text stringlengths 47 13.7k | label stringclasses 2
values | feuilleton_id stringclasses 180
values | article_id stringlengths 10 12 ⌀ |
|---|---|---|---|
kongen forsikkrede, at han i sit hele liv aldrig havde leet saa hjertelig over noget, som over denne landlige spøg, og lod de menneskelige bjørneudbetale to tusende daler. | non-fiction | thi_kingly-welcome_anecdote | thi_000176 |
paafaldende lighed mellem brødre. heinrich von rom havde sønner, ricolaus og claudius, som vare tvillingbrødre. hiin arvede sistonne og denne origny. de vare fødte den april og lignede hinanden saameget, at deres ammer gavdem armbaand af forskjellig farve, for at kunne adskille dem fra hinanden. denne store liighed beh... | non-fiction | thi_brother-likeness_anecdote | thi_000177 |
hr. von origny havde en overordentlig styrke i boldspil. hans broder kunde ikke bringe det deri, til samme fuldkommenhed. men naar denne havde indladt sig i et partie, hvor han kom til kort, saa anstillede han sig, som om han et øieblik var nødsaget til at forlade boldhuset. derpaa kom hans broder igjen i hans sted og ... | non-fiction | thi_brother-likeness_anecdote | thi_000178_a |
ægteskabelig kjerlighed og troskab. j aaret udvalgte jndvaanerne i staden, parma i jtalien, for destovedre at forsvare sig mod deres fiender, to af deres medborgere giøbert von corregio og roland von rossi til deres regentere. begge svore hinanden gjensidig, ubrødelig troskab. til bekræftelse. derpaa gav roland, gisder... | non-fiction | thi_marital-love_anecdote | thi_000178_b |
nu vendte soldaterne sig til den geistlige, og i i det taarerne randt dem ned af kinderne, sagde det ubed de hr. pastor flittig for vores konge. hvo veed hvor snart ogsaa vi skulle falde i kampen, dog vi døe gjerne; thi vi frygte ikke for herrens dom. | non-fiction | thi_marital-love_anecdote | thi_000190 |
en meget elskværdig og retskaffen mand i engeland havde en høist bizar smag, som, efter hvad han selv forsikkrede; laae dybt indsluttet i hans sielden største fornøielse han kjendte, og som allene var i stand til at beruse ham, var, at kjemme et smukfruentimmers haar. blot til dette øjemed underholdt han en indtagende ... | non-fiction | null | thi_000192_a |
fabel. loppen, oxen og bien. en loppe, der sad paa en kludtiltalede sin broder stud, og sagde, veed du hvad monfrere hiin biestad duer paa min ære, ei mindste smule den er hvidnei, gav den anden strax til svarvel jeg den aldrig seet har men det jeg kan dog godt begribe, at da den har ei mindste stribeaf sort og grønt, ... | fiction | null | thi_000192_b |
uddrag af de nyeste engelske aviser, af colchester gazette.) nogle officerer af det de regiment, eller snarere nogle personer i dette regiments uniform, bleve for ikke mange uger siden inviterede til en dame af stand, der boede ved et torv i dublin. jndbydelsen blev modtaget og damen omhyggelig, for ikke at lade nogen ... | non-fiction | null | thi_000199 |
om hjeronimus napoleon, den forrige konge i westphalens ødselhed. | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000207 |
under karnevalstiden blev i residentsen kassel ofte givet maskeradeballer, som kostede, landet uhyre summer. ofte blev paa en aften forødet mere end hundrede tusende franker. hvormeget maatte ikke derved den almindelige elændighed og folkets had forøges mod den nye, dem paatrængte konge. | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000208 |
dog derom bekymrede kongen sig ikke. han fulgte blindt hen sit hang til udsvævelser. j hans kongelige glands var opfyldelsen af hans pligter ham en bisag og hans undersaatteres dom ham ligegyldig. hvorledes det egentlig gik til i hans stater forblev ham ubekjendt. smigrere havde omgierdet hans throne med ugjennemtrænge... | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000209 |
ved hofballerne i cassel maatte j særdeleshed kongens statsmænd og tjenere vise sig i den største pragt og elegantze. kunhos faa strak jndkomsterne til, for at bestrideden meest overdrevne luxus. mange rige, adelige godseiere sank derved i armod og angrebe, men forsildig, de tidligere begangne daarskaber. | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000210 |
alle standspersoner i cassel og de fornemme i staden münden erholdt entreebilletter til hoffestiveterne. ved et store antal mennesker, søgte man at forherlige disse feste. til et saadant bal lod hjeronimus engang, for at forandre klædedragt og forblive ubekjendt, ikke mindre end dragter komme fra paris, som kostede fra... | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000211 |
overalt vare disse festiveteter ved hoffet, leiligheder, hvorved ikke allene ødselheden viste sig i sin storhed, men ogsaa ofte i eet for den selv, høist skadeligt lys. j en sal, hvor et maskebal blev givet, saae man engang ved indgangen, af samme en tillukket boutiqve. enhver var nysgierrig for at vide hvad der vel ku... | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000212 |
jngen vovede at nærme sig; alle holdt sig leende og forlegen over at see det kongelige par saaledes beskjæftiget, i en hvis frastand. endelig fattede en minister mod. han udsøgte sig et guldrepeteeruhr, spurgte om prisen og kjøbte detda han var bleven enig med sælgeren og han skulle betale det, erklærede han, at han ma... | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000213 |
dette galanterie, havde ikke været saa slet, naar det ikke var bleven foranstaltet paa de, med af givter saa uhyre belæssede undersaatteres bekostning. hvormange fattige havde man ikke kundet glæde ved den store summa, som denne tidsfordriv havde kostet. | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000214 |
hver morgen maatte der ligge i beredskab, for kongen et nyt par beenklæder, og det endog af cassimmer; man kan slutte sig til hvorvel den franske hofskrædder derved stod sig. hvert aar beenklæder. | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000215 |
hvorledes og ved hvilke midler den kongelige kasse blev fyldt var hjeronimus fuldkommen ligegyldig, naar han blot kunde gribe deri og kaste om sig med fulde hænder. | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000216 |
ofte spillede hans maitresser i hans nærværelse høie spil med hinanden, og naar en tabte, stak han hemmelig en heel rulle napoleonsdor til hende. umaadelige pengesummer gik for luxusartikler, ud af landet til paris. hvad har ikke hans reiser kostet landet. da han første gang reiste til paris lod han , frederichsdors om... | fiction | thi_hieronymus-napoleon | thi_000217 |
kjerlighed. j en rift hvorindei en mid kunne gaae; gjennem bjergenes skiød, gjennem dragernes hjem, over tid og død. trænger kjerlighed frem : skjøndt amor er blindog liden som et barn, dog raskeste hind. han fanger i sit garn, som blommen i et æg, boe useet i dit hjem, gjennem laas og vægtrænger kjerlighed frem: flye ... | non-fiction | null | thi_000219 |
uddrag af de senere engelske aviser. (colchester gazette den mai, de nærmere omstændigheder, ved de fra castlebar omtalte, udøvede voldsomheder mod en ung dame (see forrige rummer af tilskueren. mrs. m. fra baroniet n. kom for maaneder siden paa en visit til hr. g. rogerssom har en talrig og nu opvoxen familie, hendes ... | non-fiction | thi_miss-n_anecdote | thi_000230 |
alle visse fordeele havde deres tilbørlige virkning paa ethvert jndivid af hr. rogers familie. saamegen skjønhed (og hvad der er mere) saamange penge, maatte ikke undslipve deres fingre. det blev derfor besluttet i fuld forsamling, at john den ældste af flere sønner (som alle ere ungkarle) skulle forsøge sin lykke, ord... | non-fiction | thi_miss-n_anecdote | thi_000231 |
davis parr en mekanikus, blev nyelig anklaget for retten i london af hans kone, en elegant klæd, før dame, fordi han havde truet med at ville slaae hovedet af hende med en øxe. mes. parr sagde, at da afvigte mandag, en trætte og familie=sager reiste sig mellem hende og hendes mand, greb han en øxe, der laae nær ved ham... | non-fiction | null | thi_000241 |
----- utaknemmelighed. j aaret kom en ung jrlænder, en vis rossiter til livorno, for at søge sin lykke, han havde ingen anden anbefaling, end en smuk figur, et indtagende ansigt og en vis udvortes dannelse. strax efter hans ankomst, saae en damesom besad betydelige rigdomme har, og blev hæftig forelsket, snart fulgte f... | non-fiction | thi_utaknemmelighed_anecdote | thi_000252 |
gjerningen blev snart opdaget, og rossiter, greben, forhørt og dømt til at arbeide paa gaaleierne for livstid. | non-fiction | thi_utaknemmelighed_anecdote | thi_000253 |
idealerne eller de reisende venner. førend dommen blev fuldbragt paa ham, blev han ført ud foran de opstilte tropper, hans sabel, brækket over hans hoved, hans uniform reven af ham og derpaa iført hans grove slavedragt, og saaledes med en strikke om halsen blev han, efter at man havde viist ham et hvert tegn paa forhaa... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000254 |
under det russiske felttog, som voldsomt adskilte saamange gode mennesker fra hinanden knyttede to unge mænd, som hændelsen førte sammen ved en vagtild om natten, et nøie venskabs forbund. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000255 |
wilibald von osten og camillo von arnim havde i forening med hinanden seiret, over mange ubehageligheder, i mangen varm fegtning traade døden kjækt under øinene, og naar den rasende kulde som allerede havde stivnet flere af deres vaabenbrødre, ogsaa truede med at vildeovervælde deres ungdom, saa trykkede, de troebroder... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000256 |
imidlertid vidste den muntre wilibald snart ved sin anordninger til den forestaaende afreise at adsprede den dybsindige camillo. omsorgen for deres beqvemmelighed paa veien sysselsatte dem aldeles; enhver havde en lille uundværlig ting at tage med, de søgte at bevise hinanden velvilligheder og taknemmelighed drog paa n... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000257 |
kjerligheden til ham indviede hende til heltinde og hans død havde ogsaa truffet hendes liv, hans dyrebare eiendom. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000258 |
lad det være godt gjentog wilibald - hvem veed, hvor der her møder os en anden jmagina, og da indestaaer jeg for intet, dog nei, jeg aftræder hende til dig, jeg udsøger mig en skjelmsk polakkerinde. men for at du kan see hvor høit jeg elsker dig, saa lad os strax i morgen saa tidlig som muligt, vandre ned til dinklippe... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000259 |
og neppe brød den hulde morgenrøde frempaa den natlige himmel, da vores venner forlode schmalsbach. allerede saae man solens første straaler glimte gjennem skovens træer og jublende sang lærkerne deres hymner til skaberens priis. j venskabelig samtale ilede nu vennerne fremadt endelig fremtraaede i de høie buskes dunke... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000260 |
fiskeren lagde sine kroge tilside og saae begge de fremmede stift i øinene, endelig rakte han dem haanden til velkomst, greb fadet, hvori de fange. de fisk laae og bad dem at tage plads under træerne. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000261 |
blanca raabte den gamle og en pige traaede ud af hytten. begge bleve som forblændede ved dette hulde syn og saae spørgende paa hinanden. som frembragt ved et tryllerie stod det yndige elskede væsen med sit skjønne guldlokkede haarfor dem og af hendes blaae øine straalede en himmelglands dem imøde. hun var overraskeet, ... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000262 |
om morgenen vakte den muntre larm i huset dem. alting var allerede i bevægelse. høns og duer omslagrede den lille gaard. wiibald var den første ved vinduet. gjennem de høie træer kastede solen dens velgjørende straaler ind i stuen. et blik i skyens reneblaae erindrede ham om blancas skjønne øie. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000263 |
dog var nu i den stille morgenstund hans ønsker mere luttrede; han ønskede nu kun hendes tilgivelse; thi hendes kjære billede ville ledsage ham overalt. | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000264 |
jmidlertid kom blanca, hun synes ligesom at svæve hen af det grønne græstæppe. græsset, glimrede endnu af duggen, let paaklædt berørte hun neppe jorden og det blonde haar endnu ikke opbunden i fletninger, bølgede sig som en gylden. strøm i lange lykker ved af pande og barm. wilibald følte sig som beruset ved dette syno... | fiction | thi_rejsende-venner_a | thi_000265 |
udenlandsk. doctor philip frantz v. silhold af würtemberg reiser i denne tid i japan, hvor han tænker at forblive i aar og er nu beskjæftiget med en afhandling om dette land, som skal trykkes i batavia. priserne paa rug var i hamborg den de dennes meget staue. god havre derimod var meget søgt og blev betalt med a mk. h... | non-fiction | null | thi_000266 |
jdealerne eller de reisende venner. (sluttet.) wilibald vendte tilbage for at kalde paa camillo, dog denne saae og hørte intet. mennu naaede ogsaa harpens tone hans øre og han ilede nærmere. fortrædelig over den støihan gjorde, bad camillo ham at være stille og blev virkelig vred, da han gjorde ham det forslag, at stig... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000270 |
jdola. - spurgte camillo - nu ja jdola, hvad er det saa videre. hvad gjør navnet til sagen, personerne ville vi med den første see. - dog i morgen - vedblev wilibald - har jeg lovet at vi begge skulle deeltag, i et partie til de herlige bjergværker i wielieska. flere fremmede reise derhen; leiligheden syntes mig gunsti... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000271 |
du unøjsomme, hvem vil da overalt kun stræbe efter det høieste, de utallige lamper, som hist oplyse vores vei og opklare for os, de dybe afgrunde, hvori vi let kunde forvilde os, ville vel ogsaa opvække hos dig følelser og ærefrygt, for hvad mennesket formaaer at frembringe. men naar sielen sættes i bevægelse af haab o... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000272 |
efter længe at have sværmet omkring, vendte de om aftenen veltilmode tilbage til staden, de rede begge langsomme og tankefulde hen adveichselflodens bredder. camillos smukke hest havde lidt meget ved sin herres onde lunenu synes han roligere end forhen, og klappede, det troe dyrs hals og bryst, som om han igjenvilde fo... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000273 |
seer du vel, jdola, - sagde grevinden, og hialp hendes veninde op, - vi fruentimmerere ikke vandte til saadan noget. du holder dig for stærkere, end du er, svingelen angreb dig, gud, hvor let kunde jeg have tabt dig. - raabte hun smertelig og omfavnede den dyrebare, i det hun føiede til: jeg ville aldrig kunde tilgivem... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000274 |
o! nu er det forbil - sagde jdola i en beroligende tone - og jeg vil ikke meere vige fra din side. men stemmerne løde saa overordentlig rørende, at det forekom mig, som om jeg maatte ned, og paa engang var min tænkekraft borte, og uden denne fremmedes beskyttende, arm, ville jeg vist have funden en viid grav her, men h... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000275 |
wilibald var gandske beruset af glæde over at see hans camillo ved maalet af hans meest længselsfulde ønsker; dog kunde han ikke undlade, da han aflagde de nyeforlovede sine lykønskninger, at tilføie; han bad at man snart ville lade bryllupsfæsten gaae for sig, hvis han ellers skulle komme til at dandse med i bryllupsr... | fiction | thi_rejsende-venner_b | thi_000276_a |
exempel paa vandskræk. (for the englisk sporting magazine.) den ste august afvigte aar blev en søn af brever fra tilchurst common, et barn paa eller aar, sund og frisk, bidt af en gal hund, hans ansigt var paa en skrækkelig maade sønder, reven, tænder i det øverste kindebeen blev reven ud paa engang, og en til, faldt n... | non-fiction | thi_vandskræk_anecdote | thi_000276_b |
drengen befandt sig efter al tilsynladenhed særdeles vel indtil den de august, to uger, efter han var bleven bidt, da han syntes at have nogen feber, som forældrene henregnede til at han var bleven alt for varm, ved at lege ude paa, fælleden den foregaaende dag. om søndadagen var han ikke værre. mandag morgen tidlig vi... | non-fiction | thi_vandskræk_anecdote | thi_000277 |
indenlandsk. ved offentlig auction som afholdes paa nyekjøbing byes raadstue, fredagen den de august om formiddagen klokken , bliver i følge det kongelige rentekammers ordre opraabt til bortforpagtning paa aar, den hans majestæt kon gen tilhørende jagtrettighed paa dutrup sogns marker. | non-fiction | null | thi_000278 |
nu var han i sit attende aar, og gislavar i sit femtende, hun forbunklede heele omegnens unge piger, ved sin elskværdighed, og dog vidste han endnu ikke, at det fornemmelig var hende, der trak ham til møllen, hvorhan følte sig saa glad, saa lykkelig, som om det var - hans fædrenehjem og ikke den høitbeliggende ridderbo... | fiction | null | thi_000293a |
(af hereford journal.) mr. matches, captain paa brigger jsabel, la, er efter en række af lidelser frembragt ved en hæftig storm afvigte maaned, arriveret til carmarthen. paa reisen fra rord=amerika til carmarthen med en ladning tømmer, bleve de overfaldte af en svær storm, og en søegang, som randtsaa høit som bjerge og... | non-fiction | null | thi_000293b |
bjergskakten. (fortsat.) da hun nu saaledes en aften sad hos dem, dreiede samtalen sig paa bjergværkerne, og møllerinden sagde: det er en heel forunderlig sag med de skatte, som skjules i jorden, og hvormed i særdeleshed her rundt om os alle bjerge skulle være opfyldt med. kun sjelden er et menneske som vores ridder sa... | fiction | thi_bjergskakten_a | thi_000301 |
alle hørte med opmærksomhed paa ham, og han vedblev at skildre de farer, bjergfolkene udsætte sig for ved deres møisommelige arbeide, hvor ofte man har exempel paa, at en deel af degruber, hvori stollerne ikke ere rigtig anlagte. eller en metalaare er feil hugget, ere styrtet sammen, hvor en smule svingel er nok til at... | fiction | thi_bjergskakten_a | thi_000308 |
bjergskakten. (sluttet.) i diævelsmøllen var erich ikke kommen i flere maaneder, men næsten daglig besteeg han et nærliggende bjerg, hvorfra han nøie kunde lægge mærke til alt, og gisla hvis stille virksomhed han derved havde leilighed til at belure, forekom ham altid skjønnere og meere tiltrækkende. da han nu engang h... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000334 |
enhver bøn af erich om at faae noget af sin formue i hænde var forgiæves, og han maatte haabe paa en bedre fremtid med taalmodighed. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000335 |
pater ambrosius havde let kundet hjelpe ham, af sin nød; men han ansaae hans kjerlighed til gisla; som en vanære for ham som adelsmand, og tang med hans hemmelighed. da nu herrerne von hakenau lode deres svende og tjeneres klæder og vamse besye med sølv, saa fremstillede bjergmesteren sig atter fordem, og sagde: at den... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000336 |
erich saae paa alle disse anstalter med blødende hjerte. han vidste ikke hvad der var bedst, enten at blevaane det underjordiske gjestebud eller at blive derfra. uenig med sig selv gik han til møllen, hvor gisla, som allerede rygtet om festen havde naaet, kom ham i møde med øine, der vare røde af graad, og besvor ham m... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000337 |
ved disse ord rakte han ham en sneehviblomst, saaledes som man, endskjøndt sielden finder den opspiret under jorden, den var sælsom skjøn dannet, en rank stamme, hvis stil og blade, pralede med den herligste hvide farve. den vellugt, som denne underfulde blomst udbredte rundt omkring sig lignede den af bernsteen, olie,... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000338 |
da just nu en lykkelig stierne førte møller, konen dertil, saa var bjergmanden allerede gaaet sin vei, og hun der saae hendes barn ligge bleog uden liv i erichs arme, kunde for skrækneppe spørge om aarsagen dertil. med faa ordfortalte han hende hvad der var foregaaet, lagde den kjære byrde til moderens barm, og besvord... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000339 |
beder. - raabte nu erich til dem, i det han hævede sig op fra sit sæde - maaske kan endnu den barmhiertige gud forbarme sig over eders misgierninger. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000340 |
da han havde sagt dette, nærmede han sig hesten og otto fattende et glimt af haab, sagde mismodig til ham. ræd os min broder, og halvedelen af alt hvad villeie, er dit - tag ogsaa gisla, raabte hugo, dog ynglingen havde allerede befalet sig gud, og tænkte nu kun paa hvorledes han kunde rædde deres sjæle. og allerede va... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000341 |
endelig lykkedes det ham, at svinge sig op paahestens glindsende ryg, og den svømmede med ham paa vandet, som hvert øieblik steeg høiere. sine sandser ikke meere mægtig, fornam han kunendnu en brusen, som fra det fjerne og derimellem de døendes vaandeskrig, og en uhyre knagen og bragen, som han alt blot bunke kunde eri... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000342 |
virkelig sov gisla allerede siden flere maaneders forløb i skjødet af moder jord, befriet; fra den jammer, der forgiftede hendes livsblomster, og da nu erich igjen kunde stige ned adbjerget, var hans første gang til hendes gravhøi, hvor han ønskede sig ned til hende i den kjolige seng, i hvilken hun havde funden roe. | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000343 |
da han nu var fuldkommen helbredet, førte ambrosius ham til den skat, som hans fader havde givet ham i forvaring til ham, og kunhans hjerte, ikke hans læber gjorde hiin den bebreidelse, at han med et saadant udstyr, og saa kunde have forskaffet sin gisla et skjønt lod paa jorden, nu var hun ham berøvet, og en høiere ly... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000344 |
borgen med alle dens herligheder stod fra den tid af forladt og blev et rov for tiden, som efter aarhundrede ogsaa gjør sin jern ret gieldende, over erichs stiftelse. den rige skakt er aldrig mere bleven aabnet, og paa det indsunkne bjerg have fredelige beboere nedsat sig, der ikke, engang ahne, at der under deres hytt... | fiction | thi_bjergskakten_b | thi_000345 |
udenlandsk. j norge er udfærdiget en nye lov angaaende told- og consumtions-væsenet. blandt andre forandrede bestemmelser indeholder denne lov følgende; hverken brændt kaffe eller anden slags brændte værter maa mere indføres; den bestemmelse, at jndførselen af spanske, franske og portugisiske vine, samt rom ikke maa sk... | non-fiction | null | thi_000346 |
om navnkundighed, beundring, applaus o. de l. det er en meget rigtig anmærkning, at af de handlinger, som fortjene vor opmærksomhed, ere ikke altid de meest glimrende de største; thi navnkundighed, beundring og bifald vindes som oftest ikke uden ved udvortes og tilfældige omstændigheder, der til ere aldeles adskilte og... | non-fiction | null | thi_000354 |
tusende elændigheder gjøre et stille usynligt anfald paa mennesket, og hiertet, føler utallige ængstelige slag, som aldrig udbryde i klager. vore fornøielser ere maaske ogsaa for størsteder, len hemmelighedsfulde og bæres for det meste med en slags taus tilfredshed, en slags ind- vortes bevisthed, et slags skjult haab,... | non-fiction | null | thi_000355 |
det rige partie. det selsomme taarn. min ven ründel og jeg, den nuværende hofadvokat fasbinder, vi studerede sammen i m. derfra havde vi tidlig om morgenen tager en ridetour til det lille t. til pindseskyden, forat more os der en eftermiddag, og derfra igjenlystig og munter at vende tilbage. vi loe meget og saaledes so... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000375 |
randel og jeg kunde ikke komme til os selv igjen af forundring. altsaa allerede enke, udraabte jeg. ja vel, og det neppe nok. tidlig om morgenen var vielsen, og om middagen døde han, underet. patronen gjorde os bestandig alt mere og meere varm ved lovtaler over den skjønne, ved hvis syn, vi allerede vare blevne varme n... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000376 |
hm! det var tillige en hindring og en sporemere for randel og mig, til at stræbe efter at gjøre hendes bekjendtskab; kjeldermesteren synes ikke at vide, at hos mange fruentimmer, gielder selv den sletteste særhed hos en mand, mere end hans fortrinligste egenskaber. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000377 |
hvorledes, om det nu lykkedes en af os at stikke den fremmede ud? tilfældet havde ført os gandske uventet til b. hvem vidste hvad skjæbnen endnu kunde føre i sit skjold? vore, hjerter, ikke gandske saa nye, som de maaskee saae ud til, havde just ferie. et forsøg paa den skjønne kunde man derfor vove, uden at vi skadede... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000378 |
j visse henseender bare vi i det vore hjerter, og de vare centner tunge. alti alt. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000379 |
min herre, deres hat, sagde damen ovenfor og kom os meget gratis i møde fra forhøiningen ved vinduet, i det hun viste ned paa gaden. naar man har tabt hovedet, kan man vel ogsaa glemme hatten. hverken randel eller jeg havde tænkt paa den hat, der var bleven liggende neden under. det maatte jo endog ærgre ham, at han bl... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000380 |
mine herrer - sagde damen yderst forbindtlig til os, (i det vi nu kun derfor grebe til hattene, for at de atter kunde blive os fratagne, og vi kunde erholde en utrykkelig tilladelse til at blive længere) jeg er dem særdeles megen tak skyldig, for den velvillighed hvormed de har hjulpen mig til at forkorte en kjedsommel... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000381 |
virkelig laae i den tone hvori hun sagde dette, mere end tom artighed. der laae noget hjerteligt der. men med alt dette havde hun ikke allene tænkt paa, ikke igjen at tage hattene fra os, men meget mere, førend vi saae os for, med en sandkrigskonst manøvreret saa tæt til salsdøren og taget en saa fortræffelig position,... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000382 |
men da vore hjerter vare saa overvættes fulde, havde det gjort vore hoveder saa tomme, at vi ikke kunde finde de rette ord til noget. hensigtsmæssig erkyndelse. | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000383 |
til lykke geraadede randel slutteligen paa det hensigtsmessige spørgsmaal, hvem den tause fortrædelige herre havde været, som vi havde havt, den ære at lære at kjende hos hende. efter hvad kjeldermesteren havde meddeelt os, blev . det dog altid det rigtigste at udlokke af hende føl hvad forhold hun stod i til den kuris... | fiction | thi_rige-partie_a | thi_000384 |
fortegnelse. over nogle almindelige dyrs levealder, efter de berømteste naturkyndiges opgivelse. alder. aldes. et asen. aar. en tyr..... aar. en kat..... - en hund. - en ørn.. - en gjed. . - en o. - en hare. - en agerhøne - en due........... . en væder. . en ravn. - et faar.... - et sviin. - en turteldue - anecdoter. | non-fiction | null | thi_000385 |
----- det rige partie. (sluttet.) den gode siel. hvem var lykkeligere end randel og jeg. v. gave de høitideligste løfter, i forekommende tilfælde, at modsige rygtet paa det alvorligste. derhos bade vi hende om at maatte den følgende morgen gjøre hende vores opvartning og trykkede i glædes-tummelen over at erholde tilla... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000399 |
næsten havde den gjort mig alt for blød. den fuldkomne overbeviisning som randel synes at have om, at det store lod ville blive hans, opvagte hos mig, der naturligviis var fuldkommen: overbeviist om noget andet, en ret hjertelig medlidenhed. jeg kunde ikke tænke mig det øjeblik skrækkeligt nok for den armee, naar denne... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000400 |
randel - sagde sig derfor, da stjernen, fortrængt af den stille nærmende morgen, kun kastede matte blikke ned til os, og hævede dertil mit paa nye iskjænkte glas høit i veiret. endnu dette glas paa vores broder-forbund, guldlade det evig bestaae. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000401 |
hurtig greb han flasken, skjænkede i, og havede rask sit glas i veiret. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000402 |
hvem der ogsaa, vedblev jeg, bliver valgt at den skjønne enke, skal den anden ikke lade ham undgielde derfor nei, raabte han med bævende stemme, og i hans vaade øie kunde jeg tydelig læse mine egne følelser - nei, du maa derfor ligesaa godt være min, som før efterat vi have tømt glassene, skeede ogsaa allerede nogle næ... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000403 |
det skee, raabte ründel. paa det hurtigste maa han hielpe ham, naar nøden kræver det. seierstegnet. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000404 |
endelig greb dog søvnen, af fortrydelse over at vi ikke ville gjøre cour til den, os ved haarene. larmen paa gaden vognede mig igjenda solen stod allerede høit paa himlen. randel laae snorkende med hovedet paa vinduespuden. kieldermesteren, som just kom med kaffeen indaf døren, sagde venlig, at han nu allerede tredie g... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000405 |
gud! - raabte hun - hvor glad er jeg ikke, at jeg er bleven frie for ham for saa let kjøb! for øvrigt er manden meget at beklage. han var soldat, og fik i et slag, jeg veed ikke hvor, et hug over hjerneskallen, som længe, truede ham med døden. ak! hvo veed om det ikke, havde været bedre for ham at døe, thi hiint hug ha... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000406 |
den jnderlighed hvormed damen altid takkede os paa nye, og den glæde der viiste sig i hendes øie, gjorde mig de ord lettere, som jeg just belavede mig paa at fremsige. randel og jeg havde nemlig forhen hjemme kastet lod om, hvem af os begge, der først skulle gjøre hende sin kjerligheds erklæring, og loddet var falden p... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000407 |
jeg skikkede bud efter flere bekjendtere i byen. men en tour paa landet gjorde at ingen var at finde hjemme. da kommer de mine herrer riden - de op af gaden. den paa faldende støi, for deres heste gjorde heruden for huset, gjorde mig nysgjerrig. den opmærksomhed hvorved deres øine vare henvendte paa mit vindue, bragte ... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000408 |
allerede i gaar eftermiddag ville min forlovede have været her. han ville havt den bedste leilighed til at forjaget hiin ulykkelige, ved sine smigrerier for mig. men tilbageholdt ved alleslags forretninger, kunde han først indtræffe hertil i nat. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000409 |
vi maa have gjort nogle erbarmelige ansigter, randel og jeg; thi det var udenfor al tvivl, at vi her intet havde forestilt, aldeles jntet, uden en elændig hielpemiddel. . galopp. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000410 |
børnlille - saa lod nu, en mig og min venvelbekjendt mandsstemme fra en tilgrændsende løvhytte - jeg takker eder hjertelig, at j i gaar har saa godt indtaget mit sted; thi jeg er selv denne dames forlovede. | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000411 |
den mand som her traade venskabelig ud til os, kjendte saavel os, som vore forældre. noget slemmere kunde nu heller ikke møde os, end saaledes at blive reven ud af vores jncognito. alt det venskab som, det upartisk sagt, ret godt sammenpassede par, viiste os, var ikke i stand, til at holde os tilbage. vi ilede over til... | fiction | thi_rige-partie_b | thi_000412 |
j koret i walton kirke ved theemsen, er endnu et besynderligt monument bevaret fra tidens ødelæggelser, som bestaaer af adskillige metalplader, uaglede fast mod den sydlige ende af muren. paa af dem er afbildet en mand, der rider paa en hjort. paa de andre staae hans kone, børn og en gravskrift. at de engang vare lagte... | non-fiction | thi_besynderligt-minde_anecdote | thi_000413 |
en gammel graver forklarede for mange aar siden, de figurer der stode derpaa, med følgende tradition, som endskjøndt hvor forunderlig den end forekommer, synes ved det vidne monumentet selv bærer derom, ikke at være uden grund. john selvyn, den person, der forestilles derpaa med kone og børn, selv ridende paa en hjort,... | non-fiction | thi_besynderligt-minde_anecdote | thi_000414 |
sandfærdig tildragelse. j en bye nær chorley boede en ung elskværdig dame, der var meget agtet af enhver, der havde den lykke, at gjøre hendes bekjendtskab. en ung herre, der boede i samme bye, saae hende og elskede hende. han underrettede den skjønne gienstand for hans kjerlighed, om det jndtryk hun havde gjort paa ha... | non-fiction | thi_sandfærdig-tildragelse_anecdote | thi_000415 |
held frihed dig naturens herskerinde, du evig throne i hver ædlings bryst. ved dig hver fryd vi til fordoblet finde, du altid bliver hver en skabnings lyst. ei manden blot men myriaders brimmel, tilbede dig og knæle ved din fod. røv friheden - strax mørknes glædens himmel, en ørken er hvor før et eden stod. ja evige, d... | non-fiction | thi_hymne-til-friheden_poem | thi_000416 |
da skulde du retfærdigheds gudinde omsvæve huld ethvert af vore fjed; og uskylds engel blomsterkrandse vinde om hver en broders tause hvilested. anecdot. (thersporting magazine) de engelske vare selv i de ældre tider bekjendte for deres banden og sværgen i samtale: da greven af luxemborg ledsaget af greverne af warvick... | non-fiction | thi_hymne-til-friheden_poem | thi_000417 |
udenlandsk. englænderne indrette nu paa deres store skibe saadanne sluknings=redskaber, at matroser skulle kunne være istand til at slukke den stærkeste brandombord. der anbringes nemlig slukningspumper paa hver af skibets sider, forsynede med de behørige slanger. | non-fiction | null | thi_000418 |
cathedralkirken i new-york skal i anstundende vinter oplyses ved gas. | non-fiction | null | thi_000419 |
(historisk beretning.) slaget ved ligny. memoires de la vie prive de napoleon en . efter at have udstædt en kjæk proklamation, til sine soldatre, var det at den store napoleon, besluttede at angribe de allierede med sin armee. planen keiseren havde lagt til slaget var lige værdigt de franskes mod og deres chefs høie re... | fiction | thi_napoleon-memoirs_a | thi_000427 |
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.