id
stringlengths 12
178
| doc_type
stringclasses 313
values | publish_year
int64 1.82k
2.02k
| lang_fasttext
stringclasses 112
values | lang_fasttext_conf
stringclasses 964
values | text
stringlengths 4
1M
|
|---|---|---|---|---|---|
maalfrid_0c30d39610dff88ca426ed83b0319c669bc68a6d_12
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.821
|
-2 av 29 tapte lam er i år funnet og inspisert mot 1 av 95 i fjor. Dette har gitt bedre holdepunkter i forhold til skadesituasjon og evt videre tiltak. -Senderne fungerte bra i beitesesongen -Antall sendere vi har mistet kontakt med er 1. Dette utgjør 1 % og er akseptabelt. -Intensiv peiling har økt sikkerheten i forhold til funn av kadaver. Fig 5: Fordeling av peilebåndenes funksjon gjennom beitesesongen I utgangspunktet var prosjektgruppen bevisst på at man måtte forvente to-tre års peilinger før man har mer konkrete resultater. Fjorårets problemer med peileutstyret ga oss spenning inn i sesongen, men problemet gjentok seg heldigvis ikke. Selv om vi ikke har funnet absolutte svar på årsak til høye tap lokalt er det absolutt grunn til å tro at årets peileprosjekt fjernet en del spekulasjoner som går rundt de høye tapene. Det er også vårt inntrykk at det fra dyreeiers side var positivt med det ekstra tilsyn prosjektet innebærer generelt og spesielt i periode med en streifende ulv gjennom beiteområdet. Det voldsomt store tapet forrige sesong ga forventninger om stor aktivitet også i år. Det er en bemerkelsesverdig reduksjon i tapstallene i besetningen. Vi ønsker ikke å spekulere i årsaksforholdene til dette, men det er kjent at en besetning i Lardal (nabobesetning mot vest) har hatt dramatisk økning i tap. Det tekniske utstyret har denne sesongen fungert greit. Totalt falt det av 8 sendere først i beitesesongen , men dette er innenfor hva man må forvente ved normalslipp og normal lammestørrelse.
|
maalfrid_e32ce5ee20f73cfd237b1df543bd57742fae2b54_4
|
maalfrid_oslomet
| 2,021
|
en
|
0.952
|
example, a picture of a friend, or someone random from a newspaper photo. If a needle is pierced through the eyes of the depicted person's face, would we not have a very different feeling if the same needle had pierced a different area of the picture, say the background? Art historian Ernst Gombrich highlights a human feeling of aversion against destroying a picture of other human beings or living creatures. He calls attention to the fact that we all carry the absurd feeling that destroying the picture will also hurt the person in it (Gombrich, 1995, p. 20). The visual aspect has a kind of power over us that we automatically connect with the involvement of something bodily or sensuous. The same thing happens when putting on a mask— whether it is part of a ceremony in a primitive tribe in the jungle, an actor participating in a play, or a couple of kids playing together—when putting on a mask, both our mind and body transform into the clown or the bear presented by the mask, and the boundaries between the ceasing of reality and the beginning of fantasy become blurred (Gombrich, 1995, p. 23). The French philosopher Jacques Rancière furthers the discussion by arguing that even reality primarily has to be in a state of fiction before becoming real (Rancière, 2012, p.50). Hence, he makes it clear that even the best ideas for development and innovation have to be fictionalized before they exist in real life. This demonstrates the potential to process the relationship and the possibility between the imaginary and the real in the creativity of play. It is in this area of thought that David Gauntlett, Professor of Media and Communication at the School of Media Arts and Design in Westminster, also states that we need to reconsider what the term creativity actually represents; he calls for attention to simple ways of thinking, solutions, and development (Gauntlett, 2011, p. 74). The American writer and lecturer, Susan Cain, states similar views on the location of the core of creativity. Through strict research on introversion, she rejects the unambiguous relationship between being the loudest speaker and having the best ideas or solutions to a problem. When looking at the lives of the most creative people, she explains that psychologists find that these people are very good at exchanging and advancing ideas, but also that, for the most part, they develop these ideas when they are alone. Among others, Cain mentions Charles Darwin and Steve Jobs; she says that because these artists were able to develop their ideas through independent activity, they made important innovations. Without their opportunity to work alone, we would not have the Apple computer, Einstein's theory of relativity, or even van Gogh's sunflowers, Cain claims (Cain, 2012, p. 21.). This introvert method of describing the nucleus of creativity is obviously not related to The Collectivity Project in a logical way—just look at the name; collectivity. The Collectivity Project presents a focus on common action and creation. Still, projects like this very often start with the thoughts of a single artist on a particular subject, him or her alone laying a foundation for further action.
|
maalfrid_704cd318b219a92d09cd9bd9c7ba19df2016ba09_18
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.621
|
Aktuelle påvirkninger i forbindelse med anleggsvirksomheten som kan påvirke de biologiske kvalitetselementene inkluderer: Det er lagt opp til å overvåke fisk, bunndyr og begroingsalger i elv, samt planteplankton i innsjøer i anleggsperioden. Samlet sett vurderes disse parameterne til å gi et godt bilde av hvordan de mulige påvirkningene fra anleggsdriften påvirker biologien i de berørte vassdragene. Tabell 5 viser en oversikt over de biologiske kvalitetselementene som er vurdert som aktuelle i denne overvåkingen.
|
wikipedia_download_nno_Ryan Crouser_138439
|
wikipedia_download_nno
| 2,021
|
nn
|
0.958
|
'''Ryan Crouser''' er ein USA-amerikansk friidrettsutøvar frå Boring i delstaten Oregon som vart olympisk meister i kulestøyt i 2016, tre år seinare vann han sølvmedaljen i øvinga ved verdsmeisterskapen 2019 med eit støyt på 22,90 meter og personleg rekord. *''Denne artikkelen bygger på «Ryan Crouser» frå , den 10. oktober 2019.''
|
maalfrid_96fcc8b4a7226be3ef230f822a85a26cb3fa8ae8_11
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.729
|
Årets aktiviteter og resultater rapporteres i tråd med krav i tildelingsbrevets pkt. 2. Det skal i årsrapporten gis en beskrivelse av virksomhetens hovedprinsipper for styring, herunder risikostyring og internkontroll. Virksomheten skal gi en vurdering av om etablerte systemer for styring og kontroll ivaretar virksomhetens styringsbehov på en betryggende måte. Rapporten skal også redegjøre for andre forhold departementet bør kjenne til, herunder om det er planlagt eller iverksatt vesentlige endringer i opplegget for styring og kontroll. Virksomheten skal redegjøre for sin oppfølging av Riksrevisjonens merknader i Dokument 1 og i forbindelse med eventuelle forvaltningsrevisjoner. Virksomheten har et selvstendig ansvar for å informere departementet uten ugrunnet opphold dersom det avdekkes vesentlige styringssvikt, feil og mangler eller oppstår vesentlige avvik i gjennomføringen av virksomhetens mål og oppgaver. Det gis en kort vurdering og status av Statens arbeidsmiljøinstitutts arbeid for å nå de overordnede mål på lengre sikt, bl.a. knyttet til Statens arbeidsmiljøinstitutts strategiske plan. Årsregnskapet skal avgis i samsvar med punkt 3.4 i bestemmelsene om økonomistyring i statlige virksomheter og Finansdepartementets rundskriv R-115/2013, og skal inneholde følgende tre deler: - Ledelseskommentarer - Oppstilling av bevilgningsrapportering etter en forenklet oppstillingsplan med tilhørende note - Oppstilling av virksomhetsregnskapet Vi minner om at rapporten også etter nye bestemmelser benyttes som ledd i etatsstyringsdialogen, og hovedmottaker for rapporten skal herav være departementet. Departementet ber om at årsrapporten blir sendt både pr. e-post til og vanlig post. I halvårsrapporten skal det rapporteres om eventuelle større forsinkelser i fremdriften knyttet til oppgaver som er tillagt etaten gjennom tildelingsbrevet og eventuelt andre hendelser som påvirker ressursdisponeringen. I tillegg skal det rapporteres på enkelte aktiviteter selv om det ikke er avvik ift. planlagt fremdrift. En oversikt over dette fremgår av rapporteringsoversikten (vedlegg 2). Rapporten skal oversendes Arbeids- og sosialdepartementet v/Arbeidsmiljø- og sikkerhetsavdelingen sammen med en oversikt over STAMIs regnskapsmessige status pr. 30. juni 2014.
|
maalfrid_703559edd8807d5baf050729fafa4c56f896a700_32
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
no
|
0.703
|
Vi ser, som tidligere nevnt, ulik utvikling over tid for kvinner og menn når det gjelder gjennomsnittlig tid brukt til inntektsgivende arbeid per dag, men vi finner også forskjeller etter hvilken familiefase man er i. I 2010 var det, blant menn, de enslige i alderen 20-24 år som i gjennomsnitt brukte minst tid på inntektsgivende arbeid per dag, det samme gjelder blant kvinnene, når vi ser bort fra dem over 67 år. Menn i par hvor yngste barn er 7-19 år brukte mest tid på inntektsgivende arbeid i gjennomsnitt per dag i 2010. Blant kvinner gjaldt dette enslige i alderen 25-44 år. Vi ser størst nedgang i tid brukt på inntektsgivende arbeid fra 1980 til 2010 blant enslige menn i alderen 45-66 år. Blant enslige menn i alderen 20-24 år, derimot, ser vi en økning i snitt per dag. Blant kvinnene varierer det noe mer etter familiefase, men vi ser en økning i tid brukt på inntektsgivende arbeid i snitt per dag blant de som er i par uten barn i alderen 20-44 år, og i alderen 45-66 år, og i par der yngste barn er 7-19 år. Ser på på tid brukt til husholdsarbeid, ser vi at meste av tiden går med til husarbeid og omsorgsarbeid, og vi ser en økning fra 1980 til 2010 blant menn uansett familiefase. Tilsvarende ser vi en nedgang i tid brukt på husarbeid i snitt per dag, og dette gjelder kvinner i alle familiefaser. Tid brukt til omsorgsarbeid i snitt per dag, har derimot økt. Enslige menn i alderen 20-24 år skiller seg ut ved at de brukte mindre tid på husholdsarbeid i 2010 enn i 1980. Det er særlig vedlikeholdsarbeid og kjøp av varer og tjenester de bruker mindre tid på, sammenlignet med menn i andre familiefaser. Tilsvarende ser vi at enslige kvinner i alderen 25-44 år bruker mer tid på husholdsarbeid i snitt per dag i 2010 enn i 1980, sammenlignet med kvinner i andre familiefaser. Vi bruker stadig mer tid i snitt per dag til fritidsaktiviteter. Men den mest markante økningen fant sted på 1970- tallet. Tid til personlige behov endrer seg lite gjennom årenes løp. De som lever i par med små barn får minst søvn i løpet av en gjennomsnittsdag, dette gjelder både kvinner og menn. Vi ser heller ikke store endringer i tid brukt til utdanning siste 30 år. Mest tid, både blant kvinner og menn, ser vi blant dem i alderen 20-24 år.
|
maalfrid_36d3b2f36892141b8f77221ecb065db61a10312f_80
|
maalfrid_nyemetoder
| 2,021
|
en
|
0.932
|
factory-calibrated sensor for up to 14 days, results demonstrated MARD of 12.2%, with 88.0% of sensor readings within Zone A of Consensus EGA and minimal change in sensor sensitivity over the 14-day wear time.Similarly, another study evaluating the feasibility of a factory-calibrated sensor using wired enzyme technology for 5 days demonstrated a MARD of 13.4%, and 83.5% of readings were within Zone A of Consensus EGA.Results from those published studies were consistent with the outcomes in the present study. Accuracy of the System was similar across 14 days of sensor Accuracy of the FreeStyle Libre sensor as a function of various factors or patient characteristics: diabetes type, sex, insertion site, insulin administration (Insulin Ad) (continuous subcutaneous insulin infusion [CSII] or multiple daily insulin injections [MDI]), body mass index (BMI), hemoglobin A1c (HbA1c), age, and rate of change. Consensus Error Grid zones were Zone A (green), Zone B (blue), and Zone C (red).
|
maalfrid_b3b4c300c08b0fe7cc0a725cd728358667a3a2cb_3
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.922
|
4 (10) NOTAT 12.12. Beregningene er utført for 2 ulike scenarier med 100 og 200 passeringer med tunge kjøretøy pr. dag. Fordelingen av kjøretøy på dag, kveld og natt er oppgitt av oppdragsgiver: Dag kl. 07 – 19: 75% Kveld kl. 19 – 23: 15% Natt kl. 23 – 07: Haukeveien er en offentlig vei, og grenseverdien for vei legges til grunn. Beregningene viser at krav til både ekvivalent og maksimalt lydnivå tilfredsstilles for denne veien. Beregningsresultatene er vist i Figur 2 og Figur 3. De er også vist i større format som vedlegg. Figur 2: Støysonekart viser A-veid døgnveid lydnivå Lden i høyde 4m over terreng for totalt 200 kjøretøypasseringer.
|
maalfrid_6728e0a3e6463c6963808edc999470b5041207cd_1
|
maalfrid_fhi
| 2,021
|
no
|
0.791
|
Folkehelseinstituttet Område for helsetjenester Brukererfaringer med fødsels‐ og barselomsorgen i 2016. Nasjonale resultater. User experiences of birth and postnatal care in 2016. National results. Camilla Stoltenberg, direktør Ingeborg Strømseng Sjetne, prosjektleder, seniorforsker, Folkehelseinstituttet Olaf Holmboe, forsker, Folkehelseinstituttet 1890‐1565 for PasOpp. PasOpp‐rapport nr. 2017:519 Pasopp‐rapport 54 (71 inklusiv vedlegg) Folkehelseinstituttet (nasjonal funksjon for brukererfaringsundersøkelser) patient reported outcome, health care surveys, Norway, questionnaires, secondary care, midwifery, obstetrics, birth, postnatal care Sjetne IS, Holmboe O. Brukererfaringer med fødsels‐ og barselomsorgen i 2016. Nasjonale resultater. [User experiences of birth and postnatal care in 2016. National results.] PasOpp‐rapport nr. 2017: 519. Oslo: Folkehelseinstituttet, 2017. Ansvarsbegrensning. Denne studien har brukt data fra Medisinsk fødselsregister. Tolkning og rapportering av disse dataene er forfatternes ansvar alene, og har ikke vært gjenstand for godkjenning fra Medisinsk fødselsregister.
|
maalfrid_ee2d1d6b3e03840cf4c09345642cea9a7b1ac686_14
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.684
|
Mobbesaker der elever med store atferdsvansker er den /de som mobber/ krenker andre barn. Den som mobber har omfattende vedtak om bistand på skolen. Grove verbale krenkelser: Lærer kan velge å overse de verbale overtrampene (for å få tid til undervisning) – som kan medføre at flere elever kan oppleve at det er greit å si stygge ting til hverandre og til lærer. Til slutt vet man ikke om det er en mobbesak(eller flere), eller klassemiljøutfordring. I 2018 starter et arbeid med å utvide BT`s mandat til også å gjelde barnehagebarna, jfr ny Barnehagelov m.m.
|
maalfrid_8e12a87761b467c9f91e5b03c527a28466487d22_32
|
maalfrid_forsvarsbygg
| 2,021
|
no
|
0.958
|
ALM SIDE 33/88 resolusjon av 5. september 1952 samtykket Stortinget i at Ørland flyplass skulle være hovedflyplass for Trøndelag, og bygges ut til NATO-standard. De tidligere opptrukne grensene for flyplassen måtte utvides noe som følge av Stortingets vedtak. For å unngå unødvendige forsinkelser ga Forsvarsdepartementet tillatelse til at nødvendige grunnarealer ble rekvirert med hjemmel i lov vedr erverv av grunn til forsvarsanlegg av 29. juni 1951. Den store militære utbyggingen skjedde i perioden 1951-59. Innflygingssonene var klausulbelagt med generelle byggeforbud i innflygingssonene. Klausulen gjaldt ikke for gjerder, hesjer og beiting som ble tillatt. De eksisterende bygningene innenfor sonene ble heller ikke forlangt fjernet. Følgende tiltak ble gjennomført: Utbedringer av startbane, kjørebane, parallellbane, plattformer, spredningsplasser i tillegg til flyplassbelysning, interne veger, oljetankanlegg, ammunisjonslager, operasjonsbygninger, vann- og kloakkanlegg, hangar D samt ombygginger av bygninger fra krigens dager og gjerde rundt flystasjonen. Til sammen ble det gjennomført byggearbeider for til sammen ca 45 mill. norske kroner. I samme periode ble det også oppført fire befalskaserner, befalsmesse, velferdsbygg og undervisningsbygg, garasjeanlegg, depotbygninger og lagre. De store A, B og C hangarene, Messerschmidthangarene, flykontrollbygningen, vannverket ved Lerberen, Prestegårdsleiren, Vollmesterbygningen samt gammeldepotet og bilhobbyklubben gikk alle direkte inn i den nye stasjonen. Området ligger sørvest for flyplassen langs dagens Fv 243 fra krysset Fv 243 og Fv 244 nord for Melbu til Grande skole i sør.
|
maalfrid_5049bb322868bc43ddb4d0f205d59cfcbb1cf6c7_79
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.853
|
81 2006– 2007 Tilleggsbevilgninger og omprioriteringer i statsbudsjettet 2007 menheng noe lavere administrasjonskostnader i 2006, samtidig som rentemarginen ble noe bedre enn forventet. På denne bakgrunn foreslås bevilgningen under kap. 5625, post 81 økt med 5,8 mill. kroner, fra 2,0 mill. kroner til 7,8 mill. kroner. Post 82(Ny) Utbytte, lavrisikolåneordningen Overskuddet under lavrisikolåneordningen de siste årene har vært benyttet til å bygge opp egen kapital slik at den skulle komme opp i 8 prosent av netto utlån. Ved utgangen av 2006 var egenkapita len på 730,816 mill. kroner, tilsvarende en egenka pitalandel på 8,12 prosent Utbyttet fra lavrisikolå neordningen er fastsatt til 75 prosent av årsresulta tet, men begrenset oppad til statens gjennomsnittlige innlånsrente multiplisert med innskuddskapitalen på 629,8 mill. kroner. Innlåns renten beregnes på bakgrunn av renten på 5-års statsobligasjoner. Overskuddet for ordningen i 2006 var på 37,856 mill. kroner. Av dette skal staten ha utbytte på 23,55 mill. kroner som tilsvarer inn skuddskapitalen multiplisert med den gjennom snittlige innlånsrenten i 2006. På dette grunnlag foreslås det bevilget 23,6 mill. kroner under kap. 5625, ny post 82 på stats budsjettet 2007. Post 85(Ny) Utbytte fra Investeringsfond for Nordvest-Russland Fondet ble opprettet i 1996. I fondets vedtekter er det fastsatt at det skal betales utbytte av innskud det på 150 mill. kroner fra og med det 11. året etter opprettelsen av fondet. Utbyttet skal utgjøre 75 prosent av årsresultatet, begrenset oppad til inn skutt egenkapital multiplisert med statens gjen nomsnittlige innlånsrente. Resultatet for fondet i 2006 ble på 1 033 751 kroner. Det foreslås et utbytte på 774 564 kroner, tilsvarende 75 prosent av over skuddet. På denne bakgrunn foreslås det en bevilgning på 800 000 kroner under kap. 5625, ny post 85 på statsbudsjettet 2007. Post 85Utbytte I saldert budsjett for 2007 er det bevilget 12 472,9 mill. kroner i samlet aksjeutbytte fra selskaper under Nærings- og handelsdepartementets forvalt ning. Etter de opplysninger Nærings- og handels departementet har fått fra de aktuelle selskapene, kan det samlede utbytteanslaget for regnskapsåret 2006, med utbetaling i 2007, økes med 1 146,7 mill. kroner. Økningen skyldes høyere utbyttebetalinger fra Telenor ASA, Norsk Hydro ASA, DnB NOR ASA, Cermaq ASA, Yara International ASA, Kongsberg Gruppen ASA, Eksportfinans ASA og Electronic Chart Centre AS. For første gang er det vedtatt utbetalt utbytte fra Flytoget AS, mens det for Store Norske Spitsbergen Kulkompani A/S ikke er lagt til grunn utbetaling av utbytte. På dette grunnlag foreslås bevilgningen under kap. 5656, post 85 økt med 1 146,7 mill. kroner, fra 12 472,9 til 13 619,6 mill. kroner. I St.prp. nr. 1 (2006–2007) er det under kap. 901 Styret for det industrielle rettsvern fastsatt et mål om at det i 2007 skal avvirkes flere patent-, vare merke- og designsøknader i 2007 enn i 2006. Etaten rapporterte høsten 2006 om betydelig bedre resultater på design- og varemerkeområdet enn tidligere forutsatt. De overflødige restansene på designområdet ble nedarbeidet, og det ble behand let 5 150 flere saker på varemerkeområdet enn året før. Som følge av effektiviseringstiltak og midlerti dig ekstra ressursinnsats ble det således avviklet uvanlig mange saker på disse områdene. På denne bakgrunn er målsettingen om at det skal avvirkes enda flere saker i 2007 justert i tilde lingsbrevet for 2007. Gjeldene mål på varemerke og designområdet er at det skal tilbys ferdigbe handling eller første realitetsuttalelse om utfallet på søknaden innen gjennomsnittlig tre måneder ved utløpet av 2007. Målsettingen om at det skal behandles flere saker i 2007 enn i 2006 gjelder fortsatt patentsøkna der på patentområdet. Mesta AS fikk bevilget tilskudd på henholdsvis 357 mill. kroner, 356,5 mill. kroner og 280 mill. kroner over stasbudsjettene for 2003, 2004 og 2005. De samlede bevilgningene på 993,5 mill. kroner er utbetalt til selskapet. Per 31. desember 2006 hadde Mesta AS utbetalt 674,7 mill. kroner til de ansatte i ulike tiltak, mens de samlede påløpte forpliktelser var 1 145,9 mill. kroner som er 152,4 mill. kroner høyere enn de midlene selskapet har mottatt. Under behandlingen av St.prp. nr. 1 (2006–2007)
|
maalfrid_500a3f4cc0ca681039d9cccbfe8107b4839810bb_42
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
ca
|
0.123
|
TABELL 9, UTFORSEL. TOLLSAMARBEIDSRADETS APRIL 1979 - #1979 ENHET MENGDE 1000 1000 1000 1000 7321.220 2 77 31 463 7610.100 37 794 162 3638 7321.290 57 421 1027 6214 7610.200 2 43 10 294 7321.901 30 133 7610.900 51 1388 211 5812 7321.902 7612.000 517 4750 3317 28837 7321.908 305 5087 2126 16995 7615.100 0 9 2 68 7322.000 30 593 258 5276 7615.200 78 1464 152 4114 7323.100 87 243 260 672 7616.100 13 300 51 1294 7323.301 5 58 16 186 7616.909 228 7339 933 28574 7323.903 42 616 185 1967 KAP.76 379426 1500440 7323.909 4 81 17 246 7324.001 25 422 7701.100 40499 150015 7324.009 TONN 7 135 56 635 7701.200 7325.100 397 3411 828 6090 7702.008 0 73 1 202 7325.200 427 2887 1577 10624 KAP.77 40733 150544 7327.801 54 284 158 873 7329.159 5 68 10 158 7801.200 141 21 549 7329.310 470 1368 514 1535 7801.300 401 744 2285 4861 7329.901 143 1293 783 7530 7806.009 12 105 67 502 7329.902 26 214 137 1394 KAP.78 1155 6212 7329.909 64 729 160 1948 7330.000 86 1076 280 2729 7901.100 4234 16468 18742 70811 7331.209 3 27 26 204 7901.200 352 1548 2011 8680 7332.115 4 54 25 372 7901.300 74 123 7332.117 16 134 88 681 7903.109 14 69 195 889 7332.195 5 79 15 .274 7903.300 452 2078 1946 9456 7332.196 20 252 98 1397 7906.009 23 249 92 927 7332.197 146 1046 757 5766 KAP.79 20412 90904 7332.909 38 348 51 527 7336.159 1718 1711 9032 8776 8001.200 0 6 1 70 7336.600 127 8 218 75 8001.300 7 258 7336.800 16 202 92 927 8006.000 7 1089 25 4321 7337.190 17 277 48 752 KAP.80 1113 4673 7337.901 0 90 0 91 7338.190 10 100 65 736 8104.610 10 257 60 1393 7338.201 16 863 56 3041 8104.620 55 21697 246 88325 7338.209 TCNN 2 84 14 408 8104.801 0 405 7338.430 1 14 1 33 KAP.81 21987 90426 7338.610 1 72 7338.699 4 189 22 910 8201.100 2792 67 12077 327 7338.910 54 369 8201.500 11464 281 27077 576 7338.941 11 333 48 1234 8201.901 5130 121 20747 495 7338.942 8 131 26 463 8201.908 1644 40 8827 171 7338.950 55 575 334 3331 8202.101 7 216 21 629 7340.001 17 452 8202.201 0 1 1 34 7340.002 210 331 556 879 8202.702 17 567 47 1524 7340.200 627 2899 3475 17078 8203.120 1 19 2 71 7340.300 21 204 113 1021 8203.199 6 160 7 301 7340.400 2 57 12 227 8203.410 0 '41 3 187 7340.909 800 7990 2695 30549 8204.340 3 151 7 413 KAP.73 306876 1254674 8204.360 3 286 9 848 8204.390 13 359 49 1323 7401.150 947 8944 2283 19886 8205.104 0 74 15 1159 7401.210 1658 17256 6223 58150 8205.106 0 9 2 316 7401.301 119 769 388 2364 8205.300 1 179 3 832 7401.303 62 540 98 868 8205.501 0 4 1 182 7401.600 275 1691 1384 7624 8205.809 10 631 28 3017 7403.209 14 182 17 232 8206.009 2 188 15 992 7403.300 20 158 41 337 8209.101 0 43 1 171 7403.710 12 101 329 2672 8209.902 2 186 6 758 7404.201 17 201 57 675 8209.903 0 48 2 288 7407.202 1 17 3 58 8211.300 0 64 0 64 7407.209 4 174 44 971 8214.001 1 104 2 371 7408.201 51 1947 275 9291 8214.005 0 74 1 237 7411.100 0 13 1 57 8214.009 1 93 2 235 7411.904 3 78 6 254 KAP.82 6012 21147 7415.190 20 492 122 2858 7415.900 1 38 6 240 8301.109 2 88 7 310 7418.109 1 33 1 84 8301.859 6 212 10 437 7419.100 0 14 49 854 8302.207 4 77 32 1141 7419.200 0 4 8 158 8302.901 34 862 212 4955 7419.900 1 161 36 1099 8302.909 105 3077 445 11125 KAP.74 33319 110749 8303.000 38 306 226 1870 8304.000 14 114 39 393 7501.100 8306.100 2 348 8 1272 7501.200 3122 67804 14284 300107 8307.102 14 614 87 3581 7501.600 8307.109 21 1516 104 6649 7503.300 1 177 3 369 8307.202 0 14 1 71 KAP.75 68020 300654 8307.209 94 2680 517 15380 8307.309 1 47 1 69 7601.100 25628 162453 112497 681866 8307.709 1 85 5 7601.200 20286 138752 74296 482564 8307.802 23 897 156 5187 7601.300 1256 4692 8230 31515 8307.809 4 103 16 470 7602.100 1194 8879 5590 39076 8308.000 2 44 17 224 7602.200 150 1146 505 3646 8309.900 0 28 2 175 7602.301 255 2273 747 6996 8313.110 50 279 118 693 7602.309 493 6840 2177 29538 8314.000 1 104 3 302 7603.001 611 6007 2225 22253 8315.100 94 822 647 5143 7603.002 80 1130 262 3579 KAP.83 13010 61564 7603.009 2864 26528 11309 104915 7604.101 56 1447 8401.100 1 180 1 180 7604.109 57 441 244 1790 8401.909 3 16 6 141 7604.900 7 84 19 260 8403.100 7606.000 94 1386 349 4638 8405.205 1 18 1 18 7607.000 •4 168 TONN 19 7608.200 1 53 447 8405.902 0 1 7608.900 101 2353 STK. 233 113 536 8406.
|
maalfrid_e0060a456ffb86e6425a45d34ae7d7519621eed8_10
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.952
|
Uttaket av utbytter økte fra 40 mrd. kroner for skatteåret 2014 til om lag 80 mrd. kroner for skatteåret 2015, og bidro til uventet høye skatteinntekter til kommuner og fylkeskommuner i 2016. Uttakene av utbytte var også forholdsvis høye for skatteårene 2016 – 2018, og har medført høye skatteinntekter til kommuner og fylkeskommuner med ett års forskyvning i 2017 til 2019. Figur 2.1 viser utviklingen i utbyttene i perioden fra 1993 til 2018. Også i forbindelse med skattereformen i 2006, da beskatningen av utbytte økte fra null til 28 pst., var det betydelige tilpasninger slik det framgår av figuren. Skattesatsen ble redusert fra 28 til 27 pst. i 2014 og 2015, men så økt til 28,75 pst. i 2016 med ny skattereform og videre til 29,76 pst. i 2017, 30,59 pst. i 2018 og 31,68 pst. i 2019. Satsreguleringen fra 2016 foretas via en oppblåsningsfaktor på utbyttegrunnlaget. Fra saldert budsjett til Revidert nasjonalbudsjett 2019 ble realveksten i samlede inntekter endret fra 0,2 til 0,4 mrd. 2019-kroner, dvs. en økning med 0,2 mrd. kroner som kan dekomponeres i ulike faktorer både i 2018 og 2019: - Inntektene fra skatt på alminnelig inntekt og formue ble 2,3 mrd. kroner høyere i regnskapet for 2018 enn lagt til grunn i Nasjonalbudsjettet 2019. Inntektene fra eiendomsskatt og gebyrer ble også om lag 0,2 mrd. kroner høyere enn lagt til grunn. - Overføringene i statsregnskapet for 2018 ble knapt 1,8 mrd. kroner lavere enn anslått i Nasjonalbudsjettet 2019, medregnet en oppjustering på 60 mill. kroner på rammetilskuddene. Reduksjonen hadde særlig sammenheng med lavere tilskudd til omsorgsboliger enn forventet. - I Revidert nasjonalbudsjett 2019 ble anslaget på skatt på alminnelig inntekt og formue for 2019 økt med om lag 1,5 mrd. kroner som følge av god skatteinngang. - Anslaget for den kommunale kostnadsdeflatoren i 2019 ble oppjustert med 0,2 prosentpoeng. Anslåtte skatteinntekter for 2019 ble i Nasjonalbudsjettet 2020 oppjustert med ytterligere 4,9 mrd. kroner fra Revidert nasjonalbudsjett 2019. Særlig har skatt relatert til sysselsetting som inntektsskatt for lønnstakere og arbeidsgiveravgift, blitt høyere enn ventet. I tillegg er det også i 2019 høy skatteinngang knyttet til store uttak av utbytter året før. De store uttakene av utbytter de senere årene kan trolig forklares med tilpasninger til skattereformen, der skattesatsen på aksjeinntekter gradvis har økt. Dette er fjerde året på rad med svært høye utbytter. Se boks 2.2. I Nasjonalbudsjettet 2020 er kostnadsveksten i 2019 anslått til 3,0 pst. som er uendret fra revidert nasjonalbudsjett. Etter dette innebærer anslagene i Nasjonalbudsjettet 2020 en realvekst i samlede inntekter på 5,3 mrd. 2019-kroner fra 2018 til 2019, tilsvarende 1,0 pst. De frie inntektene anslås reelt å øke med 3,2 mrd. kroner, tilsvarende 0,8 pst.
|
friheten_null_null_19710906_30_37_1_MODSMD_ARTICLE5
|
newspaper_ocr
| 1,971
|
no
|
0.803
|
Seier for venstrekreftene! ke område, som på det utenriks politiske. Gledelig er det å kon statere at denne appell har vun net sterk gjenklang blant ven streorienterte, og at det ved det te kommunevalg stiller opp et 50-tall sosialistiske felleslister, og et 20-tall venstresosialistiske enhetslister. Et godt valgresul tat for disse og andre lister som går inn for enhetlig opptreden av venstrekreftene, vil i seg seiv innebære en mektig impuls for videre framstøt på enhetsfron ten. At et godt resultat for disse vil bli forstått på en riktig måte av EEC-partiene er også ganske opplagt. AV de ting Arbeiderpartiet nå konsentrerer hovedoppmerk somheten om er «demokratiser ingsspørsmålet». Det finner vi utmerket. Det er en sak som fortjener den største oppmerk somhet. I denne forbindelse må vi imidlertid si oss helt enig med tegneren Borghild Ruud, som overfor Friheten gir uttrykk for sterk indignasjon over Arbeider partiets framstilling av denne sak. I en valgannonse (som det samme reklamebyrået står bak) sier Arbeiderpartiet; «naturligvis er lønnstakeren like mye verdt som aksjonæren i en bedrift»! De, lønnstakerne, og kapitalher ren, framstilles som likeverdi ge! samlet i den ene vektskål, og pengesekken i den annen, hol der hverandre i likevekt! I teks ten til valgannonsen heter det at «det er urimelig at aksjonær ene skal bestemme bedriftens utvikling. Derfor har arbeiderparti regjeringen fremmet sitt forslag om bedriftsdemokrati der en tredjedel av bedriftsforsaml in gen skal velges av de ansatte ...» Men har det noe med demokrati og likestilling å gjøre at aksjo nærene, kapitalherrene, skal sik res hele to tredjedels represen tasjon? Naturligvis ikke. Derfor er det da også at kommunistene fremmer sitt forslag om at be driftsforsaml ingene skal bestå av representanter fra de ansatte, ak sjonærene og fra stat og kommu ne. Under enhver omstendighet vender vi oss mot at de ansatte skal få en så liten representasjon i forhold til bedriftseierne at de res innflytelse i virkeligheten bir lik null. Wl tar ikke for sterkt i når vi * sier at den politiske hoved linje Norges Kommunistiske Parti står for er den som best tjener det arbeidende folks in teresser. Det som nå gjelder er at partiets medlemmer og sym patisører, enhver progressivt inn stilt, kaster sine krefter inn i valgkampens sluttfase for at valg resultatet skal bli slik vi alle øns ker; seier for venstrekreftene!
|
maalfrid_645bffa65e03607b1154136ca493ccc09b1d67be_14
|
maalfrid_nve
| 2,021
|
no
|
0.792
|
Utsikt, siktlinjer Bryter tiltaket viktige utsiktsretninger eller siktlinjer fra et kulturminne/kulturmiljø? Utsyn og siktlinjer fra et kulturminne/-miljø med eksponert beliggenhet vil ofte strekke seg langt utover selve kulturminnet/-miljøet. Plassering av vindturbiner eller kraftledninger i utsynet eller langs siktlinjer kan være uheldig. Autentiske miljøer Enkelte kulturminner og kulturmiljø finnes i landskap som i liten grad er endret i forhold til den perioden lokaliteten ble anlagt, brukt eller forlatt. Dette kan for eksempel gjelde for enkelte seterlandskap, områder med steinalderlokaliteter eller for andre kulturmiljøer i utmarksområder. I slike områder kan moderne inngrep som kraftlinjer og vindkraftverk virke dominerende.
|
maalfrid_1375796e14c20a0dbce410b002ee099b134d80ee_13
|
maalfrid_nkom
| 2,021
|
de
|
0.411
|
02630 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02631 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02632 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02633 26530 2310 28840 08.06.2000 Tildelt Kilroy Travels Norway AS Kat. E 02634 3300 2310 5610 07.06.2017 Tildelt Fjøssystemer AS Kat. F 02635 3300 2310 5610 03.10.2014 Ledig Kat. F 02636 26530 2310 28840 13.12.2012 Ledig Kat. E 02637 3300 2310 5610 31.12.2017 Ledig Kat. F 02638 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02639 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02640 26530 2310 28840 20.01.2011 Ledig Kat. E 02641 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02642 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02643 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02644 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02645 3300 2310 5610 03.05.2017 Tildelt Chili Mobil AS Kat. F 02646 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02647 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02648 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02649 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02650 26530 2310 28840 13.11.2017 Tildelt Mitsubishi Electric Europe b.v. Norwegian branch Kat. E 02651 3300 2310 5610 16.02.2007 Tildelt Gausdal Bruvoll SA Kat. F 02652 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02653 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02654 3300 2310 5610 06.02.2020 Ledig Kat. F 02655 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02656 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02657 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02658 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02659 3300 2310 5610 20.06.2019 Tildelt Colosseumklinikken AS Kat. F 02660 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02661 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02662 57100 2310 59410 26.05.1999 Ledig Kat. D 02663 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02664 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02665 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02666 81560 2310 83870 31.10.2002 Ledig Kat. C 02667 26530 2310 28840 28.06.2019 Tildelt Coop Norge SA Kat. E 02668 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02669 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02670 26530 2310 28840 09.01.2015 Ledig Kat. E 02671 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02672 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02673 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02674 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02675 3300 2310 5610 26.05.1999 Ledig Kat. F 02676 26530 2310 28840 26.05.1999 Ledig Kat. E 02677 26530 2310 28840 12.05.2016 Ledig Kat. E 02678 3300 2310 5610 06.02.2020 Ledig Kat.
|
maalfrid_bced56d1b93659246e572e686a81250874f52c42_34
|
maalfrid_banenor
| 2,021
|
no
|
0.814
|
Bymoen – Styggedalen Detaljplan og teknisk plan Fagrapport geoteknikk, Strekning 4 Side: Dok.nr: Rev: Dato: 35 av 46 FRE-40-A-25111 03A 11.04. For alternativ B går veg og bane på en 600 m lang fylling på Mælingen. Fyllingshøyden blir inntil ca. 8 m. Det er gjort stabilitetsberegning for fyllingen. Beregningene viser at stabilitetsforholdene er tilfredsstillende, det er forutsatt motfyllinger i underkant av 3 m høye med helning 1:10 og 1:2 til terreng som vist på fig. 7.4. Det er gjort setningsberegninger for fyllingen. Setningene blir i størrelsesorden ca. 70 cm hvorav ca. 45 cm kommer i det øvre sandlaget og ca. 25 cm i dypereliggende leire- og silt-/sandlag. Setningene i sandlaget vil komme relativt raskt, i løpet tiden det tar å legge ut fyllingen. Setninger i dypereliggende leirlag vil også komme relativt raskt da tilleggsspenning fra fyllingsvekt er mindre enn tolket forkonsolideringsspenning pc'. I hver ende av fyllingen inn mot bruene foreslås det at deler av steinfyllingen erstattes med lette masser etter at steinfylling har ligget som forbelastning, dette av hensyn til mulige setningsforskjeller mellom fylling og bru. Fyllingen på Mælingen er foreslått utført trinnvis: Avtaking av toppmasser som legges i ranker. Utlegging av steinfylling med motfyllinger. Fylling legges ut tidlig i anleggsperioden slik at fyllingen får lengst mulig liggetid, minst 1 – 1½ år. Fyllingen følges tett opp med setningsmålinger. I hver ende av fyllingen inn mot bruene fjernes deler av steinfyllingen og erstattes med lette masser. Endelig omfang av lette masser bestemmes på bakgrunn av setningsmålinger. Snitt av fyllingen inn mot bruene er vist i figur 7.4 under. Et lengdesnitt av foreslått løsning er vist i figur 7.5. Fig. 7.
|
maalfrid_766d5b2cbaa6987791c6e32338daa70cb039337c_1
|
maalfrid_met
| 2,021
|
no
|
0.847
|
Det er ventet økt aktivitet i Arktis over de neste tiårene. Barentshavet har lavere temperaturer og raskere vekslinger i vind og vær enn det som er vanlig lenger syd langs norskekysten eller i Nordsjøen. Nordområdene er dårlig dekket av værobservasjoner, og kvaliteten på værvarslene for Barentshavet er dårligere enn det som er vanlig lenger syd. Dette gjelder særlig om vinteren. Det såkalte "Hindcastarkivet" som brukes til dimensjonering og planlegging av virksomhet i norske farvann, har vesentlig dårligere kvalitet i Barentshavet enn hva som er tilfellet for Nordsjøen. Det er dokumentert at klimaet i Arktis endrer seg nesten dobbelt så raskt som det globale klimaet. I tillegg er den naturlige variabiliteten i nordområdene stor. Dagens teknologi og kunnskap åpner for bedre værvarslingsnøyaktighet i Barentshavet. Dette krever et større observasjonsgrunnlag og varslingsmodeller med høyere oppløsning enn det som brukes operasjonelt i dag. Observasjonsgrunnlaget i nord kan utvides gjennom å øke værradardekningen langs kysten av Troms og Finnmark, og ved å intensivere observasjonene på eksisterende polare værstasjoner, som Bjørnøya, særlig mht radiosondeslipp. I tillegg kan observasjonsevnen fra militære og sivile fly og fartøyer sammen med dataoverføring via kommunikasjonssatellitt, utnyttes bedre. Observasjoner fra satellitt gir gode muligheter for omfattende datadekning over isen. Et større observasjonsgrunnlag koblet til numeriske atmosfære- og havmodeller med høyere detaljeringsgrad i rom og tid enn det som brukes i dag, vil med en forsknings- og utviklingsinnsats kunne gi betydelig sikrere varsler for vær inkl. bølger og havstrømmer i Barentshavet. Anvendelse av slike modeller vil også kunne gi sikrere anslag for variabiliteten i været framover under ulike betingelser mht. klimautvikling. Barentshavet har et barskt vinterklima med raskere skiftninger i værforholdene enn det vi kjenner sydover langs norskekysten og i Nordsjøen. De raske skiftningene representerer en større risiko for sjøtransport og oljeaktivitet i nordområdene enn lenger syd. Den tekniske utviklingen har gjort mange aktiviteter til sjøs mindre avhengige av det ytre fysiske miljø enn tidligere. Likevel må vær og klima ikke undervurderes som viktige faktorer for sikkerheten til sjøs, både for skipsfart, fiske og oljeaktivitet. Værvarsling i Barentshavet er derfor et viktig bidrag til sikkerheten. I dag er værvarslene i dette området ikke like bra som for havområdene lenger sør. Værvarsling omfatter både vind, temperatur, nedbør, bølger og havstrømmer. I forbindelse med oljeaktiviteten i Barentshavet bør værvarslingsnøyaktigheten for området bedres. Det er flere forhold som skiller Barentshavet fra Nordsjøen. Nordområdene har langt lavere temperaturer, noe som lett gir ising, tåke og snøkave. Deler av havområdene i nord er dekket av sjøis, som til tider gir opphav til raske og overraskende værforandringer. Vind, strøm, bølger og ising sammen med sjøis har størst direkte interesse for sikkerheten i nordområdene. De spesielle forholdene er gjerne knyttet til store temperaturforskjeller mellom kald luft over sjøisen i nord og varm luft over hav. Dette gir gjerne vinder fra nord og øst, der også observasjonsdekningen er dårligst. Storm og orkan er ikke uvanlig. Svært ofte brer den kalde polarlufta over isen seg ut over havet.
|
maalfrid_3d67126ea63129cfc3a0863c3a6ceff7bd262fe0_150
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
en
|
0.106
|
N:\500\77\5007777\5 Rapporter\Hele\Rap_5007777_endelig. 1.1 Bakgrunn................................................................................................................................................... 9 1.2 Mål for tiltaket ............................................................................................................................................ 9 1.3 Tiltakets/planens hovedtrekk ..................................................................................................................... 9 1.4 Konsekvenser.......................................................................................................................................... 10 1.5 Konklusjon og anbefaling ........................................................................................................................ 14 2.1 Bakgrunn for utredningsarbeidet ............................................................................................................. 15 2.2 Formål med utredningsarbeidet............................................................................................................... 15 2.3 Forhold til andre planer og vedtak ........................................................................................................... 16 2.4 Mål for reguleringsplanen........................................................................................................................ 17 2.1 Tidsplan for gjennomføring...................................................................................................................... 17 2.2 Metoder og faglig grunnlag...................................................................................................................... 18 3.1 Bakgrunn for utredningen........................................................................................................................ 19 3.2 Industriområde A1-A3 og B1 – B2........................................................................................................... 19 3.3 Boliger F1 – F 4 og G1 - G2 .................................................................................................................... 20 3.4 Småbåtanlegg ......................................................................................................................................... 20 3.5 Ny veg ..................................................................................................................................................... 20 3.6 Kombinert område C, D og E .................................................................................................................. 21 3.7 Terrenginngrep og nye tiltak.................................................................................................................... 21 .................................................................................................................................................. 23 5.1 Nødvendige tiltak for gjennomføringen.................................................................................................... 23 5.2 Planer...................................................................................................................................................... 24 5.3 Tillatelser................................................................................................................................................. 24 6.1 Konsekvenser for landskap og estetikk ................................................................................................... 26 6.2 Konsekvenser for friområder, grøntstruktur og biologisk mangfold ......................................................... 36 6.3 Konsekvenser for terrenginngrep og massebalanse ............................................................................... 44 6.4 Konsekvenser for bedriften...................................................................................................................... 49 6.5 Konsekvenser for trafikk.......................................................................................................................... 53 6.6 Konsekvenser for miljøet i sjø ................................................................................................................. 56 6.7 Konsekvenser for geologi........................................................................................................................ 60 6.8 Konsekvenser for støyforhold.................................................................................................................. 65 6.9 Konsekvenser for luft............................................................................................................................... 69 6.10 Konsekvenser for lukt.............................................................................................................................. 72 6.11 Konsekvenser for risiko og sårbarhet ...................................................................................................... 75 7.1 Hovedtrekk .............................................................................................................................................. 82 7.2 Konklusjon og anbefaling ........................................................................................................................ 83 7.3 Referanser...............................................................................................................................................
|
wikipedia_download_nbo_Statens sykepleierhøgskole_148954
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021
|
no
|
0.968
|
'''Statens sykepleierhøgskole''' var en høgskole for sykepleierutdanning, etablert i Oslo i 1962 under navnet Statens sykepleieskole. Skolen ble i 1994 fusjonert inn i Høgskolen i Oslo, nå Oslomet – storbyuniversitetet. Skolen ble høgskole og fikk navnet Statens sykepleierhøgskole i 1984. Skolen hadde lokaler i Bjerregaards gate. * Ingeborg Mørland og Jan Fagermoen. ''Statens sykepleierhøgskole 25 år : 1962-1987''.
|
maalfrid_cf43a28912aa5f621b74e480236332e7cea1bcb6_124
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
da
|
0.15
|
Tabel V. 3 (Forts.). Lokomotivernes gjennemløbne 63 64 65 66 67 6o I 61 I 62 CIO T-0 b../3 0 T.2 No. Antal. Lokomotivernes Af egne Lokomotiver For Trafikens Bestridelse. I Tog. For Banens Vedligehold og Ryddiggjørelse. Som assiste.- rende. Som Hovedmaskine. (Trafiktogkilometer). Skiftning Lokomo- paa tiv alene. Stationerne. Kilometer. Banernes Navn. Eidsvold-Selbanen. 29 - 31 (Eidsvold—Harnar— 63 Tretten). 64 73 76-78 & So Sum Rørosbanen. Merakerbanen. 4 139 266 328 036 b) 4 10 896 b) 17 659 13 566 13 503, 9°4 ' 2 346 1 956 20 136 39 845 5 125 90 6760 7 138 215 23 367 933 10 675 20 6125 7 754 3 825 71 702 325 9 575 593 11 628 99 2 5 433 403 46 636 2 095 609 9 1 I I 129 I 540 4 1 4 193 2 321 1 9 4 1 3 I 030 330 260 53 8 171 I & I8-20 2-4 5- 9 10-17 21 22- 24 25 & 26 27-29 30-32 Sum 5 1-54 • 4 55-57 3 58 & 59 2 SIMI9 97 104 HS 523 40 153 255 780 Tilsammen b) 51 440 757 97 765 40 076 158 183 2 420 3die&4cleTrafikd. Trafikdistr. 6te Trafikdistr. Statsbanerne. I &2 5 & 6 a) 9 Tilsammen &2 3-6 Tilsammen Tilsammen 2 69 976 2 36 990 41 056 5 148 022 2 77 078 4 173 868 6 250 946 b) 88o 7 254 7 298 2)140 545 1 744 92 6 439 275 9 072 I23 12 8 025 oi6 209 406 353 19 216 268 948 304 I 520 29 011 2 544 798 260 3 602 Hovedbanen. Tilsammen. 2 42 734 5 5 6 3 855 34- 39 5 45 407 55 196 23 309 Tilsammen 25 350 246 105 369 53 012 Hovedsum) 178 4 839 175 429 366 144 716 5 697 428 10 652 2 921 3 249 586 7 853 99 268 2 905 37 760 159 653 1014 11 851 703 232 83122)152396 1 - 5 & 12 6 & 7 8-10 22 & 23 T I, 24, 25, 34 & 62 32-33 6 97 139 2 74 502 3 74 723 2 12 741 I 199 1) Antal Lokomotiver ved Terminens Udgang. 2) Se Anmærkning paa foregaaende Side ang.
|
wikipedia_download_nno_Here I Am Again_101962
|
wikipedia_download_nno
| 2,021
|
nn
|
0.873
|
'''«Here I Am Again»''' (engelsk for ''Her er eg att'') er ein song frå 2013. Han er skriven av Vladimirs Koževņikovs. «Here I Am Again» var eit av bidraga i Dziesma 2014, den latviske uttakinga til Eurovision Song Contest 2014 i København i Danmark.
|
maalfrid_5660878c71f146a232d94d7047bdae3032cbc7b3_72
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.878
|
ANSVARS- OG KOMPETANSEDELING: STAT, KOMMUNE OG FRIVILLIG SEKTOR For å styrke arbeidet mot barnefattigdom er det et tydelig behov for samarbeid mellom alle sektorer som er i kontakt med barn og ungdom. Dette gjelder ikke minst frivillig sektor og kommunene. Riksrevisjonen påpekte i sin forvaltningsrevisjon av arbeidet mot barnefattigdom at det er behov for større grad av samarbeid på statlig nivå, og at kunnskap om gode løsninger og metoder i arbeidet mot fattigdom implementeres i hele forvaltnings- # systemet. Riksrevisjonen slo også fast at mange kommuner gjør for lite for at fattige barn og unge kan delta sosialt. Et godt samarbeid er lettere å få til når alle kjenner sitt ansvarsområde og vet hva andre sektorer kan bidra med. Et viktig mål med strategien er nettopp å klargjøre ansvarsdelingen og få til en bedre samordning mellom departementene og direktoratene. Dette er en forutsetning for å få til bedre koordinering mellom ulike kommunale aktører og sektorer om de virkemidlene som kan bidra til å bedre situasjonen til barn i fattige familier. En sektorovergripende innsats i kommunene er avgjørende for å motvirke at barn, ungdom og familier med fattigdomsrelaterte utfordringer blir kaste- # baller mellom ulike hjelpeinstanser. For å få til dette må kommunene ha tilstrekkelig kompetanse til å arbeide helhetlig og målrettet. Det er i den sammenheng viktig at de får tilgang til oppdatert kunnskap og statistikk om utsatte barne- og ungdomsgrupper i sine lokalsamfunn, og at kunnskapen er utformet på en slik måte at kommunene får bruke den. I dette arbeidet har departementene og direktoratene en viktig koordinerende og formidlende rolle, og et klart ansvar for at kommunene har de beste forutsetningene for å lykkes i sitt arbeid. Det er også viktig at det er god kommunikasjon med KS om dette, slik at staten og kommunene trekker i samme retning.
|
maalfrid_1f4477c720cc225a5ea2e8f0715acd54e6f651b1_20
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
en
|
0.946
|
We have shown how the wage equalization effect and the equality magnifying effect, together generate a self-enforcing process that adds up to a sizable social multiplier. Along the development path economic and social equality can multiply due to the complementarity between politics and markets. Accordingly, higher equality may induce even more equality while higher inequality may induce more inequality. In both cases we obtain a pattern where welfare generosity and wage inequality become negatively related. The simultaneity problem inherent in our theoretical model makes it difficult empirically to obtain a clear identification of the two separate effects. Using an instrumental variables approach, we find a sizable inequality multiplier of around 1.5. This would imply that an initial impulse that affects either welfare generosity, wage equality, or both, has a 50 percent stronger effect on the same variable after the feedback between the two has been allowed to work. Our results do not apply to European-style welfare states only. The US experience may also be interpreted according to our model. Up until the late 1960s, the growth in social spending may have strengthened the forces underlying the 'great compression' of wages. In this period social spending seems to keep the growth in wage inequality in check, sustaining the growth in welfare spending. After the late 1970s, however, US experiences a retrenchment in social spending that may have strengthened the underlying forces for increasing wage inequality. While the trends in the US, at least since 1980, have been towards greater economic and social inequality, the trends both in the labor market and in social policies have been less distinct in European welfare states. The social multiplier enhances long-term adjustments to these underlying trends. In this way the equality multiplier magnifies differences across countries over time and may help explaining, for instance, why the Scandinavian countries have twice as generous welfare spending as the US and only half of its pre-tax wage inequality.
|
maalfrid_a55625906b1b908ed7a17e0e7438d1e6d7be89ff_13
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
da
|
0.138
|
Skolevæsen 1888. 1 2 3 4 56 Nr. Antal skolekredse. Antal skolepligtige born ved aarets udgang. Deraf i faste skoler. • skole af alle plia - . tige lesoaende skoborns lovbefalede skoledage. Summen S Dera fverat forsømte. Antal rere. Antal - lærerinder. Lærerper sonalets sam. lede antal skoleuger lovbefalede. frivil. lige. (Forts.) 21 Fære 7 625 625 37 542 10 892 9 4 150 33C 22 Birketveit 1 • 135 135 4 503 1 402 2 2 67 K. 23 Landvig 12 276 266 17 190 2 841 6 2 150 109 24 Reddal distrikt... . 1 36 36 2 592 1 227 1 1 12 2( 25 Eide 5 99 99 6 372 1 413 3 - 66 42 26 Vestre Noland 365 341 20 372 5 201 7 - 147 11 i 27 Ho vaag 10 256 256 24 804 2 638 6 - 150 8:_: 8 Birkenes 8 208 194 12 801 3 134 7 - 114 92 29 Vegusdal 8 130 83 8 333 1 503 4 - 100 12 30 Iveland 7 132 131 - 9 001 1 612 4 - 84 1( 31 Hornnes 8 173 162 12 846 2 166 4 - 96 E 32 Evje 8 139 116 9 720 1 372 4 - 96 - 33 Bygland. 19 318 248 34 137 3 611 9 - 216 ( 34 Valle 14 344 263 21858 3 786 9 - 186 lE Tilsammen 1 2481 9 6371 9O51 634 345 l42494 177 351 3 9211 290f 1 Tveid 5 169 161 10 282 1 556 3 - 85 11 2 Drangliolt kreds . . . 1 78 78 4 270 1 035 1 - 27 11 3 Oddernes 6 440 428 23 130 2 042 6 - 138 91 4 Randosund 12 169 - 12 168 1 947 4 - 144 24 5 Vennesla 4 159 159 8 769 • 1 427 * 3 - 75 34 6 Vigeland 1 31 31 1 504 125 1 - 18 1C 7 Øvrebø. 5 . 121 121 6 984 1 433 3 - 72 - 8 Hægeland 6 123 123 7 846 2 102 3 - 72 - 9 Sogne 15 412 4.12 25 416 3 827 7 - 197 5E 10 Greipstad 4 114 114 8 054 1 742 3 - 52 - 11 H.alsaa 12 417 417 23 621 2 675 9 - 201 9E 12 Hartmark 2 44 44 3 188 563 1 - 24 C 13 Holme 11 176 158 12 916 2 291 6 - 134 3E 14 Øislebo 7 131 131 8 598 969 4 - 90 1C 15 Laudal 6 93 93 6 900 1 424 4 - 72 12 16 Finsland 6 103 103 7 416 1 616 3 - 72 C 17 Bjelland 7 142 125 9 522 1 722 4 - 84 - 18 Grindum 6 145 84 10 254 2 258 3 - 72 1C 19 Aaseral. 11 182 46 11 732 4 447 5 - 120 IC 20 Konnesmo 7 123 31 8 698 1 660 4 - 86 19 21 Vigmostad. 7 144 103 9 564 1 491 4 - 92 19 22 Valle 18 380 305 25 180 2 038 8 - 218 ( 23 Spangereid 10 227 168 14 725 1 145 6 - 143 12 24 Vanse 20 773 773 34 017 5 906 13 - 372 101 25 Herred 9 138 104 9 755 1 031 3 - 94 E 26 Spind 8 191 152 12 745 1 116 4 - 120 t 27 Austad 10 179 165 11 794 921 4 - 138 ( 28 Aa.
|
digibok_2006111701057
|
books
| 1,899
|
da
|
0.645
|
De er vignot mange, fom nu wile ørge, om Folket er I Norge ogjav virklig har et Sprog for fig felv. Det har ofte facet I Bøgerne, af Nords mændene Gave famme Maal fom de danfte; og det Gar ogfaa feet ud til, at bet virtelig var jaa. Bore Bøger og Etriter vife jamme Sprogform fom de bdanfle; et Gtylte af en danft Avis tan uden Forandring blive afteyt novfle Mvijer og Etytter af de morte Blade funne ligeledes indjores i de danfte uden nogen Overfættetfe. Vore Perfonsnavne og Familienavne have for det mefte famme form font de danfte; ia endog Stebsnavnene, fom ellers pleie at Gave viste færegne Former for hvert Land, findes her meget ofte ftrebne i en banft Form. Rar en Udlænding fommer til en af vore Byer, vil han høre omtrent fomme Drd og Former fom I Danmark; og om ban endog fommer et Stytte ind i Landet, vil han maate der høre det amme, da ogfan Lanbsfolt gjerne; ville tale forhaaeligt for den fremmede og fage at bile, at de itte have nogen afftitfende Seregenbed. 3 dette maatte man da flutte, at Hvis dette Land har havt et felvftrendigt prog, da man dette enten. være døbt og glemt, eller ogfaa man det habe vaxet (ange Aut og tilbageboldt, faa at det ite fit Seilighed HL at vif fig før fremmede Bolt. Ru vide vi jo aligevel, at dette Land hor havt et Sprog, fom bande har nydt en ombyggelig" ftriftlig Vyrtning og tiige Har et bety» ligt Berd i fig fel, faa at man endog bar bæret tilbsielig til at anfee det fom den byperligfte af de tre gamle Sprogførmer i Norden. Og bed nærmere Gfterfon vit man vet ogfaa finde, at den norfte Amue Fjender eller bruger et Tungemaal, fom har omtrent den fomme Lighed med Gammel Rot fom det nuverende foenffe Talefprog med Gammel Evenff og det nuværende Danfie med Gammel Danfl. Den Paaftand, at det norfte Sprog Mulde alerede være rigtig. Det Tungemaal, fom Landets Amue bruger, tan itte være noget fom engang Dar bæret dødt og fen igjen opvaagnet; det man naturligvis Save faaet oppe den hele Tid, uagtet det i Mangel af en egen friftlig Mons erform biftnot man have været udfat for Evælteje og Forvanftning i entelte untter. Det novfte Maal har faaledes i lange Tider tun været brugt I Tale, men itte i Stift; og det norfte Holt har altjan faaet | en efynderlig tilling ved Siden af det foente og det danfte Folk, fom hvert pan fin Side far funnet glade fig bed at fee Landets nedarvede Tungemaal faaledes dyret og bæret, at det altid blev anfert fom ligefna værdigt for Kirten og Stolen om for den hverdagslige Samtale. Migtignot er der ogjna andre Foltelag, fom itte have havt faa god Lytte fom det foenfte og det danjte Folk. I mange Lande Have Foltevandringer og Grøbringer opredet alle de gamle Grundlag, fon at man tildels endog har tommet til at dyete et Sprog, fom tilhørte et aldeles fremmedt og ubellægtet Holt. I andre Lande har en entelt Follekamme tilvendt fig en fandan Overvægt, at det blev vanligt for en anden Stamme at hævde ft eget Maal, om endog! dette havde bedre Ret. Og det Har not ogfaa hændt, at man har overtalt en Følfeftamme til af opgive Dyrtningen af dens eget Sprog, for at den kunde nyde den Ære at regnes med til et førre Foltelag; iatfald fynes dette ot bære Tilfældet med Nordtydfterne, fom bejynderligt not Have villet føretrætte den Hoitvdite Sprogform for deres eget gamle Maal, medens derimod deres nærmefe Frander, Hollenderne, Have anfeet det fom en førre re at dyrte fit eget Fædreneiprog. Der er fanledes pan flere Steder indtrandt en Forryttetje i Sprogenes naturlige Omrande, faa at nogle af dem have tommet til at ftrætte fig ud over en Lanbbidde, hvor de itte hørte hjemme, medens derimod andre have facet ubemærtede og ringeagtede, hvad enten de nu have været tilbagetrængte ved Tyrannie, eller de hun ere forjomte formedeljt Vantundighed og Ligegyldigjed fra Foltets egen Side. Det er en uheldig Omhændigged, at en Sag, fom har jan overordentlig for Betydning for et Folkeflag, Hal netop bære en Sag, fom Follet jelv fan gjøre jaa idet ed. Amuen tan vifnot bevare det nedarvede Tungemaal i de entete Santitaber; men den tan itte altid raade for, at det rette Lands: førog bliver bevaret og. brugt i Sirlen og Stolen og Thinghujet. Yemen er odføredt i maa delinger, fom itte vide fort om, hvad der gjælder uden: jor Djemfedet, og fom altjaa itte lettelig funne fane nogen fuldtommen Over figt af, bond det hele Samfund behøver og har Met til at kræve. I jaadanne Sager er føllet faalebes nødt til at ole pan fine Talsmand og Ledere, hvad enten be ere paalidelige eller itte, Det er Landets Høvdinger, Embedsmænd, Lærere og Forfattere, fom have Leiliged til at rande for denne Sag, og faaledes vil det da beroe paa, hvorvidt de habe Mtundilab not til at bjelpe Sagen frem, og hvorvidt de ere villige tillige til at forene fig med Landets Sane og Betragte dennes Fordeet fom fin egen. De hade Leiligheb til at ophjælpe Landets Tungemacl, men de Habe ogfaa Leilighed til at forhufte det eller endog at flyde det til Side og jætte et andet Maal i Stedet. Omfrændigheberne kunne maaitee føle fig faaledes, at det fynes dem bekvemmeft at flute fig til Høbbdingeftanden i et andet Land og bruge famme Maal fom denne. Og Hvis dette kommer i Brug og vedbarer nogen Tid, fan at det faar en Dævd eller Bane for fig, då fan det med Tiden ogfan blive en almins delig ro, at den poatoungne Skt er netop den rette, og at der itte tan vete noget videre bed den Ting at gjøre. Saar bi me ogfan lægge Mærte til, Hvor gjerne Folk ville regnes med til et fort og anjeet Eamfunt, og Hvor lidet de fynes om af henhøre til de maa og ubemærtede Folteflag, da kunne vi juk itte undre os meget over, at flere gode og gamle Lundsfprog ere blevne forfmanede, fordi de have det Meld at bare det betjendte i ben fore Verden. De fmaa Foltefammers Tungemaal havde for liden Tillottelje jor Foll, fom endelig vilde være noget fort; og derfor onftede man Helft, at de fulde være inddengne under et til svændjende Sprog-Rige, fom derved kunde faa førre Magt og gjøre mere Ovfigt. Man onflede at face de jman af Veien, for at de fore kunde fane førre Mum. Og man Gar vifnot ogfan ventet, at naar disje Eprogformer fun bleve overladte til Almuen og ellers uomffjøtede, da Pulde de fnart for falde og døe bort af fig fly, aa at man itte længere fulde plages med dem Sen alligebel er dette dog itte feet. Trods al Foragt og Forfommelje have Foltefprogene dog vedblevet at leve. De hade" maaffee tabt noget i Rigdom og i Reenhed; men de have dog holdt fig. oppe, fan at de endyu ere til og tone. færdige til at optages til friftlig Dyrkning, hviltet ogfaa virkelig er forføgt i flere af be Lande, hvor denne Tilftand bar fundet Sted. Men Dvortedes har mu Almuen havt det i disje lange Tider? Man Milde have ventet, at et Sands imue itte fulde behøve at lære mere end Landets eget Eprog, og at Landets Høvdinger ogjan fulde lære det famme, om de end felv havde lært et andet Maal. Men i Stedet derfor blev det mi netop Ulmuen, fom maatte lære to Sprog. I Stedet for at Byrden af Sprogenes Ulighed fulde falde pan en entelt Stand, fom netop habde den bede Leilighed til at tænte pan fige Ting, er. denne Vyrde kommen til at falde paa felde Foltet, paa den tujinde Gange førre Amue, jom allermeft funde trænge til en Settelje og talfald en Befrielje fra unødig Møte. I Stedet for at den almindelige Børnelærdom og af anden nødvendig Kundffad fulde meddeles i en Form, fom ftemmede noget nær overens med Folkets Tale, blev Lær bommen her meddelt i en fremmed Form, faa at den ofte blev. misforfiaast 00 fedvantig tun halvveis eller meget duntelt forftanet, ligefom den ogfan blev vanfelig at tomme i og endmere vanftelig at meddele il Børn og Saarørende i den daglige Samtale. Det vil altfan være tydeligt not, at det er Stade for et Folt, at det al være nødt til at modtage Lærdom I et Sprog, fom tilhører et andet Folk og itte det felv. Staden er natueligviis noget mindre, naar det indførte Sprog er nær bellægtet mod Follets eget Maal; men alligevel vil Tabet være fort not. Gt veldyetet Bogmaal vil altid have vise Vanfkeligheder for en eller anden Derl af Wmuen, da det ille fan mette fig efter enhver afvigende Brug i Sanbflabeme; og faalsdes bil ba jelv en hjemlig og nedarvet Sprogform indeolde adjtilligt, fom itte alle forftane, og fom man førft man lære og vænne fig til. Men alt dette bliver naturligbilå tun [idet og ubetydeligt imod al den Duntelhsd, fom følger med en Eprogform, fom er indført fra et andet Sand, ffær høi denne ogjam har optaget en Mængde Ded og Former af ubeflægtede Sprog. Og endda er denne lempe huerten den enefte eller den værke. Man fll her itte jer alene paa det nye, fom et Folk man lære, men ogfan paa det gamle, fom det itte faar benytte. Man man nemlig foreille fig en utallig Mængde af hjemlige Udtryt, fom Folket har forftanet fra Barn bommen af, men fom det itte finder igjen i Bøgerne og itte faar Leilighed til at bruge udenfor den hverdagslige Samtale. Man maa ogfan orefile fia, at der altid dar været forjøgt paa en Udvitling og Berigelje af Folkets Tungemaal; bec har engang bæret Forfattere og Talere, fom forftode at gjøre Brug of Sprogets bedfte Kræfter; der har altid været Fjønjomme Fall, fom føgte at banne fig Udtryt for faadanne Begreber, fom fiaae noget udenfor den daglige Samtale. Der har i Aarhundreder været arbeidet pan at uddanne og bryde Sproget; og det er ilde, at en faadan EStreben fal ømfider bære aldeles forfpildt. Med fin begyndte naturlige Fremvært vilde Sproget efter« Baanben have jamlet fig en rig Stat af vatre Udtryt og værdfulde Prybeljer, og denne Stat vilde være tilgjængelig for alle og itte blot for en tiden Hob 3 et Sprog, jom er udviklet pan fremmed Grund, ville derimod fandamne $rydeljer fun have Værd for en meget liden Det af Folket. Det vil allerede Bade Banftelighed for at virte pan Follets Forhand, og endmere for at viste paa Djertet og Føleljen; Gt bette vil fun lyttes i de Tilfælde, hvor det inde førte Sprog træffer til at have de jamme Ubteyt fom Folkets Sprog; og jo færre disje Tilfælde ere, desmindre vil Virkningen ogfan blive. Og endelig maa man vel fige, at Undertrytteljen af et nedarvet Tunge: mal man ogjaa birte fadeligt i andre Maabder. Det er allerede Stade for idenlaben, at entelte Eprog ere ubeljendte eller lidet tilgiangelige, medens Derimod andre ere, faa at fige, alt for bel Getjendte, ba det nemlig træffer ti, at nogle af de fortrinligfte eller. fuldtomnefts Maal. ere netop de meft forjømte, og at nogle af de mejt, forbanftede derimod ere. ophøiede til re og Bærdighed. Men det er ogfan Stade for den almindelige Kunbikab, at der lal være entelte Folteflag, fom man vanfelig tan fane nogen rigtig Dplysning om, fordi de ville ligefom narre Verden ved at paajætte fig et Merte, fom tilhører et andet Folk, og derimod med al Flid fordølge netop det SEttemærte, fom bedre end noget andet vilde vie, hvorledes bisje Folk ere filtede imellem de bellægtede Folk. Giter den Fortlaring, fom vi ofteft have hørt, fulde rigtignot aft dette være noget, fom itte tom os ved, eller fom itte pasjede til bore Tilhande. Man Har nemlig fagt 08, at bort gamle Sprog var ei alene norft, men ogfaa felles nordift, og at det miværende danite ftulde netop være det amme Maal, fom fun havde fanet nogle nødbendige Tilempninger for at pasje til Tidens Arab og til den figende Dannelfe. Men mod disje Paaftande er der meget at indvende. Om Eprogets gamle Tilfand er liden Oplysning at finde, ørend bi tomme til den Tid, da man bavde begyndt at frive Vøger; og fra denne Tid finde vi tre bejlægtede og famtidige Sprogformer, Nort, Sven: og Danft, men itte nogen egentlig felles nordift. Vifnok er det muligt, at ben gamle norfte Form fan fane nærmeft ved det felles nordile Sjamme: tog men Gois dette er Tiljaldet, fan kunne i fige, at. ogfan det rende norfte Maal faar nærmere bed Stammefproget end bande det fondle og det danfte, og at det altfaa er den mejt norbiffe Form i de tre ger Bit ex det iaffald, at den nuværende. danfle Sprogform faar i en betydelig sfftand fra den gamle norfte, og at den muværende fbenfte Form faar meget nærmere. Og foaledes finar de det foenite Sprog ogjan meget nær ved det nuverende norjte, faa at mange norfte Drdjormer og Bøiningsformer endog blive ganite tigedan fom de fvenfte, Hvad enten vi ville det eller itte. Men Herat følger ft itte, at et Rove flulde un vere en Mellemting af Svenit og Vant (fom nogle Have fortalt); ti dette vilde egentlig fun gjælde for ex vis Dialett, fom i de fenefte Tider netop med Fd er tilempet efter Danften. Selle itte er Stillingen faadan, at bet norfte Maal hunde inddrages eller optages i bet foenfte; thi derved vilde om for Dect af de gamle Ord og Former gane tabt. Og naar den norfte Form itte tan gane op i et fora, fan tan den, efter det før anførte, endnu minder. gane op i den Dante; ti derved maatte man da forftyde en meget førre Deel af be gamle Former og en meget ftørre Del af Ordjorraadet. At undertrykte den norfte Sprog form og jette den banfte i Stedet var altjan den voldjomfe Omfyrtelje af Eprogenes naturlige Etiling; det var den. udeldigke Udvel, fom man her finde falde paa af vælge. Og naar vi mv alligevel fer, at netop dette har bæret tilfigtet, faa maa bi dog ge, at dette var et befynderligt Midqreb, fom maatte blive til uberegneligt Tab for det norfte Folk, og maaftee ogjan til Tab før Rabofoltene. Det har ogfaa været fant, at Opgivelfen af det norfte Sprog var en nøbvendig Følge af Foreningen med Danmark, og at Stylden derfor man tiltægges bet banfte Herredømme i Norge. Men derimod kan dog ogfan bære adftiligt at indvende. At dyrke ft Lands Tungemaal er noget, fom Folkets Formænd fel» man førge for; Dertil tan man itte jane nogen Hjælp udenra, 0 ialfald tan man itte dente nogen Opmuntring devil af Rabofoltene; tki be ønite naturligbiis helft, at man al glove Fælesitab med dem og bruge Deres eget Maal. ve før at beholde deres gamle Maal. En Forvaniming i det triftlige Sprog var allerede begyndt bed Malmar-Unionens Tider, da det enbun itte hunde være jan færdeles nødbendigt jor de Norte at rive Danft. Ved Reforma: tionens Tider var rigtignot Norge myttet faftere til Danmar Opvaagneljens id var det netop, at Sveniterne gjenopreifte fit Lands Sprog, fom ogjan var fommet i Forfald, og felv Jslændingerne, fom nu ogfa vare fomne under DVanmart, begyndte allerede at trykte Bøger i deres eget Maal. I Norge fynes noget faadant itte at have været paatæntt. Man vil maniter fige, at der nu itte bar Leilighed til at udgive Bøger i det nørfte Maal, fordi Regjeringen bilde Have fat fig derimod; men dette kume vi itte vide noget om, fanlænge vi itte høre, at Norbmændene Dane. begjært eller foriøgt noget faadant. Bi maa fnarere fiutte, at det har bæret Forfømmelje og Ligegyldighed fra deres ogen Side, fom nermeft har beret til Hinder. De fontes formodentlig, af det Dante dog altid havde nogen Lighed med det Mori, faa at Falfet not med Tiden. Foreningen med Danmart bled da omfider opløj i Aaret 1814, og fra denne Tid funde der altjon være bedre Udsigt til en Forandring i denne ag fom i adftilige andre. WViftnot var det itte at vente, at man pan denne Tid fulde være fommen til nogen rigtig Opfatning af Forholdet imellem Bor og Dank eller af Sammenhængen med det gamle Sprog. Ende mindre var det at ente, at man nu unde have noget fart Begreb om en rigtig Mønfterform før norft Talebrug, eler at man tunde frive Boger i en norft Sprogform; tHl dertil bar man paa ingen Maade forberedt. Men da ben nye Forfatning gav Foltet en førre Yudvickning paa Landets Styrelfe og tillige valte en ftorce Ombu for alle Mærter paa Frided og Setvftændighed, jaa tunde der i det mindfte bere Haab om, at Amuens nedarvede Tatebeug maatte mu blive betragtet med mere Opmertjombed og anfeet for at have nogen Betydning iblandt de norife Mttemerter, jaa at man ialjald tinde tale at høre denne Brug og være mere tilbøielig til at fyrte end at fvætte ben. men i denne end pan de mer forvanftede. Men alligevel fane det dog ud til, at det faldt. vanffeligt at tømme til nogen Forandring i den tilvante Synsmaade. 3 den nylig daagnede Ombu for alle Merter paa Selbjtendighed, var bet blevet et lags SHE at alt, fom brugtes i Landet, fulde hedde. nor, og jaaledes ble da ogjaa det benyttede ogmaal talbet det ,norite" Sprog, uagtet det bog bar dan, fom det hadde været. At Nordmend gierne vilde talde fin Tale norif, var natusligviis at undjtylde, endjtjont det itte blev jan ganite rigtigt, fan længe fom man fun henboldt fig til det danfte Bogmaal fom den overfte Monkerform, fan at man i alle Toivlsmaal kom tilbage til den Regel, at man fal fal, fom man ffriver." Men for det Miftlige Sprog vilde denne Benceonelje vanjtelig kunne forfvares. Den norfe Ahmue vilde have noget at fige øm Tingen, hvis den tjendte fin gamle Ret tiljulde. Det danfte Folk havde god Grund til at være misjornøiet dermed, og de andre Folt maatte ogjaa finde det ubetvemt at høre et nyt Ravn pan et Maal, fom itte bar noget nyt for dem. THi derfom ethvert Sprog kulde fane Navn efter Hvert Land og Rigs, hvor der findes Folk, fom bruge det, da vilde der not blive en forvildende Mangfoldigbed af nye Mavne pan gamle Ting: det tydffe maatte da Bebde preusfiff, Hannoverft, medlenburgit o. Å. b.; det franle maatte ogfaa Gebbe Delgift; det engeljte maatte ogfan hedde tt og ir og ameritanft, og fan videre. Men hvad vi her fornemmelig. Have for Die, er den Virfning, fom denne Brug maatte have paa Landets eget Foll. Roar nemlig bet banfte Bogmaal blev anjeet fom wort og opkilet om Møniter for norff ale, da maatte jo Folket lute, at bets egen afvigende Talebrug itte tunde bære norff og altjan bar noget fom heft burde være affafet. Og faaledes hunde da denne Bencvnelje Iettelig blive et virtjomt Middel til netop at førtrænge det egentlige norffe Tungemaal og føre det i Foragt hos jelve men. Og der var ogjan andre Omftendigbeder, fom hunde vite med til det jamme. €n førre Kunditab udbredte fig iblandt Umuen, og der blev let og ftrevet mere end forben; Goad man havde læk, vilde man gerne fortælle, og derved tom man ofte til at bruge de famme Ord, fom ftode i Bogen. En Mængde Amuesmænd tom efterhaanden ind i aditillige Ombud og Beftillinger, jom førte bem nærmere fommen med Folt af en anden Stand, De bleve brevne til at danne fin Tale efter den fore Mode, ei alene af rang til at blive forftaaede og af Lyft til at tættes og behage, men ogian af Frygt for, at de ellers maatte anjees jom udannede Folf. De opvogende Byer drog en Mængde af unge imuesfolt til fg, og disje bleve dn ogjan nødte til at danne fin Tale efter Moden. Overalt blev der gjort fore Krav pan , Dan: nelje", og til Danneljen regnede man ijær den Kunft at tale ordentlig", fom det hedte, det vil fige efter den opftilede Monfterform, altfaa danit med visje norite Ggenbeder, iker i Udtalen. De Vialetter, fom lgnede Danflen meft, vare anfeede fom de bedfie; de øvrige anjane man for at være jaa van og plumpe, af de aldrig funde bruges af dannede Folt. Men af alt dette Blev det da en nødvendig Folge, af der altid blev en ftørve Mængde Umues: folt, fom mu fom til at tale et Slags Danft og derimod glemme en gob Deel af bet norfte. Og paa faadan Maade kunde man fnart komme tl at gjøre den befynderlige Opdagelje, at Daniten aldrig før havde fundet faa Kor UDfredelfe i Norge, fom netop efter at Norge var filt fra Danmart, og at det rette norffe Maal var aldrig før kommet i fan for Fortrængjel, fom netop nu da man altid talede om ,det norfte Sprog". Sen dette bilde itte ret pasje fammen med Hvad vi ellers Have Hørt om Betydningen af en Nationalitet" og om Medfølelje for alle de Follelag, fom firide mod Tyronniet og forfoare fin Ret til at hævde fin egen Adel. Det vilde itte paste for et Land, hvor man gjerne vil bryfte fig af fine Forfæbres Minde, og hvor man engang har dhelet et Eprog, fom har vundet megen Opmærffomhed hos Videnffabsmændene baade i abolandene og flere Sande, Det bilde itte pasje til en Tid, da Sprogtundfaben har. noget en førre Høide end nogenfinde før, da flere Follelag i ØR og Veft arbeide pan at burte et Maal, fom før har dæret forjømt, og da Guds Ord bliver talt og fleet i mangjoldige Sprog, fom forben vare ubeljendte. udenfor deres eget Hjem. Man vil fporge, om der nu kan være noget at gjøre ved denne Ting. Der vilde være meget gjort, hvis Folk vilde betragte denne Sag med jamme Gftertante fom adfilige ande Enger. Ut ffrive Danft er egentlig itte nogen Stam for 08, da det ifte er bi, fom have begyndt med det; men fan burde vi da ogfaa tilftane, at det bar danft og ite norft. Stans bi fun ville fammen ligne bore ægte Dioletter med Gammel Norif og med de nyere bellægtede Maol, fan henne bi dog jer, at det rette norfte Maal ikke er det famme fom anf, ite Geller den Vialett, fom Hgner Vaniten meit, og ikte Heller en vittaarlig Blanding af danfte og norfte Former. At optage abftinige norfte altid er en Lettelje for Almuesfolt at faae fee noget mere af det Maal fom de Hendes bed og felb kunne bruge; men derved er dog at mærke, at dette itte er nogen Dpretsning for det norife Maal, og at Vogmaalet ikke derved faa nogen Met til at faldes norit, jaa længe fom Form og Grundlag i det Dele er danft. Dg pan Gmund af Uligheden imellem danfte og norite Ord former vil denne Optagelje heller itte kunne drives fynderligt vidt. Den dante Eprogform er nu engang bleven befæket med temmelig trange og tappe Grændjer, fan at enhver Overffridelje let vil blive bemærtet og gjøre et ufeldigt Indiryt. De optagne Ord ville fnaledes ofte fynes fødende og give Sproget Udjeende af en Forvanfkning; og deraf kommer det vel ogjaa, at det nu, efter mange. For at tomme til en rigtig Dpfatning maa man her fee bort fra den tilbante Etrivebrug og derimod fee nærmere paa Falkets Talebrug. Og derjom man ba finder en nyere Talebrug ved Siden af den gamle, da gjælder det at bedømme, om det er den nye eller den gamle, fom har den bede Met Dette tan ite blive rigtigt afgjort efter Smag og Behag; ti om ogjaa en Dect of Foltet vil fynes, at den gamle Talebrug er fødende, vil derimod en anden og førre Deel finde den nye Brug at være fødende. Heller itte fan det blive vigtigt afgjort efter Betvemhed og Fordeel; thi hvad der falder Detvemt før den ene Deel, vil netop falde ubekvemt for den anden. Man behøver altfan en faftere Grund at fan pag, og denne finder man, naar man Dit jammenligne Foltets Talebrug med Gammel Noell. Fort derved finder man den rette naturlige Sammenhæng med Evenit og Dany, og derved finder man ogjaa Oplysning om, hvad det er for Dialekter, fom ere de bedfte. Men Herved tommer man netop ind pa en felvfændig Eprogform, jom itte er bleven Follet paatvungen udenfra, men fom netop tilhører Folket fra gamle Tider. Dette Sprog hunde gjerne være friftlig byrket og Have et fort For: mad af Bøger; men det fan ogfan indtil videre betragtes fom et Amuefprog uben Bøger; og i hvert Fald ev det alligedel dette, fom er det rette morfte Maal. Bi fee ingen Grand til at anfee det fom ladere end Evenft og Danit; di finde ingen Met til at kalde det uædelt eler uværdigt for noget høiere Formaal. Bi indjee ifte, at det kunde være nogen re for Amuen at foragte dette Maal og ønfte at ombytte det med noget andet. Heller itte fan det bære nogen laftberdig Cenfidighed, om vi ønfte at fette dette Maal paa en faftere Fod; en faadan Cenfidighed flulde dog ikte være værre for os end for andre felvftændige Folk, faafom det foeafte, danite, tyde, engelite og fan videre. De ere allefammen eenfidige i dette Stytte; og ingen tan lafte den derfor. Det er paa denne Maade, at Follenes Attemerter og biktorifte Minder blive vedligeholdte; og dette er da ogfaa til Foltenes syet Gaun, fom her tilfb er det bigtighke Henfyn. Det bliver jaaledes det bedfte Naad at føge det norffe Maal, der hvor det findes, at lade det fane utræntet, Hvor det faa, og hellere forjøge at drage det frem end at trænge det tilbage. Gu ffrihlig Dyrkning af dette Maal vil være et ønfteligt Middel til at vænne Folk til Læsningen, at fæke Degrebet om en Mønfterform og fremhæve Eprogets bedjte Ggenflaber. Men der er noget andet, fom ogfaa er ønfteligt, og dette er, at Almuen itte ffal forledes til at foragte fit nedarvede Maal. Hvad vi førft man ønfte, er af man flal tale at høre Sort, og at Almuen itte ffal tvinges eller tvinge fig fel» til at tale noget andet. Det bil bere bedre af oplyje Folk om Sands: førogets rette Bærd end at bøftyrte dem i visje indprentede Jndbildninger, for Gzempel, at Danft er meget ædlere og fornemmere end Svenft og høit opboiet over det norife ,Vondemaal", af Danft er det encfte, fom pasfer for «dannede Folt", og det enefte, fom er verdigt til Vrag i Kicken og Stolen, at alvorlige Forretninger ftulde blive latterlige i det norfte Maal, og at Guds Ord ffulde derded blive danhelliget, fo. Det vil være rettere at oplyje Holt om Sandsiyrogets vivtelige Tilftand end at indhilde dem, af der fun findes nogle forvanftede Bygdemaal med vidje fvage og henjygnede Levninger af et forældet Maal, fom itte længere pasjer til Tiden. Det vil være Uogere at opmuntre Folt til af bevare fit Maal end at afftrætte dem derfra med den grundloje Paafand, at det altfammen er noget unyttigt Krom, jom om ført Tid vil være aldeles ubeyddet og forfoundet for den ftigende Dannelje. Der fom man troer, at det bil falde Amuen jaa let at opgive ft eget og jætte et andet i Etedet, da fan man ogfaa troe, at det bil være muligt for Aimuen at gane i en mobjat Metning, at forityde det fremmede og vende tilbage til det gamle. Det tommer alt an van en Veiledning og en Tilbænnelje; og bet pleer ogian at anfees fom noget eenfoldigt at foreftille fig, at der aldrig fan blive nogen anden Stift end den, fom bruges nu i Dag og her I Hujet. Om fremtiden vide vi alle lige. det; men faa meget tunne bi dog vide, at de Bolt, fom nu ere oppe, man engang lægge fig til Hvile, og at der altid bil opvore en ny Ungdom, fom ogiae flal lære et Sprog, Hvad enten det fan bliver det ene eller det andet. Og hvad di for bor Deel have at gjøre, er at underjoge Sagens rette Sammenhæng og give Folket en fandfærdig Oplysning derom, for af den opboende Slægt maa have Adgang til at begtmde fin Beteagtning med en bedre Sunditab end den, fom vi feld maatte beginde med. Om disje Ting vilde der være meget mere af fige, og egentlig vilde jeg ogiaa ønfte at finde Seilighed til en mere udførlig Fremfiiling af viste Muntter, jon her hun ere antybebe i førke Korthed. Men da dette vilde blive noget før langt for en Fortale, maa jeg her lade det beroe med at til Lægge nogle Ord om Bogens lan og Indretning. Egentlig er denne Bog en ny Udgave af , Det norfte Foltefprogs Grammatit" (Ehrifianin 1848); men det Hele Skrift er, fom man let vil mærte, fan fuldtændig omarbeidet, at det nu fan betragtes fom en ny Bog. Den forite Ubgave fit sigtiguot en god Mobtagelje og blev venligere bedømt, end jeg havde ventet; men alligevel umes den dog ikke at Have virtet fynderligt til nogen rettere Dpfatning af Sprogets Stiling; og dette lader fig lettet fortlare faaledes, at Bogen var et noget forhaftet Arbeide, fom itle gav til frætfelig Oplysning om At Formaal. Den var nærmekt at anfee fom en Masie af Stof, fom var nylig famlet og itte tilftræktelig optlaret og bearbeidet. Jeg var dengang faa nylig kommet ind i Sagen, at jeg itte endda kunde bære tommen til nogen fuldfommen Overfigt eller til den felvkændige Opjatning, fom fer behøvedes, hvor det Hær moåtte gjælde om at frigjøre fig fra den fterte Paavirtning af visje Herftende Meninger og ifte lade fig forvilde af de foritelige RNofter, fom man traf til at høre. Ved den videnffabelige Bedommelje, fom Bogen Ft, blev jeg allerede opmærtiom pan visje Feil i Planen, og ved nærmere Betragtning fandt jeg da ogjaa efterhaanden, at Der itte hunde blive nogen rigtig Stit pan dette Arbeide, førend det blev aldeles omgjort fra Begyndelje til Ende. Og da jeg fenere har været opmuntret til at holde bed med de begyndte Arbeider og tillige har nydt. offentlig Under føttelje til videre Underjøgelje af Landets Sprog, maatte jeg ogjan finde mig forpligtet ti at give fan gode Oplysninger om denne Ting, fom det mr maatte Stive mig muligt. Sen med det famme trøede jeg mig ogian forpligtet til at fremfætte disfe Oplysninger paa den Maade, fom kunde være til den bede Brembjælp. for Sproget og for det Foll, fom har arvet og bevaret dette Sprog, faa at altjan denne Fremftiling itte ftutde tillempes efter nogen forud 9erftende Mening, naar denne befandtes at være feilagtig. En betydelig Mangel ved den forrige Udgave var det, at Sprogets Eenhed ag felvtænbige Etiling itte dar ilfrættelig fremhævet. Der var flere Pantter, Hvorom jeg var i Udisfed ; og det blev ogfan treevet fra fortiellige Sider, at man fun fulde holde fig til det givne", altan tm meddele hvad man havde forefundet og intet videre. Dette var da rigtignok ogjan det forfig« tigfte, forjaavidt man fun fulde faffe en Samling of Stof til videnftabelig Benyttelje; men derved Fik man ofte kun en Opregnelfe af Dialettormer uden nogen. forbindende Mønferjorm, og dette kunde itte bare nogen Fynderlig Opreisning for Sproget. Man maatte derfor gaar et Skridt videre. Det blev nøddendigt at paabife, at de norte Dialekter ite ftaae I jamme Stilling fom de foenfte og dante, at de itte fane fom Afoigeljer eder Varianter omr fring et Bogmaal, fom allerede indeholder deres jælles Grundlag ; men at de derimod i fig felb indeholde det Grundlag, fom fvarer til Vogmaalet i de andre Sande. Dette Grundlag maatte førk oppilles i den fulblomnefte Form og med gjemnemganende Gended og indre Eammentæng, ligefom i ethvert andet felofiendigt Sprog. Førft derved hunde Sproget tomme til fin fulde Met, og derved maatte det ogjaa blive lettere at bedømme med Henfyn til dets egentlige Værd og Betydning. Sed Undtagelje af et Var fmaa Affnit, fom tun handle om Dialeftformer, ex Indöoldet altfaa fordeelt faaledes, at hm Sprogets almindelige Stof og De bigtighe. dertil hørende Regler ere afhandlede i Bogens egentlige Test, medens derimod Dialelternes afvigende Former ere omtalte i de tiføiede Mnmærtninger. Disfe Anmærkninger fulde ogfaa indeholde nærmere Oplys ninger om visje $untter | Tepten og tildeels en førte Samling af Gzempler, hvorved dog er at mere, at Eremplerne ofte ere indførte uden. nogen For Haring of Dedets Betydning, da det her fyntes mere nodbendigt at paavife Orbenes Foretomt end at forklare dem i alle Punkter, hvillet her vilde blive alffor langt og gjøre Bogen. meget force. I disje Anmærkninger vilde jeg ogian gjøre Mede jor Behandlingen af visje Puntter og paadite Grundene for, at en eller anden Form bar opfriltet fom Menfterform, da jeg gjerne vilde, at man ovevalt jtulde have Udgang til at bedømme oisje Grunde, og at man Fulde fee, at intet var opfillet ganfte viltaarlig eler ligefom paa Shump. Dg om der endog her (ligefom i andre Sprog) var visje Puntter, fom bleve twivljomme og derfor hunde behandles noget viltaarligt, da fhulde ogfaa dette paa fit Sted blive anmærtet, da her itte var noget, fom behøvede a {ules før et nærmere Gfterjyn. Den forrige Udgave havde fem Ujdelinger: Ldforhald, Overgangsjormer, Ordbannelje, Vøining og Drdføining, med et Tillæg om Dioletternes indbyrdes Forhold. Denne Ordning er her bleden forandret. Det har forsfommet mig, at en Grammatit, næf efter Lydlæren, burde have en Fremfilling af de færsgne Orbformer, fom ite Gøre til Boiningen; og deriov har jeg her opkilet en faadan Afdeling under Navn af ,Drdjormer", hvortil ogfan de ovennævnte Dvergangsformer ere benførte. Derimod er den egentlige Orddannelfe opftillet fom fjerde Afdeling, for at det fkore Afjnit. om Bøiningen ikke ffulde tomme for langt ud i Bogen, og for at der funde blive bedre Adgang til at betragte be Ord, fom dannes af Verberne, efter at Vecbernes Vølning førft var af handlet. Tillægget om Dialettene er. beholdt og noget omarbeidet, ligefom alt det øvrige; men ved Siden deraf er her mu indlørt ef andet Tillæg, nemlig om Sandsfproget, indeholdende en nærmere Belysning of nogle Hoved vuntter, fom her maatte fomme i færdeles Betragtning. Forøvrigt ere mange ne Stytfer tiltomne og mange Omfiytninger i Indholdet foretagne, faa at bet ofte vil være vanfteligt at jammenligne den nye Udgade med den gamle, Beb denne Omarbeidelje e den mye Udgave sleven førre end den forrige, og egentlig førre, end jeg onffedes men alligevel er alt fan fortfattet og jammentrængt, at jeg ogfan maa frygte for, at en opmertiom Lefer vil ones at finde for liden Oplysning paa et eller andet Sted. Maaftec er der ogfan en eller anden Forglemmelje etter Mislighed i Fremfilingen, fom unde være rettet ved en længere Udjættelje; Børke Ajdeling. Kydlære. 1. Bogftaver eller entelt 2 a) Bolaler 5. b) Konjonanter 22. IL. Sydlige eder fammeniat 200 111. Betoning i; Snden deling. Ordformer. 1. Gvndformer. (Sydkilling i Roden) 1. Gndeljer 111. Forandringer i Roden. (Omlyd o. f. » IV. Tillempede Orbformer V. Overgangsformer. (Dialettformer) . . Tredie deling. Bøininasformer I. Gubftantivernes Boining 3) Sontjønserd 131. b) Dunkjønserd 189. ) Yntetljønsord 146. Dverfigt 158. 11. bjettivernes Bøining ill. Møining i Bronomener og Artitler IV. Berbernes Bølning er i A. ben fiærte Vøining 191. B. ben foage Waning 205 Fiesde deling. Omdannelje 1. Overførelje. (ledning uden set) II. Webring bed Endelfer Ill. Sammeniætni IV. Orbbanmelje eter Betydningen... A. ledede Subft. 951. B. Aj. 269. C. Berber 268. femte Mideling. Sætningslære. . . > « : ; 1. Mævnende Led. (Nomen) Il. Fortellende Led. (Berber) Ill. Folbdende Led. (Partitler) IV. Dedjølge V. Eommenjotie Eætninger VI. Talemaader og afvigende Sætninger . førte Tillæg. Om Landitabsmaalene Andet Tillæg. Fortiaring af nogle Forfortninger. dj. — Ndjettiv. Et. — Mfvjativ. (S. 129) ez. — Wezanders Saga. Ghriftie nia 1848. Ung. — Angeljadifift. Marl. — Barlaams ot Jojaphats Saga. Ghr. 1851. Di. F. — den beftemte Form. Didr. — Pidrils Saga. — (Saga Thiveits Romungs af Bern). Gör. 1853. Dipl. — Diplomatarium norvegicum. (Flere Dele, Eng. Gt. — Gammel Hoitydft. ©. — Gammel Rorit. Doll. — Dallingdal. Dard. — Hardanger. Helg. — Helgeland. Homil. — Gammel norft Homiliebog. Gørfte Defte, Chr. 1862. Indb. — Indherred. (S. 384.) 3. — Jæbnfør (til Sammenligning.) Jed. — Jæderen. Rongip. — Rongefpeilet. (Ronungs Etugpfiaa). Cör. 1848. Sandft. — Rorfte Follebije, udgivne of Sandftad. Ghr. 1868. Saft. — (eler: m). — Maffulimum. Rom. — Rordmør. Ri. — Nordfjord. NHL. — Nordhordland. RN. 2 — Norges gamle Love, te Bind, Chr. 1846. — 2 Bind 1848. — 3 Bind 1849. Mum. — Rummebdal. Det. — Ortedalen. Mig. — Raabygdelaget. Som. — Søndmør. ef. — Sondfjord. gl. — Søndhordland. Strengl. — Steengleitar eda Loødar bot. Gr. 1850. ev. — Evenit Sat. — Sætersdalen. T — Doft. Tel. — Telemarten. Er. Trondblems (Stift) Uk. . — den ubeftemte Form. v. — verbun (8. 55. Bald. — Balbers. Ofterd. — Øherdalen. 1. Det Tungemaal, jom tilfører den norte Amue, Har meget tilfælles meb bet foenite og Bernat ogjaa med bet danfte, men abfflle fig fra dem begge ved et Forraad af færegne Ord og Former, og har i det Hele jaa meget eiendommeligt i Formen, at det iffe fan falde janmen med noget af isje Nabofprog, men maa nøbdendig tæntes opfillet ved Siden af dem fom en fel: itendig Gprogiorm. I jelve Grundlaget falder det nærmere fammen med ben islandite Eprogjorm, jom egentlig ogjaa er ubgaaen fra Morge; men alligevel hav dog den novite Form ubbitlet fig anderledes end ben islanbite, jan at ogjaa disje me ere noget ulige. 2. Efter den nedarvede Talebrug er det norite Tungemaal ogfaa noget forftjelligt i Sanbitaberne, ligedan fom Omgangsiproget hos Mllmuen i Mabolanbene. Det deler fig faaledes i flere Sanbjtabsmaat (Dialetter), fom tilbeels ere meget afvigende i adfilige Smaating, medens de derimod ere meget lige i de egentlige Hobedregler. Ved en nærmere Sammenligning vil man funne flutte, at de alle habe en fælles Grund og funne anjees fom Forgreninger af en entelt ældre Sprogform. Og Derom have vi da ogjaa fuldfommen Wished. Det Sprog, fom bisje Wygdemaal ere udfprungne af, er og endnu tilgjengeligt i en temmelig gammel og uforvanftet Form, nemlig i en Rætte af Grifter fra Middelalderen, fornemmelig fra det trettende. og fjortende Aarhundrede. 1 — Dorf Srommest. Dpiatning af adftiltige Former, fom i Tidens Løb ere blevne noget forandrede. 3. Forholdet imellem det gamle og det nyere Sprog er ganjte det jamme her fom i abitillige andre Lande, idet den nyere Eprogiorm adffiller fig fra den gamle ved en lettere og fimplere Ordning of Formerne. De nødvendigite Vøiningsjormer ere faaledes vedligeholdte, men tildeels noget forkortede ved en Ubeladelje eller Inddragning i Gndeljen. De mindre nødvendige Former ere derimod tildeels bortfaldne eller indbragne under en af de nærmejte Former. I Dedjorvaadet er imidlertid Foritjellen mindre betydelig, Hær naar man vil fraegne abffillige fremmede Ord, fom ere tilfomne i den jenere Tid. Paa enkelte Steder fynes rigtignof mange gamle Dvd af være ubekjendte, men paa andre Gteber forefindes de endnu, jaa at det iffe er nogen jtor Mængde, fom er ganen af Brug overalt. Og desjor uden har det nyere prog et betydeligt Antal af Ord, fom iffe ere forefundne i de gamle Gtrifter, men jom dog efter alle Merter fynes at være ægte gamle og hjemlige Ord. Men herved er at mete, at de gamle Skrifter vilt itte indeholde det Hele fulbjtendige Ordjorraad, da nemlig de gamle Forfattere fun Have krevet om entelte almindelige Emner, ijær Hiftorifte, og fanledes itte have havt Anledning til at bruge alle de Ord, fom de tjendte. 4. Forholdet imellem de nuværende Bygdemaal bliver jaaledes lettere at førflare, ijær naar man veed, at ogjaa andre Sande have en Rette of forjfjellige Landjtabsmaal, uagtet de dog babe havt et nedarvet og ftadig dyrket Bogfprog. Naar det gamle Sprog havde flere eenstydige Ded eller jaataldte Synonymer, funde det let fe, at eet af disje Drd blev forherjtende paa det ene Sted, og et andet paa andre Steder; herved blev der altjaa nogen Foritjel i Ordjorraadet i Bygderne. Raa det gamle Sprog havde mange Bøiningsformer, fom tilbeels vare noget lange og tungføre, funde det let hænde her fom i andre Sande, af der opfom en almindelig Stræben efter jtørre Korthed og Lethed; gyndt, bar det meget naturligt, at nogle Vygdemaal gik videre end entelte andre, eller toge en jæregen Retning i Dpfatningen af Lyd og Former. Vygdemaalene maa altjaa anjees fom forjtjelige Tillempninger af et gammelt Sprog, fom vijtnot i Grunden har været eensartet over hele Landet, men fom dog maaftee i lange Tider fan fave fabt visie Afvigeljer i visje Dele af Landet, uagtet de iffe vife fig i de gamle Skrifter. 5. Bed Siden af dette gamle og hjemlige Eprogitoj findes bog ogjaa meget, fom ec of fremmed Dprinbelje. At bet norfte Sprog i jaa lang Tid har favnet af fhiftli Dyrkning, og at Foltet i de fenere Tider har været oplært i at læje og rive Danjt, er en Omfjtendighed, fom naturligvis maatte have nogen Indilydelje paa felve Talefproget. I felve Formerne er dog denne Inditydelje itte bleven jan ganfte betydelig, jer Hos Almuen i de indre Landsbygder, Hvor man tvertimod vil finde, at Formerne beefs have holdt fig paa det gamle Grundlag og deels Gabe taget en egen Bending, faa at de iffe ligne de dante, men derimobd ofte falde fammen med Formerne i de foenfte Landitabsmoal. 3 Drdjorraadet har derimod den banfte Inditydelje været tørre, idet der er indkommet en Mængde af unorte Ord, fom bog iffe ere egentlig banfte, men netop jaabanne fom Danften har optaget af andre Sprog og tær af Tydjfen. Rigtignof er det fun en mindre Deel af disje Ded, fom har vundet nogen almin= delig Indgang hos Amuen; men alligevel hav Tallet været ftort not til at ffade Sproget, da nemlig denne Tilvennelje til fremmede Ord Har virket til at flove den fedrelandjte Sprogjands og I visje Tilfelde til at fortrænge de tiljparende norjte Ord, fom forefandtes i Landet. 6. Men uagtet al Vaavirkning udenfra vil man dog finde, at be famlede norfte BVygdemaal indeholde et felvitendigt Sprog, fom fun behøver at blive fjønjomt behandlet og rigtigt frevet for at funne vife fig fom jeonbycdigt ved Siden af de nyere bejlægtede Eprog. Der er iffe mange Punkter, hvor det kan figes at være mere forbanjtet end Mabojprogene; mange Tilfælde, hvor det netop frembifer en mere ufvælfet og ægte nordiff Form; og desuden bil bet not ogjaa findes af have et ligejaa ftort Forraad af hjemligt Stof og at være ligejaa vel jfittet til videre Ubdamnelje. I Dedjorvaadet og Drdenes Grund former har bette Sandsprog den ftørjte Lighed med det gamle Morite. I Boiningsformerne er en faadan Lighed ogjan tybelig not; men ba disje Former ere færre i Tal og tildeels noget forTortede, jaa nærmer Eproget fig i denne Henfeende meget til det Svenjte og dernæft ogjaa til det Danjte. I Vrdenes Sammenftilling er der ogfaa nogle Punkter, hvori dette Eprog afviger fra bet gamle og nærmer fig til de nyere Nabofprog. Disje Setninger ville mi blive nærmere forklarede i denne Bog, fom netop Har til Formaal at fremitille de Grundregler, fom forefindes i det norfte Sprog i dets mudærende Tiljtand, og bed famme Leilighed at meddele de fornødne Oplysninger om Sprogets Forhold til de nærmejte Sprog. Nærværende Fremftiling vil blive ordnet pan følgende Maade. Som førite Abeling opftilles Lydlæren eller en ForHaring over Eprogets ydjorrnad og Udtale, fom her maa ber handles noget udførligt. Dernæft følger en Afdeling om Drdformer (eller lesifaljte Former), det vil fige, de Grndformer og Gubelfer, Boorbed Ordene adffilles fra hverandre. Derefter tommer Yfbelingen om Bøiningsformer (grammatiite Former), fom vil øptage en betydelig Deel af Bogen. Dernæft følger DrdDanneljen og endelig Gætningslæren, hvoraf dog den fidjte deling vil blive temmelig kortfattet. Som Tillæg indjøres en fort Fvemftiling af Sandjfabsmaslenes Ggenheder og af Lands fprogets Sjendemærter i det Hele. $ydlære. I. Bogftaner eller enfelt £yd. De enkelte Lyd, fom udgjøre Orbenes mindite Dele, kunne i bette Sprog betegnes med be jæbbanlige tilvante Vogitaver, omenditjont ber viftnof ved nogle Selblyb (Volaler) gives en Ab. fillelje, hvortil en nærmere Vetegnelje ofte hunde være ønftelig. Giter alt, Hvad man fan flute af Stkrivemaaden i det gamle Sprog, fynes Sydjorraadet at være ganfte det jamme nu fom i ælbre Tiber, med Undtagelje af et Par Medlyd (Konjonanter), hvori ber er inbtvaadt en Forandring, fom jenere al omtales. Sonfonanterne ere nu for Tiden ganite de famme fom i Svenit og Danft, hvorfor de her kunne behandles i Korthed. Mnmærtning Dette gjælder imidlertid itte før hvert entelt Bygder maal, men fun for det Lydforold, der fan opfiles fom Sormalkler Møter. form. Paa nogle Steder kunne to forftiellige Lyd, ifær Vokaler, falde fammen til cen, og pan nogle Sieber far I den nordlige og øftige Del af Sandet, findes flere fætegne Sy, fom itte funne betegnes nølngtig med de almindelige Boghaver. Men jaadanne Egendeder maa viftnot betragtes fom afvigende. Udtaleformer, hvid nærmere Betegning i Skriften man ille videre fan indlade fig baa. Den Ubtale, fom er almindeligt i den fodveklige Dele af Sandet og ifær i Bergens Etift og de nærmefte Hjeldbygder øfentor, fy es her at have de fee Fortrin og af tomme temmelig nær til den Monfterform, fom man tan flute fig til af Strivemaaden i det gamle Sprog, Og ba Lydenes Overgange lade fig bedjt fortlare, naar denne Udtale opftilles fom Monfer, er det netop denne, fom vi i den følgende Fremfiling ville holde os til. 8. Det norfte Sprog Har ni entelte Selvlyd, nemlig: A, An, 25, 6, I, D, U, PY, ©, og tre Tvelyd eller Diftonger: Au, i, Dy; men nogle af be entelte Selolyd dele fig atter I to for. fjellige Lyd, Hvorom nedenfor. Gfter en vis Regel i Sproget, fom jenete ofte vil fomme i Betragtning, kunne Volalerne deles bløde (36, G, I, D, Y, Gi og Dy); men denne Forifjel vijer fig førit deb ybenes Sammenjætning og Dvergange, og fan fanledes paa dette Sted jorbigaaes. Derimod fan man tænke fig en Inddeling efter jelve Udtalen, og denne maa her tages førft i Be tragtning. Man veed, at Volalerne udtales alene bed et Lydjtøb, fom betemmes eller ofmaales ved Mundens Stilling, jnaledes at det Puntt, hvorpaa Lyden egentlig dannes, fan være mere eller mindre fremifubt, det vil fige, længere bagud eller forud i SMunden, medens det paa jamme Tid ogjaa fan være mere eller mindre ind trykt ved Mundens Sammenjlutning fra Siderne. an denne forkjellige Fremftydning og Indtrykning beroer altjan Votalernes forffielige Form. Efter Fremitybningen kunne de entelte Rolaler deles i tre Rælfer; de dybeite eller mindit fremjfubte ere: 25, G, I; mere fremitubte exe: (3%), Ø, Y; meft fromftubte ere: Ya, ©, U. Giter Indteytningen dele de fig ogfan i tre Salter; be bredeite eller mindjt indteytte ere: 96, UA, Aa; mere indirykte ere: G, Ø, D; og de fnævvefte eller meft indtrytte ere: I, 9, U. Bed at lege Date til denne Iuddeling, bil man formodentlig lettere funne fjønne den følgende Forllaring over Sydjorholdet i entelte Funtter, fom ite fones at være almindelig befjendte. 9. Der er nemlig fer Bolaler, fom egentlig dele fig i to forffjelige Lyd, faaledes af nogle Ord Have den ene, og nogle den anden. Disje Vokaler ere netop de, fom ovenfor ere anførte paa de to fidjte Grader af Indtrykning, altfaa: ©, Ø, 9, I, VY, U. Strengt taget, finde hver af disje optages fom to fer ffilte ub, og Volalernes Tal vilde faalebes blive 18 i Stedet for 12. Den ene Lyd fan kaldes den lukte, den anden derimod ben aabne. Den lukte Lyb er ben mejt bekjendte og bejtemte, da den altid bruges fom Navn paa Vofalen, naar denne nævnes fom Bogitab eller jom Deel af en Stavelje. Den aabne Lyd nærmer fig til en bredere Vokal (f. Er. © til AG), men adjfiller fig bande fra denne og fra den lufte Lyd ved en anden Stilling, fom for det mefte fan figes at være lidt mere fremffudt. (Man ute yb fon bave et Slags fvag Bilyd eller Gftertlang. (Saaledes I næften fom 3, og U neften fom wb); den aabne er derimod altid afflute og aldeles fri for enhver jaadan Gjterllang. Den lukte Lyd pasjer bebit for en lang Stavelje, og den aabne for en fort; men imidlertid funne de begge være lange i nogle Ord og forte i andre. Anm Det anjees fom afgiort, at en faadan AdÆillelje af lutt og aaben Syb bar ogjan fundet Eted i vort gamle Maal faavelfom | andre beflægtede Sprog. De nyere Eprogforfere anjee netop den aabne Lyd fom den ældfte og oprindelighe, fanledes at den lutte Har dannet fig ved en For tengelfe eller biftongift Ubvidelje af den anbne. J nyere Orammatiter bliver den aabne Lyd kaldet den korte, og den lukte derimob den Lange; men bisfe Benevneljer behøve bi her til et andet Brug, nemlig til at betegne den virkelige Længde eller Qvantitet i den me brugelige Tale, Hvor den aabne Lyd er deels lang og eels tort, og den lutte ogjan er ofte fot. 3 nogle gamle Haandfrifter findes af og til en liden Streg eller Tøbdel over den lutte Bolal, og denne Betegningsmaade er fiden bleven gjennemført i det Jølandite 09 i entelte Udgaver af gamle Strifter; fans ledes fates Den lutte Motal med Tegn, f. Er. vik, sl, his, dyr; men den aabne uden Tegn, f. Ez. vinr (Wen), lodinn (laadden), sumir (omme), dyr (Dor). Å tydfte Sprogværter bruges ogjaa et lignende Mærte (*) for den kutte. (eller jaataldte lange) Votal. Stjønt nu en faadan Adftillelje er mindre nødvendig i et levende Sprog, vilde den dog i visje Tilfælde være omkeig; men i jaa fald vilde bet bære meft nødbendigt at betegne den aabne Lyd, da netop denne falder mange Læfere vanfkeligh. I mine Optegneljer til en norft. Ordbog har jeg derfor brugt at fætte Tegn () over den aabne Lyd i ale lange Etaveljer; men at gjennemføre dette ved Trytningen vilde dog Have for megen Banflelighed, og desuden maa ethvert Lydtegn udenfor den egenttige Boghav anfees fom en Wieilighed, blande andet fordi man derved finder Adgangen til andre Vetegneljr, f. Ex. Vetoningstegn, fom ogfaa i vise Tilfælde tunde være meget ønfelige. For imidlertid at undgaae den idelige. Gjentagelje af Udtryltet utt" og aaben", Gar jen Der forføgt at fætte" en Betegning ved Siden af Ordet, nemlig dobbelt Votal for den tutte ud, og entelt Botal med Apoftrof () for ben aabme Ld, f. Gr. liva (kl), 2: fare; og liva (1), 3: Enfelte Vokaler. 10. fom fun i nogle Dele of Landet har entelte Avigeljer. andre Molaler, idet den er lang, naar en entelt Konfonant følger efter; f. Ex. Hat, (2: Dab), Fat, Stad, Gras, las (læfte), bar, Tal, same, hava, Sak, Tak, Dag; og berimob altib fort forbed en bobbelt Konfonant og for det mejte ogjan forbed jammenfatte Stonjonanter; f. Gz. Hatt, Lass, Fall, kann, Kapp, Takk; Hast, Arv, Hald, halv, Band, Kamb, o. f. v. om Gnbevotal ec den mindre betonet, men har alligevel den famme Lyd; f. Ex. Visa, hava. Anm. Blandt de ovenfor nevnte Ufvigeljer martes ijær en Tilnær« melfe til Lyden af G.I Øherdalen og Smaalenene høres tildeels en Mel: lemting of 2 og 95, blandt andet forved gg (Tagg, Blagg); paa flere Ste der føndenfjelds mærtes en lignende Udtale forded M (1. Gz. Mart, Arm) og endnu mere. forbed © (Palm, Hals, galen, udtalt omtrent fom Helm, als, gelen). Sængere nord findes ogfaa en fvigelje forbed dobbelt S og V, f. Gr. i Ordene: alle, fallen, Mann, fann, o. f. b., hvor A tyder næften fom ai (nordenfjelds) eller mi (i Gudbrandsdalen), altjaa ,ale" fom ,aile" eller »ællle", hviltet ellers har en Forbindelje med den færegne nordenfjeldjte Udtale af dobbelt £ og M, fom fenere flal omtales. 11. Vokalen Aa har i ben jtovite Deel af Landet den famme Ubdtale jom bet banffe ,aa" og det fvenjte å; den er altan en entelt og affluttet Lyd, fom Har noget tiljelles med D, men er meget bredere end dette og tydelig adjfilt derfra ($ 8). Den er for bet mefte lang, f. Gx. i Drdene: faa, naa, sjaa; Maate, Raad, Aas, Vaar, Maal, Maane; bog ogjaa oite fort, fom i: Draatt, Slaatt, gaadd (2: bemærtet), Saald, faast, slaast. nm. En merkelig Afvigelje finder Sted ved denne Volal i Sogn, Bojs og Hardanger, hvor den nemlig faar et Slags Toelydsform og lyder omtrent fom ,ao* eller ,aå", f. Er. or (Wax), Maol (Maal); man Har ogfaa ffrevet den med ,an", men den er alligebel tydelig adffilt fra Tvelyden Au. En lignende Udtale findes fom befjendt ogjaa paa Jsland, Hvor nemlig lyder fom au; Uden for Norden findes denne Vokal ikte betegnet I Strift. Aligebel mes ben at foretomme i Talen, ifær i Tydflland; men Tybilerne ffrive den med a", og af Eprogforfterne bliver vort aa" hun anjeet fom et lungt a". S vore gamle Skrifter betegnes denne Lyd paa flere Maaber, dels fun bed Ta", beels bed aa" eller et fammendraget ,90" og jenere i Novmalfrit ved 14". Som en entelt Syb burde den ogfan ffrives med en entelt Bogftad, builtet ijer vilde bære til Fordeel i de Tiljelde, hvor An og A føde jam Bogftav, i Lighed med IE, være det betoemmofie. Da det imidlertid er ban» feligt at finde nøgen ret pasjende Figur hertil, lan man dog indtil videre hjælpe fig med ,aa", fom olet mu engang er blevet vant til. 12. Bolalen Æ udtales fom det lange æ (å) i Danft og @benft, altjon fom en enfelt og affluttet Lyd, fom Har noget tilfælles med GE, men er meget bredere end bette. Den er for bet mejte lang, f. Gz. i: Fra (årø) Klæde, blæser, læra, Hæl, næm, sjæv, lækja, vægia, (2: oie); fielonere fort, fom i: nm. En liden Nfbigelje forefommer føndenfjedå, fom det fones meft i Byerne, nemlig at I forbed R lyder mere aabent eller har en liden Tilnærmelje til A. I Læsningen høres derimod ofte en Forderling med det lutte © (es) f. Gx. fæl (feen, fom itte fyned at have nogen Etøtte i Talen. Rogen Tilnermelje til æi" eller ,ai", fom i det Jslandkte, foretommer der. imod itte, uden i et Par Orb, fom retteft man henføres til Overgangsformerne, — Det maa ellers bemertes, at ved Siden af det ete IF, fom hin Dar et (idet Omraade i Sproget, foretommer her ogjan en Mangfoldighed af uægte Syd, for det mefte fremfomme ved en bred Udtale af det aabne 6, tildeels ogian ved Overgang fra A $ 10) og fra flere Votaler. 13. Det aabne E (e) er desls kort, f. Gx. i Ordene mett, fletta, kvessa, fella, kjenna, sleppa, Bekk, Egg, leggja; Hest velja, velta, Eld, Elv, hefta; og beelå langt, fom: Net, set (fætter), kveda, Nes, lesa, tver, bera, Sele, vel (vælger), kjem (tommer), veva, Lepe (Sæbe), reka, Veg, trega. $ begge Tilfælde er Syden gate den jamme, og der er ingen anden Forftiel paa Vofalen, f. Ex. i Vegg og Veg, end at den i fidjte Tilfælde ubtales længere. Den nærmer fig noget til Lyden af AF, men er mere fremitubt (S 8) og tybelig abffilt derfra; imidlertid er der dog mange Tilfælde, hvori den gaar over til AG eller for vexles dermed. Anm. I entelte Lydfilinger bliver dette G overalt udtalt jom W, ba nemlig de efterfølgende Konfonanter ligefom meb Nodvendighed træ en jaadan Ubtale; dette er Tilfældet forved —1d, ng, af og nogle flere, fom fenere ffulle omtales, da de ogfaa have Indflydelfe paa andre Votaler. Sacdes udtales Eng" og ,Ende" altid jom Eng og Ende; i Ordet ,brenna" Høres. rigtignot E, men i Formerne brend og brent høres fun 35; o faa fedet i alle lignende Tilfælde, Ogfaa i nogle andre Sydftillinger, og Hær førved %, N, M og V, er denne Votal tilbvielig til at antage Lyden af ME Forved et entelt N og M fynes Udtalen med WE at være ganfte almindelig ; 7. G5. ven (: bænner), Spene (Patte), tem (temmer) udtalt fom: ven, Spene, tem, (Undtag: kjem, 3: tommer). Forbed NR høres deels €' (fom i: ter. bera, vera) og bees SE (fom i: er, her, fer. Bored % er det famme Tiljet det, da nogle Ord ubtales med & (fom Neve, veva, hever) og nogle med 96 dom Ver, Sev, Stev). Den famme Fort fan ogfan finde Eted forvd fammen fatte Ronfonanter; faaledes udtales ialfald i Bergens Stift: berga, herkja, kverva, med aabent €, men derimod: erga, merkja, eva, med YE, Denne For" tel imellem Ord, fom have ganfte den famme Shdkiling, er noget defynder. fig og fønes at have en eller anden Grund, fom mi er vanftelig at opdage. Det er oplyft, at bet aabne € er egentlig to Slags (fom endnu al turne abfilles i den tydfte Ubtale), nemlig et, fom er dannet ved Svætning af I (bbiltet Grimm betegner bed &, og et, fom er dannet ved Omlyd af A. Man flulbe jaaledes vente, at netop det fidfte, nemlig Omlyden af NA, vilde være meft tilboieligt at gaa over til %G, og i entelte Tilfelde er det virkelig jaa: ledes, men i andre Tilfælde er Forholdet anderledes, faa at det er vif, öbor Grunden til den omtalte Forel fal føges. En nærmere Forklaring herover vilde imidlertid blive noget vidtløtig og maa derfor er forbiganes. Gfter det Her anførte bliver ber altjan mange Tilfælde, hvor man maa flrive ,e¢', uagtet Udtalen fynes at kræve ,æ". Grunden hertil er i nogle Tilfælde tydelig not, blandt andet naar der er to beflægtede Former, Svotal tun den ene er langtonet med Lyd af AE, medens den anden er lort. tonet med 6, f. Er. ver og beria, fver og foeria; Her og herja, Greb og grebia, ted og fev, Hes og Hefjar, Skjer og Stjeljar. I andre Tilfælde ligger Grunden bybere, jan at der behøves en førte Munditad om Ordenes Oprindelje og Slegtftab for at finde den. I jaadanne Tilfælde tan man fundom finde Veiledning i det Jslandte, hvor nemlig e" lyder fom æ, men æ fom ai, jaa at bisje to Lyd itte kunne forverles. 14. Det lukte E (ee, 6) er ofteit langt, f. Gr. Fe, Tre, Kne, let (3: løb), bles (blæfte), ser, Hela (3: Riim), klen, tena; fjelbnere fort, fom: lett, rett, fretta, sedd, fekk, gjekk. Ubtalen er den famme fom ved det lange € i Svenjt og Danjt. Det ©, fom bruges i Ordenes Endejtaveljer (f. Ex. Time, Timen), er egentlig en Lyd for fig felv, fom abdftiller fig fra begge de Her omtalte og nærmer fig noget til det aabne I. Paa Grund af dens ubetonede Stilling, er den imidlertid mat og juwbende med abditillige Forandringer i Vygdemaalene. det fun er et Tal af omtrent 40 Ord eller Rodder, hvori det med fuld et tan have Sted. I nogle Bogdemaal findes det derimod i for Mange, nemlig fom Overgangslyd i Etedet for et", og tildeets i Stedet for det anne 3. — Om Endebotalen © man her anmærtes, at den i nogle gade Bygdemaat har megen Sighed med det aabne I, hvilet er lettet at mærke i be Drb, hvor Forktaveljen netop har denne Lyd (i. Ex. Skifte, Knippe, Bite, Rise, misser, liver, visen, driven, ba nemlig begge olaier her eve omtrent lige. Vaa andre Steder har den visje Uvigelier, fan at den nærmer fig deels til det lutte I, og deeld til W og Ø. I Endeftaveljer med ex" og sen" (f. GIS. fer, Avifter, Kvifn) er Avigelfen endros mere tydelig, da fin paa nogle Eteder udtaler eller læjer Endeljen fom ,æ1" og en', og paa andre Steder fom iir" og fin". I begge Tilfælde er det en faljt Udtale, fom itte bør finde Sted | Yæsningen, ba © fll Have fame Lyd i En deljen er" og ven", fom naar Ordet enber med .e" alene, altfan ligedan Møte og møter, riste og rister, Time og Timen o. f. 5. Det aabne I (8) er deels kort, f. Gx. mit, sitt, Midja, viss, missa, vilja, kippa; Kvist, Fisk, Silke, skifta; og deels langt, fom: Lit (Farbe), Vit, Kid, visen, Bil (Zib), Skin, Brim (Bølg Brydning), liva (leve), Grip, Skip, skipa (ordne), Vika (Uge), Str (Etreg), Stig (Etridt), sviga (bøles). Lyden nærmer fig noget til det lufte & ( $ 14), men er mere fremftudt og afsluttet. Anm. I nogle Fylter findes vise Uvigeljer, ter I de lange Star veljer. I de oftlige Egne gaar Lyden ofte over til E, om i "Trondhjems Stift. endog til NG, f. Els. Sæt (34), Vt (BD. I nogle Fleldbygder (Se fersbalen og Telemarten) findes en Ufvigelje i modjat Retning, idet denne Sød falder næften jammen med det lufte I, f. ES. Vit neften fom Vit. — 3 be Orb, hvor D følger efter I, gane det pan de fie Steder øver til €, medens D falder bort, f. Gs. Le for Lid, Be for Bid, Sme for Smid. 16. Det lutte I (i, i) er ojteit lang, f. Gx. Kvi (Sold), ri, bita, Tid, visa, skir (seen), Fil, Lin, Rim, Liv, gripa, lika; — fjelbnere fort, fom: fritt, Vidd, Sidd; imidlertid findes det i mange forttonede Orb, fom efter Lyditillingen egentlig ftulde have aabent 3, J. Ga. ill, spilla, inn, finna, Minne, Prikk, tigga, liggja. Udtalen er den famme jom ved det lange I i Nabofprogene. nm Gom en Woigelle mærkes, at delte I paa nogle Steder, (Sogn, Bojs, Eætersd) udtales meget bredt med et Siogs Forflag, eller nefen. fom ,64% f. Gtå. Sei (8), beita (bita). Om en lignende dale ved 1 ftal fiden tales. Odd, oss, Orre, holl, Fonn, Topp, Flokk, hogga; Frost, borga, orka, Holt, Folk, ofta; og beels langt, fom: Skot (Stub), Bod, loden, Bos, Mose, bora, Kol, Fole, koma, Lov, sova, Drope (Draabe), Lok (2aag), Tog (Taug), Boge (Bue). Lyden nærmer fig noget til ,aa", men er mere fremfludt og mindre aaben, faa at bet fun er nogle faa Lybitillinger, Hvori begge Vokaler falde jammen. um. Forded —nd, ng, mb lyder dette D almindelig fom ,aa", f. Es. Vond (: Jordrotte), Rond (Linie), Stong (Stang), Ongul (Fifterkrog), Vomb (Bug); febbanligft agian forved entelt 9 og M, jom: Son, Kona, nomen 0: lam). If. CE, § 13. — Forved bobbelt N og L lyder det nordenfjelds næften fom 0 (fom: Tou, Koll), villet egentlig grunder fig pan en færegen Udtale af Stonfonanten. aa mange Steder findes en meget omfattende Over. gang til Ø (nabent) f. Gt. Bo, løn (i Nordland for Bod, oven); fomen, brøten, gødt, Følt (i Dall, Valders og fl). — Det maa her bemærkes, at vort aabne D er efter Dprindeljen egentlig to Slags (ligefom det før omtalte ©, $ 19); bet ene ex det egentlige ©, fom er bellægtet med I (f. ts. Slot, Dol, Fol; det andet er et Slags Omlyd af A (f. Es. Nos, Tonn, Ofp), fom i Mormalitrift i det gamle Sprog betegnes ved ,ö", altfaa: nbs, tönn, ösp. Begge disje falde her fammen og fane de famme Overgange. 18. Det lutte O (00, 6) er fom oftejt langt, f. Gx. i To fø: tof), Ro, Klo, Fot, Rot, god, Ros, Snor, Sol, Von, Dom, Hov, Hop, Bok, drog; fjelben fort, føm: Trott (: SUD), Sott, Otte, skodd (2: ftoet). Ubtalen er ben famme fom ved det lange © i Gent og Danft. nm. Naar D forekommer i Ordenes Endeftaveljer, har det jædban. lig den futte Syd, Mjønt noget mattere, fordi det er mindre betonet. Efter en gammel Strivemaade fulde demne Endevolal lyde fom et aabent I, mer dette forstommer nu fjelden; derimod gaar den pan nogle Steder over til futt U og paa flere Steder til aa (f. Eks. av nyaa, for: nyo). Om Ender botalerne vil ellers blive talt paa et andet Sted. 19. Det aabne U (iw) er deels tort, f. Ex. stutt, rudd, fo: ryddet), turr (tør), Ull, full, tunn, Grunn, um(m), upp, Klubba, Skugge; Dusk, turka, Ulv, Ufs, Tuft; og beels langt, fom: Lut (od), Flus (Stal), Fura (Træ), gul, Mun (Forandring), jig noget til det lufte O, men er mere fremftudt og tybelig abfilt derfra. Unm. Blandt Avigeljer mærtes, at denne Lyd paa nogle Steder er tilbøjelig HE af gaar over HED forbed N og AM, f. Ez. mona (for muna) fome (for fume). er er bet Tilfældet forbed —nd og ng (. Ex. Hund, under, tung), bvor endog flere af de ret gode Bygdemaal have Ubtalen med o (tong, onder). 3 Bygderne ved Oslofjorden vil Lyden i disje Tilfælde heller gage ober il luft 1. 20. Det lufte U (1, 8) er fom ofteft langt, f. Gx. Bu, Tru, Bru, ut, Bud, Hus, Bur, Mule, Tun, Duva, Huva, supa, Duk, Muge, truga; fjelden fort, fom: butt, budde, trutt, snudde. Syden har nogen Lighed med det lange I i Event og Dani, men fynes bog iffe at bære gante den famme, da det fvenjte U føretommer o$ at nærme fig en liben Smule til I), og det dante berimob at nærme fig meget til D. Anm. faa nogle Steder (fom Vojs, Sætersdalen o. fl.) findes den Wfvigelfe, at dette Ul udtales noget bredere og med et Slags Forflag, næften. fom seu", f. Er. Dens (Ond). En lignende foiglfe er forben omtalt ved S 5 15, on bel fan enim føle, at benne Udtale gjerne foreommer paa de Steder, Hvor det aabne J og U udtales mere lukt, end fom alminde Tigh er Tifaloe, { Gs, Sit (arve) næken fom it; og det fyn ogjan ellers at være et Slags Megel, at naar den aabne Volal nærmer fig meget fil ben tue Syd, do bil netop den fatte 950 Tale fi bed en bredere eller mere biftongift Gom. Det mrtlighe ved denne Udtle er eter, af en lignende Focetomf ogfaa oijer fig I forlige andre Sprog og alter. ao Færserne hor det lange S en Udtale, fom man Har betegnet med aj", paa Island fynes det lange U at nærme fig meget til ,0m". I en ypperlig foent Dialelt, nemlig den gotlandile, udtales disfe Votaler faaledes, at J Ton eteqnes med nai' og 1 med san". S kvot er, fom betjendt, det lange J ombyttet med ei', og det lange 1 med au', i. Eg. frei, Beit, Gis; og Braut, Haut, Hans (1 Stedet for det gamle" høtgdfte; fr, ri. is; bedt, båt, hå). 3 Engelft bliver bet lange 3 (. Gr. side, time, like) ubtalt fom Tet, og det gamle Il flrives tilbeels ,ow', f. Gr. out, sour, ms (Angel fadfit: åt, skr, hås). Alt dette fynes netop at være den jamme Overgang, og naar nu den afolgende Shd I entlte Sprog er bleven den herlnde, då ef dette fun et Grempel da, at ogjan en Dialetjor bed et eller andet Æilfælde tan komme i Moden og fiden blive anfeet fom Landsiprogets rette orm. Det aabe Y (y) ex beels tort, f. Gx. stytta forte), fyrr (før), yppa; drysia, spyria, dylja, dynja, symja; Lyst, myrk, styrkja, syrgia, fylgja, ymse, lyfta; og deels langt, fom: flyt (flytter), drys (af bryfja), Mysa, Byr, Dyr (Dør), fyre (for), YI (Barme), Fyl (al), Skyn, Glym, Klyv, yver, myket, Lykel. Lyden nærmer fig noget til Ø, men er mere fremftudt og tydelig frajtilt i be Bygdemaal, Hvor Votalerne eve noiagtigit aditilte. nm. foo flere Steder, Hær i det Nordenfjeldle, gaar denne Lyd ofte over til ©, fornemmelig i be lange Stabelfer, og denne Tilbøielighed beftyees ogjan ved Gzemplet af den danfte Stribemaade, fom jaa ofte har for 9, f. Gr mønt, førge, Bor, ov. 22. Det lutte Y (f) er fom oftejt langt, f. Gz. By, Sky, ny, byta, lyda, lysa, Dyr, styra, Syl, Syn, styva, ryk, flyg (tyver); fielbnere fort, undtagen i Bølningsformer, fom: nytt, byte, bytte, flydde; imidlertid findes det bog overalt i forttonede Dxd, font efter Sybjtillingen egentlig fulde have aaben Volal, f. Ex. Hylla, fylla, tynna (fortynbe); rykkja, byggja, hyggja. Ubtalen er den jamme fom ved det lange 9) i Svenjt og Dant (= Tydjt å). Anm. Ogiaa ved denne Lyd forekommer paa nogle Steder en bredere Udtale, næften fom ,e4* eller ,ø4" (DF. det lutte I og IN. Ut Y pan nogle faa Steder gaar øver til I (ligefom i Island, bil blive omtalt under Overgangsførmerne. 23. Lyden Ø deler fig ogiaa i to Slags, men Forholdet er bog ifte ganjfe det jamme for ved de foranførte, da det aabne 9 itte nærmer fig til nogen bredere Vokal, og det lufte egentlig fun ev en mindre aaben Lyd, fom ellers er ganjte affluttet og fri for enhver Bilyd ($ 9). Det aabne eller mere fremjfudte Ø (8) finder Sted i faa danne Ord fom følgende: døkk (duntel), kløkk (jvag), søkka (Tyne), gløgg (ffarpiynet), snøgg (1aff), hogg (Gugger), Øks, Bjørn, Bjørk, Mjølk, Mjøll; og mere langtonet: Kjøt, Jøtul, (Jætte), Mjød, Fjødr, Fjora (Strandbred), Kjøl, Fjøl, Mjøl, Smør. Gllers er det fun en liden Rætte af Ord, hvori denne Lyd er herftende med fuld Set; derimod findes den i nogle Bygbemaal i tor Mængde fom Dvergangslyd i Stedet for ©, og filbeels ogjaa for andre Votaler. Anm. Som Tegn for den forden omtalte Omtyd af A $ 17) fulde denne Syb egemtig have et førte Omraade; men denne Omlyd betegnes va for det mefie ved © (0) 3 nogle Vygder (fjær Balders) gjælder rigtignok © for denne Omiyd, i. Gr. Vol (Stal, Dub (Mh); men da man her ogfaa bar Ø i Stedet for det oprindelige D, bliver dette helt at anjee fom en Dvergangsform. — Uvigeljr i Udtalen forstomme, blandt andet i Solør, vor dette Ø lyder moget aabent, næfen jom ,0%". 24. Det lukte eller mindre jremtudte © (5, æ) er for oftejt langt, i Gr. søt, møta, føda, øsa (2: opbidje), føra, kjøla, Bøn, grøn, døma, toma, hova (pasie) Lok (Bef), sokia, slog, plogia ; fielben ført, unbtagen i Boiningsformer, fom: søtt, møtte, fødd, større. Lyden er den famme fom ved det lange D i Svenj og Dart. nm, $ nogle Bygdemaal findes dette D | førre Mængde jom Dvergangstyd, ifær i Stedet før det aabre PV ($ 21) baa nogle Steder ogjan før øb, fjelbnere før an. Hjellige Maader; i Rormalftrift betegnes det forte ved ved 0". Toetyd (Diftonger). 25. Tvelyden Au er at betvagte fom et fammenjmeltet au, fvoraf Hverken A eller U høres jærjtilt, men begge tiljammen danne een Vokal, fom ligner det tydjte au, men er lidt mere fremflubt, fom fan mærtes deraf, at den tydjfe Udtale forefomner os at nærme fig til ,aa-u". Lyden er jedvanlig lang, i. Gx. braut, (brøb), baud, fraus, Aur, gaula, (brøle), Raun (Tre), Draum, Lauy, Kaup, Hauk, Haug, Auga; bog ogfaa fort i entelte Former, fom: blaudt (Blodt), audt (øde). nm 3 Bolders og pan enkelte andre Steder udtales au med en nogenlunde tydelig ALyd, men i den almindelige Udtale er Lyden af A jaa buntet, af Diftongen gjerne kunde betegnes med ,0* eller eu'. norfte rd og Navne har man ogfaa ofte frevet den med ,0u* i den fenere Tid, men ben gamle Strivemaabe er ,au". 26. Tvelgben Ei fan ligeledes betragtes fom et fammenjmeltet ei" eller ,æd", hvori ingen af Delene høres ferftilt, men begge tiljammen banne een Wotal, fom ligner det tydjte ei", men er lidt mere indtryft (ba den tydjte Udtale fynes 08 at nerme fig til ,ai"). Syden er fedvanlig lang, f. Ez. veit, (veed), beit, Heid, reisa, meir, heil, Bein, Heim, Kleiv, Reip, Eik, leika, feig, eiga; bog ogjaa fort i visje Former, fom: heitt, breidt, Breidd, leidde. Mum. Paa nogle Steder (ifer paa Vojs og i Balders) er Udtalen lidt afvigende og gaar over til ,al". Dette hunde bifmot fynes at være en mere oprindelig Form, men maa alligebel her betragtes fom en Dvergang fra et", blandt andet af den Grund, at Konfonanterne G og , i Stillingen forbed dette ,ai", beholde Lyden ,gj" og f° (i. Gz. Gait, tai, hvilket netop pasjer til & og itte til AU, efter en bis Regel, fom fenere vil blive omtalt. 27. Den tredie Tvelyd Øy udtales ligeledes fom en fame menjat Vokal, hvori ingen af Delene høres tydelig jærfkilt. I jtedninger fvarer den nærmejt til det työjte ,äu", fom ben ogfaa ligner i Ubdtalen. Syden er jædbanlig lang, f. Er. Øy, Høy, døya; støyta, nøyda, løysa, Øyra, Søyla (Gøle), løyna, gløyma, døyva, støypa, Dyk, boygja; bog ogjan fort i visje Former, fom: støytt, øydt, øydde. Mum. Gn liden Aoigelje foreommer tildeels i Valders, idet Lyden nærmer fig Hop" eller ,aai". Paa et Par andre Steder Iyder oy fom Jef", men dette er en Overgang, jom faar i Forbindelje med Overgangen fra © 6 3 (§ 22). I de gamle Skrifter betegnes Lyden deels med ,øg" og Bees med ep", i Yälandit altid med ,ey" Bed Siden af de ægte Ditonger forekommer ogfan en Overgang til Diftong, Hær ved Omdannelje af den G, f. Ex. Tau" for Tog, ,fela? for fegja, .jelen" for fegien (fegen), , Mele" for Rogie (Rage. 3 entele Tit fælde findes ogfaa: ai, of, ui; men bisfe maa anes enten fom Overgang fra en anden Syd (f. Gx. vait for vett, ie for Lagje) eder fom en fremmed fyd, indlommen med et fremmed Ord (. Ez, Kota, ffola). Man tan faaledes itte antage flere Tvelyd end au, et og øy, fom retgjældende i Sproget. En anden Tvelyd, nemlig in" eller ,eu", fynes rigtignot engang at have fundet Steb i Eproget; men denne har allerede I en ældre id gaaet over til fu" og io" St five ei" og 9)", fom nogle have forjøgt, ev feilagtigt, da bi Der Dave ægte og oprindelige Diftonger, fom tte indeholde nogen Konjonant. af Ævelbden, medens bet dog efter en nærmere Underføgelje er netop Tbelydens fidfte Deel, fom er den vigtigfte. 28. Tvelydene au, ei og oy, ere, fom for bemertet, oftejt lange, og det famme er Tiljælbet meb 22, æ, ø (æ) og med lutt e, i, 0, u, y, da nemlig bisje Volaler øjtejt findes i den Lydjtilling, at fm en enfelt Konjonant følger efter, og altfaa fjeldnere forded en bøbbelt eller jammenjat Medlyd. Man kunde faaledes for trinsbiis falde diske Vokaler Lange; men herved er dog at mærke, at, faavel ved disfe fom de øvrige Vokaler, er elve Lyden ganfte den famme i en fort Stavelje fom i en lang, faa at f. Ex. Formerne bur" og ,budde" have begge det famme lufte 11, fun med den Forftjel, at bet i den fidjte Form er mere korttonet. Anm. I felve Lyden ere diske Votaler fordetmefte ligedan fom de tilfoarende i de nærmefte Rabolanbes Sprog, og faalebes ex deres Udtale ogfaa den meft betjendte og mindft omtuiftede. I Volalernes Omfang eller Omrande i Eproget findes derimod en betydelig Forljl, og her er det Hær de tre Diftonger (nu, ei, 99) fom udgjøre den mærtelighie Egenhed for dette Sprog. Men dette er dn ogiaa en Ggenhed, fom netop ev et fort Fortrin. Det vifer fig nemlig ved nærmere Gfterhyn, at Tvelydene fra de ældfte Tider bave havt Eteb i flere af be allerfuldlomnefte Sprog og udgjort en bælentlig (Gvunddeel i deres indre Bygning. Men i nogle Sprog fynes de allerede tidlig at være bortfoldne, og I entelte andre er deres oprindelige Omraade Blevet meget forryttet. 3 Doitydllen findes de tildels bevarede, men deres gamle forhold er blevet forvanftet derved, at et Var andre Vokaler (I og NW ere overgaaede til ei" og van" (i. § 20, Sum), hvorved altfan disfe to Tvelyd have facet et unaturligt ført Omraade. J Evenfl og Danfk findes allerede fra gammel Tid ,,e" I Stedet for ek", og ligeledes ,0" for van" og oY"; herved bar altjan © og © foact et umaabelig fort Omraade, medens derimod ei" og 9" tin forefomme fom uægte Viftonger, frem» tomne beb en Ebættetje af bisje Ronjonanter, f. Ex. Høide eller höjd for Høgd. Det norfle Maal har altjan den Fordeel, af Toelydene fremdeles findes i famme naturlige og pasjende Omraade fom i gamle Dage, og at de tilige have beholdt en beftemt og fitter Wtale, faa at be itte hanne forbegles med nogen anden Lyd. Herbed binder man, blandt andet, en førre Sfoerting og Veltlang i Volalerne, og tilige et førre Raaderum for Ale ledning. 2 — net Srammasit Oprindelfe, ogjaa fane en forftiellig Form, jaa at de ikke kunne forverles. Som Grempler herpaa fan anføres: let (af Iaata) og let (af lita); rota (rod fæfte), røyta (lade raabne) og rauta (bral); sa (ophidie) og auss (fe); Or (@vimmelhed), Oyr (Bante) og Aur (Gruus); røra (øre) og røyra (ombinde); soma (jomme) og sauma (fy); tøma (tømme) og tayma (toile); Lok (Beet) og. Lauk (Søg); røkia gjøre fig Blid for) og røykja (røge). 29. De øvrige Vokaler, nemlig a og det aabne e, i, o, u, y og ø(å), ere desls lange og deels forte, idet de bruges i forifjellige Lybitillinger, deels forbed entelte Konjonanter, hvor Volalen maa bære lang, og dels forbed jammeniatte Konfonanter, hvor den fæbbanlig er fort; og ba disje fidjte Stillinger ere de flefte, fan man altjaa fige, at disfe Vokaler ere ofteft forte. Herved maa atter mærtes, at jelbe Syden er i begge Tiljælde den jamme; men har f. Ex. det fanme aabne E i lesa (læfe) fom lessa (lægge i Læs), jamme D i hopa (vige tilbage) fom hoppa (oppe), jaunne aabne 9) i fyre (for) fom i fyrre (forrige). Disje Vokaler Have ellers det tilfælles, at de ere meget ublatte for Forandringer i entelte Bygbemaal, og i visje Lyditillinger Have de heri et ret mærteligt Fællesftab, fom fenere fal bijes i Dvergangsformerne. nm. Om de aabne Botaler (ifar ¢, i, 2, u', 4) maa endnu nogle Dvd tilføies, da faa mange Læfere ere tilbøielige til at anfee disfe Lyd fom uberettigede, fordi de ile nævnes blandt Vlalerne i Etavebogen eller MW fabetet. Efter hvad der forhen er anført, adftille disje Lyd fig ei alene fra de tutte olaler, f. Gr. Lim (Sem) fra Lim (Sim), Not (en Rob) fra Not (et Bob), Dy' (en Dør) fra Dyr (et Dyr), men ogjaa fra den nærmefte aabne eller brede Volal, f. Gx. lesa (læje) fra læss (tillanfe), stela (Fjæle) fra stæla (fnalfætte), Kol (Stul) fra Kaal (Maal, Mose (Mos) fra Maase (Maage), Yl (Barme) fra ØL (DN. Men bet man ogjaa martes, at Udtalen paa mange Steder itte er faa nøiagtig i at abffile bisje Lyd fra de tilgrændfende. Den bedite Udtale for bisje Vokaler er viftnok den, fom Hherffer i Bergens Stift og i de fydlige Fieldbygder (fra Raabygdelaget til Valders); men ogfaa i dette Etrøg findes visje Avigeljer pan entelte Steder; i Novdfjørd kommer I lidt for ner til G; i Søndhordland kommer O' lidt for ner til Ma; i Hardanger nærmer & fig vel meget til W; i Sætersdalen og den øverke Deel af Telemarten tommer Y for ner til det lufte I, medens W kommer tilbeels for ner til Iutt Il og i visfe Sybfillinger for ner til D; i Hallingdal faar & for nær ved IE, og Y for nær ded Ø; i Valders gaar O' tildeels øver til D. I de oftlige Strøg og i det Nordenfjeldfte er det fædvanligt at bisje Syd blive noget for brede, idet at &" vil gaae over til 36, ligejom, eller flere af bisje Lyd ubtales bedre end de øvrige; faaledes har man i Ofterdalen en god Udtale af ©) men itte af & og Y, og i Nordland findes. ofte en qub Udtale af 3, mebens bevimod gaar ganfte over til P. Der er al Grund til at antage, at bisje aabne Volaler ogjan have fabt Sted i Svenfk og Danft, jaavel i lange Staveljer fom i de korte, hvor de enbmu ofte forefindes. Jmidlenid fer det ud til, at man ar fundet det ube. fvemt at beholde dem i de lange Staveljer. I nogle Tilfælde har man beholdt Syden men opgivet Længden, idet man har fordoblet ben følgende Konjo nant; faaledes i Svenft: droppe, flotta, mosja, brott, toppar, tumme, myten: figefaa i Danft: visfen, frosjen, tomme o. fl I andre Tilfælde har man be. Holdt Længden men opgivet den egentlige Lyd, idet man Har fat den nærme fe Botal I Stedet (nemlig æ for €, ¢ for i, aa før o, o for u, ø før 4); faa Tedes i Svenft: vig, Ufa, fen, vet, tåg, ffåba, om, flola, före, Hver; — I Danit: Næs, væde, Kneb, Streg, tnale, banren, Lab, om, Vør, før. I em felte Fald findes baade Fordobling og ombyttet Votal, f. Er. Ev. vett, flop, veda; og Dan: Venner, Lemmer, Sommer. — Med faadanne Ex empler for Rie have ogfaa norite Forfattere kedet norite Ord paa lignende Saade, lerede i Jenfens Glojcbog (fra 1646) findes: Bojs (for Bos), Rittel (Rttel), Spytte (Epyta), Kolle (Kola, >: Lampe), finne (ina, >: bisje), og med anden Volal: Vel (Bil) Vaar (Vor, Staat (Sto, Skjør (Styr. Hos H. Strøm findes ligeledes: Telle for Tete), Bitte (for Bite), fibbe (for fliva) motte (for mot), Malle (Mole, 3: Stytke), og med anden BVotal: ØL (HN, Øveftodde (Poerktoda), Leet (Lit, Meed (Mid. Nyere For fattere fra andre Kanter af Landet have jedvanlig foretruttet den bredere Botal, f. Gz. Tele (før Tele) Braate (for Brot); og mange dille viftnot 'paaiaae, at dette er den rette Mande, fiden den paa mange Steder virkelig Har et Slags Medhold i Udtalen. Men dette fan kun forfvares, faalænge fom man frier for fremmede Læjere I en Dialett, fom man itte tillægger nogen fonderlig Betydning. Naar derimod Eproget al behandles fom et heelt Lands Sprog, maa abftillige høiere Heniyn tages med, og Votalforhob det maa faalsdes Ger føres tilbage til den Form, fom efter den Radighe gamle Strivemaade befindes at bære den rette, og fom endnu har fuldtomment Medlold i mange gode Dialeter, Kun herved tunne Ordene faae den Form, bvorveb deres Dprindelfe op Slægtftab tan nærme betegnes, og Booraf deres Forandring, ved Omlyd og andre Overgange, tan bedk fortla: ms. Dg da disje Botaler, efter hvad de hyndigite Eprogforftere have op. Ty, netop henhøre til de oprindelighe og ælde I Sproget, er dette agian en Gnmd mere til af bevare dem i en uforbanjtet Form. 30. Gfter den her fremftillede Fordeling af Lydene har det norfte Sprog altjaa et temmelig rigt Forraad af Vokaler; og efter alt, hvad man fan flutte af den gamle Skrivemaade, er dette oreaad ganite det jamme, fom fandtes i det gamle Sprog. Bed GSammenftilling af disje Vokaler vil man ogjan finde, at de Have en mertelig indbyrdes Orden og ftaae i visje regelrette Afftande fra Ginanden, idet de udgjore visje adjtilte, men noiagtigt lige» løbende eller. parallele Rafter. Til Oplysning om dette Forhold opftiltes de her jævnfides i tre Næller efter de forben omtalte Graber af Fremitybning (§ 8): 3. Brebefte Botal + «+ + | He ie | aa smiddetvotal, aaben. . | - € |. 0-0 ET IE o Snvrefte Votal,aaben | + |= w ad i y Toelgh ser tr øy au (ou). nm. Gjter den Betegningsmaade fom bruges i Rormalfecit for bet gamle Sprog, adftilles Lydene faaledes: Bed denne Ordning er ellers at merle, at Lyden A itte pasfer no agtigt: til den mellemfte Mette, da den ligefom fianr udenfor de øvrige Vor taler. Forobrigt er altjammen regelret; efter en bred eller meget aaben Lyd. følger en, fom er noget fnevrere, og en, fom er meget fnæbrere, og bed Gi den af hver af disje to findes en mere fremftudt aben Wotal; tilfidft følger en Diftong, der meget nær lan betegnes fom en Sammenjmeltning af alle be foregaaende. Lydene i den tredie Nette, tiljammen med A, udgjore de faalaldte Haarde Vokaler. Tre Votaler, nemlig A og det aabne I og U, blive af Sprogforterne anjeede fom Grundvotaler eller fom de meft oprinbelige Eeldlyd; og i nogle gamle Eprog have ogjaa disje Valaler en betydelig Overvægt fremfor de øvrige. Bra bisje Grundlyd anfees da de øvrige af bære udganede, desls ved Svætning (jom © of J, og © af IV), becls bed Forlængetje eler Udvidelje (jom Ua af %, hult I of cabent 9, lukt 1 af aabent 1 o. f. 0) deels ved Omlyd (om E' af %, % of Ya, © af I, 9 af 1, Øy af Hu) Om den gamle Udtale har været ganfte ben famme fom den mværende, er rigtignot banfeligt at fige med nogen Wished men naar di fer, at For: holdet imellem Sydene i bor Tale foarer nogenlunde godt til Forholdet I den game Sift, fan falder det o8 dog naturlight at antage, af den Mdtale, fom Der i det foreganende er fremftilet, itte tan være ret meget forvanftet. mid fetid ec det en mærtværdig Omftændighed, at Jslændingerne udtale de fete Motaler anderledes end bi. lerede det, at de udtale e (€) fom æ, o fort na, og i form e, er efter det foranførte et Elags Afvigelje; ligeledes at det lutte U (i) tyder næften fom vort O, og at Aa (å) yder omtrent fom vort Jou'. Sen endnu mere panjaldende er det, at æ lyder fom ,ai", og ata (6) falder fammen med æ og udtales fom ai"; ligeledes at é iyder jom ,jæ' anbent u fom ,0", y fom i", og aabent y jom i, ligefaa ey" (ot) fom ei og derimod sv. fom der er faaledes en betydelig. Avigelie. fra den regelrette Mand imellem Lydrætterne, fom ovenfor er omtalt; og denne Udtale afviger altjan et alene 'fra [den norfte, men ogjan fra den almindelige Udtale hos de beflægtede Folk pan Faklandet. Den fynes faaledes nærmek at maatte betragtes fom en Ggenhed for et entelt Sandftabsmoal, i Lighed med bisje andre Egenheder, fo ellers foretomme i meget affondrede og affides tggende Ggne. Bijinot hende mon ene fig, at f. Gz. Lyden Aa lan engang have faaet noget længere fra 0, og ligeledes Æ noget længere fra E, end fom mu er Tilfældet Hos 08; men det fynes dog mindre rimeligt, at de fulde Have ganet over til virtelige Diftonger. I nogle af vore Bygder Har rigtig: mot Ya et Slags diftongift Udtale ($ 11), men er alligevel adfit fra an"; og nogen tilfvatende biftongift Udtale af Omiyden AS foretommer itte I disje Bygder. Hvad AE angaar, fynes ogjaa den gamle Skrivemaade at give vor Udtale Medhold, da nemlig de gamle norite Haanbifrifter (F. Cx. af Lobene) meget ofte forvesle 3 med & (f. G. bætr for betr, hælde f. heldr, væra f. vera; og derimod: nest jor næs, letr for lætr), Hvillet fynes at bije at © og YE maa fave faget hinanden meget nærmere end ,e" og ai , fom itte hunde fanledes fordestes. Endvidere fynes den gamle Strivemaade ogfaa at vije, at © (a) har bæret tydeligt adPit fra AE, og ligeledes Y fra I, og DH (eb) fra Gi. 3 et og andet Bygdemaal have vi rigtignok entelte Overgange, fom figne den islandffe Udtale, faafom det føromtalte ,a0" for fon; faaledes ogiaa: ,4" eller ø for u' (i nogle faa Ord paa forMjellige Steder), je" for Men bette bliver dog hin Undtageljer fra de Regler, fom her maa kaldes almindelige; det er altfaa et Glogs Gpenbeder for visje Dele af Landet, fønt det altid man indrømmes, at de i fig felv ere mærtelige not og rimer ligbits ogfaa ere meget gamle. 31. Det norfte Sprog har følgende femten Konjonanter: 5DFGHIKH LM N VR, E, T, V. Oa ved disje Lyd fan man ffjelne imellem tre jorifjellige Grader of Frem= ftybning, og Foritjellen er her endu tydeligere end ved Votalerne. De mindit fremitudte ere: K, G, I, H, fom kaldes Ganeboge ftaber; mere fremitubte ere de jnafaldte Tungebogjtaber (eller Tanbbogitaver): ET, DV, S, R, L, M; og de meft fremffudte ere Læbebogitaverne: PV, B, 3, V, M. Giter andre Grunde blive Sonfonanterne ellers indbeelte i: Aandelyd (Spivanter): H, S, 3, V; lydende (Liqvide): R, Y N, M, og Stumme (mute), fom atter deles i Haarde: K, T. P; linde eller bløde: G. D, B, og beaandede (afpiverede): F. (Dog fan man ogjan jætte F fom Aandelyd ved Siden af V). Begge disje Drdninger kunne overftues ved følgende Opjtilling: Stumme. — Aandelyd. | Flydende. ®anebogitav . . tr se Tungebogftav. .... | t b -| 8 - ri n Læbebogitav .. . gl. Anm. Under de faataldte frumme Medlyd fan man, foruden de fre haarbde (£, t, p) og tre linde (9, 3 b), ogiaa tente fig tre beaandede (afpirerede), form Grimm betegner bed: &, tb, pb. Af diske have vi nu hun den fidfte i Formen 5; men det gamle Sprog havde ogjaa den mellemfte (16) i Formen P, hvorom mere fiden. For den førfte Lyd (6) findes intet tiljvarende, da nemlig bort »H" itfe er nogen felbftænbig Konfonant, men hun en Tillempning af ,!' for vise Sybfiliinger. Medlydene c, a, og 3 Kane udenfor Eprogets nødvendige Lydforraad og behøves egentlig itte i norfte Ord. De to fibjte have imidlertid været meget brugte i bet gamle Sprog fom Dobbelttegn, nemlig ,z* for 13 eller gå (i. G3. ax, 6) og ,3" for ts eller då (f. Gz. bent, fora, for bet og fødfla). Ten da de Ord, hvori de ffulde bruges, itte ere ret mange, og denne Brug alfian itte tinde være til nogen for Hjælp, faa tan man viftnot unbvære foabanne. Tegn i bisfe Tiljelde jaaveljom | mange andre, hor et Dobbelt, tegn bilde være til langt ftørre Hjælp, f. Ez. for tt, Å, ef, ng og lignende. Det ev egentlig tun i fremmede Ord og Nadne, at bisje Bogfiaver høre hjemme; f. Er. Centrum, Qvæktor, Ezempel, Alerander, Cicero, Beno 0. f. 0. Dvor Ezempler ffulle anføres af forffjellige Lydkillinger i en fammenhængende Nette, falder det betvemmefi at begynde med Tungebogfiaberne og gane frem omtrent i følgende Orden: T, D, E, R, L, N, M, V, FB B; — KG, JH Det er nemlig de forjte, fom kunne indtræde i de flefte Stillinger for og efter enhver Vokal, og fom ere mindk udatte for Paavirtning af Wotalen. 32. Ved T fan mertes, at denne Lyd egentlig omfatter to fortjellige gamle Stonfonanter, nemlig T og Th (p), Gore den fibfte Lyd er bortjalden ved Overgang. Ved Udtalen er imidlertid intet jæregent at bemærfe; en ubetydelig Mvigelje forekommer. tigtignof paa entelte Gteder (janjom ved Stavanger), idet T udtales jfarpere eller med jtærtere Aandeftod; wen bette gjælder da uden Forftjel, hvad enten T [varer til det gamle T eller til Th. Mt T ojte bortjalder i bisje Endeljer, at Tj gaar over til Fi, og TU ofte til il, vil jenere blive omtalt. nm. I det gamle Sprog ere I og p (8) nølagtig adffilte i Ve gindeljen af Ordene; f. Gr. aka (tage, og hikka (tatfe); tunga (Tunge) bungr (tung). Det famme bar været Tilfældet i flere gamle Sprog og er det endyu i Jslandkk og Engelft, medens derimod Tydften har D for Th. Det gamle P fvarer jaaledes til tH i Engeljt og d F Tydk; f. Gls bykkr, ng. tick, 3. did; Pistill, €. tmistle, T. Ditel; hvorimod det gamle T [vores til Eng. t 00 Tybft 3 1. EN, ela, G. tell, T. ben; toll, ©. toll, 3. Jod, Ut det gamle TH jaaledes er faldet jammen med T, er i runden et Tab for Sproget; men det jamme Tab findes ogfaa i Evenit og Danit, hvor netop den famme Overgang har fundet Sted. J entelte Ord har man forjøgt at betegne Dprindeljen ved at frive ,t5', jaaledes: Ting, Thorsdag; 33. Bed D er at mærte, at det i visje Stillinger tilbeels foretommer med en afvigende Lyd, og deels ogjan bortfalder i Talen. Dette ex ifr Tilfældet, naar D tal folge efter en BVofal eller ftaae imellem to Vokaler, f. Gr. i Tid, Stad, Skade. de temmelig regelret, nemlig iStoxdfjorb og denføndre Halvdeel af Sond : mør. I denne Ggn hav det tilbeels ogfaa en færegen Udtale, fom frem : Tommer ved et foagere Tungejlag og en ftærfere Beaanding (Aipira: tion), hvorved det faar Lighed med det islandjte d og med det Denandede b (8), fom tildeels forekommer i Danmark. Paa andre Steder i Landet bliver D i denne Stilling jædvanlig udeladt, f. Gr 3, Str, Stre. I entelte andre Stillinger er det ogjaa tilbøleligt til at bortfalde; efter M (f. Gr. Ord, Bord, Gard) bortfalder det næften overalt, og efter © og MN (f. Gx. Eld, kald, Sand) bliver bet paa mange Steder utydeligt. I det Hele er het netop ved denne Konjonant, at den almindelige Udtale har de ffejte Mangler. Mum. Gfter den gamle Strivemaade maa V, i Stilingen efter Vor talen og i visfe Gnbdeljer, Have adjtilt fig fra det almindelige D, da det mem tig, betegnes ved en egen Bigur, det faafaldte fungne D (Ö) ligedan fom I Sslandt. Imidlertid har denne Adftillelje iffe nogen fynderlig Betydning, da det flangne D itte fremtræder fom nogen felbftendig Bogfav, men kun for en Woigelie i visje Lydhilinger. Ved Ligning med andre gamle Sprog, finder man derimod, at der virkelig har været en felvftændig 2yd, fom kunde betegnes med (llc dG) og var adifilt fra Det almindelige D. I Angel fadfift findes bisje to Lyd tydelig aditte, f. Er. ridan (ride) vridan (vride), fom begge i Gammel Rorit hedde: rida, J Gngelit ec ogfaa de to Former ante ved førftjellige Bogftaver, nemlig å og th (ride, writhe), og ligefan I Tydften, fom har t for d, og d for d (db); F. Ex. M. breid, Eng. broad, T Brett, men: leid, G. loath, %. (ed; — — bjods, &. bid, . bieten, men: sjoda, € sceth, 2. fieden; — Ord, E. word, %. Wort; men: nord 6. north, T. nord. Der ev jaaledes to førftjelige Lyd falne fammen til cen, men denne Overgang & fon gemmel, af nogen Forfjel itte tommer tillyne i de gamle Skrifter. for Landets Maal eller Normaliproget maa Regelen mu blive den, at D bør ftrives overalt, hvor det med rette hører Hjemme, og at det ogfan Saa udtales i Sæsningen. Paa Grund af Vanen til at udelade det i Daglige talen vile viftnot mange tænte, at dette mu hunde anes fom bet ste, og man Der ogjan Gzempler pas, at norfte Dob ere optagne i Skift med de, {ast D, jaafom: 2, Hei, Sau og flere. Men dette vilde aligevel være for megen Stabe for Eproget. Naar D hører til Roden af et Ord, er bet en tigejaa umiftelig Deel fom enhver anden Medlyd; D i ,Etad" er ligefaa nsbvendig fom Ø i Dog", T i Tat" a. |b. Dernæft er det ligefna 10 vendigt i de færegne norte Oud fom i de Ded, fom ogjaa eve danfte; der er ge jan megen Grund til at flvive ,2id* fom Tid, ,G100" fom Flod, ,Saad" fom Raab. D her lige fan god Grund i det norfte , Heid" fom i det dantte Mede" og. Det sydfte ,Deide"; det er ligefan nodvendigt i ,Daude" fom i "ob" og det tmbite Tod; at ubelade det i Skrivningen vilde hun tjene til Qt give Eproget et Udjemnde af Uhuldfonmenhed og jætte det van et lavere Erin, omtrent fom et Bygdemaal, imod de andre Sprog, ungtet entelte af bisfe, og talad det foenfte, hør ben famme Udeladelfe I Dagtigtalen, uden at dette fommer tiljone i Skriften. Endelig fan det ogfan mærkes, at der er fiere Siljlde, Hvor to forttieltige Ord ved denne Udeladelfe ilde blive gane lige; jaaledes: Flod (Dverfbømmele) og Flo (et Rag), Trod (Grundiag) og Tro (en Rasfe), Sud (Fuge) og Su (en Eo) frid (juu) og fri (fri, Hand (Spot) og Has (Gres). 34. Ved R forekomme entelte Afvigeljer, fom bog iffe have nogen fynberlig Betydning. Den almindeligite Ubtale af R er den, fom foregaar ved et Stød med Tungefpidjen imod Tandtjødet eller den forrejte Deel af Ganen. Dette fremmer overeens med Udtalen i Sverige og pan Island og bliver af anfee fom den egentlige norfte Udtale. En anden og fjeldnere Udtale er den, fom fremfommer ved et Tryk med den bagere Deel af Tungen, fvorved R faar nogen Lighed med Ganebogitaverne. Denne Udtale, fom her maa faldes fremmed, foretommer af og til i den fydligite Deel of Sandet, ijær i Byerne i Sriftianfands Stift jamt i Bergen og, befynderlig not, ogiaa i et lidet Strøg i Hardanger. Anm. Gnfelte andre Woigelee give tun før visfe Supfilinges, janfom: et, td, en. Bed xt og d forefommer ofte en færegen Udtale i Agerdhus og Srondbjems Stifter, idet rt (f. Gx i fort, Grter) bliver utydeligt Ween fom bt, og rd gaar over til en Mellemting af N og EL eller egentlig får et faatalbie tte £, hvorfor det ogjan i Bijer og Optegualer fra bisje Egne ofte findes fredet med L, f. Ex. OM (Ord), Bol (Bord), Gal (Gard), ut (Byrd), wale (vheba) — Bed m forefommer en langt mere almindelig Dvergang til nn, 09 van nogle Steber fl dn, f. Gr. Damn og Hobn for Horn. Dgjaa ved 1 forekommer en Afvigelje i Udtalen i en eel af Landet, fornemmelig i Agershuus og Trondhjems Stifter. Foruden det almindelige fimple & findes ogjaa i visje Lydtilinger en afvigende Lyd, fom dannes ved en egen Bevægelje af Tungen, idet denne træffes mere tilbage og bøles mere opad. Denne Lyd, fom man folder det tytfe 2, mærtes tybeligft, naar £ itanr alene efter Vokalen, f. Er. Dal, Staal, fæl; ogjan i mange andre Etillinger, i. Ex. Blad, gloymt, Folk, halv, Hals o. f. 0. Forbed I (f. Gr. i fælt) bliver den ofte utydelig, ligejom bet overfor omtalte %, og i entelte Tiljælde kunne NR og © være vanftelige at adjtile. For Sproget i det Hele fan denne Lyd imidlertid ifte tillægges nogen Vetydning. Anm. Det tylte L bruges ogfaa i Sverige og er janledes en fælles Egenhed for dette Land og den øftlige Deel af Norge. J det Søndenfjeldle vetter det fl Sangfeldene i Ve og til den øftligfte Del af Telemarten i Syd; i det Norbenfjeldite ftrætter det fig til Havet og vætter lige fra Romsdalen til Helgeland. JVergens og Kriftianiands Stifter er det derimod aldeles fremmebdt, faa at det falder Indbyggerne meget vanfteligt at udtale eller efterligne denne Lyd. Da man heller ikke finder nogen føroglig Grund for Brugen af denne Syd, maa den viftnot tun anfers fom en Dialett.Ggenhed for en Deel af den nordifte Halvø. 36. Ganebogftaverne K og G faae i visje Tiljelde en Forbindelje med ,j" og banne jaaledes en jæregen Lyb, fom rigtignok maa ffrives med to Bogjtaver (fj, gj), men alligevel er entelt og ubelelig. Denne Lyd fan have Sted jaavel i Forjtaveljen jom forved Enbeljen; F. Gr. Kjole, kjosa, Kjøl; Gjord, gjota; skjota, Skjold; — vikja, lækja, søkja, vægja, pløgja; styrkja, blenkja, stjengja; ligelebes i Fordobling, fom: Lekkja, rykkja, leggja, byggja. 3 alle faadanne Tilfælde er ,j* fammenfmeltet med § eller (5, faa at begge tiljammen ubgjøre fun een Lyd. Kj bliver meget Bløbere end K og lyber omtrent fom det tybjte ,4; Gj bliver blødere end & og lyder næjten fom ,j". I fordoblet Form (f. Gr. Lyktja, liggja), blive de naturligvis ftærkere, men beholde alligevel den jæregne Lyd. Kj og Gf maa altfaa iffe læjes med abifilt Lyb (faaledes fom tj, fi, ri, og lignende); thi en faadan Lyd forekommer ikke her, undtagen i fammenjatte Ord, fom: Arok-jarn, Kalk-jord, Plog-jarn o. f. v. Mum. Egentlig er denne Udtale itte nogen Særegenhed for dette Sand, da den agjan forefindes i Sverige; imidlertid paaftaaes der, at det foenfte ,1" tyder fom ,ti*, og hvis dette er almindeligt, man den foenfke Ubtale være ftarpere end den norfte; forøvrigt maa det mærtes, at Kj og Bj bade langt mindre Omraade i Svenften, hvor nemlig ,j" er bortfaldet i Efter: faveljerne, f. Gx. ,jøtn" for fotia. Der i Sandet er den ovenfor nævnte Ude tale almindelig og fax fun entelte Avigelfer § visfe Lydkillinger, Saaledes Bliver Oj i Forftaveljen ofte udtalt ganfte fom ,i* (i. Ez, Bjord fom Jord) puiltet egentlig itte er ganfte rigtigt; adfillige gode Bygdemaal Have virkelig. et Gj fom er abftilt fra | og tan opitilles fom et Slags Mellemting imellem og i; men Brugen af denne fuldtomnere Lyd fynes dog intetkeds at være fan nøiagtig, at man med Eryghed kunde følge den i Strivemaaden. Ogjaa i Gfterfavelfen lyder Gj ofte fom i, naar ingen anden Konjonant følger med; efter 3, Y og Øy bliver det ofte uhørligt, f. Ex. vigia, drygia, bøygia (fom via, drba, bub); efter © og © bliver det ofte opløt I en Kveld, i. Ez. segja, tegia, nøgja, fom paa mange Steder lyder fom: jeia, teia, nota. J en» telte Egne, fom Raabygdelaget og Telemarten, er imidlertid G-Lyden tipelig i faadanne Tilfælde, (f. Gr. BVegjen, bregjen); I Hallingdal og Valders Lyder ben ftundom meget færtt og nærten fom fordoblet (| Gz. i GStrigie, brygie). Den jammenjatte Syd Skj faar forfiellig Udtale; i Bergens Stift høres Reuben lige tydeligt i MH" fom i Hi", fan atf. Er. Ordet lær" lyder fom fjær" med et & forbed; men i det Sondenfjeldffe og | Trondhjemé Stift bliver denne Å-Lyb faa foag og utydelig, at man neppe fan abffille Mi fra fi; og paa nogle Eteder har dette fl" en afvigende Lyd (et Slags i), fom nærmer fig meget til den fvenite Ubtale, men dog itte gaar ganfte over til en faaban Dysielyd fom i det Evenfte. Dette maa Her anjees fom en vigelje fra den rette, oprindelige Udtale, og der er itte nogen Grund til faaledes at bortfafte en Deel af Ordets Nod; $ er ligefan nodbendigt i fielver" fom I flat», i , Mota" (og fyter) fom i faut; og desuden Har den fuldtomnere Ubtale iffe nogen Banfeligged mere ved i" end ved andre fæbvanlige Lydfillinger. 37. Bed Lyden Kj og Gj er ellers en Megel at mærke, fom har en mere gjennemgribende Betydning, og fom Her maa nærmere omtales. ovenfor nevnte Lyd Kj og Gi; ($ 8) omtalte finde eller bløde Votaler: IE, ©, I, Gi, Ø, I, Øy. Forved bisfe Selvlyd have vi altjan ikke haardt K eller ©, men fun i og Gi, hvad enten man nu vil ftrive disje Lyd med ,j" eller ifte; i. Gx. fer (ell. fær), Henna (ell. fenna), Aid (Kid), teiva (fjeiva), tjøla (føla), yr (Syr), føyra (fjøyra); Skip (Skjip), Sty (Hy), fiovta (iota), gieta (eller gæta), Geit (Gjelt), gild (gjilb), gla (givlla), gøyma (gjøyma). Jmiblertid er det tun i Foritaveljen eller forved den betonede Vokal, at denne Regel er Udtalen noget forftjellig; imidlertid have dog de bedjte Vygde mal ogjan Her for en ftor Deel bi" og ,gj"; J. Gz. Hite (udt. Rilje), Merte (Mertje), Lykel (Lytjil, Læge (el. Lægje), Tygel (Tvgjil. Med Henfyn til Strivemaaden kunde dette i" kaldes et uvejentligt j i Modjætning til det (i forrige $ omtalte) væjentlige i forbed a og o, fom nemlig itfe udelades i Strivningen. nm. Denne Udtale, jom er et af de mærkelighe Puntter i vor de ære, er almindelig i Sandet og maa antages at tilhøre proget fra gammel Tid, ligefom den ogfaa frembeles far Sted i Jålandi og Svenft og i danfte Dialetter. Den bar ogiaa en mærtelig Tilnærmelje til Udtalen af C og G i de romanite Sprog, hvor Lyden c (forded G, I og VM) rigtignot nu nærmer fig til ©, men i ældre Tider antages at have været et blødt K (). I For faveljerne maa ben, fom ovenfor fagt, anfees fom aldeles gjennemført; thi de Undtagelfer, fom forefomme, ere enten Overgangsformer, f. Er. Jem for foeim, eller Udraabsord og Loktenavne, fom ofte Rane udenfor Sprogets Megler, og itte tunne betragtes fom egentlige DE; fanledes: Kys" (til en Sat) Mile" (il et Kid), ,Gis" (sl en Gri), fom nemlig udtales med haard og , itte med Kj eller Gi. I fremmede Ord og Navne fan ogfan entelte Undtageljer foretomme; imidlertid bil man dog gjerne holde fig til Regelen, f. Er. Ayit (1, Gevær (gD, Gideon, Ngvpten. 3 Overgangsformer, hvor en haard Molal er ombyttet med en blod, eller omvendt, beholder Konjonanten alligevel fin Lyd, fom om ingen Dvergang havde fundet Sted; faaiedes i. Gr. fait (for tjeif, Øjait (før Geit, gjara (f. gjera), og derimod: keld (fald), gelen (galen) med baardt K og ©. Noget Lignende finder ogjaa Sted Gterftaveljen; faaledes har man altid haardt Å og G i jaadanne Former fom: Sute (for Suta), Tunge (før Tunga), fate (f. toto, droge (i. drog); derimod har man i mange Bygdemaal: Botja for Botje el. Voti, d. e Bogen); Vaagia (for Vaagie el. Bagi), | Stogia (. Stogie) o. f. v. I faa: danne Former fom Wøter, Merker, Stenger, ryker, flyger o. j. v. er Å og & altid aardt; men herved er at mærke, at det paafølgende E itte er nogen vejentlig Boal, men fun en indftudt £00 eller Halolyd, hvorom jenere. I Efterfabeljer med et ægte eler væfentligt 6, f. Ex, Bakte, Hage, teken, dregen, engen, er derimod Udtalen Ki og Gi herftende i mange Bygdemaal (altjan Baltic, Sagi ;c) Om Strivemaaden tan fer være nogen Tol I det gamle Sorte findes fæbvanlig fan K og & (uden i) forded de linde Volaler; det jamme bruges fremdeles i det Jslandfte og fom betjendt ogjaa i Svenit. Dg dette er ogjaa egentlig det vette. Det falder 08 underligt at firive Kid, gift tjemba (af Mamb), Gjæjer (af Gnas) Møyta (of faut). Mu er det Tiljeldet, at Danflen har K og G alene forved J og Y, men derimod Kj og Gi forved de andre linde Botaler; denne Strivemaade er man her i Landet bleven vant til, og mange Have endog vant fig ben Usane af lafe 8 0p G uden 1 nanr dette | itte faar frevet, f. Er. Kilde, give, Skuld o. i. . Der gil ber bet altiaa at indprente fig den obennevnte Regel, at Å og G i de betonede Staveljer lyder fom ,H" og .gi" forveb a & i, 9, 0 (igedan fom soar sce I latinte Ord (ejes fom ,8* forved e, i, y). Mon alligevel vilde bet dog maaftee falde for ftrengt at gjennemføre den gamle Regel, faalenge fom Bolt ere faa uøvede i at læfe dette Sprog. Det hende faaledes for det førke gane om af fiibe efter den nu tilvante Regel, dog burde dette fun Betragtes fom en miblertibig Gfterlempning og itte fom nogen faft Regel for Fremtiden. 38. Ved de øvrige Konfonanter er ikke noget færegent at mærte; berimob er der nogle Sammenftilinger af Konjonanter, fom her maa fortelig omtales. At Lyden N i Forbindeljen ng og nk faar en lidt afvigende Ubdiale (7. Gx. i ung, Ting, minka), er rimeligviis itte nogen Særegenhed for dette Sprog; imidlertid fan det ammertes, at ,ng" paa entelte Steder faar en jæregen Udtale, hvorved Lyden af G bliver faa godt fom umærtelig, og at ,ngi" (f. Gr. I Ungje) paa nogle Steder (aafom i Nambalen) lyder omtrent ligeban fom det dobbelte INR med ben jæregne norbenfjelbite Udtale, hvorom firaz nedenfor. Med ,91 er Udtalen lidt forifjellig; paa de fieite Steder Tyder det reent og tydeligt, f. Ex. Regn (fom Regn, eller ægg'n), Lygn (2ygan, Logg'n), Gagn o. f. v.; men i det Sondenfjeldjte findes et Rar Afgiveljer. I Valders lyder det fom ,gbn" (Gagdn, Regd, Eigb'n) og i de oftlige Ggne neften fom ,ngn" (Regn), viltet fidjte er en Tilnermelje til den foenife Udtale. 39. Det dobbelte L og det dobbelte N have begge en afvigenbe Ubtale i en Deel af Landet. Ggentlig er det fun i det @onbenfjelbite, at ben rene og fimple Ubtale findes gjennemført, f. Ex. i Fall, Gull, Voll, alle: Mann, Tonn, Minne. $ de nordlige Ggne, eller. overalt nordenfor Sogn og Gudbrandsdalen, bliver berimod Ul og nn udtalte med en færegen Tungeftlling, omtrent fom Etillingen for Syden ,1" dd Ganebogitaver. I det BVejtenfjeldjte udtales de vigtignof med ZTungefpidjen, men Her have de ofte en anden Afvigelje, idet de nærme fig til ,D0% og ,bn", f. Gz. adle (før alle), rebna (før venna). Anm. Den nordenfjeldjte Udtale af I og nn tan vanflelig betegnes ved andre Bogfiaver; man bar f. Er. forføgt at rive ,alle" enten fom ,aile" eller ,alje", men ingen af Delene er betegnende, da ,i* hverken høres forved elle efter © men ganfte fammenfmeltet med dette. Det famme er Tilfældet med un'; det har nogen Lighed med Lyden of ,ng" (å 38) og hunde næften frives med ,ngi*, men er meget lettere og fimplere enb dette. Gllers fan fer anmærtes, at dette ,nn" bruges i mange Former, hvor N itte egentlig er dobbelt, men fun Har faaet et Slags Fordobling ved en Forbindelje med en gammel Boiningsform; faaledes i de Ord: ein (inn), Hin (Ginn), min, din, fin; og i de mangfoldige Endelfer paa ,en" (fom paa disje Steder tyder fom inn" eller ing") f. Ez. liten, tomen, Guden, Timen, Heften of... 40. Gt Par fammenfatte Lyd, nemlig sl og tl, maa her til Slutning omtales, fordi deres Udtale er noget forjtjellig. Disje Lyd falde gjerne jammen til een og ville fjelden findes noiagtig adjtilte. Søndenfjelds høres hin ,81%, faaledes ogjaa: esle for etla, liste for litle, Fesling jor Fetling. Weftenfields høres jæbbanlig hun ,1l%, faaledes ogiaa: Hatl for Hasl, Koitl for Kvisl, Meitla for Reidsla. ovdenfjelds falde de begge fammen i en færegen Syd, fom ligner (tl, If eller lj, men fom ellers itte fan betegnes ved jæbbanlige Bogitaver. Jmidlertid maa denne Sy, jaaveljom den fiditomtalte ved I og un, betragtes fom en Lanbjfabs-Ubdtale, fom itfe fan have nogen færbeles Betydning for Landets Sprog i det Hele. Anm. De forftjellige Tiljælde, Hvori en Lyd forvandles eller gaar over til en anden, vile elles blive nærmere omtalte paa et andet Sted, under Ravn af Overgangsformer. IL Sydjtillinger eller fammenfat £yd. 41. De Stillinger, hvori den enkelte Lyd forefindes i Ord og GStaveljer, ere naturligvis meget forftjellige; og bette giver da Anledning til, at Lyden fan blive mere eller mindre paavirket af de nærmefte Lyd, jan at den ikke altid bliver lige ftært eller lige reen. Gaalebes tan en Vokal tomme i forftjellige Stillinger, fvorved den jelv faar en forftjellig Form i Talen; den fan nemlig faae en Forandring i Sængben eller Lydjtyelen (Qvantiteten) og ftundom ogjan i felbegydlaget (Qvaliteten). Ligeledes blive Kon fonanterne ojte paabirtede af Stillingen, jan af de enten lempe fig noget efter de nærmejte Syd eller ogjan faae en fvæltet Form og tilbeels ville bortfalde. Anm, ed at omtale de foriielige Lydilinger betjener man fig af visje Benævneljer paa hver Desl af Ordene. Den Volal, fom indeholdes i Ordets Hovedhadelje. (bet vil fige, i den forfte og met betonede Etavelj, hvis itte Ordet er jammenjat), bliver fgaledes taldet Rodvotalen, i Mode fætning til ben følgende, fom fan Bebde Gfterdotal eller Endedolal. De Stonfonanter, fom face forde Robvolalen, taldes Forlyd; de fom følge efter. denne Bolal, tunne taldes Efter lyd; faaledes er f. Er. i det Ord «Varme V Forlyd, a Nodvolal, og rm Efterlyd. me ellers Forjtjel pan Forlyd, Indlyd og Udlyd (Tydik Antaut, Inlaut, slau), foavel for Votaler fom Konfonanter, og efter denne Brug er det altfan Slutningsbogftaven, fom kaldes Udlyd. Men for en Afhandling fom denne fynes det nøbvendigit at have et ar Navne, hvorded Medlydene for og efter Mobotalen kunne odjtiles. 42. Det er allerede forhen bemættet ($ 28, 29), at enhver Vokal fan være lang i visje Former og fort i abifillige andre, ligejom ogian at nogle Bofaler have en vis naturlig Længde, eller eve oftejt lange, nemlig Evelydene au, ei, oy, tillige med aa, @ ø (æ) og de lukte Volaler e, i, ø, u, 9; men at ogjaa diske i nogle Former fane en fortere Lyd, f. Gz. Breidd, nøydd, vaatt, Ett, redd, sedd (af fjaa), nytt (af ny) o. f. b. Denne Forjtiel grunder fig da paa Forffjellen i den paafølgende Giterlyd. Den filvejte eller mejt bejtemte Længde Har Vokalen i de Orb, fom iffe Gave Gfterlyd og altfaa ende med Rodvofalen, f. Gr. Kne, Tre, Fræ, Klo, Taa, Bu, Sky, Høy. midlertid har den omtrent Den jamme Sængde, naar hun en enfelt Konjonant paafølger, f. Gg. Fat, hata, Glas, Dal, Vane, same, Stav, Tap, Sak, Dag, draga. Den fitvefte eller mejt ajgjorte Korthed har Vofalen derimod, naar den paafølgende Konfonant Har den jæregne ftjærpede eller for ftærtede Lyd, fom bi betegne ved Fordobling (Geminering), f. Gr. Hatt, ladd, Lass, Narr, Fall, Mann, framme, Tapp, drakk, vagga. Smidlertid bliver Volalen omtrent lige jan fort ved adffillige jammenfatte Sonjonanter, Hvorom nedenfor. nm. Om en lang Boal fal betegnes ved Fordobling, Har ofte været omtviftet, og mt for Tiden fynes det af være en almindelig Etræben at andgane af jaadan Fordobling. Imidlertid Har denne Sag itte faa før Betydning i dette Sprog, hvor det Tilfælde, at to lige Vokaler føde jammen (1. Ez. Ane'et, Tre'et, Klo'om), tun fielden foretommer. Vet kunde derfor itte ftade fynderlig, om man før ftørre Tydelighed vilde fordoble Volalen i entelte Ord, fom: foor, tent, viist; imidlertid burde man dog være fyarfom med denne Brug, At derimod Konfdnanten maa ftrives dobbelt, hvor den lyder dobbelt, Tones at bere en tar Sag, og [naledes [trives den ogfan I flere Eprog, medens derimod den danfte Skrivemaade (ligefom den engelite) tun bar Fordobling, naar en anden Stavelfe paafolger, f. Gz. Top, Toppen. Det naturligfte og rettefte er, at Ordets od tal have famme Udjeende i (Genhovelfesformen jom i de andre Former (altjaa Topp" faadeljom , Toppen"), og herved faar man da ogfa en let og fimpel Regel for Læsningen, nemlig ben, at naar den fluttende Konfonant er dobbelt, er Volalen kort, men naar Sonionanten er entelt, er Vokalen lang. midlertid troer jeg dog, at man maa gjøre en Undtagelfe ved nogle faa Ord, fom itte fane nogen Forlængelje eller ny Etavelje, nemlig: han (egentl. hann) og den (eg. bann), ein(n) og eit (eg. eitt, um, fram og som, — da nemlig bisje Ord man bruges faa ofte, at Forboblingen her vilde blive meget befværlig. 43. Moor Gfterlyden er fammenfat af to eller flere forfjellige Stonjonanter, bliver Vofalens Længde noget forjtjellig. Hvis. hele Giterlyden. hører til Ordets Rod og iffe indeholder nøgen Gnbelje eller tiljøiet Bogitav, er Vokalen i Almindelighed fort; f. Gx. i fast, kasta, Kvist, Fisk, svart, Berg, Folk, Land, Kamb. Hvis derimod den fidfte Konfonant er tilføjet til Moden eller tilhører en Gndelje, beholder Vofalen tildels den jamme Længde, fom den havde i Roben, men den forte Lyd vil gjerne have Overvægten. Naar Vofalen er fort i Roden, vedbliver den altid at bære fort i den forlængede Form, i. Gx. alt (af all), grant (af gram), kjende (fjenna), bygde (byggja), lettna (fett), turka (ture). Naar derimod Vokalen er lang i Roden, vedbliver den ifte altid, men bog ofte og for det mejte af være lang; f. Gr. snart, smalt, laagt, bøygde, søkte, skirna, surna, spakna, dyr-kast. Blandt de mange Unbtagelfer (hvor Vokalen bliver fort) fan til Gzempel nævnes: {lift (af flit), fagt (fegia), Høgd (høg), bomb (boma), havt (hava), Linde (liva), Hovde (Povud). J Former, Boor to abftilte Konfonanter ere fammenryttede (f. Er. gamle af gamal), bliver Rodvokalen ogjaa fedvanlig fort; foalebes i: brotne, ffotne, frosne, borne, ftolne, tefne, flegne, visne; Fetlar, Byflar, Speglar. nm, Uf fo Former med lige Stilling fan ftundom den ene Have lang Botal og den anden tort; faaledes: rikt (lang) og likt (fort), tagt (L) og sagt 1), alne (L) og galne (£). Hermed fan fammenlignes : snart (af fnar) og snart (fnertede), svalt (af fol) og svalt (futede), hvor det førte beholder fin Lengde fre Moden, det andet derimod er fort. Ellers fan det ogfan mærkes, at abe flige Former er vatlende, faa at Lengden ikke er altid eller allefteds den amme. Det anfees itte nodvendigt at ffrive den dobbelte Konfonant, naar en ny Ronfonant er tiljiet, og det vilde ogfaa blive befberligt at gjennemfore dette i alle Tilfælde, f. Er. allt, fount, fnappt, byggd, tryggt o. f. b. I entelte Tilfælde vilde det alligevel være nyttigt at fe en Forlel paa to Ord, fom ellers blive lige i Strift, faafom : fullt (af full) og fult (af ful, tonnt (af tynna, fortbnde) og font (af tona) fott (af fattia) og fott (af följa). 44. Naar en Konfonant, fom tilhører en Enbdelie, lægges til et Ord, fom ender med Rodvokalen, faar denne Konfonant jedvanlig en fordoblet Lyd, jon at Vokalen bliver fort. F. Er. raa-tt, blaatt, fritt, ny-tt, bu-tt, bu-dde, ro-tt, ro-dde; Kne-ssbot, færre (af fa), smærrre (af fmaa), sma-kka (: formindjtes), Taakka (a: toet Jord, jf. taaen), ly-kkast (varmes, of by). Eaaledes ogjaa, naar et tilføiet Ord behandles fom en Endelje, fanjom i: tre-ttan, tretti, sjau-tti, nitti. nm. En lignende Fordobling finder Sted ved Ni Endeljerne na' og .nad", f. Er. graana el. graanne, Saanad el. Saannad (3: Udfed); dog ex Bette itte ganfe almindeligt, og heller itte faar MN den fulbfoume dobbelte Syd (efter $ 39). I dette Tilfælde fan Fordoblingen i Skrift undgaaes; i de andre Tilfælde fynes den derimod af være nødvendig. 5 — hø Gemme at en forftiellig Længde finder Sted i Formerne af et og jamme Orb, jaaledes at Vokalen er lang i den ene Form og fort i den anden; f. Gx. graa og graatt, flat og flatt, møter og møtte, seler og selde, skiler og skilja. midlertid er bet fer alene Længden (eller Qvantiteten), fom forandres, medens derimod Vofkalens jæregne Lyd (Sydlaget, Qvaliteten) jædvanlig bliver uforandret; faaledes finder man f. Er. det jamme aabne © i jeter" fom i Jette, og det famme Lutte & i ,jedd" (af fjan) fom i fer" (eer). fr. § 28 og 29. En mertelig Undtagelje er Formen ,godt* (med aabent DO) af ,gob (med lutt D), men dette fynes da ogfaa at bære den enejte Undtagelje af dette Slags. Derimod findes her nogle Gzempler paa, at Vokalen i den langtonede Form kan faa en bredere og aabnere Lyd end i den korttonede; dette er Til jældet med Drdene: berja (tærjte), verja (værge) og sverja (værge), ba nemlig Wotalen i ben langtonede Form (ber, ver, sver) gaar ganjte over til æ; ligeledes blive Ordene Hes (Stillads), Skjel (Musling) og Vev (Bæb) udtalte gante fom Das, Skjæl, Væv, uagtet de i en anden Form (Sleertal) hedhe: Hefjar, Skjeljar, Vevjar. Det er nemlig den forttonede Form med ,j", fom her hav bevaret den oprindelige Vofal. skum. Gt lignende Forhold fom ved öisje Undtageljer tan fundom findes imellem to nærbeflægtede Det, jom egentlig fulde have famme Lyd Saaledes udtales: Grev, Her, Ter, Ster, Her og Hel fædvanlig med rent fe (Græv 0. . 0), uagtet man ogiaa har Drdene grevia 0: fætte Grev eller Hage paa), hevja, tevja, stevjast, herja, Heljeorar, med aabent G. Obergang fra luft til aaben Lyd findes i: blogga (for Glodge) af Blod, dyrka (4) af dyr, Surka 7) af hur. Overgang til en nærfanende fort Lyd forefonmer i: Hætt (3: Fare), smækka (aftage), Mastt (Magt, Taakka (tot Jord), Haalka (Glathed), fom ofte udtales: Dett, fmefta, Mott, Tofte, Holte. (Jr. bente for beinfa, fente for feinta, renite for reinfta). Noget forfkjellige herfra ere Ordene ; losna (af laus), blotna (af blaut), hitna (af beit, blikna (af Bleif, Helg (af Heilag), da dette an tegnes til de gamle og vegelrette Dvergange. 46. Der gives ellers ogjaa adffilige Tiljælde, hvor Vor falen bliver noget paavivtet af de paafølgende Konjonanter, faa at jelve Syben gjør en liden Ajvigelje fra den Form, fom efter Drbbanneljens Regler og efter gammel Skrivemaade maa antages af være den rette. Det er nemlig Tiljærdet, at nogle Konfonanter forbinde fig lettere med ben ene Boal end med den anden. Forved en entelt Konjonant kan rigtignok enhver Vokal Have Sted; men alligevel ere entelte aabne Vokaler udfatte for Lubitifte (Hær forved N og M), medens derimod de lufte og af Naturen lange Vokaler (eter § 25) eve de, fom Holde fig reneft i denne Etilling. Forved en dobbelt Konjonant er det derimod de aabne og egentlig førte (efter $ 29), fom holde fig bebjt; bog er herved at mærte, at dobbelt T og D Har et meget ftort Omtabe og fan forbindes med alle Seldlyd, medens derimod det dobbelte 2, %, K og G har et lidet Omraade med visje Aivigeljer, Hvorom nedenfor. Ved de jammenjatte Konfonanter er Forholdet omtrent fom ved de dobbelte; 47. Det er fornemmelig ved nogle af de flybende Konjonanter (R, N, M), at visje Vokaler, ifær E og O, fane en lidt afvigende Lyd. Forded R vil jaaledes det aabne © (e) ofte gan ober til æ, f. Gx. her, er, fer (2: farer); jf. ber, ver, sver, (8 45); imidlertid beholdes Lyden af © i entelte andre Ord, fom tver, bera og flere ($ 13, Unm.). Forved rr og rm lyder det jedvanlig fom æ, f. Er. verre, herma; ligejaa ved rt og rd, fom: snerta, Sverd; bog er herbed at merte, at rd fæbbanlig lyder fom ,r* (eller tylt 2, § 34), fan at Ordene Ferd, Gjerd, herda ubtales Fær, Gjær, hære o. f. b. Ved rk, rg, rv findes Overgangen til 96 fun tilbeels (§ 13); bed rj Findes den itte. 3 Stillingen ved rt og rd kommer ogiaa O I et jæregent Forhold; I Stedet for det aabne D, fom efter al Lighed med andre Former netop jtulde findes i denne Stilling, finder man fædvanlig fun det lutte D (o0), i Skort, kort, svorta: Mum. Ved .m* findes det befyndeslige Forhold, at naar den rette Kon: fonant beholdes, bliver Vokalen (& og O) afvigende; men naar pon gaar oder til ,nn," beholdes Votalens rette Lyd. Saaledes blive Ordene: Kvern, Ajerne, gjerna, Horn, Korn, i Dagligtalen Kl Svenn, Kjenne, gjenne (cl gjebna), om, Kom (el. Kode); men I Læsningen figer man ofte: Sjærne, gjærne, Hoorn, Korn. (De fidfte ftulde egentlig lefes Hoven, Korr. Dog findes ogjaa Undtageljer, fom: bocne, fforne og fl. med den rette Lyd. Undtageljer findes ogfan ved flere af de ovennævnte Tilfælde, jaaledes : tverra, ferma, (med ¢, ite a), fnorten (af fnerta), ord (en Hordelænding) og tildeelé Mord 0: en Maar) med aabent ©. Ordet verda (blive) har pan mange Ste ber Formerne ,verta", ,bert'e* med aab. e, og ,Dorte*, med ab. o. 48. Fowved N vil det aabne G og (e', o) ofte gane oder til 25 og Aa. Ved enkelt N lyder & fedvanlig fom IE, f. Er. Fen (Gump), Spene (Patte), ven, el. vener, (vænner). Ved nt, nå, ns, nk, ng, og endog bed nj lyder & altid fom æ; |. Er. Prent, Ende, Brensla, Skjenk, Eng, venja. Bed dobbelt NR be holder det derimod fin egentlige Lyd af aabent G, f. Gz. renna, Spenne, Menner. Gt liguende Forhold finder Sted ved DO. Forved enfelt RN lyder det aabne D næften overall jom Aa, f. Er. Son, Kona, Mon, (3: Man), Gron (Gran), Lon (Bygning); udt. Saan, Kaana, Maan, Graan, Laan. Forded nd, nk og ng lyber det ogfaa fom a, 7. Gz. Rond (@inie), Vond (Sordrotte), Honk (Synge), Stong (Stang), Tong (Sang), trong (trang), Gonga (Gang). Bed dobbelt 9 beholder det derimod fin egentlige Lyd, i. Ex. i Onn (Arbeide), Fonn (Sneelag), Tonn (Tand). nm I Stillingen bed nt, nd, nk og ng, fane de aabne Votaler U, 3 og 9 tildeels ogfaa en afvigende Udtale. Vaa nogle Steder (fom ved Dstofjorden) bliver U neften lutt, f. Er. tung, næften fom tung; paa andre Eteder og i en ftor Deel af Landet Lyder det derimod omtrent fom O; dette er Grunden til at man fundom bar ffrevet: fond" og fonde? (For fund 3: fonder), rond, ong, Ongje o. f. 0. Ogjon I og Y bliver paa enkelte Eteder næften lutt; paa andre Steder fane de en bredere Udtale, F. Ex. Bind, næften fom Vind, Ring fom Reding, Lyng fom Long. Uf Undtageljer fra ovenanforte Regel tan mærtes, at , Son" og Nona" paa enfelte Steder i Bergens Stift virkelig udtales med reent aabent DO; paa nogle Steder fane de lukt D (Soon, Koons. Her maa bet ogiaa mar tes, at der er nogle faa Ord, fom hade lutt D ved nd og ng, nemlig: ond 3: ond), Bonde, Kong (for Konung). Visje Ord maa altjaa itte læjes med Lan"; de ligne mere de ovennevnte Ord med © for U, jaa at de næften fund ffrives: vund, Bunde, Kung, Hvilket der dog itte er tiljtoektelig Grund til. Det anbne © Iyder faaledes fom A bande forved enkelt M, og ved mj, mm, mp, mb (mr og ml); i. Gx. temer og temja, semer og semja_(jorlige), skjemma, Hempa, Demba, kjemba, demla, fremre, (Undtag: fjem, >: fommer). Ligeledes vil det aabne D lyde jom aa baade forbed enfelt M og ved mp og mb, J. Gz. Trom (Stant), nomen (fam), Homp (troppe), Vomb (Bom), Klomber (Stemme). ndtag: koma, omen, med anbent D. At ogjan V undertiden virfer paa det aabne G, fan at dette bliver til AW, er forben omtalt ($ 13, Anm.); dog er dette af mindre Betydning. Anm. Ved i, I og Y forved mb og mp (f. Gz. Dump, Vumbe, Timber) findes famme jvigeljer fom forved nd og ng (i forrige I. Den foreganende Fremfiling vil maaftee fynes noget befynderlig, da man nemlig nu er vant til en anden Stribemaade, fom holder fig mere til den er omhandlede Udtale og faaledes ofte fatter YE og Aa for det optim: delige © og ©. Men ved en nærmere Vetragtning af Ordenes indbyrdes Sighed og Clagtilab b man dog finde, at der inlfald ere færte Grunde før en Tilbageforelje til den gamle Strivemaade, Man finder f. Gx, at Mand" man her hedde enten And eller Ond (fordum ogfan ffrevet: nd); man finder, at Formen Tong" og ,Tenger" har ganfte. den famme Grund jom Xonn og Tenner. Og hertil tommer ogfag, at E og D ere fmuttere og Setoemumere i Sift end det brede A og Aa, fom iffe burde bruges oftere, end hvor det har fuldtommnen fyroglig Grund. Gn videre Vegrundelje maa er forbiganes, da den maatte flotte fig til jaadanne Regler, fom førk hanne fomme under Omtale i en fenere Deel af Bogen. 50. ed det dobbelte 1, N, K og G, forefommer den (Ggenbed, at man ifte jætter aabent J eller 9), men kun lutt I (ii) og 9) (vb) forded visie Lyd. F. Er. ill, illa, vill, fylla; inn, finna, tynnast, Prikk, Lykkja, tigga, liggja, byggja. Det fame Forhold findes jædvanlig ogiaa ved: It, Id, kt, gd, og ftundom ved andre Forbindeljer med K og G, f. Er. ilt, mild, skyld, sylt, Ikt, Brigde, sikla, sigla, blikna. Qmidlertid findes der dog abjfillige Undtageljer, ijær med 9), fom tildeels beholder den aabne Lyd, fanfom i: trygg, ftygg, Lyti, Bygd, Dygd og flere. Men naar et ,j" jølger ejter $ eller G, bliver 9) altid luft, om witia (vy), rykte (4). Mum. Ogjan forded et entelt G (gi) faær I og V undertiden ben tutte Syd I Stedet for den anne, dn nemlig G-Lyden her falder jammen med i" (efter § 36); faaledes i Ordene: Stie, sigen (: funten), Tygel (Tøile) Trygel (idet Ærug, jom egentlig fhude udtales Stigie, øjen, Tysiel, Trigiel (med aab. 3 og Y) men fom hellere (yde jom: Etie, fm, Tyel, Teyel (med utt Volal. Moget lignende feer ved bi", naar D bortfalder; fnaledes høres: Emie for Smidja (1), Vie for Vidja (Å) 3 Det Nordenfjeldfte, Hvor det bobbelte I og N har en færgen Lyd (fom er omtalt i 8 39), fynes det naturligt og næen nøddendigt, at I og 9 mac blive luft i denne Stilling, da nemlig den lufte Lyd her falder meget lettere end den aabne; men det mærteligke er, at den lutte Ni denne Etilling fynes at bære ganffe almindelig i Landet og faaledes ogfam herifer paa de Steder, hvor det dobbelte L og Å udtales rent. — Ellers fon det mærfes, at ogfaa flere Vokaler I det NRordenfjeldfte fane en egen Syd i denne Stilling; faaledes ,a" ofte fom ,ai*, og 0 fom fi (Rail for Sall, Fotnn før Fonn. Roget lignende finder ogjan Sted forded it og Id; i Sondmor lyder faaledes ¥ nefen fom at, E fom ei, og derimod D' fom on (au) i dette Tilfælde, Å. Er. i fvalt, fald, Belte, GI, Emolt) Mold (fen: foailt, taild, Beilte, Fil», Smault, Mauld. Kun naar en (ike Konjonant er tillagt fom en Endelje, bliver Votalen reen, f. Gr. malt, felt, tolde, lyd G: fyllet; forligt fra ID" 3: bellægtet, fom har lutt DM. Undtag: vide (med lutt I) Den islandjte Egenhed, at I og D bliver luft forved it, lg, If og lm, og at % bliver til an (1) i jamme Etiling, er afvigende fra den almindelige movfte Udtale, fom nemlig har anbent U og D og ligeledes rent UA i denne tilling, f. Er. Ni», alm, Golv, Folt, Halo, Halm. 51. Det Tiljælde, at en Konfonant bliver paavirtet af en nærftagende Vokal, foretommer egentlig fun ved K og G, fom nemlig i Gtillingen forbed de linde Votaler (5, AL, I, V, V) altid fane Lyden Kj og Gi (efter $ 37), jaa at endog to Former af jamme Ord funne abjtille fig faaledes, at den ene har reent 5 eller ,9%, og den anden har Syden Hj" eller gi"; f. Gx. Gaas, Gjæser; gav, giva; skar, skiera. Derbeb er at mætte, at ber ogjaa er en jtor Mængde Drd med," eller ,9j" forded uti" og ,gj" itte jættes imellem to Haarde Vokaler, De Ord, fom have denne Lyd forved Gubdevofalen ,a%, ere alt jaa tun faabanne, fom fave lind Volal i Roden; f. Gy. tekkja, leggja, segja, vikja, lækja, søkja, styrkja, drygia. 3 be Did, fom bave Gubevotalen ,e (i), fan berimod Rodvokalen være lind eller haard uden Forftiel, f. Gx. Rikje, Makje, Hagje. Sten naar et Orb, fom har haard Vokal i Foden, far en Gudelfe med A eller O, da indtræder atter bet rene K eller G, i. Gr. Makar, Hagar, i Hagom. (Jf. Formerne: vafa og vafjer, buga og dugjer). Mum. Da er mebregitet til de tinde Vokaler, fom træde Ki og Gi, funde man fpørge, om dette ogfan gjælder det navne Ø (efter § 23) og om dette itte er en Avigelfe fra det gamle Sprog. Dertil man bemærkes, at de Ord fom i det gamle Sprog findes revne med ,3", have her jædvonlig sabent D (07) og følge Regelen for de haarde Votaler, faa at de altid tage et vent Å eller til fig, faafom: Kos, Kongul, Skor, Skoft (af Etaft, Gogn, Gota, gomol (af gamal. Hun nogle fan Ord have D med Kj (nemlig Kjer, Kjøl, Kjør, men bisje frives ogjaa i det gamle Sprog med of", MH Skjold (Ø. 9. skjöldr,, Gjord (, N. ord) Den opftiltede Regel for Gfterfaveljerne er i flere Bygdemaal bleven ganfte forvyltet ved en Forandring i Endevotalen fra N HLE, eller © til Å . 5 .Bolje" for Boje (Bolt) IF. $ 37. Dette tommer rigtignot ite § Betragtning i Sandsfproget (Rormatfproget, Hvor netop det regelrett Vokal forhold maa glennemfores; men alligevel tan der dog blive entelte Tvibls. maal om Strivemaaden. Hvorvidt i" er nøbbendigt eller itte, beroer meget paa den anførte Regel for Forholdet til Rodbokalen. 3 de Ord, fom have Beard Rodbalal (i. Ex. Vallis, Hagie, er ,j* en uvæfentlig Lyd og bliver birtelig opfan udeladt i flere Bygdemaal, endog i nogle af be meget gode (fom Eopuit og alder; i dette Tilfælde tan det vit udelades i Strivningen. 3 de Ord, fom Have lind Nodvotel, faar det derimod temmelig faft og vedbliver endog i Endelfer med % og O, Hvor det itte tan udelades, f. &. Belfer, Velljadrog, Vettjom. Man tan faaledes fige, at i" er lige jaa nedvenbigt i .tentjer" fom i tentja; i, Etyctie" fom i ftyrtja; i ,Mertje* og «mertjeleg" fom i mertja. Juidlertid fan det dog fynes befoærligt at fee ,i* i alle bisje Tilfælde, og Sagen ftulde Heller itte have nogen Big. tigbed, naar man fun bar fitter paa, at den rette Udtale I Sæsningen. bilde live iagttagen. 52. Det ,j", fom jaalebes forbindes med en Konfonant i Giterlyden, er ellers en Syd, fom iffe egentlig Hører til Ordets Rob, og fom fun bliver ftanende jan længe, fom en virkelig Bofal paafølger; f. Er. søkja og søkjer, trengja og trengjer; setja, selja, skilja, venja, krevja. Det bortfalder altjaa, naar den fol gende Vokal bortjalder, joa at bec fun bliver een Stavelje; i. Gr. sok, treng, set, skil, ven, krev. Sigejaa bortfalber bet, naar en anden Stonjonant legges til Ordets Rob, i. Ex. søkt, Søkning; trengd, Trengsla; sette, Setning; seld, selde; skilde, skilst, venst, krevst. Gaalebes ogjan ved K og G, naar en følgende Sonfonant ryktes ind til Roden, faa at den mellemitaaende Vor tal bortfalder; f. Ex. tekne (af tetjen), dregne (dregjen; Lyklar (Lytjel), Speglar (Spegjel). Mum, Efter Koden af Ordet følger i visje Former ev Lyd, fom ligner et €, men fom enentlig itte er nogen virkelig Votal, og fom heller itte blev even i det game Sprog; 1. Ex Bote, Stenger, Merker, eter, teler (G. 9. bakr, stengr, merkr, sets, telr). 3 foadamne Former tan intet |" finde Si. 53. Af de Konfonanter, jom ellers lægges fi Orbenes Mod, for at betegne en Bøining eller Aledning, er der ifær to, fom bruges meget, nemlig T og D. mellem bisfe to finder bet Forhold Sted I vise Former, af den hanrdere Lyd T til Lægges, naar ben foregaaende Lyd er haard, og derimod den line dere Syd D, naar den foreganende er en af de lindere Konjo= vanter. Saaledes jættes T efter T, E, K og P; men derimod D efter D, G og V; f. Er. sett, sette, løyste, søkte, slepte, Tjukt, Dypt; — klæd-de, mød-d, leigde, døyvde; Vid-d, Høgd, Livd. Efter de flydende Konjonanter R, L, N og M kommer jedvanlig ogfaa D. i. Gr. førde, tolde, kjende, dømde; Gjerd, Deild, Grend, Romd. Jmiblertid er endeel Former noget vatfende, og i nogle Bygdemaal martes en Tilbøielighed til at jætte T i Stedet for D, f. Ex. lærte for lærde. Sm, tj" bortfalder forned jandanne Gndeljr, er fas forhen om tatt. Sigeledes bortfalder ender Egenged i Udtalen af de dobbelte Mom fonanter, jan af Syden after bliver een. Om f. Er. full" udtoles full, fubbel, eller fudd, bliver £ alligevel rent i fult" (fullt. Om Henna? Tyder fom jennie eller tedna, tommer dog bet rene N tilbage i jent* og fjende". 54. Sydene T og S, fom forefomme i en jtor Mængde Gubelfer, ere junbom vanlige at forbinde med den nærmeft foreganenbe Medlyd og Have da en værende eller tillempende Virkning pan denne. Forded det tillagte T ville faaledes be finde eller fvage Konfonanter D, G og V, fae en liden Tillempning i Udtolen og nærme fig fil en haardere Lyd; f. Gr. blidt (udtalt ganfte fom blitt), lagt (næften lafft), havt (næften haft) Hvis en anden Medlyb jtaar forud, ville de gjerne falde bort, f. Gr. syrgt, tolvte (æbvanlig udtalt: fut, tolte), Hvorom mere nedenfor. — Forved Lyden S ville derimod T og D blive utydelige og ligefom falde jammen med S; f. Ex. til Mots, til Bats, ytst, slitt, lætst (fæbvanlig udtalt; Mofs, Baais, 9, fif, loft); HI Raads, til Mids, sidst, bydst, nidsk (udtalt: Raafs, Mis, filt, byjt, nift). Ogiaa R vil jtundom blive utydeligt fi ved ©, faajom i: størst, fyrst, verst (ofte udtalt: fkøjt, fvt, veit); dog er dette fidjte mindre nødvendigt, faa af det egentlig fan befragtes fom en Sanbjtabs-Udtale. nm. Her er altjaa odffillige Tilfælde, hvor Strivemaaden itte. altid tan følge Udtalen. I det gamle Sprog rives tt" for dt (f. Ex. gott for godt, men denne Maade er alligevel itte heldig, da nemlig Roben derved bliver utjendelig, og frundom to forljellige Former blive lige, faafom: feidt af fri, >: fut) op fritt (af fri, mødt (af møde) og møtt (af mota), grodt (af groda) op grott (af grøta), blaubt (af blaud, >: frygtfom) og blautt (af blant), nødt (af nøyda) og nøytt (af nøyta. For Tydeligheds Styld bliver det jaaledes bedt at beholde D faavelfom G og G forved T; ifer da denne svigefje i Udtalen er fan ubetydelig, at en nærmere Betegnelje itte fynes nødvendig. lligevel fan man not gjøre en Undtagelje ded nogle afledede Ord med & for BV, fom: Drift, Steift, Raft. Derimod tan der blive mere viol om andre Former og ifer om det ovenfor nevnte ,tft" (fom tit og tetft), hvor Udtalen nødvendig maa Have en lettere Form. De Gamle örugte rigtignot st" (bert, yet, lært; men dette tommer ud paa det jamme fom ft". Jaljald maa det være tilladt at ffrive de meft betjendte Former med ft, f. Ex. , bet" (for betft, og .vifte" el. viste (for vite); det fidfte gedder eflers i det gamle Sprog «vissi». (Endog i Gotbiff vissa). 55. En lignende Tillempning foretommer ogjaa ofte ved objfillige andre Endeljer og Tiljætninger, naar de begynde med en Stonfonant, fom ifte lettelig forbinder fig med den fidjte Lyd i Roden. I dette Tilfælde er det jædvanlig Rodens Konfonant, fom lemper fig efter den tilføiede Lyd eler ligefom ligedannes (nsfimileres) med denne. Enaledes har Udtalen altid: blikka for blidta (gjore blid), vikka f. vidla (udvide), trakka Å. tradta (træde), Blokka f. Blodla (af Blad) blogga f. blodga (jaare), stagga i. ftabga (jtandje); vikkast f. vittajt (jaae Forjtand). Og lignende Tiljelbe forefomme ogjaa ved T og NM, hvor dog en Tillempning er mindre nobvendig; i. Er. Styllag for Kyrlag (1: 6 Styfter Smaafe), Follog f. Forlog (Underhold), Killing f. Kidling, tonna i. torna (tørres), vinna f. vidna o. f. ». Mum. Gntelte jaadanne Dvergange have været brugte i Stift ifra gammel Tid, fasfom: millom for midlom, Frilla f. Fridla. Derimod holder den gamle Strivemaade ftrengt paa Formerne ved K og G. fom: blidta, tradkar edgar. Juidlertid falber dette ofte ubekvem, fan at man viknot. maatte funne lempe fig noget efter Udtalen, ialjalb ved faadanne Ord fom: Matt (for Mad) Tratt (før Tradty Blokta (af Blad), fatta (formodentlig for fatta) 3 fammenjatte Orb, hvor en lind Ronfonant kommer efter en haard, finde lignende Tillempninger Sted i Udtalen; faaledes: Stipbaat (ofte udtalt StibBoat) Stipbrot, Stumpbraud ; Utdyr (ofte fom Uddyr), Brjoftdut (form Brjos'dut) ; paa nogle Steder ogjan: Matgierd fom Maggjer, Utgard jom Uggar, Batbord fom Babbord. Her mærkes Stedsnavnene: Flatdal, udt. Fladdal; Heitdal (forbum Heitradal) fom Heddal; Keppabu, efter trondbjemft Maade: Rlepp'bu, udt. Alebbu (feilagtig frevet sUmbo); Uppbyrge, udt. Ubbyrgje revet Aaberge) Sf. Udbdal for Uppdal. I entelte Ord, fom Rifdom, Sjutdom, udtales dog begge Ronfonanter tydelig, dog hører man ftundom en mat Botallyd imellem dem, f. Er. Rikedom". 56. Ved Sammenjetning med en Endelje eller et tiljoiet Ord funne ogfan flere Stonjonanter jtode fammen i en faadan Stilling, at Ubtalen bliver noget vantelig. S dette Tiljelde fommer der øjte en Ubelabelje, og da er bet jæbvanlig den fidjte Medlyd i Ordets Nod, jom bliver udeladt, Saadant Bortfald i Ubtalen er meget almindeligt ved MN, f. Ex, Vat(njsfugl (udt. Bafsfugl, Barnsol (udt. Barsel), Om(n)for; nemv)t, nemnde, ved M, men mere almindeligt ved VW: Tylvt (Eylt), turvte, halvt, hal(v)gjord, Alvskot, Sykv)knapp; ligejan ved ©: syrgde (fæbb. fyrrde), fylgde, Byrgsla, og bed St: myrkt (udt. myret), sterkt, merkte. nm. Formen Bats (Bafs) for Batns er faa gjennemgagende | al (Eammenjætning og desuden fan nødvendig for Udtalen, at den viftnot man optages fom gjeldende. Formen jam" for jamn er ogfaa temmelig gjennemgaaende, endog Hvor en Vokal paafølger (f. Gx. Jamaldre, jamsetit, jan at den vel man anjees fom gjældende for Etrivemaaben. 57. At en Konfonant inditydes for Vellydens Skyld, fan vigtignot Ger anfees fom en Gjeldenhed; imidlertid forefommer bog ogfan denne Tillempuing i det mindite i eet Tiljelde, nemfig naar et RN kommer efter © eller N, da nemlig et D inditydes imellem bisje Lyd. Saaledes: sildra (for fil-ra, jf. fila og filla), gneldra (af guella), aldramest (eg. allva-mejt); andre (af annar), indre (af inn), mindre (af Stoden ,min", jf. mina), lindra (af linn), dundra (af Dun, 2: Bulber). Jævnfør Navnene Hallrid (udtalt Haldri), Gunneod (udt. Gundro). Det S, fom ofte findes forved Cndeljen leg", kunde ogiaa ftundom fynes indjtudt for Vellyds Skyld, nemlig naar et L gaar forud, i. Er. fælsleg, illsleg, kaldsleg; men ba Dette bruges i mange andre Tilfælde, maa bet viftnof have en anden Grund. nm. Å nogle Bygdemaal (faafom i Søndmør og flere) indflydes altid et B efter M, naar L eller N tommer efter; f. Gz. gamble (for gamle), dembla, ambra (af Hamar, foimbra (jvimle, Sumbra (af Sumer). 58. I faadanne Ord, fom oprindelig Have to eller tre Etaveljer, fan ftundom en Sammendragning finde Sted, idet Medlyden imellem førte og anden Vofal bortjalder, jaa at den anden Bolal drages ind under den forfte. Vette forekommer i nogle Ord, fom have jamme Medlyd for og efter den anden Motal, faafom: Konung, fammendraget til , Song"; Pening til Beng; Klining til Kling. If. dyrre for dyrare, tolleg for toleleg. jonant, nemlig D, © eller V, imellem Botalerne; faaledes: Jadar, fammendraget til Sar," Fader til Far, Moder til Mor, Odensdag til Onsdag; Laugardag til Laurdag, mogeleg til moleg; Kuvung til Sung, Hovud (norbenfjelds) til Haud. Lignende Bortjald findes ogjan imellem anden og tredie Volal, f. Er. Sardla for hardlega, fulla for fullelega. Mum. I en flor Deel of Bygdemaalene foretommer det forfte Slags Sammendragning altid i de Ord, fom have et RN forved Endeljen en" f. Gr. Epo'n (for Eponen) Stern (for Steinen), Svei'n (Sveinen); ogjaa: Ma'n Mannen, am (annan, Øra'n (Grannen); nordenfjelds endog: V'un (for Binden), Bra'nn Å. Branden). — Som Grempler paa det andet Slags Over gang tjene ogfaa endeel Stedsnavne, fom Oufiad for Odenshad, Alby f. Ydalby, Melhus f. Medalhus, Larvit i. Lagarvit, Tobru f. Kovubru, Særvoll f. Sævarvoll, Sjørvoll i. Sjøvarvoll (3: Sø-vold). 59. 3 abjfillige Former, fom have to Staveljer og ende med en Konjonant, nemlig T, D, N, N eller M, er denne fiite Sonjonant tilbøielig til at bortfalde i Dagligtalen. F. Ex. annat (fæbbanl. anna"), lagat, kallat, myket (møfje), litet, Landet, Huset; lagad, kallad, hugad; kallar, kastar, domer; saman, heiman, undan; stundom, Husom, Skogom. og D bortfalde fan godt fom overalt i denne Stilling; R og M bortfalde i mange Bygdemaal; N bortfalder i en vis Boiningsform overalt, medens Det derimod i enfelte andre Tiljelde bliver tanende. sum, De fee af disje Udeladeljer man betragtes fom Former for Dagligtalen, da det nemlig bliver nødvendig, at Skrivemaaben her man følge Den gamle Regel og faaledes beholde ben fulblomners Form. Derimobd er der en vis Vøiningsform, fom der tan være nogen Tvivl om, nemlig en Form før visje Rabneord, f. Er. Soli 1: Solen), Kokta (2: Kotten); denne Form fulde nemlig flute med , men dette N er ingenfteds at finde i Talen, og Der er fterte Grunde for at optage Formen faaledes, fom den mu forefindes. Sen dette Spørgsmaal henhører egentlig under Boiningsformerne. 60. Gubelig fan fer tiljøles, at nogle Konjonanter i visje Stillinger ere tilbøielige til en Ombytning med en anden Lyd, og at jtundom to forifjellige Former findes jaaledes ombyttede, at den ene ex berjtende i den ene Deel af Landet, og den anden i en anden ål; ligejaa: pt" for ft, og ,ft* for pt; ,mu* for bn, og ,0n" (ön) for mn. %. Ez. Hatl for Hai, Reitla for Reidila; og pan andre Steder: esla for etla, 0. i. v. (§ 40); Dupt for Duft, opta i. ofta; og anbenfteds: fait f. fapt, Hilt f. Hipt; ligefaa: fomna for fobna, limna f. lina; og pan andre Eteder: Fabn for Fawn, Ravn (Rabu) f. Namn. Blandt enfelte Ombytninger, jom ere meget udbredte i Landet, fan her nævnes: tj" for ti, 08 Mm" for mn; f. Gr. Kjønn for Tjørn, Honn for Horn (§ 47). stum. Dise Ombytninger Henhøre til de fantaldte Overgangsformer, fom fenere ville blive omtalte. De ere. tun nævnte. pan dette Sted før at udfolde den nødvendige Overfigt af Lydførholdet i Amindelighed. Ill. Betoning. 61. Guditjønt Ordene ofte findes jaaledes forlængede, at be udgjøre flere Etabeljer, er dog deres Mod eller egentlige Sjerne. oftejt ile ftørre, end at den vel kunde findes jamlet ved en encite Botal og jaaledes ubgjøre een Stavelje. Virkelig forefindes ogian en meget jtor Mængde af Drd og Former med hun cen Etavelje, medens derimod en anden Deel, fom ogjaa er meget ftor, har to Gtaveljer, jaaledes at der foruden Rodvokalen ogfaa forefindes en anden Vokal enten i Slutningen eller imellem de fibite Konfonanter i Kjernen af Ordet. I dette Fald er da den førte Stavelje den vægtigite eller mejt fremhævede i Talen. I visfe Former fume Ordene ellers forlænges ved Gndeljer, faa at be fane tre eller fire Staveljer; men alligevel bliver det altid ben førjte Etavelje, fom har den ftorite Vægt eller den egentlige Betoning, faa at de øvrige Staveljer blive temmelig lette og toneløje i Ligning med den førjte. 62. Den Stavelje, fom følger nært efter den forte, har meget liden Vægt, Hvorfor ogjaa Vokalen i denne Stavelje bliver noget mat og bunfel. Derfor er ogjan denne Vokal ubfat for abffllige Forandringer i Talen, faavel naar den flutter Ordet, fom naar den efterfølges af en Konfonant; NE med Lyden © (§ 14), fom i denne Stilling bliver meget dunkel og vaflende. Mar Ordet jlutter med en Konjonant, ijer R, I, RN, og en ny Etavelje lægges til, ffeer der endog ofte en Sam» menbragning, Gborbeb den anden Vokal falder aldeles bort, idet den nye Stavelje fortrænger den gamles f. Gx. Hamar, Hamrar (for Damarar); Bendel, Bendlar; Tistel, Tistlar; faren, fane; komen, komne. 3 visfe andre Trejtaveljesformer bliver den anden Botal vigtignot ftaaende, men faar fom oftejt en fvagere Betoning end den tredie Bofal. Sum. 3 entette Former med tre Staveljer vil den anden Vokal, uagtet dens foage Betoning, dog fane faftere end denZbaafølgende. Saaledes ifær forbed Gndeljen en." 3 Siebet for , Bendelen bil man hellige Vender" end ,Bendlen;" i Stedet for ,Hamaren* vil man føjerne fige , Hamar'n," men aldrig Dam'ren." — 3 de Ord, fom ende med den tredie Vokal, bliver denne ogjan udeladt i adfillige Bygbemaal, f. Er. farand (farande), tettar lettare), Heftann' For Heftarne) o. i. v. 63: Den almindelige Regel for Betoningen i Ord, fom 'ave flere Staveljer og itke ere fammenjatte, bliver faaledes den, at den førte Stavelje faar den ftorjte Vægt eller den fuldfomneite Betoning; den anden Stavelje bliver meget fvagt betonet; den trebie ligefaa, men dog lidt jtertere end den anden, og hvis Der endnu er en fjerde Stavelje, bliver denne fvagt betonet ligefom den anden. Å. Gr. fara, farande; Eigar, Eigarar, Eigararne; Aaring, Aaringar, Aaringarne. Alt Dette giclder naturligoiis fun for de Ord, fom have en entelt Rod. Naar Ordene derimod ere fammenjatte og altjaa indeholde mere end een Rod, bliver Forholdet anderledes, idet de entelte Dele af Ordet ofte blive betonede fom jelvitændige Orb, og bis den fidjte Deel fax flere Staveljer end den førfte, fan Dovedtonen ogjan gaae over paa den jidjte Deel. I de øvrige Tilfælde hviler Vetoningen jædvanlig paa den førfte Deel af Ordet. Mum. 3 Eommenfætninger of to eenftavede Ord er det fædbbanlig den førfte Deel [fom aar den ove Betoning, f. Ex. Tilsyn, Vaardag, Uaar, Saar derimod den fidfte Dee har, to Staveljer, bliver Forholdet anderledes, fo Gx. i fullfora, rettleida, Fiellsida, Havbaara, Uvane, Vanvare. er tan man fine, af Tonen falder pan den onden Desl; J Dest endnu tte toneløs, villet blandt andet lan mærtes deraf, t die For: mer itte Hinge godt i jambifte Vers (1: Vers med cen fort og cen lang Tatt), men derimod paste bedre til daltyite (2: med cen lang og to førte. Maar derimod den idke Deel har mere end to Etavelje, gaar Tonen virkelig over pan denne fidfte Del; f. Gr. Aalmenningen, vendelg, sofrand, tihøjtande, vankunnande. Sammenjætninger af to cenftavede Former med Tonen paa ben fibfte Bel foretomme cigtigual, men have itte rigtig Grund i Eproget. Nøgle af bisje Ord ere nyere og mindre ægte, fom: formaa, forjmaa, forflaa; og nogle eve fuldfommen fremmede, fom: forbi, Geber, betatt. Af norfe Sammen flanger fan Gert henføres fanbanne fom: uppsaa, uti, att-aat; men i bisfe er Betoningen ballende, og i Grunden ligequidig, Sandane Sammen. finger, jom: idag, bob, bhel, um ferm, til lags, til (ands a. f. by ere egentlig. 64. De egentlige Gentaveljesord have naturligviis fin Betoning for fig felb, Bvorded der ikke fan være noget at ammærte; men imidlertid er bet iffe altid faa ganfte afgjort, om et Ord far een Gtavelje eller to. Der er nemlig en Geel Mængde af Ord, fom i Slutningen have en Eammenftilling af Konfonanter, fom fan falde lidt ubefvem for Udtalen, og fom derfor gjerne bliver beelt eller adjflt ved en indfludt Volal-Lyd, jom egentlig iffe tilhører Dedet; f. Gx i bet Ord , Finger, fom egentlig ffulde hedde Fingre" og pan nogle Steder virkelig udtales faaledes, men fom almindeligit har den mageligere Udtale med en indtudt Lyd, fom ligner et G. Denne Indjydelje finder Sted forved %, 2 og %, tær efter en jammeniat Konjonant; i. Er. Alder (for (be), Older (f. Olde), Hulder, Under, Timber, Anger, Hunger, Bakster, Hogster, Blomster; Rangel (for Rangl) Oksel (DMI, Høyrsel, Kjensel, Trengsel, Erken (f. Grin), Burken, Fælsen Site ogjan efter en entelt Konfonant, i. Ex. Sæter (f. Sets), Næver, Aaker, Døger, fager; Skavel (for Gtabl), Gegel (Geg!), Botten (7. Botn), Vaapen; Løbjen (Løyjn). Denne indjfudte Lyd eller faafaldte Haldlyd er maturligbiis meget mat og tonelos, og den falber fedvanlig bort, faajnart fom en ny Stavelje til Tægges; f. Er. Wlbren, Hungren, Timbret. Den danner jaaledes et Slags Halvitavelje eller uægte Stavelfe med en meget ubetydelig Betoning, da nemlig Rodvofålen beholder jin fulde Vægt og altiaa betones jaaledes, fom om Ordet fun havde een Stavelfe, rindelje, ave sigtignot det famme Forhold i Betoningen, men adjfille fig derved, at den anden Volal er lidt mere tydelig og ile jaa let bortfalder i forlængede Former. Dertil Høre: Møniter, Vlaaiter, lofter, Fadder, Re mer(s), Summer, Fulber, Sulter, Holer, Neger, Tiger; Eetel, Tittel, Bibel, Regel, Fabel, Sabel, Handel, Wintel. Her bliver den fidfte Votal fædvanlig faaende, naar en ny Etavelje lægges til, f. Gr. Nummeret, Eutteret, o, Å. 0. Udtalen er lidt jorljelig, tær i de oprindelig. note Ord. Pan nogle Steder høres Halvlyden faa godt fom ikke; fanledes paa Søndmør: Malt, side, Timbr. (Dog findes ogfaa Undtagelfer, fom: diger, mager; Døger, Fofter. Ban de fle Steder lyder den indfludte Vokal fom et mat eller duntelt €; i Hardanger jom aaben U, eler D (Aahur) i Valders. næften fom © (Matar. Det fynes at være rigtigk at rive denne Lyd med €, hvis den virtelig fat rives; men det er netop dette, fom der fan blive Tbiol om. S det gamle Eprog trives den itte; faaledes 1. Ex. aldr, fostr, myrkr, dægr, vedr o. i. 0. Derimod have Jolanderne betegnet den med ju (udtalt 0) forbed W, f. Gx, aldur, heldur, lengur. Madre beflægtede Sprog Have fra gammel Tid havt en Votal i denne Stilling (Å. Cr. Tydit: Finger; gam. T fingar), faa at Lyden itte her fan figes at være inditudt. I de fremmede Ord, om ovenfor ere nævnte findes ogjan Votalen at fane faa faft, at der ikke fan være Tale om at udelade den. de oprindelig norfle Ord kulde det derimod være ønfteligt at tunne folge den gamle Shridemaade og udelade Halv Tyben overalt; men det vil dog blive vanfteligt at gjennemføre denne Regel i alle Tilfælde. Forved £ og % tan det fee uden fynderlig Ulempe, og Her bør det ogfan forjøges, fan meget mere fom man her er mejt udiat for al faande Forbanikninger i Talen (Å. Ex. Fuggel, Dangel, Batten, Botten, Soten); det bliver faaledes retteft at ffrive: Avl, Suvl, Suml, Kvakl, Segl, Høyrsl, Rensl Tyngsl; — Vatn, Botn, Loysn, Bisn, Vaapn, Teikn, o. f. b. Soroed KR bliver derimod Sagen mere tvivljom. Dgfan her hinde det være ønftligt at udeInfte den indftudte Lyd, da man derved hunde betegne den færegne Vetøningsmande og tillige adftile disje Former fra andre, fom have Endeljen ,er* med en anden Lydbirtning, ijær efter K og G, hvorom nedenfor. Men alligevel er der ftore Ulemper bed denne Megel, faa at den neppe fan gjennem føres. 3 noge Bøiningsformer (f. Ez. Strenger, Merter) lyder Votalen faa tydeligt, at den neppe fan udelades ; i nogle andre Former bliver den famanen« trængte Sybhilling mistlingende og bejværlig for Udtalen (. Er. Mycke, Hindr, air, og allermeft, naar Ordet jamnenjættes med et andet, f. Gr, ate-telen, atte-driven. (37. ©. N. aldrregi, austregr, eitråropi, akrkarl, endrborinn, fingr gull. Det wil fanledes fynes tilcnadelight at ride © forved M, idetmindke i de Former, hvor Udtalen gjør det meft nødvendigt og hvor Stilingen er mejt hinderlig for BVeltlangen. 65. En lignende Lydfølge findes ogjaa i endeel Boiningsformer, hvor Gndeljen ,7% er lagt til Moben af Ordet, idet en Daldlyd eller duntel Votal, nemlig ,e", ev fillet imellem Roden og Gubelfen; f. Gz. Menner (Men), Bønder, Hender, Føter, Røter, Bøker, Næter, Tæger, Stenger, Merker. Dgjaa ber funde © anjees fom inbftudt; men imidlertid har det dog en vis For: binbelje med den jaataldte Omlyd, Hvorom fenere vil blive talt. Betoningsmaaden eller Tonelaget er omtrent ligedan fom ved de næjt forhen omtalte Ord, idet NRodvolalen beholder den jamme Bægt fom i et Gnitaveljesord, men den følgende Votal fremtræder alligevel faa tydeligt, at den endog i flere Bygdemaal bliver ftacenbe, efterat det paafølgende ,1" er bortfaldet. Gn lignende Betoning inbtræber, naar Endelfen ,en og et lægges til et Genitaveljesord, Hvorom nedenfor. am 3 diske Former med faar Votalen (Halolyden) tildeels en anden Form end i Ordene I forrige Stykke; den lyder rigtignok almindeligkt fom © og i Hardanger fom Ul (eller ©) men i flere føndenfjelbite Bygder gaar den ganfte over til A, f. Ex. Det maa ellers her bemærtes, at der ev flere meget omfattende Former, fom egentlig have babt Enbeljen ,er" med denne famme Betoning, men fom ins ite er almindelig brugte. Dertil hører f. Ex. 1) jeter, bryter, Kemer, reer, ftiger (og alle lignende); % flater, fletter, letter, tunger, fafter, o. f. b.; 3) Dages, Filer, Vanter 0. f. 0. I det gamle Sprog ffrives de alle med R alene (str, fats, dagr 0. 5. v.. Men i en ftor Deel af Vygdemaalene bort falber et fluttende MN; ja de to fiöfte Klasfer have neppe nogenfteds i Landet beholdt denne Syd; det hedder altjna: DVag'e, Fife, fate fee of vr 0g faaledes fiaar da & tilbage med fin færegne Betoning, uagtet den egent. lige Endelfe er bortfalden. fjor alle bisje Former gjælder det, at Lyden ,j* itte finder Sted forved denne Endelfe Sum.) og at denne otallbd itte hav nogen Virkning paa & og © (1. 37 og 51); det bedder faalebes: ryter (ite ryter, Stenger fitte Stengjer) o. å. v. 66. Der er jaaledes to forjfjellige Betoningsmaader eller Ævnelag i Drdenes Hobedjtaveljer. Det forfte Tonelag (Ro. 1), føm er omtalt ovenfor, er jtærfere eller dybere, og lyder fom om Drdet var afffuttet og ifte jfulde have mere end cen Stavelje; 4 — For Grenet er derimob jvagere eller lettere, idet oveditavelfen lyder fom en Begyndt og itte affluttet Tonefølge, jaa at man tydelig fan høre, at ber ftal fomme en Gtavelje til. Grempler paa det jtærtere Tonelag (Mo. 1) ere: Hender (af Hand), Bøter (af Bot), Gløder (af lod); Staden, Sokken, Vegen; Fallet, Faret, Skotet. Grempler paa det foagere Tonelag (No. 2) ere derimod: hender (af henda), bøter (af bøta), gløder (af gløba); staden (2: ftnaet), sokken (funfen), vegen (beiet); fallet (faldet), faret (af fara), skotet (tub). Det førjte Tonelag er faalebes Genftaveljesordets Betoning, fom er overført paa en Fleerftaveljesjorm; det andet er derimod Tor ftaveljesorbenes jæbanlige Betoningsmaabe. Anm. Benævneljen færtt og foagt Tonelag er egentlig itle ganjte betegnende, men har dog en bis Grund deri, at disje Tonelag Faae i megen Forbindelje med de faataldte frærte og fvage Vølningsformer. I Mobjetning til hinanden er det ene Tonelag lidt færtere end det andet; men i Modjætning til de paafølgende lette eller ubetonede Etaveljer hume begge Tonelag figes at være ftærte, Det fan her ogfaa bemærkes, at Vetoningens Stycke fle Har noget at beftille med Stavelfens Længde eller Votalens Lydftyrke (Qvantitet), da nemlig denne beholder fin Ggenslab overalt i de betonede Sta: veljer, uden noget Denfyn til de forfjelige Tonelag. 67. Det foagere Tonelag er det, fom har det itørjte Omrade eller forefommer i de flefte Tilfælde; jaaledes findes bet overalt i de ægte Tojtaveljesord med Endeljen A og E, og med de flefte af de øvrige Endeljer. §. Gx. tala, kalla, Sida, Ende, Time; — gamal, Hamar, kallad, kallast, kallande, lettare, lettaste. 3 Former med Endeljen ,en" og ,et" findes derimod begge Tone lag forbeelte faaledes, at det jtærfe finder Sted, naar Gndeljen er lagt til et Genftaveljesord, i. Gx. Dalen, Dagen, Staden, Landet, Huset o. J. b.; mebens det jvage Tonelag gjælber for de øvrige Tilfælde, f. Gr. Enden, Timen, Stykket; faren, komen; faret, komet. I Former med Endeljen ,ec" findes ogjaa begge Tonelag, bog itte gante efter jamme Regel, da nemlig det fvage Tonelag ogiaa finder Sted, hvor Endeljen ,ec" er lagt til et Genjtaveljesord, i. Gx. Kvister, Tider, Bygder; medens den tærte f. Er. Menner, Hender, ». i. b. Disie Former fume ogiaa for: længes med en ny Gtavelje og endda beholde de det amme Tonelag uforandret; f. Gx. Mennerne, Bønderne, Henderna (meb ftærtt Tonelag), og derimod: Kvisterne, Tiderna, Bygderna (meb foagt). En nærmere forklaring herover henhører til Vøiningsjormerne. Forjaavidt de Ord, fom have den indjfudte Dalvlyd (eft $ 64), ftulle betragtes jom Tojtaveljesord, have de naturligvis altid det ftærte Tonelag. Anm. Denne Aiillelfe af to Vetoningsmander foes at vere en Ggended for de nordite Maal, medens derimod andre Sprog kun have det færte Tonelog. 3 fremmede Ord og none bruge vi ogjan fædvanlig det færte Zonelag; fnaledes i Navne, jom ende med A og O, f. Er. Kreta, Malta, na, Glare, Laura; Ebro, Tajo, Hugo o. f. v. Derimod ere vi titbøielige til at bruge det fvage Tonelag i Navne, fom ende med GC, faafom: Debe, Daphne, Lethe; Rhone, Seine; Dante. Vefynderligt not forefindes ogfan ftundom et Navn i td Former med forfjelig Betoning; faaledes: Unna, Marta, Sara, med det færte, og derimod: Anne, Marte, are, med det fonge Tonelag. Derded er rigtignok at mærte, at dette & er hun en Dvergangsform i Stedet før UA; men det man ogina demærtes, at naar man i fon lang Tid bar left Bøger I et Sprog, fom fun Har Endeljer ed © og itte med N, undtagen netop i fremmede Ord, jan maatte dette lt fermfalde en Tilbøtelighed til at bebandle de Ord, fom ende med YA, fom fremmede, uagtet det frundom fan være gamle indenlandfie Ord, fom tildeels enda bruges. Det er faaledes iffe jaa ganfte underligt, at gamle morfte ovne, fom: tena, Thora, Guba, Vale, Enge, blive fundom læfte med det fete Tonelag, viltet naturligvis er urigtigt. Gn lignende Miskorfaaelje finder ofte Eted i de Ravi, fom i det gamle Sprog ende paa tr" (er, faafom: Diner, Mimer, Stiener, Øger, Gyler (om netop falde have det foage Tone: Tag); men dette er dog mere at unditylde da denne Form mi er noget fjelde i Sproget. 68. Det jvagere Tonelag bruges ogjaa i den ftorfte Deel af be fammeniatte Ord, Gvilfet lettejt mærtes i de Tiljælde, hvor Ordets forjte Deel udgjør fun een Stavelje ; i. Gx. Sandmo, Steinbru, Vaardag, Kveldsstund, Sjomann, o. f. v. Jmidlertib gives ber bog abjfillige Indtageljer, og deriblandt en ftor Rætte af Ord, nemlig faadanne fom: av-lagd, avsett, framsett, heimford, utførd, uppkomen, o. f. v. (Ultjaa Sammenfjætninger af en Partitel og et Barticip.. Alle bisfe have det ftærtere Tonelag, hvilket fan fortlates joaledes, af den jorite Deel er opfattet jom et ferfilt og eneftaaende Ord med en overveiende Vægt i Talen. De anbre Undtageljer (jom nemlig have det ftærte Tonelag) ere meget fpredte og vanitelige af bringe under nogen Megel; jom Grempler fan nævnes: Aarsdag, Fridag, Byfolk, Ungkarl, Kjendmann, Middag, Sundag, Maandag o. i. b. Smiblertib findes ogjaa adjfilige Deb, jom vatle imellem test og foag Betoning. Anm, Blandt Undtagelferne fan endnu nwbmes : 1) nogle Ord med Sammeniætningsfornten ,5*, fom: Rongsgard, Landsmann, Maalsmann, Sivstid, Mannstut: 2) nogle Ord, Hvis forte Deel ender med Rodvotalen, fom: Haafit, Kufot, Storeim, Stydott, Bymann; å) Ordene med den nyere Endelfe ,beit", fom: föribett, Godheit, Sannhet. J fidfe Tilfælde gjelder not Undtageljen overalt; men i de to førfte Ao. I og 2) for en Deel, ba nemlig en før Mangde Ord følge Hovedregelen og altfan Have foagt Tonelag, f. Ex. Dagsljos, Mannsvert; Fehus, Trefot, Buftad, Hoybus o. 1. v. 69. Foruden be her omtalte Betoninger pan GStaveljerne er ber ogjaa noget, fom tan faldes Ordenes Betoning, hvorved nemlig et vift Ord i en Seming bliver udmertet fra de ovrige ved en jtærtere Tone. Regelen herfor er naturligviis ben, at Tonen falder paa de Ord, fom enten i fig felv ere de vigtigite i Sætningen, eller jom af tilfældige Grunde behøve en jærdeles Sremhævelje, jaafom naar et vitt Begreb fal jammenlignes med et andet eller ftiles i Modjætning dertil. Men da denne Regel er ligefom jelbgiben og overalt den jamme, fan en nærmere or flaring fer forbigaaes. um. Det er ellers en Ucilighed, at denne Betoning er vanfelig at öetegne i Skrift, fan at adlilige gode Talemaader ifke hue gjøre den Wicking i Skriften fom i Talen; faoledes f. Er. det Udtryk tylja aat vera? 0: finde fig utilfreds), fom itte tan forftaaes, uden at der lægges en fect Tone paa Ordet ,aat . Der er ogfan mange Tilfælde, hvor to fammenftilede Ord faae en forftjellig Vetødning, efterfom Tonen lægges paa det førfte eller fbke; f. Gr. vere Hl (tjene til, vera til (findes, esiftere); fara med (ber fatte fig med), fara med behandle; taka paa (røre, føle pan) tala pa (tage fat, angribe) 70. Endelig er der endnu et andet Slags Betoning, fom man fan falde Talens Betoning, nemlig Tonefaldet eller den fa faldte Accent", fom falder paa Talen i det Hele. Dette Ton fald bar foritjellige Ggenbeder for de enfelte Dele af Landet, og disje Ggenteder guunde fig da paa forffjelig Våne i en eller anden Metning, faafom i en mere eller mindre afvexlende eller fpillende Tone, en mere eller mindre langjom Tale, og et ftærtere eller joagere Tryt paa de vægtigite rd i Sætningerne. Hertil fommer da ogjaa visje Ggenheder i jelve Udtalen, og alt dette I Forening giver Talen et etendommeligt Free, jaa at opmærtjommne Sagttagere allerede deraf funne fjende et Steds Indbyggere uden Denfyn til jelve Sprogiormen. Tonejaldet indeholder faaledes visje Wttemærter for entelte Bygder faavelfom for ftørre Lands dele (Djtlandet, Vergens Stift, Nordland), og vijtnot ogjan for Landet i det Dele i Modjætning til andre Lande. Men jaa tydelige disje Mærker kunne være for Pet, fan ere de dog meget vanftelige at bejtrive paa nogen forftaaelig Maade, og ba en faa: dan Bejtrivelje elle iffe vilde give noget jtort Udbytte for Sprogfunditaben, man vi her for Kortheds Elyld lade ben fare. nm Det tilvante Tonefald er, fom beljendt, meget banfteligt at fors andre, faa at bet fædbanlig ogjan vil hænge ved, cfterat man Har vænnet fig til at tale + en anden Eprogform. "Derfor er det not ogjan, at Holt, font ere mindre førogtyndige, anfee netop dette fom et meget vigtigt Rjendemaærte, fan at man ofte hører, at felve Torefalbet taldes en, Dialtt, og at den, Tom bar vennet fig til en vis Møntertone, figes at tale Hale); uden Öenfon til elve Sprogformen. Vet er imidlertid at bemarte, at Tonefalbet Dog faar i megen Forbindelje med den tilvante Sprogform; og vift er det ialfald, at Foredraget eller den ubarbeidede Tale itte vil falde ret naturligt og flydende uden I en Sprogform, fom enten er tilvant eller meget ti den tilbante. Maar Holt forjoge at tale siirligt i en Form, fom er dem meget fremmed, man deres Foredrag næterliguiis blive meget flæbende og famlende, nagtet deres egen tiloante Tale fan være meget flydende og tættelig. I Fors ening med en bjemlig Sprogiorm og en naturlig Stiil vilde viftmot den hjem. lige Sprogtone ber os os kunne faa en meget ædel Form i det offentlige Foredrag; og Haafatd vilde det Tonefald, fom er det almindeligite I Midten af Vandet og tær i Fjetdbygderne, funne afgive en ganfte. tærtelig Møter. form for Ewrogtonen Anden Afdeling. Ørdformer. Indledning. 71. Giter ben foregaaende Overfigt af Lydene eller Order nes Dele med Henjyn til Udtalen, funne vi mt gaae over til en Setragtning af Ordene jelv og de Former, hvorded de adjfilles fra Bverandre, altjaa de forhen nævnte Dedjormer (eller legifalfte Former), hvori Ordet fun betragtes fom Udtryk for et Begreb, uden noget Denfyn til Sætningsjorhold eller Vøining, hvorom fer først vil blive handlet i en følgende Afdeling. Men da vi her fomme til at nævne forffjellige Klasjer af Ord, maa bi ført have en fort Dpitlling af Ordenes Inddeling. Drdene kunne deles i fem Dovedklasjer, fom almindeligit beteges med de Navne, fom de engang have faaet i ben latinte Grammatit, nemlig Subjtantiv, Adjektiv, Verbum, Pronomen og Partitel. De tre forfte Rosier have en overveiende Betydenhed, idet be omfatte ben ftørfte Mængde af Ordene og faa at fige udfore Gprogets egentlige Hovedværk ved at betegne felve Tingene (Eubjiantivet) med deres Egenitaber (Adjettivet) og deres Gjerning (Verbum). Sigeledes er det disje tre Klasjer, fom Have den mejt vegelvette Boining og tillige den ftørfte Betydning i Ord banneljen, hvorom fenere vil blive talt. 12. Eubtantiver eller Navneord ere de Ord, fom betegne en Ting i den mejt omfattende Betydning, faaledes ogjaa Dyr og Mennefter og alt, Hvad der tæntes fom en Perfon. De ere enten birtelige Tingsnavne (Rontreter), f. Gz. Land, Hus, Baat 0.1. 0, eller ogjaa Vegrebsnavne (Abjtratter), jom nemlig betegne en Tilftand eller. Gjerning jom en Ting for fig felv, f. Gx. Liv, Kvild, Varme, Gang, Kast, Vending. De førfte deles atter i Ggennavne (Rroprier), f. Ex. Gunnar, Dovre, Farsund, og Fælles navne (Appellativer), jom: Mann, Stad, Fjell o. f. ». Uden Senfyn til disje Efilninger have Navneorbene ellers en almindelig Inbninum) og Futettjøn (Nentrum), hvilket fier er af ftor Betydning for Beiningaleren, da nemlig hvert Kjøn har jæregne Bøiningsformer. Ravneordenes jædbanligfte Form ubgjør en Etavelje eller to; i fibjte Tilfælde ender Ordet dels med en Vokal, nemlig A eller ©, becls med en fluttende Konfonant, Hær R, L, N eller D. Anm. I Danffen, ligejom i Tydft, er. det vedtaget at rive Navne ordene mod fore Forboghaver, og de vort Folk faaledes er vant til denne Etrinemaade, tanne vi ogjan bruge den her da den nemlig har bisje For dele, idet den bringer Mjuexting i den ellers altfor ensformige Stift og giver Diet entelte Hvilepuntter i Linierne, ligefom den ogfaa hjælper til tørre TydeKgbed i de Tilfælde, hvor et Navneord og et andet Ord ere lige, hvilket meget. ofte indtræffer i dette fom i de andre nordlile Eprog; f. Er. Bein, (Been) og bein (ret); ji. Dyr Mod, Strid, Veit; Braut, Led, Song; ru, Læra, Folgia, Føda o.f.». Imidlertid har man ogfaa vedtaget at fætte for Bog: fab i andre Ord, fom ftaae fubftantivift eller foreftille Begrebet af et Ravne: och; men i dette Tiljelde bliver det vanfteligt jat fette nogen Grændie for Megelen, bvorior ogjaa nogle Forfattere five en forfærdelig Mængde Ord med fore Bogftaver. Det [ines derfor randelig at beholde Regelen for Mavneord alene og itte for andre Ord. 73. Ubjettiver eller Ggenitabsord ere be Orb, fom betegne, hvorledes en Ting er, og blandt andet Hvor den er ftiffet, feer ub eller befinder fig; f. Gr. stor, breid, svart, blaa, ny, rein, sterk 0. f. 0. Dog er der ogjaa nogle, fom hun betegne, Hvorledes Tingen er fillet, orbnet eller nærmere beftemt, i. Er. annan, same, fyrste, fremste, indre, ytre o. i. b. Dertil nærme fig ogjaa nogle Deb, fom ellers henføres til en færegen Klasie, nemlig Talorbene, f. Gz. ein, tvo, tri 0. i. v, og Urtifelen: Pbjettivernes jæbvanligite Form er enten eenftavet eller ogfan tojtavet med en fluttende Aonfonant, nemlig L, N, D; f. Er. vejall, open, lagad. 74. Berber eller Gjerningsorb ere de Ord, fom betegne, Boab Tingen gjør, eller hvad der hænder og foregaar. Naar denne Gjerning eller Foregang gaar udover en Ting, jaa at denne derded bliver paavirket, kaldes Verbet virkjomt eller overgaaende f. Ex. bera, føra, leggja, taka, giva, senda. andre Tilfælde kaldes bet uvirkomt eller ,itte overgaaende" (intranfitivt) og i Drdbøgerne: verbum neutrum (fortortet v. n.) f. x. fara, ganga, koma, vaka, frjosa, regna. Jmidlertid er ber mange Berber, jom ere beel2 victjomme og beels ubirtjomme, eter den forftjellige Stilling og Betybning, Gori de bruges. Merbernes jæbvanligite Form ex toftavet og flutter med ben anden Vokal. midlertid have de mange forftiellige Boiningsiormer; ben Form, jom oftejt opftilles i Drdbøgerne om Gvundjorm, faldet Sufinitiv (eler den ubeftemte Maade), f. Ex. fora, giva; — en anden Form er Jnditativ (el. den fremjættende Maabe), fom deler fig i to Tidsformer, nemlig Samtidsjormen (Præjens), f. Gz. fører, giver; og Fortidsjormen (Præteritum, el. Imperiettum), f. Gz. førde, gav. I en Form, fom kaldes Middelformen (el. Barticipium), gaar Verbet over til et Adjektiv, f. Ex. ford, gjeven. 75. De to andre Ordtlasjer ere af mindre Betydenbed, men inbeholde dog endeel Ord, fom bruges oberordentlig meget. Pronomener eller Stedord (Fællesord) kaldes nogle Ord, fom henvie til en Ting eller BPerjon uden at nevne denne med noget egentlig Navn; faafom: eg, du, han, det; min, din, vaar, denne. De ere fun faa i Tallet, men deres Brug er meget ftor. — Par tiffer eller. Fyldningsord kaldes en tor Rælle af Ord, fom kun bruges til en Udjyldning og nærmere Bejtemmelje i Setningerne, og fom itte have Bøiningsjormer. De dele fig i tre Arter: 1) Udverbier (FFølgeord, Omftændighedsord), i. Er. her, fram, ut, uppe, fyrr, sidan, vel, illa; 2) Bræpofitioner (Forord, Forboldsord), f. Ex. i, 23 (2: paa), fraa, til, ved, med; 3) Stonjunttioner (Binbeord), fom: og, men, elder, um, naar. De to fide Arter omfatte hun et libet Tal af Ord; den førite Art (Adverbierne) omfatter der: skum. Der er ogjan nogle Partifler, fom itte vel bene henføres til nogen af bisje Arter; fnaledes Negteljerne: i, ikkje (el. intje); Svarsordenep ja, jen, nei, og ligeledes endeel Udraabsord, fom enten bruges fom Tittaleord, f. Gr. hut, hyss! — eller om Tegn pan The eller Fornemmelje (de fantaldte Juterjettioner, f. Ex, 23, hei, f, 0.1.9. Die Ord have tildeels en ufædvan lig Form, faa at be ite vigtig paste til Sprogets Regler (jfr. Gis, Nis, Rille § 37. De hue faaledes betragtes fom et Slags ufuldtomne Ord, fom pas en Maade hane udenfor Sprogets fedvanlige Former. 16. I de Ord, fom ikke ere fammenfatte, beftaaer Grundformen, fom forben antydet, fedvanligit af een Stavelje eller to, og i fidite Tiljælde ender den enten med en Vokal (i. Er. Ende, fara) eller med en entelt Konfonant (f. Gz. Hamar, Bendel, bunden), fielbnere med jammenjat Konfonant (om Aaring, Kjerald). (Ellers forefomme ogfaa treftavede Ord, og disje ende jædvanlig med en Votal (f. Er. Lunnende, eigande). Men om Ordet jaa= ledes har mere end een Etavelje, er dog den førfte Stavelje den vigtigite (ff. § 61); og febvantigit er ben Deel af Ordet, fom ftaar forud for den anden Voll, at anfee fom Ordets Rod eller egentlige Stjerne. I denne Kjerne er da den nødvendige Vokal (Øobvofaten) jedvanlig fammentillet med een eller flere Konjonanter, og meget ofte med een Konjonant paa hver Side, hvilket netop er bet letteite og beivemmeite Forhold. I mangfoldige Tilfælde findes dog ogjaa en fammeniat Medlyd paa en eller begge Sider; i andre Tiljelde mangler Medlyden paa den ene ibe, og i nogle faa Ord mangler den endog paa begge Sider, faa at Vokalen alene udgjør det Hele Ord; faaledes: i, aa (paa), Aa (Ev), Øy (en De). stum. Ved Grundform forkaae vi ber den Form, font Ordet jædvanlig bør, nar det nævnes eler opftilles fom et Ord for fig felv. uden Vølnings former, f. Gr. Tag, I Modjætning til Dagen, el. Dagar. 77. 3 Stillingen forved Rodvotalen, eller fom Foriyd, fan enhver enfelt Stonjonant Gave Sted, og nogle af Konjonanterne funne ogiaa bære jammenjatte med en anden Meblyd. Naar de foritjellige Sammenjætninger af Syden ,1" fravegnes, ere ForTybene i dette Sprog følgende: b, br, bv. | fr fe i, ft, fl, fn, far, fo, fø, ft | p, pr, pl. fr, fr, fr, fv. 5, br, BL ir | 4, tr, tl, mn, tv. L | 9 or al gm (gb, i Dial). n |5 m. Men hertil tommer en Mængde af Sammenftillinger. med vå", da nemlig denne Lyd findes jammenfat ei alene med de fete entelte Medlyd, men ogjaa med de flefte af de jammenjatte; f. Gr. Tjon, triota, djup, driug, Sjo, stjorna, sljo, Snjo, smjuga, Spot, skjota, strjuka o. |. b. Dog er herved at mærte, at ,9j" mangler ganjte, at Bj" lyder jom i, at Ej og qf ubtales fom entelt yb ($ 38), og at nogle andre Forbindeljer (fom få, fri, pri, og flere) ere meget fjelbne. Mum. Ejeldne Fortyd i entette Sandjlabsord ere: spl, sl og fn, meme lig i: |Splint (Lanbfiryger, Slette for Sletta, >: Stud), ie (for ftrida Å, fnofe (ellers frøja). Jhedetfor det gamle hr, hl, hn bruges. Her fun: ry l, 0; iftedetfor hv findes almindeligit kv og pan nogle Steder gv og v, Hvorom fenere. Foryben vr og vl, fom findes i andre gamle Sprog, er allerede i Gammel Sorft oberganet til r og I; imidlertid Have dog nogle Bygdemaal vr (f. Gr. brang, vreid), medens derimod de flefte have ,r" alene. Meærtelige ere de mange Sammenfillinger med j.. Aerede af deres Mængde og det deraf følgende Misjoehold imod de andre Lydfillnget, maa man futte, at dette ,j" itte har været nogen oprindelig Konjonant, og dette fadfæftr fig da ogfan bed Signing med de beflægtsde Sprog. Vet er nemlig tun de nordiffe Sprog, fom Have en faadan Brug af denne Lyd, medens derimod de andre fave en Votal, ifer I eller ©, i denne Stilling. Blandt be tiljøncende Former i de ældre bellægtede Mal (Gott, Angelini, Øammel-høttydft er der Hær en Lyd, fom ffrives iu" (ogjaa ev, og eo), og fom anjees før en Diftong (fr. $ 27 ) f. Ex. Goth. diups, Ang. deop, Göta tinf (92. biup); Got, siuks, Fg. seoc, Gt. sih (R, fut; Ung. Neogan, OHt fiugan (9. filugal. Denne Lyd er i de nyere Sprog afvegen til to fortielige Sider; i Tyditen er Betoningen lagt paa dens forte Deel alene, fan at ben mu er bleven til et langt i" (tief, fed, fliegen); dog findes ogjaa Inde togeljer med virkelig Diftong i Formen eu" (fom: fleugt, Seude, Teufe). 3 be norbite Sprog er Tonen derimob lagt alene paa den fidite Desi, hvorfor altjan den forfte Deel (nemlig ) maatte gaa over til ,j*. Naar mu to eller endog tre andre Medlyd gane forud for dette |", man Formen natur» figuiis Blive ning at udtale (1. Gz. brjupa, Spiot, Grjot, ris, ota, fata, Ctrjona); imiblertib bliver den dog paa flere Steder virklig udtalt med en mærtelig Setged. 3 de tynger Former hører man dog fundom et ubetonet in tftedetfor .j" (. Ex. Brio, Oriot, fota), og dette er ogjan den betoemFreie Maade for Foll, fom itte ere ovede i denne Udtale. Pan mange Steder bliver derimod denne Syd i fandanne Former omgaaet, enten ved Omiyd til 4 (Stryt, dryg, bryte), eller ved anden Overgang, hvorved |" bortfalder (1. Er. rot, ei. Grøt, Broft, brote, ftrøte). 78. § Gillingen efter Rodvokalen, eller fom Efterlyb, bruges itte alle Konjonanter; jaaledes iffe H i noget Filjælde, ifte ,j" alene i fæbbanlige Tilfælde, og ifte B eller F i eenlig Gilling eller i ægte Former. I fordoblet Form bruges alle Medlyd, undtagen ©, I og V; dog maa Former med dobbelt F anfecå jom fremmede. I Forbindelje med ,;" bruges alle MedIb, undtagen 3, B og H; faaledes bruges ogjaa vi" (fom ikke bar Sted i Forlyben); ellers fan det bemærkes, at ,Hj" og si" ere ogfaa her af betragte fom en entelt Lyd. De andre jammenfatte Former ere mange, fom her iffe behøve af opregnes; iær funne R, L og N forbindes med flere forftjellige Medlyd, jaa= vel enfelte fom fammenfatte (f. Gz. vit, vil, rit, vin), faa af GfterIgben i enfelte fjelbnere Tiljælde fan omfatte fire eller endog fem Konionanter, f. Gr. yngjt, Hengila, vinjtre, el. vingjtre. stum. Former med cenligt i" ere fan og tvivljomme, faaledes: Bleja (bet egentlig Blæa), læja (enten læn eller lægio); man maa nemlig fraregne be former, $vor Udtalen hør ,1* før ,gi*, fanfom: bægia, pløgia, Dage (ut. Dada el. Dele. Former meb centigt W findes fun { nogle Boghemaal, font have B for V (Å. Er. taba, roba, gribaj og elles fun i fremmede Ord, fom Fabel, Feber, Sabel, Jubel, Bibel ($ 64. Former med dobbelt B ere deris mob note og fuldgvidige (f. Gx. Mabo, Krabbe, Rebbe, Rabon); Hvorimad Former med br, bl og bn maa anjees fom Dialettformer (f. Gz. bibra for Bora, U1 Former med § hume alene 4" og ,18" anfees fom regelrette orf, Guoriniob endeet andre man anjers fom fremmede; faaledes eenligt og dobbelt F, fordetmefte i tydfte Ord, fom: floyia, Stier; DF, Straff, ftaffa, ff, Staff ligeledes: fr og Å, 1. Ez. ofra, Tofta, Mis. Det gamle Sprog bar tigtignot ifdetfor vot W (fom: af, Al, Olaf); men dette er fun en teivemaade. Mt ellers endeel Former (fom ts, då og flere) lide vise Til Lempninger i Ubtalen, er forhen omtalt ($ 54) og at nogle andre (ide visje Dvergange i Bygdemaalene, vil fenere omtales. 79. Der findes ogjaa en NRekte af Ord, fom ikke Have nogen Citerlyd og altjaa ende med Rodvotalen; i. Gx. Fe, Tre, fri, Ro, Bu, Tru, By, Taa, faa, Fræ, Bø, Høy; og med Gndevofal spea, fria, Snoa, Knue, Dya, Raae, glæast, høya. Bed denne Form er at mærke, at Vokalen altid er lang ($ 42), og at det ite ev alle Boaler, jom bruges i denne Stilling. Det er fun, naar Vokalen er et lukt e, i, o, u, y, eller ogfaa et aa, @, o eller oy (fom i be anførte Gzemplev), at dene Form fan anjees jom regel ret i Sproget. Naar derimod et Ord bar en anden, og iær en aaben otal i denne Stilling, er det jædvanlig fun en Overgang form eller Dialettform. Hum. Denne Ordform findes i entelte Tilfælde af være optommen ved er Bortortning eller Inddragning af en Konfonant. De ældre Sprog have undertiden et H til Cfterlyd (hvilket hos os mangler, og dette findes netop i nogle bertil foarende Ord; faaledes: Aa (2: Glo, OHt. aha, Moth. ahva (jf, Sat, aqva); — Fe, Ung. fech, bt. Thu (f. Lat. pecu); — tio (el. tie), Goth, taihun, OD, zehan (if. Lat. decem), I enfelte Tilfelde fynes et & eller V at bære bortfaldet: jnaledes: maa, Goth. og Gt, mag; — tru, GH, triwan, Ung. tråvian. 3 et Par Ord er endog et NR inddraget; faaledes: i", Goth, Got. og Ung. in; ,aa" (3: pan), Ht. an, ana, Ung. on. I nogle Tilfælde findes der ogjaa visje beflegtede eller aftedede Former, hvor en virkelig Konfonant (fær % og ®) endnu finder Sted; ved Siden af Fre og Snjo findes janle des: freva, fnjoba; en Form af sia hedder: jang og fango; ved Siden af mas, slaa, faa, tvaa (3: bafte) findes: mega (if. Umage, mogeleg), flegen (if. log, Slag, Erumbejlagar), egen (jf. Maraflagar), tvegen (vaq, toga); og med Denfyn til Dprindelje og Elægtitad maa disje Ord opfattes fom: mag, flage, Hage, tvage. Former, fom ende med en aaben Vokal (€, i, o', w, W, 0), ere hu Dialettformer, hvori en Konfonant er bortjalden; f. Gr. Ste for Sted (3: Umbolt), be" (for hever, 2: har, te (1. 6, Bo' G. Bob, fu' (Å. fudy fy (Å. føre, Mjo F. Mjød); eler med forandret Votal, fom: Sjø ), Sno (. Enjo) Former, fom ende med a, ere fortortede, f. Er. ha (havs, ta (tala), eller fremmede, fom bra" anit brave). Ordet ja" Former (efter $ 75) og jaaledes ogjan de Former, fom ende med au og si (au, tow, fiau, ne, ei, dei), og fom oftelt fynes at være fremtomne. ved en Eammendragning af to forffjellige Botaler, altan af to Staveljer, 80. Om Bogitavernes Fordeling i Roden af Drdene fan her bemærtes, at Bolalerne ere noget ujævnt forbeelte, da nogle af dem, tær %, & og O findes i en jtor Mængde De, medens derimod nogle, tær det aabne © (§ 23) og det lutte E ($ 14), findes fun i en [iden Mængde. De eenlige Konfonanter ere temmelig jævnt fordelte baade I Forlyd og Efterlyd, med Undiagelje af B, 3, © og I, hvoraf de tre førfte Have liden eller ingen An vendelje i Gfterlyden ($ 78), og den fidite har en ujæbvanlig jtor Anvendelje i Forlyden ($ 77). Dog er herved af mærke, at ogfaa lyden VB har meget liden ndendelje i Forlyden i ægte norjfe Ord, da nemlig de flefte Ord, fom begynde med P, fynes at være af nyere Opfomit i Sproget. I Sammenjætninger med anbre Sonjonanter have M, L og M et meget ftort Omvaabe, tær i Giterlyden. Som Vegyndeljesbogjtad har derimod S et ufædvanlig tort Omraade, paa Grunt af dens Vetvemhed til af fam= menjættes meb en følgende Medlyd. (S. $ 77). I Slutningen af Drbene, og Hær i Bøiningsjormer, har Lyden R det ftorite Om= raabe; men dette henhører egentlig iffe til Rodformerne. stum Det er en mærtelig Ggenbed for dette fom jor nogle af de nær: meft bejlægtede prog, at den V findes fun fom Forlyd og itte fo EF telød (undingen fom Overgangsform), og af derimod Lyden $ fynes- oprin: delig fun at have fundet Sted fom Gfterlyd og itte fom Forlyd. Mur om Ender have vi rigtignot mange Ord, fom begbude med 4, men hun fan af bisje ere rigtigt gamle i Sproget (fom Vening, Pung, Blog, prud, Pretta), og fel» bisje fiyes engang at være indfomne udenfra; forsorigt ere fandanne Ded optagne enten af Latinen (fom Var, Part, Penn, Ping, Vort, Pund, rov, pro) le I fenere Tid fra forftjellige andre Sprog. A lignende For: mer ogfaa funne opfomme ved Overgange I Sproget tndentil, fan fees af faadanne Grempler fom paa" for uppsaa, pi" for uppei, Brim i. Brim, »blyftre" f. bliftra, Vyitje" i. Vyfte. St gydene S og R have fan for Overvægt, den ene I Vegyndelfen. og ben anden I Enden af Ordene, er egentlig til Stade for Veltlangen og for det jævne Forhold imellem Sydene indbyrdes; men denne Stade lommer ikke paa dette Sprog alene, men ogjaa par de nærmet beflægtede Sprog, fom Heri babe omtrent bet famme Forhold. Det er ellers at mærte, at viste fimple Lydkilinger fynes at bære fremmebe for dette Eprog, idet de enten er meget fjeldne eller hm findes i Over: gangsformer. Enaledes Stilingerne: omm, ymm; um (un) tr (1) 99 1), ub (u'), og flere med lutt ,e" og aadent ,ø" (em, ep, bog findes i visfe Dialettormer. Mærteligk er det at I (uum) fynes ber at være ganfle udeluttet. 3 Stedet for lutt ,1" bruges faaledes enten lut ,0": Rom, Gom, Ploma, eller aabent ,u": Skum, Tume. Tobit: Raum, Gaumen, Bowne, Schaum, Daumen (med au for 1), Det førfte Ded hedder vel paa nogle Steder ,Rumm" (Hvorai: rymma, el. ryma), men almindeligt Woon, huoraf Verbet roma". 81. De Vokaler, fom bruges i anden Stavelje eller den jæbpanligjte Endejtavelje, og fom vi for Kortheds Skyld falde Gnbevotaler, eve egentlig fun tre, nemlig A, E og D. (Egentlig de tre Grundvotaler A, I, W', i. $ 30, Anm.). Dog have de to førfte en langt tørre Anvendelje end den fide. A er Gndevotal i følgende Grundjormer: 1) i Subtantiver, fom ere Huntjonsord (Femininer), f. Gz. Hona, Duva, Fluga, Baara, Sida, Visa, Klokka; fjelben i Qutettjonsord, fom: Auga, Øyra, Hjarta; — 2) i Infinitiv eller Grundformen af Verberne, i. Ez. fara, koma, vera, sitja, halda, senda, kasta, skjota; — 3) i nogle Adverbier ($ 75), fom: lika, gjerna, illa, fulla, storlega. Sigeledes er A den rette Gndevolal i nogle Boiningsformer, og blandt andet i Sammenjætningsjormer, fom: Dagatal, Follaflag, mata-lauft o. f. v. Anm. Her have Bygdemaalene ftore Afvigeljer, faa at det fun er en mindre Deel af Landet, Hvor det rette Forhold findes bevaret og fuldtommen gjennemført. Dette finder Eted i det Veftenfildfle fra Sogn til Lifer, altjaa i Sogn, Søndre Bergenhus og Stavanger Amter, jamt den føre Deel of Mandals Amt. Paa andre Steder er A overgaget til G, enten ganfte (fom i Sendfiord, Nordfjord og Søndmør) eller før en for Deel (fom i det (Eøndenfjeldte, og i nogle Ggne falder Endevotalen bort (Trondh. Stiff. I det Søndenfjeldite og i Trondhjems Stift findes ellers den Egenhed, at nogle af Subftantiverne ende paa U eller © Å. Gr. Furu, Evju, Hojo) og nogle af Berberne ende paa Å (fom: fra, toma, lefa, medens derimod de. Mt imidlertid A er den rette Votal i alle disfe Former, vifer fig ei alene af det gamle Sprog, fom ber bar udeluttende A, tigefom Jslandik og Event, men det vifer fig opin af viste Foretomfer i Sproget elv. Ban mange Steder, hvor man har E for M i Enden af Ordet, har Finnar, Bifar o. I. v, Gf. Hamar, Latan, gamal), og endog i de Former, hvor en Meblyd er bortfalden, f. Ex. Kokta (for Koftan), fakta (for taftat op faftade). Endvidere har man pan famme Eteder altid veent K og & i faabanne Former fom: Sute (Luka, Kotte, Bogge, Bringe, lite (lita), brite, mate, vaage (2: vove), hvilet netop vifer, at dette E itte fan være ægte; thi his dette var Tilfældet, vilde det hedde: Luke, Voggie, litje, brite. totic 6. f. b. (§ 57); men flige Former ere ille til, undtagen Hos Forfattere, fom tte fave forfiaaet at adftille de Ord, fom fulle have reent K og G, fra dem, fom birtelig fulle have Kj og Gj. Det maa faaledes af flere Grunde an fees fom en Stødvendighed at beholde og gjennemføre Formerne med A i al SRormaljtrift, jaa meget mere. fom Optageljen af E i Stedet for A medfører. den frore Ulellighed, at den matte Endelje med G bliver jna godt fom ene berftende, hviltet bande er altfor ensformigt og tilige giver Anledning. til megen Sistlang, tjær naar et Ord, jom begynder med en Votal, følger efter (i. ©. vende av, drive inn, legge ut), de nemlig E bliver ligefom opflugt af den følgende Botal, medens derimod M faar uroktet. 82. E er Gnbevolal i en Mængde af Gubjtantiver, fom enten ere Hantjønsord, i. Gx. Bate, Skade, Maate, Vaade, Ende, Time, Make, Bakke, Hage, Skugge; — eller ogjaa Sntettjønsord, i. Gx. Sate, Klæde, Byte, Belte, Snøre, Styre, Minne, Rike, Merke, Gjenge. (der lyder $ fom Sj og & jom Gj. Ger ogjaa den rette Gudevolal i nogle Adverbier, fom: inne, ute, framme, uppe, lenge; 0g besuben i mange Bøiningsjormer, fvorom fenere. — Efter det gamle Sprog ftulde der ogjan være nogle Huntjøns-Navneord med E (fom: Ave, Glede, Kjæte), og nogle faadanne findes virtelig i et lidet Dijtrift (i Nærheden af Bergen), abjtilte fon Dunfjønsord med A; men almindeligit falde de jammen med de Ord, fom have A, og blive desuden jaa faa, at de neppe fomme i Betragtning. Sum. Det er forhen bemærtet ($ 14), at denne Endevotal har en fer egen mat Lyd, fom abfiller flg baade fra det anbue og det lukte G, og derimob har mere Lighed med det aabne I. Paa nogle Steder gaar Lyden endog over til Int I (1) faaledes i øvre Telemarten (f. Gz. Revi, Sel, aati) og nogle andre Fjedbygder, Hær efter Kj og Gi (. Gr. Wit, Vai; men dette er en Yvigelje, fom undertiden ogfan fan finde Sted ved det anne 3, naar det faar fom Rodvotal ($ 15). I det gamle Sprog anfees 3 at vere det oprindelige Lyd i disje Former; imidlertid er Strivemaaden meget vatlende i Doanditijteene (7. Ex. I Lovene), for nemlig have fnart I og fart &, endog paa famme Blad og i amme Linie; medens derimod en fandan allen ifte finder Sted ved det aabne I I Roden, f. Gg. ltr (Faroe, vinr Ven). I det Jslandjte trives alle hertil hørende Endeljer med I, og det famme bruges ogjna, naar gamle Ekrifter udgives med normal eller gjennemrettet Etrivemaade. Pan Grund heraf har der været Toivl, om man itfe agian Der ffulde bruge den jamme Strivemande. En færegen Grund for denne Brug funde føges i den faaaldte Omlyd, jom er fremvirtet ved Lyden I, i. Gr. i ,Enørt" of Enor (hvorom fenere); men herved er at mærke, at det fun er en liben Rætte af Ord (nemlig Jntetkjønsordene), fom altid have denne Dmlyd, medens derimod en førte Halle (nemlig Hantjønsordene) iffe har Omlyd og maafte ilte oprindelig har havt Endelfen I, da nemlig de beflæge tebe gamle Sprog have en anden Votal (f. Gr. Hane, Ang, hans, Goth. hana, Økt. hano); hvortil endnu fan føles, at mange Bøiningsformer ogfaa have E (3) uden Omlyd, medens andre have Omlyd uden bisteligt © (3), blandt andet de førnævnte Halvlydsformer, f. Ex. Beter, Hender ($ 65. En fær fexe Grund for 3" funbe derimod føges bevi, at det vilde give en bedre Samtlang i de Ord, fom have aabent I i Roden ($ 14), at det vilde fade betoemmere i de Ord, fom udtales med tj" og gi" (i. Er, Batki", ,Hagi") og at det hunde adjtille de Former, fom have virkelig Endevotal, fra dem, fom tun have Halvlyden ($ 63). Men alligevel fynes det afgjort, at E bor foretvættes for J, tfær af følgende Grunde: 1) den rette Udtale betegnes bedre bed E end I, da det fidfte vilde lede til Udtalen af lukt I (ÅÅ, fom ber ex falft. 2) De Former, fom ftulde frives med I, bilde blive oberørdene lig mange, (da man ogfan man mebregne Endeljerne: er, el, en, et, eft, og dette vilde blive en altfor afftittende Egenhed, da. nemlig de moft beljendte beflegtede Sprog (Svenit, Dan, Tdi) Have et tiljvarende E, fom vort Boll nu er jaa vant til, at det vilde falde vanfteligt at fane nogen anden Maade gjennemført og efterfulgt. 3) Der er intet fynderligt Tab ved af five &, da Lydens Virkning bliver omtrent den famme, og da Vetegningen af den oprindeligfte Lyd itte er faa vigtig i Endeftaveljen fom i Roden. 88. Gudevofalen O har itte megen Anvendelfe i Grundformerne, da den fun har Sted i nogle Adverbier, fom: longo (6: forlengit), mesto, storo, litlo o. fl, fom nærmet funne be fragtes jom et Slags Abjettivformer, ligefom: med godo, med vonde, av nyo o. f. v. 3 Bøiningsformerne findes den derimod oftere; faaledes i en Form af Verberne, f. Gx. foro, drogo, baaro; og i Sammenjætningsformen af nogle Mavneord, f. Gz. Sogo-mann, Stovo-tak o. fl, hvor bet dog almindeligit gaar over Jom, Å. Er. Visor (af BVifaj. Klokkor, Ristor; i Husom, paa Vegom, i Skogom. Anm. Ved dette O findes lignende Forholde fom ved det føromtalte 6. Den oprindelighte Form er itte egentlig O, men aaben U ('), og denne Form er gjennemfort i den islandife Strivemaade og i Normalftrift i det gamle Sprog. 3 de gamle Haandffrifter findes, imidlertid den famme Omver. ling imellem U og DO fom imellem 3 og €, medens derimod en fandan Bat. len ifte finder Eted ved det aabne U i Roden f. Ex. hlutr, munr. Den me værende Udtale er ogjan noget ufiffer, da det fluttende Ø deels gaar over til a, dels affvæltes tl GE; i Gndelfen ,0" gaar Det over beets til Ikt i Telemarten o. fl), deels til Un (Trondbj. Stift. I nogle Overgangsformer, f. Gr. Fur, Bin, Svolu ($ 51), er rigtignot I melt almindeligt; men i andre og ifer der, hvor M falder bort, f. Er. ftundøm), millom), forekom. mer itte U, men fun © og tildels Aa. Af de forhaanden værende Former Oliver faalebes © (§ 18) den met pasjelige til af bruge | Skift, Hær da Formen meb U vilde forlede HL Udtalen af lutt 1 (un), fom er mindre vig: tig. 54. Foruden de Former, fom jaaledes flutte med Vokalen, er der ogjaa nogle, fom have en fluttende Konfonant, ijær NR, 2 0g 9, fom deels fan medregnes til Ordets Rod, og deels fan betragtes jom en tillagt Gndelje. Saaledes ende nogle Navneoch paa: ar, er, el, ul (ol) an, on; Hamar, Sumar, Broder, Meitel, Tistel, Jotul, Aftan, Morgon. Sigelebes ende mange 9(bjettiver paa al (all) og en; i. Gz. gamall, tagall, vesall, open, liten, fallen. Og hertil fan jøies en Mængde Vøiningsformer paa: ar, er, or; f. Gr. Dagar, Tider, Vikor; kastar, moter; 0. f. 0. Disje Former have egentlig de famme Vofaler, jom de næjt forben omtalte; dog findes der enfelte fmaa Ajvigeljer, fjær ved Gndeljen ol", fom hun findes i nogle faa Ajettiver (foitol, togol, traagongol), med aabent D og tildeels med Aa ; hvorimod Skavnevrdene have U med aaben Lyd (f. Gx. Jøtul, Stotul, Stutul, Ongul, Kongul), jorjaavidt Votalen iffe gaar over til G. midlertid ere disje Ord ikke mange. i Anm. Ut Ei Endeljerne ,er" og en" bør læjes med jamme Lyd, fom naar det flutter Ordet, eller fom om R og N var borte, f. Gx. meter) Man: tea), Bane(n), itfe ,møtær, Maatæn, Vanæn', — er allerede forhen bemære tet (8 14). Bed Gndelfen er" fan ellers mærkes, at den i Vygbemaalene Har to Slags Overgange sfter de to forfkjellige Tonelag; naar nemlig Ordet Dr det færte Tonelag, fax at © bliver et Slags Haldly?, lan dette gane ober til U eller D ($ 64) og i en vis Form til ($ 65); fan det derimod gan oder fil I (lutt), Å. Er. i Telemarten: En lignende forifel efter Betoningen findes tilbeels ogjaa ved Endelfen ,en ($ 67, f. Gr. i Balders: Baatn, eller Baaton (for Vaaten), men derimot Maatin, Timin, Endin o. f. ». Denne Overgang til utt I findes ellers paa mange Steder forved R og ligeledes (fær føndentjetds) forved L, f. Gr. Gil, Til, SHU (Sti. Dette grunder fig viftnot derpaa, at dette N og L har bæret opfattet fom en dobbelt Konfonant (nn, W, og i denne Stilling vil Syden I jædvanlig blive lutt, Mønt den egentlig fulde være anden (efter 8 50); i det Nordenfjeldfte bliver N i denne Endelje ogjaa virtelig udtalt fom Dobbelt % (8 39), hvorimod © bliver ifte fordoblet. I Strivningen fynes det imidlertid rettet at bruge G, og faaledes følge Hovedregelen. 85. De Orb, fom ende med en Botal, faaledes fom de ovenfor omtalte, hune tilbeels vere afledede eller dannede af andre Ord, da der nemlig ved Siden af det oprindeligite Ord (Etamordet) er opfommet et andet jelvftændigt Drd med en beflægtet Betydning, men med en anden Form og Boning; f. Gr. Varme (Eubftantiv) af varm (MAbjettiv); fiska (Verbum) af Filt (Eubit). En faadan Ajtedning vijer fig imidlertid mere tydeligt, naar en Konjonant, eller en Eammenjætning of Konjonanter, er lagt til Moden af Drdet, og det afledede Ord altjaa har facet en fajt Gndelje eller et Tillæg (Suffix), fom itte tan bortjalde eller forandres under Ordets Vøining; i. Er. Frægd (2: Berømmelje) af ivæg (bevømt), Finning (Dpdagelje) af fina (finde). De Gubelfer, hvormed denne Afledning betegnes, kunne tildels være flies for flere beflægtede Sprog, men alligevel have de dog visje Avigeljer. og Ggenheder, jan at en Opregning af disje Former altid vil blive anderledes i det ene Maal end i det andet. De maa jaaledes regnes med til Sprogets Kjendemærter og undergives en nærmere Betragtning. 86. Nogle Enbeljer indeholde fun en entelt Medlyd, oftejt en af Tungebogitaverne (3, D, S; R, L, N); fjeldnere en af (Ganebogjtaverne ($, G). De hertil hørende Former ftulle Her i Sorthed opregnes. Med T jorefommer følgende Former: 1) Subjtantiver paa t, i. Gz. Drift (af briva), Tjukt (af tjukt, Dypt (af djup). 2) Ad jettiver paa t, fom: malt (af mela), hendt (af Hand), tenkt (af tentja) o. f. v. 3) Berber pan ta, fom: vanta (van), røkta (røfja), lengta. — Dertil fommer endnu et Par Former med bo belt T, nemlig Eubjtantiver paa tt, jom Slaatt (flaa), Tvaatt (af tvaa), Draatt (af drage); og en tor Mælfe af Abjektiver paa ut, f. Gx. steinutt, bergutt, moldutt. Med D mærkes følgende: 1) Eubit. paa d, fom: Feigd (af feig, Dygd (af bygg, ji. duga), Breidd (bueid). 2) bj. paa d, fom: kvild, kjend, bygd, kladd o. . v. 3) bj. paa ad, fom: hugad, sakad, fostrad o. j. b. (Dette D efter 9 bortfalder gjerne i Talen). Med S findes fun faa Aledninger, nemlig nogle Verber fom: hugsa, kulsa, munsa (af Munn), og nogle jaa Subit. fom: Hams (Dam), Helsa (el. Heila, af heil, Ofse (af ov). Nogle bverbier Have Endeljen —es, faafom : beinleides, utbyrdes, jamjtunbes. sum € og D ere meget lige fille, og Forfjellen imellem dem Milde egentlig bære, at X føles til eter haarde Konjonanter, og D efter de bløde og efter en Balal ($ 58); dog findes Herved mange Avigeljer. Giter Rodvotalen blive de forboblede (efter $ 44) f. Ex. fedd, jmud, odd; jævnfør Det anførte Elaatt og Tvaatt, hvor dog det dobbelte I hunde fane i Stedet for gt" (efter 8 79). Endelfen utt bar forfjellig Form i Bygdemaalene; i Fjeldbygderne lyder den fom ,utt* (aab. u), eller utt'e (for utf't), i Trondhjems Stift jom ,aatt", og tildeels att", i Bergens Stift og videre fom ,ett" eller ite (aad. D; f. Ex. bergutte, bergaatt, bergette. I det gamle Sprog bruges —ött'r (i. Er. fekkéttr); men i andre belegtede Sprog findes en tilfvarende Form med ht el. cht (Ung. im, bt. oh, aht, Rot. ich, f. Ex. bergidt), fom viftnot er mere oprindelig og fones af have et Slægtftab med Endeljen ig" eller ug", Boom nedenfor. ST. Uj Gudelfer med en fiydende Konjonant (R, L, MN) blive følgende her af anføre: Med R. 1) Gubjt. paa ar (eller are), f. Gr. Tenarfe), Fiskar, Bakar. 2) %erber paa ra, fom: klivra, svimra, lindra (af lim, i. $ 57). Med L. 1) Subit. paa el (ill § 84), fom Bendel (Band), Hevel (af bevia), Kvervel o. i. v. 2) Ai. paa al (fædvanlig : all), fom: blaasall, frostall, vaagall. 3) Merber pan la, fom: skutla, dropla, trivia. Med N. 1) Subit. paa n, fom: Eign, Lygn, Loysn. Dgjaa paa —na (ne), fom: Fysna, Kipna, Hækna. 2) bj. paa en, fom: eigen, kjølen, fallen o. f. b. 3) WVerber paa na, fom: vakna, livna, ljosna 0. f. v. $er mærfes ogjan nogle Abverbier paa an, fom: Anm. Endelfen ar lyder i nogle gode Bygdemaal (Tel., Hard. o. fl.) fom are", f. Ex. Batare, Maalare 0. i. v., Hvilket ogfaa ftemmer med det gamle Sprog; imidlertid ere faadanne Treftaveljesformer noget ubetvenme. — En: elfen all ftulde egentlig ffrives ,al" (i Lighed med ,el'); men da Drbene ofteft beholde dette I" i Boiningsformerne (f. Ex. tagalle, furalle), tan Før: boblingen itte godt undgaaes. At ,n* jædbbanlig lyder dobbelt, naar det Tægges til Modvotalen (f. Gz. graanna for graana), er før anmertet ($ 44). 88. Af Endeljer med Ganebogitav mærtes følgende : Med K. 1) Verber paa ka, f. Gx. turka (af ture), smalka, beinka. 2) Gubit. paa ka og ke (fje), jaafom: Tverka, Haalka; Ljoske, Brunke, Manke. (Stun faa). Fra Berber paa fa" ub gaae ogjan Subit. paa ,4%, fom: Turk (Torte), Mink (Formindftelfe), Dunk (Syd af et Stød, jf. bunta og dynja). Med G. 1) Verber paa ga (fjelden), jom blogga (for bloga), lauvga (0: fanta Lov) tagga (fane til at tie). 2) Adj, paa ig og ug: kunnig, tidig, dygdig; vitug, viljug. Med i" findes ogjaa nogle Eubit., der fee ud jom Affedninger, faajom: Netja, Tilja, Fylja; men disje ere af en anden Art og komme itte i fynderlig Vetragtning ved Ordbanneljen. nm, Gndelfen ig udtales fædvanlig med lutt I (i); ug udtales med anbent I og gaar over til 09", aug', AH" f. Gr. ,vetau" for vitug). De to Former tunne anjers fom lige gjætdende, ligefom jer" og ,ugr" i bet gamle Sprog. I en Deel af Bergens Stift fynes Formen ,ig'ee)' at være eneberffende; paa andre Steder er ,ug'e" (an) den fedvanligite Form. Hvor begge Former bruges jævnfides, fynes ,16" at følge ofteft efter en Stavelje med i", og derimød ig" efter ,0" og ,u"; forøvrigt fynes Adiletjen itte at være nøie beftemt. 89. Foruden de hidtil nævnte Former er der ogjaa nogle (Endeljer, jom inbeholde en jammenjat Konfonant, nemlig: st, sk, sl, nd, ng. Med ,jt" findes en Mængde Verber paa ast (nogle Steder: as), f. Gx. dagast, otast, varast; imidlertid bruges denne Endelje fun fom et Tillæg til Bøiningsjormerne. Dernæit findes nogle @ublt. paa esta, st, og str, faajom: Tenesta, Hyllesta; Kunst, Bakster (el. Bafjtz, & 64), Vokster, Hogster, Blaaster. Med it" findes nogle Adjektiver, fom: dansk, finsk, rysk, (el. rtusfiff). Ogjaa nogle Suit. paa ska og ske (ffje), fom: Finska, Fyrdska, Danske; Grønska, Ørska, Illska. Med fl haves en Rætfe Subit. pan sl og sla, fom: Høyrsl, Kjensl, Blygsl; Brensla, Hengsla, Tyngsla. 3 nogle Ord lyder Endeljen fom ,jel" (Rædjel, Trengjel), men i Gvunden er bette det jamme fom jl". Med ub" findes Adjektiver paa ande, fom: takande, havande, etande. Ogfaa nogle Subit. pan ende (inde), fon: Tarvende (2: nobvendigt Medffab), Leidende (Ubehagelighed), Likinde (el. Litjende, 2: Eandiynlighed). Med ,ng* findes en jtor Mængde Subitantiver paa —ing, fom ere beels Ountjønsord, f. Gy. Foring, Sending, Maling: dels Dantjonsord, fom: Aaring, Kjenning, Erving. Nogle Hankjønsord ende ogjaa paa ung, fom: Aattung, Fjordung, Vettrung; fielbnere paa —ang: Farang, Havang. Sum. Ved Siden af Ordene med ft" findes ogjan en for Mængde med Formen eff", f. Ex. Dendelfe, Mettlie, . i. v.; Guillet her man anfees fom en nyere og mere fremmed Form. 3 nogle Egne føretomme ogfaa adftini (ingle) fom ogjan findes i det gamle Samninge fig fra de foreganende derved, at de baade Have en Gndelje efter den anden Vofal og tillige en Konjonant forbed Vofalen. Her» til høre Formerne: nad, ning og ling, fom findes ved endeel Mavneord i. Er. Skilnad, Lovnad, Hugnad; Skilning, Setning, Spurning; Kidling, Kjetling (Satteunge), Reivling (Svøbebarn). nm. Den forte Medlyd i bisfe Gudelfer har været anfeet fom ex indjtude Lyd; imidlertid er disfe Former meget gamle. Endeljen nad lyder mi almindeligit na", dog ogfaa ,nad" og nar" (6. RN. nade, Gn Form med ad", uden NM, forefommer not ellers itte i Øantjønsord, undtagen i: Maanad, Vanad (3: Stade), Satnad (Savn) men disfe have forhen et Ri Moden. En Form med ,0d* forekommer kun i ect Ord: Armod. 91. I mange Tiljælde fane Ordene ogiaa en Forlængelje, fom ligner en Gubelje, men fom dog egentlig er et Ord for fig elv. Enaledes findes en Rekte af Navneord med Tillæggene: dom, skap, leike; døme, semd, loysa; . Gz. Ungdom, Truskap, Godleike; Herredome, Annsemd, Meinloysa. Dernæft finbes en Mængde Adjektiver med: leg, sam, laus; f. Gz. varleg, someleg, langsam, annsam, meinlaus. Og enbelig babes ogjan en Mængde Mdverbier. med Formerne: lega, samt, laust; f. Gx. nylega, snarlega, ovlega; tungsamt, endelaust o. f. b. Disje Dyd ere egentlig at anjee fom jammeniatte, enditjønt den fibite Del af Ordet tilbeels itte bruges anderledes end fom Gubelfe bed andre Ord. nm. Formen leike gedder pan mange Etsder le", og i det gamle Eprog findes begge Former (iki og leikr); men den føre har den Fordel, at ben itte faa let forverles med Ordet Leit (keg)Z— Endelfen leg (ab. ©) bliver i alen almindeligft fortortet til ,1e* eller næften le; paa nogle Steder fyder den ojos fom fi"; ellers Soruges ogfaa den fulde Form: Liege)", el. leg (Mg. Sdm. o. fl) og en forlænget Form: legen', legien, fe'en (Nordfjord, Øiterdalen. I vort gamle Maal findes legr og hør; men i de beflægtede gamle Sprog findes denne Endelje i en Form, fom ligner Ordet , Hit", hvorfor man ogfaa almindelig antager, at den oprindelig betyr ber en Lighed. midlertid feer det ud til, af man her i Landet ikke har op» fattet Denne Form faaledes; derimod fynes Formerne leg" og legen" at bentyde til, af man hellere har tænkt paa en anden Rod, jusjom: Lag 0: Sixt, Natur) laga (: danne) eller en anden Aledning af Roden i leggia og liggia, built jaa meget Lettere kunde flee, da man ogjan havde en gammel Form ,læg* lægr) med Betydning af en Beliggenebd, f. Ez. nålæer (nærliggende), farlægr (fjerntliggende) 92. Til Slutning man det her være amnærket, at naar Ordene jammenjættes med et panjølgende Did, foae de tildeels en egen Gudelje eller et lidet Tillæg til den egentlige Rod. Dette er ijær Tiljældet med Subjtantiverne, fom fer fase flere foritiellige Fovmer, nemlig: s, ar, a eller 0 (u), f. Gx. Dagsljos, Slavs-voliter; Rettar-bot, Sotnar-folt ; Dala-folt, Vega-til, Haga: blom; Eogo-mann. (Botalerne A og D ere ellers her udjatte for den jamme Svettelje og Overgang til ©, jom forhen er omtalt bed Gndevotalerne, § 81, 83). Imidlertid jtane bisfe Former i en nær Forbindelje med en af Vølningsformerne og ville janledes blive omtalte fenere. Gum fan det her filfoies, at vise Forandringer i Drde= nes Begreb iffe udtryftes ved nogen Cudelje, men derimod ved en Partitel eler et lignende Ord, jom tilføjes ved Begyndeljen fom en Forjtavelje (Bræfiz). Saadanne Ord ere: u, van, ov, for, mis, and, sam (og flere); i. Gx. aar, vanfør, ovitor, forgjera, mistata, Andjtraum, Eamtylte. Anm. Om de her omtalte Aedningsformer vilde naturligvis være meget at fige; men bet her anførte er fun en fort Dverfigt af felve Formerne, medens derimod Formernes Brug og Vetydning i Orddanneljen vil blive omtalt i en jenere Njdeling. Som et tort Uddrag af det omhandlede fan Der anføres, at de met anvendte Gnbelfer ere: 1) ded Subhantiverne: I, b, ar el, m, He) Å, ing, nad, ning (ff. dom, flap, leit, femd, løpfa); 2) ved jeltiverne: 1, utt, d, ad, all, en, ug (ig) it, ande (if. leg, fam, laus); 3) ved Berberne: na, ta (if. aft); 4) ved UAdverbierne: es, an (if. lega). ll. forandringer i Roden. (Omlyd og Aflyd). 93. Wed Giden af disje Afedningsjormer, hvorved Orbene fun faae en Forlængelje eller udvortes Forandring, gives der ogjaa nogle Former, hvorved Ordene faae en Forandring indentil og tær en Omffitelje i Modvotalen. jælde, fom her tomme i Betragtning, ville vi førit omtale de Ord, fom have et ,j* forbed Endevotalen. Det er forhen nævnt, at Lyden i har en jæregen Forbindelje med K og G, og at Gfterlyben fi og ,9j" med et følgende A fun finder Sted i jaadanne Ord, fom have en lind Volal i Roden, nemlig: e, æ, i, v, 9, ei. øy; f. Gx. segja, lækja, vikja, mykja, søkja, kveikja, røykja, ($ 51). SMen det er endnu af mærte, at Lyben ,j" ogiaa fan forbindes med de flejte andre Konfonanter i Gfterlyden, nemlig med: t, d, 3, t, I, n, m, b, p ($ 78); og i dette Tiljælde bliver det endnu færre Votaler, fom kunne være Rodvofal. Det er nemlig fun tre Botaler fom findes i Roden i denne Stilling, nemlig I, E, I, (alle aabne), i. Ex. sitja, setja, flytja; skilja, selja, dylja o. i. v. I denne Sammenitilling finder man atter en vis Forbindelje med be tre Grundvokaler A, I, U ($ 30), og denne vijer fig tydeligit i nogle Berber, fom have J, E eller Y, naar et ,j" fommer efter, men derimod have J, A eller Ul i visje andre Former; f. Gx. vilja, vilde; telja, talde; spyrja, spur-de. Da nu ÅA og U er mere oprindeligt end E og Y, vil man altfaa finde, at den egentlige Mod i disje Ord er: vil, tal, fyur, hvor: fra be øbrige Former udgaae ved Forlængelje og Volaljtifte; og herved ledes man altjaa til den Regel, at Grundlydene A og U ved et paafølgende ,j* funne forandres til G og 9), medens de mod Å bliver uforandret. Anm. egleme gjælde naturligvis fun for ægte og regelrette norfte Former. Wfvigende ere visje Dialeltiormer, jom ,elja* for ylja (varme) Faria" f. Farga (Maling) ,Kolja" f. Kolga (en Fil, og entelte fremmede Ord, fom Olja (fat. oleum). Dette Fke Oxd har sles faaet visje Tilempninger; faaledes til je" (masc), fom dog itte er norft Form, uden det opfattes fom aie (igo); i Balders og Dall. derimod til Pia" (Dif) fom er juldtommen norit Form. (3, Siftvea" for Hiftoria. Balders). — At For holdet med Hj" og qi er anderledes bed € end ved Å, er allerede førtlaret 18 51 (Bf. 5 51, 2) 94. Men foruden disje Former (med j) er der ogjaa mangjoldige andre, hvori den Linde Vokal i Roden fan antages at være fremfommen ved en Indvickning fra Endeljen eller Ende: Orb, fom have & (J) til Gndevolal. Jlandt Navneorbene er det joaledes mærteligt, at de Jntetfjonsord (Reutca), fom ende med G, have allejammen en lind Vokal i Roden; i. Gr. Sete, Mote, Lyte, Klæde, Gjerde, Velde, Føre, Kievle, Eple, Hove, Løyve. 3 Berbernes Bøiningsjormer vil det jees, at Endeljen er" (Pe) hører fornemmelig til de Ord, fom have (ind odvotal; f. Gx. fester, mæler, lyser, dømer, noyter o. i. 0, mebens berimod Endeljen ar" tilhører de Ord, fom have haard Volal, i. Ex. hatar, kastar, ropar, vaagar, brukar. Og en lignende Forftiel findes ogjaa ved Endeljen I og D; i Drd med lind Volal fæjtes denne Gubelfe lige til Moden, f. Gx. malt, lyst, dømd; men i Orb med haard Volal jættes et A forved T og D, f. Gz. maalat, lagad, hugad. Mogle Drd hine endog have begge disie Former med jamme Betydning; i. Ex. farmad og fermd, graahaarad og graahærd, nybolad og nybølt, husad og hyst, einaugad og einoygd. (3. laagare og lægre, tungare og tyngre). Dg i faadanne Tilfæle vil den Form, fom Har lind Volal, jæbpanlig findes at være aftedet eller bannet of en Form, jom bar haard Volal; dog undtages herfra de Ord, fom have I og Gi, ba dette er oprindelig og ikke afledet Lyd. nm. Antettjønsord paa —e, fom itte femme med den her anførte Regel, maa betragtes fom feilagtige. F. Ex. ,Uttome* man Her hedde enten Uttoma eller Uttjome; ,Umraade" maa enten Hedde Umraada) eller Umræde. Auge" og ,Djarte" er fun Dialeltformer for Auga og Hjarta. Det famme er Tilfældet med et Var øjlandfte Ord ,Lagje" forelagt Arbeide) og, Taagie" (Enghtytte), fom net egentlig ffulde være Hantjønsord. I dantjønsordene lider Modvotalen ingen Faavirtning af Endeljen (. $ 82, Anm); det jamme er Tilfældet med djeltiverne. omtp. 95. De her omtalte Foretomiter henhøre til den Overgang, 3 fom man falder Dmlyd (Tydjt: Umlaut), og fom beftaar deri, rf at en afebet eller yngre Form er bleven adjfilt. fra Stamme- ; formen ved en Forandring i Rodvokalen, og for det mefte ved Overgang fra en haard til en lind Volal. Ved Omlyden dannes former, f. Gx. Roter af Rot. Den herved aftedede Form er ofteft et Tojtaveljesord, jom ender med en Vokal, men ogjan ofte en Halvlydsjorm med ,er" (r) og undertiden et reent Enftaveljesord; f. Gz. Klør af Klo, Tær af Taa, fær af faa, tøk af tok (tata), stød af stod (ftanba). — Gllers er Omlyben egentlig to Slags, fom vi Der ville kalde den Linde og den Haarde. Den førite forandrer Botalen fra haard til Kind og findes ijer forbed Endeljer med E (fom i de foranforte Grempler) og tildeels forved i" (jom i $ 93); ben anden er fun en Dvergang fra en Haard Vofal til en anden af de haavde og findes blandt andet forbed Gubelfer med ,0 (u) og ,0m*. Den forjte eller linde Omlyd Har imidlertid en langt tørre Brug og Betydning end den anden. sum. Gter Mledningsforholdet turne Volalerne deles i tre Rotter, nemlig: 1) Etammevolaler, jom funne faa Omlyd: a, aa, o, u, au, (og ju); 3) Stammenotaler, fom itte jane Omlyb: i, et (og 18; 3) AMedningsvotaler: Ge 0, 9, øy (og tildels: 0) Det er ellers at merle, at der gives adfillige Tilfælde, hvor vi nu fun Have Omlydsformen tilbage, medens Stammeformen er tabt eller fun findes i de ældre beflægtede Sprog. 96. Den jaafaldte linde Omlyd omfatter følgende Overgange: 1) a til e (aabent), f. Gy. fast festa, Lass lessa, kvass kvessa, skarp skjerpa, skakk skjekkja, Skaft skjefta, Famn femna, lat Leta, Hatt Hetta, Mann Menne. 2) an til æ: 3) 0 til ø: Bot bøta, Mot møta, Flod fløda, Glod gløda, Dom døma, Krok krøkja, Plog pløgja, mod Møda, Snor Snore, Bol Bole. 4) u til y (luft): Sut syta, Knut knyta, Hud hyda, Hus hysa, fus fysa, Brun bryna, Stuv styva, ut Yta, sur Syra, Dun Dyna. 5) a' til y' (aab.): Butt Bytta, lup yppa, Busk Byske, Skugge Skyggja, ung yngja, tung tyngja, full fylla, Gull gylla, Grunn Grynna, tunn"tynna. (8. $ 50) 6) & til 7 (206): Dot dytta, Odd ydda, Brodd brydda, Ost ysta, Horn Hyrna, Sorg syrgja, Mold mylda, Topp typpa, holl hylla, Soll sylla. 7) au til øy: blaut bløyta, aud oyda, Naud noyda, laus løysa, Staur støyra, Draum drøyma, Straum strøyma, dauv døyva, laupa løypa, Mauk møykia. 8) ju (jo) til y (luft): djup dypast, mjuk mykja, sjuk sykjast, bljug blygjast; fljot flyta, ljot Lyte, Ljod lyda, Ljos lysa, Skjol skyla, Tjon tyna. nm. Den førte Desk af de anførte Afledninges ere Verber, fom altfaa gede Endeljen ,a" i Grndformen (§ 81) men fom i Bainingsformerne fed vanlig Have ,e" eller er" (å 9). Efter den almindelige Udtale kunde det fynes, fom om der ogjaa dar en Omlyd ,a til æ", men dette VE er egentlig det aabne GC, jom i disje forhen omtalte Sydfilinger faar en faadan Udtale, i. Er. i herda (hære) af hard, erba af arb, verma of varm (efter $ 49). En lignende Overgang er det lutte 9 iftebetfor aabent (efter § 50) f. 63. i fulla af full, Trygel af Trog 0. Å. 97. Foruden bisfe regelrette Former findes der ogfaa nogle andre, fom vel maa henregnes til den linde Omlyd, men fom bog nævmejt funne betragtes fom afvigende Former, hvori enten ben ene Botal har lid en Forandring, eller hvori en vis Stammeform eller Mellemform er tabt. Der mærkes ført Omlyden: o? til € (aab.) f. Gz. Bork berkja, Fonn fenna (jf. Tonn Tenner, Stong Stenger); bemne Form flutter fig meget ner til Dmlyben: a fil e (f forrige $), da nemlig dette D man feld ber fragtes fom en Omlyd af A (Hvorom i næjte §). Som fjeldne og tvivljomme Dvergange mærtes dernæjt: 0" — øy: Lov løyva (en rundorm med ,0u% mangler); —a —ø: Dag Doger, Dal Doler; —a —y: Nagl Nygla. Dertil hore ogiaa et Par Overs gange med to linde Volaler: e—i: Segl sigla, Regn rigna; og : sterk styrkja, verd vyrda. Og hertil nærmer fig ogjan Overgangen: jø til v, med flere Forandringer, jaafom: Bjørk Byrkjø, Mjølk mylkja; Fjord Fyrder, Gjord gyrda; if. bjart byrta, Hjell Hylla; Bjorn Birna (Binna). Men bisje fibite Overgange funne neppe henføres til Omlyben, da der nemlig i andre Maal findes Spor til en oprindelig Stammejorm med Vokalen F (altjaa Birk, Fird, Virn, o. f. 0), hvoraf Formerne jo" og ja" (ie) have dannet fig ved en Udvidelje eller jaataldet ,Brydning". Anm. Den linde Omlyd bliver af Sprogmændene kaldet ,J-Omtyd", fordi man antager, at den er fremvictet af et i eller i" § Gubeljen, fom nemlig ar birtet tilbage paa Rodvotalen og givet denne en lindere Form. I endeel Ord findes virtelig endnu et |" i Endelfen og en Aflebnings-Botal i Roden (f. $ 95); i andre Ded findes Enbeljer med © (om fvarer til I, men forøvrigt ere de bertil fvarende Endeljer allerede fra gammel Tid bort faldne. 3 de eldite bejlægtede Eprog finde di derimod ofte en mere oprindelig Form med Stamnfevotal i Roden og med i" eller 1" i Endeljen; faalebes i Gothift: vati (vort Met, fani (Fen), kuni (Ryn); sandjan (fenda), födjan (foda), rödjan (oda), dömjan (bema), fulljan (fylla), lausjan (Iobja). Sige. jaa i Gam. Soitydit: harti (Dexd), groni (grøn), kannjan (jenna), förjan (føra), hrérjan (øra). 98. Den anden Omlyd, jom Her til Forjfjel fra den fore: gaaende fan kaldes den Haarde Omlyd, har fun en enejte Form, nemlig: a til o (anbent). Den findes i endeel afledede Navneord, f. Ez. Grov af grava, Drog af draga, Torv af tarv (turba), Vord (9: WVogter) af varda, Kost (Vidartojt) af kasta; Fota af Fat, Voda af vada, Holva af halv, Toka af Tak, Voka af vaka, Soga af sag-de (fegja). IJevnfor: Kos (Dynge), Onn (Arbeide), Logg (Lugg paa Kar), Mork (Stov), Bork (Bart) Log (Vand), Vol (Cylinder), hvor Stammevokalen fan joges i de beilægtede Serber: kasa, anna, lagga, marka, barka, laga, vala. Dernæit findes den ogjaa i endeel Boiningsformer, faajom : Born (af Barn), Votn, Skoft, Loss, Plogg, og blandt andet forved Endeljen om" (um), f. Ez. Bokkom (of Vatte), Stodom (Stad), Dolom (Dal). I vogte Tilfælde indtræder en dobbelt Omlyd, idet der findes en Form med © og en anden med D, fom begge man anjees fom ubgagede fra U; f. Gx. Mann Menner Monnom, Nagl Negler Noglom. 3. Tonn Tenner Tann-gard, Logg Legger Lagga-band, Bork berkja og barka. Anm. Denne Omlyd findes i ældre Tider reven paa forijelig Maade med 0, 5 og av; i det Jslandite rives den altid med ,5* Der i Landet et fom er beflægtet med I og tan fane Omlyd til Y ($ 96), og et andet, om er beflægtet med A og ar et Slags Omiyd Hl © (3 97. Det fdfte Bar ellers be fomme Gqenftaber fom bet fovfe; bet bicter fom faard Votal efter & og © ($ 51), det gaar over til lutt D forbed —tt, rd (å 47, J. Er. Evorta (af jvart, og til da" i visje Stilinger ved N og M (§ 48, i. Er. Sond (af Land, Lomb (af Sam) Den haarde Omlyd bliver af Sørogførfterne taldet .N-Dmiyd", fordi man anfeer den fom fremvictet af et U (D) eller V i Endeljen. I det Jslandite findes den regelret forded alle Endeljer med U, f. Ex. vöku (vaka), götur (gata). S det Rorfte fynes den ile at have været jaa frengt giennemført, da de gamle Strifter ofte beholde Stammelyden A iftedetfoc Omlyden, f. Gr. allum mannum (öllum mönnum), I Ebenit og Danft findes fjelden noget Spor til denne Omlyd, og i andre Sprog er den aldeles utjendt. 99. Foruden den her omhandlede Omlyd Have vi endnu en anden Vofalforandring, jom her maa kortelig omtales, nemlig den faafaldte Aflyd (Tydjt Ablaut), jom egentlig hun finder Sted i Boiningsformerne i en Deel af Verberne, men jom alligevel far megen Betydning før Ordbanneljen, da den nemlig giver Anledning til en meget jorifjellig Formdannelje i de Ord fom afledes af faadanne Berber. Stammeforholdet ved denne Atyd er ganfte fortjelligt fra Forboldet ved Omlyden, da nemlig to eller jlere Former her kunne have hver fin egen Stammebotal og faalebes maa betragtes fom jelvitændige og fideordnede, jaa at man iffe fan fige, at ben ene fommer af den anden. Til en fort Dverfigt kunne be Verber, fom have Aftyd, indbeles i tre Klasjer efter de tre Grunbuolaler (3, 3, 1): 1) Med A-lyd (egentlig med tre Grundvokaler, dog jan at en Form med A er ftærtt fremtrædende), for det meite i følgende Omverlinger: © — a — uw, for Gx. finna, fann, funno, funnen. © —a—0, , , bresta, brast, brosto, brosten. bera, bar, baaro, boren. 3) Med U-Lyd i følgende Omberling: ju — ou — 2, — 0, F.C. fljuga, Haug, flugo, flogen fo) == skjota, skaut, skuto, skoten. til førite Klasje (med A-Lyd) og fom have følgende Verling: a — 0 (00) — a, f. Gx. fara, for, foro, faren. a—efee) — a, = halda, heldt, heldo, halden. af dem have hun lidet tilbage af dens ælde og fuldtomnefte Former, da nemlig bidfe Former ere dels blevne formindftede og deslå fornanitede bed Forandringer i Votalerne. Ven anjees fom et Kendemærte for den germannifte Sprogftamme og findes at være ældre og dybere begrundet end Omly> 'ben; faalebes findes den allerede fuldtommen udvillet i det gothile Sprog, fom derimod ilfe vifer Spor til Omlyd. En udførligere Fremftilling af Uflyden maa her forbiganes, da den nærmeft henhører til erbernes Vøiningsformet. 100. Jblandt de Ord, fom have Atyh, findes netop nogle af Sprogets vigtigite Stamord, hvoraf mange Aftedninger have bannet fig, og i disie Aitedninger er ogiaa Omlyden bleven benyttet ved Siden of Aftydsformerne. Endog Stamorbenes egne Bøiningsjormer dannes tildels ved Omlyd; f. Ex. flyger af fljuga, fer af fara, helder af falda; jf. dregen af draga, gjengen af ganga. Med denne Andendelje of Alyd og Omlyd tiljammen fan der ofte dannes en Slægt af Drd med flere forftjellige Vokaler; f. Er. Skjere, Skar, Skaare, skjær (adj.), Skora (og Skurd) af Formerne i, ftjera"; — Skjot, Skyt, Skaut, skøyta, Skut, Skot af ,ftiota", — Drag, Drog (0), Drog (00), Drøgie (Draatt og Drætte) of ,braga" midlertid findes der ogjan entelte ledninger, fom itte netop flutte fig tl en betjendt Ajz lybsjorm, men fom alligevel fynes af bære fremtonme bed et Slags Atv, i. Gr. Hite (¥) af heit, Stikje of teitja, losa (0) af laus, Blote (0) af blaut; og jaabanne Drd funne da tæntes at være dannede ded et Slags Gjterligning af Ailyden, eller af et gammelt Gtamord, fom Bar havt den tiljvarende Ajlyd. Anm. Wf det anførte vil det fees, at Forholdet ved Afiyden ile er noget egentligt Etammeforhold, hvori den ene Form udledes af den anden; fann; endjtjont man rigtignot tan fige, at hvis en af disfe Former endelig ffal opftilles fom Stammeform, da maa det vare den, fom har ,a" (altfaa: bar, fann). Bed Omiyden er Forholdet derimod et birkeligt Aftednings-ForBold, ifer i de Tilfælde, hvor en haard og en lind Volal ombyttes (efter 896), da man ber altid man antage, at den Form, jom har den Linde Boal, er aftdet af den, fom har den haarde (f. Ex. erva af ro) og itte omvendt, Dette tan undertiden fynes noget tvivjomt; men Aarjagen hertil er jædvanlig den, at Forholdet imellem Etamord og Afledringsørd er blevet utydeligt eller noget forbanftet. Deels har det afledede Ord faaet en videre Vetydning end Etamordet, f. Gr. døma af Dom, høva af Hov (el. hova), tøra af Tod; derls har det derimod faaet en langt mere indflræntet Betydning, f. Er. gjøda (egentlig: foræble, forbedre) af gob, hyla (eg. gjøve huld) af Hot, yta (egentlig: udjætte, udføre) af ut; — derl$ er ogjan det afledede Ord blevet langt mere betjendt og andendt end Stamordet, f. Ex. pryda af prud (prægtig), gjæta af Gnat (Bevogtnmng) bægjs af bang (inderlig). Ale flige Forholde maa her tages med i Betragtning, da nemlig Drbdanneljen retter fig efter de gamle og oprindelige Tilfiande | Eproget og itte efter de Forandringer og Tilempninger, fom ere indtraadte i den jenefte Tid. Det er ogjan at merte, at Omlyden har en vis Grændje og langtfra te indtræder i ale de Tilfælde, hvor den hunde være mulig (Å. Er. mata, batna, dage. Dette er en god Ting, thi derom Omlyden. lulde indtræde overalt, Hvor den var mulig, vilde de finde Votaler fane en altfor for Over vægt i Gproget. Det er ogjaa en Forderl, at der ofte er Anledning til at betegne to beflægtede Begreber. med to jorjellige ed, et med Etommevolalen og et med Omiyd, f. Ex. namna (fætte Navn paa) og nemna nævne) kroka (gaa i Seumninger) og krøkja (Inumme), hova (afpasie) og høva (være pasfende), husa (fætte Øuus paa, bebygge) og hysa (hue, give Huuscum), Sur: (en. fur rt) og Syra (en fuur Vebite, I det hele man man fige, at det Anlæg til Botalvesting, fom fra gammel Tid har fundet Sted i den germaniite Sprog: ftamme, er i bette Sprog blevet udviklet og afpasiet pan en meget fordelagtig Saade, og at den tydelige Witilelje af isje Votalflegter, fom vifer fig i lyden og Omlyden, endu, til Trods for alle fvættende Baavirtninger, bær Bibne om en fund og ufordærvet Tilftand i Sprogets inderke Bygning. IV. Tillempede Ordformer. til Dddanneljen, funne vi mu gaae over til en anden Lybverling, fom ftaaer i et ganjte anbet Forhold, da det her ikke gjælder om en afledet Form for et beflægtet Begreb, men hun om en forandret Form for det felvfamme Ded i jamme Betydning og jamme Etilling, altjaa om Variationer eller Overgange uden nogen jærftilt Betydning. Saadanne Overgange ere egentlig to Slags, nemlig enten hiftorifte, fom have foretommet paa jamme Sted til forjtjellige Tider, eller ogiaa landjtablige, fom findes til jamme Tid paa forftjellige Steder. Imidlertid blive de land flablige Forandringer ogjaa opfattede fom to Slags, nemlig enten fom Dvergange imellem flere jeloftændige Landsjprog, eller fom Gtilemærter imellem de forjtjellige Landjtabsmaal, jom høre til ert og jamme Gprog; men disje to Yrier falde meget nær jammen, da nemlig to eller flere bejlægtede Sprog ogfaa finne anfers fom et Slags Dialetter eller Landitabsmaal i Modftilling til et fælles gammelt eller ubetjendt Moderfprog. I visje Tiljelde ville ogjaa be hiftorifte og de landjtablige Dvergange falde fammen til eet, nemlig i Sammenligningen med de ældjte beflægtede Tungemaal. Anm. Bi finde det her betoemmeft at jætte disje Oedformer I to Wide: linger. Til den førte deling, fom bi (i Mangel af noget betvemnere Ravn) falde ,Tilempede Ordformer", henføre vi førft de biftorifte Overgange, fom bije fig i en Sammenligning med vort gamle Waal, det vil fige, med den Eprogform, fom findes i de ældite norite Skelter; og dertil føle vi da en fort Overjigt af de vigtighe Ordformer, hvori dette Maal aditiller fig fra de ældre og nyere beflægtede Tungemaal. Til hen anden Adeling henføre vi bderimod ,Overgangsformerne" i vore nuverende Landlabsmaal. Ufoigelfer fra det gamle Sprog. 102. Den gamle Regel for Omlyden A til D' eller D, (if. $ 98) findes nu itte lengere gjennemfort, hviltet let fan forflares af den indtraadte Forandring i Bøiningsmaaden, da nemlig den gamle Boining havde nogle Former med A og nogle med Ø (i. Ez. sök, sakir; vaka, vöku), og en jaadan Dobbeltged funbe itte [ettelig holdes vedlige, naar en fimplere Boiningsmaade blev herjfende. Det er ijær i avneordene, at denne Forandring bifer ig, og for det mejte.jaaledes, at Omlyden D' er bleven ene ferffende. De Hankjønsord, fom efter det gamle Sprog ftulde Have D (O) i Grundjormen, Have ogjaa mu for det mejte D men i nogle af dem er derimod A blevet eneherftende, jaafom i: Galt, Katt, Last (&. %. golwr, kottr, lostr). De eenftavede Hunfjønsord, jom i Gvundjormen altid ftulde have D og iffe A, have ogjan me for det meite ©, f. Gx. Nos, Osp, Nov, Klopp, Soks, Dogg, Tonn, Stong, Honk, Vomb; men nøgle af dem have dog almindeligit faaet YA, faaledes: Sak, Sag, Takk, Hamn, Spann, Grav. De toftavede Huntkjønsord ftulde egentlig have A i Grundjormen og Ø i de andre Former (i. Gz. gata, gotu), men de flejte af bem have nu janet Di alle Former, f. Gx. Flota, Oska, Svola, Hoka, Voka, Soga, Tvoga, Vogga; medens berimob nogle fan Have A i alle Former, fom: Kaka, Kanna, Flaska. I nogle Tilfælde findes ogjan et Drd med A og et andet med ©, fom egentlig begge ftulde være lige; fanlebes: Tram (Fochoining) og Trom (tant), Mark (Jord) og Mork (Stø), Grav (til Lig) og Grov (til Gjemjel), Gata (Strede) og Gota (jorevei), Tavla (Zavle) og Tovla (Britte). At den almindelige Form har O' og ikke D, er forhen bemærtet (jf. $ 17, 23, 51, 98); imidlertid er der nogle Undtageljer, fom almindeligit have Ø (aabent), nemlig Løda (Lade), Oks, Ørn, (fom enbog har langt Ø), og dernæft alle de Ord, fom have ,j" forbed Volalen, i. Gz. Mjød, Kjøl, Bjørn, Fjøl, Bjørk, Tjørn, Kjørr, Fjøra, Tjøra, Bjølla. Sen herfra abftilles be Orb, fom have ,2t" og ,10" efter Vokalen, da nemlig disje fane luft OD (efter $ 47); foaledes: Hjort, Fjord, Gjord, Jord. Ordet Skjold (6. N. skjoldr) beholder derimod det aabne D. nm. Som man netop kunde vente i et Tilfælde fom dette, er For men i nogle Ord vatlende, faa at de paa nogle Steder have A, pan andre Gteder D. Enaledes findes baade: Trofi, Sporv, Ojp, OM, Stomm, Fofa, Dora, Gnora, og tilige: Teak, Epazb, Ap, Al, Stamm) Fafta, Harpo, Eneco. Sk. Gran og ron (udt. Sraan, Hand og Hod (abt. Haand) De flefte Former med U fynes at have Sted i de øjlighe Bygder i dy. og Trondhj. Stift, hviltet faaledes kunde vare en Tilnermelje til den foenfle Form. Det er nemlig at mætte, at denne Omlyd il D (2) er faa godt jom jæregen før det Norte, og at de andre Sprog fædbbanlig have AU i dse Ded. (Evenften bar næften altid A (f. Ez. fpar, dagg, vagga) og tun faa Undtagel© ment Gamma. fer (jåg, våmb, örn, björn, og flere med i); Danflen har ogjan A (f. Ex. Bart, Harv, Tand) men dog aditillige Undtageljer med ©, D, Aa, U (faale des: Øge, Mal, Øe, Bjørn, Vom, Lov, Aand, Haand, Spurv, Dug, Bugge). Det er faaledes mærteligt not, at Formerne med O' have beholdt en faa ftor Overvægt i det Rorfle, da nemlig Ordene med A ere langt færre, faa at de forholde fig til de øvrige omtrent fom 1 til 4 Der hinde altfoa fvørges, om man ifte i den friftlige Form fulde gjenoprette Regelen og jaaledes gjen» nemføre Formen med O. Men det er ogjaa et Spørgsmaal, om det er virker lig nøbvenbigt, at alle bisfe Drd fulle være lige. Det fynes rettet, at man ber tager Forholdet, fom det er, og holder fig til det almindelighe; det vilde ellers blive til ftor Weilighed at ffrive ,Sot" for Sat, Tott" for Tall, , Grow" for Grav o. f. b. Og det fan ogioa erindres, at det dog egentlig er 3, fom er Grundlyden, og at U ogjaa i visje Tiljelde falder betvemmelt; faaledes maa f. Er. Und, Hand, Strand, viftnot anfees fom betvemmere Form end Ond (= Hand) Dond, Strond, hvor der kunde blive Tdiol om baade Strive: maden og Læiemaaden. 103. En anden Avigelje fra den gamle Form er det, at det anbne Å ikke bruges i Stillingen forded M (f. Gr. i ©. N. birta, virda, girda, stirdr, hirdir), men jedvanlig findes ombytter med 9" (nogle Steder udtalt fom Ø). Saaledes: byrta, (opflare), vyrda (agte), gyrda (af Gjorb), styrd (ogi. ftør, jtøl, 2: ftiv), Hyrding (ogi. Høring, Høling, 2: Byrde), vyrk, (omhyggelig) Vyrke (Materiale), Byrkja (Bivfefaft), Kyrkja (Kirke). Jævnfør Navnene : Fyrde, Hyrte, Byrgsen (el. Børjen), Byrkjestrand; forbum Firdi (ef Fjørdr) Hirta Birgsi, Birkistrond. — Forbed findes denne Dvergang itte almindelig, undtagen i et Par Ded, nemlig: Sylv og Stylk (6. %. silfr, stilkr), men ellers ofte i entelte Bygdemaal. nm. Denne Overgang omfatter ellers tun fan Ord og er jnaledes af liden Vetydenked. Undtageljer findes Hift og her i Vygderne, faaledes: Birkje (: Birtettat) og. Virkje (i Tel), Kirkje (Sdm. o. 1), fir (1) eller eer i RL for G. R. strdr. 104. Ut Lyden J ved en paafølgende Volal er overganen til Konjonant (j) er allerede forben bemærtet ($ 77). Ved Sammenligning med ældre bejlægtede Sprog er det ellers oplyjt, af Sydene: ja, jø, ju og jo, i Modftaveljen grunde fig paa en gammel Overgang, da nemlig de to førite anjees at være dannede ved en Udvidelje eler Brydning af Volalen I (if. ©. Å. hialmr og Goth. hilms), og Be to fidite derimod ved en Tillempning of en gammel Dijtong in" (§ 77); men denne Overgang er jan gammel, at den her iffe fommer i fynderlig Betragtning. Derimob er der indtraadt en Avigelje fra det gamle Sprog, fom her man nærmere omtales. Lyden ja" ec nemlig for bet mete gaaet øver til je" (ligejom i Svenjt og Danft), faaledes: djerv, skjerr, gjerna, Kjerne, Fjell, Hjell, Tjeld, sjeldan, gjelda, skjelva, Hjelm, hjelpa. (®. %. djarfr, skjarr, gjarna, kjarni, fiall o. f. b.). I nogle Ord, ifer jaadanne fom begynde med ,j%, er rigtignok vedligeholdt; faaledes i Jadar (eller ,Jar", >: Kant), Jark, Jaksle, jamn, Hjarta; men ved Siden heraf findes gjerne en Form med E i enkelte Bygdemaal (Jer, jemn, Hierta), faa at Overs gangen fra Å til E paa nogle Steder maaftee er ganfte gjennemført. Derimod findes Formen ,jo" at være bedre vedligeholdt, i. Gx. i Fjodr, Kjorr, Bjørk, Fjøl, Mjøll; ftjønt man ogfan her fan mærte en Tilbøielighed til Dvergangen til G (je) paa entelte (Steder. Om Overgangen til I (i Jord, Fjord, Hjort) er forhen talt ($ 102) Ved Lydene ju" og jo" findes vel ogfaa abftillige Overgange (ifer til jo og b), men alligevel maa Bog bisfe Former anjees fom fulbfommen vedligeholdte, da de i mange gode Dialetter findes ganite gjennemførte efter den gamle Regel, faaledes at U indtræder forved B, R, K og G, men O forved de andre Stonfonanter ; f. Gx. rjuva, djup, mjuk, ljuga, rjota, bjoda, Ljos, Tjor, Skjol, Tjon, Rjome. sum. I det gamle Sprog fones alle disfe Lyd at være betragtede fom BVotaler, da der ofte er fredet ,e" for ,4" (f. Er. beörn for bjørn, beoda for bjeba), og da Bogftavrimet i Verjene altid spiller in, i, in og io fom Stimbogias imod en anden Votal, f. Ez. Or Ymis holdi — var jord um skopud", hvor nemlig ,Ymis" og ,iörd" eve Miimorb, fom begge fulle ber gyde med en Eeldlyd Dette femmer ogfaa overeens med den angel fadfifte Form, f. Ex. cord (Sard) beorce (Bjorh) 0. I. bv. Overgangen fra fa" til je? er en uheldig Avigelje fra den gamle Form, da nemlig je" er en ullar og mat Syd (von Grund af igheden imellem $ og 6) og Desuden er ogjaa Omiydsforholdet (ja til jø) derved blevet forftyrret. KULT ik dd ubeljendt for Folket overalt i Landet. Efter Strivemaaden i gamle Breve fynes ogiaa denne Overgang at være temmelig gammel. 105. Af Overgange i Konjonanterne mærte vi førjt nogle jvigeljer ved Lyden H. I Sprogets ældjte Form har der vær vet endeel Ord, fom begyndte med hr, hl, hn, hv, og ligeledes hj (fom bog efter det foranførte egentlig Gar været fi). Men forved R, L og M findes mu ile Spor til noget , og det fynes ogfaa at være tidlig bortfaldet, da det ofte mangler i de gamle notjte Skrifter, medens det derimod er blevet vedligeholdt paa sland, f. Gx. i hringr, hræddr, hlid, hlaupa, hnakki, hnefi (hos 08: Sting, væbd, Lid, laupa, Nate, Neve). Forded ,j" høres bet rigtignot heller iffe, f. Ex. i Hjorta, hjaa (0: ho8), Hjell, Hjelm, hjelpa, Hjerne; men i Stedet derfor findes dog paa entelte Steder et ,$%, fom ba fan betragtes fom en haard Udtale af 9, f. Gr. i Sell" for Hjel, ,Kjelm" for Hjelm, , Kul" for Hjul. For ved VW er det derimod i den ftørjte Deel af Landet gaaet over til $; faaledes Kval (Hval), kvar (hvovbeljtj, kvass, kvar, Kveite, Kvelp, kvelva, kverva, kvila, kvina, kvit, Kvitel (2: Tæppe). Bed Siden af denne almindeligjte Form findes ellers ,90% (goals, gvit, gvile) og blot ,0" |bajs, vit, vile), hvorom fenere lidt mere. nm. Det er altid et Tab for Sproget, at en Lyd i Koden af Ordene er bortfalden. San unødvendig fom Lyden H fynes ma at være forved R, S og %, har den dog engang udgjort en væfentlig Deel af odffillige Ord og faaledes tildeels adftilt disje fra andre Ord, f. Gr. hrada (paafkonde) fra rada (fatte i Rad), hrjoda (folitte, tydde) fra rjoda (arb), land (Urin) fra land (ord), hlif Beftyttetfe) fra lif (Div). Quidlerid tan der mu itte være Tale om at gjenindføre denne Syd i den frifttige Form, da dette vilde have alt for meget imod fig. Derimod maa Å forded ,1* nødvendigvis beholdes; ti I denne Stilling er 9 langt vigtigere end 1", fom fun er en Udbært af en Botal og fastedes fan faldes en tndjtudt Konjonant, fom man elf hunde ønite at bære fri for. Stedet for det gamle hv" fones det nu at være tjenligit at bruge fo" | den fiftlige Gorm, uagtet Syden derved falder fammen med en anden uvedlommende Medlyd, Det ilde falde altfor bejværligt at opretbolde Strivemaaden hv" imod den herftende Udtale, ifær i de Dxd, fom ikke er meget beljendte i Stvit (. Gr, Sam, vann, Kvarv, Kvein, tvetta, olma); og det bærfte er. at dette 59" vilde altid blive løft jom ,D" alene, hviltet itte haves noget mærteligt Erempel paa forftjellige Ord mod ,49" og ,h", fom paa denne Maade hunde forverles. 106. Det gamle ,1% (p) er overalt falbet fammen med en anden yd, paa amme Maade fom i Event og Danit. (SF $ 32). 3 be flefte Tilfælde, nemlig i Subjtantiver, Abjettiver og Verber, er bet overalt gaaet over til T, f. Gr. Tak (Tag), takka, tegja (tie), Tele, tett, Ting, Tjuv, tola (tale), tora (turbe) Traad, trong, truga, tung, tunn, turr, tver, tykkja. (G. 92. pak, pakka, begja, 0. f. 5) Bronomener og Partifler ($ 75) er det derimod gaaet over til D; jaaledes: du, din, dei, det, detta, der (el. bar), paa. (6. N. på, binn, peir, bat, betta, par, på). Skum. Dette er er meget betydelig føiglje, a den nemlig omfatter Ord i Øunbredetal, og det er tilige den ubeldigtte af alle Avigeljer fra den gamle Form. én felvitændig Lyd, fom hørte med til Eprogets Jndredning fom en væfentlig og fuldftændiggjørende Del, er herved ganen ganfte tabt og blan« bet fammen med andre Bogfaver, medens dertmod en anden Lyd, nemlig I, bor faret et utilbørlig fort Omraade, fan at den gjælder dobbelt mere, end den egentlig fulde. Ved en faa omfattende Sammenblanding maatte det og: faa ofte træfe til, at to forftjellige Ord bleve faa lige, at de let hunde for verles; faaledes: Tak (et Oreb) og Thak (Tag ban et Duus) Tea (aa en ob) og Thaa (aftøet Jord) tid (Hyppig) og thid (imeltet), tjona (forderbe) og thjona (gavne), Toll (Told) og Tholl (Tra, Pind), Torv (Tørb) og Thorv (Torv) Smidtertid er intet herved at gjors, da det vide hun (idet nytte at rive 1" naar det iffe har nogen Underftøttelfe i Udtalen. Om Forholdet til de andre Sprog er det nødvendige anført ved $ 32, 3. um. 107. De øvrige Avigeljer i Konfonanterne have mindre Betybenhed og funne her behandles i Korthed. R og N ere bortialdne i visje Endeljer, fom blive nærmere at fortlare under Boiningsformerne. Blandt andet bortfalder R i jaabanne Mavneord fom: Dag, Baat, Fisk (6. N. dar, barr, fiskr) o. f. v.; Bvillet egentlig er en Fordel, da Endeljerne med S vilde ellers have et altfor fort Omraade. N er almindelig bortfaldet i en dis Vøiningsjorm for Huntjønsordene, i. Er. Soli (6. . sålin) og i entelte andre Former for Huntjøn, faafo fig paa en Stewben citer tydelig adjtilte Former for hvert Kjøn, fom fenere vil blive omtalt. D bliver fordoblet i visfe Boiningsformer, fom flutte fig til Rodvokalen (efter $ 4), f. Ex. naadde, trudde, flydde. ©. NM. nådi, trådi, flydi). Hvor D er tiljoiet efter en anden Konjonant, udtales bet Haardt og tydeligt, Å. Er. førde, livde, vigde. J.G. N. ferdi, lifdi, vigdi. Giter en Vokal er det derimod tilboieligt til at bortfalde i Udtalen. ($ 33). Det V, fom findes i endeel gamle Ord i Gfterlyben efter Å og G, er bortfaldet, . Gx. hogga, dogga, sokka, slokkja, myrkja. (®. MN. hoggva, dogeva, sokkva, slokkva, myrkva). Det gamle &, fom fvarer til vort V i Gjterlyden, f. Gz. i Liv (6. RN. li), er formodentlig fun en Skrivemaade. Sum. De anførte Avigelfer tomme meft i Betragtning, naar man vil underfoge Ordenes Slægtilab og ubfinde Dprindelfen til adfillige gamle Ord og Navne; thi i dette Tilfælde maa man vide at gjøre Forijel pan T og 6, Av og Dv, R og Hr; og faaledes bliver det da nøddedigt af gane tilbage til Sprogets ætdfte Form. I andre Henjeender have de ite fynderlig BVigtighed, da Sproget med disje nyere Former tan være ligefaa brugbart og betvemt fom andre jamtidige Sprog, hvori netop lignende Forandringer gabe fundet Eted. Flere af diske Afvigeljer vilde vel ogfan have bæret undgaacde, derfom man havde vedblevet at læe og rive I Landets eget Sprog. Det ex pac den Maade, at man pan Jsland Har beholdt flere af de gamle Former. Saaledes har Jslandflen beholdt Omiyden af A gjennemført i Formen ,Ø*, Lyditillingen ,ja* (ja) uforandret ($ 108) ligefaa: br. bl, hu og bio (bog udtalt fom tu), famt endelig. p (16), fom er det ftørfte Fortrin. Alliger vel er bog felve Aslanditen itte ganen fri for abfillige Overgange, jaajom: æ for ø, je for 6, å før a (forveb: Im, It, lg, og flere) o for å (efter bl d for t (i visje Enbelfer, Hu for tn, I for tl; ligefom ogfaa Ubdtalen har flere mærtværdige Ggenheder ($ 30) faa at Jslandjten vilde blive meget af fittende og uforftaaelig, hvis den blev ffreven Iydret eller ortofonift efter vor Dpfatning. forhold til de beflægtede Sprog. 108. Til en dybere Underjogelje af Ord og Former bliver Det ellers ofte nøbbendigt at jøge Oplysning i et andet Tungemaal fra de ælbre Tiber, faavidt fom nogen Adgang dertil er ed i en Kjæbe af bejlægtede Sprog, jom have meget tilfælles og funne anees jom adftlte Grene af et ubefjendt ældre Stammeprog. De jæregne Oedjormer, fom et af bisje Sprog har faaet, funne jaalebes betragtes fom et Slags Tilempninger for bet ene Follejlag efter dettes jæregne Opfatning og Emag; og det maa jaaledes ofte træffe til, at en vis Form i det ene Maal fan opIyjes og fortlares af en tiljvarende Form i det andet. Hertil fommer da ogjan, at vort gamle Maal fel» kan kaldes et nyere Sprog i Forhold til entelte andre, da man nemlig har meget ældre Skrifter og Dptegneljer i bisje Sprog. Anm. Den Sprogiamilie, hvortil dette Maal henhører, taldes advan: lig den germanifte af Navnet Germaner, fom Romerne fordum tilagde be tydfte og nordifte Folteflag. Den tan deles i tre Forgreninger: den høitydfte, den medertydite og den nordifle. Uf ben hoitydite Green har man fun ect Sprog, fom nu om Etunder fortrinsvis faldes det tyde. Den nedertydfte Forgrening har derimod været meget fplitet; til denne Green henfører man bet Gothifte, fom I gamle Tider maa have havt et meget kort Omraade, men fom alligevel fiden er forfoundet paa Grund af Gothernes altfor fore jpredelje og Eammenblanding med andre Foltelag. Andre Former af denne Green vare Sail, Ungeljadfift, Nederlandft og FH, hvoraf me fun to Former ere i fuldtommen ftjtlig abd, nemlig Hollandf (el. Neder Land) og Engelf (af Mngelladfill. Den nordifte Forgrening Har tidlig deelt fig i to Wdelinger, nemlig den øklige, omfattende Svenf og Danit, og den veftlige, indbefattende det Rorfle med det deraf udgaaende Jälandite. Pen ftriftlige Brug af de entelte Sprog har deels begyndt noget feent, og beels bæret forfømt eller afbrudt, faa at der tildeels mangler Sprogminder før lange Tider, De albfte Skrifter, fom hører til denne Sprogftamme, ere freone i det gotbifte Sprog I det 4de Aarbundrede (Ufilas + 388); der. för er dette Sprog af jaa overordentlig Vigtighed for Sprogtundjtaben. oct efter lang Tids Forløb og omtrent fra det Sbe Aarhundrede findes Strifter I Høitydft og fiden ogjaa | Sadi og Angeljadin. Og de føre Etriter i Gammel Rorft ere fra en endnu fenere Tid, formodentlig fra det Te Harhundrede; de flefte Strifter høre ellers til det 13de og 14de. Om trent fra famme Tid for man ogfaa Sifter (fer Sovboger) | Gammel @benft og Danft, Hvoraf det vijer fig, at disje to Sprogformer bare meget lige indbyrdes og tilige havde nogen Lighed med den movie, fær i Vøiningsformerne, mebens de derimod frafilte fig I bisfe betydelige Puntier, og blandt andet bed Mangel af Toelyd eller Diftonger. befinbes af være mere oprindelige, janledes at ben tillvarende norfte Form fan betragtes fom en Overgang eller tillempet Form. Aj jaadarne Overgange mates følgende: 0 (2) for A (den forben omtalte Dmlyd, $ 98, 102) jaajon Tonn, Nos, Osp, Stong, Vomb. Jf. Gammel Doityd zand, nasa, aspa, stanga, wamba. Ja (je) og jø for J (6), f. Gx. jamn, Hjarta, Hjelm, hjelpa. Got. ibns (3. eben), hairto (T. Herz), hilms (T. Helm), hilpan (3. beljen). Sigejaa: Fjødr, Bjørk, Jord, jf. Gbt. fedara, bircha, erda (E. $ 109). Derimod ,ju" og 10" for iu" (ET. ie), hvorpaa Gzempler ere anførte ved $ TT. Æ for P (19, Tydit D) er en nyere Overgang, fom forhen er omtalt ($ 32, 108. 3 Giterlyden er h (Angelj. 5) fra gammel Tid faldet jammen med D (hvorom i. $ 38); i nogle Och er det jammenfmeltet med et foregaaende L og 9, faaledes: Gull, holl, vill, finna, linn, Munn. Goth. gulp, hulps, vilbeis (Bt. gold, hold, wild, Gt. findan, lind, mund. for © (i Gothift), f. Gz. vera, or, Kjer, Øyra, høyra. Goth. visan, us, kas, auso, hausjan. RN er bortfaldet i visje Endeljer, f. Gx. fara (Goth. Ang. og Göt. faran). I nogle Ob ogian ejter Rodvokalen, faafom: Å" for in, «aa» for an (dng. on), eu» for un (i. Gz. rett, ng. unriht), si for fin (f. Gg. fi-gron, Ang. singrene) Gjelbnere jorved S: Gaas (G. T. gans), fus (G. T. funs). Forved K er det ftundom jammenfmeltet eller asfimileret, f. &. okker (2: 08), takka, drikka, søkka, skrøkka. SF. 2ngunc, pancian, drincan, sincan, scrincan. B er bortfaldet forved U og D i nogle Ded, fom: Ord, Orm, Ulv, Ull, undra. 3. Ang. vord, vorm, vulf, vulle, vundran. $ er bortjaldet efter Nodpolalen, eller rettere jagt, det har ikke fundet Jndgang i denne Stilling. f. Sko, Fe, tio, med Øoth. skoh(s), faihu, taibun (1. § 79). Det findes ellers at omvegle med ©, fom ojaa i nogle Ord er bortfaldet, jaajom: maa for mag, tvaa for toaga (§ 79). Bed et paa følgende T bliver et jaabant $ (6) eller © ligedannet eller asfimileret, f. Gx. Dotter, Naatt (eller att), aatta, (Gt. tohtar, naht, ahto), lett, rett, (Ping. liht, riht); jf. bergutt (Æ. bergidt. Om © forded R, I og N er forhen talt; bet er fær i Øothift og Angelfadfift, at denne Lyd findes gjennemført. Anm. Hoitydften har fra gammel Tid adjtilt fig fra de andre Sprog ved en Aydfiytning i Konfonanterne, idet den har Å for T (Å. Gr. Ball, Bunge), T for D (Tag, Tod) D for Ty (Dad, Ding); ligefaa & for P au: fen, faujen) og 8 for & eler V (haben, leben). Dette fulde egentlig fones at være 05 uvedlommenbe, men det man dog anmærtes til en Paamindelje, Sa man altid er faa Hibøielig fl at bruge bisje tydjte Ord, fom man felv Har havt eller hunde have i en mere bjemlig Forms f. Gr. ltr (ort titra), ire (ftulde her hedde tiva), Klods, Epids, ride Nort: Riot, vita), Enit (Enid), Stilt (Stjold), ett (Tjeld); If. forvalte og opbarte, fom her fulde Hebbe forvalda og uppvarda (eler rettere aavarda). Det tydte ,Beute" fulde fer itte hedde Butte" men Bude; T. bisig ikte ,Hidjia" men hitug; I redjtmåjjig (af Mab) itte ,retmæsfig" men enten rettmaatig (rettmæt) 110. 3 de nærmefte famtidige Sprog, nemlig Svenjt og Danft, findes mange Former, fom aditille fig fra de tilfvarende norte; men i bisfe Overgange kunne de norfte Former ike kaldes tillempede eller ujulblomnere Former, da de fedvanlig have figefaa god Grund og ofte endog maa blive at anjee fom fuldfomnere Former, idet de ftemme mere overens med de ældre og mere uforvanitede Sprog. For en ftor Deel ere Avigelferne de jamme i Svenjt og Danft og tunne jaaledes betragtes under eet. na $ den novjte Form foaver faaledes: au fil ø, f. Gr. laus, blaut, Auga. Gb. 158, blöt, öga. øy fil ø: høyra, løysa, støyta. Gb. höra, la, ftöta. ei til e: Leir, heil, rein. G». ler, el, ren. e til @ i be Dud, fom ende med Vofalen, faajom: Fe, Kne, Tre. Sv. få, Må, två. Lignende i Danit. u fil o, I jamme Tilfælde: Bu, Bru, tru, Gb. bo, bro, tro. o' til u i foritielige Tilfælde: Odd, hogga, broten. Sv. udd, bugga, bruten. Ligefaa: Mold, holl, Hol, Kol. D. Muld, huld, Hul, Kul. a fil v eller an, forved Id og rd: Vald, halda, Gard, hard Ev. våld, hålla, gård, hård. Ligefaa: Fald, kald, svart. D. Fold, fold, fort. v mangler forbed r: rang, reka, Rist. Sv. vrång, vräta, vrift. (Dog findes det i nogle Dialekter.) g ivarer jhmbdom til j eler i: Høgd, nøgd, mogleg. (Gb. höjb, nöjd, mjlig); Auga, Veg, vega. (D. Øie, Vei, veie). j Findes øjte forbed Eudeljen, f. Gx. hevja, krevja, flytja. (Sv. häfva, fråfva, fbtta); telja, skilja, venja (D. tælle, file, vænne). Derimod mangler j jundom i Forlyden forded e (æ): Fer, stela, sette. (Gb. fiat, ftjåla, jette); eg, heim, i Hel. (D. jeg, hjem, ihjel). Dvergange, ijær i Giterlyden. Saaledes foarer: t til d, f. Ez. ut, mot, liten. (D. ud, mod, liden). p til b: tapa, gripa, ropa. (D. tabe, gribe, raabe). k til g: rik, lik, taka. (D. rig, lig, tage). g til b (ofte efter a og 0): laga, Hage, Skog. (D. lave, Have, ©tov). If. Hug, duge. (D. Hu, due). ll til Id: full, kalla, illa. (D. fuld, kalde, ide). nn til nd: Mann, inn, kjenna. (D. Mand, ind, kjende.) Bertil komme ogfaa nogle Overgange i Votalerne, faajom at Endevokalen A i Danfk bliver til ©, at fu (jo) 5 og enfelte mindre omfattende Lydjifter, fom her maa forbiKonjonanter er forhen talt ($ 29, Anm.). Sum. I et Bar af disfe Overgange kunde maafte den norfte Form anfees fom nyere eller ufuldtomnere; nemlig ved D for U, forjaavidt. det fidfte ftulde vare til den oprindelige Grundvotal (Å. Gz. Told, Goth. muds), og bed R for Br, da dette V ogiaa findes i de eldre Sprog, ifær I Angeb fas (f. Ex. vridan, vritan). I de øvrige Overgange maa derimod den norffe Form anfees for at have ret god Grund, fom tan fees ved Sammenligning med be anbre beflægtede Maal. Til nærmere Oplysning hine et Fax Ezempler pan nogle af de meft omfattende Øvergange ber anføres: Geth. — 6. det — Angell. — Nor Dont. au. fa hub. leif ga Seo (Sv. lø) ago. ånga. å stige — Pic. (Eb. ei. — haiins, heim. Heim. Hjem. (Sv. hent. sins. stein. ju — piubs. diub. Tjuv (Ljov). Tyv. niutan. niuzan. iota. nyde. a bem hr Bard. bard. haldan. — lun Halda. — — bolde (Sv. hålla). Ln em. eta. ade. (Sv. äta). bitan. (eh. mpm ie aon. ride Maupan, Haun. lanpa. løbe. Lo ries ich it. vig. ve veg. Ben Bel. (Eb. bå iugen Vg. login luge lyoe(Sb. i ljn. sajen — selen — fee fælge varen. xl føl full. fuld. Derved er af mærke, at Angeljachh? har visje Overgange i Botalerne, faafom å før ei, eå før au. De høitydite Overgange ere før nævnte, — De ber opftillede Gyemplev ere fun fan; men maaftee man allerede heraf fan fee, at den norffe Form dog itte er jan gante at foragte. 111. Gfter denne førte Sammenligning med Drdjormerne i Gammel Nort og i Freendejprogene komme vi endelig til de Afvigeljer, fom finde Sted i Landitabsmaalene, altjaa til de Lyd: verlinger, fom forhen ere beregnede fom famtidige Overgange i (Sprogets indre Forgreninger (§ 101), og fom meb eet Ord kunne faldes Overgangsformer eller Dialettormer. De nærme fig meget til de i den førjte Adeling omhandlede Udtaleformer, faa at de fun abffile fig fra disfe fom ftørre og mere villaarlige Foran bringer, fom funne anjerå at være fremfomme enten ved en færegen Dyfatning af visfe gamle Former eller ogjan (i entelte Tilfælde) ved Paavirkning af et andet Sprog. De leite af diske Overgange forefomme fun i entelte mindre Dele af Landet og Have faaledes fun liden Magt; entelte andre ere derimod udbredte over. en ftor Deel af Landet, uden at der dog er Grund not til af anjee bem fom gyldige i en almindelig Sprogjorm. Mum. Da disje Former egentlig her man betragtes fom et Slags Mvigelfe i Sproget, tunne di altjan itte tilægge dem nogen for Vetydaing, og ba be ofteft hin omfatte fan Malte af Ord og fanledes nærmer gøre til Drdbogen, man de her behandles i førte Korthed. Vi tage dem Her i den Orden, at bi ført betragte Votalerne og deraf ført Gndedotalerne, der nef Ronfonanterne og tilfibft nogle Lydfrilinger, fom omfatte bande Selotyd og Medlyd. 2) Overgang i Vofalerne. Det regelrette Forhold imellem Endevofalerne A og € er, fom forhen anført, at A tilhører Verberne i Grmdjormen (Sniinitiv) og Navneordene i Hunkjøn, medens derimod E tilhører Navneordene i Hantjøn og Jntetfjøn. Men det er allerede ber mærket (i $ 81), at bet fun ex en Deel af Landet (nemlig den vejtenfjeldjte Side fra Mandal til Sogn), Hvor dette Forhold findes rigtig gjennemørt i Talen, og at der pan andre Steder findes. visje Avigeljer, fom her man nærmere omtales. I et fibet Strøg af Landet (Sj, Mfi, Sdm.) er dette A overalt gaaet over til G; i. Er. kaste, kalle, fare (for tajta, falla, fara); Klokke, Kiste, Fure (for Stotta, Sifta, Fura). I det Sonden jette findes en Tvedeling af Ordene, faaledes at de flejte Ord fave fanet © (fom tafte, kalle, Kite), medens derimod nogle Ord enten beholde eller faae en anden Overgang (om fara, Furu), Hvorom nedenfor. I det Trondhjemite findes den famme Deling af de eensartede Ord, men med den Foritjel, at & bliver udeladt, eller med andre Ord, at Endevolalen bortfalder; f. Gx. kast, kall, kjenn, finn', bit, for, driv', skift'; Kist, Klokk', Dyn', Gryt, Luk, Huv, Tuv. Det jamme finder da ogjaa Sted i de Antetkjønsord, fom ende paa et oprindeligt © (3), f. Gx. Snor(e), Belt, Minn', Skift, — og tilbeels ogfaa i Pantjonsord og andre Ord, fom fulde ende pan GE, jan af der paa nogle Steder (navnlig i Stjørdalen) itte fal findes noget Ord, fom ender med denne Vofal, unbiagen | entelte Bøiningsformer. 3 fammenjatte Ord, jom ere forbundne med A (f. Gr. Handalag, Manna-mod, Folkaslag), jaar denne Mofal be jamme Dvergange, f. Gz. Follelag el Folfilag. Enduu mere finder bette Sted ved det gamle © (eller u) i denne Stilling, f. Ex. Kistodok, Klokko-streng, Tungo-rot; ben gamle Vofal findes bevaret i Hardanger og maaftee lidt videre deromfring, hvorimod den paa andre Steder gaar over til © eller bortfalder. Ymidlertid er det af mærke, at Overgangen af A til & fedvanlig fun finder Sted, naar Volalen virkelig jlutter Ordet. Maar derimod en Stonjonant paafolger, faar Vokalen noget oftere, f. Gz. i: kastar, gamall, Gaman, møtast, rivast, rivande. Dg om enbog Sonfonanten ev bortfalden, vil dog gjerne den gamle Botal blive ftaaendes f. Gr. annat), kalla(t), kasta(t), kastalde), Skoga(r), Hesta(r), uta(n), heima(n), Afta(n), Klokka(n), Kista(n). Sigefaa i Sammenjætninger fom: Katta(r-skinn, Skogalr)teig, Sokna(r)-folk. nm. 3 Orb med tre Stabelfer er Enbevokalen noget vaklende, idet den paa flere Steder bortjalder. Saaledes bliver f. Er. Fivrelde (Sommer: fugl, Høgjende (ude, Tenesta (Tjenefte) ofte fortortet til: Fiorelb, Døgjend, Tench. Ligefaa fortortes Enbdeljerne ande, are, og ben nye Enbelje else" ogfaa fondenfields fil: and, av, els; f. Er. buand, ferlar; Hendels. Om Enbeljen ,leite" er forhen talt ($ 91), ligefaa om ,ing" ($ 89) og ar" bed Sub. (557. En lignende Wftortning findes i nogle fammenjatte Ord, fom: Forsete (il Forfet), Fyrklade, Tongsime, Brudgum(e), Husbond(e. 3. Navnene: Sverikte), Frankrik(e). Haabøke), Krossbøke), Nordmøre), Sunnmøre, Enebakk" (før Sqnabatte); Torber (før Torbera), — Ellers tan ammærtes, at ofa nogle fortere Ord ere noget vatlende, faa at det feet ud, fom om de havde to gamle Former, en med een Stavelfe, og en med to; faaledes findes: alte, Robbe, Holme, Mura, ved Siden af Galt, Kobb, Holm, Myr; ligejaa tar, Dr, Rein, Veit, Stodd, ved Siden af Stare (Fugt, Ore (Træ) Reina (Engbatte), Veita (Grøft) St dette er imidlertid fom intet at regne imod den fore Fortortning, fom finder Sted i de trondbjemfte og nordlandfte Gane, hvor Sproget fans Tedes faar et ganfte færeget Brg bed fine mangfoldige Genftaveljedformer Slvget lignende findes ogfaa i Everige i de nordlige Ggne, fan at dette (Eprogmærte fynes at indtage en Rude eller Strimmel tværs over Halvøen fra Davet til den botnifle Vugt. Tiljeoning i Toftavelfesord. 113. I en Deel af Landet findes imidlertid, fom ovenfor antydet, en Deling i de eensartede Ord, faaledes at nogle af bem have ©, forjaavidt Vofalen ile bortfalder, medens andre have %, jom iffe bortfalder, men derimod jhndom gaar over til en anden haard Vokal (Aa, O, W). Denne Ajvigelje findes at gunde fig paa en Tiltvækning eller Vezelvixkning imellem Node vokalen og Gnbebofalen, idet den ene lemper fig efter eller nærmer fig til den anden; det fan faaledes faldes en Tiljævning eller Ysfimilering, fom tildels ogjaa bliver en fuldkommen Sigedannelje i begge Vokaler. Og denne Overgang indtræber da fun i en vis Sydjtiling og fremvijer faaledes en Regel, fom er vet mærtelig, faavel ved dens ftærte Iudgriben i nogle Bygdemaal fom ved dens ftore Omraade i Landet, da den med visje Forandringer gjælder for Trondhjems og Agershuus Stift og onbba ftræffer fig langt neb i den ojtlige Deel of Kriftiansjands Stift. Sortejt fan denne Regel udtryttes faaledes: Naar et Ord har en aaben Botal i Roden, og en enfelt Konjonant paafølger, bliver Endevokalen iffe G, men enten A (da) eller © (I). Men [ybjtillingen maa nærmere beftemmes faaledes, at Stodvotalen maa være en af de Selvlyd, fom i § 29 ere betegnede jom ,ofteft forte", fornemmelig 9 og det aabne 2, Ul, E og I og den følgende Stonfonant maa være enten en, fom oprindelig er entelt, eller ogjaa en fom er forbunden med | (ri, li, nj o. f. 0). I denne Lydftilling indtræde altfaa følgende Forholde. Verbet (Infinitiv) beholder den gamle Endevofal ÅA, f. Gz. fara, tala, baka; bora, koma, sova, muna; lesa, bera, drepa, vita, liva, skipa; — setja, verja, spyrja, selja, venja, temja, krevja, segja. 3 Navneordene feer den Forandring, at Hantjonsordene face A i Gtedet for det gamle G, i. Gx. Hara (en Hare), Hana, Maka, Haga, Mosa, Fola, Dropa, Bruna; Sela, Neva, Bita, Stiga. un fjonsordene jaa derimod D eller U iftedet for det gamle A (5), f. Gr. Broto, Holo, Hoso; Furu, Setu, Legu, Svipu, Viku; Verju, Selju, Evju. $ Gammenjætningen findes lignende Former; fan: ledes endog i Telemarten: Hana-kamb, Maga-maal, Sprota-belte, Neva-tak, Telaskot; Furuskog, Sogu-mann, Viku-blad. Men i dette Tilfælde er det en gammel Form, fom fun er bleven ftasende i denne Sydftilling, men i andre Stillinger gaar over til GC. Anm. De føndenfjedfte Maal have jnaledes to Slags Infinitiver, nogle paa & og nogle paa Å, to Slag Hantjønsord, nemlig vaa E og UA, og to Slags Huntjønserd, paa © og U (©. I de Ord, fom have Tilje Udtalen tildeels noget afvigende; jaaledes Iyde de anførte Ord: Neva, Vita, Stiga omtrent fom: Meova, Veita, Stegga el. Stæge. "Man kunde let falde paa den Tante, at disje Hantjensord paa A kunde være Levninger af en gammel Sprogform, da nemlig denne Endelje findes i ældre bejlægtede Sprog. (If. Ungeli. hana, maca, maga). Men i jan Fald maatte da famme Gndelje ogjan findes i andre Sydiilinger, f. Gz. Time, Maane, Krabbe (Ang. tima, mona, crabba); og dette er itte Tilfældet. Tingen fostiares viftnot Ietteft faaledes, at det er en gammel Bøiningsjorm, fom her er traadt i Stedet før Grundiormen; og den gamle Vøining gan ogian en fet Untebning hertil, da nemlig Ordene paa © (i) havde de flefte Boiningsformer paa %, ligefom ogjaa Ordene paa A havde de flefte Former paa OM. 114. Men paa nogle Steder foretomme endnu ftørre Ajvigeljer i den her ombandlede Lyditiling. De Verber, fom henhøre hertil, jane dels en betydelig Forandring i Rodvokalen og dels ogjaa i begge WVofkaler. I de Ord, jom oprindelig have en lind Votal (&, I) i Roden, faar denne jæbpanlig en bred Ubdtale (f. Gx. bæra for bera, leva for liva), jaa af den endog fan gan over til A; jaaledes i Namdalen: bara Å. bera, lava Å. liva. I de Ord, fom have Dog I, vil Lyden derimod helft gaa over til ,aa", og dette fynes da at virke paa Enbevokalen, jaa at ogjaa denne bliver til ,90%, f. Gx. saavaa for job, kaammaa for toma, maannaa for muna. (Indberred, Ørtd, Gbr.). Men hvad jom er mere befynderligt er, af ogiaa A gaar over til Aa i begge Stavelfer, f. Gz. faaraa (fara), taalaa (tala), baakaa (bata); og bog er dette en meget udbredt Overgang. (ndh., Ørtd, Guldal, Øjterd. — Mummedal og øjtre Tel). Og en lig tomme de Orb, font egentlig havde &' og Y paa nogle Ste der ogfaa til af følge med i det jamme Lyditifte, faa at deres Ubjeende tilfidit bliver temmelig ufjendeligt; f. Gx. baaraa (for bera), laasaa el losfam (leja), laavaa (lia), vaataa el. vottaa (vita); dog er denne Overgang iffe juldt fan udbredt. (Indh., Did, Guldalen, Øjtrd.. nm. Flere Gzempler ere: hata (haataa) mal (maalag); bora (Dorrao, baaraa); vera (bæra, bara, baaraa), stela (fælg, fiala, faalaa), drepa (bræpa, brappa, branppaa), hita (eta, Hætta, hatta, haattaa), lina (lena, læne, lana, foanaa). aa et Par Steder findes Ord med Enbeljen av, men med en anden Total i Roden. Saaledes i Ørkedalen: øtaa (eta), gjørna (gjera), fHjøraa (ftjera). 3 Tinn (i Tel): vera, fegion, talon (tela), fiamaa (na, 3 Bisfe). — Signende Former fynes ogjan at finde Sted i foenfte Dialekter. 115. Gn lignende Tiljævning finder Sted ved Navne ordene. Hantjønsordene, fom Her hade Gndeljen A for E ($ 113), faae enbog gante be jamme Fovanbringer fom Verberne paa de jamme Gteber. Gaalebes bliver f. Gz. Hane (Hana) til Haanaa, Mose (Øofa) til Maajaa (el. Mosjaa), Spune (Spona) til Spaanas. (Bör. og fl). Ligejaa: Neve, Bite (Beta), Stige (Stega) til Nava, Bata, Staga (Namdal) og Naavaa, Baataa, Staagaa. (Indbecced og fl). Öuntjonsordene fane en lignende Overgang i andre Former. Naar Modvolalen oprindelig er D' eller IT, jane begge Staveljer enten lut D ellev hult U, f. Er. Loko og Luku for Lota (en Lange); dog findes undertiden begge Øvergange paa eet Gted, jaaledes i Ørfedalen: Hoso, Holo, Skoro, ved Siden Robootalen egentlig er & eller 3, fan ben endda paa nogle Steder gaa over til D og 11; faaledes bliver f. Gr. Seta GSidden, Sæde), Lega (Siggen), Vika (Uge) til Soto, Logo, Volo (i Namdalen), og til Sutu, Lugu, Vuku (i Indh. og i). I de Hantjønsord, jom jlutte med en Konjonant, retter iljævningen fig efter den anden Volal i Ordet; jaaledes: Haamaar (f. Hamar), Naavaar (Mavar), Kaapaar (Ropar). Saamaar (Eumar); men derimod: Tudur (f. Tidur, Fugl); if. Jutul (Jøful), Jukul (Jøtul). nm. Flere Erempler ere: Hage (Hagie), Haga, Hangaa. Hake (Datje), Hata, Daataa. Brote, Brotta, Vraataa. Boge (Bogie) Vogga, Vaagan. Brune, Brona, Braanaa. Sele, Sele, Sala, Saalaa. Hite, Heta, Hatta, Daattaa. Svide, Evæa, Svadda, Svaaddaa. — Hoka (par Anfigtet, Hou, oto, Hutu. Bera (2: Hunbjørn), Bærn, Boro, Buru. Reka (3: Stkovl, Rætu, Roto, Stuf. Ida (Hvirvelftrom), Ca, E'o, Odo, Uddu. — Konfonanten imel. lem Votalerne Lyder ofte, fom om den bær fordoblet; men alligevel maa det erindres, at det er hun bed entelt Konjonant, at denne Tiljevning finder Sted, og itte ved dobbelt eller fammenjat Medlyds faaledes itte i: falla, Stalle, Granne, tajta, fanga o. f. v. Ligefaa maa bemærtes, at endikjønt Tiljebningen medfører tuft U og ©, fam Aa, findes den dog itte I de Ord, fom oprindelig have denne Lyd; faaledes ikke i: Huba, Luka, Roja, Bola, Maate, Laave, blaaja, laana o. f. 0. Tiljevningen Holder fig alene til den fotben (i $ 113) anførte Lybfiling, hvorved enbmt fon mærtes, at Gzempler med §) og Ø (aabent) ikke her ere anførte, fordi de ere meget faa, hvoriblandt: Mviu, Spytu, Kjuru (for Tioral Naar et Ord har Vøiningsformer med forffjellig Lydhiling, fan Tiljævningen indtræde i den ene Form og ikke i den anden; faaledes: Dag, Daagaa (for Dagar); Veg, Vaagaa (for Vegar); derimod: Danmar, Gamracy); Naovaor, Navrald); tnataa, tat; drangan, drag; laafaa, les; baaraa, ber; laavaa, liv (lev). Å det Veftenfjeldte er denne Overgang aldeles fremmed, undtagen i et Par entelt faaende Tilfælde: mada' for medan, .nada* for nedan (paa nogle Steder i Sdm.); ,aadaa" for ovan, ,aataa" for utan (ved Bergen). Derimod findes en Tiljævning i Votalerne i nogle faa fammenfatte Di fom: ,børføtt" for berføtt (barfodet), ,Borroft" for Borddik, ,Kvisfinn" for Kvitjunn. JF. Kjørøld" for Kjerold. Overgang i enfelte Dofaler. 2 — Fort Grammar. fel; men fer bliver det ogjaa nødvendigt at beflitte fig paa den allevitorjte Korthed, da Emnet er jan mangfoldigt, at en udfør= lig Behandling deraf vilde optage alt for ftort Mum i Forhold til andre og vigtigere Sager. Syden A, fom vi her begynde med, gaar ofte over til Aa, faaledes 1) forbed ,n9" og ,nk" (i Bergens Stift) f. Gx. laang'e, range, maange, kraank'e, Taankje (for lang, rang o. f. 0). 2) i nogle Orb, hvor et L er bortfaldet (i Rog. og Tel. i. Gr. Aam (lm), Haam (Palm), have (halv), Kaav (stalv) Haas (Hals). Jf. Baan for Barn, Gaon for Garn. 3) i Gndeftavelfer forveb 9, € og NM, fom: innaar (for innar), utaar, Sumaar; vesaal, (før vefal), frostaal, vindaal; noraan, (fov norban), utaan, undaa(n). Om ben videre Overgang ved Tiljevning er nys forfen talt. nm. Undre Overgange ere: A til D', i en Form af nogle Berber, fom: tvorb, tolv, Lot, rot (for fvarn, ftalv, lat, raf. Ogfaa i nogle Suit, ofteft fom en videre Gjennemførelje of Omlyden A-D ($ 102), fom Holt (for Saft, Stomm (Stam), Tofte (Tafka). — A til © og 6, jom: Mjta (fan), Berle (for hardla, 2: temmelig). SF. jænm, Jerd, Hjerta ($ 104). Søndenfjelds ofte jom Udtaleform forded R, L, N, 1. Er. rd (arg) Hels, Mo, kenn, ænna ($ 10). Om © for % i Endeftaveljerne er før talt ($ 112) Slogle faa Ord, fom i det gamle Sprog fynes af have havt A, have me almindeligit Ma, nemlig: Aaker, Aare (1 Gtebal: Ure, ©. MN. arinn), aat i Tel. af), hak (i RY Gat) 117. Ya gaar over til D (lutt) i en Form af nogle Verber, bog fun i et lidet Ditrift (Dall. og Valders); jaaledes oto (for anto) logo (lag), sogo (faago), voro, boro, soto, govo, dropo. Ejelden i andre Tilfælde, fom: To for Taa, Ho for Daa (Græs). nm En merkelig Overgang imellem Aa og © finder Sted i det Ord bog" (høj); det hedder § Mog. og Tel. ,hang'e", men har ellers. overalt Ø, Tigejom § Svenft bog og Danft hoi. I det gamle Sprog heder det ,haa* (hår), og benne Form findes fremdeles i mange Stedsnavne, fom: Haaoy, Haanes, Haavoll. Men i de ældre beflægtede Sprog har Ordet en Volal, fom ellers foarer til bort Yu (Goth. hauhs, (Ht. höh, Ang. heåk) og faaledes fynes ingen af de norffe Former at være ganfte oprindelig. Juidlertid har Formen håg" mu faaet en fandan Overbægt i Landet, at den viftnot maa opitlles fom den normale Form t Eproget. 118. O gaar over til Aa i visje Endeljer, f. Er. mestaa (for. mejto), Kistaar (Siftor), Husaa (for Dufom) o. f. v. (Mejt nordenfjelds). I Lydjtilingen ,jo" bliver det ofte til D (aabent), i. Ex. skjøte (for ffjota), njøte, frjøse, Ljøs, Ljøre, Rjøme. (Dall, Bald, Mi, Sdm. og fl). Det aabne D gaar meget ofte over til D (aab.). f. Gr. So (for Svd), Ro (Rod, 2: Fiftejtind), Bøe (Bode, 3: Skjær), knøe (mobda), tøre, Tørv, Korg, Kal, komen. (Mejt i Hall. og Valders og ellers paa Oplandene, ogjaa i Nordland). Sum t O' i visje Lydfiininger fædbanlig uber fom Aa, er foren omtalt (å 48); i Hallingdal og Valders er dog Overgangen til Ø overbetende, hvorved Vokalen i mange Ord faar en mertelig Lighed med en vis gammel Form af Omlyden af A (6 99; f. Er Gren (Gran) Lon (for Lon, f. & 48); Ond, Hond, Strand, Støng, Vømb. Denne Overgang fan ftundom give en Veiledning til Ordets vette Grundform; faaledes ved et Ord, fom i Midten af Landet Heder , Faun (0: Fug, Savbatte) men i Rordland , Fan" og i Balders ,Føn*, hvoraf man tan Mutt, at den egentlige Form er: Fon (9) og foarer til ef gammelt fön (i Genitiv fanar). 3 Lighed med ,jø" for jo findes ogfaa ja for ju, f. Gx. føke (fiuta) rjøke, krjøpe (bøg tin § Werberne), I nogle Tilfelde gaar Lyden ober til 1, 1. G5. Sy, Eny, Ryme (paa Helg, for Sjo, Enjo, Rjome), blyg, dryg, Tyge (for Bljug o. 1. b). Mf de andre Overgange fin © martes: 1) O° HI A i Navne, fom: "Zargjer (Torgeir), Tallat, Tallto 0. fl. If. Mal, Man, UM, Trapp, Hadda (om faar i Forbindelfe med Omlyden WD, 8 109. 3 O' til W: ufø (of), Siufte, butten, fluppen, bruften o. f. v. Ellers ved Tiljæbning efter 8115. 119. U ex i det Sondenfjeldjte overgaaet til D forved N; faalebes: Don (for Dun), Ton, bron, Lone. Si. Krone, Bona (jor Buna). Det aabne U gaar i nogle Ord over til eller D, Å. Gr. stytt (for ftutt), Ryst, Brynn, tynn, Lykke, tørr, Stønd, Søndag. (Faa forifjellige Steder). Anm. Modjætnings-Partitelen ,u" heder ,0" i hele den"nordlige Deel af Landet til Sogn, Raiders og fondre Gr, f. Gz. Å Ogras. Ultfaa figedan fom § Soenit og Jslandit. I det gamle Sprog findes 1 og o afverlende; dog maa u anjees fom det albite. Overgangen af W til Y' (Ø) tan lgnes med adffilige danite Former, for: Sytte, tynd, Tønde, Kløft, fønden, fonder, Braud, Torte. Ordet Sud (6. %. sudr) er paa de fefte Steder overganet til ,Syd* og Sov"; hm I Rog. og Tel. høres Eu". Ogfan den gamle Form Sum" (i Sunnfjord og fl) har pan de flete Steder faaet ,9"; dog er Formen ,funnan noget mere almindelig. 190. Au gaar fæbvanlig over til D (aab) i Diterdalen og Guldalen, f. Gr. los (for laus), brot, fros, krop, Lov, Host. El= fers paa Øjtlandet fun jorved M, fom: Tom (Taum), Flom (Slum), omli (før aumleg). 3 nogle of de øjtligite Bygder gaar det over til Ø, f. Ex. Mor (Maur), Or (Aur), Strøm (Straum). Anm. I nogle faa Ord er © for Au blevet meget udbredt i Landet, nemlig i Brød (for Braud), Nød (aud, Død (Dude). Navnene Romme: vite" og Romsdal" man anfess fom Dvergangsformet for Raumarite, Raums bal. Rabnet Glomma" (pan Elven fra Ditesdalen) fones ogfaa at. bære forbanftet, men om det oprindelig har hedt Glauma eller Glaama (om det tildeels kaldes), er uvift. 121. Æ ar i nogle jan Ded en Overgang til G (luft); faaledes: Fre (for Fr, 2: Frø), ner (nær), ven (næften almindeligt for ben, 3: jmuf). Omvendt findes ogfaa W for G, fom: Æling (for Gling), sær (f. fer, adv.), Fæna (Fenad). Pronomenere: eg, meg, deg, seg, have fedvanlig lukt G (ifte aabent); men paa mange Steder gaar Lyden over til AG. nm. I nogle fan ed findes en mærtelig Omdezting af ,æ" og ,do", fom fones at have fundet Eted fro de allereldite Tider. Saaledes: Fre (med Overgang: Fra) og Frio (ned Oo, Fro, Fri, Frø) Sæ ( Navne fom Sæbø, Savil) og Sjo (med Overgang: Sjø, Snæ (i Nabne, fom Enæbjørn) og Snjo (Enjø, Eno). Disje Ord findes i Gothift i Formen fraiv, säivs, snaivs; og ben gamle Votal fynes fiden at være opfattet pan to Maaber, deels fom & eller e (3. T. Gee, Shines), desls om fu" (fu, jo). Hos og er den fidfte Form bleven herftende I Sto og Snjo; derimod Tynes den førfte at have Dvervægten i Ordet ce", fom ogfaa er detdemmere end Frio. En lignende Dobbeltform finder Eted i Navnet paa en Fugl (Staden, nemlig: Skjær (med Du. Stjér) og Stjør (med Ov. Stier, Stjur, Styr) hvoraf den anden Form fyneft bedit berettiget. Vi. sljo (3: fløb), fom ogjan i G. M. hedder sljör og slær, ligefom sjör og ser, snjör og snær, Blandt lignende Overgange mærtes: tjona og tena, Fredag (ogfaa Fredag) oa ©. N. frjådagr, te og G. NM. tå, Ljan og Lø (G. N. ljår og 16, Jf. Navnene: Nærøy, Næreim, Nær: Tand (6. %. 122. Det aabne E har flere Overgange, hvoraf de betyde ligite ere: 1) © til Y, i. Gr. dia (for detta), dinna (denne), Silju (Eelja), Ivju (Gvja), Ginte, sigja, tigia; og ved et Slags Tiljæning: Kitil (jetel), Firil (erel), Sligjil (for Slegel), sligjin (legen), drigiin (Dregen). — 2) © til Ø (aabent), fom: Kjølda, giono, kjøm, Røv, Nøve, Løfsa, Ømne (før: Stjelda, gjenom, fjem, Rev, Neve, Lefja, Emne). Naar E er langt og lyder jom AG, gaar bet over fil langt Ø: hør (jor Ber) hore (herda), Støv (Stev), Vov (Bev). Anm. Om I for € i visfe Yydftillinger er forhen talt ($ 47 09 fl). Andre Overgange ere: € til A: Fal, val, gjar (for Ferd, verd, gjerda, i Indberred). 3. Tiljevningen $ 114. — € til O': Rosle, thors, Oi, fbolve (for Netto, tvert, El», kvelva). — € til PY tryffja, bblja, ylme, Hylde, Hylle (for treftja, belja, Helma, Helda, Hella). 128. 1 gaar over til & (luft) i nogle Ord, jom: Kve (for Si), tre (tri), Tvebeite (for Tvibeite); i øvre Tel. jæbvanlig forbed M, i. Gz. fen'e (fin), Leen (Sin), Klene (fina. Det aabne I gar ofte over fil 9, i. Ex Byl, Gyl, Tyle, skylje, Ylja (Sdm. for Bil, Gil, Tile, itifjo, Jjar), Ryse (Tel. for Rife), mysse (misja), myllo (millom), klyppe (flippa), skypta (ffifta). VY forved NR regnes iffe hertil, da det man betragtes fom almi: deligt (efter § 103). um. Overgangen ved Tiljævning til a, ad, o, u, er forhen nævnt (8 114). Det er ogjan anmærtet, at Y pan flere Steder nærmer fig meget til € og tildeels endog fan gane over til 96, f. Gx. Set (for Sif) fava (ip) Bat (BD o. f. v. (Meft i Trond. Stift. En lignende Overgang findes ogina I nogle bantte Ord: Wager, babe, forge, Kvæg, Sæder. I. 'bent: Bagare, bäfva. (Oprindelig: Bitar, bive, tvita, Kvit, Sider. Ogjaa Dvergangen 3 Hil) (2) gjentjendes i nogle danfte Ord, nemlig: Lød (— Sit), Tommer (Timber), Svobe (Svipa). 124. Toelyben Ei gaa i en Deel af Landet, nemlig Øfterdalen og Gulbalen, fedvanlig over til E (lutt), f. Er. mer (for meir), hel, ren, vet, grep, rev. Maar en paafølgende Konjonant mangler, beholdes dog ,ei" pan flere Steder, men I Egnen ved Røros indtræder ,e" ogjaa i dette Tiljælde, f. Ex. E, He, le, gre, bre, for Gid, Heid, leid, greid, breid). nm. Sjeldnere Øvergange ere: Gi til i, fom Him, Gil, SH' (for i, Geil, Eleid), og Ci til ov, fom røyfa (B. Stift, for reifa), løyve, foøype, foøygie (. tetva, foeipa, foeigiar. 125. Bed de øvrige Volaler fan følgende mærkes. Ø (nab.) gaar øver til & i nogle Ord, jom: dekk'e, glegg'e, snegg'e (før bøtt, gløgg, inøge). — Y gaar pan nogle Steder (Hallingdal, Solør) fæbvanlig over til I, f. Er. Bi (for By) ni, nits, dir, Kir, brit, Grite, fist (2: fyrft), biggje (byggja); andre Steder hun i entelte Ord, fom: ivi (over), firi (fyre), tikje (tote). — Øy bliver paa nogle Eteder (Dall, Solør) jedvanlig til ,ei", 1. Er. steite (for ftoyta), leise, gleime, Reik, deive o. f. v, — paa andre Steder (Diterd., Guldalen) jedvanlig til ,0", f. Gz. støte, lose, høre, glømme, Røk, støpe. Anm. Ved Overgangen D kil € tan tiljeies, at en mærtelig Dobbelt form med © og Ø finder Sted i nogle Berber, fom: fatta og fetta, følte og elt, cotta og retta, og flere, fom fenere ville nævnes under Vøiningsformerne, Derneft maa anmertes, at jø" gaar ofte over til je", i. Ez. Bierq jers, Miel, jenn (eller Ajedn), for Bjørg (1: Hjælp). Kjøre {frat Møll Rim el. nee), Tjørn Vandpyd. I Sighed hermed findes ogjan: Hera, Etjerna, Bjella, ved iden af Fjøra, Etjørna, Bisa; men dette maa vel na eet opfattes faalebes, at den forte Form er udganen fra den gamle Grund form med a" (OR. fara, stjärna, bjalla) og den fidfie fra Bøiningsformen med ø (fjöru, stjörn, bjöllu. 3. $ 104. att det aabne 9) pan nogle Steder ofte gaar over til ©, er før omtalt (8 21). 3 nogle faa Ord findes en Obergang til 1, faaledes : murt (for myrh, burg (7. byrg, i Balbers), ftugg (7. Aygg). Men i nogle Ord findes en mer: teligere Overgang, nemlig til ju"; janledes i Ariftianjands Stift: giura (for gyrda), fure el {jtiur Jor Ayrd), Hjuring og Kjuring (for Hyrding, 2: Bogter), ligefom ,fjura" for bycda (: pasje, MHøtte. 3. Navnet , Gjurd*, udtalt jom: Gjur, Jur, Jul (GM. Gyrdr). I Ordet ,tiutt" (G. N. bykkr) ex denne Form faa almindelig, at den maa anjees fom den berflende norfle SF. Sorte for yrtel. Nogle lignende Former findes i Danft, nemlig : Torn, Djørne, Genbjørning, (for Tyeme, Horne, Cindyrning) I. Svenft: Mort, Hortel, bjugg, flunga, flunta. b) Øvergang i Kønfonanterne. 126. 3 Sonfonanterne ere egentlig to Slags Dvergange; den ene er, at en Medlyd enten falder bort eller bliver indfudt, den anden, af Syden ombyttes med en anden Medlyd. Vegge disje Overgange ffulle her betragtes under eet, idet vi kortelig maa omtale Hver Lyd for fig felo, hvorved vi da følge den famme Orden form forhen ($ 31) og faaledes begynde med T. T bortfalder fedvanlig i Talen i visje Endeljer efter den anden Vokal, f. Er. Huse(t), lite(t). IF. $ 59. I en ftor Deel af Landet mangler bet ogjaa i en Endelje ved Verberne efter S i G finnas (= finnajt), motas, skiljas o. f. ». Derimod bliver det ftundom tillagt efter & i nogle Adverbier, jom: an naft (før annars), ellejt (ellers), jaaleijt (foleibes). Af Dvergange til en anden Medlyd findes en, fom er meget omfattende, nemlig T fil Di Giterlyben (i Mandals Amt, Jæderen og videre), i. Gr. Mad (før Mat), veid, beid, bida, skaud, Rod, ud, støyda of. b. Anm, I Rabneordene af ntetkjønnet høres fjelden noget T efter den anden otal (tan i Emaalenene: Hufet, Landet o. 1. 5); derimod findes et Dobbelt % ofte tillagt til Roben ide Ord, fom ende med Rodbotalen, |. Ex. Tretf'e for Treat. Saaledes i Sætersd, Tel. og Sogn: Anett (Ane, Butt (Bu) Mytt (My), rats (Fu), Høytt (Høy); I Søndmør derimod : Kred (Tre), Strand, Frø-d, Tjød (for To, 3: Tangen paa en Lee. Her er altfaa en Boiningsform indlemmet { felve Ordet og opfattet eels fom I (Trece), beela fom D (Tresed). If. Svenft: träd. Et Par Overgange, fom før ere nevnte, ere: 1) Aj til NK, f. Gr, full, tuge, Rlonn, Etjodn (før tjutt, tugo, Tjørn, Storm. En tydelig tale af ti" findes hun pan faa Steder (Dard. Sbm). — 2) tl til fl, f. Ex. Nesle for Retin fe § 40. Vaa nogle Steder (fjær Setersd. og Tel) findes dette siennemtført ogjan i Bøiningsformer, fom: Cislar (af Eitel), Scslar (af Sete), og i jammenjatte Ord, fom: Moslag (for Motlag), maslans (matlaus), fois: Tett (tvitleit, fostynd (fjottynd), resteie (rettleidø). 127. D er udfat for mangehaande Overgange, hvoraf nogle allerede ere forhen omtalte; talen baade efter den anden Vokal (§ 59) og pan mange Steder ogfaa efter den førite (i. $ 33), Kgefom ogjaa i foritjellige Sammenftillinger med en anden Konjonant I Gterlyden. Af Ombytninger findes fornemmelig en, fom er noget omfattende, nemlig D til efter en anden Meblyd; jaaledes (mejt i det Rorbenfjeldite, tildeel8 ogjaa paa flere Geer): hart (jor herd, of Haar), lært (lexb), styrt ({tysd), tunghoyrt, Kient (fjend), sent (fend), vaatlent, godlynt, dæmt (af Daam), fengt (jor fengd). Anm. Det kunde fynes, fom om D var bortfaldet overalt i den cenlige tiling efter Rodvokaten, men dette er dog itte Tilfældet. (E. $ 39. I Rorbfjord og Søndmør bruges det gjennemført, med meget fan Undtageljer, fom: bra (brad), fio (fob); dog i Nordre Som. tun efter I og Au fom © Bud, Hub, Goud). I Søndre Bergenhus Amt høres det ofte I Sammen. fætninger, f. Gr. Saadtodn (1: Sædetorn) og imellem to lige Bolale, i. Gr. tidig, Bia: § Trondbjems Stift ofte imellem tiljævnede Vokaler ($ 115) f. Er. venten (vade) fadan (lade), Svaadaa, du, Spudu, Tudur og Tødur (3: iu. 3 Forlyden ,di* udtales D tydeligh i Hardanger og Søndmør, Gz. jer», djup, Djub. Forved en anden Konjonant i Efterlyden bliver det dels ubeladt, deel beholdt, efter forfkjellige Regler, fom ber for Rortheds Styld man forbiganes, idet bi fun nebne nogle af be Ord, fom efter det gamle Grog babe .dr", jaafom: Vedr, (el. Veber, 2: Vei, Vedr, Fodr, Reidr, Habe, 9b, Brud; i disfe bortfalder deels N (Led, Fod, Meid o. 1. v. I Som), dels D (Ver, Ler, Re o. Å. 5.) og deels begge tiljammen (Be, a, Meh. Herved man mærtes, at I de Hefte af disje Ord er D langt mere nød vendigt end M, fom man | nogle Tilfælde godt kan undvære (faaledes: Reid, Sud, Brud); Serimod fynes D iff at være fynderlig. nødvendigt i de Ord, vor det fin er tillagt ved Aftedning, faafom: Grodr, Roldx, Snuldr. Gt indftudt D forekommer (i Hard, Shl. og Stavanger Amt) ofte forved & og % + Nameord af Hantjonnet; faaledes i Ordene: Aal, æl Træl, Stol, Sul, Syl; Roun, Kaun, Hun, Stein, Tein, Svein, Hein (altfaa udtalte fom Sab, Tewdl, Hdl o. Å. b) Dette grunder fig aa den Ggenbed i de gamle Boining, at Ir" og one" efter en lang Votal blev omdannet til LU og nn : 6. %. åll, hell ete), formodentlig med en færegen Udtale. dobbelte $ og 9 gaar over til bl og dn, vil ifes nedenfor. Gjelbnere Omøytninger eve: D til R, jom: Miørm, Vøre, Mart, Tele, Sørtedog, fla, for: Mjød (Hofte), Bode (Multe, Matt (6. RN. madkr, Mabbi, dl Fiirbeen), Midvitodag, fidlega. — D til I: raal (or Graad, 3: Ørandighed), Jle for Ida, 1: Strom) tilja (Hdja); if. Gullmor (For Gud: moder), Oullmund (Gudmund). — D til G: Saug, raug, blaug, Meig, Spuigu, for: Sau, zaud, blaud, Meid, Epoda. 3. Vigga for Vioja.— Til Gzemp Jerne med I for D fan her føles: Bort (viftnot for Byrd, >: Skyldighed, det fom bør være), berta (f. verda, 2: blive), dgetuleg (i Hard. for vyrdeleg. At ellers rd" bliver til ,r" og til et tytt ,1*, er forben omtalt ($ 34), ligefan at Ib" og nd" pan mange Steber udtales fom I og nn ($ 33). 128. S findes ofte tilføtet til Endeljen ,ande", f. Gx. farandes, verandes, livandes, etandes 0. . v. Det hunde manffee ogjaa anfees fom inbjtudt forbed Endeljen ,leg", hvor det ofte forekommer, Å. Gr. mannsleg, reinsleg, godsleg, illsleg, fælsleg, 0. f. b., men i bette Tilfælde er det dog mere fordelagtigt og fynes at være nødvendigt. Forøvrigt er © en Lyd, fom ftaar temmelig fajt, jaa at den fjelben bortfalder og Heller itte gjerne ombyttes med en anden Lyd. Den enejte Ombytning af nogen Vetydenhed er 51 til 11", hvorom jør er talt (§ 40). som, De jan mangfoldige Ord begynde med S Å BO) kunde man tet flutte, at & i Forlyden maatte ofte være indfkudt; men aligevel findes dog iffe mange fifre Gzempler herpan. (JF. foella og Moelle, melta og fmelta, Tut og Stut, Brate og Sprate, gryla og Myla) — Baa den gamle Over: gang & til R Å. Er. vera for vefa, bboraf Heimvift og fL) findes kun fan 05 tololjomme Erempler; if. glira og glia, Sirelrot og CSijelrot, Admaare og Made (0: Mange, Fugl. Vet fidite Ord fynes altid at have været vat Tende; egentlig Fulde det maaftee hedde ,Maav" (6. N. mål må, må ff. T. Meme, Eng. mew?); un findes Maag og Maat fu i de fydligite Egne; men ellers oberalt Maafe, ligefom i det Svenfte. 129. R bortfalder øfte i Gnden af Orbene, dog mejt i Møiningsformer efter den anden Volal, f. Ex. Hestar(r), Skaalelr), Huvolr), kalla(r), dome(r) o. i. ». Ofte ogjan i Genjtaveljesord, fom Tear), Klor), Ky(r); if. o (for ot) naa (naar), æ (for er), va (var). De betydeligite Ombytninger ere: 1) xl til 1" og bl", f. Gr. valla (før varla, 2: neppe), Kyllag, Kydlag (jor Syelag, om en halv ylt). — 2) en til ,nn" (oft og nord i Landet) og dn" (veftentil), f. Gx. Kvenn og Kvedn (ftvern), Kjenne og Kjedne (fjerne), Honn og Hodn ($orn). Anm. MR findes i nogle Ord tilføet efter Rodvolalen faaledes (i Hard, Get. og fl): Saar, Stor, Snjor, nyr, blaar (for Lian, Sto, 0. Å. 0), hvilet egentlig er en Form af den gamle Boining. I entelte andre Ord findes f. Gr. ing, Rung, Vet (for Finger, unger, Better el. Vete). Dmbytningen m til nn (dn) er nepbe nogenfeds ganfte gjennemført, og ifer findes mange Undtagelfer i det Nordenfjelbite, faafom : Jarn, Ørn, Hjerne Teming, Tema, Stjerna. WU fjeldnere Ombytninger mærtes: R til £, for nae (for note), Tola (Tora), Hanola (Hovudorar) Undaain (Undorn), R til N: Knatt (Krat, Døgn (Døger, Vyrn (Byr, lel. Dyen?), Mantaut (Mara). 130. L bortfalder paa nogle Steder forded ,j" i Forlyden, f. Gx. Jaa (for Sioa), Jo (for Ljod), Jos eller Jos (jos). I de fødligite Fjeldbygber (Sæt. og øvre Tel.) bortfalder det imellem Botalen og et panjølgende K, G, V, M, jaaledes at ogjan Vo Talen tildels forandres; f. Gz. Fokk (jor Foll), Hokk (Doll, Taag (Zalg), Hæg (Helg), Bæg (Belg), fygje (fylgia), Kaav (Kalv), haav'e (halv), tov (tolv), Haam (Dalm), om'e (olm). — Det bob. Delte 2 gav over til bl" (i de fydvejtlige Gone) og til bb" (i Eætersb. og øvre el.) ; faaledes f. Er. i Sogn: Udl, Vodl, Fadl, adle, idla, kadla, Hedla; i Gætersb. Udd, Vodd, Fadd, adde, idde, kadde, Hedde (for: ULL, Boll, Fall, alle, illa, falla, Hella). Anm. Baa nogle Eteber (EGL MF) høres ogfan ,d0' for I I Endeljen 22!" (D) f. Gi. Meitedl, Devedl, Lytjidt. If. gamadl (gamal). — Af fjelbne Dvergange mærkes : 2 til R: grytte (glytta), freftalle (for fleft-alle). — £ til N: Rule (Str, Rate (ple), Rinila (for Lin-Grla). 131. N bortfalder meget ofte i Gubelfen ,an", f. Gg. saman), sidan), unda(n), innan), sunna(n); Aften), Fanga(n), Gama(n) 3 Sætersb. og øvre Tel. bortjalder det jædbanlig forved ©, nat en lang Votal gaar jorud, f. Gy. eis (eins), ei synd (einfynd), reiske (reinfta), Reissure (Seinfura), Steistoge (Steinftoba), Nosbil (Monsbil, Læsmann (Lensmann). Det bobbelte RN gaar ofte over til dn" i de fydvejtlige Egne, f. Er. Kadna, Gradne, bredna, fidna, Todn (jor anna, Granne, brenna 0. f. 0). nm. Gt indfludt N findes (i Hal. og Valders) i Huntjons-Nabneord, fom ende med Botalén, fanjom: Aan (Aa), Tron (Tro) Brun (Bru), Kven (vi), Øyn (Zi). Jf. po leg", f. Gr. traftigne, faarlegne. (JF. $ 91). Ogfan i nogle Udverbier, fom: Geran, deran, føletn, notolein og fl, Gor det fan forklares af en gammel Gndelje na eller ne", Ellers er N tilbøleligt til at bortfalde i Slutningen af abftinige Ord og Navne, f. Gz. Jo (før Jon), Olfo (for Oladjon), Guro, el. Guru (f. Gudrun), Al (for Win), Bott (for Botn) Drott (Drotten). I. Ordet jamn ($ 56). — Sjeldne Overgange ere: KR til R: mangment: ogf. 1 ®. NM), pire (f. pina), arp (for Hamp, oprindelig Hanp). R til SR: nnremt (innrent), Sturm (Sturm). Den gamle Overgang af nn til 5 (d) fan paavijes i entelte Navne, fom Gudlaug (Gunnlaug); if. Sud (Gunn), adre (are, aire, for anv're). 132. M bortfalder paa flere Gteder i Enbeljen ,0m", i. Gx. haano el. haanaa (jor bonom), stundo(m), millo(m), (Huso(m). En. Ombytning finder Sted imellem M og V forved N, faalebes at man paa nogle Steber fun har on" (el. bn) og paa andre Steder fun ,mn", faaledes: jamn, Hamn, Ramn, Hemn, Emne. Omn, Stomn, stemna); andre Steder: javn, Havn o. f. 0. I nogle Orb maa , un" anjees fom det oprindeligite (jaaledes Namn, Famn, samna); i anbre og flere Ord fynes derimod ,9n" at bere mere oprindeligt; men imidlertid er Formen med mm' ben al: mindeligite i Sandet. Mum S Tel, Dard. og mallee flere Steder Have diske Ord om', I Eogn, Dol. og Balders lyder det fom ,6n" (eler endog Sdr) f. Ez. Nan, nebna. 3 det gamle Sprog anfees fx" for det regelrette; men Etrivemaa» Sen i Haanbftrifterne er dog meget vallende; fanledes findes, f. Ez. i Lovene: stefna og stemna, jaha og jamna, jamt jamvel of. ». 3 Danft bruges fun von", | Event derimod mn" (endog 1: fomna, bomna, remnø). Å andre Eprog findes oftere Former, fom fvarer til on, f. Ez. Eng. even, T. eben jamn). Qmblertid fynes der itte at være nogen fært Nødbendighed for at holde pan vn", undtagen i de Ord, fom Have tydelig ledning af en Rod med B, faafom: fobna og Evevn (fova) livna, ribna, dobna, obra. Blandt fjeldne Overgange mextes : M til M, fom: fanta (egentlig famta), tunt (Ctumt, Mjsdn (Mjodm), Brosna (Brosma). En anden Overgang er, at det entelte SR paa flere Steder tildeels Iyder fom dobbelt, f. Ez. Hammar, Eummar, Tumme, fomma, gammall, i Stedet for Hamar, Eumar o. Å. b. 133. V bortfalder af og til i Forlyden forved D og U, i. Gr. to (før tvo), Tugu (Evoga), sorte (fvorta), solten (fvolten), Solo og Sulu (Evola), Kode (Stvoba), Kost (Rvojt), ondt (bondt). 3 Giterlyden bortfalder det paa nogle Steder fedvanlig efter U, faalebes (i Sdm., NHL. og fl): Stu (for Stub), Hue (Huva), Tue (Tuva), Lau (Sauv), dawe (dauv). Ombytninger foretomme, men ere itte meget omfattende. Anm. Paa enkelte Steder hortfalder V ogfan efter O; faaledes i Sfj.: gro), Hot), Lave og fl. At V bortfalder imellem to Konfonanter, er førr Den omtalt fom en Ubtaleform ($ 56). Uf Overgange mærtes ellers: 1) % til MM, f. Ez. amma (for ovan), Tomt (Tuft, Lemja (Lefja), fomna (foona), limna (lion), f. forrige 8. 2) % til (06); bidra (blvra), Förelde (Fiorelde) 2, $ 132); Tubba (Tuva), ubbugt (ovugh. HV til ©: ogo (for ovn) Stoga (Stova), Huqu (Høvud), Hagre (Havre), taugra (tanvra), Sug (Suv. - Forlyden (vr) foretommer hun føndenfjelds (fom i Tel, Bufterud og fl) faalebes : Brat, vrang, vrei(d), vri(dje, Vrift, Brong; ellers har man kun R (rang, rengie, ito. i. 5.) ligefom i det gamle Sprog ($ 110. Det er et Spørgs: mal, om itte ve" ftulde foretrættes i Ordene: vrida, vred og Vreide, Da bet her vilde være til flor Fordeel, fordi der er andre Ord, fom oprindelig begynde med ,r* 134. F gaar over til forbed T og E; faaledes (i Gon bre Bergenhuus Amt og flere Steder): Skapt (Staft), Dupt, Tupt, Lopt, opta, skipta, gipta, Ups, Opse, Lepsa. 3 den nordlige og øjtlige Deel af Landet findes en modjat Overgang, nemlig: pt til ft, f. Ez. knaft (for mapt), sleft, klift, tafte (tapte), kjøfte (føppte). Anm, Undre Dvergange ere fjeldne; fanledes F til K: dels (for Awefs), gletie (gleffa, el. egentlig glepfa), Kratie (Kraffe), Lult (Iuft), Sittesoto (Svitunsvota). 135. P gaar over til B i den eenlige filling efter Vor talen, bog fun i be fydligite Egne (Mandal og i); f. Gr. taba (i. tapa), griba, Skib, Hob, roba, lauba, Reib, støyba. (Derom mere bed st, nedenfor). Anm. Om ft før pt ovenfor. Meget fjeldne Overgange ere: P til VW: Gun (Baum) Soul (Soph; og V Kl K: Vaalenhus (for Baapnyusy Sutjaang for Djupsogn). 136. B bortfalder ofte efter M, eller rettere: ,mb" lyber paa mange Steder fom mm", i. Gx. Kamm (for Kamb), Lamm (for Lamb), klemma (flemba), Dumme (Dumba), Trumme (Trumba). Din et inbjtudt B er talt paa et foregaaende Sted ($ 57). mobentlig rettere: Vunt, Byftje (for Vole, Frim (Brim, et Slags Of, plyten (lifte), ploma (bloma). 187. K bortfalder af og til i Forlyden forved N; faaledes i Sætersdalen: Napp (ftnapp), Ne (Sne), Niv (Kniv); og paa flere Steder: Nut (nut), Nue (Sue), Natt (natt). Den betyde» lige Ombytning ved K er den, at det i eenlig Stilling efter Vokalen gaar over til G (i Mandal og il), f. Gx. Sag (for Sat), Tag, baga, Vig, Dug, Leig, raug, Royg. sum, Dette er altjan den amme Overgang fra hard til find Kon: fonant, fom forben er omtalt bed T (8 126) og V($ 135). Den har fit Siemked i den fydligke Del af srifianjands Stift, fanledes af den paa Sefiiden kræfter fig temmelig langt mod Nord, nemlig fra Mandal og Liter over Eiredal og Jæderen omtrent til Midten af Ryfylke Fogderie, medens den derimod pan Cftfiden Hen herfter ban en final Strætning langs med Sven til Omegnen af Arendal. Merkelig not findes den famme Overgang ogfaa i ben fydigfte Dect af Sverige, ligefom i Danmark. Man kunde letter lig tro, af den maatte bære indlommen ved Efterligning af Danflen; men alligevet fynes den dog at bære noget gammel i dette Strøg, da Odene ellers i Botaler og Endeljer ave fuldtommen norite Former, f. Gz. Gieid, Lida, blaud'e, traub, roba o. Å. 0. Gt inditudt Å forefømmer forved Endeljen leg" (i Tel. og fl f. Ex fælfieg, HUleg, aubftleg o. f. b. En Overgang imellem Kv, Go og V vil omtales nedenfor under 9. Uf fjelbnere Overgange mærtes: $ til 3, fe fom: inte (før intje), ufte (for buffa) Burtn (Burt, Marina (Martnadj. If. 138. G bortfalder fhundom forbed N i Forlyden, f. Er. nag (for gnaga), Neiste (Øneifte), nika (gnifa, >: gnide). I Giterlyben bortfalber det pan nogle Steder jædvanlig efter U; faalebes (i Sdm., Nøl. og K): tjue (for tjugo, 20), true (fruga), sue (fuga), Hau (Doug), lave (lauga). Dgiaa paa mange Steder i Gudeljen leg (§ 91). Gt Bortfald, fom bevirkes af et paafølgende ,j", er forhen omtalt (ved $ 36). Anm. Gt indjtudt G findes i entelte Ood efter Votalen, jnafom: Aag (for Ha, Ljang (Ljan), Mog (Mo), tog (toa), Fuge (Fru. Efter M og $ er & meget udfot for at bortfalde, ei alene forved en Ronfonant ($ 56) men ogføn i den friere Stilling, f. Ez. Morraan (for Morgon), fur fargier, bem). I de ødlige Egne ombyttes det i denne Stilling ofte med ,*, f. Er. eri, Sor], Heli, — en Udtale, fom ogjaa findes i Sverige. (I de forlæn» gede Former, hvor et E paafølger, f. Gr. Verget, Velgen, er denne Ubtale egentlig at anfee fom rigtig), — Sjeldnere Overgange ere: G til V: Droud (ør Draug) brava (braga), Downing (Dugning) Kor» (Korg), Gyor (Gyge. — © Hi &: nott (for nog), vett (før ben), Krug (Grugy), krage (qnnga) Mmita (anita). Rogle Drd forefomme faaledes baade med Ain, On og KM. 139, J bortfalber ofte forved © og 1, naar to Konfonanter (eller tre) gane forud ($ 77); faaledes: Gron og Grøn (fox Grjon), Grot og Grøt (før Grjot), Brøst (Brjoft), fløt (fot), Snø (Snjo), Knøsk (jo); blug (6ljug), drug (drjug), struke (ftrjufa); hvorved fan mærkes, af Ø er fun en Odergangslyd af D ($ 118), og at Omlyden Y) vilde egentlig være rettere. AF og til bortfalder 4" ogaa forved Gubevofalen A i Verberne, f. Ex. seta (for fetja), fløta (flytja), spøra (fpyria). Sum. Derimod findes ofte et indjtudt ,j", hvor det itte hører hjemme, Eanlcdes i Trondhjems Stift (ær Indherred) forded E (og 9): ett (lett), tet (et) feta (for Teta, Tita, en Fugl, fjer (fer), njøær (nær); og van an: dre Steder: fjette (fete), Sjæl (for Sel — Saal) Rely (Telp, 3: Bregne), Sjæla (Tele, frosfen Jord). Syd i Landet findes ogjan indiludt | forved Aa, 9, 1, i entelte Ord fom: fljaa (faa), Vjaat (Baal, Spjole (Epole), Trhug (Eruga), Bjugt (Bugt). . tuer et. Kure (for ture. Det ubæfentlige 1", fom følger med Å og © forded Endelfer med E (8), er, fom forben bemærtet, noget vattende ($ 51). I IndreSogn og Val bers gjøres Fortel paa visje Kinsfer af Ord, faaledes at j beholdes i Navne och af Intettjonnet, f. Gr. Milje, Stole, Mele, Foigie, Gjengie; men der» mob bortfalder i Hantjonsordene, f. Er, Mate, Valte, Dage, Stige; og lige» 1edes i Adjeftivformer fom: teten, dregen, legen, øgen, logen. an andre Etcder have alle disje Och f° og Li" uden ForMiel Wpjettiverne bade almindeligit viste Former med ,te* og ,ge" (uden Å, men i Hardanger og Bofs have de fj og gi (. Gx. wife, fecie, unge). Navneord paa ,—ing" Dave almindeligt fun ,j*, naar Stammeorbet har i (. Gr. Eøljing Rolfing, Legging), men elfers ite (. Gz. Valing, Dmging); men pax nogle Steder (om i Hallingdal) findes i" ogfaa i bet fibjte Tiljelbe, altjaa: Vatjing, Dragjing 0. f. b. 140. H bortfalder ofte paa nogle Steder i Bergens Stift, i. Gz. Av (for Dav), Est (for Deft), alve (Halv). Paa andre Ste: der fun i faa Ord, fom: eite (for Heita), Uldr (Huldr), yle (byla). Almindeligjt bortfalder det i jammenfatte Ord, hvis fidjte Deel Begynder med DH; jualedes: Maralm (jor Marhalm), Haaram (Øaarham), Silaar (Silhaar); jf. Navnene: Trondeim (TrondGeim), Soreim (jor Gubrbeim eller Sydreheim), Sæm (Sæheim), Myrol (Myrhol). I enkelte Ord findes derimod et indjtudt H, fom: Gelber (for elder, 3: eller), Gellejt (f. elles), fata (ata). nm. I en for Deel af Sønbmør og paa entelte Steder I Søndfjord og Nordhordland bortfalder H meget ofte; imidlertid er der neppe noget Sted, Hvor det ganite mangler; det er hun en Norden, fom er indlommen i Vrugen af denne Lyd, fan at den desls mangler og beels indlydes paa urette Sted, f. Er. Delo for Glo, Hoyt for DHL. Det er dette, fom har forledet H. Strom til at ffrive ,Haraas* for Arans (Ard-aas, 3: Blov-Hrel, og ,Hæing* for jing (i Søndmørs Beffrivelje, 1, 339 og 403) Det gå (f. $ 105) gaar pan nogle Steder (ifer ved Stavanger) over tlf ell (Die), Kjelm (Hjelm), Kjupa, (Hjupa), Kjærrand (Hjerrande, Mandsnavn. Paa fandre Steder (fær I Gör.) gaar det over til «i, fom: fiaa (for bias, 3: hos Sjel (Hjell, Sjerne (Hjerne, Sjertinn (Djesdlin, Stedsnavn. — J Stedet for det gamle ,Hb" har man føndenfjelds fun ,5" i nogle faa Ord, fom: baatt bor, Bojs (G. M. hvat, hvar, hversu); men den almindelighe Form for ho" er to", fom før er omtalt (§ 105). 3 et fort Strøg øftligft i Landet (nemlig ved Oslofjorden) høres ellers kun , 1. Er. vals, Veite, velve, vit, vile. (Ellers: kvafs, Kveite o. f. 0). Men i et ar Udlanter af dette Strøg (paa Vefifiden i Mummedal og en Deel af Telemarten, og pan Øftfiben I Aasnæs I Solør) høres derimod gb", f. Ex varv, gvafs, gvelde, gverve, quit, gvile. Derfom denne Form bar mere almindelig, bilde den egentlig være betdemmere end tv", dn den nemlig fun findes i de Dad, fom fordum havde hv" 9 Overgang i visfe Eydftillinger. 141. Foruden de enfelte Øvergange, fom her ere opregnede, findes der ogjaa nogle, jom omfatte baade Selblyd og Medlyd eller mere end en enfelt Lyd, og fom her til Slutning man fortelig blive omtalte. Dertil vegne vi førit den Forandring, af en Stavelje I Slutningen bortfalder, idet Endevolalen og den foregaaende Medlyd udelades. Dette forekommer heljt ved jaabanne Endeftavelfer, fom have en af de jvagefte Konjonanter, D, V eller B; f. Gx. raa? (for raada), ska? (ffaba), Klæ" (Mæbe); gje (for gide), om ogjaa i andre Tilfælde, jom: la' (lata), ta' (tata), fo' el. fe (fyre), ve (vera), sku" (ftulde), sa" (jagde), la" (lagde), sta" (ftanda), ga" (ganga). Sum. Denne Overgang føretommer viteft i faadanne Ord, fom bruges ujædvanlig meget, og jom netop derfor ere meget udfatte for Fortortning. Det er foaledes det famme Tiljælde jom ved adftillige Eenftaveljesord, f. Ez. © (for ov, nag" (naar), te' eller ti (ti, bi (vil, fla (fan, fo Gom) a (av), ga" (ga) e (eg), fe (jeg). — I Modiætning til denne Fortortslfe i Slutningen fane adffillige andre Ord ban nogle Steder en. Afortning i Begyndelfen; fanledes: na (for denna) ja (for desja), ta (detta), "ne (henne) 'naa (banan, før honom); if. paa (for upp-aa), pi (UPP) ti (ut, ta (utav. 142. Gt anden Slags Forfortning finder Sted i adffillige Tojtavelfesord, fom lutte med en Konfonant og have en entelt SMedlyd imellem Vofalerne, da nemlig denne mellemftaaende Lyd bortjalber, jaa at begge Motaler falde jammen; f. Gx. Far (for Saber), Bror (for Broder), Kal (Kadal, 2: Toug), Støl (Stødul), Dar (Dagar), plar (plagax), Kjel (Sjetel), naan (nofon). If. § 58. Soget lignende findes ogjaa i Ord, fom ile egentlig have to Giaveljer, men fun en Dalvlyd forved den fidite Konfonant (§ 64), janfom: Ver (Beder), Ler (Leder), For (Foder), Jur (Jus ver); ff. Ur (for uger, en iff), ner (for neder, nidr). nm. Mabne Bolaler face i dette Tilfælde ofteft en forlænget eller for anbret Lyd; faaledes: Beer og Vær (Beder), Ler og Lær (Feder), Peer og Bær Navnet Peter), Teer (Tidur, Fugl, Veel (BideD; if. daar for dollar, 3: Gders). Det famme finder ogfaa Sted, om Dedet futtes med en Vokal, naar Sydftillingen forøvrigt er den famme; faaledes: nere (med es, for nedre), bere (ee) og bære (for betre), tela (for ribla, 3: forvride) føre (for fybre), Mora (00) og Maare (for Mobra, en Plante); ff. Haana (for Hodna, — Hadna, 3: Gjed). 143. Men i denne Lydjtilling foretommer ogjan fundom en førre Forandring, idet der nemlig indtræder en ny Vokal i Stedet for den bortjaldne Medlyd, faa at alffaa denne fan figes at være ,dofalijeret" eller omdannet til en Selvlyd, fom forener fig med Modvofalen, jaa at de begge tilfammen udgjøre en Dif« Sted ved D jorved R, L og MN i enkelte Ord, fom: aire (for abre, 2: andre), Veir (før Beder), Støil og Staul (for Støbel eller Stødul), auraa (for odro, of ,andre" eller annat). Den foretommer ofteit i Sætersdalen og paa Søndmør, men i entelte Drd ogjan pan andre Steder. nm. Flere Crempler ere: Fair for Fader, Joie Jadar, >: Kant, Nil (bm. for ear, Kail (Rabal, >: Toug), Haine (Hadna, 3: Gjed), Leir (Sat for Leder). Gile (Toten, for Gbla, 2: Pale) Soil op Sail (jor Sebul, Sadet), SRoire (Sobral, Seine (Sabra). Formen med au (ou, eu) er fjeldnere, fom: Baur (NHL) ogj. Veir (for Veder, el. Vedur, >: en Bader) Maure (ligeform SMøire, for Modro, Blantenadn), Saune (Dodna), Kjaur (. Tjode). IH. Rabe mene Sairi ( Ebm. for Katrin) Guiri og Guiro i Sat. for Gubeid, Gud mm. et Par andre Ord findes I for T, nemlig: Getre (bette) og Kjell (fjeteD. 3 andre Lydktillinger er denne Overgang fjetden, faajom: høtde og fuv (for ftodda, >: flandie, Bande (Bobb, >: Tues. Jf. Navnene: Die, øien, Etøien, Tøien, Vøien (forum: Øbin, Aødin, Skodvin, Tødvin, Vødin). Denne Overgang findes ogjaa i Danfk | nogle faa Ord: Betr, beile, Eoir, Møie, — fom fantedes kunne betragtes fom Dialektjormer. 144. Gn lignende Overgang finder Sted ved ©, men ofteft i en anden Lybitilling, Hær forved en Vokal og i Enden af Ordene. © kan jaaledes gaae over baade til I og U, men Over: gangen til I, fom fun finder Sted efter en lind Bota, fan for det meite anjees fom foraariaget af et paafølgende i, fom Har fortrængt Lyden af G og forenet fig med Rodvokalen til en Dif tong (ei, of), f. Gx. i seia (for fegja), teia (tegja), noia (nogja). Samme Virkning Har ogfaa det uvejentlige ,j" forbed G, f. Gr. Speiel (Epegel), feien (fegen), dreien (dregen), Nøie (Møge), løien (løgen, >: latterlig). Overgangen til U (ou, au) findes han ved haarde Volaler (fær DO), i. Ez. au (før og), Trau (Trog), mauleg (mogeleg). Anm. Formen ei" findes jedvanlig fun for ,egi" og ,ægi" (. Gr. beie for bægia) og ligeledes oi" for ,øgj" før et rent Ø i Guden af Ordet. Undtagelfer, fom : mei, dei, fei (for meg, deg, jeg), fom dit maa være Efter. Tigninger af den foenfle eller danfte Udtale. — Formen ,au" findes derimod A Tt Frommer. netop i Gnden af Dedet. 3 Ofterdalen findes au" for ag, F. Ex. Dau (før Dag), Slax (Slag), fone (aga) og fl. Vaa flere Steder findes au" for Gndeljen ug", f. Gz. vetau (vitug) minnaw (minnug, tolau (tolug. 3. Hau (for Dug), Flaue (Fluga). Forded en paafølgende Medlyd er denne Dvergang fjetden, jaajom i: Saul Fugt, Gaul (Hog, Gaun (Gogn. Vax et entelt Sted (Edm.) foretommer et Par Crempler med ,ai" for ag, nemlig: fatr'e (før fager), flaira (for flagra, >: foaie). Denne Øvergangsform (3 for G) findes meget ofte I Dal, 7. Er. Vei, eie, Leie, Heine, Geer, feile, fveile; Hoi, Hol, lo, Die, note, Høire, Tøile, — fom altjammen er Dialettførmer, fom itte burde have Sted i Striftiproget. Tbtalen har endnu flere Erempler, fom: jei, mei, Rein, teine, Loin, Noile. 145. Som en Mobjetning til denne Ombdannelje (af G til U og I) findes imidlertid ogjan en Overgang fra U og I til &, dog fun i en enejte Vydjtilling, nemlig forved N. Saaledes føretommer i de norblige og øjtlige Gqne ,ogn" for ,aun" i Dr dene: Bogne (jor Bauna, 2: Bønne), Rogn (for Raun, 2: Rønnetoe), Kogn (for Saun, >: Byib). Jf. Mavnene Skogn, Frogn, Frogner (for Staun, Fraun, Fraunar). I Lighed hermed findes ogfaa eqn" for ein", bog fun pan et enfelt Sted (Tønjet i Øiterb.), jom: Begn (Bein), segn (fein). stum. Det anførte , Sogn' ex ofte blevet brugt i Stift og har derved vundet et logs Fortin, men aligedel maa dog Run" anfess for rettere. 3 be fublige Gone (til Sogn og Balders) hedder det virkelig Raun (opfaa Raubn, i. $ 197) og dette fvarer netop til det fvenfte og danfe , Røn", og nærmeft ogfaa til det gamle ,repnir", fom alligevel fynes at være en afledet Form (med Omlyd efter $ 96) og neppe har været den almindelige Form fjer i Landet. I Tonfet føretommer ogjaa et indfhudt © efter I og V, f. Er. Svign (Evin), Sign (Sin) Svan (Syn); imidlertid er not denne G-Lyd temmelig fvag og tvivtjom. 146. $ de Tilfælde, hvor en Medlyd inddrages eller lige: fom gaar ind i Rodvofalen, faar denne Vokal tildeels en For» længelje eller en Forandring, jaa af den gaar over til en anden Lyd. Dette er allerede vilft i de anførte Former med et bort: faldet 3, D eller G, jom: bére (for betre), Beir (Veber), Tau (Tog); og lignende Tilfælde forekomme ogjan ved et bortfaldet ®, R og L, jaajom: Staue (for Gtova), Auund (jor Ovund); ter $ 130). Men hertil fan endnu føles, at en lignende Forandring. ogjon findes i nogle Former, hvor et Vi Forlyden er inbbraget; jaalebes: kor (for foar, 2: hvorhelft), kost (for Foabit, a: fagbe fig) kovt (- foavt); jf. fom (før foam), job (for foar). Det Volaljtite, jom finder Sted ved et inddraget ,j" (f. Er. öryte for brjota), hunde ogjan fynes at henhøre hertil; men dette falder egentlig jammen med Omlyden. Anm. er martes ogfaa en Overgang fra ve" eller faafom : Sult og Sylt (af fvelta), fumla (= fvimra), Sy oto (for ESviftunsvota), tyft 2: hvorledes), tortje 0: hverten) og torgje (3: ingen af Delene) Dvergangsformer (med t for Gb) da nogen bedre Form vanftelig fan opfilles, funne de for det førte anjees jom fuldgyldige Former. 147. I andre Tiljelde, hvor en Medlyd er bortalden, er Vokalen bleven ftaaende uforandret, men derimod har den paafølgende Mebdlyd faaet en fordoblet Form, jaa at altfaa den indbragne Sonjonant fan figes at være tiljævnet eller ,a8ftmileret« meb den følgende; f. Gz. Foss (= Fors), Kall (egentlig Karl), spenna (egentlig fperna); if. Fokk (for olf) vikka (for vidta), stagga (ftabga, $ 55). Dertil hore ogjaa nogle mere mertelige Dvergange, nemlig følgende: —nk og ng til kk, fom: Bekk (for Bent), stikka (finga); —nt og nd til tt, fom: satt (for fant), bitta (binda), vitta (binda); — kt til tt, fom: harsott (for Barb: Jott), totte (for tofte, jf. tykkja). Mum. Det er imidlertid tun faa af disje Former, jom kunne taldes "Dialettformer, da de flefte ere temmelig almindelige og de fidjtnevnte des: uden grunde fig paa en gammel Overgang, fom er omtalt i det foreganende ($ 109). 3 entelte Ziljelde er denne Overgang feregen for det Nore, faa fom i: Seltja, Brett, Rutta (Dani: Lænte, Brint, Rynte); bratt, Klett, Bott (Sv. brant, fint, vante); i andre Tilfælde er den fælles for de nordifte Sprog. — $ et Bar Ord have vi nu overalt i Landet tt" for ft, nemlig: afte, att og etter (8. %. af, ehir. 3 nogle Ord fynes en Ombytning af mp" og ,pp" at finde Sted, jnajom: fappat og fampaft, Supp og Dump, fappa og fampa; men denne Overgang er toioljom, og Formerne babe ofteft forftjeige Betydninger. ! 148. Aitillige Overgange fremtomme ved en Omfetning (Snverfion), idet en af Konfonanterne bliver overflyttet til et andet Sted i Ordet. Denne Omflytning findes oftejt ved de fam menftillede Stonfonanter i Giterlyben; jaaledes forekommer: rv" for br, f. Gx. Harve (Sabre), Hyrve (9bvre), Fyrveld (for ib velde); — lo for vl: Alv (før YWvl), Kjelve (Sjeole); — ,19% før gn: gangleg (for gagnleg), Vangstjerna (Bagnitjerna) ; — ,184 for ft (meget almindeligt jorbeb T): frikst (frist), beikst (beiftt), fækst (ferfft). Gjelbnere foretommer en Dmflytning af en Med: fb til en anden Side af Vokalen, f. Gx. Kors (for Strofs), Kurl (frul), Aabrygsla (Aabyrgila), Frykle (Fyrtlæde), Siraal (Silhaar). Yi. Klingre (Kringla), Krung! (ung), tratla (atra). Sum. Uf Omjetninger, fom findes ofte pan et entelt Sted, martes: seb" för vr G ER) fom: Nerv, Lev, torva (or Næbe, Livr, tanvra); in" før ml (å Hard. og SHL): Halna (for Handla) (Bondlar) Belnar (Bendlar). Blandt forlielige andre Former merkes: Frinil (Sivrelde), Foring (Foreign), folpa (Ropla) Megt (Melg) fovda (fødva) Vovde (G. M. vådvi); If. Navnet Rovde (fordum Maudvin). 149. § fommenjatte Ord, fom blive meget brugte, forefommer jhmbdom en Gammendragning eller Forkorining, hvorved Ordets oprindelige Form tildeels bliver noget ukjendelig. Delt joregaar denne Eammendragning i Ordets førte Deel, idet en fvagere Medlyd bortialder, faa af to Volaler falde jammen (jf. $ 58), f. Gz. Laurdag (for Saugardag), Onsdag (Ddensbag), Laabrik (Sacvebrif), Ærfug! (9Gdarfug!), Lauslaatt (viftnok for Løbuflaatt. Men undertiden findes Iudbragningen ogjaa i Ordets fidjte Deel, idet en Lyd eller Stavelje deri bortfalder; f. Gx. Borsk (for Borbbift) Faster (Farfyfter), Moster (Morfyjter), einsmall (ligt Sel. einsamall for einfaman), Ringla (3ting-Grla), Dogur (ogi. Dugur og Duur, for Dagverd). Jf. Navnene Sæm (jor Sæheim), Lam (for Saheim). Dertil høre nogle Ord, fom dannes of Stednavne, jaafom: Haulling (for Haut-liding), alfting (Ralteftabing), Tryfiting (Tryltading); og nogle Benævnelfer paa Baade, fom: Aattring (Aattæring, af Aar), Selsring, (Seksæring), Tendring (vifmot det gamle teinæringr). Mum. Sammendragning fan'ogiaa finde Sted imellem to adftilte Ded, font afte følges ab; foalebes: mi (for: ned 1, nyde" (nedyder) tes (Hil bef), maata (maa vita); if. mæne (med henne), mæ'om (med honom). Blandt andre lærte Fortortninger mærtes : tel (lita ve, Metedag (Midvifedag; ij. Navnet Meet for Midvin, Olsot (for Dlabsbota), Jonsot (Jonsvota) Bolsot (Botolfsboka). — Den merteligite Forfortning findes ellers i Stebsnavne, fer faadanne, fom ere famnienfatte med et Mandsnavuk faaledes; Hiliad (for Hildulfftad), Brande: rud (Brandulfsrud), Jørftad (for Jorulfftad, ogjaa for IJoretftad), Ulleftad Utvaldaftad), Friljtad (Fridleifftad), Gutsonag (Gudletjsvnag), Tolsbø (Thor Seljsholt (Hedrelsholt) Kalhtad (Raldrefiad) Bilshamar (BitretsGunfad (Gunnridarkad), o. j. b. (Efter Muss Bejtrivelje over Rorge I Middelalderen). Ellers er det dog af mærte, at endeel Gaardsnavne te ere fan forvanftede i Umuens Udtale, fom de fe ud til efter ben fede vanlige Etribemande; og forøvrigt fan det mærtes, at flige Forfortninger og faa ere fæbbantige i andre Bande. 150. Did og Navne, jom i ældre Tider ere optagne af fremmede Gprog, fornemmelig af Satinn, ere fer fom i andre Lande blevne tilempede efter den Hjemlige Sprogform, idet man far fogt at undgane de fremmede Former i Endelfer, Lydftillinger og Betoning. Mange af disje Ord have jaaledes ved en liden Tillempning faget en ganjte hjemlig Form; fi. Gx. Engel (med gi), Klerk, Kloster, Kross, Kruna, Kyrkja, Munk, Mynt, Spegel (gi), Regla, Tavla, Lilja. %nbre have faaet en lignende Form ved Forfortning og Inddragning af enfelte Staveljer; faalebes : Spital (Dofpital), Pirkum (Dyperikum), Dekn (diaconus), Bisp (episcopus), Prest (presbyter), præka, ogf. preia (prædicare), Meistar (Magijter), Perm (ergament. Sf. Navnene: Jon (Jo Hannes), Nils Nikolaus), Lars (Laurentius), Frans (Franciscus), Bent (Benedictus), Lisper, (Elijabeth), Nille el. Pernille (Retro: nella). En lignende Tillempning fan tildeels endnu figes at være i Brug hos Amuen, og adffillige af bette Glags Ord habe derved fanet en Form, jom er afvigende fra den, fom ellers er i Moden; f. Ex. Beit (Beet), Speii (Specie), Beit (Beef, krætur og Srøter (Kreatur), Korteer (Qvarteer), Sumpans (Rompafs), Faut og Fut (Foged, egentl. advocatus). Men den overdældende ndjttømning af fremmede Ord, fom i den fenejte Tid Har fun: det Sted, har alligevel lagt altfor ftore Hindringer i Veien for denne Gtræben efter Tillempning, ligejom den naturligvis ogfa Sar gjort meget fil at forbærde den hunde Gprogiands, hvoraf denne Stræben havde fin Oprindelje. sum. At holde Sproget aldeles rent for alle fremmede Ord vilde neppe nogenfinde være muligt, og i Grunden lan dette Heller itte være jan ganfte nodvendiat, naar tun de indførte Ord pasje faavidt fammen måd de hjemlige Former, at de ifte falde Follet dejværtige eller forfiyrre Vegrebet om Eprogets Regler. Vi have flere fremmede Ord, end di felv lægge Mærke til, endog i vor fimpleke Hverdags-Eale (. Er. Vrev, Vers, Rote, Non, Mil, Par, Bund, ffriva, fiqne); men de hindre os ie, fordi de ere lige faa lette og betvemme fom vore oprindelige gamle Ord. Der er ikke noget fødende eller bejværtigt ved faadanne Ord, fom fun have en Stavelfe eller to, naar de forøvrigt have en bjemlig Betoning og fedvanlig Lydftilling; f. Gr. Form, Stil, Tone, Mesja, Kasia, Pris, Part, Ref, Lifta, Tatt, Palt, Frukt, Mina, Puls, Rerve, Lina, Lampe o. f. v. Og naar Lyden ellers er let og fimpel, er der bøller ile noget fynderligt fødende ved Ord med tre eler fire Stadelfer, naar de babe Tonen paa tredie Stavelje, og faaledes ligne vore fam menfatte Dd; f. Gz. Wpothel, Barometer, Katalog, Magafin, Byramide, Aven fyr, Tefamente. Saaledes beller ifte ved treftavede Ord med Tonen pan anden Etavelje, da ogfan diske ligne en Deel af vore fammenjatte Ord (8 63); i. Gr. Ypoftel, Erempet, Regifter, Eramen, Artifel, Kapittel, Minifter 0.1. 5. Disfe Former ere altfaa itfe til nogen for Uletlighed, forjaavidt fom be itte tomme i BWeien for lignende hjemlige Ord, faa at de enten kunde fortrænge bisfe eller ogjan forfturte Begrebet om Ordenes Slegtitab. Naar derimod Erdene habe andre Former end de her betegnede, ville de fnart blive befbærlige og fødende for bor naturlige Opfatning. Allerede de toftavede Ord ere til Uleiligheb, hvid de endelig fulde have Tonen pan den anden Etavelie, f. Gx. Figur, Natur, apiz, Mancer, Model, Perjon, Roman, Planet, Minut); ti her vilde di enten have en Stavelfe til (f. &r, Planeta), eler ogjaa vilde bi hane Tonen paa førte Stavelfe. Ifer er der noget ftodende ved de Ord, jom have en færtt betonet Volal i Slutningen, hvad enten de ere førte eller lange, i. Er. artic, Joee, Armee, Polite, Oetonomie, Øeografie, Mineralogie; ti det Hinger underligt for nordifle Øren at høre en fiært Betoning ban en faadan Stabelf, fom iffe tan betyde noget for fig felv. Gydbidere er der noget fødende bed Ord, fom have to eller ere karte Etavelfer jævnfides, jan at de betonede Puntter tomme for langt fra hinænden; f. Gr. Manufattur, Majoritet, Seminarif, Vræliminarif, Elektricitet, Mrifiotratie. Men allerværk blive faadanne lange Ord, naar de ogfan Habe nøget fremmede i Lyden, fan at felve Udtalen bliver tvivijom, i. Ex. Nationalitet, Eouberainetet, Urrangement, og ligefaa : Addition, Deputation, Konftitu tion, Vaccination, Katekation, o. J. 5, fom for en flor Deel ere aldeles uførnøbne, da man vel tinde lade fig nøle med bet tilhørende Verbum og en afledet Form paa ering", fom: Addering, Eubtrabering, Katetifering. Da forøvrigt er der noget bejværligt og modbydeligt bed alle de Ord, fom have em fremmed Sub, hvad enten de jan ere lange eller forte, Å. Ex. jalous, Jour> nal, Genie, Chausiee, Valais, Billet, Budget, Logis, Loge, Gage, Etage. Imidlertid er det itte alene Lyden og Betoningen, fom gjør alle faadanne rd bejværlige; de have ogiaa andre Ueiligheder, fom ere lige fan hore. Deres Rod er ubeljendt for Foltet, faa at man iffe har nogen Adgang til af flutte fig til Betydningen, men derimod altib behøver en Fortiaring. Der neft bar man ingen Regel for Bøiningen ved flige Ord; man haar i. Er forlegen ved Navneordene, da man itte veed, Hvad Kjon de fulle have, eler Hvad Fleertal man flal give dem. Desuben virte de ogfan flaveligt ved at førvirre Begrebet om Ordenes indbyrdes Slægtilab og om Sprogets Regler i Mimindelighet, jan at de derved jvælte den nedardede Sprogjandé, fom netop flulde fyre og lede Eproget i dets naturlige Fremvæst. Og endelig flade de derved, at de fortrænge adfillige hjemlige Udteyt, og hvad der man: fee er det værft, at de fandje Frembægten i den indenlandfle Ordbannelje og faalebes hindre Ewrogets egne Kræfter fra at tomme til fin rette Birk: fombe. Disie Grunde maatte være mere end nok til at bortvije alle jaa banne føbende Former og at forage paa at ombytte dem med et eller flere rd af hjemlig Mod, forfandidt jom Begrebet eller Meningen virkelig vehøbes. 151. De Forandringer i Formerne, fom hidtil ere omtalte, ere beels at anjee jom adfilte Former for to bellægtede Ord, og beels fun fom ligeftillede Former for et entelt Ord uden nogen Forandring i Betydningen. Derimod have vi mu at betragte et andet Slagå Formftite, fom netop medfører en vis Vending i Det entelte Drds Betydning, eller jom nærmejt betegner en Til: lempning til isje jæregne Forbolde, faafom Sion, Tal, Omfang, og be Bertil hørende Former ere de, fom fortrinligviis kaldes grammatifte Former. De dannes for det meite ved tilføiede En beljer (f. Ez. Dagar, Dagarne; domer, dømde), og tildeels ogjaa ved en Omverling i Rodvofalen efter de Regler, jom foren ere omtalte under Navn af Omlyd og Aftyd ($ 95—100). Subftantiverne, Abjettiverne og Bronomenerne have noget tiljælles i Bøiningen, hvorfor deres Formitifte ogjan jhndom benævnes med et eget Navn fom Nominalboining eller Deflination. Verberne have derimod en jæregen Boining, taldet Verbalbøining eder Konjugation. Abverbierne Have tildeels et Par Former tiljælles med jettiverne; forøvrigt have Partiflerne ingen Boining. 152. Af de foritiellige Delingsgrunde, fom Boiningsformerne rette fig efter, mærte vi forjt det jaataldte Kjøn (Genus), fom for bet forte findes ved Eubftantiverne, jaaledes at et Ord fin har eet Sion, og dernæit ved Adjettiverne, janledes at Ordet lemper fig efter alle Kjøn og tildels faar en egen Gndelje , for hvert af dem. Navneordenes Kjøn ere tre, nemlig Hantjo (masculinum), $Huntjøn (femininum) og Intettion (neutrum), fom i Drbbogerne fedvanlig betegnes ved den jørfte Bogitav af det latinfte Navn (m. f. nJ. Hantjønsordene kunne ombyttes med det Drd ,han", Hunkjønsordene med ,4o" (Hun), og Intettjonsordene med det"; desuden adffiles sKjønnene ogjaa ved den Artitel, fom Ordene kunne forbindes med, nemlig: ein" for Ganfjon, ,ei" for Hunkjøn og eit" for Jntetljøn. Noget Fellestjøn findes her iffe ved Navneordene; derimod er det Tiljeldet ved en Deel af Ajektiverne og Pronomenerne, at de have fanme Form i Hantjon og Huntjon og for en liden Deel ogjaa i alle tre Kjøn. Mm. Denne Stilning imellem tre Kjøn har fra gammel Zid havt Sted i alle beftægtede Tungemaat jaaveljom | Satin, ræit og fiere gamle Sprog. I et Bar af de nyere germaniile Eprog er imidlertid en. betydelig. Avigelje indtrandt, nemlig i Engelft, hvor de tre jon ere faldne jammen, og { Dan, for Hantjøn og Huntjøn falde jammen ved felles Urtifler og Endeljer, jaa at Begrebet af Dan og Hun hun adftiles, naar der tales om Mennefter og Mander. I Daniten er dette ogfan en Afvigelje fra Almnens Sprog, fom uagtet de felles ndeljev dog beholder den gamle Forjel imellem Hantjon og Suntjøn. At danne et Fæleskjøn af dise to naturlige stjøn og ved iden deraf ogjan have et Intetljør maa viftnot anjees fom en underlig Ting, og overalt man enhver Sammenblanding af Ordenes jon anfees fom en ubeldig ivigelje fra Sprogenes gamle Plan, fom nemlig fetter ledende og fuløje Ting i famme Rang, iaaledes at den forte Menge fordeles imellem de to naturlige Sion, medens derimod en Ref eller Ledning henføres til Yntettjonnet. Man vil lettelig jer, at dette er en for Fordeet ved den Sivligted og vegling, fom derded udbredes over Talen. Alerede faadaune Sætninger fom: Banden drev for Strømmen", eller: ,Vølgen log imod Etuden", og lignende, jones at tabe noget, naar Vegrebet om Køn tages Bort; og endru mere bliver dette Tilfældet i de Fgurlige Sætninger, fom indeholde en tydelig Dentydning til Kjøn, f. Er. ,Søvnen er Dødens Bro der", — bor fælles Moder Jorden, — Engen er Moder til Ageren*, 0.1. 5, Det vilde derfor være ilde, om der I dette Sprog fulde findes Spor tit nogen ært Nvigelfe fra den gamle Tredeling, eller nogen Hyppig Over gang fra de naturlige Ajøn til Jnteljøn. Men heldigvis er dette itte Ul fældet; den gamle Forftjel vedbliver fremdeles uforftyreet og underftøttes ved en ffarp Udjtillelje af Bøiningsformerne for hvert Køn. Entelte Afvigeljer fra Otbenes gamle fon ere biftnot at finde; men mærteligt not bekaae disje Afoigeljer ofteft I en Overgang fra Intetkjøn til Han eller Huntjøn, jaa at de itte tune figes at bære til nogen fynberlig Stade. 153. Navne, paa Mennefter rette fig fedvanlig efter det naturlige jon. De Venævnelfer, fom tillægges Manbdjol, ere jaaledes almindeligit Hanfjonsord; f. Gx. Mann, Dreng, Svein, Son, Maag, Bonde, Smid, Maalar, Mylnar, Fiskar, Sogning, Finn, Ryss 0. f. b. Bencevneljer for Kvindjolk ere derimod Huntjons: orb: f. Gr. Kona, Gjenta, Brud, Syster, Dotter, Frenka, Terna, Deigja, Døla, Vossa, Sygna, Finska, Svenska. Benvneljer, fort ere fælles for Mænd og Kvinder, ere jædbanlig Hankjønsord, faajom Erving, Umage, Make, Like, Kjenning, Skylding, Næste, Kjæraste, Gjest, Vin, Tenar, Gjætar, Tiggar. um. Herved findes adjtillige Undtageljer, dog itte mange. Blandt vinders Navne findes Inteitjønsordene : Vi, Kvende, Kvinnflk, og Han fjønsordet:: Kvemmann (8. 3. kvennmadr, if. Ungelj. vilman, Eng. woman), Hvor Ordet ,Mann* har den gamle Betydning af Mennefte, ligejom | ars mann" (8. R. karlmadr). Iftedetfor disfe Ord bruger man ofter Inteljønse ordene: Mannfolk, Kvinnfolk, føm dog egentlig betyde noget mere, nemlig en Dob af Mænd eller Kvinder, Et Par duntjønsord: Kjempa, Vera (Lage verja, Sandverio) bruges fæbpantig fun om Mænd. Ligegjældende for Mand og Kvinde ere Huntjønsordet : Menneskja (egentlig Menneffeflægten) og Intet fjønsordene > Menne ngmenne, Godmenne, Vanmenne, Ovmenne, Stor menne); Folk, Barn, Foreldre, Systkin (be to fide fun i Flertal; jf, Vitne, Talnøyte, Kvilenøyte. Gers er der ogjaa endeel andre Ord, jom egentlig itte betyde Perfoner, men fom ofte overføres paa Mennefler, uden Henfyn til Køn, og ere dels Huntjonsord, f. Ex. (ei) Krøkja, Leida, Uvyrda, Vitløyss, Agaloysa; deels Yutetfjonsord, fom: (eit) Narr, Tion, Skass, Uneyte, Uting, Ugrode, Ovrike. Manders og Vetters Navne ere ofteft Hantjønsord, jasjom: Alv, Draug, Derg, Gast, Jotul, Marmæle, Nykk, Rise, Tuss, Utburd. Undtag: Gyr, Hol der, Fylgja, Mara, Vett, fom ere untjon; — Troll, Vette, Skrymt, fom ere Jntettion. Sammenjatte Ord blive her forbigaaede, da Kjønnet retter fig alene efter Ordets fidfte Deel, f. Gx. i det ovenanforte ,Mannjolt". Ord, fom overgaar til et andet Kjøn ved Afledning (eler Motion), ville fenere blive omtalte under Orbdanneljen. 54. Ved Navne paa Dyr, Fugle, Fife og andre levende Stabninger er at mærte, at der tildeels gives jærftilte Navne for Han og Hun, og i dette Fald retter Ordets sjøn fig efter det naturlige jon; i. Gz. Hjort (Hantjøn), Hind (Huntjøn) Men i de flefte Tiljelde Har man fun eet Navn jor en enkelt Slægt eller Ari, og disje Navne, jom altjan omfatte baade Han og Hun, exe for bet mejte Danfjønsord; f. Ex. Ulv, Otr, Hare, Sel, Kval, Ramn, Stare, Sporv: Aal, Seid, Haa; Krabbe, Maur, Klegg, Makk, Snigel. Inbtageljerne ere imiblertid temmelig mange; ifer ere mange af Fuglenes og Fiffenes Navne henførte til Hunfjønnet, og blandt Vandjuglenes Navne findes næften lige jan mange Hunfjønsord fom Hanfjonsord. Sum. Nogle af de met teljndie Dyr have ei alene faaet fectilte Navne for Hantjøn og Huntjon, men tildeels ogjaa for Arten (Slægten) og for Fofteret, hvilte fidfte da ere enten Hantjøns- eller Intetfjonsord. me Santjo Hunt Bohr. Øst, m Det. (Fole Reve. Gia. Bal a Saud, nm. Beder, eh, Sowa Gumber. Sand, 0, (®t). Butt. Øeit. (Hadna). ti, n. Stat, n. (Buje. fe, Tior. fu. (Kviga). Kolb, m. evin, n. Galt, Rone. Su. Purta. ris, m. Hund, m. alte it, Bittia. Rvelp, m. Ratt, m. role. Sjetta, Købjo. Sjetting, m. Bjørn, m. Bjorn (Bjorntall. Bera, Birna. Dun, m. (Grabs. Rein. Simla. Rett, m. 3 Brugen af disje Rabne findes alligevel nogle befynderlige Afvigelier; faalebes bruges ,Geiter" og .Kyr" almindeligit fom Artsnavn, medens. dec imod ,Enud" pan de flefe Steder, og Yt" pan nogle Steder, netop an bendes paa Hundyret, altfan tbertimod Ordets sjøn. Undtageljer, fom hører til Intettjøn, ere foruden de awjørte: Naut, Evin, (Fvl, Kid, Lamb), ogjaa: Dyr, Fe, Beit, Hors, Erkn, Horn, Lemende (be tre fibfte filbeels Santion): og af Jnfetters Navne: Fivrelde, Flyge, My, Hat, Veitr, ref, Troll Blandt Undtageljer, fom høre til Huntjøn, martes: Gaupa, Motta, Mus, Stjaabengja, Mija; (Fugle): Araata, Stjør, Duva, Rjupa, Lo, Trana, Erla, Svola; Alka, Dunna, And, Ad, Gagl, Gas, 'Svana, Tema; (fle): Brugda, Stata, Styrja, toeita, Flundra, Brosma, Longa, övja, Sild, Gjedda; rybdyr): Vadda, Gro, Edla; Fluga, Humla, Sirisja, Slama, us, Loppa, Marflo, Konglo. — Det tan ellers anmærtes, at et Dyr fan babe to Navne, hvoraf det ene er Hankjønsord og det andet Huntjøns. orb; fanledes: Avitting og Wleitia, Auride og Kjøda, Aaborr og ruta, Ørashopp og Engipretta. Ligeaa at entete Ord ere vaklende i Køn, f. Ex. Øm, fom almindeligit er Huntjøn og tildels Hantjon eller Intetfjon. 155. I Mavnene paa de livløje Ting vil Fordelingen imellem de tre Stjøn blive mere vanjtelig at fortare. Man kunde vente, at be Ord, fom betegne victelige Ting (Sontreter), maatte dele fig efter en Forjtjel i Betydningen, Hvorimod de Ord, fom betegne Tiljtande eller Begreber (Abitafter), kunde hellere dele fig efter Ordenes Form; og for en Deel er bette ogjaa virkelig Silfældet ; men paa Grund af Begrebernes ftore Mængde og deres forjtjellige indbycdes Forbindelje ville de Regler, fom grunde fia paa Betydningen, hverken blive meget omfattende eller tydeligt abftite fra hverandre. 3 Almindelighed fan man viitnot fige, at Hantjønnet Hær tillægges jaadanne Ting, fom ere høie og fremragende, enlige og ufammenhængende, bevægelige og tortvarige, Gvorimod Suntjønnet ijær tillægges Ting, fom ere ub bredte og omfattende, forbindende og bejfyttende, rolige og vedvarende, medens Intetfjonnet fornemmelig omfatter de Ting, font ubgjøre en Masje, en Fleerhed eller Samling af lige Dele. Men i be entelte Puntter ville bisje Regler blive til liden Hjælp, da de idelig ftøde fammen imod hverandre indbyrdes og tilige mod visje andre Megler, jom grunde fig paa Drdenes Form og Alebning, jaa at de altid blive behejtede med adfkillige Undtageljer. Mum 3 det Gntette hunde dog følgende mærtes. Navne van Marker eller Jordhiylter ere oftet Suntjønsord, f. Ex. (ei) Eng, Mart, Heid, Lid, Stand, Myr, Øyr, Glenna. (Undrag: ein Bo, Hater, Hage, Vang, Voll Nabne paa Forheininger ere ofteft Dantjønsord, f. Ex. (ein) Aas, Haug, Kjøl, Soll, Rabb, Minde, Tind, ett, Stage. ndtag: ei Gag, Hø, Rive, Tuva; it Berg, ell, Ris). Navne paa Dybder ere oftere Huntjønsord, |. Er. ei Bott, Hola, Stor, Storta, Veita, Biota, — Træets. Navne ere ofteft Hanfjønsord, f. Ez. ein Wim, Apall, Dal, Hegg, Raun, Lon, Ore, Vider o. Å. v.; men nogle (ffær for. de førfte Trær) ere dog Huntjonsord, femlig: Fura, Øran, Bjørk, Lind, Eit, Bot, Dfp, Selja. (Sammenfatte med ,Tre* ere Intet» Hjønsorb). — Stytter af Træer henføres ofteft til Hantjøn, i. Er. ein Kjepp, Stol, Strange, Butt, AKubbe, Stav, Staur, Tein, Hun, Spon o. 1. b.; men brede eller meget lange Stytter have Huntjonsnavn, jaafom: <i Fjøl, Spit Stong, rode, Vidja. — Haand-Redjtaber af Tre eller Jern regnes ofteft til Hantjøn, f. Er. cin Kol, Hate, tniv, damar, Vaa, Sigd, Syl, Spade, Lgtel. Dog findes mange Undtageljer. — Baand og Fækedært regnes ofteft til Suntjøn, f. Gr. et Feftr, Gjord, Reim, Snor, Lellia, Lina, Lyftja, Hempa, Dont, Heipa. — Navne van Stof eller Materie ere sitet Intetljønsord, fan fom: Sam, Staal, Gul, Solo; Griot, las, Kol, Eyre. (Undtag: ein Malm, Ropar, Stein, Kalt; ei Flint, Tinna, Efjø). — Rabne paa en Masje eller Meangde af adftilte Dele ere ogjaa Intetfjonsocd, Å. Ex. Haar, Stjegg, av, Øras, Laub, Lyng, Tang, Nim, Sot. Dog findes mange Undtagelfer, fac: fom (ci) UL, Bjødr, Daa, Kjørr og flere; og blandt Ravnene paa fore SMasjer findes en for Deel Huntjønsord, jaajom: Dya, Duméa, Myria, Mjoll, pela. En synge eller tæt afflict Hob Har ofteft ef Hantjønsnavn, i. Er. ein Sop, Dunge, Muge, Lepp, Dott, Bafe, Floll, Stare. En lang Mad eller Kælte bar derimod ofteft et Hunkjønsnavn, fom: ei Rad, Rand, Breiba, Vinda, Reid, Streid, Strota. — Woftilige Natuvieninger faafom Jäs og Sree, 3b og Varme, Damp og Ad, have forfjellige Navne, fom ofteft ere Dantjønsord; f. Gz. ein Tele, Kate, Skare; Loge, Gneifte, Hite; Gim, Ange, Daam ; Dunt, Smell, Gny, om. — Navnene pan Fornemmelfer ere ofteft Hantjønsord, jaajom: Hunger, Torfte, Soi, Kjøl ul, Tunge, Harm, Anger. Derimod ere Ravne paa Sygdomme ofteft Huntjonsord, i. Ex. Sott, tt, Ros, Vola, Kolde, skills. — Navne paa en Afgift eler. Aftaaelje ere ofteft Huntjonsord, fom: Lon, Leiga, Gaava, Forn, Folga, Tiend. Ligefaa Rane ban en mundtlig Meddelelje, Tale, ttring, f. Ex. ei Bon, Maga, Reda, Gaata, Derma. Egennavme have jædbanlig famme søn fom det Fællesnavn, hvortil de nærmet maa henføres. Saaledes ere Øers Navne ofteft Huntjon (Higefom 2). f. 6. Senja, Leta, Skorpa, Selja, Herla. Fjordes Rane ere ofteft Hantjøn (ligefom Fjord), fom : Ramjen, Vanylven Gloppen, Gulen, Samlen. Uaers Nabne fedvanlig Huntjøn (ligefom Aa og Civ), f. Gr. Vorma, Otta, Begna, Etna, Vokta. — Bogftavers Ravne ere Hantjonsord, f. Ex. ein A. Dgjae naar et Deb nabnes fom et Navn, er det ofteft Majtulin, f. Ex. cin Men, ein Du. Dog findes ogfaa Undtageljer, faafom: ct tort Nei". Glters tan det anmertes, at een og famme Ting lan have to Navne med ulige jon, f. Ez. ein Belt, ei Grob; ein Aars, el Gruva; ein Soft, ef [oja Ligeledes at Ravne pan to lige eller modjatte Ting ofte fynes at være jammenfillede fom ct Par, f. Ex. Himmel, m. og Jord, f, Maane, m. og Gol, f, Dag m. og Ratt f, Fot m. og Hand 1, Kvit m. og Gretn, I. I flige Tilfælde foretommer det ofte, at Navnet paa den førhe Ting er Huntjønsord, og dette fan da jammenftilles med, hvad ovenfor er fagt om Navne pag Trae og entelte andre Ting, hvorefter det næften jer ud til, at man har tæntt paa en Moder med fit opbozende Mftom. Naar man træfjer en meget for Ting imellem abfiNige mindre, pleier man i pag at fige: , Vette maa være Moder til dem alle"; og det er ille umuligt, at en faadan Foreftilling tan Have hat nogen Indhiydelfe pan Ordenes Rion. 156. For en for Deel beror dog Ordenes Kjøn ikke paa deres Betydning men paa deres Form og Afiedning, hvilket og jaa er Grunden til adftilige Undtageljer fra de føromtalte Regfer. En vis Forbindelje imellem jon og Form findes allerede i de forhen (i $ 94) omtalte Intelljonsord, jom ende pan G og altid Gave Omlyd eller lind Volal i Roden, i. Gz. Snore, Sete Byte, og ligelebes i be Toftavelfesord, bois Rod fluttes med et 4" (f. Gr. Netja, Vida, Verja, Tilja, Mylja, Brynja, Semja, Evia), og fom næften alle ere Hunfjønsord. (Undtag Vilje, m. og nogle Ord med tj" og ,gj", iom egentlig iffe høre hertil. Sf. § 93). BForjaavidt Drbene iffe have nogen bejtemt Endelje, fones Formerne forøvrigt iffe at afgive nogen omfattende Regel ; og egent lig er bet fun be rb, fom ere afiebebe og have en abjtraft eller ulegemlig Betydning, fom her kunne komme i nogen færdeles Betragtning. De Toftavelfesord, fom dannes af Adjektiver og betybe en Ggenjtab, dele fig imellem Hantjøn og Huntin, dog faaledes at de flejte ere Huntjonsord, f. Gx. Kjæta (af taat), Villa, Leida, Meta, Vissa, Sela, Stilla, Fylla. Genjtaveljesord, fom dannes af Verber og betyde en Gjerning eller Tiljtand, ere for bet mejte Jutetkjønsord; f. Gz. eit Drag, Tak, Fall, Hald, Kast, Rop, Styr, Lag, Skin, Slit, Brot. Men herved er dog en Deel Undtageljer, da mange af disje Och henføres til Hanfjønnet, fjær de fom betegne en haltig eller kortvarig Begivended, f. Gr. ein Dett, Sleng, Støyt, Smell, Brest, Rykk, Trykk, Sukk o. f. b. De Toftaveljesord, fom paa lignende Maade afledes af Verberne, ere berimob for bet mefte Huntjønsord, i. Gx. som. oorvidt feloe Formen eler Lydftilingen alene tan anjees at veftemme Ordenes Kjøn, er vanfkeligt at fige. Nigtignof finder man, at de flee Dud, fom ende med: rm, im, af, if, nt, ng, ere Hantjonsord, i. Er. Stem, Salm, Vort, Voll, Bent, Streng; og at de flefte, fom ende med: ft, vb, tt, gb, gn, ere Duntjønsord, faafom: Kraft, Hevd, Vakt, Legd, Dan; men dette grunder fig dog for en Del paa Afledning, Hvorom nedenjor. Mere mærteligt er det, at de Ord, hvis Mod futter med en dobbelt Konfonant fær tt, fø, I, pp, bb, Ht, gal, ere fadvanlig Hantjensord, naar Ordet flutter med Ronfonanten, men derimod Huntjønsord, naar en Botal folger med, i. G ein Glaatt, ei Slaatta. Ii. Rull, Rulla; Snipp, Snippa; ofl, Sota. — I det Hole gjælder det, at Eenfiaveljesard høre for det mefe til Hantjøn og Jntettjøn, fan at de eenftavede Dunljønsord un udgjøre et lidet Tal imod de øvrige; Bed de Toftaveljesord, fom flutte med den anden Volal, man her hen vifes til det, fom forben er fagt om Cnbdebotalerne (i $ S1 og 82) at nemlig fun Huntjønsordene (og nogle faa Intettjonsord) ende pan %, og derimod de andre Ord paa €. I nogle Bygdemaal er A blevet til G, fax af alle tre Stjøn ere lige; dog mærter man en Foritjel i de Ord, fom have $ eller ® foroed Endevotalen, da denne Lyd er haard i Huntjønsordene, men blød (jom tj, gl) i de andre Kjøn; I. Ex. ei Tunge (for Tunga) cin Tungie 0: en Tyngde). I. $ 61. I nogle Bygdemaal gjor den faataldte Tiljevning en anden ftor Ufvigelje, idet en Del Hanfjonsord komme til at ende paa HA eler Ua (8 113, 115) 157. De tybeligite Regler for Kjønnet findes imidlertid ved de Navneord, fom have en Aflednings-Endelje med en eller (ul), ung, ing (tildeelå), ling, nad, str, og de fom ere fammenjatte med: dom, leike og skap (abftraft); f. Gx. Hamar, Tistel, Vondul, Aattung, Aaring, Vevling, Skapnad, Bakster; Ungdom, Storleike, Truskap. — Duntjønsord ere de, jom ende med et tillagt: 1, d, n, sl, sla, esta, ing (abitvaft) eller ning, og fammenjatte med: semd og løysa; f. Gz. Dypt (af djup), Høgd, Eign, Høyrsl, For sla, Tenesta, Vending, Setning; Langsemd, Modloysa. — Sutetfjønsord ere de, fom have de jjelbnere Gubdeljer: elde og ende, eller ere jammenjatte med: døme, lag, maal; f. Gr. Naaelde, Tarvende, Lunnende; Anm. Bed nogle af disfe Former findes dog entelte Undtageljer. San ledes er der nogle afledede Ord med dobbelt t" (Pratt, Flaat, Faatt, Maatt, Staat?) og nogle andre med 1. å og n (Beft, Burs, Sturd, Std, Med, Svemn) fom ere Hantjønsord. igejan findes nogle med t (fom Fro, Toot, Stumt) og nogle fremmede med ,el" (om Kvartel, Tempel, Ezempel), fom ere ntettjonsord. — Bed Formen 1" findes nogen Vatlen, da nogle hertil hørende Deb ere Jntetljønsord, fom: Reni, Stradi, Fengil; medens der: imod nogle blive oftere Benforie til Dantjo, janfom: adel, Fadil, Treng: fel o. fl, hoiltet biftnøt. man anjees fom en Forvanftning. — At Formen ing" bler fig mellem to jon, bar fin Grund { be forfellige Betydninger ; de Ord, fom betyde en Gjerning, henføres til Huntjøn, men de, fom betyde en Ting eller Becfon, blive Hantjønsord. (I. 8 89). Ogjaa ormen Rap" har flere Betybninger og entette Ufvigetfer i Kjøn, da nemlig nogle nere ud, fom betegne en Samling eller Fleerhed, henføres til Intetkjøn (ligefom i Dan, 1. Gr. Mannftap, Geiftap, Vorgarikap; desuden have vi ogjaa et ,Stap", fom betyder Stkiktelje (i. Gr. Fuglaftap), og dette er altid Jutettjon. Uf nye etter fremmede Endelier mærtes: heit", fom er Huntjøn (. Ex. fife), fut ,etfe? og xi", fom der lægges HL Intettjon (Å. Ex. Hendelje, iter. Ved Ord af fran og latin Oprindelje er den Uielghed at de enten vatte imellem to Søn eller falde over til Hantjøn; det fie ex Tie fældet med Orb paa: ion, ur og tet (f. Er. Sesfon, Figur, Vote fom egentlig tbe være Duntjonsord ligefom i de andre Sprog. Dette grunder fig viftnot derpaa, at man ar optaget disje Ord af Danften med Urtillen en", fom fer pasjer nærmeft til Hantjønnet. Gn lignende Paavirtning findes ogfan ved enfelte afledede Ord, jaafom de ovenanførte: Rædjel, Treng: fel og flere. Men i de mere oprindelige og Sjemlige Dxd er en faaban Efter ligning meget fjelde; og der er endog en betydelig Mette af Ded, fom her Have et andet jon end i Danften. Af Hantjønsord tan jaaledes anføres: å Seb, Sto, Spegel, Krofs, Vilar (Bæger) Volfiav, Kyis, Eull, Etøyt (196); Sivnad, Eatnad, Martnad; Neidjtap, Vinftap oa fl. Aj Hunljønsord mærkes Eotn, egn, Sold, Røv, Grm, Eneis, Krus, Maaltid. Af Intetljønsord (fom i Danft er Fællestjøn): Regn, Froft, Kaal, Tang, Lyng, Nyra, Milte, Gjenge, Frol, Narr, Rus, Vin. Ogjaa de nyere Ord med Formen ,elje" ere her Intettjønsort, fom ovenfor er omtalt. $ entette Bygdemaal foretomme rigtignot adfilige Avigelfer fra den almindelighe Brug af øn; men imidlertid ere. dog disje Avigeljer ikle fyn, berlig mange. Pan nogle Steder findes faaledes: 1) Hantjøn for Huntjøn bed Drdene: Gaatt, Hamn, Skjære; eller omvendt: Af, Havre, Hein, Meis, eit, rom, Vis, Øen. 2) Hantjon for Intettion: Bard, Fjos, Laas, Leir; eller omvendt: Finger, Grand, Dauk, Kveld, Os, Vlas, Sumar, Baar. 3) Suntjøn for Jutettiont: Yuga, Pura, Gil, Hjul, Staap; eller ombendt : Sy, Tjorn, Bot. De Ord, fom ende med ,Ioyja" (loyje), fynes ogjan paa nogle Steder at valle imellem Huntjon og Intettjon. (I det gamle Sprog findes baade löysi, n. og lösa, f. men det fidfte fjeldnere). Endelig maa det anmærtes, at entelte Ord ogjaa afvige fra det gamle Sprog i Kjønnet. Hankjøn iftedetfor Intettjon have faaledes: Adel (al) Anger, Haare (får, Gjelv (gjalfr, Strid, Kveld, Hauft, Vaar, Sumar. (Jf. Mord, ut, Bet) _Duntion for Intetfjøn have: Aa (aldin), Bragd, Gjeld, Gogn, Jol, Log, Luft (loft) Sp, Lon (loan), Raad, Sty, aar, Tidend, Sörend. (De flefte udgaaede fra Intettjonnets Fleertal pan Grund of en Sighed i Formen, Hvorom fenere). Andre Dvergange ere fieldnere, faafom Hantjøn for Hunkjøn i vert, Ufs, Glding; og omvendt (f. for m) i: Kraft, Ondr, Vogn; famt Intetfjon for Hantjøn i: Var, Dun, Mod, Sted (2: Am: bolt. Disje Avigelfer, fom tildeels ite engang ere almindelige i Landet, føtte fig for en før Deel til visje Regler, fom ere tortelig nævnte i det foreganende; og da de flefte af dem ere Overgange fra Intettjonnet til et af de naturlige jon, er der heler itte noget fynderligt Tab ved dem. Tal og Stillingsformer. 158. Den her omhandlede Kjonsinddeling ved Navneordene faar ellers en ftørre Betydning derved, at disje Ord Have visje færegne Bøiningsformer for hvert Kjon. For bet Forite mates her Taljormerne, jom ere to, nemlig Gental (singularis) og $leertal (pluralis), bviltet fidjte for en ftor Deel adjfiller Kjønnene ved feregne Endeljer. Dernæft mærkes et Par Skilleformer, idet man gjor Forftiel paa en ubunden eller ubeftemt Form for Ti genes almindelige Betydning, og en bunden eller betemt Form, foorveb Tingene faae en mere ferfilt Betydning; Her abjtilles Sjørmene tydeligit i Gentallet, Hvor den ubeitemte Form fan betegnes ved en forubgaaende Artitel ein, ei, eit ($ 152), mebdens Den bejtemte Form betegnes ded en Gndelje nemlig: ,en' (in) for Dantjon, ,1" (e) eller ja" for Hunfjøn, og et" for Intet Hon. I det hele have Navneordene jaaledes fire nødvendige For« mer, nemlig to for Gental (f. Ez. Dag, Dagen), og to for Fleer tal (f. Gr. Dagar, Dagarne). Ubjeltiverne have derimod et andet Forhold, da nemlig det famme Ord anvendes i alle tre Kjøn, og da jaavel Flertal fom den bejtemte Form jæbvanlig fun Geteg: nes ved en Gnbevotal. Anm. Den Endelje, fom lægges til Navneordene i den Geftemte Form, bar egentlig ogfaa bæret en Urtitel, nemlig: hinn, hin, hit, eler fom den og jan findes freben: enn, en, et. Denne Form hadde den fore Uleilighed, at Forffellen. mellem Hanljøn (Ginn, enn) og Gunton (fin, en) var faa den, at de i den daglige Tale maatte gante falde fammen; og denne lempe maa vijinot vere den fornemfte Uarfag til den Avigelje, fom det nyere Sprog Dar gaaet ind paa, at det nemlig oderalt har opgivet det fluttende ,M" i 'Duntionsformen og altfaa opkillet et nyt og ffarpere Stilemærte imellem de to Kjøn. Denne Sammenfætning af Navneordet og Atiflen er eders en Særegented for de norbifte Sprog, da nemlig de andre Sprog betegne den beftemte Form alene beb en egen foregaaenbe Artikel. (Eng. the; Tydik: der, bie, bag). I visje Maaber kan denne Cammeniætning have fine For: dele; men pan en anden Side er den ogjaa forbunden med ftore Ueiligheder, fom i det Følgende bil vifes. 159. Foruden disje nødvendigite Former har Sproget imidlertid ogjan havt egne Former til at betegne Ordets foritjel lige Stilling eller Forhold til de nærmejt vedkommende Ord i Eætningen. Disfe Former, fom man jæbvanlig falder Kaj us 6: Sul, Tilfælde), ere følgende: 1) Nominativ eller Hovedjormen, fom finder Sted, naar en Ting nævnes form ,Subjett" eller fom felvitændigt og virkende Led i en Sætning, altjaa fom Sætningens egentlige Dphav, eller det, hvorom noget bliver fat; — 2) Attufativ eller Modjaldet, fom finder Sted, naar Tingen er ftilet fom ,Dbjelt" eller Mod-Led eller nærmet fom et For: medl for Baavietnings — 3) 9 — ort Gammal gen er opitiltet fom et Gideled, fom vel itte bliver ligefrem pas. birtet, men dog ligefom berørt eller medtaget i den Virkning, fom ubgaar fra Hodedledet; — 4) Genetiv eller Giefaldet, fom betegner, at noget hører til Tingen eller er forbundet med den. Jmidlertid findes disje Former ifte ganfte adffilte i det nyere Sprog; Mhujativ er næften altid ligt Nominativ, Dativ er tildesls blevet forvanjtet, og Genitiv ev iffe meget brugeligt, undtagen i Sam menjætning. Disje Former kunne faaledes ie opjtilles jom tydes lig abitilte eller almindelig gjennemførte; men alligevel have de bog et fan betydeligt Maaderum i Sproget, at de ikke ganite hine jættes ub af Betragtning. Mum 3 ben Cætning: annen tot Etanen" er det førke Nominativ og det de Mufatio, men delte jer fig ile pan Ordenes Form, då de nemlig Gedde ligedan, om Forholdet er ombendt, f. Er. Gg fer Mannen" (Mita), eller: er ex Staben" Momin). I den Sætning: ,Mannen gav Deftom Heb" findes derimod en tydelig betegnet Kafus I Ordet , petom" Dati); 15 i Nominativ og Mfulati hedder det ,Hetarne". Tydeligit ade fitte findes disie Former i nogle Fællesord eller Pronomener ; faaledes: Rom. han, Gen. hans, Vativ honom, Af. han (el. fonom); ligefan: Mom. to (hon), Gen. hennar, Vativ henne, AL. hann (el. Henne). I Gammel Norfk maa de fire Kofus overalt adjilles, omtrent ligedan jom i Tybffen; dog er herved at mærte, at Orden for en flor Deel hade to eller flere Kafus, fom ere ganite lige. I Svenif og Danft ere de gamle Former for Rafus for det mefte bortfaldne; imidlertid har dog Svenften endnu en Mængde gamle Dativer og Akkufativformer i den fimplere Still, ifær I Bibelen og adjtillige Umueffrifter. Den Genitivjorm (med E), fom mi: 160. Mavneordene (Eubftantiberne) dele fig i flere Rek ter, fom have visje jæregne Former i Vøiningen, faa at be del funBe opitilles fom foritjellige Bøiningsmaader (Detlinationer); men alligevel findes der dog jaa megen Lighed imellem de Ord, fom høre til jamme jon, at det her bliver betvemmejt at dele Dedene i tre Retter efter de tre Son. Den meft omfattende Forftiel forøvrigt er den, af Ordene i hvert Kjøn aditille fig i to Afdelinger, huotaf den ene omfatter alle Gentaveljesord og alle de Ord, fom jlutte med en Konfonant (i. Gz. Dag, Morgon), medens den anden omfatter de Ord, fom have mere end een Gtavelje og ende paa & eller A (f. Er. Time, Kokta). Disje to Nækter adftilles for det forjte ved en foritjellig Betoning i den bejtemte Form (efter & 67); men tildeels adffille de fig ogfan i felbe Gndeljerne, og forfaavidt fom bette er Tiljelbet, kunne Drbene i den førjte Afdeling kaldes de ,ftærtes (eller. jtærfformebe) medens derimod de andre kaldes de ,ibage" (eller foagformede). Denne Forkjel i Formerne er ftorjt i $untjønsordene; i Danfjønsordene er Forffjellen mindre, og i Jntettjonnet er det fun nogle faa Ord, fom kunne regnes til den foage Bøining. Sum, Benconelfen ftert og vag, fom man nu, efter Grimms Gzempel, altid bruger i bet gamle Maals Grammatik, figter egentlig itte til jelve Drdenes Form, men hm til en vis Forjtjel i Boiningen. Man maa jaaledes ifte anfee alle de Ord, fom ende pan en Volal for at bare fvage", da vi nemlig have mange Ord, fom ende paa €, og fom dog egentlig høre til den færte Boining. Mavneordenes Vøining er meget forftjelig i Vygdemaalene, jan at det ber bliver nøbvenbigt at næbne en Mate af afvigende Former. For en Deel funne bisje Afvigelfer førtlares fom Fortorminger og fumble Overgange i Dagligtalen; men for en ftor Deel grunde de fig heller paa en fortiellig Tillempning af de gamle Regler; man Har nemlig forføgt at flage to eller flere Former fammen til een, for faaledes at fan en lettere Boinings-Blan, men herved er man ba fommen ind pan forftjellige Veie, fom i. Gr. af nogle have bolbt fig meft til det gamle Nominativ, og andre derimod til Atujativformen. Maar vi nu fulle føre bisje forftjenige Planer tilbage til en Genbed og faaledes fun optage een Form for hver Stiling, maa bi hertil udvælge den Form, fom baade ligner den gamle mef og tillige tan bedk pasie fammen med de øvrige Former. Imidlertid maa Vygdemaalenes for felige Tilempninger ogjoa her anføres til nærmere Oplysning om den Plan, fom Sproget af fig fel» har fulgt. a) Hantjønsord. 161. Mavneordene af Hankjønnet (Maftulimim) foae i den bejtemte Form altid Endeljen ,en" og i Fleertal for det mefte ar'. De Ord, fom egentlig flutte med en Konfonant, have for den ftørite Deel en Boining, fom fan fremftiles ved følgende Gzempel: Gental. Fleertal Ubeftemt Form. — Beftemt Form. | Woefiemt Form — Befeemt Form. Rom.og Akt. Dom. Domen Domar. Domarne. (atv — — Dome. - Domom). Genitiv Doms. — Doma. S den beftemte Form i Gentallet Have bisje Ord altid det taste Tonelag, fom her hinde betegnes: ,Donren", , Done" (fortortet for Dom'enom). Flæertallets Former have derimod det jvagere Tonelag ($ 67). sum. Det er fanledes tun be fire nødbendighte Former (§ 168) fom tunne opfilles fom gjemnemførte og almindelige, og enfber af bisje omfatter to Safus, nemlig Nominatib og Afwfativ. Tildeels omfatte de ogfaa Dativ ; men i en for Deel af Sandet findes dog en egen Dativform gjennemført, dog fun i den befemte Form og ifte i den ubefemte. Derimod bruges Ge nitiv fun i ben ubeftemte Form og meft i Sammenjætning, f. Ex. Domé-dag og Domasbag. Andre Ord, fom kunne paste til Gzempel, ere: Vant, Aas, Mur, Sal, Stol, Stein, Saum, Heim, Stav, Hop; Odd, Fois, Hej, Arm, Eld, Kam, Knapp, Topp, Fugt, o. I. b. Ut nogle Ord have Genitiv paa ,ar" (f. Er. Ratt, Kattar-Elag), vil fenere blive omtalt. De Former fom førefindes i Bygdemaalene, ere: ental, Sieertal. Ubefemt 5. bh. 5. Damar (Rog. Tel. Hard). Dom (1. Doom), Doma (Berg. og Trond. Sift) Dome (Rog, Tel, SH, Ri) Domer (Eøndre Agersb.) (Gen. Doms). Dome (Str. Behemt $. om. og UL) Bf. Form: Dom'en, (Down, aabent D. Domadne (Sogn). Dom'on (Bald) | Domadn (Hall, Vald). Dowtnn (Rf, Shim. og fl) Domanne (meft alm). Dativ: Doman (Trond. Sift og 1). Don'em, el. Dow'om (Pfterdalen). | Domenn, sæinn (Gbr). Dom'i (Tel, Eogn, Rand). Doma' (Søndre Agersb,) Donte (gall, Bald, Gbr). Dativ: Domom (Trondh. Ett, Dow'e (Sat, Bos, RL). Nordre Agersh.). Dowa (Efi, Rf, Sdm, Krondh, Domo (Pall, Vald, Sat, Bois) Toten Hedemt) | Domaa (GL, fi, Som, Rom.) Dette man fammenlignes med Formerne i Gammel Rol, fom ere følgende: (ental ub. beftemt. Sleertal ubf. bekemt. Rom. dömr. dömrinn. dömar. dömarnir. att. döm. döminn. döma. dömana. Bat. dör (0) döminum. dömum. dömunum. Gen. dims. dömsins. döma. Øeraf fees, at Dobedformen (Rom) og odfalbet (WEL) ere i den fenere ib faldne fammen, da f. Gz. det anførte ,Dom'e" (= dömr) beuges i begge "Rafus tigefaavel fom , Dom". Dativet i Gental er overalt blevet noget for vanftet; 19t Formen: Donre (i, 3) fvarer egentlig til det gamle ,dömenom og itte til dome (domi). Denne fidite Form, fom er Hendelig ved it foagere Tonelag, findes tun af og til i visje Talemaader, f. Er. av Garde, i Stade, i Mate og fl. (Hvorom fenere). Imidlertid have vi dog ogjan den gamle Form med , tom" (no, naa), men fun i de Ded, fom ende med Nodvokalen, f. Er. Sjo (Sø), pan Sjo'nom (Sjo'no, Sjønaa); og disje Ord have da oftejt ben famme Form i Fleertalets Dativ, f. Gx. i Sto'nom, med Ljaa'nom (ligt i Gental og Fleertal. Den øfterdalfte Form for Gental er ogfaa tildels lig fyleertal, idet den kun fraffiller fig ved det flærte Tonelag (Dom'om). Den almindelige Form paa Å (Dom'a) er en Tilempning efter den foage Bo ning, oorom firng nedenfor. I de Ord, fom flutte med K og G, fhulde dette egentlig udtales fom ti og gå i de Former, Hvor et E (i, æ) paafølger Å 51), og faaledes tyder det ogjan i en ftor Deel of Landet, f. Gz. Dut, Dutfen, med Dufi'e; Skog, Stogien, i Stogi'e. Men Gert findes dog hore Ajvigeljer, da nemlig nogle Bygdemaal ogfa beholde ,1" I Dativet med A (fom her er traadt i Stedet for ©) f. Gz. mæ Duty, i Stogf'a (Nordre Vergenh., Sd. Ndm. og flere); medens derimod andre udelade dette ,|" ogfaa forded © og aitfaa fige Dufen Stogen o. f. b. (Sogn, Vald, Det). I Hall. og Gbr. findes ogjaa den Egen: Bed, at 1" beholdes forveb det blotte ,e", men itte forbed ,en', alfiaa: Stog'en, men: i Stogfe. 162. De Hantjønsord, fom ende paa je" og faaledes Have mere end een Stavelje, adjfille fig noget fra de foregaaende i (Gentallets Former, tær i Dativ og Genitiv, forfaavidt fom dette bruges. Deres Vøining (fom er den jaafaldte fvage Boining) fan fremitilles ved folgende Grempel: Ubeft. Form. " eft. Form. Ubeft. Form. Beft Form. Mom. og Akk. Ende. Enden. Endar Endarne. (Dativ — — Enda. = Endom). Genitiv — Enda. (Enda). Anm. Andre Ord, fom kunne tjene til Gzempel, ere: Maate, Faare, ole, Sole, Straale, Time, Love, Laave; Gneifte, Unde, Stalle, Boll agle, Grane, Stamne, Stolpe, Stabbe, Kubbe. De Former, fom findes i Bygdemaalene, ere: — 1) I Eental, ubeftemt Form: Ende. Genitiv Enda (utydeligt, da nemlig A gaar ofteft over til 6, f. Gx. Gmdetytt. Befemt Form: Ende el. Endin (med aabent i) opi, Gabinn (fe nordenfjelds). Datid: Enda (i be flee af de Ene, hoor Dativ bruges), Endam (Meldalen i Trondh. Stift, Enbom, el Endaam (Ramdalen, Pfterd., Endo (Helgeland) 2) I Fleertal findes famme Former fom bed Genftavelfesordene (Dom, i forrige 8) altfan: Endar, a, er, e; — Endadne, adn, anne, ann, enn og a; i Dativ: Endom, Endo, Endaa. ental, uk. Befemt 5. Fleertal, ubft. Beftemt F. Rom. endi (e) endinn, endar. endarnir, utt. ond. endann. enda. endana. Dat. ends. endanum. endum, endunum. Gen. enda. eadans enda. endanna. Ser er atter at mærte, at Hovebformen og Modfaldet ere faldne fammen, og at det nyere Dativ , Enda" ikte egentlig fvarer til det gamle , enda", men til Formen ,endanum", hvoraf ogjaa Formerne Endam og Endaam kunne førtlares. — Rogle Ded, fom i det gamle Eprog endte pan it" og havde Rært Bøining (. Ex. melir, hirdir, heri, have nu for det mefte fanet For men ,e" med vag Vølning, f. Gz. Dele. Dativ: () Mala. Dog findes entelte Spor af den fecte Form; jaaledes har ,Terce" (0: Tørring) i Genitiv: Terres, f. Gz. Terresdag, Høyterresdag. De Ord, fom have K eller G forded E (f. Gz. Batte, Stugge), have endnu i en for Deel af Landet den regelvette Udtale, nemlig med ," forded ©, men ifte foroed 3; altjaa: Baltie, Battien, Datid Vatta, Fleerial Valtar; Etuggie, Stuggien, Etugga, Stuggar. (Set, Boje, Pall, Gor, Ot). I nogle Egne findes derinod Avigeljer; pan nogle Steder bortfalder ,j" i alle Former, altfaa : Batte, Vatten ; Ehugge, Stuggen (Jndre-Eogn, Vald, Helg); paa andre Steder findes den Forvanftning, at i" bliver vedhengende ogjaa forved al i Dativ, f. Ez. paa Battja, I Skuggia, i Hagia (Sfi, Ni, Sdm, Mom). Det tan ellers ammøærtes, at ogfan det gamle Sprog Har en befon herlig Ggenged i be Deb, fom ende paa ,ingt" (f. Gg, ering, höfdingi, da nemlig bisje Ord overalt fane et tilføiet j (i) førbed A, endog i Fleertallet (erfingjar, böfdingjar. Diøje Ord hane rigtignot endnu paa nogle Steder Jor. men inge" (ingje), men almindeligt ing" med Færk Vøtning, og Bleertallet har, faabidt bides, overalt ef reent G uden j, f. Ex. 3 det Sondenfjeldite og I Trondhjems Stift findes ellers en betydelig Ufoigelje i de Ord, fom have den føromtalte Tiljæbning i Votaleme og alt faa ende pan M (§ 113) eller Na ($ 115), f. Gr. Haga, el. Hagan (for Sage, Sagie), Fola el. Faalaa (for Fole, anbent 0), da nemlig Endevotalen bed: Bliver uforandret i de forlængede Former (Haga'n, Folan, el. Faalaan) og tildeels endog, naar et A føles til, f. Ex. i Haagaxa (Dativ), Haagaa'ann (Bestia). Denne afvigende Endevotal Har bifmot fin Grund i det gamle Uttujativ paa %, jom faaledes fun er beholdt I de Ord, fom have en entelt Ronjonant efter en aaben Botal (. $ 113) og ite i andre Tiljalde. I nogle Bieldbygder (Tel, Hall) ender Hovedformen regelret pan & Å. Ex. Dage, Reve, Moje), men Genitivet i de fammenfatte Ord Har altid A ligefom i 6. 30), . 65. Haga-blom, Reba-flag, Moja-mart; hvilet itte finder Sted i andre Lydftilinger. 163. Mogle af de eenftavede Hanfjønsord adjfille fig fra be øvrige derved, at Fleertals-Endeljen faar Vokalen ©, ligejom i Hunkjønsordene; f. Er. Kvist, i Fleertal: Kvister (Sift, Stvifte), i den bejtemte Form: Kvisterne (Sbijtibne, Kviftenne, Kviftinn). Blandt bisje Ord ere nogle, jom ende med K eller G og have en lind Bolal i Moden, og disje Ord fraftille fig endnu mere derved, at de forbindes med Lyden ,j" i alle Former i Fleertallet; f. Gz. Øyk, i Sl. Øykjer (Øytje), betemt Form: Øykjerne (Øvtjinne, Øytjinn), Dativ: Øykjom (—0, aa), Genitiv: Øykja (eller fedvanligit med € for YA, f. Gz. Vylje-oll, Ogjaa i Gentallet findes Spor til et Genitiv med ,j", i Forbindelje med den gamle Genitiv-Gndelje ,07%, jom f. Gz. ved Ordet , Rygg" i Sammenjætninger fom ,Ryggjavtat' ; men denne Form findes bog fun ved faa Orb og lan neppe opftiles fom almeengjældende. Wam. Hertil høre henved 50 Ded, fom kunne opflles i følgende Or den (efter Udlydew): Sit (Farbe), Lut (Lod), Rett (om en Met Mad), Vref, jer, Sek, Kvik, RR, Lid (el. Led), Sid (el. Sed), Stad, Saud, Gris, Byl, HHL Styl, Bin, Teun, Løn (Tew) Øm, Bjørn, Km, Ven, Rev; — (med K op ©): Vet, Dot, Lot, Belt, Flett, Left, Sett, Drytt, Rytt, Ser, Vert, tit, Bent, Stjent; Hegg, Alegg, egg, Vegg, Rygg, Belg, Svelg, Dreng, Sleng, Streng, Veng, Styng. — Hertil høre ogja nogle Feertalsord, fom bruges til Benæbnelje paa Folk fra et vikt Hjemfied, faajom: Doles (af Dal), Gonder (af Fjord), Sygner (fra Sogn) Nører (fra Rorene I Eogn), Koemmer (fra Avam i Hard), Egder, Teter, Trønder, Verer (Baagværer og fl Vyge ger (Selbyggjer, Sparbyggier) Bed nogle Ord er Formen ellers vaklende, faaledes i, Bjørn* og Red", fom pan mange Steder have Fleertal med A (ar). Vaa nogle Steder findes flere Orb med HL. ban ,er", fom: Leiv, Dell, Famn, Veder, Beg, Teig, Kritt, Sit. Opjaa i det gamle Sprog findes flere Ord med FL. paa ir", faajom: dalr, salr, var, hamr, stafr; og babe nogle af dem været vatlende, f. Gz. hvalir og hvalar (92. g. Love 1, 252, 380). Bleertalsform med 1" fan mu fun opfilles fom vegelret for de Orb, fom lutte med og ©. Migtignok findes en lignende Form ved nogle faa andre Ord; faaledes : Hyl, Hyljom ; Vev, Vevjom; og HL. med ,1" og ,0", fom Ovljace), VBevja (Sdm. og fl), Bø, Bøja (Bofs); ff Reb, Rebjo-Stiun (EmaaL); men Bette bliver nærmeft at betragte fom Undtageljer for entelte Ggne. — at mange af de ovennævnte Ord have Genitiv paa ,ar" bedfommer nærmet Eammenjætningen. 164. Mogle Drb abftille fig fra de ovennævnte derved, at be fane Dmlyb ($ 95) i Fleertallet; dog ere disje Ord ikke mange. Nogle af dem fane i Flertallet den fulde Endelje er" (= ir) med foagt Tonelag ligefom de foranførte; faaledes: Son, Søner (G. RN. synir), Spon, Spøner; Taatt, Tætter; Vott, Vetter; Trom, Tremer (iffe alm). Mogle fane derimod ,e0" (— 1) med ftærkt Tonelag ($ 65), nemlig: Mann, Menner; Nagl, Negler; Fot, Foter; Traad, Trader; Fader, Feder (&. %. fedr); Broder, Brøder; Bonde, Bønder. Gt Par Drb beholde Dinlyben i Dativ (Fedrom, Brødrom); men be flefte gane tilbage til Grunblyben, faajom: Føter, Fotom (jf. Menner, Monnom), ligeban fom Suns Hjønsordene, hvorom fenere. ax nogle Steder findes flere med Omlyd, faafom : Stol, Stoler (Tel), Bolt, Beltjer (Sbm.), Bog, Boer, Hov, Høv'er, Sa, Sar; men disje fynes at habe mindre Grund. Feilagtige ere: Botn, Betne (Som), Toa, Ye (Efi), Stad, Steder (efter Danften). — Den ovennævnte Halolydsjorm: 'er før ;'r', Bar mange Moigelfer 4 Bygdemaalene, f. Ez. Menn'ur, Menn'ar, Menn'a, Menn ; Hvorom mere fenere. Det gamle Sprog havde imidlertid flere Mafkuliner med Omlyd, og deriblandt mange med en dobbølt Omtyd (a——e). Å. Gr. völlr, Gen. vallar, SL velir. (Dertil høre de ovennævnte Bott og Krom). Men denne Vining er mu gaaet af Brug, idet Votalen D (eller 2) i de flefe af disje Ord er bleven eneberffende (8 102) og Bleertllet har lempet fig eter Hobed-Megelen; f. Gx. Boll, Bollar o. f. b. 165. Gn anden Afvigelje i Fleertal findes ved endeel Ord, fom ende paa ,el" (og ul), idet Vofalen forved falder bort og Sonfonanterne faaledes fammendrages; f. Er. Tistel, Tistlar; Bendel, Bendlar; Lykel, Lyklar; Spegel (Spegjel), Speglar ; Tygel (Tye), Tyglar; Ongul, Onglar. En lignende Form findes ogfaa ved nogle faa Ord paa jar", fom Hamar, Hamrar; Anm. Entelte afvigende Former ere: Fetel, Fatlar; Kjetel, Katlar (itte almindelige); Morgon,- Mornar. Det fidfte Ord har mange Avigslfer i Taden, faaledes: Monnar (Tel), Mebnar (Hard., Menna (Sdm. og Å). Andre Former fom: Cislar (af Gitel), Seslar (af Eetel) og lignende, ere kun Udtaleformer. — %f de Drb, fom ende paa ar", e bet hu faa, fom lide Sam: menbragning i Fleertal; da be flefte, og deriblandt alle de, fom damned af Berber, Befolde fine Botaler, uden Fortortning; f. Er. Tenarar, Fiflarar, Særarar. Disje Former, fom kunne fynes at klinge noget haardt, blive ellers i Dagligtalen formildede derved, at det fidte R paa mange Steder bort» falder, og ialfald fjelden høres i den beftemte Form; f. Ez. Lærararne, fom almindeligit udtales ,Særaranne". 166. De øvrige Afvigeljer, fom findes i Hovedjormerne, ere at anjee fom ubetydelige Forandringer, fom nærmejt ved fomme Dagligtalen. Gt Par Ord, fom ende med Vofalen, nemlig Sto og jaa, have fæbvanlig et Flertal, uden ,2%, men det fynes bog rettejt at ffrive dem med ,er" (Sfoer, Stoerne) De øvrige af bisje Ord have Flertal pan ,a0" jom: Moar, Stjaa'ar, Byar. I ben beftemte Form af disje Drd tilføies ofte tun et 8" (uden ¢), faafom: By'n, Mon, Bøn; men det bliver dog altib tybeligit at tiljøie Formen ,en". Det jamme gjælber og faa om visje andre Forfortninger, fom Hamar'n, Fiffar'n, Him: ; mel'n o. f. v.; unbtagen forfaavidt man i Vers eller Riim kunde benytte bisje Former for Kortheds Skyld. nm. I de Ord, fom ende med ,n', bliver Endelfen ,n" paa mange Steder noget utydelig, da memlig begge isje Ronfonanter vile igefom de fammen; f. Ez. Stein'n, Mann'n, — Mt K og 6 bliver til," og ,gi" for bed ,en", eg forhen anmættet. I Hantjønsordene af den færte Bøining Havde det gamle Sprog et Hl fist ,r* fom Mærte pan Nominativ (. Er. dagr, hes, fukn); bog kunde dette ,r" blive tiljebnet eller fammenfmeltet med et foregaaende , 2 eller %, jaa at det enten bortjalbt eller dannede en bobbelt Konjonant; faaledes findes bobbelt $ i Gndeljen 11" (. Ez. lykill) og ligeledes 1" og nn" for fr og nr efter en lang Votal, f. Ex. åll (Mal, steinn (Stein), og dette 1" og sim" ar da rimeliguiis habt en egen Udtale (bl, ön) ligefom paa sland. Uf denne Form findes mange Levninger I Bygdemaalene. I de Ord, fom ende meb Robvokalen, findes tildeels et tiljpiet ,r" eller ,re"; faaledes: Stko'r, Enjo'r, Saa'r (Num. Hal), el. Sko're, Snjore (Sætersd,, Tel); Sto'ren, Saren (Hard, og 1); i Sætersbalen endog et nyere Dativ med ,r", altjaa: i Store, i Snjo'te. I andre Ord findes et tilfølet mat E (Halolyd) uden J, Gg, Dag, Gee, Sie (Eat, Tel, Sfi, Ri); if. Navnene: Knut'e, Sjur'e, Eie (Sdm.). Dette fan ogfaa findes i Ord, fom ikke have 7" i Ø. NR, f. G&. Fugle, Ramn'e, Sefs'e; faaledes ogjaa ved Endeljen el": r Gitile, Riftile, Fivile (St, Tel); jf. Aapaal'e (for Apall, Einir'e (Einer). Ordene paa ,el" fane ellerå paa andre Steder ,dl" (& 130), f. Ex. Hevedl, Tiftedl, Lytjidl (SHL, Ryk). Ord med L og N, efter en lang Vokal, fane bl" og ,bn" ($ 127); faaledes: Mad! (Aal, Etodl, Hædl, Tradl; He (Sein), Steidn, Raudn, Hudn (Hard, SHL, Myf). Vaa Steder, hvor ben novdenfjeldfte Udtale af 1" og ($ 39) er berftende, findes ogian et $ar Grempler paa denne Overgang, nemlig: Heinn og Sveinn; jf. Navnene Baal, Marteinn, Kolbeinn, Tosteinn (Shm.). Dise Former have dog mu ingen Betydning for Bøiningen, da nemlig den Kafus, fom de fulle betegne, itte længere abffiller fig fra de andre Former. 167. 3 Dotiv og Genitiv findes ogjaa abdftillige gamle Former, fom vilde have en ftørre Betydning, hvis de fandtes faavidt gjennemjørte, at de funde opftilles fom almeengjældende, Det føromtalte, Dativ med N (i. Er. Sjonom) er jaaledes mærkes ligt ved fin Lighed med den gamle Form; men det findes hun i nogle faa Drd og er desuden iffe almindeligt. En anden gam mel Form er Dativ med Omlyben D' (af A) i Fleertal, f. Gx. Monnom øf Mann, Bokkom af Baffe; men ogjaa dette findes fun i nogle Orb i en Deel af Landet. — Det forhen nevnte Genitiv paa ,ar" far berimod en førre Betydning, da det i en Deel Orb man opftlles fom almeengjældende, Hær i Sammen: fretning, f. Gz. Sonarson, Rettarbot, Skogar-teig, og i visje Talemaader, f. Gx. ein Fredar Mann (2: en rebens Mand). Denne Form gjælder imidlertid ogjaa for Hunfjønsordene og vil altjoa blive jenere omtalt ligejom et Par andre Genitivformer, fom ogfaa findes i Yntettjon. Sum. Dativer med N° foretomme meft paa nogle Steder, Hvor En deljen om" er fortortet til ,0" eller jaa"; faaledes paa Bojs: paa Ejo'no, baa Bø'no, me" Laa'no; — pan Søndmør : Sjonaa (og Sjønaa), Ets'naa, Saa'naa, Laa'naa; — i Valders: Sto'no, Laa'no. Vaa fidftnænnte Sted jones denne Form nærmef at tilhøre Flertallet; paa Sønbmør bruges den derimod Belft I Gental; janledes gjøres Forjel paa Bønaa" (Eental) og Boo" Ogjaa det Dativ, fom har Omlyden af A, fynes at være indjtræntet til de Egne, hvor Endelfen om" er fortortet. Enaledes i Valders: I Dølo' (af Dat) i Gøro (for Gordom, af Gard); paa Vojs: i Dolo (aab. o) i Goro, aat Kolvo (alv); paa Søndmør: I Dolan, i Goraa, aat Kolvaa, ant Mon: naa (Mann), vaa Mogae (ag), pan Vollan (Balle) mæ Kaambaa (for Stombon, af lamb), I Haambraa (for Homrom, af Hamar). Flere Gzempler pan Genitiv med ar" ere: AKofiar-helde Matarmaal, Bidarlafö, otnav-løbje, Dracttar-teim, Rattar-rova, Sjoar-is (Bois) Bentjargaava (Balders). Gers findes denne Form i en liden Rætte af Han: fjonsord, fom bog itte kunne omfattes under nogen beftemt Meget. De vig: tighe af dem ere følgende: Mat, Gut, Rei, Katt, Nett, Ko, Veft, Fred, Bib, Died, Wed, Sted, Veder, Mun, Son, Vin, Votn, Skog, Veg, Tog (2) Sot @®. Deng (GP, Rygg (af I mange Orb bliver ellers Formen utydelig derved, at ,ar" 168. De Navneord, jom høre til Hunkjønnet (Feminimun), abjfille fig i flere Former fra Hankjønsordene og dele fig desuden i to jorffjellige Bøiningsmaaber, fom finne faldes den ftærte og ben foage. De Ord, fom flutte med en Medlyd og jaaledes høre til den ftærte Bøining, have et Formitite, fom fan foreitilles ved følgende Gzempel : Eental. Flertal. get. Form. Bef. Form. set. Form. Bef. Form. R. og A. Skaal. — Skaali (t). Skaaler. Skaalerna. Dativ Skaalenne. — Skaalom. Gen. Skaalar. - Skaala. Mum. Andre Ord, fom tunne tjene HI Grempel, ere: Tid, Bub, eld, nor, Saal, Fil, Grein, Ban, Von; Ørend, Bygd, Son, Segn. ental, bet. §. Staal. Genitiv. Staalafe), tydeligit i entelte Sammenfetninger. Beftemt F. Mom. og AL). 'Staal (Sogn, Tel). Staale (Tel, all, Valb, Gbr). Staale (Set, Hard, Bojs, NHL). Staal'a (meft udbredt Stual'an (Sifer, Jæb, Ny). (Stual's (Eb). Dativ: Staat'enne, og Staal'tune (Sæt, Vojs, NHL, Sf, Sdm). (Staal'en (Hall. Vald, br. Blerta. UD. $. Etaoler (Dard, Ny. og 1. Etaalir (Mig, Tel). Etaalt (Dall. og 1) Staale (8. og ronbh. Stift. Beftemt 5. (Rom. og AL) Staatibna Sogn). Staalidn (Hall, Bald). Etaalenna (Dad, Vols, NY) Etaalenne, eller Staalinne (meft udbredt. Staalinn (Går. og Trondk. Stift. Dativ Steatom (Oplandene og Trond.) Stealo (Sat, Bos, Dall, Vald. Staalan (RSL, Sfi, Sdm, Rom.) it). ental ubft. Beftemt F. Som. skål skålin, (en) om skål skålina. Dat. skål skålinni, Gen. Blerta ubft. Bent 5. skålir (er). skålimar, sår skåle, skålunum (onom). skåla. Deraf fees, at nogle Former ere godt vedligeboldte; ijær er Dativet meget fuldlomnere Jer end i Gantjønsordene. Derimod findes en betydelig Sfvigelje i den befemte Dovedjorm | Gentallt, Hvor det gamle Sprog havde Gvdeljen in (eller en), f. Er. ættin, tidin, sdlin (eler. ætten, tiden, sålen), da nemlig det fluttende 3 er overalt bortfaldet, faa at Formen ender med Vola len. Det famme er ogfaa Tilfældet i de foagformede Huntjønsord (hvorom nedenfor), famt i Suntjønsformen af Adjeltiver paa en" (f. Gz. liten, Ht) og af enfelte andre Drd paa ,n" (fom: hi, mi, bi, få, ei, Ho); det vijer fags 141 . : Tebes en tydelig og gjennemganende Plan til at adffile Hunkjønsordenes former fra Dantjønsordenes. At genoptage det fluttende ,R" (f. Er, Saar lin, el. Staalen) jom ved førte Piaf maa fynes at være bet rettefte, har faalebes meget imod fig, fordi det netop firider imod faadan almindelig Plan. Den nærmefte af de brugelige Bormer er egentlig den med ,e" (Staal); men denne Form er ubetbem, fordi der er fan mange andre Former, fom ende paa ,e", og fordi den jæregne færte Betoning, hborded denne Form ad der fig fra de andre, itte fan betegnes tybeligt i Skrift. Formen med i" er : eller itte meget befbem, men har bog den Fordeel, at den adffllr fig fra andre Endeljer, ligefom den ogfan Har nogen Lighed med Ordet ,6i* (Him), i fom denne Gndelje nærmeft man henføres til. ($ 198) Formerne med i, e og æ, ere eller fun at anfee fom forftjenig Udtøle af cen og famme Endelfe. Formerne med a, aa og o, ere derimod noget andet, nemlig en Tillempning. efter den fvage Boing, Hvorom nedenfor. Dog hunde maafte den almindelighe Form med ,0" (Etaala) opfattes fom en Mindelje af det gamle Uthwjativ(Staalena) med udeladt N. Dette Geftyr tes bderded, at de Ord, fom ende med Robbokalen (f. Er. Bra, Klo, Øh) have i mange Dialekter et vedhængende R i den befiemte Form; f. Er. Bnrna (Rög,, Sfi. ogfaa Hard.) Vru'naa (Stav. Amt, Sogn, Sd.) Bruno (Skl); ellers ogfan: Bru'ne, Brune (Set, Hard, NO), og foruden R Brut (Tel, Sogn), Be (Gbr) Bru'a (Trondh. Stift og flere). Mærteligh ev ellers Forholdet ved bisje Ord I Hallingdal og Valders, hvor nemlig et R er lagt til Roden af Ordet og medfølger i alle Former, f. Gz. Pun (for 20), bit. F. Øy'ne; Dativ Dyn'; Flertal: Øy'na (d. e. Der) Sk. 5. Øynadn, Patio Dymo. Her bliver ,K" at betragte ligefom det tillagte ,T" i nogle Sntetjønsord, i. Gz. Trett'e for Tre-et ($ 126). De Ord, fom ende med K og G, fane fom fædbbanlig Lyden ti og gå forbed ale Gndeljer med ,e" eller i", f. Ex. Mart, Markji, van Martjenne; FL Marljer; derimod Dativ: Martom, Gen. Marta (. Ez. Marta-Bidb). Sen paa nogle Steder findes dog befynderlige Afvigelfer i den beftemte Form i Gentallet; faaledes: WMartfa (Nordre Berg. og Trond. SH) Mactfan og Martfo (Sad, Ry, SGL); og derimod: Mark (Sogn), Marke (Balders), Marta (Drkd, Søndre Agersh), I Hallingdal og Gbr. høres," og ef" forbed et fluttende ,e*, men £ og g forbed ven", (f. Ez. Maske, paa Morten; Eagi't, pan Sagen. Qæbnfør Dativet af Maftulinerne, $ 161). 169. De Hunfjonsord, fom Gave Gudevofalen A, adffille fig meget fra de foregaaende og hade en egen Bøining, fom fan falbes den fvage. Deres Former kunne betdemmejt opjtiles fom i følgende Gzempel: Gental. Fleertal. pel. Form. et. Gorm. | Melt. Form. et. Form. R. og Å. Visa Visa (n). Visor. Visorna. Dav — Visonne. = Visom. Gen. Viso (Viso). nm, Andre Ocd til Ezempel ere: Øaata, Sida, Baara, Dyna, Gaava, Tuva, Kaapa, Luta, Muga; Hetta, Rita, Kjerra, Hella, Tavla, E Stjeppa, Klubba, Bretta, Klokka, Vogga, Tunga. De Former, fom findes i Bygdemaalene, ere: . Cental. Fleertal. Ubft. Ubdejtemt Form. (MR. AD). Bijor (Hard), Vifaar (Helg.). Bila (fra Sogn til Life, fe $ 81. — Vilur Mög, Tel). Bife (Gondenfields og videre). Blju (æt, Shum, Hall). if Erondh. Stift). Siv (Sald, Ghr, Ortd. Genitiv: Bifo, el. Bifu, i Sam- | Vijaa Ndm., Indherred, Nambd.). menfætning, f. G5. Bifotone. | Bila (Føien, og. i Nordland), (Hard). Ellers: Ve. Bifer Kyi, Søndre Agersk). Bife (Berg. Stift. Befiemt F. (Rom. og ML). BWeftemt F. (MR. ) Bifa (Sondenfjelda, Trondb. og fl) | Bifonna, unna (Hard, Bijo (Bojs, Hard, SHL). Sifudn (Dall, Vald). Bian Jæd, Ny, ML, Sogn, Sdm, VBifunne bg, Tel). 3 Roms, Noon). Bifunn (Gör, Ork). Bifaan (Rom. Indb., Ramby). Bifan (Fofen, Nordland). Dativ 2 Bifenne, ebna (Sogn, Vols, RL). Bifunne, sonne (Setersd.). Bifenne (flere tebe, Bifenne (Berg. Stift). Bifun (Hall, Bald, Br, Ort). Dativ. Bifaan (Rdm., Inbherred). Bifom, 0, aa (jom be forrige Ez). ter bet gamle Sprog ere Formerne følgende: ental, bit. Beftemt. Øteertal, ubft. Beftemt. Rom. visa visan, visur (or) visurnar. st. vise (0) visne. — | visar (or). visurnar. Dat. vist, visunni. visum. visunum. Øen, visu. visunnar. visa. visnanna. Der findes. atter den famme Avigelje jom i den færte Bøining, at nemlig bet uttende NM i det befemte Gental (G. N. visa) overalt er bort: faldet. aligevel have dog be fle Bogbemaal en Forfjel imellem ubeftemt op beftemt Form; der, hvor den førte Har %, -har den anden offeft O eller Ya, viltet viftnot er den gamle Uttufatibform, fom jaaledes er fat ind i en uy Stiling; hvor derimod det fluttende AX er fvættet til , bliver A fædban lig beholdt i den beftemte Form. (S. § 112. Men det er her at mærke, at M er ligefaa nodvendigt i den ubeftemte Form fom i den beftemte, og at Sprogets egne Lybregler netop hvæve en hamd Vokal i denne Form, oittet tetteft fan fees af de Ord, Hvis Nod ender med $ eller G, da nemlig bisje Dm beholde denne Konfonant uforandret; have de hamdt K eller G (. Gr. Rotte, Tunga), da beholde de det i alle Former; habe de derimod ff" eller i" (f. Er. Gitja, Enettja, Brygala), da bebolde de dette i alle Former; og Dette. bifer netop, at alle Former fulle ave haard Gndedolal og alt faa itte noget ©. Mu er der den Uleiligded bed den beftemte Form, at den gamle Endelje ,an* er banftelig at optage, forbi den feber imod den før: omtalte almindelige Blan I det nyere Sprog; ogfaa Endelfen ,0" (eller ,aa*) fynes her at habe meget imod fig, og endelig Bar Gnbeljen ,a" den Ueiliged, at beftemt og ubeftemt Form blive lige. Uligebel fynes bog denne Form (meb a) at vere den bekvemmefte, og dens Lighed med en anden Form fynes itte at medføre nogen betydelig Banfelighed. Som før er bemærtet ($ 82) tjønsorb paa I (€) f. Ez. «6, gledl, kets og bisfe havde da en anden Boi ning, fom lignede den flærte. Deraf findes nogle fan Sebninger; joaledes I Rorbbordland. Eve, Bf. §. væ; Feit, OR. §. Feite; men pan andre Steder. ave de fong Bøining; fanledes i Dard.: Ava, hk. Wvo; Ølen (0. 9. gled), SR. Gleo o.f. b.5 og I det hele er Forholdet ved disje Ord Slevet forbunttt, fan at det nu fynes Ged af henføre dem alle til den foage Bo ning, 3 Det Sønbenfjeldite og I Trondhjems Stift findes. ellers en betydelig Mette af fvagformede Hunkjonsord, fom have faaet Tiljevning i Votalerne 0g faaledes ende pan D eller UI ($ 113) Disfe have da en egen Boining i denne Deel af Landet: f. Ez. Furu, bt. F. Furo (el. og AL) eller Furua (Søndre Agersh); + Fleertal: Furuer Rommerige og fl), Furu (Stordalen). 3 Genitiv (eler Enmmenfætningsformen) bebbliver Enbdevokalen ufvættet, i Gr. Bumudtog, Gojo-band; jacledes endog i Telemarken: Eogwmann, Vile fal, Eoipustaft o. 1. b.; medens derimod Ord af andre Lybfrillinger fane ,e", f. Gr. fifterlaas, Motte-fireng. — Ultfaa et lignende Forhold fom i Hantjøns: orbene med % ($ 169) 170. Blandt Hunkjønsordene af den ftærke Boining ere nogle, fom afvige fra de øvrige beri, at be i Flertallet fane Gndelfer med 9 (ar) ligejom Hanjonsorbene; f. Gz. Ely, i Fleertal: Elvar, Bit. $. Elvarne (egentlig: Gloarna). frajfille fig endnu mere derved, at be oglaa face et tilfoiet ,i i alle Former i Fleertal; f. Ex. Klyv (lov), Fl. Klyvjar, Klyvjarne; Dativ Klyvjom. Men bisje fidjte Ord ere meget faa, og nogle af dem ere fun lidet betjendte. Anm, Til denne Mælle høre alle de Hunkjønsond, fom ende paa ing", f. Gr. Føring, Sending, Bending, Retning, Kjerxing. (Altjaa Fl. Føringar 2. f. 5). De Genflavelfesord, fom høre hertil, ere henved 50; fjaaledes: Ht, Heid, Herd, Byrd, Sild, Grind, Hind, Strind, Flis, Eneis, Røys, DI, ax, Myr, yr, Røyr, Merz, Sætr, Aadr, Livr, Nævr, Gymbr, Gygr; Geil, Soil, in, Lein, Kvern, Reim, Rim, Com, Mjødm, Kleiv, Ely, Rip, Greip, Brit, Epit, Vit, Helg; Øy, Moy. Og med i" i Fleertal: Fit (FL. Fitiar), Vid, les, Ses, Stiel, Koy, Gog, Eng. Hertil hører vet ogfaa: Il (: Fodjaale), fom tun bruges i Fleertal (Ajax) og ofteft opfattes fom Dantjønsord. 3 det Eøndenfeldtte bruges adffilige af disje Orb med Fleertal paa er", f. Gx. Har (paa en Band), Fl. Aarir (Tel), Aare (Bald). Paa andre Steder findes derimod flere Ded med ,a7", fnafom: Lid, Bygd, Fjøl, Tjørn (Røn) Seng (Fl. Sengja. De Ord, fom fane Omlyd, have i det Sonden fjelbfte ogjaa Flertal med I (om Mot, Hota); men disfe høre itte hertil. Ordet Dyr (en Dør) har paa nogle Steder Fl. Dyralr), og det feer endog ud til, at Flertallet egentlig Fulde hedde Vurar. En lignende vige finder Sted ved Ordet Merr, fom i Bergens Stift har Fl. Marae (ff. G. N. marar i Gulatbingsloben, Sap. 225); ellers fæbvanlig : Merear. Det beftemte Hleertal fulde egentlig ogfan her have Eudeljen ,n0", altfan: arna; men denne Form bruges itte. Endog i Hardanger og tilgrændfende Egne hedder det: Øyanne, Elvanne o. f. v. Dette grunder fig paa en vis Vellydsregel, hvorefter en Endelfe ille ffal have mere end eet ja'. Mere Herom under Adjettiverne. 171. Blandt de Ord, fom have en haard Vokal i Roden, er der nogle, fom fane Omlyd i Fleertallet, og tilligemed Om: fyden faae de ogjaa for det mejte en lidt afvigende Endelje, nemlig re" meb en foregaaende Halvlyd ($ 65) eller et uvæjentligt ,e%, fom neften funde udelades. De flefte af dem have den fedvan= lige linde Omlyd: an til æ, o til ø, eller u til y; og bisje Ord fane da for det mejte fun Omlyd i Fleertallets Hovedjorm og ike i Dativ; f. Er. Rot, FL Roter (øk), Dativ Rotom; — Bok, Boker (BoP), Dativ Bokom. De Ord, fom ende med Rodvoka= len, fane i Fleertallet fun cr" uden Halvlyd; f. Er. Taa, Tar; Klo, Klor. — Nogle andre Ord have derimod Omlyden: o til e (begge aaöne); i bisje Ord er allerede ,0" at anjee jom en Omlyd af % (i. $ 98), og dette oprindelige A kommer derfor fundom frem i en af Formerne; f. Gx. Tonn, Fl. Tenner (Tenn'r), Vativ Ton» nom, Gen. Tanna (f. Gx. Tamna-vert). Men ved Siden af disje Ded er der ogfaa nogle, fom allerede i Fleertallets Hovedjorm ombytte O med A, og i dette Tiljelde indtreder den fuldlomne Gndelje med er" (= ir) og itte Halvlyden; f. Gz. Ogn, FL. Agner; Oksl, L. Aksler; Nos, $l. Naser (ogiaa Rajar). ImidTertid eve bisje Ord fun faa og tildeels vaklende. Den ovennævnte Endelje med Halvlyd findes ellers ogfaa ved nogle faa Ded, fom Gave lind Vofal og altjoa iffe Omlyd; faalebes Geit, FL. Geiter (Gjeikr); Ert, Fl. Erter; Syster, Fl. Syster (Syjf'r). Anm. Ord, fom høre til denne Mæfte, ere følgende: 1) Med Omlyd til æ 0 4: Bot (FL. Vøter), Not, Rot, Naatt (meft alm. Natt, FL Meter), Dotter (SL Detter), Moder (Fl. Møder), Glod (Gløder), Gas (Gjæjer), Lus (vier), Mus (Myfer) Grob (Grøver), Bol, Brot, Raat (æter), Staat, Lang, Shag; Bla (Fler) fran, Nan, Efron, San, Tea; Flo (ler) Gro, Ko, Mo 0: Plade) To (3: Græsplet), Ku (Fl. Kyrk Paa enkelte Steder findes ogfaa andre Ord med denne Omlyd, faafom: Klot, Slaat, And, Flod, Raas, Maal, Brun, Grop, Vraa, Aa (Er), Baa, Kro, Bru. — 2) Med Omlyd til e: Und (el, Ond, FL. Ender) Hand, Mand, Strand (8 102, Gron (el. Gran, § 48), Bonn, Tonn, Bomb, Wot, Dolt, Mort, Hont, Logg, Rong, Spong, Etong, Tong; ligefaa: Not 1: Rød, Stalfrugt, hvorom mere fiden. Paa entelte Steder ogfa flere Ord, fom: Det (— Get) Dos, Toll, OM, Etolm, Ålomb, Kopp, Tropp, Ofp, Drot, Blolt, Hort, Fong, Gong. (Weft i de fydligfte Egne). — 3) Med A i Fleertal og uden Halblyd: Kod (Rafer) Nos, Of, Gorn (omn, 3: Tarm), Dgn, Rob, Tord (: Trang). Vaa enkelte Eteber ogfan flere, fom: Flot (Flater) Kod (Mader, Jord (Jarder, i NHL. are, Jere), For, Stor, Evol, Gogl, Gron (9: Mule), Fonn, Avorn, Som, Etolm, Alopp, Tropp. Men | bisfe foe Ord er Boiningen forfielig i Bygdemaalene, faa at man ofte finder to eller tre Slags Fleertal, faafom: Bonner, Fanner og Fenner (Fenn'r); Tropper, Trapper og Trepper (Trepp's) Gter det gamle Sprog fulde vel bande disje og mange flere Ord have © (ø) i Gental og Mi Flertal; men den gamle Meget for denne Omlyd lan mu itte længere gjennemføres, ba nogle Ord have almindeligt optaget ,9" i begge Tal (fom Ford, Jorder; Alopp, Kopper), medens andre derimod have abet a" face Dvervegten (f. § 102), faafom: 10— not Grommatit sbenanførte: Sad, Gval, Kvann, Stam(m). Flertal med Halvlyd Ce), uden Omlyd, findes kun i faa Ord og er fjelden alminbeligt. Foruden de anørte: Gult, Grt, Syfte, tan enbuu file føles: inn, Send, Melt, Meit; og for entelte Ggne: Strind, Lind, Gi, Bjørk. (Det fdke har i Hall. FL Bjerka, altfan Bier») Disje Former vedtomme fun Udtalen, forfaadidt Flertal maa rives med er" ligefom i Ordene af den regelrette Bøining. Denne Fleertalsendelfe (,er" med Halvlyd, eller +) Har imidlertid en fag forftjellig Udtale i Bygdemaalene, at det ber bliver nodvendigt at opfille et fuldjtendigt Gzempel: Røt'er (Søndre Ag, Nordland). Soterna, § beftemt §, Hedder: Robus, sov (Hard) Rotenna (Sondre Ber). Rorar (Rbg., Tel). Rotanne (Ng, Tel). Rota (Set, Rum, Hall, Vald). — | RKoradn (Hall, Vald). Søte (Berg. Stift). Røkenne, "ne, «enn (meft alm). Ret (Gör, Ort, Ndm. og fl). Rotera (Indersen). Desuden findes endnu en Form med ,re" I nogle faa Ord, f. Er. Logg, BL. Legg're, bli. Legg'rinne; Vomb, Vemb're, Vemb'rinne (Edbm.), viltet nærmer fig noget til den nordretrondbjemjte Form: Røtera og det dertil hørende Dativ: Rorerom, el. Rotrom. — Det fan her bemærtes, at denne Hleertalsform fynes ogfan at have været forflelig i ældee Tider; i de gamle Etifter findes fedbanlig hm ,c" (. Gr. rætr) men tildeels er" og jur" (hvilet fdke tær er den islandfte Form) og endelig findes ogfaa ar" i visfe Haanbffrifter fra det Søndenfjeldkke, tær i en Lovbog fra Tunsberg, Dvorof flere Stytter ere aftrykte i Norges gamle Sove"; dog ave bisje Etrifter ei alene ,a7" i denne Form, f. Er. betar, hendar, merkar (I, g. Love IIL, 50, 89), men ogfaa i mange anbre Former, Hvor Bygdemaalene fun have et" eller 6" (Daldlyd). Da imidlertid Omlyden i denne Form tan anes fom frembirtet bed et gammelt," i Gndeljen (æe $ 97, bliver egentlig verten jur" eller ,ar" bet rette; men faadidt nogen otal her al rides, maa det Delft hedde er", da nemlig E faar nærmeft ved I. Men alligevel tjener dog dette © fun fom en fyldende eller ligefom indjhudt Botal (§ 64), og det Har faaledes ingen Virkning pan et foregacende $ eller G, fom i denne Form itte bliver til ,H" eller ,9j", men altid beholder fin hanede Lyd, f. Gr. Merler, Stenger. I de Ord, fom ende med Robvokalen, vedbliver denne Selolyd at være Langtowet i alle Former, og faaledes ogjaa forded en', f. Gz. Tærna (Tao), Alørna (Alo); dog undtages: Kyrna (Au), fom fedvanlig har tort Lyd (Aydb'na, Kynn'e, Sty), Lyden ,r" høres dog fjelden tydeligt; deels bort falder den ganfte (attfa: Tæ'ne, Aø'ne, beels gaar den over til en Syd af »d" (Tæd'na' Klodna), eller Isber fammen med ,n" til et ,nn", fom efter den norbenfjeldite Udtale lyder neften fom ,ngi" ($ 99), men alligevel er Volalen lang. Meærteligft er en Afvigelje i Hallingdal og Balders, hvor allerede et ,n* er tillagt i Hovehjormen, Å. Er. Kø'na (for Klor), bft. F. Klowabn (for forna), Jf. § 168, Wnm. Dog findes noget lignende ogfaa paa andre Steder fydligit i Landet; faaledes I Smaalenene: Klønna (f. Klør), Klønnan (for Risrna). S Bieertalets Dativ have disje Ord tildeels beholdt det gamle ,n* for ved Gndeljen om" (0, aa), f. Ez Rlonom. (Baa Shm. i AMonaa, pan Eaa'naa, aat Ku'naa o. f. 0.) Jf. Majtulinerne, § 167. Med Henfyn til Dmlyden eller Vølalen i denne Form findes ellers aditillig Ulighed. Nogle Ded have fon gammel Tid beholdt Omlyden i Datid, jnaledes: Mødrom (Moder, Dattrom (Dotter). Andre have derimod gjeniaget Grundlyden, og Dette gjælder endnu ved de flejte Ord, faaledes Røtom, Bolom (Drt.), Naattom (Rottaa, Sdm.) Men Forholdene er tildeels vatlende (f. Er. i Sdm. Krag, i Pativ: Kræ'nag, og Kraa'naa), og paa nogle Steder beholdes Dmlyden, i. Gg. i Gr. Rølom, Klø'om, Tæ'om, De Ord, jom have Omiyd til tage ofteft fit ,0" i Dativ, f. Gz. Fonnom, Doltom, Morton (jf. Hand, Strondom af Strand); imidlertid ere ogfaa disje Former paa mange Steder vaklende, 'og man figer f. Gx. hellere med Teng'om" end med Tongom*. 172. Øenitivet i Puntjonsordene ftulde egentlig Have fire Former, hvoraf to for Ordene af den fterte Bøining, nemlig ar" i Gental og a" i Fleertal, og to for de fvagformede Ord, nemlig 0 (u) i ,Gental" og ,na* i Fleectal; men den fidite af bisie Former fynes nu at være aldeles tabt. (Jf. § 169). De tre andre maa berimob anfees fom gjælbenbe, uagtet de ofte ere meget førvanffede i Bygdemaalene. De ere lettejt at kjende i Sammen jætningen; f. Gx. Solar-gang, Soknar-folk, Ullar-rayve; Alna-maal, Bona-bok. De Ord, fom have Fleertal pan ,ar" med ,j%, have ogfaa ,j" i denne $orm, f. Gx. Hesjar-stad, Engjar-gras, Skjeljasand. De, fom Have Omlyb, beholde Her Grundlyden, i. Gr. Boka-skaap, Ku-flokk (egentlig Suaftoff); bog er bette fun fjelden Tilfældet med dem, fom have Omlyben o—e (f. forrige §), fanfor Logg: Lagga-band; hvorimod be, fom have ,a* i Flertal, jædvanlig have ,0% i Genitiv, f. Ex. Akslabein (DGI), Agna-bing (Dan). — De Ord, fom ende paa A, rulle efter det foranførte fade Genitiv paa D (eller aabent II), f. Gz. Klokko-streng, Tungomaal o. f. b.; men denne Form flinger nu paa de flefte Steder fremmed, ba nemlig dette ,0" er enten ganite gaaet over til je", eller ogjaa fun beholdt i de Ord, fom have tiljævnede Volaler (efter & 113). som. Formene ,ar" og ,a* blive paa mange Steder utydelige der: bed, af ,00" gaar over HL ,0", hvorimod det egentlige ,a" gaar oder til je" ($ 119). Bedi er Forholdet I de fydveklige Egne, Hvor ,a" jædbanlig er bedligeholdt, og hvor enfete Former med tydeligt ,ar" foretomme, f. GE. paa Bojs: Ldaraajen, Kviflaraattungen, Sofnarelve Pan mange Steder liver bog Gentals- og Flerstalsbegrebet adfilt ded ,a" og ,87, f. Er. paa Sønbmør: ,Øyafolt" (Folt fea en entelt De) og ,Dyefolt" (Folk fra flere Der) Danbda-legg Underarm) og Handerlag (Hændernes Bevægelje. Mek alminde tig er dog den odenfor omtalte Overgang af ,0" til ,e", da nemlig dette o u) neppe Børes tydeligt pan andre Ekeder end i Hardanger, Hvor bet fynes at bære gjennemført; i. Gx. Selloberg, Kyrtjoveg, Støvotat. Søndenfjelds og i Trondhjems Stift høres rigtignot ofte ,0* og ,u" (Hofoband, Furufkog), men dette gjælder da tun for de Ord, fom hane en vis, beftemt Lydfriling, fom før er omtalt. Som afvigende Former for entelte Ord mærtes: Marar af Merr, f. Ex Maratviyt (B. Stift); Durer of Doe (Dox) f. Gz. Durarring (Tel. 00 fl) Ordet Rot (2: en Nod) har Nata, i. Er. Rataflog, Nataflal, NMatakjerne; det boles altjaa ligedan fom ,Tonn" op ,2og8", uagtet det I de ældre Sprog ar en Botal, fom farer til 11 (0) og le Kl A (Ang. hnut, hayt; G. T nur) Syre Genitiver med ," forelonme i entelte Liljelde; faaledes: Moder's (6. 9. mödor, et Ratres Tid, ei Markes Vengar. Saaledes findes I de telemartiffe Bifer: Maaltids Tid Qandhad, S. 119, um Kjempa's Li (£. 269), Sæge's Ord, >: Helga's Ord (2. 210). Men faadanne Former ere uægte og urigtige for Huntjønsordenes Wedtommende. 173. De Navneord, fom høre til Jutetkjøn (Reutrum), ad: file fig fra de andre Kjøn fornemmelig derved, at de ikke fane nogen Gndelje i det ubeitemte Fleertal. Have een og famme Boining, fom befvemmejt fan opitilles faafedes fom i følgende Exempel: Gental. | Flertal. ubeftemt $. Beftemt 5. | Ubeftemt F. Sefemt 5. SR. og M. Aar. — — Aaret. | Aar. Aari (1). Dativ Aare. = Aarom. Øen. — Aars. Aara. De Did, fom ende paa ,e", adjtille fig fra Genftaveljesordene i Betoningen, da de nemlig have det jvage Tonelag i alle Former; men forovrigt ave de ganffe den famme Vøining; f. Ex. Eple, Eplet; i Sleertal: Eple (Danit: bier), Epli (D. 2b: lerne). Å Genitaveljesordene er Tonelaget fterkt i begge de beftemte Hovedjormer (Aav'et, Sor, men derimod fvagt i de øvrige Former, faalebes ogjaa i Gentallets Dativ (Aare). Mum. Andre Ord, fom turne tjene til Grempel, ere: Los, Hus, Bur, Dyr, Haar, Bil, Maal, Tun, Bein, Brew, St, Rely; Loft, Ord, Bord, Sund, Biel. Og af Toftaveljesord: Sæte, Byte, Møte, Klæde, Enøre, Styre, Kvile, Bryne, Høve; Stifte, Belte, Minne, Vitne, Emne. øen, Steal. tee SD): bstemt 5. OR. LD): Øenitiv: ars. I Beftemt F. (Mom. og AL): Beftemt F. (Nom. og Al Aar'i (Sogn, Tel). Har'et (Smaalenene). More (Hall, Bald, Gbr.) Mav'e (alminbeligft). | Yar'e (RUL, Vojs, Hard, Sæt). Dativ: Mara (meft almindeligt). Mari (Sogn). Aar'aa (SHL, Ry, Jæb.). Hare (Dall, Bel. og ders (Sp). Mara (Trondh. Stift, Pfterd, Sdm, Dati fi, fi) Harom, o, aa, fom i de andre Kjøn. ental, ubft. Beftemt. Bleertal, ubft. — Beftemt. Som, år. rt år, årin (åren) ou. år. ari, år. arin. Dat. åri (åre drinu Geno) årum (om). årunum (onom). en. års. årsins. åra, åranna. Det fluttende ,t" i det beftemte Gental bortfalder næften overalt i Talen, men fan itte gobt udelades i den friftlige Form, da en Endelfe med ,e* fom Halviyd vilde Her blive befværlig, og da man ogfaa maa tage Henfyn til Ligheden med Adjektiver og Stedord, fom I Eenftavelfesførmen altid beholde st" (f. Er. fort, alt, fitt 0. f. 0). I det befemte Fleertal er rigtignot ogfan en Syd bortfalden, nemlig ,n* (Mari, egentlig Narin; men i denne Form maa man lægge Mærte til den almindelige Stræben efter en Lighed med Gentalsformen t Huntkjønsorene af ben hærte Vøining; der hor man ger: Soli, nov, ali, figer man ogjan: Nari, Hufi, SH; enbogiaa der, Hvor man figer: Cola, Snora, Raala, bruger man fadvanligkt: Nara, Hise, Sta Sum Gzemplecne vie, ere de to Former ogjan lige i Gammel Norft. Cfter det ovenfor anførte findes Her alligevet en Wvigelie fra denne gamle Regel, nemlig en Form med ,ann" eller ,anne" for Intettjon; og det merfeligfte er. at benne joigelje findes hm I den nordlige og den Mdligke Ende af Landet, og at den pan begge Steder er omtrent den jamme. Men paa disje Steder fyres der netop at bære en Tilbølelighed til ogjan at give Dunløné ordene Enbeljen sanne)" 3 be Drb, fom ende med Rodvotaler, findes ogjaa i dette Mon able afoigelje. I det beftemte Gental findes ofte et dobbelt I tilfsiet til Moden, f. Gx. Trett'e for Treet, Frette for Fræet (5 128). I Dativ + Bleertallet findes fundom det gamle ,n" beholdt, f. Er paa Knnom (aa Kne'naa, Sdm), paa Straanom (Straano, Vald.); derimod yberft fjelden i Eentallets Datto, 1. Er. med Hoyno (Honan, Som). Ordene Kne og Tre have i Han. 20 Bald. Flecrtallet: Anjon, Trjon (if. Formen «tri» + Landsløben, N. g. . 2 182); + beftemt Gorm Knjøn'e, Triowe (i Nummedal Aneo, Treo), sne har desuden opfaa i behtemt Fleertal: Ane'na (Sdm), og i Vatio: Knjø'no Vald, Hall), Knjo'naa (Sogn), Knoom (Gbr.), Njoo (Sætersd.). Jf. 6. M. knjånom. "Be Ord, fom ende med R eller G, fane fom fæddanlig Lyden Hi og gi, naar et ,e" paafolger, 1. 65. Satfe (Sot, Togfe (Toged; I nogle Bygde: mant ogfan, vor sa er tommet I Stedet for ,e" eller ,i* (Lofi'a, Kogf'a). Dette Å" bortjalder i de Former, hvor et oprindeligt D eller A paafalger, + Ez. Sotom, Tingom; Follaserd. Dog gjælder dette itte for de totavede Ord, Å. &x Site (Rilje, da nemlig bisje beholde I i ale Former, ali itm, Sesto, Staton. 174. De Ord, fom ende paa ,e*, have efter det foranførte egentlig famme Former fom Genitaveljesordene og maa faaledes henføres til den fterte Boining. Derimobd er der nogle jan Jntetfjønsord, jom ende paa ,0%, og fom fra gammel Tid have havt et Fovmifite, jom med vette fan faldes ben foage Boning. Deres Former kunne befvemmejt opftilles jaaledes fom i følgende Gzempel: Gental. Flertal. Ubekemt 5. Beem 5. Ubeftemt F. Befimt 5. 9. og Å. Auga. — Augat. Augo. Augo (n). Dativ Auga. - Augom. en. Auga (0?) | — Augna. midlertid ev denne Bøiningsmaade itfe almindelig i Landet, Hvorimod det almindeligite er, at disje Ord i Fleertal fane famme $obedjorm fom de jvagiormede Hunfjønsord; f. Gr. Augor, Augorna. Anm. De Ord, fom høre hertil, ere tun følgende: Auga, bra, Rows, Diarta, Otia, Noda, Nyfta, Gifta, Vaa entelte Steder findes dog nogle flere, faaledes i Hallingdal og Valders: Hovde, Horna, Gila, Aylla, Nyola, Fjetra (ville paa andre Steder helft ere Hunfjonsord). Entelte andre Jnietjons ocb, fom: Banga, Drift, Sjoa ere egentlig fortørtede (af Fangan, Drittan, Ejoan) og høre faaledes ifte hertil; alligedel findes dog Erempel paa, at de funne fane famme Bøtning; faalede Balders: Fanga, i Fl. Fango. 3 det gamle Sprog var Boiningen fom følgende: Rom. auga, angat augu (ago). aug (on) me anga sut. agn, ängun. Dat. anga. augann. angun. sugunom. Gen. auga. augans, sogn. augnama. bygder, fanledes i Balders: Augo (bank Øine) Sk. F. Yugo (8. Pinene), Bborded er at mærke, at «den fibfte Form faar I Stedet for ,ugon" paa famme Maade fom Vifa for ,Bijan* i Huntjønsordene. Vaa andre Steder bar denne Form rigtignot et ,n'; faaledes Augenna, ugens, Uugene (8. Stift, Augunn (Obr), aan, Man (Trond, Stift); men dette er netop famme Form fom t de fvagformede Suntjønsord, altjaa en Tillempning efter et andet Kon. I de nordlige Egne henne disfe Led endog ganfte gaae over til Huntjønsord, 1. Eg. et Nue, ei Øyre (Edm. og fl), et Slat' (Dd, elles findes de ogfaa fom Meutra pan ,e* med almindelig Vøining. — Det maa ellers bemærtes, at ogjaa entelte Intetfionsorb paa ,e? hanne fane fFleertal fom Huntjønsord; fanledes tildeeld i Teandh. Stift: Awa (Reber) og Klænn (Rlædemne) Stott, Ctytian, eler Stytrjaa, Styktjann 6: Etstterne. I Rummebal: Ale (Rieder), Mertju (Meter). Mertelig er Genitibjormen med N (Augno); denne Form, fom i de ældre beflagtede Eprog ogfaa fandtes i de andre Kjøn og fom netop var det tøbelighe Marte Haa foag Vøining, findes i Gammel Rorft fun I Huntjøn og Snisljøn, og i det nyere Eprog kun I Inteijøn. Ved Ordet Yuga findes den oftet I Gammenfætning fom: ugna-brun, Auqna-lot, Angnaftein; ellers findes ben fun ved et Bar andre Ord: Øyen (yenæ-taas) og Nyro Myra: talg), og er desuden itte almindelig. Forholdet er faaledes omtrent. det fomme fom I Evenft og Danft, hvor hun et Var Ord have Spor af denne Form; if. Event dguafien o dgonften, øronfjutdom og flere. 175. De øvrige Ord i dette Kjøn have det Cærmærte, at be ite face nogen Gndelje i det ubeftemte Fleertal, hvad unten Ordet ender med Konfonant eler Vokal. Saaledes findes heller ifte nogen lind Omlyd i Flertallet i dette Kjøn. (Ji. Tydit: Land, Länder). Derimod fan den Haarde Omlyd (A til D) finde Eted i dette jon, og efter en gammel Regel i dette Sprog jfulde egentlig alle de Ord, fom have A til Rodbotal, netop hev fane Omlyden O (ø) i Flertal; f. Gz. Bam, Born. Men denne Regel er nu fommen i Forfald, ligefom de andre Regler for den haarde Omlyd, faa at den neppe længere fan opitilles fom almeen= gjeldende. midlertid er den dog i en ftor Deel af Landet overholdt i de Orb, fom ende med dobbelt eller fammenfat Kon fonant; f. Gz. Vatn, Votn; Aks, Oks; Plagg, Plogg; Skaft, Skoft; Band, Bond (ubtalt Baan); Lamb, Lomb. Anm. I denne Omiyd findes atter en ighed imellem Fieertal i Yntets fon op Gental i unfion; thi eenfiavede Gunfonsord med UA (fom: Saf, Tatt, Hamn) fulde efter den gamle Regel itte have Sted. Men da jaadanne Regler fom bisje ere befværlige og forvildende for alle dem, fom itte ere vante til dem, unne de vanffelig oberholdes, naar Fleerheden af Folket ikte Længere følger dem. Meft omfattende er denne Regel i de fybligere Egne (Søndre Berg, Sogn, Vald, Hall, Tel. og Set), Boor den gjælder for Ord af de forijel« ligite Lydftllinger, 1. Er. Fat (Fl. Fod, Blad, Glas, Par, Svar, Tal, Tal, Sag, Slag; Saft, Vant, Spann, Gam, Staro. Paa andre Steder høres den fun i enfelte Ord og fynes tildeels at være fjelden. Det Oud, fom alminder tigft har Omlyden, er: Barn, FL Born (maaftee ftyctet ved Eremplet af det banfte: Barn, Born); alligevel hores dog tildeels i de øtligite Gane Fleer: tallet Bam" (Barna) Forfaaviot Regelen gjelder, er det ellers at merte, at Omiyden (0') altid medfølger + Fleertallets Dativ, f. Er. Vornom, Votnom, Olfom, Landom, Zombom o. f. 5, men derimod ifte I Genitiv, da denne Form altid flat have 3, f. Gz Barma-ved, Sandofued, Lamba-flott. Former fom det danfle Børnefto, Børnelærdom o. i. v. 176. Dativ og Genitiv har i dette Kjøn omtrent jamme Form fom i Dantjønsordene af den ftærte Bøining. Gentallets Dativ maa jaaledes opftiles med ,0" (i Stedet for det gamle: eno, inu), ifvorvel det adjiller fig fra Dankjønsordenes Dativ ved Det foage Tonelag, fom då ogfaa beholder, om ,87 gaar øver til ,0" ($ 173). Genitivet i Gentallet man opftilles med ,8" baabe for Genftaveljesorbene og for de Ord, fom ende paa 7507 (fom i Vitnes-maal, Minnesnerte); Gvillet ogjaa ftemmer med det gamle Sprog. I Fleertal gjælber Dativ pan ,9m" og Genitiv paa a" ligefom i de andre Son. Giter det gamle @prog ftulbe ellers nogle Ord have et tilføiet ,7" forded Dog A i disje Former; men dette gjælber mu næften hun for de føromtalte Ord paa fe" og ,96% (udtalt kje og gje); f. Gx. Stykke, Stykkjom; Gjenge, Gjengjom. I andre Och forekommer bet fun i nogle Bygbemaal. nm Saadanne Former med i" findes af og til i Bergens Stift; faalebes: Egg, vaa Eggiaa (for Eagiom), Eggiarffal; Skiega, Stkjeggja-fots; flid, Krjaa (for Kidjom), Nes, Nefjaa, Nefjatongar; Stjer, paa Stjerjaa; Gil, i Gitjan. I NHL. ogfan: Ber, Veria, fom Verlalyng, Verjatude. (Hvis denne Form var almindelig, maatte Ordet frives Bec). I Gammel Norit vare bisfe Ord flere, fanfom: Met, Sel, Fen, Ores, Rev, Stev; fom maaftee endnu paa et eller andet Sted have Former med |"; ellers er det fun i Sicbningen, af man mu fan mærts, at et "1" Ggger ligefom fult i bisje De, f. Gr. I greia O: forfyne med , Grev"), neti feg G: blive fak i et et), feof (bifputere i Ste). Overfigt af Navneordene. 177. Den beftemte Hovedform har efter det forhen anførte en færftilt Endelje for hvert Kjøn og betegnes i Gentallet fanledes: i ftært Boining: Majtul. 'en; Femin. "i (e); Neutr. "et; i fag Botning: — en; Den fidfte Endelje (at) er imidlertid fjelden, da der er fan Yutettjønsord, fom ende paa A; derimod er der mange, fom ende paa G, men disje gane ind under den jtærke Bøining og falde jammen med Genftaveljesordene, faa at be to Former fun aditilles ved Betoningen (f. Gr. Huset, Eplet). I Hantjønsordene faar ben foage Bening famme Gudelje fom den tærte og fraftiler fig fun i Betoningen (Domen, Time-n). I Huntjonsordene abjtilles berimob begge Boininger baade i Gndeljen og Betoningen (f. Ex. Soli, Klokka); tmiblertib er bef bog mange Dialetter, fom have optaget famme Gnbelfe i den ftærte Bøining (Sol-a) fom i den foage, faa af Forifjelen hm høres i Betoningen. ved ne, i Dunfjønsordene ved na (pan mange Steder: ne), i Intetfjon ved -i (i nogle Ded -0), hvorom mere nedenfor. Mum. Disfe Endelfer grunde fig, fom før er bemærket, paa en gammel Mrtitel hin" eler en', hvis gamle Vøining her maa anføres til nærmere Dylysning: ental, Flertal. of. — Femin. — Neutr Mat. — Femin, — Rente, Mom. hinn. hin (en) — hit (et). hinir. hinar. hin. A hion. hina. hit. hina hinar. hin. Dat. hinum. hinni, hin. hinum. Øen. hins. — hinnar. hin | hinna. Dermed femme alle de beftemte Former i det gamle Sprog, f. Gr. démrinn, dém'inn, démønum (el. domenom), døms'ins; tid'ina, tid'inni (el tideme) 0. f. . Men det er ogjaa at mærte, at diske Former ie brugtes faa ofte i bet gamle Sprog fom nu, da de ældite Skrifter ofte have den uber femte Form, hvor vi vilde bruge den beftemte; f. Ex. på tekr søl at skina jafabjart um nætr sem um daga (Rongip. 17; si skal skipi stjra, er komungr nefnir til (Lovene); eftir petta sættust bændr vid konung; 0. f. v. Man antager ogfaa, at denne Slutnings-Artitel itte har været brugt i de ælde Tider, og at ben fork i en fenere Tid har faast den almindelige Brug, fom man mu er bant til. midlertid bortfalder den i Dagligtalen i viste Tilfælde, nemlig i Intetkjønsord paa ,e", hvor det tillagte ,t" ikke høres, f. Ex. Weltelt) og i Suntjønderd paa ,a*, hvor det tilagte ,n* overalt bortfalder, f. Gr. St dette Artiteb:Tillæg er en Ggenbed for de nordite Sprog, er allerede forben bemærtet ($ 158. Det er en Fordeel, at man faaledes ved en woes tydelig Forlængelje i Ordet fan give Begrebet en Forandring, fom ellers maatte udtryttes med to Ord; og den Endeftavelje, fom herved lægges til Genftaveljesordene, er ofte ogfaa til Fordeel for Vellangen. Men til Gjengjælb har denne Form ogjaa fine Uleiligheder. For det førfte træffer det ofte til, at to Ord, hvoraf det ene ender pan ,8", blive lige I den beftemte orm; f. Gr. Nagl og Ragle (begge i beftemt Form Naglen), Stad og Stade, Bog og Loge, Kil og Kile, Varm og Varme, Kalv og Kalve; ligejaa i Intet Hon: Siv og Live (begge i bh. 5.: Sived, Styr og Styre, Verd og Verde, Til og Tile. (Dog gjælder dette kun om Skrift, og itte om Dagligtalen, Hvor Betoningen abfiller bisfe Det). For det andet bil ben tillagte Artitel fynte med fi en betydningsløs Endelfe, hvilet netop giver Anledning til en for ildende Forfieigged | Dialetierne (. Ez. Vol, Bolje, Boa, Bota), fom ve finde Eteb, hold Artlelen lod frail fom i be andre Sprog. Og feel tomer ben fore Wiellghed, ot ben gamle Mette for faa liden For fel imelem Hantjøn (em, him) og Huntjøn (en, hin), Guillet netop matte ede til, at Formen enten bleb ben famme i begge jon, eller at det ene Kjom maatte fraftilte fig bed en ny Form (i. Ez. Vinden, Soli), viltet fidfte netop ber er indtruffet. Denne Forandring i Huntjonsordene Har ogjaa draget en anden For andring med fig. Det er tydeligt, at man har føgt at gjøre alle Suntiondord lige og faalede fane den famme Genhebd fom i Hantjønsørdene, hvor Endeljen altid er ,en"; dette funde opnaaes derbed, at ben fuage Form paa a" (f. Ez. Alotta) ogfaa blev overført pan de fierte Gemininer (. G5. Sora), viltet ogjag ban en Maade pasjebe til det gamle Afufatib (sdlina). Denne orm med ,a" har fiden grebet faaledes om fig, at den mu maa figed at bære den almindeligt i Sandet og den met moderne, da den et alene herfter 608 et førre Foltetal pan Landet, men ogfaa er den fæbvanlighe I Byernes Eprog. (SF. 108). Befomderli nol fee di, at denne Form ogfan er den almindelige I Sverige, uagtet Bogfproget dog beholder den gamle Form med en". Gir Mybqvik (Svenfta Språkets Lagar, 1, 28) er nemlig Bette ja" i de flærte Femininer den almindeligfte Egenhed ved Folteforoget (5, Gs. fla, rota, Hoa o. f. b), idet hm nogle af de meft gmmelformede Dioleter have den ældre Form med ,i eller ,e" (old, Caaledes bortfalder Stutningslyden .n* ogfaa + de foenfle Sandftabsmaal Saade i de færle Hun fjansord og i de fvage pan ,0', f. Ex. .gata", fom ogfan i den beftemte Form geder ,gata" lgefom hos 05. Denne Highed imellem to Sande med forligt Bogmaal er itte ibet mærtlig, da den Ligefom avbenbarer en file rende ØvereenstomP om at følge en ganftefelvftændig Plan I Tillempningen of de gamle bjemlige Former. bt de gamle Endelfer for Navneordenes Beftemte Form vare netop de fomme i Gammel Evenit fom I Gammel Kock. 178. Flertal ender i Hantjøns- og Hunfjonsord med 2% og deler fig i fire Former, nemlig 1) ar, i de flejte Hankjønsord, 2) er (it), i be fete Hunkjønsord af den fterte Boining, 3) r med Halvlyd (er), mejt i Hunkjønsord med Omlyd, og 4) or (ur) i Øuntjønsord af den foage Boining (de fom ende paa a). Antetfjønnets Fleertal ender med Roden, uden ,r". Fleertal med den linde Omlyd findes mejt i Huntjøn, fjelden i Hantjøn; den Haarde Omlyd findes ofteft i Jntettjon, men er ellers kommen I Forfald, jaa at den iffe fan opftiles fom gjennemjørt. Det bejtemte Fleertal dannes ved Tillæg af ne" i Hans tjønsord og ,n0% i Huntjønsord; f. Gx. Dagar-ne, Tiderna. I Jntettion hun ved i" (for in), f Ex Husiz med Undtagelje af nogle fan Ord, fom fane Endeljen ,0% ($ 174). Anm. I mange Vygdemaal bortfalder Fleertalsmærtet ,r", faa at Ordene tun ende med a, e eller o, f. Ex. Hefta, Staale, Kifto. Saavidt öetjendt gjelder dette ligefuldt for Hantions- og Huntjønsord, uden noget Senfyn til Drbets Stiling eller Kajus. Den Dmverling af ,er" og ,e* fom finder Sted i Danft, er her fremmed; der Hvor man figer: reine, Saale, (Grave, figer man ogjaa: Vøne, Staale, Stunde 0. f. b. Og der, hvor man figer: Knappar, Kantar, Gjefter, figer man ogjaa: Dagar, Steinar, Fuglar of. De beftemte Former med ,10" og ,n0" lide megen Fortortning og For banftning i Bygdemaalene, fom før er viift. oa mange Steder blive begge Former lige, da nemlig ,na" gaar over til ,ne". Mange ville vel ogjaa fumes, at den færftilte Form (na) for Hunkjønsordene ifte kunde bere fynders lig nøbvendig, og viftnot er denne Form itte af nogen ftor Vigtighed; men imidlertid har den dog fin Grund, da den faar I Fordindelje med HuntjønsGndelfen ,a i Pronomen og Abjettiv (f. Gz. hina, mina 0. f. 9), fom fenere bliver omtalt; desuden er denne Form ogfan til Fordeel for Velklangen, ifær i Bers. I Huntjønsord med Fieertal paa ax" ($ 170) fynes imidlertid formen ,10" 3 Stedsnavne med disje Endeljer er man bleven vant til megen Hovden, da de ofte findes ftrevne i en forfortet Form efter forftjellige Bygdemaal; f. 65, Haugan (for Haugarne), Vollan (Vollarne), Vitan (Bitarne), Grindadbn (Grindarne), Kringen (for Aringarne, Dativ Aringom). Men t fandanne Stavne ere ogjaa flere Former blevne forvanitede ved en uheldig Strivemaade, og den rette Form er ofte vanfelig at finde, fordi ben gamle Strivemaade ev ubetjendt. 179. Gtillingsførmerne eller Stajus Have her itte nogen ftor Betydenbed, da de to vigtigite af dem, nemlig Nominativ og Attujativ, ere faldne fammen, jaa af de ikke længere funne ad: ffiles ved jæregne Gndeljer. Derimod er Dativet i den bejtemte Form bevaret i en ftor Deel af Landet med Brug og Betydning fom jærffilt Stajus, men tilbeels med en fordanjtet Endelje. I Gentallet Har bet færegne Endeljer for hvert Kjøn, men disje Former eve | Hankjøns- og Antetkjønsordene blevne faa ftærkt forfortede, at de banftelig kunne benyttes i et normalt eller almeengyldigt Sprog; derimob har Flertallet en befvemmere Form, fom er ligeban i alle tre Kjøn (nemlig Gndeljen: om); og denne Form vilde i flere Tilfælde være tjenlig til en mere almindelig Brug. Anm. Som forhen er vift, vare Nominativ og Akkujativ i det gamle Eprog ifte altid forfljellige, men ofte lige, Hær i Hunkjøn og Intetkjøn. Dette hinde lettelig føre til en Stræben efter lige Former i alle Tilfælde, og i ben derved opfomne Eammenblanding maatte det let hænde, af den ene form blev ftanende i nogle Ord, og en anden i andre Ord. Saaledes Have be fære Hantjønsord I nogle Bygdemaal en Form, jom tydeligt udgaar fra det gamle Nominativ med ,r" (hvilket før er omtalt ved § 166). Derimod findes der nogle Overgangsformer, fom hellere maa henføres til det gamle Utulativ; hertil hører: Endeljen ,a i Majtuliner med Tiljævning ($ 162, Endeljen ,9" (0 i Femininer med Tiljæbning ($ 169). Endelfen ,na" i nogle Duntjønsord og maaftee ogfaa den mere almindelige Form med ,9" i Hun: fjensordene, Guillet bog er toivljomt. (8 168). Dertil Gover vital ogjan den Endelfe ma", fom af og Hl foretommer i Sondre Bergenhuns Amt i Flertal af nogle Hantjønsord, f. Ex. Fotna, Veggiena, Mennena og flere. Dativ fhulde egentlig adffiles i to Former: den ubeftemte og den beftemte; imidlertid er fun den befemte Form bleven anført I den føregaaende rem: filling, ford bet ex hin denne Form, fom findes gjennemført i Bygdemaalene. Men det maa her tiljøies, at der opjaa findes Dativer i den ubeftemte Form, fvarende til de gamle Dativer paa ,i" (€) i Hankjøns« og Jutetkjønsord. Saaledes i visje Xalemaader, hvor Ordet er forbundet med en Præpofition, faafom: (Maik.) av Garde, an Gange, aa Vege, aa Vange, i Fatle (Feteh, i Mate, | Stade, av" Sumre (Sumar); (Reutr): mot Ware, aa Vorde, i Hule, av Lage, i Live, aa Hovde (Dovud) aa Lofte, i Mote. Ligeledes i en Mængde Stedsnavne, fom kun bruges å denne Form, faafom (Mat): Alme, Sure, Aaje, Vale, Forde (af Fjord), Hamre (Hamar), Hauge, Hjelle, Kvame, Lunde, Mele, Die, Sande, Steine, Straume, Vaage, Velle (af Voll); — (Reutr.): Berge, Eide, Fielle, Hove, Lande, Nefe, Rife, Steide, Sunde, Vatne, eb faadanme Navne underforftaaes en Præpofition, fom fyrer Vai, Hær i" eler yaa" 0: pa); ff 8. MN. så kaupstadr er heitir I Lundi O: When Lund). Sette Dativ adfiler fig fra det beftemte, da det ikke forandres I Vygdemaalene, medens derimod det beftemte Vativ tan forandreTjig, ifer til ,a", f. Ex. Å $ula* 0: i Dujet) forPljelligt fra ,å ufe" 0: I Huus). Der, hvor det Beftemte Dativ ender pa 8", live rigtignok begge lige; men i Mafbufimum abffilles de dog i Betoningen, f. Ex. an Begie (paa Vel, ©. N. 4 vegi); der imod: aa Begi'e (paa Veien, G. M. å veginom). Kun i Vers, hvor Betoningen forbunttes, er bet vanfteligt at fFelne mellem beftemt og ubeftemt Form, f. 65. i de telemartifte Vifer: I Munne, av Hefte, or Sesje. — Endelig findes ogfaa nogle tvivljomme Dativer af et andet Slags; faaledes i nogle faa Huntjønse ord: i Lide, i Tide, fyre Sole; maaitee af det gamle fielbnere Dativ paa J" (0) f. Gr. fyrir solu. Ligefaa i Fieertal, f. Gx. aa Hondom (af Hand), aa Fotom, | Feftom, og flere, hvor Endelfen bliver ligedan i den beftemte Form. Hertil hører ogfaa nogle Stedsnavne, fom: Lom (for Lo-om, af Loar) Flom (for Flos, af Floar). Dativet i den beftemte Form er itte ganfle almindeligt, men dog meget ubbrebt i Sandet, fom før er viift. Mek herflende er det i Egnene omfring Dovrefjeld; derfra firæer det fig mod Nord igjennem Trondhjems Sti, og mob Eyb til Bojs, Hallingdal, Valders, Toten, Hedemarken og Solør; tildels findes bet ogfaa i fydligere Egne, ifær I Sætersdalen og Pore Telemarten. Det har faaledes en meget anfeelig Folleftyete for fig. Men alligevet bliver det et Spørgsmaal, om denne Form fal optages I Bogmaalet eller det normale Sprog. For bet forte ev denne Form itte meget nødvendig; man kan endog paaftaae, at en Witujatioform vilde være til langt førre Nytte i ©proget, og Aarfagen til, at man Har bevaret Vativ og ike Akkujativ, man fun bære den, at Dativet Ger, ligefom { be beflagtede Sprog, havde en mere fylbig og fjenbelig Form, faa at bet te faa let hunde bortfalde. For det andet er Brugen of Vativ noget vanfkelig at lære for dem, fom itte ere vante Dertil fra Barndommen. Og endelig kommer hertil, at den nmubecende Dativform er meget forvanffet, da tun Huntjønsordene have den fulde gamle Form, mebens derimod Hanfjøns- og Intettjonsordene hun have en Volal (e, a) tilbage af den gamle Form, faa at Gubelfen her er faa godt fom tabt. MF bisfe Grunde fynes det tilraadeligit, at Bogmaalet oberlader denne Form til Dagtigtalen og itte optager den til nogen fait eller ftadig Brug. fertib burde dog Hleertallets Dativ (pan om") itte ganfte vrages; denne Form fælder let, forbi den er ligedan i alle jon; den er ogfaa befoem og velHingende og hibe bruges med Fordeel i en boitidelig Stil og ifer i Vers, Boor den gjør en god Tjeneke derved, af den er kortere end Dovedformen; f. Er. paa Haugom (Saugarne), I Bygdom (Bugdarne), i Botom (Boterna) 180. Genitivet Former ere efter det foranførte i den ftærte Møining: Maft. s, ar; Femin. ar; Neutr. s; Fl. a (8); og i ben fvage: — — ale; Det bruges, med jaa Undtageljer, hm i den ubeitemte Form; men bets Nodvendighed fones ifte at være jynderlig følt i Daglig: talen, og Brugen er jnaledes temmelig jpariom; desuden bliver det ogfan tilbeels forbuntlet derved, af Formerne ,0% og ,9" (1) ville almindeligit gane over til ,e". Da imidlertid en Form for Genitivets Begreb ofte fynes nødvendig i en mere regelbunden Stil, og da den ikke altid kan erftattes ved nogen befvem Om: fribning, bliver det alligevel nødvendigt at bevare de Former, fom virfelig ere forhaanden. nm. Grempler paa Genitv i Eammenfetning ere forhen. anføre, faafom: Dagsljos, Aarstal, Sonarjon, Handarlegg, Hagamut, Dagatal. Som Grempler i abffilte Orb fan hertil føles: ein Manns Alder, eit Aars Tid, eit Efjemdar Bert, ein Eignar Ting, eit Faara Veber, ein Offa Mann, ein Aro ($6re) Mann, (JF. Talemaaderne: Ein fekk inkje høyra Manna Maal Der bidt Vega Mot. Ver brand Barna Hug). Desuden bruges Genitiv i For» Ginbelfe med visje Partiller, Hær meb til" (fom i det gamle Sprog altid ftyrer Øenitiv), f. Er. til Dags, til Avelds, til Gards, Manns, Morgons; — til Aars, Bords, Maals, Bytes, Mertes, Minnes; — til Botnar, til Munar, til Stadar; til Tidar, il Bygdar, til Hamnar; til Manna, til Fota til Handa; til Huia, til Mania. (Af. von Garde, hanen Stolts, innan Borbs; Manna millom, Garda millom, Puja millom). Elers ogjaa i foritjellige Gammenftillinger, faafom: tidla Dags, tidla Aars, detta Vil Aars, Himmels bøgt, Manna høgh, Lvs livande. enitiv I den beftemte Form bruges fun I visje alemaader ved nogle faa Om, fom: Dagsens, Heimsens, Mannsens; Uærsens, Sandsens, Husfens; i Sleerat hun efter stil", faajom: til Fotanna, til Dandanna, til Guiana, (Sædbanligft med ,07: Oufanne). I det beftemte Gental af Hunkjonsordene findes fun entelte Spor af Genitiv, faafom: til Solanne (0. RN. sölarinnar) til Mottane (nåttarinnar), til Kidanne. (Søndre Vergenhuus Amt), I de foagformede Bantjønsorbd findes kun fan og totuljomme Grempler, fom: Her tens, Bondens; men allerede diöje fynes os VD! fremmede, uagtet de dog have Grund i det gamle Sprog. Endm mere er dette Tilfældet med de uægte Genitiver med ,8" I Huntjonsord og i Flertal, fom fandom fore: komme. Det man nemlig mates, af de gamle Øenitiver bore omtrent de jenme Danit og Edenft fom I Gammel Narft, men da dise Former fiden tom I Horfalb, bannede man et nyt Genitto med ,8" for hvert Kjøn og Tal uden ore. Gn Gitetigning af disfe nydannede Genittver (f. Gr. Tidens, Tibernes) Høres undertiden i en pyntet eller ubfderet Tale; men forørigt re Se | Mimindeligded fremmede for Dagligtalen, fom © bisfe Tilfælde ud fetter Genitiv ved en Omftrivning, enten med en Bræpofition (tl, at, av) eler et tilføjet Pronomen (fin, hans, hennar). Den nærmere Forllaring heraf hører il Sætningslæren. 181. Mængden af Navneordenes Boiningsjormer er her altfaa mindre end i det gamle Sprog, Hvis Former er tkortelig anførte i be foregaaende Anmærkninger. De fire Hovedjormer ere rigtignot overalt gjennemførte; men Berimod ere Stillingsformerne eller Kafus meget aftnappede. Akkufativ maa anjees fom opgivet, Dativ er tildeels forvanftet, og Genitiv bruges kun i et lidet Omfang. Som Følge heraf er den gamle Foritjel imellem ftært og fag Bølning ogjan bleven fordunflet, ifr i Hantjons ordene. En Forandring er altjaa indtraadt fom Folge ai en Gtræben efter af udjævne de mindre digtige Former og derded opnaae en lettere Møiningsregel, ligedan fom i de nærmejte Landes Sprog. Fmidlertid har man bog holdt Maade med denne Udjævning og føgt at bolde Formerne pan den gamle Grund, faa at ingen nydannet eller vilfaarlig indjtudt Form (jaafom ,r i leertal af Neutrum, eller ,8" i Genitiv af Huntjon) har facet nogen fynderlig Indgang. um, I Bygdemaalenes Avigelje fra den gamle Form mærtes ofte en Overgang, fom fynes at guunde fig paa en Tilempning efter en anden Borm i et andet Køn. Eaaledes bliver Dativ af Maftulinum tigt Romina: tiv af Gemininum (i. Ez. Hefte, ligefom Staal'), og Vativ af Femin. paa nogle Steder ligt Nominativ af Maftul. (. Ex. Staaren, ligejom: Heften); Dativ i Flertal bliver paa nogle Steder ligt Nominativ af foagt Femin. 5. Gz. Baataa, ligeiom : Ktollaa, el. Bifaa) Den Ubjevning i Formerne, fom Her er omtalt, fan for en Derl forllares derved, at Forfkjellen imellem de gamle Former Heels var faa den, at de fet tunde fordegles eller falde jammen. Men Uarjagen hertil bliver dog tydeligere, naar man ved, at en lignende Udjæbming allerede tidlig havde fundet Eted i Evenfk og Dank, og af man her i den fenere Tid fit jaa god Mnlebning til at fjende Danften, men derimod ingen Adgang til at kjende det gamle Norte. Under disje Omfærdigheder er det mere mærkeligt, at Forandringen i Vøiningen itte blev førre, end den er, ijær naar man be tenter, at Danflen netop havde brevet Udjæbningen Kl det hderke, jan at enbog alle Gndevolaler vare faldne fammen til cen. Det lan her være oplyjende at betragte Forholdet i Soenfl, hvor der fon figes at være to Møiningsmander, en gammel og en ny. Den gamle Made, fom findes bevaret i Foltefkrifter og tjær I Bibelen, beholder endnu for en ftør Deel de gamle Rajus, fom ofteft re lige de gamle norfte Former, Saaledes Uttufativer, f. Gz. han fig Guds anda Som. ande); utflåder ide af lagen tånner man fyndena, o. |. v. Ligefan Vativer, f. Gz. på förfta bagenom i förfta månadenom; i Herranom; af andanom; ifrå fyndene; af jordene; pan gatone; allo foltena i lanbena (rettere: folteno, andens), Lige: faa entelte gamle Genitiver (uden 5) janfom: Apofila gerningar; domare boten; förfta Romunga bofen. I den moderne nyere Sdenff falde disje For mer bort, og Bøiningen feemvifer tun fire Hovedformer, Gvoraf hver Har et tiljvarende Genitiv, jom er dannet ved et tillagt 5" i alle San, faavel i leertal jom i Cental. 182. Mogle Navneord kunne faldes faaformebde eller defettive, fordi de itte bruges i alle de Former, fom udgjøre den fulde fomne Boining. Sjær er der en Mængde Ord, fom fjelden eller aldrig bruges i Flertal, fordi det Begreb, jom de betegne, jædvanlig iæntes fom eenligt eller udelt. Derimod er der enlelte Orb, fom fun bruges i Flertal og iffe i Gental. Nogle Ord bruges fun i ben ubejtemte Form; hertil hører ifær Perfonsnavne og endeel Gtedsnavne. Andre Ord, ijær Stedsnavne, bruges derimod fun i ben betemte Form. Til de faaformede Ord henhører ogjan endeel fremmede Ord og Navne, fom ofte jane en meget ufuldtommen Vølning, fordi deres Form og Gndelje Her falber ubefoem, forjanvidt de itte have facet nogen Tillempning efter de novdijfe Sprog. Anm. Eom Grempler paa faojormede Ded fumne følgende anføres 1) i Gental, 3) ubeftemt, og beftemt Form: Mod, Liv, Daude, Svevn, Hunger, arme, Ros, Ovund o. f. b. 4) ubeftemt F.: Nord, Sud; Fang, Fals, Svit, pot; Kvitfunn, Jonsvota; — Harald, Gunhild; Sogn, Bojs, Nordfjord, Everite, Holland o. I. v. c) beftemt F.: Midten, Verdi; Vetterbrauti, Jolamedi, Mara, Krila; Lofoten, Ramjen, Anklandet. 4) Dativ og Akujatio i ubeftemt Borm: i Senn, i Gaar, i Flor, I Se, aa Gruvo, i Sta, | Svime, I Sel. Dertil de føromtalte Stedsnabne: Sande, Straume, Vatne o. |. 0. — 2) i Flertal, a) ubeftemt og beftemt F.: Sykkin, Foreldre, Forfeder, Tvillingar, Andhøbpingar, Maagnautar; Kæde, Stofot, Brillor og fl. b) bejtemt $.: Sumarnæterna, Betternæterna, Ejauftjernorna, og Stedsnavne fom : Hole tarne, Haljarne, Grindarne. <) Datid: Bed Perfonsnavne er at mærte, at de i Vagligtalen fædvanlig forbindes med et Bronomen ,Han* eller ,Ho* 11 — ot Srommont hans Gunnar, Ordet Gud faar i ubefemt Form fom et Mandsnavn og har ingen Endelje uden i, Genitivet (Guds). fremmede Sanne bleve i det gamle Sprog behandlede paa forftjelig Maade; titdeels bleve de fammenjatte med et bjemligt Ord eller tillagte en vort Gndelje; 1. Er. Indialand, Sikiley, Mundiufjall, Romaborg, Parisarborg; Romverjar, Grikkir, Persar. = Tildeels bleve de ogjan optagne i ben latinffe Form 5. ©. Arabia, Nilus, Athenæ; Athenienses, Persz); og i dette Guld bes Foldt de gjerne den latinle Boining, f. Ex. Asia, i UL Asam, Gen. Asie. Denne Brug Har ellers længe veret berftende i de belægtede Sprog og føre" findes. tildels. endnu i enfelte NRavne, f, Er. Paulus, AL. Pantum, Dativ Paulo, Gen. Pauli. (I Navnet Gyrifus er den latinfte Beining endnu fan godt fom eneherftende. Aegelen for faadanne Ravnes Boining tan faaledes blive noget ubis; imiblertid har man dog Her den Fordel, at der egentlig itte behøves nogen Kahus, uden maaftee Genitib, og dette fan da i Mandsnabne fedvanlig betegnes med ,5*, hviltet ogjaa er temmelig gammel Brug, f. & i Rongefpetlet: Adams, Jofepbs, Davids. I Avindenavne er det mere vanfteligt, da et Genitiv med 6 i disje Ord ftrider imod den gamle Regel, og endnu. foretommer 08 meget fødende, ijær efter em otal (. G3. Eva's, aris), faa at ets ben latinfte Form (Eva, Marie) fones 08 mere taalelig. I det gamle Sprog havde de mej beljendte af disje Navne allerede faaet en norjt Boining; faaledes havde de anførte (Goa, Maria) i Genitiv: Eu Mariu (Kongefpeilet, E. 113, 189). S adfillige Sandsnavne er man i den fenere Tid bleden vant til en Gndelje en", fom iffe har nogen Grund i de nocbifte Sprog. I egentlig työfte Mabne (fom Bader, Hesjen, Franten, Gaden, Bøhmen) lan den rigtige not forfvares, jønt den allerede her er noget forvildende, da den nemlig feder ti, at isje Navne her opfattes fom Hantjonsord med Urtifelen ,en", Soilet naturtiguils er urigtigt, da Tybften itte har nogen faadan ritl, men berimod far dannet denne Endelje af en gammel Kajus, fom er os uvebtommende. Mere Grund har man til at førtate denne Endelje i Navne, fom egentlig ende paa ,a* (ia) f. G3. Epanien, Jtalie, Wen, Nrabien. Per: fen, Indien, Syrien og flere. Disje burde her opfiles fom Huntjønsoed pan 0", og Genitivt, fom ba ite fulbe have , 5", hunde, bdis det behøvedes, Detegnes ved et tilføjet , Sands" eller nøget lignende. — En anden fremmed og ubetvem Gndelje er vie" (it). jnajom: Tyrkiet, Balatie, Tatariet, og fly om fer burde gjengives ved et tilfølet Ded, fom , Tyrtland" o. f. Undre fremmede Ord have den Wieilighed, at Sjounet ofte er udvik (if. § 154) og at Beiningen altan bliver daklende; tær ville mange Ord valle imellem Han: og Huntjon og derfor ogjaa imellem Formerne ax" of jer" i Blertal. Yutetjønsord (. Ex. Fattum, Votum, Thema, Komma) fulle Her egentlig itte have nogen Fleertalsendelfe. At lægge en mordift Form til en fremmed Endelje (i. Ex. Globusen) fynes ubeldigt, og alles ubelbigft feer bet ud, naar en fremmed Fleertalsform (f. Gr. Frants, Dollars, Tueniys, Potetes) optages fom et Gentalsord. (Former fom ,Votetesen" og ,Boteteser" ere hm til af lee ab) Det Gedfee ee naturlighiis at undgane fan mange fom muligt af bisje Ord, og forjaabidt man endelig Mal have dem, da at give dem faa liden Vøining fom muligt. Il Ubjeftivernes Boining. 183. Ubjeltiverne (Ggentabsordene) bøies efter Kjøn og Tal, jamt efter bejtemt og ubejtemt Form, ligefom Navneordene; men be fraftille fig derved, at det jamme Ord kan bruges i alle Sjøn og have bande fier og foag Bøining, faaledes at den førite hører til ben ubeftemte Form, og den fidite til den beftemte. Ved Siden af Kjønsjormerne have Adjettiverne ogfan havt Kafus; men bisje funne her anfees jo bortfaldne, da de fun forefomme nogle Talemaader og iffe fnne opftilles jom gennemførte. Ellers Have disje Orb, foruden de egentlige Vøiningsjormer, ogjaa et Par Former jor Sammenligning (Komparation) Anm. Ydjettiverne betegne deels en Egenftab og deels en Ørden eller. Etilling, og blive derfor Seclte i to Klasjer. De beffrivende Adjektiver (Egenflabsorb) udgjøre den ftørfte Mængde og have den jæbnefe Bøining, hvorimod de bejtemmende Adjektiver (Stillingsord) tildeels have visje Egen» heder i Bøiningen. Disje fdke falde nær jammen med Pronomenerne, og ber er ogian nogle Ord, fom man fan regne baade til Adjektiv og Proc nomen. Sidt afvigende fra disje laser ere Talovdene og rtillerne, fom fiden ffulle omtales pan et andet Sted. 4) Egentlig Boining. 184. Gjter den almindeligjte Regel have Abjektiverne i Det ubeitemte Eental i Yntettjon et tillagt ,t" og i Fleertal en Votal-Endelje: e, a; i den beftemte Form enbe de overalt med en Vokal. Formerne ere tydeligit i de forte eller eenjtavede Ord, Hvis Boining tan opftilles fom i folgende Exempel: be Fem. Sent. Ubejtemt F. stor (er). stor. stort. | store. stora. store. Beftemt F. store. — stora. stora (e).. store. store. store. 3 de Ord, fom ende med Rodvotalen, tillægges et dobbelt st 4 Meutrum, f. Gr. blaa, blaatt; ny, nytt; tru, trutt. I de Ord, fom ende med ,t", bliver dette fimpelthen fordoblet (. Ex. flat, flatt); men Hvis ,t" Har en Konfonant forved fig, bliver det tillagte ,17 uaturligbiis utydeligt og fan anjees fom overflødigt, f. Gr. å bratt, lett, stut, fast, svart. ental. Bleertal. CO Wh kom) An — rik die dk si | en ore ska er dk at. | tom ke da dm Gale Son en oe kr os dm (igen. Hantjønsjormen med ,r* (rir) findes enduu paa en Maade gjennemført i en ftor Deel af Landet, bog ile fom ferffilt Kafus, Med tydeligt ,r* fore: fommer den fun i de Ord, fom ende med Nobvotalen, fom blad, graa, myr. (Sanledes i Nummedal og flere Steder I Agersh. Sift. I Setersbalen: blaa're, graa're). $ de andre Ord bliver ,1" utydeligt, men den tilhørende BVotallyd (Halvlyden) bliver fiaaende og lyder almindeligk fom et duntelt ,e" og pan nogle Steder næften fom ,ø* eller o (aabent u), f. Ex. rie (i Bergens og Sifiansjonds Stifter), rifv (Balders), rio eller ri (Hardanger, Vojs). Denne Lyd føles her til enhver Konfonant uden Forfkjel G. Gr. laud'e, vis'e, fore, dyre, heile, fæle, fee, grøn'e), altjan lidt afvigende fra den gamle Form, hvor ,1" faldt fammen med 8, r, 1, n, omtrent fom i Mavneordene (1. $ 166), f. Gz. lauss, djrr, hell, seinn. Ellers er det at mærte, at det er fun faa Steder, hvor denne Form gjælder for Hantjøn alene (faalede i Hardanger: han er riku", men ,ho er rik"); hvorimod den famme form almindeligft bruges baade for Panton og Huntjon, f. Er. han er rike, og: rikaen foenfter flida; en barmer fuga). 3 Huntjonsformen har det gamle Sprog den fiadige Regel, at ja" faar Omlyd til ,ö" (f. ©, hardr, hard); men denne Regel findes nu hun bebaret i nogle fan Bygdemaal, ifer i Hardanger og Setersdalen; faaledes i Hard.: bratt'u, brott; faft'u, foft; fald'u, told; barm'n, vom; halv, holb; lang'u, long (aang) o. f. b. un i et Par Ord findes denne Omlyd mere alminder fig i Bandet, nemlig: all (ol) oa gamal, f. Gz. fan ex gamall, Ho er gomol. (SF. ein annan, ei onnør. Dette Formitifte er jaaledes at anfee fom forelbet, ligefom de flefte andre Regler for den Haarde Omlyd i Boiningsformerne. 3 Intettjonsformen bevistes adjfillige Tillempninger ved det tillagte ,t". Qf. 8 54). Saaledes bliver ,dt" efter en Vokal altid udtalt fom tt" (f. Er Bit, ftodt, audt) og t andre Tiljælde hun fom ,4* (Hardt, taldt, vande. 3 faadanne Ord maa ,d" beholdes i Skrift; men i be Ord, hvor det hun er Boiningstilleg og itte hører Hil Roden, anfees bet fom ombyttet med ,t" i Mentrum; f. Gx. fel, felt; dowd, dømt; bygd, bbgt. (3. hædd, tlædt; fandb, faatt). I adffillige andre Sammenftod bliver ofte den foregaaende Lyd forDunet i Udtalen (jaaleded ,beitft* for beiftt; ,falft for fatftt, medens der imod ,t" fel bliver fiaaende fafi, undtagen maaftee t nogle afledede tb paa ft", fom: franft, engelit, arabift, og flere, fom man dog Helf undgaar at bruge i Juiettion. Sleectal afviger almindeligt fra den gamle Form i Neutrum, hvor det mu ender paa ,e" (f. Gr. fore Sus, rife Fold altjon ligedan fom i Gan: Tøn. Som entelt Undtagelje mertes ol" (af all) f. Gr. I Yttre-Sogn: ,oM tr Bona", Hvor ogfan den gamle Omtyd er beholdt. I mange Dialetter ender ogjan Femininet paa ,e"; men bed Siden deaf vedbliver bog den gamle Form paa ,a" (f. Gr. flora Wøter) almindelig i Bergens Stift, Sætersdalen, Valders og flere Steder. I en Deel af Trondhjems Etift bortalder Endedolalen ganfte i alle Søn. I de Ord, fom ende med Rabbotalen, borts falder den mangefteds efter ,aa" (f. Gr. fmaa" fuglar, men itte gjerne ver 2, i eller 9. 3 den beftemte Form mærtes opjan en Stræben til at udjævne Ender botelerne og tabe alle Sion ende paa ,e*. De gamle Former med a" i Duntjøn og Intettjon (. Gr, ben flora Sava, det fora Huiet) findes bun bevarede i de fydueflige Egne, nemlig Lifer, Stavanger og Søndre Bergen: Buus Amt. Migtignot ere disje Former itte af nogen for Vigtighed, og de fle vilde vel ogjaa onfte at blive dem fit, ffær I Intettjøn, hvor man er met tilbøtelig til at bruge jamme Form fom i Hanjon (nemlig ol. Jmiblees tid har dog denne Form fine Grunde; faaledes er det netop Formen med a", fom ftemmer bebft overens med Abverbierne, fom nemlig for en ftør Deel ere bannede efter Adjettivets Antetkjønsjorm og jaaledes tildeels ende paa ja", f. Er. lita, vida, mefta, varlega. Bygbernaal have beholdt den gamle Megel, at Lyden bliver," og Gl" i alle de Former, hvor et oprindeligt ,6" panfølger, men iffe ellers. Saaledes å Hardanger: ritje Menner, ritje Folt; dan rikje Mannen, da(t) vita Foltet); dan ungie Mannen, dan unga Kono (Kano) 0. i v. Lignende Former bruges ogjaa pan Vofs og I Sætersdalen og i fjelbnere Tilfælde ogjan van flere Steder. 185. Den mærteligite Aivigelje fra den ovenfor fremftilede Boining finder Sted ved de Ord, fom Have Eudeljen ,en", f. Gr. open (2: aaben), heppen, doven, visen; faren, komen, fallen. Disje Ord have nemlig den Ggenhed, at Gentalsjormen retter fig efter Gubjtantivernes Gubelje i den bejtemte Form, faaledes at fun Maftulinum faar ,en" (in, inn), men Feminimun i" (med mange Dvergange) og Neutrum ,et* (med bortfaldende ,t% i Dagligtalen). I Fleertallet og den beitemte Form beholde de derimod altid ,n" og ubfyde den foregaaende Volal. Deres Boining fan jaaledes fremftilles ved følgende Ezempel: | ental. | Fleertal. | ibejtemt 3. | open. opi. opet | opne. opna. opne. Setemt $. | opne. opna. opna. | opne. Anm. Uf den gamle Bøining er det not at hidjætte Nominativet i den ubeftemte Form, nemlig i Gental: opinn, opin, opit; i Fleertal: opnir, opnar, opin. Ser er alffan den fomme Sighed med Ravneordene; Endelfen I Hanfjen og Snteitjøn er ganfle den famme fom i den beftemte Form af de Sub» fantiver, fom ende paa ,e" (8 162, 179), Gvorimod Duntjønnets Endelje er den jamme fom i de ftecte Femininer (1. Gz. Staal, $ 168), ligefom den fæde vanlig ogfaa ar de famme Former i Bygdemaalene; |. Ex. Ho er foi (Sogn, el, Bao), tome ef. Tome (Ge, Tel, Hard, Vis, Nyt), koma el. ab, og Ug, Stift log flere Steder) fomo (SGL) tomaa (Stan. Amt. Gmibtertid føretommer bog ogfaa en orm med ,n*, f. Ex. Ho er komen, el. tomin (Dal, Rum, Hela. 3 Intettjon bortfalder det fluttende ,t" almindeligit, ligefom i Subftans fib (allan ope" (for ope); imidlertid findes bog ogfaa i nogle Fjeldbygder Sel, Vald) en afvigenbe Form med vent" eler ,int*, fjær I Uj, fom banne af et Eubfantiv, f. Gp. fandint (: fandigt, vasfint (vandagtigt). JF. Aintut (Gintøt), Ulint (idtøi). — Fleertal i dette Sjøn ender, efter den dog er dette ifte ganfte almindeligt, da man paa nogle Steder ogfan finder en Form med i" (uden m) altfan: opi (opi, Balders). I de Ord, fom have $ eller G forved Gnbeljen, lyder dette fom i" og 401° ) naa Vokalen virtelig paafølger, men ite elles, Eoatedes (efter Udtatem): teljen, tekne; nafjen, natue; fegjen (elsn) fegne; logien (sien) løgne. Lignende Foretomfter i andre Ded ere forben omtalte (å 52, 53) Mjvigende ere Ordene: myten og liten, fom egentlig fFulde hedde: mit titel (6. 9. mikill, it) og fom derfor i den befemte Form hedde: mytte og fitle (övoraf det førfie fun bruges i Navne, jom Myliesy, Møllebothad). I Flertal bruges be itte. 186. De andre fleerjtavede Abjektiver have derimod jamme Boining fom de forte eller cenftabede, med Undtagelje af nogle Orb, fom ende med en Vokal og ikke have Vøining. De Ord, fom ende paa: all, utt, ig (ug) og leg, blive faaledes af anjee fom regelrette; f. Gx. kostall, kostalt, i FL. kostalle; krokutt(er), krokutt, krokutte; tidig, tidigt, tidige; varleg, varlegt, varlege Ligejaa de paa ,ad" (§ 86), f. Er. lagad, lagat, lagade; uagtet bisje Former blive utydelige i Dagligtalen (§ 59). De Ord, fom ende paa ,ande" ere derimod ubøielige; f. Gz. ein fovande Mann, eit fobande Barn, fovande Folk. Det jamme er Tilfældet med endeel Ord, fom ende paa ,re" eller are" (f. Gr. lifare), hvorom fenere. Mum. Enkelte Avigeljer i Bygdemaalene ere at anfee fom Virkninger af den fluttende Halvlyd Ce for 0), fom nemlig i bisje Ord itte tan hendes pan Betoningen (jaaledes fom i Cenftabeljesordene), men berimod lyder ganfte fom et virfeligt ,e", hvorved to foritjellige Former altfaa blive lige; f. Er. Gental: vitug'e (6, N. vitugr) og Fleertal: vituge (G, N, vitugi), I et Var Gnbeljer fan endog det futtende ,e" blive vedhængende i alle Sion, jaa at Ordet bliver ligefom ubsiclgt. Saalebes + Endelfen uit" (utte, eit), fom paa mange Eteber (og endog i de fydøklige Egne Hvor Halvlyden ellers bortfalder) altid beholder fit ,e, felv I Intetfjønnet, 1. Er. eit feinette Land. Sinejaa i Endeljen leg", fom hedder deels: leg'e (leger) og deels: fe" (for: fortet) og i fe Bald bliver uforandret; |. Gr, faarie' for faarleg og faarlegt. (SF. $ 91). Ellers pleier dog Formen ,t (i Reutrum) at være ef Marts pan, at Drdet fal fltte med en Ronfonant; faalcdes fynes Ordet ,ramande" ©: fremmed) her at træve Formen ,framand', da nemlig Neutvam hedder «framandt". Sigefan vifer Formen ,einart", at Ordet ,emare" (3: entelt, iblandet, see) fal hedde einar eller rettere einard. (Jf. G. MR. einardr. Re leg", paa nogle Eteder faa et tillagt ,1" i Bleertal'og befemt Form. Saa febes i Balders: fraftigne, megtigne, merfjeegne. Sigelna ved Røros: dags regne, gudelegne o. f. .; men i denne Con findes ogjaai Formen: teghen" teen) i Genial. S de gamle Sprog havde de fleerftavede Ord ofte en Sammendragning i be forlængede Hormer (ligefont det for omtalte open, opne); f. Ez. vidförull, vidförli; heilagr, helgi; naudugr, naudgir. Dette bruges nu bed et Paz Ord ban all", nemlig altid i ,gamall" (gamle, gamla og Fundom i ,befal" (veste, besta); men fjelden i andre Orb, fanfom i ymis 0: forftjelig), Bl. ymie, bog ogfan: ymije. (Af. litte og myte. I nogle Ord, paa er", er Sammenbragningen (bun tilfyneladende, da. nem Tr" fn er Halblybd eller indftudt £yb; f. Ex. fager, fagre; diger, digre; De Ded, fom full enbe meb ab", blive overalt fortortede i Daglig: talen, fanledes at de futte med ,a* uden videre Bøining, f. Gz. talla" for ©. %. kallsör, kallat, kalladir o. f. 0. Imidlertid Havbe det gamle Sprog ogfan nogle Ord, fom virkelig endte paa ,a" (uden d) og fom itte fik nogen Boining; f. Er. fulltida, ørvita, einskipa. De egentlige Abjettiver, fom mu tunde regnes hertil, ere fun faa, faafom: fanlida, manglida, fjølvbita, eine ftata, jamfirota. Derimod ave ui adffillige Ord paa ,0", fom bruges fom Adjektiv, men egentlig kunde anjees fom en Form af et Subhantiv, jaafom: fagna, muna, gripa, ofia, Mila, rata, borte, eine, mata. De ere nærmeft at beteagte fom Øenitiver, ligedan fom: Gignar, Naudar, Stammar; Stafars, Øagns, Frums. (Jf. mebels, overs, fam, eing). Slige Ord have naturlig bild ingen Boining; faaledes Geller itte de Udverbier, fom fumdom bruges for Udjettiv, f. Ez. innbyrdes, innöyfes, lagom (el. logom), utifeaa, framifraa. 187. MNogle Abdjeftiver kunne kaldes faaformede (defettive), ba de iffe bruges i alle de Former, fom de egentlig finde have. Saaledes er der mange, fom hun høres i Intettjøn, fordi de ikke Bruges om Perjoner eller bejtemte Ting, men fun om en Til ftand; f. Gx. her er inngjengt (2: her jer det muligt af gane ind). MNogle faa Ord bruges kun i den ubeftemte Form; jaaledes: all, sum, slik, eigen (3f. nokon, ingen). Derimod er ber mange, fom fun bruges i ben bejtemte Form og altjan ende med en Votal (6, a), faafom: eine, same, fyrre, fyrste, tridje, fjorde, femte 0.7. 0. Dertil høre Hær de Ord, fom dannes af Partikler og have en Ligningsform (ve, jte), f. Gx. indre, nedre, øvre, ytre, nørdre, sydre; inste, nedste, øvste o. f. b. framtjomt, utjomt, farfont, vegjunt, avdagat, nerlidet, aarlidet, ulendt, ilendt, ftrobmt, 1ydt, andbert, ufredt, landvart, veldvart. Merteligt not beholde nogle Ord fin Intetfjonsform ogjaa naar de bruges om Perjoner; faaledes i Talemaaden: um ban var Liv laget" (lagie); ligefaa: han var ant um bet"; ff. ban vardt ilt bed". Dette gruuder fig pan en Omfilling i Set ningen, da Perfonen netap flulde fiaae i Datib; altfaa: um det var honom Liv laget (3: om bet bar bam beffiffet at leve); honom var ant um det Ø: bet dar ham magtbaaliggende). Rog af de Udjeltiver, fom betegne Mængde eler Omfang, have visje Egenheder i Brugen. Ordene liten og myten bruges hm i Gental; i Flerrtal ombyttes liten med fmaa, Ordene: fmaa, faa, mang, fum, bruges i Gental tun folletivt (om en Dob eller Mengde), f. Er. Fiften var fan og fmaa; eller: fum ab Fiflen (: en Deel of Fiflehoben); dog bruges mang" kun i Sammenfætning med ,ein" (mangein, mangel) og bliver derved afvigende. 3 Intettjøn (imaatt, faatt, mangt, fumt) ere disje Ord mere omfattende; og i Sleertal (imane, faas, mange, fume) faae de endelig fit fulde Omfang; dog bruges fume" iffe i den befemte Form. Noget lignende er ogjan Tilfældet med ,fjølg" (2: mangfoldig) Ordet ,ekn" vil blive omtalt under Talorbene. Endeljen ,e" i de forte Abi. hører her hin til den befiemte Form, og jaadanne Former fom bet danfte: bange, tinge, ægte, ece her altfan fremmede. Exabidt disfe Ord bruges, falder Volalen fædvnlig bot; altfaa: bang, ring, ægt. SF. aud (sde), fi (He); i Neutrum: audt, filt. 188. Gtillingsformer eller Kajus findes Her, fom før er Demærtet, iffe gjennemførte, men tun af og til i isje Talemaaber. Saaledes findes enfelte Spor af det gamle Afujativ paa an" i $Dantjøn; f. Er. koma paa berran Botn (2: fomme til at mangle, Have intet tilovers). Dativer findes oftejt i Intetkjønsformen paa 4,0" (nogle Steder: aa), f. Er. med godo (3: med det gode, med Sempe, uden Tvang); og dette er i Grunden den nyttigite og vigtigite af bisje Former. Noget fjeldnere er Dativ paa ,9m" i Øleertal, i. Er. paa nyom Stundom (Tronbh. Stift). — Genitiver ere fjeldne og bruges næten fun i Forbindelje med til"; men i bette Fald fane de oiteft en adverbialft Form og ende paa es", f. Er. til godes. Sum. Stominativformen paa ,2 (er, '6) kommer Her itte i fynderlig Betragtning, dn den bruges faadel for andre Kjus fom for Nominativ, og faabet for Huntjøn fom Hantjøn å 184. Paa rette Sted vilde imidlertid denne Form ofte være til Nytte for Velllangen, {jax i Vers, da man derved fan ofte ftoder fammen med et andet, fom er ligefaa fiertt betonet, Boorved der ogjaa tildeels fremtommer anden Mislyd; f. Gr. ein ferker) Straum, tin frifter Rropp, ein visjer Daube, ein falfter Granne. Stundom kunde maaite denne orm ogjaa vere nyttig til at abflile Ajettiv fra Adverbium; f. Er. jon fod fater (3; forlegen, biælpeløs), fortieligt fra aft', abo. 0: trygt, urottetigt). Flere Czempler pan Attufativ i Mafful.: godan Dag! (egentlig: hav, eler nyd, en god Dag); eta feg Leidban (Trondh, Stift); vida hogan Heft (en Borneleg), vo tveran Fjord. I Foltevijerne mærkes: han tom van titan Sand; t grønan Lund; i myrtan Stog. If. Talemaaderne ,langande Vegen", og paa bidande Wegg*, formodentlig for ,langan" og vida'. Gzempler paa Dativ: a) i Neutrum paa ,0" (a0): fyre godo, med vondo, med veto, med letto, av nyo, i briugo (brigaa), fyre oo (af all. med ollo godo (: med al Mageligbed), ad ollo udytto (af den ubdeelte Masje). Sf. Orbipe. Stor: Hover ftoro. I Ligheb hermed kunde man ogjan bruge: i floro (en grosk"i Bello, i litlo, I minfto, i mefto, I høgfto; og diske Former vilde bere ferdeles fordeelagtige. — b) i Maffulimun par om (ortartet a) fifben, fom: Tov med tungom Hamre" (Tel), i faftom ESvevne (, faftan Gomnaa", Sdm). Jf. Drdfør, Ver mangt ungom ulert (,ungaa", B. Stift, — ©) § Femin. paa ,re", fjelden: fyre ffamre Etundo (Hard); fom Vind i varmre (el. varmare) Sol (Har). J Foltevilerne "med Formen ,are": med futtare Hand (Lanbfad, Side 355, med fertare Magt (S, 265) En anden Form paa jo" eller jan", foarende til den beftemte Form pan 0 (1) I ©, NM. fore fommer i Bergens Stift; faaledes; paa Netto Markjenne; I opno (aapnan) Etobonne. — å) Fleertal paa ,om" (0, an) findes oftere; faaledes: med harbor Dondom (,mæ faran Haandaa"); beilom Beinom; pan nyom Bilom. S Eb. ,fumar Etobaa", ,ollaa Stodaa*, og flere. Genitiv høres meget fjeldent faaledes; med gods Manns Hjelp. (AM. i foars Manns Gus; til annfars Manns Stade). Efter ,Hl" bruges adfilige Former med ,e8": til Gees, til fulles, til halves, til rettes, til vombes. (Bf. til notor, til infjes). I de fybbefilige Egne findes et Par Former med ar": til godar, til vonder. Dette er rimeliguiis en Leuning af det gamle fyleertals-Genitib vaa ra" (edra, våndra) Det ev at merte, at jaavidt disje Former Haves i Talen, bruges de fade banlig rigtigt og i fin rette tilling; men dette er itfe altid Tiljeldet med bisje Former i Folteiferne. 3 Biferne fra Telemarten findes Formerne ,an" og Lom" vigtignot ofte pan fit rette Ste; faaledes: han ferkan. Svevnen fett (Landfad, ©. 68); han fadlar fljotan Folen (E. 69); han iyfter paa Dagan Hatt (145); aa breidom Venlje (E. 180); i alom Adre (161). Men ved Siden heraf findes de ogjaa ofte paa urette Sted; faaledes an I utette ion: ban jotan Sengi fatnar (S. 40); eta grønan Høy (55); I høgan Løft (113); eller i urette Rafus: fjeldan vetfer føtan vikten (103); du fagran Holen (19); med godan Vilje (99. Ogiaa Endeljen om" er fundom feil agtig; f. Er. av allom dinom Tru (25). I disje Tiljelde tan man maaffee antage, at an og om" itfe egentlig Har nogen Betydning, men fun er en viltaarlig Udfyldning i Verfet, ligedan fom Gudeffen en" i de danfte Vijer, f. Gg. med røden Guld, over breden Bord, over falten Hab, 0. fl. 189. Bed Siden af de egentlige Boiningsformer Have Adjettiverne ogjaa et Par Former, fom fun tjene til at forftærte Betydningen, naar Ordet kommer ind i en Sammenligning. For uden den fimple Grundiorm (Pojitiv) har man faaledes en Form for en følere Grad (Komparativ) og en anden for den hølefte Grad (Superlativ). Den høiere Grad betegnes egentlig hun ved et ,1%, og den høieite ved it"; men i de ffejte Tilfælde har man her ogfaa en Endevolal ,e" og et ja" forved Komonanten, altfaa: are (i omparativ) og aste (i Guperlativ); f. Gz. lett, lettare, lettaste; snar, snarare, snaraste; tru, truare, truaste; varleg, varlegare, varlegaste. Derved fleet ingen Forandring i felve Ordet, undtagen i de Ord, fom have Sammendragning i de forlængede Former; f. Gx. open, opnare, opnaste. midlertid er ber dog nogle Ord, fom fun jane Gubeljen ,xe' og pit" uden a (fom: høg, høgre, høgst); og blandt bisje er der nogle, fom Have OmI5b i Sobootalen, J. Ex. ung, yngre, yngst. Dette er altjaa en afvigende Maade; men de Ord, fom høre hertil, ere ikke mange. Somparativerne have fedvanlig famme Form i enhver Stiling, altjaa ingen Boining; og det fanune gjelder nu for det mejte ogjaa om uperlativerne. De Ord, fom have den kortejte Form (uden a), fane imidlertid den fedvanlige Boining i Fleertal og ben beitemte Form, f. Ex. Anm. I de Ord, fom ere noget lange eller have en Endel, fom ile Tet modtager Bøining, fon Ligningen ogfaa betegnes ved at fætte meir" eller met" ford Ordet; f. Gr. met fumnande, met tumnande. I nogle Tik fælde fan Ligningen betegnes paa begge Maader, f. Ex. boveleg, høvelsgate, bobelegafte, eller: meir høveleg, net høveleg. Ved disje Ord paa , leg" er elles at mærte, at Lyden ,9" fjelben bortfalder i Ligningsjormerne, uagtet Form med ,legve" og leq', fom tildeels findes i det gamle Sprog, fynes itte at være i megen Brug, og pan entelte Steder fynes Folk mere tilbøkelige til at fige ,ftaplare* end , taplegre". De Deb, fom Her fang Omlyd og kort Form, ere fædbanlig fun følgende: ftor (førre, ftørft, lang (lengre, fö, ung (yngre, P) tung (Amgre, Å, fan (færre, før) fmaa (fmærre, fmæft. 3 entelte Bygdemaal findes ellers flere, fom: fager (fegre, feft, diup (dypre), laag (lægre), Haag (Hegre, trong (trengre), grob (grøbre. Med kort Form uden Omlyd findes : høg (høgre), og paa nogle Steder: Hein (beinre, fein (eines), ven (venre); i Sætersdalen findes endog en Ligedannelfe (Asfumilation) 1 de fidfte Former, nemlig: beinne, feinns, vénne; men almindeligit ere de regelrette: bein, beinare, beinafte. Ellers er der nogle Ord, fom itte have alle tre Grader og altfaa ere fane formede i Ligningen: og i disfe Orb findes ofteft den forte Form med ,re" og ft" (uden a). Sanledes: betre og heft; verre, verft; eldre, eldft; mindre, minft; mer, meit; fleire, flefte (plur), — i Betydningen foarende til: god, vond, gamal, liten, myten, mange, — fom itte have egne Ligningsjormer. Æigefaa: vildre, fønre; Hbpare, yttare, haattare, med tilfvarende Superlativer. (Bf. høgre, binftee, uden Euperlativ). Endelig høre hertil nogle Ord, fom dannes af Partiler og betegne en Sideordning efter Sted og Tid, nemlig Somparativ: indv, ytre, øvre, nedre, attare (og ettee), femve, fidre (næften ubrugel) fyrre, nærre (og næmare) nørbre, fybre, øyfire, beftre; — og Euperlativ: ink, df, øvft, nedkt, attafte (og etteft fremk, FOF, fort, nat (og næmafte) nørdk, funk. Af. bitere, burtare, bystafte. Som eneftanende Superlativ mærtes: etnafie. Iblandt de her opregnede Ord vil man finde alle dem, fom have den fortekte Form med te og i" fuben mellem: tommende ,a". 3 bet gamle Sprog havde Komparativ fong Beining og tun i et Par Former; Euperlativ havde derimod fært BVøining, i. Er. rikastr, rikust, rikast; Sleectal: rikastir, rikastar, rikust; beftemt Form: rikasti o. f. 0. Efter dette flulde Formen ger ende paa ft" (med Dalvlvd: Fe) og førk i de forlængede former fane Endetjen e". Nigtignot findes ogfan Endeljen aft" i en Deel af Landet, men paa famme Steder findes ogfaa ar" for are, f. Er. litar (if. farand, for farande), faa at dette itte har kort at betyde; og I de Egne, Boor Gubelferne holde fig bedjt, hører man altid ,afte" uden Forandring, Denne Afvigelfe fra den gamle Form er ellers tet at fortare. For det forte var det banfteligt ger at beholde nogen Bøining; Formen er ficertavet, og derfor maatte Halviyden Ce for "er) blive utydelig, f. Gr. i lettafte (laser, Tigedan fom i: fteinutt'e, battutte 0, f. b. (ec $ 186); desuden ender Formen med ft", og altjan tan intet 1 tillægges i Neutsum. Dernæt hunde en Forvexling imellem beftemt og udeftemt Form ogjan let finde Sted; i. Er. «Ban er ritafte*, fom kunde enten bære «rikastt» eller ogfaa: chinn rikastis. Euperlativ fom for Komparativ, fom altid bar været foagformet og fluttet med en Boal, — Ut Endeljen afte" ite forandues til afta" (ligefom i Ø. 9, grunder fig ellers paa en Vellybsregel, fom ogjaa har gjort fig gjældende i andre Tilfælde, faaledes i Fleertallet og endeel Navneovd, f. Gr. Øyarne, for Øyarna ($ 170. Man har nemlig itte billet have to Endeftaveljer med ,a"; hvis altan ben førfte Boal | Gudelfen bar a, ffulde den fdke bære pe En Undtagelje findes rigtignot i Flertal af Eubt. pan ,ar', f. Er. Tenarar; men ber tan det førte 0" regnes til felve Ordet og ikke til Enbeljen. Signing i Adverbierne. 190. Paa dette Sted man vi vgjan nævne Abverbierne, ftjont disje forøvrigt høre til de Ord, fom iffe have nogen Boi ning. Mange af diske Orb have nemlig en vis Lighed med Abjettiver, og faaledes have de da ogjaa et Par Ligningsformer, fom ere omtrent ligeban fom i Abjetiverne. Dgjaa Hev gjøres Foritiel pan en længere og en fortere Form; men den fidte er langt fjeldnere end den førfte. Den fedvanlige Form, fom gjælder for de fløjte Oed, er ,ore" i Komparativ, og ,9fte" i Superlativ; f. Er. ofta, oftare, oftaste; vida, vidare, vidaste; seint, seinare, seinaste. (3. tibare, lettare, fnappare, visjare, tryggare). Den fielbnere Form ec x (er) og it; i. Gr. lenge, lenger, lengst. Imidlertid er det fjelden, at Komparativ virkelig flutter med ,r, da man almindeligit ec tilboielig til at beholde Ende» botalen (e), ligefom i Ydjeltinet; f. Gr. tungt, tyngre; høgt, høgre. Anm. Ogiaa ber Enbetjerne ,ar" og ,aft*, uden nogen tillagt Botal; f. Gx, ofa, vides. 3 Event og Danft ender derimod Komparatid paa Euperlativ; f. Ex. Ev. oftare oftaft; D. oftere, ofteft. At begge Former her babe fanet ,e", grunder fig viftnot hun i en Gterligning af Abettiverne og fan altfaa fortlares af de ovenfor onførte Grunde. — Gt Par Ded, nemlig: innar og utar, fraffille fig dog derved, at de overalt flutte med Konfonanten. Den kortere Form med ,1" og ft", uden ,a*, indtræder her i famme iljætde fom i Adjeftiverne, nemlig I nogle fan Or, fom habe Omlyd (ort, tyngft, Iengft, i nogle, font betegne en Stilling (mf, ytt, øoft, nedft, fremft, fork, FOR) og i nogle Ord, fom egentlig mangle Vofitiv, nemlig: en Woigelfe fea bet gamle Sprog, fom her havde fast; vidar, vaklende i Komparativ, hvor de gjerne ville ende med ,e" (mindre, Betre, verre) 111. Bøining i Pronomener og Artifler. 191. Ved Siden af Subjtantiverne og Abjeltiverne er der en liden Rætte af Ord, fom i Brug og Betydning have nogen Sighed med disje to Ordklasjer, men fom dog i visje Maader abjfile fig fra dem begge. De vigtigite of bem ere et Slags Fællesord, fom fume betegne Ting og Perjoner uden nogen egentlig Benæbnelje, Hvorfor de ogjan tnldes Pronomener og figes af tvæbe i Stedet for et Navn. Nogle af dem have Betydning fom @ubftantiver, men fraftille fig bed en ganjte jæregen Møining og tilbeels ned et Formitijte, fom ikke egentlig fan fale des nogen Bøining, da nemlig Ordets Venbdinger ikke altid betegnes ved Forandring i Enbdeljen, men ofte ved Ombytning med et andet Ord eller med en meget afvigende Form. Derimod er der nogle, fom have mere Lighed med Adjektiverne og fom egentlig ogjaa kunne anjees fom en egen Art af Adjektiv. Og iblandt de forftjellige Ord, fom flutte fig hertil, fan man ogjaa nevne Tal ordene og be faakalbte Artikler, fom bruges til en nærmere Ber tegnelje af Navneordenes Stilling. Egentlige Pronomener. 192. % de jubjtantivijte Fellesord mertes forjt de jaa: taldte perjonlige Bronomener, Hvorded man adjfillr tre Perjoner, den talende, den tiltalte og den omtalte. De Ord, fom betegne førite og anden Perjon (eg, du), have meget tiljælles med Hinan= den, tær Deri at de iffe gjøre nogen Forffjel paa Kjon, og at Stillingerne betegnes mere ved Former af foritjellig Art end ved nogen egentlig Boining. I Fleertal findes de tildeels med furs ftjellig Form, Hvilfet nermejt grunber fig derpaa, at der egentlig har været to Slags Flertal, nemlig ført et Total (dualis) og bernæjt et egentligt Flertal, (for mere end to Perjoner). Men ba denne Adiilelje itte længere findes ingttaget i den jædbanlige Brug, funne de almindelige Former befoemmeit opitilles i følgende Ordning: Førite Perjon. Anden Berjon. | eat. Flertal. | Gental. — Flertal Romin. eg. me. ide de. Att. og Dat. meg. oss. deg. dykk. Gen. = (okkar). — dykkar. Drdene: min, vaar og din tunde her anføres fom Genitiver; men de bruges alminbeligit fom jelvftændige Ord med en egen Boining, altiaa fom ,osfesfiver", hvorom fenere. ental. | BLA. | BLE. | Cental. | BLA. | BLB. Rom. — 8. mid. | me. oD. | bu. did. [be © mæ meg | ofr | os. deg. bytter. | oder (ør), Dat. | mer | offer. | of. ber. | bytter. | ber. Gen. | (min. | oar. | (baar | (bin) | bytter, | spar. Dette kommer faaledes nærmere tilbage til Formerne i Gammel Nort, fom vare følgende: Gental. | Total | Fleertal | Gental | Total. | Bleental. Som. | ek. | vit (nit) | vér (mr. | pi. pit 6. Sisje Totalsformer findes ogfan i flere gamle Sprog; faaledes Angelf. vit (vi to, unc (08 to), ine (Ø. 9. ykkr); ligefan Goth. ugkis, el. unkis (os to, okkr), igkvis, el. inkvis (Eber to), I de nyere Eprog er Totalsformen bortfalden. $08 og er den Ufvigelje indtraadt, at Totalsformen er bleven faa godt fom eneherftende i den anden erjon, men ifte i den førte, undtagen i Rriftiansjands Stift, hvor Formen ,olle" (med Genitiv ollar) > et famme flal ogfaa finde Sted paa Island, janledes at man | Dagtigtalen bruger Totalsformerne for de flefte Tilfælde. — En mærtelig Afvigelfe er det, at Formen ykkr og ykkar mm oberalt Begynder med ,b" (bytt, dyllov). I G. MN. var det fun Nominativ, fom havde ,p" (bit, bid) men fely dette anfees fom en yngre Gorm i Stedet for it" ra a for ve (vér) e bleven berffende t de bedfte Landfabsmaal; men denne Brug bifer fig allerede i de gamle Breve ded Aaret 1300, da mit (mid) og mér afe besler med vit og vår, g jenere bliver endnu mere fæbvanligt. Formerne ,me" og de" fynes fremtomne ved en Tillempning efter Gentallet, hvor man alle rede havde et Par Former med ,m" i føre og ,d i anden Perjon; desuden Runde de ogfaa beftyrtes ved den tilfvarende Endelfe i Verberne, f. Gr, erum vér 6: ere bi) og erud é (ere 3). Om Formernes nuværende Brug i Lander fan følgende mærkes. Ordene eg, meg, deg, udtales med Lut e (ce, dog pan nogle Eteder med æ (æg, mæg, deg) fortortet: e, me, de (Ort, Rom, Som, br, Bald, Hall, um), Gls overgaar ,eg" til ei (Tønjæt, I (Snaafen), je (Søndre Agersh). Dar tiverne ,mer* og ,der" foretomme i Nordhordland fom forældede; i Sæterse balen hedder det me' og ,de" (forftjeligt fra: Auf. meg, deg) Genitiv min" og ,din" findes fom forældet i entelte Talemander, fnaledes: tom hit til min MY; velfomen hit Hl min (Landfiad, Foltev. 163). For Fleertal bruges i Nominativ: mid, aabent i (Sdm), mi (Sogn), mö (Bald); — me (Berg. og Ariftiansjands Stift, jedbygderne og fl); vi (SHL, Ni, Nord: land og fl); oss (Gbr, Nomsd). I anden Perfon: did, anbent i (Sdm, i), di (Sogn, Fofen og fl), de (met alm), dø (Øfterd); dökk (Gbr); + (å Nordland. Dativ og Yet. { forte Perfon: 1) okke (Fed, Lifter, Manbal), okko (Rbg.), aako (Hard), okkon, kon (Tel), kan (Mum); 2 oss (meft ati), uss (Dall, Bald). I anden Verfon: dykke (ded Mandal, dikke, dike, deke (Sogn, GL) dikk, dekk (Dedem, Pfterd.), dikko, deko (bg, Hard, dikkon (Ze) dokk (Sor), dokk (Roxdlan, Trondh. Stift, dokko (Mdm.), dokke (Stavanger, SHL, Ni, Sdm. og fl), dokker (Nordland); — 2) dere (Søndre Ygers); 3) or (Nordland), er, ær (Morbl, Hadeland), jer (flere Steder). — Genitiv i forte Berfon: okka (Jab, Mandal, askan (Hard), okkons, kons (Tel), kans (Rum). I anden Perjon dykka (Mandal), dikka, deka (Sogn, SRL, Hall, Vald), dekan (Hard., dikkons (el), døkkor (Skr), dokka (Stan, SHL, Ni, Sdm. og fl), dokkers (Rowdl, daar (Det, Verd, Hadeland, Emaal.); — 2) deres (Søndre Ug), ors (Helg, Lof), ers (Hela, Hadeland) jers (flere Steder. Dog tan herved mærkes, at nogle Former (aatan, dekan, bøttor, aar) bel itte ere egentlige Genitiver, men bellere frafilte Ord med adjettivift Form, altjaa Posjesfiver. 3 forte Berjon findes neppe nogen tydelig Adjfillelje of Totals: og Blertalsformen; men i anden Perjon tan en faadan Fortel paavijes. EaaLedes bruges i Sorbland: de, dokker og dokkers, fom almindeligt Fleertal, men berimob: i, ør og ørs (nogle Steder: i, ær og ærs) jom uegentligt Flere tal å Stedet for: du, deg, din, altfaa fom hoftig Tiltale til en eenlig Verfon. Ogiaa i det Eondenfjeldjte findes entelte Spor af en fandan Brug; faaledes bruges Hormerne ,ær" og cs" ogjan pan Hadeland, og ifer bliver Ordet dere" fortrinlig anvendt fom Døjligheds dtryt eller uegentfigt Sleertal, Dette dere" er ellers noget vanfeligt at fortlare; det kunde fynes af være en udbidet Form af det gamle pår, men det ec maajtee fnarere at anjee fom en Bortortning af bitt (byttr el. bøtter), ligedan fom ,daar" for bottar. Uf be fortjelige Former for Objettet i anden erjon fynes Formen ,dyll", uagtet den er fjelbnere, mu at bære. den, fom bør fættes øverfi, bande fordi den meft ligner ben gamle Form (319), og fordi de øvrige Volal-Dvergange (pan een Eide til 1" og ,8", og pan en anden til ,9" og 0%) banne Ietteft for: flares of en Form med ,9%. 193. Den tredie Verjon betegnes ved et Dib for hvert Sjøn i Gental (han, ho, det) og ved et fælles Ord for alle fon i Bleertal (dei). Ogjaa diske Ord have noget forftjellig Form og findes tildels med fire Kafus (tær i det ene Son); men ba io Former jæbvanligit blive lige, fan Boiningen bekvemmejt opftilles jaaledes : Maftul. Femi Neute. | Flertal. Rom. han. | ho. det (bat). | dei. Att. og Dat. honom. henne. det. deim. Gen. hans. hennar. dess. deira. Ved Siden af disje Ded er der ogjaa et faajormet Ord (Attujativ uden Nominativ), nemlig ,seg", jom bar tilbagevifende (eller refteri») Betydning og gjælder jor hvert sHjøn og Tal uden Forifjel. Amindeligit gjælder det ogfaa jor Dativ, uage fet ber ogjan findes en jæregen Dativorm: ser, fom bog er noget fjelden. Anm. I en mere fuldftændig Volning med fire Kafas finde disfe Ord ogfan opfilles faaledes Romin, bon, bo. det. | det att. ban bene, bona. | det dei. (deim). Dat. honom. Henne. di. betm. Gen. hans, hennar. dels. f en ubetonet Stilling, faa at der itte lægges nogen Vægt pan dem, f. Er. 12 — Do Grommant ilden" for: bilde han. Gllers ere Formerne i Talen følgende: 1) Maul. Rom. hann, 'an, en, Dati (op Atuj;: hamom (Gdr., hovom Tel, Dall), haanom (Out), hono, haano, haanse (Bald, Vols, Ed); forfortet 'naa (DM), hom, om (Gör, Ort, Jub), ho, 'o (Set, Hall). Gen. hans, hass, as; honome (Tel). — 2) Femin, Rom. ho (meft alm. hu (Jed, SHL, Fofen og HJ; med egt: hon, haan (I, Salten), hona (Bald, Hall); forkortett: 'o, 3. (6. R. hon. Datio (og MR) henne, hinne, "ne; henn, en, Særfit Motiv: hens, hema, he, 'e (Sat, Tel), hona (Hall, Vald, ho, '0; ogfa a" (Trond og 1. ©. %. hana, men Dativ: henni. Gonitiv: hennar, henna, 'na; hinna (Som), hanna Mamb.), hennars (Tel, hennas. — 3) Neutr. Rom. og At.: da (acd. til Mj.; Helg, Salten), de (meft alm), de (Søndre Wg); udetonet: ett, et (Smaal., ©. M. bat (bet, hvorom mere fenere. Dativ: bm, Trondh, Gör, Vald, Hall. og fl. — 4) Fleettal, Som. dei (met alm), di, de; ogjaa: dem, døm, dom. Dativ og NL: dei (Bergen og Krifir ansjands Stift med fl), dem (Trond, Ofterd. og fl) dom (Gr, Hedem.), dom (Ringerige og fl). en. deira (B. Stift og AL, deiras (Sogn, Tel) deirans ($ard.), deirs. (8. RN. beirra). Formernes indbyrdes Ordning i Bygdemaalene er ellers noget vanftella at ubrede, viltet ogjaa ber vilde blive altfor vidtioftigt. I Hantjonsordet bliver. Dattv (Honom, 'om, o) ban nogle Steder fædvanlig adfitt fra Ath. (ban. an, en); ifer i Gör, Vald. og Hal. igelcdes bliver Dativet Bf paa nogle Eteber (Sdm. og fl) regelvet adfäilt fra ,dee", fom er Wetui. og Rom. Men forøvrigt fnes Formerne at være meget fammenblandede, og ifær faar Attujatiet meget ufittert, da det dels falder ind under Dativs formen og dels falder fammen med ominativ. Aligevel funde der endda bære Mdgang til at opfile den gamle Voining med fire Kaus; men det er bog at merte, at denne Boining ite er fonderlig Betvem, og ter er det en Ueilighed, at Uttujativ bliver ligt Nominativ i Hantjøn og Fleertal; Å. Er. dan fann han han" (bedre: honom); ,no faa bei det" (bedre: det) Det vil derfor være betvemmere at opgive MUttujativførmen og følge den fimplere Plan, fort ovenfor er opftillet. Dette er rigtignot em Uvigelie fra det gamle Sprog, men det er dog omtrent den famme Plan fom i Formerne før førfte og anden Berjon, ligefom det ogjan pasier til den nuværende Brug i Svenft og Danit, hvor man, timeligviis af jamme Grunde, hor gjort en lignende Forandring ved disje Ord. 194. Som fporgende Pronomen (Interrogativ) bruges et Ord, fom er felles for Han og Hunfjon, nemlig: kven (fvenn), meb et Dativ: kveim, fom dog fandjynligvits Hører til et andet Ord. For Jnteitjonnet bruges : kvat (foa), med et Dativ: kvi; men det fidjte bruges meit fom Adverbium med Betydningen véborfor*. Elers findes der ogjan Spor til et fammenjat: kvat-ein (foa'ein), m., kvatei, f., kvateit, n. (fammenbraget til: fvein, fvei, fveitt). Noget tilbageforende eller relativt Pronomen Haves egentlig ifte; bets Betydning udtryffes jædvanlig ved det Ord fom" (fum); men bette er ubvieligt og maa anjees fom en tilbage førende Partitel. Sum. Formen for det fpørgende Pronomen fones allerede fra gammel Tid at have været noget ufikker i dette Sprog. Rimeligdiis havde man engang et fubftantivift Pronomen hvar (ba), Gvortil Dativet hveim henhører (I. Goth. mask i Sven?! og Danfk Havde man Formen hva, fenere overs gaaen til: hvo og bo, med Dativ hvem, og Gen. hvis. Men i Stedet herfor have de norfte Skrifter fædvanlig et Par adjektivite Fællesørd, nemlig : hver og hvårr, fom ellers betyde: hver, enhver. Denne dobbelte Brug af Ordet ver" er itte bleven ftaaende i det nyere Sprog, hvor dlsfe Ord almindeligt GOPiles foalebes, at ven" (el. foam) er Jnterrogativ (hvo, hvilten), medens fer" (tør, foer) hun. betyder hver (enhver, og hører til de pronominale Sdjettiver, Hvorom fenere. Formerne i Landet ere ellers følgende. For Mail. og Femin.: 1) kven, kvenn, og tildeels : kvann (D. og Trondb. Stift); dette ,tvan" kunde let an fees fom Mttufati af bet forældede , Hvar" (j. ob. men maa hellere opfattes fom ,bvarn" (ace, ligefom tvenn for hbern, af ,bberr" (hvar); jf. det anførte kvein, tva'ein (brugl. i Hardanger. 2 kreim (Hard, Sdm. og fl), kvem (flere Et), keim (Gr, Vald), kem (dal), gjærdende for alle Kafus. 3) kver, kver (Uttrefogn), kve (Set) fvarende til G. R. hverr. — For Neutrum: kvat (NHL, fielden), kot (Bytle i Setersdalen), kva (mere alm.), ka (SHL. og fl), kaa (br, Dall, Sogn) ko (Vald., ke, kæ (ved Trondh. for ,fvet", Hgefom bet" for bat), haat, hot (Xel. og fL), haa (Sømbre Wg. Å be fydoklige gne bruges bog ellers et ganite andet Ord fom Interrogativ, nemlig: hokken (ott, fetten, vetten, el. hvette), fvarende til Sv. og D. hvilken" i foenfte Dial, boden, hulten), fom ellers itte er brugeligt her i Landet. Dette halte" er imidlertid et Ord, fom man vanftelig tan gjøre noget med, da det er faa afvigende fra de fedvanlige Former, at Lydiligen itte lettelig fan glen ovrettes. djettiviffe Pronomener. 195. De øvrige Pronomener Have mere Lighed med Adjettiverne og blive ligejom isfe fatte i Forbindelje med et Navne: ord, hvorejter de vette fig i Mon og Tal. Blandt disje Ord martes førjt Giendomsordene (Posjesfiverne): jom ere ganfte lige i Bøiningen, idet de bortlajte 1% i Hun fiom og face bobbelt ,1" (jamt aaben Mofal) i Intettjon; jan: ledes: Maitul. min; Fem. mi; MNeutr. mitt; Fl. mine (Fem. mina). (Dativ: minom — minne — mino — minom) De andre Posjesfiver ere: vaar, fom boies regelret (vaar, vaart, Fl. vaare), og dernæft: okkar, dykkar, odar (oc), fom dog ere mangelfulde og iffe alminbelige i den abdjektivifte Form, ba de oftejt hu bruges jom Genitiver. Anm, Dativerne af min, din, fin og vaar, ere paa entelte Steder meget brugelige, men have gjerne en eller anden liden Avigelje; ders: mino" for minom; I Edm. mina", og i Gbr. mine' i alle tre Sion; OW. i jejaa. Da Abjettivernes Dativ ellers fedvanlig er bortfaldet, hunde denne Form ogiaa ber mifees for unødvendig; men imidler: tid gjor den dog fundom en god Virkning, ijær hvor der lægges jærdeles Vægt paa Ordet; Å. Gr: Han er fel, fom med fino er nøgd." Disje Ord udgaae fra de gamle Genitiver af de perfonlige Pronomener og ftulde egentlig bruges baade fom Genitiv og Posfesfiv; men almindeligit er fun den ene af bisfe Former bleven berjfende. Ordene min, din, fin og vaar, ere hm blevne berftende fom Posjesfiv, altjan fom felutendigt Ord med adjeltivit Vøining ; derimod ere okfar, dyltar og sdar (or, ørs) blevne ftanende fom Øenitiv, altjan tun fom en Sajus og uden Boining. Dog findes ,ottar* ogfan fom Posjesfiv, ialtfald i Sætersdalen, hvor det i Hun: Hon Hedder ,otto" (for ottor), f. Gr. ,Dæ ba okto Tru" (dette var vor Tro) Sigejaa ,dyttar", ijær i Gr. i Formen: døltor, døltort, Fl. døltre, og I Øfterdalen og Emaalenene, fammenbraget til: daar, daart, Fl. daare, fom altfaa vasker fuldtommen til: vaar, vaart, vaare, og bilde være et meget betvemt Ord, hvis bet itte var fan afvigende fra den oprindelige Form. Bed de Ord, fom flutte med ,1", findes pan mange Steder en Overgang af vr" til 107, altjoa: von (for vaar), ottan dittan (bittow), viltet egentlig er en Mindstfe af det gamle Attujativ i Majtul. (vårn, okkarn, ykkarn). Det famme er Tilfældet ved Ordene: nokon, annan, eintvan (Hvorom fiden) og rimeligvis ogjaa bed det føromtalte toen" (fvenn, vann). 196. Paavijende eller demonjtrative Pronomener ere: SM. den (dan). F. den. — I det (dat). FL. dei. denne (a). denne(a). detta (e) desse (a). hin. hi hitt (aab. i). hine, . hina. Dativer forekomme, men ere meget afvigende fra den gamle Form, undtagen ved Ordet hin", fom ogjaa i denne Form Har famme Boining fom Posjesjiverne (min o. i. v.), altjaa: hinom, hinne, hino; Fl. hinom. nm. Formerne det" og det" ere ogfan verfonlige Pronomener, fom før anført, og have jaaledes et ftorre Omfang end ,den", fom Her hin bruges demonftrativift og fom beftemmende AUrtitel, Hvorom nedenfor. Ordene den og denne ere ellers afvigenbe fra det gamle Sprog, hvor Formerne hann og enna fun vare Affujativer i Majtulinum og intet videre. Formen den" (denn, bann) er faaledes traadt i Stedet for det gamle Nominativ: så, m. (ft. hann) og st, f. (UML, På), og ligeledes denne" i Stedet for . M. bessi (Att, henna). Ordet ,den" fynes itte at have noget Dativ, undtagen I Valders, Hvor man bar Formen ,dek" baade i Dantjøn (6. N. beim) og Hunfjøn (G. I. pei) tildeelå ogfan i Etedet for ,di" i Intettjon. Ordet, denne" (og detta) Har paa mange Steder et eget Dativ, nemlig ,desja" (besje), fom fædvanlig er ligt i alle tre Rjon, (G.I. bessum, m., bessari, £, bessa, a.) Dativet af fin" er meget brugeligt og bar de famme Obergange fom Dativ af min" (5. fort. 8; i Huntjon er det tildecls noget vaklende, jaaledes aa Som. i binne Bitenne* 0: i forrige ge, og .t binaa Vitenne" (nvere Form). Samtlige biøje Former abftiles maaftee tydeligit i Balders, hvorfor vi Her ville tage nogle Greaples of Bangs ,Reglo o Rifwo" (Chr. 1850); taa dei Manne (: af den Mand), Side 10; aat dei Gare (34); i dei fama Hauge (73); ant det Døren (45); paa dei Stun (76); Hf. i del ave (3: I dette Hav), S. 23; i det Verilje (45); — ber i desje Stoge (1: i denne Stov) E. 70; tan deste Manne (16); me desje Kjempun (72); i besta (: I dette, ©. 30; — mot ino" (mob den anden), Side 72; mæ binnø Bonden (0); Hjaa inno Syfte binnø (2: $08 din anden Softer), &. 5. 44. Gn befynderlig Egenhed ved Ordet ,denne* er det ellers, at det pan mange Eteber bar to Former, hvoraf den ene bruges om en nærmere Ting og den anden (fom altid ender paa ,a*) om en fjernere. Saaledes adjtilles: denne (0: denne ber) og denna (denne der); i Sdm. dinne og din, pan Helgeland denne og dann, i Sogn: denna og danna. Sigefans dette og detta (data) desse og dessa (dassa). Baa entelte Steder blive disje Former fortortede til. "ne og "na, te og ta, se og sa bu, Guldalen, Rimeligviis man dette a Betragtes fom et tilføtet Ord og maaitee fom en Form af Bartitelen ,na" (barna) fom ellers her hedder ,ne". Amiblertid blive diske Ord ogfaa fam: menjatte med dette ne", f. Gz. dennane, detta-ne, dessa.ne, Guillet ater for. forts til: dennan, dessan, dettin, dettan (i Tinn Gebber det: "tenn øp tann). 3 Trondhjems Stik findes ellers en Sammenfetning med fer og ber" (maaftee Gerne) f. Gz. dæder 0: dette), dæstjæn art (dette ar I nd: herred ogfan blot ,hæn", f. Er. pan ben Sia (pan denne Side), Hvilket dog maafee finde være et ganfte andet Ord. 197. Til denne Drdræfte høre endnu nogle pronominale Sbjettiver, jom man ogjaa falder ubeftemte Pronomener, og hvis Former i det nyere Sprog tilbeels eve uregelvette eller afvigende fra Abjektivernes Vøining. De ere følgende : SM. kvar (foer). — F kvar (for. 9% kvart — Sl (mangler). nokon. nokor nokot nokre. annan. onnor. annat. andre. ingen, ingi inkje. (ing) korgje. korgje. korkje. baade. baada, baade (bæbde). Af jammenjatte Orb mates : einkvar, eikor, eitkvart; — annankvar, onnorkvar, annatkvart ; af enfelte Drb mærfes: sjølv, IL sjølve. (Gllers ubøieligt, undtagen i den telemartijte Form: fia, fiov, fjavt, GL. fjave). Ordet same bruges tun i den ber ftemte Form og er regelvet Abdjeftiv, ligefom de føromtalte: fum, faa og mang ($ 187). Anm, Delingsordet tvar (hver) har i G. M. io Former, nemlig hver efter (fjetdnere) hvarr (Goer af flere) og hvårr (ber af to); begge disje. bruges ogfaa fom Spergeord ($ 194). Af begge Former findes endnu tydelige Spor; men de funne vanftelig adftiles. Formen ,tvar* er meft brugelig vet og nord i Sandet Gf. Sv. hvar), og forødrigt findes: kver (Mål, Si. og fl), kvar og kvor, aabent o (Tel) kor (Dall, Bald, Gbe); gar (Tin) haar (Søndre Ag.) hor (Mum). Paa entelte Steder hedder Maitul. kvar og Femin, kor (altfaa Omlyd); men i visfe iljælde fhnes ,tor* og vaar" at bære Totalsform (altfaa ®. N. heim), og hertil hører ogfaa en Form fom" (Dard, Vojs) fom enten er det gamle Akkui. (hvårn) eller et fammenjat , tør» ein". Wt to Former her ere fammenblandede, fees ogjan af Dativ, fom bruges meft i Sentrum og hedded: koro (G. AN. hvöru? el, hvåru), koraa (Sbm.); kverjo (Sogn), kvorjo (Tel), korjo (Hall. Bald); hvoraf tun , tverjo* er en lybrigtig Form af fer", medens ,fvorjo" er forbantet, da Former med ,0" og 1" frider imod Lydillingsreglerne. JF. Sv. hvarjom; Tel. tvorjom, i Biferne), — Det fjeldnere ,orgje" har Totald-Betydning (ingen af Begge) og er fammenjat af for (for foaar) og artikelen gic" (gå), fom efter haard Ronfonant bliver ,,tje" (Hi); deraf Formen tortje" (for toaartH). Ordet ,eintvar", fom her betyder : nogen, en eller anden (ite enhver), hedder paa mange Eteder ,eintoan" og nærmer fig derved til Epørgeordet kven (el. van, men da Seuteum altid hor 8" (sittoart, intort, etfaact) maa Formen eintvar (Gibr. og fl) 3 Stedet for den gamle Form ,notor" og ,annar" er Uttufatioformen nokon og annan bleven Berftende, ligejom i Evenit (någon, annan) og Dank (nogen, anden). Dog vedbliver endnu ,1" paa mange Steder i Hunjøn (nator, onnor) og almindeligt i Fieertal: nokre (ellers: nov, nogre, nøtte) og andre (ellers: are og aire, for abee); ligefan | Dativ; nokro og odro (auro, aura). ,Jugen" fulde egentlig hedde engje (cing) og i Jntettion ekkje (for eit:i) I Sighed med det ovenfor nævnte forgie, fortie; men Ordet ex allerede I det gamle Sprog blevet noget forvanftet og bar nu de forljel figfte Boininger, faaledes i Fleertal: ingre (Edm. ligt "notre), ingle (Tel. ligt notte) og ingne (Dard); ellers er Flertal almindeligt ligt Femin. i (ental (ingi, ingjæ, inga). Den bardangerite Form (Femin, ingiei, FL. ingne) foder pan Eammenjætning med ein'. I Neutrum forefommer ogfan et Dativ ,ingro" [ingran, Edm.) fom hellere Fulde hedde ,ingo". 198. De egentlige Talord (Mumeralia) have noget tilfælles med de fibitomtalte Ord og kunne derfor indjøres her; men de flefte af dem ere ubøielige, jaa at det fun er tre eller fire Ord, fom Ber fomme i jærbeles Betragtning. Ordet ein har en al minbelig Bøining, omtrent fom osjesfiverne, nemlig: M. ein (einn); Å. ei; RN. eitt (eit); hvortil ogina fan regnes et Flertal: eine, hvorom jenere. De tre følgende Tal have en egen Bøining, nemlig i fin fuldjtændigite Form : Majtul. tvei. — Femin. tvæ. — Neutr. tvau pr — trjaa, — —trju (try. — fore. — — fjora. — — fjøgor (fjogo). Men efter en mere almindelig Brug hunne de betvemmere opftiles janledes: M. tvo, F. vo, N. tau; — M. tri, F. tri, R. try; — MW. fore, IF. fjora, M. fjore. Aj Grundtallene dannes Ordenstal, jedvanlig med Endeljen yde" (te) eller. ,ande", fom: fjorde, femte, aattande. Men alle bisfe ere fvagformede Adjektiver og bruges alene i den beftemte Form. nm. AF entette Bygdemaal fan anføres: tdel, tvæ, too (Setees: dalen); tveir, tver, tva (NY. forældet; tvo, tær, tau (Vald, ; — tri, trag, trin (Eat); tre, treaa, try (Boje); tre, tryaa, fey (Bald); fio, flora, flogo, aab. © (tun i Eæt). If. G.M. teir, tvær, tau; prir, rir, prid; förir, fjörar, fjögur. Atta. två af weir, brid af pric. Til dette fidfte hører Formen tran (tryna) i Maftul. fom ofte bruges I Valders, f. Gx. Gin Mann hadde fehaa Sone.' Gllers falder Huntjønsjormen bort, endog I flere gode Bygder maal; paa mange Eteder bortjalder oajaa Intettjon, faa at alle Tal blive ubgtelige, undtagen cin'. — Dede fjore hedder mu almindeligit fire" ; men dette er en Gfterligning af den tydite Form, da Tydffen altid Har ie" for vort jo" ($ TT), og fore er netop den rette norfte Form, jom ogjaa tan fees af abftilige andre Ord, faajom : fjorde, Fjorbung, fjortan, Fjorføtia og Å. Grundtallenes Form tan opfines fanledes: ein, tvo, tri, For, fom, fls, flan, aatta, nio, tio, elleve, tolv, trettan, fiortan, femtan, fefstan, Tiauttan, attan, nittan, tjugo (ein og tjugo, tuo og tjugo 0 J. 6); tertti, ust, fet, fetst, fjantti, aatteti, nitti; Dundrad, tufund. De to fidjte ere egentlig Sub: fantiver: eit Hundrad, eit Tufund. (I ©. NR. busund, ©). Tallene 13 til 19 have tildeels en Form med aan", eller aa (trettan, flurtaa 0. f. b), og 17 til 19 have ogjna en Form med i", nemlig: fjautjan (fautjan, fautjaa), atjan (atjan, aatja), nitjan (nitja), Titallene have i det Eøndenfjeldte fanet famme forvildende og Sejerlige Form fom I ant, nemlig: tredive, förre luge, Gatvtreds, treds, Halvfjerds, firs, halvfems. Som Ordenstal bruges: furte, andre, tridje, fjorde, femte, fette (ec), flaunde, aattande, niande, tiande (tionde?) ellevte, tolvte, trettande, jortande, femtande, fefstande, fjauttande, attande, nittande, tjugande (cin og tiuganda); trettiande, fyrtiande 0. 1. b. Uf bundrad og tufund er intet betjendt Ordens: tal; til Rød tan undrade" og ,tufunde" bruges. 199. Par af de foromtalte Ord blive ogjaa brugte til Mærteovd eller Artifler, jom forbindes med et Navneord eller Adjektiv il en nærmere Veteguelie af dette Drds Stilling. Ordet ein" bliver jaaledes brugt jom titel ved Navneord, fom ere ftillede i den ubeitemte Form, i. Gx. ein Mann, ei Bygd, eit Land; og i dette Tilfælde fan det jumndom ogjaa Have Fleertal (Å Betydningen: nogle), i. Gx. Kvat for eine Menner. De før: nævnte Demonjtrativer : den, det, dei, blive derimod brugte fom paavifende eller bejtemmende Artitel, i. Er. den gamle Mannen. $ ældre Tider har ogjaa Ordet ,hin" været brugt jom bejtemt ben gamle Diftorie, i. Gr. Magnus hin gode. Derimod er et gammelt ,9in" eller. ,en" blevet tillagt i Mavneordene jom en Beftemmende Gndelje, fom for er omhandlet ($ 177). Anm, Ordet ein bruges i meget forfjellige Stillinger ; faaledes 1) ubft. Gental fom Talord, fom Metitel og fom judhantivit Fælesord i Vetyn. man", ;nogen" (i fdRe Tilfælde uden Vøining); 2) i beftemt Form, adjek tivift: den eine" (f. aal-eine); 3) i ubeftemt Fleertal, a) adjettivift: tvo eine, tou eine; b) fom Mrtitel: Dei foro fom eine Gapar" 0. f. v. Forved et Talord hedder det ,8k" (formodentlig G. M. cin, n. pl) f. Gr. et fem fels G: omtrent jom 5 eller 8), ei tjugo Etylte (omtrent 20 Etyller),. Som Ur titel har Dedet fun liden Vetoning, og derfor faar det tilbeels visje Forkort ninger i Talen, faafom en, et", og i Femin. i" (SHL og AL), i Meutr JÅ" og ,e" (Xronbh.. Aaius findes fjelden og fun naar Ordet er færtt betonet; faaledes Dativ ,i eino" i cet vat, uafbrudt); Gen. eins, meft i Betydningen: esnsartet, hviltet i G. MN. betegnes ved Fleertal, i. Gz. einir pundarar, einar vættir (og) ein meli-keröld (MR. a. Save, 2, 265, if. 166). Ogfaa den" har forffjellig Vrug, nemlig 1) fom Demonftrativ, a) adjettivift, f. Er. den Mannen ; b) jubftantivift foroed , fou", f. Ex. den, fom tegjer, jamtytter; 2) fom rtitel med Adjektiv, i. Er. den fore Stogen. I fidite fald bliver Ordet kun lidet betonet, og Boiningen efter Kafus falder boar lig bort. 3 Valders bruges rigtignot Dativ af den og det, f. Gr. i det fore Stoge (del, for deim, $ 196); taa di befte; mæ di fama, o. i. b.; men ellers bruges den" og det" uforandret. I Jleertallet ,dek" Brugen af disfe Ord afviger meget fra det gamle Sprog. Som Demon firativ foarer ,den" til ©. MN. si (ML, pan) og si (WE pi); ligefaa det" til Ø. N, par. (3 entelte Breve fra det Søndenfjeldfte findes temmelig tidlig. benn før bann, og bet for bat. Som Metifel fvarer derimod den" til G. M. hinn (enn) og ligeledes ,det" til ®. M. hit. Derved have diske Ord faaet et langt førre Maaderum end i det gamle Sprog. Imidlertid bruges dog Formerne ,dan" og ba" for begge Tilfælde i den føre Deel af Bergens Sift oq en Deel af Nordland (Helg. Salten, og der hide faniedes være god Grund til at ffrive ban' og dat", hviltet ogjaa har været brugt i entelte Etrifter, blandt andet i ,orfte Orbiprog" (br. 1856. Men alligevel fynes det og iffe at være nogen fast Nødvendighed, at disje Ord fulde frives med a". Da det itte gjælder om nogen Regel eller nogen Klaste af Oro, men fun om et Par Former, fom eve ufæbvanlig meget brugte, fan der ogfaa bre god Grund til at falge den Form, fom den kørfte Foltemængde bruger. Og da disfe Ord uu for en flor Deel itfe fare til det gamle pann og bat, men til et ganffe andet Ord, fones Strivemaaden den" og det" ogiaa af denne Grund at blive mere tilraadelig. 200. De hidtil omtalte tre Orbflasjer, fom ogjaa med et jælles Navn kunde betegnes fom Nomener eller Nævninger, have faalebes holdt fig nogenlunde paa det gamle Grundlag i Brugen af be vigtigite og nodvendigite Boiningsjormer; men derimod er Mangden eller Forraadet af Boiningsformerne blevet mindre end i det gamle Sprog. Ijer gjælder dette om Kojus eller Stilingsformerne, fom tildeels ere blevne utydelige i Mavneordene og endnu mere i Adjektiverne. Ligeledes ere og Kjønsformerne blevne noget utydelige i Fleertal af Abjeftiv og Pronomen, medens de Derimod i Gentallet er bedre vedligeholdte. I disje Puntter har altjaa dette Gprog gaaet i jamme Retning fom det Svenfte og Danite, og er jaaledes blevet afvigende fra det Jslandjte, hvori de gamle Møiningsjormer for det mefte ere vedligeholdte. Mum Eom forben er vif, findes Datid nogenlunde gjennemført i Mavneordene, men i Adjettiberne har det derimod fiden Brug. Genitivet, fom allerede findes fparjømt i Navneordene, er i de. adjektivite Former jaa godt fom opgivet og bruges tun i visje Forbindeljer, faafom: til motors, til intjes, annars imillom, fjølos min, i tars Manns Hus (i. § 185. Denne Form med ,$" gjelder da ogjan tun for Hantjon og Intettjon, medens derimod Formen for Huntjon, Fleertal og den beftemte Form nu er bleven ufilter eller ubefjendt. J Ligning med Danft og Svenif vil dette fynes at være en Mangel, men bet er dog at merle, at flige Genitiver fom: dennes, dettes, hined, den enes, de andres 0. f. b. ere nyere tillomme Former, fom ite bave Grund i den gamle Bøining. Til de Gzempler, jom forhen ($ 188) ere anførte af Folteviferne fra Telemarten, tan endnu lægges følgende Dativformer: at Manne det", for beta, (Sandi. Side 50, av binom Garde (113, i binom Baaje (377), med finom Stave (392, at cinom Veggie (120, av tvoriom Fingre (76), i forjom Tinde (75. Merteligt er det ellers, at Attujativ ec jaa ganfte for foundet i de adjettivifte Former, ifer i Fem. hvor det Hulde ende paa a (€) og altfaa godt funbe beholdes. I ældre Svenit, navnlig i Bibelen, er denne Form godt vedligeholdt, f. Gx. tag mig ena fo, od) ena get . . . of ena unga bufvo (1 Mof. 13. Ligeledes med Enbeljen ,an" i Dantion af MW. f. Gz. Bhar en blinder føder en blindan (Matth. 15); når fågo vi big hur vigan eller törftigan eller busbillan eller natotan eller fjutan. (Matid. $ nyere Evenit ere disje Former bortfaldne, fan at de itte opftiles i Sprog læren if. $ 181%; og Tilfældet maa altfaa der have været det jamme fom er, at nemlig den gamle Brug efterhaanden fom i Forglemmelje, fan at man tilfibk fandt det betvemmeft at opgive disfe Former. Derved har Sproget rigtignot vundet den Fordeel, of bet cr blebet fimplere og lettere at lære; men derimod har det øgfan tabt abfiligt, baade i Velklang og tildeels ogjan i Enbeligheb. IV. Derbernes Beining. 201. De Ord, fom vi kalde Gjerningsord eller Berber (§ 74), have en jæregen Bøining (Ronjugation), hvorved Udtryfket for en Gjerning eller Dændelje faar visje beitemte Vendinger, fom man bar betegnet med Navn af Sion (Genus), Maade (Modus) 0g Tib (Tempus); desuden have de ogjaa noget tiljelles med andre Orbflasjer, nemlig en Adtilelje af ental og Fleertal. Forjaavidt bisfe Stillinger udtrykkes i et enfelt Ord, blive be for bet mejte betegnede ved en Forandring i Endeljen og tildeels ved et Lybitifte i Roden, nemlig yd (§ 99) og Omiyd. Men i nogle Tiljelde bliver Stillingen iffe betegnet tilfulde med et entelt Drd, hvorimod man betjener fig af et underftøttende Vertum (Sjælpederbum) til at udfylde Begrebet, altjaa af en Sammenftiling of to Ord. En nærmere Forklaring af Verbets Brug hører jaaledes for en Deel fil Sætningslæren. Anm. Ger Betydningen kunne Verberue inddeles i indvirtende (tranfitive) og uindvirtende (intramfitive); men denne Judbeling bar itte nogen almindelig Indfiydelfe vaa Vøiningen. For en Deel blive rigtignok de to Setydninger adftilte i to Ord, nemlig 1) et utndvirtende Stamorb med egen Boining, i. Ez. renna (2: rinde med Formerne renn og ramn; og 2) et inde birtende afledet Ded med en anden Boining, faajom: renna 1: rende, lade rinde) med Formerne: renner og rende. Men i mangfoldige andre Tilfælde blive begge Betydninger betegnede bed det jamme Ord og de jamme Former, f. Gr. i drivs, fom Betyder baade af drive feld og fane en Ting til at die, men fom + begge Tilfælde ar Formerne driv og drev. Denne Adjtillelfe tommer derfor itte faa meget i Betragtning | Boiningen fom ved Dede banneljen. 202. Verbets Hoveditilling eller jaafaldte Kjon (Genus) fan, forfaavidt Ordet betegner en Vaavirkning, egentlig tentes fom to Slags, nemlig jom en aftiv (jelvvirtende) og en pasfiv (paavirtet eller lidende) Stilling. Jmidlertid er det fun den forte, fom her fan fomme i jærbeles Betragtning, da den pasjive Stil: ling jæbpanlig fun betegnes ved det faatalbte Participium eller Ggenftabsformen, hvori Drdet ganr ganfte over til et Adjektiv og jaaledes abjtiller fig fra de øvrige Form i ftabsform (f. &. bunden, dømd) faar nemlig en abjeftivijt Be ning og altjaa Intetfjon paa ,t" (f Gr. bundet, dømt). Men ved denne Intettjønsjorm er dog at mærke, at den bruges paa to forftellige Maader. I Forbindelje med Hjælpeverberne , vera" og ,berda" betegner den Pasfiv (f. Ex. det er bundet); men i Forbindelje med , hava" gaar den over i den aktive Betydning (f. Gx. eg hever bundet) og opfattes jaaledes fom en felvitændig Form. Denne fidjte Form, fom man tildeels hav kaldet Supinum, bar ogjan et ftørre Omraade, da den nemlig fan have Sted i neften alle Verber, hvilket itte er Tiljeldet med jelve Varticipium, fom nærmeit tilhører de Ord, fom betyde en Paavirkning. 3 entelte Tiljælde fan den pasjive Stilling betegnes ved Enbelien ,jt", f. Er. hoyrast, tolast; men denne Form hav egentlig andre Betydninger og ijer en refteriv eller tilbagevictende, fom fenere vil blive omtalt. um. Ogfaa de andre germanifte Sprog have egentlig hun set Genus, nemlig det aftive. Det Vasfiv paa ,5", fom mr finder Sted I Svenit og Danft, grunder fig tun paa en udbidet Vrug af en gammel Referivjorm og fan ite godt gjennemjøres, hvor den ældre Vrug er gjældende. F. Gr. ,de flaaes* tan neppe betyde: ,de live. Magne", da den gamle Vetydning er: de flage hinanden" WParticipium kunde her, efter Tydfternes Crempel, ogjaa taldes Middel or, eller. Middeljorm. Det ovenfor nævnte Enpimum (fom egentlig itte foarer til det latinite Supinum, uden tun fortagvidt at det ligner Varticiphum og feer ud fom et Reutrum af dette, hinde maaftee ogjaa betvemmeft taldes Middeljormen. 203. Fremitilingsmaaden (Modus) er fire Slags, nemlig: 1) ben fortællende Maade (Jndifativ), 2) den jluttende eller førbindende Maade (Konjunktiv), 3) den bedende eller befalende Maade (Imperativ) og 4) den ubundne eller ubejtemte Maade (Fniinitiv), hvori fun en Gjerning bliver nævnt uden at jættes i Forbindelje med nogen Perion eller Ting. Den førite Maade er den vigtigite og omfatter flere Former end nogen af de øvrige; den anden Maade hav derimod liden Anvendelje, idet dens Former for en Deel jalde ind under den førte. Anm. Infinitiv anfees fom Verbets Nævneform eller Grundform, hoor for det jæbdvantig er denne Form, jom bruges, naar et Verbum anføres I en Ordbog eller Grempeljamling. nen paa nogle Steder bliver ,0" til ,e* og i en Del af Landet begge disfe Endeljer, faaledes at a tun beholdes i de Ord, fom antage Tiljævning I Votalerns, Hviltet foren er fortlaret under $ 112 til 113. Tidsformen (Tempus) kunde egentlig tentes fom tre Slags, nemlig Fortiden (Preteritum), Samtiden Præjens) og Fremtiden (Futurum); men den tredie falder her jammen med den anden, og foaledes bliver det hm to Former, Præjens og Bræteritum, fom Her komme i Betragtning. Disje to Former abftiles altid i Indifativ og tillige i Konjunttiv, forjaavidt fom dette bruges; i de to andre Maaber gjælder hu een Form (Brafens). Foriaavidt en nærmere Angivelje of Tidsfølgen behøves, betegnes dette ved et Hjælpeverbum, fom forbindes med en af Sovedperbets Former; jaaledes ,dilja" el. ,fkulo" med Infinitio, og Haba" med Eupinum, fom før er nævnt. Mum. Gfer den latinfte Grammatit (hvoraf Formernes Venæbnelfe fæbbantig blive tagne) fulde Præteritum dele fig i tre Former: Janperfete tum, Serfettum og Plusqbamperfeltum; men de to fibte maa i de nordiffe Eprog betegnes bed Hjelpeverber. Vor Fortidsform foarer factedes nærmelt til det nævnte Smperfettum, og derfor bliver dette Navn (Qmperf.) og leertal; bog er bet fun i Judifativ og Imperativ, af disje Former kunne tydelig adftilles. Giter den gamle Vøining kulde der ogfaa bære tre Perjonalfocmer i hvert Tal; Gom et foreløbigt Grempel paa de her omtalte Former i deres indbyrdes Sammenhæng opftiles her et of de Orb, fom Bruges til Hjælpeverbum, nemlig , ava tditativ.| Koniuntt. Bræjens | hever. have. | hav! | hava. | havd, havt. Fleertal | hava. | have. | havet | BL havde. Imperfettum | hadde. | (hedde) Sup. havt. Flertal | hadde. | (hedde). nm. Paa Grund of megen Brug er dette Ord udjat for mange Fors Tortninger, fanfom:: bo' (hava) He (hever, har for Hadde", fom egentlig fulde hedde: Habde (G, N. hal). — Konjunttivet have" bruges meft fom en Øniteform, f. Gr, ,Gud have Saali" (2: Sjælen. Vet andet Koni. «Hede (G. M, hefdi) bruges i Hardanger og flere Steder i Formen ,hædde" f. G5. ,hæbde eg vilja" 3: derfom jeg havde villet. JF. Tudit åtte. 206. Den Maade, hvorpaa Formerne dannes I de enkelte Dud, ere ellers noget forjfjellig, men imidlertid er der dog vise Meeker, hvorefter alle Verber kunne inddeles i to Boiningsmaaber eller Stonjugationer, og bet tydeligite af bisje Merter findes i Inditativets Fortidsjorm eller Jmperjeftum. I en Deel af Ver: berne bliver denne Form fort, faa at ingen Endelje finder Sted (f. Gx. i vinna, vann), og i dette Tiljelde figes Verbet at være tect eller have ftært Vøining. I andre Ord bliver derimod denne Form forlænget ved en Gudelfe med ,b* eller ,t (i. Gr. i fora, førde), og i bette Fald figes Ordet at høre til ben joage Boining. J den fidjte Aideling bliver Ordets Rod for det mejte uforandret ; i den forjte indteeder derimod en Forandring i Rode vokalen, nemlig den føromtalte Aityd, f. Er. eg vinn, eg vann, eg hever vunnet. Imidlectid er der ogiaa nogle Ord, fom fous andres baade bed Aflyd og Gudelie (i. Er. telja, talde, talt), og bisje Orb danne jaaledes en Overgang imellem den jtærte og den foage Boining. nm. De Verber, fom have den fterte Boining, ere i dette Sprog omtrent 200; og i flere beflægtede Sprog er Tallet mindre, Dette er rigtig not fun en liden Deel af Verbernes fore Mængde; men i denne Deel findes netop be vigtigite eller nødvendighe og meft brugelige Berber. De Ord, fom Hore bertil, eve i Ulmindelighed Stamord, medens derimod de afledede Ber: ber fane den fvage Bokning. Man antager derfor, at den fterte Bøining er den ældke eller oprindeligfte, og at den i de ældfte Tider har omfattet flere Ord. Og da netop Formerne i disie Ord have den mærtelighe Forandring og ben tybelighte Aditillelje, bliver det ogjaa betvemmeft af betragte denne Boining fom ben fare. Bor Kortheds Styld pleier man tun at anføre de tre eller. fire Former, Dvorof Bøiningen lettet tan fjendes, nemlig Infnitiv, Inditatid i Vræjens og Jmperfettum, og tlFDR Participium. I Stedet for det fdke tan man ber hellere anføre Supinum (MNeutrum of Particip, efter $ 202, da dette med fin aftive Betydning pasjer bedt til de øvrige lattive Former, ligefom det ogfa ax bet torte Omraade, da det fan finde Sted overalt og faaledes ogfan I mange Ord, fom itte have noget fuldtomment Particip, f. Ez. funna, vilja, orfa, tegia, Kiva, Melva, regna, fiaata, alitea o. I. v. A Den jtærte Bøining. 207. De ydre Marler paa Verberne af den jtærte Bøining ere følgende. Indifativ Præfens er at anjee fom Genftaveljesjorm, thi forjaavidt en Gndelje med ,ec" (e) finder Sted, da er dette Je tun en Dalolyd ($ 65); imidlertid ender Fleertal pan a" og er ligt Infinitiv. Imperfettum er reen Genjtaveljesform uden Spor til nogen Endelje; Fleertal ender paa ,0%. Vartici ender paa ,en", og Gupinum paa et (i Udtalen jædvanlig fun 89). De indre Mærker ere, at Robvotalen forandres ved lyd (efter $ 99) og tildeels ogjaa ved Omlyd ($ 100), faa at et Did jæbpanligit bar tre og tildeels fire eller fem Vokaler i fine Former; f. Gz. skjota, skyt, skaut, skuto, skotet. (Giter dette Lyditite, og Hær efter Bofalen i Jmperfettum, funne de ftærte Berber deles i jer Klasjer eller Ræffer i følgende Drden: ei. Brei. Impi. so 0 ep ed e (t) a o' (u) 0" (u) De e a aa e' (o) 4) jo) — y au Få o 5) a e (æ) o o a (e) 6) aa æ e e aa (e). 3 be tre førite Retter har Infinitiv lind Votal, og Prejens Har jamme Lyd; i de tre fidjte har Inf. haard Volal, og Præjens har ben tiljvarende Omlyd. Undtageljer findes, men de exe ifte mange. Mum Gfter det Forhold til de tre Grundvolaler, fom for er omtalt $ 99) hører ben førfte, anden, femte og fiette Malte til A, den tredie til I, og den fjerde til U. en de Rater, fom have 3, holde fig itte fxengt til nogen Votalrætte og vije tildeels en Tilboieligbed til at optage alle tre Grundvotaler. I disje Former maa man gjøre nøie Forftjel paa lutt og aaben Syd; den. aabne Vokal er her belognet med et Mærke () f. Gr. betyder aabent e (udtalt næften fom a) o. v. (SF. $ 13 og følg I tredie Sætte har janledes de to førke Former luft i (ii, men de to Fdke aabent f(P) udtalt næfen fom ,0", oltfon en ganfte anden Lyd. a) Infinitin ofteft med lind Vokal, tigefom Prafens 208. Den førite Mætle omfatter de Drd, fom have a" i Imperf. og hvis jluttende Konfonant er dobbelt eller jammeniat, jaa af alffan Bofalen bliver forttonet. Efter Volaliftet deler ben fig i to Afdelinger, en liden med: i—2—u, og en førre med: e—a—o. Den forite Afdeling, hvori de tre føromtalte Grund: votaler findes jammenjtillede, bar altjaa i Infinitiv og Præens 4, i mperi. ,0%, men i Flertal ju" og i Gupimun lige: ledes 1%; i. Gx. Sui. finn. — Fræk. finn. Jupf. fann. — Sup. funnet. + — finna funno. finna. Br. finn. — Smpf. fann. — GL funn ip. funnet, finna. føinn. joan. fpunno. funnet, vinna. vinn. dann. uno. vunnet, binda. bind. bat, bundo. bundet, vinde. vind. vatt, vande. tinga. fing. tang. tinngo. Munget (ah. fpringa. føring, førang. jprungo. fprunget. ftinga. fing. fatt. frunge. ftunget. britta. drift. bratt, brutto, bruttet (1). Undre Ord, jom tildeels faae jamme Vøining, men fom vi itte ganfte tør medregne, ere: tvinna, tvinga og tigga. Steder: tigg, tagg, tigget (tiggje), fom er baade uregelret og afvigende fra den gamle Form, Hvorefter det nu fulde Hedde: tig, tang, feget (i Sighed med Jigga", fom hører tit den anben Sætte, Ved Siden af binda, vinde, føringe, ftinge, findes paa mange Eteber: bitta, vita, fpritta (el. fpretta) og fitta, med famme Somjonont i alle Former, i. Gr. Prej. ditt, Sup. butte, gent lig optræber føretta" fom et felofiendigt Ord med egen Betydning. Naar »føringa" betbder at føbe, har det altid: forang og fprunget (itte fratt, ruttet); men naar det betyder at brifte, tan det fane Formene fpraft og føruttet, elev ganfte gaae. over til ,jöretta", — ,ftinga" Har altid , fat (ite fang), men begelviis: ftunget og fruftet. Orbene ,brenna" og ,renna" bebbe i det Nordenfjeldfte: brinne, rinne, 09 gaae faaledes ind under denne Adeling, fom derved fommer til at omfatte alle de Ord i denne Rafe, fou have ,n* efter Votalen. Dertil hører egentlig ogjan Ordet ,dritta", da dets oprindelige Form har været ,drinta*, fom man tan fee af de gamle beflegtede Sprog. Juuperativ Har famme Afvigelje fom Jmperfettum i Ordene: binde, vinde og ftinga, nemlig: bitt, GL. binde; vitt, FL vinde; Mi, HL. finge. — Jmperf. i Konjunttid falde egentlig have Omlyden y (I. Ex. fynne, føynne); denne Form findes virtelig ogjan, men er fjelden og ufiler; i Stedet for ,9" bruges hellere 1" (funne) 209. De fløjte Ded af Denne Nelle have imidlertid Lydftiftet: e—a—0, og bøles fom følgende Gzempel : An. bresta. — BVræf. brest. — Impi. brast. — Sup. brostet. BL — bresta — brosto. Dog træder ,u* i Stedet jør ,0%, naar et ,n" eller ,m* følger efter Votalen, nemlig i Ordene brenna, renna og demba, alfian Gupinum brunnet, runnet, dumber. 3 Fleertal of Jmperf. er Boalen tilbeels vaflende imellem ,0% og 1" f. Gr. floppo og fluppo. Sonjunttiv af Jmperi. jfal egentlig have ,9 (i. Gz. bryite, ilyppe); men denne Form høres mu fun fjelden. Anm. Til denne deling hører næten 50 Verber, nemlig: detta, lette (0: glide), tnetta, ffoetta, fetta O: flenge) fimetta, foretta, brefta, fnerta, mela, felta, velta, verda 0: blive), gjelda, tesja (3: Fæbe ved), vera 3: formindjies, fela, gele (: Maale, guelio, fuela GO: vin, fela (0: teal), sla, jmella, fvella, vella (3; rømme), fperna (2: nste; udtales penna" og fan maaftee flrives jan, brenna, venna, Demba (el. demma, røve, 1908, foerv (finde), tvelva, Mjelva, fnerpa, vera, helpa (= hjelpa), leppa. treppa (fammentrympes), feppa, ffreppa (2: rafle, Aeppa, blefta, {bie Hott (forflane), tvetta (Aræmmes), retta, ftvetta, jnerta, fvelga. (Ordene eve ber ordnede efter den fluttende Ronfonant og i den I's 31 'opfillebe Følge) Undre Ord, fom tildels fane lignende Voining, men fom nærmeft fynes at være udgaaede af et andet Ord, exe: guetta, guofia og Inefta (omtrent = tnetta), tletta (= tlefta), refta (— brefia, : mangle) fprtta (i. forrige 8). Derimod mas det bemærtes, at entelte af de ovenanførte Ord ere fjeldne, fom: giella og fjella (i Nordland), demba (Dfterd) ffreppa (Gör), bletta (Mandal, og at nogle bruges almindeligt med fog Boining, fan at den færte fun foretommer paa entelte Steder, faafom ved fnerta (Bb. fmelta (Øfterd. fi), tvella (Ramb.), tverra (Tel), vella (Hard). J Stedet for hela", fom bed Mandal har Formerne : help, bol, bolpet (CMR. help, halp, holpiv, bruges alminbeligit ,bielpa med fvag Boining. Uf fvelga" (el. fvelaja) er fedvanlig en Form foag, og de færte findes fjelden famlede. Ut en Rod, jom futter med ,9", faar I Imperf. 17, er i Grunden rig tigt efter Regelen for Verder med to Konfonanter (if. Halda, Geldt; binda, batt; vinda, vatt); faaledes ogjaa: gielda, galdt (Bl. goldo, og verde, vandt (BL vorde). Men i det fibfte Ord eve mange Forvanffninger optomne; paa mange Steder Har de altid ,t" for ,d", altfoa: verta, ert, vart, borte; men ved Siden af Prel. vert" (3: bliver) findes dog ogjaa: ver'e (B. Stift, vare (Sætersd), val, med tuft L* for 19" (i Indherred). De "herftende Former ere altjaa Overgangsformer ($ 122, 127, og Ordets Boining tan bedft op: filles faaledes : Ini. verda ; Pre. verd, FL. verda; Jmveri. vardt, BL. vordo; Sup. vordet; Imperativ verd (verdt, Ål. berde; Koni. verde, og I Imperk. borde eller (med en ældre Form): byrde. (I Sætersd. vyrte. G, MN. yrdi. 3 nogle Ord har man paa mange Steder ,0* før ,a* I Imperf.; fan ledes: tverba, tvorb; verna, borp; fjelva, ffolb; tetta, Hott; retta, soll. S. belv, bly. Ordet , fella" (: falde) Hedder paa nogle Steder fall', neo Ampert. fill eter fel fom i ©. 9) op gaar anledes over til fjette Rette. Inf. ,gjetda* hedder pan enkelte Steder ,galda" (Bojö); forøvrigt Har Infinitiv altid famme otal fom Prejens (i Ind, viltet ldeels er afvigende fra det gamle Sprog; faaledes: alelda, gilla, Hela, AHetva (©. 2. sid, gill, skal, skal). 0. 9 be øvrige jtærfjormede Berber, fom have fammenfat Konjonant i Slutningen, er der nogle jaa, fom henhøre til en anden Mætte (jom: halda, banga, ganga); men derimod er der nogle, jom nærmejt man henlægges hertil, ftjønt de ere meget afvigende. Blandt de Ord, fom flutte med ,8" og ,9%, er der nemlig nogle, fom have i Jmperi. ,97 og i Præjens ,9" eller ,9, fjelbnere ,e%; i. Gx. sokka (2: fynte), med Formerne : søkk, sokk, sokket. Nogle af dem ere rigtignol baflende, idet de findes dels med vegelrette Former (e—a—0) og deels med af vigende (0—0—0), men det fidte fynes at være det almindeligite og har ogjaa Medhold i det gamle Sprog. Anm. De hertil hørende Ord ere: fløt 6: røres i Sindet, Mrotta (0: indvinde, fløtta 3: flues), føtta (brifte) og oft (alle med jamme Afiyd); trenga (treng, trong, trunget); flenga (fleng, flong, flunget); fyngja (ng, fong, funget); nyggia (mygg, nog, nogget); tyggia (tygg. togg togget); bogge (Søge, begg, bogget). De fem forfte have paa mange Steder et ,j" i Infinitiv Høktja, Frøktja 0. f. 5); men dette hører nærme til et aftedet fongt Verbum og femmer Heller itte med den gamle Form (G. RN. kiokkva, stokkva, sokkva. Paa nogle Gteder (Som, Tel. og fl) faae disje Ord den regelrette Ulyd ,e—a—o" (ett, fatt, fottje,, og ba findeå ber intet ,j" i Etammeverbet, Quorimod det afledede tranfitive Berbum altid faar ,j", f. Er. fekkje 0: nedjente)j. — Dgjaa det foranførte ,retta" (2: naae) og .ftvefta" (firætte fig) bøies tildeels paa denne Maade (altjaa røktja, røkt, roff); men disje Ord, fom fynes at fane i For» bindelje med ,tettja" (3: udftrætte), bør vet hellere have den regelrette UMD. Ordet trenga" 6: have Trang) er meget vatlende; ni. Hedder ogjan: tronga og trongja; Impi. trong, ubt. traang (Tel. og fll ellers traangde og trengde. Bed Siden af lenge" (1: dingle, fienge) findes ogjaa , angie" (if. ®. R. slyngja); men det aftedede flengja (3: fafte) har altid Ordet Boga" har egentlig hort til en anden alte (8, M. höggva, Jmpi. hjö, og er meget vatlende i Imperf., jaaledes: Bogg, baugg, Hoggie og Hogde. (Gt Var andre Ord findes tildeels med lignende Botning, nemlig della", fom vetteft henføres til femte Rætte, og ,byfia* 0: Hoppe, fom pan nogle Steder (Mi. og fl.) har Formerne: byks, boks, bokjet; men ellers har fung Boining, fom fynes at være rettere. 211. Den anden Ræte omfatter de Ord, fom i Fortidsformen have ,a*, og hvis jtuttende Konjonant er enfeli, jaa at altjaa Votalen bliver langtønet. disje Ord har jædpanlig Præ fens ,0% (aabent), og Jmperf. ,a (fom i forrige Mælke), men i Bleertal ,a0%; f. Gx. bera, ber, bar, baaro. Gupimum Har dels ©, beels o'. — Konjunktiv af Jmperi. Mal egentlig have ,æ' (bære), men findes oftejt afvigende. Entelte Ord Have et luttende ,j", iom bortjalder i alle de Former, jom itte dannes efter Infinitiv; 1. Er. I sitja: Præf. sit, Fl. sitja; Konj. sitje (ijelden); Imperativ: sit, FL. sitje! Anm. Da de hertil hørende Ord ere lidt ulige i Boiningen, maa deres vigtighe Former her anføres. 3) gitn (el. gieta). Br. git; — Impf. get, — FL. gaato; > Sup. gjetet. fila. fit fat. faato. fetet. bibja (el beda). bid (bed). bad. baade, bedet. tveda. toed. tad. toaado. tvedet. tea. tes. tas. taajo. løjet. giva (el. gjeva). — giv. gav. gaavo. øjevet. brepa. brep. drap, braape. brepet. treta (2: bel. — fet. frat. (traato?) — tvetet. leta (0: bryppe. — let. lat. tetet. veta (0: driver. vet, vat, (raato 2) vetet. b) bera. ber. bar. baazo. boret. Fjern. fjer. tar. ftaare, foret. vera. er. var. vaaro, boret. fela. fel. flat. ftaato. ftolet. foemja. oem. foam. — fvomo, (oe). fvomet toma. Hem. tom. fomo. (00. tomet. fave fou (eo). fob. fode. (00). fovet. 9 eta. et aa. aato. tet Tiggja. tigg. laag. laago. leget. fiaa 0: fee. jer fang. faago. feet (fett) Dertil hører ogiaa et Par andre Ord: meta (agte) og nema (fatte); men deres rette Jmperi, (mat, nam) er fjelden at høre. Det førfte al fores tomme i Smaalenene (andre Steder: meet" og matte); det fdke (nam) findes maajtee i Telemarten (ellers: namde, næmbde). Participium . meten og nomen er derimod mere betjendt. Af entelte Ufvigeljer mærtes: I ,leja' tildeels Jmpf. les et. lis (Sogn, Det, og fl). I Tela er mf. HL udi; | Valders kreta" (med ee) I leta og veta høres tildeels i Imperf. lot, rot, med 0' (Edm. og fl), ogfan Look, root (el). I foemja findes den færte Voining hun paa fan Steder (Solør, Balders); ellers hedder det: yma, fumbe. Ordene toma og fova hedde aller møde I ©. MN. koma, sofa (for tvema, fvefa); raf. fom og tem, foo og fen, men det fidfte fjelden (SHL, Ry); Imperi. egentlig tvam og food, wen wt almindelig tom, og fob (beqge meb aab. 0); dog findes ogjan ,foav* pan entelte Steder (Hall, Gb). Fleertal egentlig: koaamo, foaavo. Blertat af Jmperf. har flere fmaa Uvigeljer; faaledes: fate, Innje, gaabe, baare, vaare (Sæt,, Tel; foto, gobo, boro, aso, oto (foe aatv) loge, Togo (i Dall. meb futt 0); ote, gabe, fore o. Å. v. med o (ved Bergen; jute, guve, bure etc. med w' (i Sd. fjeldem, — Jmperf. af Sowjunttv. foretom. forfelig Form og for det mee afvigende fra den gamle Regel; jan Tedes I el. vore, bure, gjøve (for være, bære, gjæde, og | Bergens Stift bore, bore, gove (ligt Eupin.. Derom mere fonte. oa nogle Steder mærtes en Stræben efter at gjøre flere Ord lige i Eupinum, nemlig ved at fette a" for ¢, eller omvendt. Enaledes høres i Bergens Etit ofte: gote (or gjetet, fote, fof, sols, gave og fl; ved Trond hjem berimobd: beri (for boret), fielt (ftolet, eri (foret. Ordet vera" har almindeligt i Supinum: ,vore" (voret, afvigende fra G. MN. vert. Ved Trondhjem bruges rigtignot ,veri*, men da man fer, jom jagt, optag bar beri" og endog ,fleri" (med haardt K, altfaa aabenbart en Foroanitning), fan dette itte Have ført at betyde. Ved Siden af dette ,voret" findes ogjaa et meget brugeligt Ujettiv ,børen*, fom ables fra borden eer vort" (2: bleven) og betyder: verende, ftiltet, Heitaifen, — faa at det altjan frem» filer fig fom et Varticipum af , vera". — Blandt de øveige Former af beta' martes det afoigense Vræfens er" (udtalt ær, m); Hleertalet heraf fat efter det gamle Eprog hedde exo', men denne Form er mu vanflelp af finde, da det deels Hedder era" (Bald, Hall, Mum.) og deels fortortes til et" (eller a) 212. Den tredie Rette indeholder de Ord, fom have Lyden vei" i Fortidsjormen. De jlutte alle med enfelt Knjonant og have altfan lang Mofal. Lydjlijtet omfatter kun tre Vokaler, og Bøiningen ec den famme i alle Ord, jan af ingen Afdelinger finde Sted. Præfens og Infinitiv have lutt i (ii); Supimum og Flertal af Jmperi. Have aabent i (7). 3. Gr. bita, i Pref. bic (ii); Jmp. beit; Sup. bitet (?) Sleertal — bita (ti) — bito (P). Anm. Øertil hører over 40 Ord, nemlig: bita, brita, ita, nita (3: fitte), to, fie, fmite; bida 0: bære, findes), glida, gnida, Hda, rida og vrida, friba, fniba, foida; fifa, rija, fina (: fife) gine, (2: gabe) grina, Fine, vina (: ffrige), ffina, glima (: lofe farpt, driva, Hiva, foiva (2: furre), riva, feiva, foiva, trivas griva, mipa, file, frita, inita, fifa, vita; mina, niga, før (egne) og Figo. Sage af disfe Ord ere dog fielbne, fom: fina (Sogn), gina (Sdm), glima (Bald, fviva (Solør, niga (Tel.7; og nogle have oftere fvag V ning, fom gnida, tita, fnitja. Derimod findes nogle lee. færtformede, fore bi neppe tør regne med, nemlig: tide (mejt alm. fvagt, bliva, hiva, tive, pipa og lita (alm. foagt, men paa Oplandet tildesls med Jmpf. let, Ordet bliva" er her et fremmedt Od Uf. Holl. blijven, T. bletben, fordum: belie fen, beflægtet med lib" >: Lib); men er dog blevet meget brugeligt, tær i Betydningen: blive pan Stedet, omkomme, drukne. Som Hjelpeverbum i Betydningen blive (verda) hedder det altid , bli" (Jmpf. blei) og træder ofte i Stedet for verde, tær i Prafens. Men ved Siden heraf findes ogfan en form bit (i Nordland, Trondh. Stift og Wherd., Hvorom det er vanfteligt at fige, om den er fommen af det fremmede , blive" eller. af det norite ,,bida' 6: være forbaanbden). Om dette bi" Qui. oe) fan bruges i Strift, er alt faa tvivlsomt, men for Dagligtalen er det den betdemmefte Form, fom man tan onfte fig. Da Forlyden or ex fremmed i den fore Deel af Landet, ligefom i ammet orf, Bier Ordene rida" og rida" for det mefe lige, altjan: ride (ria, ri) Maafter er det ogjaa Tilfældet med ,rina', at det tan om fatte to Drb : rina (2%: hofte, hænge ved), og brina (2: firige), da det i fidhke Vetyd« ning ogjan bebber: brine (Emaalenene) ag bring, el. prina (i Sogn). G. N. hrina. 'Slertallt af Jmpi. er itte meget brugeligt i denne Rætle; det jamme er Tialbet med Sonjunttio af Impi, fom ber hav den jamme Votal (nemlig aab. i), f. Ex. bite (bete). 5) Jf. ofteft med haard Dofal; Præfens med Ould. 213. Den fjerde NRælte indeholder de Ord, fom have Lyden au i Fortidsjormen. Disje Orb have forftjellig Vokal i Jnfinitiv, nemlig ,jo" eller ,ju" (bet fidite fun forved v, p, tog g), fjeldnere 1" eller ,9%3 men i de øvrige Former ere de meget lige, idet Præjens altid har ,97 (undtagen i Flertal, jom er ligt Iufinitiv), Imperf. ,au" og i Flertal ju" (aabent), Supinum 0 (aabent). $. Gx. njota, Prof. nyt; Jmperf. naut; Sup. notet (0). Flertal — njota — nuto (um). Sum Dertil høre henved 40 Werder, nemlig: briøta, ota, gjota, ma (el. fyta, 3: føde), ljota (1: maatte), njota, riota 0: fyrte 0.1. 9) Mota, tjøta (9: farme), trjota (: fane Ende); bjøda, njøda 0: nitte), rjoda (: farve) og tyda (: brysje, . N. hrisda), flaba, friofa, gjofe O: rømme), Hoja (8: bale) njøja; ga (2: bge), fjuva (0: øde), nude (: affumpe) Tuva (abfølitte, ffyba (el. Mva, >: føde tilfide, briupa (dryppe), glupa (e. fupa 5: fluge), griupa O: fnufe), frjupa, ftupa 6: falde), fupa (: føde); futa, rjuta, friuta), fljuga, ljuga, fmjuga (0: fmutte) og fuga. (Gntelte af disje findes dog fjelden med ftært Bøining, ifær njoda, (Vofs) ug mba (Tel, Derimod findes tildels nogle ere færkiormede, fom ike fer ere mebregnede, nemlig: fnyta (0: ingde), tøta (3: udbælde), ry (3: vrimle), 1, 0: løbe affted, bvoraf de fifie fynes at bære overgaaede fra en anden Boining, ligedan fom ,føl* i Nordland med Jmperk. fan (G. R. spjd) og strø" i Orb. med Ymper, tran (rettere: treda, trod. Dgian ,lmipa" har paa nogle Eteder Imperf. laup (G. N. hljöp). I. hogga, ang (6. NN. hj. Infinitivets Votal faar mange Forandringer i Landet, idet bande jo" og ,ju* titbeels gaar over til ,jø", |. Gz. briøte (i. $ 118, og paa mange Steder til Omiyden ,b", f. Gr. bryte. Efter fammeniat Konjonant bortfalder ofte i" (f. Ez. fluge, for ljuga), og i nogle Ord mangler ,j" altid, nem. Hg: fnpa, fupa, fuga. 3 nogle Ord fan Inf. vanftelig beftemmes, da be fun bruges i en Deel af Yandet, nemlig: guva og fyva (Sondenfields), tuta og Tid, el. 19" (bed Trondhjem). 214. Den femte Rætte omiatter de Ord, fom Have ,0" (lukt) i Fortidsjormen. Disje Ord ere noget forifjelige; Inf. har ofteft 87 (ellers: ag, æ, e, øy), Præjens har Omiyden ,e" eller æ (et Par Ocd: øn), Jmperi. bar ,0" (oo) baade i Gental og Flertal: Supinum har deels ,a* og dels ,e* (nemlig forved og g) og i enfelte Orb: 0, an, au. Gt Par Orb flutte med jammenfat Sonfonant og have visje Avigeljer; et Par andre have et fluttende ,j* i Infinitiv, men ere ellers regelrette. Anm. Da de hertil hørende Ord ere noget ulige, man deres vigtigfte former her anføres. Brei. Impi. Eup. 2) vade ved (væb ved, BL bode. vadet. freda (el. troda). tred. trod, fod, tradet. afa (0: gjerej. — e8 (ejer) os of. ajet. (Balb.). fara. fer. for. fora. Faret. fverja. foer. for. fooro. — foøret (7. ala (2: foftre). el (ler). ol. lo. alet. gala. gjel. gal go. galet. mala. mel. mol. molo. — malet grave. grev (græber. — grov. grove. — gravet. tase. je. fon. flows. flavet. veva. ved. bov, vove. vavet (0 Debia (: løfte. hev, bov. Dove. (bavetj. b ata (2: flytte. ef (æter), at. oto, ett (ete fata (0: rykte. — Met. fot, foto ftjetet. tata. tet (tæter) tot. toto. teet. draga. breg. drog. brogo. — breget (gi). gnage. gneg. anog. gnoge. — geget vega (0: veie. veg. vg bogo. beget. faa. fler. fo, loo. leget fiaa (>: tise. Her. tlo. tleget flac. fler. flo. (logo. — leget. tbaa (: vajfej. tær. tho. toeget løn (el. lægia lær. tog. logo. lest (lett). 6) døve (el. bøy). — døyr. do. doo. banet. aøba (gjø. — gør. ao. (gaat). loupe. løvp. op. tipo? laupet fianba (el. faa). fend. fob. ftodo. fadet. vetja (vore). — dels. vats. votio. — vatjet. En meærtelig Egenged ved denne Rate er, at Botalen i Præjens almin delig Iyder fom reent ,æ" (æl, gjøæl, mæl o. f. b), uagtet den, fom Omigd af ,a" ftulde hedde e (aab), fom her er anført. Kun i de Ord, fom have e' i Si, beholder € fin rette Lyd (ven, ev, beg. — I Stedet for a" | Cubic num bar man i flere Ggne (Sfi., Ni. Sdm. og Trondb.) Lyden ,e" eller egentlig et aabent i"; faaledes: vcde, fiebe, (ce), fere, ele, glele, mele, greve, ifiede. (I Sdm. vide, ftide, fire, o. i. v. med 1). Participium har da deels den fanume £4d og deels 0", f. Gx. milen (1) eller malen. Ordet ,jverja" ftulde egentlig have i Sup. fvaret (fom i E. N.), men denne Form findes meget fjelden. J læn" er Formen tvidljom, da det ogjan forefommer med tydeligt ,0" bande i Bræjens og Imperati: læg" (Ohr, Ebm. og i. 3 $ 79. 3 lowe' er Formen fjop" vanftelig at finde: ti paa de Steder, Hvor Syden jo" bruges rigtigi, er dette Ord fvagt (altjaa: Taupte); derimod findes ,ljøp" (Mi. Sbm. og AL og lap" (Solør og fl) .velfa" faar tildels § Jumper, oats: elers vols", fom paa Grund af Sypfillingen faar anbent 0 10%. Ordene Seva, gnaga, aa, døya og gøy Have pan mange Steder föag Boining; det fiöfe er faa godt fom almindelig foagt, ba Formen ,90" (Sdm.) er meget fielden. Elers findes der nogle flere Ord, fom tildeels fane ,0* + Jmpi, men itte godt kunne regnes med, nemlig: frevia (i Sogn fos, bata (i Smaal. I jomme Betyon. fom ata, amt: eta, og wea, fom før ere nævnte. 215. Den fjette og fidite Refte beftaar af nogle faa Ord, fom i Fortidsjormen have et lutt e (ee), f. Gz. blaasa, blés. 9 bisfe Ord Har Jn. aa eller a; Præjens æ eller e; Jmperf. e bade i Gental og Fleertal; Supinum har jamme Lyd fom Inf, undtagen i et Par Ord, fom flutte med ,g*, hvori Vofalen € indtreder. De hertil hørende Ded ere hun følgende: Brei. Fm. Sup. Taata (0: give Lyd. tet. tet. og lata 0: lade. lat. tet. to, later. grata (3; grade græt. geet. gusto, grnatet blaafa. blæs. bles. bleio. blafet. falda (3: holde) ved. geldt. eldo. — balbet. hanga (2: benge). feng. bett. bingo. — benget. gange (el. gan). gjeng. gjett. gingo. — gjenget. faa. fer. fett. fingo. fenget. Denne Rette har altjaa et gante færeget Lydfifte, om afviger fra den fæbbanlige Aflyd, og fom bliver forklaret faaledes, at disfe Ded have egentlig itte havt Aftyd, men fan ,Nebuplitation", bet vil fige den Egenhed, at ben fore Konjonant gjentages eller deles i to ved en mellemfommende Botal, fom f. Er. i det latinfte fefelli af fallo, cecidi af cado 0. i. b. Dette Lydfkite findes tybeligt i det Gothifle i entelte Ord fom haldan med Impf. haihald, men i de andre Sprog er denne Form fammendragen i cen Stavelje, f. Gr. Tupi hielt, hos og: heldt (eller Hilde, I Gammel Norff fandtes ogfan nogle Ord med Fortibsvotalen o (jo, fom hane forklares paa fignende SMaade ; Hertil hører det førnævnte laupa, lov, fi. ©. N. höggra, hj: blla, bjö; ausa, jös, auka, jök (Gotg. aiauk), hvilte fidfte mu have faaet en anden Bøining. aa entelte Steder findes ogfan flere Ord med ,e" i Jmperfettum, nemfig: heita, het (Tel. ; leita, let (Verd); falla, fed eder fl (Sogn og Å. tefa, lees (Shl. og fl); efa 1: gjære), ces (Solør; meta, meet Rommerige tigefaa Iefa og reta. Denne Bøining Har imidlertid ingen Betydning for ' Da det katte ,e" falder dt vanfteligt forved en jammeniat Konjonant, vil det i de fidfte Ord gjerne gane over til i", alffaa: bildt (hildo, hill, gift, fit. 3 Supimum indtræder jamme vigelfe fom i forrige Rælte, at nogle Dialekter (Ski. til Trondh. fatte ,e* for a" eller 00", altjaa: lete, el lite (før latet), grete, biefe, bilde; ogiaa: Gingie, gingie, fingie. 216. Til enhver af de her omtalte Ræfter høre ogjaa entelte ,veflexive" eller tilbagevirtende Ord med Endeljen it", fom tigtignot altib jlutte fig til et af de forte eller fimple Verber, men bog tilbeels have en færegen Betydning, jaa af de næften funde opitilles fom felvitænbige Ord, i. Gx. kvedast (: fige el. angive fig) litast (2: Fymes), trivast (trives), laatast eller laaft (5+ anitille fig), faast (2: befatte fig). De aditille fig fra Hovedverbet ved Endeljen ,t", fom føies enten til Roden eller til Gnbevotalen (fun ifte til nogen Halvlyd); i Supinum bliver det foregaaende ,t" forteengt af det tilføiede jt". Erempler ere: Bref. mpi. uw. finnast. finst, FL finnast. fanst, FL funnost. funnest. trivast, trivst, — trivast. — treivst, — trivost. dragast. dregst, — dragast. drogst, — drogost. dregest. Anm, Nogle af disje Ord blive gjerne faaformede efter mangelfulde i rugen; jaaledes bruges ,faak" jæbbanlig tun i een Form (fjelden fæl, fett; af ,lantaft* bruges ofteft tun lett udt. left, af ,twebaft, ten toadit, obergaa til ,todjt" (SHL). — Naar Roben flutter med ,4" eler 9", skiver den utydelig bed det tilagte 4"; faaledes udtales litft" fom ik, og , eit" fom leit; BYR" fom buf, og ,baubit* fom bauft. De Gamle reve I dette Tilfælde st" 217. Det indbyrdes Forhold imellem Formerne vil for det meite funne ftjønnes af de joranjørte Gzempler. Infinitiv, Im perfettum og Gupinum ere jelvitendige Former og ofteft ulige i Votalen. ræjens Flertal er ligt Jnfinitiv, men Pr. Cental forholder fig hertil fom en afledet Form; naar nemlig Infiniti har haard Votal, faar Præfens den tiljøarende Omlyd, jaa at dette i alle Tiljælde har lind Vokal. Jmperativet retter fig efter Infinitiv og bliver fort i Gental, men ender paa ,e" i Fleertal, f Gx. skjot, Bl. skjote; tak, FL. take. igefaa Konjunttiv Præjens, jom fun ender paa ,e", i. Gr. skjote, take. Stonjunttivet i Amperi. ftulde derimod ejter den gamle Regel rette fig efter Indifativets Hleertal og have Omlyd, hvor Vokalen var haard, i Gr. være af Sl. vaaro, bryte af bruio, fore af foro. Men denne Regel er her tilbeels bleven tilfidefat, faa af denne Form ofte joretommer meb en forbanftet Omlyd eller endog med haard Botal. Jmidlertid er den jan lidet brugelig, at den itke fan faae nogen ftor Betydning. Anm. Den Regel, at Præfens i Eental altid har Lind Votal og altjan tildels Omtyd af Infiniti», er en Egenbed, jom fra gammel Tid har adfilt det norfte Sprog fra Event og Danft. (I. Sv. tommer, fofver, Muter, far, flår, med Mori: Hem, føn, fvt, fer, fier. Denne Brug er fremdeles alminbelig i Sandet, undlagen i Egnene bed Oslofjorden, Hvor den danfte (eler fvenite) Form er berjtende, f. Gr. tommer, foder, maler, graver, drager, lagt, blaajer 0. i. ». 3 Ordene af fjerde Kætte herfter rigtignot 9" ( Ex. Ayter, fryfer, men her bruges jæbvanlig ogjaa 9" infinitiv. I de Ord, fom flutte med Rodvotalen, tillægges altid et ,r" i Præfens f. Gx. jer, lær, flær, fær, døyr. I andre Ord bruges dette 7" hun i nogle Egne (altid med en mellemtommende Halvlyd, 1. Ex. bryter, hvorimod det almindeligit bortfalder, bøg tildels faaledes, at den. derkil hørende Halvlyd Ce) Bliver tilbage. leertal af Imperf. er ifle ganfte almindeligt, og Eudevofalen (0) findes ofte fvættet til ef (Sæt, Tel, Bergens Stift, Fuldtomnejt findes det i Hallingdal og Balders, hvor kun fan Aigelfer finde Sted, faafom det førknævnte ,oto før aato, ,boro* for baaro, o. f. b. En lignende Overgang findes i Telemarten bed det hertil fbarende Konjunttiv, jom nemlig Har ,5* for ,æ! ($ 211), J. Er. børe (var), føgie (fang), og altan ligner Konhunttiv i den femte Rette, hvor (netop .0* er den rette Lyd, f. Cx grave (grov), brøgie (brog). Ut nogle Ord have et fluttende |", fom | visje Former bortfalder, er før bemærtet. Det fluttende ,!" og ,0* bliver (derimod til Kj og gi, naar et egentligt ,e" (ifte Savio) vaafolger; faaledes i Supinum, hvor de flefe gode Dialetter have denne Ubtale, Å. Ex. foktje folket, dregie, drete (dreget); ligejan + BL. of Imperativ, dog feldnere, Å. Ex. drittje gangie! (Tel. og 0. En mere mærtelig Medlyds-Forandring findes i nogle Ord, fom flutte med ,b* og ,0*. Der fynes at have været en gammel Regel, at naar Ro den ender med to Konfonanter, og den fidfte er ,d" eller ,g% da flal dette berdes til ,t" og Åt i de Tilfælde, hvor Roden blottes for enhver Endelje, Dette findes rigtignot itte gjennemført, men vifer fig dog i flere Ord. Sane ledes i Jmperfettum; bardt, galdt, heldt (Fl. vordo, goldo, Bilbo), batt og vatt (FL bunde, vande); Kalt (iungo), bith, git, FEE (SL. bingo, gino, fing) Sigefnn i Imperativ: baldt, Fl. halde; bitt, binde; vitt, vinde; fatt, kande; gatt, gange. I. fit, finge. Entelte Ord, jom valle imellem to Alyds-Mætter, ere før nævnte, nem lig: fella (op fall, Ifa, feta, reta, lnupa, veffa. Å faadanne Ord findes articipiet deels bobbelt (i. Ex. lanven og lopen), og desls afvigende ; fale bes vil fela" og .detja" belt have Partic. fallen og daljen, om end Ordet ellers bøjes efter førke Malte (?—0—0), Og faaledes hører man ofte en anden Bolal i Eupinum end i articip, janfom: ole" (jllen), votfe (vatfen), fere (faren, grebe (graven) fede (Raben), bleje (blaafen), hilde (Halden). 218. Blandt de øvrige Verber er der ellers mange, fom have Lighed med de ftærte i visje Former, men fom dog ikke funne henregnes hertil, forjaavidt jom Fortidsformen har en Gndelje og altjaa hører til den jvage Boining. For en Deel fan bette Forhold have god Grund, da nemlig nogle Ord have fra gammel Tid havt en blandet Bøining (hvorom i det følgende); men i abjfillige andre Orb findes derimod Tegn til, at de fordum fave havt en gjennemgaaende ftært Bøining. 3 entelte Tilfælde finder man faalebes ved Siden af Verbet et bejlægtet Abjektiv, fom ender paa en og fom netop feer ub til at vere Partis cipium of Verbet; f. Gz. loken (2: ubmattet, opgiven) og bogen (2: boiet) ved Siden af luka (3: flutte) og bjuga 0: bugne). Dg af abjtillige bejlegtede Ord, Hvis Vokaler have Lighed med VerHernes Ailyd, ledes man ogjaa ofte til at flutte, at der engang far været flere jtærfformede Berber, ftjont de iffe altid findes i det gamle Sprog. De hertil hørende Ord have altfaa formindjtet fig, og enbog i de forhen opregnede er der nogle, hvori den ftærte Bøining mi er jan jjelden, at de hellere for ben fwbbanlige Brug maa opitilles fom fvage, faajom: jmelta, fvelgja, gnaga, Bøde, goa. Men i mange Tilfælde er dog en jaadan Dvergang at anfee om et Sab, tfær for Dyiatningen af Drdenes Slægtjtab, da nemlig jaa mange of disje Ord hove to eller flere Former, hvoraf enhver for fig fan anjees jom et Etamord, Gvorof andre Bejlægtede Ord funne afledes, hvilket fiben bil blive nærmere omtalt under Orbbanneljen. nm. Blandt de Verber, fom nu forefindes med fært Boining, e der nogle, fom mi fynes af mangle i de gamle Strifter, men fom bog viftnot maa anjees fom ægte norfe Deb; fanledes: gleta, fvetta, fletta, fmetta, Tnerpa, demba, glenpa, tvetta (egentlig Hvetta), refta, flotta, treta, glida, glima, gyva, ffyba, glupa, arjupa, fiupa, aja. Men til Gjengjæld hør det gamle Evrog ogjaa nogle fterte Bester, fom mi Tones at mangle eler Gave tabt den færte Boining. Saaledes i Retten 1: hrinda, bella, sveria, bjarga i. (hrökkva); 2: feta, fela (ff. bregda, fregna); 3: rita, rista; 4: ljösta, Ita, Ika: 5: hlada, kala, kefja, skepja (if. auka, ausa, bua); 6: råda, falda, blanda. Sigefan findes der entelte Spor af flere, fom Gave Betydning for Oeddomnelje, nemlig: bla, bjga og tjuga. Cntelte af bisfe (ifer be i fie Matte) erc Tigtignot tte of nogen Sigtighed; men derimod er der odilige andre, fom babe megen Betydning for Orddannetjen (faajom: (uta, buga, lada, fala) midlertid er det dog muligt, at disje Former endnu funne bruges paa et ser andet Sted i Landet. Æil Dverfigt tiføles her en Sammenfiling af de nu brugelige færte Serber med Tillæg af de ovemædnte of Gammel KÅR, hvilte ver betegnes med et foes (5. Ordningen er ffet efter den førnævnte Plan, jaoledes at Rotten begynder med de Ord, fom flutte med T, og ender med dem, fom lutte med © eller med Rodvolalen. Hvor flere Ord ere lige fluttende eler indbyrdes rimende, fættes før Kortheds Skyld kun det førfte fuldt ud; of de øbrige jættes fun Forlyden. Mod cenlig Konfonant, Med to Konfonanter. Æ. 2: eta, feta f, m, gita, fitja. 1: detta, gl. En. fo. fl. fm. fpr. brefta 8: bita, dr. Im. td, ft jm. nerta, fmelta, fv. v. 3: rifta Å. 4: briota, fl. of Hm. Me. 4: foe i. tel. tuta, I +. 6: lata, or. D. 2: bidja, tveda. 3: bida, al. an. 1: Le. fe fn. fö de. 4: bjoda, ni. — bregdat. 6: halda, f. Å, blanda Å; tl. fi, wba, 5: lada tb. fonde. 6: vade +. 2: tele. 3: lia, Å. 4: feof gl. 1: Hesfa. 5: vetfø. i. ni. 5: afa, aufa Å. laafa. : bera, fl. ». 5: fara, fverja. — 1: tverra. fela +, fela. (Ingen i3og4) — 1: bella, f. gi. gn. to. fl. fr. : ala, g. 1.4, m. fo. 5. 3: fins, g. ør. to. ft 1: brenna, <p, fina, fø. 0. nema, foemja, foma. 3: glima. (Mb) 1: bemba. | 2: giva, fova, 3: drive, fx. — 1: tverba, fo. f, fvelva, ft. fr, fo. tr. 4: opna, ft, Huna, am. . 2: brepa. 3: gripa, tn. 4: drjupa, 1: glebpa, tr. tv, fr. 1, fnerpa, dy al. av. tl. f.d. 5: laupa, Repjat. — belpa. 9. 2: treta, Lt. å: tila, fr fm fö. b. 4: fiuta, L4, ri. fri. 5: ata, fof, fe fff. festa. 6.2: Hagia, . f. 3: nige, m. f. f. 1: bemat, foelgia, Higa, for. ft, 4: fljuga, tj fm. i. 5: drage, gm. flenga, tr. fyngia, nyggia, t. hogga. vega. 6: banga, g, fan. (BotaD. 2: fan. 5: fan, I. I. læn, døe, g, bua i. iter denne Opregning blive de, fom fremdeles ere brugelige, omtrent 200, foruden entelte tvivlfomme Ord, fom forden ere nævnte, men ikke Her mebregnede. Jmidlertid gielder Tallet tun efter de Optegneljer, fom for Øieblittet ere forhaanden, og rimeligviis findes [vel endnu nogle flere, fom ifte endba ere indfomne i Samlingen. B. Den fvage Beining. 219. Hovedmærket paa Verberne af den fvage Boining er, at Fortidsformen bliver forlænget ved en Endelje med ,d" eller +", faaledes at denne Konfonant enten fettes lige til Roden af Drdet (f. Gx. lagde) eller adjfilles fra famme ved et mellemfommende ,0" (f. Gx. kastade. Den tillagte Konfonant ftulde egentlig overalt være ,b*, men da denne Lyd vilde falde befværlig efter en haard eller ffarp Konjonant, har Sproget fra gammel Tid antaget den Regel, at ,d% bliver til 8% efter i, 4, p, £ (f. Gx. lyste, motte, løypte, vakte), Buorimob ,9% bliver ftaaende efter 5, g, 0, m (f. Er. leide, dugde, livde, rømde) og tilbeels ogiaa efter x, I, n (f. Gx. førde, vilde, røynde), ffjønt der i de fibjte Tilfælde findes mange Undtageljer og allermejt efter Lyden A" i. Gr. mælte, spillte, fyllte). Gjter Modvolalen bliver 9 ftaaende i en jorftærtet eller jordoblet Form (i. Gz. naadde, tru-dde); men efter Mellembotalen a (i. Gx. i kastade) vil det gjerne bortfalde i Dagligtalen (§ 59). Lignende Regler gjælde ogiaa for Maxticiphum, fom i denne Bøining altid retter fig efter Imperfettum og ender paa: b, t, og ab (®. RN. dr, tr, adr). Som Neutrum feraf ender Supinum paa ,t" og at'. Suditativets Præjens har i denne Boining tre foritjellige Former, nemlig 1) med ,r" (eller fluttende med Roden fom i den ftærte Bøining), 2) med jer" (ir), 3) med jar". Giter denne Foritjel unne Ordene i denne Vøining deles i tre Klasjer, hvis Former ftilte fig faaledest 1) (r), de (te), t; — 2) er, de (te), t; — 3) ar, ade, at. Den førite Klasje er meget liden, men Har mange Mvigeljer; den fidite er derimod overmaade jtor, men har en meget fimpel og eensartet Boining. nm. flental af Prejens ec ligt Infinitiv jom i førke Bøining. Derimod tan Flesrtal of [myer vanftelig adtiles fra Cental; gamle Megel ffulde det rigtignok ende paa 0", ligefom i forrige Boning, men dette ,0" høres neppe nogenteds i Landet og tan vel for førre Vetheds Skyld opgives. Imperativets Cental er fort i de to førfte Alasjer, men ender i ben tredie med en Votal, nemlig," 1. Præjens fort (el. eenfavet). 220. Den førite Klasje bejtaar for en for Deel aj et Slags Ded, fom man hunde falde Mellembøiningsverber, fordi be baade have jamme Præens-Form fom de teste Verber og tillige et olaljfiite, jom ligner Aftyden, jaa at det egentlig kun er Gnbeljerne meb ,b* og ,1, jom abfiille dem fra den ftærte Boining. Disie Ord have det tijælles, at Infinitiv hav et fluttende ,j", af ni. og Præfens har lind Volal, nemlig ,e" eller 9%, mebens derimod Jmperi. og Supinum have en tiljvarende haard Votal, nemlig ja" eller ju". Formitiftet fees af følgende Grempel: Inf. | Ind. Pr. | Imprf. | Sup | Koni. |Imperat. telja. — | tel talde. talt telje. tel. BL telja. | -talde. | Part. tald. ØL. dylja. | dyl. dulde. |dult øylje. | dyl FLdylja. | - dulde. |$Baxt. duld FL dylje. Dertil flutte fig dog ogjaa nogle Ord, fom itte have Aityd, men forøvrigt ere lige de anførte, f. Gr. setja, set, sette, sett. nm. il Hovedrætten med Lydftiftet ,e—a" og ,9—u" høre omtrent 50 Ord, fom her maa nænnes: tvetja 12: hvæsje), fntja, bledja (udvælge), Tedia (lade), tedja (ajødfte, mndia, rydia, ftydia, efja (gjære, byfja (røe), bryfja, Ayia (afftale, myfja, ryfia, tryfia, tofia, beria (lærte), verja, Yrja (myldee), byrja (bør, myria, myra, fpyriak dvelja, telja, velja; ylia (varme), dylja, Butta, mylja (inufe), tenja ftcette), venja; dynia, rynja fyrte), tryna, ftynja; lemja (bante), femja, temja; mja (mumle) 'glymja, grymia, fynja; trevia, fvevja 2), vevja 0: fvebe), dyvja (eve), tepja (labe), grupia (= griupa), teggja (med B. legg, lagde, lagt. I ©. M. vare flere Ord, fom Hørte hertil, faafom: letja, kvedja, erja, kvelja, fremja, gremja, kryfja. De Ord, fom itte have Votaltifte, ere: Miljo (Fil, Hilde, Flt), fetia, gledjo, ftedia, fela, lia, la. Afvigende er: vilja (vil, vilde, viljat), Ogfaa entelte af de ovenanførte bruges paa nogle Steder uden Aflyd, jaatom: fintia, trufia, mylja, orvpie, og flere. Mogle faa Ord (fom vetkja, jegio, tegia) ligne de ovenanførte i Afyden, men have en anden Bræjensform og henbøre til anden Mase. Derimod er der et Par Ord af anden Alasje, fom paa enkelte Steder overgaae til denne Boining bed en Forvanftning, nemlig: forgia (yr, jurde), og vyrdn (oye, vurde). Ligejaa er ber entelic fete Berber, jom tildels jane denne Bøining, nemlig: meta (met, matte), nema (ifer: fornema, fornambe), treta (fratte) Boritiellige herfra ere et Bar Ord, fom afvige fra alle AMasjer, nemlig valda" (3: foraatiage), med Formerne: veld, volde, valdet (el voldt) og auf" (ofe) med F. øy, aufte, auft. Det fidfte var fterkt i G. MN. (es, is, ausit; det forfe fhulde egentlig ogjaa vuere fteertt og boies ligedan fom ,halda", altjaa: veld, véldt (if. Got. vaivald), men har allerede I G. N, faaet omtrent jamme Boining, fom det nu har. Vaa mange Steder findes lignende je vigeljer bed Ordene: trenga, Hogga, laua, fom dog egentlig have ftært Boining. 221. En anden Rette, fom maa Genjores Bertil, bejtaar af Berber, fom ende med Robvotalen. Disje Ord have her en jæregen Boining, da nemlig Præjens altid ender med tydeligt Jt, Jmperi. med ,dde", og Supinum med ,18"; f. Er.: Sui. tru. Pr. trur. Jmp. trudde. Sup. trutt. Vart. rudd. — spaa. — spaar. — spaadde. — spaatt. — spaadd. ofaljtifte finder Her itte Sted, undtagen i et Par rd paa entelte Steder. Jnfinitivets Form er lidt vaklende, naar Moden ender med y og u, da nemlig et ,0% fan tillægges (f. Gr. bua, fiya); men alminbeligit mangler ,a" overalt. Anm. Dertil høre de Hefte af de Berber, fom futte med Vokalen, jag: føm: te, få, gro, vo, gan (2: mærte), maa (: gnide), nag, jaa, tran 6: tragte), bu, guy, få. — Ord, fom itte høre hertil, ere derimod: 1) de førnædnte ftærte Verber: fan, Han, toa, flac, toa, finn, læn; 2) nogle, fom Have tydelig Endevotal og høre til tredie Rinsie, 1. Er. ipen, fri, fnoa, va, tov. Omiyd i Prerfens findes i Ordene: gro (gror) ro (ror), og four (fm men tun + nogle Dieter nordenfjelds, Disje Ded havde i det gamle Sprog i ræjens grær, rær, snjr, og i Jmperi. en befynderlig afvigende Form gréri, réri, snéri, Bvoraf vi mu itte finde noget Spor. Ellers har det gamle Sprog ogiaa babi entelte Ord med et færeget Votalflifte, fom: Va (1691), ia (4b), heya (adi); men disfe ones mu at bære bortfaldne. S nøgle Ggne fondenfields og ved Trondhjem foretommer Supinum med bd" för tt, f. Ex, ba" naadd, ba" trudb. Ogjaa i det nyere Jlandite findes én lignende Form med 0"; men i de gamle Skrifter findes fadvanlig ,t', f. Gr, hevir let, el. lett (= låt, 3: Iaant, forlenet), Dipl. 1, 38; 11, 31; 111, 110; Sg. Love 11, 400; — hafet teet, Dipl. Il, 78; NR. g. L 111, 32, 99; hevir yt, R. g. 2. 1, 419; halde spat (= spå), Barl. S. 13; fa natt (= få nåt), Bari. 6. 39. Ut ,t" fan gaae over til ,d" i disje Ord, er ellers en befonders lig Mivigelje faavel fra ESupinum i de øvrige Berber fom fra den hertil varende Intettjonsform t Adjettiverne, f. Ez. fritt, nytt, traatt, 0. f. 0. 222. Til denne Klasfe Henhore endelig nogle faa Ord, fom man falder de ,anomale" eller uregelrette Berber, fordi de afvige fra alle de øvrige, ijær deri, at Prejens har en jæregen Form, fom ligner et Jmperfektum af et ftærkt Verbum. Disje Ord ere følgende: Pr. Impi. — Sup. kunna. — kann. — SE kunna, — kunde. — kunnat. skulo. skal. skulo. — skulde. — skulat, turva. an wrva turvte. — turvt (turft), vita, veit. vita. visste. — visst (vitat). (mega). — maa. (maa). — maatte. maatt. 3. eiga eig. eiga. atte. aatt. Mum. Det fidfe er afoigende, da Præjens tan have Endelje med Halviyd (eig'er, eig'e), bviltet itte er Tilfeldet med de andre; i GB. N. hedte Prel. 4 (aa, >: eler. Nogen Ligbed med disje Ord har det foranforte vilja", da Pre. (vil) er frit for Endelje eler Halvlyd, og Eup. hedder: biljat (paa nogle Steder: vilt og vilda, ligefom fult og ulda). Int. tuo" (®. RN. skulu) bedder meft alm. ftule (fortortet: fu) og er egentlig et FortidsInfinitiv, Kgefom ,muno" (©, MN. munu), Janperfettum , kunde" hedder ogfia funne, og pan mange Steder tunna". I det gamle Sprog boiedes et Par andre Ord ligedan, nemlig: unna (Br. ann), og: muna (Br. man, 2: mindes); bet fidjte er her gaaet af Brug. Rogen Tighed bermed Har ,mmo" (Dani monne), fom fun bruges i Præfens og Jmperf. (mun, munde). 223. I de reflerijormede Verber af denne Klasje bliver Sræjens dannet paa jomme Maade jom i den jtærte Bøining, faalebes at Gndeljen it" trader i Gtedet for ,1% (hvor dette findes) og lægges til Koden uden nogen mellemfomumenbe Vokal. 3 Qmperf. legges ,jt* til Gubeljen ,de" (te) og i Gupinum fil 17; men i denne Form bliver ,1% utydeligt, da det ligefom gaar op i det følgende ,jt" og altjaa man betragtes jom ubelabt. Grempler ere: Inf. Frei. Jmpi. Sup. venjast. — venst (Bl. venjast). — vandest. — vanst. spyrjast. — spyrst spurdest. — spurst. mast. — maast. maaddest. — maast. Unm. 3 Trondhjems Stift og Nordland findes en Wvigelfe § Supis mun, nemlig og ft" adftiidt ved et indtudt ,e", f. Er. Ha; banteft, fpurteft, "maatteft Yel. maattes). Herved faar (denne Form en Stavelfe for meget og bliver fæbvanlig lig Imperf. (fom i disje Egne gjerne Har 4" for 27. De Gamle ffreve fædbbanlig dette Supinum med ,48", fom fulde betegne UR Å. Prafens med ser". 224. Den anden Klasje Har et lettere Formjtifte, da alle Former her have to Stavelfer, undtagen Jmperativ (i Cental) og Gupimum (Rarticip). Vræjens ender i Gental med er' (egentlig iv" meb aabentji). Jmperfettum har ,de og ,fe* efter ben før omtalte Plan, [nemlig te" altid efter i, t, p, £ log Hil: dels efter 1, I og n. GSupinum far ,t* (fom ifte tan bortfalde), men Participium har ,d" og ,t" i amme Tiljelde fom Jmperfettum. Qmperativet ender med Ordets Hod, fom i de fore gaaende Rætter. Grempler ere: Inf. | ub. Pr. | Jumper. | Sup. | Soni. doma. dømer. domde. | dømt. døme. døm. Øl. døma. dømde. PB. dømd. 191. døme. lysa. |lyser. lyste. lyst. lyse. lys. IRL lysa. lyste. — (B. lyst). BL. nm. Hlere Och til Grempler ere: 1) med ,9" i Jmper. reida, leda, føba, leda, læra, ftyra, føra, røyna, Henna, come, loge, fog, elva, bøye. 2) meb ,t": byta, fyta, mota, reifa, loyja, misja, meta, tiola, pill, minna, fap, focipe, tliopa. S mange Folter høres itte det fluttende ,r" i Prefens, og denne Form ende altjaa paa ,e" (bome, ye, (igedan fom Flertallet af en Deel Navne och (8 178). Her maa det iagttages, at Votalen ,e" bør udtales ligedan, naar .r" paafolger, fom naar det itfe folger; altjaa, at man itte læfer ,er" fom ee, viltet Hær er fodende, naar 4" eler ,gi" gaar forud, f. Gz. i tentjer, følgjer. Paa mange Steder mærtes en Tilbsielighed til af jætte ,t" før ,b" i Jmpert. (i. Gr. forte for förde), og allervideft drives dette I Trondhjems Stift, hvor fædvanlig ogfaa Endevotalen bortfalder, f. Ex. dømt (for dombe), Bengt (for hengbde). 225. Bed de Former, hoor ,b* eller ,t* bliver tillagt, tan følgende mærtes. Naar Roden flutter med et eenligt ,d" eller ,t, bliver dette fordoblet ved den tillagte Lyd, F. Gx. moter, møtte; leider, leidde, leidt (udtalt jom leitf. Men naar en anden Konfonant gaar forub for ,0¢ eller ,1, fan ben tillagte Kononant itte høres og bliver derfor udeladt i Skrift; i. Ex. hender, hende (egentl. henbbe, fi. banff hændte); fester, feste fjor feibte, fi. Dank fæjtede) Eaoledes oginn i Pacticiphum, f. Gz. vend, send, vyrd, fest, velt, skift, lyft. (9. Mbjeltiverne, $ 184). Saar Roden futter med fordoblet Konjonant, bliver Fordoblingen utydelig forbed ,9% og ,4", i. Gz. kjenner, kjende; minner, minte; misser, misste; spiller, spillte. (3. $ 53). I be Berber, fom gace ub paa fi" og gi" (bvoraf de allerfeje Høre til denne Kasje), bortjalder naturligvis ,j*, naar ,d* eller 14 ftal lægges til, i. Gx. søkjer, søkte, søkt; lækjer, lækte, lækt; hengjer, hengde, hengt. 3 bisfe Orb bortfalder ogiaa ,j i Imperativ, f. Gx. søk, læk, heng. (Sleertal: jøtje, læfje, Gengie). 8 nm Flere Gzempler med 0° og, ere: fetta, retta 6: vælte) føretta; rifta, ofa, byrta, hetta, gifta; brydd, verda, gjerda, mylda, venda, jenda, venda. Flere med 4" og gi": fli, fia, fløtja, teitja; bletta, tutti, flentja; bægia, plogia, tvvgia, bbgaia, ringia, tyngia a. i. v. Til denne Klasje høre ogfan nogle fan Ord med Haard Votal og fut: tende ,t* eller ,g" mlig: vata, hufa, fruta, aga (3: rave), raga, duga. isje Ord have baarbt I og g i Int, men fi og gi I Wræiens, f. Ex. vatjer, bugier (bugie, ue, doe. midlertid ere de batlende og have tildeels Ink. med 1 (vale, bugle. Pisje Ord funne vifmot rives uden ,j* i Præiens, men bed de øvrige Ord fynes dette ie at være ganfte tilraadeligt, da Lyden egentlig e den famme forved ,e" fom forbed a" 7. (Gx. i Præfens otic, og Inf. fof) og t fib Tlfalbe man ,j" altid frives, faafremt det lal udtales. 3 de Ord, fom have ,1" eller ,1" forved * og 9, bliver ben fidte Lyd utydelig i Impert og Eupimum, f. Gr. mertja, mertte; förgia, forgde; folode, følgt (edvanlig udtalt: fulde, fult). Di. 8 56. I de Ord, fom have et eenligt ,0" med |", bliver derimod ,g" tydeligere I disje Former; tt maar en Wotal vaafolger, vil .g" oplofes i ,i', men naar Volalen falder bort, bliver det ftanende ujuettet; f. & i vigja, drygia, bovgia; Prejens vigier, drygjer, boygjer (udtalt omtrent bier, deyer, bøder); men i Jmpf. tybeligt : vigbe, brygde, bøygde. Ligeiaa I mperativ: big, drug, bøde. GEntelte Overgange i Bygdemaalene ville lettelig forhaoes, jaafom: bele (= bagler), begde; note (= nøgier), nøgde; Hjelper, Hjelte — bjelpte), femmer, ftemde (ftemnde); flepper, flefte (flepte); Hipper, Hijte (Hipte). 226. Den mærteligite Avigelje i denne Klasje er imidlertid den, at nogle jan Ord have Atyd eller Votaljtifte i Roden, ligedan fom de før omtalte Mellembøiningserber ($ 220), fra hvilte de fun adjfille fig i Præjens, fom bar tydelig Gndeftavelje med per" og altjan hører til denne Afdeling. Bre. Impf. Sup. rekkja (: ubville). rekkjer, rakte. — rakt tekkja (tætte). tekkjer. takte. takt. vekkja (vette). vekkjer. — vakte. vakt. ja (0: tie). tegjer. tagde. segjer. sagde. — sagt 3 hever. hadde. havt. gjera (gjøre). gjerer. gjorde. — gjort. Anm. Ordene med , tt" ere egentlig flere, da ogian: fletta, frettia, tnettja, findes med Ujlpd; men disfe Ord ere vanftelige at beftemme, da nogle Maalgrene, Hær de føndentjetdite, itte vedfjende fig Aflyden, men have Jm perf. flette, rette, fustte, tette, vette. Gt andet tvivljomt Ord er fa" 6: tyttes), fom i de fudligite Egne bar: tytjer, tore (el. totte), tolt eller tott (6. N. bykkir, böta, bötv, men ellers er regelret (med tytte, tott), fom mu funes at bære det bekvemmejte. Hertil bore ogjaa Ordene: høyra og køyra, fom i de veftlige og nordlige Egne overalt have Jmperf. op Sup. med au": baurde, faut; taurde, faust, Formen ,Haurde, haurt* fan maaftee have god Grund, fant den ikke findes i &. M., men Formen Haurde" maa vift bare urigtig; thi vis au' bor den rette Wotal, ffulde ,f" vare haardt, altfaa ,taued". En lignende Negelloshed findes rigtignot ogjan i , gjorde" af .gjera*, men dette Ord har fra gammel Tid været noget foævende imellem je" og ,9" (0) og tilfidft er da Formen gjorde (og gjort) bleven den almin« delige og enke Form, jaa at der nu ifte er Adgang til nogen anden. Ordet »leggia", fom ellers hører til Mellembøiningen ($ 220, fones ban nogle Eteder tilbøitigt til at antage [vag Form i Prel. (egajer) on faaledes gane over til denne Mette Ved Vrdene: leggja, jegja og hava, er ellers at mærte, at Imperi, (lagde, jagde, bade) jedvanlig (yder fortortet: ln, fa, ba (i Edm. lade, jade, hade, ligefom i nif); dog faar det fidke Ord oftere Formen ,habde", ført ovenfor anført. Ordet ,tegia* abftiller fig fra ,jegja", Ba det altid fur Formerne tagde og tagt langtonede; desuden Har det ogfan et færeget Imperativ: tegie, ler tig (tel, ti. ©. NN. pegi 227. deling, have i Bræjens ,e% jorded Gndeljen ,1t", men bøies fo ovrigt ligedan fom Drdene i forrige Klasie ($ 223). Gzempler ere: leidast (0: fjebes). Pr. leidest. Impf. leiddest. Eup. leidst synast synest. syntest synst. blygjast (3: blues. — blygjest. blygdest. blygst. Anm. Here Grempler ere: møta, nøydaft, edaft, tvilaf, minnaft, dima, emma, fifa, lengjok, yngiok. — Om Afvigeljer I Supinum i. ©. 0 fonteft, Da" blogteft) 3. Prajens med sar". 228. Den tredie og fidjte Masie er ben ftorite af alle, men bar ogjaa den lettejte Boining, ba Roden altid Her bliver uforandret, og Endeljecne egentlig ere de jamme i alle Drd. De Gudeljer, fom have en Konjonant (d, 1), adfiilles fra Roden ved en Boal, nemlig ,0%; og jamtlige Former have to eller tre Staveljer, jaa af ingen Form er Genftaveljesjorm. > Præfens ender med ,ar" (i FL a, Impj. paa ,ade" (i Dagligtalen for fortet: a"), Participium paa ,ad" og Supimum paa jat". Jmperativ ender paa ,a" (FL. paa ,e*) og Har altjaa en færegen Form for denne Kasje. Det fjeldnere Konjunttiv ender derimod paa pe". Et Grempel er: Inf. (Jno. Pr. | Impei. | Sup. | Soni. | Smperat. kasta. kastar. — kasta. — kastat. | kaste. kasta. Øl. kasta. |- kastade. |B. kastad! Øl. kaste. nm. Andre Ord til Erempler ere: hata, fata, letta, hata, fofta, Moda, fulda, blande, vala, Hugfa, fara, bora, mura, maala, fola, falla, kanna, cima, cima, ftava, ftipa, boppa, lokta, tatta, tinga. 3 be Egne, hvor Inf. ender paa ,e", f. Ex. kafte ($ 81), gaar Vøiningen noget anderledes, da nemlig bette ,e* beholdes i et Var andre Former: Prefens Fleertal kofte) og Imperativ Gental (fae!) I Præjens Gental bortfalder i mange Gone det fluttende 1" (ligefom i Fl. af Subft), f. Ex. Han fafta'. Vaa nogle Steder bliver ogfaa Votalen a" til e" i denne Form; jaaledes ,han fafter" (for fafar) og bed Trondhjem (med udeladt 1): Han fafte, Han falle, Han rope o. i. b. Endog i Imperi, Hvor a" ellers finar temmelig fof, findes paa enfelt Sted en Dvergang til ,e", faaledes i Øfterdalen (Eonjat): ei vatne 1: eg vatnade), ei fomne (eg fovnade. Det Imperf. paa ,et", fom tildeels høres i Byerne (f. Gr. je taket, er fors modentlig indfommet udenfra. Den fuldtomne Form med ,ade? høres neppe mogenfteds tydelig, men er (alligevel aldeles nødvendig til friftlig Brug, da det metop er Ronfonanten, fom ec Fortibsformens tydeligite Merke. 220. denne Klasie er egentlig ingen Undtagelje eller Underafdeling at mate; men derimod kunne nogle Ord Have en Dobbelt Bøining, fom her maa nævnes. Ved Siden af den regel rette Form i Imperfeltum forefommer tildels en jammenbragen Form, hvori Mellemvofalen ,0% er udeladt, og hvor ,9% ombyttes med ,1%, hvis den foregaaende Lyd er Haard, f. Er. lovde (for lovade), bidde (bidabe), roste (rojade), likte (litade). Herved faar altjaa Imperi. (og Supinum) famme Skit fom i forrige Klasje; men jæbvanlig finder dette fun Sted i nogle Ord, fom have en enlig Konjonant i Slutningen, f. Gr. leita, svara, spela, stræva, ropa, baka, smaka, klaga, vaaga. or Dagligtalen fan denne jammenbragne Form være til Fordel, da Imperj. derved Dog faar em tydelig Gndelje; men for den itriftlige Brug fynes det retteft at beholde jamme Enbelfe i disje Ord jom i de øvrige. nm. Denne Noigelje foretommer ifær vektenfjelds og nordenfjelds, og paa nogle Steder (Hær ved Bergen) drives den tildeels til Yderlighed, f. Ex. rotte (for rotade), munte (munade), hopte (hoppade), bante Gannade, lokte tottade). Sondenfields fones den derimod at bære fjelden, og den fedvanlige Bortortning af ode" Klo" findes her mere gjennemført, f. Gx. han leita" Oo: litabe, han love) foare, tal, top" 0. 1. b. 230. De refterivjormede Berber I denne Kase have flere lige Former og blive tildeels i Dagligtalen faa godt fom ubsielige. Sui. Br. Impi. Cup. Soni. Pr. ottast. ottast. ottadest. ottast. ottest. Sl. ottast ottadest. Sorjaavidt Imperativ behøves, har det i Cental aft og i Bleertal ,ejt"; 1. Er. ottaft infje (2: frygt ikke), ottejt inkje (9: frygter itte) Anm. Here Grempler eve: aaraf, dagaft, lagat, tappat, undraft mannaft, friftaft, luttaf. — Å Dapligtalen bortfalder fedvanlig ,de" i Jm peri, hvorved ogjan denne Form fommer til at ende dan aft". midlertid foretommer bog ogina Eammenbragning (efter forrige 8) i endeel Ord, f. Er. lagde (jr lagabeft, ftapteft (fapadejö. 231. Den tredie Klasje er overmaabde itor, faa at de Verber, fom høre Bertil, funne jiges at være flere end alle de øvrige filjammen. Forfaabidt Ordene kunne famles under nogen omfattende Regel, fan man hertil benføre følgende: 1) Verber, fom dannes af Subitantiv og Adjektiv med uforandret Vokal, hvad enten denne er haard eller lind; i. Er. sola, husa, mura, lima, fila, fiska, hoya, trela; — fria, letta, svala, kvika, nya, sota, vida o. i. v. (Unbtageljer findes, men iffe mange). 2) Verber, fom have baard Mofal og dobbelt Konjonant, f. Gx. takka, kalla, kanna, klappa, hoppa, lokka, spotta, rulla, dukka, rugga; og forøvrigt en Mængde af de Ord, fom have haard Vofal, enten SMedlyben er enfelt eler jammenjat. 3) Ajtedede Berber med en tillagt Konjonant (t, 8, 1, I, n, 0, f. Gz. vanta, hugsa, svimra, trivla, gulna, surna, rivna, turka, seinka, gronka. Og forøvrigt en Mengde Ord, jom have en jaadan Giterlyd, jom itke lettelig hunde forbindes med Gndeljen ,de" (1), i. Gx. angra, etla, sakna. Gnbelig blive ogjaa de leite fremmede Berber benførte hertil, faavidt de iffe have nogen Lighed med norffe Ord; jaaledes alle be, fom ende paa era", f. Gx. jtubera, probera, polere. som De fidjinevnie Orb fone ofte et Var Avigelfer i Boininger, nemlig Jmperi. med Sammendragning efter $ 229, i. Er. fudérte, polere; og Imperativ uden Endebotal, f. Ex. fudér, probér. Imidlertid bliver det bog retteft at Have jamme Boining i disje Ord fom i de øvrige, altjaa Impk. ftuderade, Sup. fuderat, Imperativ fudera 0. Å. b. Blandt de Verber, fom have en eenlig Konjonant i Slutningen, er det ifer de, fom babe haard Vokal, fom henføres til denne Kasje; imidlertid er der dog adffillige Ded med ,1" og pe", fom ogjaa Høre hertil, jaajom: lita 6: færde), lina, glima, ffipa, blita, lita (it, flipas fpela, teva, fireva, uefa, trega. Paa den anden Side er der ogjaa nogle Ord, fom have haard Volal og bog itte høre hertil, men til anden Alasje (med Formerne: er, de); fag ledes med ,a*: fpara, bara, fama, hava (fee $ 226), lava, gapa, tapa; med © (a): tora, tola; meb o (00): glofa, topa; med u (w): ung (: bære tilfreds); meb u (un): Luts, fata, fluta, buja, 'ture, fur, ftura, drupa; med andre Botaler: raade, ane, faupa. (If. vale, raga, uta, duga § 25. Flere af Mise Ord ere dog vatlende i Supinum, og det famme har not ogjaa været Sitjældet i det gamle Sprog, hvor Supimum ofte havde Formen ,at*, og titdeets oftere end mu; faalebes Ø. M. sparat, borat, bolat, unat, vakat, dugat; au fedvanlig: fpart, tort, tolt, wnt, valt, dugt. Elers havde entelte af disje Ord en anden Boining i det gamle Sprog; faaledes: luta og raada, fom Gabbe fart Bøining, og ,faupa", jom havde i Prof. tauper, og i Imperi. tøypte. 232. Til den anden Klasje (med Formerne: er, de, efter § 224) benhøre fornemmelig følgende Mæffer: 1) De Berber, fom ere dannede ved Omlyd af Subftantio og Abjettiv, f. Gx lessa (af Lais), læsa (Saas) mala, bota, hysa, droyma, noyda, lysa; kvessa (af fvajö), festa, vata, toma, fylla, hylla, løysa, øyda. 2) De paavirtende (el. tranjitive) Gjerningsord, jom dannes af frærte Berber og have lind Vofal, i. Gx. sleppa (: løstabe, gjøre fri); af fleppa, ». n. (2: blive fri); ligefaa: smetta, velta, svelta, fella, kvelva, svæva (af fobs, fbab), beita, leida, reisa, fløyta, støypa, drøypa. 3) De flejte Verber med fluttende ff" og gi" & 225), f. Gx. slikja, stelkja, lækja, rykkja, styrkja; vigia, sveigia, vægja, skyggja, ringja. lndtag: eggia, fneggio, bryggia, fom høre til tredie SKlnsie (altjaa: eggjar, eggiade o. i. 9. nm. Fordelingen imellem diske to Kasjer beror altjan for en kor Des! pan Omlyden, og der er endog mange Tilfælde, hvor man har to af Lebebe Verber, hvoraf det ene er dannet uden Ømlyd og bøies efter tredie Rlasfe, f. Ex. landa, varma, lola, moda; men det andet har faaet Omlid Ez. lenda (= landa), verma, fylla, mylda. stf de Ord, fom ere dannede ved Dmliyd, er der ogfaa mange, fom Have en fammenfat Ronfonant i Stutningen, faa at Endelen ,de" og ,18" falder lidt Beiværlig, men alligevel boies de dog efter Megelen for anden Klasje; fan ledes: evin (ebide, evlt), negla (negide), egna, nemna, ftemna, ferma, erva, tjevla, ffjecpa, fergja, furgia. SF. figla (of Seal, fturtia (af fterb. Ganite det famme er Tilfældet i det gamle Sprog. — (Om i" 08 8" med Omtyd fe 8 94, 97) De Ord, fom have et ,j* I Slutningen, ere faaledes fordelte, at de, fom fave i" og qi", hore næken alle til den anden Klasje, men de, fom have en anden Medlyd med |" (ti, di, fi 0. f. 3), høre derimod til andre Klasjer, nemlig deets til Mellemboiningen ($ 220), 1. Er. derja (der, varde) og dels til tredie MUasje, f. Ex. herja (erjar, heriade. De vigtighe af disje fidfie ere: vitja, brytja, heiia, Heria, byria 0: Hegynde, belia, emja, remia, tevia, tina, Lybia, fybja. Entette Ord ere noget vallende og bøjes dels efter anden, desls efter tredie laste; fanledes nogle med ,1": trætta, gjeftn, erta, elta, ventn; og entelte andre, foun: faba, tapa, vifa, tvila, tena, meina, prøva. 233. Uf foregaaende Fremftilling fees, at den fortællende Raabe eller Indifativ er overalt den nodvendigite, faa at denne øveralt maa finde Sted, om endog enfelte af de andre Former mangle. $ denne Maade (Modus) kommer Præjens ført i Ve tragtning, og dette er ba efter det joranførte tre Slags, nemlig 1) fort eller eenjtavet i ben ftærfe Bøining (A) og Mellembøiningen (B, 1), 2) tojtavet med er" (B, 2), og 3) tøjtavet med ar" (B, 3). Ggentlig fulde disje tre Former kunne opftilles med ,r, er, av": men i ben førte Form er dette 1" alminde ligit bortfaldet undtagen i de Ord, fom ende med Vofalen, $ 221) og fynes Heller itte at være jærdeles nødvendigt, Hvorfor Det ogjaa i de forsganenbe Gyempler er udeladt. Jmidlertid gjælde disje Former fun for Gental (Singularis), da nemlig Flertal er mere ligt i alle Verber og ender jæbvanlig med en Votal (a) ligefom Infiniti. I de Ord, fom flutte med Rob votalen, falder Endevotalen tildeels bort (tær efter 0 og aa); enbeel andre Drd adfiiller Flertallet fig fra Gental ved et Tut tende ,j" forbed Endevofalen ($ 220). Sum, I bet gamle Sprog findes rigtignot de famme Former, men med den Forffiel, at ber er tre Rerjonalformer i hvert Tal, altjaa en Form för forte Verfon deg en for den anden (du) og en for den tredie Gam. Eaaledes 1. Gr. A tek. kr. tekr. tökum. — | takit. B,2 demi | demir | demir. dæmum. | dæmit. | dema 3. | kalla kallar | kallar. kim | kallt, — kalla. Disje Perfonalformer blive nu, fanvidt vides, aldrig abftilte; det hedder ligejaavel ,eg talar" fom , han talar", og paa nogle Steder ligejaavel , han falla" og ,du falla" fom ,eg falla". Ogjaa i Fleertal bruges fun cen Form, nemlig en, fom ender med otal og er lig Infinitiv, i. Gr. me kalle, de tala, det talla; paa nogle Eteder falder endog Fleertalsformen ganite bort, hvorom nedenfor. J Gental bruges Gndeljen .r* i en Dest af Landet; derimod bortfalder den i andre Sandllaber Berg. og Trondb. Stift, Gor,, Vald, Hal), jaa at man ogfaa tunde fave Grund til at ffrive Prejens uden 7", f. Er. falla, dome, 3 de toftavede Former med er" og ,ar" (B, 2, 9) fyres det imidlertid at være nødvendigt at beholde 7" i den friftlige Brug, Hær for at Præfens derved tan adfilles fra visje andre Former Qnfiitiv, Konhunttv, 3 Ordene af den flærte Vøining (A) og Wellemosiningen (B, 1) fan det derimod blive mere tvivlfomt, om Præjens al Prives med ,r" eler ie. Den nuværende Brug i Talen giver Adgang jaavel til det ene fom det andet. I de Gone, hvor Sproget nærmer fig mek til Dank og Svenft, høres jædvanlig +" med Dalvid ($ 65) Å. Cz. finer (udtalt fie. I mange af de fortrinlighe Bygdemaal (Verg. og Krifiansjands Stift, og videre) høres der imod intet ,57, men fun Dalolyden /e, 'ø, 0, f. Er. finn'e, nyte, tære, tele, file o. i. b, og dette gjælder endog i nogle Egne, hvor de andre Verber have ,1', f. Er. bømer, talar Hard. Tel, Reg... I Trondh. Stift og Nord: amb jamt i nogle Fjeldsygder dortfalder Endeljen gane. (JF. Adj. $ 184, 188. Giter bet gamle Sprog er der, fom ovenfor viik, ogjaa Adgang til en orm uden ,1", men naar mi de fvagformede Berber tulle have er' og ar", funbe det fynes jaa, at ogian de frærfformede fulle have 7". Dette vilde ogfan have fine Fordele; Præfens vilde derded jnae jamme Slutning i alle Serber; entelte forte Former vilde derved blive tydeligere (f. Gr. eter, eler, eter, veler, vener); man vilde undgaae endeel Genkaveljesformer, fom ftundom førnariage Mistiang, og Foll vilde Tunes, at Formen med ,r* var mere værdig og Døtidelig, Mønt bet fide rigtignot fun grunder fig pan en Tik vænmelse til den danske Form. Men ved Siden heraf vilde denne Brug ogjan fave fine Weiligheder, Ordenes Forijel i Vetoningen kan itte godt betegnes paa Bapiret, og faaledes vilde det ftærte Tonelag, fom tilhører bisje Verber og itte de øvrige, blive ubetegnet for Læferen, med mindre man funbe optage den ældfte Stkrivemaade uden Votal Å. Ez. etr, teft, gjengr); men dette vilde Her fom i flere lignende Former ($ 64) blive altfor haardt 00 ftodende. Med Formen er" vilde fundom ogfaa et Stamord fane famme Wbfeende fom et afledet Verbum, f. Gz. feler (udt. felt, 2: falder) og feller 0: fælder), brenner (9: brænder) og brenner (0: lader brænde, Løpper 6: løber, og løyper (lader løbe) 0, i. by uagtet Betoningen i begge Ord er forfjelkig. [er er det altjaa den korte Form (el, brenn, løgp) fom falder betvemmeft, og denne Form femmer ogfan bedit med den tiljvarende Reflerivform (f. Ex. fin, elf, greoft, benk, fyrt, fom itte har mindfte Spør af nogen WVotal forveb Endeljen. Desuden.er den torte Form ogjan til ftor Fordeel i Vers og ordiproglige Talemaader; og om den endog I visfe andre Tilfælde kunde fomes af føde imod Bellangen, maa det dog betæntes, at de mange Endeljer med +" er belter itte fonberlig veltlingende; og af bisje Gndeljer have vi t de nocbiffe Sprog en faadan frogtelig Mengde, at vi gjerne kunde onfte at unbgaae dem i entelte Tiljelde. Je har derfor tro, at de her omhandlede Ord funne ffives uden ,r', og fooledes ere ogjan Gzemplerne opftilede i den foregaaende handling. Dog vilde det maofle ie være titraadeligt at brive pan nogen fireng Øjennemførelie, da Formen med er" bel ogfan kunde tillades 1 entelte Tilfælde, hvor nogen Utydelighed eller Misklang derved tunde forebygges. 234. Ynditativets Fortidsjorm (Imperfeftum) er egentlig fun to Slags, nemlig enten fort med Atyd eller forlænget ved Endeljen ,de", men den fibite Form deler fig i flere, nemlig de (dde, te 0g ade) fom forhen er udjørlig forklaret. I Fleertal faae de jtærte Verber ogiaa en Endelje; men disje Drd have ellers et tydeligt Mærke i Alyden eller den egne Votalform, hvorved Fleertal ofteft adffiles fon Cental. I de jvage Verber gives derimod iffe rigtig Adgang til at opitille nogen Fleertalsform før Jmperfettum, jan af begge Tal maa her anjees fom lige. Anm. Det gamle Sprog havde ogjaa fer fine tre Perfonalformer og desuden Omlyd til a" § Bleeral af de Ord, fom fave ,a" til Nodvelal i Er. Lek ok Bk BLL ulm 2. demda. dæmdiv. — dæmei dendum. demdw. dendu. kallada. — kalladir. ala, klum — kölludut. — kölludu. De færte Verber havde faaledes en Form med ,t" for anden Perfon i ental, og af denne Form findes endnu enfelte fjeldne Spor; fanledes paa Bojs: du toft, du fort, du faagt. Noget lignende findes ogjaa i Vræjens af de anomale Berber (8 122): 3 Bleertal ffulde de fvage Verber egentlig Have Endevotalen ,0" tig fom be færte (i. Gr. bei dømdo; men denne Form Høres neppe nogenfteds, og Forholdet er faaledes her blevet det famme fom i Svenit, at Fleertal af Ampert. tun har en egen Form i de fete Verber, men derimod bliver ligt ental i de fvage. Den færte Hleertalsjorm er rigtignok helle itte alminde: fig brugt, men findes dog i flere Dele af Landet og har desuden et faa Fork Værd formedelft Afyden, at den naturligviis fortjener at bevares. Ogiaa for Vræfens giælder det famme, at Fleeetalsformen iffe bruges overall. 3 den nordlige og øklige Decl af Landet bruges jædvanlig hun Gentalsformen; det mere moderne Eprog | Byerne følger famme Plan, og endog entelte meget gode Bugdemaal bruge Gental i Stedet for Fleertal fønledes i Sogn og Tel. ,dek fer" (or fora), del dræg'e" (for draga) 0. f. b. Da nu Fleestal itte paatrænger fig fom nogen gale nødvendig Form, tan man vel ogina fynes, at det for førre Setheds og Belvemheds Styld hunde opgives. Men imidlertid er dog denne Form iffe jan ganfte unødvendig, Billet man allerede fan flutte af andre belægtede Eprog, fom trods al fin Idjævning af de gamle Former dog have beholdt dette Fleertal. Endog det ellers jaa formtnappe Engelfte gjør dog Forfljel van ental og Flertal, affald i anden og tredie Verion (f. Er, he comes, they come), og da netop den tredie Perfon er den, fom bruges meft, Har altan dette en defto hørre Betydning. oor Verbet faar tæt ved Siden af fit Subjett, tan rigtignot Zaljormen ofte fynes ligegyldig; men hvor det er adfilt fra Subjette ved mellemtommende Ord, og hvor flere Subjetter med Forkjeligt Tal fiaae I Rærbeden, vil man inart mærte, at en egen Fleertalsform dog ofte er til for Foudeel for Tydeligheden. Dernejt er det ogjan at merte, at det Fleertal, fom i Her have for og, er en ægte gammel og uforvanitet Form, fom ingen eds er ubis eller vatlende; og ligeledes at det ofte fremftiller Ordet i en mere fuldtommen og tydelig Form end Gental, i. Gz. dei fia (jer), ala (e0, tala (te) veria (ver, fobria (bbe), at det i mange Tiljelde fynes at være vakrere, f. Ex. dei fofia (ofier, tentio, deygia 0. f. b., og af det Mundom, der i Bars, bilde være en ror Weighed, om man itte flulde have Adgang til denne Form. Og endelig er det ogjan en Fordeel, at man derded for en flor Deel kan undgaae de tedjommelige Endeljer med ,1", jom vi ellers have en altfor rov Mængde af. 235. Stonjunttivel er her en mindre benyttet Form og har fun i Præfens nogen almindelig Anvendelje. I denne Tibsform retter det fig altid efter Infinitiv, jaaledes at det beholder dettes Robvofal og det jluttende ,j", forjaavidt fom dette findes, men bets rette Endelje er ,e" (ffjont man ftundom ogjaa hører ja" Kgejom i Juiinitiv). I Præjens Har det fedvanlig en onftende Betydning, 1. Er. Han give, verje, fylgje, vere med oss, late oss 0. f. b.; fjeldnere en tilladende eller indrømmende Mening, . Gx. det vere, som det kann; — dei segje meg, kvat dei vilja (man fige, Goad man vil. I Jmperfettnm er derimod den tilladende eller fluttenbe Betydning den jædvanligite, i. Ex. Finge eg detta, so hedde eg nog. Wen i denne Tidsjorm har Konjunttivet fun Kdet Værd, da det fun er en meget liden Deel af Verberne, hvori bet hav nogen egen Form, og da denne Form tildels er jaa vatlende og afvigende fra de gamle Regler, af man vanftelig fan fane ben opftillet efter nogen almeengyldig Plan. nm. Konjunttiv i Præfens mea oltfan anjees fom en almindelig og nøbbendig Form, fHjønt den neppe Her tan fane en fan omfattende Brug for i abjfillige andre Sprog. Derimod er Koni, å Jmperfettum en Form, fom er vanfelig at beftemme, I den foage Botning vijer den fig kun i nogle faa Ord, hvori den dannes ved Omiyb; faaledes i Tel. hymne" (f. Gr. De tymne bende, >: det finde vel fe), folde" (ædbanlig fHilde, file; paa Bos fore fortet: fle, 1. G2. Dan fa, an fie toma), ,møtte" (for matte, 23 maatte) hør" (for hende el. hedde, 3: havde. I de fære Verver findes den rigtig hot oftere, men uden nogen rigtig Hegel. Ger det gamle Sprog fulde Simper, Koni. dannes efter Flertal af Imperf. Inditativ; f. Ex. af nb. GL bundy, — gåfu, — toku, bw, bite, lw, blev Koni. byndi, ge, wk, bot, bi, lu; altfaa altid med Omlyd, hvis Votalen var Haard, men med famme Lyd, hvis den var lind. Dette femmer ogjaa med den gamle tyffe Boining, og alle: rede I Øothift (fom mangler Ouiyd) Haude Roni. en Form med i" (. Ex. brunnjau, 2: brændte), fom netop er den Lydtlling, (hvoraf Omlyd pleier at udgene. Men de nu forekommende og noget fjeldne Former. afvige ofte fra benne Regel, I de fydlige Fjebbygder (Tel, Sæt.) findes vel Gzempler med Omlyd, faafom: føre foor), totje (toh, tjøme (fom), men ofte med afvigende Syd: ø for æ, fom: Høre, børe, gjøve, fogie, logic. (Jf. det Dallingdaljte Smperf. vor, boro, gøvo, o. I. b). I Bergens Stift (ifer NHL) bruges ofte en Form, fom biftnot maa anfecs fom Konjunttiv, men fom dog har en faadan Lighed med Subimum, at den fumdom vanftelig fan abjtilles derfra; f. Gr. sum eg bore fo rit", fom maaffee funde opfatte Denne Form mangler altjan Omlyd, og ved Siden af: gripe, lete, fingie, gingie, findes faaledes: funne, Gunde, bore, fote, kome, gove, brote, fote (alt med aa. 0). Disfe Former kunne ite altid forklares fom Supimum, og i dette Fald fynes de at bære udganede fra Fleertal af Jndikatid uden Omlyd, dog fag, at o' (aab.) tildels er traadt i Stedet for aa, f. Gx. vore, for vanre. Dette femmer rigtignot overeens med den foenfte Form (f. Er. bunde, gåve, bure, vore, brute), men dermed afviger det netop fra den førnæbnte Omlydstegel, fom juft Har været anjeet fom et af de Kjendemærter, formed Rote fra gammel Tid Har adjtilt fig fra Svenit og Dat. (I. Rydgoift, Svenfta Spr. Lagar, 1, 361). Disfe Former ere altjan itte til fuebsfillende, og de føndentjeldite Former have ogfa fine Ulemper. Men Belbiguis ev dette ite nogen færbeles nødvendig Form, og da ben agian fun " Desig Vetragtning før det firiftlige Sprog. Sogle Gzempler pax Brugen kunne endnu tilføls, Fra Tel. og Sæt Syne de laga jeg fo, at du Kjømekher atte. Dæ vyrte bære 6? det vilde Dave blevet bedre, Mettere: byrde. Han føre bære mæ de (Han vilde hane faret bedre). De vore godt; (Mettere: vare). Eg bore de vif, naar eg fongle de pan Nygglen. (Rettere: bere, finge. Høe me ett Segl, jo gyngie Baaten bære. — Fra Søndre Berg.: Fingie me no Regn, fo vore da" vel Du bore fnild, vilde du gjera da. Sate eg no lenger, fo vorte eg for eine. Gone og meir, fo bore da for myfie. Vor eg mindre fyre da, fo fingie eg da intje. (Ellers: Baud eg mindre, fo fett eg det intel. 236. Jmperativet har omtrent famme ydjtilling jom Sto junttiv Prejens, forfaavidt at det altid retter fig efter Jnfinitiv og beholder jamme Mobvofal fom dette. I den fidjte Klasje af den fvage Boining (B, 3) ender det i Gental med en Vokal (a), men i de øvrige Berber bliver det fort og ender med Roden; jaaledes bortfafter det ogjaa det jluttende ,j", hvor dette forefommer; f. Ex. sel, set, legg (af felja, fetja, leggja). 3 Flertal ender det derimod i alle Klasjer paa ,e", og Her fommer ogjaa det jluttende ,j" tilbage, f. Gx. selje, setje, leggje. I de Ord, fom flutte med Hodvotalen (Hær med aa og 0), bliver Fleertal ite tybelig abffilt fra Gental, i. Gx. sjøa, slaa, ro. Anm. Gieertal af Smperativ er en nødvendig Form, fom, faavidt vives, findes beholdt øveratt, om endog be andre Fleertalsformer ere dortjaldne. I det gamle Sprog ender denne Form fmed ,4* (eller dy f. Gx. fart, komt; men denne Syd fynes nu overalt at mangle og fan bel itte aniees fom fynderlig nødvendig. De Ded, fom sutte med," eller 9", Mulde egentlig i Blæertal udtales med fj og gi, og udtales virkelig faaledes i de fydlige Sieldbygder, f. Gr. gangie, tatje, dritte. Den Konfonantforandring, fom findes i Jmperativ of entelte færte Berber, 1. Gr. haldt, af halda (§ 217), høres ofte ogjan i et Var fvage Berber, nemlig: fendt (fenda), vendt (venda). — Noget Imperativ for føre Merion i Flerstal bruges itte, da det jædvanlig udtrykkes ved Ordene lat of", f. Gr. lat ofs gjern. (6. NM. gerom vår) 237. Infinitiv er en felojtændig Form, jom itte føtter fig til nogen af de andre, men derimod tjener til Mønter for visje andre Former, ijer Konjunttiv og Jmperativ. Som forhen er viljt, ender det altid paa en Votal (a); i nogle Ord (med e, i eller y til Robvotal) faar det et fluttende ,j" focved Endeljen; i nogle Ord, fom itte have nogen jluttende Stonjonant ($ 221), falder Gndevofalen bort. — Participium er egentlig hm et afledet Adjettiv, men gjør dog Tjenefte jom en Bøiningsform. I den ftærte Vøining har det oftejt en egen Vokal (AFyh) og ender paa ven"; i be jbage Berber retter det fig efter Jmperieftum og ender paa ,D eller ,t* og ad". Gupinum flutter fig til Partieipiet fom en Intettjonsform og ender jaaledes altid paa ,t" (et, t, at). Anm, Efter den nuberende Boining bliver Fleertal af Inbitativets Prejens altid ligt Infinitiv (. Er, dei tala, det vilja); men i det gamle prog var det fun Formen for tredie Perfon af dette Fleectal, fom var lig Sufinitiv (f. $ 259), og i de ældre belægtede Sprog havde Flecrial ev anden Form i alle Ferjoner, I disfe ældre Sprog fluttede Infinittv med en Kon: fonant ,1" (em, jom endnu er beholdt I Tydften (Å. Gr. werden, G. T. iwerdan), men hvortil intet Spor findes i Gammel Nor. Om Infinitivets Mjvigeljer i Landffabsmaalene er forhen talt (5 208, if. $ 112) Det her anførte Participium betragtes) fom en Fortidsform og har for bet mete en pasfiv Betydning med Vegredet ,paavirtet" eller ,vebgiort". Derimod er der et andet Vartici», fom er Eamtidsform (Bart. Vræfens) med Begrebet ,virtende" eler ,gjorende", og fom altid dannes af Infinitiv med ndeljen ande", f. Ez. verande, komande, vitande; men denne Form gjør jæbbantig fun Tjenefte fom Anjetiv og Rear ligejom udenfor Vørntngen, hvorfor den her itte har været medregnet. 238. Disie fidjimævnte Former blive meget brugte i et Slags jammenjat Bøining, idet de nemlig forbindes med et Hjælpenerbum, jaaledes af begge Ord i Forening betegne et entelt Begreb, jom i visje andre Sprog udtrykkes ved en enkelt Bøiningsjorm. Saaledes fan Varticipium i Forbindelje med yberda" og ,Dera" betegne en Lideform (Pasjiv), medens Supimun forbundet meb hava" betegner en afffuttet Fortid (Per fettum og Plusqvamperjettum). Ligefaa fan Jufinitiv i Forbin> delje med ,jfal" betegne en Fremtid (Futurum) foruden adftillige andre Sammenftillinger, jom dog nærmejt henhøre til Sætningslæren. Anm. Som Grempel tiljotes Her et Verbum af Mellemboiningen med baade entelte og jammenfatte Former. Quit, Hræi. | vel (eter. Ål. velja. | vesd vald, FL verda valde. 'Smper. | valde. valde. — barbtvald. — vorde valde. Bef. | hever valt — hana valt, | er vald. — ero vade, Plusqv. | hadde valt. — haddevatt. var vald. — vaare valde. Gutur. | flat velja. vald. valde. Soni. Pea. | velje. belie. | verde bald. — verde valde. Imper. | (valde) (vysde vald. pede valde). Imperativ. — | vel. unite. | belie. verda vald. Eupinum. — | valt. Varticip: vald, FL valde. 239. Den foromtalte Refterivform paa it" (aft) er egentlig ifte nogen birfelig Boiningsform, men fun et Tillæg til Vøiningsformerne. Den findes i en ftor Deel Verber, fom dannes af andre Ord (Subit. og Adi.) log betegne en Tiljtand eller Forandring, altjaa at være eller blive noget, f. Er. dagast, vaarast, jamnast, tyngjast, friskast. Dernejt findes den ogjaa ofte fom et Tilleeg til et Verbum og betegner da deels en Tilbagevivfning, + (fille fig), segjast (fige fig, angive fig), skjemmast ; Decls en Gambirten eller indbyrdes Paavirkning, f. Gz. fylgjast, finnast, takast; og dels fun en Foritærtning of Betydningen, i. Gr. haldast (holde ud, vedvare), rekast (drive om), laupast (føbe bort, rømme). Endelig findes denne Form ogjaa i en paavirfet elfer pasfivift Vetydning, dog jædvanlig fun naar Verbet jtaar i uperjonlig Stilling (hær i Infinitiv) eder med et ubeftemt Subjett (7. Er. det spyrst, det høyrest, kjennest, tolest), og fun fjelden, hvor der tales om en Rerion, jaajom «han venst» (vænnes), <han nøydest» (nøbes), fuilfet bog maaftee kunde i Hares fom tilbagevirtende (refterivt), altjaa: ban ven jeg, han møder jeg. Anm, 3 en flor Deel af Landet (Hær føndenfjelds og i Trondh. Stiff) bores ifte ft', men tun ,87 (ligefom i Svenjt og Danfl) f. Er. minnas, minnes. Den jedvanligite Form i Gammel Mori er 4", ligefom i det Aølandite; men i nogte af de ældte Strifter findes dog en anden og mere mærtelig Form, nemlig. 7 f. Gr. i Gulatbings-Soven: skiise, Knnase, mætasc o. f. ». Denne Form anfees for at være den oprindelige og at være fremtommen ved en Sammenfætning med det Ord fit" (fig). I nogle Tilfælde vifer ogjaa Sammenhængen tydelig, at ft" (eller ff) betyder fg" og ftaar i Stedet for dette, f/Er. kallase (falde fig), gelse (giver fig), legs (lægger fig), m. fi. (2. gamle Lone I, 61. 36. 70. Qf. det sik verar 0: angav fig at bære), omöyttet med <li) vera» (9. g. Lowe I, 269, 160; 11, 57. 216). Og hermed ftemmer det ogjas, at adjlillige Berber fremdeles bruges afverlende med ,,feg" og ,ft", i. Er. varaft og vara feg, undrajt og undra jeg. tivaft (: fvare fig) og liva feg. Gn Tilbolelighed til at bruge denne Form til Basfiv mertes i entelte Tiljelde temmelig tidlig; fanledes i. Gr. i et Rongebrev fra 1297, hvor det bebber, at Kirkens Gods al «gæymast ok inn takast ok nidrleggjast: paa rette Sted og itte <brot fytjast . . . eda sendast i annan stad (8. Dipl. Il, 45), Jmidlevtid forlommer dog denne Wrug i de gamle Etrifter noget fparjomt og fan vel tildeels fortlares fom et Forjøg van at efterligne det latinfle Pas x. her dæmase opt gddir af illum, Pat, hic sxpe a malis boni judicantur (Homil 40. 3 Virteligheden har denne Vasfivform, trods Eremplet fra Danften, ifte fundet nogen fynderlig Indgang hos Almuen, og desuden bar den ogfaa visie Hindringer imod fig, da den øfte tommer i Gtrid med en ældre Brug. F. Er. ban legit ned" tan her fle gobt betyde, at (En bliver nedlagt, da det nemlig forhen betyder, at En maa lægge fig eller blive liggende, tær formedeljt Sygdom. 240. Fanjormede Verber eller jaadanne, fom iffe bruges i alle be jæbpanlige Boiningsformer, findes naturligvis jaa vel her fom i de bejlægtede Sprog. For det førte fan Konjunttivet ofte figes at mangle, deels fordi det er fun lidet brugeligt, og deels fordi det i Formen jalder fammen med Jndifativ. Dernæit er der enbeel uperjonlige Berber, fom fun bruges i Forbindelfe med et ubejtemt Eubjett (det), i. Gr. | noget Jmperativ og jædvantig iffe heller noget pasiivt Participhum. Gnfelte td bruges fun med Reflerivformen , ft", janjom: blygjast, tekkjast, lukkast. Dg endelig er der nogle jaa Ord, fom fun bruges i et Bar Former, faafom: maa, mun, plagar; men faavel ved disje fom ved adjillige andre Ord er det dog at mate, at bet not er Mulighed til at bruge flere Former, Hvis bet behøves. Det er f. Gr. ingen Nødvendighed, at ,blygjajt" fal anjees fom et ufuldfømment Drd, da der iffe er noget i Veien for at bruge et fulditendigt ,blygja" i Betydningen at gjøre unbjeelig eller ftamfuld. Mum. Bøining med ombyttet eller dobbelt Rod foretommer itte i Becbeme, undtagen i vera' med Pref. er", hvor Ombytningen dog er ubetydelig, efterat det gamle Konjunttiv je" (if. THOR fed) ex bortfaldet. Derimod er der nogle Ord, fom have en Forandring | de Ade Konjonanter, faafom: rande, bange, gange, binde, vinde og fiere, fom før eve næbnte. — Gers er ber, fom før bemertet, entelte Ord, fom valle imelem ftært og fvag Bøining, faafom lanpe (jop og laupte, fupa (ftaup og fupte, gnage (guog og gnagade); og i et Par færte Verber, nemlig flan" op lea" (lægjal), bliver Participhum mu almindelig dannet efter den foage Boining, altjaa : jédd (0. MN. sten), Ladd, f. Gr. utlædd (6. R. hiegin); figefaa Subir mm: fåt (etter feet) og lætt (0. MN. hlegit. I et Par andre Ord, nemlig faa og ganga (gaa), bruges ogjan pan mange Eteder en blandet Vøining faar, fett, faat; gaar, gjet. gaatt); men dette har dog mindre at betyde, da den vette Boining endnu er i fuld Vrag i adfilige andre Egne. Staturtigviis er Bøiningen her i mange Tilfælde forjelig fra den danfte. Enaledes i hjelpa (enten hjelpte eller Hal», itte Hjalp) Ida (lyode). frida (ividde), føinge (føingade), tvinna (tinnabe), jaga (iagade); jetja (ett) flin Getde), følgja (lgde); if. veria (varde, rydia (rudde) a. f. b. Ord fom: bringa, trefia, trettja, maa her forbigaaes, da de ere fremmede og fortaftelige. Blandt andet maa man her fomme hu, af Pasfio paa ft" (6) for det mee er fremmedt, at Refterivet I det Hærtformede Præfens tun har 4" og itte Left", Å. Gr. trot, Frit, trengt, Gud, — og at Jmperfettum ofte har ,b*% hvor Santen har 4%, . Gx. fiende, fende, raide, fpurde, lallade. Endelig mærtes. ogfaa Abitillelfen af Endelferne ec" og sar", fom fan tidt ville blive forvertede af Holt, fom itte kjende Sproget tilfulde. Men dette gjælder da paa en Maade ogjaa for det Svenite, fom nemlig i dette Punkt Har omtrent de famme Former fom det Norte. Sjerde Afdeling. Ørddannelfe. 241. Bed Siden af de Forandringer, fom høre til Ordenes Boining, er der (jom forhen bemertet) ogjaa et Omitifte, hvorved Ordet faar en anden Betydning tilligemed en anden Form eller anden Boining og altjaa gaar over til et andet Ord, fom i. Gx. naar Adjektivet slett (9: jævn forandres til et Verbum sletta (0: gjøre jævn) eller til et Subitantiv Sletta (2: en jævn lade). Det er altjaa fun den egentlige Mod, fom her vedbliver at være den jamme, idet den benyttes til flere forftjelige Ded, hvoraf det ene fan anfees fom Stamord, og de andre fom afledede Ord, hvilte tildels blive tjenbelige ved en egen Endelje eller et tiføiet Glutningsord. Denne Overgang er faldet Orddannelje og fan betragtes pan to Maader, idet man enten opftiller Drdene efter de Former, fom de have facet ved Ajtedningen, eller ogjaa efter de Betydninger, hvortil disje Atedningsformer jæbpanlig hen» føres. Den førte Maade giver Veiledning til em nærmere Int figt i Sprogets Grundregler og indre Bygning, medens den anden Maade ogjaa Har fin Nytte fom Veiledning til en rigtig Udvitling og Berigelje af Sprogets eget Ordforraad. Det fynes bers for tjenligit at fremftille Drddanneljen fra begge disje Sider, forfoavidt fom bette fan ftee uden Vidtloftighed eller Gjentagelje af det foregaaende. Vi betragte jaaledes førjt Drddannelfen efter Formen, idet vi afdele den i tre Grene, nemlig fort Overforelje (eller fort Ajtedning), dernæit Afedning ved Endeljer, og endelig Sammenjetning. 242. Hvad vi her falde Overførelje, er en Afledning, fom foregaar uden Gnbelfer, det vil fige jaaledes, at ingen Stonjonant bliver tillagt, og altjaa ingen birfelig Forlængelje finder Sted. Det er faaledes fun Stamordets Rod, fom her bliver overført i en anden Slasje eller brugt fom et andet Ord. Y nogle Tilfælde bliver det afledede Ord tiljyneladende kortere end Stammeordet, f. Gx. Drag, n. af draga, v.; — i andre Tiljelde fan det enten beholde den jamme Sængde, i. Gr. Verja, /. af verja, v., eller. ogjaa jaae en tilfynelabende Forlængelje ved en fluttende otal, i. Gr. blada, v. af Blad, n. J bette fidjte Fald hav det afledede Ord ofte faaet Omlyd, i. Gr. Gjerde, n. af Card, m. eller loysa, v. af laus, adj. Den mæteligite Forandring af Hobe botalen findes imidlertid i de Ord, jom damnes af de taste Verber, da nemlig nogle Ord kunne udgaae fra Grundjormen, og nogle fra Afydsformerne, i. Ex. Bit, m. ai bita; men Beit, /. og beita, ». a. af Formen beit. (Ji. $ 100). slam. Bed denne ledning betegnes jæddanlig en Overgang fra et mere naturligt og fimpelt BegrebJtil et mere 'abftratt. og efterdannet eller ogfaa fra et mere omfattende Vegreb til et, fom er mere færftilt og begrendjet. 3 Amindeligged er man tilboielig Hit at anfee det Ord for Stamord, fom efter Betydningen er det naturligfe og nødvendighe og befor ogiaa bet meft brugelige; imidlertid er ber fortjelige Borholde, jom her omme i Betragt ning, og i visje Tiljelde funne to beflegtede Ob jee ud, fom om det ene var afledet af det andet, medens de dog egentlig ere begge afledede af et andet Ded, fom nu er fjeldent eller forældet. En tydelig Regel tilbyder fig i be Drd, fom fane i Forbindelje med et af de ftærke Verber; thi da disje Serber i det hele maa anjees jom Etamard, man altjan de bejlægtede Ord være ledninger, f. Gr. Brek, m. af brefta; Ven, m. af veva. En anden Regel Har man + Omlyden, hvor denne finder Sted, da nemlig det Ord, fom har en af de føromtalte Nledningsvolater ($ 95), maa anfees fom afledet af det, fom bar den tillvarende Stammevotal, i. &. døma af Dom, bota af Bot, Myte af Knut. Forsvrigt maa Forholdet nærmeft beftemmes efter Betydsingen, fom ovenfor er nævnt; og i entete Tilfælde fan det blive vanskeligt at fige, øm det ene eller det andet er Stamordet (f. Gr. af Smal og fmata, Sum og fauma) Door der er flere afledede Ord, man man ftundom tænte fig Aledningen fom dobbelt eller delt i flere Led. F. Ex. Træl, n. 2: Arengt Arbeide), man itte udledes ligefrem af Træ 0: Slave, men af det mellemliggende Verbum .fræla" (ccbeide fom en Træt) og Orbningen er altjaa: 1) Træl, m, I) ælg, v, 5) Tral, 1. Saalebes ofan: full, adj. (ulb), deraf Fylla v. (Fylde). og. deraf Bl, f. (Fuldningsfiof. Ligefaa: Fetel, m. (Anand) beraf feta, v. (forbinde, og deraf Gel, n. (Forbinding). 243. Af Subjtantiver dannes to Slags Orb ved Overs førelje, nemlig Subitantiver og Berber. De afledede Subjtantiver ere jædbanlig fvagformede (tojtavede med jluttende Vofal) og Have ofte Omlyd, i. Er. Leira (Leergrund) af Leir, Torva (et Stylte Ørønfvær) af Tor», Ækra (hvilende Ager) af Aater. De afledede Berber, fom udgjøre en jtor Mængde, høre famtlige til den foage Boning, idet de, fom Have faaet Omlyd, jædvantig føie fig Hl den anden Klasje ($ 244), og de øvrige til den tredie; i. Gr. fiska af Fift, vatna af Vatn, kjemba af Kamb, plogja af Plog. Anm. De hertil hørende Subf. ere ofte Femininer, fom: Stinna, Zeina, Timbra, Helma (af Halm), Kjetta (Kat, Søyda (Saud); — ftundom Reutres, fom: Drætte (af Draatt) Erve (Uro, Kjevle (Kal, Menne (Varm, Støre (Snor), Stemne (af Stan); men fjelden Maffuliner, fom: Namne, Stogle, Hovde (af obub). Af Femin. findes entelte med ,0" for ,0" (altjan med haard Omlyd); faaledes: Fota (Fat) Tota (Taf), Toppa (Tapp). Ver: imod beholde nogle Berter Grundlyden a", medens. det tilhørende Sub. bar ,0* —; faaledes: Bort, bart; Kos, fafa; Bol, vale: Logg, lagga; Stong, ftanga. Overforte Ubjettiver af Sud. ere vanftelige at paavife. Det gamle Eprog bar entelte faadanne i Sammenfetning, i. Gz. heii, fstordr, vel mill; men faabanne Ord fane nu fæbbanlig en Endelje, f. Er. mangordig, faamaalig. Bed nogle Adj., fom ere meget lige med et beflægtet Subft., er Siebningen noget dunkel; faaledes ved: grunn, Hos, rom, harm, faar I entelte af bisfe Tilfelde er viftnot baade Adj. og Subft. afledet af et ældre Gtamord, faaledes Djup (et DYE) on djup, adj. af et formtdet Verbum djupa" at forte? 244. Aj Adjettiverne dannes ogjaa Eubftantiver og Berber ved Overforelje, og for disfe gjælder omtrent det jamme fom for de Ord, jom dannes af Navneordene. Dertil høre Subjtantiver fom: Tunge (2: Thngde) af tung, Vande (Vanjteligheb) af vand, Raadloysa af raadlaus; — og Verber fom: letta af lett, festa af fait, toma af tom. Desuden er der ogjaa nogle Abverbier, fom høre hertil, da de fun abjille fig fra Abjektivet ved en tillagt Botal; fanjom: lenge af lang, vida af vid, ftoro af ftor. Mum. De hertil hørende Eudh. ere for det meke Femin, fom: Bratta, Grynna, Stilo, Væta, Eylja (af fjut), og ellers Mail, fom Lite, Ung Jamne, Traae, Graae. Til Fem. høre nogle faa Ord med Omlyden 0, for Dole af halv, Long af lang. 3 nogle Tilfælde bliver Adjetivet overført i Ravneords Form til at be. tegne en entelt Ting efter dens Ggenitab eller Udjeende og bruges jnaledes fom et Slags Egennavn, f. Gr. Støren (den fore), Soten (den jøde, Disfe Ded have den Egenhed, at de fun bruges i ben beftemte Form, og at de abfile Kjønnene ved en beftnderlig Forftel i Boiningen. For Hantjøn have be nemlig den flærte Bøining og betones fom Genftaveljesoed (efter $ 161) f. Er. Svarten, Graaen, Randen, Brunen, Blaffen; for Hunton have de Derimod fuldtommen fvag Form ($ 169) i. Ex. Svarta, Bruna, lata. 245. If Berber dannes en Mængde Subjtantiver ved Over førelje, deels i Genjtaveljesjorm, fom: Hald aj Halda, Hogg af hogga, Kast af fajta; beels i Toftavelfesform, fom: Leika (Lege tøj) af leita, Kvile (§bilefted) af fila. GSjeldnere findes derimod bjettiver af denne Afledning, faafom: lut (3: fubende) af futa, spar (: ipariom) af fparn, snak (nagende) of fnatn. Ligeledes Serber, jom her ere dannede ved Omlyd, jaajom: hengja, 7. a. af Sanga, ». 1, løypa (2: jætte i Lob) af laupa (be). Ellers findes flere jaadanne Ord, fom dannes efter Aftydsjormerne i de ftævte Verber; men 'bisje Ord fortjene en Betragtning for fig jelv, Hvorom nedenfor. um De hertil hørende cenfindede Subft. ere ofteft Intettjonsord (§ 106), fou: Brut, Stor, Spel, Tap, Tat, Set, Renn; — tildels Maftul. fom: Brel, Smell, Støyt, Sleng, Lelt, Sup; men fielden Femin,, fom: Fol, Hjelp, Tatt, De foiavede Deb ere derimod ofteft Fem.; faaledes: Bloyta, Sjøla, Løypa, Renna, Velta, Vinna. Heriblandt nogle med Omliyden o' for a, fom: Boba (af baba), Bota (vata), Droga (draga). Giter t og ø fane entelte Berber ct fluttende ,1*, fom tildeels bortfalder i Boiningen; faaledes: veftja af vata, bitia af vila, trengja af trenga. Gt fandant i, fom egentlig itte fan betragtes fom nogen Endelfe if. § 93) findes imidlertid ogfan I nogle Ord, fom flutte fig mærmejt til et Sudftantiv eler Udjettiv; faaledes: herja (til Her, Heja (des), øledia (glad); ogjan i Subit. fom: Metja (til Net, Tilja (Ti, Folia (Ful eller Fole, Men i faadanne Ord er Afledningen noget buntel og føtter fig til visje gamle Former, fom mu itte lettelig funne paavifes. Wverførelje af Aftydsformer. 246. J be Ord, fom dannes ved Overførelje af de jtecte Berber, bliver Aftedningen mere forftjellig, da den ei alene udgaar fra Roden i Stamordets Hovedform eller Samtidsform (Anfinitiv feftum og Rarticipium). Blandt de hertil hørende Ord kunne vi førit lægge Meerte til de afledede Verber, fom fædvanlig have en paabirfende eller tilbrivende Betydning, i. Er. setja (2: jætte, fane noget til at fibbe) af ,fitja" med Formen ,jat". Ved disje Ded er det netop Regel, at be ailebes af Fortidsiormen og jane Dmiyd efter denne, forjaavidt Vokalen er filtet til Omlyd. De dele fig altjaa i visje Rætter eller Klasjer, ligedan fom Stam: ordene (efter $ 207), faaledes at ten førjte Nælle har Rodvotalen we", den anden faar ,æ" (tildels e), den tredie ,ei", den fjerde »89 og den femte ,9%, fom i følgende Gzempler: 1. sleppa (2: lade tippe, give løs), af ileppa, ilapp. 2. svæva (fane til at jove), af jova, foab, Fl. fvaavo. 3. reisa (reije, jætte op), af rija, reis (3: Hod op). 4. fløyta (fane til at itybe), af jfjota, Haut. 5. logja (fane til at lee), af lægia (læn), log. I de jtærte Verber af den ljette Mæle ($ 215) udgaar Aledningen fun fra Hovedformen og iffe fra Fortidsjormen, jaa at denne Form iffe har nogen Betydning for Orddaunelfen. Mom. Da denne ledning fremvijer en merkelig Örundregel i Sproget, man de tydeligite Gzompler her i Sorthed anføres. 3 jørke Rætte have vi foalebes: ftveta, fmetta, fetta, nerta, foelta, veta, Melo, fella, bremna, tenna, fverva, flepba, — alle med foo Wining, ved Siben af vet fate Verbum, f. Ez. fvelter, fvelte (2: udfultede, (od fulie, af felt, tvalt 0: ful tobe felt, led Butt. 3 bisie Orb er alton Infinitivet ganfte ligedan i det afledede Ord fom i Stamordet, medens derimød Bainingsformerne ere andet: ledes. Imidlertid er dog Infinitivet i det fvage Verbwm ogjan en aftedet Form, kvitte allerede tan fluttes deraf, at det altid har Votalen ,e", endog i de Tiljelde, bvor Stamordet har 1", fom ustop man være den oprindelige Sotal i det færte Verbum; faaledes i , prengja" (fprænge) af føringa, forang ; 03 .venda" af binda, vatt, fom egentlig hedte vand", 3. Event: først, fliopa, brinna, rinna, forftjelligt fra det aftedede: forätta, fläppa, bränna, ränna). Den allertybeight fees dette af de ældke bellægtede Sprog, f. Er. af Øotbift brannjan (2: lade brænde) af briman, brom. Det foage Verbum findes altfan at være Afedning af Fortidsformen af det fæste Verbum, faa el + denne Maætte fom i de andre. 3 anden alte er Ufedningen vallende, Ved Siden af det ovennævnte (bat, bane); fomt et fuogtformet mata" og nema', fom bog har næften famme Betydning for Etamordet meta og nema (hvorom i. $ 21). Ordet fæta" 0: pasje paa) faar noget langt fra Stamordet ,fitja* og Hører nær mere til et aflebet Sub. Sant; derimod er fetja" det fedvanlige Baavietningsord, fom for er nevnt. Ligeian leggja" (lægge af tiggja med Super. tang (oprindelig: lag. 'f tredie Mette mares: beita (ace til at bide, af bita, beit, Ieida (af lida, i Betydn. gane), reida (fore med Heft, lade ride, ffreida, reija, dreiv, fveiba. Et Par Ord beholde Votalen i", nemlig: fvida (aar til at fvide), vitja (jane til at big. il fjerde Rate fore mange Deb, fom alle ere vegelrtte med Omlyden Lo" for au"; faaledes: broyta (om en vis Veydning, af rota, braut, fløyte, nøyta, trøyte (ringe til Ende, af trjota, trmut, føjde (face til at fode, frøyia (jane til at fraje, brønpa, Frøypa, føbpa (af fu, ftaup), føvlje (ef fjuta, faut, røytja, føygia, fmøygja, føpgia (0: lade fuel Nogle bruges i en Betydning, fom faar temmelig nær bed Stamordets, faafom: føyta (it tube), gøyia (fromme), qøpva (brie ov), tløyva (tløve), gløypa (Auge, grøtypa, (tue, ligefom grup. Uf femte Rette haves fun fan Ord; hertil: trøda drive ved Trædning, af treda, trod), oja (opbidfe, af aja, 06), føra (af fara, for), løgia (f. ovenfor Mindre tydeligt er Slegtilabet imellem ola" (opflamme og 'ala, ,gjøta (fmigee og gala, ,høba* (afpasie) og bedia med Formen bov. Tybdeligere ledninger ere derimod tjøla af tala, føl (2: frøs), tjøva af toade (eler tevja), tb 0: tvalte, tilftoppede); men her ere Stamordene uheldigvis forældede. 247. De Subitantiver, fom udgaae fra de iterte Verber, bannes ogjaa for en ftor Deel af Fortidsformen, i. Gr. Sprang, n. af fpringa, fprang; Sneid, f. af juida, imeid; Klauv, f. af fljuva, flaub; og tildeels af Fleertallets Form, faafom: Draap, n. af brepa, drap, draapo. Men ved Siden heraf er der ogjaa mange Ord, fom beholde jamme Vokal fom Participium og faa ledes flute fig nærmejt til denne Form, f. Gx. Bit, n. og Bite, m. (med aabent i), af bita, beit, biten; Brot, n. og Brote, m. (med aabent o), af brjota, braut, broten. De flejte Afledninger ubgaae fra Berberne of tredie og fjerde Rætte. Anm. Til Mindelie hidjættes Aftydens Gang i Stamordene: I. Joma. Bart, Jui. Impi. Bart. 5 i å bod san arv, Varp, Band, Sprang; og nogle med u' eller o, fom: Svult (ogjan Evolte, Dumba, Sprunga, Smotta. Avigende i Meblyden ere: Brune, Rune, Spune (med aa. u) af brenna, renna, fpinna. anden Nælte findes nogle med ,aa", nemlig: Yat, Aata, Goats, Saat, Maat, Maate, Baar, Staats, Gaon, Raam, Deaap; og med Omlyden ,æ": Sæte, Kvæde, Stjæra, Svære, Læge. — Uf tredie Mætte ere nogle med ,ei*, ter: Beit, Leid, Reid, Streid, Sneid, Rleiv, Oreip, 1. (f. Beite, Leite, Reide), men mange flere med i" (aabent), fom: Bit (et Vid), Mit, Sit, Suid, Nis, Stin, Driv, Riv, Grip, Suit, Sig, Stig Meutra); Bite, Svide, Rife, Gripe, Stige (Maftul); Slita, Etriba, Driva, Rida (Femin.). — Uf fjerde Rette ere nogle med au', nem: lig: Braut, Vaud, Gauv, au», Reus, Graup, 1. (if. Staut, Staup, Saup, n.; Staute, Traute, m.); og nogle faa med ,u" (aab.): Brut, Lut, Skat, Fuga; men mange flere 'med ,0" (aab), fom: Brot, Flot, Rot, Stot, Tot, Trot, Bod, Rod, Sod, os, Ros, Gab, Klov, Rov, Drop, Grop, Krop, Fot, Rot log, Smog, Eog (Reutra); Brote, Flote, Sude, role, Rove, Drope, Sope Majtul); Brota, Rota, Stota, Gofa, Sova, Strota, Smoga (Femin). — Til femte Relle høre kun faa Subit. med o (lutt, nemlig: Grov, Drog, Stod, Fora, Stova; og med Omlyden : Fore, Tote, Drage, Loge, n. 248. Gnbelig er ber ogjaa nogle Adjettiver, fom udgaae fra Fortidsformen i be ftærte Verber uden at tage nogen Endelje til fig; bog er deres Glægtffab tildeels noget dunfelt. Tydeligit afledede ere de, fom dannes af Stamord i anden og femte Rekte med Omlyden æ og ø, i. Ex. skjær (2: jom fan ffjæres), af jern, ftaaro; — tok (3: fom fan tages), of taf, tof. De Ord, fom føre til de andre ætter, have en ftor Lighed med Stamordets Fortidsiorm, i. Gr. veik (: fvag) formodentlig af vita, veit; men disje Ord ere fun faa, og Betydningen tilbeels afvigende. nm. Til Verer af anden Mælle hengøre: æt (aabæt, 3: altædende), fæt (fraft-jæt: altid fibbende), bær (bærende, fær, vær (ff. gladvær, gjæv (givende), fvæb (fovende), fvæm (fommende. Dertil ogjaa: mæt (2: værdig), næm (nem), fræg (berømt, jegentl. omfpuegt, af frega, ©. MN. fregna, frågum; og efter ®. M. fulde vi ogjan Have: fomd, dræp, tat, læg, fæ (af fam). — Af femte Mælte haves : 08 (ogjaa: 05, >: opbrufende, før (farende), four (fom fan forge), mol (malende), tof (i. ov, drøg (dragende, flog (flaaende), fød (fanende); og eter ©. %. tunde vi ogfaa have: bød, øl, grov, vag. — Under be andre Satter kunne følgende mærtes: fnarp, trapp, vand (j. inerpa, treppa, vinde); gleid, leid, feig (ff. gtida, fb, figa's raud, naub (jf. jøde, nude); men ved bisfe Ord er Slægtftavet noget duntelt. Forandrede ved en tiljoiet Meblyb ere: beitt (bidende) og leitt (udfeende); if. øvtt (Aydende), Flongd Hybende); dog kunne de fidfte maaitee henføres til et afledet Verbum (Føytay fiøygia). 249. Blandt de Ord, fom dannes of de jaafaldte Mellem bøinings-Verber (fom forhen ere omtalte i $ 220), er der ogjaa nogle, fom ubgaae fra Fortidsformen og beholde den dertil hørende Botal; i. Gx. Sam (1: Enighed) af jemja, famde, altja af Roden jam" med feabragen Endelje ; ligefaa: Tame (: Øvelfe), af temia, tambe; Dul (: Forbdølgelje), af dylja, dulde. (SF. § 93). De hertil hørende Drd ere fornemmelig Subjtantiver. Nogle faa Adjektiver kunne ogjan regnes hertil, jom: kvat (fl Meta), van (venja), tam (temja); bog fynes det uvijt, om disje Ord tulle anfees fom offebede, af Verbet. Som. Dertil hørende Ded ere:: Tad (tedja), Tal (telja), Val, Tan, Sam, Tam, Hav 0: en ant, Krav, Va», Lag (tl leggjo); Mud (Gaardsnawn, af odie) Flus (ja, Spur ( Spurdage, Svuirsmaal, fpurvits; if. foycia, Bul, Dun (= Drow) Fun, Sum (>: Svømning) n.; — Doale (til dveljap Sane (tenja) Vane, Tame, Have, my og nogle faa Huntjønsocd med Omlyden © (@ab) for a: Avota (Slibning, Toda (Gjødning, Loga : Lægning); if Soga, for Sago, af fegia, jagde. Ellers er det her at mærte, at der ogjan er nogle Ord med Vokalen o (aab.), fom flutte fig til et Verbum med Lybftiftet ,.9—u*, nemlig: Bos (til Buff), eos (pf), Spor (til føyria), Hol (til bylja), Mod (mydja). Her tan det være tviolfomt, om ,0" er overgaaet fra ,u', eller om Sub, er Elam: orb og felb ar en anden Oprindelje. Stogle bellægtede Becber, med uforandret Stammevotal, ere maaitee nærmeft at udlede af Eubftantivet; aaledes: tana (tenja, vana, dula, buna, runa. 250. Blandt de overførte eller forte Ailedningsord ere altjaa de, fom ubgaae fra Werberne, be flejte og merteligite, og ijær findes der en fortrinlig Adgang til Aitedning af de Verber, fom have lyd og ftert Vøining. Disje Stamord udgjøre rigtignot fun en (iden Hob, men da mange af dem have en meget omfattende Betydning, kunne de tildeels fane et tort Følge af Ajledningsord, fom blive desmere tydelig abitile, fordi de flutte fig til forftjellige Former af Gtamordet. Saaledes udgaav i. Ex. fra Ordet brjota (braut, bruto, broten): Brjot (3: En fom bryder), Braut, f. (Bei, Sted hvor Grunden er brudt eller jævnet), broyta (ombryde, afbryde), Brut, m. (Bræfitang), Brot, n. (et Brud), Brota, /. (Gjennembrydning), Brote, m. (Maske af Bruditytter). Sigeledes fon Verbet fara: Far, n. (Færd, Bei, Spor), Fare, mEn fom farer, f. Gx. Mordjare), For, f. (Færd; G. N. før); og fra Fortibsjormen: Fora (Færd, Spor), før, adj. (forende, færdig, farbar), fora, v. a. (føre, jøtte i Fort), Føre, n. (Seilighed til at fare). Og hertil kommer da ogjaa den videre Atedning ved. Gndeljer (i. Er. farande, Farar, Foring, Ferd, Ferel), hvorom i bet følgende. nm. En Ordlægt for hver UAflydsrætte fan her tillægges , foringa: Spring n., Sprang n, fprengia v. a, Epnnga f. 2, bera: Bar n. (7) Baar Å, bær adj. (3. Burd m, Bed Ll. j, bita: Bit (ONDBeit {, beita v. 2, Vt (1) 1, te (1) m. |, ljuva: Staub Å, køyba v. å, Kov n, Hove m. 5, drage: Drag 1, Drøg (0) £, Drog (00) fy drog adj, Droge n. 3 entelte Tilfælde foretommer en lignende Slægt af Ord, uden at noget tiljvarende frærtt Verbum forefindes, og i flige Tilfælde flutter man, af der far været et faadant Etamoed, fom mu enten er tabt eller har fanet foag Boining. Eaaledes findes et fbagt Verbum ,bjuga" 0: bugne) og ved Siden deraf findes: Baug m., boygia v. a, Bug m., Vog 1. og Boge m, alle med belægtet Betydning, og desuden et Udi. ,bogen (0), fom har alle Marler af et Participium; Heraf fynes det Hart, at buga" Har havt hært Bølning (bang, bugo, boget), ligefom bet tydite: biegen, bog, gebogen. igeledes hen= vife Ordene: tang adj, tobgja v. a, Tog n. og Toge m. til et Verbum .tjuga" med Formerne tang og toget, ligefom TYdjt: chen, jog, gråogen. % lignende Sammenftillinger tan man flutte fig til flere faadanne Verber, faafom: melta (jf. Malt, Motta, molten) Mjerva (if. ffarp, Storpa, ftorpen), jviga (f. Sveig, fveigia, Evig, Sviga), djuva el. duva (if. Djub, danb, bøyba, Dov, doven), aga (Age, Oge, øgia) og flere. S entelte ande Stamord ere de oprindelige Alydsformer. blevne noget forbunttede eller maaffee forældede i det nyere Maal, medens de derimod ere tydelige i det gamle (if. 8 218); oa i bisje cd er det netop den gamle Form, fom bor haves før Øie ved Ufiedningen. Wed de Ord, fom tomme af Verbet .jova", maa man faaledes minde fig om ben gamle Fortidsform: fvar, fvaado (Bvoraf : fuev adj, fomva v. a. og Sveva f); ved Ordet ,foma" man man tænte paa det gamle: tvam, foaamo (Hvorai tvæm adj, Samtvæme 1.) Sigeledes ved ,meta" paa: Jmperi. mat, maato (Gvoraf Maat, Maate, mæt, Meta); ved ,nema" paa: nam, naamo ($voraf: Naam, nen, Reme). Af lignende Stamord mertes: luta GF Lot n, Sota 1), Inde Gi. Ida v a tveva el. tbava (if. to n,, tova v. a) S bisje Aedningsregler finder man faaledes overalt en merkelig Orden og Samtlang og i Gærdeleshed en fortrinlig Venyttelje af Lybdfkiftet I Botalerne. Men heraf bil det ogian fees, hvor anfleligt det er at overholde den rette gamle Udtale og Strivemaade ved Votalerne, da enhver Avigelje i dette Stylte gjør ben egentlige Regel utjendelig og førdivrer Opfatningen af Orbenes Slægttab. Il. Ufledning ved Endeljer. 251. En anden Affebningsmaade fer den, at en Endelje med en eller flere Medlyd lægges til Stamordets Mod, og at Drdet altjan jaar en virtelig Forlængelje, 7. Er. i Høgd, af høg; steinutt, af Stein. Disje Mfednings-Ændeljer, fom forhen ere i Kortjed nævnte ($ 85 og følg.), findes fornemmelig ved Subjtantiver og Abdjeftiver, men fjeldnere ved Verberne, jom itte jujt ere modtagelige for nogen betydelig Forlængelje. De forbindes med Roden paa jamme Maade jom Bøiningsformerne, faaledes at de ubjtode en foregaaende Endevolal og et jluttende ,j", hvor dette forefommer, i. Gz. Før-sla af føra, Byg-d af byggja. Forved entelte Gndeljer, Hær ,1 og ,9%, findes tildeels Omlyd, f. Gr. Dypt (af bjup), Spekt (fpat), Tyngd (tung), Grend (Granne), Ferd (fara); forørigt bliver jelve Moden i de flete Tiljælde uforandret. Anm, Enkelte Ord, fom dannes af (færte Verber med tillagt 1" eller 0", tage fin Bolal af en ilydsjorm, faafom: Froft (af friofa), Gut (ofa), Aluft (Hjuba), Burd (bera), Stkurd (ftjera), Stuld (tela). Ligejaa bliver Aflyden fiagenbe i nogle Ord paa ,ning*, fom dannes of Mellembøinings verber, nemlig: Flutning (Aytja, Rudning (rydja), Studning (ftydja), Spur. ning (fpyrja), Smurning (fmyrja). If. G. N. kvadning (kvedja), tamning (tema) 0. fl. Afvigende Lydfolge finder Sted i Ordene: Aatnad, Fodnad, Rlognad til: eta, foda, plogia), dog fun i faa Dialekter. Af gamle Omlydsformer mærtes : Togn og Eogn (af tegia, tag«de, og fegia, fag:de), fom mu ere noget fibre. Dmtyd forved Endeljen ,ar" (er Hører itte Hjemme i dette Sprog; det er fun en tydjt Form, fom tildeels er optagen i Dani, i. Er. Jæger, For: njænger, Forræder, Vægter, Kræmmer. 202. Uf Werber afiebes Subitantiver med følgende Endel fer: ar, el, t, b, n, ing, ning, nad, fl, ftv; i. Gx. Spinnar, Spinnel, Vegt, Gjerd, Eign, Lesing, Lesning, Lesnad, Høyrsl, Førsla, Vakster. - Sigelebes Adjektiver paa: ad, b, t, en, all, ande, ig (19); f. Gx. lagad, kvild, trøytt, trøyten, kostall, kostande, lydig. Der« net ogfaa abdjfillige andre Berber med et tillagt ,n", fom: sovna (af fova); fieldnere med I, x, 8, t, faajom: ringla, vimra, dragsa, kremta (jf. ringja, vima, drage, fremjo). Dertil hører ogjan en SMængde Verber med Enbdeljen it (aft, i. Gz. talaft; men denne Form bor en egen Stilling, da den adifilles fra Roden ved de mellemfommende Bøiningsformer. Mum. Til MW. van: en, i, d og ad, høre alle de faataldte Participier, fom efter det foranførte tunne anfees fom et Slags Bølningsform af Verbet. Dj. pan ,ande? er ogjaa næften at anfee fom en Bølningsjorm. I Intet Hønsformen bruges disje Ord ogfaa fom Adberbier." ntelte Former fom : dom, flap, jemd, fam og leg, ere itte egentlige Gndelfer, men et Slags Eammenjætningsord, hvorom fonere. 253. Aj Eubjtantiver dannes enfelte andre Subjtantiver med Gndeljen: ing, ung og ling; f. Gx. Aaring, Teinung, Kidling. Sigefan en Deel Adjektiver paa: en, t, d, ab, all, ut, ig (ug), ft; jaajom: auren, ført (ef Set), øygd (af Yuga), hjartad, frostall, bolkutt, minnug, himmelsk. Serber, fom dannes aj Gubit, have fjelben nogen Enbelje, undtagen Slutningsformen ft", f. Gr. bagait. stnm. Af Subft, dannes ogjan entelte Abberbier pan ,om* (egentlig en Datioform) og ,e8, f. Ex, fundom, fomfundes, beinleides. Ligeledes et lags Adv. pan ,ende", f. Gr fsinende Hardt (å. 1. feinhardt, ifende kaldt (= isteldt) — Blandt fjeldne Medninger af Sud mærtes Subft. pan ,d", fom: Løbd (af Love), Umegd (af Umage). 9 Adjektiver dannes Subitantiver med Endeljerne: ing (inge), enbe, b, t, fe (fa); f. Gx. Jamning, m., Leidende, n., Lengd, Tjukt, Haalke, Grønska. Af jamme Ord dannes en Deel Verber med ,n* og , (i); Å. Gr. vaatna, turka (af turr), reinska (af win); og desuden en Mængde med Slutningsformen ft", Å. Gr. lengjat (af lang). Endelig dannes en Mængde Adverbier med ,t" efter Adjettivets Intetkjonsform, f. Er. langt, tort, litet. nm. Gndeel Vecber med ,n" er hur overforte fra Adj. paa en faa fom: visna (bifen), bogna (bogen). Ligejaa endeet Subft fom: Kipna (fiven), 'Solna (Sater. Af befemmende Aj, Hær Orbenstal, dannes nogle Subht, paa mg", fom: Eridjung, Fordung, attung. — Ved Sammenjætning med leg" dannes aftebede Mj. fom: varleg, title; og heraf dannes Adverbier paa ,lega", fom: varlege (varla) Forben omtalt i § 91. 255. MF de Udverbier, jom betegne Sted eller Stilling, har der tildels bannet fig Adjektiver med Liguingsformerne ,re" og ft" (efter $ 189), faajom: indre (af inn), ytre (ut), nære (nær); inst, fremst, nedst. %eb Giden heraf findes et andet Slags -Mbjettiver med Formen leg" og et mellemtommende ar", fom vel ogjan er en Ligningsform; f. Gx. innarleg, utarleg, nedarleg. Aj jomme Slags Stamord dannes ogiaa andre Abverbier med (Endeljen ,an", hvorved man jædvanlig betegner en Retning fra Stedet, i. Ex. innan (indenfra), framman (3: fra Forfiden). Anm. Foruden denne Form med ,an" have nogle af disfe Stedsord ogfaa en Mellemform, fom betegner Stillingen eller Opholdet paa Stedet; og i dette Fald dele de fig altjan i tre Former med jærfilt Betydning, nem fig 1) til Stedet, 2) paa Stedet, I) fra Stedet. I nogle Tilfælde bliver dog SMetemformen Ugedan fom den førke Form. 1 2 3 1 2 3 inn, inne, innan. nord. (mord. nordan. ut. ute. utan. jud. (ud) funnan, upp. uppe. > ovan. auf autan. mede — nedre, nedan. oe veftan. under. — (under). — undan. fr — ater). = attan. si fer. eda. fram. framme. framman. bit. der. dedan. beim. hetma. Beiman. tvart. tvar. tvadan. burt, burte. Ordet ,ovan" (0')horer ite Hil upp, wen hellere til en anden Rob (ob), Tigefom UAdj. ovarleg, øvee, øvk. Formerne ,burte" og ,burtan" ere tilfomne i en fenere Tid og have dannet fig af det gamle ,braut" (å braut), brot, brott. Disfe Former med ,an" blive ellers utydelige i Dagligtalen, da nemlig 1" febvanlig bortfalder (f. Er. inna', utta', aava') og fun høres | fammenjatte Deb, fom: innantil, utanfraa. Noget lignende er ogjaa Tilfældet med Formen »arleg", hvor 7" fæbvantig bortfalder (inno'leg uttæleg, 0. f. b). Den hertil førende Udverbiatform lega" bliver ogfaa fortortet til le" eller In" (inna'le, inna'la); men denne Fortortning findes allerede i de gamle Strifter, f. Gr. En Endelje ne" (fordum na), fom ofte lægges til abiilige Adverbier, f. Ex. herne (hæræne, hæren, hævn), forme (fo, — fones egentlig at være et Slags paabijende Vartitel, men har elers itte nogen tydelig Betydning. 256. Efter det forben anforte er det Subitantiverne, fom Have de flefte Gubeljer; men nogle af disje ere imidlertid fun Tidet benyttede. Meit brugte ere Formerne: ar, ing, (ning), nad, sla; fjelbnere ere: t, d, n, st), ke, el, ende, ung, ling. Derimod ere YAdjeftivernes Gndeljer mere jævnt benyttede, idet tun et Par Former (all, sk) ere noget fjeldne, medens derimod de øvrige (ad, d, t. en, ande, ig, utt) ere i megen Brug. Af Verbernes ftedningsformer ev det hm ,1% og ,1%, jom ere i nogen betydelig Brug, foruden Formerne ,jt" (aft), fom egentlig fan anjees fom et tilfoiet Ord. nm Nogle Subftantiv-Endelfer ere her forbigaaede, fordi de hen bruges i fon Ord. Saadanne ere: — de: Fjolde, Maade, m. — te: Stjelfte, Gufe, m. — esta: Tenefta, Hyllefta, f. — eskja: Menneftja, — r: Køyr, Grove (ror, m. — erne: Liverne, n. — ald: Kjerald, Havald, n. — elde: Manelde, Krefolde, n. — la: Kibla, Bjorføtln, f — an: Fangan, Vrittan, 2. — end: Bitend, Bijend, f. — ang: Farang, Havang, m. Derimod er der to eller tre Endelfer, fom mu ere meget i Brug, men Hvis Abtomft der er tvtaljom, da de itte hører til Eprogets gamle og ægte Former, Den ene er Formen helt", ij. Gr. i Friheit, Ærleghett, Dette feit" er egentlig et Ord, fom her fulde hedde held" (ff. Angel]. håd, Eng. hood, Sol. heid), men fom bog er optaget i den høltydjte Form, da man cimeliguiis hav troet, at det var i Slægt med ,heita" (hedde, kaldes). — En anden Form er ,elfe", f. Er. Hendelje, Nettelje; denne Form findes rigtignok i et Bar Ord i det gamle Eprog, men funes forøvrigt af være fremmed og er desuden en ubefvem Form. — En tredie Endelfe er ri", f. Gr. i Fifterk Brenner; dette er egentlig en romanit Form (ia, ie), fom man har forbundet med germanifte Ord, Hær med faadanne, fom flutte med ,1", og da den fans fødes baade er grundløs og tillige meget fiødende i novdifte Ord, er den endt. mere fortaftelig end nogen af de andre. Ul. Sammenjætning. 257. Gn tredie Afdeling af Orddanneljen er Sammenjætningen, hvorved et Ord forbindes med et andet, faaledes at de begge tiljammen tunne bruges fom et eenligt Ord. Denne Maade har tildeels nogen Lighed med Afledningen, da nemlig Slutningsordet i nogle Tiljælde har en faa omfattende eller foævende Betydning, at det fun bliver opfattet jom en Gndelje; i. Gg. i Ordet Ungdom, Hvor bom tun betegner en Ggenjtab eller Tiljtand. Men i de flefte Tilfælde beholder dog Slutningsordet fin jæregne Betydning, jaaledes at det hin bliver nærmere bejtemt og afgrænjet ved bet Ord, jom jættes jorded det; i. Er. i Granskog, 2: GStov, fom bejtaar af Grantreer. Og fra Formens Gide er det jluttende Ord altid at anjee fom Hovedordet, da nemlig dette altid beholder fit Klasiemerte og fin Boining ligefuldt i den jammenfatte Stilling, jom naar det ftaar alene. Hvis bette Od f. Er. er et Subjtantiv, da bliver det fammenfatte Ord ogjan Subjt. med jamme Kjøn og jamme Boiningsjormer, fom om det fidjte Ord ftod i eenlig Stilling. Sum. Hvorvidt to Ord ere fammenjatte eller itte, tan fædvanlig øn, nes af Betoningen; dog tan det i entelte Tiljelde blive noget tivljomt. Hvor to Subft. forbindes ved en Genitivform, men begge betones lige ferkt, maa de anfees fom adjtilte, f. Gr. Lius Von, Manns Ferd, Manna Minne, cin Gro Mann 0: en Hædersmand). En Prepofition og et Subft, fom begge danne en Udfyldning i Setningen, anjees opjan retteft fom adftilte, i. Er. i Dag, i dop, i Hel, an Stad, um Bord, til Meins. En betonet Prepofition, fom jettes forved et Verbum, men egentlig figter til et udeladt Ord, maa ogjaa anjees fom fraftitt; f. Ex, Der vandt at bed gjera (— gjera Deb det); Bet er mangt um tenta (= at tentja um det. En Partitel, fom forbinder fig med Verbets Ggentobsjorm (Bazticip, anfees derimod fom fame menjat med denne; f. Gy. utfaren, innlagd framjett o. f. b. Dog er denne Eammenjætning temmelig tøs, hvorom fenere. De Slutningsord, fom have den ftørjte Lighed med ilebningsformerne, ere fornemmelig Subjtantiver og Adjektiver, övoraf nogle i Cammenjætningen jane en dunfel Betydning, faa at de fædvanlig fu betragtes jom en Gndelje, og anbre derimod fun bruges i Sammenjætning og iffe jom cenlige Ded. De vig tigite af de hertil hørende Subitantiver ere: dom, skap, leike, semd (af bj. fam), og loysa (af Ai. aus); f. Gx i Manndom, Truskap, Storleike, Leidsemd, Endeløysa. De meit brugelige af de hertil hørende Adjektivjormer ere: leg, sam, laus; f. Gs. van leg, langsam, endelaus. Af bisje fidite bannes ogjaa Adverbier paa: lega, samt, laust; i. Gx. vanlega, langsamt, endelaust. Forovrigt bruges mange andre Former paa famme Maade, men itte i jaa mange Tilfælde. om. Mndre Subft. fom høre hertil, men fom tildels forefomme meget fieben, ere følgende: a) Tilftand, Egenftab. a) Sag, Ting, Perjon. basta, Bederaatta. aute: Ordöaute, Syndaute. dage: Bardage, Spirdage. emne: bøme: Herredøme, Meifterdøme. fang: Trefang, Husjang. bag: Harhag, Bubag (7). maal: Søtsmaal, Dulsmaal. Daatt: Bederhaatt, ILhaatt. ftad: tag: Angnalag, Landslag. bue: Daugbue, Dalabue. fynde: Hugtynde, Godlynde, fare: Nordjare, Framfare. veg: Aarveg, Jordveg. fete: Bufete, Haajete. vift: Husvift, Helmvift. menne; Ungmenne, Godmenne, være: Vedvære, Samvære, nøyte: Matnøyte, Talnsyte. 9 Adjettiver, fom høre hertil, mærtes folgende: bær (landbær, fudbær), dæmb (ljosbæmb og fl), feld, fengd (og fengen), fjend (eUtjend, grastjend), tynd (fmaatynd, godkynd), laaten, let (Langleitt, raubleitt) (gud, nam, zen Lanbeøn, utrøn) jett (hardjett, trongjett), doven (Alenvoven, fordoren). 259. De Ord, jom udgjøre den førjte Deel i Sammenfætningen (Ophavsovdene), eve af langt mere forftjellig Art, da uæjten alle Slags Ded funne jættes i denne Stilling. Averbier og andre Partifler, jom ellers iffe tomme i Betragtning ved Orbbanneljen, blipe endog jærdeles meget brugte fom Dphavsord, ijær til at betegne en Omftændighed, Stilling eller Retning ved den Ting, fom nævnes ved Slutningsordet; f. Ex. Framsida, 2: den Side, fom vender fremad. Ligeiaa bruges Verber i famme tilling, ijær til at betegne, Hvad en Ting bruges til, f. Gz. Kvilestad, 2: Gteb til at hvile paa. Ajektiverne bruges beels i fin egentlige Betydning af Egentab, og dels om en Dm. 16 — Fort Gremmest ftænbighed, fom ellers udtrykkes ved Adverbium, f. Ez. nykomen (: nylig fommen), snargjord (fnort gjort). Æg endelig bruges @ubjtantiverne i jamme Etilling til at betegne det, fom en Ting tilhører. eller ex teftemt for, og jorøbrigt i meget forftielige Vetydninger, jom her for Kortheds Skyld man forbigaces. sum. Fogle Fortiller og onbre Crb, fem enten bruges alene i Cam menfætning, eller fom i denne Etilling have en;egen Vetytning, maa her anføres and (: imod), f. Er. i Andfenum, Andvind, andfsttes. att (om en Tilflutning): ottaat, attved, attpan, attyber. aud 6: Tettelig!: audtjend, audjedd. JF. audirjut, andvar. aa (2: pag, over, ti: Uallæbe, Aalag, aabeta, coma. aar G: tidlig): aarvat, aarleg. (Ejelden). for (i værre Betydning): Forland, Forveder, forvilja. Ellers med Betydning for meget"; førvatjen, forbriven, fortentt. i (ved Mi): igrøn (- grønagtig), iblaa, ifvart. mis (Eubht. Mis, >: Feil: Mistat, Miswminne, misbugia. or (ub, af): orfata, orminnaft, orventes. ob (overmaade): Obvert, Dvfroft; ovrit, ovftor. fam (tiljammen): Samlag, Eameige, famraada. ft 0: altid, el, oberalt): fiful, fivaat, firegna, fibretdd. tor, med o' (3: vanfelig): tornem, Torføre. u (fom Regtelfe eller Modfætning): Uro, ulif, ucedd; (ogja med barre Ve: tydning): Udyr, Ugras, Naar. (om en Mangel): Vanhelia, vanfør, vantatta. ba (med verre Betydn.): Vaabon, baalynd, vaahøv. ør (forftærtende): ørliten, ørgamall, orung. Endvidere fanne følgende mærtes: — aa! (af all: aalvaat, — ein (mere langtonet end Talore); Ginbole, einaygd. — toi (tvo): vidrætte, toilagd. — faa (foatt, 3: lidet): faamælt, faatunnig. — fjøl, og mang: fjølment, mangment, — Hd: tidgjengd, tidmælt. — fjeld: fjedfeng?, fjetdiont, — frum: Frumbyrter, frumvatien. — fib: Sidgro: Eidlafi. å): Midvita, Midfumar. — hope: hope: Hopemart, Hopeteig. — kapp. Rayplaup,, tappro. — fr. Mein, Raud, Stam, forbundet med Verber, fom meinhalda, meinftira; naubfallø, naudtruga; ffomriva, ffamflan. Endelig foretomme mi ogjaa abjtillige Ord med en begyndende Vartitel, fom er fremmed for det gamle Sprog og fom i en fenere Tid er indtommen fra det Tydffe. Saabanne Rastitler ere: be, an, er; Å. Er. i behalda, be tentja, bevara : anfolja, anfjan; erfaren, ernæra. Gentil horer ogfaa Drbet »for", faavidt jom det er dannet efter det tyite Der" og itfe har nogen far Betydning; F. Ex. i forietja, forretta, forgylla. igefaa 109", fom Tillempning af det tydjte ent", fom i: unbgjelda, undfjaa, unditylda. Gt Par anbre Och, nemlig salen" (egentl. gjegn og eder, ere egentlig itte fremmede for det gamle Eprog; men de ere nu fjeldne (om i Gjengjæld, Gjenjt Vederlag, veberfaraft, og deres Vetydning er forduntdet, fan at de Her kunne fættes ud of Betragtning. 260. Det førte Ord i Sammenjætningen er fæbvanlig udeluftet fra al Bøining og fra al Forbindelje med andre Ord i Eætningen ubenfor det Otd, fom det er fammenfat med, da nemlig Slutningsordet alene opftiller fig fom Sætningsled og beholder? fin egen Boining ufvettet. For en ftor Deel er det faaledes fun Roden af det forjte Ord, fom bruges i Sammenfætningen; imidlertid er dette dog itte altid Tiljeldet. Verberne beholde i benne Stilling fædvanligit en Endevolal (e), fom jenere vil vifes. Abjettivet faar ftundom ogjaa en Enbevotal, fom nermejt farer til Ordets Endelje i den bejtemte Form ($ 184). Eubftantivet faar meget ofte en Endelje, fom netop falder fammen med Ordets Eieform eller Genitiv og altjaa er en Vøiningsjorm. Dette indivaffer helit ved visje Klasfer af Eubitantiver, ijær faadanne, fom betegne eenlige og let bemærfelige Ling; men under tiden fan bog det famme Ord bruges deels med og deels uden Genitivfoum, f. Gz. Lands veg, og Land-vind. Det forjte faldes den uegentlige eller løje Sammenjetning, det andet kaldes den egent» lige eller fajte Sammenjetning. Anm, 9 nogle faa Sammenjætninger af pronominale Udjettiver bes Holde begge Ord fine Vøiningsformer; faaledes: einkvar, I Neutrum eitkvart ; annantvar, annatfvart; mangein, mangteit; Galbannan, balvtannat (3 197, 3 et Mar Tilfælde er en Dativform fammenfat med en Partitel, nemlig bisfyre (2: derfor) og fisfyre (hvorfor). J. ML, dina, dihelder; og med Genitiv; dejöntan, defsimillom; dog er bisje Sammenjætninger meget løje og faa af fige fun tiljyneladende. Om Eammenjætning med ,der" og fer f. Ez. dermed, hermed) vil fenere blive talt. I Amindelighed maa det be martes, af her itte findes joa mange Slags Eammenjætning fom i Nabo» førogene; faaledes holdes WVartifler og Verber fædvanlig adfilte, f. Er, draga fraa (fradrage, leggja av (aflægge), taka mot (modtage), flanda fyre (joreftaae), fetja faman (fammenjætte); undtagen å Varticipium, hvor Partitelen jættes førtt, i. Ex. fraa-dregen, avlagd, motteten. 261. Den betydeligite Foritjel i Formerne finder Sted ved GSubitantivet i Sammenjætning med et følgende Subitantiv, da nemlig det forjte Ord ofte opitilles med Genitivjorm i den lofere Sammenfætning ($ 180). Denne Form vifer fig tydeligit i de ftærtformebde eller eenitavede Ord, fom faaledes antage følgende Enbdeljer: RNeutr. ,8%, J. Gx. Aarstal, Livstid, Landsfolk. ait. 1) 5: Dagsleid, Mannshogd, Kongsgard. — 2) ar: Sonarson, Matarmaal, Skogarteig. Sem. av: Handarbak, Solargang, Soknarfolk. Dertil tommer ogiaa en Fleertalsjorm, jom indtræder, naar Tingen itte tæntes fom gante cenlig, men mere jom en Fleerhed eller. Mængde; og denne Form ender egentlig paa ,a% i alle Sion, f. Gr. Landafred, Dagatal, Handaskifte. Suidlertid er Gndeljen vatlende i de Tilfælde, hvor den hun betanr of en Votal; jacledes ogjan i Tojtaveljesord paa ,8" og va". Intet» fjønsord paa ,e% beholde med rette fit ,e", f. Gx. Epletre, Beltestad, og fane ftundom ogjan et tiffoiet 8%, f. Gz. Vitnesmaal, Merkesgard ($ 176). Dantjønsord paa ,6" [fulde derimod i denne Gilling have ,0%, f. Gx. Nakke, Nakkabein ($ 162), og Øuntjønsordene pan ,0% ffulde her egentlig have ,0" (eller u), f. Er. Klokka, Klokkoslag ($ 169); men bisje Regler ere nu noget vanftelige at overholde, ba nemlig baade ,a% og ,0% almindeligit vil gane over til je". Unm. Den jædvanlige Overgang af a og ,9" til ,e" er forhen omtalt § 112, 180. Formerne med 9" findes bedft bevarede i den føndre Decl af Bergens Stift; Formen med 0 (1) 9 (0, men fun i jaadanne Ord, fom have Tiljævningstyd ($ 118) eller Tangtonet agten Sotal i Roden, f. Gr. Haga:blom, Revaflag, Folajot; Furuffog, Retutaft, Ebipuilag; hør Ex, Saavebru, Timetal; Bifebot, Helleberg o. f. v. Det er fan Tedes ,e", fom mu er den almindelige Sammenjætningsførm for Koftavelfes. Ogfaa Formen ax" bliver ofte utydelig derded, af ,7" bortfalder ($ 139), f. Er, Mette'bot, Mata'maal, o. i. v. I det Eøndenfjeldite bruges ofte endog vet for ar, f. Gr. Eolegla (Solargtad), Gutebaan (Gutarbarn); medens man derimod paa andre Eteder adfiller Formerne ved at fætte ,0 for ar, 08 8" for a (fe $ 172 — I entelte Ded er ,8 tommet i Stedet for ar". f. Gr. Maals-obd (bedre Raalodd); ifer findes dette ofte i de Huntjønsord, fom ende paa ,ing* hvor bet maate funde optagée fom almeengyldigt; f. Gr. aa entelte Eteder, faaledes i Bergens Stift: Botingattraad, Fødingar. Mogte faa Hankjønsord, fom I G. NM. endte paa ie" (§ 162), beolde med ette Fit ,e%; fanledes: Gine-tvift, Tyrne-ftog, Terredag og Terresdag (fom ogfan er rigtigt. Gt Par Intettjonsord paa ja" have beholdt det gamle Fleertals Genitiv med ,1'($ 174) jaatedes : Uugnalot, Øyrnahaar. Giles er at mærte, at naar Elutningsordet begynder med en Votal er den foreganende Endevotal utydelig i Talen; f. Gr. Sobeunge vil blive udtalt fom , Sovunge". 3. Huvresaater, Duve-egg, Enøreende 0.1. b. Den tilagte Votal bed Genfiaveljesorbene tan i dette Fald ofte udelades, f. Er. Bilbaat, Fugl-unge. 262. For en jtor Deel jættes dog Subjtantiverne i den fajte Sammenjætning jaaledes, at fun Roden, uden nogen Endelje, forbindes med det følgende Ord. Blandt andet finder dette Sted bed de flejte Stojnavne og Eamlingsord (Kolleftiver), i. Er. Malmomn, Steingard, Sandjord, Doggfall, Regndag. Dernæft funes bet at falde naturligit, naar det fluttende Ord er dannet af et Verbum og betyder en Paavirkning, f. Er. Skogbruk, Landmæling, Handfylling, Mannval, Manndraap. Gllers findes denne Form ved en ftor Mengde af Jntettjonsordene og forøvrigt i mange Zilfelde, fom vanjfelig funne jamles under nogen Regel. Forjaavidt jom Vellyden tillader det, er denne Form ogjaa at foretrætte i abitillige Tiljelde, hvor den gamle Boiningsform er leven utydelig; faaledes: Skaalbrot (bedre end Staalebrot), Strengspel (for Strengiefpel), Skieggrot (for Stjeggjerot) og deslige. um. Dgjan entelte af de Ord, fom ende med Vokal, hinde fammen: fættes paa denne Maade, jaaledes at Endevokalen bortfalder, Denne For fortning findes oftejt ved Dantjønsord; jaatedes: Grann-folf (Stanne), Hag. gard, Faab-brif, Drr-høra, Strang-vid, Svangfida (jf. Maandag, Enbikap, Frendftap); — fjeldnere ved Ord af de andre jon, fom: Bjolltu (Bjolla), svigfalv, Ang-teite. Iovnfer G.I. ciklid (til eikja), haglendi, magfylli, frænd böt, fandbod, — Som betjendt bruges denne Form meget ofte i Svenft, f. Ex. bondjon, timglas, nadden; folbot, visbol, Hodflag o. i. by ved Siden af abitillige gamle Former med ,a" og ,0 (1) fom: åndamål, vandamål; quinnofön, fidojtycte, vedolön, falubobd, ladugård; — og enfelte fordunttede Former med ,8", fom banefår, andedrag, tantebitd. (JF. rättegång, martegång, ätter fader) Sammenjætninger, fom ere altfor beiværlige før Udtalen, fom f. Gz. Fragtgode, Luftdrag, Kunftftytte, burde man føge at undgaae. Hs Almuen blive faadanne Ord enten ganite vragede eller noget afftumpede i Udtalen, f. Gr. Sofftova for Lofton, o. f. v. Bed entelte Ord, fom retteft fammenjettes paa denne Maade, findes visje Wvigeljer i Bygdemaalene. Saaledes Har man i Telemarten mange Intettjonsord med ,$", fom : Vrauds-leiv, Blodsdrope, Døyslajs, Regn 3 entelte lignende Ord tillægges et a", fom er vanfteligt at forllave 5 fax ledes fønbenfjeds ,Molafelt" 0: Kuljæl) og I Bergens Stift: Togaftubbe (Tongftump), Modalsyfa Modløshed); rettere: Koljelt, Togftubde, Modløyja. En anden Eng er det, af eet Ord kan have to eller tre Former med forffelig Betydning, nemlig en med Genitiv i Gental og en med Genitiv i Fleertal eller uden Genitivs Beqreb. Erempler herpan ere: Mannsvert, Mannajtifte, Manntal; Handarlegg, Handalag, Handjag; Jordardreng, Jor gods, Jordbrut; Barnsfoftra, Barnalag, Barndom; Landsmann, Landamerte, Sandverja. 263. 3 bdisje foritjellige Sammenjætninger bliver Ordets Mob for det meite uforandret; imidlertid findes der dog nogle Undtageljer, fom have fin Grund i den gamle Bøining. For det forjte er der nogle Ord, fom have Omlyden: a til 0. ($ 171) og fom netop beholde ,a" i denne Form; faaledes: Tanngard, Laggaband, Navahogg, deb Giben af: Tomn, Logg, Nov. Der: næjt er ber nogle, fom i Eammenjætningen fane et jluttende ,j" (§ 172); faalebes: Nesja-tange (Geli i Flertal), Hesjarstad, Skjelja sand, veb Siden af: Nes, Hes, Skjel. Og endelig fume nogle af de Ord, fom ende paa el", faae en Sammendragning i Gndeljen, f. Er. Lyklahonk (Lyfed, Onglamakar (Ongul eller Ongel). nm. Et Par afoigende Former ere foren nævnte, nemlig: Marar af Mer, og Durar af Dyr ($ 179); ligeledes : Vats for Vatns (å 56). Enkelte andre Overgange blive "hun lat anfee fom Dialettjormer, f. Gx. Fadefolk, Bafftedag, Jarband, Halftraa, Syllring; fom rettelig bedde: Faderjolk (0: Fædrenellægt) Da den gamle Regel for Omlyden ,0—0" er bleven meget forduntiet gives der mi itte vet mange Oud, fom ombytte & med a i denne Form QF § 170.3 det gamle Sprog havde Sammenjætningsformen altid ja", enten Genitiv-Endeljen. fulgte med eller ite; J. Gx. sök, sakargift, saktal önn, annfridr; jörd, jardriki; fjödr, fadrkledi; mördr, mardskinn; bjørn, barn veidi, 0. f. b. De Deb, fom nu almindelig bebolde dette Vokalite, ere der imod fun fan, da nemlig Syden a" tildeels ogjan indtræder i Stedet for 10%, f. Ex. ANT (ON, Afflabein. Derimod findes flere Erempler i entelte Bygder, faafom: Dun, Annvita (Høyannbutu, I Snaajen); Hod, Handamagt, "Sogn og fl); Rond, Randaas (SHL); Gorn, Barnaftav (Ganneftav, Sdm); Jord, Jardarjerd (Jarafer, Sog); if. Vallavgardjen, det jamme fom Belle", Dativ af Voll (Sdm) I de Ord, hvor Lyder o (eller ø) er bleven herftende (efter $ 102) bil derimod denne Lyd ogjaa vedblive i denne Form; f. Gr. Bombfyll, Sponqilede, Tongfime; Vottull, Vjornfeld, Kjøldrag o. i. Den Daldtyd, fom (efter $ 64) ofte indilydes, Hvor et fluttende 1, I og 1, fommer efter en anden SMedlad, bliver. ogjan naende i denne Form, f. Er. Matertaal, Sæterdeg, Timberlafs; dog findes paa nøgle Steder en Avigetje, fantedes at et ,e" tilægges efter den Fdke Medlyd; fonledes i Sondmør : Hatretaal, Sætreveg, Timbrelafs. I Gammel Rorif finar denne Sammen fætning uden nogen Wotal, f. Gr. sætrbid, timbrlass, akrkarl, bakstrkona, fingrgull, segböt, nafnböt. Jmidlertid er det rimeligt, at Udtalen Har havt em Djælpevotat forved den fidfte Konjonant. Oantjønserd paa te" 04 pge" funne ubtales med fi og gi, naar de fane alene ($ 162), men i Sammenjetuing faae de altid haardt og g, om endog bet følgende ,a" er ganet ober til ,e", f. Ex. Battje, Baltelag; Fangje, Bangbus; Matje, Mateløyja; Age, Agelobja. De Hantjonsord, fom ende pan I eller g, og fom i Bteertal fane ff og gi (efte $ 169), beholde derimod dette ,/* i Eammenjætningen, f. Ez. Rygg, Nyggjarbyed; men i disje Ord bil Endevolalen almindeligt blive 0", f. Er. Scktjety, Øytjeftott, Veggies mid. Migtignot findes Formen med ,2" tildeels Hær i Søndre Becgenbuns Smt) men i entelte Or, f. Gr. Deggjedær, fynes intet andet end ,e" at foretomme, Dette er egentlig en ubeldig Form, da det netop maatte Fynes met nødvendigt at beholde de Haarde Votaler (a. o) efter |", ligefom ogian efter 8" og 8%: f. Gr. Dliaflag, Beagiaband; if. Kyrkioveg, Tungomaal, oltaflag. Men alligevel har dog Lyden ,e" faaet en jaadan Overvægt, at en anden Form mu almindeligk vil fynes fødende faa at det her er van» feligt at fomme tilbage til den gamle Form. Et faadant ,e findes ellers nu i abftillige Tilfælde, Hvor man hinde bare tilboielig til at anfee det fom en Hjælpelyd eller Sammenfetningsvotal, ifer for et gammelt 0 (u), f. Sr. Saalebot, Slaattemann, Eitefkog, Bjørtefkog, Mjølkemat, Onnetid, Djpeftog. (If. Fjordefolt, Hjortehorn. En Sammenjet: ningsvotel, adfilt fra Genitiv, findes rigtignok i gamle belegtede Sprog, men i Gammel Rorft jones den itte at have Sted, Hvis man ikte hertil kunde Heniøre det .u" (0), fom findes i faadanne Ord fom skuldunautr, sessunautr. råduneyti, og lignende. ku er det viftnof fan, at Hvis man endelig fhulde habe en jaadan Dielyelyd, ba burde det helft være en haard Votal (a eller 0); men imiblertid fan man ogjaa fige, at dette ,e% fom man mu er vant til, Har en bis Fordeel deri, at det netop ved fin Svaghed er ganite vasfeligt til et Eklemærte imellem to fammenfatte Ord. Og ialfald er det neppe længere muligt at face dette ,e" overalt bortftafjet og ombyttet med ældre Former. 264. Naar Eubjtantivet jammenfættes med Ord af en anden Klasje, tommer det oftere i den fafte Sammenjætning uden Gndelje. I Forbindelfe meb et paajolgende Adjettiv jættes Genftaveljesordene oftejt uden noget Tillæg, f. Ex: mannsterk, hand fast, aarviss; og Former med ,84 og ,ax" ere fanledes noget fjelbne, jom: aarsgamall, vatsfull, botnarlaus. Toftaveljesord, fom ende med Botal, faae derimod jædvanlig den jamme Form, fom naar de forbindes med Subftantiv, i. Ez. makalaus, legokjær (el. legetjær), vitnefast (el. vitnesfajt). Med et paafølgende Verbum forbindes Subjtantivet aller: oftejt uden nogen Gndelje, i. Gx. handfara, rothogga, landlysa Dog beholde Tojtaveljesordene fin fædvanlige Sammenjætningsform, jaajom: makaskifte, hellelegeja. nm I de mange Sammenjetninger med fas" er Formen 8" meget ijelden, faajom i: vatslaus (vandlos); derimod findes ofte ar", fom: matarlaus, bidarlaus, rettarlaus. Ellers bruges ogjaa andre Former ligefom ved Eubft, f. Ex, tannlaus, oyljelaus, drengjelaus. (Bedre: øbklans, drenge lans). — 3 Forbindelje med Formen leg" bruges flere Endeljer, nemlig ,8" mannsleg, bamnsleg, foarbagsteg; — ,0x% og ,a%: munarleg, nouderleg, agaleg, offaleg; og ,07: manneleg, folfeleg, narreleg, maatelsg. Det fidfie finer biftnot ofte i Stedet for et gammelt o (u); jf. G. M. vådulegr, eigulegr. måtulegr, naudulegr, hörmulegr. I endeel Ord, hvor bet funes optaget efter Danften, burde det helft udelades, f. Ex. andelleg, gudleg, fredleg, dandieg, febleg, tjøtteg, famleg. Uf fieldne Sammenjætninger med ,8% og ,ar" ved Berber meres; baatéro, vatsbera, botnarfetja. 265. Adjektiver jammenjættes alminbeligit uden nogen Endelje med et efterfolgende Orb; fanledes med Subitantiv, f. Er. Storbaat, Ungskog, Langhoy o. i. b.; ligeiaa med Ybjeftiv, faafom: kvitblakk, ljosgraa, myrkraud; — og meb Berbum, jaafom: rettleida, fullføra, halvblanda. 9f Unbtagelier martes, at der øjte indjtydes et ,87 forbed Abjettiviormen leg", f. Ex. audsleg, godsleg, illsleg, reinsleg, tydsleg. 3 Eammenjætning med Subftantio gives berimod abitillige Tilfælde, hvor Adjektivet ender med en Volal, Hær ,8", J. Gx. Litlefinger, Fasteland; men bette fønes da af være en løjere Cammenjætning, hvor Adjektivet fæntes opitillet i ben bejtemte Form. Sum, Adffilige Forbindeljer af Ui. og Sud, fom hun bruges i den öeftemte Form, funne jnarek betragtes fom føje Eommenkilinger, f. Ez. Gamtemannen, Sitleguten, Nyebaaten, Veinevegen, Rangefida, Saarejida Gamicfoltet, 0. Å. v. Rogen Lighed hermed have adfilige Stedsnavne, faa: fom: Qitlefand, Mytleby, Elettebø, Flateland, Langenes, Langefund. (AF. G.N. Langidalr, Digridalr, Lidifjörr, Breidamfri, Svartaland, Hvitanes, Litlaherad). sten ban nogle Eteber, ifer i Bergens Stift, bruges ogjag en flor Deel andre Ord med ,e", f. Er Storebnat, Snarehavrs, Evartetraf, Koiteblad, Reinevatn, Blautegriot; og for entelte Ord fynes denne Form at være almindelig i Saudet, faafom: Langeleit, Lettekorn, Murteloft. If. G. N. fastland, bråda sött, myrkvastofa, hvitavådir, hyitabjörn) bj. pan ven" fane I denne GStiling fundom Endeljen ne", faafom: Stoggnefmat, Sobnegvas, Galneferd; ellers. bruges dog ogjaa Formen en", og Å bisje Tiljede er denne netop den rett, iir forbed ,dom" og tap", F Gr. srifendom, Gigenftap. I Forbindelje med et andet Aj. bortfalder fmbom Endeljen; jaaledes: valbendt (valen), gistennt (gifen) gal-laaten. Juidlertid slive disfe Ord itte meget brugte i Sammenfætning. Et Bar Ord blive fædvantig fortortede i Sammenfetningen, nemlig jam og bal", fom ber almindelig bedde jam" og bal', endog forbed en otal, f. Er. Jamsaldre, bal'seten. (Af. det almindelige øl" for fjøl). Etrivemaaden ,jam* er meget gammel og fones frembeles at ver tilladelig Derimod bor not halv" 266. Berber, fom fammenjættes med et efterfølgende Ord, fane ofteft Endeljen ,e"; faaledes med Subitantiv, f. Ex. Veltefjol, Slipestein, Kviledag, Lærebok, Livemaate; og ligefaa med Adjektiv, fom: kviletrengd, reisefør, vitekjær. Ellers findes ogfaa en fort Form uden Vofal, i. Er. Farveg, Dragseng, Brennhite; men i bette Fald kunde Dpbavsordet maajte anfees fom et afledet (Subjtantiv. Desuden foretommer ogjaa en Form med ,074 eller 48", f. Gz. Rennarbakke, Sovardag, Spyrjarstova (2: Gteb, hvor Satefijering holdes); kostasam, strævasamt 0. f. b.; Boor Ophavsordet rimeligviis maa betragtes jom Eubjtantiv. (Strengt taget funbe man maajfee endog fige, at jelve Formen med ,e% tilhører et afledet, tilbeels ubrugeligt Gubjtantiv, og at bet egentlige Berbum iffe jammenjattes med et efterfølgende Ord). Anm. Der er Vokalen ,e" paa fit rette Sted og fvarer ganfte til den gamle «Form. Qf. ©. R. sendibréf, lerisveinn, kennimadr, festiband, rennidrif. Ellers har det gamle Sprog ogfaa den fortortede Form, f. Er. Uj Former med jar" og pa" tunne endnu mertes: Vifargut, Stjentjar: fvein, Danjarnatt, Dragarfift, Vaftarvatn; Ventadøger (vel rettere: Ventar:d), Strapalafs; vangafam, beftajamt. Formen med ar" fynes at pasje bedjt efter £ og g, bvor Syden ,e" er mindre Heldig, forjaavidt fom t og g fal udtales veent eller haardt; imidlertid har man her ogjan Adgang til den før fortede Form (jaavidt den falder bekvemt not for Udtalen) f. Er, Stat-tein, Metvid, Gangveg, gangtjos, vaagiam, Baagjemd. De øvrige Ovdllasjer behøve her itke nogen jærfitt Betragtning. Om ormen ,aæ-leg' bed nogle Adverbier er forhen talt ($ 255); om Sammen fætnings-axtitlerne Higefaa ($ 259) 267. Den foreganende Fremftiling har hm været en Over: fiat af Drddanneljen efter Formen (§ 241); men de forifjellige Ajleduingsformer blive ogjaa benyttede jom fælles Mærter for bisje Vetydninger eller Begreber, og det kan derfor have fin Nytte at tage en fort Dverfigt af disje Vetydninger med de dertil hørende Former. I denne verfigt maa be forhen opitillede 91 delinger jlaaes jammen til een; den forte Aledning eller Ov føreljen falber fer jammen med Ajtebning ved Endelfer, og en Deel af de jammenjatte Drd falder ogiaa ind under jamme Hob, vemlig forjaabidt Slutningsordet hav faaet en fan udvidet Vetyde ning, at det fun opfattes jom en Gndelje. Af de andre Sammenfætninger er bet fun faa, fom Her fomme i Betragtning, og i det hele bliver det her nødvendigt at holde fig til de Former, fom gave den met omfattende Betydning, da nemlig de øvrige ere faa forffjellige, at en Dpregning af dem iffe vilde tjene til nogen fynderlig Oplysning. A. Afledede Subftantiver. a) Subft. afjVerbum. 268. Gjter hvad forben er anført, er der en ftor Mængde Stavneord, fom dannes af Verber, da nemlig Begrebet om en Dændelje eller Gjerning lettelig gaar over til et Vegreb om en Ting (eller Perjon) og jaaledes udtrytles i fubjtantivift Form. Den fælles Betydning Å disje Navneord er noget forifjellig; imidlertid funne de dog paa den fortejte Maade inddeles i fem Halter. 3 forjte Rætte optille vi de Ord, fom betegne jelve Hænbeffen fom en Ting for fig felv, og altjaz fremftille Verbets egen Betydning i Navneords Form. Denne Rætte er meget ftor og far foritjellige Former, hvoroj den allermejt benyttede er Gndeljen sing", f. Gx. Velting (bet at noget vælter), Venting, Leiting, Renning, Vending, Bering (Beexen) i. v. Nejt efter denne fomme Gnbeljerne: fla (if), nad og ning, f. Gx. Førsla, Brensla, Herdsla, Køyrsla (if. Høyrsl, Tyngsl) ; Vaagnad, Freistnad, Lovnad, Skilnad, Spurnad; Gjerning, Setning, Skilning, Bygning, Flutning. Og ved Siden heraf Har man ogiaa en ftor Mængde af forte Ajtedninger, faajom: Fall, Drag, Tak, Stræv, Rop; Leik, Dett, Skjelv, Møte, Byte; Lega (2: Siggen), Seta (3: Sidben). De forte Former have imidlertid ofte en Af. vigelje i Betydningen, idet de betegne en mere kortvarig eller forbigaaende Hændelfe, f. Er. ,Støyt*, om et enfelt Stød, for ftjelligt fra ,Gtøyting", om vedvarende eller gjentagne Stod. Hum. Foruden de anførte Endeljer mærtkes endnu følgende: u, d, t, fir; i. Gr Gian, Søvn, Sepn; Herd, Gjerd, Lid 0: StaanfeD; Drift, Vegt, ratt, Slaatt; Blaafter, Valfer, Retter, Hogfter. Dog ere disje Former noget fjetbnere, og Betydningen vil gjerne gaae over paa Tingen, fom bliver behandlet eller frembragt ved Gjerningen. Setydning, og bed denne Endelje tunne faa godt fom alle Verber gjøres til Subftantiv; faaledes: Vering (2: Væren), Vrding (Bliven, Faring, Koming 2. 1. 0. Den foarer faaledes til Endelfen ,en" i Danfk (og Tudjf, men er altid Huntjønsjorm og fan bruges i Fleertal (paa ,ar") Iigefuldt fom i Gen tal. Gn anden Hunkjønsjorm, nemlig an", findes meget brugt i Gam mel Mort, men ev mu bleven vdeck fielden; bertil Ordet: Vangan (2: Saver), det famme fom Vaagnad, Egentlig vilde en Form med haard Votal (eng, el. ung) have bæret befvemmere efter ,j" (vel ogjaa efter © ogg); men i dette Fald har man dog ofte Adgang til Formen ,nad og ning", f. Gr. Stilnad (Stilling), Tenning (Tenfjing). Bed Siden af Endeljen Aa" er der ogfan opfommet en nd Form eje", fom Hær bruges meget om Tifftande og paatommende Hændelfer, f. Cr. Tri velje, Hyggiele, Lettetfe, Friftelje, Uutelje (f. $ 250). Det er imidlertid itte nogen god Form, og heller ile er den fan nødvendig, fom den fundom mr fan fynes, da den vel fedvanlig tan ombyttes med: fla, ing, ning, nad, eller med en Sammenfætning; f. Gr. Høyrila (Høyrelfe), Rorfla, Drygila, Frething (el. Breiftning), Friffning, Autnad, Trivnad (el. Trivitap), Hendjtap, Gloymflap. — Enbnu mere førtaftelig ex Formen ,1i", om fnindom foretommer (I. Gx. Fifteri, Fylleri, Tiggeri) og fom dog let tan ombyttes med en anden Forn, faafom: Fit, Hola (el. Foleftap), Tiggaritap 0. f. v. Den tydeligite Forljel i Betydningen er den ovennævnte imellem de torte ledninger (fær Gentaveljesord) og. de forlængede pan ing"; flere Frempler herpaa ere: Rop (et enkelt Mnab) og Aoping (gjentagne Naas), aft og Kafting, Renn Renning, Dett Detting, Nott Rylning. (Nytljing) Smell Smelling. mellem Formen ing" og det fjeldnere ning" findes frundom den Forfljel, at den fe er mindre abjtraft eller gaar mere over paa en Ting, f. Gr. Koling (Rogen) og Kokning (Vortion til at toge), ie (Gjætten) og Gisning (en entelt Øjætning, Helin (diljen) oa Helsing (Bud: fab). Formen ,nad* bruges fortrinlig til alvorlige og vigtige Betydninger, fanfom Lionad, Etilnad, Satnad, Lagnad 2: Ejæbne), Givnad (Rar) Dugnad (Fornøielje); imidlertid er denne Form ike fan meget benyttet, fom den kunde og burde være, — I nogle Tiljætde ubtrytes en lignende Wetyds ning bed bisfe Slutningsord, fom: flap, dom og maal; f. Gr. Retneftap, Beideflay, Epaadom, Lærdom; Kjæremaal, Søtsmaal. 269. En anden Ræfke, om tildeels nærmer fig meget til den forjte, far Betydningen: det fom bliver paavirtet eller vedgjort, altjaa den Ting, fom en Gjerning gaar ud paa. Disje Ord udgaae altjaa fornemmelig fra de paavirtende eller tranfitive Verber. Deres Form er oftejt en fort Aledning og tildeels ing" eller ming", fjeldnere: b, t, n. Betydningen fan opfattes noget forfjelligt, faaledes: 1) Spor efter en Gjerning, i. Gx. Gnag, Hogg, Bit, Grip, Brot, Brota, Skora, Klove; 2) Ting, fom er fremfommen ved Gjerningen, fanfom: Lag (af leggia), Skav, Sod, Skurd, Skøyt; Røra, Blanda, Knoda; Deild, Bygd, Greft, Kluft, Segn, Lygn; Bygning, Setning, Skapning; 3) Ting, fom bliver paavirtet ved Gjerningen, jaajom: Lyfte (2: det fom man løfter), Drøge (ef draga), Velta, Byrd, Austr, Steik, Skjenk, Drykk; Sending, Foring, Reising. Dertil høre ogjaa nogle Danfjønsord paa ing", fom: Byting (2: Gn fom er forbyttet), Festing, Kjenning, Femning, Lyt: ting, Teming (3: $elt jom ffal tæmmes). som. Stogle fandanne Ord kunne ogian betegne en Deel eller Portion, . Gr. Vegt (det fom eies paa cen Gang) Kat, Vrbgg, Sup, Bite, Tutte, Pryfta. Pen noget lignende er ogjan Tilfældet med diske Ord af den første alte, . Gr. Gong, Herd, Benda eller Bending, fom alle kunne betyde en entelt Gang eter veilighed (— Tydit Mahl; Eng. time) 270. En tredie Rekte beftaar af Ord, fom ftane ligefom i Modjetning til de fidjt omtalte, idet de nemlig betegne: det fom felp gjør noget, altfaa den virtende Ting eller Perjon. De ud gjøre imidlertid en førre Mængde, da de ogjan fane dannes af de uinbvirtende (intranfitive) Verber og jaaledes betegne det, fom er i en vis Tilftand. Forfaavidt fom de betegne Perjoner have be en egen Gndelje, nemlig av, f. Gx. Gangar, Hjelpar, Eigar, Kaupar, Maalar, Fiskar, Bakar, Lesar, Sovar 0. f. b. Om andre Ting bruges ofte en fort Ufledring, i. Gz. Rull (2: noget fom vuller), Hopp, Fljot, Fyll, Aat, Flot, Fylge, Kiola, Skrida, Fluga % fielbnere Former mærtes nogle Hanfjønsord pan ,ing" og ,el", fom: Erving, Renning, Myting; Kvervel, Rennel, Ristel. Anm, Formen ,ar* (Hvorom $ 87) bruges tildels ogjan I Navne paa Reditaber og andre Ting, fom: Bijar, Standar, Laupar. Omvendt fan en ført Form ogjaa bruges for Perfoner, f. Ex. Briot, Gap, Grin, Vit, Kryp; og bertil høre Hær nogle Hantjonsord paa ,e". fom: Haugbue, Nordfare, Bujete. Denne fidhe Form findes i det gamle Sprog i en Mængde af meget befvemme Ord, fom: forseti, handhafi, arftaki, erindreki, eidsvari, idrof, dömflogi, illvirki. Og i fignende Betydning havde det gamle Maal ogfaa en ftor ræir, stillir, fylkir, læknir, fridspillir 0. f. b. (Sf. Navnene Skaldaspillir, Laga betir, Bogsveigir. Die Dub vilde nu betvemmeft ende paa ,e* (ff. Hyrde, ele, Terre); men imidlertid ex denne Form bleven meget fjetden, hvortmod Enbeljen ,ar* 271. il en fjerde Rette Henfore vi en Samling af Ord, jom ftaae meget ner ved de fidjt omtalte, og fem betegne: det jom man gjor noget med, altjaa et Redjtab eller Middel til Gjerningen. Dertil hører endeel forte Ajtedninger, fom have Lighed med Verbet i Infinitiv, i. Er. Ausa (3: Redffab af øje med), Hakka, Skrapa, Sopa, Rulla, Smella, Klemba, Verja. 3f. Feste, Styre, Kveike, Stige, Auke. Dernæft funne ogjaa nogle Ord paa pel" og par" henføres hertil, faajom: Hevel (at høve eller løfte med), Slegel, Skutel, Spinnel, Lykel, Rykkjar, Drivar, Spanar (el. GSpennar). Sum. Mavne paa Redfaber dannes slers ved Sommenjætning med: Steide, Vetne, Bunad, Etell, Velde; f. Cz. Vebreide, Hileeide, Filedunad, Ligejaa med Jarn, Tre, Stokk og lignende; faafom: 272. Gnbelig fan en femte Rafe chftilles of foabanne Ord; fom betegne: bet hvori eller Hvorpaa noget foregaar, altan Stedet for en Gjerning, tildeelå ogfan Tiden. Hertil hører en Deel forte Uledninger, faojem: Vad (: Ladefted), Drag, Far, Kast, Laup, Smog, Skifte, Kvile, Renna, Velta, Seta og Sæte, Lega og Lage. Dertil fomme adffillige Ord med visje Gubelfer, fom: Goymsla (3: Gjemmeited), Hergsla, Rensla, Felling, Løyping, Rekster, Hogster. flere af disje Drd have faalebes her den jomme Form, fom naar de betyde felve Hændeljen eller Gjerningen (fom i førite Rette); det famme er fedvanlig Tilfældet med de Orb, fom bruges om Tiden jor en Sænbelie, joajom: Lysing (2: Tagbrætning), Myrkning, Fasta, Slaatt, Skurd, Fiske. Mom. Om Stedet for en Gjerning bruges mv ogjaa en Deel Ord med Gndeljen ,1i", jom: Bronneri, Brygøjerl, Fargeri; men dette er. en fremmed og daarlig Form ($ 256. Enadanne Navne dannes rettelig ved Eammen« jætning med: Stad, Hus, Vert, eller lignende, f. Er. Vryggiarbus, Fargarvert, Vevarftad, (Af. Beoftad og Bevfta. Bom ovenfor er viift, tan et og famme Ord bruges i flere af de anførte BVetydninger; faaledes tan ,Foring"" betyde baade Førfel og det fom man fører; ligelan betyder ,Drag" 1) Dragning, 2) Medflab af drage med, og 3) Eted hvor noget drages. Og foruden de omhandlede Vetydninger kunde ber endnu anføres flere, fom dog ere af mindre Vigtighed. Blandt andet funne nogle Ord ogjaa betegne Manden, hvorpaa noget gjøres; men hertil bruges da jomme Form fom for folde Gjerningen, f. Gx. Stud, Epune, Sebnad; og forøbrigt bruges Sammenfætning med: Maate, Lag, Daatt, Sed, is; i. Er Styremaate, Levemaate, Ganglag. 273. En Deel Navneord dannes of andre Navneord, og bisfe Afledninger dele fig efter Betydningen i flere Nætfer, hvoraf nogle dog ere temmelig mao, mebens anbre eve meget fore. Som forte alte opitille vi de Ord, fom betegne den Ggenab, fom tilhører en Ting eller. Perjon, forjaavidt fom Navnet paa Etillingen er bannet efter Navnet paa Verfonen, f. Gz. Umegd (3: Umyndighed, Varndom), af ,Umage" (2: Barn eller umyndig Berjon). Dette Slags Ord dannes dog fjelden ved egentlig AjIebning, men fadvanlig ved Sammenjætning, ijær med: ftap, dom, og bøme; fanledes: Vinskap (Benjtab), Frendskap, Broderskap, Mannskap (2: Mands Vejen, Mandemod); Manndom (3: menne: felig Natur), Barndom, Trældom; Herredøme, Meisterdøme. Wed Tilværmelje til en Betydning of Skil eller Adjærb bruges ellers: ag, Viis, Daatt, Sed, Ferd: f. Gx. Varnalag, Barnabaatt, Svendelag 0. I. ». Anm. De afledede Ord af dette Slags fynes mn af være hderit faa; Dertil hører: Embatte, 3: Tjener-Etiling, of Ambaatt, fom oprindelig betyder en Tjener, men i Ø. MN. bruges kun fom Hunkjønsord om en Tjeneftetvinde. Et Bar fjeldnere Ord, fom nærmet. betegne en EK, have Endeljen ffa", nemlig: Sydfta (Foltei, af Lyd, 2 Folf, Familie og Vondita: (nærmelt af dj. bond). Wen det gamle Sprog havde flere Afedninger med denne Sjorm, faafom: menska (gåmenska, stérmenska), kvenska, bernska, fölska, pyfska; foavelfom med andre Endelfer, f. Gz. mægd (Evogerfla), fader (Paternitet), irmenning (Yarmans elfev forvalter Etiling). . mågsemd, frandsemi, Af Sisfe betbemme Ord funne dog maaflee entelte forefindes nogenteds i Landet og falfald burde denne Afledningsmaade være meget mere benbttet, end fort ben mu er. ing eller Masje af Tingen. Hertil Høre kun joa Aledninger, fom: Byske (af Buff, Snere (2: Stratitov, af Enaar), Byrke (i Tel. ,Birtje", >: Birtetrat), Ungnoyte (= unge Naut); Leira (Leergrund), Mylda (af Molb), Kviksenda (blød Sandgrund), Grend (— Grannelag), Menneskja (2: Wennejtejlægten). Derimod bruges oftere Sammenjetning med tap", fom: Buskap, Reidskap, Mannskap; og meb anbre Ord, jaajom: Sag, Tal, Hop og lignende. En Rigdom eller Mængde af Tingen fan betegnes ved et tilføiet: Mengd, Raad, Fylla (f. Er. Fodermengd, Matraad) og deslige; en Mangel betegnes derimod ved den meget anvendte Form: ,løyja", i. Ex. Matarløyia, Foderløyja, Mædeløyia o. i. v. Anm. Ogfaa her har det gamle Sprog havt flere Afledninger, fom mu jones at bære forfømte eler ialjald fleldne. I Særdeleshed mærtes de afledede Intetfjøns-Natvne paa Sov og Ved af bisje Træer, nemlig: fri, gren, birk, lindi, iki, ski, heli. Dertil høre adfkilige af vore Stedsnavne, jaajom Gipe, Nøgne, Fire (el at forvesle med Firde), Fyresdal, Eikesdal, Vyrle feranb. (SF. 6. M. Birkibeinar, fom nu bilde tyde jom ,Byetjebeinae"). Af disfe afledninger he maaflee ogjna visje Avigeljer i Sammenjætningen for: Haves, fanfom det hardangerite , Gitjeitog* og lignende. foruden det anførte: Lag, Tal, Hop, er der ellers mange andre, fom benges til Slutningsord for at betegne en Mængde; faaledes: Flott, Dott, Dune, Rune, Brote, Vaje, Stare; Til en tredie Rætte hører endeel Drh, fom betegne en Svembringelje eller Tifvirkning af Tingen. Sandane exe: Borka (3: Bartelud), Byrkja (Birtejaft), Hera (Tæppe of Daar), Hempa. (Hampetøi, ellers Lærred), Tægja (Kurv af Tæger, 2: Trærødber), Teina (tasje af Tener, >: Gpiler), Vida (Sreveert), Timbra (Tømmervært), Gryta (egentlig Steengryde af Griot). Ellers blive jaadanne Ded ojtejt dannede ved Sammenjætning, f. Ex. Haardut, Ullgavn, Frevert vjv. Anm. Name pas Etofet eler Materialet til Tingen dannes fun ved Eommenjætning, ijær med: Fang, Emne, Vorte, Maut, To, Ty; f. Er. Dusfang, Stavemne, Sledevyrke. 276. ait efter de foreganende fommer en fjerde Nætte, fom har Betydningen af en lignende eller narfommende Ting af jamme Slags, eller nærmejt fun en anden Form af den jamme Ting. De mærteligite af disje Ord ere nogle, fom betegne Hunfjønnet af en Dyreart, og jom dannes ved ledning af Artens jælles Navn; hertil høre: Soyda af Saud, Fylja (ung Hoppe) af Fyl (ff. Fole), Birna (udt. Binna, >: Hunbjørn), Reva (Hunted), Kietta, el. Satta (Hunt). Disje ledninger ere imidlertid fun faa, medens derimod de ødrige, jom fun betyde en Ting af famme eller lignende Art, ere temmelig mange; i. Gz. Helma (: Halmtub) af Dalm, Ækra (Dvileland) af Aafer, Bytta (Botte) af Butt, Skinna (en inde) aj Skinn, Hetta af Hatt, Hyrna af Horn; Kjevle af Savl, Mynne af Munn, Øse (Vanbilug) af Os o. f. v. Hertil fommer endeel Ord med Gndeljerne: ing, ling, el, la, janjom: Eksing af ts, Eling (61), Sopling (if. Sop), Bendel (Band), Trygel af Erog, Hendla (jf. Henda, >: Haandfuld), Risla (Trær top, af Ris), Jblandt disje Ufledninger med ,1" (el, la, ling) ere nogle, jom man nejten funde anjee fom Formindjiningsord (Diminutiver), faajom: Tygel af Tog, Kistel (liven Site), Kringla af String (Cirtel), Kidla (Sb), Fiskling (Sifteunge), Kjetling (Ratteunge). Men imidlertid er det hun fjelden at disje Former betegne netop en mindre Ting, hvorimod de jæbvanlig fun have en mere begrændjende eller afifuttende Betydning. Anm, Af Huntjønsnavne, fom ere dannede ved regelret Overføretje eller ved en fastatdet Motion", forefindes Her egentlig ite mange. Her gives itte nogen færegen Endelfe for duntjonnets Navn, faaledes fom § Tobe flen, f. Gr. Löminn, Wolfinn (f. danjt Lovinde, Uvinde); og desuden har vort Folt, fom det fynes, itte været tilbøieligt til at optage den SHE at be tene det ene jon ved et aftedet Navn og fanledes ligefom fatte det ned I en underordnet Stilling. For Hunfjonnet af de meft betjendte Dyr har man gjerne et elofendigt Mabn, faajom: err, Ku, Hind, Bera, Eu, if fi. $ 154; og førøvrigt dannes flere Navne bed Sammenjætning, faafont Figstolia, Utvtit, Haregeit, Orrhona, Ernamoder. Ogjan tildeels for Hantjøn, fom: Wjornfall, Riupefall, Wdarftegg. midlertid mærter man tildels en Mangel af et omfattende Navn for Hvert Kjøn ; for Hantjøn bruges rigtignof: Sall, Stegg (om Fugle, Mjølte (om Fite) og for Huntjøn: Kolla, Sugga, Tit (om Dir, Hona (om Bugle, Roane (om HM; fun om nogle Arter og itte om alle, og et felles Navn for alle Arter (. Er. ort Grammatit, fall og Kolla) tan dog i visje Tiljelde blive nødvendigt. Men den famme Mangel findes not ogjaa i de beflægtede Sprog. I Danit bruges rigtignot Sammenjætningen imed ,Dan" og dun" (i. Sb. hane og bona), men en fanban Brig af et Prononten fynes at være tvungen og maturlig. For Memnefers Navne haves helter ifte nogen omfattende Regel. Vifnot findes ofte to beflægtede Navne for de to Kjøn, men da ere de gjerne Begge afledede af et andet Ordl; faaledes enten af et Stedsnavn, fom: Døl ogåDola (af Dal, urd og Fyrdjta (af jord) eller af et Ajektiv, jom: Evenite og Svenfta, Danffe og Danfta, — eller af et Verbum, fom: Foftre og Foftra, Rugg og Rugga, Tuis og Tuffa, Eprett og Sprettn, Sub og Subba, Imidlertid er der dog nogle fan Tilfælde, hvori hun Huntjønsnabe met er afledet; faaledes: Sjelle of Fall, Sofie af Vaal, Fenta af Fant, otte af Kolt, Verta af Vert (egentlig Verd, Verda). Jf. ellers: Finn og Sine, Srende og Brena (6. R. fændkons) og af ©. k. vine (Veninde) granna (Raboecfte), eydja (Gudinde). Gn Endelje paa ,ing" (nærmeft at ligne Med Tyk hu") findes fra gammel Tid kun i et Par Ord, nemlig: Drot ning af Drotten, og Kjerling (nu almindeligft Vjerring) af Kart (mn jædvanlig Set i to Ord: Rall og Kar") Forøvrigt blive Name for Koindetjonnet fæbdvanlig dannede ved Eammenfætning med et feldftændigt Ord (Kona, Gjenta, Fru) f. Gr. Grannfona, Bondetona, Vebargjenta o. f. 0. Og forfaavidt fom Nabnene tun hentyde pan en Stilling eller Egenflab, bruges det famme Ord for Soinbetion fom Mandkøn, f. Ex. Gjeft, Erving, Tenar, Vevar, Husbaldar (ff. 8 155). Formindftningsformer eller Diminutiver, fom i andre Sprog (fjær I Tydffen) habe fan megen Anvendelje, maa her anfees fom manglende; thi de ovennevnte Former med ,1" (el, la, ling) gjælde tun i faa Tilfælde fon forminbftende; detimod findes de ofte fom et Slags Dialettformer, idet de i nogle Sanditaber træde i Stedet for Stamordet og have famme Betydning fom dette, f. Gx. Mifel, Defvel, Etigel, Telkl, Kidling, ved Siden af Mie, Selve, Stige, Telfio, Kid. Formindfkningsord for levende Skabninger dan nes ellers ofte ved Sammenjætning med Inge", f. Gr. undsunge, Fugt unge; faaledes ogjaa forftertende usb Deb, fom [elo betyde en Unge, fanjom Folsunge, Kalvsunge, Sambsunge. (Ligefaa Varnsunge). Det almindelige Uoteyt for dette Veareb ev imidlertid Ordet , maa", f. Er. Smaaftein, Smaar boet, Smaabaat. Det bruges faaledes et alene fom Fleerhedsord eder Kol tettiv, men ogjaa I Stedet for ten", da dette fidite itte pasjer til Sammen. jætning. 277. Stoget forikjellig fra de foreganende er en femte Rette, fom betegner det, fom hører til Tingen, fommer fra den, eller er beftemt for den. Dertil borer abifillige Tingsnabne, jaajom: Stemne (Trævært omfring en Etavn), Helse (Dalsbaand) Erm 9 ftorre Vetydenhed ere dog de hertil hørende Attenavne eller Perjonsnavne, fom dannes af Navnet paa Perjonens Hjemited. De have jædvanlig en egen Form for hvert Kjøn. For Mant fjonnet have be ofteft Endeljen ing", f. Ex. Sogning (af Sogn), Frosting (af Svølta), Lending (af and), Upplending, Norddeling, Sunnfjording o. i. ». or Koindeljøn have de deels en fort Form. fom: Sygna (el. Sogna), Vossa, Jølstra, Nordmøra Norddøla; beels Enbdeljen ,ita", fom: Upplendska, Fyrdska (af Fjord). Forøvrigt blive jaabanne Mavne ofte dannede ved Sammenfætning, f. Ex. Eronbheimsmann, Mordlandsgjenta, Stavangermann o. f. v. um. Yolandt de mandlige ttenavne findes ogjaa enkelte forte Afedninger; faajom: Del (ogian Boling og Daiing) Fyrd (of Ford), Mer — Møring), Rør (af Rorerne i Sogn), Avem (af Kvam, i Hardanger) Lø af Loar, Lom), Hardeng (af Hardanger); if. ein Vojs, ein Valdres, ein Teofl (ligt Stedets Navn) — Af fjeldne Endeljer mærtes ,ar" og ,ung", faaledes Bytlar at Vyfle (i Setersdal), Lidung af Lider; jf. , Faalung* af Saaler" Solør. Fblandt Navnene pan ,ing" findes flere med Omiyd, faafom: Fra ning af Bron (i Gbe), Aamoting af Aamot, ling af Aal, Gjing af Aas i Balders: ukeræfing, Veter-æfing), Stafseing af Stafsan, Begning af Bagn. Rogle af Ravnene paa ,ing* blive i Dagligtalen færkt fortortede og og derved forvanftede, Å. Ex. .Natfting" af Raktefiad, ,Roding" ai Rollag, .Bobering" (bedre Vøberding) af Vøjerad; jf. , Skjedving" af Stiptvei. Uf fammenjatte Ravi mærtes nogle med ,bue* (6, fanjom: Dalabue (Dalbu), Jadarbue (jædv. Jærbu) Ekoldbue, Ginesbuc, Vatsbue; og derneft nogle med , bygg", Hør af Stedsnavne paa , bu", faafom: Eparbygg (racparbu), Selbygg, Mennebig, Ringebygg; dog ogfa af andre Navne, jom: Vinbygg (fra BVinjar, Mobygg (af Mo, | Tel), og ,Sæbygg" (vel egentlig Sætbbøg, fra Sætersdalen). Dertil høre Hunkjønsord med ,byggja", f. Ez. Sparbhggja. Ved Siden heraf findes nogle Navne med , vær" Å Huntjøn vera") fom Obboer, Vaagvær, — og en heel Mængde med ,dærhng", fom: Fjordværing, Øwværing, Kesbæring, Ealtværing (fra Salten), Hiterbæring, Stadsværing fra Staden, 3: Stadtland, Spindværing, Eitværing, Lefjaværing. (Formen er vel egentlig Ver, el. Vere, og Bering, men fan vanfkelig rives fanledes). Forøvrigt dannes lignende Navne med: bygding, fokning, gjelding; 1. Ex. Etabsbygding, Aatersfotning, Vangsgjeding. Sremmede Foltelags Nawne ere ofte tillempede efter andre Sprog og vasfer mindre til de hjemlige Regler. I faadanne Ord er man nu meft vant til Gndeljen ar", f. Ex. Arabar, Ægypiar, Romar, Varijar, Verlinar, — og ,anar" (Hvor nemlig ,an* er den romanite Endelje) fom: Spartattar, Yfcitanar 0. f. v. I det gamle Sprog brugtes oftere Sammenjætning, f. Ex. India menn, Ægyptamenn, Troiumenn, Römverjar. S det gamle Sprog dannedes ogjan ttenavne af Perfonsnavne ved Tillæg af vise Gndeljer, fær ung" og ling", fanjom: Efjoldung, Stuehung, Yngling, Arnmøbling, Knytling. igeledes Partienavne af forijelig Orin: deli, om: Begling, Dellung, Kaftung. Nu om Stunder dannes jaadanne Shane helt ded Eammenjætning med: Folt, Mann, ut, Selle og lignende. Bartienavne med nordiit Rod og fremmed Gudelje, fom: Haugianer, Grundt bigianer og deslige, maa her anjees fom uberettigede. 278. Endelig er der en jette Nælte, jom bejtanr af faa= banne Ord, fom betegne: det fom har Tingen eller er jorfynet med den: f. Gz. Namne (fom har jamme Navn), Kjenga (Skaal med ,Kjeng", >: Hant), Rygna (Rogufiif, Bytning (fom Har Botn, 2: Bund), Hyming (af Horn), Spengjing (Slede med Spong, Jeenitinner). Dertil høre ijær jammenjatte Ord, jom ende paa sing", faajom: Beinskjefting (Stnib med Beenffajt), Tvibytning, Triroming (med tre Mum), Seksæring, Trimastring; — tildeels ogjaa med anbre Former, jom: Fjorføtla (2: Vitebeen), Tvisterta (Tveitjert), Langfotta (om flere Slags Jnjetter). Forøvrigt udfrytfes dette Begreb naturligvis oftejt ved Sammenjætning, i. Er. Eeglbaat, Karmjlede, Laaskjerald o. . v. Sam, Til denne Rekte fan man ogjaa henføre endel Ord, fom Have Segrebet af en Uber eller en Storcelfe, faafom: aring (eller Aarung, : aarsgammelt Dyr, Vetrung, Triæring; Teimæling, Tiolning, Ginftengel 0: Sum fom udgjør en Stang eler 6 Wen i Fäirtant. If. 6. M. print tingr, fjörnettiner, sexmettingr (Tid af 3, + eller 6 Dog. 9) Subft. af Wj. 279. Af Adjettiver dannes Navneord i jtor Mængde, deels til at betegne den Ggenjtab, jom Adjektivet udtryfter, og deels til at betegne en Ting, fom Gar denne Ggenjtab. Disje Subjtantiver Bele fig altjaa i to Sætter. 9 den forjte betegnes Ggenitaben ,abjtratt" eller afdragen, faa at det egentlig fun er Mdjettivets Begreb, fom Her bliver overført i Navneords Form. Denne Dverførelje jfeer paa flere Torffellige Maader, nemlig, 1) ved tort Aftedning paa ,e* og ,a, fasjom: Lette (2: etheb, af lett), Jamne, Vande, Varme, Traae, Tunge (Tyngde); Linna, Stilla, Sala, Vissa, Skylda, Fylla, Gleda, Kipna (af fipen); — 2) veb visfe Gubeljer, fier: b, t, ta eller fe (ogjaa: jta, ite), jaafom: Høgd (af Bøg), Lengd, Tyngd, Feigd, Vidd, Breidd; Spekt (af fpaf, Tjukt, Dypt, Blidka, Tverka, Haalka (og aaljta), Illska, Ørska; Saarke, Ljoske, Fælske; — 3) bed Eammenjætning med: leite, ffap og bom, f. Gx. Storleike, Grannleike, Beinleike, Godleike, Hardleike; Truskap, Klokskap, Blidskap, Tydskap, Traaskap; Ungdom, Visdom, Rikdom. — for: merne , leite" og flap" have det mejt abjtrafte Begreb, da de fun bruges om felve Ggenftaben, medens derimod de andre Former tildels ogjaa bruges om en Ting, f. Gz. ,Døgd", baade om Doibed og om høie Steder eller Stillinger. Mom. Til de forte ledninger hører en Mængde Drd mod ,øyfa" (af tas), fom: Gagnløvjo, Modleyja, Evednløyje, Stamløvia, Endeløyja, il Mledninger med ,9" hører en Rælte med Formen jemd" (af jam) faafom nnjemd (2: Tradlbed) Langiemb, Leidjemb, Meinjemd. Denne fidfte Form, fom nu ev for lidet benyttet, burde netop have Sted i alte Medninger af bi. pan fam", og kunde endog bruges i adftllige andre Tilfælde, I. G.N. lidsemd, mågsemd ; Stjønt der jaaledes' er en Rigdom af gamle Former for denne Aledning bat man dog ogjan optaget en nyere Form, nemlig ,Heit* (Hvorom i. $ 256), f. Gr. rift, Sannbeit, Rolegbeit, Lyftigbeit. Denne Form har endog truet med at fortrange de gamle Endeljer og fynes ifer at have gjort fig nødvendig efter Gubelfen leg" og ,ig* (ug) hvor man vel hmde ønfte at have Udgang til en tort Endelfe (fjær med ,d", fom: ,igd", ,legd® I Lighed med ,jemd") men hvor en faadan Form, faavidt man veed, kile forefindes. Imidlertid er dette helt" vikt itte jaa nødvendigt, fom man me forefiler fig, efterat man i Danflen ex vant til at fee Formen ,hed" i allehannde Tilfælde og endog tlføiet HL Marticipier, f. Gr. Forryttyed, Adfprodthed, Velækhed o. f. 0. Det gamle Sprog bruger Formen , leit" (leitr) ogjaa efter leq", 1. Er. i Konger føllet: undarlegleikr (E, 26), liklegleikr (45), maklegleikt (101. Gllers er det Tuft itte nødbendigt, at Novneordet altid Aal dannes ved en tillagt Endelje, ba det ofte er rettere at gan tilbage til den forte Form, hvoraf Udi. er dan. net, i. Er. Mo (Rolighed), Søma (Sømmelighed) o. J. v. Og forjaabidt en Gndelje behøves, man del en af Formerne: lett, dom eler flap, funne gjøre famme Tjenefte fom , heit". Man kunde fige, at disfe Former ofte blive ildetlingende, men dette grunder fig mef van en Vane og har itte meget at be. tyde. Man hunde ogfaa fige, at de frundom blive utjenlige, fordi de ere Hantjønsord og altjaa itte paste i de Tilfælde, da en vid Eqenifab al frem: files billedlig fom et koindeligt Bæjen; men t dette Fald hunde man vel finde en anden Uddel, Hær hvis man vilde opføge entelte gamle Ord, fom denne nyere Form fynes at have fortrængt (f. Er. af, 2: Kjærlighed). Det game Eprog betegnede faadanne Billeder meget betvemt ved Huntjønsørd, FG. sanend;, fridsemi, réttvisi, miskunn, fremfiiltede fom five Softee (Rome. 1065 9. 8. 2, 62); eller: ågirni, drambsemi, lostasemi 0. f. v, fremftillede fom Avindefigurer (ler. Saga 159). — Endelig hunde man fige, at den nye Form itte har nogen fremmed Slang, og af man ligefaa godt kunde optage helt i Mort fom het" i Evenfk og hed! i Danil, hvor det egentlig ogfan er fremmedt. Sen da Formen {tte hører til Sproget, da den er optommen ved 'Forvanftning, og den desuden virker til at fortrænge andre Former, fom Dave bedre Met, burde man dog føge at undgaae den oderalk, hvor der er nogen Adgang til en mere hjemlig Form. 280. Den anden Rælle, fom betegner den Ting, fom Egen ftaben tillægges, bar for en Deel de jamme Former fom den fore: gaaenbe. Dertil hører faaledes endeel forte Ajledninger paa ,e* og va" fom: Like (o: Ligemanb), Unge, Jamne, Kvite, Raude; Bratta, Sletta, Jamna, Skrinna, Grynna, Retta, Ronga; — og derneft nogle Ord med Enbeljen ,d* og te (ta), fom: Høgd, Lægd, Rømd, Vidd, Breidd; Brunke (: brun Blet), Mjaakke (et malt Puntt). Dertil omme ogiaa nogle Ord med Enbdeljen ,ing*, faajom: Kviting (et Slags Sit) slum. Dertil høre ogjan et Slags Ggenavne uden Endelfe, fom forben ex omtalte ($ 244) 1. Gr. " Peels til denne og deels til forrige Rætte høre nogle Intettjonsord med Gnbeljen sende" (inde), faafom: vitende O: Ievende Skabning), Leidende 6: tebfomimelig Ting) Sitende 0: Udfigter, Sandfyntighed), Hardende (Vold: fonded, Sende (Vished, Veted, Efter G. N. fulde vi ogfan hove: Ret tende, Hangenbe, Sannende, Fagrende, Godende og flere. B. Yjledede Adjektiver. 3) MW. af Verbum. 281. Blandt de afledede Egentabsord man de, fom ut gane fra Merberne, tages forit i Betragtning. Disie Och ut gjøre en ftor Mængde og dele fig i flere Nætter, hvoraf nogle flutte fig jan nær til Gtamorbene, nt de endog betragtes fom Former af Verberne under Navn of Participium ($ 202) De øvrige Ord, fom høre hertil, have rigtignok en mere forffellig ledning, men lade fig dog jammenføre under temmelig om fattende Regler. de fem eller jer Rætter, hvori disje Ord dele fig, mærke vi ført en, fom Har Fællesbegrebet: vorden, fremtommen, ind traadt i en vis Stilling eller Tiljtand. Hertil høre de Parti: cipier, fom fomme af uinbvirtende (intranfitive) Verber og betegne en fulbendt Forandring eller Hændelje. Deres Former ere: — en (af ftærte Verber), b, t, ab (af be foage), f. Gx. faren, komen, sloppen, stigen, vaksen; grodd, flydd, romd, dest; minkad, kviknad, dovnad. nm. Forholdet imellem disje Former er forhen omtalt (8 207, 219) De Ord, fom høre Hil dennet Malte, ere egentlig itte mange, men funne lettelig mangfoldiggiøves ved Sammenjætning med Partikler, fom: aren, avtiden, utttvd 0. Å. b. 282. En anden og meget ftørre Rette har Begrebet: paavirtet, behandlet eller gjort. Dertil høre de Participier, fom dannes af de indvirtende eller tranfitive Berber; og disje Ord have ganfte be jamme Former fom førite Rætte, nemlig: en, b, t, ad; f. Gx. bunden, driven, broten, teken, halden, dam, gloymd, bygd, mælt, løyst, bytt; kastad, lagad, blandad. Anm. Disfe Ord ere altjan Fortids Participier med pasfiv Betydning. De ere temmelig mange, da en faadan Form fan dannes af de flefte indbir ende Serber, Desuben blive de ogjan mangfoldiggjørte ved Sammenjætning med Bartitter, i. Ex. tilbunden, utløpt, tillagad o. Å. b. 283. En trebie Sette har Vegrebet: virkende eller værende i en dis Tilftand, — og betegner alfjaa en ufuldendt eller ved blivende Ubretning. De hertil hørende Ord have en almindelig fælles Form, nemlig Gndeljen ,ande", og udgaae baade fra indvivtende og uindvivfende Berber, bog meit fra de fidite; i. Gr. farande, komande, gangande, buande, vakande. SMeb fuldtommen paabirkende Vetydning bruges denne Form her noget fjelden, foajom: rivande, bitande, stoytande, skurande, steikjande. Anm. Disje Ord funde anfees fom Samtids Varticipier Part, præfens) med aftiv Betydning (3 257. Men det er her at mærke, at de Ord, fom Dannes med Formen ,ande" af de indvirkende Berber, have oftere en pasjiv Betydning og henhøre faalebes til den følgende Rette. De virkelig aktive Ord blive ellers meget brugte i en affondret Stiling eller jom Adverbier, f. 65. toma bragande (med) toma føytande o. f. 3. 284. Gom Modjætning hertil er der en fjerde Nætle med Begrebet: paavirtelig, fom man fan behandle eller gjøre noget ved. Disje Ord udgaae altjan fra de indvivfende Berber og ubtrytte oftejt en Mulighed, tilbeels ogjan en Vefvemhed eller Mærdighed. Deres Form er for en ftor Deel den jamme fom i forvige Mælte, nemlig ,ande"; jaaledes: takande (fom fan tages), brukande (brugbar), ventande, etande, drikkande ; ligefaa: gjerande (raabeligt at njøre), lastande (lajtverdig), havande (verb at have), sjaaande (feebærbig), sætande (værd af mærfe). En anden Form er leg", jaaiom: venteleg, truleg, vinneleg, tolleg, leseleg o. i. v. nm. Dertil høre ogjan nogte torte Afedninger, fom: fjær 0: fom man tan ære) mæt (værd at meta", apie) tot (fom fan tages), for (fom tan befares), hardiløg (board til at fane. Entelte fammenjatte Ord dannes fom Barticipier, 7. Gr. hardlæf (haard af tilaaie), lettrodd (om en Vaad), beintloyob (om Træ), jnargiord (om Arbeider. JF. lettjengd (et at fane), Vardgiengd (baard at gaae paa). Formen ande" bruges ber altfaa baade for aktiv og pasfiv Etiling, og for en ftor Deel fun i basfiv Betydning; tfer bruges den meget ved en Meg telfe og faaledes ogjaa med Yartitelen ,1", i. Er. umisjonde (undværlig uglobmande, utilande, uletjande. 285. Wed Siden af de joreganende er der en femte Rette, fom har Begrebet: tilbøielig til at gjøre noget, vant eller tittet til en vis Bixtjombed eller Tiljtand. De jæbvanligite Former for denne alte ere Eudeljerne ,en" og ,all"; f. Gx. sleppen (: fom fet giver Skip), liven (2: ffaanfom), trøyten, sturen; kviden, søkjen, fengjen (2: let fængende); lekall, skakall, blaasall, grinall, tovall Sloget fjelbnere i denne Betydning er Gndeljen ig" (eller ug), faafom: lydig, kunnig, skynug, tolug, rødug. Derimod er ber en befvemmere Form, fom tildeels bliver meget benyttet, nemlig fam", f. Er. sparsam, strævsam, hjelpsam. Ham. Hertil hore ogian nogle korte Afledninger, fom: fpar (fparfom), jnat, lut, tberb, Mot; gjæv (af giv) foe (af fova), før (farende, tøt (tagende), langdrøg (af draga). — GEntelte Ord faae tillagt 0" eller ,t* (fom Partick bierne); faaledes: fumb (vandt at fosmme), tjend, tent, fnartentt, janndrøymd, fannjpaadd, nerjedd, tunghoyrd. De hertil hørende Ord med en" ere forffjellige fra Varticivierne af denne Form og dannes ligefrem of Jnfinitiv. F. Ex. biten 0: bitter, vidi bar utt i (ii) og adfiller fig faaledes fra det ,biten (7), fom betyder bidt — tigefaa: dragen (2: trættende) forftjeligt fra Varticipiet ,dregen". — Paa nogle Steder førefommer denne Form fjelden ; det famme gjælder om Formen all", fom paa nogle Steder brupes meget ofte, paa andre Eteder (f. Ex. i Hardanger) meget fjelden. 286. Endelig er der ogjan en Rætte af Ord, hvis Fellesbegreb er mere ubeftemt og fan omtrentlig udtrytles fom: jor bunden med en Tiljtand, medjørende eller jornarjagende en vis Dændelje. Disfe Ord have Formerne leg" og jam", f. Gr. hoveleg, sømeleg, hyggjeleg, syrgjeleg, hrøteleg, løgjeleg; vaagsam, heftesam, strævsam, kostsam (el. foftajam, 2: Beføftelig) skum. Efter det foregaaende tan em og jamme Form tildels betegne to forftiellige Begreber; faaledes: ,gangande", 1) gaaende, og 2) fom man fan gaa baa; ligejaa: ,vaagiam', 1) vovende (om Perfon), og 2) vovelig (om en Gjerning. Forfjelen wi fædbanlig let Hønnes af Sammengængen. 287. De Ggenikabsord, fom udgaae fra Subjtantiverne, funne efter Betydningen deles i to Hovedrætter. Den forite af bisje har Fællesbegrebet: Havende, fom Har Tingen eller er for fynet med den. Dertil hører en for Mængde Ved, jom have foritjellig Form og dele fig nærmet i tre delinger efter en vis Rorjfjel i de Ting, fom nevnes ved Stamordene. Naar Tingene tæntes fom eenlige og begrendjede, faar Abjeftivet jædvanlig jamme Form fom et Varticipium, nemlig Enbeljen: ad, 5, t, å, Er. bukad, (>: buget, tof), ringad, skyad, sakad; myld (af Told). hærd (af Haar), oyed (af Yuga), hendt (of Hand), fott (af Fot), litt, el, litad (af Lit, Farve). Naar Tingene derimod tentes fom en Fleerhed eller Mængde, jaar Abjettivet ofte en anden Endelje, nemlig utt" (ott), jaofom: steinutt (fuld af Sten), tuvutt, bakkutt, haarutt, flisutt, kvistutt, flekkutt, rukkutt. Maar Stamordets Begreb itte er nogen egentlig Ting, men fun en Tilftand eller Ggenitab, fan Udjektivet jan Gudeljen ,g" eller ug; jaaledes: svevnug (føvnig), lystig, modig, viljug, sedug, vitug, minnug, dygdig, kraftig. Unm. Gormeme af den førfe Art bruges meft i Sammenjætning, joa: fom: berr-armad, Gerrhobdad, tunniyad, fangfjellad, ftoratfad; etthendt, tettjott, blaasygd, Hjosbrynt, lnngmælt, "nagtendt, tvirømd, tvitrædd. Deres Sighed med Varticiphum tan fortlares faaledes, at man har tæntt fig et af fedet Verbum fom Mellemled, i. Ex. hærn (behanre) og deraf hærd. En anden Berbaljorm, nemlig ,en', findes ogjan i entelte ed, fou: aren (gras agtig, gruten (grumjet) jenden (lanbig) y Kolletiver dannes helfe Ad. pan utt" i Betydningen: fuld af, de heftet med, f. Gz. moldutt, jandutt, fotutt, tolutt, Feggjutt. — Orb baa , ig" (ug) dannes ber fedvanlig tun af Woftratter eller Tilhandsord, altjan noget forftjelligt fra den danfle og foenfle Brug og tildeels ogfaa fra den gamle norfte, I. Danft: jandig, fenig, bjergig; Ev. fotig, tolig, lerig; ©. 2. hélugr, saurugr, tjörugr; — fer allefammen med utt" 288. Den anden Rette ftaar ligejom i Modjetning til den førite og har Begrebet: tilhørende eller vedkommende. Dertil Hører Formen it", fom ijer bruges til Aitedning af Navne paa Foltejlag, Lande og Steder, i. Ex. finsk, dansk, engelsk; upplendsk, nordmorsk, trondhjemsk ; — men fjelden i andre Tilfælde, fom: bonbjt, Himmeljt. Forøvrigt bruges Formen ,leg", ijær med Begrebet: vedtommende eller pasjende for, faajom: mannleg. barnleg, folkeleg, meisterleg, narreleg. f. vaarleg, aarleg, bagleg. Anm. Gt Par gamle Former: verk" (indverskr, römverskr) og nl" (saxneskr, gotneskr) fynes nu at være Gortfaldne. I Stedet for Abi. paa , ft" nemlig nu ofte Subft. i Genitivs Form, i. Er. Nordlands, Mandals (ff. utanlands, takts). Ved entelte Ord er det vaneligt at finde nogen pasfende Form, f. Gr. ved Telemark og Heidemart, da og Beidemartft" er fellagtigt og burde hellere hedde: 260. Wed Siden af disje Hovedrætter er der ellers endeel Ord, fom flutte fig nærmejt til den førite Rælte, men Have en vis Avigelje i Betydningen, idet be fun ubgaae fra Tiljtandsord (eller Ajtrafter) og Have Fællesbegrebet: forbunden med, eller ledjaget af en vis Tiljtand. Disje Ord have Formerne: all, leg, og fam; i. Gz. frostall, mødall, vaasall, sorgall, svikall; annsam (af Om), skadsam, mødesam, minnesam, aalvorsam; roleg, fredleg, gagnleg, faarleg, lukkeleg. Den førfte Form (all) er dog noget fjeldnere og udgaar tilbeels fra Verbets Form. nm. billige andre Begreber udtryltes ved Eammenfætning. En Sighed med Tingen betegnes oftekt efter en færlig Egenftab, f. Gr. fteinhard, istald, fajotuit; fjelden med et mere omfattende Ord jnajom doven" og fen: gen" (= danft: agtig) f. Ez. beinvoren (beenagtig); paa entelte Steder bruges dog faadanne Ord ofte, faaledes i Hardanger, f. Ex. tjovvoren (khvagtig) i Sondmor: fantefingien, bjønnfingien, nautefingien, o. fl En Fylde eller Sigdom af Tingen betegnes ded: feng, kjend (Trondh. Stift), fam, full, it, god; 1. Gx, feinfengd, fiintiend, fjeltkjend, grastjend; folkjam, regnfar, vind fom; vatsfuli, laubeit; forngod, grasged. En Mangel betegnes derimod overalt bed 1018", f. Gr. tledelaus, randlaus, metnlaus o. f. v. 3) Adjektiv af Mjektiv. 290. Enbelig er der ogjan en Mængde af Ggenitabsord, fom bannes af andre Adjektiver, og fom Hær tjene til at betegne en vis Grad eller en bis Styrke og Varighed ved Egenitaben. De Former, fom hertil blive meit benyttede, ere: leg, fam og jamleg; i. Gr. lettleg, tungleg, veikleg, kjærleg, makleg; varsam, reinsam; vandsam, tungsam, langsom; langsamleg. "Ellers bruges Sammenjetning med entelte andre Ord, ifer med: ,voren", f. Ex. fen voren (2: noget feen), furvøren (fyrlig), illvoren, Harbvoren, till voren o. f. v. Hum. ed leg" betegnes gjerne en mindre Grad eller Styrte, men tildeels en førre Varighed; ved ,jam" betegnes helft en Hyppig eller fadvanlig Foretomk, altjan en vis Varighed, Å. Ex. vandjam, I: fom pleter af være «Danb" 0: kræfen, Det famme er Tilfældet med Formen ,famlen" Til denne Rætte høre tjær de førnævnte Former voren" og ,fengd" (eller Tengen); bog er den fidfte fjelden og bruges meft nordenfjelds; Å. Gr, fvatfengd, turrfengd (i Søndmør | fingjen": tlenfingjen, turrfingien, fmaa. fingjen, %W andre Sammenjætningsørd mærtes følgende: a) om Natur og Sind: fynd, lynd, bonttad; f. Er. fmantynd, godtynd, fultynd; godlynd, fetttynd, lauslyud; godhaattad, illgantind; — b) om Adjerd: for, laaten:; f. Gr. jen. før, lettfør, hardfør; varlaaten, ftorlnaten, blidlanten; — c) om Udjeende: leitt og dæmd: langleitt, fmaaleitt, raubleitt; ljosdemd, bleifbemd, fual. C. UAfledede Verber. å) 291. De Verber, fom dannes af andre Gjerningsord, kunne Der deles i to Mætter, hvoraj den førte omfatter endeel Tilftandsord eller uvirkjomme Verber af forftjellige Slags. Under denne Hette kunde vi førjt nævne de Ord, fom have Endeljen +" med tilbagevivtende Betydning, i. Gx. motait (mode hinanden); men denne Form far, fom forben bemærket, en færegen Stilling og fan nærmejt betragtes fom et tilfølet Ord. (BS. § 239). Derimod findes der endeel virkelige ledninger med en paa fæd. vanlig Maade tilføiet Konfonant (m, I, r, 8, 1) og for det mete med Betydningen: begynde, forføge, holde ved eller bejatte fig med af gjøre noget; f. Gx. sovna (begynde at fode), dropla (dryppe mat), dundra og dunsa (Eulbre, af dynjo, dunde), svigta (bole fig tidt, af jviga). Men i disje Drd er Fællesbegrebet for det mejte duntelt og vatlende, jaa af de ifte give nogen om fattende Regel. Anm. De Ord, jom dannes med ,1" ere de meft regelrette og have Bællesbegrsbet: begymde at gjøre; jaaledes: vatna (HL bata) tagna (tegja), Tivna, fetna, ftitna, flatna, flotna, flitna. Dog kunne nogle nærmett henføres til et Varticip eller Adj. paa en", fom: brotna, fprotna, rivna, tlobna, bogia, fmoltna. Ordene med ,1* og ,r" have ofteft Vegrebet: forjøge, befatte fig med, giøre jaa jmant; f. G5. trivia (if. triva), mala, furla, tusle, ringla; flivra, baltra, vimra, tøvra, futra, biora, tlembra, gnaldra (nella Ordene med ,8" have lignende Betydning eller ogiaa: gjøre tidt, hærkt eller Hodjet; faaledes : bragia, qnagja, fogla, fofja (fana), trmia, foimin, balja, basin (bada). Entelte Ord meb ,t" have ogfaa et faadant Begreb ai tidt og fmaat, faafom: feemta, roma, fengta, flugta, glimta; — men disje Ord kunne til. deels henføres til et afledet Sud, J. Gr. brite (il Drift), ratta (il Møtt af vstja) Endelig findes enfelte Ord med 1", fom have et lignende Begreb, faafom: bunta (til bynjø), grnte (geuno) blunte (blide), tuta (tyfla), trafta (før tradta, til treba). 202. Den anden Rælte er af førre Betydended, ftjont den iffe indeholder nogen jtor Mængde af Ord. De hertil hørende Becher have nemlig en tildrivende Vetydning, altjaa Begrebet: Lade gjøre, jane noget til at gjøre det, jom Etamordet betegner. De dannes ved fimpel Overjørelje og ofte ved Omlyd, f. Gr. setja (af fitja, fat), vikja (af vita), grøta (af graata), løypa (laupa), vekkja (vata), hengja (af Banga). De mærfeligite ere de, fom dannes of Fortidsjormen i de ftævte Berber, jaajom: velta Impj. velte (omvælte noget) af vel, Jmpf. valt (vælte felv), jf. fmetta, fleppa, venna, jvæva, beita, fløyta, ftøbpa, føra, og flere, fom forhen ere omtalte under $ 246. Anm. Bejynderlig not fynes en faadan Afledning at mangle I adfi lige Tilfælde, hvor den netop vilde være til god Hjælp; faaledes have vi intet tildrivende Verbum af gango, funda, toma, Fig. Nogle, jom forefindes i det gamle Sprog, fynes mi at være forglemte, faafom: dreltia (lade dritke), elva (faae til at fjælve), fvorn (befværge), tynna (lade vide, of funn, eller Soi. funn); imidlertid ere enfelte af bisje Vrd faa nødvendige, at de after Dør føres i Brug. 293. De Berber, fom komme af Navneord, lade fig dele i to Dovedrætter, efter fom de enten betyde en Tiljtand eller en Birffombed. Den førjte Mælle omfatter endeel Ord med Begrebet: jane Tingen, blive forfynet eller behejtet. med den; de have ojtejt Formen ,jt", fom: lauvast (fane Lob), frævast (fane Bro), yllast (af UL), aldrast, modast, lukkast, magtast. Gntelte Ded forefomme uden it", fom: bloma (jane Blom, >: Blomiter), eksa (fætte Az), rusta (rufte), hela (belægges med Hela, >: Rim), skya (blive ffyet. Nogle Ord have Begrebet: blive noget, ja fom: dagast, vaarast, mannast, kvelda(st), hausta; — andre have Betydningen: være, foreitille eller ligne, faajom: træla (arbeide jom en Evæl), gjesta (være Gjeft), svina Gøle fom Svin) o. f. ». Dertil høre Hær endeel uperjonlige Verber, fom: regna, jog, tela, Ha, eima, fosia, ftrøyma. Anm. Adfilige Ord, fom betyde: at bruge eller behandle en Ting, flute fig nærmere til den følgende Ræfte, f. Er. figla (af egt, tlykkja (af Slotte), blade, fave, aura, bedra, eta. 294. Den anden Ræfte betegner en ftørre Virkomhed, dog tilbeels uden noget anbet Dhjeft end det, fom er betegnet ved Stamordet. Vetybningerne hue adfilles faaledes: 1) tilveie bringe eller ffafie Tingen, i. Gx. fiska, mjølka, hoya, elda, roy husa, vega, gjerda, mura, ysta (3: gjøre Dit); — 2) give Ti gen, førfyne noget meb ben, f. Ex. mata, vatna, fodra, duka, gylla, (af Gul), skjefta, bøta, hysa (: tage i Duus); — 3) tilvede eller behandle med Tingen, jaajom: saga, oksa, hamra, plogja, horva, kjemba, neva, femna. Stim, Bed en Overgang I Begrebet eller ved en Forandring I Objeltets tilling, fon Verbet fiundom fane Betydningen: fratage eller berøve: f. Ex. følte" er egentlig at famle eller bruge Avifte, men tifa cit Tee' er at Slotte Træst for Kvifte; if. tolla (eler fylla), fnala, grafa, ffala, finna, bæra. Dette er noget udelvemt, da der fundom bliver to mobjatte Betydninger, |. Gr. finna", jette Eknd bas, op tage Skindet of. Imidlertid tan det Foke Begreb lettelig betegnes ved Sammenjætning med ab" (avkifta) i Sighed med: autleda, abil, abberfja og flere. 6) Verbum af Adjektiv. 295. De Verber, fom komme af Ggenjfabsordene, dele fig ogjaa i to Mælfer, efterfom de betegne en Tilftand eller en Paavirtning. Den jørfte Nætte Har Fællesbegrebet: fane en Egen ftab, blive jaa eller faa. De hertil hørende Ord Have to eller tre forjfjellige Former. Nogle dannes fun ved fimpel Dverforelfe og øftejt med et tilføiet ,t*, faafom: varast (blive varjom), jamnast, stillast, friskast, herdast, linnast, rømast, lengjast, tyngjast, blygjast (af bljug). Andre dannes derimod med ,1" (na), jaafom: lettna (blive lettere), ljosna, myrkna, klaarna, spakna, mjukna, hardna, kvikna, raudna, graana. Gnbelig barnes entelte Ord med Jt og ofteft web et fluttende it'; faalebes: minka (af Moden Jmin", jf. mindre), linka (blive lindere), smækka (af jmaa); grønkast, berkast, dyrkast, smalkast, klinkast (af Hen). Anm. Af Adjettiver, fom betegne UDSeende, dannes ellers endeel Berber ved fimpel Overførelje og med Begrebet: have eller fremvije en Egenitab. Enaledes: tja (fee ft ub), murfia, blentjo, vita, foerta, rande, blana, grøna, gula. Disje Ord bruges ofteft uperjonligt med ,i* eller ,900, f. Gr. bet foitar I Ayrkja* (0: Kirken vifer fig fom en hvid Plet). De bruges mett i bet Nordenfjeldhte og ere ikke ganfte almindelige, men da de ere lette at forftaae, og deres Mening er vanftelig at gjengibe med andre Ord, kunne de være til ftor Fordeel for den poetifte og beftrivende Stil. 296. Den anden Rekte Har Vegrebet: give en Ggentab, gjøre at noget bliver jan eller jaa, De hertil hørende Ord dannes for en ftor Deel ved fimpel Dverjorelie, faafom: letta (gjøre lettere), retta, jamna, greida, bleikja, kvessa, festa, herda, mykja, fylla, loysa. Gubeel andre Ord aftedes med ,1 (fa), faafom: berka (2: blotte, af berr), turka, smalka, sælka, linka, beinka, seinka, blidka, vidka (ubtalt viffa). Sf. reinjta. Anm. I nogle faa Ord findes en hertil hørende Form med ,9", fan ledes: fjølga (formere), bigga (for vidga); if. glæggaft (af glæ) En anden fjelden Form er ,1" (egentlig Overførelje af Komparativ), fom i: lindra (af linn), ffymra (af fun), batte (af bab. Det fan endnu tilføles, at enlelte Verber ogfaa udgaae fra bverbier og andre Partifler. Blandt disje mertes nogle, fom dannes af Steds-Adverbier og have Begrebet: flytte eller føre i en vis Retning; faaledes: attra (føre tilbage), outa, nedra, indra, ytra; yde, nørden (fær om Vinden). > Endelig fan man ogjaa danne WVerber af forftjellige Ord til at betegne en færegen Brug eller en idelig Øjentagelje af feloe Orbe, 7. Gx. heta (raabe hel, hysfa (fige byfs), mein (fige idelig net); if. fou, ada, bua, ia (el dia), hære (fige fjære"), raufta (falde En ,rauft") og flere lignende. Overfiat. 297. Giter den føregaaende Fremftilling er det de Ord, fom udgaae fra Verberne, fom fedvanlig udgjore den ftorjte Maængde og have de feite Former. jtand eller en Virfen uden nogen egentlig Indilydelje, fan der dannes Mavneord til at betegne jelve Virkningen ($ 268) og den victende Ting (§ 270); ligeledes Adjektiver til at betegne, at noget har været eller er i Virkjomhed (å 281, 283) eller er tilboieligt bertil ($ 285), og tildeels ogjaa et andet Verbum med paavivtende eller tildrivende Betydning ($ 292). be Berber, fom betegne en Paavirtning, dannes Navneord til at betegne felve Gjerningen og den virkende Ting (268, 270), tildeels ogjaa en paavirtet og en mebvirfenbe Ting (269, 271), — og ligeledes Adjektiver, fom betegne, at noget er paavirket eller tan blive det (282, 284). Hvor et tildrivende Verbum, fom ovennevnt, finder Sted, ville begge d.sje Rutter følges ad, jaa af Ordets Slægt i bet hele faar et dobbelt Omfang; faaledes f. Ex. ved Stamordet fara", Gvor det afledede Verbum fora' medbringer en ny Mælte af bejlægtede Ord. nm. Gntelte Orbilægter, fom ubgaae fra et Verbum, ere allerede forben omtalte; og foruden bisje tan et Par futdhændigere Gzempler her titføies: Af fitia (fit, ja): Sitjing, Seta; Sitjar, Sete (Bujete): Saat, Eæte; — (eten (vanjeten), fitjande, jet (frattjæt); — fetja (tildrivende B); deraf Eetiing, Setning, Setnad, Set; Setjar; — fett, fetjande. Sideordnede: feta (til Saat), fetna (til jetem. Af -draga (reg, drog): Draging, Dragning, Drag (å 272), Drog, t. (208. 0), Droga (aed. o) Dragar, Dragfter, Draatt, Dregt (I. Drog, © (00), Droge, n — dregen (Varticin, dragande, dragen, dragiam, drøg (ang: drog). Sideordnede: Drette, n. (til Draatt), draatta, dragja, dragna. % vata: Vating, Vater (i. Batt); Vatar, Lola (aab. 0); — vatt (ut vatt), vatande, vat, vaten, vatfam. Begyndende: vatna, Tildrivende: vettja; dertil: Veltjing, el. Vetning, Vetfjar, Vella, 1. og flere. AN Navneord blive Verber, fom betyde at faae eller afgive Tingen ($ 293, 94), og ligeledes Ggenjtabsord til at betegne, at noget har Tingen eller hører til den (287, 88). Af entelte Drb afledes ogjaa andre Mavneord til at betegne noget, jom ligner Tingen eller tilhører den (276, 77); dog ere disje Ord noget ulige og jorffjellige i Betydningen. (f. § 273 og f. Derimod dannes ofte bejlegtede Ord af de afledede Verber og Adjektiver. Sum. Disje Orbdflægter ere mere fpredte og mindre omfattende. Mogle Grempler tunne her tilføles: Mann, — mannaft, manna (3: bemande); Adj. mannleg, mannad, ment (faament) menft (2); Subft, Menne, n. Menning, m. (Aalmenning, Trimen» ning), Menneftia, Mannflap, Manndom. and. — landa, v. n, lenda; lend (vantlend), endif (utlendi) landleg; Sende, n. enda, f. (Rylenda), Sending (Utlending). Mol», — molda, og mylda, v. a, myld (lausmyld) molden (7) moldutt; Mylda. Haar, — haara og Hera, v. a, beraft; Hærd (granhærd), Haarutt; Der, f. (8 215). Maal — maala (aamaala), mela, v. 2, melt (Inagmelt, maning; Dale, n. Mæle, m, Meling (Trimæling). 299. Af Egenjtabsord (Abj.) aftedes Verber, jom betyde at jaae eller give en Ggenifab (295, 96), og ligeledes Navneord, fom betegne felve Egenitaben og tildeels Tingen, fom Har den (279, 80). Dite aflebes ogjaa et anbet Abjeftiv til at betegne en dis Grad i Ggenjfaben ($ 290). Af de afledede Verber dannes bejlægtede Ord paa jedvanlig Maade. Anm. Disje Oedhlægter ere fæbvanlig nogentedes fuldhændige og regel« tette. Som Gzempler kunne anføres: Tett, — tettaft og lettna, v. n. Ietta, v. 2, Lette, m. Vettleite; Vetts, n. (om let Korn); fettleg; if. full, — folat, v. n, folle, v. 2. Fylle, f. Fulitep (f. Fullnad); fulleg (el. julleleg). Wf Verbet fylla: Fyn, Fylling, Fylefta. lang, — lengiof, v. 1. lengia, v. 2, Sengd, f. Sang, m. Longa (en Bil, Sengia (StrimmeD; langleg, langiam. If. Verbum: langa og lengta; Adv. lenge og longo. hard, — hardna og herdaft, v. n, herda, v. a, Hardleite, Hardjtap, Harding, m. hardleg, Af Verbet: Herding, Herdila. ture, — turføjt (og torne), v. n., fuel, v, a, Turelete, Turrflap; tureleg, turrjam, turrjengen. Uf Verbet: Turk, Turta, Turting. (figende: Det fan endnu anmertes, at det kun er de fimplefte og tydeligfte Ajtede ningsmaaber, fom i det foregaaende ere opregnede. Ved en nærmere Granit: 18 — roet Grammoti. Stamorb, ev felv afledet af et andet Ord, fom enten nu er levet ubeljendt, eller hvis Enmmenhæng med det afledede Ded er bleven noget utydelig. For at tage et Grempel of afledede Verber, funne vi nævne Ordet , jekta (&. figte, 2: give Eng, beftylde); dette fynes mu af fiaa nærmeft ved , Sat", men imidlertid er der flere Ord, fom her maa tages med. Der har nemlig været et ftærtt Verbum fala" (Goth. sakan) med Jmperk. fot"; og heraf tommer da: et, f. Soln, f, og følja (ff. bardfokt); af Sat dannes atter: fata (give Sag), fetja (dømme fyldig, og fet, adj. (fagityldig); Hero: Sett, Å (Etuld, Straf, og deraf endelig: fetta. Entelte af disje Ord ere nu hun betjendte af det gamle Sprog; men i en Vetragtning af Orbenes Slægtftab man de alle haves for Die. 300. Endelig fan det endnu mærtes, at enfelte Forandringer i Begrebet iffe betegnes ved Ajledning, men ved Sammenfætning med Partifler eller andre Ord, fom iftilles forved Hoved ordet. Saaledes bliver en Forjterkelje i Verbernes Betydning ofte betegnet ved Ordet ,itor", f. Ex. storspringa, storlagja, storskrika; og berimobd en Forminditelje ved ,jmaa", faafom: smaaregna, smaaropa, smaaskunda seg. ØOgfaa bed Mavnord fan noget lignende finde Sted, faafom: Storgaava, Storverk, Storvarme; Smaaverk, Smaasending. Worsbrigt betegnes en ujædvanlig Grab eller en Overdrivelje ved ,0b* og for", en Mangel ved van" og ju", en Feil eller Mislighed ved ,u og mis", viltet allerede forhen er fortelig omtalt (§ 200). De fefte af bisje og lignende Sammenjætninger finde Sted ved Subitantiverne og bed be Adjektiver, fom dannes af Verberne. um. Mogle af disfe Ophavsord kunne fettes til flere forfkjellige Slags Ord, andre fun til ect eller to Slags Ord. Saaledes bruges ,1*, ,van" og ov" Delft ved Subftantiv og Adjektiv, .mis" ved Subit, og Verbum, , for" lft ved Verbum og Varticipium. Ved andre Ajettiver anjees for" fom fraffilt Ord med Betydningen: for meget, alt for, hvilet ellers er en nyere rug af dette Ord I Stedet for G. NR. , til" (ligt Eng. too, og TDI ju), f. Gr. for mytet, ©. MN. til mikit, Gn Forftjel i Betydningen er at iagttage faavel imellem 00" og for', fom imellem ,m*, ban' og Mis"; f. Cx. ovdyrt (ufædvantig dy) Lidt forftjelligt fra: for dyrt; if. ovmytet (overmaade meget) og: for mytet. Cigefan: Miulta (lytte, Stade), Vanlutta Mangel ba Syfte); Utru (ond Tro), Vantru (Mangel paa Tro) Mistru (feilagtig eller faljt Tro); Uminne (ingen Grindring), Vanminne (for duntel Grindring), Misminne (filagtin Erindring) midlertid findes is" undertiden i en af lika, missemja); jf. D. Mismod, Mistante, Men I tvivlfomme Tilfælde burde man dog helft holde fig til den regelrette Brug, f. Gz. Wistante om en fall Tante, Misgjerning om en daarlig Gjerning, men itte egentlig om en Udaad. 301. 3 en jammenbængende Tale behøves der fædvanlig en Sammentilling af to eller flere jorffjelige Dd til at udtrykke en fulbtommen Tante eller Mening. I en faadan Eammentilling, eller foataldet Sætning, blive altfaa de entelte Ord at betragte fom Led eller Dele og kunne faaledes deles i tre Slags, nemlig: nevnende, fortellende og udfyldende Led (Nomen, Verbum og BPartifel. De to forjtneonte Led eve fer be nodvendigite, da nemlig enhver Sætning maa forjt have et Ord for Tingen, fom ber tales om (Dpnævningen, Gubjeltet), og dernæt et Ord for Tingens Gjerning eller Forretning (Omtalen, Præbitatet); f. Gx. Maanen (Gubjett) lyser (Bræbitat). Gt nævnende og et fortællende Led er jaaledes allerede not til af udgjøre en Sætning, men hertil fommer ofte abffillige Tillæg og Udfyldninger, fom funne bejtaae af flere Ord og tildeels endog danne Under: jætninger med et eget Subjett. I fidjte Tilfælde er Sætningen jammenjat og beler fig i to eller flere enfelte Sætninger, Hvis indbyrdes Forbindelje fan være noget forftjellig. um 3 Ordenes Sammenfilling eller Syntagen har dette Sprog naturtigviis meget tiljelles med de nærmeft beflægtede, og det behøves alljan ite ber at forfoge paa en fuldftændig Udvikling, da det vel tan bære not at opftile de vigtigite Buntter | en jammenhængende Orden og derved panvife de foritjellige Avigeljer fra Gammel Norft 0g fra Rabofvrogene. Ellers tan det bemertes, at dette Sprog for Tiden nærmeft maa betragtes fom et Omgangsførog uben Sitteratur, altjaa fom en Dagligtale, hvori en ftreng Sætnings. orden itte er fan nødvendig fom i et Bogmaal, da nemlig Betoningen og ben mundtlige Fremførelje er tiftrættelig til altid at fræmhæve den vigtigfte Dect af Tanten, og da enhver Utydelighed ftrar fan afbjelpes ved ex Om filling eller en Gjentagelje af et Led i Sætningen. Baa Grund herof har Talefproget ogjaa adjtillige Ordftillinger, fom itte altid vilde vare tjenlige i det ffritlige Sprog, men fom dog kunne fomme til Brug I visje Stilearter, og ifær i Samtaler og Mortællinger af Hberdagslivet, Hvor man netop vild føge at efterligne Dagligtalen. 302. Til be nabnende Led regne vi forft Subjtantiver og SPronomener fom egentlig Nævning, og dernaft Abjeftiverne, fom ubfyldende eller underjtottende Nevning. Disje Ord kunne have to forffjelige Stillinger i en Sætning, nemlig enten en fri og virtende tilling jom Subjett (Opnævning) eller en bunden og paabirtet Stilling fom Objekt (nbernævning); og foruden den egentlige Dbjett Stilling (Afhrjativ) er der endnu et Pat andre, nemlig Dativ og Genitiv (§ 159), fom Her kunne komme i Bes tragtning. midlertid have Drdene for en jtor Deel den jamme Form for Objett fom for Subjett, faa at Drdets Fald eller Kajus fun lader fig fjende af Sammenhængen i Eætningen. 3) Egentlig Navning. 503. Den egentlige Nævning omfatter Subjtantiverne og de fubjtantivijte Pronomener, hvilte fidite have jamme Værb og Virkning i Sætningen fom de førjte. Den førjte og anden Perjon (den talende og den tiltalte) betegnes jæbvanlig fun ved Prom men (eg, du; Sl. me, de). Den tredie Rerfon betegnes nævmejt ved Eubjtantiv, men fan til Ombyining ogjan betegnes ved Pro nomen; og i dette Tiljælde er det Regel, at Pronomen altid fal fare fil vedkommende Subjtantiv i Kjøn og Tal. Eaaledes gjælder Ordet han" ei alene for en Mands Navn, men for enhver Ting, fom fax et Dantjonsord til Navn, f. Ex. Dag, Himmel, Sjo, Skog, Aaker, Gard, Hage. Sigeledes ,90% (hun) om enhver Ting, Hvis Navn er Hunkjønsord, i. Ex. Sol, Jord, Eng, Elv, Bud, Stova o. J. b. tian fo lyjer" om Eolen, men "an Iyfer* om Maanen; Hon flyg! om en Hug! i Almindelighed, men Bo flyg" om en Fugl med Huntjønsnavn, f. Er. Duva, Sraafa, Stjor, Gas, Gela o. i. v. am. Ombytning af Gental og Fleertal for anden Verfon finder Sted i en Deel af Landet, Den egentlige og naturlige Brug af Ordet du" (& Dbjettet deg") er fuldlommen herffenbde i Fjeldbygderne, hvor man nemlig figer ,du" til enhver eenlig Perfon, uden Forljel paa Stand eller Stilling. aa entelte andre Eteder bruges derimod Fleertallet ,de" (: I) i Tiltale kl Fader og Moder og til gamle eller meget anfeede Verfoner; jaaledes i Jndbre Sogn (di og dille), Føjen og Inderøen (bi og doll, Eøndhordland (de og dotto) og paa Helgeland i en anden Form (i og ør. Denne SHY, fom not førft er optommen deb entelte Doffer i Middelalderen, fynes allerede tidlig at bære optagen af Stormændene er i Sandet; faaledes findes i det faataldte »Songefpeil" (fra omtr, 1200) en Fremfiiling af Grundene, hvorfor man al bruge Sleertal (,margtalda"), naar man taler til Kongen eller andre høitfanende Folt (Rap. 33); og i famme Bog, fom er filet fom en Samtale imellem Fader og Søn, figer Sønnen altid hér" og ,ydr" til Faderen, hvor: imod denne figer , bi" og ,bik" til Sønnen. Som befjendt har en lignende Et befæftt fig i flere Lande og tildeels gaaet meget videre; i Engelik er faaledes Orbet du (thou) fun libet brugt, og i Holandit er det endog ganet ganfte af Brug. J Tydit hor man ogioa gaaet over til tredie Perfon og Brugt ,er" (Han) og ,fle* (Hun) for ,du*, builtet HDL er ombyttet med Bleertalet ,fie" (de, fom ogjaa Danflen har lempet fig efter. Ogjaa heraf findes enfelte Epor i vort Land, idet man paa nogle Steder figer ,han" og »bo" til fremmede eller fornemme Bolt; derimod bruges itte Flertallet , dei" i denne Betydning. (Ordet ,de" er Her noget ganffe andet og farer Hil 6. N. bér, Dan? , 3%, Tydit , Jor"; ff. § 192). At det hole er en Ul, ex et at fee; men det fide er dog det meft dejværlige og forvilbende. Forfaabibt man ite tor bruge Ordet ,du", burde man dog i det mindite Holde fig Hl bet ber: til joarende Fleertal og iffe gan over til tredie Verfon. — Ordene ,i* og 8" (el. er) fom paa nogle Eteber bruges alene i denne Stilling (f. $ 192 bilde i bidje Denfeender været meget betdemme; men deres Form er noget uheldig og færtt afvigende fra det gamle Sprog. 304. Maar en Ting fal nævnes eller indjøres i Talen uden nogen nærmere Mdjfillelje fra andre Ting af jamme Slags, betegnes den jæbvanlig alene ved Subjtantin, og dette ftaar da i ben unfmærtede eller ubeitemte Form. Naar Tingen derimod ftal blive nærmere paaviift og abffilt fra andre Ting af jamme Slags, betegnes den enten ved Subjtantiv eller et perjonligt Pronomen, og i dette Fald jættes Subjantivet i den afmærtede eller beftemte Form, fom her er kjendelig ved en egen Endelje, f. Gr. (Baaten, Elv-i, Landet. (Egentlig en tiljængt Urtifel, fee & 177). IJmidlertid er her adjtillige Aivigeljer at mærte. Saaledes jættes Perjonsnavne i. Gy. Dlav, Harald, Torftein) altid i ubetemt Form, og det jamme er Tilfældet med en Del Stedsnavne, jaafom: Hamar, Bo, Mo, Vit, Lid. Dg i visfe Talemaader jættes ogfaa abjfillige andre Ord i jamme Stilling, uagtet de efter (Sammenhængen helit funde have den bejtemte Form. Anm. Ut entelte Ord bruges fun i den beftemte, eller fun i den ube» femte Gorm, er før anmærtet (8 152, ligefom det ogjan er paabilft, at den ubcftemte Form havde et førre Omraade i det gamle Sprog. Denne Form ex da ogfan bleven fiaaende i mange Talemaaber, hvor Dedet faa fom Db jett eller fitfefies bed en Præpofiion; f. Gr. det (id langt an Dag (iaefaa an Aveld, aa Sumar, an Vetter); det flal inte foma paa Gard; det er na Tid; bet gieng or Hand og infje I Hand; det fom infje av Flett. If. toma i Sug, foma aa Stad, fleppa an Be, toma pan Sjo, koma i Seng, gange um Word, ganga I Land, ftanda aa Ende, detta att av Bal, toma paa Fot 0.1. 0. Noget lignende finder ogjaa Sted i visje Tijalde, hvor Ordene fane i en anden Stilling, f. Gx. Sui fanda Vegg i Vegg. Gardarne liggia Bo i Bo. Det foro Mann av Huie. 305. Gn Ting, fom er nærmere afmærtet elfer bejtemt, fan ogfaa betegnes bed de paadijende Pronomener: den, det, denne, detta (§ 196), hvilte ellers bruges mere fom udjyldende Næbning, Hvorom nedenfor. En Ting, fom bliver efterfpurgt, eller jom opftilles til Ubvalg, betegnes derimod ved Spørgeordene: kven, kvat ($ 194); f. Gx. Kven var det? Eg veit, kvat det er. Gt lignende Pronomen hunde ogjan behøves til Relativ eller tilbagevijende Dmbytningsord i en Underjætning (ligejom Eng. who, which TYDE melder, er, der); men i Stedet derfor findes fun en Partitel ,jom", jaa af nogen Adjfillelje af Son, Tal eller Saius i dette Tiljælde ikke fan betegnes. Anm. En færtere paovifende Betydning {ben on bet" bliver beteg« met bed en frærtere Vetoning I Talen; f. Gr. den var god (temlig derne fidfte, ler netop denne). Men da Beioningen er vanfllig at betegne i Skr Sliver mon ofte nøbt sl at fætte denne" eller betta" i flige Tilfælde, XE Ordet denne pax mange Steder deler ig i to Ord med en Foritjel i Ve tydningen, er forben anmærtet ($ 19) Det fubftantivifte ,den* og ,det* bruges ellers allermeft i Forbindelje med en Nelativjætning, f. Ex. Den, fom vil hava bet, fal faa det. Han fett det, jon vantade. — I denne Stiling tan man tildeels ogfaa bruge »fven" og fat", og i dette Tilfælde fan Ordet ogjan omfatte Relativet, faa at det udgjor et Led i Underfætningen ligefaadel jom i Hovedfætningen; f. Gx. 6 veit tat eg for" (= det, fom eg fer). 306. Uvisje eller ubejtemte Ting funne betegnes ved entelte Sronomener eller pronominale Udjettiver, uden af noget egentligt Mavneord behøves. En ganjte ubeljendt Ting fan betegnes ved: eit (eitt), eitkvart eller nokot; f. Gz. Det var eitt, som datt ned. Eg høyrde nokot, som let. (of laata). Gn Silftand, Hændelje eller Foregang betegnes ved: det, f. Er. det stod vel til; det gjeng ymist; det regner; det klaarnar upp o. i. b. Gn Perjon (eller Mennejter i Almindelighed) betegnes ved: ein, eller (fom leerbed): dei; f. Gr. Ein skal inkje tru alt, som ein høyrer. Dei sega, han er heimkomen. Dei hava beinkat Vegen (2: man har rettet Veien). Anm. Ved de Verber, fom betyde en Foregang i Vetret eller Luften, bruger man føndenfjelds fun Ordet ,det" (det regner, det haglar o. i. v. men i den veflige og nordlige Desl af Landet bruges ogjna han", i. Er han regner, fan four, han driv, han fetter, ban fpatnar; tildeels ogjaa Han myrtnar, el. han er myrt, fan er fald 0. f. v. Dette pasjer tun i de Tilfælde, hvor der fan tænkes pan et Hanfjønsord, fom Himmelen, Vinden, Ewen eller lignende; forøvrigt er det en Aivigelje fra: den. almindelige Brug i andre Sprog. 3 Stedet for ,ein" og ,dei* (fom fvarer fi Tydit og Danjt man") bruger man ogfaa ofte ,du", naar der nemlig figtes til en almindelig Erfaring, f. Gx. Det gjeng infje alltid, fom du vonar. I visje Tilfelde ogfaa 19%; f. Gr. Naar eg tropter Alni, fann eg troyta Spann med, il Afverling med ein" bruges ogjan ,han", f. Er, Naar ein royner det, fo veit han det. Ellers bruges altid ,ban", naar en Relativfætning tommer til, f. Er. Han Hauftar litet, fom titet jaar. (Eller omftillet: Den, fom litet faar, han litet Safar. 307. Ordet det" bliver ellers meget brugt fom et inde ledende eller hjælpende Subjeft i aditilige Sætninger, Hvor man gjerne vil fette Verbet forud for det egentlige Subjelt, for at Vægten eller Gftertryttet tan falde ligeligt paa dem begge. F. Gr. Det kjem ein Baat. Det giekk ein Mann fram um oss. Det synte Vegen etter deim (2: der viite fig Spor efter dem). Det rann Sveiten. Det stod Fossen. Det dreiv Sjoen. Det kom ein Storm, so det skalv alle Hus. Gaalebes ogjaa: Det vil Tid til alt. Det lagast alltid nokot til. Det vil alle hava den beste. Det veit ingen, kvar han er. Det hadde ingen høyrt um det, o. i. v. Disje Sætninger have altjaa en dobbelt Nævning, da det førte Ord er ligejom en forløber for det egentlige Subjekt, jom førjt tommer efter Verbet. nm. I entelte Tilfælde fan dette ,det" (udtalt: dæ) ombyttes med ber" (Adv), men dette gjælder da hun, hvor et Stedsbegreb er tilftede, og forøvrigt man Ordet anfees fom Pronomen. Det har nogen Lighed med det tybite ,es", men abitiller flg dog ogfaa derfra. I Gammel Norff fyres denne rug itte at foretomme; 308. En dobbelt Nævning af et andet Slags finder Sted ved Perfonsnavne, da nemlig Pronomenet ,han" eller ,4o" jet: tes forveb Mavnet og gjør omtrent jamme Tjenejte fom en ber ftemmende Artikel; f. Er. han Olav, han Harald, ho Sigrid, ho Gunnhild o. f. 5. Det famme finder ogjaa Sted ved nogle Fællesnavne, jom i Familielivet blive brugte fom Ggenavne, nemlig: Saber, Moder, Godiader, Farbroder, Morjyjter og lignende. $ denne Forbindelje beholder Pronomenet fin Bøining og beteg: ner faalebes Navnets Stilling eller Kajus, medens derimod Nav: vet elv bliver uden Boining. IF. Ex. han Torstein, Dativ: honom Torstein, Genitiv: hans Torstein. Sigefan: ho Mor (Moder), Dativ: henne Mor, Genitiv: hennar Mor (2: min Moders). Unm, Denne Brug er almindelig i Dagligtalen ved Navne pas bekjend? og famtibige Verjoner, fan at det endøg anfees fom meget fødende at ude fade Pronomenet. Eaaledes bruges ogiaa han", naar en Mand nævnes med et Hamilienabn, f. Gr. han Berg, han Brun, Han Jonfon. Derimod bruges. det itte gjerne bed hiftorifte Ravne, faafom Alezander, Anguitus, Paulus, Denne SHE pasfer faaledes bedft for Familielivet og Dogligtlen, vorimo dens Gjennemførelje i et Bogmaal ofte vilde blive til Uleilighed. I Gammel Norit findes den tun pan et og andet Sted, f. Gr, Ok I hr kemr hann Asbjörn i stofuna, snarask pegar at hånum påri, ok mælti o. f. v. (Olaf Saga $. helge, 1849, ©. 35). Derimod har man fordum oftere brugt Pronomen i Sleertal, f. Gr, Bårn peirra Asulfs ok pöru viru pau Gudpormr ok Sigrid (Faget. 145). Sigeledes har man ofte brugt Flertallet (peir) til at Detegne en Mands Følge eller Selffab, 7. Gr. heir Erlingr (2: Erling og hans Holl. Denne Brug fynes mu iff at forefomme. Paa entelte Steder (Momsd,, Gör.) Har man en lignende Sammenftilling med et Stedsnavn, i. Er. det Øyritog 6: Foltet paa Øyrifog); men dette ftaar naturligviis i et andet For Hold og tan forklares bed en udeladt Prepofition. 5) Udfyldende Nevning. 309. Til ben udfyldende Næbning vegne vi Abjektiverne, De abjettivifte Pronomener, Talordene og Artiflerne, altjan alle de Ord, om have adjeltivijf Form og tjene til at bejtemme eller fortlare Subitantivet. Ved disje Drb gjælder i Almindelighed Den Megel, at de ffulle fættes i jamme Kjon og Tal fom det Eubjtantiv, hvortil de høre. F. Gr. ein liten Baat, ei liti Skuta, eit litet Skip; store Bakkar, stora Slettor, store Berg; tvo Dagar, tvau Aar; tri Hestar, try Naut. Saar eet og famme Abjeftiv er forbundet med to Eubitantiver af ulige Kjøn, man det gjentiges med tiljoarende Forandring, hvis det har tydelig adffilte Hjønsformer; f. Gx. ny Baat og nyt Segl; stort Vaas og stor Moda. vor Formerne itte ere tydelig adjfilte, er Gjentageljen mindre nødvendig. I Flertal jættes den udjyldende Næbning i Intetfjon, naar ben farer til to foregaaende (eller fraftilte) Subjtantiver af ulige Ajøn; dette vijer fig tydeligit ved Talordene ,tvo" og tri", faalebes: Dei vaaro ute baade tvau, om en Mand og en stoinbe ; ligeledes: alle try (ogi. off try), naar ber er to af det ene Sjøn, og cen af det andet. nm. Disje Regler lide ellers megen Forduntling derved, at Adjets tivemes Fleertalsformer pan mange Steder itte blive tydelig adlilte. Van nogle Steder ere endog Tallene 100" og tri" blevne lige for alle jon $ 198) jaa at den fdfnævnte Megel ile fjendes. Pan andre Steder bliver ben derimod nøje iagttaget ligefom + det gamle Sprog; foalebes om Mand og Stoinde: bane tom (flere St), bl tom Balders) bær tvang (Bofø) deggje Som (Som. og Å). I Forbindelje hermed fiaar den Regel, at den adjetivie Stevning ogion I Gentallet fættes I Intettjøn, naar man taler om et Par fart fyre feg. Dei ero lite; det eine er fort, og bitt er køre. Det lita tvart annat. Dei lægja vart aat annat, Del firida kart mot annet. 310. 3 Gfilleformerne (den bejtemte og ubejtemte) maa de abjeftivifte Nevninger ogjaa rette fig efter Subjtantivet. I den umertede eller ubejtemte Form bruges Ordet ein" fom Artikel, med eller uden Adjeftiv; f. Er. ein Mann, ein ung Mann; eit Aar, eit godt Aar. "Dog gjælder dette fun for Gental, da Fleertals: formen ,eine" fun bruges i nogle jan Tilfælde (jer $ 199); for øvrigt jættes Flcertalfet uden Artikel; i. Gx. unge Menner, gode Aar. midlertid mangler Avtiflen ofte ogjaa i Gentallet, fer hvor Tingen iffe tæntes jom eenlig eller affondret; jaaledes ved ovne paa Stof eller Materie, i. Gr. Gull, Jarn, Torv, Leir, Vatn; ligeledes ved visje Ggenjfabers Navne, jom: Storleite, Varme, Holljtap. Anm. I nogle Tilfælde faar Ordet en anden Betydning, nanr Artitelen tiljettes, end naar den mangler. Sanledes: Syv" fun om Metalet, men veit Sylv" om et Medjtab eller Emytte af Sølv; ligeledes: FH" om en Mengde, cin Fil om en entelt; ,liten Skog" forttjelligt fra ,ein liten tog". Per martes i Særdelsshed nogle Tidsnavne, fom: , Annan Dag" (ben anden Dag i en Hitid) og: ,ein annan Dag" (en anden Dag); ff «Andre Dagen" (ben nie Dag) Anat Aar" (det kommende War), cit annat Nar" (et andet Har); jf. ,anbre Aret" (det andet Av) ,Omvor Natt" (atten efter i Morgen), ,ei onnor Natt" (en anden Nat) Andre Ord, jom jædvanlig forbindes med den ubeftemte Form, ere toa, noton, ingen; tbo, tei, og de øvrige Talord (tildeels med Wetielformen ei", f. $ 199). Ordet vat" bruges ofte fom Adjettiv og gjælder da for alle Aon, i. Ex. font Mann (2: viffen Mand), fat Tid o. f. b. Ordene. flit, eigen, myten, bruges fædvanlig fun i ubekemt Form: ligeledes: all og fum, bog med den Forflje, at Navneordet jættes i dekemt Form; f. Ex. all Dagen (den hele Dag) fum Filen (2: en Deel af Filen). Ordet ,ein" forbindes ogfan fundom med et Sub | den beftemte Form, venlig ved nogle Tidsnavne, faafom: ,ein Dagen" 3: en af de fidite Dage), ein Rvelden (en of disje tenes, eit Aaret (et of de fide Yar. I dette Tilfælde jaar ,cin" en ftert Betoning on fan nærme anfees fom Talord, Ellers funne ogjan Ordene far" og ,ekntvar" bruges pan lignende Maade, f. Gr. toar Stillingen (3: hver oneke Stilling), eintvar Gongen (en og anden Gang). Sjettiver, fom betyde Størvelje eller Mængde, forefomme ogfan fundom i ueftemt Form ved Siden af et Subpantiv i bekemt Form. F. Gr. Det var lang Vegen. Det er manga Denderna um det. Det var infje liten Staden. Det vart ifffe lang Etundi. Han fett ittje kor Hjelpi. Men denne Brug er noget befymdertig og fynes at geunde fig paa en Omflytning eller Foreyttelje i Sætningen. 311. 3 den afmærtede eller beftemte Form bruges Ordet uden" og ,dek" (GL bei) fom Mrtitel; f. Gx. den Guten, den litle Guten, dei smaa Gutarne; det Aaret, dei Aari, dei fyrste Aari $ jamme Stilling, eller med Gubjtantiv og Adjektiv i bejtemt Form, bruges ogjaa: denne (detta, desje) og hin (Sitt, hine), f. Gr. denne Guten, detta Barnet; hin Foten, hi Sida, hitt Folket. — Smiblertid er der adjfillige Tiljælde, hvor Aetitelen (den) tan bortjalde, men Adjektiv og Subjtantiv bliver ftaaende i den bejtemte Form. Dette finder Sted: 1) ved de Adjektiver, fom fun bruges i beitemt Form ($ 187), f. Gx. samme Dagen, fyrre Dagen, femte Dagen, høgre Foten, øvre Vegen; 2) ved Guperlafiver, fom: fyrste Dagen, beste Tidi, lengste Vegen, tettaste Skogen, høgste Topparne; 3) naar en naturlig Ggenjtab veb Tingen bliver ftærtt fremhævet ved Adjektivet, f. Gz. der var inkje annat en turre Sanden; berre svarte Moldi; ned paa harde Steinen: ut i klaare Sjæn; ut paa ville Havet. Saa ledes ogjaa i entelte andre Talemaader, fom: halve Dgen, heile Slavet, rette Vegen, og flere. Anm. 3 nogle Tilfælde forandres Betydningen, naar Urtitelen tiljættes eller borttages. Sanledes: ,turre Sandet" om det Tørre, eller Sand i Amindelighed, men det turre Sandet" om et meget tort Land. Ligefaa Hole Dagen" om en Dag med fædvanligt Lys, men den leje Dagen" om en, jom er Iyfere end de nærmefte Dage. aar der tales om enfelte vtbofjendte Ting, fan Artielen bortfalde, og sbjettivet fammenfættes med Eubkantivet, f. Ex. GamlesBaaten, Etoredegen, Nyckova. Tildeels tan ogfaa Udjettivet gjores til Eubhantiv og jættes i eenlig Stilling, fom for e omtalt ($ 241) f. Gr. amen, Blalten, Svarten. Ubi. seine" og ,einafte* fættes altid med Artitet, f. Gr. den eine Foten; den einafte Gongen. følgende fra de ovenanjorte. Efter Superlatt fan Subft. fettes fom ubeftemt (nemlig uden Endelfe), naær en Relatiojætning banfølger, f. Ex. den brite Baa, fom der var; — den ferkafte Mann, fom eg veit, Ogfaa i andre Tiljelde fynes den beftemte Form ved Sub. I denne Stilling itte at vere jerdeles nobbendig; ialfald vil det godt gane an at dette Navneordet fom ubeftemt i Vers og ordjproglige Talemaader, Hvor en overflødig Stavelje vilde være til Uteilighed. I Tiltale til Verføner bruger man nu jæbvanlig at fette Udjettivet i beftemt Form, men Subftantivet fom ubeftemt; f. Ex. gode Mann, kjære Vin! — I det gamle Sprog findes Udjettivet i dette Tiljelde dets fom ber femt og deels fom ubeftemt, 1. Ex. gåi vin (Strengl. 14; Didr. 60) st; fir (Mler. 129); derimod: godir vinr (art. 74); gådr drengr (Didr. 4), 110, 114 og fL) god mær (Barl. 157); gott folk (Bar. 191). Det fdkanførte (Godt Fold) er endnu den fædvanlige Brug i Tiltale til en Forjamling; men noget sandet Gzempel med Bj. 312. Blandt de øvrige Ord, fom høre til de udfyldende ævninger, er der ellers nogle, jom have en dobbelt Stilling og forbindes baabe med bejtemt og ubeitemt Form. Disfe Did ere Posfesjiverne (Giendomsordene): min, din, fin og vaar, fom nemlig jættes ganjte i de jamme Stillinger jom Genitiverne : Hans, hennar, offar, byftar, deira. Den almindeligite Stilling er den, at Giendomsordet følger efter Subitantivet, og at dette jættes i den beftemte Form; f. Gr. Staven min; Baaten din; Hestarne vaare; ligeban fom: Staven hans; Hesten dykkar; Baatarne deira. Men i de Tilfælde, hvor der lægges mere Vægt paa Giendomsordet, fan dette jættes førit, og i dette Fald jtaar Eubjtantivet jom ubeftemt, i. Er. Det var min Stav (nemlig iffe nogen andens); — detta er vaar Hest, og detta er hans; det var di Skuld. Dette Begreb tan ellers gjøres tydeligere ved et tilfoiet eigen" eller et forudjat ,fjølvs", f. Ex. Det var bi eigi @tulb; — det er fjolbs mine Pengar. (Det fidite tte alminbeligt). Mum. Ordene: Fader, Moder, Broder, Syfter, Son, Dotter (og flere Tignenbe) fættes fædvanlig i ubeftemt Form, men næften altid forbed Fienbomsorhet, f. Gr. Fader min, Syfter mi, Dotter di. I de fee Dele af San: det vilde det anfees fom fødende at fige: min Broder", bine Shier o.. undtagen naar Pronomenet flal betones hærkt, f. Ex. min Fader er eldre en bin. Ordfillingen , Fader vaar* er fanledes Her itte forældet, men netop " I Vers beboves ifte nogen ftreng Jagttagelfe af disje Regler. I Viferne fra Telemarten findes endog flere Grempler, hvor Subfiantivet ev fat AOL og i beftemt Form; faaledes: min Herren (Å. Landftad, R. Foltevifer 609), i min Garden (227), fin Foten (129), mitt Gullet (609), han lt fitt Daaret vatja GID. 313. Gom forhen er bemærtet, finne jamtlige Næbninger (faabel be ubfylbene fom be egentlige) jættes i forifjellig Tjenette i Eætningen, nemlig desls i en fri og virkende Stilling fom Dovedled (Subjett, Nominativ), og dels i en underordnet eller paavirtet Stilling, faalebes at De ftotte fig til Sætningens Verbum eller et andet Ord, fom da figes at tyre? dem eller bejtemme deres Form. Denne underordnede Stilling, hvor Ordet jor KortHeds Gtyld kunde kaldes Unbernævning, deler fig egentlig i tre Fald eller. Kajus, nemlig Akkujativ, Dativ og Genitiv ($ 189); men det førte af bisje, Hvor Ordet ftaar fom egentligt Objekt, er her bet vigtigite og meft omfattende. Ved Pronomenet er bisje Stillinger letteft at bemærte, da de tildels betegnes ved. egne Former. Bed Navneorbene er Akujativet mindre kendeligt, ba bet har jamme Form fom Nominativ (§ 179); derimod ere Dativ og Genitiv betegnede bed jæregne Former, ftjont nogle af bisfe iffe eve i almindelig Brug. Ved Abjektiverne er Stillingen mere utydelig, da deres gamle Bøivingsformer for en ftor Deel ere bortjaldne ($ 184). Mum. En Sæming fon ogiaa have en Nævning, fom fatter fig til ret og er adfilt fra det egentlige Eubjet men alligevel itte hører til de underorbnede Stillinger. Enaledes tær ved Verberne : vera, verda, bettar taflaft; f. Er. han var Stytemann; — han heiter Arne. (Gn belie of Reonomenets Former for Dativ og Atufativ forefindes rigtignot tildeels, men er, fom før bemærket ($ 199), vanftelig at gjennemøre Ug fumes belter itte at være af fynderlig Vigtighed. Derimod er det her nedvendigt at holde OGjeltets Form abfilt fra Subjettet, da der tildels martes en Tilbotelighed til at flane disje to Former jammen, tjær i Feertal. Saaledes bruger man paa nogle Steder ofa" for me, og , bolt" for be (Gir. Romsb. og paa flere Steder ,dem" (deim) i Stedet for det. foretommer mu ogfan en deelvis Brug af meg" (met) for eg, og dea" (del) for bu, f. Gr. Gr det del"; — Det var mei, fom gjorde det." Ved Drdene jeg" og fin" er at mætte, at de kunne bruges overalt, hvor en Tilbageviisning til jelve Eubjettet finder Sted, og at de her gjælde ligefuldt for Flertal fom for Gental; f. Ez. dei verja feg forijeligt fra: det verja deim); dei toto Vaaten fin, eller: Baatarne fine (itte: deira. Denne rug er meget befoem i en entelt Sætning, men vilde derimod ofte blive ubetvem, naar døje rd fulde fomme ind i en Underjetning, fom bar et eget Subjett; og derfor er det den almindeligite Skit, at man i dette Tiljelde bruger et Ord, fom itte er tilbagevifende (altfaa: honom, henne, deim; hans Bennar, Beira); f. Ex. Han veit, at dei kjenna honom (itte: fog). Vei trudde, at det var deira Folk (ikfe: fitt F). I. G. M. på bad Egill konunginn, at han skyldi få hånum merki eit. (Bagel. 19. Imidlertid findes dog en Uf. vigelje pan nogle Steder og ifær i Trondhjems Stift, Hvor man ofte bruger feg" og fin" i bisje Tilfelde, f. Gr. Han trudde, at dei vilde narra jeg ©: honom). Do trur alltid, at det tala um jeg (1: henne). Han jagde, at efien fin (3: Hans) var førre o. i. v. Dette fynes ogfaa at være den jædvanlige Brug pan Jsland, i. Er, han sagdi, at hundr hefdi bitid sig. Men en faadan Brug er noget jøbesløs, da man ligefaavel man tage Henfyn til det fibfte Eubjett fom til det forfte. 314. ujativ (eller Modaldet) bruges mejt i Forbindelje med Verberne, da nemlig de flefte af de paavirkende (tranfitive) Verber jtyre denne Kajus. Å. E. Han tok Staven. Dei bera Stavarne. Me sjaa Baatarne. — Dernæft er der et Par Præpofitioner, fom altid jtyre Afujativ, nemlig: um, og gjenom (egentl. i gjegnom); f. Gz. ut um Holmarne; gjenom Veggen. (Saaledes ogjaa: i fring um, upp um, fram um, og omvende: umfeam). Derimod er der nogle Præpofitioner, fom tyre deels Affujativ og beels Dativ, og af disje martes forjt: i, aa (paa), fore, under, yder, — jom følge af en fælles Megel, faaledes at be ftyre Afujativ, naar de betegne en Flytning til et Sted eller Puntt (altjan Bevægelje, Tilnærmelje eller Retning), men Derimod Dativ, naar de betegne Ophold paa et Sted eller Puntt (altjaa en Hvile eller Førbliven). F. Gr. Dei gingo I Baatarne; derimod; dei saato i Baatom. Dei sette seg paa Hestarne; — dei saato paa Hestom. Han kom ut fyre Holmarne; — han laag ut fyre Holmom. Vatnet gjekk upp under Veggjerne; men: det stod Vatn under Veggjom. — bre Prepofitioner, fom ftyre begge Disfe Former, ere: med, ved, etter; men disje have af vigende Megler ; faaledes bruges ,med og ,ved" med Afufativ, naar de betyde nær ved eller tet ved (f. Gr. ned med Sjoen), men med Dativ, naar de betyde langs med (i. Ex. ut med Sjonom); forøvrigt bruges ,med" i mangjoldige Betydninger med Dativ. Drdet etter" (efter) bruges med Afujativ, naar det betyder: bag efter, næjt efter (f. Gz. etter Helgi, etter Slaatten), men i andre Betydninger med Dativ, f. Er. ganga etter Hestom (2: gane for at hente Heftene). Ham, Uttujatio Ares ogja ofte af Verber, fom itte. ligefrem betegne nogen Paavirtning, f. Gx. ganga Fjellet (gaae Veien over Fjelbet,, ro Fjorden, fara Sjøbegen, vada loi; ro ei Mil og fiala et Fjordung; fie helle Dagen, liggja Sot o. 1. v. Ordenes Stilling tjormes bedft af det gamle Eprog, hvor Formerne ere noiere adftilte. ed Ordet ,vera" (med Bræpoi, betegnes baade Bevægelie og Hvile, og Boritjellen i Vetyoningen vijer fig hun i Formen af det tilføede Ravneord ; f. Er. Eg var ut pan Øyarne 1: jeg reifte ub til Verne), og: Eg var ut pan Som (3: jeg var, befandt eller opboldt mig pan Verne. Denne forftellige Vetegning af Odile og Bevægele findes baade i det gannte Sprog og tillige © Tt; men i de Sprog, fom itte have Datioform, bliver denne Forel utjendelig. Elers man det bemærtes, at de ovennævnte Vræpofitioner idee ogian have andre Betydntnger, hvori Stedsbegredet bliver mindre tydeligt, og 1 dette Tilfælde følge de vise farftilte Regler; jnalcdes bruges fyre" altid med Ultujativ, naar det betyder: i Stedet for; ligeledes ,yver" altid med ff, naar det bruges om Magt og Raedighed (. Gz. randa yver feile Garden; men en videre Fortaring af alt dette hører nærmet til en Orbbog og man ber forbiganes. 3 mange Tiljelde bliver Subfantivet i denne Rafns fat i ubeftemt Form og uden Metitel, hvorved Stillingen faar en færdeles Ligbed med Brugen i i det gamle Sprog. 5. Er. toma aa Stad; toma aa Leid; foma i Veg; foma i dop; ganga I Ørunn; detta i Koll; fella att aa Bat; lida aa Kveld; fella fore Bard; fama um Bor; no um Stunder a. f. v. I nogle Kgnende Talemaader føretommer ogfon Ydjeltiv med en eger Form, dog kun i Hantjøn ; jaaledes: toma pan berran Botn; eta jeg leben; ro tveran Fjord; | allan Dag; van titan Sand 4. $ 158. Forøvrigt er Uttujattoførmen leven utjendelig baade ved Mdjettiverne og de andre udfyldende Kævninger, fom foren ev omtalt. 315. Dotiv jættes ved nogle Verber, fom betyde at følge, Bjælpe, gavne, pasje eller. ligne; f. Gr. Han fylgde Foreldrom. Han hjelper Brødrom. Dei maa tena Grannom. Det hover inkje Bornom. Han likjest Frendom. Sigelebes bruges Dativ ved nogle Berber, jom betyde at gjøre noget for En, at overlade, tilftane eller medbele En noget ; men i dette Tilfælde ftyrer Verbet ogiaa et anbet Orb i Alfujativ og har jaaledes to foritjellige Dbjetter, nemlig: det, fom man gjør for En (Attujativ), og: den, fom man gjør det for (Dativ); f. Er. Han bygde Foreldrom eit Hus. Ho gav Bornom Klæde. Dei sende Ervingom Bod. Han lovade Systrom Hjelp. Dei synte Foreldrom Pengarne sine. Dernæjt er der nogle Præpofitioner, jom ftyre Dativ, enten overalt eller fun tildeels. De, fom altid tage Dativ til fig, ere: aat, fraa, mot (egentl. i Mot); av, or, Hjaa; i. Ex, upp aat Husom; ned av Fjellom; utan or Øyom. øgle anbre ftyre deels. Dativ og deels Aftufativ, nemlig: i, aa, fyre, under, yver; med, ved, etter, — fom ere omtalte ovenfor. Et Par andre, nemlig: til og millom (i millom) Gave forhen ftyret Genitiv, men bruges mu jedvanlig med Dativ i den bejtemte Form, i. Gx. heim til Bornom; midt imillom Husom o. i. b.; mebens be imob Genitivet hænger ved dem i den ubeftemte Form, hvorom nedenfor. Endelig blive ogjaa nogle Abdjeftiver forbundne med en Nævning i Dativ; faaledes: lif, ulif, Fyld, Mitt, rædd, leid: f. Er. Dei ero like Foreldrom, Han var rædd Hundom. Eg vardt leid honom. (Det jibjte fun jøndenfjelds). Hertil høre adjfillige Ord, for fæbpanlig fættes efter Nævningen (ijær efter et Pronomen), jaajom: tjer, tru, Iydig, Goll, tenleg, Boveleg, vijs, funnig; Å. Er. Pet ffal vera vis kjært; — ver meg tru; — det jtal bera deg visit; — det var Honom hunnigt o. f. v. Anm. Gremplerae paa Dativ af Subft. ere her fatte i Fleertal, da nemlig dette har jamme Form i alle Kjøn og altjaa er lettere af opfatte, medens. derimod Gental gjør Morel paa Kjon og desuden har faaet fan mange foritjellige Fortortninger, at det tildeels er banfteligt at opftille nogen Mimemform. If. $ 179, 161. Mi de Berber, fom forbindes med en Nævning | Attuj. og en anden i Dativ, funne følgende maærtes: gjera, laga, reida, byggja (og lignende); give, enda, rette (: rætte); felja, Iaana, borga, lova, bjoda, etla, inna (og mob. fat: fpara, meinta, neitta); tildeels ogjaa: fbna, fegia, fortelja, fara, Tanda. — Berber, fom tun forbindes med en Nævning i Dativ, ere: fylgia, bielpa, tyde, gagna, duga, tera, bøde, føre, (ital; — baa nogle Gieber ogfaa byta, fiita, møta (f. Er. dei bytte Øykjom. Gbr.) Dertil hore ogiaa: vanta, forta, bila; og tildels: verda, henda, fia: f. Er. Kvat, fom vardt Gute (: hvad var bet, fom panfom Drengen); — fat fom lid Dag'e 6: Hvor langt det lider paa Dagen). Foruden de anforte Prevofitioner bruges ogjaa et Por Udverbier med Datin, nemlig: nær og undan; f. Ex. nær Lande; undan Volta (3: ned ab Batten). Paa entelte Steder bruges flere Adv. pan van" med Dativ; faaledes paa Sdm. utta' Øyaa", inna' Fiaaraa', aava Volaa" 0. f. v.; men ber er formodentlig en Prepof. udeladt, jaa at det egentlig fulde hedde: sf den gamle Brug af Dativ med Komparativ findes hun faa Sevninger faaledes: Vonom meir, Boom førre, di helder, odro betre (Sdm. ,auraa Betre", 3: bedre end det andet). — Blandt andre ffeldne Minder af gammel Brug mærtes det dobbelte Datin: ,00 Hovde je" (Qandk. 295) — G. NR, af hifi sér (3: af fit Hoved). 3 adfilige Tifalbe bruges Vativ af Eubft. i den ubeftemte Form og uden Artikel, faa at det altfaa Har fuldfømmen Lighed med den gamle Form. 5. Gr. bera aa Vege, el. aa Gange; fara av Garde; ganga i Mate; vera i Live; hava i Huje; koma av Lage, I denne Form bruges mange Stedsnavne, fom forben ere omtalte under $ 179. Gntelte andre abfolute Dativer betragte$ mi fom Adverbier; faaledes: fundom, ridom, tatom, lagom. (Si. foffjomtil, — Eaaledes ogjan et Par Former af Pronomen, nemlig: fo (fborfor) og bi (derfor). Dativ af Adjettiverne bruges nu tun i adffillige Talemaader, fom før er omtalt; faaledes: av ny9, med goda, fyre ola 1. § 155); baa nyom Bilan med hardom Hondom. Merteligft ere ellers de Former, fom ftaae abfolut (eller uden ftyrende Ord), faafom: nyom Stundom (Defd.), toma after heilom Beinom (Edm. ,heilan Beinaa"), ganga fiorom Fotom (Sogn); if. notrom Stodom (Sdm. ,nofraa Stodaa"), jumom Stodom, olom Stodom (3: pan alle Steder). 3 entelte Tilfælde jammenjættes Abi. med Eubh, janledes: ganga beres leiftom (if. berfottom), glefa rangaugom, toma Brandbilom (2: om fort Tid. Forøvrigt Slive enfelte Former brugte fom Udverbier, faajom: longa, mefto, traudo; tibom, ftorom, driugom. 3 det gamle Eprog brugtes Dativ | mange flere Tilfælde, ifær efter Serberne; men dette bilde her blive for vidtløtigt at omtale. 316. Genitibet deler fig efter Betydningen i to Arter, og bet er fun den ene af bisje, jom fan henføres til den egentlige 19 — Ho Oremmat Undernæbning, eller betragtes fom Form for et Ohjett, jom jtyres af et andet Ord, ligeban fom Vativ og Affujativ. I denne Gtilling jettes Genitivet ved et Par Vræpofitioner, nemlig: til" og ,millom"; i. Gx. til Manns, til Dags, til Tidar, til Manna, til Husa ($ 180); millom Verka (>: imellem Ycbeidstiderne). I det gamle Sprog blev det ogjaa fat fom Objekt ved en Mængde Berber; men denne Brug finder iffe længere Sted. En anden Art er det Genitiv, fom betegner, at noget ved: fommer elfev tilfører Tingen, og jom altfaa bruges, naar Ordet bliver fammenftilet med et Eubjtantiv; f. Gz. ein Manns Alder; Mannsens Lukka; høyra Manna Maal. bette Tiljælde er Genitivs-Drdet hun et Slags Udfyldning eller Tillæg til det medfølgende Navneord og filler fig altid ved Siden af dette, enten bet jan er Gubjett eller Dhjelk. Det har faaledes nogen Lighed med en Eammenjætningsjorm og bruges virtelig ogjaa i San menjætning, jom forhen ev vit (§ 261). Anm. De Verber, fom i G. N. ftyrede Genitiv (faajom: faa, njota, avla, gjæta, misfa, fatna) brug nu fedvanlig med Attufativ. Prepof. LHL og ,millom" ftyrede fordum altid Genitiv, hvorimod de nu bruges til feels med Dativ, fom før er omtalt; den fife faites fæbbanlig efter det Ord, fom den fyren, f. Er. garda millom, Gua millom; if. defeimilom, annassimillon (faba. ,ansimillom", 3: imellem andre Ting). Ogjaa utan" og innan" bruges ofte med Øenitivfornt (ligefom i O. MA) f. Ma Bords, utan Garde, utan Sands. Men disje Sammenpilinger blive jæd vanlig. opfattede fom Udversier (igefom: betnledes, rettjøles of. 5), og Formen bliver jaaledes ofte tillempet berefter, f. Er. innanfotnes, innanbenbdes, innannabes (egentlig: innan Sonar, Handa, Nava). Den danffe og foenite Brug at jætte enkelte Tidsnavne i Genitid med i" (f. Gr. i Morges, I Søndags) mea her anjees fom fremmed. Paa enkelte Steder findes rigtignot denne Brug ved et Par Ord: I Fyrraars, i Fyrrdags, i Wtas (for Yans); men ellers hedder det fedvanlig: Fyrraaret, Fyrsedagen, i Gaartveld, i Morgon (var, i Vaar, å Hauft, Sundagen (var, Maandagen (bar) a Å... I 6. 3. brutes Genitiv ogjan i Sammenftilling med en Dee djettiver, og fornemmelig ved Euperlativ, f. GC. allra manna sterkastr (egentl. rærtet af alle Mænd). Deraf findes nu hun entelte Levninger, faajom: Eg vor glad beis (Berg. Stift); — ban kunde vera fegen be; allen bef (eg. beit fitia Manna Goats fi. bait Dags. Formen ,dejs" bruges tildels ogja ved Komparativ (Å. Ex. dejölenger. dejömett), huørøm fenere. 317. Gllers er det at mele, at bande Dativ og Genitiv eve nu fun foagt betegnede, du Dativjormerne mangle i en ftor Deel af Landet, og Genitivet fan figes at mangle i en Deel Ord ffjær YDjettiverne) og i visje Stillinger, navnlig i den bejtemte Form af Subitantiv. Dativ fan ellers udtryttes ved famme Form fom Aftufativ, og Boor torre Nviagtighed behøves, fan Vegrebet betegnes ved Peepofitionen ,aat" og tildeels ved ,til" eller ,fyre" ; i. Gx. Han bygde eit Hus aat Moder fi (eller til M. j). Det Genitiv, fom betegnede et Objet, er ogjaa ombyttet med Akkujativ, fom før er bemærtet; derimod fan Genitivet med Giendomsbegreb itte falbe fammen med nogen anden Form, og derfor har man i Dagligtalen føgt at erftatte det paa forfkjellige Maader. Den nærmejte Maade er at jammenjætte Ordene, og dette falder meget Gefoemt bed forte og cenlige Ord; f. Gx. Kongsgarden (Kongens Gaard), Bygdarfolket (Bygdens Foll). En anden Maade er at opgive Genitibformen og'derimod forbinde Vxdet med en $ræpofition, fornemmelig: til eller aat, tildels ogjaa: av, i, paa, med, yver, fyre, etter. Dette falder befoemmejt ved Ord, fom ere noget lange eller forbundne med en udfyldende Nævning ; f. Gr. Arvaluten til Sønerne (2: Gønnernes Mrvelod); Retten til fyrste Eigaren (ben jørjte Giers Ret); det nye Huset til Grannen vaar (bor Maboes nye Huus). Jf. Grodet af Jordi; Sanden i Havet; Lauvet pan Treom; Tiljtandet med Ritet (el. i Riket); Songen yver Kongarne o. f. 0. En tredie Maade er, at man tiljoier Ordet fin" ligejom en Enbelje, f. Gx. Sønerne sin Rett 2: Sprnernes Ret); paa Ervingarne si Sida; i Grannen sitt Hus 0. f. v. Denne Brug falder meget betvem i Dagligtalen; men i Skrift eller i en ftrengere ordnet Stil vilde den dog have adftilige leiligheder, faa at den ovenfor nævnte Brug maa anfees fom bedre. Anm. I mange Tilfælde bruges flere Former verelviis; i. Ex. Fugl» ungarne, Fuglarne fine Ungar, eller: Ungarne til (aat) Fuglom. Ved Per: fonsnavne bruges to Elags Former for Genitiv, nemlig enten ,hans" og .Bennar" forved Navnet ($ 308), eller fin" efter famme, f. Er. ,i Staden fans me", eller: I Arne fin Stad. Denne Brug af Ordet fin" i fig Hos nordenfjeldite Forfattere; f. Ex. Ut Israels Vøtre git aarligen bort for Jepbta fin Vatter at græde" (MV. Dais); , Vet er et Barn fin Vligt For» ældrene at ære" ($. Juel). Forovrigt findes den famme Brug ogjaa i danfte og tydite Dialekter ligejom ogfaa i Hollandft. Den hav det imod fig, at den gjor en Afoigelje fra den reflerive Betydning i Ordet fin", og at den tildeels tan misforfanes i Etrift, hvorimod den I Talen er tydelig not, da nemlig bette fin" faar en Betoning, fom om det dar jammenfat med det foreganende Navneord ligefom en Endelje. skt de gamle Genitiver let maatte fomme i orden, fan fortlares deraf, at deres Former bare faa mange og forffillige, at de ifle hunde holde fig fængete, end medens den gamle Bøiningsmaade i alt det øvrige fod ved Magt. Det famme har ogfaa været Tilfældet i flere Sprog, fanledes ogjaa i Evenft og Dank, bvor man har valgt den voldjømme Udvei at tage den ene af de gamle Former (Endeljen ,8") og fætte den i Stedet for alle de øbrige. Enfleligt tunde det være at have en Præpofition, fom betvemt kunde erftatte Genitiv (ligefom bet engelte of eller bet holande van); men et fan bant Ord mangler, da felo be betoemmefte Prepol. ,til* og ,aat" itte altid ville paste. midlertid tude man dog ofte bruge det gamle Genitiv af den ubeftemte Form med et følgende Ravneord i beftet Form; f. Ez. Fødelands elferdi, Aalmuga Kunnitapen, Heimbygdar Eederne 0. J. 3. 318. En Eammenftilling af to Navneoed fan ellers ofte finde Sted, uden af Drdenes indbyrdes Stilling betegnes ved nogen Bøiningsform eller ved noget forbindende Ord. Hertil fører Eammenftillingen af et Navn paa Maal eller Mængde med et Navn paa Art eller Stof; f. Er. ei Tunna Korn, ei Vaag Fisk, ein Fjordung Veg, eit Hundrad Sild, tjugo Tylfter Timber. Her har Artens Navn egentlig ftaaet i Genitiv, fom kan fees of Gammel Norit, (1. Gz. 1 pund smors), jaaveljom af Tydif og flere Sprog, men heraf findes nu neppe længere Gpor; derimod blive Ordene ofte forbundne med Præpofitionen med", f. Gr. ei Tunna med Bygg; if. ein Flokk med Sauder, ein Grand med Regn. — Gt andet Slags er Sammenftilingen af et Serjonsnabn med et Etedsnavn, f. Gz. Gunnar Bo, Olav Haugen 0.7. 0. Her ftaar Stedsnavnet egentlig I Dativ og bruges ogiaa vivtelig paa nogle Steder med Dativjorm, f. Gx. Olav Vollom, Pal Myrom, Tore Holtom (egentlig: . paa, eller: fraa Doltom). Yuidlertid funne Navnene ogjaa omflyttes og fammenjettes, og i dette Fald fommer Stedsnavnet å Genitiv, i. Ex. Dals-Olav, Myra-Paal, Øyar-Tore. (If. G. M. Berdlu-Kåri, Steigarporir, Dala-Gudbrandr). Foritjellig herfra er den Sammenftiling, fom fremfommer, naar ber bed Giden af et Navneord tiljøies et andet, jom betyder jamme Ting og fun er en nærmere Forklaring til det forjte Ord; f. Ez. Garden Mo, Byen Molde; Jon Skomakar, Arne Jonsson. I dette Tiljelde er det tiljøiede Orb fat i lige Gilling med Doveborbet og ftaar jaaledes i famme Stajus fom dette. Ellers funne ogjaa bisje Ord tildeels omflyttes, og i dette Fald fan det fortlarende Ord fettes i Genitiv, ir Hvis det er et Stedsnavn; f. Gr. Trondheims By; Lidar-Garden, Sular-Landet. Anm. Ogiaa i den førfnævnte Stilling blive Ordene ofte omfiyttede og fammenfatte (f. Gz. ei Korn-tunna); men i dette Fald feer man fjelden Soot of Genito, fanjom i: Matarsite (— ein Bite Mat), Bidarlafs, War: mort. Dette Forhotd tan faaledes betegnes paa tre forfkjellige Maader, Å. Ex. ein Deka-flolk, ein Floft Poftar, eller: ein Flot med Heftar. Det fidfte er pan nogle Steder netøp det meft brugelige. Gom forgen anført ere abfilige Gaardsnabne blevne fanende i den gamle Dativform, faa at denne er bleven eneheritende, og Navnet altjaa er blevet ubøieligt; f. Gr. Mo, Vit, Lid, Vale, Sande, Vie, Eide, Vatne. Ve, Stavne, fom ende med: Heim, Stad, Sat, Hus, Rub, — ere faalebes ogjaa " blevne ubøielige, f. Er. Blindheim, Aarjet o. f. v. J disfe Navne er Datiw altjaa utydeligt; derimod er det desmere tydeligt i Navne, jom kage i den / öeftemte Form, Som Ezempel paa Dativ efter et Perfonsnavn tan anføres — fra Gudbrandsdalen: Dla' Haugj'e, Per Vlasr'e, P. L'en, VB. Lykkjun. Fra Eondmor: Ola" Holma, D. Pasfa, 2. Navne med ,Son* og , Votter" blive paa nogle Steder forkortede, Å. Er. Olfo, el. Olfa (for Dlavfon), Olite (for Dlavsdotter), ligefaa: Jonia, Hanfa, Rilfa; Jonfte, Danfte, Niljte. (Jfer i Nordland). Paa mange Steder bruges faadanne Ravne itte å Dagligtalen, da det derimod Heder: Son hans Olav, Dotter hans Jon o. . v. Ogfaa i de døbelie Perfonsnavne (f. Gx. lab Rilsjon) tan tildeels et Slags Omfiytning foregaae. Vaa mange Steder (og ifer i Bergens Stift) pleier man nemlig at ;benævne et Huus og de dertil hørende Folk efter en Mand, fom boer eller har boet paa Stedet; f. Er. Nilsgarden, Nilsfollet, Mils-Dias, Nils-Anna. I denne Stilling findes Fornavnet fedvanlig uden Genitivform; faaledes: Knutgarden, Gunnangasden o. f. v. Til Betegnelje af Familien bruger man paa nogle Steder ogjaa et Fleertalsord enten af (Gardens eler Huusbondens Ravn; f. Er. i Sogn: Nefarne (1: de fom bor pan Mes) Hamundarne 6: Hamunds Fol) Penne, ene Lid'enne, Gunna' Nefa. flom Il. fortællende £0. (Verber). 319. Bed Siden af Nævningen behøver enhver Sætning et eller flere Ord til at betegne Nævningens Forretning eller Gjerning, og hertil behøves da forft og fornemmelig et Verbum, da det nemlig er Verbet, fom betegner Hændeljen og fanledes udgjør Sætningens fortællende eller hmdgjørende Deel. J mange Tilfælde bliver dog Hænbdeljen ikke tilfulde betegnet ved et cenligt Verbum, men fun ved en Sammenftiling af to Verber i forftjellig Form, eler ved Tillæg af et udfyldende Verbum til en ajledet Form af Dovedverbet. Det fidjte er ijær Tilfældet, naar Sævningen ffal jættes i en paavivtet eller lidende (pasfiv) Stilling, ba nemlig dette Begreb her betegnes nærmejt ved BVarticipium, altfaa ved en Abjettiviorm, fom altid behøver et Hjælpeverbum for at funne bruges jom fortællende Led. (SF. $ 202). De Pjælpeverber, fom her bruges for den pasfive Stilling, ere: vera (er, var) og verda (verd, bardt); f. Gx. eg er sett (af feta); eg verd sett (: bliver fat, jættes). Si. $ 238. — Gllers fan et fignende Begreb tildels ogiaa betegnes ved et enligt Verbum med Formen it" (§ 230); men Dette er dog ile nogen egentlig Kasiivjorm, og desuden bruges den fun i enfelte Tilfælde, ifr om en ubejtemt Ting eller en Tiljtand; f. Gx. det spyrst (2: 199tes), det kjennest, det legst til. nm. At Formen med ft" egentlig har refteriv Betydning og tildeels tan ombyttes med jeg", er forben omtalt ($ 239), men dette Begreb fynes allerede tidlig af bære noget forbuntlet, da man nemlig i gamle Skrifter finder entelte Berber, fom have denne Form og alligevel hyre et Objekt i Mtwjotiv, f. Ex. hrædest daudann (Barl. 12); varast alla på hluti (NR. £. 2, 417). Dgjan mi bruges entelte af disfe Verber med Objekt, men de ere dog meget jaa, faajom: ottaft, minnaft, bonaft. Derimod. har den vasfive Betydning itte bundet fynderlig Indgang hos Almuen. I en Deel Verber mærtes rig tignot en Tilnermelje til Basfiv, f. Gz. det tk, bet tæret, tynnet, bremneki, herdet, vendeft, autaft; — men Begrebet er dog ike fuldfommen pasjivt, da ber itte føreftilles en Vaavirtning af en anden Ting og altfaa ikte er nogen SModjetning til den aktive Form. Ordene ,det turkaft" betyde hun: det bliver tørrere; men itte: man tørrer det. Dan fyrtjeft" betyder not, at (En bliver beftyctet eller ftærtere, men ite at nogen ftorter ham. DVerfor have ogfar $asfiverne I Danit (og Svenff) for en kor Del en fremmed Klang for 05, f. Gr. Ønarden eies og drives af N.N, Forraad haves; Bladet lejes; Hujet holdes Inttet; Roben tages og renjes o. f. b. Det vilde Her Hinge underligt og fødende at bruge: eigft, brivft, Heveit, ef, Held eller tetft, — i en fan dan Forbindelje. I faadanne Tilfelde bruges her enten Participium (f. Er. Roti verd veinjfad) eller et ligefrem altivt Verbum med et udeftemt Subjett (cin, dei), f. Ex. ein tann fjan bet (det fan fees); bei felja det i alla Buder (bet jalges i alle Butitter Samme Brug findes ogjaa i det gamle Eprog, dog med ben mørfelige Egenhed, at det ubeftemte Subjett ofte er ubeladt; f. Gx. her må bat heyra (Bagrft. 37); at lögum skal land byggja (MM. 2. 1, 198); på skal skip bræda øk i naust setja; en ef naust er eigi til, på skal naust gera ok föng til få (9. 2 2, 34). Levninger af denne Brug findes mu meget fjelden og tun I en Underjetning, faafom: Pet er intje meir, en fom hava tarv (3: fom man behøver); — Det er fyre Augom, fom eta ffal (2: fom man ffal æde) Den reflerive Betydning betegnes ellers thdeligh ved Ordet jeg". Dette Drd længes ogfan til entelte af de uindvirtende Verder og giver dem tildeels en afvigende Betydning; f. Ez. det hender jeg, fell jeg, høver jeg; koma feg, ftanda jeg. Som en nyere Udtryksmaade mærtes ben almindelige Brug af feg" ved Berber, jom fammenjættes med for" (i Betydningen: for meget), faafom: fortata jeg, forgripa feg, forlaupa, forffunda, foriova, foreta, for felia feg o. Å. b. 320. Den Fremitillingsmaade (Modus), fom ofteft tommer til Brug, er naturligvis Jnditativ (§ 203), fom nemlig gjælder for al fortellende Stiil og desuden ogjaa for be fpørgende Sætninger. Det fan ftundom ombyttes med Infinitiv og et tilfoiet Bil" eller ,ftal* (fom Bog gjør en liben Forandring i Betydningen) eller mun", fom giver ganffe den famme Betydning, f. Gx. Det mun koma (— det kjem). — Stonjunftiv har ber et lidet Omraade, og Formen alder ofte jammen med Jndifativ (§ 235); det fan i mange Tilfælde ombyttes med Infinitiv i Forbindelje med: tann, maa, ffal, vil (funde, maatte, ffulde, vilde), eller med Particip og tilfølet ,hever" (Hadde); i. Gr. um han skulde koma, el. hadde komet (= um han kjøme). — Smperativ fan tildeels ombyttes med Ynfinitiv i Forbindelje med: maa, lyt, tal; f. Gz. du maa koma (= kom). Mum Koniunttivets Brug er forfjelig efter Betydningen. I den sluttende eller forudfættende Mening er Konjunttivformen nu han lidet brugelig ; | men dog ialfald betjendt, da nemlig den gamle Brug tildesls er bevaret i Dani, blandt andet i Soofilen; f. Ex. ,da have hver det fom han fik"; — Da bøde Han en Mart Sølv", o. f. 0. I onffende Betydning. er derimod Ronjunttioformen meget brugelig, fom før er omtalt. I Bønner tan Kon junttiv og Jmperatio tildels omvegle, f. Gx. ,d8 late of fan", og: dat (bu) of faa" o. f. b, men egentlig hører dog den førfte Form tun til tredie eron (han, bet) medens Imperativ naturligvis hører til anden Fer fon (bu) 321. De Tidsjormer, fomjbetegnes ved Bøiningen, ere egentlig fun to, nemlig Samtid (Præjens) og Fortid ($ 204), hvori mob anbre Tidsbegreber betegnes ved at jætte et Hjælpeverhum til en af Merbets Former. Saaledes betegnes en fuldendt Fortid ved hava" (hever, hadde) med Supinum (eur. af Particip) og i nogle Tilfælde ved vera (er, var) med Particip; i. Gr. eg hever gjort, eg hadde gjort; eg er komen, eg var komen. — Den tiltommende Tid (Futurum) betegnes derimod ved ,ftulo* eller ,vilja" med nfinitiv, og tilbeels ved ,jaa" med Supimum; i. Gr. eg skal gjera; eg fær gjort. Gllers fan ben ogida for en ftor Deel betegnes ved famme Form fom Samtiden, f. Ex. eg kjem i Morgon; eg gierer det snart. som. Det jæbbantige Gialpevesd for den fuldendte Fortid er hava? i den aftive, og .bera" i den pasfive Betydning. midlertid bruges ,dera" ogfaa meb attiv Mening bed nogle Verber, fom betyde Flytning, Gang elle Rørelie, faafom: fara, toma, ganga, figa, frida, fliuga, fy, flutia, reta, driva, figa, fella, detta, velta, brefta. Ellers kunne disje Ord før det mefte beuges bade med ,hava? og ,oeca", uden Forel i Betydningen ; f. Ex. Ban hever ftrotet, eller ban er firoten 6: Bortisben. 322. Talfocmerne ere her det enefte Focmifte, fom Verberne have tiljelles med Navneordene, oglfegelen for deres Brug bliver altjaa, at naar MNevningen ftaar i Fleertal, ftal ogjaa Verbet jættes i Fleertal; f. Gz. han fer; dei fara. Vigefaa jet tes Verbet i Flertal, naar det gjelder for flere Nevninger, om enbog entelte af bisje ftaae i Gental; f. Gz. Harald og Magnus foro heim. Bed det indledende Subjett bet (§ 307) fættes Merbet altid i Gental, om end det virkelige Subjelt er Fleertal, f. Gx. det hever mange faret den Vegen. Anm. Saavel i Verbet fom i Adjektiv (Barticiy) vil Talformen blive vatlende, naar det foarer til et Mengdeord (Kollektiv), hvorved man tænter mere paa Delene end pan den famlede Hob; faaledes vil man helft fige: Teil av beim hava filt jeg fraa" (i Stedet for: Hever Mild; ein heil slot ero heimfarne" (i Stebet for: er beimfaren) Ligejaa i Imperativ, f. Gr. Rome no, godt Folk! — I ordiproglige Talemaader vil Gental ofte træde i Stedet for Fleertal, og Her kan dette frunbom være til Fordel, Hær hvor en Modjetning fal opftides, f. Ex. , Ale vil apa, ingen vil flava', eller hvor et Sammenfted af Votaler fan forebygges, f. &x. Det er vondt at faa Vogn, der alle vil ata" (for: vilja ata). En betydelig Uftnappelje i Fleertalsformens Brug er det, at Imperfettum af de jvage Verber bliver ligt i begge Tal ($ 234. Desuden lider Fierrtallet ellers megen Fortrængfel i Dagligtalen, da man i entelte Egne fjetden eller aldrig bruger noget Flesstal af Verberne. 323. De Hjælpeverber, fom forbindes med det pasfive Par , ere efter det forhen anførte: vera og verda, hava og faa. De to førjte kunne ellers ogjaa forbindes med et andet Slags Barticipium, nemlig med de aflebede Ajektiver paa ,ande" ($ 283), fom i denne GStilling danne en Omffrivning eller overført Form af felve Verbet. Forjaavide denne Form bliver dannet af uindvirfende Berber, forbindes den med ,verda" og betegner da en Forbliven eller Vedvaren; f. Er. det vardt atterliggjande (2: det fom til at ligge efter); han vardt der verande (eller: gangande, standande, sitjande o. J. b.). Maar Formen derimod dannes af paavirtende Berber, forbindes den med vera" og har da ja vanlig en pasfiv Betydning ($ 284), fom ellers ogjaa funde betegnes ved Infinitiv; f. Ex. det var ventande (omtrent fom: det var at vente; det er inkje tenkjande (2: det fan man iffe tænte); det var inkje burt kastande (2; man burbe iffe afte bet bort). Bed andre WVerber fan denne Form ogiaa fave aftiv Vetydning, men ba bruges den jæbvanlig hun jom et Adverbium; f. Ex. han kom dragande med di (>: han fom og drog det med fig). Sm. Med denne Form dannes adftillige bekvemme Udtryt, jor man itte let fan gjengive med andre Ord. Enaledes i Forbindelfe med et Eteds begreb, f. Gx. Der var intje fomande (omtrent: man burde itte engang tomme ber); — ber er aldri liggjande; — her er mapt vande; — der var intje verande före ein Hund. (I Nordland: ,der var ikje hundverande" 3: ei engang en Hund kunde Holde ud der. Ligeledes i Forbindelje med en paa følgende Partitel; f. Er. Det var høyrande til di 2: det var fan til at høre, el. man maa flutte det, efter hvad man funde Høre); det er fjanande til di; det var tjennanbde til di; det er infje lydande paa det (3: iffe værdt at lytte Dertil; det er intje rødande um det; det var infje tafande i det (3: man burde itte røre bed det) o. Å. 0. 324. Undre Hjelpeverber forbindes kun med Infiniti», fanebes jom de forhen nevnte: vilja, ffulo, muno ($ 320). Imide lextib ex der mange Verber, fom faaledes fammenftilles med Infinitiv af et andet Verbum, og fom dog ikte egentlig kunne kaldes Hjælpeverber. De Have for det mejte et af følgende Begreber: 1) en Maulighed, fom: mega (maa), kunna, gita (fjelben), vinna, orka, tola, bella, herda (f. Gr. ,eg berber infje høyra pan det"); 2) en Nøbvendighed, jom: mega, ljota, byrja, skulo, turva; faa verda; f. Gr. ,eg verd vel bjelpa Konmm" (Trondh. Stift); 3) en Billie eller BVeflutning, fom: vilja, skulo, lysta, tora, trøysta, timast, nennast. — Og bertil fomme ogjaa nogle Berber med Endeljen it", fom egentlig indeholder en Nævning (i Attujativ), faajom: segjast, kvedast, laatast (laajt), tykjast, synast; f. Gr. ban jegjelt vera vædd" (2: figer fig at være ræbd, el. figer af fan er xb). 3 bisfe Sammenftillinger fettes Infinitiv jedvanlig alene uden nogen ledjagende Partitel. I andre Tiljælde forbindes det derimod med en Partitel: at" eller ,til at"; i. Er. eg hadde tenft at foma; — ber var litet til at jaa 0. f. vo Dette at" forbindes fanledes meget ofte med Ordet til", men itte gjerne med andre Bartifler (jom: med, ved, i, fyre), hviltet altjaa er en Afvigelje fra de andre nyere Sprog. nm. Dette ,at" er vel egentlig famme Ord fom Prepofitionen ,aat"; men har dog overalt en anden Form. (Ji. Sv. att, og i Vial, å). J Gam. mel Rorft findes det altid frevet at", men hvad enten det da har været udtalt ,at" eller åt (aat), faa lyber det nu overalt I Landet fom ,aa", og ,t* høres itte. Ordet forbindes jævnlig med til", og faaledes Iyder det til aa", te na" eller tun te", hvorved det da faar en tilfældig Sighed med det nordtydfte to, Dol. te, Eng. to, T. gu. Dette ts" er endog netop den fd vanligite Form i den veftlige og nordlige Deel af Landet, og deraf kommer det ogfaa, at man i Følfesterne faa ofte finder til" (te) for ,at" eller ti at", i. Er. hos Sandftad: toma til gange (8. 7) fein til flode (405), felt til Tjuge (746), gild til bitte (774. Gnditjont man faaledes tan fige, at Formen at" itfe bruges i Dagligtalen, fynes det dog retteft at bruge denne Form i Etrift, ba den baade er gammel norit og tillige almindelig betjendt af den banfte Steift. 3 bet gamle Sprog bruges Partitelen at" i entelte Tilfælde, hvor den mu ifte bruges; faaledes ved: tunna, turva (purfa) og verda; f. Gr, ek verd at flja (3: jeg maa fi). Det fidfte lyder i Indherred: ,Eg val fy" (Imperj. eg vardt fly). Qf. de vardt fo vaaraa (0: det mantte nu faa være). Infinitiv for Fortiden (af. Perfettum) dannes af fava' (aktiv) og vera" (pasfibt) med Varticpium; men Ordet hava" bliver i denne Skilling ofte udelabt, faa at Supinum kommer til at fane i Stedet for Infinitiv. Mimindelight udelades det efter Ordene : vilde, fulde, funde, turvte, maatte; 4. Gr, eg vilde gjort bet; han fulde gjort det o. f. b. Oglan bortfalder "fana" fædbvanlig efter Supinerne af bigfe Ord; f. G3. han hadde kunnat fort bet; — og i dette Tilfælde faar det foregaaende Supinum pan nogle reder en befyuderlig egen Form: vilda, Mulda, turta (for turot, matta; f. Gr ban hadde maatte telje dæ" (for: maatt havn telet, eler dedre: maatt tata); i Lighed Hermed figes ogfaa ban b' lota gjort dæ', for: hadde lotet gjera det. (Oke, Sbm og flere Steder) En lignende Udeladelje eller Omfiilling finder opfaa Sted i andre Til felde, hvor et Infiniti» ftulde følge efter et Supimun med foregaaende , hava" (Geber, hadde), da nemlig det følgende Infinitiv ombyttes med Supinum, faa. at dette endog beholder Infinitivets Vartitel (aa, eller te) forved fig. F. Er. Dei hava Havt Tid te gjort de" 0: til at gjøre, eller have gjort det. Hadde me bast notot te gjort med O: til at gjøre med). Me Ha inkje floppet te boret) ber (: til at være der). Det hadde boret Moro te høyrt det. Eg hadde infje vangat meg te aa fagt det. Hadde me funnet notot te lagt up paa 6: til at lægge ovenpaa) o. f. b. — Denne Brug er meget fedvantig t de befilige Egne og viftnok i en førre Decl af Landet, men den er noget uformelig, og burde neppe indføres i Strift, hvor man hellere maa bruge det fulbtomne Snfinitiv enten I Præjens eller Verfelhum, f. Er. enten leve" eller fave gjort". Bed Ordet ,,hava" er ellers endnu at mærte, at ogjaa Formen ,hade" bliver fundom udeladt i viste Underfætninger, fan af Euphmum kommer til at fan alene, . G5, Det var fom ein høyrt eit Slot (for: hadde høyrt). Maar eg berre tørt (>: Gabbe turdet). Naar eg berre visft, at eg naatt honom, 0.1. 5. Da nu Supinum af de fterte Verber udtales, fom om det endte meb ,e", altan uden ,4% bil det I denne Stilling fane Udfeende af en Kon: junttivform; f. Ez. Det fang ut, fom det boret) eit Hus. Naar han funne" feg nøgd med bi. Naar det vorte (2: vordet) Vet te fare, fo vilde eg Faret) um det fo bore' i Stveld. — Det er faalebes fundom uvift, om denne Form virtelig er Supinum (med udeladt hava) 5. Foritjellige fra Djælpeverberne ere nogle Ord, fom ojte bruges til et Slags Udfyldning ved et andet Verbum, for at bette fan fane en ftørre Vægt eller fyldigere Vetydning. De Serber, jom bruges hertil, ere netop jaabanne, fom betegne en Etilling, Færd ellev Virljomhed i Almindelighed, facfom: standa, sitja, liggja, ganga, fara, eller med en Partitel: taka til, halda paa, vera aat, eller vera ved. 9Disje Ord fettes i jamme Stil ling og Tidsform fom Hobedverbet og forbindes med bette ved Ordet 08, . Gx. han stend og sagar; han gjeng og leitar; han sat og saumade o. f. b.; han tok til og gjekk (eller: fof og gjett); dei heldo paa og høyade; han var aat og lagade seg til. — Baa lignenbe Maade bruges ogjaa ,gjera", men ved dette Drd bruges intet Bindeord (og); desuden fættes det fidjt, naar det fvarer til et eenligt Verbum, men derimod ført naar det foarer til flere Verber; f. Gx. strævar gjerer han som ein Mann; — rodde gjorde dei, mest dei vunno; — drakk gjorde han munarlega. Derimod: dei gjera baade slaa og spenna; han gjorde baade gret og bad. — Denne Brug fynes her at være temmelig almindelig. stum. Ortet ,liggia" har i den Etiling fædvanlig et Begreb af Ringer agt, f. Gr. ,dek ligåja og trata jamt" (om en unødig eller unyttig Trætte) Roget lignende er ofte Tiljældet med fara', i. Gz. dei foro og tøvde med det; — ban fer med og fll ffriva (ban befatter fig med at rive). — aar en Bartitel tiljoies, tan det følgende Verbum tildeels fættes i Infinitiv; f. Er. han tot til at gange; — han Held pan at flan. Til den færegne Sammenftilling med ,gjero" fan nogle Erempler tiløtes af Foltebijene; fanledes: — fprang fo gjorde den fjote Folen (Candkad, 118); firidde gjorde det med Straume (137): flogoft gjorde dei (ib); han gierer baad' flipar og gnid (S. 35); Blaften gjerer baad bit og fpenner (6. 59. — 3 det gamle Sprog findes ogfaa entelte Grempler paa denne Drug; faaledes: ef hann gerir bædi sær og ster (M. £. 1, 125); i entelte Til felde findes gjera" ogfaa fammenftillet med et eenligt Verbum, faafom: Sl gerd eigi skina" (Domil, 119. IIL Syldende £0d (Partikler). 326. Foruden Nævningerne og Verbet behøver en Sætning tildeels ogjaa andre Ord enten til Udfyldning i enfelte Led eller til Forbindelje imellem forjtjellige Dele af Setningen. Hertil. bruges de jaafaldte Partille, og af disje er det ijær Abverbierne, fom bruges til Udfolbning enten ved Verbet, f. Ex. det gjekk vel, eller ogjaa ved Adjektiv, i. Ex. det var lika langt. Des uben bruges Mbverbium ogjan jom nærmere Udjyldning ved andre Partikler, jaaledes ved visje Slags Adverbier, i. Ex. lika lenge; og ved Mræpofitioner, fom betegne Sted eller Retning, f. Ex. upp aa Bakken, ut i Oyarne, utan or Øyom. Hum. Blandt de meft brugte Ab. mærtes: 1) om Stedet: her, der, tar, inne, ute, uppe, framme; 2) om Retning : bit, bit, vart, inn, ut, upp ned, atter, fram, burt; hedan, innan, utan o. f. v. (i. § 266); 3) om Tid no, bag, fyrr, fidan, naar; 4) om Grad: fo, tor (el fo, G. M, hvå), vel, for, valla (varia); 5) om Maade: vel, ile, fo, torio, eins, jamt, o. f. v. SærHilt man mærtes de forftærtende, fom: harbla, mefta, mytet, ofja ovlega, (obla), florlega (Ror), vært, øgjelega, uorvelega; — og de forminditende, fom : notot, Titet, fmaatt, apt, band, balla. Prepofitionerne: til (i, paa) og fraa (av, or) blive ber (ligefom i ©. R. jedvanlig ledjagede af et Adverb, jom betegner Retning, forjanvidt der tales om et nærliggende ted; f. Er. ned til Sjoen, ut til Res, inn til Vit, burt til Sit nemlig fra den anden Side) upp i Dalen, ut paa Haugen; ligefaa: nedan fraa Sjøen, utan fraa Nes, burtan or Vit, ovan oc Dalen, utan ab Haugen. aar derimod Stedet or noget langt borte, fan at Begrebet om Netningen liver buntelt, bortfalder Adverbiet; f. Ex. til Byen, til Bergen, til Stotland, fraa Hamborg o. I. ». 397. Gt andet Slags Udvidelje i Setningen gjøres ved Prepofitionerne, da nemlig disje forbindes med en MNevning (Eubjt. eller Pron.), jaaledes at begge Drd tiljammen danne en Ubjyldning (et Komplement), fom gjør jamme Tjenejte i Sætningen jom et Mdverbium; Å. Ex. i Land, paa Vegen, av Stad, um Dagen: med oss, med di ø. f. b. Maar Nævningen er Subntiv, fan den ogjaa forbindes med Adjektiv og Artikel fom udfoldende Nevning, og disje Ord komme da til at jtaae i jamme Stafus under Styrelje af Præpofitionen; f. Gx. i lang Tid; paa ein annan Maate o. f. b. Mum. De entelte Præpofitioner ere: 1) med Ufkufatio: um (og gjenom); 32) med Dativ alene: aat, fraa, av, or, Hjaa, mot; 8) med Dativ (om Ophold i eller ved) og Uttufativ (om lytning til eller forbi): i, aa (paa), fyre, under, ver; og med afvigende Stilming: med, ved, etter; 4) med Genitiv og Dativ: til, millom. Disfe Orda Etyrelie og indbyrdes Sammenhæng er forhen om talt ($ 314—816). Gllers hunne ogfan entelte Adverbier bruges jom Præpofition med en Nævning; faaledes ifær: unden, oven, innan, utan. Des: uden funne Prepoj. ogjaa jammenjættes med Udverbier, men beholde ellers den jamme Etyrelje; faaledes: utum, framum (if. wmfram); innaat, attaat, framaat o. f. v. Gn frært Tilboielighed til Sammenjætning vifer fig ved Drdene: av, or, i, aa, — idet de tre førke jærvanlig ville forbindes med out" (utav, utor, uti), og det fidfte med ,ubp" (uppaa), og da mr den førfte otal bliver jvagt betonet og derfor lettelig bortjalder, fane disfe Forbindeljer ofte en fortortet Form: "tav (ta), kor (tø) 't, "par (f. pi, for upp 1. Den førte Fortortning (Hær ta og "ti bruges i en ftor Dect af Landet meget ofte, og den fidfte Form (paa) er endog bleven faa almindelig, at den rene $ræpoition ,aa" nu tun høres i entelte Talemaader. Det er formodentlig en træben efter Belllang, fom har bevirket denne Forkortning, da nemlig et vagt betonet Ded, fom begynder med en Vokal (fom: av, i, aa), ofte vil blive ligefom fortrængt, naar bet følger efter et Ord, fom ender med Vokal (fer ©; f. Er. I de ed: Det er ingen Bande i detta," hvor man Helt vil udtale enten ,Bandi" eler Vandet" 328. Til Forbindelje imellem Ordene i Talen bruges ellers de Partitler, jom falde Konjunttioner eller Bindeord, jaajom: og, en, som ». i. v. Gt Par af bisfe Ord (og, elder) bruges til Forbindelje baade imellem to Ord i famme Sætning og imellem to jammenhængende Gætninger. De øvrige bruges jædbanlig til at indlede en følgende Sætning og tjene da-ogjaa til at betegne Seætningens Natur og Stilling; jaaledes bliver en Sætning, jom tal vije et Formaal eller en Følge, indledet ved Ordet at, — en fluttende eller Getingenbe Sætning bliver tilfætet ved um" eller naar" (foframt), en fammenlignende Sætning ved fom eller jen' o. j. v. Gnfelte af disje Vindeoxd have et mærkeligt Omfang i Betydningen; faaledes ijer Ordet fom", da nemlig dette ogjaa optager Begrebet af et relativt Pronomen og faaledes jettes i Stedet for et Mævnings-Drd baade i Subjekt og Objekt, fom fiden vil blive omtalt under Relativjætningen. nm Til Bindeord bruges ogfaa en Deel Adverbier, ijer nogle fom betegne Eted og Tid; faafom: der, var, utan; daa, förr, aader, fidan. Gt Par andreDrd er egentlig ræpofitioner, Hvorved altjaa en Rævning maa wiles udeladt, nemlig: til (= til dejs ar, etter (= etter det at. De vigtigfte af de egentlige Sonhunttioner ere: og, elder, tørt (0. IR. hvårt); en, men, for (el, fore), at, im, naar (nær), fom, endaa, medan, innan (pan nogle Steder: annaft; ©. %. uns. Dobbelte Bindeord ere: baade—oq, anten—elder, tortje—elder. flere af disje Ord ere kærtt afvigende fra den gamle Form; faaledes : men (8. %. en, maafte jorblandet med: medan); elder (G. MN. da, dr, viftnot forblandet med: ellar, 2: ellers): anten, antan, eller anti (Ø. NM. annat tveggjs, og annat hvårt 3: et af to); enda (®. IM. på at, pot); for, el. fyre, form maaffee hunde ombyttes med ,diat" (egentl. fyre bi at; &. ML. bvi at. Entelte gamle Bindevrd fynes at være ganfte forglemte, nemlig: er (= bas, fom), of (am), né (elbe, Torte) nema (stan), pegar (= das, fo fart) Blandt de Ord, fom ellers bruges jom Konhuuttioner, mærte vi nogle Eommenfilinger af en Præpofition. med Ordet ,det* (oi, def), nemlig: av Di (6. N. af vi), med bi, ved di, fraa di, fyre di, etter Di, til defs. De for bindes tildeels med et følgende ,at", fom bog ikke fones meget nødvendigt; f. Gr, Det ex graatt, ab Di (af) det hever fadet fo lenge ute. I isje Eftere fæninger fan Bræpoftionen fættes Fk; fnaledes: difyce, defsimillom, beför forutan. I denne Stilling fettes ofan det fporgende: foi fyre (6. N. hvi fyrir, og fyr hvi) og: foatsyre. Gers blive Ordene vat" og ,fven" altid fatte førh og ganfte abftlte fra Præpofiionen, i. Ex. Eg veit, tvat det kom av; el. ven det fom ifraa. Sigejan: Rvat fom det av? Aven kom det raa? I denne Forbindelje bruges ogjaa et Par Adverdier, nemlig der" og ber", fom Næbning eller Pronomen, nærmeft om Sted og Tid (fom: hertil, Bertil, herifraa, Derifra, Heretter, deretter), men desuden ogian om Sag eller Ting, faafom: herwm (: om dette), dermed, derav, derfyre. I denne fidfte Betydning fynes disje Ord at have ligefom en fremmed slang; entelte Ord med ,der" bruges rigtignot meget, faafom: berum, derutav, derimot; men lignende Ord med bee" ere meget fitldne i Dagligtalen og fynes nærmek at pasje fun for Etrift, hvor Materien tænles mere jamlet og begrændjet. midlertid har dog Brugen Medhold i det gamle Sprog, ifer fra en noget feneze Tid: hvor man ote træffer paa Ord fom: her um, her med, her i; har um, bar med, Dar frir, bar iméte. 3 de ældke Skrifter er dette viftnot field nere, da Bræpof. gjerne faar alene eller med Pronomen, f. Ex, ef nokorr fr bana af (7: faær fin Død deraf) eller: fer madr af bvi bana (M. L. 1, 65); og naar det paa et Sted hedder; «skal hann par fri hava halvan eyri> (RR. 2.1, 14), ba unde vel dette nærmeft opfattes faaledes: ,da Mal han der (i dette Tilfælde) Gave en Galv Pre for (fin Umage," Da mu det fporgende Adverbium , far" 0: hvor) ftaar ganfte jæbnfides med ,her" og ,,der", funde man ogfaa vente at finde de famme Forbindelfer med dette Orb, fom altfaa kunde benyttes til Bindeord med fborgende og tilbageforende (relativ) Betydning. Dette er ogfaa virkelig Tilfældet i de andre Gelægtede Eprog, Hvor nemlig det Ord, fom farer til var", er tommet til megen Brug i denne Sammenfetning; faaledes i Tydft: warum, omit, twoju, worauf, woriiber; Eng. wherefore, whereof, wherewith; Svenit öbaraf, hvarföre, hvarom; Dani bvoraf, hvori, hvormed 0. f. v. Men i Sort fumes denne Brug ikke af have fundet nogen Indgang. I enkelte Strifter fra det 14de Aarhundrede findes rigtignok et Par Forbindeljer med »bvar", jaledes i Etjorn: hvarfyrir (S. 2, 9, 54, 80) og hvaraf (G. 1, 21,23, 34, 74); ellers: hvadan af (6, 23, 33, 70, 79). Men i den ældre og fimplere Still fynes denne Brug af være fremme, og det famme er den fremdeles i Ulmuens nuværende Sprog. Vi have her kun et Par jandanne Ord med Stedsbegreb, nemlig: , varifraa* (— tvaban) og fjeldnere , tvartil" (= kvart, men derimod itfe noget: fvarum, fvarmed, fvarav eller foari. (Ordet ,foatfyre" hører itte hertil). I en udjtuderet Tale fan man maaftee hore ,,torfyre" eller »forav" (if. torøver, i Landit. Folkevijer 699); men dette er tun en forfeilet Gfterligning af den banfte Form med hvor", fom nemlig fammenblander to for: Helge Dx, hvori det ene farer til O, N, har, E. mo, Eng. where, Sb. Hvar, men det andet til GM. MN. hvé (hversu), T. wie, Eng. how, Sv. ura. Det førfte Ord Hedder Her ,tvar*, og da dette fom fagt itte bruges i den Her omføurgte Betydning, mac altfaa disje Former her anjees jom manglende. 3 Ewdet derfor bruges ,tvat* (pørgende) og , fom" (relativt) med fraftitt Brævofition, f. Gr, Kvat tom det av? Orjali, fom det fom av. I det JS landite er Brugen omtrent ligedan. (Af. hvorai, hvori o. Å. ». i Oislafons danft-istandfte Ordbog). 329. Gn jæregen Art af Vartitler er Negteljesordene, fom ophæve eller mobjige en Meniyg, og jom man derfor bør fjende note for at funne adftille dem fra andre lignende Ord. De negtende Paxtitlev eve Her følgende: ikkje, inkje, ei, aldri, korkje, og Svarsordet: nei. Andre Ord, jom have negtende Betydning, ere Abjettiverne: ingen (intje) og korgje (fortje) og tildeels Modjetnings-Partifelen «us i. Gr. ublid, ukomen. En halv eller deelviis Negtelje betegnes ved enfelte Adverbier, fom: knapt, nauvt, vandt, valla, seint, sjeldan, — og bed ben fajte Partifel «van», f. Er. vanfor, vanfreistad. Hum. Den ælde Form før Negteljen, fom vifer fig i flere gamle Sprog, er Ordet ne'; men dette fynes her at bare ganfle bortfaldet, og af vor negtende Ord er der ellers fun et, fom begynder med ,n*, nemlig nei Derimod er der et andet dunfelt Ord, fom meget tidlig er bleven brugt fom. en negtende Elutningsform eller Cnbdelje ; dette Ord Hedder ,gi* (gje) og efter en Baard Ronfonant Hi", faafom i: eigi (3: ingenfinde), aldrigi (ingen Tid, eller Ader), eingi (ingen, ekki (for eittÆ) hvårgi (ite nogen), hvårki (for hvårtki, Smidlertid findes dette Tillæg i gamle Skrifter ogfaa med en ganjte mobdfat Betydning, f. Ex. hvatki hlut, >: fviltenjombeljt Ting (Rongjp. 34); faaledes ifer i Løbene: hvatki (M. L. 1, 25.45, 46. 61. 118), hvergi (ib. 22 287. 181), hvargi (41. 54, 86. 108. 251), nærgi (155. 238), hvégi (19. 20. 37. 209. 227. Uf denne Betydning, fom rimeligvis er den oprindelige (f. Grimm's 5. Gram. 3, 36) findes nu neppe Epor, med mindre man kunde gjentjende »bvatti" i det jøndentjeldite , hotte" og botten", fom rigtignot nærmer fig til Eb. og D. Guillen", men derimod er færtt afvigende fra G. N. hvilke (0: hvordan). Gt Bar af disfe Ord, nemlig ei" og aldri", have, fom man fess, fit en fært Fortortning, og Ordet ingen" blev allerede meget forvanftet i det gamle Sprog, Ved Siden af ,ilkje" (etti) er der ogjan kommen en anden Form ,intje" (nogle Steder inte), fom mu netop er den fædvanlige, naar Ordet finar abjettivit eler faar nogen hærtere Vetoning. Ordet ,ei? bruges fun i bisje Etilinger, Hær efter en anden Negtelje, f. Gr, ,Det er ingen fo lang, at han ei man luta," og efter Mon. ,elder", f. Gr. ,anten han vil clber ei," 330. Endelig forefindes ogjan adffillige løje Partitler, jon ftaae ligefom udenfor ætningerne og tildeels trade iftedetfor en heel Sætning. De vigtigite af disfe ere Svarsordene: ja, jau, nei, fom bog ogjaa ofte bruges jom et Slags Judledningsord uden nogen bejtemt Betydning. Gt Par andre Partitler. bruges altid fun fom Judledningsorb, nemlig ,00% og ,ern"; f. Gr. Aa, det var inkje stort. Enn um det no kom Regn. De øbrige Bertil hørende Drd ere Udraabsordene (Interjettionerne), i. Gr. aa! an haa! hei! høy! tvil Forjaavidt disje Ord forbindes med en Gætning, jættes de altid forbed denne. 20 — Hørt Grammar, Unm. Til denne Rætte maa man ogfaa henføre aditillige Tilraab og Qotteord, fom itte udgjøre noget egentligt Setningsled, jaojom: hut, Gufs, Hs, tille, gis. Som forhen bemærtet, have de tildels en jæregen Udtale og fae ligefom udenfor Sprogets Regler; enkelte af dem ere endog uftavelige {fom pft! pel) og tunne faaledes itte anjees fom virkelige Ord. Jf. § 7. Evarsordene forbindes ofte med en Gjentagelje eller med et andet Ord, faafom: fa in, ia fo, ja menn, net daa — og funne da have meget fortjellige Betydninger, fom hun adjilles ved en forftjellig Betoning. Ordet jan" bru ges (ligefom Ev. og D. io) til Svar pan en Sætning, fom indeholder en Megtelje eller en Toiol; fom Indledningsord har det et Glags forjterkende Betydning. Ved Gfterligning af Danften hunde maaitee nogen ogtaa ville bruge jon" fom Ydverb eler Konjunttion (ff. D. han Har jo felv jagt det; — jo for, fo Beller; IV. Orbfølge. 331. Den jæbvanlige Drdjølge i de enfelte Sætninger er den, af Gubjeltet jettes førit og dernæt Verbet ; derefter fommer ba Objettet, hvis Sætningen har Objekt. Jmidlertid beroer bog Drdjølgen meget paa Dedenes Vægt i Sætningen, og jaaledes fan ogjan Dbjettet ftundom fomme til at jtace forit; dog fteer dette jædvantig fun da, naar Gubjeftet ev et Pronomen; f. Ex. Huset fann eg, men Folk fann eg inkje. Der fommer altjaa Gubjeftet til at følge efter Verbet; og denne Stilling, jom man falder den omvendte Ordjolge, gjelder ogian for abikillige andre Tilfælde og ijer, Hvor et Komplement eller et betonet Adverbivm begynder Sætningen; f. Er. daa kom han; — i Morgon kjem han. Gllers finne Stomplementer ogjaa lægges til Subjettet eller Objeftet og have da jædvanlig fin Plads efter jane. Ligeledes fon en Unberfætning meb ,fom" (relativt) ogjan lægges til Subjeftet eller Dbjeltet, og i dette Tilfælde indtræde visje Avigeljer i Oedjølgen, hvorom nedenfor. nm Te Tilfælde, dn Verbet fættes forved Subjeltet, ere følgende. 1) i Spørgsmaal, f. Gz. Saag du det? — 2) i Jmperativjorm (forinavidt Subj. tages med): fom du, Barn! — 3) efter forubitillet Objett, fom ovenfor nævnt, — 4) efter forubftillet Adverb eller Komplement, f. Ex. No veit eg det; — med Tidi tal det no verda; — 5) efter en Underfætning eller en Unforelje: Som du reider, fo ligg du; — fo er det, jegia dei; 6) I forudjættende eller betingede Sætninger: Siem eq, fo fer du meg; — fulde det henda o. i. 5. Desuden bruges den famme Stilling i visje Relativjætninger, hvorom fenere. S det gamle Eprog findes denne Orbftilling ofte ogjan i fortællende Sætninger fom itte høre til de ovennævnte; f. Gz, Tok på alt folk i landinu at unna hånum, ok var hann af bvi kalladr Magnus gå. 3 bette og flere Til felde nærmer den mu brugelige Orbfølge fig mere til Orbfølgen i de nyere beflegtede Sprog. 3 en Fortæling eler Forllaring, fom itte er forhen indledet eller fors beredt, er det jædvanlig Skil, at man itte begynder Talen med et Komplement eler et Eubhantiv, men hellere med et Ord af mindre Vægt, fjær med , de"; f. Gz Det var ein Gong; — det dar pan ein Stad; — det er ein Ting fom 0. 1. b. 332. Den Nævning, fom bruges til Subjett eller Objekt, er enten et Pronomen eller et Gubjtantiv, og det fidite er tildeels forbundet med en ubfyldende Nævning (Adjektiv og Artikel). I dette Tilfælde gjælder nu den fæbvanlige Regel, at Artitelen jættes ført, og Gubjtantivet fidjt; i. Gr. ein Skog; ein stor Skog. Naar Artikelen mangler, jtaar Adjettivet forit (7. Gz. store Skogar) ; men Guig det udjyldende Ord er et Rosiesfiv (min, din 0. f. v.), fættes dette jæbvanlig fidit, i. Ex. Skogen vaar (i. & 312). I visje Tilfælde fan en gjentagen eller dobbelt Nevning finde Sted, jaajom i de forhen (i $ 307) omtalte Sætninger, jom indledes med Ordet det". I andre Tiljælde fan Nævningen (Hær Pros nomen) have jan liden Vægt, at den endog fan udelades ; jaaledes bortfalder Gubjettet i enfelte lette, tilhængte Sætninger i. Ex. maa vita (3: fan man vide); skal tru; kann henda; — ligeledes Objeltet, f. Gx. han maa vel (udeladt: bet); — han ser inkje, som hava skal. Gn mere jæbvanlig Brug er det, at Revningen ubelades efter en Præpofition i Enden af Sætningen, hvor det manglende let vil fionnes of Sammenhængen; f. Gz. Dei hava skilt seg fraa (nemlig fra Sloffen eller Selftabet); — han gjekk fram um; — han stod og saag utyver; — det fell ikkje aat; — det regner sud i; — det ligg inkje meir ved o. i. 5. Gaafebes ogiaa naar en Mævning er nylig anført, jaa at ben fun ftulbe gjentages eller. ombyttes med Pronomen; f. Ex. Han tok ein Kjepp og slog med (neml. meb honom); — han tok Baaten og strauk med; — Dei toko Hestarne og sette seg uppaa; — tak eit Glas og slaa i, 0. f. 5. Ellers fan Gjentageljen ogjaa udelades, hvor Nævningen jfulde ftae jom Dbjett; i. Er. Finn ein Stein og legg uppaa (før: legg Gonom upp aa det); — han tok Hatten og sette uppaa seg; o. J. v. Mum I det gamle Sprog blev etitelen ofte fat efter Subhantivet, f. Gs. konungr einn; sveinn einn litil. Støget lignende finder Sted i gamle Bifec; faoledes Hos Landftad (Morte Foltevifer): Hever du intje Dotter ei (6. 148); til ho aatte Sonen den (224); maa eg liggia I Haugen den (110); fom eg meg aat Votnom det (78); Kjempa den fal eg røyna (135). — I det Gondenfieldfte bruger man ofte at gientage Artitelen efter et Adjettiv, fom ellers ftulde ftane alene uden noget paafølgende Mavneord; f. Er. det var ein før ein; ein gamall ein; et god ef; et fort, langt ett. Et Slags dobbelte Nævninger med ,dek", ban" og ,hø" ere forben oms talte (8 307, 308. Gt andet Slags dobbelt Revning fremtommer ved en Øjentagelje af Pronomenet, fom er meget brugelig i Datigtalen; f. Er. Eg veit det del, eg; — Han var alt komen, han; — dei hava boret Der ofta, del Men denne famme Gjentagelje finder ogjaa Sted ved Subftantivet, tun faar ledes, at dette ombyttes med Pronomen, og at Ordenes Stilling forandres sfter den forifelige Bægt eller Betoning. nar der lægges mere Vægt paa Mævningen end paa Verbet, jættes Subfiantivet fork, og det gjentagende Pronomen FOR; f. Er. Basten er mart full, han; — Hujet vardt no for tet, det; — Øntarne ero tomne, dei. Med en ftorre Vegt paa Revningen funne begge Drd fættes jævnides; f. Gx. Binningen, han vardt no liten. (Endog med dobbelt Gjentagelje: Vinden, han er no den jame, ham). Naar derimod Omtalen (Øræditatet) har den førhe Vægt, fættes Pronomen fork; f. Gr. San er alt full, Baaten; — det vardt for litet, Sujet, (Der er alfa en Titnærmelje til de Sætninger, fom have Judlednings-Subjett, fom ,det fem ein Mann" o. f. 0. $ 907). Disfe Gjentageljer henne ogfan finde Sted bed Objektet; dog er dette noget fjeldnere; f. Ex. Sonerne, delm kjenner eg bel; men Dotteri, henne kjenner eg intje. I det Hele maa denne Ordftilling næmmejt anfess fom en Ggenfed for Dagtigtalen, jaa at den vel neppe burde indføres i Etrift, undtagen i det Slags Stil, fom netop al efterligne den daglige Tale i dens fricte og bredette Form. 333. Verbet har i Almindelighed fit Sted nærmejt ved Subjettet, jom før er omtalt; dog er herved at mærke, at naar Verbet deler jig i to Ded, nemlig et Hjælpeverbum og et Hovebverbum (i ufinitiv eler Particip), da tommer Sjælpeverbet netop til at indtage den Plads, fom Hovebverbet fulde have, Hvis dette jtod alene. Dette mærtes letter, naar. et Adverbium al følge efter erbet; f. Ez. Eg skal snart koma (= eg kjem snart); ligeledes i Sætninger med omvendt Orbjolge ( 331), Hvor jelve Subjettet fommer ind imellem begge Berber, f. Ex. Daa skal eg koma (= daa kjem eg). — I fporgende Setninger ftaar Verbet førit, unbtagen naa et fporgende Pronomen følger med, da bette i jaa Fald jættes jørjt, hvad enten det er Subjekt eller Dbjett; i. Gr. Kvat er det? Kvat vil han no hava? — § elativjætninger (med fom") tan WVerbet jættes efter et Adverb eller Adjektiv og endog efter et Navneord (i Objekt); f. Er. alle dei, som inne vaaro; dei, som friske ero; — den, som Raad hever. 3 famme il fælde fan Öjelpeverbet ogjan jættes efter Dovebberbet, i. Gr. kvat, som koma kann; — den, som hava skal; — det som gjort er, 0. f. v. Sum. En Udelnbelje af Hjælpeverdet hava" er forhen omtalt ($ 324). 3 nogle Tiljelde bliver derimod Hovedverbet udeladt, naar det nemlig betyder et Foretagende, fom let vil fHønnes af Sammenhængen; f. Ex, eg vit heim (udeladt fara" el. des); ham fl til Byen; — eg laut ut: — og tauti egen. Moftilige Sætninger, fom i Gammel Norfk havde et uveriontigt Verbwm med Objett, have nu faaet en Omftilling, faaledes at det gamle Objett er blevet til Subiett; f. Gr. eg tyrker (G. RN. mik byrstir); eg ventar, langar, tuff, font, oq flere. Imidlertid bruges dog nogle Verber i begge Stillinger ; faalebes: eg ter, og: det Initer meg; eg litar det, og: det lifar meg. Det fd fielden). Gn tignende Omftiling tan ogfaa finde Sted, naar ct Ubjettiv følger med, og i dette Fald findes Grempler paa, at Adj. bliver ftaaende i ntettjon, uagtet det er overført til en Perjon; faaledes : Han vardt ift ved (å Stedet for: det vardt honom ilt ved). 3. § IST. Ved en faadan Over forelje af Udjettivet fremfomme ellers adjfillige beftnderlige Udtryt, jaafom: «han er infje fnar at finna" (for: det er intje jnart at finna honom); — Pengarne ere vonde at fan (det er vondt at fan Pengar); — udi er hard at misja (det er hardt at misja Hubi. Af. Landit. NR. Gt andet Slags Omftilling, fom er meget jædvantig i de beflægtede Sprog, fynes ber at bære noget fremmed, nemlig den, at en altiv Setning "øres pasiv ved Ombytning af Subjett og Dbjelt, hvorved då det oprinde. lige Eubjett faites fom Komplement med ,0f"; f. Gr. Kirken er bugget af en Bonde; Bogen er freden af R. R. Ved det, fom en Ting er ,gjort af". fænter man ber fæbvanlig fun pan et Stof eller. Emne; 334. dverbiet jetted nærmejt ved det Ord, fom det hører til eller er forbundet med. Naar det hører til et Adjektiv, jættes bet jæbpanlig forned dette; f. Gx. so stor; lika stor; myket større. Saar det hører til et Verbum, fættes det derimod altid efter dette; i. Gx. fara vel; vera lenge; koma atter; faalebes ogjaa: fora inn, leggja ut, setja fram, taka upp, setja med 0.f. . aar derimod Verbet gaar over til Varticip og faaledes bliver Adjeltiv, jættes UAbvecbiet fort (efter. ovennævnte Regel, og Ordene anjees da fom fammenjatte; i. Gx. atterkomen, innford, utlagd, framsett, uppteken, nedsett; ligejaa: atterkomande, innførande 0... 3 ger baade Adverbium og Dbjelt med Verbet, da jættes Adverbiet forbed Dbjeltet, hvis dette er Subjtantiv, men efter jamme, hvis bet er Pronomen; f. Ex. dei sette fram Basten; eller: dei sette honom fram; — slepp ut Hesten (slepp honom ut); — dei toko inn Høyet (dei toko det inn); — han sleit av Bandet (han sleit det av); — han fekk atter Pengarne (— han fekk deim atter). I den omvendte Orbjolge jettes Abverbiet fidjt, i. Gr. Pengarne fekk han atter; eller (med Djælpeverb) : P. hever han fenget atter. SRegteljesordene jættes jædvanlig I famme Stilling fom Adverbiet, altjan forved Adjektiv og efter Verbum o. j. v. F. Er. han var ikkje stor; — han blygdest inkje. — Eg kjenner Mannen; eg kjenner honom inkje. Sm. I visje Dele af Landet findes dog Aivigeljer fra disje Regler. 5 be offigfe Gane, tær jøndenfjelds, bruger man ofte at jette Adverbiet forbed Pronomen ligefom ved SubRantiv; f. G3. eg tof upp det; — han aat upp det; — eg ta' ut en (3: fan, Honom); — faft' inte burt det; — legg inn det o. 1. v. Entelte forte Komplementer jættes da ogfaa i famme Stil ling, fanfom: fom i ug det; legg i Hop de; ff. fan [og met i Hel feg. (En Timærmelie til ben foenfte Talebrug — J den veflige og nordlige Dect af Sanbet fates derimod Negteljen forved Bronomen; faaledes: eg felt ite det; ban fang ittje meg; ec fiende lie honom. don omvendte Deds følge fættes da ogfan Segteljen nækt ded Verbet, f. Ex. tann ikje du koma? "To tann ittje eg føma; — daa fang iffje eg det atter. Ordet intje eller tie" er i denne tilling meget oat betonet og fiber derfor ofte en fleet Bortortning i Talen, Hær nor det tommer imellem to Votaler; tan "He eg faa det; maa "fi eq ; han Kend" it ofs. Sigefan: ,æ 4 an fomen* (er han ittje tomen). Den Regel, at Adverbiet flal fattes forved et Subfiantiv, jom er Objekt giætder ellers ite ved ole Slags Adv, men nermeft ved de Ord, fom be: tegne Eted eller Retning, og forøvrigt ved mange andre, jom vanfteig humne angives + Rorthed. Men felv ved Stedsadverbier bliver Regelen ifte altid fængt gennemført, da det oginn godt gaar an at fætte Subjantiv fork, f. Gr. Dei jete Basten fam. Dette lan furdom være til Hjælp til at forebygge Utydelighed, ær ved nogle Deb, fom kunne være baade Adverb og Prevofition. I Dagligtolen er det altid tydeligt not at fige: eq Melt ad raden," eller han reiv um Brevet 0: omftreb det), da nemlig den færte Betoning paa Ordet au" eller um" er tilftrættelig til af forebygge enhver SMisforftaaelje; men da alt, hvad der hun beroer paa Betoningen, vil blive utydeligt § Stef, vilde det maafter Her være bedft at fætte Wverbiet FOR. 3 entelte Tilfælde lan det vel ogjan gane an at fette Ubverbiet forded Verbet. Maar flere Verber jættes i Imperativ med Negtelje, er det almindelig ert, et Megtelien jættes ved det førke Jmperativ og itte ved de øvrige. 3. Gz. fom iffe her og Hug fyre meg. Sav fe fo og tøv. Galt lle fo og brag Foterne. $ 6. %. er det meget fædvanligt, at en Negielje eler et Adverb fættes alerørh i Emtningen; f. Gr. Eigi er bat undarlegt; — lla er Jat; — of verdr sik, 0. 1. ». Dette foretommer mu fjelde, undtagen ved entelte Steds og Tidsadverbier, jaafom: her, der, da, no, fidan og Lignende. 335. Præpoitionen fættes altid jørded den Nævning, fom den ftyrer (undtagen ved Fron. fvat og ten); f. Gx. i Land, i Huset, paa Vegen, fraa oss, med honom. Begge Drb tiljammen banne en Ubfylbning (et Komplement), fom tilbeel$ behandles fom et Adverbium og jaaledes ogjan tan fetes imellem Verbet og Gætningens Dhjett; dog fier dette hm, naar Komplementets Nevning er et Pronomen; i. Gz. set paa deg Hatten; — han tok av seg Hatten; dei toko med seg Bøkerna; dei toko fraa honom Pengarne. vor Mævningen iffe har fynderlig Vægt, bliver ben, im forhen bemærtet ($ 332), ofte udeladt, og PV pofitionen fommer da til af jtaae afene ligejom et Adverbium ; f. Gr. eg tok det fraa. I dette Tiljælde fan Præpoitionen ofte fomme til at ftaae nejt forved Berbets Objekt og altjaa ved en Nevning, fom den ifle fyrer; f. G&. tak av Toppen (2: tag Toppen af det); — legg aat Baaten (2: læg Baaten til); — dei sette fyre Hesten; — dei toko fraa Hesten; — dei hava sett i "ein Ring; — dei hava lagt uppaa ein Stein (2: lagt en Steen paa det). I denne Stilling bliver Præpofitionen ftærtt betonet, faa at Eammenhængen i Talen iffe fan misforitaaes. Anm, IG. RN. findes Prof. fundom fat efter Subftantiv, nemlig i Vers, f. Er. i Hanvamaal: annars brjöstum i; gullnum stöli å; vatni å (3: par andet. Vette forefommer nu kun i gamle Vifer; faaledes i Landiads Samling: Hallvard Kongen mote (E. 223); fine Frendar ifran (325); ho vender jeg Veggen til (328) Bed de fpørgende Vronomener fat" og ,fven" jættes Vræpoi. altid ibft og fæbbanlig fraffit i Enden af Sætningen; fom: kat fann det toma ab; — foen ffal det vera aat; — vat fal eg havn det i? (JF. $ 329). Ogina fættes Bræpoj. fidk i Relativjætninger (Hvorom jenerv) f. Er. den, fom det fom fro. Sigeledes i visje Udfylbninger, hvor et Pronomen hinde tæntes tillagt; f. Ex. ein Hamar med Staal 1; eit Stein med Jaen pan; ef Kanna med Foter under; — eg fang eit Garn og ein Fill i. I. ©. N. ef å rennr milli bær ok eru fiskar i (9. $. 1, 41). Brepofition uden Nævning findes ellers ofte i visje Talemaader, hvor et Verbum I Jnfinitiv paofølger; faaledes: han hever fit i finna 0: at finde deri); Inaft infje i vera (lad fom om ber itte var noget i det); tutja aat vera (3: fyftes at der er noget ondt ved det); bet er mangt um tentja 0: at tænte om det); det er bondt at bed gjera; det er feidt at med dragaft; tungt at til vara; det er Skam at av fegia; dei hava mangt at fyre bera, og flere. Saaledes ogfan ved Varticipium (udenfor den fædbanlige Sammen fætning); f. Gz. han er fram i tomen; han er inn paa fomen; det er intje meir i fomet; det er litet paa foftat; bet var litet til tefet; det vardt fie notot ved gjort (ogfaa: ved di gjort). Disfe endinger ere meget betvemme og pasie nøie til den gamle Udtrylsmaade; men da deres rette Forhanelje Betoer pan den færtere Betoning af Vræpofitionen, ere de ifle altid faa bes tbemme for Strift fom for Dagtigtalen. 336. De Monjunftioner, fom forbinde enfelte Ord ($ 328) fettes naturligvis imellem de jammentillebe Ord; imidlertid blive de ofte ledjagede af et andet forbindende Ord, og dette jættes da førit: f. Ex. baade Aaker og Eng; korkje paa Sjo elder Land. Hvor tre eller flere ligejtillede Ord ere forbundne, funbe Binde: ordet imellem be forjte af dem udelades; dog er denne Udeladelje iffe tilbant i Dagligtalen, Hvor man jædvanlig altid gjentager Bindeordet; f. Gx. ein Skog med Bjørk og Raun og Osp og Selja og andre Slag. Wed Abjektiverne er ellers at mærte, at de ofte tune fammenftilles uden noget Bindeord; i. Gz. smaze runde Steinar; eit stort, nytt, raudmaalat Hus. mellem over bierne jættes Binbeordet hun hvis de ere ligeartede og juldtommen Kigeftillede; f. Gx. baade vel og snart; — korkje fyrr elder sidan. Anm, Den indbyrdes Ordning imellem ligefilede Ord, fom jævnlig følges ad, fan ofte fynes af bære ganfte ligegyldig; men alligevel er der tidrels en vis Vedtægt, fom gjør, at det ene Ord altid jættes før; faaledes figer man i. Ez. altid: att og fram", itte: fram og aft, uagtet man bog ogiaa figee fram og tilbata" (ligefom i Svenft og Dani. Saaledes ogfaa: av og til; mot elder med; her og der; mær og fjerr. Sigefan: Hus og Øarb; Kveld og Morgon; bol og tru; høgt og lagt; meir elder mindre. Saar det ene Ord har en Stavelje mere, jættes det gjerne fidfö. Ved Talordene mærtes den fadige Brug, at Titallene fættes fldft; i. Gr. cit og tjugo Sar (ligefaa : i eit og tigande aret): ein og femti, too og femti, tri og femti, o, f. b. Denne Etilling er her uforanderlig og har ogiaa fin Fordeel or MVelflangen, ifr naar et Subftantiv tommer til, da man derved undgaar et Sammenftød af to Staveljer, fom ere lige færtt betonede. — I andre Tilfælde nævnes den forte Mængde eller Genbed fwdoantiy forks f. Gr. ein Dalar og tolv Skilling; el Vaag og femtan Merter; — undtagen waar den mindre Gented omtales jom en Dest af den førre I. Er. tolv Merter pan femte Vaagi (= 4 Vaager, 12 ML); faaledes nævnes en Halo deel altid førit i de mindre Tal, idet Ordet ,hald" jammenjættes med et Ordenstal; f. Gz. balvfjorde (2: 3), halvtolvte (11'4); ff. balvjemte Fjordung (Pla MD. Dele, fom er mindre end en halv, nævnes derimod efter det fete Tal og Helft ogfaa efter det tilhørende Navneord; i. Er. fem Pund og cin Femtepart (57s $0). Uf Sammenftillinger uden Bindeord mærtes nogle med Ordet var" G: tver), nemlig: ,eintvar" (: en eller anden) ei at forbexte med Moor ein" 3: enbber, hver enefte); — ,annanfvar" (2: hver anden) et at forveste med fous annen" (2: hinanden); Ggefan: tribjelvar, fjordetoar, femtetvar o. hvori Ordenstallet altid fettes ført. 337. Dedene i en enfelt Setning funne ofte være faaledes jammenftillede, at de udtryffe en dobbelt Tante eller omjatte et Jubdbold, fom nermeit funde tænfes fordeelt paa to Sætninger. Blandt andet er dette Tilfældet, naar Eætningen joruden fit egentlige Verbum ogfaa har et tilføiet Verbum i Infinitiv. Dette tillagte Verbum fan ogjaa forbindes med et eget Komplement eller Dbjett, og med adjfillige Ubdfyldninger til Objektet. F. Er. det er bedst at liva i Fred; — det gjekk seint at faa inn Pengarne; — det kostar at halda so mange Folk. $ nogle Tilfælde fan set tilfoiet Verbum henlægges til Setningens Objekt, faaledes at det betegner en Gjerning for Dbjeltet, ligejom om dette kulde felv være et Gubjett. Denne Orditilling, fom kaldes ,Aujativ med Infinitiv", fan finde Sted efter nogle Berber, jom betyde at fornemme og at tillade eller formaae En til at gjøre noget; faalebes efter: fjaa, høyra, Henna, og fier eftec: lata og bidja (bebe); f. Gz. eg saag deim koma; — eg høyrde Fuglarne syngja; — lat Mannen faa det; — han bad meg koma; eg bad f.v. Ved et Par Verber forekommer , nemlig ved: læra (jf. ©. MN. kenna) og bjelpa; i. Gx. ban lærde Bornom (at) lefa; — han ffulde Bjelpa Søjtrom at-Flytja heim. nm Attufativ med Infinitio hide ogfan tænkes at have Sted ved entelte refleive Verber; f. Ex. han fegiek vera trøptt (for: han fegier fen vera trøytt); Gan left vera rædd (Å. let few); if. Han tytjeft vera fram: floppen. — Hvor Ordet Jeg" følger efter Infinitiv, tan Meningen i entelte Tilfælde blive duntel (if. $ 319); f. Ex. han let deim prova jeg; — han bad beim minna feg wm bet. Her fan det i disje Fald være bedre at fætte et andet Ord (honom) i Stedet for jeg", buis man nemlig mener ben forfte af de omtalte. Iufinitidet tan ogjan bruges fom Nævning og opfilles fom Subjett i en Gætning; i. Gx. at fegia annat var urett, Desuden bruges det ogjan meget fom Komplement med Beapofitionen ,1il", f. Er. hava motet til at gjera; hava notot til at fara med; infje til at (iva av, o. f. b. Derimod bruges. det itte gjerne ved andre Prepoj.; og heri er altfax en Forftjel fra ben dante Drbfilling med: for at, ved at, i af, over at, efter at, uden at; — fom fer ombyttes med en anden Udtrytsmaade. §. Gz. Han fom for at foge Raad (Her: han tom og vilde føkja Raad). det (eg bardt glad, dan eg høbrde det). Han overgaar dem i at yde (Gar gjeng ber deim i Efjoting, el. til af Mota). Han ble fornærmet over at fee fig forglemt (ban vardt tylfjen, dan han faag feg gløvmd; eler: føre det, at Han var gloymd, Efter af have hvilet lidt git vi videre (dan me hedbe filt notot tet, gingo me lenger). 338. Ogjaa ved en anden Form af Verbet, nemlig Par ticphun, fan en Sætning faae en faadan Forogelje, at den egentlig indeholder Stof til to Sætninger. JImidlertid bruges denne Form iffe i jaa mange Stillinger fom Infinitiv. Rar: tieiphum fan fættes fom Udfyldning ved Subjeft eller Objekt, ligejom et andet Ydjektiv; f. Er. han kom atter skræmd; eg saag honom utboren; eg fann Huset nedrivet; ligejaa: han fekk det sovande ; eg fann deim sovande. Q. kjenna seg sviken; høyra seg lastad; sjaa seg forfylgd. — Sighed med Brugen i andre Sprog kunde det aktive Rarticip ogjaa tenfes forbundet med et eget Dbjelt (7. Gx. tatande Bot; fotjande Raad o. i. v.); men denne Ovdjtiling er fremmed for Dagligtalen, uagtet den vel fan bære tilpant ved Læsning. Derimod bruger man hellere at tiljøle et Slags Objeft med en Præpojition, f. Gx. Han kom drivande med Flokken; - han kom berande med ein Sekk. Men i denne Stilling vil Participiet jæbvanlig blive opfattet fom et Ybverbium. dum. En Ocdfilling, fom ofte foretommer i det gamle Sprog, er den, at et Verbum fættes fom Varticip ved Siden af fit Eubjekt, og at begge Ord fættes i Dain; f. Gz. slum 4 hoyrandom (3: fom alle Here paa); oss själfum hjå verandum; — ofte med Øorordet ,at", f. G5. at bornum vitnum GQ: naar Vidnesbyrd ere fremførte. Deane Brug, fom ogfa findes i andre gamle Sprog, fynes nu at være ganfte forældet, faa at der kun findes uderft fan Levninger, fom Desuden ere noget afvigende; faaledes: Honom ufpurt (0: uden at fporge ham); — afs ubitande (2: fom vi itte vide). articip med Objett forefommer af og til i det gamle Sprog, dog Hær i en nyere og funftigere GStiil, fom fynes at være lempet efter fremmede Sprog; . Gr. stjrndi peim ok syrkjande, m. fi. (Etjørn 9). — 3 de nyere Sprog bruges Porticiplalfilingen overmande meget til Inddragelfe af en Unbderfetning; i. Gx. | Dant: Stødt over denne Tilfale foarede han o. f. v. Opbragt herover pønfede han paa Hævn. Styrtede af denne Hvile gave vi 08 paa Beten. > Trodjende alle Hindringer trængte han frem. Mærtende fin Feiltagelje gjorde han fraz Undftyl — Denne Ordftilling maa ber figes at dere aldeles fremmed og bilde ialjald i Dagligtalen fyret underlig og fødende, 3 Etedet derfor bruger man her altid en tiløiet Sætning eller en Eammenftilling med ,097, f. Gr. han merfade Mistatet fitt og orfatade feg. V. Sammenfatte Sæminger. 339. Naar Ubdtrykket for en Tante itte fan optages i em entelt Sætning, deler det fig i to eller flere fammenhængende Sætninger, jom forbindes med hinanden paa foritjellig Maabde, bog for det mejte ved et Bindeord. De tilføtede eller udjyldende Gætninger deles i foritjellige Arter. Nogle af dem faldes Eidefætninger og have fun en løs Forbindelje med fin Forjetning; de tilfæjtes ved Bindeordene: og, elder, men, for (diat) eller ogjan meb et Adverbium, jom : helder, so, daa, sidan, endaa, deretter, difyre. Inbre faldes Unberjætninger, og Disje ere fajtere forbundne med en Hovedjætning, jaa at de itte let funne frajtiles eller opftilles fom jelvftændige; de blive jæbvanlig tilfæftede ved Bindeord, fom: at, um, naar, daa, medan, fyrr (en), sidan, utan, en, som. Gidejetningerne Have jedvanlig den regelrette Ordjolge, undtagen naar de tiljeftes med et Abverbium; thi i dette Fald fane be ben ombendte Drbfølge ($ 331), f. Er. Sidan var eg ute og lydde; daa høyrde eg ingen Ting, og difyre giekk eg inn atter. Unberfætningerne have fadvanlig den regelrette Orbfølge; bog fan et Adverb eller en Nægtelje ofte jættes forved Verbet, Å Gx. Eg vilde sjaa, um han endaa inkje var komen. $ nogle Tilfælde fan bog Underjetningen opitiltes forjt, med ombendt Orbjolge og uden Vindeord; f. Er. Var inkje det, so hadde eg aldri fenget det. (— Gq habbe aldri fenget det, naar intje det bar). De flejte Ggenheder i Drdjølgen findes ellers i Relativ fætningerne, Hvorom fenere. Mum Som forhen er omtalt, tunne Underjetningerne ogjan tiljeftes med et Borord (Prapol.) med Pronomen det" (di); jaaledes: av bi, med di, ved di, fran di, fyre di, otter di. En entelt ket af Sætninger kunne tilæjes alene med Formen ,di", nemlig Eammenligningsjætninger med Komparativ, Å. Gr. Di lenger eg fom, bi bere vardt det. Men ved denne Form finder megen allen Sted. I det gamle Sprog bruges Formen pri (pi), fom, pan Grund af en gammel Tiltrefning imellem Dativ og Komparativ, ogjaa maa anjees fom den rigtigite; f. Ex. hvi feira sem hann hefir, vi feira girnisk hann (Oomit 50. Men ved Siden heraf findes ofte ogfaa Genitivet pex"; faaledes: bat er a bess ljösara, er själf er nått myrkvari (Htongjp. 46. Nu om Stunder forbindes bisje Sætminger paa følgende Maaber: 1) med bi dfjelden, blandt andet i Snaafen); 2) med ,defø" (meft føndentjelds); 3) med te" el. ti' (beften og nordenfjeldå og pan flerr Steder); 4) uden Bindeord; f. Er. Stertare Storm det var, gildare tylte han det vera. (Mejt ved Bergen og Stavanger, Den befynderlighte af diske Former er netop den meft udbredte, nemlig te", fom lyder ganfte ligedan fom den fedvanlige For fortning af ,tit* (ti, te) og derfor almindelig opfattes fom tit". Men dette fan dog neppe være rigtigt. Mimeligere fynes det, at dette ke" er en Over: gengsform af ,9" (8. M. pri) og at vi i dette Orb have den famme ureget vette Overgang (med ,t" for ,V, jom forefindes I det foenfle ,t9" og det Dante , 45, © Stedet for det gamle bvi eller på 0: fordt, derfor) Galelts Bindeord blive ofte udeladte, jaaledes ,at" (tær efter bet), 4. Gx. Gq vilde, han fulde folgia meg. (Eg bilde det, han fllde fylgja meg) Han fvarade det, han fulde foma. Ordet ,en" udelades gjerne eter annat" Gg vise ittje annat, Han var inne. Ordet ,fom" bliver ogfax ofte udeladt, Hvorom nedenfor. 3 nogle Underfetninger, fom Have et udeftemt Subjett, tan dette udelades, og i dette Fald fettes da det vægtige Ord førft. F. Gr. Halde upp no, meban vel er (— medan det er bel, 3: medens det endu faar vel HD. Han yt no faa Det, ffal bel vera (2: hvis det flal gane godt; ois der flat blive nogen Fred). Um fo ina ftulde ganga (= um det ffulde gange fo ila). I entelte Tiljælde bortfalder ellers bande Bindeordet og Eubjektt; faaledes Det lettnar, alt fram lid (= alt medan det lid fram). Det vendef, led ut dan Dagen (= dan bet {eid ojo). Det vets Vilje, vel gjeng (= dan det gjeng vel. 340. Blandt de udjyldende Sætninger mætte vi førit nogle, Jom tiljætes uden noget egentligt Bindeord. Dertil høre de førnævnte Underjætninger, fom jættes forbed fin Hovedjetning og inbeholde et Viltaar eller en Betingelje, fom hunde tæntes tilføiet ved Bindeordet: um, naar, soframt, eller lignende. I. Ex. Fekk eg alt detta, so vardt eg rik. Hever han ikkje meir, so er det for litet. Dernæjt mærkes de faafaldte Anførjelsjætninger, Hvori man ligefrem ejteriiger, hvad En far fagt eller tæntt at fige; f. Gr. Han sagde: Vil du vera med? (Gllev oftere omftillet : Vil du vera med, jagde han). Eg tenkte: No kann det vera nog. (Eller: No fann det vera nog, tentte eg. Ellers kunne bdisje Gætninger ogian opftilles jom fortællende (itte efterfigende), og i dette Fald faae de Vindeord ,um", eller ,at"; f. Gx. Han spurde, um eg vilde vera med. Eg tenkte, at no kunde det vera nog. Gubelig regne vi hertil faadanne Sætninger, fom begynde med: kvat som, kven som, slik, so stor, so myket som, inkje meir en, og lignende; f. Gz. Det skal han hava, kvat som atter verd (: hvor meget eller lidet ber bliver tilovera). Det er no det sannaste, kven som annat segjer (2: hvem ber faa end vil fige noget andet). Han maa vel kunna hjelpa, slik Mann som han er. Han hever endaa inkje lært det, so stor som no er han. Eg skulde sjølv hava gjort det, inkje meir Mann en eg er. nm. En entelt felvfiændig Sætning bliver ofte gjort til et Slags nderjætning derved, at man tilføjer et Par Ord, enten for at betegne Sætningen fom fin egen Tante eller for at benftille den til en Andens Griaring og Etjøn. F. Er. Det lettar fart av, trur eg. Det gjeng no fo tmift med bi, fer du. I forte Tilfælde tilmgges fedvanligit: delt eg, frur eg, tentjer eg, fpaar eg, vonar eg, ottaft eg, er eg rædd (i. Ex. Det verd verr ein annan Dag, er eg redd. J andet Tilfælde bruges: fer du, veit bu, fynar du, fann du vita, (SF. fal du try, flat du fjan, og ÅL). Denne Ordftilling har megen Lighed med den engelite Brug af Tillæggene : I know, I think, I suppose, I hope, I fear. Qf. you know, you see, og lignende. Stogle Henftilingsjætninger, af famme Art fom de ovennævnte, Gave den Egented, at Eubjettet paa gammel Viis bliver udeladt; i. Ez. Det var no imgkt I fyrfte Tatet, maa vita (0: fan man vide); ligeledes : man tru, maa tentio, fal tr. Ellers bruges den jamme Etilling ogjan i nogle Tilfætninger, jom betegne en Mulighed, nemlig : maa henda, man vera, fann benba, fann vera (f. det nyere Ord: fann Mo). Sloget anderledes fillede ere nogle korte Tilfætninger, fom lægges til Tidsnavne eller Perjoners Navne til en nærmere Forklaring. F. Ez. Det fulde toma i Morgon, var. Ligefaa: i Morgon, fem. Sundagen, var. (Gl: ©. few). Via, Hjem. Avitjunnhelgi, var, o. f. v. Det tillagte Ord maa her nærmeft betragtes fom en Melativfætning, med udeladt fom", og det vilde viftnot vere rettere at five Vila, fom var", el. ,B. jom Hem'. Bed erjonsnavne betegner dar" at En er afdød; f. Gr. Gamle Olav, var. Ho Gunnild, var. — Andre Meninger betegnes ved: fal vera, left vera, Flat fanft i vera; f. Gz. Maagen, ftal vera, (2: Svogerer, fom ban mu tak bære). fusbonden, fhulde vera. Kongen, fulde vera. Lensmannen, læft vera. Etyremannen, ffal faaft i vera (3: fom han fol befatte fig med at være). Endelig tan man Hertil ogfaa Henføre nogle Tilfætninger, fom indeholde: et Enite, et Udteyt af Desltagelie Tatnemmelighed eller lignende: i. EE. $o flapp § befte Tidi, fel var hol — Han hever lagat det vel fyre ofs, velfignad vere han! — Bed bisfe Tilfætninger er at mærte, at de paa nogle Eteder have Nævningen i Dativ (hvis den er Pronomen); i. Gr, Sal var honom. Belfignad vere honom. Vel vere Henne. (Sdm). Herpaa findes ogjoa Grempler 1 det gamle Sprog, faafom: Vel sé pein, er pik hingat sendi (Strengl. 46). 341. Gt jæreget Glagé Unberjætninger ere de, fom tilfæjtes med Partitelen ,jom" og jom ftaae i en relativ" eller tilbageførende Stilling, da nemlig bette ,jom" træder i Etedet for et relativt Bronomen baade i Subjelt og Dhjelt. I disje Sætninger funne flere Slags Omjtillinger i Ordfolgen finde Sted. Saaledes fon Dbjettet udelades, Hvis det er Pronomen (ir ,det"); 1. ErHan skal verda fegen, som fær (2: fom faar bet). Han ser ikkje, som hava skal (3: ben fom ftal Gave Det, feer bet iffe). — Verbet fan jættes efter DObjeltet, f. Gr. Eg kom til den, som Raad hadde. Det var han, som minste Luten fekk. — Sigelebes efter Avverb eller Komplement; i. Er. Den, som sidst kom. Dei, som heima vaaro. Baade den, som ut gav, og den, som fram bar. Alt det, som i Husom fanst. — Djælpevetbet tan jættes efter Qovedverbet (Inf. og Particip), f. Gz. Det er inkje burte, som koma kann. Han fær inkje vera veik, som vinna skal. Han er sæl, som sloppen er. — Gn Prepofition, Hvis Nævning ligger ftjult i Relativordet, fommer til at tage eenlig i Guden af Sætningen, i. Gx. Det, som dei foro med. Den, som han fekk det fraa. Den, som han hadde gjort det aat. Det Huset, som han var i. Ein Hop med Bøker, som inkje var nokot Gagn i. Mam. Ordet ,fom" har Her en ufedvantig for Anvendelje, ligedan fom er" og sem i bet gamle Sprog, af hvilte det førke fynes her at være ganftc bortjaldet, faa at altjaa det andet (jem, fom) er blevet eneheritende. Eaaledes bruges ,fom" baade fom Etedé- og Tidspartitel, 1. Ez. de fom bet lang (3: Ber Hvor); rett fom han var inntommen 6: jut ba); — dernæft fom Sammenligningsørd, f. Gx, lita fo god fom del andre, — og endelig fom Nelativord, fom ovenfor er omtalt, hvorbed enbun er at anmærte, at bet ei alene fvarer til fom" »vox" og -,bilten" i de relative Udfyldninger, F. Ex. den Grunnen, fom han ugbe waa (: hvorpaa, el. paa hvilten Han byggede). I. $ 328, hvor (Sammenjætninger med ,6var" (vor) lige Brug i Nort. I gamle Stifter Fades rigtignok to forfjelige Slags Brug af Relativ, men den ene fynes tydelig at være tillommen ved Faris paa at efterligne andre Sprog, ifær Latinen. I en mere lærd og udpyntet Stil, fra en jenere Tid, findes nemlig Spørgeordet hve optaget jom Relativ; jaaledes: Bréf ydart kom til vår, i hverju er per beiddust at o, |. 0, (Dipl. 3, 81. Minnist upp å hans pino, med hverre hann löysti oss. (3. 2. 3, 298), Abel, hvers blad er... kalladi til guds. (Stjørn 51). I den ældre og fimplere Stil findes derimod Vartitlerne jer" og sem benyttede fom Relativ i alehaande Stilinger, f. Ex. bat (skip), er stafnar ero af brotnir (MR. 2. 1, I hann fjordung, er si jörd liggr i (M. 2, 1, 89). Frå beirre dyrd, er hann var til skapadr, 3: fra ben Herlighed, buortil han var ffabt (Homil. 98. Ellers er det ogjan at merte, at BVartitelen ofte findes forbunden med et perfonligt Pronomen, ijer efter et Demonftrativ (så, si); faaledes: Så, er hann pjönar naudigr (3; den fom tjener nødtvungen), hyggr jafnann Aått (Mlet, 184). En så kona, er hon vill ill vera, på gjaldi hon kvensku sinnar (Fagrit. 11). Dette er bærdt at lægge Merte til, da nemlig en faadan Debfelling ogina bruges til at betegne det relative Genitiv, jom i Dani betegnes ved fois" (Æ. wesjen; Eng. whose). F. Er. bi taki i arf er skilgetinn er fadir hans, 3: da fal den tage even, Hvis Fader er mgtefødt (NM. ©. 1, 205. Eder: Så sem fadir hans var skilgetinn (9. 2. 2, 25). J.M. L 2 80. 194. 392, Konor ber, er fdr beirra (3: hvis Fædre) våro brædra synir (N, £. 1, 49), beim lun, er änder beitra (: hvis Wander) lifa i fagnadar stödum (Homil 186). ann kalla ek sannan gud, er undir hans valde ok bode verda pesser aller Iutir at rarast, 3: under hvis Magt og Vefaling alle disje Ting man bevæge fig (Bar. 130), Denne Udtrytsmaade tan maaftee endnu figes af være i Brug; ialfald er det 08 iffe noget paajaldende at høre en faadan Ordtilling, faafom (Gin Mann, fom eg ever gløymt Namnet ans 0: hvis Nævn jeg bur glemt); eller: Den Kona, fom Son hennar vardt Preft : hvis Søn blev Pr, Men den fedvanligite Brug er dog nu, at faadanne Setninger opftilles paa en anden Maade, faa at ingen Genitivftilling finder Sted; faajom: Ein Mann, fom eg hever gløymt Namnet til (eller: paa). Den Kona, fom Hadde ein Son, fom vardt Bref. (Eder: fom er Moder til Honom, fom o. i. b). Sigejaa: Det Folti, fom me jaago Dufet til. Den Mannen, fom han förde Satt fyre, o. f. v. — I entelte Tilfelde bliver Stillingen betegnet alene ved Ordet ,jom", f. Ex, i den detjendte Gade: vat er det for eit Tre, fom at fuer upp, og Toppen ned? (Sandie, 372) Ordet ,jom" bliver ofte udeladt i Talen, hvor det faar i Objetttø Stiling; 1. Er. Det, eg felt, var litet, Det var den, eg mindjt hadde tentt paa. I Foltevljerne udelades det ogjaa | Subietiets Stilling; f. Ez. For alt det, pan Joudi ex (Sandi. 530. At Folket, i Stova fat (ib. 351). Roar ein Mann, gjenom Byri feig (204. Men i Strift, og ifer i Profa, fones det retteft overalt at beholde Ordet ,jom*, hvad enten det faar fom Sublet: eller Objett, og ialfald er det aldrig nogen god Stit at udelade et Ord, fom har en faadan færegen Gtiling og faa megen Betydenhed fom Forbindeljesed imellem Sætningerne. 342. Disje Relativjætninger foraarjage tildeels ogjaa en Forandring i den Hovedjætning, hvori de ere indjtudte, fornem melig naar denne begynder med et demonftrativt Pronomen (den, det). En meget fedvanlig Forandring er det, at Subjettet bliver gjentaget ved et tiljvarende Pronomen, fom jættes neftefter den inditudte Setning; f. Ex. Den Aakren, som var fyrst saadd, han vardt den beste. Dei Folki, som no ero ute, dei faa ei dugande Bløyta. $bor Gubftantio mangler, gjentages felve BPronomenet; dog jættes jæbbanlig ,han" i Stedet for den', i. Gr. Den, som inkje lærer, han inkje veit. Den, som sjeldan ror ut, han sjeldan fiskar. Saaledes ogjaa, om Nævningen kommer til at jtaae fom Dbjett, i. Gx. Den, som er so ustød, honom kann ingen lita paa. — Gllers funne bisje Gætninger ogjaa omitilles, faaledes at den hele Hovedjætning fættes fort, og da behøves ingen Gjentagelje; i. Gr. Den Aakren vardt den beste, som var fyrst saadd. Han veit inkje, som inkje lærer. Det kann ingen lita paa den, som er so ustod. Smiblertid falder denne Omftilling iffe altid beleilig, blandt andet naar der ogfan er en anden Underjætning ved Siden af Relativjetningen, i. Er. Dei Varorna, fom ganga den Vegen, dei verda dyre, fyrr dei foma fram. Sum. Denne Gjentagelje of Næbningen fan rigtignot anjees fom en Sfoigelfe fra den frenge Seætningsorden, men er alligevel itte ganie at fortafte. Den foretommer ofte i bet gamle Sprog, f. Ex. Så, er rikr er, hann tast ekki (Steengl. 2. Si, er fyri ödrum tekr, hann skal bat aftr föra (2. 1, 20). Så, er mik elskar, hann vardveitir vel minar redor (Barl. 205). Vigeledes findes den i Sven og Danft ifer i den ældre og fimplere Stil; fantedes meget ofte i Bibelen; f. Ex. (i Sven): Den, fom beder, han får, od) den, fom föter, jan finner (Mattb. 7, 4. Den, der fan göra godt, og gör ide, honom är det fynd (Sal 4, 17). ct Seamer Ordftilling i isje Tilfælde er til Fordeel baade for Tydeligded og Veltlang, og at ben fanledes er værd at beholdes. Imidlertid er der ogjaa en anden Maade, hvorpaa man forbinder Hoved> jætningens Slutning med Mellemjætningen, nemlig den, at Adverbiet fo" bliver indiludt fom et Slags Winbeord; f. Er. Den, fom er ute omen, fo fyr han ute vera. Den, fom infje fer Hotare fram, fo fann fan flit benta feg. Den, fom er alle Manns Vin, fo er han ingen Mann tru. Oafaa denne Brug findes igjen i det gamle Sprog, hvor ben endog er meget fedvanlig, dog med den Forftel, at Forbindings-Rartitelen ex på" (ban) og iffe ,sv4" (jo); f. Ez. Så, er triir 4 mik, pi man hamn hia (Domil. 22) Hverr sem petta ryfr, bå liggr honom slikt vid (Dipl. 1, 86). Hverr ein, er svå gerir, bå fer hann illar endalyktir (Barl. 121). I Svenft og Danft fynes en lignende Brug at have havt Sted, men findes fjelden i Sket; jaaledes Den, fom tar fig vatn öfver Qufvudet, få löper "et honom i åvmet. (Grubbs Orbfprog). Hvo et driver fin Næring, faa driver Næringen hannem. . Syv, Ordfyr. ©. 205. Ogfaa her i Landet fynes denne Brug itfe at bære fan almindelig fom den forben omtalte. Den har en betydelig Fordeel for Selflangen, da man derded undgaar adftillige Sammenhød af betonede Etavefjer; men den har det imod fig, at ben gjør et Slags Aforbdelje i (Sætningen og fætter den fidke Deel i en anden Stilling end den focke. Saar Hobedfætningen files før, betegnes den ubeftemte Verjon fedvanlig bed han" (orfjelligt fra ©. %, fom her bruger si", 3: den); Å. Ex. Han talar meft, fom minft beit. Dan er heppen, fom veit, at han" vil. — Naar et Udjeftiv fettes fornd for Subjettet, bruges derimod ,den", 1. Gx. Sal er den, fom fann have flitt. Heppen var den, fom viste detta fyrr. — Sat ninger med indledende GSubjett (bet) blive altid affluttede, førend Relativfætningen tommer til; f. Gr. Det undradeft alle, fom faago det. Det kann fiaa det kven, fom vil. Mo kann det koma fo mange, fom vilja. IF. Han talade fo høgt, at det kunde Hoven honom alle, fom inne vaaro. 343. Flere forifjellige Stinger tune ofte fammentilles i en faadan Orden, at de udgjøre en jammenhengende Sade, fom iffe fan afbrydes eller oplojes, uden at Fremitillingen i det Hele bliver forandret. F Ex. Det er nokot, som ofta hender, at eit Barn, som Folk vyrda litet um, kann endaa taka seg so vel fram, naar det fær Aari paa seg, at det kann verda Folket sitt til langt større Hugnad en andre, som gildare tyktest vera. Enabanne Kjæber funne ofte falde ganite naturlige endog i den fimplere Dagligtale; og de finne da ogjaa gjøre en god Tjenefte til en paselig Avexling i Talen eller til at forebygge den Gensformigbeb, jom følger med en længere Rafe af forte og adjtilte Sætninger. — Gt andet Mibbel til en faadan Avexling er det, at entelie Sætninger hunne fane et fyldigere Indhold ved Jud. dragning af en Unberfætning, idet et Verbum bliver omdannet til bjettiv (Particip) eller Subitantiv; f. Er. Eg hever høyrt honom ofta nemnd (— &g hever ofta høyrt, at han var nemnd). Han fann deim vakande (— meban bei vatte). Det skapast um i Vokstren (— medan Det vets). em i alt bette vil det være tilvaadeligt, at man altid Holder fig ner til den naturlige Talebrug og itte laber fig forlede af den tunitige Periodebygning og volbjomme Sammendragning, fom er fommen i Mode | entelte andre Sprog. Anm. Hvor flere Underjetninger følge fammen med en Hovediætning, indtræffe ftundom adjtilige Sammenfillinger, hvorded der lan være nogen Tvivl om, hvorvidt de ere rigtige. Å. Er. Eg gjorde det, fom eg tentte, var bek. Dei jøtte pan den, fom det teubde, var Kongen. otra Varor, fom ingen visfe, toen fom aatte beim. Bed Inddragning af Underjetninger man man her itte tænte paa nogen Erterligning af Brugen i Danft, hvor netop faadan Jnddeagning (igefom i Tydften) drives til Yderligbed. F. Er. Ved Mobtageljen af denne Efterret ning forandrede han fin Beflutning. Ved en paa Stedet foretagen Opgrabning bar man fundet endeel Vaaben. Med Fordølgelje af fin egentlige Grund anførte an adftillige Paajtud. Forblindet af alle disje Tillofteljer fatte Han al Forfigtigbed til Side ofv. (3. § 898. — Ved en faadan Sammentrængelfe fan vel Fremitillingen tildesls blive fortere; men ofte vil det dog viftnot vife fig, at Meningen hinde betegnes ligefaa tort ved et mere naturligt Udteyt. Cilhengte Navneod. 344. Forftjellige fra de hidtil omtalte Sammenftillinger ere nogle, Gvori Sætningen faar et Tillæg, fom ikke indeholder noget Verbum, men fun et Subjtantio eller en Nevning, fom vel nærmeft fan figes at ftaae i et Slags Veditilling (Appofition) til Bubjett eller Objekt, men jom dog jtundom ogiaa afviger fra denne Stilling. Nærmeft høre hertil de Sætninger, hvori et (Botativ); J. Gz. Kom hit, Bam. Sjaa deg fyre, Mann. Men ved Siden af disje fedvanlige Tilnevninger i anden erfon findes ogjaa nogle lignende, fom her maa tages i Betragtning. For tredie Perion (han, ho) tillægges ofte en Nævning, fom indeholder et Slags Bedømmelje og tjener til Udtryt enten for Agtelie og Deeltagelje eller for Ningeagt og Uvilkie. F. Ex. Han gjorde vel det, Mannen. Ho hever inkje til at blygjast fyre, Gjenta. Han er no alltid uheppen, Kroken. For førite Perion (eg) tillægges ofte en Mævning med bellagende eller forringende Mening, og her indtvæber den jæregne Form, at Posjefivet min" (eller vaar) bliver altid tillagt; f. Gr. Eg, min Arming, Me, vaare Stakarar. Eg visste inkje betre, min Daare. For anben Retjon (bu) tillægges ligeledes en Nævning med Begreb af Belvilli eller Uvillie (et Kjæleord eller et Stjældsord), og Her bruges fæbvanlig ogin det tiløiede Posjesfiv (dim). 3. Er. No frys du i Hel, ditt vesle Ting. Dett no inkje paa Steinen, din litle Skugge. Gakk heimatter, din Krok. Gaaledes fom GStkjældsord: din Stut, di Sugga, ditt Raut, ditt tygge Fe, o. I. v. nm. Ggentlige Tiltaleord eller Volativer bruges her temmelig par» fomt; derimob bliver Ordet du" færdeles meget brugt i Samtalen fom Tillægsord; f. Gz, Det er alt før fant, du. Det gjeng no oftafte jo, du, oi. b. Slægtitabsnavnene er der tun et Par, fom blive ofte brugte i Eamtalen, nemlig Fader og Moder; de øvrige blive derimobd fjelden eller aldrig brugte fom Tiltaleord. Heri er altan en betydelig Forffel fra det gamle Sprog, Hvor Ordene: brödir, systir, son, ddtir, frændi, og lignende, findes idelig indførte i Samtalen, Goiltet mu almindeligit vilde anjees fom fødende eller befværligt. Bed de tillagte Ord for tredie Perjon tan vemærtes, at naar de betegne bet, fom Perjonen virkelig er og vil anjees for at vere (faafom: Mannen, Drengen, Guten ; Kona, Gjenta, el. Taufi, da anjees de altid fom hæderlige, og ben omtalte finder fig fmigret derved; faaledes bil en ung Mandsperfon jones vel om at Høre, at man falder ham ,Drengen", da fan derved finder fig ertjendt fom en fuldtommen Hari efter Mand, Hvilket netop er hans Ønite. Naar de derimod betyde noget andet, blive de altid noget mistænte« lige og anjees jedvanlig fom en Fornermelje. og Dan; men i andre prog al denne Ordfriling ite foretomme, Qi. Grimm, d. Gram, 4, 206, I Gammel Mort findes den famme Brug, men tildeel noget anderledes, nemlig. joaledes, at Navneordet (iligemed din") haar i fuld Forbindelje med Sætningen, fom om det falde betegne en tredie erjon; f. Gr. Eigi af hundimm pinum (Faget. 131), Gviltet mu maatte Dedde: uff af deg, din Hund." 345. Blandt andre Samimenftillinger, fom afvige fra den jæbbanlige Gætningsorden, mærte vi forit en Art af ufuldfomne Sætninger, hvori et af Dovedledene, Eubjettet eller Præditatsordet, mangler. Dertil høre blandt andet faadanne Udraab, hvorded man fun nævner eller minder om en Hændelje uden at fige noget om den. Å. Er. Enn slik Aatferd daa! Fara so og mødast heile Dagen, 0. f.». Ligeledes fan man hertil henføre nogle fortellende Sætninger, hvori man udelader en Deel af Vrædikatet, ifer bet Verbum, fom ftulde følge Gubjettet; f. Gx. Han — ut og skulde sjaa etter. (Stert Betoning pan ,han") Me — paa Skogen og skulde leita. Mannen gjekk beint aat Haugen og — til at grava. Anm. I faadanne Udraab jom de ovenfor nævnte kan fundom ogjag en Dovedjætning udelades. F. Er. At eg inkje Mulde hugia detta fore! — Maar du berre visfte alt. — Den, fom aatte alle dei Vengarne! I Seætninger, fom tjene til Svar paa et Spørgsmaal, tan frundom et og andet udelades, fordi det allerede er næbnt i Spørgsmaalet; imidlertid bliver dog Svaret jædbanlig pillet faaledes, at det udgjør en Sætning; B. Er. Aven var, fom fylgde Honom? Vet var Vroderen. var er han no fomen? San er pan Res. Med Undtagelje af Svarsordene ia" og , nei" bruges fanledes fjelden et eenligt Ord til Svar; og endog ved fa" og net" er man tilbøielig til at lægge noget til, for at Svaret tan have en bid Ud: foldning eller Wrunbing. Eaafaldte ,lofonifle" Svar med et entelt Ord fares derimod fer at være noget ufedvanligt. 346. bftllige Sætninger funne have en ftærtere Vetydning, end jom Drdene egentlig medjøre, og dette bliver da betegnet der ved, at Talen lægger en jærdeles ftert Betoning eller Vægt (Emiafis) paa den hele Sætning. Saaledes f. Ex. Det var Mann! (Udtryk af en ufedvanlig Agtelje eller Beundring for en Mand). Det vardt ein Dag. Der vardt ein Kveld. Det kunde henda. Det var inkje fritt. Det baud til. Det var mest likt til det. (Om noget, fom ei alene har hændt, men fom ogjaa er tommet ret for Alvor eller til Dvermaal. MNoget lignende fan ogfaa finde Sted, naar Paaftanden fremjættes fom en Benegtelje af det mobjatte, i. Ex. No er han inkje blid. Daa var han infje fein. Det vardt intje vanfreiftat. nm Ved Siden af disfe forkærfende eller emfatifte Sætninger er der ogjaa en anben meget jædvanlig Talebrug, hvorved Tanten fremfættes fom en Paaftaaelje af bet modiatte, altfaa ironift; dog altid med en Betoning, fom tybelig angiver den egentlige Mening. F. Ex. Jau, det var godt gjort. (Om noget, fom netop er ilde gjort). Det var fine Foll. Vet var mytet til at jan! Eg hever vanhøyrt detta! (Jeg har tanite hørt det for fielden). Jau, no flal han verde blid! of v. Lignende Sætninger findes ogfaa i det gamle Sprog, hvor den egentlige Mening tan jønnes af Sammenhængen, faatedes: Ho, ho, fegnar muno hær oss fadma, o. f. . (Wer. 95). Tit Forogelje of Meningens Styrte bliver fundom et forflærtende Ad> verbium fat forbed Verbet; f. Er. Han vel var der. Han godt fekk det. Dog fynes dette itte at være almindeligt. En mere jædvanlig Brug er det at Ordet jo" fættes forbed Verbet i diske Gfterjætninger; f. Er. Han bad meg fulgia med, og eg fo gjorde. (I Stedet for: eg gjorde fo). Blandt fortærtende Udtryt mærtes ellers nogle, fom betegne alt eller intet af en Sængde, faaledes at itte Tingene felv, men fun de mindfte Dele af jemme blive nævnte. Saaledes: fart eit Haar (om Dyr, kvart eit Bein {am Bi, far ei Flis (om Tre), oor ein Drope (om Væbjte), var Saad, el var Duft (om Madvarer). igefaa: 347. Gt andet Slags Sætninger funne Have en mere omfattenbe eller. mere mangfoldig Betydning, end fom Ordene egent. lig medjøre, da de nemlig indeholde en Ytring, fom fan opfattes fiqurligt eller bruges jom Gzempel for allehaande lignende Til. fælde. De ere jaaledes et Slags ovdjproglige Talemaader, Hvori et Gzempel træber i Stedet jor mangjoldige andre. Dertil høre Gætninger jom følgende: Han hever Fanget fullt (2: ban far no at bejtille, o. i. v.). Han hever mange Jarn i Elden. Dei toko seg Vatn yver Hovud. Han fær Kamb til Haaret sitt. Han pløgjer med annan Manns Øyk. Han hever Bugti og baade Endarne. Det gjeng med Staven. Det kom Bjørn i Barnaleik, 9. 1. 0. — Bed Siden heraf findes dog ogiaa endeel Talemaader, fom fun give Tanfen en Vending eller Omffrivning, idet de hur betegne en Deel af det Hele eller en enfelt Omtændighed i Stedet før felve Hændelfen; f. Gx. faa Gryta av Benken (2: faa noget fil at toge); — ganga med ein krokutt Arm (2: fave et Barn at bære); — faa eit Tareblad under Hovudet (2: brune, fynte i Sven). Anm. Andre Talemaader dannes ved Sammenftiling af et Par Ord, fom gjerne ville følges ab paa Grund af en Sigheb eller. Modjætning i Ve tydningen. Å. Ex. Kveld og Morgon, Berg og Val, feint og tidla, o. Å. b. Dertil hører endeel Eammenfilinges, fom felv betegne en Sammenligning, faajom: mjut fom Dun; fleip jom ein Aal; tanda fom ein State; grava fom ein Bond (f. § 48); ftynja fom ei Rifa, o. Å. v. Govfilige berfea ere de Talemaoder, fom dannes ved en nødvendig Eummenfilling af to eller flere utige Ord, form tiljammen fulle ubtrytte et entelt Begreb. Hertil hører fornemmelig Sammenkillingen af et Verbum og en Fartitet; f. Gz. bera ned; fara aat; halda til; koma ved; ftanda til; taka etter; vera til 0. f. 3. Gntelte af disje Talemaader bruges hun | en Deel af Sandet 'og ere altfaa Iidet betlendte, faafom bera nat, falda att, tata ned: för, fara ned jamillom, toma til feg, o. f. 0. MNogle Landftaber fynes at være meget rigere end 'andre paa Talemaader af dette Slags. 348. 3 Eammenkillinger af ligeartede eller ligeftillebe Ord, fom følge med hinanden paa Grund af en Lighed eller Modjætning i Begrebet, have Ordene ofte ogjaa en vis Lighed i Formen, da nemlig Talebrugen Her har jammenftilet netop jandaune Ord, fom have en Samtlang (Alliteration), Hvorved Forbindeljen eller Følgejtabet bliver jaa meget befvemmere. For en jtor Deel ere disje Sammenjtillinger dannede af Ord, fom Have Bogjtavtiim, det vil fige, fom begynde med jamme Stonjonant, eller ogjaa med en Vokal. Grempler berpaa ere: a) Subit. Folk og Fe; Hus og Heim; Naud elder Nogd; Sorg og Sut; | Spe; Seng elder Sess; i Lag og Lyd; med Odd og Egg; yver Dy og Dike; yver Haug og Hamar; fraa Fiell og tl Fira. b) Bj. fal elder fast; heil og halden; kjøn og kjeik; tekk og tyd; grovt og grant; lett og litet; streng og strid; svart og sviden. c) Ber ber: bu og byggja; muna elder minka; rota og røra; skaka og skjelva; det gjeng og gjeld; det lyste og lavde, det smart og smaug, o. f. v. — Ellers tan Bogftavrimet ogjaa finde Sted i Ord, fom itfe ere ligejtillede; jaaledes blandt andet i SammenKigninger; i. Gx. fegen fom Fuglen; hardt fom Horn; naten fom ei Raal; eta fom ein Ulv; renna fom ein Rafte; modaft fom ein Maur, o. å. v. nm. Bogftavriimet Har været meget brugt i det gamle Sprog, dn nemlig de gamle Vers for en ftor Decl git med fiadige Bogftavriim, on ledes at enten to eller tre Miimord altid fulgtes ad efter visje beftemte Regler, Ellers findes det ogjan meget brugt i ubunden Still, ifer af entelte For: fattere, jom fones at have fat megen riis derpan. Det fan ogjan virkelig blive til Beltiang op Prydelje for Etilen, naar det fun bruges med Maade; derimod vil det let blive til Misklang og gjøre et uheldigt Indteyt, naar det bruges til Overmaal eller indføres paa urette Sted, nemlig hvor Frem filingen ffulde Have en raftere Gang og itte betynges ved forfintede Sam» menftillinger. 349. Gn anben Deel ai de ovenfor nævnte Sammenjtillinger far derimod fuldfomment Riim, det vil fige famme Rodvotal og fanme paafølgende Medlyd. F. Er. Land og Strand; Hug og Dug; med Raad og Daad; korkje Mat elder Fat; Ru elder Su; det hever korkje Rot elder Fot. — %bi.: vid og sid; lang og svang; audt og snaudt; dyrt og ryrt; faatt og smaatt; bratt og flatt. — %bb.: jamt og samt; knapt og snapt; rett og slett, Verber: haga og laga; nøyta og trøyta; grava og skava graata og laata; det heng og sleng; det ryt og tyt; knakar og brakar, 0. i. 0. — Denne Form jynes mu at være mere anjeet, fordi det er lettere at bemærte. Anm. Adgangen til dette Slags Miim er itte faa ganite let fom til Bogftavrimet, op derfor findes det heller itte i fandan Mængde i Talen, Ved begge disje Slags Riim dannes ellers en Mængde ordføroglige Tale maaber eller Ste', det vil fige, faaende Talemaader, fom ere fatte i en foadan Form, at de lettelig unde efterfiges med de jamme Ded. En kor Deel af Ordjprogene finne ogia fies at være ftøttede eller opretholdte ved en jaadan Form. 350. Det fidite Slags Niim er det, hvormed Vers og Sange nu jædpanlig blive jammenfatte. Verjebygningen har ellers her jom i de anbre Sprog en færegen Frihed i Drdjølgen, da nemlig Eætningsdelenes jæbvanlige Oedning ofte forandres, for at de betonede Ord og Staveljer kunne komme paa det Sted eller i den Orden, fom pasjer til Verjemaalet. De fedbanligite af bisfe Omftillinger er følgende. Gjentagen eller overjlodig Nevning forefommer ofte, i. &r. Kongen han vardt saa illa ved Mot (Sandtad, MN. Foltevifer, S. 60). Soli ho ryr (rybd) paa Tinde (ib. 183). Allt Folket det fall ifraa (302). %erbet er fat forbed CSubjeftet: Forde han av seg Riddarkladi (©. 23). Toko dei til at fela (37). — Wbberh og Komplement er fat forved Verbet: Inn so kom det vane Viv (&. 11). Han seg av Garde reid (208). Ho ut av Vindauga saag (298). — Objeftet er fat forned Verbe Ingen der eg kjende (78). Du meg spyr, og eg deg svarar (103). Han maa meg inkje sjaa (299). — Ubfyldende WAbjeftiv ex fat eter Subitantivet: Kliver han Bergi blaae (23). Det gjer' eg med Vilje god (624). Ut i Dagen ljose (88). — Gnfelte Bindeord, {jer fom", exe ote udeladte, f. Ex. Den Drykken, eg drak, han var inkje stor (721). — Web disje Omftillinger bør nogen Varjombed altid iagttages, for at de iffe kulde komme ind i en Sætning, hvor de hunde fornarjage Misjorjtaaelje eller Forduntling af Sammenhængen. Anm, Hvad Rimet i Særdeleshed vedlommer, fan det Kl Stutning be mærtes, af det ile falder fax let at rime i dette Sprog fom i Dank, da nemlig Danffen, Hær paa Grund af fit ringe Votalførraad, har en ujædbantig Adgang til en Mængde af Nim. I Endeftavelferne har Danften tun cen Botal, nemlig ,e", I Stedet for: &, a og 0; i Rodftaveljen har den kun ,9" i Etedet for: ø, an og øy, og ligeledes hun ,e" for: e og ei; dertil fommer, at Gjterlyden ,d" fvarer bande fil d og t, og ligeledes 9" til bande g og L foruden adfilige andre Afoigeljer. Herved feer det, at der frundom findes en Rette af Ord, fom rime fig i Danit, men itte i Nori. Saaledes For merne: fader, fladar, batar, Gator, ved (= vader) lat, See, fom alle jommen tunne time fig i den banfle Form. Ligeiaa: føda, Grade, bøta, Møte, dende (le, onde, ftøyta. Ligeledes: ble (plur), bleifja, leita, Vet, tar, Gite; if. frita, ots, figs, Derimod fan man fige om Udgangen tl im i Nor, at den Haar omtrent paa famme Fob fom i Svenit, dog med sen Gori, at Svenften itte far Tvelyd og altjaa fan rime flere Ord med 15° 00 ve". (Det fiöfte Har bog det at betyde, da det Joe lange ve" alloc: foarer til det norfte ,el"). Dette Overjtud af Vokaler i den hope Sprogfocm er imidlertib, fom forben besarte, itte nogen Bell eter For vanftning men elle of Furtrin ved Sproget; det er altfaa noget, fom man Sør abe fase og itte gjøre noget bed. Derimod hunde der manjtee findes en eler anden Bette for Verfbygningen paa andre Puntier, blandt andet i nogle forben omtalte Dobbettjormer af endeet Werder oc ESubftantiver, f. Er, fend og fiender; Haugom og Haugarne. Liqeledes time entelte af be fædvanligfe Sammendragninger + Talen benyttes, Hær i Imperjettim foroed en Votal; f. Ez. mantt" eg (maatte eg); faaledes ogjaa det fedvantige ber" for: det er (ligejom i Engelff: * i, og Tubft: Ei. Og da der ijer ton blive ftert Trang til Eenftaveljesformer for visje Bronomener og Par: titler, fan det her bemærtes, at entelte jaadanne Former vifinot kunne være tilladelige i Vers, jaafom: han" (Aftuf,) eller Fortortningen bom" for honom; foe far fre; set" for itfje (inte); dog burde det Abe ores varjomt op fun fættes paa et betonet Punkt i Verjet, da der nemlig ogfaa er et andet Ord, fom far den jamme Form. orfte Tillæg. Om fandfkabsmaalene. 351. Gjter hvad der er anført i det foregaaende, deler Lan dets Eprog fig i flere Grene eller Diatetter, fom af Foltet felv faldes Ma'al (Bygdarmaal, Lanbsmaal) og adftille fig ved visje Ggenheder i Former og Udtale. Til en Overfigt af deres ind: byrdes Sammenhæng hune de befoemmejt inbbeles i tre Hovedvetter, nemlig 1) den nordenfjeldjte (i Trondhjems Stift og Nord: land), 2) den vejtenfjeldjte (i Bergens Stift og den vejtlige Deel af Ariitiansjands Stift), og 3) den jøndenfjeldite (for Agershuus og den øjttige Deel af Kriftiansjands Stift). Anm. De Egenheder ved Sproget, fom man jnareft legger Marte til, exe be, fom have Sted i Udtalen og Tonefaldet, og det er nærmeft disje Egenteder, jom Atmuen betegner ved Navnene: Maaljøre, Maaljella, Maal19bfta, Talemaate. (3 Byerne bruges , Bialett* om den famme Ling). Disfe Merter ere imidlertid vanffelige at betegne i Skrift og maa derfor her forbi gaaes. Settere af betegne ere derimod Egenhedeme i Dedformer og Boiningsformer (Maalbroyte, Maalbrigde, Ordvit, Orbvending), og lær er det fvigetferne i Subftantivernes Bøiningsformer, fom give den betvemmefte Grund før en Inddeling og Sammenftilling af Diatetterne. En Inddeling efter Formerne hinde ogfan opfilles pan flere Mander; man finde faaledes ogjan antage to Høbedrætter, en for Bergens og Ariftiansfanbs Stift, og en anden for Ugersbuus Stift og det Nordenfjeldple, Den fibfte adffiller fig fra den forfte blandt andet bed en feregen Udtale af I, rd, ct ($ 34, 35), og filbeels be et mindre tydeligt Votalifie. Ligeledes. i føl gende Muntter: Infinitiver og Femininer have ulige Endevolaler; i Totavelfesord blive Bolalerne ofte tiljævnede ($ 113), og i Forbindelje hermed findes Majfuliner paa ,0" og Feminine paa ,1" (0. Gudevolalen ,é" bortfalder gjerne i Trefavelfes-Bormer (. 62. Deftann, for Heftarne). De Sub, four fiutte med Rodbolalen, have vegeleet Vøining (Hvilket fielden finder Eted i Bergens og Krifiansjands Stift. . For Maalene eller Dialetterne Å det NRordenfjeldjte funbe følgende Mærter opgives. En jæregen Udtale finder Sted ved: Il, nn, fl og fl; ligeledes forekommer det tykle L ($ 35) fra Somsdalen til Helgeland. Jufinitiverne have ulige Gnbelje: e, a, an; men bet fluttende ,e" bortfalder fom ofteft (§ 112); figeledes bortfalder det luttende ,e" i Boiningsformer paa tre Staveljer, og det mellemfommende ,e i fammenfatte Ord. Maffuliner paa a (aa) og Femininer paa u (0) forefomme meget; dog iffe paa alle Steder. Sterte og fvage Femininer adjtilles i Boiningen; men begge Arter jane almindeligit ,a" i den be ftemte Form. En Halvlydsjocm (med "er, 'e) mangler baade I Sibjettiverne og Verberne ($ 65). Af Endeljer mærtes: au (for ug) og aatt (for utt, eller ott). Denne Rete fan deles i tre Grene: A, ben nordlandite, B, den indre trondhjemite, og C, den yttre trondbjemite. Anm. For Kortheds Skyld og for at undgaae Gjentageljer af det fore anførte ville tun jan Gzempler her blive tilføiede. Som et lettere Udtryk bruger jeg ber Benævneljen , Forfte Majtulinum" om de hærtformede Han fjønsord ($ 161) og Andet Maftul." om de vage; ligeledes ,Førfe Feminimm om de færfformede Duntjønsord (8 168) og Andet Femin." om be foage. 303. A. Den nordlandjte Green Har blandt andet følgende Merker. Førke Feminin faar i den beitemte Form ,a" (paa eet Sted @), og i Fleertal ,e" (fom fildeels bortfalder) Andet Feminin har i bejtemt Form ,a" (nogle Steder o) og i Fleertal almindeligit ,0", ellers: e, aa, aar. MNeutrum har i det beitemte Bleertal ,an" (am). Dativ bruges tildeels i Gental, men fjelden i Flertal. Tiljævning i Votkalerne ($ 113) finder itte Sted. De aabne Botaler udtales ofte kort, jom om den poafølgende Med. Tyd var fordoblet, i. Ex. Bite fom Bitte, Drope jom Droppe, Mol fom Moll. Formerne af de regelrette Subitantiver ere: | Gental. | Gf Mom] Dativ | FL ub. | br. RN | Dativ Fem. 1| Skal |"a'e | en e Jenn(inn) (o) 2/ Bi (a) | a, vo |en (aan) | Gar | am Mat. 1| Stav 'en me | a | am | (0) 2 Soave | en (in) | go | a | am | Rente. -| Hus % | (ej : an | fo) 354. Denne Maalgreen deler fig atter I mindre Grene, fom dog fynes noget vanjtelige at aditille. Den meærkeligite af dem er viftnot den, fom tilhører den indre Deel af Helgeland og Sal: ten, hvoraf følgende Former her kunne mertes. Andet Feminin har i ubejtemt Form tildeels: a (f. Ex. ei Klokka, ellers: Klokk), men i beitemt Form: o (Klokko), i Flertal: nar, bit. aan (Klokkaar, Klokkaan); bog gielber det fidjte fun for Helgeland. Andet Majtulin har i Dativ ,0% (f. Gx. i Hago, paa Laavo, i Kiolo). Lybene Å og G blive bløde (fi, gj) i forjte Majtul. men iffe i det andet (i. Ex. Stokkjen, Skogjen; — Hage, Bakke, Skugge). Anm. I Veffen abftilles Femininum i den beftemte Form faaledes, at det førke dar ,æ* (Staale, Martj'æ), men det andet har ,0" Vifo, 0. f. 8). Sigelebes for forfte Maftul, i Datio ,æ (f. Er. i Vant, mæ Stav) medens det andet Har 9". I Galten bar derimod førfte Femin. a" StaaCa, Marff'a), og Dativ af forkte Maftul. Har ligeledes ,a" (i Bana, mæ tava. J bisfe Former med æ (e) og o har det vefjenfte Maal en mærtelig Lighed med det harbangerfte og bosfifke, og i Flertallet med , aar" (for o) bor det ogiaa en flært Tilnermelje til Formen i Gammel Norft, (3 $ 169) B. Den indre trondhjemite (eller. indtrøndite) Maalgreen fan figes at ftræffe fig fra Namdalen til Ortedalen og be tegnes nærmeft veb følgende Mærker. Andet Femin. adfilles fra det førjte og har i Dativ un" eller aan", i Flertal ,0% eller aa", i Bit. 3. unn, dan. Neutrum har i det bejtemte Sleertal ja". Dativ bruges meget og Har i Flertal den fuldfoume Form ,om" (anm). Bræjens af Berberne har tildels ,e4 i Stedet for a" (§ 228). Den mærkeligite Ggenhed ved disje Maal er ellers de mangfoldige Overgangsformer, fom fremfomme ved Tiljævning of Vofalerne i Tøjtaveljesord (etter $ 113, F); ber findes faaledes en ftor Deel Infinitiver og Majtuliner med va" (for € og ©) eller aa" (for a, €, ¥), og ligeledes en Dect Femininer med ju" eller 0" (for 0 ¢, ©). Endevokalen ,e" bortfalder i mange Former. Formerne af de regelvette Subit. ere: Gental | bit. Mom. | Dativ | FL ubit. | bit. NR | Dativ. F 1 | Staal | a en | ef) | im om 2 By a | un aon o,aa(aar) umm aan om mi Se | a | ot [Ca am | om 2 | Saave |en (in) 356. De hertil hørende Maal kunne nærmere betegnes jaalebes: 1) Stambalft. Andet Femin. har i Dativ aan', i Fleer: tal 00% (i Mærøen: aav), bit. 3. aan. De to Maftuliner adfilles ogjan i Dativ (i Cental); det forfte har ,i% (fom: mæ Stav'i, aat Hest), del andet har ,om", eller aam. Ved Tiljævning bliver ,e"' og i" til ,o" i Feminin (Logo for Lega, Voko for Rita), men til ,a" i Majtul. og Ju. (Nava for Neve, Batta i. Bite; lassa Å. lea, vatta f. vita). 2) Judhevreds Maal (i Inderoen, Verdalen, Stjørdalen, og tildeels i Gtrinden). Andet Femin. har jærftilt Form i Dativ (aan) og Fleertal (aa, aan) jom i det Nambaljte; derimod have be to Majtuliner felles Form i Dativ, nemlig ,a% Ved Tiljævning overgaar 0, e, © fl ,u* i Femin. (Svulu f. Evola, Lugu f. Sega, Vuku f. %ifa) ; ligeledes: a, €, i til ,aa" i Mat, og Sui. (Haagaa f. Dage, Taalaa f. Tele, Haattaa f. Hite; laas saa i. leja, vaattaa f. vita). 3) Drtedalens og Guldalens Maal. Andet Femin. hor i Dativ: un (nn), i Fleertal: 0, i dk. Form: unn (un) Andet Majt. har i Dativ almindeligit ,9%, men paa eet Sted sam". Tiljævning i Votalerne finder Sted ligedan jom i Indferred. Sum. I Gubdalen og nogle nærliggende Egne (Tyddal, Opdal, Men nebo) overgaae Diftongerne til en fimplere Lyd, nemlig: au til 0, ei til øy til 9, f. Er. brot (braut), fros (fraus) 108 (laus), bet (hei) Løf (løpfa). — 3 Brugen af 5" og gi" i Slutningen af Subf. findes tildeels en des junderlig Woftidetfe; | Indherzed og Namdalen har man jaoledes: Stogfen, Martf'a, men derimod: Vatten, Bakte, Shugge; i Orledalen. har me Stog'en, Marta, men derimod: Balti, Shuggie. — Dalolydsjormen i Fleer. tal af Eubit. ($ 171) bortjalder ganite i Ortedalen, 1. Er. Før, Hend, Bør; + Indberced er den derimod beholdt, jan at Lyden ,r* endog medfølger i den öeftemte Form, f. Ez. Bøker, Bøk era, I Bøkerom. — Mærtelige ere Dativerne pan ,am" i Meldalen f. Ex. i Endam, paa Vattam, pa Laavam, og pan nan' (ow; § Namdalen, janjom: i Endaam 0: i Enden, paa Battaam (Batten), i Hagaam (Haven. 357. C. Til den yttretrondhjemite Forgrening maa vi vegne Maalene i Fojen, Nordmør og Romsdalen, endjtjønt deres Former ere noget ulige. Førite og andet Femin. adjfilles i Fleertal, men fun tildeels i Gental; det andet Femin. har i Fleertal: a, aa eller o (i bit. F. ann, aan, og tildeels: enn). Dativ bru ges i de fodligere Ggne og ender i Gentallet i Majt. og Neutr. paa a", i Femin. paa en" og aan', i Flertalet fun paa " (nemlig for ow). <A fan Drb i de nordlige Egne. Subjt. paa ,£ og ,9" altid tj og gj i det bejtemte ental (Skogien, Marka, Follj'e). Formerne af de regelrette Subjt. ere: Gental | bå. Mom. | Dativ | FL ubjt. bit. Nom. Dat. Fl Gaal aa | em e inn an 2| VP | a aa oan en o a0 0 ann,aon,en aa M1/| Stav en a a ann aa 2 | Raabe en (inn) a a ann aa ®| gus | * Disje Maal funne neermere betegnes faaledes: 1) Fojenit. Andet Femin. har i Fleectal: a, bit. Form ann (ligefom i det Nordlandjte). Dativ fynes at mangle. Enfelte Mat. pan ,0% og Femin. paa ,u* foretomme (fom: Haga, Stega, Furu, Svolu). %f Gndeljer mærtes ,1t" for leg. by Mordmørif. Andet Femin. har i Dativ aan, i Fleertal aa", bit. Form aan. Dativ bruges ftadigt. Majtul. paa a og Femin. paa aa foretomme hun fjelben (fom: Nava, Sala, Foraa, Stuaa). 3) omsdaljk. Andet Femin. har i Fleertal ,0" (el. ¢), beftemt F. aan (enn). 3 Gntallets bejtemte Form har det førte Femin. ,a%, men det andet har aa' (fom i de deftenfjeldite Maal). Gndedofalerne bortfalde ikke jaa ofte fom i de nordligere Egne. nm. Halvlydsformen i Fleertal af Eubh. er beholdt i Fofen (fom: Bøter, Føter, Menner), men bortfalder i Nordmør (Vøl, Føt, Menn). Det fofenfte Maal, fom feaftiller fig ved fimplere Former, fynes at være den meft anjerde af de trøndite Dialekter og frætter fig ind til Omegnen af Trond blem og til felve Byen. Det romsalte nærmer fig meget til Maalene i Bergens Stift. 2. Den veftenfjeldjte Rakte. For de vejtenfjeldjte Maalgrene kunne følgende Merter opjtilles. Endevokalerne beholdes baade I Tojtaveljes- og Treitaveljesjormer. Infinitivecne ere lige og ende enten alle paa a" eller alle paa ,e". Ligeledes have de fvagformede Femininer enten fun a" eller fun ,e". Tiljevning i Bolalerne finder ite Sted. Førite og andet Femin. ere lige i Dativ, og ligejaa i Flertal (undtagen i Hardanger). De Femin., fom flute med Robvofalen, have jædvanlig en Mvigelje ($ 168). Subit. pan 1 og ,9" face altid fj og gi i den bejtemte Form (undtagen i IndreSogn). Halvlydsformen ,er" lyder jæbvanlig jom ,8" og beholdes overalt i Adjektiv og Verbum, i. Ex. fajf'e, bryt'e (undtagen i NGU). Af Eudeljer mærkes: ande (iffe and), ige (for igr), ett'e (for utt. Denne Rette fan deles i tre Grene, nemlig A, den fyrdjte eller nordre bergenjfe, B, den hordjte eller fondre bergenite, og C, den ftavangerfte. Den førite hav noget tiljæles med de nordenfjeldjte Maal; de to fidjte ere mere frajtilte og have megen indbyrdes Lighed. 360. A. Den norbre bergenfte (eller fyrdjte) Green omfatter Maalene i Søndmør, Nordfjord, Gondijord og en Deel af YkttreSogn, fom kunne betegnes ved følgende Mærker. Den norden fjelbite Udtale af I, mm, tl og fl, er heritende. Infinitiv ender paa ,e%; andet Femin. ender ogjaa altid paa ,e". Førjte og andet Femin. falde jammen i Fleertal i Formen ,e*, bit. F. venne" (inne). Dativ bruges ftadigt og har i Gental Endeljen Ja for Daft. og NReutrum, og ,enne" (inne) for Femin, i Hleertal: aa. Huntjønsord, fom flutte med Modvofalen, fane i den bejtemte Form: naa eller na (Bru'naa, Bruna). Adjettiverne Have fun ,e i den bejtemte Form. Formerne af de regelvette Subjt. ere: ental | bt Rom. | Datio | FL ub. | bf. Som. Fem. 1 | Staal | a inne e inne aa 2 | ie | ag a | inne e inne aa Mojt.1 | Stav enfin) a a ame — aa 2 ave |en(inn afg) | a anne — aa Reutr. — Hus fe a — a aa 361. De hertil hørende Maal kunne abitilles faaledes: 1) Sondmorft. Førjte og andet Fem. adjfilles i den beftemte Form faaledes, at det jørfte faar ,0" og det andet ,aa". Levninger af den gamle Nominativjorm foretomme iffe i Subftantiv, undtagen i Mandsnavne, f. Gx. Glling'e, Girit'e (7. $ 160). 2) Mordfjords og Søndfjords Maal. Førite og andet Semin. falde jammen i den bejtemte Form, faaledes at begge faae 8%. Levninger af en Mominativjorm findes jædvanlig ved de ftærte Mojtuliner (i. Gr. Vaat'e, Heit'). stum. I nordre Søndmør findes Datider paa ,00" i Eental af andet Maftul. i Dagan, paa Laavaa, | Efulao); dette findes not ogjaa i Romsbalen, og tan jommenlignes med den belgelandite og nambatie Form. Maalet I føndre Søndmør og Nordfjord beholder Lyden ,d" i Enden af Ordene bedre end boa andre Eteder ($ 33). I Eøndyjord findes visje Tilnærmelfer til det fognite, blandt andet ,pt* og på" for f, fø ($ 194). Det faataldte , Sogn: fløremaal" i Sadebigs og Goindoigs Præfegjelde bar endnu mere fælles med det fognite (blandt andet Udtalen af ,aa") men | Vøiningsjormerne falder det alligebel jammen 'med det føndfjordite. Pan Grændjen imellem Bigs op Sadevigs ræfegjelde er foaledes et Stillefied imellem to Maalgrene, fom adffille fig i flere betydelige Punkter. 362, B. Den hordite eller jøndre becgenite Maalgreen omfatter Maalene i Sogn (for den ftorjte Deel), Vojs, Hardanger og Nordhordland. (Det Sonbordlandite hører egentlig ogjan hertil, men fraftillev jig noget i Bøiningsformerne, faa at det befoemmere fan regnes til den jtavangerite Green). For ovennævnte Maal hume folgende Mærker opjtiles. Infinitiv ender paa ,0%; ligejaa ender andet Femin. paa a. Førite og andet Femin. abjtilles tybeligit i det bejtemte Gental, Hvor det førfte har ,i* eller ,æ" (e), og det andet har ,aa" eller ,0". Dativ bruges tildeels og adjtilles faalebes, fom nedenfor bliver anført. Sammenfetning med ,a" er jædvanlig. Mjettiverne faae ja" i ben beftemte Form for Femin. og Neutrum. Af Overgangsformer mates: dl for I, og dn for nn (tildels), dn før rm (overalt), bn for vn (tildeels), pt og ps for ft, få (overalt). Formerne af de regelrette Subit. ere: Gental | bft. Mom. | Dativ | FL udk. | bf Som. 3.1 Staal | %æ | 'emme | e er |enna, idna aa,o 2) ja | ag 0 | eme |e,ur(or) enna, unna aa,o Mi Stav en | Cie | oar anne, adne ag, 2 | Laave en a, (@) 363, Disje Maal kunne nærmere betegnes faaledes: 1) Gognit. (Fraregnet Sognfjøren. Første og andet Semin. adffiles i Gentallet faaledes, at bet forite faar ,1, det anbet ,90%.—Dativ bruges fun tildeels og har i Majtul. i" (og a?), Fem. enne, N. i, Fl. 0. — Votalen ,aa" har en egen Udtale ($ 11); de aabne Vofaler udtales rent og tydeligt. 2) Rordhordlandft. Førite og andet Fem. adjfilles jaaledes, at bet jørfte jaar ,æ, det andet ,o0%. Dativ bruges fæbpanlig (tær med Præpofition) og har i Maft. æ, F. enne, N. æ, Fl. aa. — Dalvlydsformen bortfalder tildels i Adjektiv (1. Gx. faft, ung), og i Flertal af Sub. (øl, Rør) 3) Bosjtik og Hardangerft. Førite 13 andet Femin. abfiles derved, at det førfte faar ,e", det andet ,0". Vokalen Joa" far en egen Udtale, ligejom i Sogn. Ellers fan denne Green adjtilles jaaledes: a) Vosfit. Flertal af Wait. og Femin. har hur a" og je". Dativ bruges (ved Præpoj.) og har i Maik. ,æ* og ,a*, i Femin. enne, Neutr. æ, Fl. 0. b) Harbangerit. Flertal af Majt. har ar"; FL. af Femin. Har ex (ice) og ,or" (urt). Dativ jynes af mangle. Vvæiensformen ,01% ($ 228) udtales tybeligt. Det Søndhordlandkte bliver omtalt i næste Stykte. Mum, Endelfen i det beftemte Fleetal af Mal og Fem. lyder i Hardanger fom: anne, enna, unna; i Sogn fom: adne, edna (idna); ellers anne, enna. — Dati» af førfte og andet Maftul. adfines paa Bofs (og maaitee i Sogn) ved ,æ" og ,0" (i Vaatæ, pan Valla); men i NEL. fynes de at falbe jammen i Formen ,æ'. — Omiyden a—o findes i Hard. og Vojs fæbbantig beholdt i Nentrum, f. Ez. Fat, Fot; Glas, Glos; 175); og ligeledes i djetiv, . Gx. faite, fot; brave, vorm ($ 188. — Fein. fom flutte med Votalen (f. Ex. Vru), fave her Formen: naa (Sogn), na (Hard), na (WEL. — Ubi, pan en" foae i Hunkjøn: ,i* (Sogn) eder ,æ" MIL, Vols, Hard). — Verbernes Fleertalsform bortfalder ofte i Sogn, men bruges i de andre Egne fædbanlig. — Lydene Å og G omftifte fædbanlig til 6 og gi forved Gudelier med ,e", og meft regelret i Hard. og Vols, hør man ogiaa abftifler Sdieltivjormer fom: rife o ita, ungie og unge ($ 189); Derimod bar man i Indre-Sogn ofte baardt Å og © forved ,e" og .', Å. Er. Batte, Page; Stogen, Marti; dregen, legen, løgen o. f. v. — Af Endeljer meærtes: are, inge (i Subft., an (i Ubv.), ifer i Hard. og Vis; den fidfte Borm gaar ellers over til ,a0", ijær i MOL, i. Gr. fioa for fidan. 364. C. Den ftavangerite Forgrening, jom omfatter Maalene fra Søndhorbland fil Sifter, har meget 'tiljælles med den foreganende, men jroftiler fig for det mete ved en ftørre Sim peed i Bøiningen. — Jnfinitio ender paa ,a"; andet Femin. enber ligeledes paa ,0%. Førite og andet Femin. falde jammen i Møiningen, jaaledes at be begge i det betemte Gental jane ,9% eller ,aa", i Flertal ,e%, bit. F. erne". (Dog findes nd tageljer). I Lighed hermed har Neutrum i det bejtemte Flertal: o, eller aa (nogle Steder: an, anne). Dativ bortfalder ante. Gammenjætninger med ,0%, og Adjektivjormer med ja" finde Sted ligejom i den foreganende Maalgreen. Ligeledes Overgangsformer med: dl for I, dn for mn, pt og ps for it og få. Af andre Former mærtes: dl for I, og dn for n, efter en lang Vokal ($ 166), f. Gz. Stodl for Stol, Steidn for Stein. (Ogjaa i Hardanger). Formerne af de vegelrette Gubit. eve: Cental ubft. bft. BL ubit. bit. Fem. 1 | Staal | 70, an, & er enne 2 Bij 9, aa ger emne Mat. 1 Stan 'en a, ar anne 2 | Same en a, ar anne Neutr. 365. Dertil høre følgende mindre Grene: 1) Søndhor blandt (f. 362). Fleertal af aft. og Femi. har fæbbanlig ,0% og ,e", men pan nogle Steder: ar, er. Fer mininerne faae i bet Geftemte Gental ,0% (pan nogle Steder aa); bit. Fl. enne. Ellers meget tilfælles med Nordhordlandjt. 2) Myfyltes Maal. Fleertal af Mait. og Femin. har ar, og er. — Femin. jaar i beftemt Gental aa". I den fydlige Deel gaae de haarde Konjonanter (t, p, Å over til bløde (b, b, g) efter Votalen. 3) Jeberit Fleertal med ja" og je" (uden rv). Femi, fane i Gentallet ,a0%. Vløde Konfonanter efter Vokalen. Til beels en mere flap Udtale: j for Gj, If for (, nn for nd. 4) Sifterjf. Femin. faav almindeligit i Gental ,aa", men i nøgle Ggne fraffilles forjte Femin, fom ba faar ,". Neutrum faar i det bejtemte Fleertal jædbanlig ,an" (anne). Overalt bløde Konjonanter. ær og det andet ,aa", finder Sted I Eiredalen og i de fydligite Egne af Jæderen (eter Daterno). 366. De jøndenfjeldjte Landifabsmaal kunne vanjtelig be tegnes ved mange fælles Sjendemærter, da de mange Grændjebiftrifter have noget tilfælles med de nærmejte veftenfjeldjte. eller norbenfjeldte, medens derimod de fydlige og øjtlige Egne have visje Ggenheder for fig jelv. Imidlertid kunne følgende Punkter møærtes. Jufinitiverne eve ulige, da nogle ende paa ,9%, men de fete paa ,e%. Femininerne of den jvage Form ere ogiaa ulige, da nogle ende paa ,1 eller ,0%, men be flefte paa ,8". Mituliner paa ,0% forefomme, ifær i Mgershuus Stift, og ftaae i Forbindelje med et Slags Tiljævning i Volalerne (ligedan fom Femin. paa ju" og Inf. paa a") Førfte og andet Fiminin adftilles for det meite, Hær i Fjeldbygderne. Endevotalen bortjalder ofte i Evejtaveljesord, men ite i Tojtaveljesord. Halviyd ved Adjettiverne findes i de veftlige Egne, men itte ellers. Den bejtemte Form oj Adi. har fun ,e" (og iffe a. Aj Overgangsjormer mertes: sl for tl, sj for ff, on for va. Denne Rætte tar deles i fire Grene, jom vi her kunne be: nævne: den raabygjte eller arendalite, ben veitre oplandite, den øitre oplanbite og enbelig den foldenite eller føndre agershufifte. 367. A. Den førite Forgrening, fom omfatter Maalene I Raabygdelaget vg Telemarten med de nærmeite Søbygder, kunde betegnes veb følgende Mærter, fom dog nærmejt gjælde for de øverjt liggende Diftrifter. Førjte og andet Femin. aditilles (i de øvre Bygder) baade i Gental og Flertal, jaaledes jom nedenfor bliver viijt. Datio bruges fun i nogle Fjeldbygder. Fleertal af Mai. og Femin. Har for det meite tydeligt ,r¢ (ax, iv, ur). De jvage Verber have ligeledes i Vræfjens tydeligt ,ar" og ,er" (iv), medens derimod de ftærke og Mellembøinings-Verberne hur have Halvlyden, i. Ex. finne, bryte, jefe. Omlybsformer af Subjt. have ar" (a) med Halvlyds Betoning, i. Er. Bokar, Dend'ar. Memvar. Sammenjætningsform med ,a" og ju" findes fæbbanlig fun ved faadanne Subftantiver, fom ere modtagelige jor Tiljevning i Vofalerne ($ 261). De aabne Vokaler ere for det meite tydelige, og Konjonanternes Udtale er reen og fimpel. Formerne af de regelrette Subit. ere følgende : Gental | bit. Rom. Dativ | Fl. udk. | Gf. Rom. | Dat. Fem. 1 | Staal æi, a 'ime | ir, e imme fm | o 2 | Wife a | ume ur,u, 0 unne, um 0 Mojt. 1 | Stav(e) en | æ, (i) | ar (a) anne, anno 2 | £aave | en a | ar (a) | anne 0 Neutr. 368, Denne Forgrening fan tages i tre Dele, nemlig focjt Staabygbelagets Maal, fom Har fin Kjerne i Sætersdalen, dernæft Telemartens lidt forftjellige Maalgrene, og endelig Maalet i de nedre Bygder (Mandal, Nedenæs, Bamble), fom frajtiller fig bed mere tillempede og noget jvætfede Former med vise indbyrdes ligheder. 1) Gæterdaljt. Førite og andet Femin. adtilles i det bejtemte Gental; det første faar ,e" (æ) og det andet ,0%. Dativ bruges (i de øbenanførte Former). Forte Motul. far Halolyden af en gammel Mominativjorm (Å. Gz. Dage, Here). Fleertallets 1" bortfalder tildeels. Af Overgangsformer mærtes: bb for If (§ 130), $ for us (§ 131), bortfaldet ,1" jorved t, g, v, m ($ 130), og Bortjalbet ,£* forved n (§ 137). 2) Telemartens Maal. Førjte Femin. faar i Gentallet: i, eller e (nogle Et. a). Dativ bruges fjelden og fun i de øverite Bygder (Majt. i, ja; F. enne, Fl. oj. Flertallet har tydeligt Lt (ar, ir, ur). Femininer paa ,u" foretomme. Aj Endeljer mertes : are, ingje ($ 59), aal ($ 116), ftleg ($ 137); dog findes bisje ogjaa i det Setersdaljte. 3) Udbygdernes Maal. Forjte Femin. har jamme Form fom det anbet, nemlig ,0%. Det bejtemte Fleertal af Neutrum far ligeledes ja" (i Mandal: an, anne). Dativ mangler. Sum. Her tunde vifnot flere Adelinger opfilles, da Søbiygdernes Saat ogjaa have viste Cgenheder: dog ere bisie af mindre Vetydenged. I det Mandalite martes en Tilboielighed il at gjøre Fleertalsformen anne fælles for alle tre Søn; i de ølige Søbygber begynder et fæles Flertal med ,er" (ligefom i Eqnene ved Oslofjorden). Vrugen af de bløde Soro manet er herfende I Mandats-Egnen (igefom paa Sir) og vælter langs Eøtanten benimod Arendal. I de ovenfor liggende Egne eller Meller bygderne ere adftillige gode Dialetter; jaaledes i Vajeral med Jnfinitiver paa a"), i Hamid (med Flertal paa: ar, ir, ur) og viftnot paa flere Steder. 3 det Sætersdalite findes enkelte gamle Former bedre bevarede end paa be flefte andre Steder ; faaledes Bøiningen af Talordene ($ 198, Afyden i Flertal af de færte Berber (i. Er. las, laaje), og entete Konhuntiivjormer Sigeledes findes en Mængde Ezempler paa Omlyden a—' i Fleertal af Neutrum (fom: Raft, Kok) og i Duntjøn af Adj. (fom: faljfe, foljtj. Bed Siden af diske befynderlige Overgange findes agfaa en reen og tydelig Udtale i visje Sydfibinger 1, fb, nb, mb), fan ellers paa mange Steder blive førvanitede. 'Telemartens Maal adler fig i flere Ørerie, Nisfedal falder nær Jammen meb oftre Naabygdelaget (Femin. med bft. Form paa ,a"). Moland, So og Vinje have meget tilfælles med Sætersdalen (fom: Femin. med bft. Form paa ,e", Omiyden a—0, Overgangene: dd for IL å for nå, a for En, 8 for ly, b for tv, og flere. Tinn Præfegied falder nær jammen med Mummedal; Sebre elemarten falder nær jammen med Gqnene ved Oslofjorden og fraftiller fig tildels ved Tiljævning i Votalerns, Hær med ,00" for a (laagaa for laga; jf. foMfjea for fetia). — Forøvrigt er Feteniartens Dialett mertelig derved, at den tan figes at være mere dyrket end nogen anden, da man her har en førre Nigdom af Folledigtning end paa andre Eteder i Saude, fom tan fees af Landitads betydelige Samling fra denne Con i hans ,Norfte Foltevifer" (Gyriftiania 1853), og ligeledes af Bugge's fenere udlomne Eamling, fom formodentlig vil blive meget forøget. 369. B. Den vejtre oplandjfe Green, hvortil Maalene i Hieldbygderne fra Nummedal til Gudbrandsdalen kunne henregnes, lader fig betegne ved følgende Mærter, fom fornemmelig gjælde for de øverjte Dijtrifter. Forte og andet Feminimum abitilles baade i Gental og Fleertal; det forjte har jædvanlig ,e* i Gen tallets bejtemte Form. Dativ bruges næften overalt og har færjtilt Form for ftærte og fvage Subjtantiver. Lyden ,1" bortfalder jæbvanlig i Flertal af Subit. og i Præjens af Verberne. Halolyd ved Abjettiv findes fm i enfelte Egne (ifær i alders) SMojtuliner paa ,0% (an) og Femin. paa ju" eller 0" jorefomme; og paa nogle Gteber findes ogjan Volal-Tiljævning med ,90% for a. Enbevofalen bortfalder gjerne i Trejtaveljesjormer, ifr i Flertal of Subit. Formerne af de regelvette Navneord ere følgende: Gental. | bh. Mom. | Dativ. | FL. uk. Sp. Kom. | Dato. 81 Stale en | ie inn ibn po, om 2 ie a un | uo wmubn - M.1 | Stav | en ® ae ann adm : 2 | Soave | en (in) a | ae am, abn| - RN | us | ve e =e. 370. De hertil regnede Maal adjtilles faaledes : 1) Rummebdalit. Flertal med: a, i, u (nogle Steder: ar, ir, ur); bejtemt Å. ann, inn, unn. Dativ bruges fjelden; helt i Fleertal (paa: o). Adjektiv uden Halvlyd efter en Konfonant, men meb ,r" eiter Rodvotalen (f. Gr. grac'r, nyt). Tiljevning med ,aa" for a (f. Ez. laagaa, for laga). Af Overgangsformer mertes: ,gv" for bv, eller fv ($ 140) 2) $allingdalit. Fleertal med: a, i u; bit. F. adn, idn, udn. Dativ bruges ftadigt. (I Fleertal: o). Fleertal med Dmly faar Halvlyden ,a* (BVøka, Føra). Adjektiv uden Halvlyd. Ingen betydelig Tiljeoning. Haardt t+ og ,q* forved en, men bløbt (fi, gj) forved ,e" (i. Er. Engj'e, paa Eng'en). | 3) Valderit. Fleertal med: a, e, 0; bit. abu, idn, udn. Dativ ftadig brugt. Fleertal med Omlyd fom i Hallingdal. Adjektiv med Halvlyd: "e (0). Prejens af de fterte Berber ligefaa. Daaxdt 4 og ,g* forved ,e" (Bakke, Hage; Stogen, i Gtog'e). Det aabne ,0" gaar ofte over til ,0". Meget fælles med Hallingdaljt. 4) Gudbrandsdaljt (i de øverite eller norbdligite Eane). leertal i Majtul. med ,e, bit. F. enn (einn, ainn); i Femin. meb ,e" og ,0, bit. F. inn og umn. Dativ bruges ftadigt og Har i Fleertal ,om". I Fleertal med Omlyd bortfalder Halvlyden (f. Gr. Bot, Fot); den beitemte Form faar ,inn* (Bøkinn, Føt'inn. Adjektiv uden Halvlyd. Tiljøvning med ,90" jor a (laagaa f. laga). sum. En Forftjel imellem de overfte og nederfte Viftritter er her overalt at mærte. 3 den mellemfte Del af Nummedal bruges faaledes Fieertal pan: ar, ir, ur; I den nederfte Del (Flesberg) faar Førite Femin. a". Stederft | Dallingdal findes jæregne Overgangsformer, ffær ,1" fo v, og vet" for øn ($ 195). Den nederfte Det af Gudbrandsdalen falder nærmere fammen med den oftre oplandjte Forgrening. Vaalet pan Ringerige og Hadeland nærmer fig mere til den føndre agershurifte Green. Fælles for Nummedal, Dalingdal og Valders er en fortrinlig Brug af Verbernes Fleertalsform. I Præfens er Flertal ligt Juknitiv, altfaa deels med a" og ofteft med ,e". 3 Juperi. af de ferte Verder har Ficertal Alyd og ender paa ,0", f. Er. fat, jaato (Rum) eller foto (j. $ 241). Agden: au—u, og ei— er mbeligft I Hallingdal og Valders. % Overgange mærtes: jo for jo og ju (i Hall og Vald. tigefom norden fields) ø for o' (met i Wald) 371. C. Den øjtre oplandite Forgrening fan betegnes ved følgende Mærter. Forite og andet Femininum have for det meite de jamme Former og ende i det bejtemte Gental paa a". Dativ bruges, men fedvanlig fun i een Form for Hvert Kjøn. Fleertal aj Majtul. og Femin. vil gjerne falde fammen i Formen er'; men i den bejtemte Form findes tildeels en Adjtillelje, jaaledes at Majtul. faar Endeljen ,ann" eller forkortet ,0%, f. Ex. Heta" (5. e. Deitene). Majtuliner paa ,a* (aa) og Femin, paa ,4" (0) forefomme ofte (paa Grund af Tiljevning i Botalerne); de forite faae i den bejtemte Form: an (aan), i. Gr. Pagan; de fidjte fane: un (oa), f. Gr. Furua, Gutua. Adjektiv uden Halviyd. Prejens aj Verberne vil falde jammen i Formen jer". Aj Overgange mertes: ti for ra, og Li" for la; pe" og ,ge" for tje og gje i Enden af Ordene. Formerne af de regelrette Subjtantiver ere jædvanlig : Gental | bt Wom Dati | FL udk. F 1 Stal | a en er — enn (inn) om 2 Vie a |unen| er enn om Mi Stab | Cen a em er enn, ann, a om 2 Rave | en a om ev enn, ann, a om du | * 372. Uf de Bertil Horende Grene mærkes følgende: 1) Ofterdaljfk Maftulinum har Dativ deels paa a", deels paa em" eller ,om* (jor Gentall. Neutrum hav Dativ paa ja" (ligejom nordenfjelda). Viftongerne gaae fedvanlig over til entelte Vokaler Uligejom i Guldalen. AW andre Overgange mærtes ,9u" for ag ($ 144). 2) Solørit. Dativ paa ,0% i Maffulimm. Diftongerne au" og ei" beholde fin almindelige Form; derimod findes Afvigeljer i Ubtalen af enfelte andre Vokaler, *ijær 9, ø, b, og oy. 3) Hedemartiff. Dativ pan ja" i Majul., men paa je" i Reutrum; — i Femin. tildeels abdjtilt, faa at forjte Femin. faar ,en%, og det 'andet jun". Tvelyden ei" er tildeels overgaaen til ,e%. Den nedre Deel af Gudbrandsdalen maa ogiaa regnes hertil, forjaavidt fom Maalet har Flertal paa ev', bejtemt Form paa a" i førte Femin. og Dativ paa ja" i alle Majtuliner; forøvrigt har det meget tiljeles med Maalet i den øvre Deel af Daljtroget, fom for er omtalt. — Ogjaa Toten og Land falde ind under denne Forgrening, ijær paa Grund of Brugen af Dativformerne. jævning i Botalerne, nemlig aa" for a e, i (i Werber og Maftuliner), og 2%" for 0, €, Å (i Feminineme) efter $ 114 og 115. 373. D. Den folbenjte eller jøndre agevshufifte Forgrening, fom omfatter Egnene ved Oslofjorden og jtræfter fig til Ringerige og Mommerige, fanjbetegnes ved jølgende Mærter. Alle Femininer fane ,a% i bet bejtemte Gental. Dativ bortfalder ganjte. Fleer tal har ,er% bande i Maftul. og Femin, tildels endog i Meuteum; men i Fleertallets bejtemte Form findes tildeels en Udjtilelje, janledes at Majtul. faar ,a" (Hejta"), Femin. ,enn", og Meutr. ,a". Verberne fane Å Vræjens ,er", jaavel i den ftærte jom den fvage Boining. Stærte Berber, fom ellers fae Dmlyd i Prejens, beholde her den Haarde Volal, f. Ex. fommer, fover, graver ($ 217). Af Overgange mertes ,v' for tv (ho) efter 8 140. Anm. I denne Maaigreen vifer fig oltjan en hærters Etræben efter at udjevne alle mindre Forftielligheder, jaa at alle Ord af famme Klasje kunde faae jamme Form eler Vøining (f. Er. ec" i Subf. og Verbum) Herved fremtomme flere betydelige oigelfer fra den gamle Form, bland hvilte man ifer fan lægge Marte Hil den ovennævnte Mangel pan Omtud i Bræjens af de ftecte Verber (f. Gr. tommer, later, graater, fom allerede er nat til at give Eproget en fremmed Klang. For en for Deel ere dtsje Avigeljer at anfee fom en Overgang fra Rott til Dal, og denne Overgang vifer fig da færtet i det faataldte Vymaai (Dagligtalen i Byerne), fom vet altid har noget tilfælles "med Mantet i det nærmeke Landbiftritt, men dog fædvnlig vtfer en føre Etræben til at efterligne det danfle Bogmaa, faa at det tildeets fun: faffiller fig ved Wrugen af entelte norfte Ord og ved en tørre Gensformigbed i Botningen (i. Ex. i Fleertal : Helter, Blotter, Hufer. I en mere ärlig og ubftuderet Tale gaar Sproget endog ganffe over til den banfte Form, jaa at det fun fraftiller fig ved visie norfte Ggenheder I Tone: fald og ate. 74. De Landjfabsmaal, fom nærme fig mejt til det gamle (prog, ere jaaledes de, jom bruges i det Vejtenfjeldjte og i de tilgrændjende Daljtrøg paa den øjtlige Side af Langfjeldene. Maalene i Bergens Stift kunne figes at være de fuldtomnejte med Denfyn til Lyd og Ordformer; derimod have Maalene paa ben føndenfjeldite Side en ftorre Fuldtommenbed i entelte Vøiningsformer, og ær en ftarpere Abdjfillelje af den ftærte og fvage Bøining i Savneordene. Eubjtantivernes Bøiningsformer kunne figes at være fuldtomnejt i Hardanger, Telemarfen og tiljtødende Ggne; medens bog enfelte Former ere fuldfomnere pan andre (Steder (fnaledes Dativ i Gudbrandsdalen og Ortedalen). Abjettidernes Møining er fuldfomnejt i den jøndre Deel af Bergens Gift. Verbernes Bøiningsformer finne figes at være fulde fomneft i Raabygdelaget og Telemarfen; men de ftærte Berbers Møining er tildels fuldtomnere i Mummedal, Hallingdal og Balders. nm Mærkelig er den Tilnærmelje eller tiltagende Lighed, fom fads vanlig finder Sted I Sproget i tv ievnfides liggende Diftikter, om de endog ere adfilte ved fore Fjelde eller ubeboelige Strælninger. Ved de foie Fjeldrygge I Midten af Landet finder man faaledes ofteft en gradvis Dvergang, fax at Maalet i de" øverfie Vygder pan den ene Side har megerr Sighed med Maalet baa den anden Side; faaledes i Telemarken og Hardanger, i Valders og Sogn, i Gudbrandsdalen og Romsdalen, i Ører: dalen og Gulbaien; ligeledes pan Siderne af de mindre Fjeldgrene, f. Gr. imellem Sætersdalen og øvre Telemarten, imellem Tinn og Rummedal, Hallingdal og Valders. Selv en jan mægtig Efilebæg fom Juftedalsreden har itte funnet hindre, at Moalet i Juftedalen i visje Smaating afviger fra det Sognfte og nærmer fig til det Nordljordfte. Derimod finder man frundom en betydelig Overgang paa et Sted, hvor man mindre Fulde bente det; fnaledes i Slærheden of Trondhjem, i Midten af Gudbrandsdalen, i den oftlige Deel af Telemarten, og hvad der maaftee er mærteligh, i dem veklige Desl af Sogn, hvor nemlig Ladedig og Evindvigs Preftegjelde i flere betydelige Punkter. afvige fra. 375. 3 Drdorraadet, eller i Brugen af jelve Ordene, have Sandtabsmaalene et meget ftørre Fællesjtab, faa at man neppe fon opvie nøgen betydelig Samling af Ord, jom ffulde være jæregne for et enfelt [idet Diftrikt. Ri bis (a af Fjeldryggen I Midten af Landet. Ymidlertid træffer det ogiaa til, at enfelte fjeldnere gamle Ord netop gjenfindes i fandanne Ggne, hvor Formerne ere meget afvegne fra det gamle Maal; og i Almindelighed fan man fige, at alle Ditrifter i Landet tilbyde noget Sto til en ægte norff Ordjamling. Nogle Ditrifter, fom Telemarfen og Gudbrandsdalen, fynes at have en jtor Rig bom af gode Ord, medens derimod andre, faajom Ggnene mordenjor Trondhjem, fynes at have et lidet eller fattigt Ordforrnab, idet de mangle en Del af de Drb, fom ere nogenlunde almindelige i andre Dele af Landet. nm. Aj fnadanne Ded, fom ere meget brugelige i en Vel af Landet og derimod fjeldne andenfeds, funne til Er. mærtes: 1) Rordenfjelds : bang, bella, bilka, Drøja, Fart, Fjolde, forde (ol), Hatt, buftra, tot, v. 1, Laon (for Lon, $ 48), Mel, Mund, 1., nine, ffryp, nara, talma, troya, Varg, Vætja. 2) Veftenfjelds: Ange (Uangje), beria, Bø, Hatt, flg, Flaga, haa v. n. 3) Sondenfjelds: Mare, Brote, Fartoft, Gjorde (Jore, Guis, gyva, Botten, Holt, topa, Korp, Laft, Lime, Net, Strub, fmala, fedia, feta, Tatts, Toll, i, Trott, Tyre. % Ord, fom tilhøre den fydligite Deel af Landet, mærkes: Aa, f, bland, Pape, Fen, Forlog, hardla, Hopa, Kil, oktar, Risa, fot, Spa», føtkja, Tior, Tota, Torn, Vette. Uj felles veftenfjeldife og nordenfjetdile mærtes endelig: Brydja (Broa), Ddisja v., Hud, Grov, Hont, Sumas, laat, Maxbatte, Nov, Raft, Riv, Smale, Stamp, trout, Tuft, Bang, Bele, Undet Tillæg. Om fandsiproget. iter Dverjigten af Lanbditabsmaalene kunde det joe ud, fom om ber var flere Sprog i Landet, eller fom om Ulige heden var jan ftor, af man iffe funbe finde nogen Genhed i Mangfoldigbeden. Jidlertid er dog iffe alt faa foritjelligt, fom bet fer fan fynes, da di nemlig her med Flid have udløgt de 'Bunfter, hvor netop den ftørite Foritiel finder Sted. I de øvrige Former, fom fer ere jorbigaaede, er der altjaa en ftorre Sighed, ligefom ogjaa i Orbjørraadet og Udtrytsmaaben, fom ger maa tages i jortrinlig Betragtning. Det er nemlig at mærte, at det egentlig er Drbjormerne og Ordenes Rob, fom det til Slutning mejt gjælder om, og af derimod de tilføiede Bøinings-Endeljer gjerne kunne være noget forftiellige i Dagligtalen, uden at dette bliver til jynderlig Hinder for Sprogets Foritacelfe. Og ved nærmere Giterfyn vil man ogjaa finde, af jelve Bøiningsjormerne med alle fine Afvigeljer dog have en fælles Grund i et gammelt og jelotændigt Lanbsiprog, hvilket allerede er paaviiit paa abitillige Steder i den foreganende Fremitiling. Anm. Det er ofte vanfteligt at vide, Hvor vidt et Ord er udbredt I Sandet, og det træffer ofte til. at et Ord, fom fynes fun at tilhøre et entelt Sanditab, dog vil findes af være meget videre betjendt. Ligeledes træffer bet ftundom til, at enten det jamme eller et beflægtet Ord findes igjen i en langtfea liggende Can, fjont det fynes at mangle i et vift Mellemrum. Eom Erempler herpan fan mertes: Snart, Mm. (Tel) Snerta (Helg) oa Enerte el. Snarte (herd); Kauje (Set.) og HKøyfa (Trondb); alofe (Tel) og glofe (Sdm); baag (Helg., begjen (Erondb.) og begja, v. a (Berg. Stift); Daam (Sogn), daamleg (Tel), daamlaus (Bör). Noget lignende finder ogfaa Sted ved entelte Former; faaledes ved den bordalandite Form vaa ,e" for Gental af de færte Femininer (f. Gr. Sol'w), fom ogfaa gienfindes pao Helgeland og tildests i Liter og Sætersdalen. Som forhen antydet, er ellers dette ,æ" det jamme fom ,e" og 1" ($ 168), jaa at de tre Endelfer enenttig fulde betragtes fom cen. Og ved denne Form fan det ogjan være værd! at minde om den tilfværende Form i Sverige (f. $ 177), hvor man nemlig i entelte Ubtanter (jom Dalarne og Gotland) har Endeljen i", men almindeligit Endelfen ,a", ligefom Her i Landet, uagtet dog det fuente Boge maal adjtiller Femininum i to Former, nemlig med ,en" for de ftærte og Lan" for de foage, ligedan fom i det gamle Norte. et fulde Her være fornøieligt at vide noget om Alderen for Landtabs: maalenes Egenheder i Lyd og Ordformer; men dertil gives fun liden Adgang, da vore ældke Opteguelfer af Dialetterne fun ere et Par Aar: hundreder gamle. Gjter en Rælte af Dagsnavne paa en Primkab fra Balders af 1644 (omtalt i Hammers Rorjte Hunsholdningstatender, 2, 253), fones Udtalen i Valders at have været den famme da fom mu; jaclede Srøsmes (: Krojsmesia), Softosoto, Dlsoto, Bosoto (bed duntel Udtale af det tytte £ 1 Boolsoto, for Botolfsvoto). Efter Jenjens Glofebog fra 1646, fom nærmeft gjælder for Eondfiord, fones Formerne ogjaa der at Have været de famme fom mi. Gaaledes for Sominatiomestet x" hin veret udtalt fom ,e", f. Er. Tuftarvol'e (6. 130, Vettrung'e (133), ein matalaus'e Stale (17), mere (18), vejall'e (132), Ligeledes har Lyden ,d* efter Vokalen faldet Bort, f. Gr. Sy (Lyd), Skie (Stida, Smer (Smid), Ter (Tidur, Teræ (for "Zitræde), hoiltet fidfte er merteligt not, da dette .d" taljald endda var i Brug i Radobiftriftet Nordfjord, hvor det endnu virkelig udtales. 3 de gammelnorte Stifter (fra 13de og 14de Arb) findes rigtignot mange Bocftielligbeder 1 Formerne, men dog fjelden faabanne, fom man unde falde egentlige Dialettformer. Entelte af dem hanne vel henføres til en entelt Deel af Landet, tjær den føromtalte Halalyds-Endelje ax? for 7" i en Lobbog fra Tunsberg (f. å 171); men for adjtillige andre vil derimod vanftlig noget Hiemfted kunne angives; f. Gx. val (vel, kæmr (kemr), vdn (vån), hörid (håtid), mit (vit. 3 de forftjelige Ufftrifter af Sandsloven bar man faaledes ofte fundet flere Yvigeljer, fom fynes at vife; at Ordene enten havde forftjelig Form i Talen eller ogfaa vare fieldne og lidet betjendte. Saaledes I. Er. vadmål, vefmål, vedmål og vanmål (NR. 2. 2, 156); hes, hers, hæser, horss (ib. 159); lyritar, lyrettar, lyriftar (94). Og frundom findes Ordet ogjaa at være ombyttet med et andet Ord, f. r. ål, = taumr, snære (6. 95); seta, — tad, myki (118); vår.orka, = våryrkja, våronn, vårvinna (181). — Men paa en anden Eide findes der ogjan Merter not paa Genhed, ei alene i Formerne og de vigtigere Ord, men ogiaa i Benæbneljer paa mangehaande ubetydelige Ting. De mange Afvigeljer, fom forefindes fra en fenere Tid, ifer fra det 15de Aarbundrede, fynes heller itte at tyde paa nogen egentlig Sandlads.Stit, For en Deel fremvife de kun et Lube, fom fiden er blevet almindeligt, Hviltet fær gjælder før det gamle ,19* (b), fom i entelte SBreve efter 1420 findes faaledes fammenblandet med t", at det netop feer ub fil, at Udtalen itte længere har givet nogen rigtig Veiledning. (Dipl. 1, 518. 2, 509. 3, 576 0, f. b). Men for en førre Deel frembije disie Afvigeljer fun en Tillempning efter en fremmed Sprogform, da nemlig Landets Høbdinger alt mere og mere babe beftræbt flg for at rive Dani, jaa at man itte Længere tan bedømme Landets Sprog efter Strivebrugen. 377. Ved en Sammenligning med det gamle novite Bogmaal vifer det fig, at nogle af Landjtabsmaalene ftaae meget nær ved Den gamle Form, faa at de endu tilbyde et godt Grundlag til en almeengyldig norjt Sprogform. En faadan Mibdelform bliver Der at betragte fom MNormaliprog eller Møniterførm imellem Landjfabsmaalene, ligedan fom bet fvente Bogmaal imellem de vente Dialefter, det danfte imellem de danjte Dialekter o. . v. Alle de enfelte Ordjormer og Boiningsformer, jom falde ind under denne Middelform og ftaae i Samflang dermed, blive altjaa at betragte fom egentlig norfte med fuld Net til almin delig Gyldighed; hvorimod de øvrige Former, fom grunde fig paa en afvigende Opfatning eller Tillempning, blive at anjee fom Dialettformer, fom hm have Gyldighed for Dagligtalen i enfelte Gone, men iffe finne optages i Det vegelbundne Landsjprog. Unm. Denne Opiatning er her aldeles nødvendig, for at Sproget tam btive rigtigt bebømt og nude jamme Met fom andre Tangemaal. Pet tom, mer her itte an paa, om Eproget er dyrtet ved Strivning eller itf; Hoved jagen er, at man her har for fig et levende Sprog, fom tilhører Landets Bolt og faar paa fin egen Grund, faa at det itte lader fig fortare fom en Underafbeliug af noget andet Lands Sprog. Forfellige Landftabsmaal findes lige fuldt i andre Lande fom ber, faaledes ogian i Everige og Danmar, öbor man ogjaa tan anfee Bogmaalet fom en Midbelform imellem en Rælle af Diatetter. Forflelen er fun, at man der er bleven oplært i et hjemligt Bogmaal og derded har vant fig til at iene imellem Landsiprog og Dialett, medens man her har vant fig til at betragte altjammen jom Dialett, om det endog var ferftende over hele Landet. iter Follets og Sprogets Stilling er her hin Adgang til at antage cen Eprogform og itte flere. Derjom her mu var en entelt Dialekt, fom omjattede alle de fuldromnefte Former og nærmede fig mere end alle andre til det gamle Sprog, da vilde det være betvemmeR at tage derne til Middelform eller Sønfter tl Ariftlig Dyrkning. Nu findes her rigtignok entelte Dialetter, fom have fore Fortrin i mange Vuntter (faajom Harbanger og Sogn; men feld døje have dog en eler anden Mangel, fom hunde udfyldes det gamle Ewrog at være nødvendig, inaledes fom det forhen or vaadif under Eydlæren og Ordformerne, Det roadeligke var altfan ile at holde fig frengt til en enefte Dialett, men tun at tage en eller to af de fortrins ligfte til Grundlag og forøvrigt udfølde Formerne fra andre Kanter, fanvidt fom dette fynes nødvendigt. Pan denne Maade tan man altjan opie em (Sprogform, jom danner en pasfelig Middeljorm imellem Dialetterne og fom tillige er bel filtet til Dyrkning og beholder de væjentligke Fortrin af det gamle Sprog. 378. Den norjte Sprogform ftaar ved Siden af den jvenjte og banite med adifillige Megler, fom iffe gjælde for de andre germanijte Sprog og jaaledes kunne kaldes nordijke Sprog: mater. Gaadanne ere følgende. Lyden ,a0% er tydelig adffilt fra andre Botaler (§ 11). En Konfonant forbindes ofte med et paafølgende ,", jaavel i Forlyden (§ 77) fom i Gfterlyden (§ 51). $ og © deler jig i haard og blød Lyd, og jommenfmelter med et paafølgende ,j" ($ 51). Lyden th" er for det mefte ombyttet med ,1 ($ 32). B og F bruges itte fom enlig Gjterlyd ($ 78). Gnbevotalerne eve tre: a, e, 0 ($ 81). Vetoningen i Toftaveljesordene er to Slags ($ 64). Subftantiv faar en Endelje i Stedet for ben bejtemte Mrtitel ($ 177); Flertal jaar Endeljer med 7% i to Sion. Adjektiv har en egen Form (med ,t") for Neutrum. Verbet har ofteit ,r" i Prejens, og mangler Perjonalformer. Infinitiv ender med Vofal. Jmperatio ender med Moden eller med ,0% ($ 236). Gn Meflerivjorm paa jt" (8) forefindes ($ 233). Sammenjætning af Vartitel og Verbum finder iffe jaa ofte Sted fom i entelte andre Sprog, navnlig i Tydften. Aum. I enkelte Puntter gjælder dog det anførte tun for Norik og Event, da nemlig Danften bruger 8" fom Efterlyd, men mangler |" i Gfterlyden og har fun cen Endevotal og cen Form for Imperativ. Uf nordifte Egenheder I Oeddanneljen mærkes : Sub pax: ende, nad, ning; AD. van: al; dv. pan: ,1"; Verber med ,4" og ja" (fa, na, § 205), og entelte Martiter, fom ofte denges I Sammenjætning, fom: fram, fraa, mol, ob, fam, funder. — Derimod mangle adftillige Former, fom bruges i de andre Sprog; faaledes blandt andet de tydjte Partikler: be, ent, er, ge, ver og jer; ligeledes an', jom Ber fulde Dede ,aa". Mogle aj dem ere vigtignot betjendte i entelte indjorte Ord; men alligevel maa de her anfers fom fremmede og uden Betydning. 379. Wed Siden heraf har denne Sprogjorm ogjaa adffillige Regler, iom iffe gjælde for de to andre nordifte Sprog, og fom altjaa finne faldes jæregne norjte Gprogmærter. Blandt andet abftiller den fig bande fra Svenjt og Danit i følgende Punter. — Tre Ditonger (au, ei, ov) findes ftanende fom oprindelige og nobvenbige Votaler ($ 110); hertil Hører ogjaa Omlyden: au til øy. Qunfjons Nabneord have oftet Omlyden 0" for a ($ 102); i andre Orb findes ofte 0" for u ($ 110). Lyden ,1j" og ,gj" beholdes i Endeftaveljerne ($ 51). Artifel-Endeljen er foritjellig for Hantjøns- og Huntjønsord (å 177). Gt felles Genitiv er iffe optaget ($ 180). De ftærte Berber Have Omlyd i Præfens ($ 217). Reflexivjormen bruges itte fom almindelig Pasfivjorm (§ 319) Relative Abverbier (fom: hvoraf o. f. v.) er iffe optagne ($ 328). Fra Danjten adjfiller Sproget fig desuden ogjan i følgende unter. Meblydene t, p og £, beholdes ufvættede eter Vokalen ($ 110). Lydene 04 og ,mn" abifilles fra Id og nd (110). Lydtillingen ,jo" og ,iu" er beholdt ($ 104) og ganr hin ved Omlyd over til y (95). Lyden ,j" er beholdt i Endejtaveljerne ($ 93). Endevotalerne (a, e, 9) aditilles (§ 81); faalebes abitilles ogjaa Enbeljerne ar" og jer" i Gubi. og Verbum. Nave: ordene deles i tre Stjon med ferjfilt Boining ($ 152). Fleertal har ,r* i Hantjøn og Hunfion, men ite i Intettjon ($ 178). Berbernes Præjens deler fig i tre Former ($ 233), og Imperativ i to ($ 236). Mavneordet beholder fin beftemte Form, om ogfaa en betemt etifel gaar forud ($ 311). nm. Uf de mindre vigtige Puntter, hvor Norif adftier fg fra Danft og tildels ogian fra Svend, ere entelte forhen omtalte ($ 110) og hertil fan man ogfan føle: Brugen af visje Endeljer (ing, nad, lee, femd, løylø) og Forpartiler (and, atter, od, f, øv); Omftridning med Vaxticipier paa ,ande" Bosjesfio efter Masneorbet ($ 312), og Udelabelje af Nævningen efter en Øræpofition ($ 332). 3 Hormerne i bet Hele findes jaaledes meget mere Fellesflab med Svenft end med Dont. I de Tilfælde, hvor hvert af de tre Sprog har en egen Orbform, er det fedvanlig den foenfte, fom faar nært ved den nor; Å. Er. auto, 3ta, sge; lita, lela, lege; Doug, big, Doi; fovta, ota, hede; oc Grommet bem, Hjem; gløyma, glömma, glemme, — Og ved Sammeniigning med de gamle beflægtede Sprog vil man ogfan finde, at dew norte Form juft itte fortjener at faldes den mejt forvanitede. 380. I de ombandlede Puntter ftemmer denne Sprogiorm fedvanlig overeens med Gammel Norjt; men i enfelte andre Puntter har den. nyere Form en Afvigelje fra den gamle. Af disje Ajvigeljer mærkes følgende. Omlyben a—0" findes ikke ganjte gjennemført; der jorefommer jaaledes jtundom a for o" (§ 102) og omvendt (§ 263). J Modktaveljen findes ofte , je" før ja" (§ 104); ligeledes y for i forved © (§ 103). I For: fyden er t6 (b) gaaet over til t eller d ($ 106), ligeledes hv til fo (105). Boiningen efter Kajus er bleven meget inditræntet i Subitantiverne ($ 179) og fan anfees fom bortjalden i Adjektiv (§ 188). Den dobbelte Omlyd i endeel Subjtantiver er bortfalden ($ 164). Enfelte Sammenjætninger med ,e" ere opfonme (§ 263). Rerfonalformer i Verberne ere bortjaldne ($ 233); Sonjunttiv er meget indjfrentet ($ 235). Den bejtemte Form af (ubjtantiv er fommen til ftorre Brug (§ 177). Færre Verber forbindes med Dativ (§ 315), og ingen med Genitiv (316). Den omvendte Drdfølge bruges noget fjeldnere ($ 331); ligejaa er her fjelbnere Brug af Verbum uden Subjelt ($ 319) og af uperfonligt Verbum (333). Anm. Gt Par betydelige Avigelfer I Vøiningen er, at Nominativ mærtet (x) i Hantjønsordene falder bort ($ 166, og at Artitel-Endelfen ,1' er bortfalden i Suntjønsordene og i Flertal af Intetkjon ($ 168, 173); det fidke afviger ogaa fra det fvenfte og danile Vogmaal. I felve Ordformerne er Hoigeljen ellers itte betydelig, og det enefte Tab, fom egentlig er at Detlage, er at det gamle p (tb) er bortfaldet. J Ordbanneljen ere tun jaa Forandringer indteaadte, faajom at Endelfen ,an" er jædvanlig ombyttet med ing" (§ 265) og at nogle Gnbdeljer (ald, elde, erne) er blebne meget fjeldne, ligefom ogiaa nogle Sammenfetningsord (and, tor, fjøl, megin, adal, frum, forn, ender) ere blevne fieldue eller ubetjendte, viltet egentlig er Stade, da disje Drd kunne være til for Nytte for Ordbanneljen. 381. Giter bet anførte er det fornemmelig en fimplere Bøiningsmande, fom aditiller det nyere Sprog fra det gamle, medens derimod de egentlige Ordjormer for det mete ere de famme. Overgangen fra det gamle til det nye er altfaa her omtrent den jamme jom i enfelte andre Sprog, og navnlig i Svenit og Danjt. Naar mu den nyere Sprogiovm tal overføres fra Tale til Striit, vil det nærmeft gjælde om at holde fig til den virkelige Talebrug uden dg at gjøre nogen unødvendig Afvigelje fra den gamle Form. Forjaavidt den nyere Form er optommen ligefom af fig felb og uden egentlig fremmed Paavirkning, bar den ogjaa en Ret til at blive optagen i den ffriftlige Brug, i Lighed med de nyere Former i Nabofprogene. Men paa en anden Side maa bet ogjan mertes, at en noiagtig Betegnelje af den alminde ligite Talebrug vilde i nogle Tiljærde medjøre en uheldig Avigelje fra den gamle Form og blive til Hinder for den Orden og "Eydelighed, jom er nødvendig i Skrift. I jaadanne Tilfælde bliver det vettejt at beholde den gamle Strivemaade, om den end itte har fuldt Medhold i den almindeligite Dagligtale. Mum. fer martes iær den fædvanlige Udeladelie af 1" og ,d" i Endeljerne, f. Ex. litet, Huiett, annat) Deracd) o. i. v., og abftillige andre Ajvigeljer, fom forben ere omtalte, f. Ex. Ti, Ox, Fer, Sonn, Kønn, Jely, Jætar (for: Tid, Ord, Ferd, Kom, Torn, Hjelp, Gjetar. I faadanne Former vilde det itte være tilraadeligt at rive efter Udtalen, da den tildeels gjør Jndpreb i Dedenes Mod og forftyrrer Begrebet om Ordenes Slægtitad ; desuden vilde Sproget derved jane Udfeende af en Dialekt og fynes mere forvanftet en Mabofprogene, hvori den gamle Form er beholdt i Strift, uagtet de Afvigeljer, fom Dagligtalen tan have. Det vilde blive omtrent det famme, fom om man fulde ftrive Danjt efter den Udtale, fom man Her fædvanligit hører; f. Gr. Jet lo' ba' pan Bore', jei Ha'nte tatt noe a de. Jet ha? tæntt ag føllen aa bjelven. SP met von fa'. Han fulle jøre dæ" S mange Tilfælde er Afvigeljen fra den gamle Form tun tiljyneladende, f. Gr. naar Ordet ,Dage" udtales fom Hae (6. N. hagi, udtalt Hage), eler »igio" fom bia (8 36); og i flige Tilfælde bør Ordet rives med fin oprindelige Lyd, fan meget mere jom denne kommer tydeligere frem i visje Bøiningsjormer, i. Ez. vigier, vigde, vigt. Forøvrigt har Udtalen ogfaa abifillige Egenbeder, fom itte engang vedtomme Bogmaalet, jnajom det nordenfjeldhe : IL, nu, fl (og ti, det fonden fjetbite 8 (7, det tutte £ og det afpirerede D. Den feregne Udtale bliver Ber at anfee fom en Dialettform og at overlade til Dagligtalen. 382. I ben hele Sammenitilling af Drdformer og Bøiningsformer bliver det nøbbendigt at ftræbe efter en Genhed, jaa at der itte bliver opitillet flere Former i Stedet for een, da dette vilde fore Sproget tilbage til Landjfabsmaalenes Stilling og fualedes gjøre bet banikeligt at lære. En fajt og ftadig Sprogform er nødvendig til ffriftlig Brug, jor at Læjeren altid fan finde jamme Tante betegnet paa jamme Maade, eller for at Udtryttet for ethvert Begreb fan blive desmere beftemt og utvivlfomt. Dette medfører da, at en Forfatter maa give Slip paa entelte Former, jom hans egen Dialekt tilbyder, forjaavidt fom bisfe iffe kunne forenes med den Sprogform, fom tilbyder fig ved en provenbe Sammenligning af alle Landjfabsmaal. Men jo mindre foroanftet et Sanbitabsmaal er, des lettere bliver naturligviis Overgangen til Monjterformen. nm $ de feke Egne findes en eler anden. Afvigelje, fom man her maatte øge at undgane. En Trender maatte jaaledes opgive fine mange Sertortninger, en Agershufing fine mange Former paa ,e" og er', en Bergenbufing fine fvættede Fleertalsførmer med ,e* (for ev og or). Det gives endog Diftritter, Hvor et eller andet af Norffens vigtigite Egenmeærter er forduntiet; faaledes Tvelydene i Øfterdalen og Guldalen, de Haarde Gitertyd (t, v, © I Stavanger og Mandals Amt, og Omlyden i de færte erber i Emaalenene og flere Steder. Men overalt ville dog de ældre Former for en for Deel bære beljendte af Omgang med Folt fra andre Egne. Bed entelte Boiningsformer, fom forhen ere nævnte, tunde Befemmeljen blive noget tvivljom; faaledes ved Pativ af Subft. ($ 179), Sammenjætning med ,e" (§ 263), den beftemte Form af Abjettiv (& 184, Dativ af Pronomen (§ 198, i). Prefens med Halvlyd ($ 233, og Konjunttiv i Jmperfettum ($ 235). I faadanne Tiljelde tunde der blive Spørgsmaal om, hvorvidt to Bgegiætdende Former kunde bruges jevnfides, i. Er. giv og giver. I fig felv tunde dette viftnot forfvares for enfelte Tilfælde og ifær for Brugen i ers og Kiim, fom allerede forhen er omtalt, Ogfaa andre Sprog have en og anden Dobbeltform, i. Er. Sv. gifver og ger, tager og tar, (de) unge og unga; if. Tobft bard og wurde, biegen og beugen. Men ialfald burde faadanne Dobbeltformer ifte være mange og itte føretomme ofte i Wrofa eller ubunden Still. 383. Dernejt udfreves ogjaa en Frigjorelje fra adjillige fremmede Former, jom hue være tilvandte ved Læsning i an bre Sprog. De Ordformer, fom fra gammel Tid tilhøre dette Æungemaal, have naturligvis lige god Ret, Hvad enten de til: høre bette Maal alene, eller de ogjan tilhøre et andet bejlægtet Maal; og ligejom ingen Form bør drages, fordi ben er alene norit, jaa bør Geller ingen vrages, fordi den ogjaa er foenft eller banft. Derimod burde uvedkommende Former være ubeluttede, fordi de her blive uden Betydning og desuden ogina tomme i Veien jor en fuldbtomnere Brug af de rette hjemlige Former. nm. Blandt fremmede Ordformer mærtes nogle Endeljer, fom: vi, heit, inna (inde); bar, haftig, agtig; — og nogle Sammenjætningsord fom: an, be bi, er, ge, ben, wnd, og tildels: upp, for, fort (efter tydk Maade). Dg hertil høre ogjaa nogle Sammenjætninger med en" (fom: Rojentrands, Toftenjpiller, Tappenhreg, Grætenland); nogle afledede Subft. med ner" (fom Etyldner, Gjeldner, Kunktner, og nogle med Omlyd (fom Jeger, Fugle fænger, Søsgjænger). If. 251. Gntelte af disje Former ere rigtignot mi jan tilvandte, af man vel kunde være friet til at bruge dem fom en Nødhjelp indtil videre; men bet bor bog haves for Vie, at de itte tilhøre Sproget, og at deres Jubforelfe grunder fig pan en Forfommelje af den rette Udvitling i de nordifte Sprog. Af feregne danite Boiningsformer, fom her man holdes borte, mærkes. Bleertal pan ,e* og ,er" i Neutrum (Ex. Lande, Pufe, Mader), endeel Jm verfetter med ,te* og ,ede* (hændte, Kendte, faldte ; fæftede, væltede, hærdede) og nogle Meflrivformer med ,e" (fom: tives, gives, bydes) 384. Endelig vil der ogjaa i Sfrivemaaden udtræves en Brigjorelje fra en og anden tilvant Brug, jom hunde være til Hinder for den rette Opjatning af Sprogets naturlige Regler. Blandt andet gjælber dette for Sammenjætning af Ord ($ 257), for Fordobling af Konfonanter ($ 42) og tær for Vetegueljen af de anbne Mofaler, da det her er mejt nødvendigt at vedtage den Form, jom bedit antyder Orbenes Slægtitab ved Alyd og Omfd, fom i det foreganende er omtalt. Gn anden Sag er det derimod med den Brug, fom iffe vedlommer de egentlige Former, men hun det ydre eller det, fom er for Viet, faafom Brugen af Striftjørt, Strifttegn og tore Bogitaver. I disje Ting bliver bet uden viv! bedit at følge Brugen i Danft og Tydit, da det er denne, fom Landets Almue mu engang er vant til, og da nogen Forandring i denne Sag iffe er nødvendig. Anm, Hvad Ordformerne ifær vedkommer, da er de hertil hørende nteltgeder fan mange, at de itte let tunne afhandles andenkeds end i en Ordbog. En god Veiledning Har man rigtignot i den Normal, fom mu er bedtagen for det gamle Eprog; men alligevel vilde det dog ikke være raxdeligt at følge denne i alle Dele, Saaledes vilde den indførte Overteg ning eller Uccentuering af de tukte Vokaler Her blive vanfkelig at gjennem» føre, og fom forben bemertet, finde man her tildels hellere behøve Tegn for be aabne end for de lufte Votaler. Ligeledes vilde det Her falde ube form at optage Gndevotalerne i" og ,1' (. $ 52, 83) Toelgden ,ey* (jor ob), Fortydene Or, OL, tm, Ehterkydene 4. (for 3) eller pt og vs (or ft og 1). Det vil nemlig Her være meft tilraadeligt at beholde den Stribemaade, fom Ulmuen I den fenere Tid er bleven vant til, forjaavidt fom der itte er Deles. vigtige Grunde til at afvige derfra. A jamme Grand vil det ogjan være tjenligt at beholde Fratturitriften eller den fantaldte tyde Skrift, og ligeledes af bruge ore Forboghaver i Subkantiverne ligefom Tydllerne og Danfterne, (3. § 72). Det ex lle godt, at et Lands lue al idelig blive dreven frem og tilbage efter entete Forfatteres perionlige mag og Behag, og det er allerede ubeldigt not, at man af vigtigere Grunde er nødt til at forelægge Folt jaa meget andet, fom er nyt og uvant, om man itte ogjan fat plage Yimnen med allehaande unødige Forandringer. 2. Om Ordjorraadet. Til det norjte Oedorraad regne di alle de Ord, fom bruges i Sandet, forfaabidt jom deres Form fan kaldes norit og ifte ftaar i nogen Strid mod Sprogets gamle Regler for Lyd ftiltingen og Orbdjormerne. Forjaadidt et Ord Har oritjellige Dvergangsformer i Landjfabsmaalene, blive disje Her at behandle ligejom be føromtalte ligegjældende Boiningsformer, nemlig jaaledes at den fuldfomneite af dem optages fom almeengyldig til friftlig Brug, mebens derimod de øvrige betragtes fom Dialekt: former og overlades til Dagligtalen. Hvor man derimod Har flere foritjellige Ord af een og jamme Betydning, funne de alle betragtes fom almeengyldige, forjaabidt de behøves, da det vite ev nyttigt at have ere Drd til Avexling jor eet og jamme Ve greb. I dette Tilfælde er det at mærke, at det rigtignok er tjen ligit at tage det mejt befjendte Ord til Vrug i Striit, men at man dog ogjaa mac fomme iu, at det ile altid er det bebite Dx, fom ex det mejt befjendte, og at man heller itte bor jorjtyde et godt Ord, førdi det er lidet kjendt; da det netop bed at bruges i Skrift vil blive mere betjendt og derved tjenligt til tørre Brug. Anm. Forfjelige Overgangsfonmer findes ffær ved jandanne Ded, fom enten have en buntet Rod, f. Er, Fivrede, Fyrvld, Fryvil dani Sommers fugl, etter høve en Lydhiding, fom ex bleven forBjellig udtalt, f. Gr. Ljos, jos, Søs, Jos, Jos å: Lys); — Veder, Veer, Vær, eir 3: ey; — Netto; este, Rosle, Raste (2: Nælde); — ford, fur, fur, for, føl 6: fo: — fnoda (0, møde, tnø, maa, tua 0: ælte. Som Grempler paa forftjelige Ord for famme Vegreb (Synonymer) finne ber anføres: Meide, Beins, Velde, Ambod, Tarvende (3: Neder; Stabe, Etabde, Staal, Muge, Malta 2: Rae — Baara, Bylgia, Aida (Diba), Vrag 0: Vølge); — Gi, Goa (0, Gin (7), im (2: Damp); Huge, Daam, Teo, Smit, Luit, Lukt 0: Sugt;; — fl, vond, lat, raten 0° ond); — fetta, ftvetta, tvetta, tveppa, tipvok 0: føre op af Stel — De exe jæbvanlig noget fordestte ud over Landet, faa af itte alle bruges paa famme Eted og i famme Betydning. 386. 3 det jamlede Dedjorraad findes atter det fame For> Gold, jom forben er omtalt ved Formerne, nemlig at en Decl af Drådene ogjan tilhøre et eller flere af de bejlægtede Sprog, medens derimod en anden Deel hun tilhører dette Tungemaal. En ftor Deel af Ordene fan anjees jom fælles for de germanifte Sprog, og disje Ord have da jædvanlig en almindelig Brug og en meget fiffer Stilling. En anden Del er fin jælles for de norbiffe Sprog og mangler i de øvrige. Nøgle Ord ere tun jælles for Norjt og Svenit, og nogle ere endelig færegne for det norfte Maal. Disfe fidite have tildeels en noget uiffer Stilling, ba nogle af dem ere fun i liden Brug, og andre fun bruges i en Deel af Landet, faa at de iffe ere ganfte almindelig betjendte. midlertid er naturligoiis mangjolbige Orb betjendte not, om be end iffe bruges i den daglige Tale. nm Som Erempler paa fælles germanijte Ord (tildeels med nogen Sorfjel | Formen) kunne anføres: Yuga, Dag, Ende, Foll, Fugt, Hand, Hus, Klæde, Kom, Land, Mann, Son, Stein, Ting, Veg; — all, hat», mild, open, foart, varm; — bita, driva, eta, giva, halda, koma, liva, enda, vata, venda. Til Gzempler paa fælles nordi te Ord tan tages: Unde, Barn, Dreng, Std, Golv, Grin, Riot, Kvik, Leir, Neve, Rad, Seng, Stog, Vaxr, Vegg; — gamet, faat, fein, jnar, tung; — auta, briota, elfta, alsbma, graata, Iyda, naa, Mjelva, fova, føma, tegja, venta. Grempler paa færegne nørite Ord ere: Mule, Vaara, Bum, Fila, Flaum, Slots, Gjenta, Out, Kongul, Rauf, abb, Rid, Saud, Stodda, Svad, Tare, Tora, va; bein, greid, fot, trinn, futt, tran; ola, grata, buts, toro maia, rugga, rynia, frita, faata, vimra. Sftilige Ord have i ældre Tider været mere udbredte; faaledes gjen findes endeel nordite Ord i Gammel Høitydf, faajom: Barr, Let, Mat, Sang, Mold; blid, fe; figa, tegja, (dagen), tjota (diuzan), vera (wesan), Det nedertydjte har ogjaa havt mange Dcd fælles med Norden, og deraf er da ogfaa en Dest qacet aver i det Engeljte. Mærtelight er det, at adftilige af bore Ord gjenfindes i Engelfk og ifte i Dank; jaaledes: Vol (bull, Fen, Ufs (caves), dim, ill, faar (sore); benbda, larva, lita, rifa, fata, jopa (sweep), vanta. Nimeligviis have disfe og lignende Ord ogjan været betjendte I Danmart uden at blive benpitede eller bevarede ved fiftlig Brug. Det banite Bogmaat fynes at Have havt en uheldig Tilbøtelighed til at indjfrente fit oprindelige Ordforraad, hvorved der da er blevet Urmod i det nordifte Etof og derimod en defto ftorre Rigdom af fremmede Ord. 387. Det norfte Ordjorraad falder nær jammen med det Yslandjte, men frafille: fig dog i visje Punfter og iær jaaledes, at enfelte Ord, fom ere meget brugte i det ene Sprog, ere blevne fjeldne i det andet. Paa en anden Side har vort Drdforcaad et ftort Fællesftab med det Svenite, og dette Fællesjtab er naturligt, da det ilfe er opfommet ved nogen Judførelje eller Giterligning. Dernæit Har det norte Drdjorraad ogfaa meget felles med det danjte; men dette Fellesjtab er tildeels opfom met ved en ftærtere Vaavirtning, da nemlig Danften i lange Tider har været det enejte Bogmaal, jom det norite Folk hav kendt noget til. MAligevel er det bog iffe mange af de egentlig danjte Ord, fom her ere optagne; derimod ere mange fremmede, ijær tydjte, Ord pan denne Maade indlomne, jaa at de tildeels ere i temmelig almindelig Brug. Anm. Af norfte Ord, fom ogfaa bruges i Event, men ikke i Dansk, mærtes følgende fom Ggempler: Wg, Bos, Dy, Fitts, Grend, Grind, Hel, Klubba, Mang, Mo, Mun (mån), Flagg, Saa, Snaar, Sæter, Teig, Torva; einfiata, Fit, fæl, tet; byrja, floda. berma, Hyja, laata, orta, ranta, ata, ftabna, fvarva, tevla, borda. Enbeet Ord, fom bruges i Svenit eller Danft, maa Her anjees fom mange. tende. At Ord, fom faaledes er baade foenfte og Dante, men itte norte, mertes folgende (i banft Form): Bugle, Vie, Ebbe, Faar, Her, Ajertet, Klippe, Sixo, Sor, Rov, Sieve, Stoi, Svoger, Yngel; brætte, gynge (gunga), ie, Leone, bleie (plåga), ftudfe; bo8, io, ont. — Uj Oud, fom ere danite og itte. norfte, mertes desuden; Ambolt, Bede, Drog, Gan, Krat, Reg, Stimmel, Trin, Tusmørte, vred; dellig, jmidig, tous; dadle, føle, luge, mylee, pludre, ruge, runge, fritte, ulme, vrimle, vrinite, vrovle. 388. Den ftørjte Deel af det muværende Ordforraad findes allerede benyttet i Gammel Norit, og har faaledes været i jtadig Brug Hos Almuen fra gammel Tid. Jmiblertid har det gamle Sprog ogjaa abikiltige Ord, fom mu fynes af være ganede af rug i Talen, ligefom oglaa enfelte Ord ere blevne fjeldne og Bruges fun i en liden Deel af Sandet. Og derimod har det nyere Sprog adjtillige Ord, fom jaavidt betjendt ifke findes i de gamle Skrifter, men fom dog have norft Form og ifle fee ud til at være inbjørte fra noget andet Maal. Af disje Ord fan der maajtee være adftillige, jom ført have blevet befjendte og ub: bredte i en fenere Tid; men forøvrigt maa de vel heljt anjees jom gamle og bjemlige Orb, jaa meget mere fom entelte af dem ogjaa findes paa sland, Hvor de neppe kunne være indkomne fra andre Lande. Unm. Wide her tilfigtede Ord, fom ones at mangle i gamle Stifter, mates følgende: Ampe, Dott, Filla, Gamp, Grov, Gut, Gina, Ramp, Sef, or, Moro, Rabb, Ruf, Kør, Stodda, Slind, Snoa, Taus, Tow, uta bidig, felg, og, finn, tau; ofa, yf, duva, furta, aloja, glpa, gyba, Son, bæje, ste, veta, myta, ruba, fhuva, fmetta, fpritja, fupa, foalla, tenia, tulla, vima. (Af. å 218). Vf gamle Ord, fom uu fones at mangle eller ialfald ere leone fleldne, martes følgende: Umbaatt, Aaltyda (ibid, Lak, Vol, Daun, Flerd, Glop, Dacfte, Sm, Maale, Rettja, Rog, Siod, Svift, Tungl, Tegn, Tiod, Vaatt, Sig; aagjæt, eiliv, hovug, iter, arb, mer, naaleg, rag, rygg, Jet, teit; beida, Blesia, fela, glata, tvidia, letja, rinda, fynia, tyrma, tæl, beita. Cnfelte gamle Ord, fom have veret felles for Morit og Danft, ere mu betiendte af de danjte Vøger, men ellers itte i fynderlig Brug; faatedes: marla (narle, Borgon, Freft (Frift, Gi, Heimild (Hjemmel, Hiord, Jotrott (beet) Jartegn, Kinnheh, Kval, Mistunn, Oter (Nager), Starn, Udaad, Verde fold; fremia fremme), bemja, ffjemta, fysla. Det man nemlig erindres, ar der oderalt fan være en Mængde af Ord, fom ere betjendte og forftanede, uden juft at bruges i daglig Tale. Slogte gamle Ord have derimod nu faget en Forandring i Vetydningen, Eaaledes have nogle faaet en mere indffræntet Betydning, faafom: beria, drepa, ajvda, fanna, frarva, tigga; — medens entelte andre Have faaet et andet Slags Tilempning eller Omfiytning. Enaledes bruges nu Ordet »fentja" i Stedet for G. M. hygeja, hugsa og ætla; derimod betegner, hdggia" at glæde eller fornøe, ,hugja" at mindes, og ,etla" at beftemme eller bejlutte. midlertid ere dog jaadaune Forandringer itte ret mange. 389. En mere betydelig Ajvigelje fra det gamle Sprog er derimod opfommen ved en tiltagende Brug af fremmede Ord. Migtignof havde ogjaa det gamle Maal optaget entelte fremmede Ded, Hær af Latinen; men disje Orb vare dog itle mange, og desuden vare de allerede faaledes tillempede efter den Gjemlige Talebrug, at de itte kunde være til jynderlig UWeilighed. Giter den fenere tiltagende Forvanftning of Bogmaalet og den derpaa følgende Tilvænnelje til det danjte Bogmaal er derimod en ftor Mængde af unovdijte Ord bleven betjendt i Landet, og en Decl af dem ev da ogjaa fommen i Vrug fos Almuen. Da disje nyere Orb ere optagne af flere jorifjellige Sprog og for en ftor Deel uden nogen Tilempning efter de nordifte Former, have de her gjort en ffabelig Virkning i flere Henjeender og tær derved, at de have jvættet den nedarvede Sprogjands og tillet fig i Veien for mange hjemlige Ord, fom enten allerede vare dannede eller med Lethed funde dannes af nordijt Rod. am. Man maa her gjøre Foritjel paa det gamle naturlige Felcsjtab imellem Sprogene og det paatoungne Fællesitab, fom er optommet i en jenere Tid, En for Deel Ord er, fom før jagt, fæles for de germanifte Sprog fra gammel Tid, og abfilige of de fimplefte og nødvendigite Ord (Å. Ex. Fader, Moder; eg, du, 0. f. 0) ere endog fælles for mange flere Sprog, enbifiont Formen er dt forfjelig. I Modlætning til andre gamle Sprog, i. Ex. Satin, have de germanifte Maal tildeels antaget en egen Crdform ved en regelret Overgang (Lydflytning); jaaledes med Å for P: Fader, Fill, Fe (at. pater, piscis, pecu); B for Å: bera, bora, Botn (L. fero, foro, fundus); R for G: Kinn, Ryn, kald (£ gens, genus, gelidus); D for K: Hud, Horn, Pobitd (€, cuts, comu, caput. I enfelte Ord findes dog denne Overgang itte, i. Gx. ft (Festus, Her (carus), Sita (cistay fot (coqvo), og disje kunde maaiter bære optagne i en fenere Tid; men imiblertid er Sammenhængen hermed noget duntel, og forøvrigt er det og not at vide, at mange af vore Ord funne gjenfindes i fremmede Sprog og dog itte bor anjees fom fremmede Ord. Gzempler paa Ord, fom allerede findes optagne i det gamle Sprog, Hæv fra Satin og Grit, ere følgende: Mitar, Apoftel, Vitop (Bifp), Vred, Detn, Djebel, Engel, Fek, Funt, Kalt, Kert, Kor, Arofs, Kurkja, Meifter, Mesja, Ron, Paafte, Venn, Pina, Vreft, Regia, Stale, (Stole), Tavia, Vers. Disfe og flere lignende ere tidlig blevne lempede efter de hjemlige Former og maa anjers fom fuldtommen indlemmede i Sproget. VW. $ 150. I ben fdfte Tid, da man endnu fred et Slags Norff, havde man allerede begyndt at optage adffillige tydite Ord, Hær af den. nedertydite Eprogiorm; men dette var dog for intet at regne imod al den Todt, fom fiben er optagen i bet Danfte. f disje indførte tydjte Ord er da ogiaa mange efter et langvarigt Betjendiftad mu komne i Brug Hos vor Alme, jaafom: Affted, Anfigt, Ankalt, Forkand, Bemyt, Handel, Arig, Mangel, ligt; buntet, munter, oprigtig; forbi; begjære, beginde, betale, blive, ovftatte, forlange, forfitre, bytte, opbarte, flate, fatte, treffe, underrette. Mangfoldige andre ere derimod fun betjendte og itte brugte, og mange ere endnu udetjendte og lidet forhaaede, f. Gz. hæslig, opbragt, umiddeldar; fortjætte, indilrænte, ombringe. 0. Med Henig til Mængden af Udtryt for de nødvendige egreber, maa det norfte Ordjorraad anjees fom ligejan rigt fom det danfte og fvenfte, og naar de fremmede Ord paa alle Sider fraregnes, vil bet maaitee ogjaa have visje Fordele. Imidlertid mates det jamme Tilfælde her jom i Mabojprogene, at det oprindelige effer hjemlige Stof vil jhmbom fynes utilfrætteligt + Sammenligning med visje andre Sprog, fom Have været længe og ombyggelig dyrtede. For de almindelige Vegreber, fom ere lette at opjatte og abjtille, findes Her Udtryt nof og ftundom endog til Dveritod; men for visie fielbnere Vegveber, fom enten ere meget omfattende eller. ogjan noget vanftelige at abjtile og Begrænbje, er Forraadet tildeels fap, jan at et og andet jynes at mangle. Der er jaaledes visje Tanter, med hvilte man kommer i nogen forlegenhed jor et bjemligt Udtryk, og dette har da ogjaa været en arjag til, at jonmange fremmede Drd ere optagne i Nabojprogenene og derded blevne bekjendte ogjaa her i Landet. Denne Udvei er naturligvis ogjaa tilladelig jor bet norfte Maal, men alligevel burde man dog altid have for Øie, at dette juft itte er den vette Maade, hvorpaa et Sprog tal udvitles og beriges. Mum. Mt der mangler et entelt Ord for et eller andet nødvendigt Begreb, er noget, fom fan foretomme jelv i de rigefte Sprog, og der findes ogfea Eempler pan, at en faadan Mangel fan finde Sted i flere fortjelige Maal i jamme Tilfælde. Saaledes finder man overalt Fællesnavne for Dyr, Fugt og Fit, men itte noget oprindeligt Navn for Inet; thi de Hasfifte Navne cemomon» og «insectum» ere, fom man feer, fun Sammen fætninger, jom betegne Qubdynit eller en indftaaren Ting. Ligefaa finder man overalt Navne pan Eol, Maane og Stjerner, men vanftelig noget Fællesnavn for dem alle tilfammen; thi Navnet , Himmellegeme" (I. Himmelstörper) er fun fammenfat og itte fynderlig heldigt. (GO. M. tung! brugtes tildeels i denne Betydning). — Forøvrigt vil man vel i alle Folfefprog finde det ovennævnte Forhold, at der er Overflod paa den ene Side og Armod paa den anden; men alligevel mærte vi dog itle fnderligt til nogen Armod, undtagen nar vi ville efterligne de rigefte og meft dystede Maal, og i dette Fald er det ile underligt. Som betjendt kunne entelte Sprog have en jæregen Velvemged til at banne Ord, fom blive vanftelige at overjætte i andre Maal, De romanfte Sprog Dave faalebes en for Fordesl ved fine betvemme Afednings-Endeljer (asjom: ar, al, an, in, 08), og de germanifte maa da føge at eckatte dette paa andre Maaber, blandt andet ved Sammenjætning. Det Tydite har en for Fordel ved fine Forvartitler (an, He, ent, er, ge, ver); men de nordifte Maal have ogfan Paxtitter, fom tildeels havde været hin lidet benyttede: (fom: aa, or, um, fam, bed, hjan). Det gamle Noxfte havde mange betvemme Midler til en heldig Orddannelje, og man pleler ogjaa at fige, at det gamle Sprog var meget rigt. Om det muværende Evenfte og Danske tan det derimod neppe figes, at de ere rige, naar nemlig alle de optagne fremmede Ord fraregnes. Men Sagen er nok, at de aldrig have benyttet fit hele Forsand tiljulde; det Har altid gaaet ud paa Optagelje, men fjelden paa Benyttelfe af det hidtil forjømte hjemlige Stof. Man Har gaaet frem efter den Tante, at naar man fun havde et Navn pan hver Ting, faa var det tigeguidigt, hvorkelft Navnet var kommet fra. Dette kunde not have fin Fordeel til en førre Nøiagtighed eller. Præcifion I Udtrykket; men denne Fordeel blev da kun en Løndom for en liden Hob og hunde ilke komme det hele Folk tilgode, ei at tale om den fore Forbanftning, fom felbe Sproget herned maatte lide. Bi hnne undre os over, hvorledes det engeljte Folk er tjent med de mangfoldige romanite Ded, fom bet bax faget at lære endog i den flmplefte Børnelærdom, f. Gr. grace, pardon, remission, trespasss, doctrine, commandment, baptism o. f. b. When vi fulde ogjan betænte, hvorledes de nordifte Folt ere tjente med alle de tydfle Ord, fom ere dem pantiungne. Det tan f. Ex, aldrig falde Amuesfolk ind, at Audagt" flal opfattes fom »Yn-dact" og betyde Paatænkning (Aatante); fellere maatte de da krog, at det fom af , Mand" og ,agte" eller noget Lignende. Heller itte vil det være dem muligt at udfinde Roden til: Fornuft, forfage, fortørne, betragte; eller til: geiftlig, begeiftee, offentlig, indftræntet, forloren, belljæftige, bivaane og lignende. Der behøves altjaa overalt en Forklaring, og naar faa fal være, ba tunbe man ligeiaa gobt bruge utjendte eller fielbne nocbifte rd. 391. Web en tiltagende ftriftlig Dyrkning af Sproget bliver det altjan nødvendigt at tænte pan en Jævning eller Ordning af Landets Drdorraabd, for at faa meget fom muligt beraf fan tomme til Benyttelje. Dvor flere eenstydige Ord forefindes, maa det bedfte eller befoemmefte af disje blive taget til jtadig Brug, og de øvrige funne da bruges enten til Mjvexling eller til Udtryt for en Vending i Begrebet. Hvor derimod Knaphed eller Mangel. paa Udteyt fynes at finde Sted, mon man benytte fig af de fjelbnere Ded, fom virkelig betegne Tingen, eller ogjaa af visje ubeftemte eller fvæbende Ord, fom betegne Tingen tilnærmeljesvits; thi bet er netop Ekrivebrugen, fom baade fan gjøre be fjelbne Ded befjendte, og tillige beitemme Betydningen af de mere fvævende eller vatlende Ord. Og hvor nye Udtryt behøves, maa faadanne funne dannes ved Sammenjætning eller ledning af vise bekjendte Ord, faaledes fom dette forhen er feet i abjfillige andre Sprog. Mum. Med faadanne Ting, fom ombandles i ontratter, Stiitebreve og lignende, bar det hidtil ofte været Tilfældet, at man Har brugt et Navn i en Deel af Landet, og et andet Navn i en anden Deel, faa at flere cons: tydige Ord fume figes at være Gavbede © Sift, Enaledes: Lidøyre, Føderaad, Follog (egentl. Forlag), Folga, Kor (itrevet: Kaar) og Hold (om en vis Aftægt af en Gaard); Kylna, Kjona, Turk og Babftova (om et Torre: Duus); Kolla, Ringia, Bunta og Af (om et Mælketar). Vette vijer fig blandt andet i Betjendtgjøreljer i Bladene ; de føndenfjeldte Avifer tale or følt", de triftianjandite om ,Follougfolt*, de ftavangerite om . Holgefolt", de bergenfte om Maarfolt", be norblandfe om ,Holdsfolt". Det er godt, at alle disfe Ord er jaaledes benyttede; men det vilde dog være ønfteligt, om et af dem var almeengjætdende, og de øvrige tunde benyttes for andre nær: ofillige gode Ord, fom have en meget fnæver og indftræntet Betydning, vilde blive til langt førte Nytte, naar Betydningen blev noget udvidet. Det er itte nogen rigtig god Indretning, at Ordene: Føderand, Livøyre og Folga tun fulle betegne Opboldsmidler for Foll, fom fratræde en Ganrd, medens derimod Opholdsmidler for andre Folk betegnes med en Nætte af fremmede Ord (Beniion, Wratiale, Provifion, Stivendium, Biæter, Gage, Appanage). Det er itte ret nyttigt, at ,Onn* Aal fun betegne to eller tre Slags Arbeide, at Ap" fol fin være et enefe Slags Kolemiddel, at ,Næver" al fut være Overhinden pan et eneie Slags Tre, at man fun fal fige ,gjæta" om at vogte Hæ, og anna" hin om at efterfee Feet. Wed en mere udvidet Brug vilde derimod faadanne Ord førft faae fit vette fuldtomne Berd. Paa en anden Side funde ogjaa Ord af en mindre befemt Betydning gjemne overføres pan en befemt Ting, i. Gz. Stare" om et bit Antal, Kamp" om en entelt Steenart, ,Spitte" om en Klasje af Fugle, ofv, Lignende Dverførelje have ofte fundet Sted i andre Sprog; man erindre fig tun, at Br. WW færbeles Bigtighed er det her at benytte de fjeldnere Ord, jom for tjene en førte Brug og tilderls funne træde i Stedet for diske fremmede Ord; f. Gz. dunjemd (radihed), verta (blotte), einftata (ifoleret) forda (transportere, forn (antif), Kappe (Helt), Lydta (Folte:Ggenhed), Oge (Ære frygt, rauft (generøs), vudjam (volumines) Semja (Dvereenstomit, Steid (Bane), Tevling (Ronturrents), trauft (folid), tvinn (dobbelt), Bord (Genius), 10. 1.0. Ligelebes burde befbemme Ord af det gamle Sprog benyttes, hvad enten de for Dieblittet ere i Brug eller ite; f. Er, Fulte, Herad, Halting, jod (Nation), Stjepna (Kreatur, kynna (underrette, yra (Fortlare), veita (uffe) ofv. En eilighed kunde det not være ved faadanne Ord, at de for Øieblittet ee for lidet beliendte og derfor maatte filles i en faadan Sam menbeng, at man funde jlutte fig til Betydningen; men det blev dog itte værre med disje end med de mange hundrede fremmede Ord, fom man Har forelagt 08, uden at fpørge os fynderligt om, Bvorvidt vi forftøde dem eller ite. fjor nyere Begreber, fom her tte Have noget bekemt Udtryt, er det den natur:igfte Ubdvei at danne fig tilfvarende Ord af hjemlig Rod og efter hjem lige Regler. Allererede i Gammel Rorit ere entelte Ord optomne, fom fee ud til at være Dverfæstetfer, Å. Gr. innblåstr (inspiratio), samvizka (conscientia), nåungr proximus), holdlegr (carnalis), stundlegr (temporalis. Ogjaa Danflen Har fin nydannede Orb, faafom : Lærebygning, Sædelære, Yndling, Medbeiler, Hærfører, Sagfører (f. Igienfødelje, Helliggiorele, Retferdiggjorelje); men det var at ønite, at der var flere faadanne, fom vare bannede af nordift Rod; thi Haafals funde de, pan Grund af det naturlige Fellesfal, ofte ogaa benyttes i det Sorte. Jmidlertid er det at mærte, at man her Gor meget bedre Adgang til faadan Ordbannelje, da nemlig det Norite har baade et rigere Forsnad af Sødder og tilige en mere nøiagtig ASilleje af Wyd og Lydilinger, faa at fer i det Hele er langt ftorre Rum for nydannede Ord. 392. Den ftørjte Deel af den fremmede og uvedkommende udblanding i Eproget funde jnaledes blive undganet ved Be nyttelje af de fjeldnere hjemlige Ord, eller ved en pasjende Dveriættelje, og ofte ogja ved en Omifrivning med flere Ord, Da det itte juft er nøbbendigt, at hvert entelt fremmedt Drd ftal her gjengives med et enefte tiljoarende Dib og ite flere. Ymid: lertid ev det bog iffe nogen Nodvendighed, at alle fremmede Ord jtulde forftydes. De Ord, fom ere optagne i ældre Tider med Tillempning efter Sproget, maa, fom før bemærtet, nu anjees jom indlemmebe; og entelte af de jenere tilfomne funne vel ogjaa uden Stade blive ftaaende. Men be fidjte burde dog behandles noget ftrengere, jaa at man fun ftulde beholde faadanne Ded, fom ere lette at udiale, iffe medjøre nogen Ufifterhed i Bøiningen, og itte fomme i Veien for de ægte hjemlige Ord. Og bernait burbe bet ogiaa paaiees, at man fun beholdt faadanne, fom ogjaa ere optagne i flere Sprog og derved ere blevne fælles Udtryk jor flere iorffjellige Folteitag. Sum. De vigtiafte Grunde mod Optagefe af fremmede Ord ere aller rede forben nevnte eller antydede, nemlig at de medføre en ubetjendt Mob, faa at man itte deraf tan flutte fig til Betydningen, men altid behøver en Fortlaring, og dernæft at de ofte rave en fremmed Udtale eller Betoning, og ofteft ogfan ere ufitre i Boiningen, ligefem de ogjan forftyrre Sprogets naturlige Samtlang og førdærve Follets Eprogjands. Den ftorkte Weilighed finder Sted ved de indførte franfte Ord, da bisje afvige meft fra den nordile Sydiling (if. $ 150). Engelfte Ord funne ogjaa, paa Grund af Udtalen, bære bejværlige not; men beldigviis er det dog kun fan af bisje fom ere blevne beljendte her I Landet. Hvad de tydfte Ord vedtommer, da Have disje tigtignot itte nogen faadan Vanfteligbhed; men aligevel man de Bev ances fom hinderlige, da de ofte medføre Duntelhed og Misforftaelfe og komme i Beien for abifillice hjemlige bteyt, Mange af dem have tun facet en ufuldfommen Tillempning, uagtet de dog tunbe Babes, elles virkelig haves, i en norbift Form; i. Gr. Ste (6. M. tir, 2: re) og flere, fom forben ere nævnte ($ 109). Mogle af dem føde fammen med Ord af en anden Betydning, f. Gr. »forebrage" og ,tilbrage fig", fom her maatte hedde: ,bern fyre", og bera äl", da nemlig det tybite ,tragen" bruges anderledes end vort ,draga". Sogle of bem kunne anfees fom forvanftede Former i felve Tydften; faaledes .BPragt" (Brady) for Bragt (om Grimm fammenftiller med det nørdifte "rat", 3: Larm); ligeledes Pulte for Bullel; , Bunk" for Geant (i. bort unna); ,bange* for beange (betlemt); ,barmbjertig*, X. barmbergig, forbum armherz (2. misericors), fom itte har noget med ,Barm" at gjøre; — «Epnbdflob", T. Skndfluth, fordum Sintflut og Sinflut, fom betyder ben fore «ler altoverganende Vandilod (Si-flød) og itte Har noget med Ordet Synd at belle. Sole ex becimod blevne forbanftede bed Overforeljen; faaledes »bedrøge", fom i TyBIE hedder betrigen (Eubk. Vetrug) og Har intet at be file med drage", men fom biftnol Ber har virket Hil af fortrænge nogle gamle Dr af lignende Betydning (6. N. tæk, våla, blekkja; if. Sub. tål, vå, færd). Sigeledes ,jor nøden" (Z. vorndthen), hvoraf man har dannet et Mdjetiv og endog et Eubhantiv (Fornødenhed). Andre Slags Overgangsformer eve: dreie", jom her flulde ebbe ,iraa" eller noget fligt, da Tydir bveben er beflægtet med Drab, fom ber hedder Traad; — Frygt" er T. Furst og Bedder i &. I. forahta, el. forohta; — ægte", I. edt, er foroanflet af ©, . éhaft 2: lovlig); — ,føgte" er tommet i Stedet før ©. T. samfte, el. sant (Gn. sof); ligeledes agtig" (f. Gx. naragtig) for haft el. haftig. En telte jaadanne Former kunne vel anfees fom nedertydke, men i de nordile Maal Have de ingen Grand. Og ved faadanne Ord er der heller ile den Fordeet, at flere Folteflag kunne bruge dem; de høre hverten til det hjemlige Forraad og Heller itte til noget almindeligt fælles Fortaad; hvorfor der altfaa er desmere Grund til at lade dem fare. Om Udtryfsmaaden. 393. I de Sammenftillinger af Ordene, fom tjene til en nærmere Betegnelje af enfelte Tanter, findes et lignende Forhold fom ved de enfelte Drd, at nemlig dette Sprog har noget tiljælles med anbre, og noget færeget for fig jelv. Nogle af disje Sammenftilinger fynes at være fælles for de germanifte Sprog, f. Gr. jtanda ein i Begen (2: være til Hinder for En), Eng, stand in one's way, Tybjt: einem im Bege ftehen. Imidlertid ere de nordijte Ggenheder temmelig mange, og her gjælder atter det famme fom ved Ord og Former, at det norte har en ftor Deel felles med det joenle. Fra det gamle Sprog abffiller det nere fig ofte bed en anden Udtryfsmaade, faaledes at entelte Ord eve ombyttede med andre, fom dog ogjan ere hjemlige Ord; i. Er. det gjelt jo til, ©. 9. svi bar til; — det faut fo vera, ©. R. hat vard svå at vera. nm. Uf felles nordifte Talemaader mærtes Hl Grempel: vera til, fianda til, bera jeg aat, giva jeg til, fan feg fraa, koma i Hug, dragn til Minnes, faa inn i Hovudet, fan Auga paa, jan upp Munnen o. i. b. — Derimod fynes en Mængde andre at vate bun nore, f. Gz. fara aat, herda føre, tala i, bera jeg undan, lata feg til, tru jeg til, foma til Manns, vera illa fomen; det Rend um; det Hjem vel bed, o, f. v. Mi fremmede Eommenhilinger er det tun fan, fom ere komne i Brug 508 Ulmnen; faaledes: ftanda bi, ganga an, toma an pas. Wdfilige danfte Talemaader ere derimod her at anfee fom fremmede og blive itte almindelig forfinaede; faatedes: blive ved; bære over med; file af med; tage fig af En; fætte fig ud over; lade haant om; op ad Dage; hen i Tanget: hvad der gaar af bam; jeg gad vide; det lader Hil; det fjeder mig; binde En no get paa rmet; bende Staven over En; gjøre fine Hofer grømne o, f. t. Ni adjtilige fmaa Afvigeljer merkes: firive ned (Hee friva upp); brænde ned. 'brenna upp); give fig af med (give feg til med); omtuld (i Roll); ab are mot Hare; ad Gangen (um Gongen, eller: i Gongen, ligefom: i Senn) 394. Den ulige Udtrytsmaade i to forjtjellige Sprog medfører, fom betjendt, adjtillige Vanjteligbeder, naar man ffal overfætte fra det ene Maal til det andet. 24 — Bert Grammar. en Omjfrivning, forfaavidt man iffe fan ubfinde eller danne et netop tiljparende Ord. I det danfte Bogmaal, med dets mu værende Ubyldning og Tillempning efter andre Sprog, træfje vi jaaledes mange Ubtryt, fom fynes banitelige at gjengive i reen og rigtig norit; og paa fin Side har det Norfte ogjan en Mængde af Ord og Udhyt, fom ere danftelige af overjætte i det danjte Bogmaal. Her indtræder altjaa den Uleilighed, af den Deel af Drdjorrandet, fom her behøves, vil netop fomes utiljtræltelig, medens derimod en anden og meget gob Deel af Ordforraadet vil tomme til at ftaae ubenyttet, fordi ben faar ligefom udenfor ben Tantejølge, fom det andet Sprog medfører. Det vil faaledes jones noget vanifeligt at gjøre en Dverjættelje ligejaa klar og hjemlig fom en forfattet Fremitilling; men alligevel maa dog dette Formaal kunne opnaaes, og hertil behøves da en fuldfommen Dverfigt af Landets Ordforcaad og nogen Øvelje i at benytte alt i rette Tilfælde. nm. For en for Del Har denne Forljl fin Grund i Brugen af entelte Ord, og bisje Bemærkninger falde fanledes nær fammen med det fom forben er fagt om Drdforrandet ($ 390). Som Grempler paa fremmede Ord, fom ber fynes banftelige at overjætte, mærtes følgende: afgængig, Mutoritet, Vegeiftring, beftemme, Dikritt, zemplar, Fantafie, Forhold, for ædle, gjenfidig, Gjenfand, Deniigt, Hotte, Jnteresfe, Korponntion, materiel, normal, organift, politift, Subfants, Syftem, Tradition, Typus, umiddelbar, eniueral, botee, jelotift. — Som Grempler paa norfte Ord, fom fynes van: flige at overætte med et entett Ord, tan derimod anføres: Anjøla, Vil, bogen, Bul, brygia, emna, faatentt, Flos, Fro, furl, Glenna, greid, rota, fu: Sel, Søde, ol, fur, tvetta, lava, Livia, minnug, Mun, Nøgd, rettføles, Rid, Skat, Enev, fnaud, ftaden, fortøt, tagna, Urd, veil, vitja. Det maa ber ogjaa erindres, at mange Ord Have en vis Helbnin Betydningen, fom en Ovecjettelje netop bor tage Henfyn til. Ordet , Hu betyder sigtignot Sind, men Har itte fom dette et Sidebegreb af Sands, derimod betyder det ogjaa Buf eller Tilooielighed, og derved faar Ordet en egen Opfatning. Ordet Bit" betyder el alene Foritand, men ogina en forhandig Oyløriel, og tær Befindighed, Maadebold, Forjontighed; derkmod bar bet itte ber nogen Betydning af Humor ligefom D. Vid, Eng. wi, oa I. Bis. Ordet ,fel" betyder lyttelig, men fun for Alvor eller Helft I ander tig Henjeende; det falder faaledes ner fammen med det nye og duntie Ord falig, og bruges virkelig ogjan § ©. M. fom Oberfettefe af Sat. beatus, f. Er, Sælir ero fidsamir (Matt. 5, 9. 3. Gng. Blessed are the peacemakers, fom nærmet tunde fortlares fom: ,velfignede ere de fredfiftende*, og jan: ledes er et af de mange Erempler paa, at jelve Bibelens. Ord blive noget foritjelligt opfattede af forftjenige Fottelag. Af de her omtalte runde vilde det være tjenligh at begynde Sprogets Pyrtning med nye eder originale Strifter og helft med lettere Sager, fom Fortællinger, Noturfilbringer og bestige. Ved Siden deraf fan ogjan Ober: fættljer forøges, men bisfe burde Helft i Førkmingen være noget frie og tildeets omffribende, indtil man fit mere Ovelje i at benytte Hele det hjemlige Orbforraad. Gt godt Forbillede har man allerede i Gammel Rorit i de mange Overjetteljer fra Latin, I hvilte Udtrytket for det mefte er jan hjem. ligt, at mon itte fynberlig mærter Spor af nogen Overjettelje. 395. Det bliver Her nodvendigt at tænte efter, Hvorvidt en Zillempning efter andre Sprog er nødvendig eller ikke. Den moderne Ubtrylsform, jom de andre nordifte Maal Have lempet fig efter, og fom man nærmejt funde falde den romanfbtydjte Form, har naturligvis ogjaa fin Vigtighed for og, da vi deri funne finde en Baaviisning af de Punkter, hvori vi maaftee mangle Ubteyt for et mere eller mindre nødvendigt Vegreb, og dernælt ogfaa en Veiledning til at udfylde og berige Ordforraadet og til at jfjelne ffarpere imellem nærliggende Begreber og begrændje deres Udtryf, jaa at det ene iffe kommer i Veien for det andet. Gn Tillempning fan faaledes tildels være nødvendig; men det bør dog paajees, at denne Lempning fan blive til Gap for Sproget, og ikke til Stade. Det er nødvendigt at optage adfiillige nye Begreber og give dem et Udtryk her jom i andre Maal; men det. er hverten nødvendigt eller nyttigt, at man hertil altid al tage det førte fremmede Ord, fom tilfældigviis tilbyder fig. Det er ønfteligt at fane en vaffer og velllingende Stiil, men det er itte ønfteligt at optage ben ftive og funftige Periobebygning, fom er fommen i Brug i visje andre Sprog. Hvis derimod Gzemplet fra de andre Bogmaal fan drive 0 frem til en fuld ftændig Benvttelje og Ordning og Udvikling af vort gamle hjemlige Ordforraad, da vil denne Tillempning være til Vinding jor Sproget, ligejom for det Folt, fom Sproget tilhører. Sum. Det er overalt at marte, at det er Tanten og ike Ordet, fom fat overføres fra et andet Maal til vort eget. Det er i. Ex. ingen Verigelfe for Sproget at optage Ordet officiel"; thi dets Mod er fremmed, og dets form er ftridende mob dette Sprogs Megler; Hvis det derimod tan overjets i. Gr. bed ,embætteleg" (igt TOD amtlig;, da er det en Vinding, fom ifte er at fortafte. Heller itte er der nogen virkelig Berigelfe i de mange unordifte Udteyt, fom i fenere Tider ere optomne i Danffen og derved blevne 03 ber fjendte; f. Gr. en behagelig Grindring; en foruroligende Gftercetning; en let Hanbling; en ædelmodig Hantlemaade ; en fordselagtig Beftjæftigetje; et ud» ftratt Betjendtitad; glenfidige Forpligteljer; inditræntede Forholde o. i. 3. Tverttmod mon faasanne Prydeljer hellere anfees fom et Merte paa For lgenhed for Udtryt eler nærmeft paa en befynderlig Tilbøllighed il en ops fruet og unaturlig Udteyfsmaade. Det er Hart not, at en grundig Renfelje Still og Udtrytsmaade bør gane Haand i Haand med en begyndende Dyrkning af det norte Maal; og en faadan Beftebelje vil ber ogjaa falde ganfte naturlig, fordi de fremmede Ord ville er fynes langt mere fødende end i de andre Maal, hvor de nu engang have fanet et Slags Hævd. Hvorvidt en Heldig hjemlig Wtrytsmaade fan blive ojennemfort, vil imidlertid meget beror paa, om Forfatterne: have fortroligt Riendffab til Sandlivet i alle dets Grene og til Follets egen Op fatning og Udtrytsmande, og demæft om de ere frie for al Aondringsaand og felv have fælles Tante og Medjøleje. med Landets Almue. Det hunde her bære nyttigt at tage Gzempol af entelte.udenlandtte, ifær engelfe For fattere, fom have forfanet at fremætte Foltets Tante i en meget fimpel, men dog meget tæltølig og tiltalende Form. 396. Det er imidlertid at mærte, af ogiaa det hjemlige Sprog behøver nogen Vragning, naar det ftal bruges i Skrift, og at ber i visje Punkter man blive en Foritjel imellem Vo maal og Dagligtale. Dette er noget, fom allerede den natur: lige Foritjel mellem Strift og Tale fører med fig. Talen Har nemlig den jtore Fordeel, at den overalt er ledjaget af Veto ningen, fom giver hvert Orb fin rette Vægt, medens derimod be ffrevne Ord blive ftaaende fom eensjormige og Iydloje Figuter, ubdjatte for allehaande mislig Opfatning. Allerede af denne Grund bliver det nødvendigt, at Ordene i Skrift maa fammer ftiles med en ftørre Ombyggelighed, for at Sammenhængen ikke ffal misforjtanes. Og dernæft har Dagligtalen ogiaa jtore Fordele Deri, at ben fun henvender fig til entelte eller meget faa erfoner og altjaa har Adgang til en meget ftørre Frihed i Ud trytfet. Den behøver hm løjelig at nævne de Ting, fom ere ber fjendte for Tiden og for Stedet; men den har ogjaa Adgang til en bred og vidtløftig Forklaring af Ting, jom ere lidet bekjendte. Disje Fordele kunne vel nogenledes benyttes i den Still, fom netop jfal efterligne Dagligtalen, jaojom i Hverdagsjortællinger, Mnefdoter, Samtaler. og lignende; men i andre Sager vil den ftriitlige Fremftiling behøve en torre Ombyggelighed i Valget af Udtryt jaaveljom i jelve Sammenftillingen. Mum. Gn fimpel Eætning tan ofte blive dunkel af Udised om Vetor ningen; f. GE. , Det var vel det," hor Meningen bliver forftelig, efterkom. Tonen lægges paa det fidfte eller neftfidte Ord. Han fann fara, naar han vil" — faar en anden Mening, Hvis Ordet maar' Goce fleet betonet, «Det er cin, fom veit Det, og han trgjer" — bliver førk tydeligt, none man becd, at Orbene ein" og , ban" alle betones fat, Gntelte andre Punttr, vor Wetoningen fommer I færdeles Betragtning, ere forben næbnte; fanledes Deb Orbene , ben', bet" ($ 305) og ,ein" ($ 310), ved Rartitler forved Sub: fantib ($ 334) eller førved et uvedfommende ub (§ 335), og ved viste fors færtende eller emfatifte Sætninger ($ 346) Nogle Ordftillinger, fom vasje bedre for Tale end for Skrift, ere forhen nævnte i Sætningslæren ; faaledes han" ag fo" beb Perjonsnavne ($ 308, hans" og fin" for Oenitiv ($ 317, Eupimum for Infinitiv ($ 524, Gjen. tagelfe af Subjettet ($ 332), udeladt fom" ($ 340) og indffubt fo" (8 342) — Ombendt kunne nogle Ordhillinger figes at paste bedre for Strift end for Dagligtalen, faafom: Sammenfetninger med her", f. Gr, herum, hermed ($ 328), Udverbium forved Verbet, f. Gx. innføre ($ 394), Uftujativ med Jn. finitiv (8 337) 397. Med Henfyn til Valget af pasjende Udtryt vil Dagligtalen felb før en ffor Deel give tiltrættelig Veiledning. Tale: brugen gjør ofte Forftjel paa et ædlere og et lavere Udtryt, jaaledes at det forjte benyttes i den alvorligere Tale, men det fidjte fun i den friere Hberdagstale, eller Hvor ingen Forfigtighed behøves, f. Gx. naar man taler om fig felv eller fine egne Sager. Saalebes far Talebrugen ofte ogfaa fine vise Udtryt for Epoq fom for Alvor, for en djerv og aabengjertig Tiltale faaveljom for en jærbeles Dpmærtiomhed og Doflighed; og i alle jaadanne Tilfælde vil det fun gjælde om at hævde de Udtryt, fom findes at være de eldjte og bedjt berettigede, Men imidlertid Har Taler brugen ogjaa visje Udjteieljer, fom itte fortjente at blive hæbdede i Grit. I Omtalen af visje ubehagelige eller kildne Sager ere Folk tilbøjelige til en overdreven Formildelje eller Forfinelje i trykket, fan at de gjerne ville brage de Ord, fom efter gammel Brug betegne Tingene bedit, og derimod optage duntle og frem= mede Benævneljer, fom alligevel efter nogen Tids Brug ogjaa ville fynes at være for grove, jaa at de atter man ombyttes med noget finere. Å andre Sager mærfer man derimod en Tilbøiefeb Hil en overdreven Brug af meget ftærte og fraftige Uderyt, fom efterhaanden medjører en Forvanfning i Sprogets rette og naturlige Forftærkningsovd, da nemlig disje Ord jaa ofte blive Brugte i Ntide, at de ligejom jorflides og tabe fin Kraft, faa at de HIfDR man ombyttes med noget, fom er ftærtere. I jaadanne Silfælde burde Bogiproget give Talejproget et godt Forbillede ved at holde fait paa de naturligite og fømmeligfte gamle Udtryk og derimod afholde fig fra de Forvanjtuinger, fom paa et og andet Sted ville indjnige fig i Talebrugen. stum. Den muntre og aabenbjertige Samtale, fom gjerne finder Stad i fmaa Selftaber af fortrolige Vetjendte, vil fædvanlig gjøre Brug af en ftor Mengde af fpegende Udtryk; f. Ex. hava Kjeften paa Stkaftet (2: være op lagt til at fatte); toma paa vette Strifet (9: i det rette Hjørne, gent. om inden); flora pan Dorn 0: fane visje Aldersmærter, egent. om Giederne); ban var jo bli fom ei Smør-øftia (eller ogfan ,fmwrblid'); det er fo tett fom eit Saald, o. . v. Jf. Blaamyri, eler Storemyri (2: Havet) Öyfebygdi (Søen); Gamle-Ajella (Havbolgen; tildels ogfan: Jorden); Veinlaujen (Bin ben); Aviteflugorna (Sneen); tuo (fane En til at tie. — Og da en faadan Samtale itte juft behøver at være kræjen I Valget af Udtryt, vil den ogjan. 3 Gr. tinge i Stedet for Barn, Stjeft" for Munn, ,Bles* for And lit, Bomb" for Mage, .Filla" for lagg, og lignende. I den rilige Brug butbe faadanne Udteyt oltfan hun benyttes ved basjende Veilighed og ifær i den Stil, fom nærmeft vil efterligne Dagligtalen. Forventninger, jom grunde fig pan en unødig Fiinhed eller Kræjened foretomme netop i den alvorlige Tale, idet man nemlig foger at unbgaar abftillig. gode gamle Ord, fom fynes at bære noget for fate, eller fom maaffee ved bisje Leligheder hanne bruges i en fliörig Betydning; f. Gr faupa, gjera, avla; tvat, od, ful. Ban enkelte Steder er man jaaledes meget. rad for at bruge Ordet ,gjera" og føger ofte at ombytte det med andre Ord (om: laga, mata, arbeida), endljønt dette dog er unyttig Mvie, da De Set ,gjere" faar altfor fat til at finne faaledes afftafjes. En lignende Forandringer fom , Bein" før Fot og ,Beintlæde* for Brot, eller at indføre fremmede Navne fom ,Ettømpe" for Hofa. Gutelie Folk fynes at finde det meget bejværligt, at visje Infettec fulle hedde Lus, da man nemlig feer orfog Hl visfe underlige Forbedringer, fom ,Veggjety" (Veggeto); hvortil fan anmertes, at man dog ogfan forefinder et Øl. NM, veggjalis, og det endog i felve Hofloven eller Hirditraa (N. 2.2, 427. Den førte Wngitlighed fynes ellers at finde Eted ved jaadanne Det fom betyde Ureenlighed, og Her har men da gjort fan mange orion, at man vel me kunde vende tilbage til de gamle Savne, f. Ex. Saur og Stam, da disje mu ere noget fjeldne og derfor maajtee findes mindre fødende, igelcdes hunde vel Ordene ,Ænd" og »febja? tomme til en mere almindelig Wmug | Stedet for ,Hævd" og , hævde eller deb Eden af ,Gjødning" og ,gjøde". Ordet ,hævdo" fulde nærme: betade at debligehalde og forbedrs (igefom ,gjøda" egentlig tude betyde at forædle eller forbedre (of gad); og man fan janledes for Uvor fige, at disfe Ord vare før gode til at brage ,ned i Starnet*. Signende Forvanftninger fnne ogjon optomme af den ovenfor nævnte Eilbøieighed til meget færte Udtrhk. Det er formodentlig en overdreven Brug, fom far foraarjaget en Svettelje i Betydningen af entelte gamle Ord; faatedes ved det Ord .ajerna", fom i det gamle Sprog havde en frærtere etydning, i. Ex. vr heilsum gjarna, >: vi bilje bjerteligt, eler inderligt. Blandt andet tume vi her næbne de Ord, fom betyde: frogtelig eller for. færdelig; faafom: fæl, fæleleg, gruveleg, øgfeleg, agateg, ryggielen, Mræmeleg, ftvggleleg, taldleg, tioleleg; — bisfe Ord bruges nemlig fom forftærtende Udtryt, men ufeldigvils blive de faa ofte brugte i tide, at de netop derved tabe fir Betydning; foalebes figer man ef alene fælt Mg", men ogfan: fælt vænt, fælt bid, fælt godt, fælt morojamt, o. f. 5. Et lignende Ovdgyderie fan ogfax fremtomme ved votdfomme Foriøg paa at gjøre Talen tomift eller Ioierlig og forøvrigt paa forfjellige Maader. Men det varie Slags Ordyyderie er dog det, hvorded man enten forfalder il Misbrug af hellige Navne eller til en idelig Brug af allehaande Gder og Forbandeljer, en SAY, fom pan nogle Steder drives noget utrolig vidt. Enadanne Nite burde dog ialfald itte fane Inbpas i det ffriftlige Sprog. 398. Ved Bebommeljen af den tilvante Udtryfsmaade vil det ogjaa i mange andre Punfter være nøbdbendigt at jee tilbage til Sprogets gamle Skit og til dets nedarvede feregne Regler, for at man itfe ftal ftole for meget paa den Smag og Opfatning, fom for Øieblittet er den herjtende. Det er at mærke, at den almindelige Dpfatning er ført paa Afveie ved en Tilvænnelje til allefaande fremmede Former og bed en feilagtig Mening om Sprogets Stilling i det Hele, jaa af man endog Har været tilboielig til at anfee alle de jæregne norte Former fom Forvanjtninger og at foreftille fig, at den Hjemlige Udtrytsmaade var jan lav og plump, at den kun ftulde pasje for det ubemertede Land. liv og forøvrigt fun være tjenlig til Spøg og Leg, men itte ti noget høiere Formaal. Efter jaadan Mening maatte da de meit jordærvede Landitabsmaal blive netop anfeede fom be bebite, og Derimod de bedjte anjees fom be daarligite; de gammelnorjte Former maatte fun anjees fom ftødende, og Hær maatte man brage alle de Udtryt, fom fn forefandtes I affides liggende Eque og itte vare brugelige i Omegnen af Hovedjtaden. Men en jaa Bagvendt Opjatning bør naturligvis iffe have Indjlydelje paa Behandlingen af Landets Tungemaal. En Underføgelje af Tin gen vil vife, at det netop er den ældjte Form, fom her har For trinnet, og at denne bør behandles fom en jelvjtændig Sprog form med Optagelje af alt det gode Stof fra alle Landets Egne, 08 med Udeluftelje af de mymodens Udtryt, fom ere opfomne ved unødig Giterligning af fremmede Forbilleder. Og paa denne Maade fan det ogiaa bedit vije fig, at den norfke Form har lige jaa god Ret fom enhver anden, og at nogen Underftottelje fra andre Lande itte Hehøves mere her end i Nabofprogene. Anm, Det danffe Bogmaal har faa længe veret fremftillet fom Monfer for ben norfte Talebrug, at det itte er at undres paa, at ogjaa Almuen tildels har føgt at lempe fig derefter. Bi høre Ytringer not om, af man burde ,tale efter Striften", og vi fee endog Spor af den jamme Tante | de Dialett-Prover, jom af og til tomme baa Prent. Bi fane fjelden fee Prover af be met ante Dialetter, formodentlig fordi de blues me for at vie fg og i de øvrige Prover ville vi fæbvanlig finde alehaande Gterligninger af Daniten, endog i Ett! eller Ded, Goor bog Vagligtalen ialjld pleier at følge Landets egen Brug. I Samtale med fremmede eller vetjende Poe foner ville Sandsfolt ogjne gjerne tale jan danjf jom muligt og vogte fig for at bruge fine egne gammeldags Ubtryt, jan at viftnøt mange Fremmede tomme til at fane et meget feilagtigt Begrab om Landets Talebrug. Paa flere Steder anjees be norfte Former at være for fimple i en Tale om guder lige Ting; og der findes endog Grempler paa, at et Ord fan bruges I to Former, en banft til bedre Brug og en norft til andre Ting; joalsdes pleier man nogle Steder at fige ,daud* om Dyr, men derimod ,død* om Menne: fter, Svorefter altjaa den norfte Form fulde være god not, naar der tales om Fæ, men itte ellers. Og naar det fat være rigtig vattert, bil man not itte feller være fynderlig bel tilfreds med faabanne Mormer fom: Yate, Etaa», Stot, Stuld, djup, turr, og lignende, da de itte pasie til Mønfter: føroget og altfor tume vælte Mistante om Mangel paa Danelle', Men geldigvits finde bi dog tet ved Siden af os et Sprog, fom er vel anfeet i Verden, uagtet-det har meget tiljelles med det norfte. Det Svenfte har nemlig en Mangfoldighed af Former, fom efter en cenfidig dant Opfatning maa fynes ligefaa blumpe fom de norife; f. Gz. mit, fu, (8g. oust; låta, gråta, vata, vatna, fafna, ropa, filja, vilja, 0. f. 0. an man nu fige, at jandanne Ord ere valtre, naar de bruges of Evenffer, men derimod fygge, naar de bruges af Nordmend? Migtiquot høre vi ofte at Folk forundre fig over, at et Maal, fom er fan bond fom det fvenfte, fal kunne gane an til at bruge i Selen og Stolen, i Bør og Vræditen faa vel fom i alle verdslige Sager. Men man burde dog tunne one, at det foenfe Folk maa betragte Tingen anderledes, og at ogian det norfte Folk vilde betragte. denne Ting anderledes, naar det fun blev vant til at fee fit Maal behandlet pan den rette Maade. Den omtalte Etræben efter en Rettelje i Talebrugen ec i Grunden ganfte naturlig 3 tb Uimuen felo finder fig ofte befowret af de. mange forlige Overgangsformer, jøm findes i Landet, og derfor føler den ogjaa en fært Trang til en Mønfrerform, fom kunde Aage over Dialeterne og blive mere almindelig ertjendt og forhanet. Det er hun Stade, at en hjemlig Møniter: form har aldeles manglet, og at man bar maattet gane fan langt fom til Daniten efter et Mønker for Talen; 1hi det er art, at Hvis man endelig fulde babe en udentandi? Mønkerform, da vilde vort Folk være langt bedre tjent med ben foenits end med den danfte. Raa man mu al forefille fig en inbenlandit Mønferform, vil det altid dære nødvendigt at komme ii, at oe norte Ord og Former maa anfees at have lige god Ret, hvad enten de bruges i noget andet Sprog eller itte. Der er norfte Former, fom adftille fig faa beftemt fra de danfte, at de ile godt tune bruges i Dan; f Gr. Mir, Braut, Leite, Veita, Git, Øy, Øyr, Kat, Mot, Grit, Onn, Fou; tena, tynja, femja. Der er Orb, fom tiljældigniis have Lighed med danfte Ord af en ganite anden Betydning; f. Ex. Hage, Mage, Bog, ESede; bida, møbda. Fan, vanga, love, fvæbe, vase, øje. Der er ogjaa andre Tilfælde, Hvor et Drb har en anden Betydning her end I Dani; i. Ez. Vite, Drea, boven, bum, feig, tant, langjam, giofa (gyjer, maala, ftemma. Og man bor ogfan feet Gzempler pan, at dette har været anfeet fom en Dindring for Brugen of odfilige wore Cub. Men Hvad pleie andre feloftendige Folk at gjøre i flige Tilfælde? De pleie fun at tage Henfyn til Vrugen i deres eget Land og itte fjøtte noget om oad ligt eller ligt der findes i andre Lande, De ide, at andre følt ile lempe fig efter dem, og de finde fig eter itte fyldige til felv at lempe fig efter andre i faadanne Sager. Og faaledes man det ogian være, naar et Folt vil anfees værdigt til at have fin egen Brug. Den ftriftlige Behandling af <t Sprog, fom har været jaa længe forjømt, vil faaledes allerede fra Vegyndeljen træbe en færdeles Ombu, for at det daarlige Stof fan blive vraget, og det gode fremdraget. Man mac rigtignot føge at live forfanelig, men man mac bog itte agte for meget paa den Jndbending, at der bliver et og andet, jom iffe alle forftane. Et Sprog, fom er fan gjennemtlart, at hvert Mennefte i Landet frar forktaar hvert ence Ord, er noget, fom er umuligt at flafie; men bet er ba ogfac noget, fom man heller itte bar bavt, ialfald ite i de fence Tider. De sjeldnere Ord, fom her maatte komme til Brug, burde opftilles med nogen Agtjomked, for at de tunde forftnaes af Sammenhængen ; men dette er noget, fom ogfan bilde behøves ved alle de BiBtit brugte udenlandite Ded, fois man for Alvor onftede, at alle flulbe forftane dem. Til Forfatterftab i dette Maal behøves bande en guundig Kundftab om Eproget og tillige en ferdeles Ombu for Behandlingen deraf; men dette er noget, føm ogjan vilde behøves andenfeds, hvis man vilde lægge Vægt van den Regel, at en Folleftibent fal fun tage Denfyn til, Goad Follet har Met til af kræve, og ikke netop følge den SH, fom falder ham felo magetigh. 399. Med en jtriftlig Dyrkning af Landsfproget jfulde man altjaa Gave det for Die, at dette Sprog ei alene maa behandles fom et jefvjtændigt nedarvet Tungemaal, men af det ogjan maa behandles med Omtante og Prøvelje, for at det ret fan fremvije det Værd og Fortrin, fom det i Grunden virkelig har. Den ftriftlige Form bør være den fulbtomnefte, veneite og beerdigite Form af Foltets Tale. Den virkelige Talebrug bliver natuvligviis at følge, forfaavidt den enten femmer overeens med det gamle Sprog eller ialfald jtaar i Samtlang med de gamle Regler. Men i denne Gfterfølgelje af Talebrugen burde man dog iffe Holde fig eenfidigt til et enefte Lanbditabsmaal og Heller itfe medtage de nylig opfomne Vendinger, fom efter en feilagtig Opfatning ftulde bære Forbedringer, men fom i Grunden fun ere Forvanjfninger. Ved en heldig Benyttelje af de bedite Former og det bedjte Stor vil derimod bette Tungemaal kunne fane en værdig fkriftlig Form, fom atter funbe blive et godt Forbillede for Talebrugen, jaa at Etrit og Tale funde underitøtte hinanden til virkelig Forbedring paa begge Sider, er en vis Omfifteligbed, en bis Bevægelje frem eller tilbage. Saadel i Bygderne fom i Bverne vil man fualedes have fundet, at visfe Udtryt til en Tid ere meget i Brug og fiden blive fjeldnere, og at derimod andre Udtryt, fom paa en Tid have været lidet brugte, hanne ded visje Leiligheder opfriftes o9 tomme i megen Drug. Man kunde flutte, at det ffx ex hjemlige Ord, fom førfvinde, og fremmede Ord, fom fomme op; men alligedel er dette dog itte altid Tiljeldet. Tvertimod bore vi ofte Grempler paa, at et Ord gaar af Brug, fom itte havde noget junderligt Værd, og at der iblandt de opfommende Ord ere adfillige, fom netop ere gode gamle og hjemlige Ord, fom altjaa ban en Tid have ligefom ligget i Dvile, men dog itte bare ganife forglemte. Den Talemaads, at et Dd er forældet, har faaledes ikke altid jon meget at betyde. Bi fee opjaa lignende Gzempler i Bogmaalene i de andre Sande, idet adffillige gamle forfømte Ord blive atter opfritede, medens entelte nyere Ord om en fort Tid blive forfludtr; og paa denne Maade er det ligefan vel muligt at forbedre et Sprog fom at forvanfte bet. Ogjan os Jslændingerne var Sproget for nogen Tid fiden meget forvantet; men be islandfte Forfattere have ifær i den fidfte Mandsalder gjort fig alvorlig Sid for at føre Bogmaalet tilbage paa fin gamle Grund, jaa af en for For: bedring der fan figes at være gjort dan en temmelig fort Tid. Sen det er at mærte, at man her Har Anledning til noget mere end blot at forbedre et Sprog i enkelte Puntter. Man forefinder Her et gam melt nedarbet Kungemaal, fom engang har været dyrket paa en meget Hel big Maade, og fom fiden, nagtet en lang Forfømmelje, dog har bevaret fin frifte Sterne og aldeles itte er faa dødt og magtesloft, fom mange have meent. Man finder her et Forraad af Ord og Former, fom ved god Benyttelje tan afgive et Bogmaal, fom med re fan jættes ved Siden af de beflægtede Sprog. Og efter Eprogtundffatens nuberende Stiling Har man desuden en bedre Adgang end nogenfinde forhen til at vide, Hvad der er det bedfte tof, og hvorledes det bedt bør benyttes. Der er faaledes en god Adgang til at opretle Eproget af en uforftyldt Fornedralje og derved veilede og til lunde Foltet til at jette Priis paa fin gamle Taleffil, fom ei alene er st tofteligt Minde fra Forfedrene, og et tydeligt Marke baa Follets rette Stilling i Mallen af de beflægtede Folleliag, men fom ogfaa er den enefte Taler fit, fom pasfer tilfulde til Foltets Tante og til Landets nedarvede Sædvaner. 3 Sammenjætninger, jom begynde med et toftavet Ord, bliver den tredie Stadelje omtrent ligefaa ftertt betonet fom den førfte; f. Gr. Eendebrev, Aviledag, Styremaate, Heimanfylgia, Yverbunad. I Sammenjætninger af to eenftavede Ded faar den forte Deel fadvanlig en ftertere Betoning. Hvor den forte Decl Har een Stavelje, og den anden har to, ftulde egentlig ogjaa den forfte Deel dære ferteft betonet; men i den almindeligfte Tale er dog denne Form noget vaklende; f. Gr. i ,fullføra o. i. 0. — Naar et Ord har tre Staveljer, hvoraf de to fidke fun udgjøre en Endelfe uden nogen beljendt Betydning, pleier Tonen altid falde paa den førfte Stavelje; i. Ex. Tenefta, Mennejfja, Fivrelde, Lunnende; forande, einake. (Dette fan være nyttigt at erindre bed abftllige gamle Ded, fom mu ere idet beljendtr, faafom: Forneflja, Sitneflja, Rangendel. I faadanne Ord fom : Vertinde, Fyrftinde of, lægges vigtignot en ftertere Tone paa Mellemftaveljen; men dette fan helft aniees fom ct Merte paa, at disfe Former ere fremmede. (Førfte Deel af Anm) Former med centigt i" efter Volalen ere fa og toitjomme: man maa nemlig frategne de Former, hvor Udtalen har | for al om: vægio, plogja, o. f. v. I de gamle Strifter findes ofte et 1" () efter 9 og øy; men dette funes fer overfladigt, da en faadan Lyd allerede. er indefluttet i det foregaaende ,4*. Derimod er der nogle fan Ord med æ', fom maaftee flulde Have Formen ,æj", nemlig: læjn Te), Heja (have løe, af tan), fvæja (fpeide), teja (opflide, Blæja en Dug) og maajter Reja (en Stang. Jmidlertid have disje Ord en forftjellig Udtale; et Par af dem ubtales not overalt med ,ei* (Tvelyd), nemlig: teia, feia; ligeledes hører man ofteft: Bleia (ogfan Bloya, Bleja, el. Blegja, og Reia (ogf. Raie). derimod lyde Ordene Ieja og teja deels fom lea), ten) og deels virtelig fom læja, tæja; men i dette Fald opfattes ,|" fom 95", altiaa: lægia (med Formerne: læg, log) og tægia (med F. tægde, tægt. Efter Udtalen ville disfe Ded altfan falde fra hinanden, og efter deres Medning efter Slægt flab vilde det endog fynes retteft at ffrive dem med ,æ* uden i, altan Ia, tea, ben, v. 1. v. Forøvrigt findes ogfan nogle Former med ,j* efter en haard Vokal, men disfe maa her anees fom regeljtridige. Sanledes føretommer et Par Intetfionsord, nemlig ,Bui" (ved Stavanger) og ,Taaje" eller Taagie (1 Emanlenens) eller ,Taje" (paa Ringerige); men det førfte er tun en Mivigelje af bet almindelige Bu" (0: Velætning af Kreature), og det andet (fom Her betyder et fmalt omgierdet Jorbftytte) boer viftnot til et gammelt Ded , Tea', fom baade forekomme I G. RN. (Dipl. 6, 399: «upp i hrliune sem ligger å taeno») og tillige i Svenit (Rydqvift, Sv. Språkets Sagar 2, 135) og fom det fumes, ogfan i ældre Vanf (Molbedjs DialettSegiton, under Ordet Forte", fom not egentlig er ,Fortaa', hvoraf ogfaa bet nyere Borlaug" er optommet) Mogle andre Ord med et jaadant I eller i) maa ogian anfees fom forvanitede eller fremmede; janledes Mie (. Ræja ovenfor, aie (Fugl, Vie (— Vugras) Kota, Vapegoia; if. ota, bua. $93. (6.12. Gftertyden foretomme i ftor Mengde og tilhøre næen udeluttende Huntjønnet, f. Ex. Ferja, Selja, Brynja. Intettjonsord pan je" findes meget fjelden (fom: Berje, BVelje, Remie) og ombyttes gjerne med en anden Form (Vera, Bel, Rem). Pantionsordet Bille" fones mu at bære eneftaaende op vil par entelte Steder gane over til Hunkjøn: Vilja Tigefom i Svend. I. Ubj. ,tridje", fom ogjaa ban mange Steder gaar over til: tridja (trea). Det gamle Sprog havde dog flere Hantjønsord paa je", men deres Form ev noget ufitter, da de fedvanlig findes revne med et enfelt 1%, og itte med ,ie" eller it, f. Gr. vil, stedi, bryti, skipveri, uagtet de dog have Bøtningsformer med ia" (vilia, stedia, brytia). Der findes jaaledes et Mandsnavn, fom viftnot Har Hedt , Selje", men dog er ffrævet Seli, f. Dipl. 1, 454; 2, 388, 510; paa fibftnævnte Sted faar endog «Seli Gudlaugssuns ved Siden af «Gudhauger Seliasun». Dgian i det gamle Sprog fynes alle ntetfjønsord paa e (i) at have ind Votal, medens derimod Ord med en længere Enbelie ogjaa findes med oar Vokal, faafom: fagrindi, sannindi, hardindi, Et Par Ord paa: en (in) findes ogioa uden Omlyd, nemlig: aldin (Frugt) og bundin (toen-MNeq); men diske have Her en anden Form; det førfte heder i Hardanger: da, f. (mon oprindelig: idan?) det andet hedder: Vndan n. (Ed. Vundel, m. (Sogn), Bunde, n. (Hard). Foruden dette , Bunde" al der ogfaa findes et Var andre Jntetljønsord pan ,e" uden Omlyd, nemlig : Sagie 6: forelagt Arbeide) og Horne (: gammelt Gres); men disfe maa vifnot være overganede fra Dantjen. Gt Var andre, fom fun findes i de øklige Egne, ere viftnot Overgangsformer, nemlig: Taaje, el. Taagie for Tan (fom førhen er omtalt), og ore" for Gjorde, fom allerede findes i gamle Breve og uden Tvivl er en Dialettjorm af ,Gjerde" 3: $ 115. (6. 9. Som man lettelig bil fee, fan det ofte træffe til, at to eller tre for fjellige Ord ved denne Tiljevning blive lige, jaajom ,hantaa* for hata (bade) og bita (opbede); ,baaraa" for bera og børa; , Alaabaa" for Klave, love og sleve. Men imidlertid fynes abitilige Undtageljer at finde Sted, jan at Tiljevningen itte er gjennemført i alle de Tilfælde, hvor den er mulig. lets er det mærkeligt, at Lyden >", fom ellers ofte bortfalder i andre Ord, pleier netop at blive ftanende I denne Kydkilling; f. Gr. daadaa (d0da) Slaadaa (Slede, Svaadaa (Evide, iodo (Soda, 2: Deigtlump), Vudu (. Vida, Træværh. Og om denne Lyd bortfalder (fom ifer er Tiljeldet i Ønldalen), bliver alligevel Tiljævnings-Botalen faaende; faaledes : van (baba), Slane (Sede), Mage (— Mandaa, for Wide, 3: Reditab til at ride dobbelte Linier); ligefaa; Bu eller Bue for Vida, Strue for Strida. — I Det hele tan man fige, at disie Overgange, faa beiynderlige de end fynes at være, dog ofte kunne tjene til Oplysning for en eller anden toivljom Form. Ordet ,Spene" (>: Ratte) udtales almindelig fom Spene, men Hvis ,æ* bar den oprindelige Vokal, vilde det itte gane over til Spana og Spaanaa. amar' ubtales jæbbanlig Hammar, men hvis dette bar rigtigt, vilde det itte gane over til Haamaar. Ordet ,Tiur" (Fugt) hedber ogjaa:: Teur, Teer, Tøbur og Tudur: disje Former dije netop tilbage til den vette orm: Tidur (au. §, ®. %. pidur. I Ortedalen bruges et Verbum ,aadaa" 6: vrimle, myke); pan andre Steder bruges ,ia" (0: Hvirole); disfe Former falde fammen i et gammelt: ida (ab. Å, fom ogfan findes pan Island. i Batia, BVak-udu, med det nordfjørdite: Atter-ida (0: Tildageftrømning). Et lags boldjom Sygdom Hedber i Ortd. ,Tcollru" og i Tyddalen ,Trolreddu" ; dette Mu" eller Rødn er uden Tvivl jamme Ord fom ©. M. rida eller ridusdtt, fom funes at betyde en ftært Feder; derfom Ordet brugtes overalt, vilde det ogjaa have Formerne: Rida (i), Ria, Rea, Neo, Rodo og Hub. aa nogle Steder forefommer derimod ,m" for ,mm"; faaledes paa Som: Flame (Flamme), ære (inemma, 3: fart) deme (emma), fim (femma) Imidlertid maa bet bemactes, at det ved entelte Ord er tvivljomt, om de egentlig ffulle have entelt eller dobbelt M. $ 178. Som Ujvigeljer mærtes, at nogle jaa Ord (fom: Dalar, Skilling, Mart, Mil, Fot) bruges uden Fleertalsform, naar de fammenftilles med et Talord; f. Gx fom Stilling. Ordet , ring" bruges fom Hantionsord uden Fleertalsform, naar det betyder Gag eller Gjenftand. (IF. Laa, Sto, 5 166). Ligeledes bruges Mann" ofte uforandret i Flertal, naar det forbindes med rd, fom betyde Tal eller Mængde; f. Ez. tolv Mann; alle Mann. Og i denne Etiling fan det endog Have Gentallets Genitiv, f. Ex. Vera alle Manns Bin. Dasa fie Manns Vit og tolv Manns Styrke litfom Bjørnen. 3 Brugen af Formerne: hans, hennar og def, er ellers en ftor Fortjel, då nemlig de to førte ere i fuld Brug fom almindeligt Genitiv og I For: bindelje med et Navneord, men det fidite, fanvidt beljendt, fun bruges i enlig Stiling og tær | Betydning of Tilfælde eler Omhændighed; f. Gr des-imilom, HE defs; — det var Von dels (: der var Sandjynlighed der: for); — ban var glab defs (3: derved, derfor). Ordet foot" bruges ellers meget i Betydningen: Forftiel. 5. Ex. Kvat Yar var det? sat Mann (eller Mener) er det? Sigejan: fvat Dag (Dagar); tvat Stad, Veg, Tid, Sida o. 1. b. Blandt de afvigende Former I Supinum mærtes ogfaa nogle, fom netop føretomme i Byerne og fones at være noget omiftelige. Paa flete Steder foretommer faaledes en fammenbragen (eller cenftavet) Form med en og anden Aoigelje i Votalen, janfom: vært el vort (for voret dært, ært, fart, dvatt (breget), flatt (leget), fatt (fetet), lagt (leget. I Bergen Have entelte Ded havt en færegen Form, faafom: fore (før faret, tote (tetet), droge (breget), loge el. hugge (leget); — tildeels ogfaa: han har boven, boren, foren, tofen, futten, druffen. 3 Ariftiania Have lignende Wivigetjer fore fommet i andre Ord, faafom: ban har bindi (3: bundet), finni, vinni, fitti, dritti, fongi. Betonderlig not fee vi, at det fidite Slags Former (bindi, finni, 0. . 0) ogfan bruges i Stodholms Byes Diatett. (Rydqvift, Sv. Epråtets Lagar, 1, 460). Hvorvidt faadanne Former ere overganede fra det ene Sted til det andet, er vanfteligt at vide; men ialfald eer det ud til, at pan de Steder, hvor man er mk vant til Omffitelje i andre Ting, er man ogfaa meft tilbøielig til at indføre noget nyt i Sproget. Eaadanne Former fom: lotte, Gopte, narte, o. i. v., tude maaftee førtons jom et Glags villaærlige Mellemformer for en mere fornem eller pyntelig Tale. Man kunde f. Ex. fynes, at Formen loa' var noget før fimpel, og at Menfierformen ,lottede" derimod dar alt for fremmed, og jaaledes vilde man da føge at finde en eller anden upaatlagelig Mellembei. Jalfald er det meget rimeligt, at adjilige andre Dvergangsformer ere tiltomne paa denne Mande, faafom: Bjerk (imellem N. Bjørk og D. Bird, Dijel (mellem Mjøl og Meet) Syv (m. Tjud og Ty), felle (mellem felja og fælge), fpørre (m. jpdria og fpørge) § 266. En jæregen Art af Sammenfetning forefommer i adftillige Ord, fom begynde med et Verbum og indeholde en Sætning eller Talemaade, og fom ifer bruges i en fpsgende Tale; faafom : Fyt-upy, Teint, Galtmed, Vad: iland, Frysiel (om Verjoner); Stutitol (om et Fald), Sit-upp (om en Fore ftrettelje, Gatt-fnart (om en Bortviiswing) lerede i Jenjens norfte Glojebog findes flere Ord af dette Slags; faaledes: Butsifel (en Gjed), Blattmedland (en Baad) Haldtjajt (en Mnappenaal), Kpatt (et Vidjel), og Søvrfram (en Svobe). De ere ellers ikke meget anfeede og forefomme fjelden i nogen alvorlig Tale. Jmidlertid fiudes fandanne Ord ofte i andre Sprog. i. Grimm's d. Grammatit, 2, 961, $ 313. (6. 285) Overffriften ,Undernebning" hunde bellere hedde: Rævninger i Under: filing. $ 32. Ordet ,hava" jammenftilles ogjan med et Supinum, fom er fammenjat med ju" eller ,van", og pan denne Maade dannes adffillige meget bekvemme Udtryk. Å. Er. Hava notot ulivt (2: Have nogen Tid tilbage at leve Å. Dava nokot ugjenget (have endnu et Styfke at gaae). Eg hever enda nokot banfpurt (2: noget, fom der er fpurgt for lidet om; altan: noget at fpørge). Gq hever ittje noføt bantalat med honom (3: noget at omtale eller afgjore med fam). Qi. Denne Gjentagelje eller Toedeling af Nævningen er imidlertid ofte til Fordel, idet den giver en bekvem Adgang tl at lægge torre Vægt pan. ben vigtigfte Deel of Sætningen. ær er dette Tilfældet, naar Subftantivet er forbundet med et Udjektiv eller en anden Udfyldning; f. Ex. Det er hardt under DE, detta gamle Timbret. 8335. (Til den anden Umm). Dertil høre ogien entelte Ent omvendt Ordjelge, bvor Subft. fættes ført og Vræpof. idk; jer med = Vatnet er infje vondt i. Myr fon ingen byggia pan, Ein Dalar fem han ittje langt med. Served er dog at mærte, at mange gamle Ord tunne være betjendte i en vis Gan, om de end iffe bruges i Dagligtalen. I den nordlige Deel af Bergens Stift bruger man f. Ex. Ordene: helt, Fjelg elle ly, i Stedet for varm"; men alligevel er Ordet barm. ogfaa betjendt og forftaaet. igefaa bruger man altid ,røgba" i Etedet for vera', og det dfte anes. næfen fom cf fremmedt Ør8, men. alligevel er det ligefan godt forfinnet. Ogian vil man nøt altid forftane, at ,Bylgio" betyder Baara, at ,A" er Giv, og at Breit" ex Veita, om end diske Ord ike ere i Vrug. Derimod ville itte alle forfane, at, Tola® (Taage) er bet famme fom Etobda, at Ret" er Garn, og af ,9jerne" er Heile, uagtet disie Ord ogjan findes i den danfte hi. Dg iblandt den fore Mængde af Ord, fom man itte har feet i Boger, vil naturligviis altid være noget, jom er uforkaneligt i en eller anden Deel af Sandet. Det er at matte, at ef entelt eller ujammenjat Ded maa anfees at have førre Bærd end et, fom er fammenjat, om end det fidte falder belvemmere for Bolt, fom ite forftane Sproget fiffulde. F. Er. Lid (Bergfida), Svad (Enaudberg), Slætte (Slaattemark, Haa (Ettergras), Nuuk (Bnathus), Jotul (stopp), Jazt (Fotdlad), Rita (Ferdarkofi); furen (nfegen) tand (ujus) fice (acted). Eaaledes oglaa adfillige Berber, fom kunne træde i Stedet for to Ord; faafom : byrja (tata til), via (Randa upp), trøpte (holde ut), bægia (giva etter). 3 forfte Unmertning (S. 361, 2. 5) funbe Ordet .MNedburd" (Sv. neder: börd) tillegges. Derimod tunde ,orta" (8. 6) udeladeå. % Lyd, E. 7.95. Endevotal 62. an, Sub, 8. 96. i Tiljevning 96. Accent, f. Betoning. ad, Enbelje, 67. 70. 168. 263. Sbjettiv 55, betet 168 f, fammenjat 248, aflebet 262, i Eætningen, 21. Sovesbium 56, ajledet WS, i Sæt ningen 301. 303. 310. ledning 66. 74. 297 og følg. std TI. 191. Ugersbufifte Dialtter 343. Uttnjativ 199. 157. 169. 286, — med Infinitio 313. al, Gndelje 68. 264. an, Gndelje 239. 259, i bb, 238. nomale Berber 208. ar, Gndelje 65. 68. 253. 250, för enitiv 189. 147. 165. Mrtifel 129, 154, 184, 281. Uöftmilering 42. aft, Gubelf, i. ft. , Lyd, 59, 108. Bergenbufifte Dialetter 330. Beftemt Form 129, 153. 278. 262, Betoning 45. Bogftavriim 3: Bortfalden Lyd 41. 44. Brydning 76. 82, 85. Bøining 119, i Sub. 130, i Aj. 163, Pronomen 174, Verbum 187. D, Lyd, 25, 44. 86. 108, 113, i Aftedning 41. 67. 236, 253, 261, i Bois ningen 40. 206. Dativ 129, 182. 138, 157. 169. 286 og følg. Demonfirativ 180. 288, Dialetter 330, 347. Diftonger 16. 90. Dobbelte Konfonanter 32. Dobbelt Ræbning 280. 307. dom, fom Gndelfe 70. 255, 261. Dualis © Sb, 9. 10. 34. 35, 59. 101, Enbevotal 63. 73. 92. 247. ende, 69. 262; if. er, Enbdelje, 49.65, for Fleertal 195, 140, for Bræfens 210. 218, 2, Gndelje, 61. Imperativ 189. , Lyd, 59. 108, Imperfettum 189. Faaformede Eubp. 161, Udi. 168. i Verber 29. Inbledende Ord Feminimum, i. Huntjønsord. Jubftudt Lyd 48. 4 leertal 125, af Eubt. 155, af Abi. Anfinitiv 56. 62, 189. : 163, af Becbum 220. 296. ningen 298, 314. Fortørtning 112. 116. 302. ing, Gndelje, 69. 127. 202, f. 259, f. Fortyd 30. nterjetion 57, Former," til Sammenligning, 791, f. Intetkjøn 120. 145. J 351, 1. 3, wp, 26. 40. 3 fortællende Led 24, 110, 4 Bleetal 135. 144. 158, © Sremmede Ord og Former 17. 127. Verbum 201, 211. 216. 162, 210. 239, 242, 362, 365, 368, | 52. 58,102, — fo, i 58.59.98, 100 Buldende Led 301, 8, 2, 22. 26. 40. 54, I Overgang 6, i, 2. 2. 49, i Overgang 109. | — 108, i UMedring 68, 261. 271, 110. 113. 114, i Uftedning 68. 271. | Kajus 129. 156. 169. 175. 285. É (Ep. 1, fomme Steder fom gi". Genitiv 130, i Eubjt, 158. (139, 147. | Kjøn, 190. 158); i Uj. 169, i Sammenjetning | Kombarativ 171, i Abo. 173, 244, t Catuingen 29-202. | Somplement 301. Øermanifte Sprog 86; if. 360. 368. Monjunttion 56. 309, 312, ai, Syd, 26, 27, 38, 72, I visje Former Konjunftiv 189. 202. 220. 295. 299. 184. 141. 150. 166 167. 208. 211, | Ronfonanter 22, tillempede 38, 88, : ou. bortfaldende 41. 44. BA. 85. 103, Gjentageljer i Setningen 308. 321. | overgaaende 45. 84. 108. 109. Srundformer 57. I, Syd, St. 111. Grundbotaler 21. 72. TT. 5, 106, i Uflebning 65, 235. gb, Sob, 84. 111 268, $, Lyd, 59. 44, 89. 110. Sandftabsmaat 330. Hantjønsord 120. 131. (paa å og aa: lous, fom Endelje, 70. IT. 95. 96, 135). leg, Endelie, 70. 167. 264, I. Haarde Votaler 6. 39. tega (la), Endelje 70. 235. 239. Beit, 239. 261. Leite, fom Gndelje, 70. Si, Lyn, M. 111 Sigedannede Votaler 94. Hjelpeverbum 187. 223, 296, 2 Siguingsformer 171. 17 Huntjonsord 12 Linde Votaler 6. 27, 12. (faa 1, 0 ling, Gndelfe, 70. bo, Sud, 84. 111, tl, Syd, 29. 106. 3 Lyd, 11. 5. 101, SLydytning 89. 363. ig, Endelie, 65, 264 Sydlære 5—53. Svbpiltinger 30. Ordbannelje 227—275 Løvia, Gndetje, 70. 127. 206. 261. — | Orbformer 54—110. SM, Lyd, 22, 37, bortfaldende 44. i Boiningen 133. 157. 'Drbfølge 306. Majtulinum, f. Hantjonsord. Orbflegter 78. 234. 272. Mellembøining 207. Ordftilling 276. mn, Lyd, 107. Dverførelje 227. 230. Modus 188. Overgang i Ordformen 40. Motion 257. Dvergangsformer 91—119. å Monterførm 351. Overfigt af Boiningen i Subft. 159, i RN, Lyd, 29. 44. 85. 85. 106, i Bois Verbum 202. 217, af Ordbanneljen | ningen 140. 149. 151. 156, ilede ning 68. 237. 251. 268, 270, $, LB, 61. 108 nad, Endelje, 70. 251. Barticipium 56. 188 224, 262, f. 315. Sone 54. 117. 125, 156. 157. 161. | Vartitter 56. 301. 305. 256. 278. 280. 292. 293, fremmede Basfiv 185. 224, 294, | erjonaljorm 218. Slavneord, f. Eubkantiv, Mlurolis, i. Fleertal. nd, i Gnbeljer, 09. BVosfesfiv 179. 284, 324. Regteljer 304. 310. Pronomen 56. 174, f. 276. 219, i. Sentrum, f. Intetkjon. | Praditat 275. ng, i Enbeljer, 69, = Prepofition 56. 28. 301. 311. ning, Gndelje, 70, 25 $ræfens 189, med ,er" 210, med ax" nom, Bøiningsform, 133. 138. 147. Preteritwm 189. Mominativ 129, 138, 285. R, Ord, 25. dd. £5. 88. 105. 198, i Rordenfjetbite Dialekter 331. ledning 68. 268, i Fleertal 155, Nevning 276. ©, 8p, 12.99, Endevotal 64. —Nabent xd, Syd, 25. 104. D (0) 12. 3557. 99, fom Omlyd Reduplitation 201. 50. 8%, 145, 152, 165. 246. — | eflerivform i erberne 188. 224. 294, Dbjett 129. 286. i entelte tlasfer 201. 200. 213. 215. Ombytning af Lyd 109, f. Reflerivt Pronomen 177. 186. lå. Omlyd 7 225, i Sub. 136. | MelativPartitel 179. 302. 319. 320, 144. 152, i Udj. 165, i Verbum | Melativfætning 309. 202. 221. (See ©) ©, Gndelje, 239. 952, 254. Omfætning 116. Omvendt Drdfølge 306. mn, Syd, 106. Opbavsord 71, 241. 274. Rodvotal 31. 57. Eubft. 135. 141. 146. 150, i Aj. 164, i Berbum 205, €, £yd, 41. 61. fam, fom Gndelje, 70. 265. Sammenligning med Gammel Norff 80. 133, 154. 164. 175, 204. 218, 354, 362, og fl. — med Svenft 17. 89. 155. 160. 188. 358. 361, med Dan 59. 127. 353. 361, med flere Sprog 56. 1. Eammenjætning 71. 240, Sammen: fætningsformer. 244. femb, Endelje, 70. 261. ft, Enbelje, 69, 266. flap, fom Gndelje, 70. 127. 255. 261. fi, op, 20. fl, 90, 30, Gabelje 69. 252. ft, Gudelje, 69, 269. 270, Reflerivform 188, 294. Stedsnavne, i. Navne. fir, Endelje, 69. 251. Etært Bøining i Eubh. 131, i Ber: bum 190. 205. Eubjett 199. 275, indledende 279, gientaget 305, 321. Subftantiv 54. 120, bøjet 190. 158, jammenjat 244, afledet 21, i Sætningen 276. (Svag Boining i Subft. 181, i Ver: (Gætninger 275. 305. 306, fammen: Eøndenfjeite Dialetter 340. Æ Lyd, 95. 41. 44. 8. 105, i Aflede ning 41. 67, 236, i Boiningen 149, 163. Tilhængt Sætning 315, Rævning 323. Tiljæbning, i Volalerne 94. Tillempebe Orbformer 179. tl, Syd, 30. 45. Trondhjemite Dialetter 393. tt, Endelje, 67. Tydlte Former 89. 277. 357. 363. 364. 365. 1, Syd, 12. 13, 36. 37. 99, Bartitel 7. 99. 242. 274. Ubeftemt Form 128. Udeladelfe af Syd 41. 42. 44, 93. 103, af Stæbning 295. 307. 311, af Berbum 299, 309. 395, af Bindeord 317. 318. ng, Endelje, 68. ung, Gndelje, 69. utt, Endelje, 67, 266. Berber 55, boiede 187, f. 217, fate 191. 205, fom Stamord 230. ers 329. | on, ob, 55, 00, 105, Befenfjetdfte Dieter 3, om, 4 om, mm. | "ome 4 1. otaler 5. 17. 31, tilempede 34, f. | 3, Lyd (i G. N), 22. 41. fiftende ved Omlyd 72, f, ved 136. 258, lod 77. 207. ©, Sub, 14. 101, fom Ominp 74, Botalifering 112. af 3 81, med | 51. 52, 75. voven, adj, 197. 967. Eb, Lyd, 16. 102, fom mind 7. 100, fom Omtyd 74. e 5, 17 o. f. Normal, I. Normale , 165, , 4 — hardr, hordr, L hard, hord . 235, , 15 — Bit (i), L Bit (ti), m. +) Elers oftere ogjan é for 3, navnlig længere femme I Bogen.
|
maalfrid_4ba5d6f2adeeef5413e3f942e4fd45f55bb2cb26_17
|
maalfrid_nhh
| 2,021
|
en
|
0.938
|
comprehensive Plan A and Plan B is NOK 292 in the Delphi exercise, while NOK 1050 using unit transfer. In comparison, the difference between the sample means in the population CV survey is NOK 268. Consistent with our findings, León et al. (2003) found that expert assessment was useful in predicting household´ relative valuation of national parks in Spain. Transfer Error (TE) for Delphi CV Survey; excluding "Carbon-Respondents" (i.e. those that stated that their WTP was motivated by carbon storage benefits; see table 4) Midpoint Mean WTP Unconditional Censored Mean WTP TE Plan A Round 1 32.6% 41.1% TE Plan A Round 2 1.8% 11.0% TE Plan B Round 1 19.1% 31.5% TE Plan B Round 2 10.6% 24. A mean WTP of NOK 1136 per household per year for Plan A implies an annual transfer to the Amazonian countries of NOK 2.7 billion in aggregate for the nearly 2, 4 million households in Norway. Interestingly, the Norwegian government, from 2008 to 2017, transferred a total of NOK 8.3 billion to Brazil to reduce deforestation of the Amazon rainforest. Brazil's goal is to reduce their annual deforestation rate by 80% by 2020 compared to the average annual deforestation rate from 1996 to 2005. Assuming this This could be compared to Plan A and Plan B, where in this case Norwegian politicians' WTP, on behalf of the Norwegian population, implies an annual payment of about €35 per Norwegian household over a 10 year period (For simplicity, this is the annuity at 0 % discount rate). Thus, it seems like the Norwegian valuation practitioners predict Norwegian households' WTP more accurately than the Norwegian politicians in Parliament. The Amazon rainforest provides significant non-use values to distant beneficiaries. These values need to be included in a global cost-benefit analysis of preservation plans. However, as it is very time consuming and costly to assess these global non-use values in stated preference surveys in all countries worldwide, this study tests the reliability of benefit transfer and expert assessment to predict distant beneficiaries´ WTP for Amazon Rainforest preservation plans. We compare these benefit transfer and expert estimates for Norway to the outcome of a new CV survey of 300 Norwegian households. The results show that Norwegian households are on average willing to pay about NOK 1100 (€110) per year to get an extensive preservation plan that implies no further forest and species loss by 2050. Thus, this study confirms the results of previous studies, that distant beneficiaries are indeed willing to pay to preserve a global public good such as the Amazon rainforest. Aggregating mean WTP per household per year for the most extensive preservation Plan A over the total number of households in Norway implies an annual transfer of NOK 2.7 billion to the Amazonian countries that have agreed to implement the preservation plan.
|
maalfrid_bc863bd6d724cf798bc39a38f867610cfc1862c1_37
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
no
|
0.951
|
Undersøkelser tilsvarende undersøkelsen som ligger til grunn for Tveit og Skilbrei (2008), eller andre undersøkelser som forsøker å si noe om det totale omfanget av prostitusjon i Norge, er ikke gjennomført for noen tidligere årganger. Det er derfor ikke mulig å etablere anslag for tidligere årganger på samme måte som for året 2008. I Tveit og Skilbrei (2008) gis imidlertid en del opplysninger i teksten som sier noe om utviklingen i det norske prostitusjonsmarkedet. Følgende utviklingstrekk peker seg ut: Et større antall prostituerte fra utlandet har kommet til de siste årene, spesielt innen gateprostitusjon og spesielt for året 2008. Samtidig har antallet norske kvinner på markedet blitt færre, delvis pga at flere norske kvinner nå fanges opp av rustiltak (som brukere av narkotika) og delvis fordi norske kvinner til dels føler seg presset ut av markedet (lavere priser gjør markedet mindre lønnsomt) Mange utsagn fra intervjuer etc. refererer til at prisene har holdt seg stabile i en årrekke, og for 2008 kanskje til og med har gått noe ned i forhold til tidligere. Innendørsmarkedet har sannsynligvis blitt vesentlig omstrukturertde seneste årene, med overgang fra klubber (massasjeinstitutter eller lignende) til personer som opptrer selvstendig og reiser rundt. Samlet sett gir ulike indikasjoner på utviklingen i Tveit og Skilbrei (2008) grunn til å tro at: Et anslag for norsk produksjon som andel av et samlet tilbud bør relativt sett være høyere for noen år tilbake enn for 2008, og motsvarende at importen relativt sett bør være lavere. Samlet tilbud (og etterspørsel) i volum har sannsynligvis ikke endret seg så mye i løpet av det siste tiåret - og kanskje enda litt lenger bakover i tid. Prisene for hver av de to ulike delmarkedene (innendørsmarkedet og gateprostitusjon) har holdt seg relativt stabile for en rekke år tilbake. Ulike sosiale tiltak, med Pro Senteret i Oslo som det største og i denne sammenheng det viktigste tiltaket, imidlertid i en årrekke kartlagt antall brukere. Brukere av tiltakene er først og fremst gateprostituerte, men Pro Senteret har de senere årene også jobbet tett opp mot prostituerte i innendørsmarkedet, blant annet ved aktivt å oppsøke disse og fortelle om tilbudet Pro Senteret kan gi. Dette har gitt senteret også en viss oversikt over innendørsmarkedet. Fra Pro Senterets årsrapport for året 2008 gis følgende opplysninger om omfanget av henholdsvis gateprostitusjon og innendørsmarkedet:
|
maalfrid_180e6e977e674d0a861868c8000b67a08a5cabba_43
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
da
|
0.884
|
Transport 21 197 Spd. 14 Sk. ver at søge hos fremmede Kommuner) . • 15 648 — 73 - 10. Lægelønninger 2 152 — 60 - II Fødselsstiftelsen 100 — 12. for Jordemoderforretninger . 172 — 60 - 39 306 Spd. 741- Sk. Udgifterne til Medicin for enhver af Fattiglægerne behandlet Syg beløb sig gjennemsnitlig til 87 Skill. afholdtes i Aarets hob 30 Møder, hvorunder behandledes Anmeldelser om sanitære Misligheder og andre mindre væsentlige Sager vedkommende Sundhedspleien, samt desforuden Sager angaaende Pudret-Renovationen, Oprettelse af en Assistentpost ved Sundhedskommissionen til Kontrol med Renlighedsforholdene, Bygningsforetagender, Bylægeposter m. V., samt Foranstaltninger mod epidemiske Sygdomme. udførtes af Stadsfysikus med Bistand af Bylægerne i de samme Lokaler som i det foregaaende Aar. Ialt vaccineredes 1 137 Børn (hvoraf i iste og 2det Distrikt 551, i 3die 363 og i 4de 223). Desuden foretoges en Del Revaccinationer, væsentlig af Voxne. Til indenbys Læger uddeltes omtrent 50 til udenbys Læger og Hjelpevaccinatører sendtes, ifølge 138 Rekvisitioner, 321 Rør Vaccinelymfe. Jordemodereleverne ere af Stadsfysikus underviste i Vaccinationens Udførelse. I Medicinalberetningerne opgives 40 Vaccinationer og 17 Revaccinationer. Af udførtes 10 Syns - #og Obduktionsforretninger: 1 over en Maud, der antoges død som Følge af et Knivstik i højre Haand, 3 over voxne Mandspersoner, der døde pludselig, 1 over et fundet, nyfødt Barn, 1 over et i Sengen hos Moderen om Natten. dødt Barn, 4 over Børn fødte under mistænkelige Omstændigheder. Angaaende Virksomhed henvises til de i den almindelige Beretning indtagne Sygehuslister. I Tugthuset var Sundhedstilstanden god og ingen Sygdom viste sig epidemisk. Paa Sygestuerne behandledes 63 med 2 489 Forpleiningsdage, 2 døde. Det gjennemsnitlige daglige Belæg paa Sygestuerne var 6,82 (i 1871: 8,41 og i 1870: 9,71). Det daglige Middeltal af Fanger udgjorde 434; altsaa falder der i Gjennemsnit 5,7 Sygedage paa hver Fange (i 1871: 6,4, i 1870: 6,7). Mortalitetsforholdet, naar .7 ved Aarets Udgang tilbageliggende Syge ikke medregnes, bliver 3,6. Uden at være indlagte paa Sygestuerne eller være fritagne for Arbeide have nogle Fanger paa Grund af Sygelighed nydt Sygekost i tilsammen 969 Dage, saa at det hele Antal Dagsportioner af Sygekost i Aarets Lob har været 3 458. Udgifterne til Sygeforpleiningen har udgjort 510 Spd. 141 Sk., hvoraf til Medicin (for Fanger samt Betjente med Familie) 310 Spd. 118 Sk.; desforuden 125 Spd. 8 Sk. til Oslo Sindssygeasyl for Kur og Pleie af en sindssyg Fange. Antallet af de i Akershus Fæstnings Strafans t alt behandlede Sygdomstilfælde udgjorde 39, hvoraf 12 tilbageliggende fra 1871 og 27 nye; i dette Antal er dog indbefattet en Del Fanger, som formedelst Sygelighed vel nød Sygekost og Medicin, men ikke indlagdes paa Sygestuerne. Det samlede Antal Sygekostdage udgjorde 4 771, og det daglige Middeltal af Fanger 128,95; der kommer saaledes i Gjennemsnit 37,24 Sygedage paa hver Fange og 13,03 Sygmeldte daglig. Indlagte paa Sygestuerne ere ialt blevne 17 Personer for 22 Sygdomstilfælde (enkelte indlagdes flere Gange) i 1 087 Dage ; det gjennemsnitlige Belæg har altsaa været 2,97. Arbeidsfrihed udenfor Sygestuerne er bleven tilstaRet 15 Personer i tilsammen 102 Dage. 3 Dødsfald ere indtrufne. Udgifterne ved Sygeforpleiningen udgjorde 350 Spd. 116 Sk., hvoraf 229 Spd. 28 Sk. til Medicin for Fanger og Betjente med Familie. I Bods fæ ng sle t var det daglige Middelbelæg af Fanger 219,54 og Aarets samlede Antal Fanger 397; af mere betydelige Sygdomstilfælde behandledes 23 (hvoraf 4 tilbageliggende fra 1871) og af mere forbigaaende 192. I Fængslets Sygeafdeling have 11 Fanger været behandlede, hvoraf 2 tilbageliggende fra det foregaaende Aar; 1 døde af Tarmslynge. Sygedagenes Antal var 1 024 eller 93,09 for hver Syg. Fuldstændig Arbeidsfrihed paa Grund af Sygdom har været nødvendig i 786 Dage, hvilke fordelte paa 215 Sygdomstilfælde udgjør 3,66 for hvert; delvis Arbeidsfrihed har været tilstaaet i 418 Dage. Fordeles det samlede Antal Dage med Arbeidsfrihed (1 204) paa det hele Antal Fanger, som have hensiddet i Fængslet, kommer der 3,03 Dage paa hver. Fængslets Sygeudgifter udgjorde i indeværende Aar 197 Spd. 5 Sk. I Arbe id s an s tal ten var det daglige Middeltal af Lemmer 237 og det daglige Middeltal af Sygmeldte 12,52. Sygedagenes Antal beløb sig til 4 601, hvoraf for Mænd 3 716 og for Kvinder 885; hertil bliver dog for nogle Sygdomstilfælde, forefaldne i de ved Anstalten ansatte Betjentes Familier, et lidet Antal Sygedage at tillægge. I Rigshospitalet, Byens Sygehus og Byens Sindssygeasyl indlagdes tilsammen 38 Syge, nemlig 13 Mænd og 25 Kvinder. I Fødselsstiftelsen indlagdes 2 Kvinder. 5 Dødsfald alle hos Mænd — indtraf, eller 1,4 pCt. af de behandlede Sygdomstilfælde. Anstaltens Udgifter til Medicin og Sygerekvisita udgjorde 276 Spd. 551 Sk.
|
maalfrid_8ef0d8b40e1da1bb6cbee00873cd666bc24f2964_14
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.828
|
Planstrategien skal redegjøre for viktige regionale utviklingstrekk og utfordringer, vurdere langsiktige utviklingsmuligheter og ta stilling til hvilke spørsmål som skal tas opp gjennom videre regional planlegging (pbl , 2. ledd). Den regionale planstrategien skal inneholde en oversikt over hvordan de prioriterte planoppgavene skal følges opp og opplegget for medvirkning i planarbeidet (, 3. ledd). Hovedelementene i regional planstrategi er gitt i plan- og bygningsloven . En regional planstrategi skal inneholde: • en redegjørelse for viktige regionale utviklingstrekk og utfordringer • en vurdering av langsiktige utviklingsmuligheter • en prioritering av spørsmål for videre regional planlegging • en oversikt over oppfølging av prioriterte planoppgaver • et opplegg for medvirkning i planarbeidet Fylkeskommunen avgjør hvordan elementene i planstrategien skal vektlegges, samt hvordan de ulike elementene skal utarbeides, presenteres og diskuteres i prosessen fram mot et ferdig høringsutkast. I denne veilederen presenteres noen hovedpunkter som det er viktig å vurdere i arbeidet med hvert enkelt hovedelement. Det understrekes at regional planstrategi først og fremst skal være en strategi for den regionale planleggingen i den inneværende valgperioden. Regional planstrategi skal gi svar på hvilke spørsmål som skal prioriteres og hvilke planer som skal utarbeides i inneværende valgperiode. Mer detaljerte målformuleringer og detaljert opplegg for organisering hører hjemme i planprogrammene til de konkrete planene. Planstrategien kan derfor være et relativt enkelt og kortfattet dokument. Kravet som ligger i plan- og bygningsloven er at hver enkelt fylkeskommune skal utarbeide regional planstrategi for eget fylke. Dersom to eller flere fylker ønsker å samarbeide om utarbeidelse av felles planstrategi kan dette gjøres, men det enkelte fylkesting må da foreta selvstendig vedtak av planstrategien for sitt fylke. På de neste sidene er det vist eksempler på innhold og mulig oppsette av regional planstrategi.
|
maalfrid_f562aa39d98c0435c357c8423ce9b3fbd4f36433_22
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
nn
|
0.586
|
2016–2017 25 Noregs deltaking i den 71. ordinære generalforsamlinga i Dei sameinte nasjonane (FN) marint naturmangfald i havområde utanfor nasjonal jurisdiksjon. Generalforsamlinga oppnemnde ein førebuande komité som skal førebu forhandlingane ved å kome med tilrådingar til element i ein ny avtale. Komiteen møttest to gonger i 2016 og skal møtast to gonger i 2017 før han skal kome med tilrådingar til Generalforsamlinga innan utgangen av 2017. Den nye avtalen skal mellom anna regulere tilgangen til og fordelinga av goda frå marine genetiske ressursar, bruk av marine verneområde og konsekvensutgreiingar. Det er lagt opp til at Generalforsamlinga skal ta ei avgjerd om skipe til ein diplomatkonferanse innan utgangen av den 72. sesjonen i Generalforsamlinga, det vil seie innan hausten 2018. Forhandlingane gjev høve til å utvikle ein ny avtale for å fremje ei heilskapleg og vitskapeleg havforvalting og styrkje dei folkerettslege rammene for vern, kombinert med berekraftig bruk av dei internasjonale havområda. Avtalen kan leggje til rette for vidare verdiskaping gjennom ressursutnytting og skipsfart, og samstundes medverke til å styrkje miljøforvaltinga. Dette er viktig for dei breie norske havinteressene. Generalforsamlinga vedtok òg å innføre ein internasjonal mekanisme for innhenting og oppbevaring av prov på internasjonale brotsverk i Syria. Noreg var éin av over 52 medframleggsstillarar til resolusjonen som innførte mekanismen. Noreg har i lang tid halde ein høg profil i forhandlingane i Generalforsamlinga om FN-arbeidet mot terrorisme og valdeleg ekstremisme. Arbeidet for at FN blir ein hovudaktør på dette feltet har vore høgt prioritert av Noreg. Noreg har støtta opp om den globale antiterrorstrategien til FN, som vart vedteken i 2005, og har gjeve både politisk og økonomisk støtte til FN-arbeid med å gjennomføre strategien. I den siste tida har Noreg lagt særleg vekt på generalsekretæren sin handlingsplan frå 2016 mot valdeleg ekstremisme og restrukturering av FNs antiterroroppsett. Med tida er Noreg vorten ein av hovudaktørane i FN på dette området, og har saman med Jordan skipa ei uformell venegruppe for å støtte opp om den globale antiterrorstrategien til FN. Noreg har teke aktivt del i diskusjonar om fremjing av internasjonal strafferett. Delegasjonen har leidd Den internasjonale straffedomstolen (ICC) si arbeidsgruppe for regelendringar, som har mandat til å behandle framlegg til endringar av straffe- og prosedyrereglane til ICC. Generalforsamlinga vedtok samrøystes resolusjonen om tiltak for å hindre seksuelle overgrep utført av FN-personell. Resolusjonen var delvis eit svar på ein tilsvarande resolusjon som vart vedteken av Tryggingsrådet i FN i 2016, og signaliserer at medlemslanda står samla om støtte til denne innsatsen. Den generelle «omnibus»-resolusjonen om humanitære spørsmål vert òg vedteken kvart år i plenum i generalforsamlinga i FN, etter først å ha vore forhandla om blant medlemslanda. Forhandlingane vart førebudde av Sverige. Det var gjort eit godt arbeid med å innarbeide ein ny ordlyd frå Verdas humanitære toppmøte, Grand Bargainprosessen og New York-fråsegna om flukt og migrasjon, noko som gav forhandlingane eit godt utgangspunkt. Frå norsk side var det viktig å verne denne ordlyden, og å prioritere klarare referansar til viktige element som utdanning i humanitær innsats og vern av skolar. Noreg var òg oppteken av å innarbeide konkrete formuleringar om behovet for betre koplingar mellom humanitær bistand og utvikling, og at FN-systemet må arbeide meir samordna for å førebyggje og redusere humanitære behov. Resolusjonen vart vedteken ved konsensus. Noreg var medframleggsstillar saman med 82 andre land, 20 fleire enn før.
|
maalfrid_7239d0dcb2e69c02bd4a9a2ee1ac235de2335ae9_65
|
maalfrid_nasjonalparkstyre
| 2,021
|
no
|
0.819
|
Lokaliteten er kartlagt av BioFokus v/Torbjørn Høitomt den 28.07-2010 i forbindelse med naturtypekartlegging i verneområdene på Saltfjellet. Rødlistekategorier følger Norsk rødliste for arter 2010. Lokaliteten ligger vest for Bjøllåvassfjellet og omfatter den bratteste delen av den Ø-vendte lisida ned mot Bjøllåvatnet i nesten hele vatnets lengde. Selv om lia er ganske bratt, finnes det ikke veldig mye bergvegger. De som finnes er ikke veldig høye og har ofte en form som bratte sva heller enn bergvegger. For øvrig er lokaliteten relativt homogen hele lia sett under ett. Avgrensningen gjelder naturtypen kalkrike områder i fjellet med utformingen leside. Vegetasjonen er en mosaikk av tidlige rike engsnøleier, rik lesidevegetasjon som glir over i hverandre, samt fragmenter med rik rabbevegetasjon. Stedvis påvirkes vegetasjonen av vannsig, der det meste av vannet kommer fra kildefremspring. Dette gjør at artssammensetningen varierer til dels ganske mye selv over små avstander. I fuktige sig finnes mye gulsildre, fjellfrøstjerne, dvergjamne, myrfiol, agnorstarr, tvillingsiv, korallrot, trillingsiv, dvergsnelle og sotstarr. Ellers finnes mye rynkevier, fjellsmelle, hårstarr, bergstarr, reinrose, jåblom, bjønnbrodd, svarttopp, slirestarr, fjellarve, fjellkurle, grønnkurle, tettegras, fjelltistel, fjellkvitkurle, ballblom og setermjelt. Reinmjelt, setermjelt, reinrose, bergstarr og rynkevier er særlig vanlig på små eksponerte rabber, særlig i avgrensningens vestre deler. Av rødlistearter ble grynsildre (NT) påvist ved en liten bekk. Potensialet for krevende moser vurderes å være relativt høyt. Det finnes blant annet flere arter som vokser på fuktig, overrislet kalkberg, blant annet innen slekta Seligeria (blygmoser). Lokaliteten inngår som én av mange naturtypelokaliteter i de mest kalkrike delene av Saltfjellets sentrale deler. Disse lokalitetene omfatter utformingene rabber, lesider, snøleier, rasmarker og arealer med ultrabasisk og tungmetallrik mark. Kalkområdene på Saltfjellet er av det mest artsrike og verdifulle vi har i norske fjell. Lokaliteten representerer en utforming av naturtypen kalkrike områder i fjellet som er ganske vanlig i deler av Nord-Norge. Det er imidlerid sjeldnere at denne utformingen dekker så store arealer, og er så velutviklet med hensyn til artsmangfold som vi ser her ved B jøllåvassfjellet og andre steder på Saltfjellet. Dette skyldes blant annet de avrundete landskapsformene og den svært kalkrike berggrunnen. Lokaliteten vurderes derfor som viktig (B-verdi).
|
maalfrid_6d74dc6540a639447f6e9dc24056e4b85e12be6c_548
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
da
|
0.694
|
Vort land hadde i 1907 den indtil da utvilsomt storste arbeidskonflikt hertillands, nemlig i træmæsse- og papirindustrien fra niai til august. Denne streik berorte følelig amtet, og henviser jeg til nedenstaaende tabel, hvorav omfanget vil fremgaa. Aarsaken til konflikten var kravet om forhøjet km, og da de foreløbige forhandlinger mislykkedes, iverksatte Norsk Arbeidsgiverforening lockout ved alle cellulose- #og papirfabrikker. Denne stans varte imidlertid ganske kort, fra 10 august til 19 august, da arbeidet gjenoptoges over hele linjen. I 1908 var der ingen konflikter. I 1909 og i 1910 var der nogen mindre konflikter i Skien. Bortset fra 1907 har arbeidsmarkedet været rolig, og der liar inden amtet været i det hele særdeles gode arbeidsforhold grundet de store anlægsarbeider, som særlig i de sidste aar av femaaret er paagaat paa flere steder inden amtet, og hvor arbeidslonnen har været meget hoi. Disse anlægsarbeider har medført ogsaa Mere lønninger inden andre brancher. Nogen følelig mangel paa arbeidskraft har det vistnok ikke været bortset fra, at der til jordbruksarbeider har været vanskelig at faa folk til rimelige lønninger. Av amtets byer har kun Skien offentlig arbeidsanvisningskontor, idet saadant oprettedes i 1909, og freingaar dets virksomhet av følgende tabel Formidling. A a r. ArbeidsLedige sokende. pladser. Ansatte Besatte Samarbeide. arbeidere. pladser. 503 312 313 12 7'22 401 410 9 113 '26 27 2 101 17 17 M æ n :
|
maalfrid_768c346e8fc513d02589cb90ca85019355587f32_27
|
maalfrid_vetinst
| 2,021
|
en
|
0.598
|
. Selected zoonoses in animals in 2018. is presented in separate tables. Infection/agent Category Number tested Number positive Comment Campylobacteriosis Broiler chicken flocks - # surveillance 1 986 126 May - October Cattle - diagnostics 81 13 (12), . sp. (1) Sheep - diagnostics 13 0 Goat - diagnostics 3 0 Swine - diagnostics 15 0 Horse - diagnostics 1 0 Dog - diagnostics 97 31 (4), . sp.(1), Cat - diagnostics 16 1 Tuberculosis Cattle – tuberculin testing 132 0 Swine – tuberculin testing 122 0 Swine - diagnostics 9 8 subsp. Alpaca – surveillance 4 0 Lama - surveillance 1 0 Brucellosis Cattle - surveillance 139 0 Cattle – breeding animals, export 301 0 Sheep – surveillance 8 636 0 Goat - surveillance 1 691 0 Swine – breeding stock 1 923 0 Dog 53 0 export (11), surveillance (41) Alpaca - import 23 0 Echinococcosis Fox - surveillance 537 0 Wolf - surveillance 31 0 Cattle, small ruminants, swine, horse All slaughtered* 0 Toxoplasmosis Sheep - diagnostics 9 1 Arctic fox - diagnostics 1 1 Rabies Dog – diagnostics 4 0 Arctic fox - diagnostic 19 4 Svalbard reindeer - diagnostic 6 1 Polar bear - diagnostic 1 0 Trichinellosis Pig and horse All slaughtered*
|
maalfrid_0bef9e2de1b52b1a2d8d365636410d2658ee7e20_3
|
maalfrid_mattilsynet
| 2,021
|
no
|
0.808
|
Deres ref: — Vår ref: 2019/085345 — Dato: 21. mai 2019 Side 4 av 4 Med hilsen Chi Thuy Le seksjonssjef Dette dokumentet er elektronisk godkjent og sendes uten signatur. Dokumenter som må ha signatur blir i tillegg sendt i papirversjon. Kopi til: REGIONKONTORET MÅLØY, Postboks 185 Sentrum, 5804 BERGEN Vedlegg:
|
maalfrid_2389a9f47f8822955549a4ebce0783527cb2f8c5_79
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
en
|
0.825
|
for which RF groups do we have asdimGnG? Clearly finite groups (value 0), or(value m). Let G be an RF group with asdimGnG By results of Guentner/Higson-Roe G must be amenable. Finitely generated polynominal growth groups satisfy asdimGnG. asdimGnG can be bounded in terms of the Hirsch length. This can be generalised to elementary amenable polycyclic groups (Finn-Sell - Wu work in progress).
|
maalfrid_a06031191dcdbdfb8f400e1431645d4067d576c5_77
|
maalfrid_nve
| 2,021
|
no
|
0.163
|
Stiftbrunlav (Melanelia fuliginosa) Grynrødbeger (Cladonia coccifera) Lys reinlav (Cladonia arbuscula) Papirlav (Platismatia glauca) Fnaslav (Cladonia squamosa), Hengestry (Usnea filipendula) Stubbesyl (Cladonia coniocraea) Vanlig rosettlav (Physcia aipolia) Begerpigglav (Cladonia amaurocraea) Bristlav (Parmelia sulcata) Bleikbeger (Cladonia carneola) Messinglav (Xanthoria parietina) Syllav (Cladonia gracilis) Gul stokklav (Parmeliopsis ambigua) Stubbestav (Cladonia ochrochlora) Lecanora sp. Skogsyl (Cladonia cornuta) Grå fargelav (Parmelia saxatilis) Kornbrunbeger (Cladonia pyxidata) Hinnenever (Peltigera membranacea) Grå reinlav (Cladonia rangiferina) Hengestry (Usnea filipendula) Vanlig kvistlav (Hypogymnia physodes) Elghornslav (Pseudovernia furfuracea) Bleikskjegg (Bryoria capillaris) Buellia disciformis Pulverrødbeger (Cladonia pleurota) Bred fingernever (Peltigera neopolydactyla) Klippepulverlav (Chrysothrix chlorina) Grønnever (Peltigera aphthosa) Rabbeskjegg (Alectoria ochroleuca) Kort trollskjegg (NT) (Bryoria bicolor) Gullroselav (Vulpicidia pinastri) Storvrenge (Nephroma arcticum) Ospeildkjuke (Phellinus tremulae) Aure Ørekyte Buttsnutefrosk Hoggorm Firfisle Fjellvåk Stokkand Fossekall Hønsehauk (NT) Bokfink Spurvehauk Kjøttmeis Musvåk Svartspett Kongeørn Grønnspett Linerle Flaggspett Blåmeis Stær (NT) Rødstrupe Kattugle Steinskvett Jerpe Strandsnipe (NT) Laksand Sanglerke (VU) Ekorn Rådyr Elg Mink Gaupe (VU) Mår Brunbjørn (EN)
|
firdafolkeblad_null_null_19651229_60_102_1_MODSMD_ARTICLE24
|
newspaper_ocr
| 1,965
|
nn
|
0.577
|
Sjukehusbygginga i Florø. Det ska! haldast mote om saka ein gong i januar. i byggjekostnaden med 500 000 kroner. Fylkesmannen bed 110 dei ein skilde vertskommunane om snar ast a gje fråsegn om dei tek på seg pliktene. Det skal elles hald ast eit samradingsmote for a drofte førebuingsarbeidet. Nar gjeld utbygginga her i Floro skal det haldast slikt mote her ein gong i januar. Kurs for generalplanorbeid Norges Byforbund skipar no til kurs for a gje innforing i byg ningslova Øog for a drofte problem i samband med generalplanarbei det. Kurset for Sogn Øog Fjordane skal haldast i Forde i dagane 2. Øog 3. februar. Dei som far hove til a mote er medlemer av for mannskap. kommunestyre Øog byg ningsråd. Biskop Juvkam heldt julepreik i Vik. Som vi har meldt tidlegare har prost Doskeland i Vik sjukeper misjon, Øog det var ikkje rad a fa nokon til a halde høgmesse i Vik 1. juledag. Biskop Juvkam tok da pa seg å halde preika. Med fly reiste han fra Bergen om morgo nen Øog han returnerte til Bergen straks preika var slutt. Som ri meleg kan vere sette folket i Vik stor pris pa denne vitjinga av biskopen.
|
wikipedia_download_nno_Tromøysundet_27393
|
wikipedia_download_nno
| 2,021
|
nn
|
0.826
|
Fil:Batteriet IMG0989.JPG|mini|Tromøysundet og Tromøybrua sett mot aust. '''Tromøysundet''' er eit sund som skil Tromøya i Arendal kommune frå fastlandet innanfor. Tromøysundet går i retning aust-søraust og vestover. Sundet er om lag 12 km langt, og breidda varierer frå 200 m til om lag 500 m. Tromøysundet er innseglingsleia til Arendal hamn frå aust, og ganske store skip kan gå gjennom sundet. Fartøy på veg vestover kan, om dei ønskjer smult farvatn, halde innaskjers ved å segle vestover Tromøysundet og helde fram sørover gjennom Galtesund. Den gamle uthamna Narestø med verneverdig busetnad ligg like innanfor det austre utløpet til Tromøysundet. Litt lenger vest ligg industristaden Eydehavn med ei bedrift som tidlegare heitte Arendal Smelteverk. Ved Eydehavn låg i eldre tid lastehamna Neskilen. Her var det utskiping av trelast og malm frå jerngruvene like ved. På Tromøya ligg tettstaden Kongshavn. Tromøybrua går frå Tromøya til fastlandet, og kryssar Tromøysundet. ''Tromøysundet'' var òg eit kjent kystruteskip som krigsforliste i Nordsjøen under den andre verdskrigen. Skipet var eigd av Arendals Dampskipsselskap. * ''Denne artikkelen bygger på «Tromøysund» frå , den 23. februar 2008.''
|
maalfrid_f541e6c54b5e7df30946c52d3625c4d7c956ab27_34
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
da
|
0.193
|
iv.I.p. Leiermaalsforseelse. Ulovligt Samlevnet. . i.p.. bDss s ss ss ..../ias.s 1 1.—,e C.r. IZsD Mp. K c.*. • . ..-. p. Mp. Forførelse og Rufferi. , , . i . , — Kp. . . . . .. , , , , , , . . ..... ._._. .. .-4,..... . , . --) ...... ..bp,,,,,, Mp. Andre Løsagtighedsforseelser. . . . .,.... . i • i 14, b0. , Kp. MP' Tyveri og Tyvsmedvideri. Røveri. ulovlig Omgang med Hittegods. to ç,-: • • )4, ,--i • _ ....1., .. z,D,,00, ....- ._..a b.; ,..... •-•./ Kp. ...-4.,,,,. Mp. . , , . . . . • . . , . , . . , , • . , . . ...,... . . . Kp. • b, • , • • . . . . a-., I— sss 1 • ..... • , .... Bedrageri og anden Svig. ,....... ,.... .2.,, Kp. ).......... bp • • • . Falsk. bD , . . • . , , • .... ,.. . .. , . _. . . . .... Kp. Mp. Urigtig Forklaring for Retten. bD . . . , . . , . Kp. li Mordbrand. ... ......,.. , ., p. , Mp. Anden Ildspaasættelse. .. . . . .., ,... . . . . . ... ... .....,. , .. .. .... . . . Kp. • ).--.).-. • .00,, , . bp MP• Beskadigelse af Eiendom eller Gods. . . . . . . ......... . . . .., . . . . . , . . . Kp. . . . . . . . , . .. ..•. , . , . . . . Mp. Kp. Mishandling af Dyr. . , , . . i . , , , . , . . . . , • MP' . Kp. Forbrydelse i Embedsførelse. , ,,,,,,,,. , .. ,, .,.,,.. . . . • , . . . , . . . . . , . a a ,.. ...,,.. . . Mp. . i Ombud eller Bestilling. Forbrydelse mod Sofartsloven. lip. Mp' . . . Kp. . , Mp. Andre Forbrydelser. —. ....... . , Kp. C)3 cc, bp— rez c.,0 ...... b.; b.., z'.. .... ui )4, )--i A.Ip. I Alt. Kp. -..7 ,..
|
wikipedia_download_nno_Valsøyfjord_44098
|
wikipedia_download_nno
| 2,021
|
nn
|
0.807
|
'''Valsøyfjord''' er ein kyrkjestad og tidlegare sjølvstendig kommune i Møre og Romsdal. Kommunen omfatta området rundt Valsøyfjorden på Nordmøre. Fil:Valsøyfjord otnes.jpg|mini|venstre|Valsøyfjord kyrkje bygd i 1863. Frå 1837 var han ein del av Aure formannskapsdistrikt. Valsøyfjord blei skilt ut som eigen kommune då Aure blei delt i to 1. januar 1894. Ved opprettinga hdde Valsøyfjord 942 innbyggarar. 1. januar 1965 blei det meste av Valsøyfjord med 1 104 innbyggarar slått saman med Halsa til den nye Halsa kommune. Området på Ertvågøya med 141 innbyggarar blei slått saman mog ed Aure og Stemshaug kommunar ein del av Tustna på Ertvågøya til den nye Aure kommune. '''Folketalsutvikling for tidlegare Valsøyfjord kommune frå 1894 til 1965:'''
|
maalfrid_3cbc5126a372a07c1bd56cecc8f5da3726d3b4b9_309
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
fr
|
0.996
|
Ces deux types d'intrication sont rendus possibles par une méthodologie particulière, celle de la modélisation structurelle. Le modèle est d'une part le lieu et le moment de l'intrication entre économie mathématique et économie statistique, et d'autre part il permet de réconcilier la rationalité de l'économiste et celle des autorités politiques. Nous avons montré dans une première partie que l'économétrie, dans la perspective frischienne, se saisit d'éléments et de concepts empruntés à ces différentes branches que sont l'économie mathématique, et l'économie statistique, pour définir de nouveaux outils hybrides. Ces derniers, à l'instar de l'indice du coût de la vie et du modèle du cheval à bascule, sont non seulement le produit d'une réflexion qui articule l'analyse économique et l'investigation empirique des phénomènes économiques, mais ils doivent également faciliter les allers et retours entre ces deux types de connaissance économique. Dans une seconde partie, nous avons tenté de souligner comment le modèle articulé à la comptabilité nationale et à une méthodologie « d'entretiens » entre les économètres et les responsables politiques ( chapitre 4), doit permettre selon Frisch de combiner la compréhension des mécanismes économiques et les impératifs politiques. La démarche de modélisation économétrique est dans ce cadre le support pour définir les objectifs et les moyens de la politique économique. Si les grandes options de la politique doivent rester du ressort des autorités politiques, la tâche de l'économètre est de définir le champ des actions possibles. Ce recours à la connaissance « positive » produite par la construction et l'utilisation des modèles économétriques à des fins normatives est rendue envisageable par une vision mécaniste et déterministe du monde socio- économique. Le projet de Frisch s'est concrétisé dans son pays. En effet, la reconstruction de la Norvège après la Deuxième Guerre mondiale —mais également les années qui suivirent des « trente glorieuses » jusqu'à la fin des années 1980— s'est appuyée sur un type de politique économique inspiré des principes de Frisch (une articulation entre politique économique, modèles macrodynamiques, comptabilité nationale et budgets nationaux). La politique norvégienne a été gouvernée par cette liaison établie par Frisch entre modélisation économétrique et politique économique directive. Mais comme le soulignent Bjerkholt (1998) et Lie (1995, 2001), les disciples de Frisch comme Bjerve et Aukrust ont pris de la distance par rapport au paradigme défini par leur professeur à l'Université d'Oslo et leur directeur de recherche à l'Institut d'Economie. Les acteurs du Département de Recherches du Bureau National de la Statistique, fondé en 1950 et chargé de l'
|
maalfrid_cb0a8d4be74baecee1ca4486826609d9db361a8f_18
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
no
|
0.737
|
For å bruke denne tjenesten må vi betale for et abonnement hos Televerket som også gir detaljerte oppskrifter på bruk av modem og på oppkopling. Ved bruk av Televerkets PAD for oppkobling mot lokalnettet må man skrive bokstaven A foran Datapakadressen. Kommandoen » help viser hvilke kommandoer vi kan gi til Net/One, og » l i s t gir oversikt over hvordan porten er konfigurert (adresse m.v.) Vi kopler oss til en ressurs med » connect <ressursnavn> etterfulgt av et par <return>, der <ressursnavn> er et av følgende: Ressursnovn og -type Inger Vera Viktor Siri Tone UNINETT IFI Ragna VAX-8650 VAX-11/750 VAX-11/750 DEC-20 DEC-20 X.25 PAD Cyber 170/835 Forklaring USE's VAX-cluster USE's VAX-cluster USE's VAX-cluster Institutt for informatikk (M) Institutt for informatikk UNINETT-tjeneste Terminalsentralbord på IFI Hovedressurs for ADB ved UiO VAX-anlegget. Inger, Vera og Viktor er altså navnene på de tre VAX- maskinene i USE's VAX-anlegg. Vi kopler oss f.eks. (NB! trykk to ganger <return>). Deretter logger vi inn påVAX.
|
maalfrid_3da64a23e73593dcb351d1fc4186b5c9fd7b5bfb_14
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
sv
|
0.36
|
Kornavlinger i fylkene i 2015. Kilde: Landbruksdirektoratet.
|
maalfrid_87dc8c1c5fb2647ed71d3591aed564c1ae73d5c6_6
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
no
|
0.735
|
I. Seddel- og skillemyntomløp II. Innskott Ihendehaverobligasjonslån Andre lån Annen gjeld VI. Aksjekapital Fond og udisp. oversk. inkl. 2 3 Merk:
|
maalfrid_e41b90a72f9c7e563498fa13444c2cd2e048ec35_40
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021
|
en
|
0.508
|
(54) Finger ring (51) 11-01 (72) Delphine Abdourahim, c/o Harry Winston Inc. 718 Fifth Avenue, NY10019 NEW YORK, USA (US) (55) 3.1 3.2 3.3 3.4 3.5 3.6 3.7 3.
|
maalfrid_b6147b5b953f62ef157be4d62b54123a9a859788_23
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.843
|
Det var mulig å vurdere grad av lakselusinfeksjon på 1201 videosekvenser av laks. Gjennomsnittlig infeksjonsgrad vurdert på en skala fra 0 – 4, var 0,36 (SD = 0,56, N = 1203) som er nesten identisk med verdiene for 2009 i Åelva (). I 2010 var det ikke forskjell på grad av lakselusinfeksjon mellom hunn og hannlaks. Det var en tendens til at små laks hadde lavere grad av infeksjon enn større laks (). Det var høyere grad av lusinfeksjon på fisk registrert før 1. juli enn de registrert etter 1. juli (). Dette var også tilfelle i 2008 og 2009 med gjennomsnittlig grad av lusinfeksjon på 0,41 og 0,45 tidlig i henholdsvis 2008 og 2009 og 0,13 og 0,15 seint i de to årene.
|
friheten_null_null_19550219_15_42_1_MODSMD_ARTICLE25
|
newspaper_ocr
| 1,955
|
no
|
0.882
|
de dette i forrige bystyremøte.
|
wikipedia_download_nbo_Cen Chunxuan_295508
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021
|
no
|
0.884
|
'''Cen Chunxuan''' (kinesisk: 岑春煊, pinyin: ''Cén Chūnxuān'', født 1861 i fylket Xilin i provinsen Guangxi i Kina, død 27. april 1933 i Shanghai) var en kinesisk embedsmann og politiker. Han var guvernør av Shanxi 1901-1902, generalguvernør av Sichuan 1902–1903 samt 1907–1908, av Liangguang 1903–1906, av Yungui 1906–1907, og av Tibet 1911, og var så formann for regjeringskomiteen for den kinesiske militærregjering 1918–1920. Han var en protesje av general Lu Rongtings Gamle Guangxi-klikk etter Den nasjonale beskyttelseskrig; han grunnla militærbyrået i Zhaoqing i Guangdong sammen med Liang Qichao, som opponerte mot president Yuan Shikai. I 1917 deltok han i konstitusjonsbeskyttelsesbevegelsen lansert av Sun Yat-sen mot statsminister Duan Qirui og Beiyangregjeringen. I 1918 ble han en av syv medlemmer av, og så formann for,regjeringskomiteen for den kinesiske militærregjering. Han var med på få lirket Sun Yat-sen ut av styre og stell, men ble selv utstøtt av Guangdonghærenm i 1920 og forlot så politikken.
|
maalfrid_5baba1204af6b92ab34774d9fe20b7859b47c526_0
|
maalfrid_veiviseren
| 2,021
|
no
|
0.858
|
1. Hva var spesielt nyttig med workshopen? 2. Hva var mindre relevant med workshopen? 3. Hva synes du om framgangsmåten/ metodikken som ble brukt under workshopen? 4. Er det noe fra workshopen du kan bruke i ditt daglige arbeid/rolle? Hvis ja, vennligst utdyp. 5. Har workshopen bidratt til nye nettverk / relasjoner som du tror du vil benytte deg av fremover? 6. Synes du kunnskapsgrunnlaget var nyttig for arbeidet? 7. Er det noen fra workshopen du ønsker å samarbeide videre med? 8. Er du interessert i å delta i det videre arbeidet med løsningsforslagene fra workshopen? 9. Har du andre kommentarer til workshopen?
|
maalfrid_49d79991b4cbc010a9c908875482f5e1c16a6da3_11
|
maalfrid_nav
| 2,021
|
no
|
0.728
|
Ordinære tiltaksdelt akere Nedsatt arbeidsev ne på tiltak Andre I alt Avklaring 45 35 4 84 Avklaring i skjermet virksomhet 0 120 0 120 Avklaring - sykmeldt arbeidstaker 1 1 9 12 46 156 14 216 Arbeid med bistand (AB) 4 493 2 500 Intern jobbklubb 0 19 0 19 Jobbklubb 151 5 0 157 Oppfølging 115 161 0 277 Oppfølging - sykmeldt arbeidstaker 1 0 2 4 272 680 5 956 Arbeidsmarkedsopplæring (AMO) 263 99 2 363 Arbeidsmarkedsopplæring (AMO) enkeltplass 6 3 9 Kvalifisering i arbeidsmarkedsbedrift 20 0 20 Utdanning 10 995 4 1 009 279 1 116 6 1 400 Lønnstilskudd 0 0 Lønnstilskudd av lengre varighet 0 0 Tidsbegrenset lønnstilskudd 30 35 11 76 Tidsubestemt lønnstilskudd 149 149 31 183 11 225 Arbeidspraksis i ordinær virksomhet 384 426 3 813 Arbeidspraksis i skjermet virksomhet 1 479 1 481 386 905 3 1 294 *) Gruppen andre tiltaksdeltakere er ny fra 2009 og omfatter tiltaksdeltakere som ikke er arbeidssøkere og som ikke har nedsatt arbeidsevne. Dette vil i hovedsak være sykemeldte, men omfatter også andre personer som ikke er arbeidssøkere. Statistikken omfatter ikke tiltakene bedriftsintern opplæring (BIO), arbeidsmarkedsopplæring i bedrift (AMO bedrift) og jobbskapingsprosjekter hvor det ikke registreres opplysninger om den enkelte tiltaksdeltaker.
|
maalfrid_5d30bf47c6c4d510d154bffff2695b7f600b3277_8
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
en
|
0.946
|
ethnic minority background experience discrimination and victimisation in everyday life, the EU-MIDIS survey, warrants particular attention in this regard as it involved face-to-face interviews with 23, 500 immigrants and members of ethnic minorities. Discrimination seems to limit the career opportunities of immigrants. Thus, among all Central and Eastern European immigrant interviewees in the EU-MIDIS study, with the exception of the Romanian community in Spain, the dominant opinion was that a non-majority ethnic background is a barrier to workplace advancement (ibid: 113). Silberman and Fournier report that second generation immigrant youth in France are similarly at a disadvantage in the competition for higher-level occupational positions (2007). The results are interesting, though not directly comparable across states. Less visible immigrant groups such as Russians and Central and Eastern Europeans declared less discrimination in work related domains. Albanians and Romanians in Italy reported rather high discrimination incidence when looking for work or at work (25 per cent and 20 per cent respectively) (EU-MIDIS 2009: 117). Moreover, the survey reveals that the two most common domains in which respondents in most member states experienced discrimination in the past 12 months were work related: when looking for work or while at work. As much as 37 per cent of North Africans in Italy declared being discriminated against within the past 12 months when looking for work and 30 per cent of the respondents declared being discriminated against at work (ibid.: 43). Similarly, in France, discrimination of Sub-Saharan African respondents in work-related circumstances was relatively frequent: 39 per cent respondents declared being discriminated while looking for work and 22 per cent at work within the past five years (ibid.: 91). In Sweden, 41 per cent of Somalis reported being discriminated against when looking for work and 32 per cent at work within the same period (ibid). Less numerous, 13 per cent of Russians in Estonia also felt they were subjected to unequal treatment at the workplace in the last five years (ibid: 182). While these numbers do not specify the share of young people among respondents, it can be argued that young members of visible minorities are among those who fare the worst when it comes to direct or indirect discrimination. 6 The EU-MIDIS survey sampled individuals aged 16 years and older who identified themselves as belonging to one of the one-to-three immigrant, national minority or ethnic minority groups selected for sampling in each state. The groups were, among other criteria, selected on the basis of being vulnerable to or at risk of discrimination, and varied from one country to the next. Hence the results are not comparable across the seven states of our study.
|
maalfrid_4de8af9344f54753d64c30a597eee8e4f22662f3_5
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
no
|
0.856
|
2 w Er nå også nar lik 1-a, og man får av orden (1 - 0,01) - #blir 1 svart 7j- Tilfellet C = = 1 betraktes nå spesielt. Det skulle ikke vare noe dårlig grunnlag for en vurdering, og resultater for C 1 vil kunne fåes ved enkel multiplikasjon. De følgende tabeller er derfor beregnet under forutsetning av at C - 1. Tabell 1 A gir - med utgangspunkt i en-- - verdi tilsvarende-- i engros, omsetningsgruppe 2 - tallene for 2 1 ( i + n 2 ) -,& som funksjon av total utvalgsstørrelse n og som funksjon av 100 . absoluttverdi av endring fra revisjonstidspunkt til tellingstidspunkt i prosent av verdi på tellingstidspunkt. tabell 1 B og 1 C er gitt )2 w 2 for de samme n og 100 og for to utvalgsbrøker, a , henholdsvis 0,05 og 0,20. Tallene angir størrelser som ) omsetning på tellingstidspunkt og undersøkt kjennetegn - mg overstige for at B h x skal vare bedre enn h = . -- h Y (brokestimat) (korrigerte gjennomsnitt, opprinnelige versjon). Tabell 1 A kan oppfattes tilsvarende for tilfellet a0. For praktiske formål er det g ha " D — minimum" som funksjon av antall strata, L, og totalt antall enheter pr stratum som etter forutsetningene er konstant N] I tabell 1 B og 1 C er det derfor innført verdisett av L og N 1 som sammen med a 0,05 eller a 0,20 gir den i hver horisontalrad oppgitte verdi av n.
|
maalfrid_73b55a1fbdcfa80fa71d25d70b889c190730c921_15
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
no
|
0.739
|
Estimert stramhetsindikator Vakanserate Tilgangsrate Figur 8. Estimert stramhetsindikatorer og observert vakanserate og tilgangsrate for ledige stillinger, glattet og normalisert slik at alle mål har samme gjennomsnitt og spennvidde som den estimerte stramhetsindikatoren. I figur 8 sammenlignes den estimerte stramhetsindikatoren med indikatorer som er basert på arbeidskontorenes tilgang- og beholdning av ledige stillinger. Det er vakanseraten som i størst grad følger den estimerte stramhetsindikatoren, selv om heller ikke denne fanger opp det markerte fallet i arbeidsmarkedet i 1998 og 1999. Det kan tyde på at noe av de reduserte overgangsratene fra ledighet til jobb i denne perioden delvis ble forårsaket av økt mismatch i arbeidsmarkedet, dvs at arbeidsgivere etterspurte en annen type arbeidskraft enn den som var tilgjengelig. I så fall er det fare for at den estimerte konjunkturindikatoren kan undervurdere det aggregerte lønnspresset i denne perioden. Grunnen til dette er at lønnspresset genereres fra arbeidsgiversiden, snarere enn arbeidstakersiden. Da er det ikke overgangsraten fra ledighet til jobb som er avgjørende, men den tid det tar å få fylt en ledig stilling med en kvalifisert arbeider.
|
maalfrid_d3420b9a3a1e97e2a7ebe30be5cd1dc2feb217fe_0
|
maalfrid_ntnu
| 2,021
|
no
|
0.906
|
Grossman, Hammerness og Mc Donald (2009a) argumenterer for at undervisningen i lærerutdanning bør bevege seg bort fra det å ta utgangspunkt i det lærere trenger å kunne/vite, til undervisning som er organisert omkring noen , det vil si sentrale undervisningspraksiser som lærerstudenter får hjelp til å utvikle gjennom utdanningen. Eksempler på kjernepraksiser er «å få frem og gi respons til elevenes resonnering» eller «å vurdere elevenes forståelse». Begrepet praksis brukes her i betydning av "det man gjør, konstant og regelmessig", med andre ord noen rutiner i undervisning. I de siste årene har det skjedd en dreining i matematikkdidaktisk forskning og lærerutdanning, fra et fokus på lærerkompetanse til det lærere , deres undervisningsoppgaver og -praksiser (Mosvold, Fauskanger, & Wæge, 2018). Som Mosvold og kollegaene diskuterer, gjenspeiles skiftet i fokuset fra lærerkompetanse til mestring av kjernepraksiser også i de norske retningslinjene for grunnskolelærerutdanning. Grossman og kollegene (2009b) sammenligner arbeid med viktige praksiser i flere profesjonsutdanninger og peker på tre tilnærminger som er spesielt viktige for å støtte studenters læring: praksisene som skal læres på ulike måter for å gjøre dem synlig for studenter, for eksempel gjennom observasjoner i praksis, arbeid med videoer eller transkripsjoner, episoder fra praksis; praksisene for å belyse hovedelementene for å gjøre praksisen mer lærbar for studentene og mer undervisningsbar for lærere; og praksisene, altså arbeide med praksiser i utdanning på en slik måte at kompleksiteten er noe redusert sammenlignet med «det virkelige livet», men likevel inneholder muligheter for å lære. Et eksempel på en approksimering av viktige undervisningspraksiser i matematikklærerutdanning er arbeid med enforeslått av Lampert m. fl (2013, s.229): Observasjon av en gitt aktivitet med elever, ev. på film 2. Diskusjon om aktiviteten 3. Studenter planlegger en lignende aktivitet med elever 4. Studenter øver på aktiviteten i gruppa gjennom rollespill 5. Studenter prøver ut aktiviteten med en elevgruppe, andre observerer og bidrar ved behov 6.
|
firdafolkeblad_null_null_19521030_47_84_1_MODSMD_ARTICLE8
|
newspaper_ocr
| 1,952
|
nn
|
0.921
|
Mindre sukker frå Danmark. Men vi kan få kjøpa i Storbritannia. Vi må rekna med at sukkerle veringa frå Danmark vert redu sert noko. Etter at sukkerrasjo neringa vart teken vekk i Dan mark, har ikkje landet so godt hove til å fora ut sukker. Dess utan inneheld sukkerroene i år mindre sukker enn vanleg. Men sukkerimporten skulde likevel ik kje verta vanskeleg for oss.
|
maalfrid_7cb4338784db6bdcb00af81e455820aa0a3de56c_3
|
maalfrid_legemiddelverket
| 2,021
|
no
|
0.79
|
Refusjonssøker: Pfizer AS Postboks 3 1324 Lysaker Preparat: Sutent Virkestoff: Sunitinib Indikasjon: Gastrointestinal stromal tumor (GIST): Sutent er indisert for behandling av ikke-opererbar og/eller metastatisk malign gastrointestinal stromal tumor (GIST) etter at behandling med imatinibmesilat har sviktet på grunn av resistens eller intoleranse. ATC-nr: L01XE04 Søknadsprosess: Søknad mottatt Statens legemiddelverk: 2006-09-05 Saksbehandling startet: 2006-09-12 Antall dager i klokkestopp 1: 92 dager Antall dager i klokkestopp 2: 48 dager Vedtak fattet: 2007-07-09 Saksbehandlingstid: 160 dager Arbeidsmøte med firma: Sunitinib (Sutent) er klassifisert som et Orphan Medicinal Product. Orphan Medicinal Products er legemidler mot sjeldne sykdommer eller smale legemidler. EUs kriterier for klassifisering av et legemiddel som Orphan Medicinal Product er at prevalensen skal være < 5/10 000 innbyggere i EU, eller at det skal være ulønnsomt å utvikle ved en prevalens som er høyere. Tilstanden skal være livstruende eller kronisk invalidiserende. Det skal også mangle eksisterende tilfredsstillende behandling av sykdommen, eller det aktuelle legemiddelet skal være til betydelig nytte dersom eksisterende behandling finnes. Orphan Medicinal Product-status gir flere fordeler som skal gi produsenter insentiver til å utvikle legemidler for sjeldne sykdommer og små pasientgrupper. Eksempler på slike fordeler er markedseksklusivitet i forhold til lignende legemidler med samme indikasjon, reduserte krav til dokumentasjonsgrunnlag, gratis vitenskapelige råd, automatisk tilgang til sentral godkjenningsprosedyre og avgiftsreduksjon ved søknad om markedsføringstillatelse. Legemiddelverket har ingen egne retningslinjer når det gjelder vurdering av refusjonssøknader for preparater til behandling av sjeldne sykdommer eller som har Orphan Medicinal Product-status.
|
firdafolkeblad_null_null_19530323_48_23_1_MODSMD_ARTICLE6
|
newspaper_ocr
| 1,953
|
nn
|
0.841
|
Fire nye meieri er tekne i bruk i Sogn og Fjordane i fjor. Vestlandske Mjølkesentral heldt årsmøtet sitt i Bergen fredag. — Det møtte kring 150 utsendingar frå dei tre vestlandsfylka. Av årsmeldinga gjekk det fram at det vart opna mange nye meieri på Vestlandet i fjor. nye meieri. Dertil vart eitt meieri bygt om.
|
maalfrid_631ac9b75c2a9e2d68baaf7fdd4c8472635cb87d_134
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021
|
en
|
0.731
|
(111) (151) 2006.12.27 (180) 2016.12.27 (210) 200709136 (220) 2007.08.09 (300) Ingen (540) (546) Merket er et kombinert merke eller et rent figurmerke (730) Saicos colour GmbH, Carl-Zeiss-Strasse 3, 48336, SASSENBERG, DE (511) 1 Chemical preparations for coating mineral bases, namely damp proofing preparations, except paints and oils, for masonry and cement preservatives, except paints and oils. 2 Coating materials made from natural raw materials, for wood, wood substitute materials, metals, plastics and mineral bases, namely paints, varnishes, lacquers, mordants, glazes, oils, natural resins as coatings, preservatives, waterproofing preparations or anti-rust preparations for preservation, included in this class, raw materials for paints and lacquers, namely colorants, pigments, binding agents; paints, varnishes, lacquers; oils and waxes for treating wood, preservatives against deterioration of wood, in particular anti-fungal, algicidal or insecticidal preservatives. 3 Cleaning and care preparations for surface treatment, polishing wax, included in this class. 2008.01.04 (450) 03/08, 2008.01. (111) (151) 2007.02.06 (180) 2017.02.06 (210) 200709142 (220) 2007.08.09 (300) Ingen (540) (541) Merket er et ordmerke (730) C Kreul GmbH & Co KG, Carl-Kreul-Strasse 2, 91352, HALLERNDORF, DE (511) 2 Artists' colours; fabric paints and paints for textile painting, paints for china painting; handicraft boxes, namely, sets containing colors and/or paints to do handicrafts included in this class. 16 Paintbrushes; artists' materials; goods made from paper, cardboard, in particular artists' board (included in this class), stationery; canvas (for painting), tracing cloth; painters'easels; handicraft boxes, namely, sets containing cards, papers, envelopes, self adhesive decorations, templates and/or cut outs to do handicrafts included in this class. 19 Artificial stone for mosaics. 2008.01.04 (450) 03/08, 2008.01.14 (111) (151) 2007.03.29 (180) 2017.03.29 (210) 200709143 (220) 2007.08.09 (300) 2006.12.07 LV M-06-1868 (540) (546) Merket er et kombinert merke eller et rent figurmerke (730) Shark SIA, Kveles iela 15/15-4, 1024, RIGA, LV (511) 28 Fishing tackle including fishing rods, angling rods, spoon bait being lures for fishing, fish hooks, floats for fishing. 2008.01.09 (450) 03/08, 2008.01.
|
maalfrid_ae2153f402f546907cbf688a1b6b15a516232dae_3
|
maalfrid_nord
| 2,021
|
en
|
0.963
|
The learning outcomes for the five-year primary teacher education are formulated on the basis of the national qualifications framework and the European Qualifications Framework. Upon completion of the study programme, the learning outcomes gained are defined as knowledge, skills and general knowledge. The different areas of expertise are reflected in the subject plans for the subjects of education, and the learning outcomes should be considered together with the subjects' content and methods aimed at 1st - 7th grades. The program will provide solid scientific and didactic knowledge in the subjects included in the education, as well as knowledge of the subjects as both school subjects and research subjects. KNOWLEDGE The candidate has solid academic and didactic knowledge of the subjects involved in education and the subjects' knowledge-based foundation has advanced knowledge in the disciplines and specialised knowledge in a defined area. In addition, a minimum grade of 3 in Norwegian and Mathematics. The 5-year master¿s degree program for primary school teachers of grades 1-7 qualifies teachers for work in primary schools. The degree's educational versatility also provides a good basis for going into other professions such as school administration, the media and various types of personnel and information work.
|
maalfrid_551d8300c4a7e01729b2c53f7e362f5e0b859497_8
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
en
|
0.97
|
Cultural Heritage, a Tool in Conflict and a Victim of War - workshop 3 – 4 May 2018 is one of victims of the war. It is now important to think about, how we can safeguard this rich, but threatened cultural heritage for the future. What plans and strategies are relevant? In response to the massive destruction of archaeological sites, environments, contexts and other cultural heritage in Aleppo there will be a need for a programme of massive restoration, reconstruction and emergency preservation. This work will need to be financed and at the same time meet environmental and preservation standards goals. This contribution focuses on the destruction and looting carried out by Isis during the war in the ISIS territories. Destruction and looting were used as instruments of political propaganda, cultural and ethnic cleansing, and as a means of financing the various parties involved. The presentation is also concerned with work denouncing these activities through information and education in schools and among young people. Education is the path towards defending memory and legality, and a tool for social inclusion. The aim is including the communities in the affected territory, and thus viewing them as part of the defence and management of historical memories. The trade in antiquities is also prevalent in Italy, often through organised crime. This, and the fight against it, is outlined.
|
maalfrid_2480e017b7ab945134e8dec20015e54f5b754892_6
|
maalfrid_difi
| 2,021
|
no
|
0.768
|
Hvor mange nye skip? Hva er gjort av arbeid på innkjøpssiden?
|
maalfrid_50ca8dbe355bf0c4a7ad3acc1b7b42b73795891b_40
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.665
|
«Det er jo litt sånn at hvis den personen ikke har noe merkeklær så tenker man jo litt annerledes om den personen» (Jente 1, jenter 14 år, utenfor Oslo) «Jeg vil ikke si at man blir mer populær, men de populære har det på seg.» (Jente 2, jenter 14 år, utenfor Oslo). «Det er en del av pakka. Det er jo sånn at hvis man er populær så har man merkeklær egentlig. Det sikkert et sånt press da, at man føler at man må ha det. (Jente 1, jenter 14 år, utenfor Oslo) Det er ikke sånn at man kommenterer at du har fin genser og sånn, det er bare sånn at det er vanlig å ha det. Man sier ikke sånn åh du har fin dyr genser eller… (Jente 1, jenter 14 år, utenfor Oslo) «Jeg kommer ikke på skolen for å se fin ut […] Jeg vil heller ha fritidsutstyr enn merkeklær (Gutt B, gutter 15 år, Oslo). «Noen sier at de er litt bortskjemte og sånt noe, men det er bare sånn for tull da Det er ikke sånn at man kjøper det nytt, det er mange som kjøper det på tilbud og sånn. (Jente 1, jenter 14 år, utenfor Oslo) Jente A: jeg vet ikke helt hva merke heter, men det har i hvert fall sånn amerikansk flagg her [peker på overarmen sin] Flere: Svea! Int: Er det populært, eller? Jente F: Det er veldig populært i min klasse. Int: Og er det så populært at man bare må ha den? Jente A og B: Nei! Int: Og syns dere at de som har sånn jakke er heldige Jente A: Nei, jeg har egentlig ikke tenkt over det Jente F: Det er jo sånn at hvis mange bruker det, da blir det ikke like gøy å ha det.
|
maalfrid_927f75d2f10e0f70ee26e9bd093e78a7acf92c6a_135
|
maalfrid_valgdirektoratet
| 2,021
|
da
|
0.167
|
1 Anneli von Ibenfeldt 1970 2 Willy Thorsen 1968 3 May-Linn Waagø 1980 4 Arne Einar Skeie 1944 5 Ingrid Solsem 1994 6 Børge Andreassen 1965 7 Tor Arnar Skeie 1969 8 Truls Øren 1975 9 Harald Holand 1941 10 Terje Roger Larsen 1959 11 Reinert Sigfred Møllevik 1963 12 Unni Helen Westvik 1949 13 Gunnar Waagø 1953 14 Vegard Johansen 1988 15 Trygve Forås 1948 Side Valglister med kandidater 11.08.2015 15:53:
|
firdafolkeblad_null_null_19800925_75_73_1_MODSMD_ARTICLE1
|
newspaper_ocr
| 1,980
|
nn
|
0.667
|
Med 29 røyster har Flora bystyre vedteke å nytte dei 70.000 kr. Flora v har fått til trygging av sku levegar, til veg Øog rekkverk til Endestad Øog glidekant frå Grep landsvegen til Stupet på Svanøy. Mindretalet på 16 røysta for å bruke pengane til kailys ved Erik stadbua på Svanøy Øog gangveg Øog lys i Fagerdalen på Krokane. Eit framlegg frå Jens Wollebæk om å dele opp dei 70.000 kr. så alle dei fire tryggingstiltaka kunne få noko, fekk 15 røyster Øog fall. Oddmund S m ø r d a 1 tala for å få gjort noko i Fagerdalen, som er skuleveg for eit stort område. No er her ein gangsti med tre lemmar som held på å rotne over dei verste sumpen e, Øog sjølv som marstid er her nokså farleg. Det er overmåte viktig for folk her å få forsvarleg veg gjennom Fager dalen, sa Oddmund Smørdal. Jens Wollebæk trudde det måtte vere mogleg å dele opp dei enkelte tryggingstiltaka, Øog gjorde framlegg om å dele pengane på alle 4. Han vona at dette ikkje vart siste løyvinga til trygging av skulevegar, Øog at sentrum kunne komme i første rekkja neste gong.. for skuleruta, slik at Erikstadbua truleg ikkje vil verte nytta av skuleruta lenger, fortalde Asbjørn Nyb ø. Han var elles samd med Jens Wollebæk i at løyvinga burde delast på fleire. Fleirtalet i formannskapet hadde gått inn for å nytte pengane på Endestad Øog Greplandsvegen—Stu pet på Svanøy. Desse tiltaka står på 2. Øog 4. plass på prioriterings lista for tryggingstiltak for skule born. Formannskapsfleirtalet ville satse på tiltak som ein kunne få' ut av verda, i staden for å dele opp i løyvinga på fleire, sa Laila Stein d a 1. Ho synte til at til I Endestad går det berre ein veg, medan dei i Fagerdalen kan bruke fleire vegar. Vegen til Endestad er så farleg at eg ikkje kan vere med på å setje Fagerdalen høgst, sa Rolf Endestad, som Øog støtta fram legget frå Wollebæk. Byingeniør Svein Hopland rådde frå å dele løyvinga for sterkt opp, då kunne ein risikere å verte ståande med 4 halvferdige anlegg. Sjølv meinte han at anlegga burde gjerast ferdige med ein gong. Eva Heir lurte på om dei 5.000 kr. som kailys ved Erikstadbua ville koste kunne overførast til Fager dalen. Ordføraren meinte det ikkje ville vere rett å gjere dette, sidan grendeutvalet på Svanøya har bedt om dette lyset gong på gong. Det går framleis skulerute til Erikstadbua, Øog det er ikkje gjort vedtak om noko anna. Ord føraren var elles samd i at tiltak burde gjerast ferdige etterkvart. Vegen til Havikbotn er så dårleg at det ikkje er ansvarleg å la born gå der, sa Jostein Bjørnset Vi bør halde på det gode, gamle «By Øog land, hand i hand» Øog for dele pengane likt på sentrum Øog utkant, sa han.
|
maalfrid_ce1849d0c31262a53c05a6b8a6decb240847d4d9_23
|
maalfrid_landbruksdirektoratet
| 2,021
|
no
|
0.739
|
Erstatninger regnes også som inntekter til næringen. De ordningene som er med i totalregnskapet er erstatninger fra Miljødirektoratet ved rovvilttap, erstatninger over reindriftsavtalen ved omfattende tap av rein, erstatninger fra Jernbaneverket for rein drept av tog og erstatninger fra forsikringsselskapene for rein drept av bil. Erstatningsbeløpene for rein drept av bil beregnes med utgangspunkt i erstatningssatsene fra Miljødirektoratet og oppgitte trafikk tap fra Melding om reindrift – fratrukket det antall rein som er drept av tog og erstattet av Jernbaneverket. Årsaken til at erstatningssatsene fra Miljødirektoratet legges til grunn, er at forsikringsselskapene og Jernbaneverket oppgir at de bruker disse satsene ved beregning av erstatningsbeløp. Erstatninger for arealinngrep anvendes i hovedsak til dekning av felles kostnader, og beregnes ut fra regnskaper for reinbeitedistrikter og reindriftsfond. Disse erstatningene inntektsføres i en egen post, som omfatter årlige erstatninger, engangserstatninger og renteavkastning fra tidligere innvilgede erstatninger.I de tilfeller der distrikter ikke søker tilskudd får vi ikke inn distriktsregnskap. Fra og med budsjettåret 2016 er det en endring i beregningene av de totale kostnadene. Dette har sammenheng med endring av vilkår for produksjonspremie og endring av slakterienes avregninger til reineier. Kostnadene knyttet til frakt- og slakt skal ikke lenger inkluderes i den næringspliktige inntekten, og de vil heller ikke framkomme på selvangivelser og næringsoppgaver. Slaktekostnadene er til og med 2015 en del av de totale kostnadene, mens man i budsjettet for 2016 har et fradrag som skal tilsvare kostnader til frakt og slakting. Beregningene er gjort med utgangspunkt i forventet slakt i 2016 og de områdevise slaktekostnadene i 2015, korrigert for forventet prisstigning. På lik linje med inntektsberegningene, som av samme årsak er endret fra og med 2016, vil det i alle figurer som omhandler årsserier framkomme et brudd som synliggjør dette. Fra og med 2009 er alle innleverte næringsoppgaver lagt til grunn for beregninger av siidaandelenes kostnader. Tidligere ble kostnadene beregnet ut fra et av næringsoppgaver og selvangivelser. Systemendringer og andre metoder for dataoverføringer har derimot muliggjort et bredere informasjonsgrunnlag. Felleskostnader beregnes på grunnlag av regnskaper fra reinbeitedistrikter og reindriftsfond. For distrikter der regnskap mangler, beregnes totaltallene med utgangspunkt i gjennomsnittskostnader per rein i de øvrige distriktene, og antall rein i de distriktene der regnskap mangler. I tilfeller der dette gir et åpenbart feilaktig bilde av kostnadene, legges tall fra tidligere års regnskap til grunn for de aktuelle distriktene.
|
altaposten_null_null_20180727_50_86_1_MODSMD_ARTICLE2
|
newspaper_ocr
| 2,018
|
no
|
0.77
|
10 spreke dametrimmere fra Øvre Alta er blant de som blir å finne i det rekordstore offroad-fel tet i morgen. - Dette gjør vi for å ha det artig, forsikrer Jorun Sandberg. : Økte med 100 mill. Brobyggerne Ole Heggeli og Ole Johan Aas rundet 200 mill. i omsetning. MMAlta bryr segikke" Professor mener kommunen gir blaffen i Langfjorden. 110-sentral må ha samisk kom petanse.
|
maalfrid_5ce0c48493ac5cb7077fc51cfbed6d66c4bf4e49_24
|
maalfrid_landbruksdirektoratet
| 2,021
|
no
|
0.909
|
Merk at Y-aksen har annen skala enn i figur 10. I 3 fylker (Sogn og Fjordane, Møre og Romsdal og Nordland) utgjør sakene i kommuner som har samtykket i mer enn 10 saker, men ikke gitt avslag, over 1/3 av alle innvilgede saker. Figur 10: Merk at Y-aksen har annen skala enn i figur 9.
|
maalfrid_8566d04e5b23b922cd65702b1d82d3a0c7f0d915_22
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
nn
|
0.75
|
Fangvekstar er vekstar som blir sådd for å samle opp næringsstoff og redusere jorderosjonen etter at hovudveksten er hausta. Fangveksten kan haustast ved slått eller beiting under føresetnad av at dette ikkje fører til vesentleg dårlegare effekt pga. køyreskadar eller betydelege skadar etter hard beiting og tråkk. Vilkår: Fangveksten må etablerast innan 31. juli. Arealet skal ikkje jordarbeidast, sprøytast eller gjødslast om hausten, og før 1. mars neste år. Frøblandinga skal innehalde maksimalt 15 % belgvekstar, og skal ikkje vere lik hovudveksten det året det blir sådd eller året etter. Attlegg til eng er ikkje å sjå på som fangvekst i denne samanhengen.
|
maalfrid_292eee097d9a24c61c95aae4409e2a3b3f832add_198
|
maalfrid_ntnu
| 2,021
|
en
|
0.908
|
Figure 1: Present situation and desired situation To achieve the desired situations shown, a new front-end project governance framework was established. The framework contains elements of a stage gate approval process, a quality assurance system, and details of duties and responsibilities of important parties (project initiators, independent consultants, Ministry of Finance, the Cabinet and Parliament). The framework is structured with two decision gates where documents from the project initiators are checked and decisions could be made regarding the project concept and the project study documents. According to this project governance system, responsible ministries are expected to provide a particular emphasis towards the front end of the project development process, particularly on project concept development, identifying and testing alternatives, and preparing project cost estimates, and evaluating uncertainties that are related to the identified project concept alternatives. In the process, documentation from the project initiators will be scrutinized by independent consultants that are employed by the Ministry of Finance (Concept, undated). These consultants are crucial elements of the quality assurance system (Christensen, 2011); but decisions on the preferred project concept and on the project budget are political priorities for the Cabinet and Parliament respectively. Klakegg (2010) describes the Norwegian project governance system as a top-down initiative that aims to reform the government's projects preparation processes. The objective is to improve the quality of information of the project documents and to keep the consistency between the information and decisions (Samset et al., 2006, Christensen, 2011). It also aims to improve the classic unrealistic technocratic model and complex processes (Samset, 2008, Klakegg, 2009). This new project governance system does not interfere with the existing project preparation procedures and process of the project initiators (Ministry offices); rather it is a new initiative that focuses on refining the quality of the information for the choice project concept and project study documents. The most important rationale of the initiative is increasing political control on key decision points, developing a better basis for decisions, focusing on relevant issues not on details, and anchoring the stage gate approval process (Samset et al., 2006). This section presents the Norwegian QA system as a project governance system. How the QA system works as a decision-making system; and it presents the processes and procedures that are developed to enable that.
|
government_nn_prp_id2542353
|
government_nn
| 2,021
|
no
|
0.494
|
Regjeringa meiner det er viktig at innbyggjarane medverkar i kommunale avgjerdsprosessar som gjeld utforming av kommunale tenester, planarbeid, samfunnsutvikling og andre område. Eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom er ofte underrepresenterte i folkevalde organ. Regjeringa ønskjer difor å leggje til rette for at desse gruppene kan involverast i saker som gjeld levevilkåra deira. Medverknadsorgan sikrar at desse gruppene får bidra til gode avgjerdsprosessar i kommunane på saksfelt som gjeld dei. For å sikre like reglar, og for å gjere det enklare for kommunane og fylkeskommunane å forvalte medverknadsorgana, føreslår Kommunal- og moderniseringsdepartementet (KMD) at kommunelova får ei ny generell føresegn om råd i kommunar og fylkeskommunar for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom. Framlegget er utarbeidd i samråd med Arbeids- og sosialdepartementet (ASD) og Barne- og likestillingsdepartementet (BLD). Kommunal- og moderniseringsdepartementet er i gang med å utarbeide ei ny kommunelov etter at utgreiinga frå kommunelovutvalet (NOU 2016: 4) har vore på høyring. Ifølgje pkt. 4.5 Medverknadsordningar i mandatet skulle ikkje utvalet sjå nærare på kommunale medverknadsordningar (eldreråd, ungdomsråd mv.). Bakgrunnen er at lovprosjektet med medverknadsordningar i kommunar og fylkeskommunar har vore eit samarbeidsprosjekt mellom dei tre departementa. Det inneber at framlegget til ny føresegn i kommunelova § 10 b om råd i kommunane og fylkeskommunane for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom blir fremja i eit eige løp, uavhengig av arbeidet med ny kommunelov. Eldre og personar med funksjonsnedsetjing har i dag ein lovfesta rett til medverknad, jf. lov 8. november 1991 om kommunale og fylkeskommunale eldreråd, som blir forvalta av ASD, og lov 17. juni 2005 om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne m.m., som blir forvalta av BLD. Fordi desse ordningane er heimla i særlover, gjeld føresegnene i kommunelova og andre, generelle, lover berre så lenge dei ikkje strir mot føresegnene i desse to særlovene. Departementet meiner prinsipielt at det skal vere opp til den einskilde kommunen og fylkeskommunen korleis dei involverer viktige brukargrupper i lokalpolitikken, og ønskjer å vere restriktive når det gjeld å påleggje kommunar og fylkeskommunar fleire faste organ og nye oppgåver. Departementet meiner at ordningane med eldreråd og råd for personar med funksjonsnedsetjing er godt innarbeidde, og føreslår difor å føre dei vidare. Det har vore opp til kommunane sjølve om dei vil ha medverknadsordningar for andre grupper, og korleis dei i så fall skal organiserast. Det vanlegaste har vore ordningar for medverknad frå ungdom gjennom ungdomsråd og ungdommens kommunestyre. Det har vore mykje uvisse rundt, og til dels ulik praktisering av, ordningane med ungdomsmedverknad. Det tilseier at det bør vere eit eins regelverk også for desse medverknadsordningane. Regjeringa føreslår difor at det skal vere frivillig for kommunane og fylkeskommunane å ha eit ungdomsråd eller ei anna form for ungdomsmedverknad, men at dei, dersom dei vel å ha ei slik ordning, må følgje systemet i lova. For departementet er det viktig at kommunane og fylkeskommunane kan velje den ordninga som passar best ut frå lokale forhold, og det er ønskjeleg å føre vidare den fleksibiliteten dei har i dag. Det er føremålstenleg å samle reglar om kommunal organisering i kommunelova i staden for å ha ulike medverknadsordningar som er regulerte i særskilde lover og administrerte av ulike departement. Dei grunnleggjande reglane for organisering av medverknadsorgan bør vere like, men slik at kvar ordning er tilpassa dei ulike gruppene. Utfyllande reglar for dei einskilde ordningane blir fastsette i forskrift. Departementet føreslår at eldre og personar med funksjonsnedsetjing framleis skal ha ein lovpålagd rett til medverknad, medan ei tilsvarande lovfesta ordning for ungdom skal vere frivillig for kommunane og fylkeskommunane. Dersom ein kommune eller ein fylkeskommune ønskjer å ha eit ungdomsråd eller ei anna form for medverknad frå ungdom, må dei etter framlegget følgje det regelverket som er laga for ungdomsmedverknad. Departementet føreslår i proposisjonen å oppheve eldrerådslova og lova om råd for menneske med nedsett funksjonsevne og erstatte dei med ei ny generell føresegn i kommunelova om råd i kommunane og fylkeskommunane for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom, i tillegg til forskrifter med utfyllande reglar for desse to ordningane. Når departementet i denne proposisjonen skriv «kommune», omfattar det òg fylkeskommunane. Kommunal- og moderniseringsdepartementet sende 15. februar 2016, i samarbeid med Arbeids- og sosialdepartementet og Barne- og likestillingsdepartementet, ut eit høyringsnotat med framlegg om ei ny føresegn i kommunelova § 10 b om råd i kommunar og fylkeskommunar for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom. Det kom inn 235 høyringssvar. Fleire kommunar sende inn svar frå fleire av råda, utan at høyringsnotatet formelt var handsama i kommunestyret. Tolv av høyringsinstansane hadde ingen merknader. Framlegga frå departementet får i hovudsak støtte hos høyringsinstansane. 179 av høyringsinstansane er positive til ei ny felles føresegn i kommunelova og forskrifter for kvar enkelt ordning. Fleire gir uttrykk for at det er ein fordel å ha regelverket for desse råda i éi lov – kommunelova med tilhøyrande forskrifter – og at det gjer det lettare for kommunar og fylkeskommunar at regelverket er administrert av eitt departement (KMD). 28 av høyringsinstansane er imot lovframlegget. Dei ønskjer å behalde særlovene for eldre og personar med nedsett funksjonsevne, og meiner at å oppheve dei vil innebere at rettane deira blir svekte. 47 av høyringsinstansane er negative til at det er opna for at ein framleis skal kunne ha felles råd for eldre og personar med funksjonsnedsetjing, medan tre av høyringsinstansane godtek ei slik løysing dersom begge råda er einige. 98 av høyringsinstansane meiner at ordningane med ungdomsmedverknad skal vere lovpålagde. Mange av dei viser til høyringa av spørsmålet om lovfesting av ungdomsmedverknad i august 2013 og gjev uttrykk for at regjeringa burde følgt opp det klare fleirtalet som ønskte den same lovpålagde ordninga som for eldre og personar med nedsett funksjonsevne. For departementet var det viktig å gjere klart i høyringsnotatet at dagens to lovpålagde ordningar med eldreråd og råd for personar med nedsett funksjonsevne i all hovudsak skulle førast vidare, og at ingen av desse gruppene skulle kome dårlegare ut. Departementet beskreiv difor kva reglar som skal inngå i forskriftene for kvar einskild medverknadsordning. Det gjaldt val og samansetjing av råda, føremål og organisering og når råda skal ha rett til å uttale seg. Svært mange av høyringsinstansane har kome med merknader, innvendingar og diverse framlegg til kva som skal stå i forskriftene for medverknadsordningane. Desse innspela vil departementet vurdere i arbeidet med forskriftene når vi har fått på plass ein heimel for råd i kommunar og fylkeskommunar. Departementet gjer greie for fråsegner som er relevante under dei einskilde framlegga om eldreråd i kapittel 5, råd for menneske med funksjonsnedsetjing i kapittel 6 og ungdomsmedverknad i kapittel 7. Fleire høyringsinstansar, mellom dei KS, meiner at framlegget om å samle medverknadsordningane i kommunelova ikkje bør handsamast separat, men vurderast saman med forslaget til ny kommunelov. Det er også nokre høyringsinstansar som argumenterer for at ein bør vente med lovframlegget til vi ser resultatet av kommunereforma. Ifølgje mandatet til kommunelovutvalet pkt. 4.5 skulle ikkje utvalet vurdere medverknadsorgan. Bakgrunnen var at KMD, saman med ASD og BLD, allereie var i gang med lovprosjektet «Særlige medvirkningsordninger i kommuner og fylkeskommuner». For regjeringa har det vore eit mål å få på plass eit regelverk om råd i kommunar og fylkeskommunar for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom til kommune- og fylkestingsvalet i 2019. Når det gjeld arbeidet med kommunereforma, kan ikkje departementet sjå at moglege samanslåingar av kommunar skal ha noko å seie for utforminga av regelverket om råd i kommunar og fylkeskommunar. KS føreslår i høyringsfråsegna at departementet bør vurdere om det skal vere ei generalføresegn om medverknad i staden for obligatoriske ordningar for særskilde grupper. Slik departementet ser det, er det ikkje behov for ei generell føresegn om medverknad i kommunelova. I framlegget til føremålsføresegn i ny kommunelov (NOU 2016: 4) står det at «loven skal legge til rette for et sterkt og representativt lokaldemokrati med aktiv innbyggerdeltakelse». Det er også fleire høyringsinstansar som tek til orde for at innvandrarar/fleirkulturelle bør vere representerte i eit eige råd på linje med eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom. Spørsmålet om også andre befolkningsgrupper skal likestillast med dei tre gruppene som departementet har peikt ut, har ikkje vore ein del av lovprosjektet om råd i kommunar og fylkeskommunar med påfølgjande høyring. For departementet er det på dette tidspunktet ikkje aktuelt å utforme føresegner for kommunane om fleire råd. Om ein kommune skal ha ei medverknadsordning for innvandrarar/fleirkulturelle, må vurderast ut frå lokale forhold og behov. Spørsmålet om korleis innbyggjarane skal trekkjast med i kommunale og fylkeskommunale avgjerdsprosessar gjennom særlege ordningar for medverknad, har vore diskutert ved fleire høve etter tusenårsskiftet. Mellom anna har det vore ein del av diskusjonen om kor langt statlege styresmakter skal gå i å regulere den kommunale organiseringa. Det har vore diskutert om kommunen skal gje særskilde grupper formelle ordningar for å kunne påverke prioriteringar og avgjerder i kommunen, og om det er noko staten skal ha meiningar om og eventuelt regulere. I dag er det eldre og menneske med funksjonsnedsetjing som har lovfesta rett til representasjonsordningar i kommunane. Samtidig har kommunane vedteke ei rekkje ordningar som sikrar at særlege grupper og aktørar har arenaer der dei kan ta vare på interessene sine. Pensjonistforbundet og LO gjekk inn for å lovfeste kommunale og fylkeskommunale eldreråd allereie i 1978. I 1987 tilrådde sosialministeren å opprette eldreråd i alle kommunar, og at retningslinjer frå Statens eldreråd skulle leggjast til grunn for arbeidet i råda. Det blei understreka at desse retningslinjene ikkje var rettsleg bindande. Eit framlegg om å lovfeste kommunale eldreråd blei fremja for Stortinget i 1991, jf. Ot.prp. nr. 68 (1990–1991). I framlegget drøfta Sosialdepartementet om lovfestinga av eldreråd skulle vere heimla i kommunelova eller i ei eiga lov om eldreråd. Dei føreslo at rådet blei regulert i ei eiga lov. Lova som påla kommunane og fylkeskommunane å opprette eldreråd, blei vedteken 24. oktober 1991 og trådde i kraft 1. januar 1992. I 2005 vedtok Stortinget lov om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne m.m., jf. Innst. O. nr. 114 og Ot.prp. nr. 87 (2004–2005), etter at Stortinget i samband med handsaminga av St.meld. nr. 40 (2002–2003) Nedbygging av funksjonshemmende barrierer hadde bedt regjeringa kome med eit slikt framlegg. Lova, som påla kommunane og fylkeskommunane å opprette eit slikt råd, trådde i kraft 10. september 2007. Lokaldemokratikommisjonen føreslo i si andre utgreiing, NOU 2006: 7 Det lokale folkestyret i endring? at det skulle vere opp til kommunane sjølve å bestemme om dei ville opprette slike råd, og viste til at både eldreråd og representasjonsordningar for menneske med nedsett funksjonsevne var lovfesta ordningar. I oppfølginga av utgreiinga frå Lokaldemokratikommisjonen i St.meld. nr. 33 (2007–2008) Eit sterkt lokaldemokrati vurderte departementet rolla til eldreråda og peikte mellom anna på at lovfesting av eldreråd kunne føre til at dei eldre i mindre grad engasjerte seg i eit parti og i arbeidet for å bli representerte i folkevalde organ som kommunestyre og fylkesting. Regjeringa konkluderte likevel med at lovfestinga skulle førast vidare, mellom anna med bakgrunn i at eldre var underrepresenterte i kommunestyre og fylkesting. Det har òg vore ein debatt om lovfesting av ungdomsråd. Lokaldemokratikommisjonen var imot lovfesta representasjonsordningar på prinsipielt grunnlag, men meinte samtidig at dersom kommunane først valde å ta i bruk ordninga med ungdomsråd, burde det formaliserast. Kommisjonen gjekk inn for at deltakinga skulle avgrensast til ungdom under 18 år, dvs. stemmerettsalderen. Dessutan burde kommunane sørgje for at det følgde med ressursar til bruk i ungdomsrådet. «Her handlar det om å ta ungdommen sitt engasjement på alvor», skreiv kommisjonen. Spørsmålet om lovfesting av ungdomsråd blei også handsama av eit utval som greidde ut makt og medverknad frå ungdom i NOU 2011: 20 Ungdom, makt og medvirkning. Utvalet var delt i oppfatninga av om ungdomsråd burde lovfestast i kommunane. Eit fleirtal ville ikkje ha lovfesting, medan eit mindretal gjekk inn for det. Utvalet samla seg om å tilrå at det blei utarbeidd lovfastsette nasjonale retningslinjer for lokale ungdomsråd. Utvalet føreslo også statlege tilskot til kommunar med ungdomsråd som følgjer dei nasjonale retningslinjene. Lokaldemokratiet i Noreg er bygd opp rundt ei representativ ordning. Innbyggjarane vel lokale leiarar, representantar eller folkevalde som får fullmakt til å ta på seg ansvaret for dei kommunale oppgåvene. Det inneber at representantane for innbyggjarane tek stilling til korleis dei kommunale oppgåvene skal prioriterast, og korleis tenestetilbodet skal utviklast, og set rammer for korleis lokalsamfunnet skal utviklast. Ein viktig del av arbeidet dei folkevalde gjer, skjer i samspel med innbyggjarane. At innbyggjarane medverkar i kommunale avgjerdsprosessar, er ein viktig del av eit levande lokaldemokrati. Kommunane har ulike måtar å organisere dette samspelet på. I einskildsaker kan medverknaden skje ved at det blir arrangert folkemøte eller høyringar, ved at det blir gjennomført innbyggjarundersøkingar eller møte med dei saka kjem ved, eller ved at det blir halde folkerøystingar. Innslaget av slike ordningar går fram av tabell 3.1. Det er svært utbreidd å ha folkemøte, befolkningsundersøkingar, idédugnader og møte med næringslivet. Mindre utbreidd, men ikkje uvanleg, er brukarmøte, ordningar for direkte kontakt mellom innbyggjarane og lokalpolitikarane og at innbyggjarane får høve til å framføre saka si for kommunestyret, til dømes i form av ein «spørjetime» i kommunestyret, i utval eller i kommunale komitear. Kommunane har også meir permanente strukturar for å sikre dialog med og synspunkt frå særskilde grupper. Tabellane 3.2 og 3.3 viser ulike representasjonsordningar utanom eldreråd og representasjonsordningar for menneske med nedsett funksjonsevne i kommunane og fylkeskommunane. Tabell 0.1 Kommunale tiltak for å skaffe informasjon om «folkemeininga» på andre måtar enn gjennom kommunevala 2008–2016. Prosent (absolutte tal i parantes). Kjelde: Kommunal- og moderniseringsdepartementet sin database for kommunal organisering. Henta frå: Monkerud, Lars Chr., Marthe Indset, Sigrid Stokstad, Jan Erling Klausen: Kommunal Organisering 2016. NIBR-rapport 2016:20. I tabellane er det ikkje lagt inn tal for eldreråd og representasjonsordningar for menneske med nedsett funksjonsevne. Det er fordi departementet ved utforminga av kartlegginga gjekk ut frå at kommunane og fylkeskommunane oppfylte krava i lova om å etablere desse ordningane. I undersøkinga om eldreråd og representasjonsordningar for menneske med nedsett funksjonsevne, som blei gjennomført i 2013 av NIBR (Winsvold mfl. 2014), og som det er gjort greie for under, svarer tre kommunar og éin bydel at dei ikkje har etablert «noe råd i det hele tatt», dvs. 1,5 prosent av kommunane. Som det går fram av tabellane, er det mest utbreidd med ei representasjonsordning for ungdom i kommunane. I 2016 har 76 prosent av kommunane barne- og/eller ungdomsråd, og 24 prosent har barn og unges kommunestyre. I underkant av 90 prosent av kommunane har ei representasjonsordning for unge, noko som inneber at det er kommunar som har både barne- og ungdomsråd og barn og unges kommunestyre. Det er også innslag av representasjonsordningar for innvandrarar, og fleirtalet av kommunane har formalisert samarbeidsordningar med næringslivet og med frivillige organisasjonar. Når det gjeld fylkeskommunane, er det innslag av både barn og unges fylkesting (67 prosent av fylkeskommunane) og barne- og/eller ungdomsråd (56 prosent). Også i fylkeskommunane er det innslag av andre ordningar for dialog og deltaking i det fylkeskommunale systemet – ordningar retta mot frivillig sektor, innvandrarar og næringsliv. Då arbeidet med å innlemme ordninga med kommunale og fylkeskommunale eldreråd og representasjonsordninga for menneske med nedsett funksjonsevne, i tillegg til regelfesting av ungdomsråd, blei sett i gang, blei det bestemt at departementet skulle innhente eit meir systematisk kunnskapsgrunnlag om korleis eldreråda og representasjonsordninga for menneske med nedsett funksjonsevne verka i kommunane og fylkeskommunane. Ungdomsråda blei ikkje inkluderte i denne kartlegginga. I 2009 var det gjort ei tilsvarande kartlegging i ungdomsråda (sjå avsnitt 3.2.2). Norsk institutt for by- og regionforsking fekk i oppdrag å kartleggje desse representasjonsordningane og leverte rapporten Råd, regler og representasjon – Eldre og mennesker med nedsatt funksjonsevne, som var utarbeidd av Marte Winsvold, Siri Nørve, Sigrid Stokstad og Guri-Mette Vestby (NIBR-rapport 2014:14). Undersøkinga blei gjennomført som ei webbasert spørjeskjemaundersøking til alle kommunane og fylkeskommunane i landet og som case-studiar i fire kommunar og to fylkeskommunar. I avsnitta vidare i dette punktet presenterer vi hovudfunna i rapporten. Lovverka som ligg til grunn for dei to rådsordningane, gjev høve til å opprette felles råd for eldre og menneske med nedsett funksjonsevne. Materialet som er samla inn, tyder på at 11 til 13 prosent av kommunane har felles råd.Grunnen til at det er ulike tal, er at det er fleire av kommunane som har svart på enqueten om representasjonsordning for menneske med nedsett funksjonsevne som seier at dei har felles råd, enn av kommunane som har svart på eldrerådsundersøkinga. For eldrerådsordninga svarte 336 av 443 kommunar/bydelar på undersøkinga. Av fylkeskommunane svarte 17 av 18. For den andre ordninga var det 277 av 443 som svarte, og av fylkeskommunane 17 av 18. Av dei som har felles råd, er det ei overvekt av små kommunar. Berre éin kommune hadde inngått samarbeid med ein annan kommune om eit interkommunalt råd for menneske med nedsett funksjonsevne. Éin fylkeskommune har ikkje råd for menneske med nedsett funksjonsevne, men har etablert ei anna ordning for denne gruppa. Den vanlege er at råda har fem medlemmer. Når det gjeld eldreråda, er dei fleste medlemmene mellom 60 og 80 år. Dei aller eldste – dei over 85 år – utgjer 5 prosent av medlemmene, medan personar under 60 år utgjer mellom 10 og 15 prosent av den totale medlemsmassen. Aldersgruppa mellom 67 og 75 år har på landsbasis noko under halvparten av medlemsmassen i eldreråda. Det er grunn til å leggje merke til den sterke underrepresentasjonen av unge under 25 år i råda for menneske med nedsett funksjonsevne. Dei utgjer ikkje meir enn 1 prosent av medlemsmassen. Gruppa mellom 40 og 60 år og gruppa over 60 år har ca. 40 prosent kvar av medlemmene. I eldreråda kan 75 prosent seiast å representere dei eldre. 31 prosent er politikarar, og tilsette i kommunen utgjer 4 prosent. I råda for menneske med nedsett funksjonsevne er det 65 prosent som representerer gruppa med nedsett funksjonsevne, 35 prosent politikarar og 9 prosent tilsette. I fellesråda er det 43 prosent som representerer dei eldre, 28 prosent som representerer menneske med nedsett funksjonsevne, 26 prosent politikarar og 10 prosent tilsette. Både i eldreråda og råda for menneske med nedsett funksjonsevne er det vanleg at organisasjonane føreslår representantar. Det gjeld 81 prosent av eldreråda og 76 prosent av råda for menneske med nedsett funksjonsevne. For ca. 50 prosent av råda føreslår politikarar i kommunen kven som skal sitje der. Også administrasjonen føreslår representantar, men det er mindre vanleg. I fylkeskommunen er det vanlegaste at eldreråda har sju medlemmer. I råda for menneske med nedsett funksjonsevne er det vanlegast med ni medlemmer. Eldreråda i fylka har totalt sett eit fleirtal av eldre, men mange er politikarar. Det same gjeld råda for menneske med nedsett funksjonsevne, men her er det noko fleire politikarar. For at råda skal fungere godt, må dei ha både sekretariatshjelp, økonomiske ressursar og tilgang på nødvendig kompetanse. Kompetansen kan vere erfaringar medlemmene har med seg, eller rådsmedlemmene kan ha fått opplæring. Tabell 0.3 Formelle fylkeskommunale organ for deltaking frå befolkninga. Prosent (absolutte tal i parentes). 2000, 2004, 2008 og 2012. Det er nesten ingen av råda som svarer at dei ikkje har tilgang på sekretærhjelp. Sekretariatsfunksjonen svarer til for fleirtalet av råda mindre enn 20 prosent av eit årsverk. Mange seier at omfanget er 5 prosent eller mindre av eit årsverk. Råda for menneske med nedsett funksjonsevne ser i gjennomsnitt ut til å få noko meir sekretærhjelp enn eldreråda. Då NIBR gjennomførte kartlegginga i 2013, var det gjennomsnittlege budsjettet for råd for menneske med nedsett funksjonsevne på 28 000 kroner. For eldreråda var det på 46 000 kroner. I fylkeskommunane hadde råda for menneske med nedsett funksjonsevne eit gjennomsnittleg budsjett på 470 000 kroner, medan eldreråda hadde 300 000 kroner. Når det gjeld opplæring av rådsmedlemmene, er det i underkant av halvparten av råda som svarer at dei får opplæring av kommunen. Ein viktig arena for opplæring er tilbodet frå organisasjonane. Sjølvskolering er også viktig. Om lag 10 prosent fortel at dei ikkje har fått opplæring. I fylka er det om lag 70 prosent av fylkeskommunane som gjev opplæring. Både visse former for yrkeserfaring og erfaring frå politiske verv i kommunen kan ha betydning for kor godt medlemmene skjøttar vervet i råda. Særleg medlemmene i eldreråda kan vise til tidlegare erfaring frå kommunale verv, men også fleirtalet av medlemmene i råda for menneske med nedsett funksjonsevne har slik erfaring. Relevant yrkeserfaring frå kommunen gjeld i størst grad for medlemmene av eldrerådet (44 prosent). 38 prosent av representantane i råda for menneske med nedsett funksjonsevne har slik erfaring. På fylkeskommunalt plan blir det i gjennomsnitt sett av eit halvt årsverk til sekretærhjelp. I lov om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne m.m. § 6 er det bestemt at kommunestyret skal vedta mandat for rådet. Eldrerådslova har ikkje ei tilsvarande føresegn. I undersøkinga til NIBR svarer 75 prosent av råda for menneske med nedsett funksjonsevne og 72 prosent av eldreråda at det er utarbeidd mandat eller retningslinjer for rådet. Av kommunane med under 2 000 innbyggjarar har 57 prosent utarbeidd retningslinjer. I fylkeskommunane har alle, bortsett frå éin, svart at dei har retningslinjer for råd for menneske med nedsett funksjonsevne. Alle fylkeskommunane som svarte, har retningslinjer for eldreråda. I gjennomsnitt handsamar eldreråda 27 saker per år. Råda for menneske med nedsett funksjonsevne handsamar 24 saker i året. NIBR-rapport 2014:14 tyder på at sekretariatet er den instansen som i størst grad bestemmer kva saker som skal takast opp i råda (Windsvold m. fl. 2014). Andre viktige aktørar er rådmannen og resten av administrasjonen. Dei politiske organa er ikkje så viktige. I sakstypar skil eldreråda og råda for menneske med nedsett funksjonsevne seg frå kvarandre. Eldreråda arbeider mest med saker som har med tenester retta mot eldre å gjere, medan råda for menneske med nedsett funksjonsevne oftast arbeider med saker som gjeld universell utforming og fysisk utforming av bygningar og uteområde på både kommunalt og fylkeskommunalt nivå. I kommunane arbeider begge utvala mykje med helse- og sosialsaker. På fylkesnivå er det eldrerådet som arbeider mest med helse- og sosialsaker. Fleirtalet av eldreråda og råda for menneske med nedsett funksjonsevne arbeider med både konkrete saker og meir overordna saker, som kommuneplan, regional planstrategi (fylkeskommunane) økonomiplan og årsbudsjett, med størst vekt på dei konkrete og spesifikke sakene. Legitimiteten til råda blir for ein stor del avgjort av i kor stor grad dei greier å påverke og oppnå resultat på vegner av gruppa dei representerer. Materialet som er samla inn til rapporten frå NIBR 2014:14, viser at dei viktigaste aktivitetane i råda er å gje fråsegner til kommunen. Nesten like viktig er den direkte kontakten mellom råda og kommuneadministrasjonen. Når representantar for administrasjonen på ulike fagområde møter i råda, kan dei utveksle meiningar og oppklare misforståingar, og råda får høve til å kome med innspel i aktuelle saker. Det varierer i kor stor grad råda kjem med innspel når kommunen ber om det, men eit fleirtal svarer at dei alltid gjev tilbakemelding. Det er også dei som i størst grad opplever å ha påverknadskraft. Av eldreråda er det 28 prosent som har myndigheit til å avgjere korleis eit visst pengebeløp skal fordelast. 13 prosent av råda for menneske med nedsett funksjonsevne har slik myndigheit. Det er ein sterk tendens til at råda kjem seint inn i sakshandsamingsprosessen. Dei får først uttale seg etter at det er gjeve innstilling i saker. Eit lite mindretal er med og førebur sakene. På fylkesnivå er det noko meir vanleg at råda kjem med tidleg i prosessen. Når det gjeld kva som kan gjerast for å auke påverknaden til råda, seier rapporten: Sjølv om det er eit fleirtal som svarer at dei har ganske stor eller stor påverknad, opplever ein fjerdedel av begge typar råd at dei har liten eller ingen påverknad. Særleg i kommunar som har felles råd for eldre og menneske med nedsett funksjonsevne, er det mange av råda, 41 prosent, som opplever at dei har liten eller ingen påverknad. Når det gjeld innslag av medverknadstiltak for barn og unge og korleis dei fungerer, blei den siste større studien publisert i 2009 i rapporten De unge stemmene, som er utarbeidd av Lillian Knudtzon og Trond Tjerbo (NIBR-rapport 2009:34). I tillegg har departementet fått samla inn data om innslaget av representasjonsordningar for barn og unge til KMDs kommunale organisasjonsdatabase med dei siste tala frå 2016. I 2016 har ca. 76 prosent av kommunane ei ordning med ungdomsråd, ca. 24 prosent har barn og unges kommunestyre, og om lag 90 prosent har éi av desse ordningane eller begge. Knudtzon og Tjerbo viser at av kommunar med under 5 000 innbyggjarar var det i 2009 74 prosent som hadde ei representasjonsordning for unge. Ifølgje KMDs kommunale organisasjonsdatabase hadde dette talet stige til 85 prosent i 2012. Av kommunane med mellom 5 000 og 20 000 innbyggjarar var det i 2016 94 prosent som hadde ei ordning for ungdom, og i kommunar med mellom 20 000 og 50 000 innbyggjarar 97 prosent. Alle kommunar med meir enn 50 000 innbyggjarar hadde ei medverknadsordning for unge både i 2009 og i 2016. Knudtzon og Tjerbo (2009) peiker likevel på at nokre av dei kommunane som ikkje har etablert ei meir permanent representasjonsordning, legg til rette for å involvere barn og unge, til dømes gjennom høyringar. I nokre kommunar er ungdom også representerte i eit ordinært kommunalt utval eller ved at dei får leggje fram saker i kommunestyret. Ungdomsråda er stort sett sette saman av ungdom mellom 13 og 19 år, med ein gjennomsnittsalder på yngste deltakar på 14 år og ein gjennomsnittsalder på eldste medlem på 18 år. Men det er også eit visst innslag av råd med medlemmer under 12 år og råd med medlemmer over 19 år. Barn og unges kommunestyre har ein litt yngre profil, med ein gjennomsnittsalder på yngste deltakar på 12 år og ein gjennomsnittsalder på eldste deltakar på 17 år (Knudtzon og Tjerbo, 2009). I gjennomsnitt hadde ungdomsråda i 2009 ni medlemmer og barn og unges kommunestyre 26 medlemmer. Men talet varierte, og studien viste at det kunne vere så få som fire medlemmer i råda og så mange som 80 medlemmer i barn og unges kommunestyre. Både jenter og gutar var godt representerte i råda, med ein kjønnsbalanse i favør av jentene. Når det gjeld val til representasjonsorgana, var det mest vanlege i 2009 direkte val i skulen. Det er også vanleg at elevråd er representerte, og at fritidsklubbar vel representantar. Nokre kommunar spør ungdom direkte om dei vil sitje der. I tillegg er det innslag av val på opne møte i kommunen. I studien til Knudtzon og Tjerbo (2009) fekk vi to indikatorar på ressurssituasjonen for ungdomsråda. Den eine var knytt til godtgjering. I 54 prosent av kommunane fekk ungdomsråda møtegodtgjering, medan dei i 44 prosent av kommunane ikkje fekk det. Når det gjeld barn og unges kommunestyre, var det eit stort fleirtal av kommunane som ikkje gav godtgjering. Den andre indikatoren var om råda og kommunestyra får disponere midlar til fordeling. Dei aller fleste har midlar til fordeling. 91 prosent av barn og unges kommunestyre fordelte i 2009 i gjennomsnitt 90 000 kroner, og 82 prosent av ungdomsråda fordelte i gjennomsnitt 56 000 kroner. Dei viktigaste aktivitetane i ungdomsråda og i barn og unges kommunestyre ser ut til å vere diskusjonsforum for tema som angår barn og unge, og å stå som initiativtakar/framleggsstillar til kommunen for tiltak for barn og unge. Særleg ungdomsråda er viktige som formell høyringsinstans. Fleirtalet av kommunane, når det gjeld både ungdomsråda og barn og unges kommunestyre, ser det som ei viktig oppgåve å vere informantar eller gje råd til kommunane i saker dei har fått tilsendt. Møtefrekvensen i ungdomsråda varierte i 2009 frå eitt til 20 møte i året. I gjennomsnitt viste studien til Knudtzon og Tjerbo (2009) at det var 7,6 møte i året. I barn og unges kommunestyre var det mest vanlege å ha eitt møte i året (i underkant av 30 prosent av kommunane), men i dei fleste av kommunane med denne representasjonsforma var det frå 2 til 6 møte og i gjennomsnitt 3,8 møte i året. Det ser ut til å vere ei utbreidd oppfatning i kommunane at barn i alderen 8 til 12 år i liten grad får høve til å påverke gjennom medverknadsordningar. Når det gjeld ungdom mellom 13 og 18 år, er oppfatninga meir positiv, kommunane meiner at dei får vere med og påverke utforming av kulturtiltak og fritidsklubbar. På andre saksområde, som helsetiltak for unge, skule og utdanning og stadutvikling, der det kunne vore naturleg at unge fekk høve til å påverke, er påverknaden vurdert som svak. Knudtzon og Tjerbo (2009) skriv: Behovet for meir kunnskap om korleis kommunane meiner at dei ulike ordningane med ungdomsmedverknad har fungert, var bakgrunnen for at dåverande Arbeidsdepartementet, Barne-, likestillings- og inkluderingsdepartementet og Kommunal- og regionaldepartementet sende ut eit høyringsbrev 20. august 2013 om lovfesting av ei medverknadsordning for ungdom. Departementa ønskte tilbakemeldingar om korleis ei eventuell lovfesting om medverknad for ungdom burde utformast. Høyringsfristen var 25. november 2013, men blei utvida til 31. desember 2013. Det kom inn 132 høyringssvar. Ni fylkeskommunar, 41 kommunar og ei rekkje organisasjonar deltok i høyringa. I høyringsnotatet blei kommunane og fylkeskommunane bedt om å gjere greie for kva erfaringar dei hadde med ungdomsmedverknad, og kva dei meinte ei lovfesta medverknadsordning for ungdom burde innehalde. Departementa føreslo ingen lovføresegner, men skisserte nokre problemstillingar dei ønskte å få innspel på. I over 80 prosent av høyringssvara var det eit ønske at ungdomsmedverknad skulle lovfestast. Dei tre største kommunane i landet var positive til ei slik lovfesting, medan KS var imot å ha ei lovpålagd ordning med ungdomsmedverknad. Av kommunane som var for lovfesting, meinte eit fleirtal at kommunelova skulle ha ei generell føresegn om medverknadsordningar i staden for ei ny, eiga lov. KS meinte også at ei eventuell lovfesting burde kome i kommunelova. Det var stor variasjon i høyringssvara når det gjaldt korleis valet av ungdomsrepresentantar skulle gå føre seg, nedre og øvre aldersgrense, valbarheit og valperiode, kva slags myndigheit ungdommane skulle ha, etc. Fleire høyringsinstansar gav uttrykk for at ordninga måtte vere fleksibel og gje kommunane handlingsrom til å finne gode, lokale løysingar. Noreg ratifiserte 1. september 1989 det europeiske charteret om lokalt sjølvstyre. Charteret inneheld føresegner om lokalt sjølvstyre og om forholdet mellom nasjonale og lokale styresmakter med sikte på å sikre lokalt sjølvstyre. Noreg reserverte seg ikkje mot nokon av artiklane i charteret og er folkerettsleg forplikta av alle føresegnene. Charteret er ikkje inkorporert som ein del av norsk rett, noko som inneber at norsk rett kjem først dersom det skulle vere motstrid mellom charteret og norsk rett. Charteret kan likevel ha ein påverknad på norsk rett som eit tolkingsmoment der norsk rett er uklar. Noreg ratifiserte 16. desember 2009 også ein tilleggsprotokoll om innbyggjardeltaking til charteret om lokalt sjølvstyre. Charteret omfattar forholdet mellom staten og lokale styresmakter. Tilleggsprotokollen utvidar verkeområdet for charteret til å omfatte forholdet mellom dei lokale styresmaktene og innbyggjarane. Protokollen inneheld føresegner om ansvaret medlemsstatane har for å leggje til rette for innbyggjardeltaking lokalt – ikkje berre i val, men også mellom val. Medlemsstatane skal gjennom ulike tiltak realisere retten til innbyggjardeltaking. Det kan mellom anna skje gjennom informasjonstiltak, etablering av prosedyrar for involvering av innbyggjarane, ordningar for dokumentinnsyn hos lokale styresmakter og mekanismar for handtering av klagar. Frå norsk side vurderte ein det slik at regelverket vi har i kommunelova, forvaltningslova og offentleglova, til saman oppfyller krava i tilleggsprotokollen. FN-konvensjonen om rettane til menneske med nedsett funksjonsevne frå 2006 skal sikre lik tilgang til menneskerettane for personar med funksjonsnedsetjing. Noreg ratifiserte konvensjonen i 2013. Konvensjonen er ikkje inkorporert i norsk lov. Føremålet med konvensjonen er å sikre at menneske med nedsett funksjonsevne kan nyte menneskerettane fullt ut, utan forskjellsbehandling. Konvensjonen inneheld ei rekkje føresegner som tolkar korleis menneskerettane er å forstå når det gjeld menneske med nedsett funksjonsevne, og byggjer på ei erkjenning av at dei andre FN-konvensjonane ikkje har vore effektive når det gjeld å hindre barrierar som først og fremst rammar personar med nedsett funksjonsevne. Konvensjonspartane har plikt til å setje i verk alle nødvendige tiltak, også gjennom lova, for å realisere rettane som er nedfelte i konvensjonen, og kjempe mot diskriminering av personar med nedsett funksjonsevne, jf. artikkel 4. Statane skal respektere retten til ikkje å bli diskriminert, verne personar med nedsett funksjonsevne mot diskriminering frå andre og setje i verk tiltak for å fremje likestilling. Konvensjonen omfattar både sivile, politiske, økonomiske, sosiale og kulturelle rettar. Konvensjonen pålegg statane å leggje til rette for at menneske med nedsett funksjonsevne kan delta aktivt i prosessar som fører fram til politikk og program. Det gjeld både generell politikk og program og spørsmål som vedkjem personar med funksjonsnedsetjing direkte (jf. fortalen pkt. o). Artikkel 4 nr. 3 presiserer at statane skal trekkje inn og rådføre seg med menneske med nedsett funksjonsevne ved organisasjonane deira, i utforming av lovgjeving og politikk som er knytt til grunnleggjande rettar for menneske med nedsett funksjonsevne. Statane skal leggje til rette for at personar med funksjonsnedsetjing kan delta i interesseorganisasjonar (artikkel 29 bokstav b). At barn og unge har rett til å seie kva dei meiner, og til å bli høyrde er heimla i FN-konvensjonen om barnerettane, artikkel 12. Det følgjer av artikkel 12 at barn skal ha rett til å gje uttrykk for synspunkta sine i saker som vedkjem dei, og at synspunkta skal tilleggjast vekt i samsvar med alderen og utviklinga deira. Denne retten gjeld òg i rettssaker og forvaltningssaker. Føresegna gjev uttrykk for eit generelt prinsipp, og det er opp til statane å presisere og konkretisere føresegna på dei ulike saksområda. Dette er rettar på individnivå. Utviklinga av retten til å involvere barn på gruppenivå og gjennom representative ordningar i kommunane har fått større merksemd opp gjennom åra. FNs barnekomité rår i september 2006Committee on the rights of the child, day of general discussion on the right of the child to be heard, Fortythird session 11.–29. September 2006 landa til å gå frå usystematiske tilnærmingar av retten til medverknad til systematisk inkludering i politiske saker for å sikre at barn kan uttrykkje synspunkta sine og systematisk delta i alle saker som vedkjem dei. Komiteen oppmodar partane til å følgje opp plikta til å sørgje for at barnet blir teke omsyn til i ressursallokering, og at mekanismar for å leggje til rette for barns deltaking blir institusjonaliserte. For å følgje opp barns rett til å bli høyrde har Noreg levert ein eigen barnerapport i samband med rapporteringa til FN i 2008 og 2016. Føremålet er å la barn og unges synspunkt bli høyrde direkte. Barnekonvensjonen har vore gjeldande som norsk lov sidan 2003. FNs barnekomité har rådd norske styresmakter til å gjere det enklare for barn og unge å delta og i tillegg sikre at det blir lagt vekt på synspunkta deira. Sakshandsamingsreglane i kapittel 6 i kommunelova har føresegner om mellom anna handsaming av saker i møte, openheit, avrøystingar og val av medlemmer til folkevalde organ. Det står i § 29 at desse reglane gjeld for «folkevalgte organer». Folkevalde organ er her ikkje berre dei direkte valde kommunale sjølvstyreorgana, som kommunestyret og fylkestinget – omgrepet omfattar i utgangspunktet også alle kollegiale organ som er sette ned i medhald av kommunelova, sjølv om desse organa er indirekte valde. Råd for eldre, for personar med nedsett funksjonsevne og for ungdom, der medlemmene blir valde av eit kommunestyre eller eit fylkesting, er difor å rekne som folkevalde organ. Nedanfor er ei kort oversikt over sentrale sakshandsamingsreglar for folkevalde organ. Retten til å krevje seg friteken frå val til andre folkevalde organ enn kommunestyret er regulert i kommunelova § 14 nr. 1 bokstav c. Etter denne føresegna kan for det første den som har vore medlem av vedkomande organ dei siste fire åra, krevje seg friteken frå valet. I tillegg kan medlemmer av politiske parti krevje fritak frå å stå på listeframlegg som ikkje er sette fram av dette partiet. Kommunelova §§ 36, 37 og 38 a har reglar om at begge kjønn skal vere representerte når det skal veljast medlemmer til folkevalde organ. Etter kommunelova § 40 nr. 1 har den som er vald som medlem av eit kommunalt eller fylkeskommunalt organ, plikt til å delta i møta i organet, med mindre han eller ho har gyldig forfall, til dømes på grunn av sjukdom eller vektige velferdsgrunnar. I tillegg til gyldig forfall fører inhabilitet til at ein medlem må fråtre under handsaminga av ei sak, jf. § 40 nr. 3. Oppnemninga av medlemmer skal gjelde for valperioden. Ein medlem av rådet kan søkje om fritak frå vervet før funksjonstida er ute, når vedkomande ikkje «uten uforholdsmessig vanskelighet eller belastning kan skjøtte sine plikter i vervet», jf. kommunelova § 15 nr. 2. Fritaksgrunnar kan vere helseproblem, arbeidsforhold og andre velferdsgrunnar som gjer det ekstra vanskeleg å stå i vervet. Møta i eldreråda, råda for menneske med funksjonsnedsetjing og felles råd for desse gruppene er i tillegg til ungdomsråda opne for alle, med mindre ein særskild heimel eller eit spesielt vedtak gjev grunn til å lukke møtet, jf. kommunelova § 31 om møteoffentlegheit. Møta må kunngjerast slik at alle som kan ha interesse av å vere til stades på eit møte, får kjennskap til tid, stad og dagsorden i samsvar med kommunelova § 32 nr. 3. Det skal etter kommunelova § 30 nr. 3 førast møtebok over saker som er handsama av råda. Kvart kommunestyre/fylkesting bestemmer sjølv korleis møtebøkene skal førast. Det følgjer av kommunelova § 39 nr. 1 at kvart kommunestyre og fylkesting skal lage eit reglement for råda der det blir presisert nærare korleis desse gruppene kan arbeide for å påverke dei kommunale og fylkeskommunale avgjerdsprosessane, og kva sakstypar dei skal gje råd i. Kommunar og fylkeskommunar har eit særleg ansvar for å lage eit reglement for ungdomsmedverknad som er tilpassa denne gruppa, slik at det er lett å forstå kva som krevst ifølgje lov og forskrifter. Ei god sekretariatsordning er viktig for å nå dette målet. Eldreråd, ungdomsråd, råd for personar med funksjonsnedsetjing og felles råd for desse gruppene er forvaltningsorgan etter forvaltningslova § 1 andre punktum. Reglane i forvaltningslova kjem dermed til bruk. Råda skal ikkje handsame saker som kan munne ut i einskildvedtak etter definisjonen i forvaltningslova § 2 a, jf. b. Forvaltningslova kapittel IV til VI vil dermed ikkje gjelde for sakshandsaminga i råda, derimot gjeld reglane i kapittel II og III i forvaltningslova. Det er særleg føresegnene i kapittel II om inhabilitet, saman med særreglane som følgjer av § 40 nr. 3 i kommunelova, som vil vere aktuelle for rådsmedlemmene ved behandling av saker. Eldreråd, ungdomsråd, råd for personar med funksjonsnedsetjing og felles råd for desse gruppene må rette seg etter offentleglova, der retten til innsyn i saksdokument, journalar og liknande register er regulert, jf. §§ 1 og 2. Eit innsynskrav etter offentleglova gjeld etter § 3 journalane og saksdokumenta til eit organ, altså dei dokumenta som gjeld ansvarsområdet eller arbeidsområdet til organet. Det følgjer av offentleglova § 29 første ledd andre punktum at eit innsynskrav skal handsamast «utan ugrunna opphald». Etter praksis frå mellom andre Sivilombodsmannen og lovavdelinga i Justisdepartementet er det så fort som mogleg og seinast innan tre arbeidsdagar når det handlar om vanlege innsynskrav, altså krav som gjeld vanlege brev, notat osv. Føremålsføresegna i plan- og bygningslova framhevar openheit og medverknad generelt som eit verkemiddel for å fremje berekraftig utvikling til beste for den einskilde, samfunnet og framtidige generasjonar. Prinsippet om universell utforming skal leggjast til grunn i all plan- og byggjeverksemd, og omsynet til interesser og oppvekstvilkår for barn og unge skal få særleg merksemd, jf. pbl. § 5-1, andre avsnitt. Det skal også sikrast at grupper som ikkje er i stand til å delta direkte, får høve til å medverke på annan måte. Medverknad og open deltaking i planprosessen gjeld uavhengig av om planframleggsstillaren er offentleg eller privat, men planmyndigheita har ansvar for å sikre at medverknad i planlegginga er utført, jf. pbl. § 5-1 første ledd andre setning. Planmyndigheita skal i framstillinga av planforslaget formidle korleis innspela frå dei ulike interessene er tekne vare på. Etter pbl. § 3-2 har alle offentlege organ rett og plikt til å delta i planlegginga når planlegginga verkar inn på saksfeltet eller planane og vedtaka deira, og gje planmyndigheitene informasjon som har betyding for planlegginga. Føremålet med diskriminerings- og tilgjengelova – lov av 21. juni 2013 nr. 61 om forbud mot diskriminering på grunn av nedsatt funksjonsevne – er å fremje likestilling uavhengig av funksjonsevne. Lova forbyr diskriminering og stiller krav om universell utforming, individuell tilrettelegging og aktivt arbeid for likestilling. Lova inneheld også reglar om korleis lova skal handhevast, og kva rettslege reaksjonar som finst dersom lova blir broten. Diskriminerings- og tilgjengelova av 2013 erstattar den tidlegare lova av 20. juni 2008 med same namn og er ei gjennomføring på nasjonalt nivå av den grunnleggjande menneskeretten det er å ikkje bli diskriminert på grunn av nedsett funksjonsevne. Kommunane og fylkeskommunane har plikt til å opprette eldreråd for kvar valperiode, jf. lov 8. november 1991 nr. 76 om kommunale og fylkeskommunale eldreråd §§ 1 og 5. Føremålet med eldreråda er å sikre at dei eldre kan vere med og påverke i saker som gjeld levekåra for eldre. Det at eldrerådet opptrer tverrpolitisk og uavhengig, er med på å sikre at synet deira på saker som gjeld eldre, blir ein del av grunnlaget for avgjerdene som blir tekne i lokalpolitikken. Eldrerådet er eit rådgjevande utval som har mandat til å kome med fråsegner, oppmodingar og råd til sitt eige kommunestyre/fylkesting, jf. eldrerådslova §§ 3 og 7. Eldreråda har ikkje avgjerdsmyndigheit, men kan ta opp saker på eiga hand og be kommunestyret/fylkestinget om å setje aktuelle saker på dagsordenen. Hovudoppgåva til eldreråda er å uttale seg om «alle saker som gjeld levekåra for eldre», jf. §§ 3 og 7. Dersom det er tvil om saka gjeld eldre, følgjer det av førearbeida at saka bør leggjast fram for eldreråda. Det er kommunestyret/fylkestinget som nemner opp og avgjer kor mange medlemmer eldrerådet skal ha, jf. §§ 2 og 6. Pensjonistforeiningar har rett til å kome med framlegg til medlemmer. Fleirtalet av rådsmedlemmene skal vere alderspensjonistar i kommunen. Kommunestyret kan vedta å opprette eit felles råd for eldre og personar med nedsett funksjonsevne, jf. § 4 a. Råda bør ikkje vere for store. I rettleiaren i eldrerådsarbeid frå Statens seniorråd går det fram at erfaring viser at dei fleste eldreråda har frå fem til sju medlemmer. Arbeids- og sosialdepartementet tilrår i rundskrivet om kommunale og fylkeskommunale eldreråd (A-32/2007) at både eldrerådet og pensjonistforeiningane får uttale seg før kommunestyret/fylkestinget fastset kor mange medlemmer eldrerådet skal ha. Det er ein føresetnad i kommunelova § 10 nr. 3 at det også skal veljast varamedlemmer til rådet. I høyringsnotatet føreslo departementet å samle reglane om kommunal organisering i ei ny generell føresegn i kommunelova § 10 b om råd for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom. Dagens lovfesta ordning med eldreråd skulle i all hovudsak førast vidare med ei lita endring i forhold til gjeldande rett i definisjonen av «eldre». Departementet føreslo ei nedre aldersgrense for eldre på 60 år. Målet er å gjere det enklare for kommunane å administrere medverknadsordningane når råda blir flytta over til kommunelova med detaljerte føresegner for kvar enkelt ordning og med eitt departement til å administrere dei, Kommunal- og moderniseringsdepartementet. Også for medlemmene i eldrerådet vil det bli lettare å få oversikt over kva krav rådet kan stille til kommunen. Departementet beskreiv i høyringsnotatet utførleg kva for reglar som ville inngå i ei framtidig forskrift om eldreråd: kva som skulle stå i ein føremålsparagraf, korleis rådet skulle opprettast og organiserast, korleis valet og samansetnaden av rådet skulle vere, kva oppgåver rådet skulle ha, og i tillegg ei opning for å ha eit felles råd for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Departementet har fått mange høyringssvar til framlegget om ei ny føresegn i kommunelova om råd for eldre. Ein del av høyringssvara er frå ulike organisasjonar som representerer dei eldre, men dei aller fleste kjem frå dei enkelte kommunane og eldreråda. Eit stort fleirtal av høyringsinstansane, mellom dei KS, er positive til framlegget om å heimle medverknadsordningane i ei ny felles føresegn i kommunelova, medan mange av organisasjonane som representerer dei eldre, er imot. Seniorenes fellesorganisasjon, Pensjonistforbundet og Seniorsaken er alle negative til å oppheve særlova. Ser vi på høyringsfråsegnene frå eldreråda, er 40 av dei for lovforslaget og 15 imot. Dei høyringsinstansane som er positive til at regelverket om eldreråd blir flytta over til kommunelova, framhevar at det er ein fordel at eldreråda sorterer under det departementet som administrerer kommunelova: Flora eldreråd ser det som positivt at regjeringa er oppteken av å halde fast på den lovfesta retten for eldre og funksjonshemma sine råd i kommunar og fylkeskommunar. Å gjere denne retten til ein del av kommunelova har Flora eldreråd ingen merknad til. Nordre Land kommune støtter Kommunal- og moderniseringsdepartementet sitt forslag om å endre kommunelova ved å tilføye ny § 10 b i kommunelova, jf. høringsnotatet fra Kommunal- og moderniseringsdepartementet datert den 15.02.2016. Nordre Land kommune mener lovendringen vil styrke eldrerådenes rettigheter og plikter i den offentlige forvaltningen i Norge. Dei høyringsinstansane som er negative til lovframlegget, hevdar at rettane til eldre og personar med funksjonsnedsetjing blir svekte ved at særlover blir erstatta med ein paragraf i ei generell lov med tilhøyrande forskrifter som seinare kan endrast i deira disfavør. Seniorenes fellesorganisasjon meiner at påverknaden frå eldreråda i kommunane må styrkjast, og at det difor er viktig at mest mogleg av funksjonen deira blir regulert i lov og ikkje i forskrift. Pensjonistforbundet og SAKO-organisasjonane (LO-Stats Pensjonistutvalg, Telepensjonistenes Forbund, Fagforbundets sentrale pensjonistutvalg, Postens Pensjonistforbund, Politiets Pensjonistforbund, Jernbanepensjonistenes Forbund og Statens Vegvesens Forbund) skriv i ei felles høyringsfråsegn: Fleire av høyringsinstansane understrekar at det er viktig at eldreråda ikkje skal få svekt påverknad, og dei er opptekne av at endringa sikrar minst like gode vilkår for eldreråda. Bydel Frogners seniorråd vil også behalde eldrelova og skriv i høyringsfråsegna: Fleire høyringsfråsegner er opptekne av departementet sin definisjon av «eldre» i merknaden til ny § 10 b i kommunelova. Helse- og sosialutvalget i Gaular kommune er av den motsette oppfatninga: Statens seniorråd er einig i at det i denne samanhengen er føremålstenleg å definere eldre som personar som har fylt 60 år, og dermed gå bort frå kravet om at fleirtalet i eldrerådet skal vere alderspensjonistar. Rådet er oppteke av at alderssamansetnaden i eldreråda må vere vid. Helse- og sosialutvalget i Gaular kommune er av motsett oppfatning: Pensjonistforbundet Oslo er også ueinig i framlegget om aldersgrense for medlemmene i rådet: Fleire høyringsfråsegner ønskjer at eldreråda skal få meir å seie enn dei har etter dagens eldrelov. Sør-Varanger eldreråd uttaler: Mange er også bekymra for at departementet framleis opnar for felles råd for eldre og personar med funksjonsnedsetjing: Lovframlegget inneber at det framleis skal vere lovpålagt for kommunar og fylkeskommunar å opprette eldreråd. Føresegnene i eldrerådslova blir i all hovudsak førte vidare ved at det seinare blir fastsett forskrifter for denne medverknadsordninga. Det er riktig – som fleire høyringsinstansar peiker på – at det vil vere enklare for departementet å endre forskriftene for eldrerådet enn å gjere justeringar i ei særlov. Men dette argumentet kan ikkje vere avgjerande. Departementet meiner at det er fleire fordelar ved å samle reglar om kommunal organisering i kommunelova i staden for å ha ulike medverknadsordningar som er regulerte i særlover og administrerte av ulike departement. Slik departementet ser det, vil det særleg for kommunane vere ei forenkling når ordningane sorterer under éi lov og eit departement. Departementet har som mål at eldreråda skal følgjast betre opp enn i dag. Kommunane må streve etter å gi god bistand og sørgje for å involvere råda tidleg i alle saker som gjeld levekåra for eldre. Ved å setje inn ei ny føresegn om obligatoriske eldreråd i kommunelova meiner departementet at ordninga med eldreråd vil bli betre integrert enn i dag. Departementet fekk innspel i høyringa knytt til definisjonen av «eldre». I forslaget er «eldre» som gruppe definert etter alder og ikkje etter til dømes pensjonsstatus. Departementet meiner difor at det ikkje er riktig å definere kategorien «eldre» etter om dei har pensjon eller ikkje. Mange av dei vil dessutan vere i arbeid. Eit anna moment her er at menneske mellom 50 og 60 år er godt representerte i kommunestyra, medan dei som er over 67 år, er underrepresenterte. Det er difor, slik departementet ser det, problematisk å gje ein god grunn for å utvide kategorien «eldre» til menneske under 60 år som har oppnådd pensjonsalder. Fleire høyringsinstansar ønskjer at eldrerådet i større grad enn i dag skal få høve til å møte og tale direkte til medlemmene i kommunestyret. Den representative styringsmodellen er kjernen i det formelle lokalpolitiske styringssystemet. Innbyggjarane gjev ved val kommunestyre- og fylkestingsmedlemmer myndigheit til å ta avgjerder på deira vegner. Dei vel politiske representantar som skal sørgje for det felles beste for innbyggjarane og sjå på dei ulike interessene under eitt når det skal takast avgjerder. Medlemmene i kommunale og fylkeskommunale organ har i kraft av vervet talerett og rett til å kome med framlegg i saker som organet handsamar. Denne retten følgjer ikkje direkte av lov, men av møte- og stemmeretten til dei folkevalde, jf. kommunelova § 30. Det er medlemmene i organet som har ordinær tale-, framleggs- og stemmerett i formelle møte i eit kommunalt eller fylkeskommunalt organ. Det å gje andre enn dei valde representantane i eit organ dei same rettane reiser nokre grunnleggjande demokratiske spørsmål. Medlemmer i ulike medverknadsordningar får då dei same rettane som ordinære kommunestyre- og fylkestingsmedlemmer, og dei vil kunne tvinge fram avrøystingar som dei som framleggsstillarar ikkje kan delta i eller bere ansvaret for overfor innbyggjarane. Departementet ønskjer at råda framleis skal vere rådgjevande organ overfor kommunen for interessene til ei særleg gruppe. Ei anna sak er at eit kommunestyre, for å sikre ein open, brei og tilgjengeleg medverknad, kan gje representantar for desse medverknadsorgana taletid under handsaminga av ei sak. Det kan i mange tilfelle vere ein god måte å kaste lys over ei sak på. Departementet beskreiv i høyringsnotatet kva reglar som seinare vil bli fastsette for kvar einskild medverknadsordning. Det er særleg to av framlegga som har vekt reaksjonar i høyringa, og som departementet difor kort vil gå nærare inn på. For det første har fleire av høyringsinstansane uttrykt uro over at departementet i høyringsnotatet skreiv at eldreråda skulle handsame «saker som er av særlig betydning for de eldres levevilkår». Dette er blitt oppfatta som ei innsnevring av gjeldande rett, og mange meiner det er uklart kva som ligg i omgrepet. Det er difor viktig for departementet å streke under at det ikkje har vore meininga å unnta fleire saker enn dei eldreråda skal handsame etter dagens lov. Ved fastsetjinga av forskrifta for eldrerådet vil departementet bruke nemninga «alle saker som gjelder eldres levevilkår». For det andre er det mange høyringsinstansar som er negative til at departementet opnar for å føre vidare dagens ordning med felles råd for eldre og personar med nedsett funksjonsevne. Departementet er einig i at desse to gruppene har ulike behov og utfordringar. Det er difor viktig for departementet å streke under at dette skal vere eit alternativ for kommunane i dei tilfella det er vanskeleg å få på plass separate råd for desse gruppene. Hovudregelen er at kommunen skal opprette to separate råd – eitt for kvar av dei to gruppene. Når det gjeld dei andre føresegnene om kva som skal stå i forskriftene om eldreråd, har mange høyringsinstansar gjeve utførlege kommentarar og framlegg til forbetringar. Dette er viktige innspel som departementet tek med seg i arbeidet med å ferdigstille forskrifta. Høyringa viser at det er eit stort fleirtal som er positive til framlegget om å heimle medverknadsordningane i ei felles føresegn i ei ny § 10 b i kommunelova. Departementet held på denne bakgrunnen fast ved framlegget i høyringsnotatet. Alle kommunar og fylkeskommunar skal ha eit råd eller ei anna representasjonsordning for menneske med nedsett funksjonsevne, jf. lov 17. juni 2005 nr. 58 om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne m.m. §§ 1 og 2. Kommunane og fylkeskommunane skal sørgje for at menneske med nedsett funksjonsevne blir sikra ein open, brei og tilgjengeleg medverknad i arbeidet med saker som er særleg viktige for dei. Det gjeld mellom anna arbeid mot diskriminering på grunn av nedsett funksjonsevne, tilgjengelegheit og likeverdige tenester for menneske med nedsett funksjonsevne. Medverknaden skal i hovudsak skje gjennom rådgjeving og fråsegner. Føremålet med råda er mellom anna å medverke til at menneske med nedsett funksjonsevne får tilgang til dei kommunale og fylkeskommunale tenestene som er nødvendige for at dei skal kunne fungere best mogleg. Det kan gjelde både lovpålagde og ikkje lovpålagde tenester. Rådet skal medverke til å synleggjere behova ulike grupper med nedsett funksjonsevne har, og kva som er gode løysingar for dei. Kommunestyret bestemmer kor mange medlemmer rådet skal ha. Etter lova er det ulike alternativ når det gjeld organiseringa: Barne- og likestillingsdepartementet har streka under at det er viktig at organisasjonar for personar med nedsett funksjonsevne er med i prosessen med val av ordning, og at det bør leggjast avgjerande vekt på kva dei meiner. I høyringsnotatet føreslo departementet å samle reglane om kommunal organisering i ei ny generell føresegn i kommunelova § 10 b om råd for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom. Dagens lovfesta ordning med råd for menneske med nedsett funksjonsevne skulle i all hovudsak førast vidare med to endringar. For det første føreslo departementet å bruke nemninga «funksjonsnedsetjing» i tråd med ordbruken i Diskrimineringslovutvalet. For det andre valde departementet å ikkje føre vidare høvet til å velje ei anna medverknadsordning enn «råd». Målet er å gjere det enklare for kommunane å administrere medverknadsordningane når råda blir flytta over til kommunelova med detaljerte føresegner for kvar enkelt ordning og administrerte av eitt departement, Kommunal- og moderniseringsdepartementet. Også for medlemmene i rådet for personar med funksjonsnedsetjing vil det bli lettare å få oversikt over kva krav rådet kan stille til kommunen sin. Departementet beskreiv i høyringsnotatet utførleg reglane i ei framtidig forskrift om råd for menneske med funksjonsnedsetjing: kva som skulle stå i ein føremålsparagraf, korleis rådet skulle opprettast og organiserast, korleis valet og samansetnaden av rådet skulle vere, kva oppgåver rådet skulle ha, og i tillegg ei opning for å ha eit felles råd for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Departementet har fått mange høyringssvar til framlegget om ei ny føresegn i kommunelova om råd for personar med funksjonsnedsetjing. Ein del av høyringssvara er frå ulike organisasjonar som representerer menneske med funksjonsnedsetjing, men dei aller fleste kjem frå dei enkelte kommunane og råda for personar med funksjonsnedsetjing. Eit stort fleirtal av høyringsinstansane, mellom andre KS, er positive til framlegget om å heimle medverknadsordningane i ei ny felles føresegn i kommunelova. Ser vi på høyringsfråsegnene frå råda for personar med funksjonsnedsetjing, er 28 av dei for lovforslaget og sju imot. Dei fleste organisasjonane som representerer denne gruppa, er også positive til lovframlegget. SAFO, som er ein paraplyorganisasjon for Norges Handikapforbund, Norsk Forbund for Utviklingshemmede og Foreningen Norges Døvblinde, skriv: Dei høyringsinstansane som er negative til lovframlegget, hevdar at rettane til personar med funksjonsnedsetjing blir svekte ved at særlover blir erstatta med ein paragraf i ei generell lov med tilhøyrande forskrifter som seinare lett kan endrast i deira disfavør. Råd for mennesker med nedsatt funksjonsevne i Kvinesdal kommune er av same meining: Fleire av høyringsinstansane meiner at Noreg ikkje oppfyller pliktane dei har ifølgje FN-konvensjonen om rettane til menneske med nedsett funksjonsevne (CRPD). Funksjonshemmedes Fellesorganisasjon (FFO) viser til den alternative rapporten frå det sivile samfunnet om korleis Noreg følgjer opp rettane til personar med funksjonsnedsetjingar, og hevdar at det kjem fram kritikk om at det er uklart korleis kommunar og fylkeskommunar følgjer opp prinsippa i konvensjonen, og kva opplæring fagfolk i stat, fylkeskommunar og kommunar får. Organisasjonen viser også til at Noreg ikkje lenger har ei sentral eining for brukarmedverknad, og at det fører til dårleg koordinering av viktige spørsmål for funksjonshemma. Fleire av høyringsinstansane som støttar lovframlegget, strekar under at det er viktig at råda for personar med funksjonsnedsetjing ikkje skal få svekt medverknad, og dei er opptekne av at endringa skal sikre minst like gode vilkår for eldreråda: Fleire høyringsfråsegner er opptekne av departementet sin definisjon av «personar med funksjonsnedsetjing» i merknaden til ny § 10 b i kommunelova. Funksjonshemmedes råd i Eidskog kommune er misnøgd med språkbruken til departementet og skriv: Funksjonshemmedes fellesorganisasjon (FFO) skriv om namn på råd og definisjon av målgruppe: FFO viser også til definisjonen på funksjonshemming i sine eigne vedtekter og strekar under at det uansett val av namn og definisjon er viktig at det er samsvar med det som blir brukt i andre lovtekstar. Norges Handikapforbund (NHF) er, på same måte som dei av høyringsinstansane som har uttalt seg om framlegget om ikkje å føre vidare høvet til å velje ei anna medverknadsordning enn råd, positive til at dette alternativet fell bort, og skriv: Det er fleire høyringsinstansar som strekar under at det er viktig å ha separate råd for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet (Bufdir) vil ha ei anna beskriving av ansvarsområdet til rådet: Fleire høyringsfråsegner ønskjer at råda for personar med funksjonsnedsetjing skal få større medverknad enn dei har etter dagens lov om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne. Lovframlegget inneber at det framleis skal vere lovpålagt for kommunar og fylkeskommunar å opprette råd for personar med funksjonsnedsetjing. Føresegnene i lov om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne blir i all hovudsak førte vidare ved at det blir fastsett ei eiga forskrift for denne medverknadsordninga. Det er riktig som nokre av høyringsinstansane peiker på, at det vil vere lettare for departementet å endre forskriftene for rådet for personar med funksjonsnedsetjing enn å gjere justeringar i ei særlov. Departementet meiner likevel at det er fleire fordelar ved å samle reglar om kommunal organisering i kommunelova i staden for å ha ulike medverknadsordningar som er regulerte i særlover og administrerte av ulike departement. Det vil vere enklare for kommunane at regelverket sorterer under éi lov og eitt departement. Departementet har som mål at råda for personar med funksjonsnedsetjing skal følgjast betre opp enn i dag. Kommunane må streve etter å gje god bistand og sørgje for å involvere råda tidleg i alle saker som gjeld levekåra for personar med funksjonsnedsetjing. Ved å setje inn ei ny føresegn om obligatoriske råd for personar med funksjonsnedsetjing i kommunelova meiner departementet at ordninga med råd vil bli betre integrert i kommunen enn i dag. Dette synspunktet blir framheva av mange høyringsinstansar. Departementet ser at omtalen av FN-konvensjonen om rettane til menneske med nedsett funksjonsevne (CRPD) i høyringsnotatet er noko knapp. CRPD har eigne føresegner om plikta statane har til å sikre medverknad frå brukarane og organisasjonane i fortalen bokstav o) artikkel 4 nr. 3 og artikkel 29 bokstav b). Departementet har difor i kapittel 4.1.2 gitt ein fyldigare omtale av denne konvensjonen og dei viktigaste forpliktingane som Noreg er bunde av. Departementet viser til at føresegnene i konvensjonen er nokså overordna og generelle, og meiner at når medverknadsordninga for personar med funksjonsnedsetjing blir ført vidare i kommunelova med forskrifter, vil Noreg framleis ha eit regelverk som bidreg til å oppfylle dei internasjonale forpliktingane dei har etter CRPD. Når det gjeld innspelet frå Funksjonshemmedes Fellesorganisasjon (FFO) om ei sentral eining for brukarmedverknad, vil departementet vise til at konvensjonen ikkje stiller krav til organisering på detaljnivå. Statane vel sjølve korleis dei gjennomfører rettane. Departementet oppfattar at Noreg oppfyller CRPDs artikkel 4 nr. 3 om plikta til aktivt å trekkje inn og rådføre seg inngåande med menneske med nedsett funksjonsevne gjennom dei organisasjonane som representerer dei, i arbeidet med å utvikle og gjennomføre lovgjeving og politikk, og artikkel 29 om retten til å delta i det politiske og offentlege liv. Fleire av høyringsinstansane har kome med innspel til definisjonen av «personar med funksjonsnedsetjing». Departementet er einig med dei høyringsinstansane, mellom andre Akershus FFO og SAFO, som synest dette er ein for snever definisjon, og viser til omtalen av dette omgrepet i særmerknaden til diskriminerings- og tilgjengelova § 5 i Prop. 88 L (2012–2013): Departementet har endra definisjonen av «personar med funksjonsnedsetjing» i tråd med dette. Det kjem også fram i merknaden til lovframlegget i kapittel 9. Fleire høyringsinstansar ønskjer å gje råda for personar med funksjonsnedsetjing større medverknad enn dei har i dag. Den representative styringsmodellen er kjernen i det formelle lokalpolitiske styringssystemet. Innbyggjarane gjev ved val kommunestyre- og fylkestingsmedlemmer myndigheit til å ta avgjerder på deira vegner. Dei vel politiske representantar som skal sørgje for det felles beste for innbyggjarane og sjå på dei ulike interessene under eitt når det skal takast avgjerder. Medlemmene i kommunale og fylkeskommunale organ har i kraft av vervet tale- og framleggsrett i saker som organet handsamar. Retten til å kome med framlegg følgjer ikkje direkte av lov, men av møte- og stemmeretten til dei folkevalde, jf. kommunelova § 30. Det er medlemmene i organet som har ordinær tale-, framleggs- og stemmerett i formelle møte i eit kommunalt eller fylkeskommunalt organ. Det å gje andre enn dei valde representantane til eit organ dei same rettane reiser nokre grunnleggjande demokratiske spørsmål. Medlemmer i ulike medverknadsordningar får då dei same rettane som ordinære kommunestyre- og fylkestingsmedlemmer, og dei vil kunne tvinge fram avrøystingar som dei som framleggsstillarar ikkje kan delta i eller bere ansvaret for overfor veljarane. Departementet ønskjer at råda framleis skal vere rådgjevande organ for interessene til ei særleg gruppe overfor kommunen. Ei anna sak er at eit kommunestyre, for å sikre ein open, brei og tilgjengeleg medverknad, kan gje representantar for desse medverknadsorgana taletid under handsaminga av ei sak. Departementet beskreiv i høyringsnotatet kva for reglar som seinare vil bli fastsette for kvar enkelt medverknadsordning. Mange av høyringsinstansane har reagert negativt på framlegget om å føre vidare ei ordning som gjeldande rett opnar for – at kommunane kan ha felles råd for eldre og personar med nedsett funksjonsevne. Departementet er einig i at dette er grupper med ulike behov og utfordringar, og strekar under at dette skal vere eit alternativ for kommunane i dei tilfella det er vanskeleg å få på plass separate råd for desse gruppene. Hovudregelen er at kommunen skal opprette to separate råd – eitt for kvar av dei to gruppene. Mange høyringsinstansar har gjeve ytterlegare utførlege kommentarar og framlegg til forbetringar om kva som skal stå i forskriftene om råd for personar med funksjonsnedsetjing. Dette er viktige innspel som departementet tek med seg i det vidare forskriftsarbeidet. Høyringa viser at eit stort fleirtal av høyringsinstansane er positive til framlegget om å heimle medverknadsordningane i ei felles føresegn i ein ny § 10 b i kommunelova. Departementet held fast ved framlegget i høyringsnotatet. Det har vore opp til den einskilde kommunen å bestemme om dei skal ha ei formell medverknadsordning for ungdom. Barn og unge har tradisjonelt vore mindre aktive i lokalpolitikken enn resten av innbyggjarane. Mange kommunar og fylkeskommunar har difor sett i verk tiltak for å få denne gruppa til å bli politisk engasjert i større grad. Rekrutteringa har ofte skjedd med utgangspunkt i skulane og med hjelp frå elevråda. Vanlege medverknadsordningar for ungdom har vore i form av ungdomsråd, barn og unges kommunestyre og ungdommens fylkesting. Ungdomsråd er den ordninga som har vore mest brukt. Råda har vore organiserte forskjellig, og dei har hatt ulike oppgåver og ulik grad av ansvar. Dei fleste ungdomsråda har teke opp saker på eige initiativ og uttalt seg om relevante kommunestyre- og fylkestingssaker. Nokre av råda har også hatt framleggs-, tale- og møterett i kommunestyret. I nokre kommunar har ungdomsråda fått delegert avgjerdsmyndigheit over ein tildelt sum i budsjettprosessen. Fordi ungdomsråda har mangla eit klart mandat og ei sterk formalisering, har det i stor grad vore opp til kvar kommune korleis råda har vore organiserte, og kor stor påverknad dei har hatt. I høyringsnotatet føreslo departementet å samle reglane om kommunal organisering i ei ny, generell føresegn i kommunelova § 10 b om råd for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom, med forskrifter for kvar einskild medverknadsordning. Departementet føreslo at kommunestyret eller fylkestinget sjølv skal bestemme om det skal etablerast eit ungdomsråd med ein valperiode på inntil to år. Det gjekk fram av merknadene til lovframlegget at sjølv om departementet brukte nemninga «ungdomsråd», ville det ikkje vere til hinder for at kommunestyret eller fylkestinget valde ei anna medverknadsform, som ut frå lokale forhold var betre eigna. Departementet ønskte å føre vidare dagens frivillige organisering av ungdomsråd og andre former for ungdomsmedverknad og la det vere opp til kommunane og fylkeskommunane korleis dei organiserer dette innanfor dei rammene lova set. Framlegget om ein valperiode på inntil to år var grunngjeve med at ungdom er i ein livsfase der det er vanskeleg å binde seg til den ordinære valperioden på fire år. Målet er å gjere det enklare for kommunane å administrere medverknadsordningane når råda blir flytta over til kommunelova med detaljerte føresegner for kvar enkelt ordning og administrerte av eitt departement, Kommunal- og moderniseringsdepartementet. Også for medlemmene i eit ungdomsråd vil det bli lettare å få oversikt over kva krav rådet kan stille til kommunen sin. Departementet beskreiv i høyringsnotatet utførleg kva reglar som vil inngå i ei forskrift om ungdomsråd: kva som skulle stå i ein formålsparagraf, korleis rådet skulle opprettast og organiserast, om valet og samansetnaden av rådet og kva oppgåver rådet skulle ha. Departementet har fått mange høyringssvar til framlegget om ei ny føresegn i kommunelova om råd for ungdom. Ein del av høyringssvara er frå ulike organisasjonar som representerer ungdom, men dei aller fleste kjem frå dei enkelte kommunane og ungdommens kommunestyre eller ungdomsrådet. Også mange av eldreråda og råda for personar med funksjonsnedsetjing har gjeve uttrykk for at ordninga med ungdomsråd bør vere obligatorisk. Eit stort fleirtal av høyringsinstansane er positive til framlegget om å heimle medverknadsordningane i ei ny felles føresegn i kommunelova. Det er også stor tilslutning til at det er fornuftig å ha ein kortare valperiode for denne gruppa. Av høyringsfråsegnene frå kommunale ungdomsråd, fylkeskommunale ungdomsråd, ungdommens kommunestyre o.l. er det 62 som er for lovpålagd ungdomsmedverknad og to som er positive til framlegget frå departementet om ei frivillig ordning for kommunane. Både Lavangen ungdomsråd og Ungdommens kommunestyre i Røyken stiller seg bak framlegget frå departementet. KS er imot ei obligatorisk ordning med ungdomsråd, og skriv: Høyringsinstansane som er positive til å ha eit regelverk også for ungdomsråd og andre former for medverknadsordningar for ungdom, peiker på verdien av eit einsarta regelverk. Landsrådet for Norges barne- og ungdomsorganisasjoner (LNU) ønskjer at medverknadsorgan for barn og ungdom skal vere obligatoriske over heile landet, men er positive til framlegget frå departementet om minstekrav til eksisterande medverknadsorgan. Dei meiner det vil bidra til å sikre velfungerande ungdomsråd og liknande organ der dei allereie finst, og at det er positivt at organa blir heimla i ei ny føresegn i kommunelova heller enn i ei særlov. Vest-Agder fylkeskommune er også einig i departementet si vurdering av behovet for eit felles regelverk for ordningar for ungdomsmedverknad, og meiner at det føreslåtte regelverket er fleksibelt nok til at kommunar og fylkeskommunar kan velje den ordninga som passar best for dei ut frå lokale forhold. Dei høyringsinstansane som er negative til at departementet ikkje pålegg kommunane å innføre ungdomsråd eller andre former for medverknadsordningar for ungdom, meiner det er skuffande at ungdom, som einaste gruppe utan stemmerett, ikkje får ei lovpålagd medverknadsordning på linje med eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Ungdommens kommunestyre i Nesset meiner at ungdomsråd bør vere lovpålagt. Dei held fram at det er viktig for ungdommen at nokon taler deira sak, og at arbeidet i ungdomsråd gjev resultat. Dei meiner vidare at også ungdom utan ordinær stemmerett på denne måten får politisk erfaring, og at det bidreg til rekruttering til lokalpolitikken. Leirfjord barne- og ungdomsråd vil ha lovfesting av ungdomsråd i kommunar og fylkeskommunar, og skriv: Norddal eldreråd meiner at ungdomsråda må lovfestast på same måte som eldreråda og råda for menneske med nedsett funksjonsevne: Stange ungdomsråd synest det er viktig at ungdommar kan ha meiningar om det som gjeld ungdom og framtida deira, og at ungdomsrådet blir likestilt med andre råd i kommunen. Vest-Agder fylkeskommune held fram at ungdom er i ei særstilling: Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet (Bufdir) uttaler seg som fagorgan med ei rekkje oppgåver på oppvekst- og leverkårsfeltet for barn og ungdom: Det er også fleire høyringsinstansar som hevdar at Noreg ikkje oppfyller dei internasjonale pliktene dei har ifølgje artikkel 12 i FNs barnekonvensjon om barns rett til å bli høyrde. Både Fylkesmannen i Troms og Fylkesmannen i Akershus viser i høyringssvaret til at artikkel 12 inneber at barn og unge har rett til å bli høyrde og seie meininga si i alle forhold som direkte vedkjem dei. Dei hevdar det er ei plikt for heile samfunnet, også for kommunane. Fylkesmennene meiner vidare at rekkjevidda og betydninga av denne artikkelen i liten grad er kommunisert i høyringsdokumentet ut over den korte teksten i pkt. 3.5.3. Dei viser også til Council of Europe's dokument «Child participation assessment tool», som ikkje er nemnt i høyringsdokumentet. Barneombodet viser til The revised European Charter of the Participation of Young People in Local and Regional Life, sometter ombodet si meining burde leggje føringar for arbeidet med ungdomsmedverknad i departementet. Fleire høyringsfråsegner er opptekne av definisjonen av «ungdom» i merknaden til ny § 10 b i kommunelova. Redd Barna er einig i framlegget om at ungdomsråd skal ha ei øvre aldersgrense på 18 år, men at ungdom som fyller 19 eller 20 år i løpet av valperioden, kan bli sitjande ut perioden. Redd Barna meiner det er viktig med ei slik øvre aldersgrense, og at aldersgrensa ikkje må bli høgare enn det departementet legg opp til. Ungdommens fylkesting i Buskerud meiner at lova bør ta omsyn til at FN definerer «ungdom» som dei som er i aldersgruppa 15–24 år. Landsrådet for Norges barne- og ungdomsorganisasjoner (LNU) støttar lovteksten som er føreslått av departementet, men føreslår primært at aldersgrensa blir teken ut av merknadene til lova, og sekundært at føresegna kan erstattast med eit krav om at ungdom under 18 år skal vere i fleirtal i organet, eller at det kan setjast ei øvre aldersgrense på 26 år med rom for at kommunane sjølve kan setje ei lågare aldersgrense dersom dei ønskjer det. Unge funksjonshemmede meiner at unge med nedsett funksjonsevne i dag er underrepresenterte i ungdomsråda, og organisasjonen ønskjer at denne gruppa må bli betre representert. Organisasjonen har innvendingar til departementet sin definisjon av «ungdom»: Fleire høyringsfråsegner ønskjer at ungdomsråda skal ha framleggs-, møte- og talerett i kommunestyret, mellom andre Barneombodet, som meiner det er nødvendig for at råda skal bli sett på som reelle politiske organ og ikkje berre som eit alibi for politikarar og administrasjon. Nasjonal kompetansetjeneste for læring og mestring innen helse (NK LMH)er oppteken av at ungdommen i Noreg vil ha ulik påverknad på saker som vedkjem dei, avhengig av bustadkommunen: Lovframlegget inneber at det framleis skal vere frivillig for kommunar og fylkeskommunar å opprette ungdomsråd eller liknande medverknadsordningar for ungdom for ein valperiode på inntil to år. Men kommunar som vel å ha ei medverknadsordning for ungdom, ungdomsråd eller liknande ordning (til dømes ungdommens kommunestyre), må følgje det regelverket som er laga for medverknadsordning i kommunelova med forskrift. Departementet konstaterer at eit stort fleirtal av høyringsinstansane er negative til at ordningane for ungdomsmedverknad ikkje er føreslått lovpålagde på linje med råda for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Departementet ser at det er gode argument for at alle kommunar bør ha som mål å ha ei eller anna formell medverknadsordning for ungdom. Det er viktig at ungdom blir lytta til når ein kommune skal gjere vedtak i saker som angår denne gruppa, ikkje minst fordi ungdom under 18 år ikkje har stemmerett. I dag har ni av ti kommunar ei eller anna form for medverknadsordning for ungdom. Det er dermed svært få kommunar som av ulike grunnar ikkje har ei slik medverknadsordning. Kommunestrukturen i Noreg er samansett. Dei kommunane og fylkeskommunane som ikkje har ungdomsråd eller andre former for medverknadsordningar, kan ha problem med rekrutteringa. Ein vanleg situasjon er at 16–18-åringane går på vidaregåande skule utanfor heimkommunen sin. Departementet har tillit til at dersom ungdommen sjølv og/eller «dei vaksne» i ein kommune eller eit fylke ser behov for å formalisere ei eller anna form for ungdomsmedverknad, vil det kome på plass. Departementet håper at ved å innføre eit regelverk for medverknadsordningar, samtidig som kommunane kan velje den medverknadsordninga som passar best for dei, vil det bli mindre arbeidskrevjande for kommunane å administrere ei medverknadsordning for ungdom på lik linje med råda for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Departementet meiner at det er fleire fordelar ved å samle reglar om kommunal organisering i kommunelova i staden for å ha ulike medverknadsordningar som er regulerte i særlover og administrerte av ulike departement. Det er det også fleire av høyringsinstansane som sluttar seg til. Slik departementet ser det, vil det særleg for kommunane innebere ei forenkling å sortere under éi lov og eit departement. Departementet har som mål at ungdomsråda og andre medverknadsordningar skal følgjast betre opp enn i dag, då det er mykje uvisse rundt og også ulik praktisering av ordningane. Nokre kommunar har administrert ei medverknadsordning i strid med kommunelova, til dømes når representantar for ungdomsråda har fått tale- og framleggsrett i kommunestyret. Det er viktig for departementet å streke under at kommunane har eit ekstra stort ansvar for å rettleie ungdommen, som ofte har lite erfaring med kompliserte saksdokument og byråkrati. Kommunane bør streve etter å involvere ungdommen tidleg i alle saker som gjeld levekåra for denne gruppa. Departementet har fått fleire innspel til framlegget om å ha ei øvre aldersgrense for «ungdom» på 18 år. Redd Barna er einig i ei slik øvre aldersgrense, og strekar under at aldersgrensa ikkje må bli høgare enn det departementet legg opp til. Ungdommens fylkesting i Buskerud meiner at lova bør ta omsyn til at FN definerer som «ungdom» personar i aldersgruppa 15–24 år. Departementet meiner at ein må sjå på denne gruppa som ein kulturell kategori. Etter norsk lov er personar frå og med 18 år vaksne. Departementet meiner det er riktig å definere «ungdom» med ei øvre aldersgrense på 18 år, men er samtidig opne for at dersom ein ungdom fyller 19 eller 20 år i løpet av valperioden, skal vedkomande kunne halde fram i vervet ut perioden. Fleire høyringsinstansar er opptekne av at ungdomsråda i mange kommunar i dag fungerer svært bra, og dei er redde for at eit nytt regelverk skal gjere det vanskelegare for kommunane å innføre medverknadsordningar for ungdom. Redd Barna er bekymra for at manglande lovfesting av kommunale og fylkeskommunale medverknadsorgan for barn og unge, samtidig som det blir strengare nasjonale retningslinjer for korleis desse organa skal vere, kan føre til at fleire kommunar og fylke lèt vere å etablere slike organ eller avskaffar dei organa dei allereie har. Redd Barna meiner dette er nok eit argument for at dei nasjonale retningslinjene bør kome saman med ei lovfesting. Når departementet ikkje har ønskt å påleggje alle kommunar å ha ei medverknadsordning for ungdom, men opna for at kvar kommune sjølv kan bestemme både om det skal ha ei slik ordning og om ordninga i så fall skal vere eit ungdomsråd eller ei anna medverknadsordning, er det for at eit rigid regelverk ikkje skal stoppe kommunane frå å innføre ei medverknadsordning for ungdom. Samtidig har det vore nødvendig å klargjere kva reglar kommunane må følgje dersom dei etablerer ei medverknadsordning. For dei kommunane som har praktisert ei ordning i strid med kommunelova, vil eit detaljert regelverk kunne verke rettleiande og oppdragande. For departementet har det vore ønskjeleg å klargjere regelverket partane må følgje, og fjerne uvissa som har rådd om kva rettar ungdomsrepresentantane skal ha. Departementet strekar under at den representative styringsmodellen er kjernen i det formelle lokalpolitiske styringssystemet. Innbyggjarane gjev ved val kommunestyre- og fylkestingsmedlemmer myndigheit til å ta avgjerder på deira vegner. Dei vel politiske representantar som skal sørgje for det felles beste for innbyggjarane og sjå på dei ulike interessene under eitt når dei skal ta avgjerder. Medlemmene i kommunale og fylkeskommunale organ har i kraft av vervet tale- og framleggsrett i saker som organet behandlar. Framleggsretten følgjer ikkje direkte av lov, men av møte- og stemmeretten til dei folkevalde, jf. kommunelova § 30. Det er medlemmene i organet som har ordinær tale-, framleggs- og stemmerett i formelle møte i eit kommunalt eller fylkeskommunalt organ. Det å gje andre enn dei valde representantane til eit organ dei same rettane reiser grunnleggjande demokratiske spørsmål. Medlemmer i ulike medverknadsordningar får då dei same rettane som ordinære kommunestyre- og fylkestingsmedlemmer, og dei vil kunne tvinge fram avrøystingar som dei som framleggsstillarar ikkje kan delta i eller bere ansvaret for overfor veljarane. Departementet ønskjer at ungdomsråda og liknande medverknadsordningar framleis skal vere rådgjevande organ for interessene til ei særleg gruppe overfor kommunen. Eit kommunestyre kan likevel gje representantar for desse medverknadsorgana taletid under handsaminga av ei sak, for å sikre ein open, brei og tilgjengeleg medverknad. Fylkesmannen i Troms meiner det bør fastsetjast ei plikt for kommunane og fylkeskommunane til å etablere ungdomsråd, og embetet viser i høyringssvaret sitt til at FNs barnekonvensjon artikkel 12 inneber at barn og unge har rett til å bli høyrde og seie meininga si i alle forhold som direkte vedkjem dei. Dei meiner dette er ei forplikting for heile samfunnet, også for kommunane, og at rekkjevidda og betydninga av denne artikkelen i liten grad er kommunisert i høyringsdokumentet. Fylkesmannen viser også til Council of Europe's dokument «Child participation assessment tool», som ikkje er nemnt i høyringsdokumentet. Fylkesmannen i Oslo og Akershus og Redd Barna er ueinige i framlegget om at barn og ungdoms rett til deltaking og medverknad ikkje skal lovfestast. Dei framfører i hovudsak dei same momenta som Fylkesmannen i Troms og viser til FNs barnekonvensjon og Europarådet. Departementet er ikkje einig med dei som hevdar at Noreg ikkje følgjer opp sine internasjonale forpliktingar. Barn og unges medverknad er i Noreg regulert gjennom ei rekkje føresegner i spesiallovgjevinga og er eit gjennomgåande prinsipp i all forvaltnings- og tiltakspraksis overfor barn. Den føreslåtte medverknadsordninga for ungdom i kommunelova § 10 b vil styrkje medverknad for ungdom, og inngår som eitt av fleire eksisterande tiltak som skal støtte opp om dette prinsippet. Med heimel i denne føresegna vil departementet seinare fastsetje ei forskrift om ungdomsråd eller ei anna form for ungdomsmedverknad. Ei ny, frivillig ordning med ungdomsråd eller ei anna ordning for medverknad skal ha same status som dei to lovpålagde råda for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Ungdomsråda skal ha rett til å uttale seg om saker som gjeld levevilkåra deira. For at dei reelt skal få høve til å påverke, må dei få sakene i god tid før dei skal handsamast i eit politisk organ. Fråsegnene deira skal vere rådgjevande. Mange høyringsinstansar er opptekne av innhaldet i forskrifta som skal regulere verksemda til ungdomsråda, og har gjeve utførlege kommentarar og forslag til forbetringar i innhaldet i forskriftene som blei presenterte i høyringa. Dette er viktige innspel som departementet noterer seg. Høyringa viser at det er eit stort fleirtal som er positive til framlegget om å heimle medverknadsordningane i ei felles føresegn i ein ny § 10 b i kommunelova. Sjølv om mange av høyringsinstansane er ueinige i at ordninga med ungdomsråd ikkje skal vere lovpålagd på linje med råda for eldre og personar med funksjonsnedsetjing, er dei fleste tilfredse med at det no er føreslått reglar som kommunane må følgje når dei innfører ulike former for ungdomsmedverknad. Departementet held difor fast ved framlegget i høyringsnotatet. Høyringsnotatet inneheldt ikkje framlegg om endringar i Svalbardlova, men Longyearbyen ungdomsråd har gitt positiv høyringsuttale til ordninga med ungdomsråd. For å sikre at dei same reglane vil gjelde for Longyearbyen lokalstyre som for kommunane på dette området, vil departementet her også leggje fram forslag til endringar i Svalbardlova § 36 b. Endringane vil berre gjelde ungdomsråd eller ei anna medverknadsordning for ungdom. Longyearbyen er ikkje eit livsløpssamfunn, og dei andre medverknadsordningane som er føreslått i kommunelova er ikkje aktuelle der. Framlegget om eit nytt regelverk for ungdomsråd eller liknande medverknadsordningar for ungdom inneber at dei kommunane og fylkeskommunane som ønskjer å ha ei slik ordning, må følgje dette regelverket. Det vil kunne krevje økonomiske ressursar til sekretariatshjelp etc. og også føre til ein del administrativt meirarbeid. Sidan dei fleste kommunar og fylkeskommunar allereie har ei form for medverknadsordning for ungdom, vil det neppe bli så stor forskjell, sjølv om ordninga har vore praktisert ulikt. Når det gjeld eldreråd og råd for menneske med nedsett funksjonsevne, føreslår departementet i det alt vesentlege å føre vidare gjeldande regelverk. Sett frå kommunane og fylkeskommunane si side blir det difor ikkje nemneverdig administrativt meirarbeid. Éi felles føresegn i kommunelova om råd for ungdom, eldre og personar med nedsett funksjonsevne, med tilhøyrande forskrifter som nesten er identiske, er med på å forenkle og klargjere administreringa av desse råda for kommunane og fylkeskommunane. Samla sett meiner departementet difor at framlegget ikkje fører til behov for auka overføringar til kommunane og fylkeskommunane. Det er Kommunal- og moderniseringsdepartementet som skal handsame spørsmål om korleis ein skal forstå den nye føresegna i kommunelova med tilhøyrande forskrifter om råd for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom. Det vil også vere nødvendig å ha utstrekt kontakt med Barne- og likestillingsdepartementet (BLD) og Helse- og omsorgsdepartementet (HOD). BLD vil framleis ha ansvaret for politikken som har med levevilkåra for ungdommen og personar med funksjonsnedsetjing å gjere, og HOD er ansvarleg for eldrepolitikken. Kommunal- og moderniseringsdepartementet (KMD) må også rekne med at kontakt med brukarorganisasjonane innanfor saksområda til desse råda vil ta ein del tid. For departementet blir dette ei ny oppgåve som vil krevje at det blir sett av administrative ressursar innanfor eksisterande rammer. Kommunelova får ei ny føresegn i kapittel 2 § 10 b om råd for eldre og personar med funksjonsnedsetjing og råd eller ei anna medverknadsordning for ungdom. Føresegna erstattar dei to særlovene om eldreråd og råd eller anna representasjonsordning for personar med nedsett funksjonsevne, som begge blir oppheva. Svalbardlova får ei ny føresegn i § 36 b, medan nogjeldande § 36 b blir ny § 36 c. Endringa inneber at reglane om ungdomsråd eller liknande medverknadsordningar for ungdom i kommunelova § 10 b vil gjelde tilsvarande for Longyearbyen lokalstyre. I kommunelova ny § 10 b første ledd heiter det at kvart kommunestyre og fylkesting sjølv skal velje medlemmer til eit eldreråd og eit råd for personar med funksjonsnedsetjing. Kommunestyret og fylkestinget kan ikkje delegere myndigheit til råda. I motsetning til tidlegare blir det ikkje opna for val av ei anna medverknadsordning enn «råd» for personar med funksjonsnedsetjing. Det blir for det første grunngjeve med at det tidlegare ikkje har vore ein tilsvarande valfridom for eldre, og ein går ut frå at rådsmodellen gjev arbeidet større legitimitet og dermed også større gjennomslagskraft. Etter første ledd andre punktum skal fleirtalet av medlemmene i eldrerådet på tidspunktet for valet ha fylt 60 år, og eldre. Dette er ei endring i forhold til gjeldande rett. I eldrerådslova § 2 andre ledd står det at fleirtalet av rådsmedlemmene skal vere alderspensjonistar. I rundskrivet til lova er «alderspensjonist» definert som ein som er mottakar av alderspensjon. Det er ikkje eit krav at dei tek imot pensjon frå folketrygda, dvs. at dei også kan vere under 62 år. Personar som ikkje tek imot alderspensjon, blir uansett rekna for å vere alderspensjonistar når dei har fylt 67 år. Departementet meiner det er ei forenkling å operere med ei nedre aldersgrense for eldre på 60 år. Det er mange yrke som utløyser ein alderspensjon i tidleg alder, utan at personane det gjeld, blir rekna som «eldre» i vanleg språkbruk. Det kan også vere føremålstenleg at personar som er i sluttfasen av yrkeslivet, kan veljast inn i eit eldreråd og dele erfaringane dei har om overgangen frå arbeidsliv til pensjonisttilvære. Den viktigaste målgruppa for eldreråda skal likevel vere personar som har forlate arbeidslivet. Det er berre krav om at fleirtalet av medlemmene for å reknast som «eldre» skal ha fylt 60 år for å kunne veljast som medlem av eit eldreråd. Det opnar for at og yngre personar kan vere medlemmer av rådet. Departementet vil i forskrift fastsetje korleis valet av medlemmene skal skje. Med «funksjonsnedsetjing» meiner vi tap av eller skade på ein kroppsdel eller i ein av kroppsfunksjonane. Det kan til dømes dreie seg om nedsett rørsle-, syns- eller høyrselsfunksjon, nedsett kognitiv funksjon, eller ulike funksjonsnedsetjingar på grunn av allergi, hjarte- eller lungesjukdomar. Omgrepet omfattar også psykiske lidingar som til dømes depresjon eller bipolare lidingar. Det følgjer av andre og fjerde ledd at det er opp til det einskilde kommunestyret eller fylkestinget å bestemme om dei vil etablere eit ungdomsråd eller ei anna medverknadsordning for ungdom, til dømes barn og unges kommunestyre. Kommunen eller fylkeskommunen kan velje den forma for medverknad som ut frå lokale forhold er best eigna. Dette er ei frivillig ordning, i motsetning til råda for eldre og personar med funksjonsnedsetjing. Dersom eit kommunestyre eller fylkesting innfører ei fast og formalisert ordning med ungdomsråd eller ei anna medverknadsordning for unge, får dei no eit obligatorisk regelverk dei må halde seg til. Kompetansen til å opprette eit ungdomsråd eller liknande medverknadordning ligg til kommunestyret eller fylkestinget sjølv. Kompetansen kan ikkje delegerast. Det er særskilt regulert at valperioden for ungdomsråd eller ei anna form for medverknadsordning for ungdom er på inntil to år. Grunnen er at ungdom er i ein livsfase då det er upraktisk å binde seg til den ordinære valperioden på fire år. Kommunestyret og fylkestinget kan ikkje delegere myndigheit til ungdomsrådet. Det er satt ei øvre aldersgrense for kven som kan reknast for å vere «ungdom». Utgangspunktet er at dei som veljast ikkje skal vere eldre enn 18 år. Etter andre ledd tredje punktum og fjerde ledd andre punktum kan likevel ein ungdom som fyller 19 eller 20 år i løpet av valperioden, halde fram i vervet ut perioden. Ifølgje norsk lov og FNs barnekonvensjon er alle under 18 år å rekne som «barn». Etter det departementet kjenner til, er det ikkje mange medverknadsordningar der representantane er under 12 år. Vi meiner at slike organ må kunne setjast saman etter ei totalvurdering i den einskilde kommunen og fylkeskommunen, og ønskjer ikkje å gje dei folkevalde mindre handlingsrom enn dei har i dag. Det blir difor ikkje foreslått noko nedre aldersgrense. I tredje ledd heiter det at råda for eldre og personar med nedsett funksjonsevne og råda eller medverknadordningane for ungdom kan gje kommunestyret eller fylkestinget råd i saker som er viktige for desse tre gruppene. Retten til å uttale seg i saker som er viktige, inneber at tilrådingane deira skal formidlast til kommunestyret eller fylkestinget før dei gjer vedtak. Medlemmer av desse råda har ikkje rett til å tale i møta med mindre dei er inviterte av kommunestyret eller fylkestinget for å gjere greie for synspunkta sine i ei konkret sak. Dei kan likevel vere til stades på opne møte i kommunen, på same måte som allmenta elles, i tråd med reglane om møteoffentlegheit. Råda for eldre og personar med funksjonsnedsetjing og medverknadsordningane for ungdom skal kunne uttale seg i saker på eige initiativ og i sakene dei får tilsendt. Saksfeltet vil til dømes vere tenester (helse-, skule-, kultur- og transporttilbod) som er retta mot desse gruppene, og meir overordna saker i form av planarbeid (kommune- og økonomiplan), i tillegg til budsjett. Etter femte ledd ligg det til departementet å lage forskrifter om oppgåver, organisering og sakshandsaming for råda og medverkningsordningane. Dette inkluderer mellom anna reglar om korleis kommunane og fylkeskommunane skal velje medlemmene, kor mange medlemmer det skal vere i råda, korleis råda skal organiserast, og kva for oppgåver råda skal ha. At Dykkar Majestet godkjenner og skriv under eit fremlagt forslag til proposisjon til Stortinget om endringar i kommunelova m.m. (råd for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom). Stortinget blir bedt om å gjere vedtak til lov om endringar i kommunelova m.m. (råd for eldre, personar med funksjonsnedsetjing og ungdom) i samsvar med eit vedlagt forslag. Departementet gir forskrift om oppgaver, organisering og saksbehandling for rådene og en annen medvirkningsordning for ungdom. Lokalstyret kan selv velge et ungdomsråd. Ungdomsrådet skal ha en valgperiode på inntil to år. Medlemmene i ungdomsrådet skal på valgtidspunktet ikke ha fylt 19 år. Ungdomsrådet er et rådgivende organ for lokalstyret og har rett til å uttale seg i saker som gjelder ungdom. Lokalstyret kan selv etablere en annen medvirkningsordning for ungdom enn et ungdomsråd. Første ledd andre til fjerde punktum gjelder tilsvarende for funksjonstiden og oppgavene til en slik annen medvirkningsordning og valgperioden for representanter til ordningen. Departementet gir forskrift om oppgaver, organisering og saksbehandling for ungdomsrådet og en annen medvirkningsordning for ungdom. Lov 8. november 1991 nr. 76 om kommunale og fylkeskommunale eldreråd blir oppheva. Lov 17. juni 2005 nr. 58 om råd eller anna representasjonsordning i kommunar og fylkeskommunar for menneske med nedsett funksjonsevne m.m. blir oppheva.
|
wikipedia_download_nbo_Petrovitzius_443442
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021
|
no
|
0.6
|
'''''Petrovitzius''''' er en slekt av biller som hører til familien skarabider (Scarabaeidae). ********* ''Petrovitzius tesari'' * Bilde av ''Petrovitzius thailandicus''
|
maalfrid_78e63e683e00d799483876e0b120061c79d2fc26_33
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.826
|
NIBR prosjektrapport 2000:10 regnskapsrevisjon og forvaltningsrevisjon. Det er naturligvis ikke til hinder for at det skjer en viss uformell arbeidsdeling. I gjennomsnitt har revisjonene ansvar for i overkant av sju kommuner (7,35), mens det gjennomsnittlige omfanget på revisorårsverk i revisjonsenhetene er 9,48. Det betyr at kommunene i gjennomsnitt har til disposisjon 1,30 revisorårsverk. I administrative støttefunksjoner (merkantilt personale) har revisjonene i gjennomsnitt i overkant av et årsverk (1,09). Hovedbildet er altså kommuner som disponerer i overkant av et revisorårsverk pr år, det vil si relativt små ressurser. Et slikt gjennomsnitt skjuler naturligvis store variasjoner der tilgangen på revisorkapasitet for enkelte kommuner er langt bedre. Gjennomsnittet viser likevel at mange kommuner har klare ressursrestriksjoner når de skal forsøke å utvikle kontrollarbeidet til noe mer enn bilagskontroll. Det store flertallet av revisjonsenhetene har ikke statsautoriserte revisorer (106 av 130 revisjonsenheter, eller 82,8 prosent). 63,4 prosent av kommunens revisjonsenheter har derimot en eller flere registrerte revisorer. Dette bildet av at statsautoriserte revisorer er i mindretall, mens revisjoner med registrerte revisorer er i flertall, finner vi også i fylkesrevisjonene. I likhet med fylkesrevisjonene har flertallet av revisjonsenhetene også annen kompetanse enn revisorfaglig utdannelse (80,8 prosent eller 105 av kommunenes revisjonsenheter). Innholdet i sammensetningen av kompetanse har også mange likhetstrekk med det vi finner på fylkesplan. Den mest utbredte utdanningen utenom rent revisorfaglig er økonomi (91 av 130 revisjonsenheter). Som nummer to har vi personell med samfunnsfaglig eller juridisk kompetanse (30 av 130 enheter). Ellers har åtte av revisjonsenhetene lærerutdannet personell. Hvis vi går over til organiseringen av kontrollutvalgene i den enkelte kommunene, finner vi at antall kontrollutvalgsmedlemmer varierer fra tre til sju, med et gjennomsnitt på i underkant av fire personer (3,91) pr utvalg. Variasjonen er litt mindre enn i fylkeskommunene som vi skal se i et senere kapittel. Staten la ved opprettelsen av kontrollutvalgene vekt på at erfarne politikere burde rekrutteres til utvalgene for at de skulle få tilstrekkelig autoritet. Sett i forhold til denne intensjonen, er det relativt overraskende at over halvparten av de 130 kommunene (68 eller 51,9 prosent) opplyser at lederen av kontrollutvalget ikke er medlem av kommunestyret. En så høy andel som 37 prosent av kommunene (48 av 130 kommuner) er ikke registrert med kontrollutvalgsmedlemmer fra kommunestyret i det hele tatt. Det kan imidlertid være at den politiske tyngden ivaretas på andre måter, ved for eksempel at lederen eller andre medlemmer av kontrollutvalgene tidligere har hatt sentrale politiske verv som ordfører/varaordfører eller medlem av formannskapet i kommunen. Men vi finner heller ikke noen sterk indikasjon på det. Materialet viser tvert imot at over halvparten av samtlige kontrollutvalg (66 kommuner eller 50,4 prosent) ikke har medlemmer som tidligere har sittet i sentrale posisjoner som ordfører/varaordfører eller medlem av formannskapet. Derimot ser det ut til at de politiske partiene er rekrutteringsbase for mange medlemmer av kontrollutvalgene. 119 av de 130 kommunene oppgir at de har medlemmer av kontrollutvalget som er medlem av politiske partier, men som ikke er medlem av kommunestyret. Dette gir et bilde av kontrollutvalgene som relativt frikoblet fra de politiske organene i kommunen. Vi må anta at det er de mest sentrale kommunepolitikerne som sitter i kommunestyret, og særlig i sentrale posisjoner som formannskap/ordfører/ varaordførerverv.
|
maalfrid_7921df1dca2638696e03b46f488c86b21523ef8c_83
|
maalfrid_forskningsradet
| 2,021
|
en
|
0.969
|
excellent possibility of recruiting students through having them perform work in a combination of both basic and applied areas would likely allow basic research to thrive in this group, improving their productivity in terms of high-level publications and increasing their visibility in the international research community. Some of this may come along with an increasing emphasis on nanoscience, which by its nature is more of a basic research field. They are already working toward those directions in the area of fuel cell studies, which, given the importance of energy research in the coming decade, the Committee hopes that they will be able to expand in basic as well as applied directions. Their work in ferroics is perhaps the most forward-looking of the current research programmes, and would be one area where increased funding for basic research could have a substantial benefit. Funding basic research areas of mutual interest will also help to strengthen internal group research cooperation. This group has been the prime motivating force, it appears, for the establishment of the NTNU Nanolab. Nanoscience as it is practiced at the current state-of-the-art level internationally is not, however, one of the primary strength areas of the current researchers in this group, nor is it very strong in other chemistry groups in Norway. The establishment of the NTNU Nanolab as an important resource in Norway is a significant step toward joining the international research community in this important area of science. It should now be considered a very high national priority to bring strong leadership in nanoscience from outside of Norway into the Norwegian system. Investment in an internationally recognised expert with a good modern overview of the field, and giving that person the opportunity to hire several very early career professors from international research groups to create a critical nucleus of researchers would jump-start an international-class effort in this important area. Because daily access to facilities such as those that are envisioned to be part of the NTNU Nanolab will be critical to the success of such an effort, this group may best be sited at NTNU.
|
wikipedia_download_nbo_Josef Andreas Jungmann_199020
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021
|
no
|
0.516
|
'''Josef Andreas Jungmann''' (født 16. november 1889 i Sand in Taufers i Syd-Tirol i daværende Østerrike; død 26. januar 1975 i Innsbruck) var en østerriksk jesuitt, liturgiker og konsilsrådgiver. Etter studier i Brixen, Innsbruck, München og Wien ble han presteviet i 1913, og trådte i 1917 inn i jesuittordenen. Fra 1925 foreleste han i pedagogikk, kateketikk og liturgikk ved Leopold-Franzens-Universität Innsbruck. Der ble han i 1930 ''außerordentlicher'' professor, i 1934 ''ordentlicher'' professor og fra 1956 honorarprofessor i pastoralteologi. Han støttet den liturgiske bevegelse, tok til orde for lekfolkets mer aktive deltakelse i katolsk liturgi og opplyste liturgihistorien ved sin omfattende historiske forskning. Sælig hans hovedverk ''Missarum Sollemnia'' gav viktig innsikt som bidro til å legitimere noen av de nye grep som ble fattet på liturgiens oppråde fra 1950-årene av innen den katolske kirke. Fra 1960 var han medlem av den forberedende kommisjon til Annet Vatikankonsil, og fra 1962 medlem for kommisjonen for liturgireformen. * ''Die Frohbotschaft und unsere Glaubensverkündigung''. * ''Die liturgische Feier''. * ''Christus als Mittelpunkt religiöser Erziehung''. Herder, Freiburg i. B. * ''Gewordene Liturgie''. * ''Die Eucharistie''. * ''Missarum Sollemnia. Eine genetische Erklärung der römischen Messe''. 2 Bände. 1. Aufl. Wien 1948; 5. Aufl. * ''Liturgie der christlichen Frühzeit bis auf Gregor den Grossen''. Univ. * Balthasar Fischer og Hans Bernhard Meyer (utg.): ''J. A. Jungmann. Ein Leben für Liturgie und Kerygma''. Tyrolia, Innsbruck u. a.
|
maalfrid_71223437e4c800c71e5e76839904f7acc1fe33ea_45
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
da
|
0.22
|
Jordbruk og fedrift 1 & 1916 - 1920 ........ 15,63 26,96 21,75 35,50 44,50 - 26,43 20,25 . 15,57 . Bamble Nedre Telemark Øvre Telemark Sondmør Romsdal.
|
maalfrid_886ce1b76c73a9e320181d7810213611bb4230dc_37
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021
|
no
|
0.617
|
Lawson Mardon Singen GmbH, Singen, DE J.K. Thorsens Patentbureau AS, Postboks 9276 Grønland, 0134 Oslo Bånd og folier (også slike med trykk) av aluminium eller aluminiumlegering; flerlags bånd og folier (også slike med trykk) av aluminium eller aluminiumlegering i laminat med minst ett lag av ikke-metall, nemlig kunststoff, lakk og/eller papir, spesielt med integrert garantisikring for opprinnelsesangivelse; varebærere fremstilt av bånd eller folier, i form av emballasjebeholdere, poser og sekker, gjennomtrykkingspakninger som foldesjaktler, blisterpakninger og tuber, samt dekkmaterialer av slike bånd eller folier til lukking og forsegling av slike varebærere, spesielt boksdeksler og -lokk og dekkfolier. Folier av kunststoff (halvfabrikata); laminater i det vesentlige bestående av minst ett lag kunststoff og/ eller ikke-edelt metall (også slike med trykk) spesielt med integrert garantisikring for opprinnelsesangivelse; varebærere fremstilt av slike laminater, i form av emballasjebeholdere, poser og sekker, gjennomtrykkingspakninger som foldesjaktler, blisterpakninger og tuber, samt dekkmaterialer av slike laminater til lukking og forsegling av slike varebærere, spesielt boksdeksler og -lokk og dekkfolier, i det vesentlige bestående av minst ett lag kunststoff og/eller ikke-edelt metall; tildekkingsmaterialer av ett- eller flerlags folier av kunststoff eller kunststoff med lakkbelegg. DE, 2000.04.18, 300 30 222.3 2003.06. Sudnif SA (Switzerland), Baarerstrasse 63, CH-6301 Zug, CH Zacco Norway AS, Postboks 765 Sentrum, 0106 Oslo Kjøtt, fisk, sjømat, fjærkre og vilt; konserverte, tørrete og kokte frukter og grønnsaker; behandlede grønnsaker; kjøttekstrakter; kjøttprodukter; pølser; ekstrakter av frukt og/eller av grønnsaker; geléer syltetøy, konservert frukt, konserverte grønnsaker; snacksprodukter; ferdigmat; desserter; egg, melk; meieriprodukter; yoghurt, spiselige proteiner utvinnet fra soyabønner; spiselige oljer og spiselig fett; nøtter og nøttesmør; pickles; smørepålegg bestående helt eller vesentlig av grønnsaker, melk, kjøtt, fjærkre, fisk, sjømat eller av spiselig fett; supper, buljonger. Kaffe, kaffeessenser og kaffeekstrakter; blandinger av kaffe og sikori; sikori og sikoriblandinger, alle for bruk som erstatninger for kaffe; te, teekstrakter; kakao; produkter laget prinsipielt av kakao; sjokolade; sjokoladeprodukter; konfektyrer, godteri; sukker; mel; produkter laget av korn og/eller ris og/eller mel; nudler; frokostblandinger; pizza; pasta og pastaprodukter; brød; kjeks; småkaker; kaker; bakverk og konditorvarer; is; iskrem, vann/fruktis, frosne konfektyrer; produkter for å lage iskrem og/eller vann/saftis og/eller frosne konfektyrer; honning; produkter bestående helt eller vesentlig av sukker, til bruk som erstatninger for honning, saft, sirup, melasse; ketchup; sauser og produkter for å lage sauser; krydder, eddik, chutney; vaniljesauspulver; salatdressinger; snacksprodukter; ferdigmat; mousse, desserter, puddinger, frossen yoghurt. GB, 2001.02.14, 2261191 2003.06.
|
maalfrid_00c0983c18418030327404c742616d7e402ef022_1
|
maalfrid_fylkesmannen
| 2,021
|
no
|
0.428
|
1998: 18'283 dyr på utmarksbeite = 0.67/km 2015: 16'745 dyr = 0.
|
maalfrid_1f5208dc370091b2dfb97a0336ff886d29a198f0_207
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.858
|
Kapittel 13 Fortid former framtid ekspertise innenfor kulturminneområdet. Det er heller ingen tradisjon for at frivillige organisasjoner på kulturminnefeltet aktiviserer seg i utviklingssamarbeid Utvalgets flertall anbefaler at en eller flere av de store frivillige bistandsorganisasjonene stimuleres til å velge dette som ett arbeidsområde i nært samarbeid med en eller flere av de frivillige organisasjonene på kulturminne- og kulturvernfeltet. Som en del av dette bør Riksantikvaren som fagsenter arrangere kurs og ulike opplæringstiltak for disse organisasjonene. Anbefalinger fra utvalgets flertall: – Det nordiske samarbeidet på kulturminnefeltet må styrkes. Dette gjelder både i forhold til Nordisk Ministerråd og det rene forvaltnings- og forskningssamarbeidet. – Norge må i større grad bidra i det europeiske forsknings- og kultursamarbeidet i EU, og på den måten også selv få større nytte av dette arbeidet. – Det må settes av prosjektmidler som gjør det mulig å få til et mer aktivt samarbeid i Norge og med utenlandske aktører. – Det må også legges til rette for å styrke samarbeidet mellom nasjonale og europeiske forskningsinstitusjoner og andre forskningsaktører innenfor kulturarvsfeltet. – Sametinget må i størst mulig grad være representert i internasjonale sammenhenger hvor urfolks og samiske kulturminnespørsmål behandles. I tillegg må Sametinget få tilstrekkelig ressurser til å bistå og delta i slikt arbeid. – Det må settes i gang et utviklingssamarbeid mellom de ansvarlige departementer med underliggende etater, NORAD og frivillige organisasjoner om opplæring og oppfølging av Haag-konvensjonen. – Kulturminneaspektet i utviklingssamarbeidet må styrkes. – Det må etableres systemer som gir større rom for jevnlig og direkte kontakt mellom landenes faglige representanter i utviklingssamarbeidet på kulturminnefeltet. – Det må legges opp til en mer systematisk utveksling av representanter i utviklingssamarbeidet på kulturminnefeltet. – Arbeidet med løse og faste kulturminner må i større grad ses i sammenheng og samordnes i den norske innsatsen i utviklingssamarbeidet. – Både miljøsiden og de andre sektorene i det norske utviklingssamarbeidet må legge større vekt på å innarbeide kulturminnedimensjonen i arbeidet sitt. – Det må utarbeides en overordnet plan for langsiktig kompetanseoppbygging i utviklingssamarbeidet. – En eller flere av de store frivillige bistandsorganisasjonene stimuleres til å velge kulturminne- og kulturvernfeltet som ett av sine arbeidsområder i nært samarbeid med en eller flere av de frivillige organisasjonene på kulturminnefeltet.
|
maalfrid_bd35b143afa75799705930dc7722084eeadca015_9
|
maalfrid_nve
| 2,021
|
en
|
0.954
|
optimisation (Hooke and Jeeves, 1961) to fit the simulated values to snow, discharge and water level observations (Vehviläinen and Huttunen, 2002). In climate change simulations, the areal temperature and precipitation calculations based on observations are changed with the delta change approach. Temperature dependent temperature change is used to take into account that the colder temperatures change more than the warmer temperatures. The temperatures of each month are however scaled so that the average temperature of the month changes according to the change in the climate scenario used. In climate change related calculations, potential evaporation was calculated in the watershed model by using the air temperature, precipitation and time of year, which is correlated to available radiation (Vehviläinen and Huttunen, 1997). The effect of climate change was taken into consideration by the changes in temperature and precipitation. The actual soil evaporation was calculated from the potential evaporation using soil moisture. Evaporation presented in the maps is land evaporation. Lake evaporation is not included in the results and may change quite differently than land evaporation since there is no shortage of water. Runoff presented in the maps is runoff from land. Lake water balance is not included. Present conditions in Iceland were evaluated from a control run using the grid based hydrological model WaSiM-ETH (Schulla and Jasper, 2001) and input data from the mesoscale meteorological model MM5. The hydrological model was calibrated against runoff data from 70 watersheds covering 1/3 of the country. Then, model parameters were evaluated for ungauged watersheds, by comparing model parameters from nearby watersheds with similar characteristics based on a recent hydrological classification of watersheds. The meteorological data were available at spatial resolution 8 by 8 km while the hydrological model was applied at a 1 by 1 km grid. The Icelandic climate change simulations were based on a HIRHAM model (Bjørge et al., 2000) run with boundary conditions from the HadAM3H model. From the scenarios, monthly delta change values were determined for temperature and precipitation. For temperature, an average was estimated for the whole country, while, for precipitation, four different sets of values were estimated for four different parts of the country. Little difference was observed in monthly averages between the A2 and B2 emission scenarios, therefore, an average of the two scenarios was applied to the hydrological model and only one scenario was produced. Glaciers cover a substantial part of Iceland and climate change will have great influence on glaciers and the glacier fed rivers. A scenario of glacier geometry for the year 2085 was produced by the Hydropower, Snow and Ice group of CE, using a dynamic glacial model for the three largest glaciers in Iceland, Vatnajökull, Langjökull and Hofsjökull (Jóhannesson et al., 2006). The glacier scenario was used in the simulation of future runoff. Snow cover on glaciers can be defined either as being the seasonal snow cover that falls during the winter and melts to some extent during the summer or as being the sum of seasonal snow, ice and firn on glaciers. In the maps the seasonal snow cover is shown both for the number days with snow cover as well as for maximum annual snow water equivalent.
|
maalfrid_8c8102e96ce1a10cb44c8114475f878766e65ad2_0
|
maalfrid_vegvesen
| 2,021
|
no
|
0.791
|
Støping av tårnfundamentene har tatt litt lengre tid enn forventet, blant annet på grunn av problemer med å skape en tørr byggegrop. Tårnfundamentet ble ferdigstøpt til påske, og nå monteres tårnkranen. Når kranen er på plass i midten av april starter arbeidet med selve tårnet. Tårnet blir ikke plassert midt på brua, så vi må skape likevekt ved å bygge et såkalt motvektshus, eller ballastkasse for bærekablene. Denne jobben, sammen med arbeidet med selve tårnet, blir hovedaktiviteten på brua fram til sommerferien. Det har gått med totalt 2.400 m betong til tårnfundamentet. 406 tonn av dette har gått til armering. Tårnet "klatres" i 24 støpe-etapper. Høyden blir 74 m.o.h. Jobbing i byggegropa for tårnfundamentet. Foto: Anne Sofie Nielsen, Statens vegvesen. Det er utarbeidet kommunedelplan, som har vært på offentlig høring med frist i januar i år. Kommunedelplanen har hatt som formål å avklare trasévalg, og planprosessen har resultert i at vi står igjen med ett alternativ; en 3,8 kilometer lang tunnel gjennom Lákkonjarga. Dette skyldes i hovedsak vanskelige grunnforhold på delstrekningen Isnestoften – Langnesbukt. Det er forhold knyttet til deponering av steinmasser i sjø, som må avklares nærmere. Statens vegvesen, Alta kommune og Fiskeridirektoratet vil i fellesskap forsøke å finne gode løsninger på dette. Når det er på plass, legges kommunedelplanen fram til endelig vedtak i Alta kommune. Deretter starter reguleringsplanarbeidet, som tar utgangspunktet i den vedtatte kommunedelplanen. Dette arbeidet forventes å starte i vår. Anleggsarbeider på strekningen er forventet igangsatt i løpet av 2014. Reguleringsplanen for strekningen var ute til offentlig ettersyn sommeren 2011. Forsinkelser fra kulturminnemyndighetene, sammen med revisjon og endringer i planforslaget etter høringsrunden, har påvirket framdriften når det gjelder sluttbehandling i kommunen. Alta kommune gjorde sitt vedtak siste uka i mars i år. Første fase av utgravninger av kulturminner på strekningen vil skje i en tre ukers periode fra slutten av juni i år. Videre utgravninger i 2013 vil avhenge av hva som avdekkes under utgravningene i år. Utgravningene skjer i regi av Tromsø Museum. Med bakgrunn i vedtatt reguleringsplan starter vi arbeidet med byggeplaner og konkurransegrunnlag. Anleggsstart 2013. Reguleringsplanen har vært ute på høring. Planforslaget er til revisjon og oppdatering. Endelig planvedtak i Alta kommunestyre forventes i mai. I likhet med strekningen Halselv-Sandelv, er det også her registrert kulturminner som må frigis før anleggsarbeid kan starte. Vi regner med at nødvendige utgravninger kan gjøres i 2012, som del av de utgravningene som er nevnt for strekningen Halselv-Sandelv. Utarbeidelse av byggeplaner og konkurransegrunnlag for denne strekningen vil gå parallelt med Halselv-Sandelv. Også her er det planlagt anleggsstart i 2013. Prosjektet ledes av Gudmund Løvli, tlf. 906 64 442 Byggeleder for alle bruene (unntatt Storelva bru) er Ole Kleven, tlf. 997 98 545 Byggeleder tunnelene og veg (unntatt Aslakheimen-Hjemmeluft) er Edgar Olsen, tlf. 906 73 913 Byggeleder veg på strekningen Aslakheimen-Hjemmeluft er Jarl Åge Haugan, tlf. 916 58 986 (Bilde) Planleggingsleder Kåre Furstrand, tlf. Kontoret er åpent mellom kl. 07.30 og kl. 15.30. Kom gjerne innom for mer informasjon, eller en prat. Kåfjord bru: Alpine Bau GmBh Tunnelene og vegen mellom Kåfjord og Aslakheimen: Istak (Pihl & Søn As) Vegen mellom Møllnes og Strømsnes: Kåre K. Kristensen AS Talviktunnelen: Pihl & Søn As, v/datterselskapet Istak Bruer på Kvenvikmoen og bru ved Aslakheimen: T. Johansen Drift AS Bruer Talvik: Ivar Kleven AS Vegen mellom Aslakheimen og Hjemmeluft: Mer informasjon om bompenger og AutoPASS finner du på: 0568-12 grafisk.senter@vegvesen.
|
maalfrid_dc44e4b1dad31b4111018a37e58de369cc8c3a80_61
|
maalfrid_ssb
| 2,021
|
no
|
0.206
|
Vestfold Hedmark Opland Telemark Aust- Agder +D n -4-DP. 1 ci, 1P- '4) Uregelm. fødsler . - 24 - 23 - 34 6 8 - 29 1 42 3 21 - 5 1 Misfostre - - - - - - - - - - - - - - - - - - Skjede- #og børvrengning . . . . _ _ _ _ _ _ _ _ Kasting --31 - 45 - 18 - - - — 22 - - - -- Børbetendelse .. . - - - - 4 1 - - - - 1 - 4 2 - - — Patte- #og jurlidelser - - 1_0 - 2 - 14 3 1 - 6 - 17 - - - - Kastrasjon- - - - - - - - - - - - - - - - - - Karsinom & sarkom ---—-------- Sene- #og klolidelser - - - - Øiensykdommer . - - 3 - 3- - - 1 - 2 - 3 - - - - - Hjertelidelser . . . - - - - - - 5 2 1 - - - - - 1 - - - Ledd- #og slimsekklidelser .-- 4 - -- 27 3 - - 12 - 2 - 9 - - - Kirurg. tilfelle . . - - 76 6 119 - 37 18 18 - 96 4 163 22 91 4 33 1 Tannlidelser . . . . Mangelsykdommer - - 46 12 103 - 39 2 - - 48 8 115 19 98 17 10 - Andre behandlede sykdomstilf. . .
|
maalfrid_bbf350b37a6efc292b8d78798b6169612f215146_42
|
maalfrid_patentstyret
| 2,021
|
no
|
0.629
|
(111) (151) 2012.02.29 (210) 201112896 (220) 2011.11.15 (180) 2021.11.15 (546) (730) Mitsubishi Heavy Industries Ltd, 16-5, Konan 2-chome, Minato-ku, 108-8215 TOKYO , Japan (JP) (740) Protector Intellectual Property Consultants AS, Oscarsgate 20, 0352 OSLO (511) Klasse:7 vindturbingeneratorer; vindturbiner for vindkraftverk; generatorer for vindkraftanlegg. (450) 2012.03.05 (111) (151) 2012.02.29 (210) 201112882 (220) 2011.11.14 (180) 2021.11.14 (546) (730) Volda Elektriske Mylne, Postboks 104, 6101 VOLDA (511) Klasse:35 Salg av matvarer. Klasse:40 Produksjon av matvarer. Klasse:41 Kulturelle aktiviteter. Klasse:43 Bevertning av mat og drikke. (450) 2012.03. (111) (151) 2012.02.29 (300) 2011.06.17, US, 85/348,906 (210) 201112880 (220) 2011.11.14 (180) 2021.11.14 (541) (730) Otis Elevator Co, 10 Farm Springs, CT06032 FARMINGTON, USA (US) (740) Norsk Patentbyrå AS, Postboks 1204 Vika, 0110 OSLO (511) Klasse:7 Heiser og dertllhørende utstyr; betjeningspanel og betjeningsutstyr for heisdører inkludert motorer og utstyr til åpning og lukking av heisdører. Klasse:9 Data programmer for kontroll av dør drift og dør operasjoner, elektrisk kontroller for dør drift og dør kontroll, elektrisk stilling/hastighetssensorer for kontroll av dør drift og dør operasjoner. (450) 2012.03.05 (111) (151) 2012.02.29 (210) 201112863 (220) 2011.11.14 (180) 2021.11.14 (541) (730) Northern Playground Equipment DA, Urtegata 36D, 0187 OSLO (740) Protector Intellectual Property Consultants AS, Oscarsgate 20, 0352 OSLO (511) Klasse:24 Tekstiler og tekstilvarer, ikke opptatt i andre klasser; senge- og bordtepper. Klasse:25 Klær, fottøy, hodeplagg. Klasse:28 Spill og leketøy; gymnastikk- og sportsartikler, ikke opptatt i andre klasser; juletrepynt. Klasse:35 Annonse- og reklamevirksomhet; bistand ved ledelse og administrasjon av bedrifter; kontortjenester. Klasse:41 Utdannelsesvirksomhet; opplæringsvirksomhet; underholdningsvirksomhet; sportslige og kulturelle aktiviteter. (450) 2012.03.
|
maalfrid_4b4cd8870ccbd89246a22caec2ea83b5efdb3329_23
|
maalfrid_kriminalitetsforebygging
| 2,021
|
no
|
0.835
|
SLT-modellen Samarbeid mellom politi og kommune innen området rus- og kriminalitetsforebygging. Målgruppe: Barn og unge og deres foreldre og foresatte Mål: barn og unge skal få riktig hjelp til riktig tid, av et hjelpeapparat som samarbeider godt på tvers av etater og faggrupper.
|
maalfrid_c77f167a603e900638169a62b97782972ff0f1ff_52
|
maalfrid_ntnu
| 2,021
|
no
|
0.89
|
noen som bedriftsbesøk. Det blir også arrangert to karrieredager ved IFI. I 2018 var det en mindre om våren med 15 bedrifter og en større på høsten hvor 50 bedrifter deltok. Næringslivets etterspørsel etter – og betalingsvilje for uteksaminerte kandidater fra studiene har hatt en negativ effekt i forhold til å rekruttere nasjonale PhD-kandidater til videre forskningskarriere ved IFI. I dag er 70 prosent av PhD studentene utenlandske, hvorav de fleste reiser tilbake til sine hjemland etter oppnådd PhD. Doktorgradsutdanningen er et av de viktigste bidrag til forskningsresultatene ved IFI, men man mister viktig nasjonal kompetanse gjennom en retur til hjemlandet. Universitetets senter for informasjonsteknologi (USIT) er ansvarlig for og drifter de nasjonale oppgavene innenfor IKT som ivaretas av UiO. Dette gjøres via USITs maskinrom i IFI2. For brukerne av disse tjenestene, som er UiO, hele universitets og høgskolesektoren og forskningsinstitutter i Norge (150 utdannings- og forskningsinstitusjoner) samt som node for alle datalinjer ut av landet, har IFI2 innebåret en vesentlig forbedring i forhold til tidligere, som forbedret sikring ved redundans og bedre kapasitet for lagring og databehandling. IFI2 er et signalbygg som har bidratt til å gjøre IFI og informatikkmiljøet mer synlig. Samfunnskontakten er blitt styrket og utvidet på mange områder og nivåer. Det avholdes IT-skole for barn og unge. Kontakten til andre institusjoner og fagmiljøer innen IKT undervisning og forskning har blitt styrket. IFI2 har bidratt til å styrke fagmiljøene for IKT ut over effektmålene som var formulert på beslutningstidspunktet. Lokalene har gjort det mulig å trekke til seg eksterne forskere for kortere perioder og gjesteforelesere. Mer og mer formålstjenlig areal har også gitt økte muligheter for eksternt finansierte prosjekter. Dette gir både prestisje, økte midler til forskning og er utviklende for fagmiljøene. IFI2 har blitt et nav for IKT kompetanse ved universitetet ved at bygget benyttes til kurs som også benyttes som en del av grader ved andre institutt. Selve bygget har vært et positivt tilskudd til bygningsmassen ved campus Blindern og arealene benyttes av andre deler av universitetet til arrangementer og liknende. Evalueringsteamets konklusjon er at samlet score for andre virkninger settes til 5.
|
maalfrid_30db0637aa91846cb1c9a6af13f59f07994e6ab9_102
|
maalfrid_forskningsradet
| 2,021
|
fr
|
0.267
|
Norway 2,684 2,101 1.71 5.54 1.36 n.c. n.c. n.c. n.c. n.c. n.c. n.c. Iceland 72 39 1.53 1.82 1.81 16 n.c. 2 4.84% n.c. n.c. n.c. Denmark (EU-15/28) 721 510 1.39 1.11 1.70 81 1.28 17 3.39% 0.96 n.c. n.c. Finland (EU-15/28) 532 379 1.81 0.84 1.55 35 n.c. 5 1.37% 2.13 n.c. n.c. Sweden (EU-15/28) 925 677 1.29 0.83 1.68 69 2.31 14 2.13% 1.51 n.c. n.c. Austria 229 146 1.11 0.31 2.04 6 n.c. 1 0.43% n.c. n.c. n.c. Belgium 609 398 1.84 0.59 1.81 20 n.c. 2 0.59% n.c. n.c. n.c. France 3,253 2,425 1.33 0.80 1.41 88 2.60 10 0.42% 0.87 n.c. n.c. Germany 3,480 2,678 1.39 0.64 1.46 127 2.75 17 0.65% 1.03 n.c. n.c. Greece 915 743 1.58 1.48 1.53 21 n.c. 3 0.42% n.c. n.c. n.c. Ireland 259 177 2.06 0.66 1.71 14 n.c. 2 0.87% n.c. n.c. n.c. Italy 2,643 2,123 1.60 0.85 1.42 70 2.29 11 0.54% 0.73 n.c. n.c. Luxembourg 20 13 3.49 0.89 n.c. 3 n.c. 0 3.19% n.c. n.c. n.c. Netherlands 1,932 1,448 1.50 1.14 1.26 81 2.96 13 0.89% 1.25 n.c. n.c. Portugal 1,072 835 1.82 2.14 1.74 25 n.c. 6 0.76% n.c. n.c. n.c. Spain 1,982 1,593 1.67 0.77 1.52 30 n.c. 3 0.22% 0.90 n.c. n.c. United Kingdom 7,162 5,588 1.20 1.27 1.33 229 1.76 41 0.74% 1.31 n.c. n.c. Bulgaria 94 67 3.43 0.65 1.45 3 n.c. 0 0.04% n.c. n.c. n.c. Croatia 907 841 1.64 4.84 0.45 3 n.c. 0 0.03% n.c. n.c. n.c. Cyprus 56 35 2.91 1.46 2.23 1 n.c. 1 1.42% n.c. n.c. n.c. Czech Republic 118 78 2.91 0.17 1.57 2 n.c. 0 0.09% n.c. n.c. n.c. Estonia 110 81 2.45 1.65 1.59 5 n.c. 1 1.44% n.c. n.c. n.c. Hungary 81 54 1.29 0.20 1.02 2 n.c. 0 0.05% n.c. n.c. n.c. Latvia 29 25 9.66 1.00 n.c. 0 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Lithuania 105 88 1.78 1.06 0.87 2 n.c. 0 0.08% n.c. n.c. n.c. Malta 28 20 2.08 3.03 n.c. 0 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Poland 1,073 979 1.81 0.96 0.74 14 n.c. 2 0.16% n.c. n.c. n.c. Romania 249 201 2.72 0.67 0.47 6 n.c. 0 0.04% n.c. n.c. n.c. Slovakia 77 36 0.88 0.26 2.03 1 n.c. 0 0.41% n.c. n.c. n.c. Slovenia 122 87 0.96 0.64 0.87 2 n.c. 0 0.08% n.c. n.c. n.c. Argentina 207 158 1.18 0.53 1.49 1 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Australia 3,004 2,357 1.50 1.33 1.43 65 2.28 13 0.55% 2.06 n.c. n.c. Brazil 1,531 1,347 1.79 0.87 0.59 23 n.c. 5 0.39% n.c. n.c. n.c. Canada 3,391 2,545 1.26 1.02 1.33 63 3.45 13 0.51% 2.12 n.c. n.c. Chile 223 152 1.07 0.87 1.57 0 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. China 15,369 14,664 2.72 1.30 0.67 42 0.89 10 0.07% 0.94 n.c. n.c. Colombia 70 41 4.43 0.41 0.55 2 n.c. 1 1.41% n.c. n.c. n.c. Egypt 290 242 1.42 0.95 0.79 3 n.c. 1 0.36% n.c. n.c. n.c. India 1,610 1,434 1.54 0.59 0.94 6 n.c. 1 0.07% n.c. n.c. n.c. Indonesia 124 72 2.38 1.64 0.65 2 n.c. 0 0.15% n.c. n.c. n.c. Iran 734 664 2.50 0.81 1.20 4 n.c. 1 0.17% n.c. n.c. n.c. Israel 303 243 1.11 0.45 1.37 2 n.c. 0 0.04% n.c. n.c. n.c. Japan 3,946 3,409 1.10 0.69 0.89 39 1.36 9 0.25% 1.40 n.c. n.c. Malaysia 488 365 7.62 1.03 0.77 5 n.c. 1 0.25% n.c. n.c. n.c. Mexico 418 290 1.12 0.62 0.96 4 n.c. 0 0.13% n.c. n.c. n.c. New Zealand 594 427 1.11 1.39 1.72 7 n.c. 1 0.17% n.c. n.c. n.c. Nigeria 133 112 1.74 0.74 0.32 1 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Pakistan 71 55 1.90 0.28 0.92 0 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Rep. of Korea 2,943 2,575 1.87 1.33 1.08 27 n.c. 6 0.25% n.c. n.c. n.c. Russia 996 769 1.19 0.55 0.70 26 n.c. 3 0.35% n.c. n.c. n.c. Singapore 781 611 1.83 1.48 1.73 14 n.c. 5 0.75% n.c. n.c. n.c. South Africa 335 250 1.82 0.78 1.14 4 n.c. 1 0.23% n.c. n.c. n.c. Switzerland 401 222 1.20 0.27 1.83 13 n.c. 2 0.94% n.c. n.c. n.c. Taiwan 1,347 1,208 1.75 0.92 1.53 1 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Thailand 164 109 2.02 0.43 1.07 0 n.c. 0 0.00% n.c. n.c. n.c. Turkey 826 705 1.93 0.66 1.47 6 n.c. 1 0.09% n.c. n.c. n.c. United States 23,113 20,196 1.03 1.06 1.16 267 1.80 59 0.29% 1.52 n.c. n.c. Viet Nam 93 56 1.09 1.57 0.93 1 n.c. 0 0.60% n.c. n.c. n.c.
|
maalfrid_3cc54bdf7f4e92de2d0906c4f3e140c05c95afbe_31
|
maalfrid_nord
| 2,021
|
no
|
0.843
|
studieprogrammet. Studenten kan velge å gjøre masteroppgaven ved ett annet lærested enn der de ble tatt opp. Hvert studiested plikter å ha en egen studieprogramleder som har ansvar for programmet på sitt studiested. Studieprogramleder/studierådgiver, den enkelte student og aktuell veileder for masteroppgaven, setter sammen opp en individuell studieplan. Dette gjøres i løpet av første semester, og skal sikre at kravet om minst 30 ECTS mobilitet er tilfredsstilt. Her vil det være viktig å veilede studenten til valgemner som støtter opp om masteroppgaven, og som studenten har forkunnskaper for. På 3. og 4 semester skal studenten gjøre sin 60 ECTS masteroppgave. Tematikken kan være selvvalgt, men studenten kan delta i finansiert forskningsprosjekter ved de respektive studiesteder, eller i samarbeid med relevant industri eller forvaltning. Studenten kan også gjøre en helt eget selvstendig studie innenfor programmets fagområde. Tabell 1 gir en grov oversikt over studieprogrammet. Tabell 2 og Tabell 3 gir eksempel på to ulike studiescenarier. Semester 1.semester Marine bioressurser 15 ECTS + Valgemne 15 ECTS* 2.semester Valgemner 30 ECTS 3.semester/ 4. semester Masteroppgave 60 ECTS *Ett av emnene som velges bør være et metodeemne. Tabell 2 viser hvordan en student starter i Bodø, kan reise til Akureyri og spesialisere seg i fiskeribiologi og prosessering av fisk 2.semester, for deretter å kunne ta masteroppgave enten i Bodø eller på Akureyri. Studiested Emne Emne Emne 1.semester 30 ECTS Bodø Marine bioressurser 15 ECTS Scientific Communication and Research method 10 ECTS Ecotoxicology 5 ECTS 2. 3.semester/ 4. Tabell 3 viser muligheter for en student som er spesielt interessert i styring av miljø i økosystemer. Han/hun starter i Bodø, og reiser deretter 2.semester enten til Akureyri og spesialiserer seg i styring av de marine og kystnære økosystem i Arktis, eller drar til Gøteborg å spesialisere seg i styring av de marine og kystnære økosystem knyttet opp mot EUs lovverk.
|
maalfrid_c9b48184e81756c2e552181ac680abb0bc53e642_101
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
no
|
0.618
|
der er radius til vikling. Igjen, siden spolen er tettviklet, endrer ikke radius seg mye fra en vikling til den neste. Vi kan dermed tilnærme (4.36) med et integral: (4.37) der d er antall viklinger med radius i intervallet [ + d]. = 3 (+ +) (4.38) Emf'en blir = d 3 (+ +) sin (4.39) Figur 4.7: En spiralspole med viklinger. Det er et tidsavhengig, uniformt-felt normalt p˚a viklingene. I dette eksempelet skal vi se at dess høyere frekvens, dess mer vil strømmen konsentreres p˚a overflaten til lederen. Vi ser p˚a en sylindrisk leder som fører en vekselstrøm, se fig. 4.8. Pga. sylindersymmetri vil strømmen være sylindersymmetrisk fordelt, og vi antar først at strømmen er jevnt fordelt over tverrsnittet. = 2 for (4.40) 2 d d (4.41) der er-komponenten til. Ved ˚a integrere denne ligningen fra = 0 til f˚ar vi () =(0) + 4 d d (4.42) Avhengigheteni det siste leddet viser at vi vil ha størst-felt ytterst. Dette feltet vil sette i gang en større strøm ytterst enn i midten. Vi f˚ar derfor en korreksjon til antagelsen om at strømmen var jevnt fordelt. Vi kan plugge den nye strømmen tilbake, og iterere til det konvergerer. Da vil man f˚a den eksakte løsningen. Man kunne evt. i stedet la strømfordelingen være en ukjent funksjon(), og kombinere() =(), Amp`eres lov og Faradays lov p˚a differensialform. Da f˚ar man en diffligning som vil gi den riktige løsningen for(). Det viser seg da at strømmen fordeles ca. en tykkelse = 1 innover i lederen, der er frekvensen.
|
wikipedia_download_nbo_Bekkarfjorden (Alta)_176749
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021
|
no
|
0.646
|
'''Bekkarfjorden''' eller '''Store Bekkarfjorden''' (nordsamisk: ''Gearvuotna'') er en fjord på østsida av Seiland i Alta kommune i Finnmark. Fjorden har innløp mellom Storholmen i nord og Indre Bekkarfjordnes i sør og strekker seg fire kilometer vestover fra Vargsundet til Store Bekkarfjordbotn, som ligger innerst i en liten våg på nordsida av Nordmannsneset. Det er ingen bosetning ved fjorden. Fjorden er 176 meter på det dypeste, helt ytterst i fjorden.
|
maalfrid_1a69589c5a10fd7343f21642b46c759d413c750f_45
|
maalfrid_landbruksdirektoratet
| 2,021
|
no
|
0.835
|
Ved registrering og maskinell kontroll av søknadene, vil en søknad fra dødsboet passere, så lenge foretaket/organisasjonsnummeret ikke er slettet i Enhetsregisteret, og så lenge foretaket er knyttet til landbrukseiendommen. I inputkontrollen vil det bli gitt varselmelding om at foretakets innehaver er død, men utbetalingen stoppes ikke av den grunn. Dersom foretaket er slettet i Enhetsregisteret, kan ikke søknaden registreres i WESPA. Dersom avdødes foretak er et enkeltpersonforetak, kan innehaverens ektefelle overta foretaket, og drive videre med samme organisasjonsnummer. Det er bare i forbindelse med død at en ektefelle kan overta som innehaver. Enhetsregisteret må kontaktes i slike spørsmål. Foretakets opplysninger i Landbruksregisteret blir oppdatert når endringen er registrert i Enhetsregisteret. Før utbetaling blir opplysningene også oppdatert mot systemet for produksjonstilskudd.
|
wikipedia_download_nbo_Grand Travel Award_251924
|
wikipedia_download_nbo
| 2,021
|
no
|
0.875
|
'''Grand Travel Award''' blir arrangert av Travel News i januar hvert år hvor både forretnings- og privatreisebyråer stemmer frem årets beste leverandører og turistland.
|
maalfrid_f9b1ee5b42aa9923fb0188d7d571310893fafae2_22
|
maalfrid_fhi
| 2,021
|
no
|
0.744
|
Avklare roller og ansvar i kommunene Forståelse for kommunenes ressurssituasjon Bistå miljørettet helsevern i ROS-vurderinger Jobbe for at septik ikke tømmes på havet/forebyggende tiltak Landsdekkende tilsynskampanje eller revisjon via Fylkesmann Knytte badevann opp mot folkehelsearbeidet.
|
maalfrid_48811ab413ba73feda8549a829a5def3a8a9cf2d_269
|
maalfrid_oslomet
| 2,021
|
en
|
0.417
|
Arizaga, Bauman, Waldo, & Castellanos (2005); Brown (2004a, 2004b); Castro (2010); Garmon (2004); Gill & Chalmers (2007); Kyles & Olafson (2008); Marbley, Bonner, McKisick, Henfield, & Watts (2007); McCall (2004); Premier & Miller (2010); Trent, Kea, & Oh (2008); Wiggins, Follo, & Eberly (2007) Arizaga, Bauman, Waldo, & Castellanos (2005); Assaf & McMunn Dooley (2010); Paul- Binyamin & Reingold (2014) Castro (2010); Cicchelli & Su-Je (2007); DePalma (2008); Garmon (2004); Holm & Londen (2010); Hope-Rowe (2006); Kumar & Hamer (2013); Rogers, Marshall, & Tyson (2006); Scott & Mumford (2007); Tavares (2007); Trent, Kea, & Oh (2008) Locke (2005) Holm & Londen (2010) Michael-Luna & Marri (2011) Asimeng-Boahene & Klein (2004) Gill & Chalmers (2007) Barnes (2006) Wiggins, Follo, & Eberly (2007) Arizaga, Bauman, Waldo, & Castellanos (2005) Alviar-Martin & Ho (2011); Ambe (2006); Arizaga, Bauman, Waldo, & Castellanos (2005); Haas (2008); Hope-Rowe (2006) and Gay (2010, 2013); Guyton & Wesche (2005); Michael-Luna & Marri (2011) and Holm & Londen (2010); McVee (2014); Valentín (2006) Ambe (2006); Eberly, Rand, & O'Connor (2007); Garmon (2004); Gay (2010, 2013); Guyton & Wesche (2005); Holm & Londen (2010); McVee (2014); Michael-Luna & Marri (2011); Milner (2006); Scott & Mumford (2007); Smith (2014); Valentín (2006) Gay (2010, 2013); Lake & Rittschof (2012); Rodriguez & Polat (2012); Santoro (2014); Tavares (2007); Turner (2013); Virta (2009) Amatea, Cholewa, & Mixon (2012); Assaf & McMunn Dooley (2010); Eberly, Rand, & O'Connor, (2007); Guyton & Wesche (2005); Holm & Londen (2010); Paul-Binyamin & Reingold (2014); Valentín (2006)
|
maalfrid_82b9b47138e689ac968747e373beef9ccf966e13_5
|
maalfrid_pasientsikkerhetsprogrammet
| 2,021
|
no
|
0.761
|
Det opprettes et problemområde på ernæring. Underernært, risiko for underernæring eller overvekt (alt etter MNA screening) Eks: Risiko for underernæring Eks: Dekke sitt energibehov eller ingen vektnedgang BMI og vekt Antall kalorier/kg/døgn som velges. (Oppegående, sengeliggende, vektøkning) Der dokumenteres om der trekkes 10% fra eller til i forbindelse med alder og vekt tilstand. Nødvendige tiltak opprettes. Eks. på tiltak: - Månedlig MNA screening - Vekt x 1 pr mnd. - Spisesituasjon - Brukermedvirkning - Kostregistrering 3 dager - Behov for mellommåltider? - Behov for beriking? Planen skal evalueres . Tiltak MNA skal evalueres månedlig. Resultatet av MNA skrives under evaluering av dette tiltaket. Evaluer også kostregistrering når dette er utført i 3 dager. Denne evalueringen skal inneholde: 3 dagers registrerte Kcal inntak. Oppnår de 100%, hvis ikke, hva skyldes dette? Evt. hvor mye Kcal skyldes beriking.
|
maalfrid_9dbf9f851f94a95a1a744c15fdeff1d6cafbe7c2_173
|
maalfrid_regjeringen
| 2,021
|
no
|
0.939
|
2014–2015 179 Utenriksdepartementet Dette har ført til at arbeidsgiverorganisasjonen Vietnam Chamber of Commerce for første gang har deltatt i arbeidet med ny yrkesopplæringslov. Gjennom kunngjorte og søknadsbaserte tilskudd til kommersielt bærekraftige investeringer i utviklingsland har man bidratt til å redusere risikoen i etableringsfasen og gjennomførbarheten av investeringer. I overkant av 50 bedrifter mottok støtte i 2013. En gjennomgang i 2013 av bedrifter som mottok støtte i 2009–2012 viste at over halvparten av tilskuddene til forstudier førte til etablering. Rapporten viste at utviklingseffektene ved de kommersielle etableringene i første rekke var sysselsetting, teknologioverføring og intern opplæring. Et grovt estimat viste at støtten kan ha bidradd til å etablere, eller sikre 6 500 arbeidsplasser. I 2013 ble Business Match Making-programmet (BMMP), bedriftssamarbeid mellom norske bedrifter og bedrifter i utviklingsland, gjennomført i Bangladesh, India, Sri Lanka, Sør-Afrika og Vietnam. Samarbeidene innebærer overføring av kapital, kunnskap, kompetanse og/eller teknologi. Målet er at de skal lede til langsiktige samarbeid og investeringer. Av 45 norske selskaper som deltok i 2013 har mer enn 20 inngått intensjonsavtaler med lokale selskaper. I 2013 ble BMMP utvidet til Uganda, Tanzania og Kenya. En evaluering av norsk næringslivsbistand i 2010 anslo at BMMP i Sri Lanka og Sør Afrika hadde ført til at 2 000 arbeidsplasser ble opprettet. Ordningen med ubundne blandede kreditter opphørte i 2008, og det arbeides med å avvikle dagens portefølje, samtidig som inngåtte forpliktelser overholdes. I hovedsak består porteføljen av 12 prosjekter innen sosial og økonomisk infrastruktur i Vietnam. Framdriften i 2013 var noe tregere enn forventet. Seks prosjekter har nå startet konstruksjon av infrastruktur, men med varierende framgang i byggeprosessen. Etter ønske fra Eksportfinans om å avslutte samarbeidet med Norad ble ansvaret for banktjenester i forbindelse med utbetaling av tilskuddsmidlene etter anbudsrunde overført til ny forvaltningsbank – Sparebank 1 SMN i 2013. I dialog med FNs organisasjon for industriutvikling (UNIDO) sin Trade Capacity Building Unit har man bidratt til å styrke organisasjonens arbeid med kvinners deltakelse i handelsrelatert virksomhet. NHOs Female Future program i samarbeid med søsterorganisasjonen Federation of Uganda Employers har som mål å øke kvinneandelen i ledende posisjoner i næringslivet. Programmet har blant annet resultert i at flertallet av kvinnene som har deltatt i programmet har fått styreverv etter fullført kurs. Et tilsvarende program startet i Kenya i 2013. Det forventes at 20 kvinner uteksamineres i løpet av det første året, og at programmet vil være bærekraftig i regi av arbeidsgiverorganisasjonen i løpet av 2014. Styrking av utviklingslands handelskompetanse og eksport er i økende grad avgjørende for økonomisk vekst. Et samarbeid med UNIDO ble videreført for å øke samarbeidslandenes handelskompetanse og eksportkapasitet, herunder støtte til å bygge opp infrastruktur for å kvalitetssikre eksportprodukter. I Bangladesh har støtten bidratt til at Bangladesh Accreditation Board er etablert og i funksjon. Det er startet en prosess med sporbarhet av reker, for å øke eksport, spesielt til EU. For å sikre bedre tilgang til internasjonale markeder, har inspeksjon og kontrollsystemer i fiskeindustrien blitt styrket. Som et resultat av UNIDOs innsats i Malawi er en nasjonal lovgivning for kvalitetssikring av eksportprodukter utarbeidet og godkjent i 2013. Lovgivningen er et viktig fundament for å styrke infrastrukturen som skal sikre kvaliteten på malawiske produkter som eksporteres til regionale og globale markeder. Et prosjekt i Myanmar er utviklet for å styrke kapasiteten til å eksportere mat blant annet gjennom å kvalitetssikre varer i laboratorium i henhold til internasjonale standarder. Det er også gitt støtte til Norsk Mikrofinans Initiativ, Voxtra og Grassroot Business Fund, noe som har bidratt til å øke utviklingseffektene av disse private aktørenes investeringer. Voxtra og Grassroot Business Fund er 'impact investors' som hovedsakelig investerer i klimatilpasset landbruk. I 2013 forvaltet Norfund tilskuddsmidler som ble brukt til prosjektutvikling for å styrke utviklingseffektene av Norfunds prosjekter og til lokalsamfunnsutvikling. For 2015 foreslås bevilget 259 mill. kroner. Bevilgningen på denne posten må sees i sammenheng med bevilgninger på kap. 166, post 74 Fornybar energi. I tillegg foreslås følgende fullmakter: – tilsagnsfullmakt på 45 mill. kroner, jf. romertallsvedtak VII, pkt 1 – garantifullmakt på 50 mill. kroner, jf.
|
wikipedia_download_nno_Despair Rocks_104947
|
wikipedia_download_nno
| 2,021
|
nn
|
0.754
|
'''Despair Rocks''' er ei gruppe skjer som ligg 3,5 km sør for Melsom Rocks og 14 km vest-sørvest for Penguin Point, nordvesttuppen av Coronation Island i Sør-Orknøyane. Dei vart oppdaga og namngjevne av kaptein Nathaniel B. Palmer, ein amerikansk selfangar i sluppen «James Monroe» og kaptein George Powell, ein britisk selfangar i sluppen «Dove», under seglasen deira i desember 1821.
|
maalfrid_c1fdbf0a62bd180189d084dad869f5cd475984a2_53
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
en
|
0.933
|
To perform DDC to create and verify a self-hosting compiler we require two compilers, or interpreters, capable of compiling, or interpreting, the compiler we want to create. We will refer to these two compilers as the grand-parent compilers. As the compiler we want to create will use another version of itself as the parent compiler we will only require the source of one compiler, the compiler we would like to create. Nevertheless, we require that this compiler we want to create is able to deterministically compile itself. If the compiler creates different executables every time we run it the technique becomes very difficult, though perhaps not impossible as attempts can be made through the use of tools such as diffoscope [7]. We will here assume, for simplicity, that we will have the exact same binary output. This is usually easily and efficiently checked through the usage of cryptographic hashing algorithms. The technique itself is fairly simple for a self-hosting compiler. We will have two grand-parent compilers which we will use to create two parent compilers using the source code of the compiler we will ultimately want to create and verify. These two parent compilers will now not be identical, or at least it is extremely unlikely that they are. This is because two different compilers will produce different output for any file as they have different code generation and the optimisations used are likely to be different. Nevertheless, this should give us two parent compilers that function the same way, even though they are not identical. These two parent compilers will then be capable of compiling the source code again. Once this is done, we can compare the results. If the results are identical, it means that the grand-parent compilers either contain the same self-replicating attack or no self-replicating attack. If we can trust that the grand-parent compilers do not contain the same self-replicating attacks, we can see that the created compilers contain no self-replicating attacks. Note that the absence of a self-replicating attack in the final compiler does not mean that either parent compiler or grand-parent compiler are entirely clean from self-replicating attacks, unless they are also identical to the newly created, verified, compilers. This is because the parent compilers or grand-parent compilers can still contain self-replicating attacks that are only triggered under specific circumstances, this only shows that we have not triggered any self-replicating attacks. If the newly created compilers are not identical, we can not easily say which grand-parent compiler contains malicious behaviour.
|
maalfrid_22fe0f3c9cf290b73d6fd20ee7fa4180cefceb7e_14
|
maalfrid_uio
| 2,021
|
no
|
0.687
|
• Tvangsinnleggelse i institusjon. Innebærer: – Mulighet for tvangstiltak under oppholdet, kap. 4 – Kan holdes tilbake med tvang, med hjelp av polititet, § 3-5, 1. ledd – Bare for ett år av gangen. Kontrollkommisjonen må samtykke i forlengelse, for ett og ett år, § 3-8 • Uten døgnopphold, dvs. innleggelse: Pålegg om fremmøte for behandling – Kan hentes av politiet – I praksis: Medikamentbehandling.
|
maalfrid_5f03d9d81b9419097f21b975e11f573d95a2455f_4
|
maalfrid_norad
| 2,021
|
no
|
0.864
|
På denne bakgrunn vil vi peke på følgende forhold og behov som kan inngå i dialogen og utviklingen av feltet fremover: Vurdere nærmere sentrale konklusjoner og anbefalinger når det gjelder "mainstreaming" av norsk bistand til fremme av barns rettigheter. Vurdere nærmere og finne gode mekanismer for hvordan støtten til fremme av barns rettigheter kan knyttes bedre opp mot Barnekonvensjonen og etablerte prosesser for menneskerettighetskonvensjonene. Vurdere nærmere rapportens konklusjoner og anbefalinger når det gjelder kanalvalg, for å bidra til forståelse for og utnyttelse av kanalvalgenes komparative fortrinn og måloppnåelsei utviklingssamarbeidet på feltet. I den forbindelse se nærmere på hvordan barns rettigheter kan fremmes gjennom bilateral bistand. Videreutvikle dialogen med organisasjonene og Norad for å fremme barns rettigheter generelt, og mer spesifikt finne frem til egnede mekanismer for barns deltakelse. Her kan også evaluering av barns deltakelse og effekten for fremme av barns rettigheter være relevant. Videreutvikle prosjekt- og statistikksystemet i samarbeid med Norad slik at det gir bedre koplinger og enklere tilgang på opplysninger om bistandsinnsatsene. For enkelthets skyld minner vi om den videre prosedyren. I tråd med evalueringsinstruksen skal Utenriksråden beslutte, på grunnlag av notat fra den avdeling som er ansvarlig for tiltaket som er evaluert, hvilke saker som skal følges opp, innen hvilke tidsrammer, og av hvem. Denne oppfølgingsplanen skal meddeles berørte parter innen seks uker med kopi til Evalueringsavdelingen og Norads direktør. Innen ett år skal den ansvarlige avdelingen rapportere til Utenriksråden om oppfølgingspunkter.
|
Subsets and Splits
No community queries yet
The top public SQL queries from the community will appear here once available.