til behandling her. Jeg vil gerne sige, at det er et spørgsmål, som alle bør se på med stor alvor, både Kommissionen og medlemsstaterne, og ud over alle de øvrige bestræbelser, vi bør iværksætte, mener jeg også, vi må se på, hvad vi kan gøre for at forenkle forordningerne, uden at det går ud over gennemsigtigheden, noget som Kommissionen, så vidt jeg ved, allerede har under overvejelse. Det andet punkt, jeg gerne vil komme ind på, vedrører anvendelsen af additionalitetsprincippet og kontrollen hermed. Kommissionen er tilsyneladende ikke i stand til at garantere princippets anvendelse, og der er alvorlig mistanke om, at det ikke anvendes konsekvent, heller ikke under den nuværende planlægningsperiode. Der er tale om et spørgsmål af stor betydning, hvor Kommissionen er nødt til at indgå i et snævert samarbejde med medlemsstaterne om de nødvendige forbedringer, eventuelt kombineret med den trussel, der også fremsættes i betænkningen, nemlig at midlerne stoppes, hvis ikke additionalitetsprincippet kan garanteres. Et andet spørgsmål, der rejser sig, er det nye evalueringssystem, som Kommissionen foreslår, og som er baseret på uafhængige eksperters medvirken. Der er ingen tvivl om, at det er et positivt skridt, som vil bidrage til at forebygge eller rette op på fejltagelser, men især også til en kvalitativ forbedring af de nye programmer fremover. Det bør dog altid sikres, at disse ekspertafgørelser træffes ud fra kompetente og objektive kriterier, ligesom de bør underkastes en form for kontrol. Jeg mener, at kontrollørerne bør kontrolleres. Et andet punkt er miljøspørgsmålet. Jeg ved, at Kommissionen tillægger det særlig betydning, og det er vi i Parlamentet tilfredse med. Jeg mener imidlertid, at der kan tages flere skridt, især vedrørende miljøkonsekvensanalyser, som bør have større reel og bindende karakter. Til sidst en bemærkning vedrørende de lokale og regionale myndigheders deltagelse, som også bidrager til programmernes gennemsigtighed. Jeg ved, at der er taget skridt i denne retning, men mener også, at der kan tages langt flere reelle skridt, så de regionale og lokale myndigheders deltagelse bliver mere central. |
| Fru formand, et medlem af Europa-Parlamentet, der arbejder for at udnytte samhørigheds- og strukturfondsmidler, er omgående populært hos borgerne, idet borgeren ser, hvordan hans egne omgivelser forbedres, hvilket er godt og forbedrer fundamentet for Europa, og anvendelsen af disse samhørighedsfonde kan jo godt gå an. Men strukturfondenes fundament er undermineret. Undermineret med bunker af penge, der ikke bliver anvendt. Hvis der ikke drastisk, men selvsagt på ansvarlig vis, sættes en stopper for denne manglende udnyttelse af bevillingerne, truer den europæiske borgers støtte med at forsvinde igen. Det er desværre i længden uholdbart at forklare den europæiske borger, at der er mange penge, der ikke anvendes, medens de nationale stater skal til at bidrage mere til Fællesskabet. Netop på tærsklen til udvidelsen er dette en både meget ubekvem og meget vanskelig afvejning. De byrder, vi bærer i fællesskab, er vokset i en atmosfære af fælleseuropæisk solidaritet. Sådan bør det også være efter udvidelsen. Men før det er så vidt, må det stå endog meget klart, hvilken ekstraværdi projekter finansieret gennem EU-fonde har, ellers er vi i færd med at putte penge fra den ene sæk i den anden for derefter i det her tilfælde oven i købet at sætte os oven på den. Altså en opfordring til alle myndigheder om at fremsætte gode forslag til en anvendelse af pengene. På tærsklen til udvidelsen er en uudnyttet bunke penge det forkerte signal at give med hensyn til europæisk solidaritet, i særdeleshed til Central- og Østeuropa. |
| Fru formand, fru kommissær, jeg vil gerne komme med nogle korte kommentarer til to punkter. For det første til de ekstra midler, men her mere ud fra de personers synspunkt, der i stigende grad bestræber sig på at få fingre i strukturfondsmidler fra det kommunale plan. Vi har et problem, der består i, at vi i EU jo har flere principper. Et af de nyeste sikkert også et af de fornuftige principper består jo i, at vi forsøger at reducere offentlig yderligere gældsætning. Siden Amsterdam er det med stabilitetspagten blevet fastsat godt og grundigt, at det bliver ved med at være sådan. En følge af denne fastsættelse vil være, og det billede aftegner sig allerede for kommunale budgetter, at det er stadig vanskeligere for særdeles små kommuner at tilvejebringe deres komplementære midler til EU-projekter, selvom nationale og regionale midler selvfølgelig og naturligvis skydes til. Vi skal passe på, at det for visse regioner ikke bliver en skæbnesvanger tendens. Jeg mener, vi er nødt til at styre imod i rette tid. For det andet vil jeg gerne komme med en bemærkning om partnerskabsprincippet. I flere henseender ligger der fortsat store reserver i den videre udbygning af dette princip. På dette sted vil jeg udtrykkeligt gerne takke Kommissionen for, at den har udfoldet væsentlige bestræbelser på dette område og også taget flere initiativer. Der er stadigvæk hindringer, for størstedelens vedkommende mellem de nationale regeringsniveauer, de regionale forvaltningsniveauer og tit mellem sidstnævnte og de lokale myndigheder. F.eks. har vi hos os i Thüringen, hvis jeg må nævne det, talrige demokratisk udviklede regionale udviklingskoncepter, der stadigvæk inddrages for lidt i udarbejdelsen af programplanlægningsdokumenterne. Jeg vil til slut i denne forbindelse gøre opmærksom på en ting: Hvis man ønsker at løse de afgørende opgaver i de kommende år på dette område, er man nødt til at skænke partnerskabsprincippet klart større opmærksomhed, fordi hovedopgaven egentlig består i at udnytte færre midler mere effektivt. |
| Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer, denne syvende årsberetning om strukturfondene for 1995 omfatter for første gang også de nye medlemsstater Østrig, Sverige og Finland. I en særskilt betænkning om gennemførelsen af regionalpolitikken i disse tre medlemsstater havde vi for kort tid siden lejlighed til i nogen grad at specificere de derværende erfaringer, og jeg benytter lejligheden i dag til at foretage den ene eller den anden sammenligning. Den falder til dels meget interessant ud. På mange punkter lignede vores betænkning meget. Vi var nødt til at kritisere, fordi det faktisk er et problem, at vi både på fællesskabsplan og i medlemsstaterne i mange tilfælde havde og stadigvæk har alt for meget bureaukrati, for mange programmer og så endelig i forhold til det for få penge. På en række punkter har billedet af de tre nye medlemsstater været et mere positivt, end vi har kunnet erfare i det europæiske gennemsnit og i hvert fald også i nogle negative highlights . Hvad angår især bevillingsudnyttelsen, har de tre nye medlemsstater i denne indkøringsfase absolut kunnet udnytte rigtig mange af disse midler trods den kendsgerning, at vi kun havde været medlem i meget kort tid. Jeg minder i denne forbindelse om det, fordi det er vigtigt, at midler, der den gang endnu ikke var udnyttet ved udgangen af det pågældende år, i hvert fald kan og skal bruges nu. Bevillingsanvendelsen var alt i alt udmærket. For SMV, for kvindeprogrammer, for informationssamfundet og først og fremmest så også på området LEADER og INTERREG har vi haft fremragende eksempler på, at midlerne er udnyttet godt. Noget var mere negativt. Især er det i de nye medlemsstater ikke eller endnu ikke virkelig lykkedes at gøre det synligt, at der også her er strømmet EU-midler til relevante projekter. Det skal foranledige os til at drage de nødvendige konsekvenser. Vi skal forbedre dette informationsarbejde, vi skal også lære af best practices , vi skal tage evalueringen alvorligt, vi skal også i fremtiden fortsætte planlægningen omhyggeligt. Vi tager med glæde til efterretning, at Kommissionen selv planlægger at foretage en radikal og tydelig forenkling af programmerne for næste fase. Vi som Europa-Parlament vil gerne deltage i dette arbejde, selvom vi endnu ikke vil have de nye former for fælles beslutningsprocedure til rådighed, der blev fastsat i Amsterdam-traktaten. |
| Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, den syvende årsberetning er noget specielt, ikke kun, fordi tre nye medlemsstater er med for første gang, men egentlig snarere, fordi rapporteringen finder sted i begyndelsen af anden programmeringsperiode, hvor diskussionen om en revision af strukturfondene allerede er i fuld gang. Et tilbageblik på noget, der er sket, i dette tilfælde på året 1995, har egentlig kun mening, hvis man drager lære af det med henblik på fremtiden. Derfor vil jeg ikke nu endnu en gang foretage en positiv evaluering af de mange positive områder, som kommissionsberetningen påviser, også sammenlignet med de tidligere, men sætte fingeren på nogle ømme punkter. Som allerede ved tidligere årsberetninger må det også her fastslås, at bevillingsmodtagerne i praksis møder problemet med et umådelig stort bureaukratisk ressourceforbrug og en mere eller mindre ufleksibel betalingsprocedure. Derfor er forenklingen af lovgivningen og de administrative procedurer netop ikke tomme talemåder, selvom man hele tiden får tudet ørerne fulde med disse begreber, men det er en vigtig konklusion for revisionen, hvis man ønsker at opnå mere effektivitet og transparens. Også i den syvende årsberetning kommer det efter min opfattelse klart til udtryk, at i regioner, hvori der er realiseret en decentraliseret forvaltning, har dette ført til bedre udnyttelse af mulighederne for strukturfondsinterventioner. Gennem en decentral forvaltning kan et akut problem også løses i nogle medlemsstater, hvor regionerne modtager betalingerne fra Bruxelles med væsentlig forsinkelse. En anden konklusion kan man drage i forbindelse med planlægningen. Her skal der, hvad angår den strukturpolitiske målsætning og fiksering af støtteprioriteter, i højere grad tages hensyn til de regionale aktørers direkte politiske ansvar. Og ønsker man at få flere muligheder for strukturfondene 2000 og 2000+ uanset de statistiske nøgletal, så er det også nødvendigt at forudse en relativ forandring for at kunne reagere på uforudselige strukturelle svingninger. Kort og godt, programmer skal også kunne efterjusteres fleksibelt, et krav, vi bør stille til revisionen. |
| Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke de to ordførere, hr. Novo og hr. Novo Belenguer, for deres klare og afbalancerede betænkninger, samt alle, der har deltaget i diskussionen her, for deres værdifulde bemærkninger, der i virkeligheden er så meget mere vigtige, som det netop ikke kun drejer sig om året 1995, men forhåbentlig om i fællesskab at gøre det bedre, vi skaber fra år 2000. Lad mig først kort komme ind på nogle spørgsmål i forbindelse med betænkningen om Samhørighedsfonden 1995. Det glæder mig, at man her udtrykkeligt har påskønnet de fremskridt, vi har opnået på vejen til en mere ligevægtig finansiering af miljø- og transportprojekter. Som De ved, tilstræber Kommissionen ikke just til de berørte medlemsstaters begejstring en fifty-fifty fordeling af bevillingerne på miljø- og transportinfrastrukturinvesteringer for hele programmeringsperioden, og jeg kan sige, at den positive udvikling, De har set for 1995, også har stabiliseret sig. I 1996 er det for første gang lykkedes os at foretage en næsten perfekt deling af midlerne til miljøog transportprojekter med halvdelen, 1, 2 milliarder ecu, til hver. Jeg mener, ideen om i højere grad at kombinere miljø- og transportprojekter er interessant, og den vil vi også tage omhyggeligt hensyn til i betragtning af de muligheder, vi har i praksis på dette område. I øvrigt gør vi også i forøget omfang medlemsstaterne opmærksom på, at det er nødvendigt at udbygge jernbanetransport, havne, kombinerede transportformer, transport i byer og dermed give mere miljøvenlige transportformer fortrin frem for kæmpemæssige vejprojekter. Jeg mener, vi kommer fremad langsomt og skridt for skridt, men jeg kan heller ikke påstå, at jeg alt i alt skulle være tilfreds med fremskridtene. Vi håber, at vi med det nye direktiv om vurderinger af indvirkning på miljøet, som Rådet besluttede i marts, også vil nå frem til en forbedring af proceduren, og Kommissionen vil have opmærksomheden henledt på, at disse procedurer også anvendes korrekt og strikt. Ganske vist kan vi heller ikke gøre mere end det, for vi er formentlig enige om, at vi godt kunne forestille os endnu bedre vurderinger af indvirkning på miljøet, som bedre tilgodeser Deres anliggender og vores anliggender. Netop også i forbindelse med aftalerne med Parlamentet om at gøre budgettet grønnere har vi også uddannet vores sagsbehandlere til de forskellige områder netop i denne sektor, for at de er i stand til at se tingene mere klart og også kender problemerne bedre. Som led i greening of the budget vil Samhørighedsfonden herudover engagere uafhængige eksperter til alt i alt at vurdere Samhørighedsfondens bidrag til miljøbeskyttelse og til en bæredygtig udvikling. Jeg er ikke sikker på, at vi i den forbindelse kun vil høste ros, men jeg tror, det er vigtigt, for at vi kan lære heraf med henblik på fremtiden. Hvad angår de små projekter, først og fremmest på området miljøbeskyttelse, vil jeg blot gøre opmærksom på, at Kommissionen allerede er ekstremt fleksibel på dette område for i det hele taget at opnå denne fifty-fifty opdeling, og at vores fleksibilitet meget vel også bevæger sig på kanten af forskrifterne, der egentlig er mere indrettet på storprojekter. Men jeg deler Deres opfattelse, nemlig at netop mange kommunale projekter på miljøområdet har brug for vores støtte. Derfor har vi også tit kombineret dem for hermed at give miljøbeskyttelsesområdet mere plads i samhørighedslandene. De har i Deres betænkning endnu en gang rykket for information om anvendelse af konditionalitetsklausulen. Jeg vil blot gøre opmærksom på, at proceduren belyses udførligt i samhørighedsfondsberetningen for 1996, og at vi dermed også opfylder Deres ønske på det tidspunkt, hvor vi anvendte denne procedure første gang. I betænkningen om strukturfondsberetningen 1995, som jeg ligeledes takker hjerteligt for, kritiserer De med rette den ringe bevillingsanvendelse især i indkøringsfasen 1994/95, procedurernes kompleksitet og det store og jeg mener, vi kan sige for store bureaukratiske ressourceforbrug i medlemsstaterne samt i Kommissionen. Lad mig imidlertid fastslå, at det i mellemtiden har været muligt at forbedre budgetgennemførelsen væsentligt. Således er budgetbevillingerne i 1996 næsten forpligtet 100 %. Treårsraten er alt i alt også tilfredsstillende; det betyder dog ikke, at vi ikke havde afstikkere på visse områder. Til det italienske parlamentsmedlems indlæg må jeg sige, at det netop ikke kun er de nationale programmer, der har bidraget væsentligt til Italiens efterslæb, men at der i nogle regioner slet og ret næsten ikke er gjort noget endnu. Der eksisterer derfor heller ikke noget universalmiddel, men det gælder i grunden om, at alle tre planer det europæiske, det nationale og det regionale plan trækker på samme hammel. Men for at belyse sagen vil jeg alligevel slå fast, at der ved strukturfondsprogrammerne er tale om flerårige programmer. Det er klart: Når De planlægger en investering over flere år, stiger udgifterne i reglen først i de senere år, hvilket ikke ubetinget betyder, at der arbejdes dårligt. Det er snarere sådan, at der undertiden går noget mere tid, inden projekterne er klar og også i stand til at forpligte bevillinger, og inden der foretages udbetalinger. Alligevel har jeg den opfattelse, at der mellem et normalforløb ved flerårige programmer og det, som vi til dels her må konstatere med beklagelse i form af dårlig udnyttelse af bevillinger, så afgjort er en stor gråzone. Det ville glæde mig, hvis det lykkedes os ved fælles bestræbelser f.eks. for næste strukturfondsperiode at opnå sådan noget som resultatorientering, men vel at mærke ikke kun relateret til udnyttelse af bevillinger, men til programmernes og projekternes kvalitet, for det gavner os ikke, at pengene bruges dårligt. Vi skal forsøge at sammenkoble den kendsgerning, at de bruges som planlagt, med den omstændighed, at de anvendes til gode og succesrige projekter, og det vil sikkert ikke være nogen let øvelse. I øvrigt vil jeg også gerne endnu en gang gøre opmærksom på, at i de fleste tilfælde, hvor der har været rejst kritik af den langsomme udbetaling af bevillinger i regionerne, var bevillingerne parkeret i medlemsstaternes hovedstæder, og det betyder, at det frem for alt også i medlemsstaterne er nødvendigt at foretage væsentlige forenklinger, men også en forbedret procedure. De har, hr. parlamentsmedlem, i Deres betænkning, og det er jeg meget taknemmelig for, fremhævet betydningen af den europæiske strukturpolitiks principper samt tilsagnet om økonomisk og social samhørighed, additionaliteten og udvidelsen og uddybningen af partnerskabet. De understreger med rette også komplementariteten med andre fællesskabspolitikker og horisontale prioriteter, såsom beskæftigelse, miljø, lige muligheder og fremme af små og mellemstore virksomheder, som vi har foreslået i de senere år f.eks. som retningslinjer for de nye mål 2programmer, men også som tilpasningsmuligheder for at opnå større arbejdspladseffekter og bedre økonomiske stimulerende effekter for mål 1-programmerne i midtvejsevalueringen. Jeg anser det for vigtigt også rent faktisk at gøre brug af midtvejsevalueringen nu. Vi er her lidt sen på den, fordi mangt og meget netop også har varet noget længere, også i forbindelse med de ledsagende udvalg, altså på det plan, vi egentlig ønsker at inddrage mere i ansvaret, men også ønsker at inddrage mere i udformningen, indtil eksperterne er udnævnt. Jeg forventer alligevel, der er chance for fleksibelt at kunne gå ind på forandringer af verden og af de økonomiske vilkår og have opmærksomheden endnu mere henledt på, at vi også rent faktisk kan skabe varige arbejdspladser som et væsentligt mål for strukturfondene. Vi vil i øvrigt foretage tematiske evalueringer om emnerne beskæftigelse, miljø, lige muligheder og fremme af små og mellemstore virksomheder for også på det punkt at opfylde deres ønsker, og jeg håber, at evalueringskulturen efterhånden også forbedres i medlemsstaterne og i Fællesskabet. Vi kom i grunden et stykke videre første gang for ca. et halvt år siden, også med medlemsstaternes villighed til ikke at udnytte dette som en bureaukratisk øvelse, men som en chance for at forbedre gennemførelsen af strukturpolitikken, og jeg håber, at vi dermed også kommer et stykke fremad. I Deres betænkning og også i indlæggene med Deres reformforslag til reducering af fondenes antal, til budgetstrukturen, til decentralisering, til forøget kombination af kreditter og lån har De også omtalt centrale kommissionsanliggender i forbindelse med Deres drøftelser om grundprincipperne i strukturfondsreformen for Santer-pakken. Kommissionen vil vedtage denne pakke den 15. juli i Strasbourg og forelægge den for Parlamentet den 16. Derfor findes der p.t. endnu ikke nogen konkrete og officielle forslag. Nogle overvejelser, der følger af samhørighedsforummet, som også mange parlamentsmedlemmer deltog i, havde jeg i går lejlighed til at drøfte med medlemmerne af Udvalget om Regionalpolitik, og jeg vil derfor kun gentage nogle få stikord. Det drejer sig f.eks. om nødvendigheden, som vi vel alle har anerkendt, af at forenkle procedurerne i forbindelse med omsættelse og finansiering, mere transparens, en nedsættelse af målene, en drastisk reducering af fællesskabsinitiativerne, en koncentrering om grænseoverskridende samarbejde, en overførsel af de fleste af fællesskabsinitiativerne til mainstream -programmerne, decentralisering, hvilket imidlertid så også betyder klarere ansvar. Det kan ikke være sådan, at medlemsstaterne foretager gennemførelsen og Kommissionen fortsat bærer ansvaret. Derfor vil vi her ved reformen af strukturfondsforordningen også skulle finde klare regler, der ganske vist betyder en lettelse for alle og klarlægger ansvaret, men som til syvende og sidst også sikrer kontrol og evaluering i fremtiden, og jeg mener, at det er et væsentligt punkt, som vil interessere Parlamentet. Jeg mener, vi også er enige om, at vi har brug for mere konkrete og mere bindende regler for udformning af partnerskabsprincippet. De ved, at det her ikke i første række heller ikke tidligere har beroet på forslag fra Kommissionen, men i første række på medlemsstaternes manglende villighed til at acceptere disse forslag. Alligevel mener jeg, vores erfaringer har vist, at det er nødvendigt at fortsætte ad denne vej, og jeg er sikker på, at debatten om Agenda 2000 og reformen af strukturfondsforordningerne i de kommende måneder vil give os mange lejligheder til udførlige drøftelser. Jeg takker for impulserne og dagens diskussion! |
| Mange tak, fru Wulf-Mathies. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. |
| Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0032/97) af Chesa for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser om forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af interimsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Den Kirgisiske Republik på den anden side om handel og handelsanliggender (KOM(95)49-11156/95 C4-0685/96-95/0063(CNS)). |
| Fru formand, grundene til, at REX-Udvalget har godkendt interimsaftalen med Den Kirgisiske Republik, er de samme som dem, der fik det til at godkende de økonomiske og kommercielle aspekter af partnerskabsaftalen. Denne aftale hviler på vanskelighederne og perspektiverne i Kirgisistans økonomi, problemer, der er affødt af adskillelsen fra USSR, forholdet til de øvrige republikker i Asien, privatiseringen og moderniseringen af økonomien, som i første omgang førte til et fald i landbrugs- og industriproduktionen og derefter et fald i fødevareproduktionen. Partnerskabsaftalen fra 1994, der ligner dem, som er indgået med lande i det tidligere Østeuropa, vedrører navnlig tre områder. For det første varehandel på grundlag af mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til told og afgifter, idet tekstilprodukter falder under en separat aftale. Andet område er bestemmelser vedrørende erhvervsliv og investeringer, navnlig om arbejdskraftens vilkår, etablering og drift af virksomheder, løbende betalinger, fri transaktioner og beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret. Det tredje punkt vedrører økonomisk samarbejde med henblik på at bidrage til den økonomiske reform- og genopbygningsproces og en bæredygtig udvikling i Den Kirgisiske Republik. Det økonomiske samarbejde vil blive koncentreret omkring økonomisk og social udvikling, udvikling af de menneskelige ressourcer, støtte til virksomheder, landbrug og fødevareproduktion, civil nuklear energi, transport, turisme, miljøbeskyttelse, samarbejde generelt og mange andre områder. De mange områder omfattet af partnerskabs- og samarbejdsaftalen, betyder, at fremtiden for det økonomiske og kommercielle forhold mellem Den Kirgisiske Republik og Den Europæiske Union er særdeles lovende. Af ovenstående grunde beder jeg medlemmerne om at udtale sig til fordel for interimsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kirgisistan, også fordi Budgetudvalget har fremsat en positiv udtalelse. |
| Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, på PPE-gruppens vegne vil jeg gerne tilslutte mig den positive vurdering af interimsaftalen, som vores ordfører, hr. Chesa, har givet udtryk for, og ligeledes foreslå Dem at stemme for indgåelsen af interimsaftalen. Dermed åbnes der mulighed for en hurtig anvendelse af de handelsrelaterede bestemmelser i partnerskabs- og samarbejdsaftalen. Efter Sovjetunionens sammenbrud kæmpede og kæmper denne centralasiatiske republik stadigvæk ikke kun med enorme politiske, men også meget alvorlige økonomiske problemer. Hele handelssystemet er brudt sammen, det var i lang tid ikke længere muligt at opretholde en normal levnedsmiddelog energiforsyning. Det var grunden til den økonomiske isolering, der endnu kan mærkes i dag, og også en tilsvarende blokering af den fortsatte økonomiske udvikling. Paradoksalt nok fastholdes Kirgisistan stadigvæk i sin vanskelige situation som følge af toldunionen med Kasakhstan og Usbekistan, der trådte i kraft for kort tid siden, da de to partnerstater planlægger og også gennemfører handelsbegrænsninger over for tredjestater. På den anden side ses et stort potentiale for udvikling af de økonomiske og handelspolitiske forbindelser mellem Kirgisistan og EU. Således er TACIS-programmerne for Kirgisistan blevet reformeret grundlæggende, hvilket kan medføre et stærkere lokalt engagement og flere investeringspartnere. Kirgisistans ambitiøse privatiseringsprogram udgør hovedbestanddelen af den påbegyndte økonomiske reform. Men indtil videre synes befolkningen selv kun lidt motiveret for at gå over til privatøkonomien, være iværksættere, selvom der kan noteres et gradvist fald i inflationen. Netop derfor synes følgende områder særlig egnede for et styrket samarbejde mellem EU og Kirgisistan. For det første: Udvikling og omsættelse af en ny national energiplan. For det andet: Overførsel af teknisk og administrativ knowhow. For det tredje: Stiftelse af joint ventures inden for servicefag, turisme og infrastruktur. Men hvordan ser det ud med formidlingen af erhvervskvaliteter til unge kirgisere? Hvordan organiserer Kommissionen denne hjælp til selvhjælp netop for omsider at få gang i privatiseringen? Skulle mulighederne fra TACIS-programmet her ikke udnyttes mere, end det hidtil er sket? I hvert fald forekommer det mig at være klart, at interimsaftalen giver en gunstig ramme for handel og handelspolitisk udvikling mellem Den Europæiske Union og Kirgisistan, og vi bør støtte denne aftale. |
| Fru formand, først nogle principielle bemærkninger om Rådets og Kommissionens strategi med hensyn til at forcere et rent handelspolitisk samarbejde i stedet for den omfattende partnerskabs- og samarbejdsaftale. De Grønne kan ikke støtte denne strategi og anser det for meget vigtigere, at partnerskabsog samarbejdsaftalen sættes i kraft relativt hurtigt, og at EU-interesserne ikke står i forgrunden, men at der køres en samlet strategi til fremme af transformationsprocessen i disse lande. Det har nemlig fatale følger for Kirgisistan. Det er i praksis sådan, at kun 20-30 % er privatiseret, og at der slet ikke findes lovgivning om privatisering i væsentligt omfang, men kun leasing er mulig. Demokratiseringen er gået i stå, meget større støtte er nødvendig på dette område. Men på den anden side har EU stor interesse i at udbytte Kirgisistans værdifulde ressourcer, som f.eks. guld- og uranminerne, og har dermed en ødelæggende indvirkning på de værdifulde naturreservater i denne bjergrepublik. Hvad der er tilbage, bliver så med sikkerhed ødelagt. Aftalerne ligger allerede klar i skuffen. Joint ventures er også mulige nu. Hertil behøves interimsaftalen ikke i første række. Den samlede strategi i partnerskabs- og samarbejdsaftalen ville være den bedste løsning. |
| Fru formand, først vil jeg gerne takke ordføreren for hans udmærkede betænkning. Kommissionen deler hans opfattelse, nemlig at dette er et vigtigt skridt i vores forbindelser med Kirgisistan. Målet med interimsaftalen er at sætte bestemmelserne om handel og handelsanliggender i kraft uden at vente på, at den ratificeres af alle medlemsstaters parlamenter, og jeg mener, at dette første skridt også er et positivt skridt med henblik på den økonomiske og demokratiske udvikling i Kirgisistan. Interimsaftalen indeholder også bestemmelser om sikring af de demokratiske principper og respekt for menneskerettighederne. Aftalens ikrafttræden muliggør og fremmer udbygningen af handelsforbindelserne, der dårlig nok er udviklet endnu. Der er allerede flere gange gjort opmærksom på, at der i Kirgisistan er tale om de svageste bilaterale handelsforbindelser, der kan konstateres mellem EU og en af de tidligere Sovjet-republikker. Jeg mener også, at hertil hører at udnytte bevillingerne fra TACIS til uddannelsesprogrammer, at omforme erhvervslivet i overensstemmelse hermed og også udnytte egne ressourcer gennem egne aktiviteter. Derfor er ca. en tredjedel af bevillingerne fra TACIS bestemt til denne form for uddannelsesprogrammer. Med interimsaftalens ikrafttræden kan der også udøves pression mod den kirgisiske regering som følge af bestemmelserne om respekt for menneskerettighederne, såfremt dette er nødvendigt og menneskerettigheder skulle blive krænket i Kirgisistans meget unge og ikke rodfæstede demokrati. Vi håber derfor, at dette alt i alt er et første positivt skridt til en forbedring af Kirgisistans forbindelser og også til en forbedring af dets muligheder. |
| Fru formand, fru Wulf-Mathies, jeg ved, at De ikke er ekspert på dette område, men faktum er, at disse løfter om at støtte demokratiet med demokratiklausulen får vi også med jævne mellemrum serveret af hr. van den Broek. Men når det virkelig gjaldt om at anvende den, blev der altid stor tavshed. Jeg beder Dem tage appellen med til hr. van den Broek om langt om længe at anvende en procedure, der har ligget klar i skuffen siden 1995, for at løfterne virkelig overholdes. Det, vi altid får løfte om, bør omsider ske, dvs. der, hvor der er problemer, skal demokratiklausulen også anvendes. Hidtil har det altid kun været tomme løfter! |
| Fru Schroedter, det var ikke noget spørgsmål, det var en fortsættelse af forhandlingen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. |
| Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0165/97) af Wiersma for Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser om Kommissionens årsberetninger om PHARE-programmet 1994 og 1995 (KOM(95)0366 C4-0022/96 og KOM(96)0360 C4-0176/97). |
| Fru formand, jeg frygter, at dette her bliver en forhandling til protokollen. Jeg undskylder over for alle mine kolleger, der stadig er her i aften. Det er i og for sig en skam, idet PHAREprogrammet er Den Europæiske Unions vigtigste program til støtte for Central- og Østeuropa, og det bliver forhåbentlig også det vigtigste instrument ved muliggørelsen af udvidelsen af Den Europæiske Union med disse lande. Jeg kan frygte, at den placering, emnet har fået på dagsordenen, har afskrækket en hel del mennesker, men det er klart meningen, at denne forhandling skal være en anledning til at drøfte PHARE-programmets fremtid. Om seks måneder vil en Middelhavsø danne rammen om drøftelserne om udvidelse med et antal lande i Centralog Østeuropa. Det er naturligvis en meget vigtig investering i et mere integreret og mere sikkert Europas fremtid. Det er også derfor, en grundig gennemgang af PHARE-programmet som vigtigste instrument i udvidelsesprocessen er så uopsættelig. Som jeg sagde før, har vi benyttet årsrapporterne som anledning til en lidt mere fundamental evaluering af PHARE-programmet, en fremtidsorienteret evaluering. Parlamentets konstruktive indstilling under udarbejdelsen af nærværende betænkning og midtvejsdrøftelserne med Kommissionen om en del aspekter afstraffes desværre i aften, igen med al respekt for den tilstedeværende kommissær, ved hr. Van den Broeks fravær. Det beklager jeg dybt, måske skal vi være lidt mere negative næste gang. Alligevel nævner jeg, selvom jeg allerede har været inde på, at det nok snarere er en forhandling til protokollen, en række punkter, som efter min mening fortjener Kommissionens største opmærksomhed på kort sigt ved den videre udarbejdelse af en nyorientering af PHARE-programmet. Således afslørede evalueringen af eksempelvis PHARE i Rumænien en alvorlig mangel i programmet, som efter min mening også gælder generelt, nemlig dårlige evalueringer, eller manglende evalueringer, hvilket har negative følger for projekters udførelse. Hvordan kan det forbedres? Parlamentet har for lidt indblik i den konkrete virkning af de milliarder, Den Europæiske Union i øjeblikket investerer i Østeuropa. Der hersker stor uklarhed med hensyn til de præcise mål for de enkelte PHAREprojekter i de enkelte lande i Central- og Østeuropa. Der hersker også uklarhed med hensyn til, hvordan disse projekter bidrager til reformprocessen og siden hen til udvidelsesprocessen. Kun når vi råder over effektive evalueringsredskaber, vil vi som Parlament, men også som Europæisk Union, være i stand til at se, hvordan vore støtteforsøg også rent faktisk bidrager til en vellykket udvidelsesstrategi. For det andet, et vigtigt punkt, er der tale om en omfattende underudnyttelse af PHARE-bevillingerne. Af de bevilgede midler anvendes en del enten ikke eller for sent. Det er for mig at se en dybt beklagelig situation. Det har allerede været genstand for udførlige drøftelser her i Parlamentet, men jeg mener, at vi fremover bør fokusere på, hvordan denne situation kan bringes til ophør. Det påvirker PHARE-programmets fuldgyldighed, men det skader naturligvis i særdeleshed de lande, pengene var beregnet til. Derfor slår jeg også til lyd for, at der anvendes flere midler til større projekter, især med sigte på fremme af investeringer, forbedring af ansøgerlandenes infrastruktur og også forbedring af, hvad man kunne kalde disse landes administrative kultur, en administrativ kultur, der endnu ikke opfylder de inden for Den Europæiske Union gældende normer, og det er jo navnlig vigtigt, at myndighederne og forvaltningerne i disse ansøgerlande fremover vil være i stand til at håndtere de bestemmelser og aftaler, der er gældende i Den Europæiske Union. Et andet vigtigt punkt, jeg ønsker at fremhæve, er spørgsmålet om prioriteringen. Jeg kan frygte, at al opmærksomhed i de kommende år bliver rettet mod de succesrige ansøgerlande for nu at sige det på den måde, lande som Ungarn og Polen, som alle er enige om vil komme med i den første runde af nye medlemsstater og nytilkomne. Jeg har da også øje for denne udvikling, som der er en vis logik i, men det er netop derfor, jeg navnlig slår til lyd for ekstrainvesteringer og ekstra opmærksomhed inden for rammerne af PHARE-programmet for de lande, der risikerer først at komme med i anden runde. Det burde efter min opfattelse være et meget vigtigt udgangspunkt for Europa-Parlamentet. Jeg ønsker også at sige et par ord om forvaltningen af PHARE-programmet. Det er der blevet talt en del om her i Parlamentet, om at uddelegere projekter, om at uddelegere uddelegeringen for nu at sige det på den måde. Vi synes i Parlamentet, i Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser, at Kommissionen selv skal påtage sig et større ansvar, og at de politiske embedsmænd, der er underlagt Den Europæiske Unions myndighed, i højere grad skal tage det politiske ansvar for de spørgsmål, der sorterer under dem. Det betyder altså faktisk også en udvidelse af medarbejderstaben i eksempelvis PHARE-programmet. Jeg vil gerne bede om opmærksomhed for et andet vigtigt punkt, også inden for rammerne af denne tiltrædelsesstrategi. Det er demokrati- og demokratiseringsspørgsmålet. Jeg synes, at der skal afsættes flere penge til at udvikle og styrke demokratiet i de lande, der har søgt om medlemskab af Den Europæiske Union. Endelig, og det er, tror jeg, et sidste vigtigt punkt, når vi vender blikket mod fremtiden og anvendelsen af EU-midler til fordel for ansøgerlandene, bør samfinansiering af hensyn til en styrkelse af deres engagement spille en væsentlig større rolle også inden for PHARE-programmet, således at landene bliver tvunget til også selv at bidrage med egne midler til fælles projekter. Det var de bemærkninger, jeg kunne få lettet mit sind for i den taletid, jeg havde til rådighed. Det er mit håb, at Kommissionen lader sig påvirke af disse henstillinger, men frem for alt at Kommissionen, men også vort Parlament, det skal også rettes mod os selv, fremover tager diskussionen om udvidelsen og de midler, vi anvender, noget mere alvorligt. |
| Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg beklager ligeledes, ligesom hr. Wiersma, at hans betænkning, som jeg finder særdeles god og vigtig, behandles for et begrænset antal medlemmer af Parlamentet. Da de væsentlige, principielle punkter allerede er blevet nævnt, vil jeg komme med nogle bemærkninger om erfaringer, der er gjort med PHARE i den senere tid. For det første: For nylig fandt den paneuropæiske transportkonference i Helsinki sted. Jeg var til stede og bemærkede, hvordan den ene regeringsrepræsentant efter den anden fra de østeuropæiske stater understregede meget tydeligt, hvor vigtige PHARE-programmerne er for infrastrukturens udvikling i disse lande. Hvis Europa skal vokse sammen, og det skal jo vokse sammen, så er det netop udbygningen af infrastrukturen, især inden for offentlig transport men også på andre områder der er helt afgørende, og det bidrager PHARE til. Hvis vi holder os oversigtskortene i de to årsberetninger for øje, så fremgår det tydeligt, hvor meget der gøres for transporten. Jeg mener nu, og det omtaler fru kommissær Wulf-Mathies netop også, at det netop i forbindelse med udviklingerne i de kommende år vil være vigtigt at samordne PHARE-programmerne i Østeuropa endnu bedre med de regionale infrastrukturprogrammer i Vesten for at virkeliggøre et endnu større mål. For når der nu er besluttet korridorer i Helsinki og der nu er kommet en tiende korridor til, så er det ganske vigtigt, at det også omsættes til realiteter. For det andet: Jeg var i forrige uge i Zagreb i Kroatien med en parlamentsdelegation. Der mærkede vi også, hvor stor betydning PHARE anses for at have, nemlig som støtte og hjælpemiddel til fordel for økonomiske faktorer, men også for integration og demokratisering. Jeg mener, her havde vi i begyndelsen forbehold. Men vi bør da overveje, hvorvidt der ikke også bør indledes nye samtaler netop inden for rammerne af dette målkriterium, sådan som hr. Wiersma også nævnte, nemlig fremme af demokratiseringen, fremme af integrationen af forskellige etniske grupper etc. for at udnytte PHARE endnu mere målrettet og effektivt på dette område. Albanien er sikkert et eksempel på, hvor mange penge der er givet, uden at de er anvendt særlig effektivt. Jeg vil ikke nu kritisere nogen konkret, men gøre opmærksom på og anmode Kommissionen om ved anvendelsen af disse bevillinger i højere grad at stræbe efter, at de også anvendes effektivt. Jeg ved, det er svært at overbevise et land: I får penge, men I skal ændre jeres administrative strukturer, I skal ændre jeres adfærd og jeres politiske struktur. Men det vil være vigtigt, for ellers vil Europas borgere spørge sig selv, til hvilket formål giver vi penge, når de så bruges negativt i dette omfang eller slet og ret forsvinder? Da er det vigtigt for de pågældende lande selv, men også for de vesteuropæiske lande at være mere opmærksom på, at disse midler også anvendes optimalt. I denne forstand vil vi meget gerne stemme for hr. Wiersmas betænkning. Vi betragter PHARE-programmet som et væsentligt program, der vil få endnu større betydning som følge af udvidelsen af Den Europæiske Union. Vi mener ganske vist, at Kommissionen bør fokusere mere på en mere effektiv anvendelse af bevillingerne. |
| Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, PHARE-programmet er, mener jeg, et legitimt barn af Europa-Parlamentet. Det var modige kolleger, der i slutningen af 80'erne samlede forhåndenværende budgetbevillinger for at støtte moderniseringen af den ungarske og den polske økonomi, lande, der den gang netop ønskede at fjerne sig fra Sovjetunionens krav om hegemoni. At modernisere økonomien betyder naturligvis at ombygge den til den sociale markedsøkonomi. Vi er meget interesseret i, at PHARE-programmet er et program med succes, og at det i de kommende år varigt tilpasses førtiltrædelsesstrategien, der nu også vil blive differentieret udformet i Agenda 2000. Men, og her er jeg enig med vores ordfører og kollega, hr. Wiersma, vi kan endnu ikke rigtig se, om PHARE-bevillingerne anvendes mere effektivt nu end i begyndelsen, om bevillinger overtrækkes eller ikke er tilstrækkelige, om fejldispositioner som dem, der var i begyndelsesfasen først og fremmest til fordel for EU-rådgivningsfirmaerne, er blevet korrigeret i mellemtiden. Når man ser de flot udstyrede beretninger, så tror man, det er beretninger fra en industriorganisation, ganske vist med den forskel, at her er resultatstatistikkerne ikke sammenfattet, her er der derimod udgiftsstatistikker, der ikke viser nogen resultathorisont og resultatbaggrund overhovedet. Det gør det naturligvis vanskeligere for EuropaParlamentet, som lægger særlig stor vægt på en gunstig udvikling af PHARE-programmet, at foretage kontrollen. Vi mener derfor også, at det i længden ikke er fornuftigt at forfatte beretninger af denne art, men at vi skal ændre kontrolmulighederne, sådan som den ungarske ministerpræsident f.eks. foreslog for nogle dage siden i det blandede parlamentariske udvalg. Hr. Horn mente, man bør fastsætte et globalt før-tiltrædelsesprogram, der gør INTERREG-bevillingerne, PHARE-bevillingerne og bevillingerne fra Den Europæiske Investeringsbank transparente og samtidig også giver Den Europæiske Union og det pågældende land chancen for at anvende disse bevillinger resultatorienteret. Der rejser sig det spørgsmål, om det skulle være vejen frem. Enhver af os har sine erfaringer. Jeg kunne også forestille mig, at Kommissionen måske også undersøger, hvordan det var i Rumænien i forbindelse med human ressources , som er en del af PHARE-programmet. Hvis De nu analyserer det rumænske parlaments og også regeringens sammensætning, så kan De se et stort antal unge politikere, der i begyndelsen blev støttet som medlemmer af fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger og nu udøver vigtige politiske funktioner og også udgør en del af den politiske elite i Rumænien. Det er et eksempel, man kun kan se ud fra egen erfaring. Men vi mener, der burde være andre midler til i det lange løb også at gøre de positive resultater, som PHARE uden videre fremviser, mere synlige både for Kommissionen, der må basere sig herpå, og for Europa-Parlamentet, der skal kontrollere disse udgifter mere effektivt. |
| Fru formand, jeg deler de herrer Wiersmas og Swobodas opfattelse med hensyn til tidspunktet for behandling af et så vigtigt spørgsmål. Det er jo en stor skam. De europæiske ledere formåede på Amsterdam-topmødet ikke at ombygge det Europæiske Hus på en sådan måde, at det kan huse flere beboere uden at fundamentet braser sammen. Det bliver PHARE-programmet som stabilitetsbevarende faktor kun vigtigere af. Desværre må vi nu drage de samme konklusioner, som vi gjorde tidligere på aftenen med hensyn til strukturfondene. Midlerne er ganske rigtigt til stede, men de anvendes ikke i tilstrækkelig høj grad. I dette tilfælde kan man fremføre som undskyldning, at programmet oprindelig var af teknisk karakter og i lyntempo skulle beskæftige sig med en hel række forskellige emner på alle mulige planer i samfundet uden helt klare kriterier. For vidtspændende og for lidt målrettet. Ordføreren, hr. Wiersma, har lagt en udmærket analyse af situationen på bordet og fremsat særdeles fornuftige forslag. Allerførst fremholder han nødvendigheden af, at der udarbejdes en ny strategi. Det kan jeg godt være enig i. Prioriterede områder er her yderligere demokratisering, overholdelse af menneskerettighederne, nuklear sikkerhed og miljøbeskyttelse. Også fremme af samarbejdet på tværs af landegrænserne, der kan befordre stabiliteten i regionen og bevarelsen af status quo, er positiv. Ved gennemførelsen af projekterne så jeg dog hellere en udvidelse af det antal mennesker, der skal gennemføre det hér end en udvidelse af antallet af NGO-medlemmerne, også hellere end mere samfinansiering med myndighederne i de involverede lande. Det er en rigtig opbygning nedefra. For at disse lande i sidste ende skal kunne tilsluttes vort markedssystem, burde PHARE fremme lovgivningen vedrørende tilsyn med banker og finanssystemet, idet det er alment kendt, at hvidvaskteknikken også i Centralog Østeuropa er blevet et hyppigt fænomen. Endelig er vort eget hus ikke parat til de nye beboere. Lad os i hvert fald give dem den rigtige håndsrækning, mere målrettet end før, for at få sat skik på forholdene. Wiersma-betænkningen er i den henseende et gedigent øjebliksbillede og et fremragende grundlag for udarbejdelse og gennemførelse af politikker. Jeg gratulerer ham med det, og jeg håber, at fortsættelsen af denne betænkning kan blive drøftet i Parlamentet på et andet tidspunkt, når der er flere repræsentanter for Europa til stede. |
| Fru formand, kære kolleger, også jeg ønsker at lykønske hr. Wiersma med hans fremragende arbejde. Denne betænkning lader ikke noget tilbage at ønske i retning af klarhed. Jeg håber da også, at Kommissionen selvom den ikke er repræsenteret her ved hr. Van den Broek vil tage al kritik, betænkningen indeholder, til sig. For hvordan kan vi vurdere, om EU-midler anvendes effektivt, når der mangler kriterier for bedømmelsen. Som medlem af en delegation var jeg for nylig i Tjekkiet, hvor jeg blev spurgt, om PHARE-programmet ikke frem for alt var et beskæftigelsesprojekt for vestlige konsulenter. PHARE-programmet har lige så stille ændret karakter og har fra at være et program for teknisk bistand udviklet sig til et program for bistand med henblik på de central- og østeuropæiske landes tiltrædelse. Hvad indebærer dette for PHARE og for den fremtidige prioritering? For det første en forbedring af disse landes infrastruktur inden for områderne transport, telekommunikation, energi og viden, men også som fru Van Bladel har været inde på banksystemets infrastruktur er yderst vigtig. I modsat fald kan der jo ikke investeres. Et andet punkt er styrkelsen af de retlige og institutionelle rammer og bistand inden for de områder, Unionen i stigende grad fremhæver, som fri konkurrence, miljø, kernekraftværkers sikkerhed og et gunstigt klima for små og mellemstore virksomheder. Det stiller andre krav med hensyn til styring af projekterne, såvel til Kommissionen som til de lokale myndigheder i Central- og Østeuropa. Kommissionen skal forenkle sine procedurer og gøre dem mere gennemskuelige. Men også de østeuropæiske myndigheder skal intensivere reformen af deres institutioner og nedbringe bureaukratiet, således at underudnyttelse af bevillingerne undgås. Østeuropas store finansielle behov kan dog ikke udelukkende finansieres af vestlige offentlige myndigheder. Der er også behov for megen privatfinansiering. Bankerne er villige til det. Der foreligger allerede et forslag til en ny Marshallplan, som primært skal finansieres af den private banksektor. Disse private investorer skal tiltrækkes, hvilket forudsætter investeringsfremmende lovgivningsmæssige rammebetingelser samt stabilitet i disse lande. Den Europæiske Union kan bidrage aktivt til dette gennem PHARE-programmet. Der kan stilles betingelser til disse lande, der skal være opfyldt, før en omfattende finansiering også fra privatsektoren kan finde sted. |
| Fru formand, kære kolleger, også jeg må takke ordføreren for, at han har udarbejdet en så god betænkning. Især den kendsgerning, at han har medtaget de mange ideer fra sine kolleger i betænkningen, at han har ført lange samrådsprocesser i de forskellige udvalg, det giver denne betænkning en virkelig fremragende kvalitet, som man hidtil ikke har set her i Parlamentet i forbindelse med PHARE-programmet. De bestræbelser, som transformationsprocessen medfører i disse lande, skal specielt fremmes der, hvor problemerne er størst, og også denne artikel støtter vi fuldt ud. Ganske vist er det sådan, at PHARE ikke er tilstrækkelig til tilnærmelsesprocessen i de central- og østeuropæiske lande inden tiltrædelsen af Den Europæiske Union. Derfor ville det være ganske vigtigt at tænke over, om vi her ikke bør udvikle nye ideer igen til et for tiltrædelsesstrategien værdigt støtteprogram, som langt mere støtter sig til strukturfondene end hidtil til PHARE, fordi PHARE overhovedet ikke er en tiltrædelsesstrategi værdig hverken ud fra bevillingsstørrelsen, støttespektret eller proceduren, og derfor kan det heller ikke støtte de tilsvarende mål. Det skulle overvejes, om man ikke allerede før tiden bør overføre den ene eller den anden strukturfond til de central- og østeuropæiske lande, der ønsker at tiltræde. |
| Fru formand, hr. Wiersma har udarbejdet en klarsynet analyse af de fejl og mangler, gennemførelsen af PHARE-programmet er behæftet med, underudnyttelse af bevillingerne, inddragelsen af alt for mange dyre consultants og eksterne eksperter, samt en utilstrækkelig evaluering af de resultater, der opnås med PHARE. I mellemtiden har Kommissionen i stor udstrækning taget højde for denne kritik i de nye retningslinier for PHARE, der er udarbejdet i marts. Fremover skal projekterne i større udstrækning være i tråd med førtiltrædelsesstrategien. Det betyder, at Kommissionens stemme ved bestemmelsen af fondenes formål vil veje tungere. Udviklingen af infrastrukturen og industrien samt tilpasning af de central- og østeuropæiske landes interne lovgivning til EU-bestemmelserne vil i denne sammenhæng få større opmærksomhed. Som et led i før-tiltrædelsesstrategien må også opbygningen af det såkaldte «civil society« være genstand for prioriteret opmærksomhed. Et samfund med effektive og demokratiske institutioner, som hviler på et solidt samfundsmæssigt grundlag. Hr. Van den Broek er bekendt med vore bekymringer med hensyn til situationen for religiøse mindretal i diverse central- og østeuropæiske lande. Ved at støtte demokratiseringen burde PHARE også komme integrationen af disse religiøse mindretal til gode. Til slut følgende. Under et besøg i Østtyskland for nylig, som jeg deltog i som medlem af en delegation fra Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser, kom det frem, hvor vigtigt det er, at PHARE-programmet også kan finde anvendelse på tværs af landegrænserne. Ved en kombination af PHARE med eksempelvis INTERREG kan det undgås, at projekter standser ved grænsen og af den grund mister noget af deres effektivitet. |
| Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, hr. Wiersma har i sin udmærkede betænkning meget korrekt nævnt manglerne i det hidtidige PHARE-program, og jeg er enig med ham, når han bl.a. kræver, at først og fremmest skal forskellen mellem forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger elimineres, og at der skal bruges flere bevillinger til de lande, der er bagud i den økonomiske reformproces. Jeg beklager også meget, at evalueringen hidtil er sket så mangelfuldt. Det er ikke til at forstå for mig. Jeg beklager også, at hr. kommissær ikke kan være til stede i dag. PHARE-programmet vil fremover få en ny rolle i forbindelse med, at de central- og østeuropæiske lande tiltræder EU. I den forbindelse er der et presserende behov for at sætte nye mål og prioriteter inden for programmet. Jeg håber, at dermed vil nogle af de kendte mangler sikkert også kunne ryddes af vejen. Jeg mener, den nye udvikling af støtten bør derfor sigte mod at indrømme Europa-Kommissionen en større medbestemmelsesret ved udvælgelsen af programprioriteter og projekter, når det fremover drejer sig om at give opbygning af administrative strukturer og investeringer førsteprioritet. Bevillingerne skal anvendes koncentreret og mere effektivt. Jeg vil gerne her komme ind på endnu et specielt punkt, som bygger på mine egne erfaringer. Efter min opfattelse bør kvalificeringen af faguddannede medarbejdere fremover træde mere i forgrunden, end det hidtil er kommet til udtryk også i forbindelse med kommissionsforslagene. Som de hidtidige erfaringer viser, vil den primære erhvervsuddannelse og viderekvalificeringen skulle spille en helt central rolle i tiltrædelsesprocessen for at fremme strukturreformen. Kvalificeringen af borgerne i disse lande skal altså prioriteres lige så højt som investeringerne i realværdier. Det er netop ikke tilstrækkeligt at gennemføre driftsreformer med det moderne begreb managementuddannelse. Virksomhedernes deltagelse i den primære erhvervsuddannelse og viderekvalificeringen på alle niveauer skal styrkes væsentligt, især i forbindelse med faglige mellemuddannelser. Det beder jeg Dem have opmærksomheden henledt på. Med henblik på at få det gennemført bør der opbygges et netværk af engagerede multiplikatorer for partnerskaber med vesteuropæiske institutioner. Investeringer på dette område skaber pålidelige partnere til seriøse projekter og bevirker multiplikatoreffekter, der undertiden skal placeres højere end alle realværdiinvesteringer. |
| Fru formand, mine damer og herrer, i sidste uge var der møde i udvalget vedrørende interparlamentariske forbindelser mellem Europa-Parlamentet og Slovakiet. Vi har på dette møde med det slovakiske parlament noteret, at Kommissionen har præsteret et udmærket stykke arbejde der. Netop på dette tidspunkt er topmødet i Amsterdam afsluttet og har til syvende og sidst fastslået, at Slovakiet sandsynligvis ikke vil høre til tiltrædelseskandidaterne i første runde. Vi har fastslået, at der egentlig er gjort fremragende indrømmelser ved vores forhandlinger med parlamentet, nemlig en valglov, hensyntagen til minoriteter, dvs. sprogminoriteter, og det hele inden udgangen af november, altså inden for meget kort tid. Jeg mener, at PHARE-programmet her har skabt det nødvendige grundlag, og at tilpasningen til tiltrædelsen egentlig er lykkedes meget godt. Det decentrale gennemførelsessystem har svaret udmærket til forventningerne, og også delegationerne har arbejdet godt, især da der sidder mange eksperter i delegationerne, som har haft et meget godt samarbejde med folk i medlemsstaterne. Jeg mener, det imidlertid også er vigtigt at integrere de små og mellemstore virksomheder i denne proces, fordi dialogen mellem folk og den personlige erfaring slet og ret udgør en stor del. Jeg vil også gerne opfordre Kommissionen til at iværksætte flere undervisningsforanstaltninger på dette område, kontrollere udgifterne og måske også fremme transparensen i offentlige indkøb og evalueringen. Jeg mener også, at de interparlamentariske delegationer kan støtte alt på en udmærket måde, måske også kontrollen, og her bør man måske fremover styrke samarbejdet. |
| Fru formand, PHARE-programmet er jo nu faktisk det vigtigste program i Den Europæiske Union for tilpasning af de central- og østeuropæiske lande til Den Europæiske Union, indtil dato med mange ganske vigtige positive resultater, men også stadigvæk med væsentlige mangler. Hvert år drøfter og diskuterer vi i Budgetudvalget om differencerne mellem forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger i programmet og om deres årsager og følger. Det er vi i øvrigt netop igen i gang med at gøre. Der er her naturligvis de mest forskellige årsager. Blandt andet er det naturligvis også vanskeligt at bedømme det i betragtning af disse manglende evalueringskriterier, men selvom vi havde sådanne, kunne man dermed heller ikke fjerne årsagerne til differencerne, men kun foretage en bedre evaluering. I henhold til mine personlige erfaringer er PHARE-programmet stadigvæk for meget afhængig af hhv. nationale regeringer og deres endnu til dels yderst underudviklede forvaltninger, så der hele tiden sker det, at regionale partnere ganske vist opbygger og opstiller fantastiske projekter og programmer, men at den centrale stat så ikke godkender disse eller trækker dem i langdrag. Den Europæiske Unions støtteprioriteringer har de involverede østeuropæiske lande ligeledes meget forskellige meninger om. Således er det ikke særlig vanskeligt at stable et infrastrukturprojekt på benene i Polen og få det godkendt. Men udvikling af et civil society ønskes slet ikke, således at der i Polen f.eks. strømmer så godt som ingen bevillinger til det område. Spørgsmålet er så naturligvis: Overlader man prioriteringen til de berørte lande, eller skaber man muligheder for i større grad at decentralisere beslutningerne og implicere regionerne meget bedre i beslutningerne om disse programmer? Budgetudvalget har altid besluttet sig til ikke at nedsætte bevillingerne i PHARE-programmet. Men det kan ikke være anledning til stadigvæk at skubbe de 3 milliarder ecu foran os som et bjerg. Et punkt er, at vi i betragtning af de udvidelsesforhandlinger, der begynder om kort tid, efter min opfattelse bør overveje, hvordan PHARE-programmet kan arbejde mere effektivt. Betænkningen af hr. Wiersma giver en hel række holdepunkter hertil. Der findes muligheder, der kan gennemføres, også f.eks. i cross-border cooperating programmet. Vi burde bare også omsætte dem efter års diskussion! |
| Fru formand, betænkningen må principielt hilses velkommen, fordi den klart og umiskendeligt påviser, at kommissionsberetningen eller rettere sagt begge beretninger er overfladiske og substansløse. Disse beretninger fra Kommissionen er efter ordførerens mening ikke meget mere end en sammenfatning af de projekter, der er gennemført i disse sidste to år. Det kan jeg kun tilslutte mig fuldt ud. Der formuleres ikke nogen konkrete mål. Generelle målsætninger som f.eks. teknologioverførsel er ubrugelige til en virkningsfuld effektivitetskontrol. Der findes derfor ingen kontrollerbare resultater, og følgelig ingen mulighed for at evaluere programmerne. Det berettiger på ingen måde bevillingsanvendelsen blot at gøre rede for pengestrømmene. Selv Revisionsretten har allerede i årevis fastslået mangler ved overvågningen og gennemførelsen af programmerne. Den taler om et rationaliseringsbehov i forbindelse med omsættelsen. Den taler om uklarheder ved bevillingsanvendelsen. Den taler om afstemningsproblemer i forbindelse med systemafviklingen. Den taler fortsat om interessekonflikter mellem de involverede aktører og endelig også om begrænsede udbud. Disse misforhold, Revisionsretten har påtalt, skal omgående og uden undtagelse ryddes af vejen, før der kan diskuteres om en eventuel bevillingsudvidelse. I betragtning af det velkendte faktum, at af de 6, 6 milliarder ecu, der blev stillet til rådighed i 1996, var det ca. kun halvdelen, der var brug for, må man i forvejen tvivle på, om det alligevel er nødvendigt at forøge den finansielle indsprøjtning endnu en gang. Hvad vi umiddelbart har brug for, er en klar måldefinition, effektivitet, transparens og en ny, diversificeret støttestrategi. Hvad vi også har brug for, er flere medfinansieringsprojekter for at opnå en større identifikationsgrad i de central- og østeuropæiske lande med de respektive projekter. |
| Fru formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne rette en meget hjertelig tak til hr. Wiersma for hans omfattende betænkning. Hans van den Broek deltager for øjeblikket i et rådsmøde i Luxembourg, og jeg må derfor undskylde på hans vegne og bede Dem om forståelse for, at De må tage til takke med mig. Jeg kan ganske vist forsikre Dem om, at jeg ikke kun vil formidle diskussionen videre til Hans van den Broek, men også vil forsøge umiddelbart at omsætte de udtalelser til mit ansvarsområde, som blev fremsat vedrørende samarbejdet mellem INTERREG og PHARE. PHARE er i virkeligheden det vigtigste instrument i Den Europæiske Union for samarbejdet med de central- og østeuropæiske lande og samtidig også det mest omfangsrige internationale hjælpeprojekt for disse lande. PHARE-programmet skal nu, det er vi enige om, orienteres efter og koncentreres omkring forberedelsen af partnerlandenes tiltræden til EU. Kommissionen er bekendt med de svage punkter. Den 19. marts vedtog den derfor nye retningslinjer for PHARE-programmet med henblik på tiltrædelsesforberedelsen. Disse generelle retningslinjer er fremsendt til Parlamentet og Rådet, og vi glæder os over den alt i alt positive reaktion på nyorienteringen. Kommissionen er enig i mange af de punkter, hr. Wiersma anfører i sin betænkning. I de nye retningslinjer er der anført to nye prioriteter. Dels støtten til den forvaltningsopbygning, der er nødvendig indtil overtagelsen af acquis communautaire , og her er der i mange indlæg endnu en gang gjort opmærksom på nødvendigheden netop af dette punkt, dels finansieringen af nødvendige investeringer. På denne måde opfylder vi også to vigtige anbefalinger fra ordføreren. Der lægges mere vægt på investeringer og tilstræbes en snævrere koordinering og et snævrere samarbejde med de internationale finansinstitutioner. Ved mere samarbejde med de offentlige institutioner i partnerlandene vil man også forsøge at mindske afhængigheden af consultants . Herudover prioriterer vi også udvikling af det civile samfund og styrkelse af demokratiet. Fremme og stabilisering af disse punkter vil vi i fremtiden støtte med stor opmærksomhed. De nye retningslinjer indeholder også bestemmelser om en reform af programadministrationen, herunder en forenkling af planlægnings- og gennemførelsesberetningerne samt en øget decentralisering og overførsel af kontrolfunktioner til EU-delegationerne. Foranstaltningskataloget omfatter en væsentlig talmæssig reducering af programadministrationsinstitutionerne, en bedre integrering af programmet i partnermyndighedernes arbejde, en indgående kontrolgennemgang af de løbende programmer med henblik på at fremskynde gennemførelsen samt reducere det finansielle efterslæb og en grundig revision af håndbogen med henblik på decentral gennemførelse af PHARE-programmet. Hr. Wiersma, De rejser i Deres betænkning spørgsmålet om, hvorvidt PHARE i fremtiden bør koncentrere sig mere om de lande, der er kommet bagud i reformprocessen. Kommissionen vil behandle dette spørgsmål inden for rammerne af Santer-pakken, som den vil præsentere Parlamentet for den 16. juli. Til evalueringen, som Parlamentet med rette tillægger den største betydning, indførte Kommissionen i 1995 et nyt monitoring- og evalueringssystem. Derudover nedsatte Kommissionen et uafhængigt evalueringsorgan i overensstemmelse med principperne om økonomisk og effektiv budgetlægning SEM 2000. Ud over de hidtidige ad hoc-evalueringer er det hermed nu muligt at vurdere programmets globale virkning bedre. En omfattende midtvejsevaluering af PHARE-programmet afsluttes om kort tid og fremsendes til Parlamentet før udgangen af indeværende måned, og jeg håber, at der så hermed også foreligger et bedre grundlag for Deres vurdering, for denne midtvejsevaluering støtter sig immervæk til mere end 80 evalueringer og vurderinger, der hidtil er foretaget. Vi håber på en kritisk og konstruktiv dialog med Parlamentet om resultaterne i midtvejsevalueringen, og vi vil løbende informere Parlamentets medlemmer om fremskridt på dette område. Til slut vil jeg gerne omtale PHARE-programmet i relation til det grænseoverskridende samarbejde. Det bør som førsteprioritet, det har ordføreren påpeget, støtte projekter til styrkelse af demokratiet, respekten for menneskerettighederne og stabiliteten, men også den sociale og økonomiske integration. Jeg hilser disse punkter velkommen, som hr. Wiersma har beskrevet. Ved omsættelsen af de nye retningslinjer for PHARE-programmet vil vi skænke aspekterne i det grænseoverskridende samarbejde stor opmærksomhed. Samtidig vil jeg gerne gøre opmærksom på, at gennem den bedre samordning af INTERREG 2a og 2c med PHARE-crossborder sker der en yderligere styrkelse af det grænseoverskridende samarbejde indholdsmæssigt og finansielt. Jeg gør udtrykkeligt opmærksom på, at det her drejer sig om infrastrukturudvikling og udvikling af landdistrikter. Jeg vil også gerne gøre det klart endnu en gang, at nyorienteringen af PHARE immervæk betyder en forhøjelse af bevillingerne til investeringer fra 25 % til 70 % og en forøgelse af TEN-budgettet, således at vi også på dette område vel vil komme et stykke videre, selvom vi dermed ikke kan finansiere alle ønskeprojekter og alle nødvendige projekter. Jeg takker for diskussionen og de ideer, der er redegjort for. De kan gå ud fra, at vi vil lægge os dem på sinde i den praktiske omsættelse, fordi det er os lige så magtpåliggende som Dem, at PHARE-programmet er en succes og væsentligt bidrager til at lette før-tiltrædelsesstrategien. |
| Fru Wulf-Mathies, har jeg forstået Dem rigtigt? Sagde De, inden udgangen af måneden, det vil sige senest på mandag ligger det på bordet? (Det bekræftede fru Wulf-Mathies) Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.15) |
